Thor besøger Jetten Hymir (Adam Oehlenschläger)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt


Thor besøger Jetten Hymir


1. Gud Thor, den Understærke,
Var tidt i Hu saa gram.
Han lod sig Intet mærke,
Dog tyktes det ham Skam,
At Jetter ham turde giekke;
Thi vilde han sig hevne,
I Dybet dem forskrække,
Han følte vel sin Evne.

2. I blanke Vaabenplader
Han treen, hvor Odin sad;
Han hilsed mildt sin Fader,
Og om hans Bistand bad.
Til Fields i Jettefeiden
Den blotte Kraft er blind;
Thi kogte Odin Seiden,
Og vied Guden ind.

3. Til Jotunheimas Fielde
Nu Auk-Thor atter kom;
Dog mon han Intet melde
Til Asa-Lok' derom.
Han vandred Veien ene,
Saa kraftig og saa tryg.
Han brød de Granegrene
Hen over Dovres Ryg.

4. Da nu han kom mod Havet,
Hvor Fieldets Hule stod -
Hist Ormen laae begravet -
Da voxte Gudens mod.
Han saae sig lumsk bevæge
De skumle Bølgers Bly;
Han mærkte Ormens Lege,
Og slog sit Blik i Sky.

5. Han tænkte: "Du skal ikke
Forhaane Asa-Thor,
Med Knuder ei omstrikke
Den angstbespændte Jord,
Ei giøre Sømænd bange,
Og styrte dem til Ran;
Du lumske Edderslange
Mig vorder underdan."

6. Derpaa den Gud hugprude
Omskabte sig til Svend.
Hvor Hvirvelvinde tude,
Han lagde Hielmen hen.
Den var saa stor at skue:
En Klippehal med Krat.
Skiønt Morgenrødens Lue
Saae paa den blanke Hat.

7. Sit tykke Skiæg han kasted
Af Hagen da paa Stund.
Hvo havde sig formastet
I slig en Tiørnelund?
Til Ungersvend forvandlet
Han gik i Vadmel blaa.
At det var dristig handlet,
Heimdal paa Buen saae.

8. Hen imod Troldens Hule
Gik Thor med Rosenkind,
Med lange Lokker gule,
Som fløi for Morgenvind.
Det røde Styrkens Bælte
En Strimmel Uld var liig;
Den høie Gud for Helte
Betalte Svig med Svig.

9. Miølner, sin tunge Hammer,
Han som en Øxe bar.
Han tænkte kun paa Jammer,
Hans Hevnelyst var svar.
Han gik til Fieldekløften
Ved Fossens hvide Strøm,
Hvor Hymir laae ved Grøften,
Og fik sin Morgendrøm.

10. Med Skum og megen Rusken
Flød søde Kildevand
Hvidt giennem Rønnebusken
Ud i den salte Strand.
Det maatte Vei sig bore.
Paa Stene Jetten laae;
Ei Æbler er saa store,
Som Neglen paa hans Taa.

11. Ligned hans brede Pande
Da med Haardusken lang
En afslidt Steen ved Strande,
Behængt med Asketang.
Som Egens Bul hans Lænder;
Hans Mund var liden ei,
Der sad tre Rader Tænder,
Som paa den glubske Hai.

12. Tæt ved den dybe Grotte
En Eng huldsaligt laae,
Alt paa den grønne Maatte
Stod røde Blomster smaae.
Ved Hækken Lammet bræged,
Og nipped Knop af Torn;
Der gik i Kløver Qvæget
Med alenlange Horn.

13. Da Jetten nu var vaagen,
Og reiste sig fra Seng,
Da saae han Thor i Krogen
Som en spærlemmet Dreng.
Han sagde: "Tør du vove
Fra Bøigden dig saa langt
I mine sorte Skove?
Nu aander du vel trangt?"

14. Da svarte Svenden liden:
"Mit Hierte banker trygt.
Alt jævner sig med Tiden;
Hvad vinder man ved Frygt?
Med Mod sig Barmen hvælve!
Mig Ingen saae saa ræd,
Jeg turde jo vel skiælve -
Du giør mig ei Fortræd.

15. Det sømmer sig en Jette,
At vise Ædelmod.
Hvad kunde dig vel mætte
Min ringe Draabe Blod?
Hvad kunde det vel nytte,
Hvis her jeg stod beklemt?
Thi har jeg i min Hytte
Min Dristighed ei glemt.

16. At være bleg og bange,
Det klæder sielden godt:
Pindsvinet er en Fange
Midt i sit Pileslot;
Det kiender ingen Hvile,
Det føler ei til Fryd,
Det reiser sine Pile
Forfærd ved mindste Lyd.

17. Den liden Spurv er mindre,
Langt mere svag og spæd;
Dog det kan ikke hindre.
Den er ei pandserklæd,
Dog løber den i Sporet,
Og frygter Hiulet ei;
Den har sig ofte moret
Paa Bondens Landevei.

18. Du vil mig neppe knuse
Her i dit skumle Skiul.
Jeg staaer ved dine Huse,
Som næsviis lille Fugl.
En Bid af dine Diske,
Den snapper jeg fra Jord.
Og - dersom du vil fiske,
Saa gaaer jeg med ombord."

19. Da Jetten drog sin Læbe
Op til sin Øreflip;
Han sagde: "Jeg vil ei dræbe
Den, som mig beder: Slip!"
Han loe enfoldigt atter
Ved hvad der blev fortalt,
Opslog en Skoggerlatter,
Saa det i Klippen gialdt.

20. Han skreg: "I aarle Morgen
Heel streng er Kuld og Blæst.
Her under Klippeborgen
Est du kun Luunheds Giest;
Men naar dig Havet favner
Paa Kiølens tynde Træ,
For silde vist du savner
Din Kiækhed og dit Læ."

21. "Det gielde maa en Prøve,"
Gav Asa-Thor til Svar.
"Vi vil ei længer tøve;
Siig, om du Madding har?"
"Den Madding, du kan bruge,"
Giensvarte Jetten glad,
"Kan du i Haugen luge:
En Kaalorm paa et Blad.

22. Men er ei Orm paa Blade,
Jeg dog et Middel veed:
Grav med min mindste Spade
I Tørvemosen ned!
Om Orme du maa lede;
Tag saa din Skiortenaal,
Og bid den til en Mede!
Selv stanger jeg nu Aal."

23. "Ja, Ormen skal jeg finde,"
Giensvarte Thor i Harm
"Og Aalen sig skal vinde
eel smidig om min Arm.
Nu bør ei længer tøves,
Hvis mig tillades kan
At tage, hvad behøves."
"Ja!" svarte Klippens Mand.

24. Da gik den Vældighøie
Paa Eng til Troldens Dyr,
Hvor med et skummelt Øie
Ham mødte værste Tyr.
Den vendte Hornets Ender
Mod ham med opbragt Hu;
Han greb med begge Hænder,
Og brød dens Hals itu.

25. Med Hornets høie Sæde,
Med Tyrens Hovedknub
Nu saae man Thor at træde
Hen over Gierdets Stub.
Han bar det let paa Nakken,
Han vandred hen med Hast,
Thi Hymir alt i Smakken
Opløftede sin Mast.

26. Da Jetten Tyrens Hoved
Paa Svendens Skulder saae,
Han høit hans Kræfter loved,
Og stak i Bølgen blaa.
Han brugte vel sin Aare,
Og Thor vel brugte sin,
Thi iilte Kiølen saare
Med Susen og med Hviin.

27. Da tænkte Thor hiin høie:
"Hvis jeg kan Ormen naae,
Og i dens lumske Øie
Til Næbbet Miølner slaae,
Da vil jeg meer mig glæde
Paa denne stille Dag,
End om i Herredsæde
Jeg hørte Vaabenbrag.

28. Al Verdens Qval og Smerte
Kun kommer fra den Snog.
Den spænder Jordens Hierte
Afsides i sin Krog.
Al Angst og fæle Syger
Flød fra dens Huggetand;
Dens Pest i store Byger
Gaaer over Sø og Land.

29. Naar Manden savner Kræfter
I hidsig Feberglød,
Og naar han tænker efter,
Og føler nær sin Død,
Og naar hans Hustru læser
I brustne Blik: Farvel!
Da Midgardsormen hvæser,
Og ryster sine Skæl.

30. Naar Qvinden mat, bedrøvet
Har Barnet ved sit Bryst:
Nys lignte det i Løvet
Et Æble, rødt i Høst;
Nu vil det meer ei die,
Dets Øie slukkes brat -
Da kan ei Ormen tie,
Den hvæser i sin Nat.

31. Da bugter den sig gierne
Fra Norden og til Syd.
Er iiskold Mandens Hierne,
Da viser den sin Fryd.
Og naar en trofast Beiler
Paa Baalet seer sin Mø,
Da Skummet aldrig feiler
Paa Midgardsormens Sø.

32. Alle de lumske Snoge
Paa Jorden fiern og nær
Udklækkes af den Taage,
Som Ormen avler her.
Den største Kæmpeslange
Paa fierne Sydens Ø,
Som Oxen ei kan stange,
Er af det samme Frø.

33. Den vinder sig med Halen
Omkring det tykke Træ;
Saa strider den i Dalen,
Og sluger Markens Fæ.
De mindre, lige bistre,
Med skiønne Farvers Plet,
Mens deres Øine gnistre,
Fordærve Askurs Æt.

34. Som Blomster er at skue
Den Ham med Striber paa,
Beklædt med Rosens Lue
Og med Violens Blaa.
De under Hækker stirre
Med sød, forgiftig Dunst,
Og Fuglene forvirre
Med deres Hexekunst.

35. Fenris er fæl tilvisse,
Den fule Nattens Ven;
Heel tidt fra Klippens Isse
Til Hel han styrter Mænd.
En Stimand er hans Hyrde,
Han er sin Hyrdes Hund;
Naar Røveren vil myrde,
Han tuder i sin Lund.

36. Mod Løven, Dyrets Konning,
Han avled Tigren strax.
Før Biørnen slikte Honning
Uskyldig bag sin Tax,
Han avled, for at røve,
Hyæne, Los og Ræv;
Da maatte Biørn og Løve
Vel gaae i Striden giæv.

37. Fenris ved Nattetider,
Saasnart han Liget seer,
Strax i sit Aadsel slider;
Dog skader Ormen meer.
Thi vil jeg den forøde,
Paa det ei Askurs Æt
Skal vorde Ormeføde,
Og tabe Kraften slet.

38. Med Sundhed skal de gange
Til Freia, Siofn og Hnos;
Og naar de blier for mange,
Saa skal de ærligt slaaes
Som Kæmper vorder vrede,
Men hidses ei af Had:
Er Sværdet af sin Skede,
Er Hiertet lige glad.

39. I Rækker skal de storme
Da mod hverandre kiæk,
Og ingen Havets Orme
Skal fylde dem med Skræk.
Som lystige, muntre Svende
De vise deres Mod,
Kiækt mod hinanden rende,
For at udgyde Blod!

40. Og naar da Blodet flyder,
Skal jeg paa Skyen staae;
Mit Tordenskrald betyder,
At de til Valhal gaae.
Der skal dem Miøden smage,
Der har de intet Savn,
Og Bragi skal gientage
Med Glæde deres Navn."

41. Saa tænkte Thor, og hasted,
Og roede ivrig fort;
Det salte Vand han kasted
Saa vredt fra Aaren bort.
Alt som i Harm han tænkte,
Han roede fort i Harm,
Med Bølgerne bestænkte
Sin Skulder og sin Arm.

42. Han vilde Jorden løse;
Men Jetten ræd paa Stand
I Baaden greb sin Øse,
Han sad alt dybt i Vand.
Han raabte: "Ro ei længer!
Hvad holder du for Huus?
Vi sætte til med Stænger,
Med Mast, med Mand og Muus."

43. Thor sagde: "Vi maa giøre
Endnu et lille Kast,"
Slog Jetten paa sit Øre
Med den afbrukne Mast.
"Nu" skreg den vilde Jette,
"I Fald du længer roer,
Da vil du snarlig sprætte
Hvor Jormundgarder bor."

44. "Jeg frygter ingen Orme,"
Sang Thor, den Skipper god,
"Og Nordens værste Storme
Afkøle kun mit Blod.
De hilse mig saa friske;
Her standse vi paa Dyb.
Nu skal vi snarlig fiske
Skælbugtet feige Kryb."

45. Med disse høie Tanker
Han løfted i sin Hede
Det tunge Jettens Anker,
Han brugte det som Mede.
Han Tyrens Hoved satte
Paa skarpen Ankerkrog.
Ei Jetten kunde fatte
Endnu hans Gudesprog.

46. Da tog han af sit Bælte,
Han brugte det som Snor;
Den høie Gud for Helte
Slap Angelen fra Bord.
Han bandt den ene Ende
Af Bæltet om sit Liv,
Saa lod han Snoren rende
Til Dybets grønne Siv.