Stjærne-Oddes Drøm (sammendrag)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Stjærne-Oddes Drøm (Sammendrag)


Ved Guðbrandr Vigfússon
(Versene ved Finnur Jónsson)


Nordiske Oldskrifter,

udgivet af det nordiske Literatur-Samfund

Kjøbenhavn, 1860


Stjærne-Odde Helgesøn tjente paa Gaarden Mule i Reykjadal; han var Stjærnekyndig, og forstod Tidsregning fremfor alle andre Samtidige; han var desuden retsindig og sandru. Digter var han ikke. Engang blev han sendt til Flatøe for at hente Fisk. Her blev redt ham en blød Seng, men eftersom Manden var træt, sov han hurtig ind, og drømte at han var hjemme i Mule, og at en Gjæst fortalte der følgende Historie:

Kong Rodbert og Dronning Hildegunne herskede over Gautland, de havde en Søn ved Navn Geirvid. Over en Trediedeel af Landet havde Kongen sat en Jarl Hjørvard, han havde Datteren Hlegunne, en voldsom og ustyrlig Skjoldmø; tilsidst maatte Jarlen sende hende bort, hvorpaa hun drog ud og hærjede. Det fortælles, at Kong Rodbert døde, da Sønnen Geirvid var 8 Aar. Sønnen blev valgt i Faderens Sted men formedelst hans Ungdom gik Regjeringen slet. Iblandt Andet lejrede to Stimænd Garp og Gny sig i Joreskoven, plyndrede og dræbte Folk. Saaledes gik det indtil Kongen var 12 Aar. Da erklærede den unge Konge, at han selvanden agtede at opsøge Stimændene, og opfordrdde den af sine Hirdmænd som vilde fölge ham, til at træde frem. Da Kongen trods alle Bønner vedblev sit Forsæt, traadte frem Kongens Skjald Dagfinn, og tilbød at at fölge sin Herre. Men da Dagfinn blev nævnet i Drømmen skete en mærkelig Ting. Odde syntes, at han selv var Digteren Dagfinn. Sagamanden forsvinder altsaa, og Odde fortæller nu selv hvad han som Dagfinn oplevede. Han gik afsted med Kongen. Paa en Höi traf de Stimændene, hvilke Kongen nedlagde med egen Haand, men Dagfinn, der havde mere Skjaldskab end Mod i Brystet, formaaede ikke at yde anden Hjælp end at see paa, for siden at kunne besynge denne Bedrift. Kongen blev meget berømt for denne Daad; en Høi blev opreist for ham og hans Høisæde stillet der. Siden hyldede man ham siddende i Høisædet og bragte ham kostbare Gaver. Skjalden Dagfinn bragte ham et Digt, der blev meget beundret; men Skjalden nægtede at modtage nogen Belønning af Kongen, da Kongens Lykke og Velstand var ham Alt.

Kort efter døde Jarlen Hjørvards Hustru Hjørgunne. Jarlen beilede siden til Enkedronningen Kong Geirvids Moder Hildigunne. Med hende havde han Datteren Hladreid, men kort efter døde Jarlen selv, og Kong Geirvid satte en ny Vasal over dette sit Land. Men da Skjoldmøen Hlegunne Jarlen Hjørvards Datter erfarede sin Faders Død, styrede hun sin Hær derhen og underkastede sig det hele Land. Siden sendte hun Skjoldmøer som Gesandter til Kong Geirvid og fordrede at han skulde afstaae sit halve Rige eller møde hende til Kamp i Sildesundene ved Hofsforbjerget. Kongen modtog naturligvis den sidste Betingelse. Han samlede sin Hær, Skjalden Dagfinn var ogsaa med; men da han gik ned til Stranden og skulde ombord, gik hans Skotvinge itu, saa han blev forsinket, men da vaagnede han, naturligvis som Odde men ikke som Dag-Finn. Han gik ud som han plejede for at see paa Stjærnerne. Han erindrede hele Drømmen foruden Drapaen som han havde digtet i Søvne; af den huskede han blot de 5 Vers.

1. Østerpå i Joruskov var der 2 brødre, opfyldte af ondt, og de berøvede mangen gang med drabssind mænd, for at tage deres gods.

2. Men den fyrste, som føder ulven, har, rylysten, et hårdt (uforfærdet) hjærte, og den kamptapre kong Geirvid fældede bægge, Garp og Gny.

3. Den retsindige sön af Rodbjart delte guldet, han forherligede mændene ved det mændenes gods, som de svigefulde mænd havde samlet.

4. Gøternes kampdjærve konge gav mændenes slægt ringe, så at alle hirdmændene havde ringe på armene.

5. Dagfinn vil slutte digtet med herlige ords lovprisning; det gøtiske folks gæve konge nyde vel hæder og rige.

Han gik siden til Sængs igjen, sov ind, og fortsatte sin Drøm netop hvor han slap. Han gik til Skibene. Flaaden seilede til Stævnemødet. Her var Skjoldmøernes Flaade tilstede. Der opstod en heftig Kamp, der nærmere beskrives: hvorledes Kongens Mænd faldt i hundredevis men ingen saae Hlegunne, indtil Skjalden Dagfinn øinede hende i Hexeskikkelse med et Ulvindehoved, hvormed hun usynlig for alle Andre sønderrev Kongens Mænd, hun befandt sig allerede paa Kongens Skib. Dagfinn løb hen paa Kongens Skib og fortalte ham dette, men Kongen kunde intet see formedelst hendes Trolddom, indtil han kikkede gjennem Hulningen paa Dagfinn venstre Arm. Da forsvandt Trolddommen og nu kunde Kongen see den i Ulveham forvandlede Skjoldmø; han afhuggede hendes Hoved og vandt en herlig Seier. Nu vendte Kongen hjem til sit Land; der blev holdt et stort Thing og Kongen paa ny løftet i Høisædet paa Høien og hyldet til Konge over hele Gautland. Dagfinn bragte ham et Digt ligesom før, men vilde ingen Skjaldebelønning modtage. Kongen tilbød ham da at vælge sig en Hustru, som han da vilde skaffe ham til Ægte. Skjalden erklærede sig for Kongens unge deilige Søster (paa mødrene Side) Hladreid. Deres Bryllup blev holdt med megen Ære og Pragt, de levede en Tidlang sammen i stor Lyst og Herlighed. Men midt i al, denne Lykke vaagnede han — som Odde naturligviis. Siden overvejede Odde sin Drøm og huskede begge Afsnit. Af den sidste Drapa huskede han blot de 11 Vers.

1. Geirvid satte skibet i bevægelse, så at det skred ud af (strandens) tang, og styrede skibet ud over landbrændingerne, og de raske mænd sejlede ud af den sejlfarlige storm ind under Höfde hårdt udspilede stormen sejlet ved toppen over mændene.

2. Det hurtige skib skred da hen over de hæslige bølger; brave mænd sejlede på de herlige skibe; der har jeg set den prægtigste rejse, berömte mænd har gjort. Geirvid er i sandhed de götske mænds konge.

3. Krigerne sejlede med flåden langs landet forbi Hofshöfde; — det var et godt foretagende af fyrstens skare — indtil de sejrprydede kloge mænd nedhuggede med spyd i Sildesund deres fjender, krigerne.

4. Og skjoldmøerne og krigerne havde indrettet sig således, at de forsigtige mænd væntede i bugten; mændene (de) kunde se den brede ledingsflåde; fyrstens hird, som undgik fejl, kom dér hjælmebedækket.

5. Mændene vågnede snart ved mændenes (Geirvids mænds) kamp-bebudelse, da Hlegunns skibe fór frem, og kongens snarrådige venner søgte derhen. Geirvid osv.

6. Og krigeren, fyrsteætlingen, lod da kampen vokse med stor kraft, men kamprøden udbredte sig vidt fra den hæftige kamp; søen blev mørk af blodet, da hæren angreb i aftenstunden(?)

7. Der opstod en kamp, ti kongens skare angreb modigt; der fik man kampen i stand; den stod foran landet; Geirvid, som vaskede sværdet i blod, kæmpede med spyd i den kamp; blodet spröjtede over mændenes hoveder.

8. Den hird, som kongen styrede, foretog et angreb med kraft; mangen fyrste er gæv af højbårne hövdingers følge; jeg hører, at der ikke vil gives en modigere færd af berömte mænd.

9. Jeg så her Hlegunns grumme ugærninger; hun med ulvindens hoved, barsk, fór rasende frem; jeg så utyskets kæber rive med tænderne kødet af mændene; hun gjorde et hårdt angreb med kæbernes hvide spyd (tænderne).

10. Jeg gik fra det ene skib til det andet på søen, indtil jeg kom på det prægtige skib med fyrstens mænd; og jeg fortalte kongen, hvorledes den grumme kvinde opførte sig med hensyn til kamp-måden.

— Nu er denne Drøm sluttet; den er fortalt efter Stjærne-Oddes eget Frasagn. Men uagtet dens Vidunderlighed, troer man dog at den er sand, efter som Odde var saa sanddru at han aldrig løi. Fortælleren beder tilsidst at ingen maae undre sig over om Versene ikke ere flydende, da de jo ere digtede i Søvne.