Staldens flytning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

62. Staldens flytning


1078. I Haldrup, Vær sogn ved Horsens, ligger to gårde sammen yderst i vest. Tæt ved disse gårde gravede man i ældre tider sand i en banke, hvor indgangen til en nissefamilies bolig var. I reglen var nisserne venlig sindede og kom til sine tider endog op i gården for at låne brød og lignende. En gang var det dog galt fat i den ene gårds stald. I en vis bås døde den ene hest efter den anden. Til sidst kom nissen op og bad manden endelig at lade et øg have sin plads i den omtalte bås. Han havde nemlig sin seng neden under, og det var ham ikke muligt at ligge tørt i sengen, når hesten stod i båsen, ti vandet fra den dryppede lige ned til ham. Dette blev straks taget til følge og hjalp.

En gang kom nissen og hentede konen i den ene gård, hun måtte endelig følge med ned til hans kone, der var i barnsnød. Konen fulgte også med og gjorde nissefamilien den tjeneste, hun kunde. Da hun vilde gå, gav nissen hende en klokke (underskjørt), fordi hun havde været så hjælpsom af sig. Han pålagde hende strængt, at hun ikke måtte bruge det, når hun gik i kirke eller i det hele taget ved höjtidelige lejligheder. Der gik nu nogle år. En søndag vilde konen i Vær kirke. Hun vilde gjærne have klokken på, men mindedes nissernes forbud. Hun trøstede sig dog med, at det nu var så længe siden, så nissen formodentlig havde glemt det. Nok er det, hun trækker klokken på og går. Længere end til höjen Stenovn gik det dog ikke godt. Her nåede nissen hende og var vred som en Tysker. Uden skånsel trak han klokken af hende og gik sin vej.

Martin Nielsen, Jælling.


1079. En mand havde stort uheld med sine kreaturer, der døde så tit nogle for ham, især i en vis bås. Det kunde han ikke forstå, men så en aften, hans kone var ude at malke, faldt hun ned i et stort hul. Da hun kom lidt til sig selv igjen, stod hun i en pæn stue, og en lille tyk mand stod tæt ved hende. Så fortalte han hende hele redeligheden om, hvordan det kunde være, at der døde så mange køer for dem. «Når jeg sidder ved mit bord, og der løber sådant noget grimt kovand ned til mig, se så behøver jeg jo blot at tage min kniv og pege op efter koen, så er hun død. Derfor skal I lytte efter mit råd: flyt nødset hen i et andet hus, og så skal sådant uheld aldrig mere ramme jer.» Det gjorde de også, og fra den dag af døde der ikke flere.

Søren Hansen.


1080. I en gård, som var bygget på en bakke, havde de meget uheld med deres kreaturer, hestene blev så magre, at de næppe kunde rejse sig, køerne kunde ikke malke, og folkene var nær gået til grunde. En dag kom så en kone, som de kaldte kloge Maren, og for hende klagede konen da sin nød. «Ja,» sagde Maren, «jeg er også kommen for at sige dig, hvad I skal. Ser du, her neden under boer også folk, og hver gang de sidder til bords og spiser, drypper det bestandig ned i deres fad, og det er urinen af eders heste og køer, og derfor har manden lovet, at I ikke skal få held af noget her, men når I vil flytte et lille stykke herfra, så skal alt lykkes for eder igjen.» — «A, Herre Gud! hvor skal vi få penge at flytte for?» — «Det skal I ikke spørge om, for de kommer af sig selv, når blot I vil flytte.» Som sagt, så gjort, gården blev flyttet, og manden havde penge nok, og alt gik godt for dem i eftertiden.

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.


1081. Ja, a troer nu ikke, at det er godt med denher graven i höjene. Vi skal ikke komme dem for nær. Min oldemoder havde en gang nær kommen galt ved det med de folk. De havde jo stedet, som a boer i. Så en gang blev der en ko syg, og der var ikke noget at gjøre ved hende. Så kom der sådan en bitte kone ind til min oldemo'r og sagde, om de ikke vilde flytte den ko, for ajlen rendte ned på deres bord. Ja, det var da ikke godt, for den var syg, sagde min oldemo'r. De gjorde det dog, og koen kom sig. En tid efter var denher bitte kone i barnsnød, og min oldemo'r måtte hjælpe hende. Hun gav hende så derfor sådan en pæn kjole, men der måtte ikke komme klokkeklang over den. Hun fik den så også godt nok hjem, og den lå på kistebunden i mange år. Men så skulde hun partu til bryllup, og så manglede hun en kjole og tog denher troldkjole på. Det gik så også godt nok, til de kom ind i våbenhuset, da faldt hver en klædetråd af hende midt i brudeskaren, så hun var helt ilde stillet.

Fortalt af en gammel mand i Homå hede, ved M. Balle.


1082. For nogle år siden, ilav min kones plejemoder blev opfødt i Borup mølle, Låstrup sogn, var det så ringe med bygning, at der så næsten ikke var noget. Så tog mølleren sig for at grave et hul ind i en bakke, og da kommer der en bjærgmand til ham og spørger om, hvad han vil have det til. Ja, han vilde have det til at sætte hans køer i. «Det skal du ikke, for så render ajlen ned på mit bord, og det vil a ikke have, så får du ingen held af dem.» Så lod han det være. Det er a vis på er sandhed, for det var ikke folk, der foer med noget øverløs.

Svingelbjærg.


1083. I den tid, svinene havde lov at gå, hvor hen de lystede, var de løben op på en höj at søge føde. Da lød der en stemme: «Tag jere svin fra höjen, de pisser jo ned på vort bord, hvis ikke, skal I få en ulykke.» Siden turde de ikke lade svinene gå på höjen. Det var vist på Ishöj i Kalvslunde.

Chr. N.


1084. En dværg kommer til en mand en juleaften og vil have ham til at flytte sin fåresti o. s. v. Gjør det. Kommer nytårsaften igjen og giver ham en sølvkande for hans føjelighed.

Nik. Christensen.


1085. På en gård i Skeide blev beboernes, særlig börnenes tøj, hver nat skåret i små stykker. Folkene var meget fortvivlede derover og søgte råd derfor hos en gammel kone. Hun sagde da, at årsagen dertil var, at når de bagte brød og så slog vand på kullene, løb vandet ned til nogle små nisser, som havde deres bolig under det sted. Folkene slog nu vand på kullene et andet sted, og efter den tid havde de fred for nisserne.

Marie Johansen.


1086. En mand pløjede i nærheden af Hönsholm i Jetsmark over en höj med forslidte jærn og magre heste. En nisse kom op og bad ham om at vælte den sidste fure tilbage, der faldt så meget jord i hans middagsgryde. Manden gjorde det. Om eftermiddagen havde han ny jærn i ploven, og hestene trak udmærket. Der gik nu lang tid, så gik der bræk på ploven igjen. Manden sendte jærnene til smeden, men det hjalp lige meget, og hestene forringede sig. Da lagde han ploven ved höjen på samme sted, og da han kom tilbage, var alt i stand, og hestene trivedes nu igjen.

Nik. Christensen.


1887. En mand pløjede ved en höj. Da kom en lille mand med en rød hue ud af den og bad ham meget venlig om at vælte den sidste fure tilbage igjen, da der ellers faldt jord ned i hans middagsgryde. Manden føjede ham straks, og fra den dag lykkedes alt for ham, hans heste blev fede, der kom nyt jærn i ploven af sig selv, og han blev fra en fattig til en rig mand.

Nik. Chr.


1088. I gården, hvor mine forældre boede, havde de uheld på mange ting. Men så sagde dværgen til dem, at de måtte ikke lade deres kalve stå der, for de piste ned til dem, og så brækkede de halsen på dem, derfor mistede de dem.

Ane Noer, Vilsted.


1089. Niels Höj i Tødsø havde sin stald vest for kirken, men ellefolkene boede under stalden, og de bad ham om at flytte den bort, da deres rolighed ellers blev forstyrret. Han gjorde det, men kort efter flyttede de over Sallingsund, for dingdangen var dem for nær.

Nik. Chr.


1090. En mand havde hugget nogle træer på Killemoshöj i Ryslinge. Så var det en aften, der kommer en mand ind til ham og siger: «Du skal give mig noget, for du har sJået alt mit porcellæn itu.» — «Ja, jeg har ikke noget at give dig for det.» — « Jo, det kan ikke hjælpe, hvad du siger, du skal betale det.» — « Ja,» sagde manden, «når jeg skal, så er jeg jo nødsaget til det, du må gå ud og tage hunden.» Så gik han straks hen og tog hunden og slog ham til væggen i gården. Om morgenen, folkene stod op, lå hunden og var død, og blodet sad på væggen.

Sødinge skole.


1091. Da en forpagter i Fovlum præstegård kom og skulde tiltræde sin plads, skulde han jo have sine kreaturer derind. Så sagde folk ham, at der var en bås, hvor ingen kreaturer kunde være om natten. Men det vilde han ikke høre noget om og befalede sine folk: «Bind nu den plag i båsen.» Om morgenen efter var den løs og gik nede i grævningen. Han kommanderede, at de skulde binde den der igjen. Næste morgen hængte den tværs over spiltovet med hver halvdel i sin bås. «Bind den der igjen!» råbte han. Morgenen efter stod den ude i kålgården, der var uden for stalden, og den var endda bunden ved grimeskaftet inde i båsen. Det sad ud af et lille hul som et musehul, og der var blød muld runden om plagen, men der var intet spor af mennesker hen til den.

Lars Jensen, Vinkel.


1092. I høstens tid løb nogle børn og legede på en höj på Skjensved mark. Så sagde en af drengene: «Kom, lad os pisse ned igjennem dette hul på troldkonens bord.» Det gjorde han, men i det samme faldt han hovedkulds ned af höjen og tabte vid og sands. Ingen læger kunde helbrede ham, men så gik hans fader med ham til en klog kone, og hun kunde.

Chr N.


1093. En stor höj, Navrbjærg, der ligger på Skjensved mark, har i gamle dage været beboet af underjordiske, og visse aftener såes et lys at skinne op af et hul i toppen på höjen. I dette hul havde en dreng i kådhed hældt vand, og straks kom en krumbøjet kjærling op af höjen og slog drengen med en kjæp, så han tabte mælet, men der var i den tid en præst i Snoldelev, som var så klog, at han gav ham mælet igjen.

Gårdmand J. Larsen, Jersie, v. Kristoffer Jensen.


1094. En stor del af de kjæmpehöje, der ligger om Snoldelev, lod præsten udgrave, men så længe solen står på himlen, råder mennesket, når den synker, kommer troldtøjets tid, og derfor må man aldrig grave i en höj længere, end til solen går ned. Det vidste præsten også meget godt, men han var så ivrig på det, og derfor forså han sig en gang, da han lod en höj, der ligger ved vejen, som går mellem Snoldelev-Hastrup og Snoldelev udgrave, ti han lod folkene, som netop nåede en stensætning, da solen gik ned, blive ved at grave. Pludselig fik han en usynlig øretæve, så han næsten helt tabte mælet, og han var aldrig mand for at skaffe sig selv mælet igjen og måtte holde kapellan fra den dag og lige til sin dødsdag.

Men han kunde godt hjælpe andre til at få mælet. En dreng var ofte ude ved en höj, som hedder Navrbjærg og ligger ved vejen mellem Jersie og Lille-Skjensved, med heste sent om aftenen. Da han en aften havde tøjret hestene og skulde til at hjem ad, gik han først op på höjen og pissede i et hul på dens top, idet han samtidig sagde: «Nu pisser jeg i din nadvergryde, trold !» Han fik også en på tæven og tabte derved helt mælet. Men hans fader kjendte nok den, der kunde kurere ham, og han spændte for og kjørte straks hen til provsten, som modtog ham med de ord: «Ja, jeg véd nok, hvad du kommer for, og er det, som jeg mener, så kan du gjærne vende om og kjøre hjem, ti så skal drengen nok have fået sit mæle, inden du kommer helt hjem. Da han kom hjem, kunde drengen tale.

Nik. Christensen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.