Synske folk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

10. Synske folk


248. En her i nærheden boende pålidelig mand har fortalt mig følgende: Medens jeg som ungt menneske opholdt mig hjemme hos min fader, havde vi en tjenestekarl, som var synsk. Tit, når jeg om aftenen eller om natten var i følge med ham, kunde det ske, at han pludselig trak mig til side ud imod vejkanten, og når jeg da spurgte om, hvorfor han gjorde det, så svarede han gjærne, at vi mödte noget, enten et ligtog eller lignende; jeg kunde imidlertid aldrig se sådant. En gang i den tid havde vi i anledning af et dødsfald i familjen en større forsamling i vort hus. Gildet varede, som skik og brug var, til langt ud på natten, men den nævnte karl, der var et ædrueligt og meget mådeholdent menneske, gik tidlig til ro. Da jeg næste morgen traf sammen med ham, sagde han: «Der bliver snart igjen begravelse her i huset,» og på mit spörgsmål om, hvor han vidste det fra, svarede han, at han den foregående aften, da han kom ud for at begive sig hen i karlekammeret, havde set et lig blive kjørt af gårde. Nu havde jeg i længere tid været sygelig, og derfor sagde jeg: «Så er det vel mig, der skal dø?» men hertil svarede han: «Nej, det er ikke, for det var dig, som jeg så kjøre bort med liget; der var kun den ene vogn, og da du var kommen et stykke herfra, så holdt du stille et öjeblik.» Nogen tid efter skete det, at en gammel slægtning af os kom ud til os i besøg, og da hun havde været der i nogle dage, blev hun syg og døde. Hun skulde jordes i Skive, og da begravelsesdagen kom, blev det bestemt, at jeg skulde kjøre i forvejen med liget, så skulde de andre vogne komme senere. Jeg var imidlertid kun kommen et lille stykke hen ad vejen, för jeg måtte holde stille et öjeblik, ti jeg blev standset af min fader, som kom og sagde, at hvis de andre vogne ikke havde indhentet mig, inden jeg kom i nærheden af byen, så skulde jeg kjøre meget stille for at give dem tid til at nå mig. Karlens syner gik således i opfyldelse indtil de mindste enkeltheder.

H. Petersen, Fårbæk.


249. Sorte-Søren her i byen kunde se nytårsaften, hvem der skulde dø. Han gik ud der, som farten er med dem, der døer her i byen. En aften havde han fået en bitte knægt med, som også vilde ud at se, og han skulde da stå og se op over Sörens aksel, for ellers kunde han ikke. Så kommer hans moder, hende kunde knægten kjende, og så blev han forknyt, og Sören gjorde også, for det var en kone, han var godt bekjendt med. Så gik de hjem og så ikke flere den aften. Hun døde også, inden året gik til ende, så det var rele nok. Den knægt er nu en gammel mand, noget ældre end a.

Ole Povlsen, Jævngyde.


250. Gamle Movst nede i Tåning kan se liglam og ligskarer. «No ska dæ jæn a stæj!» siger han, når han kommer ind. Han er helt döv, men se kan han.

J. B. og M. H.


251. En i Vitten præstegård, de kaldte madam Bentsen, hun kunde se ligskarer. Hun kunde ikke se liget selv, men hvad familje de var af.

Jens Hattemager, Hinnerup.


252. En gammel kone, der døde i Bøgvad for nogle år siden, de kaldte hende Marie Vestergård, hun kunde se al ting og kunde nok sige, når der kom noget, både ligskarer og brudeskarer. Men brudeskarer holdt hun ikke af at se på, især forriderne, for slavveret hængte ved munden af hestene, og det lyste som en gloende ild, så det var ikke nogt rart syn ved nattetid.

Kristen Ebbesen, Egtved.


253. I Stenderup, Toftlund sogn, var en blind karl, der var så klog. Når nogen kom og gav ham hånd, eller de sagde blot et ord, så skulde han nok sige dem, hvem det var. Han passede også kreaturerne. Så snart de gik over marken og trådte af de gamle agre på de ny, kunde han sige det, og i höstens tid gav folkene sig aldrig til at höste af kornet, inden de havde rådført sig med den blinde, om det var modent. Det samme gjorde også naboerne. Da han nu var så klog bad præsten en bön, at han måtte få sit syn, og det fik han, men siden var der slet ingen ting ved ham, nu havde han tabt al hans klogskab.

Martin Smidt, Ovstrup.


254. En gammel mand her inde i byen, Mikkel Hjort, var også lidt klog, og han kunde sige folk, hvad lykke de skulde have siden ind i tiden. Han kom altid ud, når der kom et brudetog forbi, men de holdt ikke meget af at komme forbi ham. Så kunde han sige: «Ja, det bliver ikke heldigt for det par folk, der vil møde dem noget,» og når han sagde det, så troede de det.

Niels Pedersen, Hårby.


255. Hjemme hos min fader var der en bitte pige, som hed lille Karen. Når hun sad og kartede om aftenen, kikkede hun af og til om til siden og rykkede og flyttede med stolen. Så sagde de: «Hvad er det, Karen?» — «Å,» svarte hun, «det var blot én, der vilde om.»

Kjöbenhoved.


256. Gamle Elle, der boede her nord for kirken, hun var født en lille-juleaften, og hun kunde blot se ligskarer, men så kunde hun også se dem til gavns. Hun kunde se dem spytte og törre sig med lommetørklæder o. s. v.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


257. Karen Gregersen i Bjarlev var en forunderlig pige. Hun så bestandig varsler og havde en gang en morgen, da hun kom ud, set vognen spændt for, og den ene hest lagde sit hoved over på den andens hals, sådan at hun kunde se dens hoved over halsen. Da hun kommer ind, fortalte hun; «Du kommer snart ud at kjøre, men du handler nok hest forinden, for det var en fremmed, der var spændt for.» Så en tid efter skulde hendes husbond ud til Koldbjærg, der var hans kone fra, til bryllup eller barsel, men så blev den ene hest syg, og så lånte han naboens hest at kjøre med. Da han så lige kommer ud og vil stå på vognen, stod den fremmede hest og lagde sit hoved sådan op, og han kom da i tanker om, hvad Karen havde sagt.

Hun snakkede al tid höjt i sövne, og når man spurgte hende til, kunde hun svare lige så fornuftig, som om hun var vågen, og de kunde få alle hendes hemmeligheder at vide. Men hun vidste godt om morgenen, at de havde spurgt hende til.

Jens Jensen, Gjedved.


258. I Stenderup, Toftlund, var en pige, som kunde se al ting. Hun var al tid stille og tavs. Der var aldrig så mange samlede, at hun jo skulde ud og se, når hun mærkede uro. Hun vidste al tid, når der skulde et lig fra byen, og så snart en var død, kunde hun sige, hvor mange vogne der skulde til kirken, og hvem der kjørte og sådan gjøre rede for al ting, men hun vilde ikke sige det forud. Den sidste gang sagde hun dog besked. Hun kunde ikke regne ud, hvem det nu var. Der var et par hvide heste for, men hun kjendte ikke liget. Da var det hende selv.

M. S., Ovstrup.


259. I Vester-Bjerrum, Gudum, var en gang en sypige, og hun sagde, at hun kunde se gjengangere, forvarsler og sådan noget. Hun fortalte, at en aften, da hun vilde gå op i gjæstekammeret, kom hun imod to kvinder i forstuen, der kom bærende med en ting, hun kunde ikke rigtig se, hvad det var, hun syntes, det var noget som et bord. Næste dag fortalte hun jo, at hun om aftenen havde set sådan noget, men det var der ingen der kunde forstå. Kort efter hørte Konen, der lå i sovekammeret, én komme listende der igjennem og gå ud i kjøkkenet. Det var jo også et varsel, ingen kunde endnu forstå, hvad det kunde betyde. Man troede, at én der i gården snart skulde dø. Omtrent to år efter troede man at vide, hvad varselet havde at betyde, der var nemlig død en kone der i nabolaget, og da kom der en pige der over med de bare födder igjennem sovekammeret og ud i kjøkkenet og fortalte, at konen var død, og så skulde hun spörge, om de ikke kunde låne et bord til hjælp at lægge hende på langhalm på. Nu troede de, at det var hende, konen havde set den aften. Snart efter kom der to piger og hentede bordet, og de bar det igjennem forstuen. Så talte de om, at det nok var dem, sypigen var kommen imod den aften, hun gik op i gjæstekammeret.

K. Kr. Jensen.


260. Vi havde en møllersvend i Randrup mølle, han så af og til syner og fortalte os om det. «A kommer til at sigte til en begravelse,» siger han, «der vil én dø.» — «Har du set noget?» — «Ja, a har.» — «Kjender du til, hvor den kan være fra?» — «A er lidt bange for, det skal blive enten af din familie eller din kones, for der er lidt underligt ved synet.» Et par dage efter kommer en mand fra Demstrup til mølle. Han kjørte ellers til Skaber mølle, men der var for öjeblikket noget fejl ved deres mølle værk, og han havde et lille barn, der var død. Da han var kjørt kommer møllersvenden ind og fortæller, at nu var hans syn fuldbyrdet, «Sig mig nu en gang, hvad ser du?» — «Ja, det er a nu for resten kjed af at sige dig.» Men endelig kommer han ud med sproget. «I det hjørne af møllen efter det strøg, den kommer fra, der ser a et lille hvidt hoved som et menneskehoved. Det kommer i et nu ligesom et glimt for mine öjne, og så er det igjen henne.» Om han blev ikke bange? Nej, han vidste, hvad det betydde, og så varte det jo kun i et öjeblik.

Det passede al tid med den møllersvend. «Nu døer Per Skavn snart,» sagde han en dag. «A har set en lille ting efter Per Skavns hus, det må være ham.» Tre dage efter var også Per Skavn død.

Vi havde en karl, der gik hen og druknede sig i sindssvaghed. Da så den samme møllersvend en hvid skikkelse som et lagen, og den satte ud over haven og ned imod åen. Der var nemlig gang ud til den gjennem haven. Han stod inde i møllen og så det ud af stemmegabet, og nogle få nætter efter tog karlen i vildelse den kås lige efter Brunshåb og sprang hovedkulds i åen. Møllersvenden lå i samme kammer som han, men vågnede ikke ved det, og han lukkede døren efter sig. Om morgenen tog a en hest og red til Brunshåb, men da han ikke var der, søgte vi efter ham i åen. Men møllersvenden sagde os det ikke inden om eftermiddagen, hvad han havde set. Han var løben i hans ene skjorte.

Den karls moder, der druknede sig, hun så hans ligskare en morgen för dag, da hun gik hen på fabrikken. Hun så en mængde sorte mennesker, der stod ved deres hus. Karlen var fra Brunshåb, og derfor red mølleren til hans hjem først, han tænkte jo, han var løben hjem.

R. Nielsen m. fl., Vinkel.


261. Min moder tjente nede ved Ry mølle, og der havde de en sön, som kunde sige dem, hvad lig der kom fra Emborg, og ligeledes, hvad heste der var for. Den tid var der ingen kjøren mellem Ry og Emborg, de skulde om ad Ry mølle med deres lig og med jordemoder o. s. v. Han sagde en dag til møllersvenden: «Nu kommer der snart lig fra Emborg, du går ud og tager en pose af en af vognene, og den hvister de så hurtig til dig, te den falder fra dig.» — «Da skal a,» som han kunde bande på det, «passe på, te det skal ikke ske.» Den gang de kom med liget, da var der også en vogn, der havde en møllesæk på — det skete just ikke så sjælden — og de vinker ad ham, og han render også hen og vil snappe posen, for de blev ved at kjøre. Han vil nu gribe den i flugten, men det gik, som sönnen havde fortalt ham.

Ellen Marie Kirstine Rasmussen, Ry.


262. Her i Provstgård i Vejrum tjente en karl, som kunde se al ting advarsel og bestemt kjende æ folk og æ bæster og se, hvem den døde var. De havde to tjenestekarle i den gård. Så går de to nytårsaften hen på Vejrum kirkegård at se efter. Manden vidste det ikke, for ellers havde de ikke fået lov til at gå, da det var ham imod. Da karlene nu bliver henne, spörger han pigen om, hvor de er. Ja, hun siger da, te de var gåede hen på kirkegården at se, hvem der skulde dø det år. Så går han hen og løser bindehunden og lader den beholde lænken, og så fører han den hen til deres slag (fodspor), at den kunde løbe efter dem. Da var de nu komne på kirkegården, som hunden kommer og springer op på diget, og der giver lænken jo et farligt skrald. De blev så forskrækkede, at de nær havde dånet, for de troede jo, det var Djævelen, der var efter dem, og så løb de hjem ad, men hunden bag efter. De fortalte så, hvem der skulde dø det næste år, den ene karl havde især kunnet se det. Der skulde blive begravet otte lig, og han kjendte også nöjagtig folkene, der var med til de syv ligfølger, men den ottende kunde han aldrig kjende et gran til. Det paste godt nok, for den ottende var ham selv. Den anden karl tykte nok, han kunde se noget mørkt, men han kunde ingen ting kjende; hvor imod den første både kunde tælle vognene og se personerne. Han har en sön, der bor endnu i Vejrum og hedder Frederik Henriksen.

Peder Kristensen, Fabjærg.


263. En mand her oppe fra marken var kjørende i Gjödvad efter aftægt til en kone, der var hos ham. Konens fader sad i bagkurven og vendte hovedet bag ud. Da de kommer til Ovedal, siger hans datter til ham: «Hvad sidder I sådan og vender jer efter?» — «Det fortæller a ingen,» siger han. Da de kom lige oven for Tulstrup kirkebakke, løb bæsterne lidt rask ned ad. Så snoede den gamle sig om og sagde: «Det skulde I endda ikke have gjort. I skulde have holdt på hestene, for der har en fulgt os fra Ovedal, og a vilde have set, om den tog ind på kirkegården, eller den vilde have bleven ved at følge bag efter os, men nu blev den æbag.» Senere døde kusken, Sören Nielsen, på det samme sted. Han var gået hen for at låne nogle penge, men fik ingen, og så havde han sat sig ned for at hvile sig i en grusgrav ved Ovedal, og så frøs han ihjel på det sted. Et halvt års tid forud var et par mænd fra Mollerup gået til skovauktion i Ry skov, og da de kom til den grusgrav, hørte den ene af dem en hel del stemmer. Han siger så: «A kan ikke vide, hvad der vil passere, for der vil noget ske.» Så var det jo varsel for folkene, der fandt den døde og bar ham væk.

Manden, der sad bag i, var født juleaften klokken 12 og kunde se alt sådant, han hed Jens Hansen. Da nævnte Sören Nielsen var kommen hjem og skulde begraves, lå Jens Hansen syg inde i kammeret. Da de bar kisten ud, tager han i døren, som stod på lin, og slår den op for at kikke ind i stuen. Da de var så kjørt med ham, siger han til hans datter, konen: «Hvem mon der nu skal af sted herfra? for Sören Nielsen havde én med.». Så blev det Jens Hansen selv, der døde kort efter, og havde altså set hans eget varsel. De siger jo, at den, der skal dø næst efter, den følger bag efter kisten.

Der var en gang smitte i byen, og der blev jordet en hel del. Ved en af disse begravelser på Balle kirkegård siger samme Jens Hansen: «I dag var der mange, men næste søndag skal der blive tøs så mange.» Det fik præsten at høre, og han kommer hen til ham og siger, at kunde han se noget, skulde han lukke hans mund med det, der var straf for sådan at tale.

Samme Jens Hansen boede i Veng, og hver søndag kom ringeren og graveren ind til ham for at få at vide, hvor mange grave der skulde graves i den uge, han vilde jo gjærne vide, hvor mange penge, han skulde tjene, og han fik også nöjagtig besked. Jens Pedersen han gik ind og spurgte hans datter efter, hvordan hendes fader kunde vide det så nöjagtig, da de ikke havde vinduer ud til kirkevejen. Så svarte hun, te hun havde godt set, han gik hver søndag ud i ladedören, for at se, når de kom med ligene op til kirken. Så kunde han se det, og han kunde også se, enten det var gamle end unge, små end store. Han pressede ham for at sige ham, hvordan han kunde vide det. «Ja, det kan ikke hjælpe, du presser mig, det kan a ikke give dig nogen oplysning om.» Han mente jo, det kunde ikke hjælpe, da han ingen ting kunde se alligevel.

Jens Pedersen, Jævngyde.


264. En mand her henne i byen hans fader lå syg. Så var min farbroder her nede til vores, og da han vil gå klokken 11, 12, siger han: «Nu kommer der snart lig fra byen, og det kommer her omkring.» Det tykte vi, var forunderligt, for der plejede ikke at komme ligskarer her omkring imellem de huse. Men så døer manden knap efter, og det gav sådan vinter, te de kunde ikke komme den anden vej, og de kom også her omkring med ham.

Jens Begs enke, Sundstrup.


265. Der var forhen kun ét sted imellem Lem og Vejby, det kaldtes Betryk. En mand i Vejby ejede det hus, og da der døer en pige, så vilde manden jo kjøre liget til kirken. Så siger nabomanden, Niels Husted: «Når du kommer til det sted,» det var jo et sted, han nærmere betegnede ham, «der skal du holde med liget.» Det havde han jo set. Men manden svarede: «Da skal a missel forvare mig for det,» Degnen var der og skulde synge liget ud, men han var syg den dag, så han vilde kjøre med manden et stykke. Den gang de så kommer til det sted, som Niels Husted havde sagt, så vilde degnen stå af, for derfra kunde han sætte lige over til kirken. Nu fik manden at se, at nan skulde holde der alligevel.

Kristian Lem, Viborg vestermark.


266. Jens Dorretsen i Gjedsted tjente i Krathuset i IIleris. Så siger han en dag til hans husbonde og folkene, at han vilde vædde med dem om, at den gamle aftægts kone døde, inden året var omme, og han vilde sætte hans lön for det år på det. Hen i tiden gik Byriel og truede ham med, at han fik ingen lön i år. «Jo, a skal nok få den.» Det lakkede hen ad nytår. «Nu får du den ikke.» — «Nej, a skal heller ingen forlange, dersom a ikke kan tilkomme den.» Men hun skred lige godt af.

Jens Dorretsen er født en juleaften og sagde sådan flere ting forud. En gang sagde han, at skaglerne vilde springe for en ligvogn o. s. v.

Kristen Jensen, Hestbæk.


267. A er født henne i Ås, og min fødegård er flyt ud og ligger i noget skovkrat. Så døde min fader det samme efterår, han havde fået den flyt. Da var a seksten år, og der var ingen i gården villere end mig, så a skulde hente noget töj til begravelsen oppe i byen. Der var en nabo til os, som ingen kom til. Da a kjører nu hjem, kommer a imod ham. «Ja, din fader han måtte jo da af sted.» — «Ja.» «A kan sige jer, hvor mange vogne I bliver i morgen.» Det slog a en grin op ad. «Ja, det kan du sagt, for du véd, hvem vi er i gildeslag med, og de kommer jo de fleste af dem.» — «Men a kan også sige dig, hvordan bæsterne bliver, der kommer efter hverandre, og hvad for nogle der kommer for ligvognen.» — «Ja, det kan du sagtens, for de gamle brune skal for.» — «Nej,» siger han, «det blissede kommer for, og det lille brune, du der kjører med, kommer for den anden vogn.» Det gik godt nok sådan. De to gamle var for stjærten, og en svogers bæster var sat ind. Da de skulde ud, var det ene lam, og da det andet bæst var en toårs, så vilde han ikke have det lille brune for med, og fik et af de gamle, også fik a det blissede til det ene af de gamle for ligvognen.

Niels Pedersen, Gjedved.


268. En gammel kone ved navn Maren Björn, der boede på Smidstrup mark, Gadbjærg sogn, og døde for nogle år siden, hun var meget ferm i at se forbrand og ligfærd. Hun gik hvert år op til Lindeballe kirke på nytårsaften for at få kundskab om, hvor mange lig der skulde komme på kirkegården i det kommende år. Forinden hun kunde se og få rede på dette, skulde hun have en håndfuld kirkegårdsmuld på hovedet. Ligeså kunde hun ved samme middel, når hun så ind ad folks vinduer, få kundskab om, hvem af husets folk der skulde dø i årets løb. Nu så hun således en nytårsaften et ligtog komme ud fra en gård i Lindeballe, og med et holdt det stille. Hun kunde nu skjønne, at der var noget i vejen, og navnlig med den vogn, som liget var på, men hvad det var, kunde hun lige godt ikke rigtig se. Det var nu Maren Bjorn om at gjøre at få at vide, hvem der skulde dø i denne gård. Hun gik derfor op til gården, så ind ad vinduerne, og så da alle husets folk forsamlede i stuen, men der var en iblandt, som var uden hoved, og hun kunde nu nok regne ud, at det var manden selv. Han døde, inden året var omme, og da ligtoget kjørte til kirken, væltede vognen med liget. Det var den standsning af ligtoget, som Maren Björn havde set og forudsagt.

Chr. H. Møller.


269. Maren Björn havde set et lys ude på Lindeballe mark, og det standsede ved en mergelgrav. Hun så det flere gange, og der var flere, der kunde se det. Hun kunde kjende hestene og manden, for hun tjente i hans fødegård og kjendte ham godt. Det var advarsel for, at Hans Nielsen skulde kjøre i den mergelgrav. Så fik de hende til at gå og sprede mergel en aften så længe, indtil hun så lyset, og da skulde hun gå til det og få henstand med det og sætte det hen til tredje slægt. Det gjorde hun, og så døde manden og kom ikke i mergelgraven, og sönnen heller ikke. Men nu er den tredje slægt i opvækst, og nu véd man ikke, hvordan det skal gå med den. Det er meget sörgeligt at tænke på, om den dreng, der nu er ti år, skal hændes sådan en ulykke.

Lige sådan så hun en aften, hun gik ud at malke, at Smedegård, hvor hun tjente, stod i lys lue. Så rækkede hun op i taget og tog en håndfuld tag ud, og det brændte hun ved lygten, og lige så mange strå hun brændte, lige så mange år skulde det vare, inden gården virkelig skulde brænde. Huset er flyttet derfra til Båslund, men hun forsikrede, te når de år er omme, skulde det hus nok brænde, ihvor det stod, ja, endog stumperne af det. Årene må jo ikke være omme endnu. Hun var så forfærdelig lærd, den pige.

Peder Mikkelsen, Gadbjærg.


270. Maren Björn sagde forud, at den mand, der skulde kjøre hendes lig til kirken — det blev netop Hans Peter i Nörskov — han skulde kjøre på hushjörnet. Det gik også i opfyldelse. Der var en vogn i porten, som han havde glemt at få af vejen, og så måtte han ud af den anden port. Der kjørte han på det samme sted, som hun havde sagt.

P. M., G.


271. En kone i Strelev, Karen Due, kunde se ligskarer. Så væddede hun med en mand, der hed Johannes i Hesselho, om to skjæpper rug, at han om nogle dage skulde komme i en ligskare, og han skulde komme til at stå af på vejen lige uden for hendes hus. Ligskaren kom også, og han lod to mænd gå ved siden af vognen, for at han ikke, hvis der skulde ske et og andet, behøvede at komme af vognen. Men da manden kom kjörende, tabte han hans pibe, og uden at tænke over det sprang han selv af vognen for at tage den op. Karen stod i døren og sagde: «Nu kan du se, jeg vandt.»

Lærer Kristensen, Tirstrup.


272. Jeg kjender en kone, som jeg véd kan kjende varsler, navnlig for dødsfald. Hun har mange gange forudsagt dødsfald i grandelaget, når hun har set varsel derfor, og det har al tid slået til. Hos sin gjenbo så hun en gang en ligkiste stå uden for på stendiget i et varsel. Hun sagde da til en mand, at der snart vilde spörges et lig der ovre fra. Dette var lidt underligt, de de var unge og kraftige folk der ovre. Få dage efter kom der en gammel mand på aftægt dér, og han døde snart, og hans kiste stod på det selvsamme sted, som den fremsynte kone i varslet havde set den. Således passer alt, hvad hun ser og hører.

Skjoldborg, Kollerup.


273. I min morfaders tid var Vendsyssel fuld at Norskere. Disse var for det meste synske. Således var der en gang en gammel Nordmand, som sagde: «Å ja, Gu ja! gid jeg kunde lægge mine ben i Norja, men den Satans heks i Dronninglund har hver gang forholdt mig derfra.» En dag kom han ind til en kone i Åstrup, og da han havde været noget hos hende, stak han så forfærdelig i at le. «Hvad monstro I nu ler ad?» sagde konen. «Å, nu væltede Maren Sörensen,» sagde han, «og hun tabte sin lomme.» — «Nej, sikke noget sludder,» sagde konen, «hvad véd I deraf?» — «Ja ja, se nu til, når hun kommer,» sagde han. Lidt efter kom Maren Sørensen hæsblæsende hjem, og hun var ganske rigtig væltet med vognen og havde tabt sin lomme.

N. Chr.


274. I Kværn sogn i Angel levede der i fyrrerne en karl, der kunde se mere end andre folk, fordi han var et søndagsbarn. En hellig-eftermiddag i 1847 stod han imellem en flok andre unge fra byen uden for en af gårdene. Han giver sig til at le af fuld hals, uden at de andre er i stand til at opdage noget latterligt. Han forklarede da, at hans husbonds tofteng var fuld af sådan nogle løjerlige spillemænd. Årsdagen efter var et par regimenter indkvarterede i byen, og halvbrigadens musikkorps gjorde netop musik på dette sted uden for oberstens kvarter. En anden gang fortalte han, da han havde været borte i sin husbonds ærende, at der drog bryllupsgjæster ind i en gård, hvor manden havde en ugift datter. Man spurgte ham da ad, om han kjendte nogle af dem. Ja, det gjorde han da. Og efter den beskrivelse, han gav af folkene, kjøretöj og heste, skjønnede husbonden, at brudgommen var en mand, hvis kone endnu levede, men var svagelig. Nogen tid efter blev hun meget syg og døde, og det gik da, som karlen havde forudset, at enkemanden blev gift med hin pige, skjøndt der fornuftigvis aldrig havde været tænkt på eller talt om den ting i forvejen. Da præsten fik den historie at høre, kaldte han karlen for sig og formanede ham til for eftertiden at vogte sig for at fortælle noget, der således kunde gribe ind i familiers fremtids ve og vel.

L. Nörresleth, Løve.


275. Nytårsaften i midnatstimen må alle de, som døer i næste år, møde ved deres tilkommende grave. Kristen Post i H., som så tit er bleven reden over ende af en sådan skare, anbefaler at lægge sig plat ned, imedens skaren trækker over én som en flok hvislende gjæs.

W. Cl.


276. Om en endnu levende mand i Ginnerup siges der for sandt, at han ikke kan blive inde nogen juleaften, men skal ud en tur. Han véd også, hvem eller hvor mange der inden næste juleaften skal i kirkegården, men han snakker ikke videre om det, kun kan han træffe at sige, når én døer, at det vidste han godt. Det er ligevel noget sært med sådant noget!

Karen Marie Rasmussen.


277. Der var én, som vilde vide nytårsaften, hvor mange der skulde dø i det næste år. Så skulde han sidde ved kirkegårdsporten, og der skulde da komme varsel for hvert dødsfald, nemlig en hvid skikkelse, der skulde komme og gå ind på kirkegården. Han skulde sidde under en harve og tie helt stille. Den ene kom efter den anden, og han talte en hel snes. Så kom den allersidste, og den var lam. Det kunde han ikke tie over. «Å Gud, lille, du bliver æbag, for det du er lam.» Da vred skikkelsen hovedet om i nakken på ham, og det blev siden ved at sidde sådan.

Ane L., Tåning.


278. En pige, der tjente her ude til Kristen Bakkes i Nörbeg, var fæstet sådan, at hun skulde have lov til at gå ud hver höjtidsaften. Det tog hendes moder i forord, at de ikke måtte holde hende inde. Så gik hun, når den tid var, og blev ude hendes tid, men hun sagde ingen ting om, hvad hun havde set. Karlen, vi havde, fortalte, at en gang, da han tjente i Gislum præstegård, gik de en nytårsaften uden for, og da sad en karl der inde uden hoved. Men han hængte sig også, inden året var omme.

Ane Kirstine Kr., Nörbeg.


279. Jens Jakobsen, der var karl i præstegården, gik op hver nytårsaften og lagde hans arme på kirkegårdsdiget og så ind på kirkegården. Der stod han så længe, så længe, og de kunde sidde inde i præstegården og se ham. Han kunde se både ligskarer og bryllupper. En aften fortalte han, at han kunde se et bitte kvindfolk, der blev gift, og hun var hjalt. Det kom også til at passe, for Stine Jakobes blev netop gift det år.

Lars Nielsen, Vinkel.


280. En karl gik op til kirken nytårsaften, og der stillede han sig uden for kirkestetten med en törv af kirkegårdsjord på sit hoved. Så kunde han se, hvem der skulde dö i sognet det år. Så kom den og så den, og sådan blev de ved at komme alle sammen. Til sidst kom der én med en strikke om halsen, men ham kunde han ikke kjende. Da var det ham selv, for han hængte sig det år.

Lærer Søe.


281. Mine forældre har fortalt mig, at der var en gammel mand, de kaldte Niels Enevoldsen, han havde et lille kammer i en gård her vesten for, men han fik kosten til vort. Hver jule- og nytårsaften tændte han hans lys og satte i hans kammer, og så gik han op på kirkegården, for der kunde han se alle de lig, der skulde på kirkegården det år, og han kunde også se alle heksene, for de skulde også på kirkegarden de aftener. Min moder var mægtig snaksom, og hun vilde spörge ham ud om, hvor mange der var af dem. «Så længe a navngiver ingen,» svarte han, «så skal de lade mig gå og kalde mig grå.» Så spurgte hun også om, hvem der skulde dø. «Der skal komme to lig fra Søndergårdene, et stort og et bitte, det kan blive lige så godt mig som en anden.» Det store lig blev da også ham selv og så en bitte søster, a havde, hun var ikke år gammel, da hun døde.

Anders Olesen, Døstrup.


282. Gårdmand Kristen Lavrsen af Farre, Give sogn, som døde 1872, hørte til de gamle folk, der til visse tider af året kunde se et og andet af, hvad der skulde passere i fremtiden. Nytårsaften plejede han således al tid at gå ud for at se, om der ville indtræffe ligfærd fra Farre i løbet af det kommende år. Som sædvanlig gik han også ud nytårsaften 1851 klokken mellem 6 og 7. Da han kom ind igjen, spurgte hans hustru: «Skal der føres noget lig fra Farre i det nye år'?» — «Ja,» sagde han, «der vil komme et.» — «Bliver det af en gammel eller af en ung?» spurgte hun videre. «Af en gammel,» svarede han. Hen imod foråret blev han syg, og hans hustru var da bange for, det var hans egen ligskare, han havde set. Men så døde aftægtsmand Ole Kristensen, og den dag, han skulde jordes — det var den 4de april var Kristen Lavrsen dog så rask, at han kunde gå uden for og se på ligskaren. Hans hustru spurgte ham nu, om det var det lig, han havde set varsel for. «Nej,» sagde han, der må komme et andet.» Tiden gik så hen til i oktober, da døde aftægtsmand Hans Jakobsens hustru, og den dag hun blev jordet, var han også ude at se på ligfærden. Da han kom ind igjen, erklærede han, at det var den ligskare, han havde set varsel för nytårsaften. Hans sön spurgte ham, hvad kjendemærke han havde på, om det var liget af en gammel eller af en ung, han så varsel for. «Jo,» sagde han, «der følger et lys med liget; ved en gammel går det så jævntog roligt, ved en ung derimod hopper det op og ned og er i stadig uro.

L. Madsen» Give.


283. For mange år tilbage var der i Brede sogn en halvtosset uhyggelig person, som man kaldte Heldrengen, fordi han næsten hver nat gav møde på kirkegården for at følge dem til graven, der snart skulde dø. Mange gyste ved at se ham komme, for han kom ikke gjærne uden som varsel om noget ondt. Ofte gik han stiltiende ind i storstuen og mumlede, idet han lugtede lidt omkring: «Her skal snart jen ud fra, for det lawter så lige.»

A. L.


284. Der er en ung pige i Kvorning, som er født nytårsaften, og hun kan vist se syner, i alt fald går hun aldrig ud nytårsaften.

Kathr. Glud.


285. Min mormoder, som blev födt i Ajstrup, Gjerlev herred, den nat, da Sören Stoffer stjal Bossens flæsk, lige i midnatsstunden, kunde somme tider se mere end andre folk, og troede selv, at det kom af, at hun var et midnatsbarn. Således hændte det sig en nytårsaften, da hun havde været i byen og kom hjem, at hun, för hun gik ind ad døren, så ind ad vinduet for at se, om hendes moder endnu var oppe, og så da moderen sidde uden hoved med en bog i hånden ved siden af kakkelovnen. Det er folketro, at den, som man nytårsaften ser uden hoved, dør inden næste nytår; min oldemoder døde dog ikke dette år, men kort ind i det næste. En dag, efter at min mormoder var bleven gift og boede i Kastbjærg, gik hun i haven og satte kålplanter; hun kastede et blik over i naboens have og så da naboen stå der ovre med hænderne på en spade og stirrende vist ned i jorden. Hun bukkede sig ned for at sætte en plante og rejste sig igjen for at tale til ham, men da var han forsvunden. Siden hørte hun, at han den dag ikke havde forladt sin seng; han var bleven syg og døde kort efter. Kort för hendes mand, min gamle morfader, døde, havde hun en dag lagt sig træt på sin seng, og da så hun, at min morfader stod op af sin og gik hen og slog omhænget for hendes seng til side og så vist ind over hende. Hun vilde spörge: «Tænkte du ikke, jeg var her?» men hun var som lammet og kunde ikke sige et ord. Hun undrede sig over, at hans skjorte var så hvid, og hans nathue så spids. Synet skred tilbage til hans seng, og så vågnede han og gav sig; da først forstod hun, at det havde været et syn. En aften længe efter kom hun fra sit daværende hjem ude i Kastbjærg kjær til at se ud i retning efter møllen. Da syntes hun at se et lyshav der ude, som om hele møllen var oplyst, eller der var ildløs; hun rejste sig og gik uden for døren for bedre at se, men så da kun et enligt lille lys i møllen. Men et par dage efter slog lynet ned i et hus, som lå akkurat i samme retning som møllen, men lidt længere borte, antændte huset, som brændte ned, og ramte også konen, som til dels lammedes for hendes øvrige levetid, medens en anden lynstråle dræbte manden, som var ved at plöje, og mindes jeg ret, den ene stud. Altså troede min bedstemoder, at den stærke lysning, var varsel for den ulykke.

Karen Marie R.


286. I Bollerslev by var der en mand, som bestemt kunde sige, hvor mange folk der skulde dø i næste år der i byen. En gammel mand, som døde for et par år siden, sagde, at det bestemt passede.

Charl. Peum.


287. På Bovbjærg har fiskerne den skik hver påskemorgen at gå ned til havet, för solen kommer. De mener da at kunne se, hvorledes det vil gå dem det år.

For flere år siden druknede nogle af fiskerne der, men en anden, der også var på havet, sagde, at de ikke måtte sætte i land der, hvor de havde i sinde. De blev ved deres, men da væltede båden i landingen, og de druknede. Den anden, der havde set forvarsel derfor på påskemorgen, kom godt i land et andet sted.

P. K. M.