Svensk håndskriftindsamling (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Finnur Jónsson
Udgivet 1918
VI. SVENSK HÅNDSKRIFTINDSAMLING
Sverrig indtog ved denne tid efter 30-årskrigen, hvori det så ærefuldt havde deltaget, en stormagts rang. Følelsen for fædrelandet, dets storhed og historie, dets gamle og formentlig glimrende oldtid var overordenlig stærk. Sansen for studiet af »antikviteterne« var dog allerede tidligere bleven vakt gennem den dygtige runeforsker, rigsantikvaren J. Bure (Johannes Th. Bureus; 1568-1652) (1). Han havde erhværvet nogle norsk-islandske håndskrifter, der indlemmedes i »Riksens archivum«; han studerede dem og han oversatte på svensk store dele af Didrikssaga, hvis hovedmembran hørte til hans erhværvelser; hans oversættelse er imidlertid temlig mislykket. Man havde i Sverrig som i Danmark fået øjnene åbnede for den gamle isl. litteraturs betydning for granskningen af oldtiden Historieskriveren Messenius (1579-1636) var kommen i berøring med isl. sagaværker, både en Olafssaga og Mattis Störssöns udtog af Heimskringla (se ovf . s. 5), og han havde benyttet dem. En oversættelse af den norske Hirdskrå tryktes i Stockholm 1648 (efter en ældre dansk).
Ved og efter midten at det 17. årh. var Sverrig sa heldigt at besidde en stormand som grev M. de la Gardie (1622- 86), rigskansler og en af sin tids mægtigste mænd, der på alle måder støttede videnskab og kunst. Det var ham, der, som før bemærket (s. 17), købte Stephanius’ bibliotek og skænkede det siden til Upsala universitets bibliotek 1652 (den delagardieske samling)(2) For en mand som ham måtte det blive en yderligere oprordring til at fæste blikket på Island og dets bogskatte. Dog var det nærmest et mærkeligt tilfælde, der gav stødet til den følgende ivrige svenske indsamling at isl. håndskrifter og den påfølgende storartede udgivervirksomhed.
I året 1658, under krigen mellem Danmark og Sverrig, blev et dansk skib, kommende fra Island, opbragt og ført til Göteborg. Ombord var en islandsk studerende, Jón Rúgman (fra Rúgstaðir i Øfjorden; 1636-79), han havde gået i Holar latinskole, men var bleven bortvist derfra (3). Rigsdrosten Per Brahe tog sig af den unge islænder og lod ham, der endnu ikke var student, gå i Visingsborg skole; senere kom han til Upsala. Det viste sig, at Jón førte med sig isl. papirshåndskrifter, deriblandt et med den sagnhistoriske (opdigtede) »Herrauðs saga ok Bósa«, der jo tildels foregår i Götland. 1658 var som bemærket også det Seefeldtske bibliotek blevet bragt til Sverrig. Alt forenede sig således til at vække opmærksomhed for den isl. litteratur og lyst til at anskaffe endnu flere bøger fra Island end de hidtil erhværvede. Dette førte til, at Rúgman allerede 1660 blev sendt til Island for at indkøbe håndskrifter; 1661 vendte han tilbage med nogle sådanne; disse sendte han over land til Upsala, men det ser næsten ud til, at de eller de fleste er gået tabt undervejs. 1665 blev han atter sendt afsted, men han kom ikke videre end til København, hvor han købte nogle få og ubetydelige papirshåndskrifter. Selv afskrev og oversatte Jón Rúgman en del, og ham skyldes den eneste afskrift der haves af »Háttalykill« efter et tabt (norsk) håndskrift.
Svenskernes indkøb af isl. håndskrifter har vistnok vakt opsigt i Danmark; det var ikke rimeligt, at det her blev vel set; måske var Torfæus’ sendelse til Island 1662 et skaktræk imod Svenskerne. Vist er det, at det varede ikke længe, inden salg af isl. håndskrifter til fremmede personer og folk søgtes forhindret; i et reskript til landfoged Heidemann 4. april 1685 (udvirket af Th. Bartholin) hedder det udtrykkelig, at han skal sørge for, at ingen manuskripter bliver »til fremmede forhandlede eller udførte«. Kort i forvejen havde Svenskerne dog fået lejlighed til at gøre en meget betydningsfuld håndskrifterhværvelse ved hjælp af islænderen Jón Eggertsson (1643-89)(4). Denne var en velbegavet, men vistnok ikke nogen nøjeregnende mand og meget stridbar. Under et ophold i København 1681 kom han i forbindelse med den svenske regering; for denne afskrev han (1681-82) vigtige håndskrifter i København som Kringla-hdskr. (afskriften i Stockholm), og det er sikkert ham, der har bragt det eneste bevarede blad af dette til Stockholm. Samtidig påtog han sig at opkøbe isl. håndskrifter på Island i al hemmelighed, og i sommeren 1682 var han på Island ivrig optaget af at købe håndskrifter. Udbyttet var ikke ringe. Hovedbestanddelen af den nuværende samling i Stockholms kgl. bibliotek skyldes ham. 1683 vendte han tilbage og sendte den indkøbte bogskat ad søvejen til Sverrig. I årene 1684-87 sad han i København i gældsarrest; derefter rejste han til Stockholm, hvor han døde. Af de håndskr., han erhværvede, kan nævnes en Óláfssaga helga (brudst.), Nikuláss., Tómáss., men frem for alt Heiðarvígasaga (unicum) og den vigtige isl. homiliebog, perlen i hele samlingen. Hermed var det forbi med den svenske håndskrifterhværvelse.
Til alt dette skal endnu føjes, at så levende følte man i Sverrig betydningen af de isl. håndskrifter og granskningen af oldtiden, at der i året 1667 blev oprettet en særskilt institution med denne for øje, det såkaldte Antikvitetskollegium, hvis formål var at samle håndskrifter og besørge dem udgivne, for såvidt som de vedrørte Sverrigs historie. Det bestemtes, at der skulde være 4 studenter til at deltage i arbejdet, og Jón Rúgman skulde hver sommer rejse i Norge og på Island for at samle håndskrifter (hvad dog ikke skete). Kollegiets pengemidler var imidlertid ringe og dets virksomhed derfor fra første færd lammet. 1692 omdannedes det og kaldtes nu Antikvitetsarkivet. Foruden Rúgman var der flere isl. studenter, der virkede i Stockholm, herom nedenfor (s. 30).
Til fuldstændiggørelse af det foranstående skal endnu anføres, at enkelte isl. membraner havnede andre steder end de hidtil nævnte; således findes 2 membraner (saga- og rimehdskr.), foruden et Jónsbókhds., i Wolfenbüttel, en i England osv.
Brudstykker af gamle norske håndskrifter er efterhånden bleven samlede i Kristiania (5).
Noter
1): Jfr. Gödels bog s. 216ff.
2): Jfr. Gödels bog s. 91ff.
3): Jfr. Gödels bog s. 8ff., 114ff.
4): Se Gödels bog s. 190ff.
5): Sml. Indledn. til Katalog over Oldn.-isl. håndskrifter.
