Syn af skygger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

13. Syn af skygger


297. Det var sådan en tör sommer, og vi måtte vande nede ved en törvegrav. Drenge vil jo helst det, de kan ikke, og så vilde a trække vand op, og min søster skulde hente køerne. Som a nu stod der en aften silde og trak op med en stor messingkjedel, trak den mig ned, og der var tre alen vand i graven. Så siger a i det samme: « Herre Gud, her kommer du ikke fra.» På æ sted, a tænkte det, gav det lin i mine arme, og a kom op og fik fat i en lyngtop og kom i land og hjem. Siden turde min fader ikke lade mig trække op, og så skulde a trække køerne hjem. Mens han trak op, havde han smidt sig af sådan en stribet undertroje dernede og havde glemt den. Så siger han: «Du skal gå der ned efter den.» Da a kommer tilbage, spörger han mig: «Hvad var det for en kridhvid én, der stod og snakkede med dig, dreng?» Han stod nemlig oppe på bakken og kunde se der ned, og han troede, at det var en mand, der boede på den anden side af mosen, der netop gik i en hvid tröje og hvide bukser. A forsikrede, at a havde ikke snakket med en kridhvid én. Så varede det ikke uden et halvt års tid efter, da skulde min moder og min halvsøster ned at skylle noget klæder, og de var færdige med klæderne, så nær som et bitte korn til sidst, da faldt min halvsøster i og druknede. Der var ikke halvanden alen vand den gang, og der var tre alen vand, da a blev frelst. Men hun skred ud på hovedet, de kunde se, hun havde skredet med hænderne ned ad brinken, og de vil sige, kvindfolkene kan ikke vende dem i vandet for skjorterne. Da fortalte min fader til moder: «Ja, a har så mænd set hendes forvarsel, hun har stået og snakket med Jakob, för hun druknede.»

Jakob Snedker, Ry.


298. For et par år siden vågnede jeg en nat med den følelse, at der stod noget forved min seng, som absolut skulde og vilde tale med mig. Jeg både så og ikke så, og der var som et brunt gevandt om det, akkurat af den farve, som jorden har, og så vidste jeg, at det var min moder. I det samme ser jeg et skin i samme retning over ad væggen til, så blændende hvidt, at jeg aldrig har set mage. I samme öjeblik døde min moder henne i Hårup, og en times tid efter kom der bud, at hun var død. Jeg havde været inde hos hende om aftenen, og var lige falden i søvn, men vågnede pluselig ved den fornemmelse.

Sören Hansen, Hårup.


299. For en 3, 4 år siden kom to af Linå møllers börn, en sön og en datter, en aften i klart måneskin ad vejen norden for Linå bæk, og da så de pludselig en skikkelse gå foran dem. De talte til den, men den svarte ikke. Da de kommer et stykke hen, ser de skikkelsen stå nede i bækken, hvor vandet gik den til bæltestedet, og ragede sådan op over skrænten. Så råbte drengen til den, men søsteren bad ham lade være med at råbe eller gå der ned ad. Så kastede han nogle sten efter den. De sten, der ramte, de faldt ned i vandet, foran skikkelsen, og gik ikke igjennem, men dem, der gik forbi, de plaskede i vandet længere henne. En tid efter kom en enkefru Kragh her over fra Kjöbenhavn og vilde drukne sig. Hun sad en hel eftermiddag på kirkegården på hendes moders grav. Senere traf en mand hende på vejen, hvor hun sad på en sten med hånden under hovedet. Han talte til hende, og hun sagde, at hun havde, hovedpine. Siden fandt de hende på det samme sted i bækken, hvor börnene havde set skikkelsen, og da havde hun druknet sig. Det var altså hendes forvarsel.

Linå.


300. Denne madam Kragh sad der neden for præstegården, og der kom én og talte til hende, men tænkte ikke videre over den sag. Nogle dage efter fandt en anden mand, som gik og fiskede, hendes lig; hun lå nede i et høl. Hun var født i Linå og vilde her over at ligge ved hendes familje. Kisten blev så sat lige oven på hendes bedstefaders kiste.

Peder Hansen, Linå.


301. Jeg tjente i den største gård i Skinnnerup. En morgen, da jeg var ved at moge i stalden tillige med den ældste sön, så vi degnen, Tilsted, komme gående i hans daglige klæder og noget skrutrygget som sædvanlig ind ad den søndre dør op langs ad grævningen. Som vi nu stod og talte om, hvad han vilde, sagde Hans: «Nu vil a ikke kjøre, inden han kommer her hen!» — for der var ikke god plads til at komme om med båren. Men som vi talte om det, blev han henne. Vi troede nu, at han var gået ned i laden, men da vi så kom ind til davren, spurgte vi jo, hvad han vilde. Ingen havde dog set ham, og han havde slet ikke været der. Han kom til sidst til Hillerslev og døde, og jeg sad hos ham i hans dødsstund, men det var en halv snes år efter.

Snedsted.


302. Min mand var opfødt på Svallinggård i Asferg. Han var deres plejesön, og han fortalte, at datteren en aften var ude at færdes med nogle andre, og da så de en skiveise komme forbi dem på vejen til kirken, en stor hvid én. Så siger datteren: «Det er mig, der skal dø.» — «Nej,» siger de andre, «den er for stor til at være dig.» Så blev det karlen i gården, der kort efter døde.

Ane Kirstine K., Nörbeg.


303. I Farvergade 138 boer en familje ved navn Engholm, der forleden var til marked i Stege. Om natten lå han med sin kone på et værelse der, og deres senge stod jævnsides. De havde en pung med fyrretyve rigsdaler i, som konen gjemte under underdynen, da manden sov mere hårdt. Om natten vågnede hun ved, at en höj skikkelse — om det var en mands eller kvindes, kunde hun ikke se — stod for sengen og böjede sig ned over hende. Hun tænkte straks, at den vilde tage pengene, og råbte på manden flere gange, så han vågnede og tændte lys. Døren blev hverken åbnet eller lukket, men i det öjeblik lyset tændtes, var skikkelsen forsvunden, og pungen var der godt nok. Da de kom hjem, fik de brev fra mandens stiffader i Amerika, at hans datter var død, og det var netop den morgen klokken 8, som de havde synet om natten. Pigen i Amerika elskede sin broder höjt og sörgede tit over, at de var så vidt adskilte.

N. J.


304. Skolelærer Lindhardt i K. Vejrløse havde fra barndommen af sin fader provsten fået indpræntet at tro på, at spøgeri er kun dum overtro. Da hans ældste datter døde, vidste han det godt forud, for som han en aften lå i sengen, så han sin afdøde bedstemoder svæve gjennem værelset og vinke ad datteren, der lå syg. Og han kan ikke nægte, hvad han selv har set.

N. J.


305. En kone i Bjerre sagde: Ja, vore börn de var nu ellers ikke overtroiske, men en aften, da Kristen havde været inde i byen, kom han hjem og sagde: «Jeg kan ikke forstå, hvad det var, der kom forbi mig ved enden af Kræn Brates, det var ligesom en hvid skikkelse, der skred over vejen og blev henne ved deres kålgårdsdige; jeg sprang hen for at se efter det, men så kunde jeg ingen ting se.» Men så døde Gamle-Jane, og det må have været varsel for hende, drengen har set.

Karen Marie Rasmussen.


306. En gammel kone, som døde på Ryslinge mark for en tredive år siden, så en aften et hvidt menneske komme op mod huset, hvor hun opholdt sig. Kort der efter døde hun. Den nat, hun døde, hørte hendes datter, hos hvem den gamle opholdt sig, samt hendes mand, en lyd, som om den kommodeskuffe blev trukken ud, hvori den gamle havde sit ligtöj; men skuffen sad godt nok på sin plads.

L. Frederiksen.


307. På en gård i Sønderby lå konen meget syg og ventede hver dag at dø. En aften, som karlen kom ind i stalden, stod der en hvid skikkelse og lænede sig op til træværket i en bås. Karlen stod forbavset og så på skikkelsen, der længe stod ubevægelig, men pludselig begyndte den at række hals hen imod ham, og han skyndte sig så ind og fortalte, hvad han havde set. «Nå, ja,» sagde konen henne i sengen, «så må jeg vel snart slippe, når sådan noget begynder at vise sig.»

Jens Pedersen, Elmelunde, ved Th. J.


308. En mand har fortalt følgende: Den gang jeg var en lille dreng, så jeg en aften en hvid skikkelse gå stille ovre ved den anden side af gården. «Det gik, som jeg tænkte, der døde en af os, som var på gården.»

Sören Hansen.


309. A var en stor dreng, da min faders nabo blev gift. Et års tid efter blev moder en aften hentet der ind, da hans kone skulde gjøre barsel. Manden og karlen kjørte efter jordemoderen, som boede midtvejs mellem Nølev og Røørt. Men da hun ikke var hjemme, skulde de til Odder for at hente én der. Et stykke oven for jordemoderhuset blev hestene pludselig bange og foer i vejgrøften, mens karlen greb fat i manden og sagde: «Så du det?» Manden så ingen ting og spurgte karlen om, hvad det var. Han sagde, at han havde set en hvid skikkelse løbe over vejen foran hestene. Inden næste morgen var hans kone død, og han troede da, det var et varsel.

Linde.


310. Ernst her i sognet sad en aften og talte med nogle andre — det var sådan ved fastelavnstid, og da så han en hvid skikkelse komme svævende forbi, vende sig om henne ved døren og se vist på hans moder, som også var der inde. «Men det var jo Kristine!» udbrød han. Ingen kunde forstå, hvad han mente, da kun han havde set skikkelsen. Så fortalte han jo om det. Men Kristine kunde det ikke være. Det var nemlig en syg søster, han havde i et andet sogn. Ja, så måtte det være hans anden søster Marie. Men det var sært nok, at de andre ikke havde set hende. Kort efter fik han bud om, at Kristine var død, og det var netop den aften.

A. E. Meinert.


311. Kort tid för en kone havde gjort barsel, var hendes moder død. Da den unge moder en nat lå i sengen og havde vuggen med sit sovende barn uden for sig, så hun moderen i ligdragt komme ind i stuen og gå hen til vuggen, hvor hun så stod og så ned på barnet. Konen blev slagen af rædsel, men da hun kom i tanker om, at det var forvarsel, så råbte hun: «Hvad vil I her efter?» Straks forsvandt synet, men ganske kort tid efter døde barnet.

J. G. Pinkolt.


312. A havde en moster, der boede i Uldum. Så vågnede hun en nat ved, at der kom sådant et stærkt skjær ind i hendes seng. Så vilde hun skyde skådderne til side, og da stod der to fruentimmer æfor ved hende med noget hvidt noget imellem dem, og de skred dernæst ud af sovekammerdøren, og i det samme gav det et lille hvist. Så troede hun, det var enten hende eller hendes mand, de bar derfra. Ti år derefter havde hun en søstersön, der kom der ned og døde, og for det de havde indkvartering af de røde husarer — det var i forrige krig — så måtte de stå og klippe ligtöjet inde i det her lille sovekammer. Da de så gik ud af døren med det, gav de det lille hvist, for at det ikke skulde slæbe ud over dörtræet.

Mariane Kristoffersdatter, Rask mølle.


313. Min moder i Vilstrup lå en nat ved siden af manden i sin seng. Så bliver hun vågen og ser op, og da ser hun henne ved en kommode ved vinduet nabokonen stå og græde og törre sine öjne, stöttet til kommoden. Så kalder hun ad manden og siger: «Du har jo ikke lukket døren, der kan du se.» Nej, det passede ikke, og han kunde ingenting se. Så springer hun op og ser, om døren er lukket. Det var den, og så var synet forsvundet, uden at manden havde set noget. En tid efter en morgenstund kommer nabokonen hen og stiller sig, som den gamle kone har set det, og hun fortæller da, at hendes ældste sön er kommen ulykkelig af dage. Sådan fortæller min moder det og siger, at det er aldeles pålideligt.

Lærer Hansen, Hornum.


314. Jeg lå hos min broder om natten i en seng inde i stuen. Så en nat, som han sov, men jeg lå vågen, kom der én hen og famlede ved hovedet af mig og vilde op i sengen. Den kom op over os begge to og puttede sig ned ved siden, og da den havde ligget lidt, rejste den sig og forsvandt. Jeg hverken hørte døren gå op eller i og blev meget forfaer og turde ikke røre mig. Et par år efter blev stedet solgt, og manden, der kjøbte det, døde snart efter i den seng. Jeg troede, det var varsel for det, jeg mærkede den nat.

Kristen Jensen, Hemmet.


315. En kone, der var synsk, besøgte en nær slægtninge der boede på Gjedsted mark, som havde to voksne dötre hjemme. Dagen efter fulgte börnene hende på vej, og da sagde hun til dem, at de skulde ikke vente at beholde deres fader ret længe. Da han var rask, vilde de ikke tro det, men det viste sig at være sandt, idet han døde få dage efter. Da de så spurgte om, hvoraf de kunde vide det, sagde hun, at hun om aftenen, da han gik op og ned ad gulvet, mens hun talte med ham, havde set hans gamle afdøde fader, som hun havde kjendt, gå ved siden af ham.

Lauritsen, Strandby.


316. En kone, som en aftenstund lå i sengen efter en barsling, og havde sit lille barn ved sig, syntes pludselig, at en höj sort mand kom hen til sengen og rev barnet ud af armen på hende og lagde det ned ved siden af en dør i stuen. Hun skreg höjt og var en besvimelse nær; det første hun så efter, da hun fattede sig, var barnet, men det lå södt sovende i hendes arm. Hun havde ligget fuldstændig vågen, men var i dette öjeblik ene i stuen. Ni dage efter døde det lille barn, og det kom netop til at ligge lig henne ved siden af den dör, hvor hun syntes, den fremmede havde lagt barnet den aften. Der stod nemlig et bord, som börnene plejede at spise ved.

J. G. Pinholt.


317. Her henne i Fuglsang boede Per Fuglsang. En aften, han var nede at tatte (fiske), da så han sådan noget mørkt noget, der sejlede eller skred ind i en grøft, og den samme grøft blev han sejlet ind i, da han havde sködt sig ude på søen i et skib. De sejlede ham jo i land. Han havde forud skudt hans fader, skudt sytten ræve hagl i hans bryst; og da han endda ikke var helt død, gik han så hen og tog en økse og hug ham helt ihjel. Derefter gik han ned på Vejrum sø og skød sig. Der var ingen, der turde sejle ud til ham, da de var rædde for, at han vilde have spil af dem og skyde dem, når de kom. Men så sagde hans broder, at han var ikke ræd for det, og så sejlede han. «Ja, der er ingen fare for ham,» siger han, «for hans hjærner de hænger over skibskanten.»

Lars Nielsen, Vinkel.


318. I Vindeby, Lolland, findes en vej, som kaldes Munkevejen, og gamle folk har fortalt, at den var ikke god at færdes på om natten. Der viste sig undertiden nogle lange skikkelser, som bevægede sig op og ned ad vejen, og så nogle disse skikkelser, betød det gjærne, at de snart skulde dø.

J. L. K.


319. Der boede en møller i Refsnæs mølle, som en dag, da han vilde gå op i møllen, så sin egen skikkelse gå foran sig med en pose på nakken. Han blev underlig til mode og fortalte det senere til sin kone, idet han sagde: «Nu lever jeg ikke ret længe,» og det gjorde han heller ikke, ti få dage derefter døde han.

M. Nielsen.


320. En seminarist fra Skjödstrup, der hed Rudolf Kondrup, gik en aften med forvalter Blach fra Løgten ad vejen til Skjödstrup. De var meget gode venner og talte fortroligt sammen. Kondrup glædede sig åbenbart til et lille selskab, han skulde til, og hvor forvalteren og hans søster også skulde komme. Da de så skulde skilles, omfavnede Kondrup pludselig sin ven. «Hvorfor er du så venlig?» siger Blach og ler ad ham, «det plejer du da ikke at være.» — «Det kommer mig for, som vi ikke skal se hinanden mere,» svarede Kondrup, og så skiltes de. Blach kan endnu en tid høre Kondrup gå og flöjte hen ad vejen, men han fortsætter jo sin gang. Med et er Kondrup atter hos ham og følger med ham, men i ligdragt. Han bliver da bange og tager til rend og kommer endelig hjem. Men da er han syg og må i seng, så han kan ikke følge med sin søster til selskabet. Hun gik da, og der var flere unge mennesker til stede, der iblandt også Kondrup, og de morede dem godt. Med et giver han et suk og lader hovedet falde ned på brystet. «Du sover jo, Rudolf,» siger man til ham, men han svarer ikke, og da man skal se nöjere til, er han død. Han var ramt af et hjærteslag, og man kan da ikke tænke sig andet, end at det var en anelse, der opfyldte ham, da han tog afsked, ligesom det og var et varsel, som Blach så.

T. Blach, Torsølund.


321. Gamle Kirsten Kimer var født nytårsaften, hun tjente hos et par gamle folk i Ho. Så hændte det sig en aften, da den gamle kone stod ude ved skorstenen og lavede mad, at Kirsten vilde gå ud til brønden og hente vand, men idet hun vender sig og går ind igjen, ser hun livagtig hendes egen skikkelse komme gående bag efter sig, men klædt i hvidt, og den går hen og sætter sig på skorstenen. Den gamle kone blev jo forskrækket, smed spanden, og løb hen og lukkede døren op til dagligstuen. Men i det samme forsvandt skikkelsen. Da hun kom ind, fortalte hun, hvad hun havde set, og det lignede hende så livagtig. Men aldrig snarere hun var bleven færdig med historien, förend hun faldt om og døde på stedet. Den samme Kirsten gik en gang, da hun var voksen, fra Oksby til Ho med en søstersøn, der var en ti år. Der ligger nu nogle bjærge om ved havkanten, som de skulde igjennem, og det var en tidlig morgenstund sådan i dagningen. Ligesom de kommer til de bjærge, kommer der en stor skare gående op fra havkanten og om foran dem og forsvandt på vejen, som førte gjennem bjærgene til kirkegården. Siden strandede der naturligvis et skib, og de druknede matroser blev førte den vej op til kirkegården.

Askov højskole.