Tasiusarmiok. — Møde med en Kivigtok (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Rener på vandring – Foto: Paul Asman og Jill Lenoble (CC.) Wikimedia


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

20. Tasiusarmiok, som vilde flygte fra Menneskene
— Møde med en Kivigtok


(Efter den mundtlige Fortælling)



Tasiusarmiok var Angakok, men havde endnu ikke aabenbaret sig. Hans Hustru fødte ham flere Døttre, men de døde alle som smaa. Engang fik de atter en Datter, og naar Manden, under hendes Opvæxt, vilde drage paa Rensjagt, sagde hans Hustru: »jeg kan tænke, at naar du kommer op i Fjorden, skal du atter til at dræbe Renskalve« (nemlig fordi hun troede, at han derved havde voldet deres Børns Død). Han opgav da Rensjagten og pleiede at blive hjemme, naar de Andre droge op i Fjorden. Engang sagde han dog til sin Kone, at han kunde ønske at gaae paa Rensjagt, idet han lovede, kun at ville dræbe gamle og halvvoxne Dyr. Hun indvilligede, og de droge til Makak og gik derfra over Land til den store Indsø (i Godthaabs Fjord), hvor han fangede et tilstrækkeligt Antal af Dyr, vendte tilbage og droge til Nagsut. Da de kom hertil, sagde han, at han nu for sidste Gang vilde gaae paa Rensjagt, men det var hans Hensigt, at flygte fra Menneskene (nemlig af Fortrydelse over det, som hans Kone havde sagt). Han lagde sin Kajak under Steen og begav sig tilfjelds. Paa en lille Slette saae han en stor Skikkelse bevæge sig. Da han listede sig nærmere, bemærkede han at den betragtede ham, stirrende under Armene, — det var nemlig en ældgammel Kivigtok, som han her var truffet paa, og som raabte til ham: »kom mig ikke nær, jeg er meget farlig, dersom jeg blot viftede paa dig, vilde jeg tilintetgjøre dig.« Da han derpaa havde fjernet sig lidt, vedblev hiin sin Tale: »dengang du besluttede at flygte fra Menneskene, vidste jeg det strax, og jeg er derfor kommen i den Hensigt at faae dig til at vende tilbage, thi hvad mig angaaer, da er jeg uden Frelse. Jeg havde fordum mange Brødre, vi vare ti i Tallet og boede paa Karajat. Inderst i Bugten pleiede vi at drive Laxefangst og at faae et stort Udbytte. Engang kom min Fader hjem med flere Sælhunde, og da vi Brødre gik ham imøde og bare op for ham, hørte jeg ham snakke: »havde en af dem der været en Pige, saa havde man endda havt nogen, som kunde bære for En.« Over disse Ord forbittredes mit Sind, og da jeg engang havde været inde i Bugten for at fiske Lax i Selskab med mine Brødre, og vi begav os paa Hjemveien, besluttede jeg at undvige. Da vi kom til et lille Fjeld, gik jeg bag om det, og da jeg var skilt fra dem løb jeg af alle Kræfter lige ind i Indlandet. Omsider blev jeg søvnig og det forekom mig, at jeg hørte Menneskestemmer. Jeg opdagede da i en lille Fordybning nogle smaa Mennesker med store Haartoppe og smalle om Lænderne. Da jeg stod og betragtede dem, kaldte de mig ned til sig og indbøde mig til at spise med dem. De havde et Skindfad fyldt med Græs, som de spiste af. Men da jeg begyndte at spise, hørte jeg et Griin, og da jeg saae mig om, vare de forvandlede til Harer, som hoppede afsted lystelige at see til. Jeg gik videre, atter hørte jeg Menneskestemmer og saae i en lille Fordybning nogle Qvinder med store Haartoppe og brede om Lænderne. Da jeg betragtede dem, bøde de mig komme ned at spise med dem, men da jeg begyndte at spise, hørte jeg et Griin, vendte mig om og saae, at de vare blevne til Ræve, der hoppede afsted, saa lystelige at see til. Da jeg saa gik videre og kom til Landisen, saae jeg 3 store Mænd, som jagede et Hanrensdyr. Da jeg stod og betragtede dem, kaldte de mig til sig og opfordrede mig til at liste mig paa Dyret, men jeg undslog mig og sagde, at de selv maatte gjøre det, eftersom det var deres Jagt. En af dem overlistede det, kastede en Snare om dets Hale og rev det omkuld saa at det døde med det samme. Vi gik hen til det og flensede det, og jeg fik et Bagstykke og rigeligt af Tælle til Flensestykke. Da de vare færdige lavede de Kjødet til Byrder og bortfjernede sig. Jeg stod og saae til, hvorledes de, indhyllede i Taage svævede over en Fjord. De vare nemlig Tornit[1]. Jeg begav mig hen til Randen af Isen, ristede Kjød paa en flad Steen og lagde mig til at sove. Da jeg vaagnede, var jeg rigtig glad tilmode. Men siden hiin Søvn har jeg aldrig sovet mere, derfor fremstillede jeg mig her for dig for at raade dig til, ikke at gjøre som jeg, men vende tilbage. Thi (jeg mærker at) Verdens Yderkanter skjælve, vend derfor om, thi ellers vil der ikke gives Frelse for dig.« Tasiusarmiok bortfjernede sig gaaende baglænds fra den gamle Kivigtok, gik atter hjem, og da han kom ind i sit Telt igjen, havde han ikke Magt over sin Tale, og var fra Forstanden. Men da han fik berettet hvad han havde seet, kom han sig atter og begav sig til sin Vinterplads, og gik senere ikke mere paa Rensjagt. Han siges at ligge begravet hist oppe ved Tasiusak.


Fodnoter


  1. Tornit (tôrnat) flertal af tornak (tórnak): en Skytsaand, som Angakut kunde kalde til sig, for at søge Raad eller Hjælp.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 51-53