Sv. Aggesen kap.4

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Svend Aagesen (/Aggesen)
Danmarks krønike



Fjerde Kapitel


Om Harald Blaatand og Svend Tveskjæg



Denne Harald styrede i lang Tid Riget som dets Konge. Han var den første, som forkastede Afgudsdyrkelsens Vederstyggeligheder og tilbad Christi Kors. Medens han udsendte Hæren for at trække den uhyre Steen afsted, som han havde bestemt at sætte som Mindesmærke paa sin Moders Gravhøi, udbrød en Opstand i Landet, deels paa Grund af de nye Religionsskikke, deels ogsaa formedelst det utaalelige Trældomsaag, de lede under, og Almuen gik saa vidt i sit Raseri, at den nødte Kongen til at forlade Land og Rige. Hurtig kom han da afsted, thi Frygten laante Fødderne Vinger, og tog Veien til Venden, hvor han fandt en fredelig Modtagelse, og hvor han skal have lagt Grunden til den By, som nu kaldes Jomsborg. — Denne Byes Mure blev siden af Ærkebiskop Absalon jevnede med Jorden: hvad jeg selv var Øienvidne til.


I hans Landflygtighed satte man hans Søn Svend med Tilnavnet Tveskjæg til Konge i hans Sted. Troen paa den hellige treenige Gud, som Faderen under sin Landflygtighed havde forkastet, den antog han af et oprigtigt Hjerte og gav Befaling til at det guddommelige Ord skulde udbredes over hele Riget. Efter nogen Tids Forløb kom der et Gesandtskab for at bilægge Tvisten mellem Faderen, og Sønnen der havde sat sig paa Faderens Plads. Kong Svend bestemte sig til at møde i Grønsund, hvor da hans Fader med Venderne skulde indfinde sig for at handle om Fred. Svend møder til den bestemte Tid, men maa længe vente paa Faderens Komme. Imidlertid havde Harald efter sin Raadgiver Palnatokes Indskydelse ladet sig gjøre et let og rask Aareskib, og bemandet det med dygtige Sømænd. Palnatoke bliver Øverstkommanderende paa dette Fartøi og skynder sig nu alt hvad han kan med at træffe Kong Svend.


Saasnart han var kommen til den danske Hær, lod han lægge bi, saaledes at Bagstavnen paa Hans Skib kom til at ligge klods op til Bagstavnen af Kongens. Efterat han nu havde faaet alt dette, som han i Forveien listig havde udtænkt, i Orden: vakte han ved Daggry i største Stilhed Kongen, som laae og sov i Kahytten. Kongen kom paa Benene og spurgte hvad der var paafærde? Vi ere, fik han til Svar, Udsendinge fra din Fader, som skulde handle med dig om Fred. Da han hørte det, vilde han gjerne have noget nøiere at vide fra sin Fader og stak derfor Hovedet lidt ud af Kahytslugen. Strax var Palnatoke ved Haanden, greb ham om Ørene og i Haaret og trak ham, da han var stærkest, uden at ændse hans Modstand, ind paa sit Skib. Vel lød der et svagt Skrig, men da Ingen havde mindste Nys om hvad der gik for sig, lykkedes det Palnatoke med vældige Aaretag at komme bort; heller ikke hvilede han før, end han havde naaet Jomsborg.


Saasnart Venderne fik Kongen at see, blev der et slemt Spektakel blandt Almuen, thi de fordrede, at han skulde pines ihjel enten paa den ene eller den anden Maade. Men den udvalgte Deel af Høvdingerne havde en sundere Plan; de ansaae det for klogest at lade ham give brav mange Løsepenge for sig, derved vilde Landet kunne berige sig engang for alle, saa de kunde gotte sig over de Danskes Armod, og det vilde unægtelig være bedre end at gjøre kort Proces og tage Fangen af Dage; thi den Profit, det Offentlige kunde have af at give den Fangne sit Livsbrød, den blev dog kun saare ringe. Man afsendte da Gesandter for at lade de danske vide, at de kunde kjøbe deres Konge fri, naar de vilde give tre Gange saa meget som han veiede i Sølv og Guld.


De danske betænkte sig ikke paa at udrede denne Sum. De samlede hele Rigets Formue, og da Venderne kom med den fangne Konge til Vindinge-Aa, undsloge de sig ikke for at kjøbe Svend fri. Men da Landets Formue ikke var tilstrækkelig til denne Udtælling, besluttede de gifte Koner, at udfylde, hvad der manglede i Løsepengene, med deres Smykker, Fingerringe, Armbaand, Ørenringe, Halsbaand, Halskæder — kort Alt hrad de havde af Kostbarheder gav de bort blot for at faae Kongen fri. Ved denne Leilighed fik de danske for første Gang Skove og Lunde i Fælledsskab. I Betragtning af den Yndest de danske Koner havde viist ham, forordnede Kong Svend ogsaa, at Qvinderne, der før den Tid slet ikke havde arvet, for Fremtiden ogsaa skulde tage Deel i den, saaledes at en Søster kom til at gaae halvt i Arv med sin Broder. Han ansaae det nemlig for billigt at gjengjælde dette Beviis paa oprigtig Kjærlighed med en tilsvarende velvillig Erkjendtlighed.




Anmærkninger


Harald Blaatand kaldes (S. 20.) den første christne Konge; Saxo nævner dog To iforveien, nemlig Erik Sivertsen Barn og Frode VI. Om Erik fortælles dog ikke engang, at han blev døbt, derimod skal Frode være døbt i Engeland, men døde førend han fik Noget udrettet i Damnark til Christendommens Tarv.


Harald flygtede til Wenden (S.21). Saxo nævner Julin som den Stad, hvorhen han kom. Sv. Aagesens „Hymnisborg” synes at være det samme som Jomsborg, men Jomsborg og Julin er ikke samme Navn; thi Julin er meget ældre, man vil endog sige fra Julius Cæsars Tid.


Svend Tveskjæg blev Christen (S. 21). Det melder Saxo ogsaa, men tilføier, at han siden faldt fra og blev Christendommens ivrigste Forfølger, saa det var først mod Slutningen af sit Liv, at han atter vendte sig med Alvor til at dyrke sin Skaber og Herre.

Saxo fortæller, at der ved Helgenæs stod et Slag mellem Fader og Søn, men da man var træt den første Dags Aften paa begge Sider, sluttedes en Vaabenstilstand, for at man næste Dag kunde handle om Fred. Stolende paa Freden havde Harald vovet sig op fra sine Skibe og ind i Tykningen af en Skov, men her faldt han for Palnatokes Piil. (II. 289—91).


Svends Fangenskab (S. 22. 23). Tre Gange, siger Saxo, blev Svend fanget af „Julinerne,” første Gang udredede hans Undersaatter uden videre Løsesummen, skjøndt den beløb sig til lige saa meget Guld og dobbelt saa meget Sølv, som han selv veiede. Anden Gang udvirkede de danske Adelsmænd hans Frigivelse ved at stille deres Sønner som Gidsler og udrede Summen, mod Erstatning i Kronens Gods; herved bemærker Saxo endnu (lI. 292): „I Sjælland og Skaane blev Alting kjøbt under eet, saa alle Kjøbere vare lige gode baade om Besætningen og Eiendommen, men i Jylland blev det udstykket, saa hver Slægt kjøbte Sit, og der blev da kun Fælledsskab mellem Frænder.”

Om det tredie Fangenskab fortæller Saxo, at det blev iværksat ved den samme listige Streg, hvorom vi ogsaa her have en Beretning; kun nævner han ikke Palnatoke som den, der udførte Tingen, ligesom han ogsaa henfører denne Begivenhed til en god Stund efter Harald Blaatands Død (II. 292. 293). (Om Palnatoke og Vikingelivet i Jomsborg, see Islændernes Jomsvikinge-Saga i 1ste Bd. af Oldnordiste Sagaer oversatte af Rafn; Øhlenschlægers Tragedie „Palnatoke"; Grundtvigs „Optrin af Nordens Kæmpeliv").


Vindinge-Aa (S. 23.) flyder ud i Store-Belt, tæt forbi Nyborg.