Svend Hersleb Grundtvig biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Svend Hersleb Grundtvig
Biografisk oversigt

Svend Hersleb Grundtvig
(1824-1883)



Grundtvig, Svend Hersleb, 1824-83, Litteraturforsker og Sprogmand, fødtes 9. Sept. 1824 paa Christianshavn, hvor hans Fader, foran nævnte N. F. S. G., den Gang var Kapellan ved Frelserens Kirke. Pastor G. ledede selv sine Sønners Opdragelse, ved hvilken hans egne pædagogiske Anskuelser vare raadende. G. lærte Religion, Græsk, men ikke Latin, Geografi i nøje Forening med Historie, dernæst Nordens Sprog og Litteratur, i Islandsk fik han Undervisning af Jón Sigurðsson; Engelsk lærte han tidlig ved Omgang med en engelsk Kammerat. Hvor fri end Undervisningen var, fordrede Faderen dog, at Børnene erhvervede sig Kundskaber, og at de læste flittig; men om end G. tidlig naaede Modenhed, maatte han dog endnu nede i Manddomsaarene savne haardt et bredere Grundlag af Kundskaber, hvilket han efterhaanden med større Besvær maatte søge at indvinde. «Min yngste Søn kom forleden Aften» – skriver Pastor G. 1. Maj 1841 – «og spurgte mig, om jeg havde noget imod, han blev Ingeniørofficer, da han jo ikke maatte blive Student som de andre, og det var ham alt for haardt ingen Ting at være. Det var mig en haard Nød at knække; thi sandt er det jo, at jeg ikke har beregnet mine Sønners Dannelse paa det nuværende Øjeblik, men paa den ny Tid, jeg venter.» Imidlertid faldt G. til Føje lige over for Faderens Redegjørelse. «Nu sidder han igjen rolig og lidt dybere i Iliaden, i de danske og engelske Kæmpeviser og i sine adelige Slægtregistre.»
   2 Aar tidligere havde Faderen erhvervet et Haandskrift med Folkeviser fra 1656, som i høj Grad havde tiltrukket sig G.s Opmærksomhed, da det indeholdt Viser, som endnu ikke vare udgivne, og Opskrifter af de allerede bekjendte Viser, der afvege baade i Form og Indhold fra de udgivne Texter. «Denne gamle Folkedigtning blev fra nu af Udgangs- og Midtpunktet for alle mine Studier og Interesser», skriver G. senere (1877). Han gjorde Bekjendtskab med Folkeviserne fra England og blev slaaet ved disses Lighed med de danske, og kun 18 Aar gammel debuterede han med et Hæfte «Engelske og skotske Folkeviser fordanskede», der efterfulgtes af 3 andre (1842-46); her vare de smukke Digte gjengivne i en vellykket, poetisk beaandet Oversættelse, der var holdt i god Visestil. Imidlertid havde G. ved at ledsage sin Fader paa dennes Rejse til England 1843 naft Lejlighed til at udvide sit Kjendskab til de engelsk-skotske Ballader. Efter sin Hjemkomst slog han i «Dansk Folkeblad» (1843-44) til Lyd for, at vore Kæmpeviser udgaves paa en bedre Maade, og samtidig opfordrede han til, at man rundt om i Landet optegnede Saadanne Viser, som endnu levede i Folkemunde. 1846 blev G. Student og hørte N. M. Petersens Forelæsninger paa Universitetet uden dog egentlig at sigte mod nogen Embedsexamen. Først 14 Aar senere bøjede han ind paa den slagne akademiske Vej ved at underkaste sig Philosophicum og Magisterkonferens i nordisk Filologi (1860).
   Men da havde G. allerede lagt en hæderfuld videnskabelig og militær Bane bag ved sig. Efter Opfordring fra «Samfundet til den danske Litteraturs Fremme» indsendte han en Plan til en ny Udgave af Viserne. Denne tryktes i Febr. 1847; kort efter udkom hans Prøve paa en saadan (2. Oplag af begge udkom s. A.). Her var Handsken kastet, og en ivrig Debat, i hvilken lærd og læg toge til Orde, udspandt sig; C. Molbech, P. Hjort, Levin, Liebenberg og mange flere droge til Felts mod Planen, der syntes alt for bogstavtro og omstændelig. Ogsaa N. M. Petersen dadlede den, men han udtalte sig dog fortrøstningsfuldt om Udgiveren. «Palmen vinker i det fjærne, S. G. vil se den og vil vinde den.» I et Stridsskrift, «Etatsraad Molbech og Kæmpeviserne», vendte G. sine Vaaben mod den iltreste af sine Modstandere (1848), og han skulde omsider sejre. I Maj 1850 vedtog Samfundet hans Plan, efter at Staten havde lovet et betydeligt Tilskud. Men da havde G. i 3 Aar været i Felten.
   Ved Krigens Udbrud havde han meldt sig som frivillig og var allerede i April 1848 med sin Broder Johan og trofaste Kammerater ved sin Side kommen til Sønderjylland. Den Kugle, som faa Dage efter deres Ankomst dræbte hans kjære Ven Dyrmaleren Lundbye, susede forbi hans Hoved. I Kugleregnen skulde G., som blev Lieutenant 17. Juli 1848, først komme ved Dybbøl 13. April næste Aar; senere kæmpede han kjækt i Istedslaget, hvorfor han hædredes med Ridderkorset. Efter Krigens Slutning vedblev G. at tjene i Hæren, men stilledes dog efter eget Ønske À la suite allerede 1853 og fik Afsked 1863 som Kapitajn; under Krigen 1864 gjorde han i 6 Maaneder Tjeneste ved Exercerskolen i Kjøbenhavn og blev 1868 Kapitajn i Forstærkningen (indtil 1879).
   I de nærmeste 10 Aar efter Felttogene kunde G., der allerede under sin Permission, medens Vaabnene hvilede i Vinteren 1849-50, ihærdig havde arbejdet paa Udgaven af Kæmpeviserne, tage fat paa denne med Kraft. Det 1. Bind sluttedes 1853, 2. 1856, 3. 1862; derefter gik Offentliggjøreisen noget langsommere, og først efter G.s Død udkom sidste Hæfte af det store 4. Bind (1883), 2 Hæfter af 5. Bind vare udkomne 1877-78 (Bindet sluttedes 1890 ved A. Olrik). I dette store Værk ligger G.s egentlige Livsbedrift. Hans Princip for Udgivelsen var blevet gjennemført og havde sejret. Han havde klart godtgjort, at en Urtext for Viserne ikke lod sig give, i det allerede de ældste Optegnelser afvege langt fra hinanden, og Viserne i Tidens Løb havde faaet store Varianter og mange Tilføjelser; en Rekonstruktion af den oprindelige Text maatte faa et saa stærkt subjektivt Præg, at den ikke hørte hjemme i en Udgave. I de omfattende Indledninger til Viserne havde G. fremsat et sammenlignende Studium af Evropas Visedigtning med stor Kyndighed, Takt og poetisk Forstaaelse. Det mythiske Indhold i Viserne var stillet i Forhold til Oldtidens Digtning og Tankekreds paa nye Maader, de historiske Viser vare belyste ved nøje Prøvelse af deres Forhold til de virkelige Begivenheder. Viserne vare samlede i Grupper og deres Slægtskab og Afstamning udfundet. Med utrættelig Flid vare Afskrifter og Oplysninger tilvejebragte, i Gjengivelsen var iagttaget en Nøjagtighed, som søger sin Lige. Rundt om i Udlandet hørte man kun Lovord over denne Udgave, hvis Principper kjendtes værdige til Efterfølgelse.
   Det var Kjærlighed til Fædrelandet og til nordisk Aand og Ejendommelighed, der som den inderste Drivfjeder gjorde G. til Videnskabsmand, og hans store Ønske var, at hans egne videnskabelige Gjerninger atter lode sig omsætte i Bøger, der kunde tale til Hvermand og vække Kjærlighed til vort Land og vor Fortid. Derfor udgav G. for Udvalget for Folkeoplysningens Fremme «Danske Kæmpeviser» (1867) og «Danmarks Folkeviser i Udvalg» (1882), hvilken han en Gang betegnede som sin «kjæreste Bog». Den poetiske Sans, som G. besad, og som stundum havde givet sig Udslag i selvstændige Smaadigte, havde i Forening med hans dybe Forstaaelse af Viserne gjort ham det muligt ofte at finde Visens rette Form. Ved sine gjentagne Opfordringer til at indsamle Folkeminder havde G. efterhaanden kunnet samle store Forraad; han udgav af den rige Høst 3 Samlinger «Gamle danske Minder i Folkemunde» (1854-61) og 3 Bind «Danske Folkeæventyr» (1876-83). Sammen med Jón Sigurðsson var han Udgiver af «Íslenzk fornkvæði» (1854 - 59). For Færøernes Litteratur og Sprog havde han altid vist en særlig Interesse, og paa Grundlag af det Stof, han havde bragt til Veje, og efter den af ham lagte Plan lod G. med Bistand af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse sin Svoger Jørgen Bloch udarbejde en Samling af færøske Folkeviser (16 Kvartbind paa Kgl. Bibliothek), hvortil slutter sig en, ligeledes af Bloch udført, færøsk Ordbog.
   Den omtalte Standsning eller Langsomhed i Udgivelsen af Folkeviserne var foranlediget ved Stoffets overvældende Mængde – G. havde ladet sig vildlede i sin Dom over de sildige Viseformers og «Nydannelsers» Betydning –, men dog især ved, at G. var bleven kaldet til ny Virksomhed. Efter N. M. Petersens Død og K. Gislasons Udnævnelse til Professor bleve efter afholdt Konkurrence G. og K. J. Lyngby begge udnævnte til extraordinære Docenter i nordisk Filologi (1863). Han omfattede Lærervirksomheden med Interesse, og i sine livlige og klare Foredrag tog han Sigte paa det væsentlige; og hans Studiers Omraade udvidede sig fra nu af betydelig. Allerede i Konkurrenceforelæsningerne havde han givet en aandfuld «Udsigt over den nordiske Oldtids heroiske Digtning» (1863); nu offentliggjorde han til Brug ved sine Forelæsninger en «kritisk Haandudgave» af Sæmunds Edda (1868, ny Udg. 1874); mod R. Keysers norske Theorier tog han til Orde ved et vægtigt, om end ensidigt, Indlæg i Afhandlingerne: «Om Nordens gamle Litteratur, en Anmeldelse og Indsigelse» (1867), «Er Nordens gamle Litteratur norsk? eller er den dels islandsk og dels nordisk?» (1869).
   G. var i bestandig Udvikling. Han blev ogsaa Sprogforsker, og skjønt han egentlig savnede den nyere Filologis mere systematiske Skole, lod en naturlig Sprogsans ham ogsaa her arbejde med Held. Han skrev om «det danske Sprogs Tonelag» og gav en fortræffelig Udgave af Peder Palladius’ Visitatsbog med Ordfortegnelse (1872). Han deltog i det nordiske Retskrivningsmøde i Stockholm 1869 og udgav «Dansk Retskrivningsordbog» (1870), «Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning» (1872, 2. Udg. 1880, Tillæg 1882).
   G. s store Kjærlighed til sin Fader bragte ham end videre til at udgive forskjellige af hans Værker, saaledes flere Bind af hans «Poetiske Skrifter» med oplysende Anmærkninger; han havde ogsaa tænkt paa at skrive hans Biografi og indsamlet dertil. Men hele denne omfattende og mangeartede Virksomhed standsede, da G. efter kun en Dags Sygdom døde 14. Juli 1883. G. var i 1868 bleven optaget i Videnskabernes Selskab; 1869 blev han titulær Professor, 1871 fik han Sæde i den Arnamagnæanske Kommission, 1877 udnævntes. han ved Jubelfesten i Upsala til Æresdoktor. Hans store, i en udmærket Orden holdte Samlinger erhvervedes af Staten og bevares paa det kgl. Bibliothek.
   G. var en kjæk, aaben og livsglad Natur, der trængte til at udtale sig; han kunde stundum glemme Formen og optræde noget brysk, men oftest lyste dog et venligt Udtryk fra hans karakteristiske Ansigt. Det ovale Hoved med det blonde Haar og de blaa Øjne, paa hvis Sekraft Lorgnetten tidlig maatte hjælpe, det tænkende Udtryk, den sunde, ranke Skikkelse og raske Gang – man havde Indtrykket af, at Krigeren endnu stadig stak i Videnskabsmanden. G. havde arvet efter sin Fader en oprigtig kristen Tro; han var hjælpsom og velvillig og den kjærligste Ægtefælle. Han havde 10. Dec. 1858 ægtet Laura Bloch, Datter af Grosserer Georg B. i Kjøbenhavn, f. 23. Juni 1837. Nogle Aar efter Brylluppet overfaldtes hun af Svaghed, som nødte hende til at holde Lejet eller at blive i Rullestolen. G. plejede sin elskværdige og begavede Hustru, med hvem han levede i det fortroligste Samliv, med inderlig Trofasthed. Hun døde 20. April 1891. Hun stiftede et Legat paa 8000 Kr. («Prof. S. G.s Legat») til Fremme af Studiet af nordisk Filologi. 2 Portrætmedailloner (af V. Bissen), tilvejebragte ved offentlig Indsamling, smykke deres Grav paa Frederiksberg Kirkegaard.
   Fr. Barfod, S. H. Grundtvig, 1883. Illustr. Tid. 1883, Nr. 1244. Ude og Hjemme 29. Juli 1883. Højskolebladet 1883, Nr. 75 ff. 79.; 1885, Nr. 58 f. Magne 1884, Nr. 12 f. 15. Arkiv f. nord. Filologi I. Upsala Univ. fyrahundra-års jubelfest 1877. Illustrerad Tidn. 28. Juli 1883. Nyare bidrag t. kännedom om de svenska landsmålen VII, 1. Germania, 29. Jahrg.
Johannes C. H. R. Steenstrup.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)