Stjærnerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

6. Stjærnerne


114. En mand havde stjålet en pose fuld af grønkål. Da han så gik med den, kom der en anden mand og lod ham vide, at det var hans kål, han havde stjålet. Det påstod den anden var ikke sandt, og dersom han havde stjålet kålen, så vilde han ønske, at han måtte komme til at ride oppe i månen. I samme öjeblik blev han også forflyttet og sidder endnu den dag i dag i månen med sin pose grønkål på ryggen.

Annette Jensen.


115. Det første tyveri på jorden udøvedes af en mand, der stjal kål. Som straf lod Vorherre ham vælge imellem at sidde på månen og fryse eller at sidde i solen og hedes. Tyven valgte det første. På fuldmånen ser man derfor en mørk figur, det er kålstokken. Manden må sidde på den anden side.

Lærer H. Hansen, Hjallese.

Tyskerne benytter derom et andet sindbillede. De ligner den mørke figur ved en kvinde med en gammeldags håndten i den ene hånd og den udspundne tråd i den anden hånd.


116. Den første mand, der stjal kål, er ham, der nu sidder på månen og kaldes «manden i månen». Han havde en aften, mens han var her på jorden, og altså før han fik den plads, han nu har, stjålet en del kål og var på vejen med dem hjem. Da mødte han en mand, der spurgte ham, hvor han havde fået dem fra. «Jeg har ikke stjålet dem,» svarede han. «Jo, det tror jeg, du har,» svarede den anden. «Hvis jeg har stjålet dem,» gjentog den første, «så vil jeg være fordömt til at sidde på månen.» Og straks, han havde sagt det, gik hans egen dom i opfyldelse. Han sidder nu der oppe til skræk og advarsel for alle tyve, men særlig for kåltyve.

A. E. Jakobsen, Örritslev.


117. Der var en mand, der gik ind og stjal en börren kål et sted. Så kom Vorherre til ham, da han kom bærende med de kål i den ene hånd og en munk i den anden, og han sagde til ham, hvor han helst vilde sidde enten i solen eller i månen til straf for det, han stjal kål. Han valgte da at sidde i månen, og der sidder han endnu med en börren kål under armen og en munk i hans hånd.

Jens Begs enke, Sundstrup.


118. Der står en Amager med to hvidkål i hånden i månen.

E. T. K.


119. Syvstjærnen er fra først en kone med syv börn. Manden og hende de kunde aldrig forliges, og så ønskede han omsider, at de aldrig skulde komme til at se hverandre mere, og at hun og hendes börn måtte blive til syvstjærnen og han selv til en gjøg. Ønsket gik i opfyldelse, og deraf kommer det, at vi aldrig ser syvstjærnen på himlen, imens gjøgen kukker.

Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.


120. En mand skal have forønsket sin kone og sine börn. Han blev til karlsvognen . . . . Karlsvognen er ikke på himlen, når syvstjærnen er der.

Mossi Jens, Öster-Brønderslev.


121. Der var en gang en mand, der var så slem ved hans kone, og han havde endda syv börn med hende. Når han kom hjem om aftenen — han var vel sagt fuld og grim — så gjente han dem ud. Sådan var det en aften, det var sådant et mørke. Hun gik med det ene barn i hendes arm og gik der på marken og var helt vildt og vidste ikke, hvor hun var. Så kom der en mand imod dem, og han spurgte om, hvor de vilde hen. Det vidste de ikke, for deres fader havde gjent dem ud. Ja, de måtte ikke klage dem, og så gik han videre. Der kommer han til manden, han var lige godt kommen i tanker om, at han vilde hen og se efter dem. Den fremmede mand spörger ham om, hvor han vil hen. Ja, han vilde hen at lede om en so med syv grise, om han havde ikke set den? Nej, han havde set en kone med syv börn. Ja, det var da også dem, han ledte efter. «Ja, du skal komme til at flyve al verden om og være en kukmand, for det du har jaget dem ud. Men de skal blive de höjeste stjærner, der er på himlen.» Sådan er det gået til, at vi har den kukmand og så syvstjærnen.

Jörgen Villadsen, Ramsing.


122 . . . . en so med syv grise. Det var hans kone og börn, han mente. Fra den tid blev han skabt i en kukmand, og de andre skabt i en syvstjærne. Siden den tid kukker kukmanden ikke i den tid, syvstjærnen er på himlen, og omvendt.

Lars Nielsen, Vinkel.