Thorfinn Karlsefnes saga CCR/FM

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Kort tegnet af
Alain Manesson Mallet (1719)
Islændingesagaer


Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker


VII.
Thorfinn Karlsefnes saga


Paa dansk ved C. C. Rafn og Finnur Magnusson





Indledning.

Dennne hidindtil aldeles ikke udgivne, men dog i mange Henseender höist mærkværdige Saga, indeholder vel, ligesom de nu indförte Fragmenter af Erik Rödes Saga, det Stykke om ham, som oprindelig synes at være taget af Are Frodes ældste Udkast til Landnama, og stemmer tillige i adskilligt med hine Fortællinger, hvorimod den tildeels meddeler noget af dem paa en anden, vel endog meget afvigende Maade, skjönt de i Hovedsagen bekræfte hinanden, med Hensyn til de vigtigste historiske Puncter af Amerikas ældste bekjendte Opdagelse ved Skandinaverne, eller rettere, Folk af deres og overhoved vor nordeuropæiske Stamme. Dette vises uimodsigelig af disse Oldskrifters indvortes Kriterier, jevnförte med de Beretninger om Amerika, som efter dets Opdagelse ved Columbus ellers förstere blevne os bekjendte, men umuelig kunde vides af Sagaernes Forfattere, som havde deres Underretninger fra Kilder, der kunne siges at have været 4 til 5 Hundrede Aar ældre end hin höiberömte Opdager.

Hvad disse tvende vigtige Sagaers indbyrdes Forhold angaaer, saa maae vi först og fremmest meget beklage, at det, som vi nu have tilbage af Erik den Rödes, især forsaavidt ham selv angik, vistnok er saare ubetydeligt imod det, som forlængst er tabt. Denne er maaskee först sammensat paa Grönland selv, da den mest har handlet om Erik og hans Börn, samt flere af Grönlands ældste Indvaanere, skjönt den og tillige er bleven grundet paa islandske, tildeels skrevne Efterretninger f. Ex. det titomhandlede Stykke af Landnama. Dertil ere enkelte Fortællinger om den berömte Islænder Thorfinn Karlsefne og hans Kone, som för havde været gift med Thorstein, Erik den Rödes Sön, blevne lagte, og hans egne Sagn paaberaabes virkelig som deres fornemste Kilde, skjönt det er öiensynligt, at Forfatteren aldeles ikke har kjendt den om dem handlende Saga, hvis Sammenskriver ligeledes synes at have været ubekjendt med Sagaen om Erik den Röde. Forholdene mellem begge Sagaers forskjellige Beretninger ville deels oplyses i Anmærkningerne til den fölgende, deels i vor nærmere Udvikling og Forklaring af de her beskrevne amerikanske Opdagelser i nærværende Værks 3die Bind. Hvad Hovedindholdet af Thorfinn Karlsefnes Saga især angaaer, saa ere dens to förste Afdelinger öiensynlig tagne af Are Frodes ældste Landnama, nemlig:

1) Det förste Capitel, som i alt væsentligt, og for en stor Deel ordret stemmer overeens med: a) den anden Afdeling af 2 Parts 15 Cap. (nyeste Udgave S. 84-85). b) Enkelte Perioder af det 16de (S.86) og det 17de (S.87). Det meste af denne Afhandling findes og at være indfört i Olaf Tryggvesöns större Saga (sandsynlig tildeels saaledes, som vi nu have den, udarbeidet af Styrmer Frode, der og var Landnamas Omarbeider; see ovenfor S. 9 o. f., 52 o. f.) 122 Cap. See Fornmanna-Sögur I, 246-49, dansk Oversættelse i Oldnordiske Sagaer, I, 222 o. f.

2) Det andet Capitel, der ligeledes i Hovedsagen er identisk med Landnamas 2 Parts 14de Cap. (1. c. S. 81-83) og med Olaf Tryggvesöns Saga 220 Cap. l.c. S. II, 213-15, dansk Oversættelse i Oldnordiske Sagaer, II, 190 o. f.

3) Det paafölgende lange 3die Capitel om Thorbjörn Vifilsöns Begivenheder, hans Datter Gudrids Opvæxt, deres Tog til Grönland m.m. ere, saavidt vi nu vide, af selvstændig Bearbeidelse, og have været ganske ubekjendte for Forfatteren af Erik den Rödes Saga, som vel har anseet Gudrid, Thorfinns Hustru, for en Datter af Thorbjörn (Vifilsön, Eriks trofaste Ven), men antager hende for at have været först gift med Östmanden (Nordmanden, eller maaskee snarere efter ældre grönlandsk Talebrug Islænderen) Thorer, hvorom denne Saga intet melder.

Hvad disse tvende Sagaers Alder angaaer, er det, med Hensyn til Erik den Rödes Saga, höist mærkværdigt at Olaf Tryggvesöns store Saga (l. c.) virkelig henviser sine Læsere til Sagaen om Erik den Röde. Dog er hint Værk oprindelig udarbeidet af Munken Gunlög Leifsön, som döde i Aaret 1218. Vil man end antage at hint Tillæg skyldes Styrmer Frode, som sandsynligviis har oversat og tillige maaskee udvidet Gunlögs Værk paa Islandsk, saa kan det dog umuelig være yngre end hans Dödsdag den 20. Februar 1245 (see ovenfor S.29; jvf. S. 53 o. f.). Are Frodes Exempel viser allerede at de gamle islandske Forfattere, ved at optegne og samle den ældre Histories Beretninger, især toge Hensyn til Herkomst og Slægtskabsforbindelser, forsaavidt disse enten angik dem selv, eller deres meget formaaende Velyndere. Sagaernes senere Bearbeidere og Afskrivere i Middelalderen sees tit at have fulgt den samme Regel (jvf. f Ex. ovenfor S. 65 o. f). Saaledes har og sandsynligvis Biskop Brand Sæmundsön paa Holum nogen Andeel, saavel i Erik Rödes som Thorfinn Karlsefnes, sin Stamfaders, Sagaers nye Afskrivning eller Affattelse, hvilket man mest kan formode af disse Ord i Slutningen af den förstmeldte, som netop, vel at mærke, ere de förste af de der forekommende genealogiske Efterretninger: "Snorre," (födt i Viinland, Thorfinn Karlsefnes og hans Hustru Gudrids Sön) "havde en Sön som hed Thorgeir, han var Fader til Ingvelde, Moder til Biskop Brand" (d. e. Sæmundsön, som kom til Embedet 1163 og döde 1201). Dette er uden al Tvivl, da dennes Fædrenenavn ikke bemærkes, skrevet förend Aaret 1263, thi da blev allerede en anden Brand (Jonsön) udnævnt til Biskop i det samme (Holums) Stift, som den förstnævnte havde forestaaet. Desuden vide vi at netop Biskop Brand Sæmundsön gjorde sig meget fortjent af den islandske Historieskrivning, i det han samlede og lod optegne de fleste Sagaer, som angik Island, lige til hans Tid; (see Sturlunga-Saga 2 B. 38 Cap, Finni Johannæi hist. eccl. Island I, 353). Vi have ovenfor (S 19 o. f, 55 o. f) anfört de Grunde, som vi have for den Mening, at Snorre Sturlesön har sat sig i Besiddelse af disse den nævnte Biskops efterladte islandske Haandskrifter, og at Styrmer Frode har benyttet dem i hans Bogsamling. Saaledes komme vi til den Formodning, at Styrmer, i det han, i genealogisk Henseende, fortsatte Landnama, har taget nogle blandt fölgende Ord af den Erik Rödes Saga, hvilken Brand Sæmundsön havde ladet afskrive, i det hans Forgaenger, Are Frode, havde ommeldt Karlsefne og hans Hustru Gudrid: frá þeim eru biskupar komnir: Björn, Þorlákr ok Brandr d. e. "fra dem nedstamme Biskopperne Björn, Thorlak og Brand." (De levede alle i det 12te Aarhundrede). Are Frode, som döde Aar 1145, har kun kunnet nævne den ene af dem, nemlig hans egen Stamforvandt, Biskop Thorlak Runolfsön til Skalholt (herom mere i det fölgende). Snorre Thorfinnsöns Afkoms Stamregister fortsættes ellers, netop ved dette (2 Parts 17de) Capitel, i den fra de ældre Recensioner saaledes afvigende Melabog, lige til Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede.

Ved det ovenanförte maae vi bemærke, at vi ikke her mene den Saga om Erik Röde, der i nogle Afskrifter tituleres saaledes, og omhandles under dette Navn i Saga-Bibliotheket I, 291-294, – da den i Grunden ingen anden er, end den herefter fölgende Thorfinn Karlsefnes Saga. Af denne sidstnævnte Saga have vi to forskjellige Hoved-Recensioner (om hvilke den særskilte Opregnelse af de ved os brugte Codices vil give nærmere Underretning) som vist nok ere af forskjellig Alder. Synderlig nok synes den, hvoraf vi have det ældste Haandskrift (A), at være den yngre af dem, og derimod den Hovedclasse, hvoraf vi ingen god (men dog en skjödeslöst eller ukyndig skrevet) Membran besidde, at höre til den ældre Recension. Dette indsees bedst af de Slægtregistre, som ogsaa ere tilföiede denne Sagas Slutning. Begge Hoved-Recensioner ere enige i at tillægge den samme Fortegnelse over Snorre Thorfinnsöns Börn og Afkom, som nu slutter de ovenfor indförte Brudstykker af Erik Rödes Saga med Hensyn til de tre Biskopper. Derimod slutter denne Fortegnelse, i Recensionen B, efter Ordene Brands biskups med det Tillæg hins fyrra d. e. "den förste" og det viser da at det er nedskrevet efter Aaret 1263, da nemlig Brand (Jonsön) var bleven Biskop til Holum, som den anden, eller senere, af dette Navn – hvorimod Recensionen A har et temmelig betydeligt Tillæg om en Datter af Snorre Karlsefnesön, som hed Steinun, samt hendes Afkom lige ned til Laugmand Hauk Erlendsön, som kom til Embedet 1294 og döde 1334 samt Abbedisse Hallbera paa Reinestad, som döde 1330 m. m. Ingen Tvivl kan ellers haves derom, at dette Tillæg enten maa være tilföiet af Hauk selv, endog sandsynligst med hans egen Haand, hvormed da det hele ypperlige Haandskrift er udarbeidet, eller i det mindste i hans Levetid, og formodentlig da ved een af hans Afskrivere eller afskrivende Clienter. Jvf. ovenfor S.38-39.

Herved erindres vi om, at den samme Laugmand Hauk Erlendsön, og for ham den ogsaa her ovenomtalte Styrmer Frode, netop havde omarbeidet og fortsat forskjellige Værker af Are Frode (Landnama og Kristni-Saga; see ovenfor. S. 19-29, 33-47), – og dette giver os igjen Anledning til at efterforske, om ikke han, af hvis förstnævnte Værk vi have paaviist betydelige Uddrag i Thorfinns Sagas Begyndelse, ogsaa kan have en endstörre, ellers ubekjendt Andeel, i dette selvsamme Værk. At dette virkelig er Tilfældet, maae forekomme os sandsynligt af forskjellige Grunde, hvilke vi her kortelig paapege. Som ovenanfört ere Sagaens to förste Capitler saa at sige ligelydende med Landnama, og med Steder af dette Værk begynder og det 3die Capitel, som ellers ganske handler om Personer, der vare bosatte eller barnfödte i det gamle Thorsnæs Thingsogn, og især den Deel deraf, der senere (som endnu) kaldtes Sneefjelds- eller Sneefjeldsnæs-Syssel, i hvilket netop Are Frode og hans Börn selv have levet og virket (see ovenfor S. 2-5). Een af Hovedpersonerne i dette Sagaens Capitel, ligesom næsten i dens hele Rest, er Gudrid, som senere blev gift med dens egentlige Helt, Thorfinn Thordsön Karlsefne. Denne berömte Mand hörte til Ares egen Slægt, thi den sidstnævnte nedstammede fra den navnkundige Hövding Thord Geller i 5te, men Karlsefne i 3die Led (maar Stamfaderen selv undtages paa begge Sider). End nærmere var Ares Farbroder, Hövdingen Thorkel Gellersön, beslægtet med Thorfinn; han var meget begjerlig efter tilforladelige Underretninger om gamle og paa Island lidet behjendte men det dog vedkommende Begivenheder: dem har han, som vi af Schedæ vide, og samlet i Grönland (jvf ovenfor S. 170, 173), og han har især vist ikke forsömt der at erkyndige sig om det i de Dage saa berömte Viinland og Forfædrenes, især hans egne Slægtningers, Reiser fra Grönland dertil. Senere meddeelte han sin lærvillige Brodersön, Are, af sit rige Forraad, af hvilket denne igjen har meddeelt sin Samtid meget, hvoraf noget er blevet bevaret til Eftertiden, endog med Vedkjendelse af Ares eget Navn;–meget er derimod gaaet over i andre Skrifter f Ex (som vi vide) i de norske Konge-Sagaer, uden at vi nu bestemt kunne sige, hvad der egentlig skyldes ham deri. Landnama har undergaaet en lignende Forandring, men lykkeligviis har dens sidste Bearbeider, Hauk Erlendsön, vel tildeels efter hans Forgængers Opgivelser, underrettet os derom. Efter det (S. 37-47) ovenanförte bliver Ares store Andeel i Kristni-Saga (senere omarbeidet af andre) ved en nöiagtig Undersögelse fuldkommen beviislig. Traditionerne have angivet ham som Forfatter til adskillige af flere blandt Islands övrige ældste og vigtigste Sagaer, som Eyrbyggja-, Laxdæla- og Gunlög Ormstungas-Sagaer Hvad Eyrbyggja angaaer, troe vi (hvad vi og paa sit Sted forbeholde os nærmere at udvikle), at de af Are samlede Efterretninger have udgjort dens ældste Grundvold; de to sidstnævnte vedkomme os her ikke. Derimod troe vi, som sagt, at det samme har været Tilfældet med Thorfinn Karlsefnes Saga, med Hensyn til dens Sammensætning og prosaiske Optegnelse; thi at dens störste Deel er uddraget eller omarbeidet fra gamle Kvad, komme vi snart til at godtgjöre; dog synes den, som sagt, i Slutningen at være blevet, ved tillagt Slægtregister, noget lidet foröget eller fortsat af senere Bearbeidere. Vi see endvidere af Ares uomtvistelig egne Værker at han har antaget: at Viinland og dets Opdagere, samt disses mærkelige Reiser, vare i hans Tid almindelig bekjendte i Island. Först henvise vi derom til det ovenfor S. 170-173 meddeelte og forklarede Sted i Ares Scheda, hvori han berörer det som fuldkommen vist, at "det Slags Folk, som kaldes Skrælinger, har" (altsaa mærkelig nok, för hans Dage, ligesom det var ham bekjendt eller tvivlsomt at de ei mere boede der) "beboet Viinland," hvorimod han kun yttrer sin Mening om, at de "forhen have vandret omkring paa Grönland," og han grunder den der paa, at Erik og hans Reisefæller, de förste grönlandske Landnamsmænd (fra Island) fandt der paa Landet Brudstykker af Skindbaade, samt endvidere forarbeidede Steensager. Denne Kjendsgjerning har rimelig været anfört i Erik Rödes tabte Saga. Derimod vide vi saavel af dens endnu tilbageværende Fragmenter (see ovenfor S. 228) samt af den heromhandlede Sagas 9de, 10de og 11te Cap. at de amerikanske Eskimoer, hvilke Nord-Europæerne kaldte Skrælinger, havde saadanne Baade; dog melde disse vore Efterretninger ikke om forarbeidede Steensager, brugte af eller seete blandt dem, saa at vi altsaa indsee deraf, at Are har benyttet og kjendt flere Sagn om Viinland end dem, som vi nu kjende. Ikke desmindre vide vi, saa vel om dem selv som om deres Brödre eller Stamforvandte, de nu saakaldte Grönlandere, at de endnu bruge, og forhen end mere have brugt, mange Slags forarbeidede Steensager, hvoraf hine ældgamle Beretningers Tilværelse og Sandfærdighed derved bliver os desmere indlysende. I sin Landnama forudsætter Are Frode ligeledes, at Viinland og dets fornemste Opdagere hörte til de paa Island mest bekjendte historiske Mærkværdigheder. Saaledes siger han der i 2den Parts 23de Cap. (herovenfor S. 154, jvf. 163 o. f) om det store Irland, Irland hit mikla, eller som nogle, (og blandt dem netop vor Saga i 13de Cap), tillige kalde det de hvide, eller hvidklædte, Mænds Land, Hvitramannaland, ligger langt vester paa i Havet, i Nærheden af Viinland det gode, Vinlandi hinu göða. Dette Tilnavn, som og forekommer i Errbyggjas 48de Cap, gives ikke dette fordum saa berömte amerikanske Land i de her omhandlede Sagaer, med mindre det forhen har været at finde i de tabte Dele af den om Erik Röde, men det svarer fuldkommen til deres Beretninger om dets Godhed med Hensyn til Himmelegnen, rigelig Jagt og Fiskerie, Jordens Frugtbarhed, især af vild (tyrkisk) Hvede og af vildt voxende Viindruer, de ypperlige Skove af sjeldne og kostbare Træer m.m., i hvilken Beskrivelse vi endnu gjenkende det herlige Nordamerika, som i vore Dage af saa mange vandrelystne Europæere betragtes som det gode Land. (Jvf. 3die P. 10de Cap.) Det er saa meget mærkeligere, at Thorfinn Harlsefne, baade i Ares Schedæ (11te Cap, nyeste Udg.S. 19) og i hans Landnama (l. c.) bemærkes at have været Biskop Thorlak Runolfsöns Stamfader, som Forfatteren netop havde tilskrevet eller tilegnet denne Biskop det förstnævnte Værk, eller endog selve Landnama, som sin synderlige Velynder - og at tillige det samme Slægtregister netop forekommer i Slutningen af Thorfinn Karlsefnes Saga, som da Grönlands historiske Mindesmærker. 1 Bind. - (19) vel kan tænkes saaledes middelbart at være tilegnet Opdagerens da bekjendte mest ophöiede Efterkommer, – hvorimod Slægtskabet med Biskopperne Brand og Björn, saaledes maa være blevet tilföiet senere.

Endelig bemærke vi her paa ny, at vi bevislig skylde Are Frode og hans Lærer, Thorkel Gellersön, de her ovenfor S. 150 o. f. meddeelte Efterretninger om deres Stamforvandt, Islænderen Are Marsön, Amerikas allerældste bekjendte Opdager, som maatte böde for denne Ære med en Art af frit, men hædret, Fangenskab (formodentlig til sin Dödsdag) blandt dets indfödte Beboere.

Enten vi skylde Are Frode, Biskop Brand Sæmundsön eller end en anden Forfatter Thorfinn Karlsefnes Saga, saa ere vi, ved nöiagtige Undersögelser, nu komne til fuldkommen Vished om den saare mærkværdige Kjendsgjerning, at dens störste og allervigtigste Deel (især med Undtagelse af dens to förste med Landnama ligelydende Capitler, samt formodentlig og det sidste) bestaaer af en tildeels endog dobbelt, eller i to parallele Afdelinger tilværende Omskrivning eller Paraphrase af gamle historiske Kvad eller Folkesange, affattet i Prosa og lempet efter dens Talebrug, dog tit saaledes at Kvadenes Ord paa sine Steder sees at være fuldkommen vel bevarede. Især er dette öiensynligst Tilfældet med det 7de, 8de, 9de, 10de, 11te, 12te og 13de vel endog det 14de Capitel, som alle angaae Thorfinn Karlsefnes og hans Stalbrödres Reiser, Opdagelser og Begivenheder i Amerika. Er dette först opdaget, indsee vi lettelig Aarsagen til den ellers næsten uforklarlige Forskjel mellem Hoved Recensionerne A og B, – men nu kan intet blive os tydeligere end det, at de ere foretagne af tvende forskjellige Sagaskrivere, som hver for sig have hört Kvadene recitere, eller læst dem paa Skrift. Disse Hvad have da maaskee allerede været hundrede eller flere Aar gamle, og maae da naturligviis, ved den mundtlige Overlevering gjennem flere Slægter, have undergaaet ikke ubetydelige Forandringer, saa at det blot af denne Aarsag maa være os indlysende, at den ene prosaiske Omskrivning saare let kan afvige fra den anden i enkelte Ord, hele Sætninger, og vel endog i Fremstillingen af visse Begivenheder Dog finde vi her meget mindre Forskjel i sidstmeldte Henseende end man billig kunde vente. Derimod afvige nogle af de forekommende Personers Navne fra hinanden i Hoved-Recensionerne, formedelst deres oprindelige Lighed, da de fleste af disse, især de mandlige, Navne, begynde med Thor og tildeels kun adskiltes ved et eneste Bogstav som: Thorvard, Þorvarðr, Torvald, Þorvalðr, Thorhall, Þórhallr o. fl. Disse kunde da saare let forvexles eller forandres af en svag eller feilende Hukommelse, og dette finde vi virkelig at være blevet Tilfældet.

Om de saaledes gjenopdagede gamle Kvad oprindelig tilsammen have udgjort et sammenhængende historisk Mindedigt, (dog bestaaende af forskjellige Sange), eller af særskilte Kæmpeviser eller Folkesange, kunne vi nu ikke sige. Det förste formode vi snarere har været Tilfældet. Da vilde det mærkværdige Kvad sandsynligst have været forfattet enten af Thorfinn Karlsefne selv, eller og af en ham hengiven Skjald. Paa Island gaves paa den og i næstforegaaende Tid adskillige Digtere, som besang deres samtidige, mægtige, rige eller udmærkede Landsmænd. Ved et fortællende Hædersdigt ærede saaledes (efter Eigla) Egil Skallagrimsön sin gavmilde Ven Einar Skaaleglam, Ulf Uggesön besang (efter Laxdala) den gjæstfrie Olaf Paa, og Billedværkerne i hans store Gildesal, Thormod Trefilsön (efter Eyrbyggja) den berömte Snorre Gode o.fl. Thorfinn, selv af fyrstelig Herkomst, var, endog förend han reiste fra Island, en rig Mand, hvorfor han vel mest havde sin Handel og Söfart at takke. Denne Rigdom forögedes i Grönland, tildeels ved Giftermaalet med Gudrid, men dog allermest ved hans treaarige amerikanske Tog, hvorpaa han samlede sjeldne og herlige Varer, til den Tid ellers aldeles ukjendte i Europa, samt solgte dem siden med stor Fordeel i Grönland, Norge og Island. Efter Slutningscapitlet af Erik den Rödes Saga kjöbte vor Thorfinn Glömböland, Glaumbæjarland, nemlig den Landstrækning eller de Jorder, som da, efter hvad vi mene, kom til at höre til Gaarden Glömbö, thi da opslog han sin Bopæl "eller opförte Boliger" der, gjörði bú á; see ovenfor S. 254, 281). Denne ellers store og bekjendte Gaard nævnes ikke i Landnama, og vi mene, at Thorfinn, som dens förste Opbygger, har kaldt den Glömbö, Glaumbæ, d. e. Glædskabens, den lydelige Glædes Hjem. En æret og berömt Rigmand, som han var, kunde let lade den svare til Navnet At et sligt Forsæt stemte overeens med hans Sindelag, vise Beretningerne i Sagaens 6te og 7de Capitel, især efter Hoved-Recensionen B, om den megen Glædskab af dette Slags, som fandt Sted i Brattelid paa Grönland, ved hans Gavmildhed og Foranstaltning. Som en Hovedart af disse selskabelige Forlystelser nævnes Tidsfordriv ved Fortællinger, sagnaskemtan, som baade kan have været i Prosa og i de ældste nordiske Talevers, som Rask meget rigtig kalder dem, forhen mest bekjendte under Navn af Fornyrðalag eller de gamle Digtes Versemaal, tildeels ogsaa, i en særegen Art, som Starkaðarlag, Stærkodders Versart, hvilken og virkelig sees at være anvendt i det ham af Saxo (i hans danske Histories 7de Bog) tillagte Digt, hvilket jeg, Finn Magnusen, (i Lexicon Mythol bor. S. 300-302) tildeels har restaureret fra de latinske til de oldnordiske Former. Det var, og er tildeels endnu paa Island, netop dette Slags Vers, der brugtes til saadanne fortællende Kvad, som de, der laae til Grund for Thorfinn Karlsefnes Saga, sees at have været[1]. Da han netop i Grönland opmuntrede til et saadant Tidsfordriv, hvilket hans der fæstede Hustru ogsaa meget yndede, samt havde i sin Ungdom, af sin Fostermoder Halldis, lært gamle, selv magisk eller religiöst Trylleri vedkommende, Sange, ligesom hun og forstod at foredrage dem særdeles smukt og vel (Sagaens 3die Capitel) og ellers (i Erik d. R. Saga, ovenfor S.232) siges at have været en viis eller klog (forstandig) Kone, vitr kona; saa kunne vi derfor ikke tvivle om, at de begge holdt meget af det samme Slags Tidsfordriv, da de senere i deres Lykkes og Alders Flor kom til at före et anseeligt Huus paa en stor Gaard i Island. Det hörte til sligt Morskab, at nye Sange imellem maatte foredrages, og ingen Gjenstand kunde paa Glömbö være værdigere eller kjærkomnere end de magelöse amerikanske Reiser og det Ægtepars egne ældre Begigivenheder, der havde foretaget dem. Af disse have vi dog nu kun dem, som angik Konens ældre Hændelser, men intet særdeles om Mandens, som lader til at have i den Henseende villet indskrænke sig til de for ham og andre mærkeligste Aar i hans Liv. At de i Kvadene indeholdte Fortællinger, enten saa de ere satte i Vers afThorfinn eller andre, skyldes ham selv, kunne vi tildeels slutte os til af Eriks-Sagas sidste Ord. Senere ere Digtene, reciterede eller skrevne af forskjellige, som ommeldt, faldne i tvende ligeledes forskjellige Bearbeideres Hænder, hvorved Sagaens tvende Hoved-Recensioner ere blevne til, naturligvis enige i det meste, men dog afvigende i noget, samt mere eller mindre fuldstændige, efter som de her, og i min, Rafns, större Qvart-Udgave[2], vise sig for den ærede Læser.

En saadan kunstlet Overgang fra oldnordiske Digtninger til Sagaer eller prosaiske Paraphraser, er aldeles ikke uden Exempel. Den er allerede, i de nyeste Tider, viist at have fundet Sted, saavel ved vor gamle Mythologies, som Histories, Mindesmærker. Saaledes er en stor Deel af den saakaldte prosaiske eller yngre Eddas Fortællinger eller mythiske Beretninger grundet paa gamle Digtninger, som deels indeholdes a) i den ældre Edda, b) som Brudstykker i Skalda, c) i gamle navngivne Digte, som for det meste ere tabte, d) kunne bevises endnu at bestaae af ublandet Poesie, skjönt de ikke udgives derfor. Den ældgamle Völsunga-Saga[3] bestaaer, som bekjendt, for det meste, af sædvanlig Prosa, som dog er beviist at være udskrevet af gamle historisk-mythiske Digte, hvilke deels endnu henregnes til den ældre Edda, deels ikke mere findes deri, og nu ganske ere tabte, paa enkelte ubetydelige Brudstykker nær. De Læsere, som önske nærmere Underretninger herom, behage at eftersee Finn Magnusens danske Oversættelse af den ældre Edda, III, 285, 292 o. f., IV, 54 o. f., samt sammes latinske Udsigt over dens historiske Sange (Edda antiqu. II, 907 o.f) og de ville da finde, at Paraphrasen vel er fuldkommen bevislig (ved det at de gamle prosaisk omskrevne Digte end nu haves) men at den dog paa de fleste Steder er mindre tydelig, end den herefter fölgende af de om Thorfinn Karlsefne og hans Hustru Gudrid handlende Sange. Vi meddele da nu de lovede Pröver af vor restaurerede poetiske Original, efter vore nöieste Gisninger, men dog undertiden uden mindste Forandring. Begge Hoved-Recensionerne af Sagaens Text (efter som hvert Stykke er taget fra een af dem) betegnes med Bogstaverne A og B. De hertil svarende Steder kunne eftersees i de angivne Capitler af Sagaens herefter fölgende prosaiske Text.

Sagaens egentlige Begyndelse med det 3die Capitel, lader sig let omskrive til Vers med saare ubetydelige poetiserende Forandringer; dermed ville vi dog ikke opholdeLæserne, men kun anföre enkelte Steder af dette Capitel, som ingen, eller næsten ingen Omskrivning behöve, for at kunne vise sig i sin oprindelige Skikkelse.

Om Thorbjörn og Hallveig:

A. Önnur dóttir
Einars (þessa)
hét Hallveig,
hennar fékk
Þorbjörn ok
(þar) með (hann)
tók Laugarbrekku
land á Hellisvöllum.
Réðst Þorbjörn
þángat bygðum,
ok gerðist mikit
göfugmenni,
góðr bóndi
B.goðorðsmaðr,
A. rausnar (rikt)
ráð hann hafði...
Þorgeir bjó
at Þorgeirsfelli...
átti hann son
er Einar hét;
var hann vænn maðr,
vel mannaðr
ok skarz-maðr
míkill var.

Orms Samtale med den forelskede Einar om Gudrid:

Hefir víst beðit
hennar verit,
ok liggr þat
laust ei fyrir;
Svã með því
sagði Einar,
at hêr er sú kona,
er ætlak mér biðja;
pá vilda ek,
at þessa máls
finnst Þat á,
at faðir hennar
muni ok hún
mannvönd vera.
pú leitaðir
Þorbjörn við,
hennar föður,
ok hug á legðir
at framgengt þat
fái verða.

Thorbjörns Afskedstale til Islænderne:

A. Hér ek búit
hefi lánga
æfi, ok
ek reynt heft
góðvilja manna
mik við ok ást.
Kalla ek vel
B. í vorum skiptum
farit hafa,
A. en hagr minn
nú ühægist,
hefir þó fyrr
verit kallat heldr
virðæingarráð,
Fyrr vil ek bregða
B. búi minu
enn sæmd minni
(allri) týna,
fyrr af landi
fara brott
enn svivirða
att (leifð) mína;
vitja heita
vinar míns o. s. v.

For ei at optage altfor megen Tid eller Plads paa denne Undersögelse ved de fölgende tre (4de, 5te og 6te) Capitler, som i historisk Henseende ere de mindst vigtige, nöies vi med at bemærke, at de tydelig röbe den samme Beskaffenhed – men vi optage des flere Pröver af de ældgamle Beretninger om Thorfinn Karlsefnes Reiser i Amerika.

7de Cap. Om Thorhall (eller Thorvald) Jæger, (som han forskjellig kaldes i Skrifterne):

B. Var hann mikill
maðr vexti,
þursligr ok
(þarmeð) svartr,
heldr við aldr
údæll í skapi,
hljóðlyndr, fámálgr
hann litt blandazt;
var hann litt
vinsældum horfinn
titt við (Eirik)
tal þó hafði.
Þvi var hann á skipi
með Þorvaldi:
viða kunnigt honum
var í úbygðum;
þeir höfðu nú
þat skip (sama),
hversdagliga,
undirförull ok
ámælasamr.
A. Eggjaði jafnan
Eiriks híns verra
................
................
B hafði við trú
er Þorbjörn út
þángat hafði;
höfðu þeir á skipum
hundrat manna
ok of fram
fjóra týgi
sigldu þelr
siðan undan
landi i
úbygðir vestri.

Om det skotske Pars Löber-Klædning:

A. Kölluðu kjafal
klæði þat (el. sitt);
höttr var á upp
opit at liðum;
engar á
ermar voru;
knept meðal fóta
knappi ok nezlu;
ber þau oru
annarsstaðar.

Om Øen Strömsö:

B. Þar var ey ein
utan fyri,
straumar miklir;
Straumsey nefndu;
fugl svá margr,
at fæti trautt
mátti niðrkoma
millum eggja.

Om Eskimoernes Flugt, Gjenkomst og Stridsanfald:

A. Fældust Skrælingjar,
flýðu á keipa,
réru siðan
suðr fyri land;
varð eigi vart
við þá siðan
þrfár vikur samt,
en at þeim liðnum
sjá þeir fara
sunnan at
Skrælingja mikunn
skipafjölda,
siðan gengu þeir
saman ok börðust;
varð skotrið hörð
svá sem straumar
stæði þar;
var þá trjónum allum
veift andsælis,
ok ýla upp
allir mjök hátt;
þá tóku rauðan
þeir Karlsefni
skjöld ok báru
(brátt) á móti.
Skrælingjar af
skipum lupu,
því Skrælingjar höfðu
þá valslöngur,
þat sá Karlsefni o.s.v.

Om Freydis's Opmuntring til Kampens mandige Fortsættelse:

B. Ut kom Freydis
at í þessu,
hún sá at þeir
heldu undan;
hún kallaði:
hvi haldit þer
undan slikum
úvirðismönnum,
svá gildir menn
sem þer erut;
þætti mer likligt
at þér mættut
brytja þá
sem búfé annat.
Heföa ek vápn
virðist mér
berjast ek skyldi
betr enn hverr yðar;
gáfu þeir ei hennar
gaum at orðum.
Freydis vildi
fylgja þeim;
hún varð seinni
því heil ei var;
þó gekk hún eptir
þeim i skógin.

og saa videre, – hvilken Gjenoplösning af Prosa til tydelige Vers vi let kunde, med saare liden conjectural Forandring, fortsætte til Capitlets Slutning.

Det 12te Capitel er uden Tvivl af samme Oprindelse, og det var netop et meget i öinefaldende Sted deri, som ledte til den hele Omarbeidelses Opdagelse. Det maae vi da ei undlade her at söge at restaurere:

A. Þeir Karlsefni
þóttust sjá,
pótt landskostir
þar væru góðir,
at jafnan ótti
ok ófriðr mundi
þard liggja
af þeim fur bjuggu.
sofnaða nær
sjó með skokka,
Síðan á brott
bjuggust þeir
til sins lands,
sigldu norðr
fyri landit,
fundu þar
fimm Skrælinga
í skinnhjúpum
ok í dýra merg
dreyra blandin o.v.s.

Det afvigende Sagn, som indskydes i denne paraphraserede Fortælling; þat er sumra manna sögn o.s.v., synes blot at være indskudt som en afbrydende Anmærkning, – og Omarbeidelsen derpaa at fortsættes – nemlig saaledes (hvor det 16de Cap. i Haandskr. M begynder):

B. Á fór Karlsefni
einu skipi
at leita Þórhalls
veiðimanns,
en eptir var
annat liðit;
fóru þeir norðr
fyri Kjalarnes
ber þá fram
fyri vestan...
þar voru einar
eyðimerkr,
fóru þeir lengi
uns fell á mikil
ofan af landi
or austri ok í vestr;
lögðu inn
í árósinn
lágu svá við
yðri bakka o.s.v.

I den paafölgende Fortælling om den saakaldte Enfoding forekommer en Strophe af det selvsamme Versemaal, som siges (i Kvadet) at være gammel, og digtet, ved den Leilighed, af een af Karlsefnes Fölge:

Kvað einn maðr
kviðling þenna:
"Elltu seggir,
allsatt var þat o.s.v.,

hvis Slutningslinie herrðu Karlsefni ogsaa synes at vise, at dette Vers maa have hört til et större Kvad. Derefter fortsættes Omarbeidelsen.

Þá fóru brott
þeir norðr aptr
ok þóttust sjá
Einfætinga
land; en þeir
þá ei vildu
lengra hætta
liði sinu o.s.v.

Vi kunne tydelig spore den oplöste Poesie lige til det 13de Capitels Ende.

I det paafölgende 14de Capitel, saavidt Fortællingen om Bjarne Grimolfsön naaer, er Paraphrasen langt fra ikke saa i öinefaldende, skjönt Spor synes at skimtes til den, og en lige Aarsag har formodentlig her frembragt lignende Virkning ved de tvende Prosatexters betydelige Forskjellighed. Sandsynligvis har et saadant Kvad, hvis det har været til, neppe hængt sammen med de ovenomhandlede, og har maaskee været affattet i et andet Versemaal. Det 15de Capitel kan slet ikke skjönnes at være af nogen forhen prosaisk-poetisk Oprindelse eller Beskaffenhed.

Vi have, efter hvad der ovenfor tildeels er sagt, vel vidst, at den prosaiske Edda, Völsunga-Saga, Hervarar Saga, Ynglinga-Saga og flere[4] for det meste ere byggede paa ældgamle Digtninger, og udgjöre sande Paraphraser af samme – men hidindtil vide vi dog ikke at dette er blevet bemærket om nogen islandsk Saga, som handler om Landets Indfödte eller nordiske Tildragelser i den egentlig historiske Tidsalder, undtagen forsaavidt Brudstykker af gamle Kvad, og ligeledes enkelte Viser eller Vers af de gamle Skalde, udtrykkelig ere indförte eller paaberaabte. Vi kunne dog nu ikke tvivle derom, at en nærmere Undersögelse, i denne Henseende, vil godtgjöre, at nogle af dem, i det mindste tildeels, ere blevne til paa denne Maade, eller forögede ved Episoder af dette Slags[5]. Da vi nu engang tilfældigviis vare blevne opmærksomme herpaa, eftersaae vi paa ny, som nu nærmest vedkommende vort Formaal, de ovenfor indförte Fragmenter af Eriks-Saga, og ere derved blevne tilböielige til at mene, at de tildeels ere af lignende Beskaffenhed, f. Ex., Stykket om Bjarne Herjulfsöns tilfældige Opdagelser af Amerikas Kystlande. Dets Slutning (herovenfor S. 214) har endog för været os paafaldende, formedelst den underlige Stil, der ikke ret passer for Prosa, – og nu mene vi, at den saaledes lader sig restaurere til Talevers:

Svã gaf Bjarni
svar á móti:
þetta land
er likast því
fyrr var sagt
frá Grænlandi,
hér munu vér
halda at landi.
Bjó þar Herjolfr,
Bjarna faðir,
á því nesi,
af því hefir
nes hit sama
nafn sitt tekit,
heitir siðan
Herjólfsnes.
Svã þeir görðu,
sigldu at landi
undir nesi
einu þar,
komit var þá
at kveldi dags,
þar var bátr
á því nesi.
Svá fór Bjarni
til sins föður,
er með honum,
hættir siglingu,
meðan hann
Herjölfr lifði,
ok bjó þar
ept hann síðan
[6]

Dette bliver saa meget sandsynligere, som noget heraf (om Herjolf som först bosatte sig paa Næsset, hvoraf det fik sit Navn) var blevet fortalt udförlig nok (efter andre Kilder) i Capitlets Begyndelse. Det samme kan man sige om Fortællingens Fortsættelse, f. Ex. om Eriks uheldige Ridt til Skibet (S.215-16):

Leifr bað Eirik
at hann myndi
fyrir enn
förinni vera.
Eiríkr taldist,
undan heldr
hann kvaðst vera
hniginn at aldri,
ok kveðst minna
heiman reið
hann at lyktum.
Skamt var þá
til skips at fara,
drap þá fæti
drösull Eiriks
fell hann af baki,
fótr lestist
þá Eirikr,
þetta mælti:
mega við
vási öllu
enn var þat fyrri
Af þeim frændum,
ansar Leifr,
mundi hann heill
mestri stýra,
let þat Eirikr
eptir Leifi,
Ekki mun
mer þat ætlat
at finna lönd
fleiri enn þau,
enn þat nú
er ver byggjum,
ok munum ver,
ekki lengr
allir svã
saman fara o.s.v.

Side 220:, Leifs Befaling til sit Fölge, der stedse har forekommet os her med Hensyn til den förste Linie, som noget underlig sagt i Prosa :

Vil ek skipta láta
liði voru
í tvo staði,
ok vil þannig
petta land
láta kanna;
helmingr sé
heima við skála;
Líðs helmingr
landit kanni,
en þó fari
eigi lengra
enn at kveldi
komi heim,
ok aðr eigi
at þó skilist.
S.222. Sigla nú
siðan í haf
ok gaf þeim
góða byri,
þartil Grænland
þeir fá lita,
ok þar fjöll
undir jöklum.
Tók þá til máls
maðr einn o.s.v.

S.226. Mærkelig nok fortsættes Fortællingen om Thorvald Eriksöns Tog til Amerika paa den selvsamme Maade, endog saaledes, at Poesien strax röber sig ved de til Prosa mindre passende overflödige Ord:

Bjóst Þorvaldr
til þeirrar ferðar
með þrjá týgi
manna ok
Heldu þeir
i haf siðan;
frásögn er engi
um ferðir þeirra
fyrri enn
at þeir komu
til Vinlands
ok Leifsbúða.
Þeir um skip
þar sitt bjuggu,
sátu allan
siðan um kyrt
vetr þann
lika umræði
Leifs síns bróður,
siðan þeir
sitt skip bjuggu.
ok veiddu fiska
sér til matar;
svã um vorit
mælti Þorvaldr
at þeir skyldu
skip sitt búa;
ætti þess
eptirbátr,
ok með honum
menn nokkurir,
fara vestan
fyri landit.

S.228. Thorvalds sidste Tale:

"Ek fekk sár
undir hendi,
ok fló sú
ör á milli
skipborðsins
ok skjaldarins,
und hönd mér –
her er örin.
Mun til bana
mik þat leiða.
Nú ræð ek
at þer búit
yðra ferð
sem fljótast aptr o.s.v.
En þer skulut
á þann höfða
færa mik
mér þótti
byggiligr vera;
en vera má
mér haft satt
á munn komit
at ek um stund
á þar búi;
þar ok skulut
þer mik grafa,
svá skulut þer
setja krossa
at höfði mer
ok at fótum;
kallit þat siðan
Krossanes” o.s.v.

Vi tör ikke opholde vore Læsere med mange slige vidtlöftige Pröver, men bemærke kun at de ligeledes vel kunne uddrages af det 4de Capitel om Thorstein Eriksöns mislykkede Viinlandsreise, sidste Sygdom og Endeligt. Noget sligt, som i Vers kunde siges tydelig og kort, men dog mere bestemt end i Textens Prosa, maatte det tillades os at meddele:

S.236. Þrjá tima mælti
þetta hann:
"hvar er Guðriðr?"
en hún þagði.
Þá mælti hún
við Þorstein bónda:
hvör skal ek svör
hans máli veita?
en hann bað
hana ei svara o.s.v.
Gekk Þorsteinn bóndi
gólfit yfir,
settist á stól,
en sat Guðriðr
i knjám honum,
ok hann mælti:
"Hvat viltu nafni?"
en hann svarar,
er stund leið:
annat er mér þess" o.s.v

Om det 5te Capitel kan det samme siges, f. Ex. S. 238:

Brátt feldi hann
hug til Guðriðar
ok bað hennar,
en hún veik
svörum fyri
sik til Leifs;
siðan var hún
honum föstnut.

Om Viinlands-Reisens Foretagelse:

Ráðin var ferð,
reð hann skipverja,
sextiu karla
ok konur fimm;
þann máldaga gerðu
þeir Karlsefni
ok hásetar hans,
at höndum jöfnum
hafa þeir skyldu
hvat sem fengi o.s.v.
S.240. Urðu þeir varir
við Skrælinga,
fór or skogi fram
flokkr mikill;
þar var nærri
nautfé þeirra
graðúngr tók
at gjalla ok belja.
S.244. Þá tók hinn mikli
maðr við exi,
ok leit á,
en varp henni
síðan á sjó,
sem lengst mátti;
flyja þeir á skóg
sem fara mátti;
þar lýjkr nú
þeirra viðskiptum.

Af 6te Capitel S. 245:

Þar er nú til
at taka aptr,
um Freydisi
Eiriksdóttur:
gerði hún ferð
or Görðum heiman
ok til fundar
fór við bræðr,
ok beiddi þá,
at til Vinlands
færi þeir
með farkost sinn,
helming við hana
hafa skyldu
allra gæða
er þar féngist
játtu þeir
þessu siðan.
Fór hún þaðan
á fund Leifs,
bróður sins,
bað hann gæfi
henni þau
hús er látit
hafði gera
hann á Vínlandi.
Hinu sáma
svarar hann o.s.v.

S. 259. Freydis's Tale:

Ef oss verðr
auðit at koma
til Grænlands,
(talaði hún)
þá skal ek ráða
þann af lifi
er frá segir
atburð þessum;
svá vér skulum
segja at þau
búi her eptir,
er brott fórum.

Begyndelsen af 7de Capitel:

Freydis sins
fór til bús,
er þat hafði
úskátt staðit;
fekk hún fe mikit
föruneyti,
því hún leyna
láta vildi,
sinum udaðum,
sitr í búi.
Urðu allir
allill sú
saga vera
eigi svá
haldinorðir,
at yfir þegði
údáðum eðr
illsku þeirra,
at eigi kæmi
upp umsiðir.
Fyri Leif
loks þat kom
hennar bróður,
honum þótti
tók hann þrjá
af þeirra liði o.s.v.

S. 254. Leifs Beslutning om Freydis:

Eigi nenni
ek at gera
svá við Freydisi,
systur mina,
sem hún væri
verð, en spá
þeim mun ek þess
at þeirra afkvæmi
þó muni litt
at þrifum verða.
Er Karlsefni
albúinn var,
skip lá til byrjar
bryggjum fyri,
Suðrmaðr einn
at honum kom,
ættaðr af Brimum
or Saxlandi,
falaði hans
húsasnotru.
"Ek vil ei selja";
sagði hann.
"Ek mun gefa þer
gulls mörk hálfa,”
svaraði aptr
Suðrmaðr.
Vel nú þótti
viðr boðit
Karlsefni, ok
keyptu siðan.
Svá fór brott
Suðrmaðr,
hafði með ser
húsasnotru ;
vissi ei hvat tre
var Karlsefni;
mösur þat var
af Vinlandi kominn.
Siglir Karlsefni
svá i haf
Nú kom hann
fyri norðan land
skipi sinu
i Skagafjörð,
upp um vetur
var þat sett.

Disse Ord synes at, være de sidste af de gamle Kvad, med mindre hele Brudstykkets (nu til sit Sted kun slet passende) Slutningsord kunne henregnes hertil:

Ok(oss?) hefir Karlsefni,
allra gerst,
atburði sagt
um allar farar,
er nú er orði
nokkut ákomit.

Vi kunne saaledes antage at den störste Deel af de Fragmenter, som vi endnu have tilbage af Erik Rödes og hans Börns Saga egentlig udgjör prosaiske Omskrivninger af gamle, nu ellers tabte Kvad eller Folkesange, som formodentlig hver især have handlet: 1) Om Bjarne Herjulfsön og hans tilfældige Opdagelse af Amerikas Kystlande (ovenfor S. 208-214), skjönt flere gamle (f. Ex. Landnamas) Efterretninger ere indrykkede ved Paraphrasens Begyndelse. 2) Leif Eriksöns og hans Broder Thorvalds Fortsættelse af disse Opdagelser, der dog muelig forhen har været inddeelt i flere Sange (S. 214-230). 3) Thorstein Eriksöns mislykkede Tog i samme Hensigt, hans Sygdom og Död i Grönland, samt hans Hustru Gudrids Begivenheder og Tilbagekomst til Eriksfjorden (S.230-238). 4) Thorfinn Karlsefnes Bryllup med Enken Gudrid og deres Reise til Viinland i Amerika m. m. (S. 238-246) jvf Nr. 6 5) Brödrene Helges og Finnboges samt Freydis Eriksdatters Viinlands-Tog, de förstnævntes Död m.m. (S. 246-254). 6) Karlsefnes og Gudrids Tilbagereise, over Norge, til Island (S.252,54), der muelig oprindeligen kun har udgjort Fortsættelse og Slutning af den 4de Sang eller Afdeling. Deres senere Skjæbne og efterladte Afkomere sandsynligviis (efterhaanden) tilföiede i Prosa efter islandske Familiesagn og Slægtregistre (S. 254-56).

Den störste Deel af Thorfinn Karlsefnes Saga menes og, som ovenmeldt, at udgjöre en prosaisk Paraphrase af gamle Kvad i Talevers, rimeligviis samtidige med Karlsefne og hans Hustru, altsaa fra Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, som formodentlig have, skjönt bestemte til at erindres eller optegnes samlede, udgjort fölgende Hovedafdelinger (til hvilke dog muelig nu mangle eet eller flere Sidestykker;(jvf.ovenforS.290 o.f), nemlig disse: 1) Thorbjörn Vifilsöns Levnet samt hans Datter Gudrids Opvæxt i Island og förste Begivenheder, (i Sagaens 3die Capitel). 2) Eet eller flere Brudstykker af gamle Sange, muelig blandede med prosaiske Efterretninger, om Erik Röde og hans Börn, især Leif (der her betragtes som Amerikas allerförste Opdager) og hans Broder Thorstein, dennes Ægteskab med Gudrid o.s.v. (4de og 5te Cap.). 3) Thorfinn Karlsefnes Herkomst og Opkomst, hans Reise til Grönland og Bryllup med Gudrid, samt deres Tog til Amerika, Reiser og Ophold der m.m., forhen sandsynligviis inddeelt i flere Sange (6 til 13 Cap.) 4) Bjarne Grimolfsöns Endeligt og Selvopofrelse paa Hjemreisen fra Amerika, formodentlig efter en særskilt Folkesang (14de Cap). For Sagaens 15de og sidste Capitel ligger vistnok ingen poetisk Original til Grund, da det har en lignende Beskaffenhed, som den ovenommeldte Slutning af Erik Rödes Saga.

Med Hensyn til disse Efterretningers særegne Beskaffenhed haabe vi det ikke vil være vore Læsere ukjært, at vi her meddele en den oplysende, saavidt mueligt, kort forfattet Udsigt over lignende Mindesmærker blandt de gothisk germaniske Folkeslag overhoved, for saa vidt som deres ældste, skjönt mestendeels mythiske, Historie er bleven affattet i Kvad eller Digte, som siden tildeels ere blevne forvandlede til prosaiske Omskrivninger. Da vi allerede i den Henseende have omtalt Saxos Danske Historie, og fremdeles ville finde Leilighed til at bemærke mere om den, begynde vi her med de sydlige Gother, der uden al Tvivl vare nær beslægtede med de nordiske, eftersom vi finde at saavel visse sarmatiske og tydske, som svenske, danske og norske Folkestammer have i Oldtiden fört Navn af Goðþjöð, Gotar, Gotnar, Gautar, Jótar (Grækers og Latiners Getæ, Gothones, Gothi, Gythones o.s.v.) som have talt det samme eller og et i mange Henseender meget lignende Tungemaal, hvorover udförlige Undersögelser findes i mange ældre og nyere Værker. Sydgothen Jornandes skrev over deres Historie, i Aaret 552, sit Værk de rebus Geticis. I dets 4de Capitel taler han om Gothernes ældste Folkevandringer, som fortalte i deres gamle og dog almindelige Folkesange paa en næsten historisk Maade (quem admodum in priscis eorum carminibus, pene historico ritu, in commune recolitur). Jornandes's Værk bestaaer for en stor Deel af en prosaisk Omskrivning af saadanne Digte, dog nærmest uddraget af Ablavius og Cassiodors ældre historiske Bearbeidelser, som umiddelbart grundedes paa dem. Deraf bliver det især mærkeligt for os, at Gothekongen Ermanariks (hos os Eormunriks eller Jörmunreks) Begivenheder fortalte af Jornandes (i 24de Cap.) allerede i Nordens hedenske Tider ere, uden Tvivl fra deres sydgothiske Hilder, blevne forplantede hertil, og bevares endnu tildeels i vort gamle Sprog og forskjellige af den ældre Eddas Sange, samt, (vel at mærke), i prosaiske Paraphraser af saadanne i Völsunga Saga, hvorhos tillige Saxo har bearbeidet dem paa sidstmeldte Maade i sin paa Latin skrevne Danske Historie, i det han dog her flytter Scenen for hine Begivenheder til Danmark. Mange angelsaxiske Digte kjende derimod Ermanrik som Gothernes mægtige men grusomme Hersker. De ældgamle Edda-Kvad om Atle eller Attila, Hunnernes Konge og Gothernes Fjende, ere vel komne til os paa en lignende Maade, og deres samt andre tabtes prosaiske Omskrivninger haves endnu paa Islandsk i adskillige Sagaer. Jeg, Finn Magnusen, har i een endnu ikke udgivet latinsk Afhandling sögt at vise, at Sydgotherne benyttede sig af allitererede eller med Bogstavriim forsynede Talevers, som svarede ganske til vore nordiske[7]. Af alle bekjendte Versarter ere disse uden Tvivl mest skikkede til historisk Fremstilling eller Sagns Opbevarelse paa den for Hukommelsen letteste Maade, hvortil og muelig Jornandes har sigtet ved sine ovenmeldte Udtryk (pene historico ritu).

At vore Naboer, Tydskerne, som allerede ved vor Tidsregnings Begyndelse efter Tacitus's Vidnesbyrd gjorde meget af gamle Sange som deres eneste Historie og Annaler[8], i Middelalderens Tider have benyttet sig af hine allitererede Talevers, og deri opbevaret ikke allene mythiske og historiske Fortællinger m.m., men og tildeels deres Love[9], Vedtægter og Sædelære have Jacob og Wilhelm Grimm först opdaget og tilstrækkelig godtgjort i forskjellige Skrifter. Hvorledes ellers de ældste tydske Sagn og Digtninger (især de om Nibelungerne eller Niflungerne) paa mangfoldige Maader svare til eller ere forbundne med vore egne oldnordiske, som tildeels (efter egen Angivelse) bestaae i meget vidtlöftige Prosa-Omskrivninger af Original-Digtene, have saavel hine lærde Brödre som vor P. E. Müller i deres bekjendte Skrifter paa det udförligste oplyst og godtgjort. Stor Skade er det at vi ikke mere have de gamle Tydskeres historiske Sange (antiquissima carmina, efter Eginharts Udtryk) hvilke Carl den Store i sin Tid lod samle.

End mere bekjendt er det, at Angelsaxerne(udvandrede fra Jylland og Holsteen til England midt i det 5te Aarhundrede) have efterladt sig betydelige mythisk-historiske Kvad, (af hvilke de senere Prosa-Krönikers Beretninger tildeels ere uddragne) i hin nordiske Verseart[10], hvoriblandt det om Beovulf (hos os först udgivet af Thorkelin samt smukt fordansket og forklaret af Grundtvig) mest angaaer Danmarks og dets Naboers Oldtidsfyrster og Helte, ja synes endog oprindelig at nedstamme herfra, samt indeholder adskilligt som oplyser eddiske og oldtydske Sagn og Digtninger om Völund, Völsungerne o.s.v. Hvor meget dette Digt (sine poetiske Skjönheder uagtet) paa mange Steder ligner Prosa og let kan oplöses dertil, maa enhver Sagkyndig let kunne overbevise sig om. At Nordboerne baade paa Dansk og Latin, hyppig i Middelalderen have prosaisk omskrevet slige fortællende Kvad i det oldnordiske Sprog, som angik Danmark, Norge og Sverrig, have vi godtgjort i det foregaaende og tillige paapeget adskillige Exempler derpaa: at selv saadanne Viser, som angaae Islands ældste Historie, findes paa en lignende Maade at være paraphraserede i dets Sagaer. Vi tillægge endydermere nogle iöinefaldende Beviser derfor, at Nordens Historie overhoved, og paa Island især, pleiede at bevares (eller endog affattes) samt foredrages i den simpleste Art af bunden Stiil. "Vi kunne paavise en Række af historiske Kvad, hvilke Islænderne maae have bragt med sig til Landet" o.s.v. hedder det hos P. E. Müller om den isl. Historieskrivning l. c. S. 9-15. Det samme er og Tilfældet med Eddas mythologiske og mythisk-historiske Sange. Eet af de mest lærerige og overbevisende Exempler paa Sagakvadenes Omskrivning til Prosa frembyde de med Digtenes Brudstykker hist og her oplyste to Paraphraser af Hervarar-Saga,udgivne, for saa vidt de haves, af mig, Rafn, i Fornaldar-Sögur Norðrlanda 1ste Bind. Man sammenligne, f. Ex., S. 433 o. f. med 518 o. f. Paa sidstmeldte Sted hedder det nemlig: þetta er kveðit um við ræðu þeirra, dette har man digtet om deres Samtale, hvilke Vers dog paa sidstmeldte Sted indeholde en Deel af Fortællingen selv, hvorimod det förstmeldte kun meddeler noget af selve Samtalen, uden at nævne noget ældre fortællende Digt. Man seer tydelig at den ene Paraphrast har omskrevet Vers, som den anden meddeler, og omvendt.

Een Hervarar - Saga,
Originalens Prosa:
S.433. Hjörvarðr lendti í
Munavogi í þann tima er
sól settist; gekk hann siðan
á land upp; þar hitti hann
einn mann, þann er hjörðu
helt; sá kvað:
(Vers): Hvört (hvörr)ertu ita
í ey kominn?
gakktu sýsliga
gistingar til! o.s.v.
En anden Hervarar-Saga,
Vers:
S.518. Hitt heftr mær úng
í Munarvagi,
við sólar setri,
segg at hjörðu.
Hverr(er) einnsaman
í er kominn?
gakktu greilliga
gistingar til” o.s.v.
....................
....................

Begge Paraphraster fortælle her, den förste i Prosa, den anden i Vers, om Gervörs Ankomst til Munavog; dog nævner Prosaisten hende, ved hendes i Mandsforklædning antagne Navn, Hjörvard; Skjalden kalder hende "den unge Mö." I övrigt stemme de overeens; kun fortæller Prosaisten det selvsamme med flere Ord. De af ham anförte her indrykkede fire Verslinier (og mange af de fölgende) ere oprindelig de samme, som de der meddeles af den anden Paraphrast, men begge fremvise tilsammentagne adskillige Varianter. Disse tvende forskjellige Paraphraser af Hervarar Saga oplyse tydelig den Maade, hvorpaa de to tilsvarende af Thorfinn Karlsefnes Saga, og andre lignende, ere affattede; kun synes de her omhandlede at have mere nöiagtig holdt sig til deres Originaler end den udförligere af Hervarar-Saga, i det den f. Ex. aldeles ikke indlader sig paa at omskrive, eller meddele Indholdet af hele 32 Vers, som læses i Brudstykket af den anden l. c. S. 519 1 Brudstykkets Slutning begynder en tildeels prosaisk Omskrivning af de Gaadeviser, med tilhörende Svar, hvilke den större Sagameddeler i Vers. Desværre besidde vi ikke i nogen Membran mere af denne for Sagaskrivningens Historie saa mærkværdige Paraphrase! – Ligesaa tydelige, men end mangfoldigere Exempler afgive tvende Omskrivninger af deKvad, som ligge til Grund for den berömte Fridthjofs Saga, begge udgivne af mig, Rafn, i Formaldar-Sögur Norðrlanda 2den Deel: A) fra S.60 til 100 og B) iTillægene med tættere Skrift fra 488 til 503. En Sammenligning mellem disse Bearbeidelser vilde optage adskillige Blade, hvorfor vi, saa interessant den ender, nödes til atudelade den her. Vi bemærke kun, at det er vist, at de oprindelige Hvad have været affattede i forskjellige Versarter, nemlig a) Talevers, og b) den dem i Ælde og Simpelhed nærmest staaende Art af Drotkvad, som ikke har nogen Riimlyd eller saadan Assonance, kaldet Háttleysa d. e. Regel-Mangel. (See Olafsen l. c. S.57 o.f, jvf Rasks Anvisning til Isl. Fornspr. S.265 o.f). Begge Paraphraster have benyttet Oldtidsdigte af disse tvende Versarter; Forfatteren af B har endvidere (S.493) anfört en Strophe af et Kvad i c) den saakaldte Ránhenda (en Art af rimede Vers, som og er meget gammel, da vi have Sange deri fra Harald Haarfagers Tid; see Olafsen 69 o. f, Rask 268). Det meddeelte Brudstykke er uden Tvivl af dette Versemaals ældste Art Saaledes have og Eddadigtenes Samlere og Udgivere maattet anföre Brudstykker af forskjellige Digte og Versemaal under een Titel; see f. Ex. Edda antiqv. II, 101, Magnusens danske Overs. III, 258 o. fl. Steder. Vi have endnu en fabelagtig Oldtids-Saga, som vel er grundet paa Talevers, men dog hverken ommelder dem, eller meddeler nogen Pröve deraf. Det er nemlig Romund Greipsöns Saga (udgivet af mig, Rafn, i Fornaldar-S Norörl. 2 Deel S. 363–380; Dansk Overs.S.293-307). Vi see nemlig af den ældre Edda (Kh.Udg II, 116 jvfört med Titelen II, 26, Magnusens danske Oversættelse l. c. samt III, 312) at en Deel af denne Saga er paraphrastisk uddraget af et ældgammelt Digt kaldet Káru-ljóð (Kara's Sang eller Sangen om Kara). Denne Person (som i nogle Exemplarer af Sagaen skrives Lara) siges i Edda at have været en Valkyrie, men i Sagaen, hvis Helt hendes Modstander Romund er, ommeldes hun som en Hex eller tryllekyndig Kvinde. Dette Oldtidsdigt have vi desværre ikke længer, men maae formode at det, eller et andet lignende, hvorpaa Romunds Saga er bygget, har været til i Arngrim Johnsens Tid, thi han synes at have udskrevet en Strophe deraf, tillagt Helten Hadding, som er faldet i Stephanius's Hænder og meddeelt af ham i hans latinske Anmærkninger til Saxo S.79. Sandsynligviis har han enten været den ene af de to Brödre af Navnet Halding eller Hadding, som ommeldes i Sagaen, eller og den Hadding, Konge af Danmark, hvis Bedrifter Saxo fortæller i sin Histories 1ste Bog. Vissere er det at Romunds-Saga endvidere indeholder (i 8de Cap. l. c. S 376 o f og i Saga-Bibliotheket II, 545-556) et paraphrastisk Udtog eller Omskrivning af den ældre Eddas Vers og Beretninger i den anden Afdeling om Helge Hundingsbane (Kh Udg, II, 87-90, Magnusens danske Overs. III,292-294) men forandrer dog Heltens Navn fra Helge til Romund. (Jvf om alt dette v. d. Hagens Eddalieder von den Nibelungen, Verbesserungen und Zusätze S. V1-VII). Vi vide af Sturlunga-Saga I, 23 (jvf I, 9) at Rolf af Skalmarnes, (bekjendt i sin Tid som udmærket Sagafortæller, Skald og Lovkyndig) foredrog, sagði, i Brylluppet paa Reikhole Aar 1119 denne Saga tilligemed mange Viser, ok margar visur með; dette bekræfter det ovenanförte, da Viserne saaledes anförtes eller indeholdtes i Sagaen selv, hvori de nu ganske mangle. Nogle Exemplarer lægge til: þessa sögu hafði Hrólfr sjálfr saman setta d. e. denne Saga havde Rolf selv sammensat (i samme Udtryk som visse Annaler bruge om Sæmund Frodes Affattelse af den ældre Edda); det vil sige: han havde (som det nu synes, temmelig vilkaarlig) sammensanket dens Indhold fra forskjellige nordiske Oldtidskvad, söguljóð, til en prosaisk Paraphrase, i det han dog tillige meddeelte sine Tilhörere meget af Kvadene, som forlængst ere tabte for os. Denne Saga blev og fortalt Kong Sverre, som fandt at disse opdigtede Sagaer vare morsomme (de morsomste, har et Haandskrift). Dette maa være skeet efter Aar 1177. I det Bryllup, hvor Rolf foredrog den, holdtes mange Slags Lege, Dandse, andre Sagaer og Kvad recitertes o.s.v. Jvf.P.E.Müller i Nordisk Tidsskrift for Oldkh. I,22-23, og Saga-Bibliotheket II,545-556. Hertil hörer endvidere en Deel af Örvar-Odds-Saga (som og er til i to Bearbeidelser, udgivne i Fornaldar-S Norðrl. A) II, 159-322, og B) 504-559) forhen udgivet af Rask i hans Sýnishorn, Stockholm 1819). Vistnok ligge ældgamle Digte til Grund for noget af den, men den er öiensynlig foröget med mange Tillæg baade i Vers og Prosa i de christne Tider, af Præster eller Munke, som fremstilte hin Oldtidskæmpe som en Fjende af de hedenske Guder og endelig som en god Christen; ved slige Opdigtelser sögte de t fortrænge de egentlig hedenske Sagn og Sagnkvad.

Eet af de vigtigste Vidner for de Island angaaende Sagaers Affattelse paa en lignende Maade er uden Tvivl den norske Munk Theodorik eller Thjodrek (Þjóðrekr) i Trondhjem, som henved 1160 skrev en Udsigt over det Norske Monarchies gamle Historie (fra Harald Haarfager af). I sin Fortale angiver han udtrykkelig Islændernes "gamle Kvad", carmina antiqua, som sin Hovedkilde til dette Skrift[11]. Disse samme Kvad have da uden Tvivl ogsaa ligget til Grund for Ares og Sæmunds noget ældre men udförligere Værker over de samme Gjenstande, hvis Hovedindhold vistnok endnu er opbevaret i forskjellige Oldskrifter, som i meget stemme overeens med Theodoriks lille Arbeide. Nogle af hine Oldtidsviser have ei allene angaaet Norge, men ogsaa Island, især dets Opdagere, hvorom Theodoriks 3 Capitel (de inventoribus Islandiæ) handler. Ved Udarbeidelsen af de hertil hörende Undersögelser (ovenfor S. 88-104) undlode vi at eftersee dette latinske Oldskrift, som vi da ikke havde ved Haanden – men tillægge nu deraf et Hovedbeviis for vor nysmeldte Fremstillings Rigtighed, da Theodoriks Udsagn ganske stemmer overeens med den, skjönt udledt fra islandske Skrifter. Han siger nemlig udtrykkelig, at Gardar (Garthar for Garðar eller Garþar) var Islands allerförste Opdager, og at Landet efter ham först var blevet kaldt Gardarsholm; – næst efter ham sætter han Floke, men nævner ikke Naddodd, skjönt han bemærker at nogle fortælle: at visse Folk bleve i Haralds 9de eller 10de Regjeringsaar (altsaa 872 eller 73) fordrevne fra Færöerne (insulis Pharis) til det da ubekjendte eller lidet bekjendte Island, hvilket han dog hverken tör antage for vist, som sandt eller usandt. Alt dette stemmer vel overeens med den ældste (og af os som troværdigst antagne) Landnamas Beretninger og Udtryk[12], men bliver især mærkeligt formedelst de paaberaabte Oldtidskvad, hvoraf ogsaa disse Begivenheder ere uddragne[13].Vi kunne ingenlunde tvivle derom, at Landnamas ældste Forfatter Are Frode har benyttet mange saadanne Viser til sit Værks Udarbeidelse, men dets Plan tillod ham kun yderst sjelden at omskrive eller fölge dem nöiagtig, med mindre det stundum er skeet ved Slægtregistrene, som sandsynligviis tit ere blevne indklædte i slige Mindevers. Snorres Fortale til Heimskringla underretter os og om, at Are virkelig har lært mangent (gammelt) fortællende Kvad, marga fræði[14], især af Hall Thorarensön og af Thurid, Snorre Godes Datter. Saadanne historiske Talevers kaldes dog sammesteds end tydeligere söguljóð[15] næsten ganske svarende til Rasks nyere Benævnelse, thi Snorre Sturlesön siger udtrykkelig deri, at han for en stor Deel har skrevet sit Værk efter gamle Kvad og Fortællingsvers, som Folk have havt sig til Tidsfordriv[16]. Til Exempel paa saadanne nævner han kun to af de vigtigste historiske Digte, forfattede af berömte Skalde, (Thjodolf og Eyvind) af hvilke han og har indfört meget i sit Værk, som Hoved-Beviissteder Oldtidskvadene, naar de ei vare forvanskede eller urigtig foredragne, ansaae han overhoved for de troværdigste Hilder til Nordens gamle Historie Dog bemærker Snorre: at han især anförer Exempler af saadanne Kvad, som vare digtede af Kongernes egne Skalde, eller foredragne for selve Fyrsterne eller deres Sönner. De, uden Tvivl meget mange, övrige nævner eller anförer han derimod ikke i denne sin almindelige Fortale.

At beskrive og opregne de forskjellige Arter hvor til disse Kvad kunne henföres, maae vi her ganske undlade (i det vi ovenfor have betegnet den os her vedkommende) men henvise derom især til Olafsens og Rasks ovenfor (S.293) paaberaabte Værker[17]. Vistnok besidde vi endnu meget af Islændernes ældste Digtninger, men en ulige större Mængde er dog forlængst begravet i Forglemmelsens Afgrund[18], deels som aldrig optegnet ved den med Christendommen indförte Bogstavskrift (thi adskillige vides forhen at have været indhuggede paa Stene eller indskaarne paa Træ med de gamle Runer[19], deels som senere tabte. Det uhyre Forraad af mindre Kvad, som vare i Gang blandt Islænderne kort efter Christendommens Indförelse vises f. Ex. af den bekjendte Fortælling om Stuf, som vandt Kong Harald Haardraades Gunst ved at foredrage ham en stor Mængde saadanne. I Island selv tjente de til nyttig og underholdende Tidsfordriv i de lange Vinteraftener, gjerne foredragne af Mænd eller Kvinder, som havde opofret en stor Deel af deres Liv til at lære dem og bevare dem i Hukommelsen[20]. Ved Gjæstebude og offentlige Sammenkomster, paa Thingene, i almindelige Legestuer, ved de saakaldte Hestekampe o. s. v. udgjorde de, især i Aftentimerne, en betydelig Deel af det almindelige Morskab. Dands brugtes i Island allerede i de hedenske Tider; uden Tvivl pleiede den da at ledsages af Sänge, hörende til Taleversenes eller Drotkvadets ældste Art. Denne Bemærkning er neppe fremsat for hen, og vi nödes derfor til at bevise den nöiere, samt til at udvikle dens Grunde. At synge til Dands var Oldtidens almindelige Maade, f. Ex. blandt Græker, Romere, de sydlige Gother, de med disse sandsynligviis beslægtede Sogdianere (mellem det sorte og kaspiske Hav) m. fl. Ogsaa vore nordiske Forfædre have brugt denne Maade; det see vi ikke allene af Arngrim Johnsens Beretninger (i Crymogæa S.57[21]) jævnförte med Eggert Olafsens Beskrivelse over lslændernes sidste Nationaldands, men og af Fortællingen om Hallfred Vanraadeskald i den Skalholtske Udgave af Olaf Tryggvesöns store Saga (efter en Afskrift, der oprindelig stammer fra Flatöbogen) 2den Deel S. 81, hvor en Strophe af en saadan Dandsesang fra det 10de Aarhundrede (affattet i det ældste urimede Drotkvad; sée ovenfor S. 315) uden Tvivl forekommer, jvf. S. Thorlacius i Ant. bor observ misc. IV,227. Den gothiske Sang ved Nytaarsfesten i Constantinopel afsanges ved en Art af Dands, og den var netopaffattet i de gamle Skandinavers Talevers[22]. At en Sang, som blev sunget ved Dandsen, ogsaa i det gamle Island kaldtes Dans, vide vi af adskillige Steder i Sagaerne, især Sturlunga f. Ex. III, 317, hvor vi see at nogle saadanne have været affattede i en tragisk Tone[23], og mene da at slige Sange og Melodier, som nævnes i Fortællingen om den dansk födte Norna-Gest, der övede den Idræt at slaae Harpen, synge gamle Sange og fortælle Sagaer[24] (Fornaldar-Sögur I, 318, Overs. S. 295) nemlig Kæmpeviser om Volsunger og Gjukunger (som de i den ældre Edda), samt tillige andre mere historiske Sange, især have været bestemte til Dands, stundum ledsagede af Harpens Klang; jvf den gamle Bósa-Saga, sammesteds III, 222-24, hvor Dandsen falda-feykir d. e. den som bortvifter Kvinders Hovedtöier, forekommer blandt andre slige f. Ex. om Hjarande, ellers nævnt som Fader til Hedin, bekjendt af det ældgamle danske Sagn om Högne og Hilde o. fl. Jvf. Sturlunga I, 23, II, 117, III, 80, 258. Blandt den senere.Middelalders nyere Kæmpeviser eller de nu paa Island saakaldte Fornkvæði eller Oldtidskvad, hvis Undergang vi snart ville foranlediges til at udvikle, have mange havt et Omkvæd, som udtrykkelig viser at de bleve afsungne til Dands, f. Ex. a) Þá var sleginn dans, da blev Dandsen spillet – eller holdt, et Udtryk, som forekommer i Sturlungas 5te Bogs 8de Cap. om en slig Aftenforlystelse paa Island, Aar 1209; til Omkvædet hörer det fuldkommen tragiske Kvad, paa 87 Stropher, om Asa og Signy, dog kaldet "Asas Dands" Ásu-dans. b) Dans vill hún herra, "til Dands vil hun lytte," til et Kvad af samme Art om den danske Mö Tove. c) Hún dansar vel, "hun dandser vel,” om den unge Magnilde som druknede i Skodborgaa. d) Dável gengr dansinn, "herlig gaaer Dandsen," til en Sang, hvis Fortælling dog slutter med et lykkeligt Udfald. e) Vel dansa hofmenn, "Hofmændene dandse vel," til en Sang paa 55 Stropher, om en svensk Kæmpe Magne. End flere bære det udtrykkelige Navn af dans, som Magna-dans, Kistu-dans o. fl. Enkelte begynde med Dandsens Anmeldelse eller Beskrivelse, f. Ex.

Bóthildr dansar út ok inn
með riddurum.
Bodild dandser ud og ind
med Riddere.

Andre Omkvæd holde sig mere til de gode Drikke, som vankede ved Dandsegilderne, f. Ex. þar blandast öl ok vin, der skjænkes Öl og Viin; drekkum hægt vín, lader os drikke Viin til Maade. Sidestykker hertil mangle aldeles ikke i de danske Kæmpeviser.

Efter et löseligt Gjennemsyn af Nyerups, Abrahamsons og Rahbeks sidste Udgave af de saakaldte Kæmpeviser, under Titel: Udvalgte Danske Viser fraMiddelalderen, 5 Dele,8, Kh. 1812-1818, tillade vi os, til Beviis herpaa, at anföre fölgende Omkvæd m.m., efter de Nummere, som Viserne der have: 1) Om Sivard Snarensvend, oprindelig Eddas Sigurd Fafnersbane, i Slutningsverset:

Der gaaer Dands paa Brattingsborg,
der dandse de stærke Helte o. s. v. -

35) Om Oluf og Alfnympherne eller Ellepigerne, Om kvæd: Men "Dandsen den gaaer saa let gjennem Lunden." 40) Om Signelil, Omkvæd: "Og de legte over Volden.” 64) Vaagenatten, Begyndelse: "Det er i Nat Vaagenat, der komme saa mange til Dandsen brat." 65) Om Kong Valdemar den 1ste, Omkvæd: "Saa let da ganger der Dandsen." 69) Om Kong Valdemar den 2den, Omkvæd: "Den Havfru dandser paa Tillie" 80) Om Marsk Stig og Ranild, Begyndelsen: "Der gaaer Dands paa Ribergade" o.s.v. da hele Visen mest handler om Dands. 95) Om Tovelille, Begyndelsen: "Der gaaer Dands i Borgegaard.” 155). "Der gaaer Dands i Herr Sverkels Gaard" o.s.v. 180) Om Ridder Iver Lang, Begyndelsen: "Der gaaer Dands paa Tofte", 2 Vers "Der gaaer Dands i Enge" o.s.v.[25] 181) kaldet Haagens Dands: "Saa herlig dandser han Haagen." 182) Om en Söster, der befriede sin Broder: "Saavel da ganger der Dandsen." Til denne Vise haves baade gamle islandske og svenske Sidestykker. Gram har meent at den var fra den Tid da Grev Geert herskede i Jylland, henved 1330, men den er sandsynligviis endnu ældre af Oprindelse. 199) "Dandser I vel, mit skjönne, unge Liv!” 218) Om Norges Konge ved Õrkenöerne: "Jomfruer, I lader af at lege!" 219) Liden Kirstens Dands, Begyndelse: "Liden Kirsten! træd i Dandsen med mig!" Tid og Sted tillade os ikke at nævne flere af de mange Omkvæd, som mindre bogstavelig antyde den samme Bestemmelse for en stor Deel af de saakaldte Kæmpeviser[26] Vi ville ikke indlade os paa at bestemme disse mærkværdige danske Digtningers höieste Alder, hvilken to af deres lærde og sindrige Oversættere, Britten Jamieson og Tydskeren W. Grimm, som begge mene at Skandinaverne, især de Danske, indförte dem i Storbritannien[27], saaledes henföre til den graa Oldtid, men Nyerup i det seneste til det 12te, 13de og 14de Aarhundrede[28], dog haabe vi, at vi i det fölgende, jævnfört med det ovenstaaende, ville kunne bevise, at Sange af en lignende Indretning allerede vare i Brug paa Island henved Aaret 1200 og sandsynligviis noget för, maaskee endog henved 1100, samt at de da kaldtes Dandse," i Enkelttal dans, i Fleertal dansar, og at de der i Landet fulgte efter andre Kvad, forhen brugte til samme Bestemmelse, affattede i de ældgamle Talevers og det urimede Drotkvad[29]. Een af de her omhandlede Hovedbestemmelser var da den, at afsynges ved Dandsegilder og andre selskabelige Forlystelser. Det er saaledes da höist mærkeligt, og kan antages for at være fuldkommen overbevisende om denne Sætnings Rigtighed, at slige Viser endnu anvendes paa Færöerne til den selv samme Bestemmelse, i det de afsynges der til Indbyggernes Dandse ved höitidelige Sammenkomster; see derom Landt i Færöernes Beskrivelse S. 450 (jvf. 448-49) og Lyngbye Færöiske Kvæder, Fortalens S.7, samt end udförligere i Nyerups Magazin for Reiseiagttagelser 1ste Bind. Skjönt de fleste islandske Dandsesange af den ommeldte Art, af de forholdsmæssig faa, som vi endnu have tilbage, handle om udenlandske Personer, prise dog enkelte af dem visse indenlandske f. Ex. Gunnar paa Hlidarende, Njalas tappreste Helt). Som ovenmeldt vare mange blandt dem, ligesom de danske o. fl., af tragisk Indhold, andre derimod af lavkomisk, tildeels Satirer over visse levende Personer f. Ex. mange Dandsesange, margir dansar, som Hövdingen Lopt Paulsöns Modstandere forfattede om ham og flere, omtrent Aar 1220, ganske i en paroderet Kæmpevises Tone og Verseart (see Sturlunga II,57,67[30]) ligesom og andre af lignende Art fra Aaret 1200 ommeldes II, 17 o. f. Paa den Tid fik nogle bestandige Tilnavne af deres Hengivenhed til Dands eller Dandsesange, f. Ex. den i Sturlunga omtalte Dandse Berg, Dansa-Bergr. Henved Aaret 1110 havde vel Biskop Jon Õgmundsön forbudet al Dands tilligemed de til den hörende gamle Viser; den vedblev vel, mest, som det synes, ledsaget af nye Sange, men forbödes dog især de Geistlige, thi henved 1250 afsatte Biskop Henrik af Holum en Præst, som havde dandset udmærket godt ved et Gilde i Vidvig[31]. Dette Slags Dands vedvarede paa Island lige til det 18de Aarhundredes Midte, efter hvad vi senere komme til at bemærke. Efter Reformationen sögte aandelige Digtere af Præstestanden at give Dandsesangene, da, ligesom tildeels fordum, kaldte vikivaki, et christeligt Anströg, hvilket nogle saadanne paa Færöerne endnu have; selv Drikkeviser for Mindebægere o.s.v. udarbeidedes da paa samme Maade. Som bekjendt svare de sydlige Europæeres Ballader, i deres Form og Versemaal, til de nordiske Kæmpeviser og Islands nyere fornkvæði. Den dem tillagte Benævnelse viser meget tydelig deres rette Bestemmelse, da den maa udledes af Middelalderens Latinske, endnu Italienske ballare, balare, dandse, Fransk baller, vel ogsaa Dandsesang, hvoraf det italienske ballata, Dands, Dandsesang, Fransk ballade, Engelsk ballad. Fra Middelalderens Latinsk-Barbariske ballus kommer det Franske bal, Engelske ball, som ogsaa nu i de nordiske Sprog er blevet et almindeligt Ord. Til de ovenmeldte saakaldte ballationes bleve netop Sange, cantica, afsjungne, ligesaavel som til Nordboernes Dandse, men begge forenede Arter af Forlystelser bleve forbudne de Franske og Tydske af Keiser Ludvig den Fromme (See Capitularia Franc. Lib. VI, c. 193), fordi de vare Levninger af Hedningernes Skikke, quia hæc de consuetudine paganorum remanserunt. De nævnes ellers Hedningernes Dandse og Sange, ballationes et cantica gentilium, i den hellige Eligius's Levnet, fra det 7de Aarhundrede. Allerede i Aaret 791 ivrede Alcuin blandt Frankerne mod slige Fornöielser, da en heel Mængde af urene Aander, efter hans Udtryk, fulgtes med Göglere og Dandsere, Det Slags Forbud bleve tit gjentagne af Kirkeforsamlingerne, f. Ex. den i Cabillon 813. Efter gamle Krönikeskriveres Beretninger, meddeelte af Muratori (Antiqu. Ital. II, 844) pleiede Kæmpeviser (saadanne som de senere om Roland og Oliver, som endnu besynges i Island blandt andre Fortidshelte) i den tidligere Middelalder at afsynges ved de offentlige Dandse. Vi maae erindre, at Folk af gothisk og longobardisk Herkomst, beslægtede paa een Side med de nordiske Gother og Joter, og paa den anden med Franker og Nordtydske, da vare komne til Herredömmet i Italien. Det bliver saaledes vanskeligt at bestemme, om Middelalderens rimede Folkeviser först ere opkomne i Syden, eller i vort Norden, hvor den rimede Rúnhenda vides at have været i Brug i Harald Haarfagers Tider. At denne Digteart, som af Wharton’s History of the English poetry I, 9,28 (nyeste Udg) sees at have været i Brug i England i det 11te Aarhundrede, ikke kan nedstamme fra Græker eller Romere, viser disse Folks bekjendte Prosodie for godt til at kunne antage. Om den hos de nyere Europæere har en celtisk, gothisk eller österlandsk Oprindelse, overlade vi til kyndige Granskeres fremtidige Undersögelser. Her have vi godtgjort dens höie Ælde i Norden, og bemærke (med P. E. Müller l. c.), at ligesom de af den opstaaede Fornkvæði, Kæmpeviser eller Ballader, kunne ansees for yngre end Taleversene og Drotkvadet, saa efterfulgtes de paa Island af de saakaldte Rimur og andre kunstig rimede Kvad, ligesom dette sidste og er blevet Tilfældet i samtlige europæiske Lande. Vi slutte disse Efterretninger om vor Oldtids Höitids- og Dandsesange med andre lignende om enkelte Folkeslag, som endnu beholde den fjærneste Oldtids Skikke. Afghanerne (et stort Folk i Bjergstrækningerne nordenfor Indien, sandsynligviis i Nærheden af den gothiske Folkestammes ældste Hjemstavn) have mange tildeels meget gamle Sange, som angaae Kjærlighed, utallige Ballader over deres Stammes Krigere og enkelte Anföreres Bedrifter, Mindesange over afdöde Hövdinger o.s.v. De afsynges til et Instrument, som ligner Luth eller Gitar, to Arter af Giger og en vis Art af Hobo, maaskee de som vore Forfædre kaldte Harpe, Gige og Lure. De synges og spilles til Kredsdandsene, af visse Forsangere, saaledes at de Dandsende stundum istemme Choret, ligesom fordum i vort Norden og endnu paa Færöerne. (Ephinstone i. c. I, 369 o. f.[32]). Nordamerikas saakaldte Indianere afsynge stedse i deres Gilder ældgamle Sange, som tildeels indeholde mange nu for de fleste uforstaaelige Udtryk, handlende om Oldtidens Kæmper og deres egne Forfædres store Bedrifter; tillige dandse de yngre til visse Sange og Omkvæd; de ældre og fornemme dandse vel ikke, men synge med adskillige, dog mindre voldsomme Legemsbevægelser; disse Kvad handle tildeels om deres Guder og Helte, men tillige og, som Hædersdigte, om de Ypperste blandt de tilstedeværende, som menes at fortjene sligt. End andre ere af komisk og satirisk Indhold, til deels stilede mod visse Personer, som dog ikke pleie at tage denne Spög fortrydelig op (see Kutschers Amerika I, 278-285). At selv de grönlandske Eskimoers Höitids og Dandsesange ere af et lignende Indhold, faae vi i det fölgende Anledning til at oplyse. Saaledes bekræftes det vel næsten overalt, hvad Walter Scott har bemærket med Hensyn til de skotske Ballader: "Sanggudinden, hvis Udgydelser kun forlyste en meget ringe Deel af en dannet Nation, foredrager, i begeistrede Sange, de udannede Folks Historie, Love, ja selv deres Religion. Hvor Pen og Presse mangle, indprenter Digtningernes Toneström Efterslægtens Hukommelse deres Forfædres Daad og Tanker. Vers staae i en meget naturlig Forbindelse med Musik, og hos et raat Folk skeer kun sjelden noget Brud paa denne Forening. Derved erindres Kvadene:

frembrusende i Harmoniens Ström,

desto lettere af den Fremsigende, og virke tillige med et des stærkere Indtryk paa Tilhörerne. Saaledes gives der neppe et Folk, som er saa dyrisk raat, at det ikke lytter med Henrykkelse til dets Skjaldes Sange, som skildre dets Forfædres Stordaad, fremstille dets Love og Sædelære, samt forkynde dets Guders Priis[33]. Alt dette passer saare nöie paa Oldtidens Skandinaver, og G. L. Baden har saaledes fuldkommen ret i disse sine indholdsrige, og som vi haabe her af os med nye Grunde udförligen beviste Ord: "Overalt maae vi, som flere Nationer, söge vor gamle Historie i Oldtidens Sange." (Histor. Afhandl. I, 314). Efter det ovenanförte tvivle vi ikke paa, at en stor Deel af Islands egne endnu bevarede Sagaer er sammensat af hine ægte Oldtidsdigte, d. e. ældre end Aaret 1200 efter vor Tidsregning, paa en aldeles rhapsodisk Maade[34], og det saaledes at man endnu kan udpege eller gjengive hele Stropher og skrevne Sider af Original-Kvadene. Vi ere da fuldkommen enige med en höilærd Forfatter, som allerede forhen ved et halvt Hundrede Aarsiden nedskrev dette mærkværdige Udsagn om de oldnordiske, paa Island bevarede eller forfattede Kvad: "Disse Alderdommens Levninger have, for (förend) Skrivekunsten hos os tog Borgerskab, fra Slægt til Slægt igjennem en lang Række af Aarhundreder forplantet sig og frelst fra Forglemmelse adskillige mærkværdige Ting og Tildragelser, hvis Beretninger ere at ansee for mere visse og troværdige, end hvad som andre mundtlige Overleverelser sige os om hine fjærne og mörke Tider. Vor nordiske Historie er uddragen af disse Digte, som, da den blev skreven, var i Behold og kundes uden ad i langt större Mængde end det, som nu haves tilbage deraf." (John Olafsen: Nordens gamle Digtekunst S. 9).

Ligesom det her antydes, gav vistnok vor Bogstavskrifts Indförelse det förste Stöd til de gamle Kvads Undergang i deres oprindelige Skikkelse. De, som först oplærtes i den, vare næsten alle bestemte til den geistlige Stand, som skulde rodfæste, vedligeholde og udbrede den nye Troeslære, til hvis Hovedformaal det hörte at udrydde alle Hedendommens Levninger, hvortil man og regnede dens Oldtidskvad. Dette bevidner Historien især om den förste Biskop til Holum, Jon Øgmundsön, som siden for sin store heri udviste Iver blev dyrket som en Helgen. Han forböd paa det alvorligste Dands, Legestuer, som dog ikke fuldkommen kunde afskaffes, de Sange, som Mandfolk og Fruentimmer mest ved saadanne Leiligheder pleiede vexelviis at synge til hinanden og deslige[35]. Han gik endog saavidt at de fleste af Ugedagenes gamle Navne, som dog endnu bruges i det övrige Norden, bleve ved en Lov afskaffede paa Island, og andre, endnu brugte, satte isteden for dem, fordi de ældre erindrede om de ypperste hedenske Guddommes Navne. I hine fædrelandske Digtningers Sted paalagdes det baade Mænd og Kvinder at lære latinske eller andre for dem lidt forstaaelige Psalmer, Bönner, Troesbekjendelser og Formularer, som daglig maatte fremsiges adskillige Gange o. s. v. Denne Biskop forestod sit indflydelsesrige Embede fra Aaret 1107 til 1121. Da saaledes Oldtidskvadene vare bandlyste og forhadte blandt Fleerheden af de Geistlige[36], kan man ikke undres over at Islands förste Skribenter, som hörte til denne Stand, forsömte at före dem i Pennen, men derimodbenyttede dem efterhaanden til historiske Arbeider, samt uden Tvivl tildeels til næsten fuldstændige prosaiske Omskrivninger[37], hvorved de fik Leilighed til at bortkaste al den hedenske Surdei, som de ansaae for skadelig, af deres egen fornyede Fremstilling, samt undertiden til egne Interpolationer, som de antoge at være gavnlige for Christendommens Sag blandt Almuen; ogsaa forfattede de lignende, men christelig damnede, nye Kvad og Sagaer eller Legender til Almuens Opbyggelse. Her kunne vi ikke udförlig behandle denne Gjenstand, men henpege blot paa en parallel Begivenhed i meget nyere Tider, som paa Island, saa at sige, har udryddet en yngre Art af Fortidsdigte, de der nu saakaldte Fornkvæði (gamle Viser, jvf. ovenfor S.324). De bestode tildeels af de heromhandlede Talevers, men dog for störste Delen af andre, som i deres Indretning ganske svarede til Britternes og de nyere Tydskeres Ballader, Skandinavernes saakaldte Kæmpeviser (see ovemfor S. 330); den sidstommeldte Art kom i Brug paa Island henved Aaret 1200, om ikke för, og vides da især at have været brugt til Dands, ligesom det endnu er Tilfældet paa Færöerne, og hvilket vi ligeledes af mange slige danske og svenske Visers Omkvæd og Udtryk see at have været deres egentlige Bestemmelse. Mange Hundrede af dem erindredes og bleve saaledes paa Island sungne, lige til henimod Midten af det 18de Aarhundrede, da Geistligheden, under Christian den 6tes Regjering, udvirkede et Kongeligt Forbud (i Forordningen af 27 Mai 1746 § 18), mod Dands og offentlige Legestuer, gleðir[38], som forhen paa visse Tider vare brugelige. Ligeledes forbödes det overhoved strængelig at læse eller synge de som fabelagtige og forargelige betegnede Fortællinger og Sange, der forhen pleiede at foredrages ved slige og andre Leiligheder, o.s.v. Hine Folke-Forlystelser ophörte da ganske, og med dem forsvandt de fleste af de til dem hörende gamle Kvad, som indtil den Tid pleiede at opskrives, men siden ikke. Ved de paa samme Tid indförte aarlige Huusbesögelser af Præsterne, sögte de trolig paa alle Maader at fuldbyrde hint Forbud, og det er lykkets dem ret godt, da de faa Levninger af slige Viser nu ere yderst sjeldne at overkomme skrevne, thi neppe een af dem haves fuldstændig paa Tryk, da Pressen, ligetil 1773, kun var i Geistlighedens Hænder, og tillige ere de næsten ganske udryddede af Almuens Hukommelse. Endog Sagaerne, hvilke slige Biskopper som Brynjulf Svendsen, Thorlak Skulesen og Thord Thorlacius dog længe för havde sögt at redde fra Undergang, var af hine noget bigotte Klerke tiltænkt den samme Skjebne, da ogsaa deres Læsning blev strængelig forbudet, men dette Forbud blev dog, til al Lykke, uden synderlig Virkning, og kom efter faa Aars Forlöb aldeles ud af Kraft. Dands og Legestuer, efter den gamle Maade med de dertil hörende Sange, vare der imod og bleve fremdeles fuldkommen afskaffede i hele Landet. Har ikke engang den nu paa Island for alle tilgængelige Bogstavskrift i vore Dage, selv forenet med Bogtrykkerkunstens höieste Flor, kunnet redde en heel Hovedart af Fortidsviser (fornkvaði) fra en næsten almindelig Undergang, fordi den rammedes af Geistlighedens og Ôvrighedens Forbud – saa kunne vi ikke forundre os over, at en lignende og end strængere Fremgangsmaade, i den mörke Middelalder, har kunnet udrette det samme mod en anden (söguljóð), især da dens Levninger, igjennem 7 til 8 Aarhundreder, efterhaanden kunne være forsvundne, forsaavidt de, som sagt, ikke, i en anden Skikkelse, ere blevne bevarede for os i Sagaerne[39].

De Sagaer, der endnu kunne vises at være grundede paa saadanne Kvad, der enten vare ganske eller næsten samtidige med de Personer og Begivenheder, som de omhandle, maae efter vor Mening, ansees for meget troværdige. Sagakvadenes Forfattere have, naar de bearbeidede et saadant Stof, mere lagt an paa Fortællingens Sandfærdighed og nöiagtige Fremstilling, end paa et blomstrende og digterisk Foredrag, der mere fremskinner i dem, som besynge Oldtidens Guder og Helte. Dog have disse, saaledes som vi have dem i den ældre Edda, tjent til Forbilleder for de nyere Kvad, baade med Hensyn til Versemaalet og til den dialogiske eller dramatiske Fremstillingsmaade [40]. Denne er tillige i de sidstmeldte tit bleven grundet paa historisk Sandhed, i det de virkelig holdte Samtaler, saaledes som de kom til Sagaskaldens Kundskab, kun ere blevne lempede efter Bogstavrimene og Taleversenes hertil meget skikkede frie og afvexlende Form. Kvadenes Paraphraster, de tit meget sildigere levende Sagaskrivere, maatte det da falde let at gjengive Samta lerne deres oprindelige Skikkelse – men de have i det heromhandlede Tilfælde ingenlunde, hvilket og i visse Maader maatte synes at kunne skade Beretningernes Troværdighed, selv sammensat eller opdigtet lange Samtaler mellem historiske Personer, som vare döde for flere Aarhundreder siden, men kun uddraget dem, tilligemed Sagnene om vedkommende Personer og Handlinger, af de fortællende Sagakvad, der enten, som sagt, vare omtrent samtidige, eller og noget nyere, enten efter gængse men gamle, i Oldtiden oprundne Folkesagn, eller efter ældre, mere eller mindre troværdige Viser. At udfinde saadanne Hildesanges eller Fortællingers forskjellige Ægthed og Alder, er vist ikke let, men maa dog vel, i mange Tilfælde, ansees for mueligt. Saaledes forklare vi os Hovedaarsagerne til den store dramatiske Interesse, som de fleste gode Sagaer tilbyde[41]. Sagaernes hyppig nuyere Omskrivning til islandske Kvad, de saakaldte Rimur, er (og det allermindst i det 18de Aarhundredes forkunstlede Former med de dertil hörende sögte og dunkle Udtryk), ulige mindre skikket til en naturlig eller historisk tro Fremstilling af Taler eller Tildragelser end de med rette saakaldte Talevers, söguljóð, som udgjöre Sagaernes ældste og stærkeste Grundvold.

Vore Læsere undskylde gunstigst denne Afvigelse fra Hovedæmnet, som vi ansaae for nödvendig til Oplysning af Erik Rödes og Thorfinn Karlsefnes Sagaers oprindelige Beskaffenhed, i det tillige en saadan Undersögelse, saa vidt vi vide, aldrig er blevet foretaget ved nogen Saga, som omhandler Islænderes eller Grönlænderes Begivenheder og Bedrifter[42]. Vi tillægge endnu den vor. Mening: at det Kvad i Erik den Rödes Saga, som har handlet om Thorstein Eriksöns Död og Spaadomme, samt det om hans Söster Freydis og hendes næsten utrolige Udaad, synes at være yngre end de övrige Kvad i denne og Thorfinn Karlsefnes Sagaer, eller i det mindste saaledes interpolerede, at Spaadommene om Gudrids og Freydiss meget forskjellige Afkom (S. 236-37, 254-55) ere meget senere tilsatte.

Det staaer endnu tilbage at angive de Haandskrifter som af os ere blevne benyttede til nærværende Udgave af Thorfinn Karlsefnes Saga. De maae, som ovenmeldt, inddeles i to Classer, efter forskjellige Hoved-Recensioner eller Paraphraser fra de ældste, for Sagaen til Grund liggende, Kvad.

A. Til den förste Classe höre:

1) Den til Grund for nærværende Udgave lagte Pergaments-Bog Nr.544 i 4 af den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling ved Hjöbenhavns Universitets-Bibliothek. Denne Codex benævnes her A. Det er en fortræffelig Membran, efter alle Mærker fra Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, eller endog fra Slutningen af det 13de. I den findes desuden en Deel andre oldnordiske större eller mindre Stykker, hvoraf fölgende allerede ere udgivne: a) En særegen fra de övrige bekjendte afvigende Recension af Eddadigtet Vólu-spá, Valas Spaadom, indfört i den store kjöbenhavnske Udgave af den ældre Edda 3 Deel, S. 191-208. b) et stort og mærkeligt Brudstykke af Sagaen om Heidrek og Hervör (omhandlet ovenfor S.314o.f) aftrykt i Fornaldar Sögur Norðrlanda 1 B. S. 513-533. c) Fortælling om Ragnar Lodbroks Sönner, sammesteds S.353-60. d) et Brudstykke om Oplændingernes Konger sammesteds 2 B. S. 101-106 e) Sagaen om Kong Harald Haarfagers Skalde, aftrykt i Fornmanna-Sögur, 3de B. S. 85-88 f) Geographiske Optegnelser, benyttede ved Werlauffs Udgave af Symbolæ ad Geographiam medi ævi (1821, 4). Fölgende af dem ere derimod endnu ikke udgivne: g) Troyomanna-Saga, en nordisk Bearbeidelse, fra Middelalderen, af den trojanske Krigs Historie, h) Breta-Sögur, de ældste brittiske Kongers Historie, i) Merlinus-spá, den berömte brittiske Skald Merlins Spaadomme; begge de sidste Skrifter ere oversatte paa Islandsk i Middelalderen, k) et Fragment af Hemings-þáttr, l) et andet – for nærværende Værk meget vigtigt, hvilket vi herefter komme til at benytte – af Fóstbræðra-Saga, m) adskillige Blandinger af theologisk, komputistisk, mathematisk og physisk, tildeels mærkeligt, Indhold. I denne Oldbog sees mange forskjellige Hænder, men især i vor Saga tvende, dog begge fra samme Tid. Den ene, hvormed den störste Deel er skreven, er mindre skjön, og maaskee en ældre Mands; den anden er smukkere og har fastere Træk, saa at den lader til at være en yngres. Paa mange Sider har Skriften, som det synes allerede for flere Aarhundreder siden været meget afbleget, paa enkelte ganske udslettet, og den er derfor tildeels bleven opfrisket ved senere Overskrivning. At dette forholder sig saa, derpaa ere der tydelige Mærker, saavel paa andre Steder af de övrige Skrifter der indeholdes i Bogen, som ogsaa i denne Saga, f. Ex. i Slutningen af 1ste Capitel: Hann átti þá konu er het.... Her staaer Pladsen aaben for Navnet, som forlængst har været saaudslidt og dunkelt, at Overskriveren i sin Tid ikke har kunnet læse det, og ei heller lader det sig nu paa nogen Maade læse. Noget lignende sees ogsaa af Fortællingen i 4de Capitel om Eriks Ridt till Skibet, hvor den sidste Stavelse af Ordet avlar er glemt at overskrives, og sees at være med samme Haand som findes i Sagaens Slutning, der slet ikke er overskrevet. Sagaens Titel fattes eller er ulæselig i Oldbogen, men er tilsat i samme med Arne Magnussens Haand, saaledes som den her paa sit Sted anföres. Af Særegenheder i Retskrivningen bemærkes: at den angelsaxiske Form ea her ofte forekommer for ja, som seá for sjá; stundum ogsaa Endelsen o for u, som föro for föru. Endvidere skrives iftr, firir for de ellers brugelige yfir, fyrir, hengat for hingat. Denne höist mærkelige Oldbog, der fordum har indeholdt mange forskjellige Værker, er nu ingenlunde fuldstændig, hvilket allerede den anförte Indholdsliste viser, og har ei heller været det, da Arne Magnussen, som ingen Notice har efterladt sig om den, blev dens Eier, thi i Cataloget beskrives den som uden Bind samt ellers i en maadelig Forfatning. Vi ville see af det efterfölgende, at Björn Johnsen[43] til Brug for sine Grönlands Annaler har taget en paraphrastisk Afskrift af den i samme indeholdte Thorfinn Karlsefnes Saga, samt excerperet mere af denne Codex, hvilken han giver Navn af Hauksbók eller Hauks Bog, fordi han udtrykkelig siger at Laugmand Hauk Erlendsön har skrevet den. Vi antage dette Udsagn tildeels for aldeles sandfærdigt, da den selvsamme Haand her sees paa mange Steder, som den hvormed en anden (ovenfor S. 36 o. f) omhandlet Hauksbók, indeholdende Landnama og Kristni Saga, af hvilken vi og have Fragmenter, sees at have været skreven, i det Laugmanden tillige selv udtrykkelig siger at han har skrevet den[44]. Hertil kommer den allerede bemærkede Omstændighed, at hans og hans Kones Slægtregistre fortsættelsesviis ere indförte i begge Codices, og at tillige Skriftens Beskaffenhed viser, at den er fra Hauks Tidsalder. At disse tvende Hauksböger, nu i forskjellige Fragmenter tilhörende den Magnæanske Samling, oprindelig have været indbundne i eet Bind, troe vi ikke, da Formatet, skjönt begge ere i 4to, er noget forskjelligt; dog er det mueligt at de begge have været forenede i et Volumen i Björn Johnsens Tid. I al Fald er det vist at den Hauksbók, som han har udskrevet og ellers benyttet, har indeholdt: 1) Thorfinn Karlsefnes Saga, 2) Föstbræðra-Saga, ogsaa handlende om Grönland, 3) Trojumanna-Saga, 4) Breta-Sögur, 5) Merlinus-spá - og alle disse findes nu virkelig i den af os her omhandlede Codex. 6) Landnama, efter Hauks Bearbeidelse, 7) Kristni-Saga, – som nu ikke mere findes i denne Oldbog, men vel kunne forhen have været indbundne i samme Bind, og endelig 8) adskillige Efterretninger om Grönland, som nu ellers ere aldeles tabte. Det er mærkeligt, at Björn Johnsen, tilligemed den lærde Arngrim og Biskop Brynjulf Svendsen, angiver det for vist, at Gunlög Munk (see ovenfor S. 53 o. f) har oversat Britternes Historie og Merlins Spaadomskvad paa lslandsk, men netop disse Skrifter sees at udgjöre Oldbogens ældste Dele, saa at hele Sider deraf ere blevne aldeles udslettede[45], og derfor paa ny overskrevne. Heraf bliver det klart, hvad vi ovenfor S.38 have gjettet, at den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling nu besidder Levninger af tvende Volumina, som hver især ere blevne tillagt Navn af Hauksbók, fordi Laugmand Hauk Erlendsön selv egenhændig tildeels har skrevet dem, nemlig (i 4) Nr. 371 og Nr.544. Med denne Codex, som vi saaledes have godtgjort at have hört til den af Björn Johnsen brugte Hauksbog, ere de övrige fölgende Haandskrifter jævnförte:

2) Et Papirs Haandskrift Nr. 13 i 4 af den Kongelige Manuscriptsamling, her benævnt C. Det nærmer sig mest til A, og er sandsynlig en Afskrift af samme.

3) En Papirs Codex Nr. 768 i 4, her benævnt D, tildeels omhandlet ovenfor S. 84 o. f) af den Arnæmagnæanske Samling, til hvilken og alle de herefter fölgende fra E til L incl. höre. Den indeholder egentlig de her ovenfor S.83o.f. omhandlede saakaldte Grönlands-Annaler, sammensatte af Björn Johnsen fra Skardsaa. Samlingen förer fölgende Titel: Hèr hefr Grænlands-Annál; er fyrst saga eðr historia Þorfinns karlsefnis Þórðarsonar. Dog optager den störste Deel af denne Samling andre historiske Excerpter og geographiske Brudstykker, men de egentlige Grönlandske Annaler, som bestaae i en kortfattet Optegnelse af de vigtigste historiske Begivenheder, som vedkomme Landets gamle Colonier, i chronologisk Orden, staae ikke förend allersidst. Det er denne Papirsafskrift som Torfæus har benyttet til sin Vinlandia[46]; at han selv ikke har havt eller brugt noget Pergamentshaandskrift, sees deraf, at han siger i sin Fortale, at Björn Johnsen uden Tvivl har taget sin Afskrift af en gammel Membran (procul dubioeæ vetusta membrana). Denne Afskriver sees og paa en Maade at have behandlet vor Saga paraphrastisk, i det han paa adskillige Steder har tilföiet sine Forklaringer og Meninger i Parenthes, ligesom han og, efter dens 2det Capitel indskyder det her ovenfor (S. 172-83) meddeelte Stykke af Landnama (2 Parts 14de Capitel). Endelig har Björn Johnsen indskudt i Sagaens sidste Capitel et af ham forfattet Stykke om den bekjendte Gunlög Munk, af hvis Böger han mener at Laugmand Hauk Erlendsön tildeels har sammenskrevet sine Værker. Af dette Haandskrift ere Capitel Inddelingerne ved det 9de, 10de, 11te, 12te og 14de Capitel tagne; ved de övrige har A selv Capitelskifte.

4-6) Nr. 115 i 8, benævnt E, som ogsaa indeholder en Afskrift af Björn Johnsens Grönlandske Samlinger, omhandlet ovenfor S. 85. Hertil kommer endnu Nr. 769, som blandt andet indeholder en lignende Afskrift af Sagaen, ker beteghet med D, samt en end nyere her angivet ved T; see ellers om det hele Volumen herovenfor S. 84.

7) Nr. 281 i 4, benævnt G, en Papirs-Codex med den saakaldte settaskrift (et Slags gothiske Bogstaver), som indeholder forskjellige Sagaer, saasom den om Ragnar Lodbrok, en anden om Troianerne o. fl. Dens Behandling af Thorfinn Karlsefnes Saga, ligner meget de under 3 og 4 angivne Haandskrifters, skjönt den ikke har de indskudte Oplysninger, med Undtagelse af hines tillagte Udtog af Landnama.

8) Nr, 779 i 4, benævnt H, en ikke ret gammel, men dog god Papirs-Afskrift med cursiv Haand (Hjötaskrift). Den har ligeledes Stykket af Landnama, men kan dog, ligesom de ovenfor ommeldte, ansees for en middelbar Afskrift af A. Den har ingen Capitel-Overskrifter. Paa enkelte Steder ere i dens Margen tilföiede Varianter, tagne, som det synes, af en nu tabt Codex. Disse ere her benævnte Hm. B) Til den anden Classe (Recension eller Paraphrase) höre:

9) En Pergaments-Codex Nr. 557 i4, benævnt B. Den er vel ikke nær saa correct som A, heller ikke nær saa gammel, sandsynlig fra det 15de Aarhundrede. Enkelte Sætninger synes at være glemte (fra dens Original), andre skrevne med Unöiagtighed. Ikke desmindre er den, tillige med sine herefter omhandlede Sidestykker, yderst mærkværdig, af de ovenfor (S.285 o.f) udvikledeAarsager. Fortællingens Gang er vel som oftest den samme som i A, men dog ere Ord og Udtryk meget afvigende, ligesom den og meddeler adskillige Tillæg, som tvende, fra hinanden fjærnede Paraphrasters forskjellige prosaiske Opfatninger af gamle Kvads metriske og allitererede Fremstilling. Derfor have vi ogsaa med al os muelig Nöiagtighed antegnet de Varianter af den, som i nogen Henseende, efter vort Skjön, kunde ansees for mærkelige. – I min, Rafns, nu ligeledes udkommende Qvartudgave af Sagaen ere dog det 6te til det 10de Capitel, samt en Deel af 14de og 15 Capitel, som ovenmeldt, aldeles særskilt aftrykte. Af Særegen heder i denne Membrans Orthographie bemærkes: at den bruger au overalt for ö, og endog undertiden hvor o er sædvanligt, som maurg for mörg, nauckuru for nokkuru, haun for hon eller hún, som Ordet almindeligst skrives.

10) Nr. 770b, i 4, benævnt I, et Papirs-Haandskrift med latinsk Skrift. Det er, ligesom Arne Magnusen og har bemærket foran i det, meget ucorrect; dog kan det ansees for en umiddelbar Afskrift af B.

11) Nr. 616 af den Kallske Haandskriftsamling paa det store Kongelige Bibliothek, benævnt K, ligeledes paa Papir med cursiv Skrift. Det nærmer sig meget til B.

12) Nr. 563b, 4, benævnt L. Denne Afskrift er af samme Art, og er, efter en foranstaaende Notice, rettet efter et Exemplar i 4 med Præsten Vigfus Gudbrandsens Haand, maaskee den forrige K.

13) Et i Aar (1832) fra Sysselmand Sveinbjörnsson paa Island (den lærde Oversætter af dets ældste Lovbog, kaldet Grågås) hertil oversendt Papirs-Haandskrift, i 4 med latinsk Skrift, benævnt M. Det er særdeles mærkeligt, da det, af Interpunctionen og flere indvortes Kriterier at dömme, kan antages for at være enten middelbart eller umiddelbart skrevet efter en Membran, der vel har hört til Hoved-Recensionen eller Paraphrasen B, men synes dog, i det det tillige i meget stemmer overeens med K og L, at nedstamme fra et end ældre og bedre Pergaments-Haandskrift. Det indeholder nemlig adskillige ikke umærkelige Tillæg og ypperlige Læsemaader, tildeels af den Art, at de övriges urigtige vanskelig uden dens Hjelp kunde restitueres. Det er og skrevet af den bekjendte, kyndige Saga-Afskriver Odd Johnsen, (i sin Tid, den berömte Eggert Olafsens Amanuensis), paa Borgartun i Island. Desværre har Afskriveren dog ikke beskrevet sin Original, eller givet den mindste Underretning om dens Herkomst eller Eier. I dette Haandskrift er Sagaen inddeelt i 18 Capitler.

14) En Afskrift(N), taget af den lærde, altfor tidlig ved Döden bortkaldte Mag. Sven Hylander, Adjunct ved Lunds Universitet, fra et Papirs-Haandskrift i Stockholm, som i Hovedsagen sees at stemme med Recensionen B, og tildeels med vor L, M, men dog at kunne regnes til de slettere af denne Art. Hylander havde i Sinde at udgive Thorfinn Karlsefnes Saga, og havde derfor samlet Varianter af adskillige Haandskrifter, hvilke vi ikke kunne nærmere betegne, men som sandsynlig dog for det meste maae söges blandt de af os brugte Arnæmagnæanske. Kun faa mærkværdige Læsemaader, som vare os ubekjendte, have vi kunnet opdage blandt dem; i nogle have vi gjenkjendt Björn Johnsens paraphrastiske Tilsætninger, som ikke höre til Sagaens oprindelige Text. Om den nærværende Sagas Helt Thorfinn Karlsefne (ogsaa omhandlet ovenfor S.238-247, 252-257) haves ellers ikke mange flere gamle Efterretninger, end de af os i nærværende Værk meddeelte. Are Frode nævner ham i sine Schedæ 11te Capitel som Biskop Thorlak Runolfsöns Oldefader. Da Thorfinn ikke hörte til Islands Landnamsmænd, omtales han kun leilighedsviis i Landnama. Dog bemærkes der, sandsynligviis af Are selv, i 2 Parts 17de Cap., at han havde været gift med Gudrid, Enke efter Thorstein, Erik den Rödes Sön; den sammesteds staaende Bemærkning om den nysnævnte Biskop Thorlaks Herkomst fra ham er vel fra samme Haand, men Styrmer Frode har da sildigere tillagt Biskopperne Björn og Brand. I 3die Parts 10de Capitel forekommer han og som Opdager af Viinland det gode, i et Slægtregister, som dog rimeligviis er tilföiet af Laugmand Hauk Erlendsön, den sidste af hans der nævnte Efterkommere. Af nyere Forfattere er han især bleven omhandlet efter nærværende Saga af Björn Johnsen, i hans titommeldte hidindtil uudgivne Skrift, og af Torfæus i Vinlandia S. 18 o. f., men den sidstnævnte har blot öst sine Efterretninger, som og kun meddeles udtogsviis og ufuldstændig, af Flatöbogen og Björn Johnsens ovenomhandlede, ei stedse paalidelige og end mindre fuldstændige Afskrift af den nu först efter Kildeskrifterne udgivne Saga, hvis Indhold Torfæus desuden sees ei at have kunnet ret skjelne fra Afskriverens egne indskudte Tillæg. Schöning har, i sin Norske Historie, skjönt han i en Anmærkning III, 418 nævner denne Saga, ikke faaet Leilighed til at udvikle vor Thorfinns Tildragelser og Opdagelser, fordi hans Værk allerede ophörer med Aaret 995. Hans Efterfölgere iagttage og enten ganske den samme Taushed eller fölge Tillægget til Heimskringla og Torfæus i hans Vinlandia. Gebhardi nævner ikke engang vor Thorfinn, men beretter derimod som upaatvivleligt, at Leif Eriksön havde, længe för Aaret 1000, opdaget Helluland, Markland og Viinland i Nordamerika og at disse Lande indtil 1056 beholdt lutter hedensk-norske Colonister[47]. Ved det sidste Udsagn bemærke vi her kun, at ingen Anledning haves til at antage disse Nybyggere for Hedninge (med Undtagelse af den paa Irland döde Thorhall, som i M nævnes Thorvald) samt at vi ikke bestemt vide at nogen af dem har været en Nordmand, men derimod Islændere, og muelig enkelte unge Grönlaendere, af Födsel.

Om Thorfinn Karlsefnes Stalbroder og Deeltager i hans amerikanske Opdagelser, Snorre Thorbrandsön fra Alptafjord paa Island, som ellers bosatte sig ved en Fjord i Grönland, hvilken han sandsynligviis har givet det samme Navn, have vi meget vidtlöftige Efterretninger, som vi i en fölgende Afdeling af dette Værk komme til at meddele. De Underretninger, som andre Oldskrifter give os om Thorbjörn Vifilssön, der og nedsatte sig i Grönland, hans Datter Gudrid o. fl. benytte og paavise vi i Anmærkningerne.

Thorfinn Rarlsefnes Slægt blomstrer endnu paa Island, hvilket de med denne Deel fölgende Stamtavler tildeels vise, skjönt betydelige Linier af hans Afkom vistnok ere os ubekjendte. Selv i Danmark og Norge vide vi at den har fremavlet ædle Skud, som dog tildeels, f. Ex. i den grevelige Rosencroneske Familie, först nylig ere udgaaede. Til hans Efterkommere hörer den ene af os, Finn Magnusen, for hvem det er en sand Fornöielse at bidrage til Gjenoplivelsen af denne sin Stamfaders Minde ved sin Andeel i nærværende Værk, som tillige med et andet af mig, Rafn, nu udgivet, er bestemt til at overbevise Verden om den ham tilkommende Hæder som een af de nordamerikanske Kystlandes förste Opdagere, og tillige som den dristigste i dette Hverv af de Skandinaver, som fordum beseilede den nye Verden, forsaavidt som deres Bedrifter nu ere os bekjendte.


Her hefr upp sögu þeirra Þorfinns Karlsefnis ok Snorra Þornbrandssonar[48].

1. Olafr[49] hèt herkonúngr[50], er kallaðr var Ólafr[51] hvíti; hann var son Íngjalds[52] konúngs Helgasonar, Ólafssonar, Guðreðarsonar[53], Hálfdánar sonar hvítbeins Upplendinga-konúngs. Ólafr herjaði í vestrvikíng, ok vann Dyflinni[54]á Írlandi ok Dýflinnarskíri[55], þar[56] gerðist hann konúngr yfir. Hann fèkk Aúðar djúpúðgu[57], dóttur Ketils flatnefs, [Bjarnarsonar bunu[58], ágæts manns or Noregi; Þorsteinn rauðr hèt son þeirra. Ólafr fèll á Írlandi í orrostu; en Auðr ok Þorsteinn fóru þá í Suðreyjar. Þar fékk Þorsteinn Þorfíðar[59], dóttur Eyvindar austmanns, systur Helga hins magra; þau áttu mörg börn. Þorsteinn gerðist herkónungr[60]; hann rèðst til lags[61] með Sigurði jarli[62] hinum ríka, syni Eysteins glumru[63]. Þeir unnu Katanes ok Suðrland, Ros ok Mærævis[64] ok meir[65] enn hálft Skotland; gerðist Þorsteinn þar konúngr yfir, áðr Skotar sviku hann, ok fèll hann þar orrostu. Auðr var þá á Katanesi, er hún spurði [fall[66] Þorsteins[67]. Hún lèt þá gera knör[68] í skógi á laun, ok er hún[69] var búin, hèlt hún út í Orkneyjar. Þar gipti hún Gró[70], dóttur Þorsteins rauðs[71]; hún var móðir Grelaðar[72], er Þorfinnr jarl hausakljúfr átti. Eptir þat fór Auðr [at leita[73] Íslands; hún hafði á skipi XX[74] karla[75] frjálsa. Auðr kom til Ífslands, ok var hinn fyrsta vetr í Bjarnarhöfn með Birni, bróður sínum. Siðan nam Auðr öll Dalalönd, milli Dögurðarár ok Skraumuhlaupsar[76]; hún bjó í Hvammi[77]. Hún hafði bænahald í Krosshólum; þar lèt hún reisa krossa, þvíat hún var skírð ok vel trúuð. Með[78] henni kvomu út margir göfgir[79] menn, þeir er herteknir höfðu verit í vestrviking, ok voru kallaðir ánauðgir. Einn af þeim hèt Vífill; hann var ættstór maðr, ok hafði verit hertekinn fyrí vestan haf, ok var kallaðr ánauðigr, áðr Auðr leysti hann. Ok er Auðr gaf bústaði skipverjum sínum, þá spurði Vífill, hví[80] Auðr gæfi honum aungan[81] bústað sem föðrum mönnum. Auðr kvað [þat eingu mundu skipta[82], kallaði hann þar göfgan mundu þikkja, sem hann var[83]. Hún gaf honum Vífilsdal, ok bjó hann þar. [Hann átti þá konu, er hèt.....; þeirra[84] synir voru þeir [þorbjörn ok Þorgeirr[85]; [þeir voru[86] efniligir menn, ok óxu upp með feðr sínum.


Eiríkr rauði fann Grænland.

2. Þorvaldr hèt maðr; hann var son Ásvalds Úlfssonar Yxna-Þórisssonar[87]. Eiríkr[88] hèt son hans. Þeir feðgar fóru af Jaðri til Íslands fyri víga sakir, ok námu land á Hornströndum, ok bjöggu at Dröngum[89]. Þar andaðist Þorvaldr, en Eiríkr fèkk þá Þórhildar[90], dóttur Jörundar Atlasonar ok Þorbjargar knararbringu, er[91] þá[92] átti[93] Þorbjörn hinn haukdælski[94], [ok bjó á Eiríksstöðum síðan, er Eiríkr rèðst norðan; þat er[95] hjá Vazhorni. Þá feldu þrælar Eiriks skriðu[96] á bæ Valpjófs á Valðjófsstöðum[97]. Eyjólfr[98] saurr, frændi hans, drap þrælana hjá Skeiðsbrekkum[99] upp frá Vazhorni. Fyri þat vá Eiríkr Eyjólf saur; hann vá ok Hólmgaungu-Hrafn[100] at Leikskálum. Geirsteinn ok Oddr á Jörva[101], frændr[102] Eyjólfs, [vildu eptir hann mæla[103]; þá var Eiríkr gerr brott or Haukadal; hann nam þá Brokey [ok Eyxney[104], ok bjó at Tröðum[105] í Suðrey [enn fyrsta vetr. Þá léði hann Þorgesti setstokka; síðan fór Eiríkr i Eyxney, ok bjó á Eiríksstöðum. Hann heimti þá[106] setstokkana, ok náði eigi. Eiríkr sótti þá[107] setstokkana á Breiðabólstaö, en Þorgestr fór eptir honum; þeir börðust skamt frá garði at Dröngum[108]; þar fèllu II synir Þorgests ok nokkurir menn aðrir. Eptir þat höfðu hvárirtveggju setu fjölmenna[109]. Styrr veitti Eiríki, ok Eyjólfr or Svíney, Þorbjörn [Vifilsson ok synir Þorbrands í Álptafirði[110]; en Þorgesti veittu[111] synir Þórðar gelliss[112] ok[113] Þorgeirr or Hítardal, Áslákr or Lángadal ok Illugi, son hans. Þeir Eiríkr urðu sekir á Þórsnessþingi[114]; hann bjó skip[115] í Eiríksvági, en Eyjólfr leyndi honum í[116] Dímunarvági, meðan þeir Þorgestr leituðu hans um eyjarnar. Hann sagði þeim, at hann ætlaði at leita lands þess, er Gunnbjörn, son Ulfs kráku, sá, er hann rak vestrum haf[117], ok[118] hann fann Gunnbjarnarsker. Hann kveðst aptr mundu [leita til[119] vina sinna, ef hann fyndi landit. Þeir Þorbjörn[120] ok Eyjólfr ok Styrr fylgðu Eiríki át um eyjarnar; skildust þeir með hinni mestu vináttu; kveðst Eiríkr þeim skyldu verða at þvíliku trausti, ef[121] hann mætti sér við koma, [ok kynni þeir[122] hans at þurfa[123]. Sigldi Eiríkr á[124] haf undan Snjófellsjökli[125]; hann kom utan at [jökli þeim, er heitir Bláserkr[126]; [fór hann þaðan suðr, at leita[127] ef [þar væri[128] byggjanda[129]. Hann var hinn fyrsta vetr í Eiríksey nær [miðri[130] hinni vestribygð; um várit eptir fór hann til Eiríksfjarðar, ok tók sèr þar bústað[131]. Hann fór þat sumar í vestri[132] óbygð, ok [var þar lengi; hann[133] gaf þar[134] viða örnefni. Hann var annan vetr í Eiríkshólmum [fyri Hvarfsgnúpi[135]; en hit þriðja sumar fór hann allt norðr til Snjófells[136], ok inn í Hrafnsfjörð; þá kveðst[137] hann kominn fyri botn Eiríksfjarðar[138] hverfr hann þá aptr, ok var hinn þriðja[139] vetr í [Eiríksey fyri minni[140] Eiríksfjarðar[141]. En eptir um sumarit fór hann til Íslands, ok kom í Breiðafjörð. Hann var þann vetr með Íngólfi[142] á Hólmlátri[143]. Um várit börðust þeir Þorgestr, ok fèkk Eiríkr úsigr. Eptir þat voru þeir sættir[144]. Þat sumar fór Eiríkr at byggja land[145] þat [sem hann hafði fundit[146], ok[147] kallaði Grænland, [þvíat hann kvað menn þat[148] mjök[149] mundu fysa þángat[150], ef landit hèti vel[151]


Af Þorbirni.

3. Þorgeirr[152] Vífilsson kvángaðist, ok fékk Arnóru, dóttur Einars frá Laugarbrekku Sigmundarsonar, Ketilssonar þistils, er numit hafði Þistilsfjörð. Önnur dóttir Einars[153] hèt Hallveig, hennar fékk Þorbjörn[154], ok tók með[155] [Laugarbrekkuland á Hellissvöllum[156]. Rèðst Þorbjörn þángat bygðum[157], ok gerðist göfugmenni mikit; hann var [góðr bóndi, ok hafði rausnar ráð[158]. Guðríðr hèt dóttir Þorbjarnar; hún var kvenna vænst ok hinn mesti skörúngr í öllu athæfi sínu. Maðr hèt Ormr, er bjó at Arnastapa[159], hann átti konu, er Halldis hèt, Ormr var góðr bóndi ok vinr Þorbjarnar mikill, ok var Guðríðr[160] þar löngum at fóstri með honum. Þorgeirr hèt maðr; hann bjó at Þorgeirsfelli; hann var auðigr[161] at fè, ok hafði verit leysingi[162]. Hann átti son, er Einar hét; hann var vænn maðr ok vel mannaðr; [hann var[163] ok skarzmaðr mikill. Einar var í siglíngum [meðal landa[164], ok tókst [honum þat[165]vel; var hann jafnan[sinn vetr hvart[166] á Íslandi eða í Noregi. Nú er frá því at segja[167] eitt haust, þá er Einar var [á Íslandi, fór hann[168] með varníng sinn út eptir[169] Snjófellsströnd[170], ok vildi selja[171]. Hann kemr til Arnastapa. Ormr byðr honum þar at vera, ok þat þiggr Einar, þvíat þar var vinátta [með þeim[172]. Var borinn inn varníngr hans í eitt[173] útibúr. Einar [braut upp varníng sinn[174], ok sýndi Ormi ok heimamönnum, ok bauð honum af at hafa[175], slikt er hann vildi. Ormr þá þetta, ok taldi[176] Einar vera góðan fardreng ok auðnumann mikinn. En er þeir hèldu á varnínginum, gekk kona fyri útibúrs dyrin[177]. Einar spurði Orm: hver væri sá hin fagra kona, [er þar gekk fyri dyrin[178]; ek hef eigi hana hèr[179] fyrri sèt[180]. Ormr svarar: þat er Guðríðr, fóstra min, dóttir Þorbjarnar at[181] Laugarbrekku. Einar mælti: hún mun vera kostr góðr, eða hafa nokkurir menn tilkomit[182] at biðja hennar. Ormr svarar: beðit hefir hennar víst verit[183], ok liggr þat[184] eigi laust fyri; finnst þat á, at[185] hún mun vera mannvönd, ok svâ[186] faðir hennar. Svâ[187] [með því[188], sagði Einar, at hèr[189] er sú kona, er ek ætla mér[190] biðja, þá[191] vilda ek, [at þessa mála leitaðir þá við Þorbjörn, föður hennar, ok legðir allan hug á, at Þetta mætti framgengt verða; skal ek[192] þér fullkomna vináttu fyri gjalda, [ef ek get ráðit[193]. Má Þorbjörn bóndi [þat sjá[194], at okkr væri vel hendar[195] tengðir, þvíat hann er sómamaðr mikill ok á staðfestu góða, en lausafé hans er mèr sagt heldr[196] á förum; en mik skortir hvârki land né lausafé[197], ok[198] okkr feðga, ok mundi Þorbirni verða at þessu hinn mesti styrkr, ef þetta[199]tækist. Ormr svarar: [víst þikkjumst ek vinr þinn[200] vera, en þó em ek eigi[við mitt ráð[201] fúss, at [við berim þetta[202] upp, [þvíat Þorbjörn er skapstór, ok þó metnaðarmaðr mikill[203]. Einar kveðst ekki vilja annat, enn upp væri borit bónorðit[204]. Ormr kvað hann ráða skyldu. Ferr Einar[205] suðr aptr, unz hann kemr heim. Nokkuru síðar hafði Þorbjörn haustboð[206], sem hann átti vanda til, þvíat hann var stórmenni mikit. Kom þar Ormr frá Arnastapa ok margir aðrir vinir Þorbjarnar. Ormr kom[207] at máli við Þorbjörn, ok sagði at Einar var[208] þar skömmu[209] frá[210] ÞÞorgeirsfelli, ok gerðist [hinn efniligsti[211] maðr; hefr Ormr nú upp bónorðit fyri hönd Einars, ok segir þat vel hent fyri sumra hluta[212] sakir: má þèr, bóndi! verða at því styrkr mikill fyri fjárkosta sakir. Þorbjörn svarar: eigi varði mik slíkra orða af þèr, at ek mundi gipta þrælssyni[213] dóttur mína; ok þat finni pèr nú, at fè mitt þverr, [er slík ráð gefit mèr[214]; ok eigi skal hún með þèr vera[215] lengr, [er þèr þótti[216] hún svâ litils gjaforðs verð. Siðan fór Ormr heim[217], ok hverr annar[218] boðsmanna[219] til [síns heimilis[220]. Guðríðr[221] var eptir með föður sínum, ok var heima þann vetr. En at vâri hafði Þorbjörn vinaboð[222], ok kom þar mart manna, ok var hin bezta veizla. Ok at veizlunni krafði[223] Þorbjörn sèr hljóðs, ok mælti: hèr heft ek búit lánga æfr, ok hef ek reynt[224] góðvilja manna við mik ok ástúð; [kalla ek vel[225] [farit hafa vâr skipti[226], en nú tekr hagr[227] minn at úhægjast [fyri lausafjár sakir[228], en hèr til hefr kallat verit [heldr virðingar[229] ráð. Nú vil ek fyrr búinu[230] bregða, enn sæmdinni[231] tyna; [ætla ek[232] ok fyrr af landi[233] fara, enn ætt mína svivirða, ok[234] vitja heita[235] Eiríks hins rauða, vínar mins, er hann hafði, þá er við skildum á Breiðafirði; ætla ek nú at fara til Grænlands[236] [í sumar[237], ef svâ ferr, sem ek vildi. Mönnum þótti mikil [pessi ráðbreytni, þvíat Þorbjörn var vinsæll maðr, en þóttust[238] vita at Þorbjörn mundi [svâ fremi þetta upp hafa kveðit[239], at ekki mundi tjóa[240] at letja hann. Gaf Þorbjörn mönnum[241] gjafir, ok var brugðit veizlunni; síðan fór hverr til sins heima[242]. Þorbjörn selr lönd sin[243], ok kaupir sèr skip, er uppi stóð í Hraunhafnarósi. Réðust til ferðar með honum XXX manna; var þar í ferð Ormr frá Arnastapa, ok kona hans, ok aðrir vinir Þorbjarnar, þeir er eigi vildu við hann skilja. Siôan létu þeir í haf[244], ok[245] er þeir voru[246] í hafi[247], tók af byri; fengu þeir hafvillur[248], ok fórst þeim ógreitt um sumarit. Þvínæst kom sótt í lið þeirra, ok andaðist Ormr, ok Halldis kona hans, ok helmingr liðs[249] þeirra. Sjó tók at stæra[250], ok [þoldu menn hit mesta[251] vâs ok vesöld á marga vega; en tóku pó[252] Herjólfsnes á Grænlandi við [vetr sjálfan[253]. Sá maðr hèt Þorkell, er bjó á Herjólfsnesi; hann var[254] hinn bezti bóndi; hann tók við Þorbirni ok öllum skipverjum hans um vetrinn. Þorkell veitti þeim sköruliga[255]. Í þenna tíma var hallæri mikit á Grænlandi; höfðu menn fengit lítít fáng[256], þeir er í [veiðiferöir höfðu farit[257], en sumir ekki aptrkomnir. Sú kona var þar í bygð[258] er Þorbjörg hèt; hún var spákona, ok var köllut lítil völva[259]; hún hafði átt sèr IX systur, ok voru allar spákonur, en hún ein var þá[260] á lifi. Þat var háttr Þorbjargar um vetrum, at hún fór [at veizlum[261], ok [buðu þeir menn henni[262] mest[263] heim, er forvitni var á [at vita[264] forlög sin eða árferð[265]. Ok með því at Þorkell var þar mestr bóndi, þá þótti til hans koma at vita, nær[266] létta mundi [óárani þessu[267], sem yfir stóð. Byðr Þorkell spákonunni heim, ok er henni [þar vel fagnat[268], sem siðr var til, þá er við þessháttar konum skyldi taka. Var henni búit hásæti, ok lagt undir hana hægindi; þar skyldi í vera hænsna[269] fiðri[270]. En er hún kom um kveldit, ok sá maðr er móti henni var sendr, þá var hún svâ búin, at hún hafði yfir sèr tuglamöttul[271] blán, ok var settr steinum allt í skaut ofan[272]; hún hafði á hálsi sèr glertölur[273], ok lambskinns [kofra svartan[274] á höfði ok við innan kattskinn[275] hvít, ok hún hafði staf í hendi, ok var á knappr, hann var búinn með mersíngu[276], ok settr[277] steinum ofan um knappinn; hún hafði um sik [hnjóskulinda[278], ok var þar á skjóðupúngr mikill, ok varðveitti hún parí töfr sín[279], þau er hún þurfti til fróðleiks at hafa; hún hafði á fótum kálfskinnsskúa loðna, ok í þvengi lánga, [ok á tinknappar[280] miklir[281] á endunum; hún hafði á höndum sèr kattskinns glófa[282], ok voru hvítir innan ok loðnir. En er hún kom inn, þótti öllum mönnum skylt at velja henni sæmiligar kveôjur; hún tók því,[sem henni voru menn geðjaðir[283] til[284]. Tók Þorkell bóndi í[285] hönd henni[286], ok leiddi hana til þess sætis, sem henni var búit. Þorkell bað hana þá[287] renna þar augum yfir hjú ok hjörð, ok svâ híbýli. Hún var fámálug um allt. Borð voru upptekin um kveldit, ok er frá pví at segja, hvat[288] spákonunni var matbúit; henni var gerr grautr á[289] kiðjamjólk [ok matbúin[290] hjörtu or öllum[291] kykvendum, þeim er þar voru til; hún hafði mérsíngarspón ok kníf tannskeptan tvihólkaðan af eiri, ok var brotinn af oddrinn[292]. En er borð voru upptekin, þá gengr Þorkell bóndi fyri Þorbjörgu, ok spyrr, hversu henni [þikki þar um at litast, eða hversu skapfeld henni eru[293] þar híbýli eða hættir manna, eða [hversu fljótliga[294] hún[295] mun vis verða þess, er hann hefir spurt hana[296], ok [mönnum er mest forvitni at[297] vita. Hún kallast[298] ekki [munu segja[299], fyrr enn um morgininn eptir[300], [er hún hafði áðr[301] sofit um nóttina. En [um morgininn[302] [at áliðnum degi[303] var henni veittr sá umbúníngr, sem hún [þurfti at hafa til at fremja seiðinn[304]. Hún bað ok fá sèr konur, þær er kunnu fræði þat, sem [til seiðsins þarf[305], ok varðlokkur hètu; en þær konur fundust eigi[306], þá var leitat [at um bæin[307], ef nokkur kynni; þá segir Guðríðr: hvârki em ek fjölkunnig nè visindakona, en þó kendi Halldis, föstra min, mèr á Íslandi þat kvæði[308], er [hún kallaði varðlokkur[309]. Þorkell[310] segir: þá ertu happfróð[311]; hún sègir: þetta er [þat eitt[312] atferli, [er ek ætla í öngum atbeina at vera[313], þvíat ek em kristin kona. Þorbjörg[314] segir: svâ mætti verða, at þá yrðir mönnum[315] at liði hèr um, en þá værir [þá[316] kona ekki[317] verri [enn áðr[318]; en við Þorkel[319] [mun ek meta[320] at fá þá hluti til, [er hafa þarf[321]. Þorkell herðir nú á Guðríði, en hún kveðst gera mundu, sem hann vildi. Slógu þá konur hring [um hjallinn[322], en Þorbjörg [sat á uppi[323]; kvað Guðríðr[324] þá kvæðit svâ fagurt ok vel, at engi þóttist[325] heyrt hafa með fegri rödd[326] kvæði[327] kveðit, sá er þar var hjá. Spákonan þakkar henni kvæðit, [ok kvað margar þær náttúrur nú til hafa[328] sótt, ok þikkja fagurt at heyra, [er kvæðit var svâ vel flutt, er áðr vildu við oss skiljast[329] ok enga hljóni oss veita; en mèr eru nú margir þeir hlutir auðsynir, er áðr var [ek dulið ok margir aðrir[330]. En ek kann þèr þat at segja, Þorkell, at hallæri þetta mun ekki haldast [lengr enn í vetr[331], ok mun batna árángr[332], sem[333] vârar; sóttarfar þat, sem á[334] hefir legit, man ok batna vânu bráðara. En þèr, Guðríðr, skal ek launa í hönd liðsinni þat, er oss hefir af þèr staðit; þvíat þín forlög eru[335] mèr nú allglöggsæ[336]; þú munt gjaforð fá hèr á Grænlandi, þat er sæmiligast er, þóat þèr verði þat eigi til lánggæðar, þvíat vegar þínir liggja út til Íslands, ok man þar koma frá þèr [bæði mikil ætt ok góð[337], ok yfir þínum kynkvislum[338] [skina bjartari geislar, enn ek hafa megin til at geta slikt vandliga sét[339], enda far þú nú heil ok vel, dóttir[340]! Síðan gengu menn at vísindakonunni, ok frètti þá hverr þess, er mest forvitni var á at vita. Hún var ok góð af[341] frásögnum, gekk þat ok litt í tauma, [er hún sagði[342]. Þessu næst var komit eptir henni af öðrum bæ[343]; fór hún þá pángat. þá var sent eptir Þorbirni, þvíat hann vildi eigi heima vera, meðan slík [hindrvitni var framit[344]. Veðrátta batnaði skjótt[345], sem Þorbjörg hafði sagt. Byr Þorbjörn skip sitt, ok ferr [þartil er[346] hann kemr í Brattahlíð[347]. Eiríkr tekr [vel við honum með bliðu[348], ok kvað þat vel, er hann var þar kominn. Var Þorbjörn með honum um vetrinn, ok skuldalið hans, [en þeir vistuðu háseta með bóndum[349]. Eptir um várit gaf Eiríkr Þorbirni land á Stokkanesi, ok var þar gerr sæmiligr bær, ok bjó hann þar[350] síðan.


Af Leif enum heppna; ok kristni kom á Grænaland.

4. Eiríkr átti þá konu, er Þórhildr[351] hèt, ok [við henni[352] II sonu; hèt annar Þorsteinn, en annar Leifr; þeir voru báðir efniligir menn, ok var Þorsteinn heima með föður sínum; ok var eigi[353] sá maðr á Grænlandi, er jafn-mannvænn[354] þótti sem hann. Leifr hafði siglt til Noregs, ok var með Ólafi konúngi Tryggvasyni. En er Leifr sigldi af Grænlandi um sumarit, urðu þeir sæhafa til Suðreyja. Þaðan byrjaði þeim seint, ok dvölðust þeir þar lengi um sumarit. Leifr lagði þokka[355] á konu, þá er Þórgunna hét; hún var kona ættstór, [ok skildi Leifr at hún mundi vera margkunnig[356]. En er Leifr bjóst[357] brott, beiddist Þórgunna at fara með honum. Leifr spurði, hvárt þat væri nokkut[358] vilí frænda hennar; hún kveðst [þat ekki hirða[359]. Leifr kveðst eigi þat kunna [sjá at sínu ráði[360], at gera hertekna svâ stórættaða konu í ókunnu landi, en [vèr liðfáir[361]. Þórgunna mælti: eigi er víst at þèr pikki því betr ráðit. Á þat mun ek pó hætta, sagði Leifr. Þá segi ek þèr, sagði Þórgunna, at ek [man fara kona[362] eigi einsaman, ok [em ek[363] með barni, segi ek þat af þínum völdum; get ek [at þat mun vera sveinbarn, þá er fæðist[364]; en þóttu vilìr aungan gaum at gefa, þá man ek uppfæða sveininn ok pèr senda til Grænlands, [þegar fara má[365] með öðrum mönnum; en ek get, at þèr verði at þvílíkum nytjum sonareignin[366], sem nú verðr skilnaðr okkar til[367]; en koma ætla ek mèr til Grænlands, áðr lykr. Leifr gaf henni fíngrgull ok vaðmáls[368] möttul grænlenzkan [ok tannbelti[369]. Þessi sveinn kom til Grænlands, ok nefndist Þorgils. Leifr tók við honum at faðerni, ok er þat sumra manna sögn, at þessi Þorgils [hafi komit[370] til Íslands [fyri Fróðárundr um sumarit[371], en sjá Þorgils [var síðan á Grænlandi[372], ok þótti þar[373] enn eigi kynjalaust um hann[374] verða, áðr lauk. Þeir Leifr sigldu brott or Suðreyjum, ok tóku Noregum haustit. Fór[375] Leifr til hirðar Ólafs konúngs Tryggvasonar; lagði konúngr á hann góða virðing, ok þóttist sjá at hann mundi [vera velmenntr maðr[376]. Eitt sinn kom konúngr at máli við Leif, ok segir: ætlar þú út[377] til Grænlands í sumar[378]? Þat ætla ek, sagði Leifr, ef þat[379] er yðvar[380] vili. Konúngr svarar: ek get [at þat mun vel[381] vera, ok skaltu þángat fara með erindum mínum, ok boða þar[382] kristni. Leifr kvað hann ráða skyldu[383], en kveðst hyggja, at þat erindi mundi torflutt a Grænlandi. Konúngr kveðst eigi þann[384] mann sjá, er betr væri tilfallinn[385] enn hann: ok muntu [giptu til bera[386]. Þat mun því at eins, segir Leifr, [ef ek nyt yðvar[387] við. Lætr Leifr i haf, [ok er[388] leingi úti, ok hitti[389] á lönd, þau er hann vissi áðr enga von til[390]; voru þar hveitiakrar sjálfsánir ok vinviðr vaxinn; þar voru pau tré er [mösur hétu[391], ok höföu þeir af þessu öllu nokkur merki, [sum tré svâ mikil, at í hús voru lögð. Leifr fann menn á skipflaki[392], ok[393] flutti heim með sèr[394]; syndi hann [í því hína mestu stórmennsku ok drengskap, sem mörgu öðru, er[395] hann kom kristni á landit[396], ok [var jafnan siðan[397] kallaðr Leifr hinn heppni. Leifr[398] tók land i Eiriksfirði, ok fór heim síðan[399] í Brattahlíð; tóku þar allir[400] menn vel við honum. Hann boðaði brátt [kristnium landit ok almenniliga trú[401], ok sýndi[402] mönnum[403] orðsending Ólafs konúngs Tryggvasonar[404], ok sagði, hversu mörg ágæti ok mikil dýrð fylgði þessum sið. Eiríkr tók því máli seint, at láta sið sinn, en Þjóðhildr[405] gekk skjótt undir[406], ok lét gera kirkju eigi[407] allnær húsunum; [þat hús var kallat[408] Þjóðhildarkirkja[409]; hafði hún þar fram bænir sínar, ok þeir menn sem við kristni tóku[410]. Þjóðhildr vildi ekki samræði[411] við Eirík, siðan hún tók trú, en honum var þetta mjök móti skapi. [Á þessu[412] gerðist orð mikit[413], at [menn mundu[414] leita[415] lands þess er Leifr [hafði fundit[416]; [var þar formaðr at Þorsteinn Eiríksson[417], fróðr maðr ok vinsæll[418]. [Eiríkr var ok [tilbeðinn, ok tráðu menn hans gæfu framast ok forsjó; hann var lengi fyri, en kvað eigi nei við[419], er vinir hans [báðu hann til[420] udel. M.</ref>, og tilskyndede, B, I,M.</ref>; bjöggu[421] síðan skippat, er Þorbjörn[422] hafði út[423] haft, ok voru tilráðnir XX menn, ok höföu [litit fé, eigi meira enn[424] vâpn ok vistir. Þann myrgin reið Eiríkr[425] heiman, tók hann [einn kistil, ok var þar í[426] gull ok silfr[427], fal hann þat[428], ok fór sióan leiðar sinnar; ok[429] [bar svâ til at hann fèll[430] af baki, ok [brotna rifin í síðunni, en lesti höndina í axlarliðnum[431]. Af [þeim atburð[432] sagði hann Þórhildi[433] konu sinni, at hún tæki fèit á brott[434], lézt þess hafa atgoldit, er hann hafði fèit fólgit. Siðan sigldu þeir út or Eiríksfirði meô gleði mikilli[435]; þótti þeim [allvænt sitt efni[436]. Þá velkti úti lengi í hafi[437], ok komu þeir ekki á þær[438] slóðir, sem þeir vildu[439]. þeir komu í sýn við Ísland[440], ok svâ höfðu þeir fugl af Írlandi; rak[441] þá skip þeirra um haf innan; [fóru aptr um haustit[442], ok voru [allmjök væstir ok[443] prekaðir[444]; koma við [vetr sjálfan á[445] Eiríksfjörð; þá mælti Eiríkr: kátari [sigldu vèr í sumar[446] út or firðinum[447], enn nú eru vèr[448], ok eru þó enn[449] mörg góð[450] at[451]. Þorsteinn svarar: þat er nú[452] [höfðíngligt bragð[453], at [sjá nokkut gott[454] ráð fyri þeim mönnum öllum[455], sem hèr eru nú ráðstafalausir[456], ok fá þeim [vist í vetr[457]. Eiríkr svarar: [þat er jafnan satt, sem mælt er, at eigi veit fyrr enn svarat er, ok svâ man hèr fara[458]; [skal nú hafa ráð[459] þín um þetta. Fóru nú allir, þeir er eigi höfðu aðrar[460] vistir, með þeim feðgum[461]; síðan [fóru þeir heim í Brattahlíð, ok voru þar um vetrinn[462].


Þorsteinn Eiriksson fékk Þuríðar[463]; aptrgöngur.

5. Nú er frá því at segja at Þorsteinn Eiríksson vakti bónorð við Guðríði[464], ok var því máli vel svarat, bæði af henni, ok af föður hennar; er þetta at [ráði gert[465]. Þorsteinn gengr at eiga Guðríði, ok var þetta brúðkaup í Brattahlíð um haustit; fór sjá[466] veizla vel fram, ok var allfjölmennt[467]. Þorsteinn átti þá í Vestrbygð[468] á bæ þeim, er hèt[469] í Lýsufirði; en sá mar átti þar helmíng[470] í búi, er Þorsteinn hét[471]; Sigríðr hèt kona hans. Fór Þorsteinn í Lýsufjörð [um haustit til nafna sins[472], ok þau Guðríðr bæði. Var þar við[473] þeim vel tekit; voru þau þar um[474] vetrinn[475]. Þat gerðist þar[476] til tíðinda, at sótt kom í bæ þeirra, er [lítit var af vetri[477]. Garðr[478] hèt þar verkstjóri; [hann var ekki[479] vínsæll[480] maðr; hann tók fyrst sótt, ok andaðist; síðan var skamt at biða, at hverr [lézt at öðrum[481]. Þá tók sótt Þorsteinn Eiríksson ok Sigríðr, kona Þorsteins, [nafna hans[482]. Ok eitt kveld fystist Sigríðr at gánga til náðahúss[483], er stóð [í gegn[484] útidyrum; Guðíðr fylgði henni[485], ok horfðu þær móti útidurunum[486]; þá kvað [hún við hátt, Sigríðr[487]. Guðríðr mælti: [við höfum óvarliga[488] farit, ok áttu aungan stað við, at kalt[489] komi á þik, ok [fóru við heim[490] sem skjótast! Sigríðr svarar: eigi [er fært[491] at svâ búnu; hèr er nú liðit þat allt hit dauða fyri durunum, ok [Þorsteinn, bóndi[492] þinn, ok þar kenni ek mik, ok er slikt hörmúng at sjá. Ok er þetta leið af, mælti hún: [fóru við nú, Guðríðr[493]! nú sé ek ekki liðit. Var þá [Þorsteinn horfinn henni[494] ; Þótti hann áðr haft[495] hafa svipu í hendi, ok vilja berja liðit. Síðan gengu þær inn, ok áðr morgun kæmi, þá var hún látin[496]; ok var ger kista at líkinu. Ok þenna sama dag ætluðu menn[497] at róa, ok leiddi Þorsteinn þá til vara, ok [í annan lit[498] fór hann at sjá[499] veiðiskap þeirra. Þá sendi Þorsteinn Eiríksson nafna sínum orð[500], at hann kæmi til hans, ok sagði svâ, at þar væri varla kyrt, ok húsfreyja vildi færast á fætr[501], ok vildi undir klæðin hjá honum, ok er hann kom inn[502], var hún komin upp á rekkjustokkinn[503]; þá tók hann hana höndum, ok lagði boleyxi fyri [brjóst henni[504]. Þorsteinn Eiríksson andaðist nær dagsátri[505]. Þorsteinn bóndi[506] bað Guðríði leggjast niðr ok sofa, en hann kveðst vaka mundu um nóttina [yfir likinu[507]; hún[508] gerir svâ[509], ok er skamt leið á nóttina, settist[510] Þorsteinn [Eiriksson upp[511], ok [mælti; kveðst[512] vilja at Guðríðr væri pángat kölluð, ok kveðst vilja tala[513] við hana[514]: guð vill[515] at þessi stund sé mèr gefin til leyfis ók umbótar[516] míns ráðs. Þorsteinn bóndi gengr á fund Guðríðar, ok vakti hana, biðr hana [signa sik ok[517] biöja sèr guð hjálpar[518], ok segir, hvat Þorsteinn Eiríksson [hafði talat við hann[519]: [ok hann vill finna[520] þik; [verðr þú ráð fyri at sjá, hvat þú vill upptaka, þvíat ek kann hèr um hvârskis at[521] fýsa. Hún svarar: vera kann, at þetta sé ætlat til nokkura þeirra hluta, er síðan sé í minni hafðir, pessi hinn undarligi hlutr, en ek vænti at guðs gæzla mun yfir mèr standa, mun ek ok[522] áhætta með guðs miskunn, at [fara til móts við hann, ok vita, hvat hann vill tala[523], þvíat ek [mun eigi forðast mega, ef mèr skal mein at verða [524]; vil ek siðr at hann gángi víðara; en mik grunar, at [þat man áliggja[525]. Nú fór Guðríðr, ok hitti Þorstein; sýndist henni sem hann feldi tár; hann[526] mælti í eyra henni nokkur orð hljótt, svâ, at hún ein vissi; [en þat mælti hann, svâ at allir heyrðu[527], at þeir menn væri sælir, er trúna hèldu[528], ok henni fylgði öll[529] hjálp ok miskunn; ok sagði þó, at margir héldi hana illa: er þat engi[530] háttr, sem hèr heftr verit á Grænlandi[531], síðan kristni kom[532] hèr, at setja menn niðr í úvigða[533] mold við litla yfirsöngva; vil ek mik láta flytja til kirkju ok aðra þá menn, sem hèr hafa andazt, en Garðar[534] vil ek brenna lata á báli sem skjótast, þvíat hann veldr öllum aptr göngum þeim, sem hèr hafa verit[535] í vetr. Hann sagði henni ok um sína[536] hagi, ok kvað hennar forlög mikil mundu verða, en bað hana varast at giptast grænlenzkum mönnum[537], bað at hún[538] legði fè þeirra til kirkju [ok sumt[539] fátækum mönnum, ok þá hnè hann aptr [öðru sinni[540]. Sá hafði háttr verit á Grænlandi, síðan kristni kom þángat, at menn voru grafnir á bæjum, þar sem önduðust, í úvigðri[541] moldu; skyldi setja staur upp af [brjósti hinum dauða[542], en síðan, er kennimenn komu til, þá skyldi upp kippa staurinum, ok hella þar i vigðu vatni, ok veita þar yfirsöngva, pótt þat væri miklu síðar. Lik þeirra Þorsteins voru færð til kirkju í Eiriksfjörð, ok veittir þar yfirsöngvar af kennimönnum. [Tók Eiríkr við Guðríði, ok var henni í föður stað[543] [Litlu síðar[544] andaðist Þorbjörn; bar þá fè allt undir Guðríði; tók Eiríkr[545] [hana til sin[546], ok sá vel um [hennar kost[547].


Af Höfða-Þórði.

6. [Þórðr hèt maðr, er bjó at Höfða á Höfðaströnd; hann átti Friðgerði, dóttur Þóriss hímu ok Friðgerðar, dóttur Kjarvals Írakonúngs. Þórðr var son Bjarnar byrðusmjörs, Þorvaldssonar hryggs[548] Ásleikssonar, Bjarnarsonar járnsíðu, Ragnarssonar loôbrókar. Þau áttu son, er Snorri hèt; hann átti Þórhildi rjūpu, dóttur Þórðar gelliss. Þeirra son var Þórðr hesthöfði. Þorfinnr karlsefni hèt son Þórðar[549]; móðir Þorfinns hèt Þórunn. Þorfinnr var í kaupferðum, ok þótti góðr fardrengr[550]. Eitt sumar byr Karlsefni skip sitt, ok ætlar til Grænlands. Snorri (Þorbrandsson ferr[551] með honum or Álptafirði[552], ok voru XL manna [á skipi[553]. Maðr hèt Bjarni Grimólfsson, breiðfirzkr[554] [at ætt[555]; [annar hèt Þórhallr Gamlason, austfirzkr maðr[556]; þeir bjöggu [hit sama sumar[557] skip sitt, ok ætluðu til Grænlands; þeir voru ok IVtigir manna á skipi. Láta þeir Karlsefni[558] í haf[þessum II[559] skipum, þegar þeir voru búnir. Ekki er um þat getit, hversu lánga Útivist þeir höfdu[560]; en frá því er at segja, at bæði þessi skip[komu á Eiríksfjörðum haustit. Eiríkr reið til skips, ok aðrir landsmenn; tókst með þeim greiðlig kaupstefna[561]; buðu styrimenn Eiriki[562] at hafa[563] slikt af varningi, sem hann[564] vildi; en Eirikr synir þeim[565] stórmennsku af sèr í[566] móti, þvíat hann bauð þessum [II skipshöfnum til sín heim um vetrinn[567] i Brattahlíð. Þetta þágu kaupmenn, ok [þökkuðu honum[568]. Síðan var fluttr heim varníngr þeirra í Brattahlíð; skorti þar eigi útibú[569]stór til at varðveita í [varníng þeirra; skorti þar ekki mart þat er hafa þurfti, ok[570] líkaði [þeim vel[571] um vetrinn. En er dró[572] at jölum, tók Eiríkr [fæð mikla, ok var óglaðari enn[573] hann [átti vana[574] til. Eitt sinn kom Karlsefni at máli við Eirík, ok mælti: er þèr þúngt, Eiríkr [bóndi, menn þikkjast[575] finna, at þú ert [óglaðari enn þú átt vana til; þú hefir veitt oss með hinni mestu[576] rausn, ok eru vèr[577] skyldir til at launa þèr [sliku góðu[578], sem vèr höfum föng á; nú segðu, hvat úgleði [þinni veldr[579]! Eiríkr svarar: ér[580] piggit vel ok góðmannliga[581]; nú leikr [mèr þat eigi í[582] hug, at á[583] yðr [verði hallt[584] um vâr skipti[585], hitt er heldrat mèr þikki [uggligt, þá er pèr komit annarsstaðar, at þat flytíst, at þèr hafit engi jól verri haft enn þessi, er nú koma, ok Eiríkr hinn rauði vetti yðr í Brattahlíð á Grænlandi[586]. [Þat mun eigi svâ fara, bóndi, segir Karlsefni[587], vèr höfum [(á) skipi váru[588] bæði malt ok korn,[ok hafit[589] þaraf slikt, er þèr vilit, ok gerit veizlu [svá stórmannliga, sem yðr likar fyri því[590]slíka, sem störmensku ber til, saadant som dit Storsind tilsiger, B: ... berit til, M.</ref>! Þetta þiggr Eiríkr, ok var þá búit til jólaveizlu, ok var hún [hin sæmiligsta, svâ at menn þóttust trautt þvílíka rausn sét hafa í fátæku landi[591]. Ok eptir jólin vekr Karlsefni [bónorð fyri Eirík um[592] Guðríðr, þvíat honum leizt, sem hann mundi forræði á hafa[593]. Eiríkr svarar, [vel, ok segir, at hon man sínum forlögum verða at fylgja, ok kveðst góða eina frétt af honum hafa; ok lauk svâ, at Þorfinnr festi Þuríði, ok var þá aukin veizlan, ok drukkit brullaup þeirra, ok var þetta í Brattahlíð um vetrinn[594].


Hófst Vínlandsferð[595].

7. [Í Brattahlíð hófust miklar umræður, at menn skyldu leita Vínlands ens góða, ok var sagt, at þángat mundi vera at vitja góðra landskosta; ok þar kom[596] at Karlsefni ok Snorri bjöggu skip sitt[597], at leita landsins um várit[598]. Með þeim fór ok sá maðr, er Bjarni hèt, ok annar Þórhallr, er fyrr eru nefndir, [með sínu skipi[599]. Maðr hèt [Þorvarðr; hann átti Freydisi, dóttur Eiríks rauða laungetna; hann fór ok með þeim, ok Þorvaldr, sun Eiríks[600], [ok Þórhallr, er kallaðr var[601] veiðimaðr; hann hafði lengi verið með Eiríki, [veiði maðr hans[602] um sumrum, [en bryti um vetrum[603]; hann var mikill [maðr ok sterkr[604] ok svartr ok pursligr, [ljóðlyndr ok illorðr, þat er hann mælti, ok eggjaði jamnan Eirík ens verra; hann var illa kristinn; honum var viða kunnigt í úbygðum; hann var á skipi með Þorvarði ok Þorvaldi[605]. Þeir[606] höfðu þat skip, er Þorbjörn hafði út [haft þeir höfðu alls XL manna ok C, er[607] þeir sigldu[608] [til Vestribygðar[609], ok þaðan[610] til Bjarneyjar[611]. [Þaðan[612] sigldu þeir [II dægr í suðr[613]; [þá sá[614] þeir land, ok [skutu báti[615], ok könnuðu[616] landit, ok fundu þar hellur [stórar, ok margar XII álna viðar[617]; fjöldi var þar melrakka. Þeir gáfu [þar nafn, ok kölluðu[618] Helluland. Þaðan[619] sigldu þeir[620] II dægr, [ok[621] brá til landsuðrs or suðri[622], ok fundu land skógvaxit[623], ok mörg dyr á; ey lá þar undan[624] i landsuðr; [þar í drápu þeir einn björn[625], ok kölluðu þar síðan Bjarney[626], en landit Markland[627]. [Þaðan sigldu þeir suðr með landinu lánga stund, ok komu at nesi einu; lá landit á stjórn; voru þar[628] strandir lángar ok sandar þeir rèru[629] til lands, ok [fundu þar á nesínu[630] kjöl af skipi, ok kölluðu þar[631] Kjalarnes; þeir [kölluðu ok strandirnar[632] Furðustrandir, þvíat lángt [var með[633]> at sigla. Þá gerðist landit vágskorið; þeir héldu skipunum [í einn vág[634]. [Ólafr konúngr Tryggvason hafði gefið Leifi[635] tvá menn skotska, hèt maðrinn[636] Haki, en hon Hekja[637], þau voru dyrum skjótari[638]; [þessir menn voru á skipi með[639] Karlsefni; en er þeir höfðu siglt fyri Furðustrandir, þá létu þeir ena skotsku menn á land, ok báðu þau[640] laupa [suðr á landit[641], at leita landskosta, ok koma aptr, áðr III dægr væri liðin. Þau höfþu þat klæði, er þau kölluðu kiafal[642], þat var svä gert, at hattr[643] var á upp, ok opit á liðunum[644], ok engar ermar[645] á[646], knept saman milli fóta með knappi ok nezlu[647], en þer voru þau annarsstaðar: Þeir biðu[648] þar þá stund; [en er þau komu aptr[649], hafði annað í hendi [vinberja köngul[650], en annað [hveitiax nysáið[651]; [gengu þau á skip út[652], ok [sigldu þeir síðan[653] leiðar sinnar. [þeir sigldu inn á fjörð einn[654], þar lá ein ey fyri utan, [þarum voru straumar miklir; því[655] kölluðu þeir hana Straumey[656]. [Svâ var mörg æðr í eynni, at varla mátti gánga fyri eggjum. Þeir[657] kölluðu þar[658] Straumfjörð[659]. Þeir báru þar farm af skipum sínum, ok bjöggust þar um; þeir höfðu með sèr allskonar [fènað þar var fagrt landsleg[660]. Þeir gáðu enkis utan[661] at kanna landit[662]; þeir voru þar um vetrinn, [ok var[663] ekki fyri unnit. [Um sumarið[664] [tókust af veiðarnar, ok gerðist íllt til matar[665]; [þá hvarf brott Þórhallr veiðimaðr; þeir höföu áðr heitið á guð til matar, ok varö eigi viö svâ skjótt, sem [þeir þóttust þurfa; þeir leituðu Þórhalls um III dægr, ok fundu hann á[666] hamargnípu einni; hann [lá þar, ok[667] horfði í lopt upp, ok gapti bæði[668] munni ok nösum[669], ok þuldi nokkut; þeir spurðu, hví hann var þar kominn; hann kvað [þá engu þat varða[670]; þeir báðu hann fara heim meô sèr, ok hann gerði svâ. Litlu siðarr kom þar hvalr, [ok fóru þeir til[671] ok skáru, [ok kendi engi maðr, hvat hvala var[672], ok er matsveinar suðu, þá átu þeir, ok varð öllum íllt af; þá [mælti Þórhallr: drjúgari varð[673] enn rauðskeggjaði nú enn Kristr yðarr; hefir ek þetta nú fyri skáldskap minn, er ek orta um Þór fulltrúann; sjaldan hefir hann mèr brugðizt. Ok er menn vissu þetta, [báru þeir hvalinn allan á kaf, ok skutu sinu máli til guðs; batnaði þá veðrátta, ok[674] gaf þeim [útróðra[675], ök skorti þá [síðan eigi föng, þvíat þá var dyra veiðr á landinu, en eggver í eynni, en fiski or sjónum[676].


Af Karlsefni ok Þórhalli.

8. [Svâ er sagt, at[677] Þórhallr[678] vill fara[679] norðr [fyrí Furðustrandir[680], at leita[681] Vínlands, en Karlsefni vill fara suðr fyrí landit[682]; býst Þórhallr út undir eynni[683], ok verða þeir eigi fleiri saman enn LX menn; en allt annað lið fór með Karlsefni. En[684] er Þórhallr bar vatn á skip sitt, ok drakk, þá kvað hann visu:

Hafa[685] kváðu mik meiðar[686]
málmþíngs[687], er ek[688] kom híngat,
(mèr samir land[689] [fyri lýðum[690]
lasta[691] drykkinn[692] bazta;
bílds[693] hattar[694] verðr[695] buttu[696]
beiði[697]-týr at stýra[698],
heldr [er svâ at[699] ek krýp at keldu[700],
komað[701] vín á grön mína.

[Ok er þeir voru búnir, undu þeir segl; þá kvað Þórhallr[702]:

Förum aptr, þar er orir[703]
eru, sandhimins[704], landar[705],
látum [kenni val kanna[706]
knarrar skeið[707] en[708] breiðu[709];
meðan bilstyggvir[710], byggja,
bellendr, ok[711] hval vella[712],
laufa[713] veðrs, þeir[714] er leyfa[715]
lönd, á Furðuströndum.

Síðan [sigldu þeir[716] norðr fyri Furðustrandir ok Kjalarnes, ok vildu beita [vestr fyri[717]; þá kom móti þeim [vestanveðr[718], ok rak þá upp [á Írlandi[719], ok voru þeir þar[720] barðir ok þjáðir[721], ok lét Þórhallr þar lif sitt, [eptir því sem kaupmenn hafa sagt[722].


9. Nú er (at) segja af Karlsefni, at hann fór suðr fyri landit, ok Snorri ok Bjarni[723] [með sínu fólki[724]. Þeir fóru lengi, ok allt þar til er þeir komu at á einni[725], er fèll af landi ofan, ok í vatn eitt[726] til sjófar; eyrar[727] voru þar miklar[728], ok[729] mátti eigi komast í ána utan at háflæðum[730]. Þeir Karlsefni [sigldu í ósinn, ok kölluðu í Hópi[731]. Þeir fundu þar [á landi[732] sjálfsána hveitiakra, þar sem lægðir voru, en vínvið[733] allt[734] þar sem hollta vissi[735]. Hverr lækr var þar fullr af fisk um. Þeir gerðu grafir, þar sem mættist landit, ok flóðit [gekk ofarst[736]; ok þá er útfèll sjórinn[737], voru helgir fiskar í gröfunum[738]. Þar var mikill fjöldi dýra á skóginum meðr [allu[739] móti[740]. Þeir voru þar hálfan mánað, ok skemtaðu sèr, ok vurðu við ekki[741] varir; fé sitt höföu þeir[742] meðr sèr. Ok[743] einn morginn snemma, er þeir litaðust um, sá þeir [mikinn fjölda[744] húðkeipa, ok var veift[745] trjóm[746] á[747] skipunum, ok lèt því líkast[748] sem í hálmþúst[749], ok [var veift[750] sólarsinnis. Þá mælti Karlsefni: hvat man þetta [hafa at teikna[751]? Snorri Þorbrandsson svarar honum: vera kannat þetta sé friðarmark[752], ok tókum skjöld hvitan, ok berum at[753] móti; ok svá gerðu þeir. Þá rèru þeir[754] í mót, ok undraðust þá, [sem fyri voru[755], ok gengu á land upp[756]. þeir voru svartir[757] menn ok illiligir, ok hafðu íllt[758] hár á höfði. Þeir voru mjök eygðir ok breiðir[759] í kinnnum. Dvöldust þeir of stund, ok[760] undraðust [þá, sem fyri voru, ok[761] rèru síðan í brott ok suðr fyri nesit[762].


10. Þeir Karlsefni[763] höfðu gört búðir[764] sínar upp frá vatninu, ok voru sumir skálarnir [nær vatninu, en sumir firr[765]. [Nú voru þeir þar þann vetr[766]; þar kom (enginn snjór[767], ok (allt gekk fè þeirra sjálfali fram[768]. [En er vára tók[769], [sá þeir[770] einn morgin snemma, at fjöldi húðkeipa rèri sunnan fyrir nesit, [svâ mart sem kolum[771] væri sát[772] fyrir hópit, var þá ok[773] [veift af[774] hverju skipitrjónum[775]. Þeir Karlsefni brugðu þá skjöldum upp, ok [er þeir fundust[776], tóku þeir kaupstefnu sin ámilli, ok vildi þat fólk helzt hafa[777] rautt[778] skrúð[779]; þeir [hafðu móti (at) gefa skinnavöru ok algrá skinn. Þeir[780] vildu ok kaupa sverð ok spjót, en þat bannaðu þeir Karlsefni ok Snorri[781]. Þeir [Skrælingar tóku spannarlángt rautt skrúð fyrir úfölvan[782] belg, ok bundu um höfuð sèr. [Gekk svâ kaupstefna þeirra um ríð; þá tók at fættast skrúðit með þeim Karlsefni, ok skáru þeir þá svâ smátt í sundr[783], at eigi var breiðara enn [þvars fingrs[784], ok gáfu Skrælingar þó jammykit fyrir [sem áðr[785], eða meira.


11. Þat bar til[786], at griðúngr[787] ljóp or skógi, er þeir Karlsefni áttu, ok gellr[788] hátt; [þetta fælast[789] Skrælingar, ok laupa át á keipana[790], ok rèru síðan suðr fyrir landit; verðr þá ekki vart við þá þrjár vikur í samt. En er sjá stund var liðinn, seá þeir fara sunnan mikinn fjölda Skrælínga skipa, svâ sem straumar[791] stæði[792], var þá trjónum[793] allum veift andsælis[794]; ok ýla [upp allir mjök hátt[795]. Þá tóku þeir Karlsefni [rauðan skjöld[796], ok báru [at móti[797]. [Skrælingar lupu af skipum, ok[798] síðan gengu þeir saman, ok börðust; varð þar skothríð hörð, [þvíat[799] Skrælingar höfðu[800] valslöngur[801]. Þat sþa þeir Karlsefni[802], at Skrælingar færðu upp á [stöng knött stundar mykinn því nær til at jafna sem sauöarvömb, ok helzt[803] blánat lit, ok [fleygðu af stönginni[804] upp á landit yfir lið[805] þeirra Karlsefnis, ok[806] lèt illilega viðr[807], þar sem niðr kom. Við þetta sló ótta myklum [á Karlsefni ok allt[808] lið hans, svâ at þá fysti engis annars enn [flyja, ok[809] halda undan[810] upp með ánni, [þvíat þeim þótti lið Skrælinga drifa at sèr allum megin, ok létta eigi, fyrr enn þeir koma[811] til hamra nokkurra, ok veittu þar viðrtöku harða. Freydis kom út[812], ok sá at þeir Karlsefni héldu undan, ok kallaði: hvi renni þèr undan [þessum auvirðismönnum[813], svâ gildir menn [sem þèr erut[814], [er mèr þótti sem[815] þèr mættit drepa niðr[816] svâ sem[817] búfè; ok ef ek hefða vápn, þótti[818] mèr, sem ek skyldi betr berjast, enn einhverr ýðarr þeir gáfu engan gaum [hennar orðum[819]. Freydis vildi fylgja þeim, ok varð seinni[820], þvíat hún var eigi[821] heil; gekk hún pó[822] eptir þeim í skóginn. En Skrælingar sækja at henni; úán fann fyrir sèr mann dauðan, þar var Þorbrandr Snorrason, ok stóð hellusteinn í höfði honum; sverðit lá bert[823] í hjá honum; tók hún þat upp, ok byst[824] at verja sik. Þá komu Skrælingar at henni; hún [dró þá út brjóstit undan klæðunum, ok slettir á beru sverðinu; við þetta óttast Skrælingar[825], ok ljópu undan á skip sin, ok rèru[826] í brott.Þeir Karlsefni finna hana, ok lofa kapp[827] hennar. Tveir menn fèllu af þeim Karlsefni[828], en fjöldi[829] af þeim Skrælingum[830]. Vurðu þeir Karlsefni[831] ofrliði bornir, ok fóru nú heim eptir þetta til báða sinna, [ok bundu sár sin[832]; ok íhuga[833], hvat[834] fjölmenni þat [myndi verit hafa[835], er at þeim sótti [af landinu ofan[836]; synist þeim nú sem þat eina mun[837] liðit verit hafa, er af[838] skipunum kom, en [hitt fólkit[839] man verit hafa sjónhverfingar[840]. Þeir Skrælingar fundu ok[841] mann dauðan, ok lá öx[842] í hjá; einn þeirra tók upp öxina, ok höggr með tré, ok þá hverr at öðrum, ok þótti þeim vera gersimi, ok bíta val; síðan tók einn, ok havggr í stein, svâ at[843] brotnaði öxin, ok þá þótti þeim[844] engu nyt, er [eigi stóðst grjótit[845] ok kastaðu[846] niðr.


12. Þeir Karlsefni þóttust nú seá[847], þótt þar væri landskostir góðir, [at þar myndi[848] jafnan[849] ótti ok úfriðr á liggja af þeim er fyri bjuggu. Siôan bjuggust þeir á brott, ok ætlaðu til sins lands, ok sigldu norðr fyrir landit[850], ok funnu V Skrælinga í skinnhjūpum, sofinaða[851][nær sjó; þeir[852] hafðu með sèr stokka[853] ok í dýramerg dreyra blandinn; [póttust þeir Karlsefni þat skilja, at þessir menn myndu hafa verit gervir brott[854] af landinu; þeir drápu þá. Síðan fundu þeir Karlsefni nes eitt, ok á[855] fjölda dýra, var nesit at seá sem mýkiskán væri, af því at dýrin lágu þar um nætrnar[856]. Nú koma þeir Karlsefni [aptr í Straumfjörð[857], ok [voru þar fyrir alls gnóttir, þess er þeir þurftu at hafa[858]. Þat er sumra manna sögn, at þau Bjarni ok Guðríð[859] hafi þar eptir verit, ok Xtigir[860] manna með þeim, ok hafi eigi farit lengra[861]; en þeir Karlsefni ok Snorri hafi suðr farit, ok XL manna með þeim, ok hafi eigi lengr verit í Hópi enn vart[862] tvá mánuði, ok hafi sama sumar aptr komit[863]. Karlsefni fór þá[864] einu skipi at leita Þórhalls veiðimanns[865], en annat[866] liðit var eptir; ok fóru þeir norðr fyrir Kjalarnes, ok berr þá fyrir vestan fram, ok var landit á bakborða þeim; þar voru þá[867] eyðimerkr einar [allt at seá fyrir þeim, ok nær hvergi rjóðr í[868]. Ok er þeir hafðu lengi farit, fellr á[869] af landi ofan or austri ok í vestr; þeir lögðu inn í árésinn, ok lagu við hinn syðra bakkann.


Vig Þorvalds Eiríkssunar[870].

13. Þat var einn morgin[871], er[872] þeir Karlsefni sá fyrir ofan rjóðrit [flekk nokkurn[873] [sem glitraði[874] við þeim, ok æptu þeir á þat[875]; þat rærðist, ok[876] var þat Einfætíngr, ok skauzt ofan [á þann árbakkann, sem þeir lágu við. Þorvaldr, Eiriksson rauða, sat við stýri, ok skaut Einfætíngr ör í smáþarma honum. Þorvaldr dró út örina, ok mælti: feitt er um ístruna; gott land hafum vèr fengit kostum, en þó megum vèr varla njóta. Þorvaldr dó af sári þessu litlu siðarr. Þá leypr Einfætíngr á braut ok norðr aptr. Þeir Karlsefni fóru eptir honum[877], ok sá hann stundum; þat sá þeir siðarst til hans, at hann ljóp[878] á vág nokkurn. Þá hurfu þeir Karlsefni aptr; þá[879] kvað einn maðr kviðling[880] þenna:

Eltu[881] seggir,
allsatt[882] var þat,
einn Einfætíng
ofan til strandar;
en kynlegr maðr
kostaði rásar
hart [um stopir[883];
heyrðu, Karlsefni[884]!

Þeir fóru þá í brott, ok norðr aptr, ok þóttust sjá Einfætíngaland[885]; vildu þeir þá eigi hætta liði sínu lengr[886]. Þeir ætlaðu [öll ein fjöll, þau er í Hópi voru, ok þessi er nú funnu þeir, ok þat stæðist mjök svâ á, ok væri jamlángt or Straumfirði beggja vegna[887]. Hinn þriðja vetr voru þeir í Straumfirði. Gengu menn þá mjök [í sveitir[888], [ok varð þeim til um konur[889]; ok vildu þeir, er úkvændir[890] voru, sækja til í hendr þeim, sem kvændir[891] voru, [ok stóð af því hin mesta úró[892]. Þar kom til hitt fyrsta haust Snorri, son Karlsefnis, ok var [hann þá þrivetr, er þeir fóru[893] brott. [Þá er þeir sigldu af Vínlandi, tóku þeir suðræn veðr[894], ok hittu þá Markland, ok funnu þar Skrælinga[895] V[896], ok var einn skeggjaðr; konur voru II, ok[897] börn tvö; tóku þeir Karlsefni sveinana[898], en [hinir komust[899] undan, ok sukku[900] [þeir Skrælíngar[901] í jörð niðr. Sveina þessa II hafðu þeir með sèr. Þeir kendu þeim mál, ok voru[902] skirðir. Þeir nefndu [móður sína[903] Vethilldi[904] ok föður[905] Uvæge[906]. _eir sögæu at konúngar stjórnaðu Skrælíngum[907], ok hèt annar[908] þeirra Avalldania[909], en annar[910] Valldidida[911]. Þeir kváðu þar engin hús, lágu[912] menn þar í hellum[913] éða holum. Þeir sögðu þar liggja[914] land öðrum megin gagnvart sínu landi, [er þeir menn bygði, er voru[915] í hvítum klæðum, ok báru stángir (fyri sèr, ok voru festar við flikar[916], ok æptu hátt; ok ætla menn, [at þat hafi verit[917] Hvitrámannaland [eða Írland eð mykla[918].


14. Þá Bjarna Grimólfsson bar í Írlands haf[919], ok komu í maðksjó[920], [ok sökk drjúgum skipið[921] undir þeim[922]. Þeir höfðu[923] bát[924] þann, er bræddr var með seltjöru, [þvíat þar fær eigi sjómaðkr á[925]; þeir gengu í bátinn, ok sá þeir þá, at þeim mátti hann eigi öllum vinnast; þá mælti Bjarni; af því at bátrinn tekr eigi meira enn helming manna várra, þá er þat mitt ráð, at menn sé lutaðir í bátinn, þvíat þetta skal ekki fara at mannvirðingu. Þetta þótti öllum svâ drengilega boðit, at engi vildi móti mæla; gerðu þeir svâ, at lutuðu mennina, ok laut Bjarni[926] at fara í bátinn, ok[927] helmingr manna með honum, [þvíat bátrinn tók ekki meira. En[928] er þeir voru komnir í bátinn, þá mælti einn[929] íslenzkr maðr, [er þá var í skipinu, ok Bjarna hafði fylgt af Íslandi[930]: ætlar þú, Bjarni, hèr at skiljast við mik? Bjarni svarar: svâ verðr nú at vera. [Hann svarar[931]: [öðru hèzt þú föður mínum, þá er ek fór af Islandi með pèr enn skiljast svâ við mik, þá er þú sagðir, at eitt skyldi gánga yfir okkr báða. Bjarni svarar: eigi skal ok svâ vera, gakk þá hengat í bátinn, en ek man upp fara í skipið, þvíat ek sé, at þú ert svâ fúss til fjörsins[932]. Gekk Bjarni þá upp í skipið, en [pessi maðr[933] í bátinn, [ok fóru þeir síðan leiðar sinnar, til þess er þeir komu til Dyflinar í Írlandi, ok sögðu þar þessa sögu; en þat er flestra manna ætlan at Bjarni ok hans kumpánar hafi látizt í maðksjónum, þvíat ekki spurðist til þeirra sióan[934].


Ættartala frá Karlsefni ok Þuríði, kono hans[935].

15. Annað sumar eptir[936] fór Karlsefni til Íslands, ok Guðíðr[937] með honum, ok fór heim[938] i Reynisnes[939]. Móður hans þótti, sem hann hefði litt til kostar tekit[940], ok (því) var Guðríðr[941] eigi heima[942] enn fyrsta vetr. - [En er hon prófaði[943], at Guðríðr var kvennskörúngr[944] mikill, fór hon heim, ok voru samfarar[945] þeirra góðar[946]. Dóttir Snorra Karlsefnissonar[947] var Hallfríðr, móðir Þorláks[948] biskups Runólfssunar. Þau áttu son, er Þorbjörn hét; hans dóttir hèt[949] Þórunn, móðir Bjarnar[950] biskups. Þorgeir[951] hèt son Snorra Karlsefnissonar, faðir Yngvildar[952], móður Brands biskups hins fyrra[953]. Dóttir Snorra Karlsenissonar var ok Steinunn, er átti Einarr, son Grundar-Ketils Þorvalds sonar króks, Þóris sonar á Espihóli; þeirra son var Þorsteinn ránglátr[954], hann var faðir Guðrúnar, er átti Jörundr at Keldum; þeirra dóttir var Halla, móðir Flosa, föður Valgerðar, móður herra Erlends sterka, fööur herra Haukslögmanns. Önnur dóttir Flosa var Þórdis, móðir frá Íngigerðar ríku; hennar dóttir var frá Hallbera, abbadis í Reinisnesi at Stað. Mart stórmenni er komið annað á Íslandi (frá Karlsefni ok Þuríði[955], þat er ekki er hér skráð. [Veri guð með oss, amen[956]!



Her begynder Sagaen om Thorfinn Karlsefne og Snorre Thorbrandsön.

1. Olaf hed en Krigskonge, han blev kaldt Olaf den Hvide; han var en Sön af Kong Ingjald, Helges Sön[957], Olafs Sön, Gudreds Sön, Oplændingernes Konge Halfdan Hvidbeens Sön. Olaf hærjede paa Vesterlandene[958], og indtog Dublin og Dublins Shire[959] paa Irland, hvorover han blev Konge. Han ægtede Aude den Dybsindige, en Datter af Ketil Fladnæse, der igjen var en Sön af Björn Buna, en berömt Mand i Norge[960]. Deres Sön hed Thorstein Röd. Olaf faldt i et Slag paa Irland. Aude og Thorstein droge da til Syderöerne. Der ægtede Thorstein Thoride[961], en Datter af Eyvind Östmand[962], og Söster til Helge den Magre[963]; de havde mange Börn. Thorstein blev Krigskonge[964]; han indgik Forbund med Sigurd Jarl den Mægtige[965], Eystein Glumras Sön. De indtoge Katenæs og Suderland, Ros og Mæræve og mere end Halvdelen af Skotland; derover blev Thorstein Konge, og var det, indtil Skotterne svege ham, og han faldt der i et Slag. Aude var paa Katenæs, da hun spurgte Thorsteins Fald. Hun lod da hemmelig bygge en Knörr (Handelsfartöi) i Skoven, og da den var færdig, seilede hun ud til Örkenöerne. Der bortgiftede hun Thorstein Röds Datter Gro[966]; hun var Moder til Grelade, som var gift med Jarlen Thorfin Hjerneskalsklöver[967]. Derefter drog Aude bort fra Öerne, for at opsöge Island[968]; hun havde tyve[969] frie Mænd paa Skibet med sig. Aude kom til Island, og var den förste Vinter i Björnshavn hos sin Broder Björn[970]. Siden tog Aude alle Dalelandene i Besiddelse imellem Dögurderaa og Skrömulöbsaa; hun boede paa Hvam; hun plejede at holde Bön paa Kroshole (Korshöiene); der lod hun opreise Kors, thi hun var döbt og vel troende. Med hende kom der mange anseelige Mænd her til Landet, som vare tagne til Fange i Vesterviking, og derfor kaldtes Trælle[971]. Een af dem hed Vifil; han var en Mand af fornem Herkomst, og var tagen til Fange i de Vestlige Lande, hvorfor han blev kaldt Træl, indtil Aude frigav ham. Og da Aude gav sine Skibsfolk Bosteder, da spurgte Vifil, hvorfor Aude ikke gav ham noget Bosted, ligesom de andre Mænd. Aude sagde at han ikke skulde tage sig det nær, og tilföiede at han vilde blive holdt for en ypperlig Mand, hvor han saa var. Hun gav ham Vifilsdal, og der boede han. Han havde en Kone, som hed . . . .; deres Sönner vare Thorbjörn og Thorgeir. De vare haabefulde Mænd, og voxte op hos deres Fader[972].


Erik den Röde fandt Grönland [973].

2. Der var en Mand ved Navn Thorvald; han var en Sön af Asvald, der igjen var en Sön af Ulf Öxne-Thorers Sön. Hans Sön hed Erik. Med denne sin Sön drog Thorvald fra Jæderen til Island for Drabs Skyld, og de toge Land paa Hornstrande, og boede paa Drange. Der döde Thorvald, men Erik ægtede da Thorhilde, en Datter af Jörund Atlesön[974] og Thorbjörg Knarrarbringa[975], som da var gift med Thorbjörn den Hökdalske, og boede paa Eriksstad, efterat han var kommen nordenfra, denne Gaard ligger nær ved Vatshorn. Da fældte Eriks Trælle et Fjeldskred paa Valthjofs Gaard Valthjofsstad. Dennes Frænde Eyolf Sör dræbte Trællene ved Skeidsbrekka ovenfor Vatshorn. Derfor dræbte Erik Eyolf Sör; han dræbte ogsaa Holmgange-Rafn paa Leikskaale. Eyolfs Frænder Geirstein og Odd paa Jörve vilde forfölge hans Drab ved Sögsmaal; da blev Erik forviist fra Hökedalen; han tog da Brokö og Öxnö i besiddelse, og boede den förste Vinter paa Trade paa Suderö. Da laante han Thorgest sine Bænkestokke[976]. Siden drog Erik til Öxnö, og boede paa Eriksstad. Han krævede da Stokkene, men fik dem ikke; han drog da til Bredebolstad, og borttog Stokkene, men Thorgest drog efter ham. De sloges nær Gjerdet ved Drange; der faldt to af Thorgests Sönner og nogle andre Mænd. Efter den Tid havde begge en betydelig Deel Folk hjemme hos sig. Styr og Eyolf fra Svinö, Thorbjörn Vifilsön og Thorbrands Sönner i Alptefjord[977] stode Erik bi, men Thord Gellers Sönner og Thorgeir fra Hitardal, Aslak fra Langedal og hans Sön Illuge ydede Thorgest Bistand. Erik og hans Folk dömtes fredlöse paa Thorsnæsthing. Han gjorde da sit Skib i Stand i Eriksvaag; men Eyolf skjulte ham i Dimunsvaag, medens Thorgest med sine Folk sögte efter ham omkring paa Öerne. Han sagde dem, at han agtede at opsöge det Land, som Gunnbjörn, Ulf Krages Sön, saae, da han drev vesterpaa i Havet, og fandt Gunnbjörns Skjær. Han sagde at han vilde komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Thorbjörn, Eyolf og Styr fulgte Erik ud forbi Öerne; de skiltes her med det bedste Venskab, og Erik sagde at han skulde være dem til den samme Bistand, om han blev i Stand dertil, hvis de engang kunde behöve hans Hjelp[978]. Erik seilede fra Sneefjelds Jökel[979] ud paa Havet; han kom fra Havet til den jökel, der hedder Blaasærk[980]; derfra drog han sönderpaa, for at undersöge, om Landet der var beboeligt[981]. Han var den förste Vinter paa Eriksö næsten midt paa den vestre Bygd[982]. Om Vaaren efter drog han til Eriksfjord, og tog sig der Bopæl. Han drog den Sommer i den vestre Ubygd, og var der længe; han gav der mange Steder Navne. Han var den anden Vinter paa Eriksholmene foran Hvarfsgnup[983], og den tredie Sommer drog han lige nordop til Sneefjeld, og ind i Rafnsfjord. Da sagde han at han var kommen udfor (forbi) Bunden af Eriksfjord[984]. Han vendte da tilbage, og var den tredie Vinter paa Eriksö udenfor Mundingen af Eriksfjord[985]. Men om Sommeren efter drog han til Island, og kom i Bredefjord. Han var den Vinter hos Ingolf paa Holmlater[986]. Om Vaaren slogs Erik med Thorgest, men blev den tabende. Derefter bleve de forligte. Denne Sommer drog Erik over at bebygge det Land, han havde fundet, og han kaldte det Grönland; han sagde nemlig, at det meget vilde tilskynde Folk til at drage did, at Landet havde et godt Navn[987].


Om Thorbjörn.

3. Thorgeir Vifilsön blev gift, og ægtede Arnora, en datter af Einar Sigmundsön fra Lögarbrekka, hvis Fader Sigmund var en Sön af Ketil Thistel, som havde taget Thistelfjord i Besiddelse[988]. En anden Datter havde Einar, ved Navn Halveig; hende ægtede Thorbjörn[989], og fik med hende Lögerbrekkaland paa Hellersvalle. Derhen flyttede Thorbjörn, og blev en meget anseelig Mand; han var en god Bonde, og förte megen Pragt. Gudrid hed Thorbjörns Datter; hun var den skjönneste af Kvinder, og meget rask i hele sin Færd. Paa Arnestape[990] boede en Mand, ved Navn Orm, hvis Kone hed Halldis; Orm var en brav Bonde og en god Ven af Thorbjörn, og Gudrid var længe i Opfostring hos ham. Der var fremdeles en Mand ved Navn Thorgeir; han boede paa Thorgeirsfell; han var rig paa Penge, og havde været Frigiven. Han havde en Sön, som hed Einar, og var en smuk Mand og særdeles vel dannet, han var ogsaa en meget stadselig Mand. Einar foretog Handelsreiser imellem Landene, og disse lykkedes ham vel; han var bestandig den ene Vinter paa Island, og den anden i Norge.

Nu fortælles det, at Einar en Höst, da han var paa Island, drog med sine Varer ud efter Sneefjelds Strand, for at sælge Varerne. Han kom til Arnestape. Orm böd ham at blive der, og Einar tog imod Indbydelsen, thi der var Venskab imellem dem. Varerne bleve baarne ind i et Udhuus. Einar löste op for dem, og viste dem til Orm og Huusfolkene, og böd ham at tage deraf, hvad han vilde. Orm tog derimod, og sagde at Einar var en god Kjöbmand og meget lykkelig i sine Foretagender. Men i det de stode med Varerne, gik en Kvinde forbi Dören til Udhuset. Einar spurgte Orm: »Hvo var den smukke Kvinde, som gik der forbi Dören? jeg har ikke seet hende her för.« Orm svarede: »Det er min Fosterdatter Gudrid, en Datter af Thorbjörn paa Lögarbrekka.« Einar sagde: »Hun maa være et godt Parti, har nogen forsögt at beile til hende?« »Vist har der været beilet til hende,« svarede Orm, »men hun er ikke let at erholde, og man kan mærke, at hun maa være vaersom i at vælge sig en Mand, og ligesaa hendes Fader.« »Alligevel bliver hun dog den Kvinde,« sagde Einar, »som jeg agter at beile til, og jeg önsker, at du vil andrage denne Sag hos hendes Fader Thorbjörn, og gjöre dig al Umage for at dette kan faae Fremgang; jeg Skal gjengjelde dig det med mit fuldkomne Venskab, hvis jeg faaer hende tilægte. Thorbjörn Bonde maa indsee, at Svogerskabet vil være os begge til Gavn, thi han förer megen Pragt, og har en god Gaard; dog har man sagt mig at det er snart forbi med hans Penge; men jeg og min Fader fattes hverken Jordegods eller Lösöre, og hvis den Sag gaaer frem, vil det blive Thorbjörn til den störste Bistand.« Orm svarede: »Tilvisse troer jeg, at du er venskabelig sindet imod mig, men dog er jeg for min Deel ikke for, at vi Skulle andrage derpaa, thi Thorbjörn er af et heftigt Sind og tillige meget stolt.« Einar sagde at han ikke önskede andet, end at der blev andraget paa Frieriet. Orm sagde at han skulde raade. Einar drog da tilbage söndenpaa, indtil han kom hjem.

Noget derefter havde Thorbjörn et Höstgilde, som han bestandig pleiede, thi han vilde gerne vise sig som en stor Mand. Der kom Orm fra Arnestape, og mange andre af Thorbjörns Venner. Orm kom Thorbjörn i Tale, og sagde at Einar fra Thorgeirsfell havde været der for kort Tid siden[991], og at han nu var bleven en meget haabefuld Mand; Orm androg nu om Frieriet paa Einars Vegne, og sagde at det for visse Aarsagers Skyld kunde være godt at det skete: »thi det vil blive dig, Bonde! til megen Bistand i Henseende til Pengemidler.« Thorbjörn svarede: »Ikke ventede jeg mig saadanne Ord af dig, at jeg skulde gifte min Datter til en Trællesön[992]; og nu kunne I mærke, at mine Penge formindskes, eftersom I give mig saadanne Raad, og ikke skal hun være hos dig længer, eftersom du syntes, at et saa ringe Parti var passende for hende.« Siden drog Orm hjem, og ligesaa gjorde de övrige Gjæster, enhver til sit Hjem. Gudrid blev tilbage hos sin Fader, og var hjemme den Vinter. Men om Vaaren indböd Thorbjörn sine Venner til sig; der kom mange Mennesker og det var et meget kosteligt Gilde. Og under Gildet krævede Thorbjörn Taushed, og tog saaledes til Orde: »Her har jeg boet i lang Tid, og jeg har prövet Folks Godvillighed og Kjærlighed imod mig, og jeg holder for, at vi have staaet os godt med hinanden; men nu begynder min Forfatning at blive betænkelig med Hensyn til Pengemidler, istedenfor at jeg hidtil er bleven anseet for at besidde anseelig Formue. Nu vil jeg hellere flytte min Bo, end miste min Anseelse, og jeg har derfor i Sinde, för jeg skulde beskæmme min Slægt, at drage bort fra Landet, og forsöge det Löfte, som min Ven Erik den Röde gav mig, da vi skiltes i Bredefjord[993]; jeg agter nu at drage til Grönland i Sommer, om det gaaer som jeg önsker.« Denne Forandring i Thorbjörns Forfatning gjorde stort Indtryk paa Folk, thi Thorbjörn var meget afholdt, og de holdt sig for overbeviste om, at, da Thorbjörn var gaaet saa vidt, at gjöre dette bekjendt for Folk, saa vilde det ikke kunne nytte at fraraade ham. Thorbjörn gav Folk Gaver, og Gildet blev sluttet; derpaa drog enhver hjem til sit. Thorbjörn sælger sine Jorder[994], og köber sig et Skib, som stod optrukket i Mundingen af Rönhavn[995]. Til Reisen med ham forenede sig 30 Mænd, deriblandt Orm fra Arnestape, og hans Kone, og flere af Thorbjörns Venner, som ikke vilde skilles fra ham. De seilede derefter af, og da de vare komne ud paa Havet, tog Bören af; de fore vild paa Havet, og havde mange Vanskeligheder at kæmpe med om Sommeren. Dernæst kom der Sygdom iblandt deres Folk, og Orm döde tillige med hans Kone Halldis, og Halvdelen af deres Mandskab. Söen begyndte at opröres, og Folk udstod det störste Besvær og Elendighed paa mange Maader, men naaede dog til Herjulfsnæs paa Grönland[996] ved selve Vinterens Begyndelse. Den Mand, som boede paa Herjulfsnæs, hed Thorkel; han var en særdeles brav Mand; han tog imod Thorbjörn og alle hans Skibsfolk om Vinteren, og ydede dem med störste Beredvillighed Bistand. I den Tid var der stor Misvæxt paa Grönland; de Folk, som havde faret paa Fiskeri, havde kun faaet liden Fangst, og nogle vare ikke komne tilbage.

I Bygden var der en Kone, som hed Thorbjörg; hun var Spaakvinde, og blev kaldt den lille Vala[997]; hun havde haft ni Söstre, og de vare alle Spaakvinder, men hun ene var da i Live[998]. Det var Thorbjörgs Skik om Vinteren, at hun drog omkring til Gilder, og især de böde hende hjem, som önskede forud at vide deres Skjæbne, eller hvorledes Aaret vilde blive. Og eftersom Thorkel var der den[999] fornemste Bonde, saa syntes det at være hans Sag at vide, naar det Uaar, som var indtruffet, vilde lettes[1 000]. Thorkel indböd Spaakvinden, og hun blev der vel modtagen, som Skik og Brug förte det med sig, naar man skulde tage imod dette Slags Kvinder. Der blev beredt et Höisæde for hende, og lagt et Hynde for hende til at sidde paa; deri skulde være Hönsefjeder[1 001]. Men da hun kom om Aftenen, ledsaget af den Mand, som var sendt imod hende, da var hun saaledes klædt, at hun havde over sig en blaa med Remmer sammenbunden Overkjortel, som var besat med Stene[1 002] lige ned til Skjödet; hun havde Glasperler om Halsen[1 003], og paa Hovedet en sort Lammeskindshætte, som var foret med hvidt Katteskind[1 004]; og hun havde en Stav i Haanden, hvorpaa der var en Knap, den var prydet med Messing, og oventil omkring Knappen besat med Stene[1 005]; hun havde om sig et Knödske-Bælte[1 006], og derfra hang en stor Skindpung, hvori hun forvarede sine Hexeredskaber, som hun behövede til at udföre sin Spaadom; hun havde paa Födderne laadne Kalveskinds Sko, og deri lange Tvinger, og paa Enderne af disse store Tinknappe; hun havde paa sine Hænder Katteskinds Handsker, som vare indvendige hvide og laadne. Men da hun kom ind, holdt alle det for deres Skyldighed at hilse hende med hæderlige Ord; hun optog enhvers Hilsen, eftersom han stod hende an. Huusbonden Thorkel tog hende i Haanden, og förte hende til det Sæde, som var beredt for hende. Thorkel bad hende da at lade sine Öine gaae over hans Tyende og Hjord og ligesaa over Boligen. Hun var faatalende om alt. Bordene bleve fremsatte om Aftenen, og det bör her fortælles, hvad der blev anrettet for Spaakvinden; for hende blev der lavet Gröd paa Gedemelk[1 007] og dertil afrettet Hjerterne af alle Slags Dyr, som vare der at faae[1 008]. Hun havde en Messingskee og en Kniv af Kobber[1 009], som var fastgjort i et af to Ringe omgivet Skaft af Hvalrostand og hvis Spids var afbrudt[1 010]. Men da Bordene vare borttagne, da gik Huusbonden Thorkel for Thorbjörg, og spurgte, hvorledes det behagede hende at skue deromkring sig, og hvorledes Værelserne og Folkenes Væsen der stode hende an, og hvor snart hun kunde faae Kundskab om det, som han havde spurgt hende om, og som alle mest önskede at vide. Hun tilkjendegav at hun intet kunde sige förend om Morgenen efter, naar hun forud havde sovet der om Natten[1 011]. Men den fölgende Dag, da det allerede lakkede ad Aften, blev der gjort saadan Tilberedelse for hende, som hun behövede at have til at fuldföre Seiden[1 012]. Hun bad ogsaa, at de skulde skaffe hende saadanne Kvinder, som kunde det Tryllekvad, der behövedes til Seiden, og benævntes Vardlokkur (eller Skytsaanders Paakaldelser[1 013]), men saadanne Kvinder fandtes ikke; der blev da sögt paa Gaarden, om nogen kunde det; da sagde Gudrid: »Hverken er jeg tryllekyndig eller nogen Spaakvinde, men dog lærte min Fostermoder Halldis mig paa Island et Kvad, som hun kaldte Vardlokkur« »Da er du lykkelig med din Kyndighed,« sagde Thorkel. Hun svarede: »Dette er af den Art, at jeg ikke agter at yde nogen Hjælp derved, fordi jeg er en christen Kvinde.« Thorbjörg sagde: »Det kunde vel tænkes, at du gjorde Folk her en Tjeneste dermed, og blev dog derfor ikke en ringere Kvinde end tilforn; men af Thorkel vil jeg forlange at faae de Ting dertil som man behöver at have.« Thorkel trænger nu ind paa Gudrid, og hun sagde da, at hun vilde gjöre, som han önskede. Kvinderne sloge nu en Kreds omkring Trylle-Forhöiningen[1 014], men Thorbjörg sad oppe paa det; Gudrid kvad nu Kvadet saa smukt og vel, at ingen af de der tilstedeværende tyktes at have hört nogen Sang kvædet med behageligere Stemme. Spaakonen takkede hende for Kvadet, og sagde: »Nu ere mange af de Aander komne til os, og finde Behag i at höre, da Kvadet blev sunget saa vel, som tilforn vilde skille sig fra os, og ingen Bistand yde os; men mig ere nu mange af de Ting klare, som tilforn vare skjulte baade for mig og mange andre. Men jeg kan sige dig det, Thorkel! at dette Uaar vil ikke holde ved længer end i Vinter, og Aaret vil forbedre sig, saasnart Vaaren kommer. Den Sygdom, som har hersket her, vil ogsaa standse hurtigere, end man venter det; men dig, Gudrid! skal jeg strax lönne for den Bistand, som vi have haft af dig, thi din tilkommende Skjæbne er mig nu ganske klar; du vil gjöre det Giftermaal her i Grönland, som er anseeligst, skjönt du ikke vil komme til at nyde godt af det længe, thi dine Veie ligge ud til Island, og der vil du blive Stammoder til en stor og god Æt, og over din Afkom ville skinne klarere Straaler, end jeg har Kraft til nöie at bemærke saadanne[1 015], men hil dig nu, Dotter! og far du vel!« Siden gik Folk til Spaakvinden, og enhver spurgte nu om det, som han helst önskede at vide. Hun var god i sine Svar, det slog heller ikke meget feil, hvad hun sagde[1 016]. Dernæst kom der nogle efter hende fra en anden Gaard; og hun drog da did. Der blev da sendt Bud efter Thorbjörn, thi han havde ikke villet være hjemme, medens saadan overtroisk Færd blev övet[1 017]. Veirliget blev snart mildere, som Thorbjörg havde sagt. Thorbjörn gjorde sit Skib i Stand, og fortsatte Reisen, indtil han kom til Brattelid. Erik tog imod ham med Venlighed, og sagde at det var vel at han var kommen der. Thorbjörn var hos ham om Vinteren tillige med sin Familie, men Skibsfolkene skaffede de Herberge hos Bönderne. Om Vaaren efter gav Erik Thorbjörn Land paa Stokkenæs[1 018], og der blev opfört en anseelig Gaard, hvor han siden boede.


Om Leif den Heldige og Christendommens Indförelse paa Grönland.

4. Erik havde en Kone, som hed Thorhilde[1 019], og med hende to Sönner; den ene hed Thorstein, og den anden Leif[1 020]; de vare begge vakkre Mænd, og Thorstein var hjemme hos sin Fader, og der var ikke nogen Mand paa Grönland, der gav bedre Haab om sig at blive til noget end han. Leif havde seilet til Norge og været hos Kong Olaf Tryggvesön. Men da Leif seilede fra Grönland om Sommeren, bleve de forslaaede til Syderöerne. Det varede længe, inden de derfra fik Bör, og de maatte derfor opholde sig der længe om Sommeren. Leif blev forelsket i en Kvinde, som hed Thorgunna; hun var af en fornem Slægt, og Leif fandt, at hun maatte vide meget (være tryllekyndig). Og da Leif beredte sig til at drage bort, bad Thorgunna om Lov til at drage med ham. Leif spurgte, om det var med hendes Frænders Villie. Hun sagde at hun ikke bröd sig derom. Leif sagde at han ikke kunde finde det raadeligt for sig, i et fremmedt Land at bortföre en Kvinde af en saa stor Herkomst, især da han kun havde faa Folk med sig. Thorgunna sagde: »Det er ikke vist, at du vil tykkes bedre om den Beslutning.« »Det vil jeg dog forsöge paa,« sagde Leif. »Da siger jeg dig,« sagde Thorgunna, »at jeg farer ikke ene thi jeg er frugtsommelig, og jeg udlægger dig for Fader til Barnet; jeg aner at det vil være et Drengebarn, naar det födes; men skjönt du ingen Agt vil give herpaa, saa vil jeg dog opföde Drengen og sende dig ham til Grönland, saasnart han kan drage med andre Mænd; men jeg aner, at denne Sön vil blive dig til ligesaa meget Gavn som vor Skilsmisse nu lover; men jeg agter mig engang, inden Enden tager, til Grönland.« Leif gav hende en Guld-Fingerring, en grönlandsk Vadmels Kaabe og et Bælte af Hvalrostand. Denne Dreng kom til Grönland, og hed Thorgils. Leif vedgik at være hans Fader, og tog imod ham, og nogle sige, at denne Thorgils er kommen til Island om Sommeren för Frodaa-Undere[1 021]; men denne Thorgils var siden paa Grönland, og det syntes ikke heller der at gaae aldeles naturlig til med ham, inden Enden tog.

Leif seilede med sine Folk bort fra Syderöerne, og kom til Norge om Hösten. Leif begav sig til Kong Olaf Tryggvesöns Hof; Kongen holdt ham i megen Ære, og troede at see, at han maatte være en vel dannet Mand. Engang kom Kongen i Tale med Leif, og sagde: »Agter du dig ud til Grönland i Sommer?« »Det agter jeg,« sagde Leif, »hvis det er eders Villie.« Kongen svarede: »Jeg holder for, at det vilde være godt, og du skal drage did med mit Ærende og forkynde Folket Christendommen.« Leif sagde at han skulde raade, men tilföiede, at han troede, dette Ærende vilde være vanskeligt at udföre paa Grönland. Kongen sagde at han ikke kjendte nogen Mand, der var bedre skikket dertil end han: »og det vil vist lykkes for dig.« »Da vil det allene skee,« sagde Leif, »fordi jeg dertil nyder godt af eders Lykke.«

Leif begav sig nu paa Reisen, og drev længe om paa Söen, og traf paa Lande, som han forud ikke vidste noget af[1 022]; der vare selvsaaede Hvedeagre og Viinranker opvoxne; der vare ogsaa de Træer, som kaldes Masur, og de toge af alt dette nogle Pröver; somme Træer vare saa store, at de bleve brugte til Bjælker i Huse. Leif traf paa nogle Folk paa et Skibsvrag, og förte dem hjem med sig[1 023]; Leif viste deri, som i meget andet, den störste Höimodighed og Driftighed, at han indförte Christendommen i Landet, og blev bestandig siden kaldt Leif den Heldige. Leif landede i Eriksfjord, og drog Siden hjem til Brattelid; der toge alle vel imod ham. Han forkyndte snart Christendommen og den almindelige (katholske) Tro i Landet, og foredrog for Folket Kong Olaf Tryggvesöns Ordsending, og forklarede dem, hvor megen Herlighed og Glands der var ved denne Tro. Erik var langsom til at tage nogen Bestemmelse om at forlade sin Tro, men Thjodhilde[1 024] lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en Kirke ikke ganske nær ved Husene; dette Huus blev kaldt Thjodhildes Kirke. Der holdt hun og de andre, som antoge Christendommen, deres Bönner[1 025]. Thjodhilde vilde ikke, fra den Tid hun havde antaget Troen, have nogen Omgang[1 026] med Erik; og dette var ham meget imod.

Der taltes nu meget om, at man skulde foretage en Opdagelsesreise til det Land, som Leif havde fundet. Den, som især skyndte hertil, var Thorstein Eriksön, en kyndig og afholdt Mand. Erik blev ogsaa anmodet om at drage med, da man havde störst Tiltro til hans Lykke og Klogskab; han var længe derimod, men da hans Venner bade ham indstændig derom, afslog han det ikke[1 027]. Dernæst gjorde de det Skib i Stand, hvorpaa Thorbjörn var kommen derud, og tyve Mænd bleve bestemte til Reisen; de förte lidet Gods med sig, og ikke mere end deres Vaaben og Födevarer. Den Morgen, da Afreisen var bestemt, red Erik hjemmefra, han tog da et Skrin, hvori der var Guld og Sölv, dette skjulte han i Jorden, og begav sig siden paa Veien; og da ramte ham det Uheld, at han faldt af Hesten og bröd Ribbenene i Siden, og forslog Armen i Skulderledet. Dette bevægede ham til at bede sin Kone Thorhilde, at hun skulde tage Pengene bort, og han udlod sig med, at han nu havde undgjeldt for det, at han havde skjult Pengene[1 028]. Siden seilede de ud af Eriksfjord med stor Glæde, og havde den bedste Forhaabning om deres Reise. De dreve længe om paa Havet, og kom ikke paa de Veie, som de vilde. De kom Island i Syne, ogsaa bemærkede de Fugle fra Irland; deres Skib drev saaledes hid og did i Havet; om Hösten droge de tilbage, og vare saare meget medtagne af Slud og Uveir og udmattede af Strabadser; de kom ved selve Vinterens Begyndelse til Eriksfjord; da sagde Erik: »Gladere seilede vi i Sommer ud af Fjorden, end vi nu ere[1 029], og der ere dog end mange gode Raad for os.« Thorstein svarede: »Det egner sig nu en Hövding at drage nogen Omsorg for alle de Mænd, som nu ere her uden noget vist Tilholdsted, og at skaffe dem Herberge i Vinter.« Erik svarede: »Det er bestandig sandt, som det hedder, at en Sag ikke er klar, för der er svaret; og saa maa det gaae her; vi skulle nu fölge dit Raad i dette.« Alle de, som ikke havde andre Herberger, fulgte nu med Erik og Thorstein; de droge hjem til Brattelid, og vare der om Vinteren.


Thorstein Erikson fik Thurid (Gudrid); Gjengangere.

5. Nu er at fortælle om, at Thorstein Erikson beilede til Gudrid, og det Andragende blev vel optaget baade af hende og hendes Fader; dette blev altsaa besluttet. Thorstein ægtede Gudrid, og deres Bryllup stod i Brattelid om Hösten; dette Gilde gik vel af, og der vare mange forsamlede til samme. Thorstein havde Bo i Vesterbygden paa den Gaard, som hed Lysefjord[1 030]; men Halvdelen i Boet havde en Mand, ved Navn Thorstein, hans Kone hed Sigrid. Thorstein drog til Lysefjord om Hösten til sin Navne; og Gudrid fulgte ham did. Der blev taget vel imod dem, og de vare der om Vinteren. Det indtraf der, at Sygdom kom i deres Gaard strax i Begyndelsen af Vinteren. Gardar hed den Mand, som forestod Arbeidet der paa Gaarden; han var ikke afholdt; han blev först syg og döde; siden varede det ikke længe, inden den ene döde efter den anden. Derpaa angreb Sygdommen Thorstein Eriksön og hans Navne Thorsteins Kone Sigrid. Og en Aften vilde Sigrid gaae til Lillehuset, som stod over for Huusdören; Gudrid fulgte hende, og de vendte imod Indgangen, da udstödte Sigrid et Skrig. Gudrid sagde: »Vi have baaret os uforsigtig ad, og skynd dig, at du ikke skal blive kold, og lad os strax gaae ind igjen, saa hurtig som vi kunne.« Sigrid svarede: »Ei er det saa let at gaae tilbage, saaledes som Sagerne nu staae, thi her er nu hele de Dödes Skare foran Dören, og din Mand Thorstein, og der kjender jeg mig selv, og er sligt skrækkeligt at see.« Og da det var forbi, sagde hun: »Lad os nu gaae, Gudrid! nu seer jeg ikke denne Skare længer.« Da var Thorstein forsvunden for hendes Öine; forud forekom han hende at have en Svöbe i Haanden og at ville slaae Skaren[1 031]. De gik derpaa ind, og för Morgenen kom, var hun död; og der blev gjort en Kiste til Liget. Og denne samme Dag agtede Folkene at roe ud at fiske, og Thorstein förte dem ned til Bryggen; og da det var begyndt at mörknes, drog han ned at see deres Fangst. Da sendte Thorstein Erikson sin Navne Bud, at han skulde komme til ham, og sagde saa, at der ikke var roligt, og at Huusmoderen vilde reise sig op paa Födderne, og vilde under Klæderne hos ham; og da han kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken[1 032]; da tog han hende fat med Hænderne, og holdt en Bulöxe for Brystet af hende[1 033]. Thorstein Erikson döde næsten ved Dagens Slutning. Huusbonden Thorstein bad Gudrid at lægge sig ned at sove, men han sagde at han vilde vaage om Natten ved Liget[1 034]; hun gjorde saa. Og da en kort Tid af Natten var forlöben, satte Thorstein Eriksön sig op, og talte; han sagde at han önskede at Gudrid blev kaldt did, og sagde at han vilde tale med hende: »Gud vil, at denne Stund gives mig til Raadighed og til Forbedring i min Forfatning.« Huusbonden Thorstein gik da til Gudrid, og vakte hende, bad hende signe sig og bede Gud om at hjælpe hende, og sagde hende, hvad Thorstein Eriksön havde talt til ham: »og han vil tale med dig, hvorfor du kommer til at overveie, hvad Beslutning du vil tage; thi jeg kan her hverken tilskynde eller fraraade dig.« Hun svarede: »Det kan være, at dette sigter til nogle saadanne Ting, som siden ville blive holdte i Minde, denne vidunderlige Hændelse; men jeg haaber at Gud vil holde mig i sin Varetægt; jeg vil derfor vove med Guds Miskundhed at gaae til ham, og faae at vide, hvad han vil tale, thi jeg vil ikke kunne undflye, hvis det er mig bestemt til Meen; mindre önsker jeg at han skal gaae videre; men jeg aner, at det maa være magtpaaliggende.« Nu gik Gudrid, og kom til Thorstein; det syntes hende som han fældte Taarer; han hvidskede nogle Ord til hende, saa at hun ene kunde höre dem, men det sagde han, saa at alle hörte det, at de vilde blive salige, som holdt Troen, og at al Hjælp og Miskundhed var forbunden med den; og sagde at dog mange kun slet overholdt dens Bud: »thi det er ingen Skik, som det er gaaet her i Grönland, siden Christendommen her er indfört, at begrave Folk i uviet Jord, og kun synge lidet over dem; jeg önsker at jeg og de övrige, som ere döde her, blive förte til Kirken, men jeg vil at Gardar skal brændes, saa snart som mueligt, paa et Baal[1 035], thi han forvolder alle de Gjenfærd, som her have været i Vinter.« Han forudsagde hende ogsaa hendes egen Skjæbne, og sagde at den vilde blive mærkelig, men bad hende vogte sig for at gifte sig med nogen grönlandsk Mand; han bad hende, at hun skulde give deres Formue deels til Kirken deels til de Fattige; og dernæst faldt han tilbage anden Gang[1 036]. Det havde været Skik i Grönland, efterat Christendommen var der indfört, at Folk bleve begravede paa Gaardene, hvor de vare döde, i uviet Jord, og der skulde sættes en Stavre op fra Brystet paa den Döde, og siden, naar Præster kom dertil, da skulde Stavren rykkes op, og der skulde hældes Vievand i Hullet, og synges derover, om det end var længe efter[1 037]. Thorsteins og de andres Lig bleve förte til Kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af Præsterne. Erik tog Gudrid til sig, og var hende i Faders Sted. Kort efter döde Thorbjörn, hele Formuen tilfaldt da Gudrid. Erik tog hende til sig, og sörgede vel for hendes Anliggender.


Om Thord paa Höfde.

6. Thord hed en Mand, som boede paa Höfde i Höfdestrand; han var gift med Fridgerde, som var en Datter af Thorer Hyma eller den Dösige og Irernes Konge Kjarvals Datter Fridgerde[1 038]. Thord var en Sön af Björn Byrdesmör, en Sön af Thorvald Ryg[1 039], en Sön af Asleik, en Sön af Björn Jernside, en Sön af Ragnar Lodbrok. De havde en Sön, som hed Snorre; han var gift med Thorhilde Rype, en Datter af Thord Geller; deres Sön var Thord Hesthöfde[1 040]. Thorfin Karlsefne hed Thords Sön; Thorfins Moder hed Thorun[1 041]. Thorfin drog paa Handelsreiser, og blev anseet for en duelig Sö- og Handelsmand. En Sommer gjorde Karlsefne sit Skib i Stand, og agtede sig til Grönland. Snorre Thorbrandsön fra Alptefjord[1 042] drog med ham, og de vare 40 Mand paa Skibet. Der var en Mand, ved Navn Bjarne Grimolfsön fra Bredefjord[1 043], en anden som hed Thorhal Gamlesön, en östfjordsk Mand; de beredte den samme Sommer deres Skib, og agtede sig til Grönland; de vare ogsaa 40 Mand paa Skibet. Karlsefne og de andre seilede nu af med disse to Skibe, saasnart de vare færdige. Der fortælles intet om, hvor lang Tid de vare i Söen, men det er at berette, at begge disse Skibe kom til Eriksfjord om Hösten. Erik og flere af Beboerne rede til Skibet, og de begyndte nu at slutte Handel med dem, og kom let overeens derom. Skibsförerne tilböde Erik at tage saa meget af Varerne, som han vilde; men Erik viste dem igjen paa sin Side Gjæstfrihed, og böd Besætningerne af disse to Skibe hjem til sig om Vinteren til Brattelid. Dette toge Kjöbmændene imod, og takkede ham. Dernæst bleve deres Varer förte hjem til Brattelid; der fattedes ikke store Udhuse til at gjemme Varerne i, heller ikke meget af det, som behövedes, hvorfor de vare vel tilfredse om Vinteren. Men imod Julen[1 044] begyndte Erik at blive taus, og var ikke saa glad, som han pleiede. Engang henvendte Karlsefne sig nu til Erik og spurgte: »Har du nogen Bekymring, Erik? man synes at mærke, at du ikke er saa glad, som du pleier; du har beværtet os med den störste Gavmildhed, og vi ere skyldige at gjengjelde dig det med saadanne Tjenester, som vi ere i Stand til at yde; siig mig nu, hvad der bedröver dig!« Erik svarede: »I tage vel og venligen til Takke her, derfor er jeg ikke bekymret for, at I, hvad vort Mellemværende betræffer, skulle komme til at savne Bistand; men derimod frygter jeg for, naar I komme andensteds, at det vil siges, at I ikke have tilbragt nogen værre Juul end denne, som nu kommer, da Erik den Röde beværtede eder i Brattelid paa Grönland.« »Det vil ikke gaae saa, Bonde!« sagde Karlsefne; »vi have paa vort Skib baade Malt og Korn, tag deraf saa meget som I vil, og bered et Gilde saa prægtigt som I synes derom!« Dette Tilbud tog Erik imod, og der blev da beredt til Julegilde, og dette Gilde var saa anseeligt, at Folk tyktes neppe at have seet saadan Pragt i et fattigt Land. Og efter Julen androg Karlsefne hos Erik, at han önskede sig Gudrid tilægte, thi det forekom ham, som han maatte have Raadighed herover. Erik svarede vel hertil, og sagde at hun kom til at fölge sin Skjæbne, og at han kun havde hört godt om ham, og det endtes da med, at Thorfin fæstede Thurid[1 045], og Gildet blev da foröget; og deres Bryllup holdt, og dette skete i Brattelid om Vinteren.


Viinlandsreisen begynder.

7. I Brattelid begyndte Folk meget at tale om, at man skulde opsöge Viinland det Gode[1 046], og det sagdes, at en Reise derhen vilde være særdeles fordeelagtig med Hensyn til Landets Frugtbarhed; og det kom da saa vidt, at Karlsefne og Snorre beredte deres Skib, for om Vaaren at opsöge Landet. Med dem droge ogsaa de ovenfor nævnte Mænd Bjarne og Thorhal med deres Skib. En Mand ved Navn Thorvard[1 047] , som var gift med Freydis, en Slegfreddatter af Erik den Röde[1 048], drog ogsaa med dem, og Eriks Sön Thorvald, og Thorhal med Tilnavn Jæger, som længe havde været hos Erik, og tjent ham som Jæger om Sommeren og som Huusfoged om Vinteren; han var stor og stærk, sortladen og lig en Jætte, taus, og gav ondt fra sig, i hvad han talte, og tilskyndte bestandig Erik til det Værste; han var en slet Christen; han var vidt omkring bekjendt i Ubygderne; han var paa Skibet hos Thorvard og Thorvald. De havde det Skib, som Thorbjörn[1 049] havde fört derud. De havde i alt 160 Mand[1 050], da de seilede til Vesterbygden, og derfra til Bjarnö[1 051]. Derfra seilede de to Dage[1 052] i Sönder; da saae de et Land, og udsköde Baaden, og undersögte Landet; de fandt der store Heller eller flade Stene, hvoraf mange vare tolv Alen brede; der var en stor Mængde Ræve. De gave Landet Navn, og kaldte det Helleland[1 053]. Derfra seilede de to Dage, og dreiede af fra Sönden mod Sydöst, og fandt et Land, bevoxet med Skov, og mange Dyr paa det; en Ö laae der udenfor Landet i Sydöst; paa den dræbte de en Björn, og kaldte den siden Bjarnö, men Landet Markland[1 054]. Derfra seilede de længe sönderpaa langs med Landet, og kom til et Næs; Landet laae paa Skibets höire Side; der vare lange og sandige Strande eller Kyststrækninger. De roede i Land, og fandt der paa Næsset Kjölen af et Skib, og kaldte det Kjalarnes[1 055]; og Strandene kaldte de Furdustrande[1 056], thi det var en lang Seilads ved dem. Da blev Landet gjennemskaaret af Vige; de holdt med Skibene ind i en Vig. Kong Olaf Tryggvesön havde givet Leif to skotske Folk[1 057], en Mand, som hed Hake, og en Kvinde Hekja, de vare hurtigere end Dyr; disse Folk vare paa Skibet hos Karlsefne; men da de havde seilet forbi Furdustrande, satte de de skotske Folk i Land, og hade dem löbe sönderpaa i Landet, at undersöge dets Beskaffenhed, og komme tilbage inden tre Dages Forlöb[1 058]. De havde et Slags Klædning, som de kaldte Kjafal[1 059], der var saaledes gjort, at en Hat (eller Hætte) var foroven, og den var aaben paa Siderne, og uden Ærmer paa, sammenknappet mellem Benene med en Knap og en Stroppe, men paa de andre Steder vare de bare. De bleve der den bestemte Tid; men da de kom tilbage, havde den ene i Haanden en Viindrueklase[1 060], og den anden et nylig saaet Hvedeax[1 061], de gik ud paa Skibet, og dernæst seilede de videre. De seilede ind i en Fjord; der laae en Ö udenfor, om hvilken der vare stærke Strömme; derfor kaldte de den Strömö. Der vare saa mange Edderfugle paa Öen, at man neppe kunde gaae der for Æg. De kaldte det Sted Strömfjord[1 062]. De bare der Ladningerne af deres Skibe, og beredte sig til at blive der. De havde alskens Kvæg med sig[1 063]. Egnen der var meget skjön. De toge sig ikke andet for, end at undersöge Landet. De vare der om Vinteren, uden forud at have sörget for Födemidler. Om Sommeren begyndte Fiskefangsten at tage af, og det blev vanskeligt at skaffe Föden til veie; da forsvandt Thorhal Jæger. De havde forud gjort Löfter til Gud for Levnetsmidler, men de kom ikke saa snart, som de troede at behöve dem; de sögte efter Thorhal i tre Dage, og fandt ham paa en Klippepynt ; der laae han, og saae op i Veiret, og gabede baade med Næse og Mund, og mumlede noget; de spurgte, hvi han var kommen der, han sagde at det ikke kom dem ved; de bade ham gaae hjem med dem, og han gjorde saa. Kort efter kom der en Hval, og de droge did, og skare den op, og ingen kjendte, hvad Slags Hval det var; og da Kokkene kogte den, da spiste de, og alle fik ondt deraf; da sagde Thorhal: ”Hjelpsommere var nu den rödskjæggede[1 064] end eders Christ; dette har jeg nu for mit Skjaldskab, at jeg kvad om Thor, min Beskytter; sjelden har han svigtet mig.” Men da de fik det at vide, kastede de hele Hvalen i Söen, og hensköde deres Sag til Gud; da blev Veirliget bedre, og det blev mueligt at roe ud paa Fiskefangst, og de fattedes da ikke Levnetsmidler; thi de kunde da jage Dyr paa Landet, samle Æg paa Öen, og fange Fisk paa Söen.


Om Karlsefne og Thorhal.

8. Det fortælles, at Thorhal vilde drage nordefter langs med Furdustrande, for at opsöge Viinland, men Karlsefne vilde drage sydefter langs med Kysten. Thorhal beredte sig ude under Öen, og de bleve ikke flere end ni tilsammen; men hele det övrige Mandskab drog med Karlsefne. Men da Thorhal bar Vand paa sit Skib og drak, da kvad han denne Vise:

Folk mig loved, naar hid jeg
Kom, da skulde den bedste
Drik jeg have; men Landet
Laste bör jeg for alle;
Her man nödes med Haanden,
Spand at styre til Vandet,
Jeg til Kilden mig böier,
Viin kom ei paa min Læbe[1 065].

Og da de vare færdige, heisede de Seil; da kvad Thorhal:

Lad os drage tilbage
Hjem til vore Landsmænd,
Lade Skibet forsöge
Havets brede Veie;
Medens de ufortrödne
Mænd, som rose Landet,
Bygge og Hvaler syde
Her paa Furdustrande[1 066].

Siden seilede de nordefter forbi Furdustrande og Kjalarnæs, og vilde krydse forbi Kysten imod Vesten; da fik de en stærk Vestenvind imod sig, og dreve da op paa Irland, og bleve der slaaede og gjorte til Trælle[1 067], og der lod Thorhal sit Liv, eftersom Kjöbmænd have fortalt.


9. Nu er at berette om Karlsefne, at han tilligemed Snorre og Bjarne og deres Folk drog sydefter langsmed Kysten af Landet De seilede længe, og lige til de kom til en Flod, som löb ned fra Landet, og igjennem en Indsö ud i Havet; Flodbredderne vare flade og store, og man kunde ikke komme ind i Floden uden ved Höivande. Karlsefne seilede med sine Folk ind i Mundingen, og de kaldte Stedet Hopet[1 068]. De fandt der paa Landet selvsaaede Hvedeagre, der hvor Grunden var siid, men Viinranker der hvor den hævede sig noget[1 069]. Hver Bæk der var fuld af Fiske. De gjorde Grave, der hvor Landjorden begyndte, og Floden gik höiest op, og naar Havet da veg tilbage, vare der Helleflyndre[1 070] i Gravene. Der var en stor Mængde af alle Slags Dyr i Skoven. De vare der en halv Maaned, og fornöiede sig, og bleve intet var; deres Kvæg havde de med sig[1 071]. Og en Morgen tidlig, da de saae sig om, saae de en stor Mængde Skindbaade[1 072], og at Stænger[1 073] bleve svungne paa dem, og det löd ligesom Blæsten i et Halmknippe, og Svingningen skete med Solen. Da sagde Karlsefne: »Hvad mon dette have at betyde?« Snorre Thorbrandsön svarede ham: »Det kan være at dette er et Fredstegn, og lad os tage et hvidt Skjold[1 074], og holde imod dem;« og de gjorde saa. Derpaa roede hine imod dem, og undrede sig over dem som de traf der, og gik op paa Land. Disse Mennesker vare sorte og af et barskt Udseende, og havde stridt Haar paa Hovedet; de havde store Öine og brede Kinder[1 075]. De bleve der en Tid, og undrede sig over dem, som de traf der, og roede siden bort og sydefter omkring Næsset.


10. Karlsefne og hans Folk havde gjort deres Vaaninger ovenfor Indsöen, og nogle af Husene vare nær ved Söen, andre fjernere fra samme. De vare nu der den Vinter; der kom ingen Snee, og alt deres Kvæg nærede sig selv ved at græsse[1 076]. Men da det vaaredes, saae de en Morgen tidlig, at en Mængde Skindbaade roede sydfra forbi Næsset, saa mange som om der var saaet med Kul foran Vigen; der blev da ogsaa Stænger svungne paa hver Baad. Karlsefne og hans Folk hævede da Skjoldene i Veiret, og da de kom sammen, begyndte de at kjöbslaae, og dette Folk vilde helst have rödt Klæde[1 077]; de havde at give derfor Skindvarer og ægte Graaskind. De vilde ogsaa kjöbe Sværde og Spyd, men det forböd Karlsefne og Snorre. Skrælingerne toge for et ganske graat Skind et Spand langt Stykke rödt Klæde, og bandt det om deres Hoved. Saa gik deres Handel en Tid; da begyndte Klædet at gaae op for Karlsefne og hans Folk, og de skare det da i smaae Stykker, som ikke vare bredere end en Fingers Bredde, og Skrælingerne gave dog ligesaa meget derfor som tilforn eller mere.


11. Det hændte sig at en Tyr, som Karlsefne havde, löb frem af Skoven, og brölede höit; dette forskrækkede Skrælingerne, og de löb ud paa Skindbaadene, og roede derpaa sydefter med Kysten[1 078]; da mærkede man ikke til dem i tre hele Uger. Men da den Tid var forbi, saae de en stor Mængde skrælingske Baade komme söndenfra, i hele Rækker, som vare de rivende Strömme; alle Stængerne bleve da svungne imod Solen, og de hylede alle meget höit. Da toge Karlsefnes Folk et rödt Skjold, og holdt imod dem[1 079]. Skrælingerne löb af Baadene, og derpaa gik de mod hinanden og sloges; der blev en haard Skudregn, thi Skrælingerne havde Valslynger[1 080]. Karlsefnes Folk saae, at Skrælingerne hævede op paa en Stang en overmaade stor Kugle, næsten at ligne med en Faarevom, og blaaagtig af Farve; denne svang de af Stangen op paa Land over Karlsefnes Mandskab, og den gav et fælt Skrald, i det den faldt ned[1 081]. Dette indjog Karlsefne og alle hans Folk en stor Frygt, saa at de fremfor alt önskede at flye, og de trak sig tilbage langs med Floden, thi det forekom dem, at Skrælingerne trængte frem imod dem fra alle Sider; og de standsede ikke, förend de kom til nogle Klipper, hvor de gjorde en haard Modstand. Freydis[1 082] kom ud, og saae at Karlsefnes Folk trak sig tilbage, og hun raabte da: »Hvi löbe I, saa raske Mænd som I ere, for disse Stakler, som jeg troede I kunde fælde som Fæ; og hvis jeg havde Vaaben, troer jeg at jeg skulde slaas bedre end nogen af eder.« De gave ingen Agt paa hendes Ord. Freydis vilde fölge dem, men hun var langsommere, thi hun var frugtsommelig; dog gik hun efter dem i Skoven. Skrælingerne satte efter hende; hun fandt for sig en död Mand, det var Thorbrand Snorresön, og en flad Steen stod fast i Hovedet paa ham; Sværdet laae blottet ved hans Side; dette tog hun op, og beredte sig til Modværn. Da naaede Skrælingerne hende; hun trak da Brystet frem af Klæderne, og slog det ud paa det bare Sværd; derved bleve Skrælingerne bange, og undlöb til deres Skibe, og roede bort. Karlsefne og hans Folk kom da til, og roste hendes Mod. To Mænd faldt af Karlsefnes Folk, men en Mængde af Skrælingerne. Karlsefnes Trop havde her med et alt for stort Antal at gjöre, og de droge nu hjem efter dette til deres Vaaninger, og forbandt deres Saar; de tænkte nu over, hvad det havde været for en Mængde, som oppe fra Landet af havde trængt frem imod dem, og det forekom dem nu, at det kun havde været virkelige Folk, som kom fra Baadene, men at de andre Folk maatte have været Öienforblændelse[1 083]. Skrælingerne fandt ogsaa en död Mand, ved hvem der laae en Öxe; een af dem tog Öxen op, og hug i et Træ med den; og nu gjorde den ene efter den anden det samme, og tyktes at det var en kostelig Ting[1 084], og at den bed godt; siden tog een den, og hug i en Steen med den, saa at Öxen brödes, og da tyktes den dem af ingen Nytte, eftersom den ikke holdt imod Steen, og de kastede den bort.


12. Karlsefne og hans Folk troede nu at indsee, at, skjönt Landet havde mange Herligheder, vilde man dog der bestandig svæve i Frygt for Ufred af Landets tidligere Beboere. De beredte sig derfor til afrejse, og agtede sig til deres Fædreland; de seilede nordefter med Kysten, og traf 5 Skrælinger i Skindpelse, sovende nær ved Havet. De havde med sig Æsker, hvori der var Dyremarv, blandet med Blod[1 085]; Karlsefnes Folk tyktes at forstaae, at disse Mennesker vel vare blevne forviiste fra Landet; de dræbte dem[1 086]. Siden kom de til et Næs, hvorpaa der var en Mængde Dyr, og Næsset var overalt bedækket med Mög, efterdi Dyrene laae der om Nætterne. Nu kom de tilbage til Strömfjord, og der var Overflödighed af alt hvad de behövede at have. Det er somme Mænds Sagn, at Bjarne og Gudrid ere blevne der tilbage med 100 Mand, og have ikke faret længere; men Karlsefne og Snorre have med 40 Mand faret sydpaa, og have ikke været længere i Hopet end knap to Maaneder, ere samme Sommer komne tilbage. Karlsefne foer derpaa med eet Skib at söge efter Thorhal Jæger, men de övrige bleve tilbage. De seilede nord forbi Kjalarnæs, og förtes da frem mod Vesten, og Landet var paa deres venstre Side. Der vare da öde Skove overalt, saa langt de kunde see, og næsten ingen aabne Pladser deri. Og da de havde seilet længe, löb der en Flod ned fra Landet fra Öst mod Vest; de lagde ind i Flodmundingen og laae ved den söndre Bred.


Thorvald Eriksöns Drab.

13. Det hændte sig en Morgen at Karlsefne og hans Folk saae ovenfor en aaben Plads i Skoven en Plet, som glindsede imod dem, og de raabte derimod; det rörte sig, og det var en Eenfoding[1 087], som derpaa sköd sig ned til den Flodbred, ved hvilken de laae. Erik Rödes Sön Thorvald sad ved Roret, og Eenfodingen sköd en Pil ind i Tarmene paa ham. Thorvald trak Pilen ud, og sagde: »Fedt er det mig om Isteren; et frugtbart Land ere vi komne til, men dog ville vi neppe komme til at nyde godt af det.« Thorvald döde af dette Saar kort efter. Derpaa löb Eenfodingen bort igjen nordefter. Karlsefne og hans Folk forfulgte ham, og saae ham stundum, og det sidste de saae til ham, var at han sprang ud i en Vig. Da vendte de tilbage, og en Mand kvad da denne Kvædling:

Folk satte efter
(meget sandt det var)
en Eenfoding
ned til Stranden;
men underlig Mand
ilende styrted
sig (i Havet);
Hör du, Karlsefne[1 088]!

De droge da bort igjen nordefter, og tyktes see Eenfodingeland; de vilde da ikke udsætte deres Folk længer. De meente den Fjeldstrækning, som var i Hop, og den som de nu traf, var een og den samme, og at det slog næsten lige til, at der var lige langtfra Strömfjord til begge Steder. Den tredie Vinter vare de i Strömfjord. De deelte sig da meget i Partier, hvortil Kvinderne vare Anledning, da de Mænd, som vare ugifte, vilde forurette de gifte, og deraf opstod stor Uro. Der födtes den förste Höst Karlsefnes Sön Snorre, og han var tre Aar, da de droge bort. Da de seilede fra Viinland, fik de Söndenvind, og kom da til Markland, og traf der 5 Skrælinger, den ene var skægget, de to Kvinder, og de to Börn; de toge Drengene, men de andre undkom, og Skrælingerne sank ned i Jorden[1 089]. Disse to Drenge förte de med sig; de lærte dem Sproget, og de bleve döbte. De kaldte deres Moder Vethillde, og deres Fader Uvæge[1 090]. De sagde at to Konger beherskede Skrælingerne[1 091], og den ene af dem hed Avalldania, men den anden Valldidida. De sagde at der ingen Huse vare, Folk laae der i Grotter eller i Huler[1 092]. De sagde at der laae et Land paa den anden Side ligeoverfor deres Land, hvor der boede Folk, som vare iförte hvide Klæder, og bare Stænger foran sig, hvorved der vare fæstede Flige, og de raabte höit; og Folk troe, at det har været Hvitramannaland eller det store Irland[1 093].


14. Bjarne Grimolfsön blev med sit Skib forslaaet til Irlands Hav, og de kom i en Ormesö, og Skibet begyndte stærkt at synke under dem[1 094]. De havde en Baad, som var smurt med Sæltjære, thi den angriber Söormen ikke[1 095]; de gik i Baaden, og saae da, at den ikke kunde bære dem alle; da sagde Bjarne: »Eftersom Baaden ikke rummer meer end Halvdelen af vore Mænd, da er det mit Raad at der trækkes Lod om, hvo der skulle i Baaden, thi det skal ikke gaae efter Anseelse.« Dette fandt alle saa höimodig budet, at ingen vilde tale derimod; de gjorde da saa, og trak Lod, og det tilfaldt Bjarne at gaae i Baaden, og Halvdelen af Mandskabet med ham, thi Baaden rummede ikke flere. Men da de vare komne i Baaden, sagde en Islænder, som da var paa Skibet, og havde fulgt Bjarne fra Island: »Agter du, Bjarne, her at forlade mig?« »Saa kommer det nu til at være,« svarede Bjarne. Da sagde denne: »Andet lovede du min Fader, da jeg drog fra Island med dig, end saaledes at forlade mig, da du sagde, at vi begge skulde friste den samme Skjæbne.« Bjarne svarede: »Ei skal det da gaae saaledes; gak du herned i Baaden, og jeg vil stige op i Skibet, thi jeg seer at du er saa begjerlig efter at leve.« Bjarne gik da op i Skibet, men denne Mand ned i Baaden, og de fortsatte derpaa Reisen, indtil de kom til Dublin i Irland, og fortalte der disse Begivenheder; men det er de flestes Tro, at Bjarne og hans Ledsagere ere omkomne i Ormehavet, thi der spurgtes ikke siden til dem[1 096].


Karlsefnes og hans Kone Thurids (Gudrids) Afkom.

15. Den anden Sommer efter drog Karlsefne til Island, og Gudrid med ham, og han drog hjem til Reynisnæs[1 097]. Hans Moder tyktes at han havde gjort et ringe Parti, og derfor var Gudrid ikke hjemme den förste Vinter. Men da hun mærkede, at Gudrid var en særdeles udmærket Kvinde, tillod hun hende at drage hjem, og de kom godt ud af det med hinanden. Snorre Karlsefnessöns Datter hed Hallfride, Moder til Biskop Thorlak Runolfsön. De havde en Sön, som hed Thorbjörn; hans Datter hed Thorun, Biskop Björns Moder. Thorgeir hed Snorre Karlsefnessöns Sön, Fader til Ingveld, Moder til Biskop Brand den förste[1 098]. Snorre Karlsefnessön havde en Datter, Steinun, som var gift med Einar, en Sön af Grundar Ketil, en Sön af Thorvald Krog, en Sön af Thorer paa Espehol; deres Sön var Thorstein den Vrangladne (Uretfærdige), han var Fader til Gudrun, som var gift med Jörund paa Keldum; deres Datter var Halla, Moder til Flose, Fader til Valgerde, Moder til Hr. Erlend Stærke, Fader til Hr. Laugmand Hauk[1 099]. En anden Datter af Flose var Thordis, Moder til Fru Ingegerd den Mægtige[1 100]; hendes Datter var Fru Hallbera, Abbedisse til Stad paa Reynisnæs[1 101]. Mange andre Store Folk paa Island nedstamme fra Karlsefne og Thurid[1 102], som ikke ere her optegnede. Gud være med os, Amen!




Fodnoter

  1. Om dette höist mærkværdige, endog i sin oprindelige Skikkelse med de græsk-latinske Hexametre overeensstemmende, Versemaal kunne vi henvise til John Olafsens Værk: Nordens gamle Digtekunst S.49 o, f. samt til Rasks Veiledning til det islandske Sprog (Dansk Udg. S. 219 o. f., Svensk Omarbeidelse Anvisning till Isländskan eller Nordiska Fornspräket, S.259o.f.)
  2. I denne er navnlig det mærkeligste Stykke af Recensionen B, som indbefatter 7 til 10de Capitel samt Sagaens Slutning meddeelt ganske for sig selv, bag efter Recensionen A (af den hele Saga). I nærværende Udgave nöies vi med at amföre alle vigtigere Varianter af Recensionen B, hvorved dog end flere Afskrifter ere blevne benyttede.
  3. Af denne Saga opdagedes en forhen ubekjendt Membran fra Slutningen afdet 14de Aarhundrede her i Kjöbenhavn i Aaret 1821, hvilken er lagt til Grund for Udgaven i Fornaldar Sögur Norðrlanda.
  4. Deriblandt ere ogsaa de oprindelig norske Sagaer om Half og hans Kæmper, samt den om Helten Fridthjof; om den sidste er det da især mærkeligt, at den er grundet paa gamle Hedenoldskvad, siden oplöst i en prosaisk Paraphrase og endelig i vore Dage atter forvandlet til et berömt episk-lyrisk Digt ved Tegnérs Mesterhaand. Originalerne til alle disse her nævnte Sagaer kunne læses i deres nyeste Udgave i Fornaldar–Sögur Norðrlanda 1-3 D. og den dertil hörende danske Oversættelse under Titel af "Nordiske Fortids Sagaer", udkomne 1829-1830. Jvf. den lærde og smagfulde Mohnikes Anmærkminger til den af ham fortydskede: Saga von Fridthjof den Starken. Stralsund 1830.
  5. Man see f. Ex. Grettla eller Grettis-Saga (i Sögu-Þættir Íslendinga, Holum 1756, 4), hvor det er fuldkommen tydeligt af 26, 54, 56 og 65 Capitel, at Kvad af det selvsamme Versemaal, som vi her have fundet, ligge til Grund for den prosaiske Fortælling, som og indförer nogle uforandrede Stropher af Originalerne. Eet af disse Kvad tillægges Gretter selv, et andet Kæmpen Hallmund, det tredie anföres som en Folkevise, kaldet Grettis færsla (Gretters Flytningstog), forfattet af skjemtsomme Folk, som havde tillagt adskillige morsomme Udtryk o.s.v. om visse mærkelige Begivenheder i Gretters Liv paa hans Omstreifen i Isefjordens Bygdelag. Af en lignende Art er den Folkevise, hvoraf vi endnu have det meste, som ligger til Grund for den endnu ikke udgivne Fortælling Volsa–þáttr om en Bondefamilie i Norge i Olaf den Helliges Tid. Den kaldes deri fornt kvaði (et gammelt Kvad). Saaledes blev og Benævnelsen Fornkvæði end senere paa Island tillagt saadanne Folkesange, men bruges nu især om dem (opkomme der i det 13de Aarhundrede), som i Form og Versemaal ligne Danmarks saakaldte Kæmpeviser, Britternes og flere Nationers Ballader.
  6. Strænge Kritikere kunde maaskee indvende mod enkelte Steder af disse og især de fölgende Verspröver, at det ikke er aldeles metrisk eller poetisk rigtigt, at Rimbogstaverne, i Alliteration, falde paa Smaaord, som ok, ept (eller eptir), or, en, t, at, þat, er o.fl. Vi mene, at i et saadant Sagn-Kvad eller fortællende Digtning, som ikke gjorde nogen Fordring paa stor poetisk Værd, men mest er, ligesom de ellers bekjendte versus memoriales, blevet bragt i en saadan Form, for at kunne bevares des bedre i Hukommelsen, og forebygge Udeglemmelser eller Feil ved Recitationen, kan man ingenlunde tage sligt saa aldeles nöie. Det er desuden vist, at saadanne Feil (hvilke mange nyere islandske Digtere ogsaa ofte gjöre sig skyldige i) tit forekomme i ældgamle Kvad af megen Digterværd, f. Ex.
    i Vegtams-kviða Strophe 2:
    ef þat mundi
    ögurs vita
    Rigsmaal Strophe 22:
    en hétu svã
    öðrum nöfnum.
    og i 45de Strophe;
    æðra oðal
    en þér hafit.
    og i 45de Strophe:
    svâ at þú eigi komist
    á brott héöan.
    Völsunga-Saga 199:
    ok marga luti
    aðra í týfrum
    Egil Skallagrimsöns Digte
    (i hans Saga).
    S.437. Flaustr of þrumdi
    en und um glumdi.
    631. Þat er ok mælt
    at engin geti.
    663. at í veri
    ættar-skari.
    78. Þat hann viðr
    er þrjóta mun.
    De maaskee endnu ældre Digte
    i Hervarar-Saga (Fornaldar-Sögur Norðrl) I,438,521:
    at þér skulut.
    aldregi (allir) liggja.

    Videre:

    471. á gaglhálsum
    egg við gátu.
    486. eitt á hann auga
    en mar bæði.
    500. sè ek eigi þann
    í mínu liði.
    502. þeim er fara
    einir saman.

    Mange lignende Exempler kunne og anföres af Kvadene i de norske mythisk-historiske Sagaer, som:

    Halfs-Saga l. c.
    II,33. þó man ef þat er satt
    þá ferr illa, hafa.
    Fridthjofs-Saga l. c.
    II,92. en Herþjófr,
    er ek ekkjur grætta.
    Ketil Hængs Saga:
    II, 135. upp mun ek nú risa
    ok gánga haugi af.
    II,307. vegg sterkligan,
    var ek at því.

    Endvidere forekommer sligt i gamle Digte af den selvsamme Oprindelse som de her omhandlede, f. Ex. det ovenfor (S. 157 omhandlede Katlas Dröm:

    ok fur Mar gánga
    með orðum þessum.
    Ari heftr heitið
    af kyni góðu.

    At Islands bedste nyeste Skalde, en Eggert Olafsen og John Thorlaksen, i denne Verseart tit have benyttet sig af denne Digter-Frihed (hvis den kan kaldes saaledes) derpaa kunde vi anföre adskillige Exempler, men vi have her naturligvis allene villet henholde os til de ægte Oldtidskvad.

  7. Deri er ogsaa Taleversenes höie Ælde udviklet, ved at vise deres Overeensstemmelse paa forskjellige Maader med Grækeres og Latiners Hexametre, katalektiske Pentametre og Trimetre, saavel som og de adoniske, anakreontiske og sapphiske Versarter, samt endelig med forskjellige Brudstykker af Ennius, der endog bære Spor af Alliteration. I andre Henseender svarer det oldnordiske Fornyrðalag, og dog endmere det ligesaa, eller næsten ligesaa, gamle Dróttkvæði til Romernes allerældste Versart, som, formodentlig af dens höie Ælde, kaldes den saturninske. Taleversene svare endvidere til forskjellige indiske og persiske Versemaal, saa at de synes at være en fælles Arvedeel for vor hele Menneskestamme. Finnerne bruge dem endnu, meget regelrette, med Alliteration, ganske efter oldnordiske Regler. Rimbogstaverne forekomme og i de ældste vælske og irske Digte, men Versemaalet i de skotske o. s. v. Jvf. Rasks Angelsaxiske Sproglære S. 123 o.f., Engl. Udg.S.154 o.f, hvor Rasks Talevers oversættes ved the narrative verse, som paa en træffende Maade svare til deGamles söguljóð, jvf. Northameric. Review XXXIII (1830)340 o.f.
  8. Carmina antiqua, quod unum apud illos memoriæ et annalium genus est. Taciti German. Cap. 2.
  9. I vore nordiske Landes egne ældste Love findes hyppige Spor til Alliteration, som synes at vise, at de i de ældste Tider have været affattede i saadanne vers. En Levning deraf læses endog nu (fra Valdemar2 Jydske Lov) som Indskrift over Hoved Ingangen til Kjöbenhavns Raad- og Domhuus: Med Lov skal man Land bygge” (paa Island henved Aar 1000, efter Njála: með lögum skal land byggja.
  10. I den ere dog mange flere angelsaxiske Digte forfattede; den brugtes endog af Digterme, efterat Sproget var blevet forvandlet til det nu saakaldte Engelsk, lige til Aaret 1400 og maaskee noget længere ned i Tiden.
  11. See Langebeks Scriptores Rer. Dan. med. aevi, W 312, hvor Skriftet har den Titel: de antiquitate Regum Norvagensium. Mærkeligt er det at baade Theodorik og Saxo tilegnede deres Skrifter over Norges og Danmarks Historie, hver til vedkommende Erkebiskop, Eystein og Anders, – samt at begge Forfattere skreve saaledes, at de ikke indförte de af dem benyttede Oldtidskvad i Modersmaalet, men derimod kun excerperede, omskreve eller frit oversatte dem i Latinen, som da var de Geistliges adopterede og privilegerede Tungemaal.
  12. Efter at have talt om Seiladsen fra Færöerne samt Ingolfs og Hjörleifs Ankomst til Landet, nævner Theodorich saaledes (l. c. W,315) Islands ældre Opdagere: Præcesserunt duo quidem tamenin tali negotio, quorum primus vocabatur Garthar et ab illo imprimis terra cognominata fuit Gartharsholmr; alter vero Floke dictus est. Sed hac de re ista sufficiant, d. e. Tvende havde dog været deres Forgængere i dette Anliggende, af hvilke den förste hed Gardar, og af ham fik Landet allerförst Navn af Gardarsholm; den anden (efter ham) kaldtes Floke. Om denne Gjenstand maa dette være tilstrækkeligt.” De sidste Ord vise at Forfatteren havde udförligere Efterretninger, men at han ikke ansaae det for fornödent eller passende at meddele mere af dem i en Udsigt over Norges Historie. De stemte saaledes overeens med den ældste Bearbeidelse af Landnama, undtagen for saa vidt at den her ellers unævnte Naddodd antydes at have været den sidste af Opdagerne; dette nærmer sig og til vor Mening, for saa vidt vi antage at han kom senere til Qen end Gardar. Flokes Tog have vi ikke indladt os paa at undersöge.
  13. Landnamas Beretning i dens ældste Codex (B) forekomme os at kunne restaureres saaledes:
    Getit er furst
    Garðars, sonar
    Svafars hins svænska,
    sá land átti
    á Sjólandi,
    í Sviþjóð fæddr;
    fór til Suðreyja,
    föðurarf at heimta
    sinnar konu;
    sigldi gegnum
    Petlandsfjörð,
    fley sleit undan,
    rak þat veðr
    vestr í haf.
    Hann kom at landi
    fur Horn austan o.s.v.

    Först i anden Linie kan ellers have staaet: sá er eller blot sem isteden for det af os antagne så.

  14. Kvadene om Sigurd Fafnersbane kaldes i den ældre Edda (Kjöbenhavns Udgave II, 122) fornfræði d. e. Oldtids-Digte; i Vegtamskviða I, 240 kaldes Tryllesange fræði. Jvf, ovenfor S. 301, hvor det er bemærket at et saadant Kvad om Kæmpen Gretters Tildragelser kaldes Grettis-fræði. I Vigaglums-Saga 24de Cap. käldes ogsaa denne Helts Viser om hans egne Bedrifter, foredragne af andre, uden videre fræði. Jvfr. Visen i Hkr. III, 272, Fornmanna-Sögur VII, 155. Senere synes Ordet at have faaet Betydning af Lærdom, Kundskab, videnskabelig Lære, ligesom man endnu bestandig bruger det i Islandsk (dog mest som neutrum plur. isteden for det gamle Sprogs som oftest brugte fæm. sing).
  15. Dertil svarer det endnu brugelige gamle Ord söguskáld for en Sagas Forfatter.
  16. Jvf. Fortalen til Olaf den Helliges store Saga, som i meget stemmer overeens med den nu omhandlede. Der hedder det endvidere: "De Ord, som staae i Kvadene, ere de selvsamme, som der stode fra först af, naar de kvædesret, skjönt den ene har siden lært dem af den anden, og deri lader sig intet forandre" o.s.v.
  17. Rasks oldnordiske Verslære er og uddragsviis oversat paa Tydsk og udgivet for sig selv af Mohnike, under Titel af: Die Verslehre der Isländer, Berlin 1830, 8, med adskillige, især for tydske Læsere, oplysende Tillæg. Det kan og bemærkes at Britten Dr. Henderson har udviklet den samme Gjenstand i Tillæggene til til hans Iceland, Edinburgh 1818, T. 2 S. 321-400.
  18. Denne Skjæbne have endog de Digte undergaaet, som forhen uden Tvivl have været de mest bekjendte i Landet f. Ex. Eyvind Skaldaspilders Drape om Islænderne, som og, henved Aar 965, paalagde sig en frivillig Skat, af en saakaldet Skatpenge af godt Sölv for hver Bonde, for at belönne ham derfor med et anstændigt Vederlag, der virkelig kom til at anvendes vel, da det frelste den store norske Skald og hans Huusfolk, i et meget haardt Aar, fra Hungersdöden (Hkr. Harald Graafelds Saga 17og 18Cap.). Formodentlig har dette Digt, ligesom samme Skalds Hákonarmál, indeholdt noget til Priis for Nordens gamle Guder og de hedenske Islænderes Religiösitet, samt er saaledes senere blevet udsat for de catholske Klerkes Forfölgelse.
  19. At denne Skik vedvarede paa Island lige til Sturlungernes aldeles historiske Tidsalder (det 12te og 13de Aarh.) kan klarlig vises af den om dem handlende store Saga.
  20. I min Barndom har jeg, Finn Magnusen, tit lyttet til de af saadanne paa Island omvandrende Sangere, som kunde en utallig Mængde af alskens Kvad, hvilke de, hvor de overnatte de, sang eller reciterede af Hukommelsen for Husets Folk. Nogle af disse Digte vare meget gamle, f. Ex. den ovenfor omhandlede Katlas Dröm. Jvf. John Olafsen 1. c. S. 8–9.
  21. Der sammenlignes den oldnordiske Dands, med dertil hörende Sang, med de gamle græske, vistnok ikke aldeles urigtig, naar Hellenernes Oldtid menes. Vore Forfædres Kredsdandse synes overhoved at have ligmet Grækernes og visse orientalske Folks f. Ex. Afghanernes, hvilke Elphinstone, med Hensyn til den dem ledsagende Sang og Musik, fandt at ligne de nationale skotske. See hans Reise til Kabul, Rühs tydske Overs. I, 372-373. Om Vinteren dandsede Afghanerne i Kreds rundt omkring den brændende Arne, ligesom Nordboerne fordum, hvoraf Spor end og ere bemærkede i nyere Tider (1731) i brittiske Folkeskikke; see Ellis's forögede og forbedrede Udgave (1813) af Brand popular Antiquities L 248.
  22. Musiken til Taleversene, Fornyrðalag, haves, saaledes som den endnu bruges paa Island, i et fransk Værk, Essai sur la musique ancienne, á Paris 1780, 4, T.2 p. 403 og 404, meddeelt af den lærde Islænder John Olafsen, efter dets tvende Hovedvariationer, skjönt det vistnok indeholder mange flere.
  23. En Dands begyndte nemlig saaledes:
    Minar eru sorgirnar þúngar sem bly
    d.e. efter Ordene: Mine ere Sorgerne tunge som Bly. Den blev, men langt fra ikke sidste Gang, leilighedsviis sunget paa Island Aar 1264. Hermed kunne Vers af Kæmpeviserne jevnföres f. Ex. "Liden Kirsten hun var sin Broder saa tro" (I, 279). I Visen forekomme lignende Udtryk.
  24. Oldtidens Talevers bleve vel ikke alletider sungne, men undertiden blot foredragne i en halvsyngende Tone, hvilket man forhen i Norden, som endnu paa Island, kaldte at Bylja, Angelsaxisk Bylian; den som saaledes sang eller foredrog kaldtes þulr, og sad i et Slags Catheder eller Talestol, kaldet þularstóll. Saaledes blev f. Ex. det i Taleversene affattede Havamaal foredraget. (See Edd. ant. III, 116, 260. Magnusens danske Overs. III, 130, 160). En saadan Benævnelse synes undertiden at være bleven tillagt de hedenske Præster eller Lærere; de synes og her i Norden, ligesom ellers Druiderne, at have indklædt alle deres Lærdomme i Vers. Der gives endnu paa Island Digte i Talevers, som kaldes þula; þulur i Fleertallet.>
  25. I nogle Afskrifter begynder Visen med denne Strophe.
  26. I Anledning af Færöboernes Skik har Molbech (l. c. S.26) meget rigtig bemærket, at man og i vore danske Viser finder Spor til den Skik at dandse efter Viser, samt anförer, til Beviis derfor, fölgende 2 Stropher af 62de Vise (hos Nyerup II, 39) om Kong Valdemar og hans Söster: "Du skal dandse og du skal kvæde, Mine Gjæster skal du i Aften glæde.” Liden Kirsten begyndte en Vise og kvad, "Saa mangen Ridder derefter traad." At en saadan Skik ogsaa har fundet Sted i Island eller Norge, see vi af den eventyrlige, men i Middelalderen skrevne Fortælling om Herman og Jarlman, almindeligst kaldet Jarlmans Saga, (udgivet i svenk Oversættelse af Liljegren i Stockholm 1819,8) hvoraf vi have efterseet et gammelt Membranfragment i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling Nr 529, 4, hvor Dandsen i Thorborgs Sal beskrives (i Overs. 19de Cap.). Der sang först Mænd til Dandsen og derpaa Kvinder, endelig ogsaa Værtinden Thorborg allene, som sagde at hun vel havde forlængst ophört at dandse, men dog ikke vilde spare sin Stemme, for at fornöie de Dandsende. Disse Begyndelsesriim af hendes Sang anföres saaledes:
    Brúsi átti bygð i helli
    optar var hann sið á felli;
    Bruse boe i Hulen vilde,
    tit han dog var oppe silde.

    De tre sidste Ord: sið á felli gjentages i de af Liljegren brugte Papiirs-Haandskrifter. Da Dandsen var til Ende, holdt Thorborg op at kvæde, og alle böiede sig da for hende. Det anförte Vers svarer netop i Riim og Bygning til enkelte andre, anförte i Sturlunga (II, 17) der synes, i Jævnförelse med II, 57,62, at have hört til en saakaldet "Dands," f. Ex.

    helzt heftr þat lengi lifat
    láti menn þat höndum þrifat
    d. e. Dyret har for længe levet,
    er til Hugget modent blevet.

    Dette selvsamme Versemaal kaldes i Skálda den mindre Rúnhenda, og en heel Strophe af Snorre Sturlesön, digtet först i det 13de Aarhundrede, anföres som Exempel derpaa (Snorra-Edda ásamt Skáldu, Rasks Udgave S. 266). Denne Art sees undertiden at være blevet forenet med en anden meget nærbeslægtet, som end og anföres sammesteds under samme Benævnelse og Nummer, kun en Stavelse kortere; begge tilsammentagne sees at være forenede i mange af de saakaldte Kæmpevisers Versbygning, selv undertiden paa den Maade, som den ovenommeldte Dandsevise af Sturlunga (kort efter Aaret 1200) fremviser, f. Ex. (l. c. I,17):

    Vetrúngsfæðist efnit eitt
    öllum er þat mönnum leitt,
    tvennar eru til þess bætur
    tvær einar eru undir fætur.

    jævnfört med Svend Vonveds Vise (Udvalgte D.V.f.M, I,94Nr. 10). Svend Vonved redad Veien fram Han kom der ridende i Gaarde Han var i Husaa meget gram; Der stode tolv Troldkvinder fore. Dette Tonemaal deles i Kæmpeviserne til forskjellige Afændringer; Strophens förste Halvdeel ligger f. Ex. til Grund for Elveskud (I, 236, Nr. 35):

    Jeg ikke tör og ikke maa
    i Morgen skal mit Bryllup staae;

    hvilke to Vers her udgjöre en heel Strophe. Det bevises saaledes fuldkommen, hvad P. E. Müller i sin Recension over densidste Udgave af Middelalderens Danske Viser (i Literaturtiden den for 1814 S.606) har bemærket: at visse Arter af Rúnhenda oprindelig ligge tilGrund for slige Visers Versbygning.

  27. Besynderlig nok synes denne Mening at vinde nogen Styrke ved den mærkelige Beretning, som Sylvester Giraldus, Biskop paa Man (födt 1146) giver i det 13de Capitel af sin Descriptio (eller Itinerarium) Cambriæ, udgivet af Cambden (i Scriptor ant. Angl.) om Musiken i det hele nordlige England, som han troede at maatte, ligesaavel som det der brugelige Sprog, være indfört der af de Danske og Norske, som jevnlig pleiede at indtage de Dele af Storbritannien og længe at besidde dem. Jvf. Suhms Historie af Danmark IV, 561 og G. L. Badens Afhandlinger i Fædrelandets Historie I, 314–316.
  28. Vedel Simonsen bemærker i: "Kæmpevisernes Skildring af Danmarks Riddervæsen" (Molbechs N. Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst, 1829, III, 178) at "man har uforkastelige Vidnesbyrd for at en stor Deel af disse Sange ere digtede idet 13de, 14de og 15de Aarh.” Molbech henviser i den Anledning til sine Bemærkninger over vore danske Folkeviser i Middelalderen, Skand. Lit. Selsk. Skr. 19B. (1823) S.44-56. Resultaterne af hans Undersögelse blive (S. 91-92) i denne Henseende, at ingen af dem, efter kritiske fra Sproget og den hele ydre Form hentede Grunde, kan tillægges en höiere Alder end det 14de Aarhundrede og at derimod en betydelig Deel af dem maa sættes ned i det 15de. Dog tilstaaer han (S. 93) at nogle af dem kunne være digtede efter langt ældre Mönstre, eller være nyere Omarbeidelser af gamle Sange.
  29. Musiken til Drotkvad, saaledes som den til de nyere Tider er blevet opbevaret paa Island, er meddeelt i den nyeste Udgave (paa Islandsk med Oversættelser) af Krákumál eller Loðbrókarkviða Kbhavn 1826, i to Variationer, fra det anförte Værk: Essai sur la musique ancienne, T.2, p.398.405; see Udg.S.79.
  30. Loptur liggr i eyum
    bítr lunda bein
    Sæmundur er á heiðum
    etr berin ein.
    Lopt ligger ude paa øer,
    gnaver Maagetæer,
    Sæmund hist paa Heden
    næres kun af Bær.

    Gamle Annaler indeholde ogsaa denne Vise, med en lidet afvigende Modulation:

    Loptur er i eyunum ok bitr lundabein,
    Sæmundur á heiðunum etr berin ein.

    Dette bemærkes med Hensyn til Jevnförelse af gamle danske og brittiske Visers Indretning, som svarer til begge Variationer.

  31. Da de katholske Geistlige paa mange Steder i andre Lande ikke saae sig i Stand til at afskaffe Dandsen, forenede de den tildeels med religiöse Ceremonier, hvorved de deels selv dandsede, deels tillode andre at dandse i Kirker og paa Kirkegaarde. See Badens Historiske Afhandl. I, 224. Smaae Afhandl. I, 319.
  32. Afghanerne have og deres Sagn-Fortællere som omtales saaledes af samme Forfatter (l.c.): "de ere som oftest gamle Mænd; i Gjæstebude fremsige de, efter Maaltidet, deres Fortællinger, som handle om Konger og Hövdinger, Aander og Feer, men især om Elskov og Krig. Sange og Vers indblandes ofte i dem." – Aldeles ligesom i det gamle Norden! Selv deres Slægtregistre, i hvilkede ere meget bevandrede, ere fuldkommen indrettede paa samme Maade, som de, der læses i Landnama og andre Sagaer. Elphinstone spurgte engang en Afghaner om Staden Tuk, hans Stammes Hovedstad, hvorpaa han strax svarede: dens Hövding er Sarvar, Sön af Kuttal Chan, Sön af Selim Chan o. s. v. lige optil det 9de Led, i Dscheangirs Tider (l. c. I, 393 o. fl.).
  33. Minstrelsy of the Scottish border, Vol. I Introduct. p.CXII.
  34. I ethvert af Landets forskjellige Bygdelag f. Ex., Borgefjorden, Thorsnæs-Thingsogn, Laxaadalen, Vatnsdalen, Svarfadardalen o. s. v., have vel de været mest udbredte, der handlede om dets egne Helte eller Hövdinger, saavelsom disses berömte Forfædre i Danmark, Norge eller Sverrig, deels affattede i hine Hövdingers, deels i deres mægtige eller meget formaaende Efterkommeres Levetid; andre have været bestemte til at udbrede Bygdens eller dens Indvaaneres Roes ved at forherlige dens ypperste Mænds Eftermæle. End andre opkom i Landets forskjellige Dele, hvor een eller anden bekjendt flygtig eller omvandrende Kæmpe, f. Ex. Gretter, Hörd o. fl., havde efterladt mindeværdige Spor af deres Daad eller Udaad, og disse Sange, understöttede af Sagn og Fictioner, fik villig Indpas overalt i hele Landet. Det samme kunde vel overhoved siges om de Sange, ligesaavel som om de af dem sammensatte prosaiske Sagaer, som ved Stoffets eller Bearbeidelsens Fortrinlighed tiltrak sig Tilhörernes spændfe Opmærksomhed og inderlige Deeltagelse. Enkelte enten aldeles historiske Begivenheder (som Söslaget paa Floe 1244, besjunget afIngemund Geirmundsön o. fl.), eller andre, som nu falde i det utrolige, men som fordum ved Indbildningens Bedrag fandt Tiltro hos Fleerheden, f. Ex. de saakaldte Frodaa-Undre, i Aaret 1000, bleve besjungne i Folkeviser, og disses Paraphraser tilföiedes senere Bygdelagenes Sagaer, som Fortællingen om dem til Eyrbyggja.
  35. Mange lignende Forbud udgaves af Paven, Kirkeforsamlingerne, Biskopperne o.s.v. for Frankerig, Storbritannien, Tydskland og flere Lande mod Almuens Forlystelser, Skikke, Lege, Sagn, Sange og deslige, som antoges for at være af hedensk Art eller Oprindelse. Det fortjener dog at bemærkes, at de to förstnævnte Folks Skalde i de förste christne Tider, i det de mærkede at de hedenske Heltedigte, som allerede foragtedes og vel endog forfulgtes af Keiser Ludvig den Fromme, Carl den Stores Sön, gik efterhaanden af Brug, gave sig til at affatte bibelsk historiske Digte i Forfædrenes Sprog og Versemaal. Hertil höre Cædmons og Otfrids berömte angelsaxiske og tydske Paraphraser af den bibelske Historie m. m. I den christne Middelalder begyndte ellers overhoved de Geistlige selv at affatte nye historiske Digte deels paa Latin, deels i Modersmaalet, hvoraf de meget almindelige Rimkröniker næsten allevegne fremkom, og disse indbefattede tilsidst, hver for sig, hele Landes systematiske Historie, tildeels som Paraphraser af prosaisk affattede Kröniker. I nyere Tider har man paa Island affattet saakaldte Tiðavisur, Tidsvers, hvoraf enhver Sang omhandler Landets Historie i et vist nylig forlöbent Aar.
  36. Herfra var den berömte Sæmund Frode, som samlede og optegnede Eddasangene, en sjelden og hæderlig Undtagelse. I Udlandene gik det i de Tider til paa en lignende Maade. Der gik Klerkene endog videre, i det de ansaae det for syndigt at optegne noget om deres eller de af dem omvendte Folks hedenske Forfædres Bedrifter, hvorom mange af deres Yttringer vidne. Sæmund efterlignede ogsaa de nordiske Oldtidsdigte i nye Kvad, hvoraf vi endnu have Solens Sang, og det samme have vistnok flere islandske Geistlige gjort, endog ved at affatte nye Fortællingsvers (söguljóð) hvorpaa Exempler ville forekomme og udvikles i det fölgende.
  37. Slige næsten fuldstændige Saga-Omskrivninger haves dog af Sagn-Kvad eller Talevers, forfattede i Nordens christne Middelalder. Vor heromhandlede Saga tilhörer baade Hedendom og Christendom, men et tydeligt Exempel paa denne Bemærkning haves nu udgivet i Sagaen om den norske Prætendent Sigurd Slembedegn (i Fornmanna-Sögur 7de Bind, Kh. 1832, S.326–354) som mest sees at være (med Undtagelse af enkelte andre Vers) bygget paa et langt Kvad, forfattet omtrent 1139 af den bekjendte islandske Skald Ivar Ingemundsön, kaldet (efter Heimskringla, som og meddeler enkelte Stropher deraf Sigurðar bálkr (Stykket eller Kvad - Afdelingen om Sigurd). Det sees at have været af samme, men maaskee noget kunstmæssigere og dunklere Art, end de Kvad hvoraf Erik Rödes og Thorfinn Karlsefnes Sagaer ere uddragne. Mange Episoder i selve Heimskringla ere vistnok oprundne fra fortællende Kvad.
  38. See om dem Olafsens og Povelsens Reise gjennem Island I, 351-52 samt M. Stephensens: Island i det 18de Aarhundrede S. 230–31, jvf. Arngrim Johnsen 1. c.
  39. Et sjeldent Exempel paa et ældgammelt paraphrastisk Uddrag i de heromhandlede Talevers, fra det 12te Aarhundrede, af en allerede skreven Saga er det Kvad som John Erichsen 1787 udgav (som det sidste af sine Arbeider) under Titel af "John Loptsöns Encomiast," som saaledes tildeels, omtrent 1185, har bearbeidet Sæmund Frodes norske Kongesagaer, mest med Hensyn til Antallet af hver Konges Regjeringsaar. Derimod har den islandske Literatur, fra det 14de Aarhundrede af, en uhyre Mængde af poetiske Paraphraser over de skrevne, saavel historiske som romantiske Sagaer at opvise, under Navn af Rimur. Eet af de ældste af disse historisk–poetiske Værker, som vedkommer Grönland, komme vi til at meddele i det fölgende. Nogle af de færöiske Kæmpeviser synes og at höre til denne Art af Paraphraser.
  40. See herom Finn Magnusens Fordanskning af den ældre Edda II, 134, 193, III, 44, hvor saadanne hedenske Forlystelsers Omdannelse til de nyere festlige Almueleges halvdramatiske Forestillinger (ved Maigilder, Julestuer o. s. v.) bemærkes. Lignende fandt Sted paa Island ved de saakaldte Glæder, indtil de ved Forbud bleve hævede (see ovenfor S. 337). Der var det og, i Hedemold, ikke usædvanligt, at Mænd, som havde gjort sig bekjendt ved een eller anden navnkundig Trætte o.desl, forestilledes af andre ved et Slags dramatisk Sammenspil, f. E. Rut og Mörd i Reikedalen (see Njálas 8de Cap.). Det saakaldte Sirputhing bestod og vistnok i en saadan Efterligning af Övrighedspersoners og andre anseete Mænds Færd paa Thinget o. s. v. – I Udlandet omdroge i den tidligere Middelalder hele Selskaber af Sangere, som tillige vare et Slags Skuespillere eller Göglere; de opförte Skuespil, spillede paa Harper, Giger, Fidler o.s.v., sang gamle og nye Kvad og foreviste Taskenspillerkunster m. m. De kaldes i den Tids latinske Kröniker mimi, histriones, tornatores, circulatores, joculatores m. m., hvilket Navn vort Oldsprog til deels udtrykker ved leikarar og kuklarar (Spillemænd, Göglere). Den sidste Benævnelse brugtes senere for Troldmænd eller Hexemestere. Allerede Kong Hugleik i Sverrig, som menes at have regjeret sidst i det 3die Aarhundrede, siges i Ynglinga-Sagas 25de Capitel, at have holdt ved sit Hof alskens Göglere og Spille mænd, (paa Harper, Giger og Fidler), tilligemed Troldmænd og alle haande tryllekyndige Folk. I det 9de, 10de og först i det 11te Aarhundrede holdtes slige Spillemænd ved de norske og svenske Hoffer.
  41. Det maa saaledes, som oftest, mere anvendes paa den oprindelige Sagaskald, end paa den ham paraphraserende Saga skriver, hvad P. E. Müller saa skjönt bemærker (l. c. S. 21) at de fleste Sagaer hersker den dialogiske Form, og jo ældre de ere, desto mere fremtrædende. Denne Former og den naturligste; ogsaa vore Almuesmænd pleie uvilkaarligen at dialogisere deres Beretninger. Fortællingen bekom derved en poetisk Farve, thi man fortalte ei allene de Samtaler der vare blevne förte af flere, men ogsaa dem, som man af Begivenhederne kunne slutte sig til at de handlende Personer indbyrdes maatte have holdt. Da Udtrykket endnu var simpelt, Dammelsen temmelig eens, og Charaktererne kraftig udtalte sig i en bestemt Form, bleve vel disse selvudtænkte Dialoger i det Hele sandsynlige. Men jo mere den Fortællende vidste at anskueliggjöre sig de handlende Personer, jo bedre han forstod at træffe deres Tone, jo livligere blev ogsaa Fortællingen, jo höiere Interesse kunde den vække. - Hvor meget fortælles og hvor Fortællinger gjerne höres, vil og Talentet til at fortælle godt udvikles hos den Enkelte. Bedst maatte Skjalden, der var vant til at mindes de gamle Sagn, og hvis Indbildningskraft var levende, kunne gribe den dramatiske Form, og nu blev Fortællingen, uanseet dens politiske Interesse, for sin egen Skyld morende. Paa nogle Sagaers Affattelsesmaade passer vel denne Skildring formodentlig fuldkommen, men andre, og maaskee især de ældste, kan man vel, efter deres af os ovenfor antagne Tilblivelsesmaade, tillægge en langt större Grad af bogstavelig Sandfærdighed, end man hidindtil har været tilböielig til at antage. Til disse regne vi især Thorfinn Karlsefnes Saga, hvilken vi i denne Henseende tilligemed de til Erik den Rödes Saga henregnede Fragmenter, ogsaa hidindtil have lært nöiest at kjende. Jvf. ovenfor S. 301, 334 Anmærkningerne.
  42. Vi haabe og at denne vor Fremstilling af Oldtidskvadenes Forvandling til Sagaer ved prosaisk Omskrivning især bliver indlysende for danske Læsere, som kjende Saxo's Fremgangsmaade ved hans Affattelse af Danmarks ældre Historie, hvortil han i sin Fortale siger at han har benyttet gamle Vers, antiqua carmina, og Islændernes historiske Skatte, thesauros historicos, som da, efter Theodoriks S. 318 ovenanförte Vidnesbyrd, mest bestode af Oldtidens fortællende Kvad, Saaledes ogsaa Petersen: hos Saxo finde vi ikke blot Brudstykker af Sange, men mange andre hos ham forekommende Fortællinger have aabenbar havt deres förste Grundlag i saadanne, der endnu tildeels kunne gjen kjendes i Fortællinger (Nordisk Tidsskrift for Oldkynd, I, 60, jvf. 79–81). Muelig ere baade Saxos Beretninger og den islandske Saga om Rolf Krake (see Fornaldar – Sögur 1 D. med tilhörende Overs.) uddragne af de samme Oldtidskvad, thi vi finde nu at saadanne maae have ligget til Grund for en stor Deel af denne Saga. Hvorledes saadanne Oldtidskvad, dög först i den senere Middelalder, forvandlede til Kæmpeviser eller Ballader, endelig i vore Dage tildeels have undergaaet den selvsamme Forvandling, viser Lyngbyes Udgave af de færöiske Sange om Niflunger, Gjukunger o. s. v, udkommen i Kbhavn 1822, paa den allertydeligste Maade. Andre hidtil ikke udgivne vise det samme.
  43. See om ham her ovemfor S. 79 o. f. Hans Afskrift eller Afskrifter af den nu omhandlede Saga komme vi strax herefter til at omtale.
  44. Det selvsamme bemærker Björn Johnsen om den heromhandlede Codex med disse Ord: Hauks ættartala lögmanns, er bókina segist skrifat hafa – ligesom han og har indskudt i det sidste Capitel af Thorfinn Karlsefnes Saga (til Ordene: Föður Herra Hauks lögmanns): ok sem þessa Hauksbók heftr skrifat.
  45. Jvf Björn Johnsens Klage over de islandske Membraners slette Tilstand; see ovenfor S. 86.
  46. Denne lille, men nu sjeldne Bog har denne fuldstændige Titel: Historia Vinlandiæ antiquæ seu Partis Americæ Septentrionalis, ubi nominis ratio recensetur, situs terræ et dierum brumalium spatio expenditur, solifertilitas & incolarum barbaries, peregrinorum temporarius incolatus et gesta, vicinarum terrarum uomina et facies ex antiquitatibus Islandieis in lucem producta exponuntur, per Thormodum Torfæum, Rerum Norwegicarum Historiographum Regium. Havniæ 1705, impensis authoris. 8. Skriftet er tilegnet Norges daværende Statholder, Geheimeraad Frederik Gabel til Bregentved, Stiftamtmand over Aggershuus Stift og Færöerne.
  47. Gebhardi: Norges Historie, af Forfatteren omarbeidet og forbedret, oversat ved J. E. Heilmann, 1777, I, 83. I Indled ningen S. LII var det dog blevet antaget, at Viinland var det samme som Estoteland eller Terra Labrador, blev opdaget af nogle Islændere i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, at endnu 1121 i dette Land var en Colonie m. m., som vi mærmere - komme til at dröfte i den 3die Deel af nærværende Værk. Sammesteds gjættes og, at Helluland kunde være a Björnöen (Bären-Eyland) over Spidsbergen o.s.v.
  48. Denne Overskrift har Arne Magnussen tilföiet i Codex, i hvilken Plads stod aaben til samme; Hèr hefr sögu Þorfinns Karlsefnis Þorðarsonar, Her begynder Sagaen om Thorfinn Karlsefne Thordersön, D,E,G, H; fattes i B; Hèr hetst saga af Eiriki rauða, Her begynder Sagaen om Erik den Röde, I,K, L
  49. Oleifr bestandig i B.
  50. konúngr, Konge, B.
  51. saaledes de övrige; Oloafr, urigtigt, A.
  52. Ingjallz, A.
  53. Guðröðarsonar, D,G,Hi Guðriðarsonar, B; Guðrauðarsonar, 1,K,L.
  54. Diflina, D,G,H,B,I,K.
  55. saaledes B,1; Dýflinnarsker, A,M; Dýflinnarskiði eller Dýflinskiði, Dýflinarskeiði, Landn.
  56. ok, B,M.
  57. djupauðgu, meget Rige, de övrige.
  58. fattes i G.
  59. Þúriðar, H, B, I,
  60. kónungr, Konge, L.
  61. liðs ok félags, Landn.
  62. fattes i B.
  63. glumra, G.
  64. Merevi, C; Merævi, D,G; Merevy, C. i Margen; Mæri, B, I, K, L; Mærhæfi, Meræfi, Landn.; Mærhæfi, Ol. Tr. S.
  65. saaledes C,B; emeirr, A; ey'í meir, D; enn meir, G; eimeir, H.
  66. lát, Land.
  67. fra [: at Þorsteinn var fallinn, sonr hennar, M.
  68. mikinn, stor, t. E,G, H.
  69. hann, Landn.
  70. Gróu, C, H,
  71. ok, B.
  72. saaledes A, D, E,G,H. Landn., (maaskee Geirlaðar?) í Gunnlaðar, B og de övrige i Gunnlaugar, urigtigt, L,M.
  73. til, D, H.
  74. tvituga, tyveaarige, B.
  75. þræla, L,M.
  76. Skraumshlaupsár, C; Skrámuhlaupsár, D,G, B, I,K,L, M, N.
  77. saal. B, Hi Hvami, A.
  78. af, urigtigt, B.
  79. fattes i D.
  80. því, B.
  81. eigi, B.
  82. eigi m.s., B; hann þat eigi skorta mundi, at han ikke skulde undvære det, L,M.
  83. væri, B, M.
  84. saaledes A,C; Hann átti konu, þeirra, Han havde en Kone, deres, B,N; M till. ok er hon eigi nefnd hèr, men hun navnes ikke her; hans, H; hann var faðir Guðreðar, hans, han var Fader til Gudred, hans, D.
  85. Þorgeir ok Þorbjörn, B; Þorgrimr ok Þorbjörn, L,M; her er det förste Navn uden Tvivl blevet enten feilagtig anfört (eller reciteret) i et Oldtidskvad eller urigtig læst fra den ældste Membrans Abbreviatur.
  86. udelades af M.
  87. Eyxna-Þórissonar, B,
  88. Eirekr, bestandig B; rauði, t. B;-hinn rauði, M.
  89. Draungum, H.B.
  90. Þjöðhildar, Landn.
  91. en, men ; da maa det fölgende pá oversættes ved "hende," B.
  92. hana, M.
  93. áðr, tilforn, t. B.
  94. háleyski, fra Halogeland, L,M.
  95. Rèðst Eirekr þá norðan, ok ruddi land í Haukadal, ok bjó á Eireksstöðum, Erik begav sig da der nordfra, og opdyrkede en Landstrækning í Hökedalen og boede paa Erikstade, B, M,N; Landn. sidste Udg. Text har urigtig norðr.
  96. skylldu, urigtigt, B.
  97. saaledes G, H, B; Valðjöfs á Valðjöfs stöðum, A,C,
  98. Eyúlfr, D.
  99. Skeiðisbrekkum, D,H.
  100. í hólmgaungu Hrafn, Rafn i Tvekamp, D, H.
  101. Jorfa, B.
  102. frændi, Frænde– om Odd–M.
  103. mæltu eptir hann, forfulgte hans Drab ved Sögsmaal, B,L, M.
  104. attes i B, M.
  105. Travðum, B; Dröngum, L; Draungum, M.
  106. en hinn fyrsta vetr fór Eirekr í Auxney, þá lèði hann Þorgesti setstokka; hann bjó á Eireksstöðum; þá heimti hann, men den förste Vinter drog Erik til Öxnö, da laante han Thorgest Bænkestokkene; han boede paa Erikstade, B; M,N have dette saaledes: Hinn f.v.f.E. í Öxney; þá lèði hann Þorgesti setstokka. Hann bjó at Eiriksstöðum, þá heimti o.s.v. Den ... Öxnö; da laante han Thorgest Bænkessokke. Han boede paa Erikstade. Da krævede o.s.v.
  107. því, derfor, H.
  108. á Draumgum, B.
  109. setur fjölmennar, i Fleert., L.M.
  110. Vifilsson, synir Þorvallz úr Altafirði, B,N; V.s. Þorvarðar úr Alftafirði, L.
  111. þeir, t. M.
  112. Gellis, B, D, H; á Skógströnd, t. D.
  113. fattes i L.
  114. Þórnesþingi, B.
  115. sitt, t. D,B.
  116. á, M.
  117. Island, Landn.
  118. þá, da, B 5 þegar, M.
  119. vitja, D, H.
  120. Þorgeir, Landn,
  121. sem, en saadan Hjelp, som han kunde yde ham, B, M.
  122. ef þeir kynni, B, M.
  123. Fra Ordet eyjarnar fattes alt dette i Landnama.
  124. í, M.
  125. Snæfellsjökli, D,B; Snæfellsnesi, den ældste Rec af Landn.
  126. Hvítserkr, B,L, M, N,
  127. hann fór þegar at leita í suðrátt, han begav sig straæ mod Sydkanten for at undersöge, M.
  128. þángat er, B; þángat væri, M.
  129. hann sigldi vestr um Hvarf, han seilede vester omkring Hvarf, t.H,
  130. undir, Hm; eyjunni, næsten til Midten af Öen, (nær miðri eyjunni, M) I,L,M.
  131. saaledes A, B og de fölgende; en í vestri bygðinni sá hann gánga inn í landit einn fjörð; þángat fór hann um vorit, ok nam sèr þar bústað; kallaði hann þann fjörð Eireksfjörð, men i den vestligere Bygd saae han en Fjord gaae ind i Landet; derhen drog han om Vaaren, og tog sig der Bopæl; denne Fjord kaldte han Eriksfjord, L. Saaledes ogsaa M, med udeladelse af de förste 4 Ord
  132. hina vestari, B,M.
  133. fattes i B,M.
  134. inn, ind, t. M.
  135. við Hvarfsgnypu, (Hvarfsnipu, B) 1,M.
  136. Snæfells, B.
  137. þóttist, troede han, B,M.
  138. Eireksf., B; Eiriksfirði. H; Eireksfjarðar, D.
  139. ok fjörða, t. B,N; fjörða ok fimta, L.M.
  140. munni, B.
  141. eller Eiriksfirði, d.e. foran den mindre Eriksfjord, hvilken Læsemaade dog neppe er at foretrække. Fra I har M blot Eiríksfirði, i Eriksfjorden.
  142. Eyjólf, Ejolf, M.
  143. Hólmlatr, H; Holátri, B.
  144. sáttir, gjörðir, B; s. gjörvir, M
  145. landit, M.
  146. þeir höföu f, de havde f, M.
  147. hann, t. M.
  148. þess, B.
  149. heldr, snarere, L.
  150. fra f: kvaðst hann þess vegna þat svá nefnt hafa, at menn mundu heldr þángat fýsaz, han fortalte (siden) at han havde kaldet det saaledes, for at Folk snarere fik Lyst til at drage did, M.
  151. Her er intet Capitelskifte i B. Dette hele Capitel findes ogsaa, med nogle Forandringer, i Landnama P. 2 c. 14 S. 61–83, og Beretningen fortsættes der videre, hvilket Tillæg D,G,H,X have, som et Öge-Capitel, interpoleret i Texten.
  152. Þorgrimr, L,M.
  153. saaledes B; Eirk, A; Laugarbrekku Einars, D.
  154. Vífilsson, t. B,M.
  155. henni, hende, t.M.
  156. land (á landi) á Laugarbrekku á Helsvöllum, B,N; ok á Hölsvöllum, L; Hólsvöll, M.
  157. siðan, M.
  158. goðorðsmaðr, ok hafði rausnarbú, Han forestod et Godedömme (Hövdingdömme) og förte en anseelig Huusholdning, B, M.
  159. Arnarstapa, bestandig D,H,B, M, N,
  160. N har her og fl. St. Guðrið.
  161. vellauðigr, meget rig, B; vel auðigr, temmelig rig, M.
  162. lausingi, M.
  163. del. af M.
  164. landa í millum,M.
  165. udel. afM.
  166. sinn hvarn vetr, M.
  167. at, t.M.
  168. üt hèr, at hann fór, B; uti hèr, fór hann, M.
  169. á, D,H.
  170. Snæfellsnesi, B, M, N.
  171. skyldi, skulde, B.
  172. tilföiet ved Conjectur; fattes i A; með þeim Ormi, imellem ham og Orm, L,M; við kjörin, B.
  173. eitthvert, M.
  174. brytr upp varnínginn, M.
  175. taka, B,M.
  176. kvað, M.
  177. dyrnar, B,M.
  178. fra Tudel. M.
  179. udelades af M.
  180. sagði hann, t. M.
  181. bónda frá, Bonde fra, B,M.
  182. til orðit, M.
  183. vinr, Ven! t. B,M.
  184. udel. af M.
  185. bæði, t. M.
  186. lika, t.M.
  187. samt, dog, L,M.
  188. fyri þat, B, M.
  189. hún, B, M.
  190. at, t, B,M.
  191. rettet, med Hensyn til A; ok, A, B, M.
  192. at(á) þessi mál kæmir Þú fyri mik við feðr hennar, ok legðir á alendu (hendr, L) at flytja, þvíat et skal, at du paa mine Vegne foreslaaer hendes Fader dette Anliggende, og gjör dig al muelig Flid derfor, thi jeg skal, B; IM udtrykker sig saaledes rigtigere: at þú kæmir á þessi mál fyri mik v.f.h. o.l. á alhendr at flytja þau o.s.v.
  193. fattes i B.
  194. á lita, B,M.
  195. hentar, M
  196. at mjök sè, B,M.
  197. lausa aura, M.
  198. mè, M.
  199. þessi ráð, B, M.
  200. vinr þinn þikkjumst ek, M.
  201. fattes i B,M.
  202. bæra (sic, bera, M) þessi mál, B.
  203. fattes i C.
  204. fattes i M.
  205. svâ, t. M.
  206. heimboð, Gjæstebud, M.
  207. kemr, M.
  208. sè, N; væri, M.
  209. skamt, B,M, N,
  210. á, t. M; Meningen bliver da: at Einar opholdt sig kort derfra, paa Thorgeirsfell.
  211. efniligr, haabefuld, B,M.
  212. s. manna ok hluta, for somme Folks og Omstændigheders Skyld, B.
  213. prælbornum manni, en Mand af Trælleslægt, M.
  214. fattes i B, M.
  215. fara, B,N; skyldi hún fara með pèr, M.
  216. ef þer þætti, M.
  217. fór síðan Ormr á brott, Orm tog derefter bort M.
  218. udel. M.
  219. saaledes B; bóndmanna, Bönder, A.
  220. sinna heimkynna, B, M.
  221. Guðmundr, urigtigt, B.
  222. ok var veizla góð búin, og der var et godt Gilde tilberedt, t.B,M.
  223. kvaddi, B, beiddi, M.
  224. saaledes B; reyn, A.
  225. kveð ek allt vel, L,M.
  226. í vorum skiptum farit hafa, M.
  227. fjárhagr, B,M.
  228. fattes i B.
  229. <ekki virðuligt, B; ekki úvirðiligt, L; e. vanvirðuligt, M.
  230. búi mínu, M,N.
  231. sæmd minni, M, N.
  232. fattes i M.
  233. brott, till. M.
  234. ætla ek nú at, t. M.
  235. um mál, B,M,N.
  236. Grænalands, H.
  237. fattes i M.
  238. tiðindium þessa ráðagjörð Eireks (sic), Þorbjörn hafði lengi vinsæll verit, en ek þóttumst, Tidenden om denne Birks Raadslagning. Thorbjörn havde længe været vennesæl, men de troede, (ek þóttumst maa forandres til ek þottust) B; tiðindi vera um slika hans ráðagjörð, þvíat Þorbjörn h.I. v.v.; en þeir þottust, M.
  239. þetta svâ framt ráðit hafa, M.
  240. stoða, B; tjá, M.
  241. vinum sínum, sine Venner, L, M í göðar, gode, t. L.
  242. heimkynna sinna, B, M.
  243. lendur sínar, B, M.
  244. þá er þeir höfðu útlátit, var veðr hagstætt, da de havde lagt ud af Havnen, var Vinden gunstig, t. B,M.
  245. en, men, B,M.
  246. komu, kom, B,M.
  247. haf, M,
  248. mikil veðr, heftig Storm, B,M.
  249. fattes i B.
  250. stæcka, B,M,N.
  251. fengu þeir mikit, B; svâ at þeir fengu, M.
  252. um síðir, t.L,M.
  253. vetrnætr sjálfar, B, N; um vetrnætur, M
  254. nytjumaðr ok, en duelig Mand og, t. B,N; vitr maðr ok, en forstandig Mand, t. L, M.
  255. likaði Þorbirni vel ok öllum skipverjum hans, det behagede Thorbjörn og alle hans Skibsfolk vel, t. B som her begynder et nyt Capitel; M har for de anförte Ord: svâ at þeim Þorbirni likaði allvel.
  256. udel. i B,M.
  257. veiðiferð höfðu verit, af samme Mening, B; í úbygðir farit höfðu, til Ubygder eller öde Steder, L,M.
  258. saaledes rettet efter B 5 byð, ved en Skrivefeil, A; bygðinni; M.
  259. litill völve, B.
  260. ok var hún nu ein þeirra eptir, M; ein eptir, N,
  261. á veizlur, B.
  262. rettet efter B (M); þeir m.h. þeir, A.
  263. helzt, M.
  264. um, M, N,
  265. árferðir, i Fleertallet, L; atferðir, B.
  266. hvenær, M.
  267. óáran þessari, M.
  268. búin góð viðtaka, B, M.
  269. hesna, A; hænsa, B,
  270. fiðr, M.
  271. tyglamöttul, B, tiglamöttul, M.
  272. niðr, H, M.
  273. glastölur, M.
  274. kofur svart, L,M.
  275. kattarskinn, IM, N.
  276. messingu, D,H,B, M.
  277. settum, B.
  278. hnjoku? linda, B; hnjóska linda, H; hyndskan linda, Hm; hvíðku hindskan linda, L; linda, M.
  279. fattes i B,M; töfra sína, H.
  280. ok sterkliga, látúns knappar, og stærke, Messing Knapper, B, M5 (látún, fransk laiton).
  281. udel. af M,N.
  282. svarta, sorte, t. L, N.
  283. skapfeldir, B, M.
  284. fra [: vel, ok þo eptir því, sem menn voru henni skapfeldir til d. e. Hun optog enhvers Hilsen vel, dog eftersom enhver var efter hendes Sind, M.
  285. i, t. B,H; fattes i A.
  286. visindakonunui, Spaakvinden, B,M,
  287. at, M.
  288. at, B.
  289. af B; or, M.
  290. en til matar henni voru búin, B.
  291. allskonar, alskens, B; allskyns, M.
  292. saaledes B; oddinn, A.
  293. virðist, Boligen forekom hende, fra [:hversu henni litust, M,
  294. hve snart, M.
  295. hann, han, B.
  296. eptir, t. B.
  297. menn vildu, Folk önskede, B,M.
  298. kveðst, B.
  299. mundu þat uppbera, B; M udel, þat
  300. þá, B; udel. af M.
  301. þar, der, M; fra [: þegar er hon hefir, B.
  302. eptir, B.
  303. M har fra f: eptir áliðinn dag, efter at Dagen var begyndt at helde.
  304. skyldi sem (seið) fremja, skulde udöve Trolddom, B; skyldi bruka, er hún vildi seið fremja, L,M.
  305. þyrfti til seiðinn at fremja, B; (seið) M.
  306. varðlokur, D, H,B, M.
  307. þar um bæina, der paa Gaardene, M M.
  308. fræði, B.
  309. varðlokur heita, M.
  310. Þorbjörg, B.
  311. fróðari enn ek ætlaði, klogere end jeg troede, B, M.
  312. þesskonar fræði ok, saadan Vidskab og, B,M.
  313. at ek ætla í aungu beina mé at vera, som jeg ikke agter at befordre i noget, eller at overvære, M.
  314. Þorbjörn, urigtigt, B; Þorkell, L,M.
  315. mér, mig, L,M
  316. þó, dog, M.
  317. kona at, B, saa at ekki udelades; ecki kona at verri, M.
  318. udelades i B,M.
  319. Þorbjörgu, Thorbjörg, eller: af Agtelse for Thorbjörg viljeg skaffe, M.
  320. met ek, B,M.
  321. sem þarfir eru, M.
  322. umhverfis, B,M,N.
  323. uppi á seiðhjallinum, Tryllestelladset, B 5 var o.s.v., M.
  324. Guöríð, A.
  325. fyrr, tilforn, t. B.
  326. ravst, B.
  327. udelades i B,M.
  328. hún hafði margar náttúrur higat at, hun havde fört mange Aander (el. Væsener) did, B, M.
  329. þotti f. at h. þat er kveðit var, er áðr vildi frá oss snúast, B; þat er kveðit var, ok segir: ek heft nu hugat at mörgum náttúrum, bæði sóttar ok árgángs, ok eru mèr &c., hvad der var kvadet, og sagde: jeg har nu taenkt paa mange Forhold (Væsener), baade ved Sygdom og Aaring, og ere mig, L,M.
  330. bæði ek ok aðrir duldir, B; b, mèr ok öðrum duldir, M.
  331. lengi, B,M.
  332. árgángr, L.M.
  333. er, M,
  334. lengi, B,M.
  335. meiri enn mik varir ok, större end jeg havde tænkt og, t.L.; meiri enn menn v. ok, större end Folk tænkte, og, M.
  336. avll glavggsæ, alle tydelige, B,D,M.
  337. ættbogi bæði mikill ok góðr, B,M.
  338. ættkvíslum, B.
  339. mun skina bjartr (fagr) geisli, vil skinne en klar Straale, B,M.
  340. min, till. M, N; og M endvidere: sagði hún.
  341. á, M.
  342. s. hún, som hun sagde, B; gekk þat ok allt eptir sem hún sagði, det gik og alt eftersom hun sagde, L,M.
  343. bæum, Gaarde, M.
  344. saaledes A; heiðni var framin, B; heiðni færi fram, hedensk Færd övedes, L,M.
  345. þegar er vora tók, saasnart Vaaren begyndte, B, M.
  346. unns, M.
  347. Bröttuhlið, stundum i K.
  348. við honum báðum höndun, mod ham med begge Arme, B,M.
  349. udelades i B.
  350. lengi, længe, t. M; B forbinder dette og næste Capitel.
  351. Þjóðhildr, B, , L,M, N, formodentlig hendes christne Navn.
  352. udelades i B.
  353. þá, da, t. B; þar, der, t.M.
  354. mannvænligr, Hm.
  355. þánka, Hm; hug, B.
  356. þat sá Leifr, at hún mundi kunna fleira enn fátt eitt, B,M,N.
  357. sigldi, seilede, B,M,N.
  358. udel. M.
  359. rettet for: b.e. hirta, A; ekki at því fara, B,M.
  360. udelades i B,M.
  361. veraliðfár, have saa lidet Mandskab, L.M.
  362. ferr, b,m.
  363. mun ek vera, jeg troer at jeg er, B,M.
  364. ok at ek muni svein (sveinbarn, M) fæða, þá er Þá kemr til, og at jeg vil föde en Dreng, naar Tiden er omme, B,M.
  365. þá til er færr, M.
  366. við mèr, med mig, t. B; sá som er þú átt v. m., M.
  367. udel i M.
  368. udelades i B, M.
  369. með kvennbelti, tilligemed et Kvindebelte, L.
  370. kæmi, B.
  371. )um sumarit fyrir Fröðárundr, D,H,M, í Fröðárundrum um sumarit, I,K.
  372. kom á Grænland, kom til Grönland, B,N; udelades ganske af M.
  373. udelades af B,M.
  374. ligesaa.
  375. rèðst, B.
  376. verða vel metinn, blive meget anseet, L,M.
  377. udel. i M; at sigla, at seile, B; aptr at sigla, at seile tilbage, L.
  378. M till. her at sigla.
  379. sá, B.
  380. góðr, t. M.
  381. svâ megi, M.
  382. þá, A; á Grænlandi, i Grönland, B, M, N,
  383. mundu, B, M.
  384. udel af M.
  385. til þess fallinn, M.
  386. einn þar til giptu bera, og du allene vil have Lykke dertil, M.
  387. at ek njóta yðar, M, N,
  388. þegar hann var búinn; Leif vélkti, saasnart han var færdig, og omdreves, B.M.N.
  389. hann, t. M.
  390. í, B; ekkert af né nein deili til, som vare ham ganske og aldeles ubekjendte, Z; ekki o.s.v., M.
  391. mosur h., 45 mausur hètu, B; mavsur heita, M.
  392. udelades i B, M, N, som saaledes berette at Leif tog Pröver af alle Landets Frembringelser hjem med sig, hvorimod de ganske fortie Beretningen om de forliste Skibsfolks Redning.
  393. Leifr, B.
  394. ok fèkk öllum vist um vetrinn, og skaffede dem alle Ophold om Vinteren, t. B; öllum sínum mönmun, alle sine Mænd (Skibsfolk), M.
  395. svâ mikla stórmennsku ok gæzku af sèr, saa stor Höimodighed og Godhed, B; M udelader ok gæzku, men har for er i Slutningen at.
  396. ok kallaði Vínland hit góða, og kaldte det Viinland det Gode, t. L 5 ok kallaði þat o.s.v., M.
  397. hann bjargaði mönnunum; var hann, han frelste Folkene, og blev, B; hann bjargaði svâ mönnum úr sinni villu, han hjalp saaledes Folk ud af deres Vildfarelse, L,M; den sidste har end videre: ok var þvíi siðan, og blev derfor siden.
  398. sigldi eptir -at til Grænlands ok, seilede derefter til Grönland, og, t. L. M.
  399. udelades i B,M.
  400. udelades i B,M.
  401. kristna trú um landit, M.
  402. sagði, M
  403. brèfok, Brev og, t. D.
  404. þar með syndi hann þeim jarðteiknir, tillige viste han dem Jertegn, t. L.
  405. Þórhildr, bestandig G,H.
  406. þetta, t. M.
  407. udelades i 1, M ; eigu, B,N.
  408. var hon köllut, M.
  409. Þórhildarkirkja, G, H.
  410. en þeir voru margir, som vare mange, t. B,M,N.
  411. halda samfarir, B, M, N.
  412. af þessu, B, N; á því, D, H; siðan, derefter, M.
  413. á, t. M.
  414. hann mundi, han vilde, M.
  415. vitja, besöge, L.
  416. fann, M.
  417. 6ör ok, god og,t. B.
  418. var hann þar meðal manna vinsæll ok fróðr haldinn, Han (Erik) var der meget afholdt blandt Folk og anseet for kyndig, M; N till góðr maðr, en god Mand, men udel. haldinn.
  419. tilboðit af vinum hans at hætta á ferð þessa með honum, því þeir sögðu hans gæfa mundi framast vera ok forsjá; var hann skips þurfi við, indbuden af hans Venner til at forsöge at gjöre denne Reise med ham, thi de sagde at hans Lykke og Klogskab vilde være fortrinligst; han fattedes Skib, I; buðu ok Eiriki vinir hans at hætta á þessa ferð með honum, þvíat þeir sögðu at, hans gæfu ok forsjár mundi framast at njóta; var hann brátt þessa fús, Eriks Venner böde ham at forsöge at gjöre denne Reise med ham, thi de sagde at det vilde være bedst at benytte hans Lykke og Klogskab, han var strax beredt dertil, L. Dette udtrykker M saaledes: Buðu ok Eirikivinir hans ... því þeir sögðust hans gæfu ok forsjár mundu framast at njóta. D tilföier at siðustu, tilsidst.
  420. fýstu hann
  421. þeir, de, t. B,M.
  422. Vifilsson, t. H.
  423. þángat, t. M.
  424. þeir fè litit, en meira, lidet Gods, men mere, B; eigi mikit fé, en meira, ikke mange Penge, men mere, L.M.N.
  425. morgin er Eiríkr fór, Morgen da Erik drog, B,M, N,
  426. kistil þann er í var, M.
  427. sem (er) hann sjálfr átti, som han selv eiede, L, M.
  428. fé, Gods, t. B,M.
  429. reið til skips, red til Skibet, t. M.
  430. er hann var skamma leið (skamt) kominn, fèll hann, da han var kommen et kort Stykke Vei, faldt han, B, M.
  431. braut rif sin, ok lesti öxl sína, (öxlina ok kvað við: a–i ai! bröd sine Ribbeen, og forslog sin Skulder, og skreg au! au! B,N; M har isteden for dette Udraab, allene Ordet hátt, höit; brotnuðu II rifin í siðunmi, bröd to Ribbeen i Siden, D.
  432. þessum atburði, M.
  433. sendi hann orð, sendte Bud, B; gjörði hann boð, M, men udelader Navnet.
  434. brutt þat er hann hafði fólgit, som han havde skjult, B; falit, I,M.
  435. udelades i B,M.
  436. vænt um sitt ráð, B, M.
  437. höfum, M.
  438. sæin, en Skrivefeil, B,N.
  439. haldit hafa, t.M.
  440. Irland, M; land, N.
  441. reiddi, B, M, N,
  442. hurfu þeir svâ aptr er haustaði, de vendte tilbage da Hösten (Efteraaret) indfande sig, M.
  443. mæddir ok mjök, udmattede og meget, B; mæddir ok, M.
  444. er þeir náðu at kenna Grænland, da de naaede saa nær Grönland, at de kunde kjende Landet, t. L,M.
  445. sjálfan, selve Eriksfjord, B,N.
  446. sandsynligere vöru þèr í sumar, er þèr fóruð, vare I i Sommer, da I droge, B,M,N.
  447. firði þessum, denne Fjord, M.
  448. pèr, I, M paa begge Steder.
  449. nú, B,M.
  450. góð ráð, gode Raad, L, M.
  451. sagði hann, t. M.
  452. þá, da, M.
  453. höfðingsbragð, M.
  454. udelades i B.
  455. udelades i B.
  456. ráðlausir, B,N; M har fra förste [: segja nokkut ráð þeim sem nú eru ráðlausir.
  457. vistir, B,M,N.
  458. delades i B.
  459. orð, B.
  460. áðr, tilforn, B.
  461. Istedenför det foregaaende fra Mærket I har L: þessum þínum áðum skal sæta, ok fá þeim mönnum vistir ok viðtöku, er eigi höfðu áðr haft, meô okkr feðgum, disse dine Raad skal man fölge, og skaffe de Folk, som endnu mangle saadant, Modtagelse og ophold hos min Fader og mig.
  462. tóku þeir land, ok fóru heim, landede de og droge hjem, B.
  463. Guðríðar, M; B fattes her som overalt Capitel-Overskrifter.
  464. Þorbjarnardöttur, t. B; dóttur Þorbjarnar, M.
  465. ráðum gjört at, besluttet at, B, M
  466. sú, B,M.
  467. mjök fjölmenn, M.
  468. Vestri bygð, B.
  469. heitir, B.
  470. heimili, Hjem, L,M.
  471. lika svâ, ligeledes, till. L.
  472. udelades i B.
  473. Fóru þau Þorsteinn ok Guðríðr heim í Lysufjörð, ok var, Baade Thorstein og Gudrid toge hjem til Lysefjord og, M.
  474. er leið á, da det led ud paa Vinteren , L.
  475. vinturinn, B,
  476. þar, t. M.
  477. leið á vetr, da det gled udpaa Vinteren, M.
  478. saaledes A paa dette Sted; Garði, B,M,N.
  479. ok var, M; ekki udel af N.
  480. óvinsæll, N.
  481. tók sótt at öðrum, ok önduðust, blev syg efter den anden og döde, B,M.
  482. udelades i B; bónda, M.
  483. garðs þess, den Indhegning, B, M,N.
  484. gegnt, M,N.
  485. til dyra, til Dören, t. M.
  486. dyrunum, B,M
  487. Sigríðr 6! B; Sigríðr við hátt, M; Sigríðr við, N.
  488. úhyggiliga, B.
  489. veðr, kold Blæst, t. B.
  490. fórum inn, lad os gaae ind, B; istedenfor det foregaaende fra det förste Mærke I har L: hvat lèztu svâ óhiggiliga, ok áttu eingan stað at vena við kalt veðr, ok kom aptr frá dýrunum nú með mèr, hvi bærer du dig saa ubetaenksomt ad, og du kan paa ingen Maade taale at opholde dig i Kulden, og kom nu tilbage fra Dören med mig!
  491. fer ek, gaaer jeg, B, M.
  492. þar í sveit kenni ek Þorstein bónda, i denne Skare kjender jeg din Mand Thorstein, M.
  493. udelades i B.
  494. ok verkstjórinn, og Avlsforvalteren, t.B.
  495. udelades i B; fra [har M, N: var pá ok verkstjórinn horfinn, er henni sýndist, da var ogsaa Avlsforvalteren forsvunden, som forekom hende.
  496. önduð, B,N; Sigríðr önduð, M.
  497. út, t. B; þar út, M,
  498. berigtiget efter Gisning; let, A; innan lítils tima, inden kort Tid, L,M; i annan (stab), N.
  499. át sjá um, see til, passe, B, M, N
  500. boð, M.
  501. aptr, igjen, t. M.
  502. þángat, derind, t. M.
  503. reyckjustokkinn (rekkju, M) hjá honum, B,M,N.
  504. brjóstit, M.
  505. dagsetri, B, Ls at dagsetri, ved Dagens Slutning, N.
  506. udelades i B,M.
  507. udel. M; líkunum, BN.
  508. hann, M.
  509. Guðríðr sofnar brátt, Gudrid sov snart, t. B, N.
  510. reistist, reiste sig, B,N; reis, M.
  511. upp hinn dauði, den döde Thorstein, M.
  512. kvaðst, M
  513. mæla, M.
  514. pvíat, t. M.
  515. sagði hann, t.M.
  516. umbóta, M, N.
  517. at, M, N.
  518. hjálpa, B.
  519. Þ.E. hefir mælt við mik, sagði hann, M.
  520. tala við, tale med, L; at hann vildi tala við, M.
  521. sjá þú nú ráð fyri; hvârkis kann ek, B, M.
  522. udelades i B.
  523. mæla við hann, B, M.
  524. má nú ekki forðast, B,M; mein til min, t. B,N,
  525. pat sè at öðrum kosti, at det vil gaae anderledes, B,M.
  526. ok, B.
  527. ok sagði, B,M.
  528. tæki ok hèldi hana vel, som antoge Troen og holdt den vel, M.
  529. udelades i B,M.
  530. góðra manna, gode Menneskers, L,M.
  531. sagði hann, t. M.
  532. var, C.
  533. vigða, viet, B,N.
  534. Garða, B,M,
  535. vorðit, B.
  536. hennar M.
  537. manni, B.M.
  538. hann ok, T. B.
  539. eða gefa þat, eller give det, B 5 eðr gæfi þat, M.
  540. bak, paa Ryggen, M.
  541. vigri, d. e. vigðri, urigtigt, B; úvigða, M.
  542. bristi, B,L,N; brysti, M.
  543. udelades í B,M,N.
  544. eptir þat, derefter, B,M.
  545. hinn rauði, till. M.
  546. við henni, B.
  547. kosti hennar, M.
  548. hrings, Ring, H.
  549. Bo.fl. have saaledes fra Capitlets Begyndelse: Maðr hèt Þorfinnr karlsefni, son Þórðar hesthöfða, er bjó norðr (udelader M) í Reyninesi í Skagafirði, [er nu er kallat, udel. K,M; Karlsefni var ættgóðr maðr ok vel auðgigr (sic) at fè (udel. M), Der var en Mand ved Navn Thorfinn Karlsefne, en Sön af Thord Hesthöfde, som boede nordpaa í Reynenæs i Skagefjorden, (som det nu kaldes). Karlsefne var en Mand af god Herkomst og meget rig (paa Gods), B; saaledes ogsaa I,K, L M; hesthöfða, t. H.
  550. fargángr, L.
  551. Þorbjarnarson rèðst til ferðar, B,M; rèðst, H.
  552. Skógarströnd, t. D.
  553. með þeim, hos dem, B,M.
  554. saaledes D, H, B, I, M, N; freiðfirðskr, urigtigt, A.
  555. maðr, B, M, N,
  556. udel. af M.
  557. samsumars sem Karlsefni, B, M, N,
  558. udel. M, N,
  559. fram tvennum, B.
  560. áttu, M.
  561. brotnuðu, ok komust menn allir af, með þvi gózi, sem þeir höföu, söndersloges, og hele Mandskabet kom derfra med det Gods, som de havde, Hm.
  562. Guðriði, B.
  563. kaupa, kjöbe, L,M.
  564. hún, B.
  565. mikla, stor, B, M, N.
  566. aptr á M.
  567. skipverjum báðum heim til sin til vetrvistar, B; báðum styrimönnum, begge Skipperne o.s.v., M.
  568. fóru með Eireki, B, M, N,
  569. góð ok, t. B, M, N,
  570. udelades i B, M, N,
  571. kaupmönnum vel með Eireki, B,N; við Eirík, M.
  572. dróg, N,M.
  573. at verða úglaðr, er, at blive sörgmodig, som han pleiede, B,N; at úgleðjast meir, M.
  574. var vanr, M; átti vanda, N.
  575. ek þikkjumst, jeg synes, H, M, N,
  576. nökkuru fálátari, enn verit hefir, ok þþú veitir oss með mikilli, mere taus end tilforn, og du beværter os med stor, B,M,N.
  577. því, derfor, t. M.
  578. því, B; vel e. p., M.
  579. till. B; fattes í A.
  580. þèr, Mo.fl.
  581. mannliga, M.
  582. þat ekki í mínum, M.
  583. udelades í Hm.
  584. hallist, B, M, N.
  585. viðskipti, B,M,N; verði hallr í vorum viðskiptum, Hm.
  586. fra Mærket: illt, ef at er spurt, at þèr hafit verit hèr svâ jólin þessi, er nú koma í hönd, det slemt, om det skal spörges, at I have været her saaledes i den nu forestaaende Juul, B; úkátir, sörgmodige, till. M.
  587. Karlsefni svarar: þat mun ekki á þá leið, Karlsefne svarede: Det vil ikke gaae saaledes, B.
  588. á skipum, paa Skibene, M; á skipum vorum, paa vore Skibe, N.
  589. ok mjöl, ok er y´r heimilt (af at, M) at hafva (af, N), og Meel, og er det eder tilladt at tage, B.
  590. [svá stórmannliga, sem yðr likar fyri því
  591. svá skörulig, at menn þottust trautt slika rausnar veizlu sèð hafva, B; um sína daga á Grænlandi, t. L,M.
  592. við Eirik um ráðahag við, B, M, N.
  593. en honum leizt konafrið ok vel kunnandi, men Kvinden forekom ham smuk og vel övet i Færdigheder, t.B.
  594. kveðst vel mundu undirtaka hans mál, en kvað hana göðs gjaforðs verða; er þat ok líklikt, at hun fylgi sínum forlögum (mínum fortölum, H, M), þóat hún væri honum gefin, ok kvað goða frètt af honum koma. Nú er vakit mál við hana, ok lèt hún þat sitt ráð, sen Eirekr vildi fyrisjá; ok er nú ekki at lengja um þat, at þessi ráð tóust; ok var þá veizla (drygð, LM) aukin ok gjört (drukkit, L) brullaup; gleði mikil var í Brattahlið um vetrinn, og sagde at han vilde optage hans Andragende vel og lagde til at hun var værdig til et godt Giftermaal: ..det er ogsaa rimeligt, at hun fölger sin Skjæbne (mit Raad, L), om hun end bliver gift med ham, og sagde, at der gik gode Ord om ham. Sagen blev nu forhandlet med hende selv, og hun sagde at hun syntes bedst om det, som Erik vilde raade Paa hendes Vegne; kort at fortælle kom Giftermaalet i Stand; Gildet blev da foröget og deres Bryllup drukket; der var megen Glæde i Brattelid om Vinteren, B. I dette Stykkes senere Deel bruger M nogle flere afvigende Udtryk efter fortölum fölger: sagði hann ok er göð frètt af þèr, ok mèr ei þi móti skapi, þó hün væri þér gefin.
  595. B har her intet Capitelskifte. De fölgende Capitler 7,8,9, og Begyndelsen af det 10de afvige i B og de fra denne Codex nedstammende I, K, L , saa meget, i det Fortællingen vel er den samme, men Udtrykkene heelt igjennem forskjellige, at Varianterne ikke alle have kunnet optages ordret; alle de vigtigste ere dog anförte,
  596. B begynder Capitlet saaledes: Á því lèku miklar umræður um vetrinn í Brattahlið, at þar voru mjök töfl uppi höfð ok sagnaskemtan, ok margt þat er til híbylabótar mátti vera. Ætluðu þeir Karlsefni ok Snorri at leita Vínlands, ok töluðu menn margt um þat. En því lauk svâ, Om den Ting taltes om Vinteren meget i Brattelid; man morede sig med at spille i Brættet og at fortælle Historier, og ved meget andet, som kunde befordre Selskabelighed, Karlsefne og Snorre agtede at opsöge Viinland, og derom taltes meget; men Enden herpaa blev. Noget heraf indeholdes saaledes i M: Var þar margt til skemtunar haft ok margt rædt, þar .... ok margt annat þat.... Vínlands um sumarit .... um þat, der havde man mange Slags Tidsfordrivog Samtaler ... at opsöge Viinland den næste Sommer .... meget.
  597. sín, síne Skibe, M.
  598. sumarit, om Sommeren, B.
  599. ok þat föruneyti er þeim hafði fylgt, og det Mandskab, som havde fulgt dem, t. B; sitt skip o.s.v., M.
  600. föðurnafna hans, hans Faders Navne, t. D. Istedenfor det fra Mærket have B,M,N allene Þorvaldr; hann var mágr Eireks rauða, Thorvald; han var Erik den Rödes Besvogrede.
  601. Þorvaldr var kallaðr veiðimaðr, M, N,
  602. í veiðiförum, ledsaget Erik paa Reiser for Jagt og Fiskeri, B, M.
  603. ok hafði hann margar varðveizlur, og han havde mange Ting under sin Forvaring, B, M,N.
  604. vexti, af Vækst, B, M
  605. hann var heldr við aldr, údæll í skapi, hljóðlymdr, fámálugr hversdagliga, undirförull, ok þó atmælasamr (ámælasamr, M), ok fýstist (fysti, M) jafnan hins verra; hann hafði litt við trú blandazt, siðan hún kom á Grænland. Þórhallr (Þorvaldr, M) var litt vinsældum horfinn, en þó hafði Eirekr lengi tal af honum haldit (titt tal við hann, M). Hann var á skipi með þeim Þorvaldi (Þórhalli, M), þvíat honum var viða kunnigt í ubygðum, han var temmelig til Alders, vanskelig af Sind, taus og faatalende til daglig Brug, underfundig og dog bagtalersk, og havde stedse Lyst til det værre; han havde kun lidet agtet paa Troen, fra den Tid den var indfört paa Grönland. Thorhal var kun lidet afholdt, men dog havde Erik længe pleiet at have fortrolige Samtaler med ham. Han var ombord hos Thorvald (Thorhall, M), thi han var bekjendt vidt omkring i Ubygderne, B, M, N./
  606. Þorvarðr, t. D.
  607. þángat; ok rèðust til ferðar með þeim Karlsefni, ok voru þar flestir (fleiri, M) grænlenzkir menn á. Á skipum þeirra var fjörutigi manna annars hundraðs, did i og beredte sig til Reisen i Forening med Karlsefne; de fleste af Besætningen der vare Grönlændere. Paa deres Skibe vare 160 Mand, B, M, N.
  608. undan (landi), siðan, udfra Land, derpaa, t. B; sigldu þeir siðan út frá landi, de seilede siden ud fra Landet, M.
  609. í vestari úbygðir, til de vestligere Ubygder eller Örkener, M; begge Steder udelades af N.
  610. fattes i B.
  611. saaledes D,H; Bjanneyjar, skrevet efter Udtalen,4; Bjarneyja, Bjarnöerne, i Fleertallet, B, M.
  612. undan Bjarneyjum, udfra Bjarnöerne, B; norðanverðum, deres nordlige Kyster, t. af M.
  613. norðanveðr, voru þeir uti tvö dægr, med Nordenvind; de vare ude to Dage, B; med Udeladelse af det förste Ord, M, fra förste f.
  614. ok fundu, og funde, M,N.
  615. rèru fyrir á bátum, roede paa Baade langs med Kysten, B, M, N.
  616. kendu þeir ekki, de kjendte ikke, K,L,M.
  617. margar ok svá stórar, at (tveir, udel. M) menn máttu vel spyrnast í iljar, mange og saa store, at de overgik to Mænds Höide, B
  618. nafn landinu ok kölluðu þat, M.
  619. þá, M, N.
  620. norðanveðr, med nordlig Vind eller Storm, t.B, M, N,
  621. saaledes D, H; i, A.
  622. fra [udel. af M.
  623. ok var á skógr mikill, paa hvilket der var en stor Skov, B,M.
  624. landinu, t, B
  625. ok fundu þeir þar bjarndyr, og der fandt de en Björn, B, M.
  626. saaledes D, H, B; Bjanney, efter Udtalen, A.
  627. þar er skogrinn (var), der hvor Skoven var, t. B; p.e. skogr var, M , skogrinn (var), N.
  628. þá er liðin voru tvö dægr (hèrfrá, t. M) sjá þeir land, ok þeir sigldu undir landit; þar var nes, er þeir kvomu at; þeir beittu með landinu, ok lètu landit á stjörnborða, þar var (voru, M) öræfi ok, Da to Dage vare forlöbne, saae de Land, og de seilede under Land; der hvor de kom til, var der et Næs; de krydsede langs med Kysten, og lode Landet paa Styrbord, der vare Örkener (öde Egne) og, B, M.
  629. fara á bátum, fore med Baade, B, M.
  630. fengu, fik, B. á n., udel. M.
  631. þeir þat, M.
  632. þeir gáfu ok nafn ströndunum ok kölluðu, M.
  633. saaledes B, kan neppe læses i A; þótti fyrir, af samme Mening, D, H.
  634. at vogunum, ind i Vigene, B,N; í einn váginn, M.,
  635. þat var, þá er Leifr var með Olafi konúngi Tryggvasyni, ok bað hann boða kristni á Grænlandi, (ok, udel. M) þá gaf konúngr honum, Det Foraar da Leif var hos Kong olaf Tryggvesön, og denne bad ham forkynde Christendommen paa Grönland, gav Kongen ham, B, M, N,
  636. karlmaðrinn, M.
  637. Hækja, B, M; Hákja, N; konúngr bað Leif taka til þessara manna, ef hann þyrfti skjótleiks við, þvíat, Kongen bad Leif at betjene sig af disse Folk, naar det var ham om Hurtighed at gjöre, thi, B, M, N,
  638. fljótari, M.
  639. Þessa menn fengu þeir Leifr ok Eirekr til fylgðar við, Disse Folk gave Leif og Erik Karlsefne med paa Reisen, B, M, N,
  640. þá, M.
  641. suðrátt, mod Sönden, B, M, N,
  642. kiapal, D, H; biafal, B, M,N.
  643. hattrinn, B, D,N; höttrinn, N.
  644. hliðum, B,M,N.
  645. reimar, Remme, K, L,M.
  646. í, M.
  647. hèlt þar saman knappr ok neszla, og der sammenhæftet ved en Knap og en Stroppe, B, M, N.
  648. saaledes rettet efter D,H; biðuðu, A; köstuðu akkerum ok lágu, kastede Anker og laae, B, M, N.
  649. Ok er þrir (þeir, M) dagar voru liðnir, hlupu þau af landi ofan ok, og da tre Dage vare forköbne, kom de löbende oppe fra Landet, og, B, M, N.
  650. þaungul, Stilk, egentlig Tangstilk, G; vinber, I,K,L,M; vinker, urigtigt, B.
  651. hveiti sjálfsáit, selvsaaet eller vildtvoxende Hvede, B, M, N, Sagði Karlsefni at þau þóttust fundit hafva landskosti góða, Karlsefne sagde, at de troede at have fundet frugtbare Steder, t. B; M udtrykker dette saaledes: ok sögðu þeim Karlsefni, de sagde til Karlsefne og hans Stalbrödre o.s.v.
  652. Toku þeir þau á skip sitt, de toge dem ombord paa deres Skib, B, M.
  653. fòru, M.
  654. þar til er varð fjarðskorið; þeir lögðu skipunum inn á fjörðinn, indtil Kysten gjennemskares af en Fjord; de styrede med Skibene ind i Fjorden, B,N; þartil at landit varð fjarðskorit, M, som udel skipunum.
  655. ok voru þar straumar miklar ok um eyna, der gik stærke Strömme og omkring Öen, B; þar var ey ein utanfyrir ok straumar miklir, þeir, M, N,
  656. Straumsey, B,M,N.
  657. Fugl var þar svâ margr, at trautt mátti fæti niðr koma milli eggjana. Þeir hèldu inn með firðinum, ok, Der var saa mange Fugle, at man neppe kunde faae Plads til en Fod imellen Æggene. De styrede ind langs Fjorden, og, B, M, N,
  658. hann, M.
  659. Straumsfjörð, B,M.
  660. (allskyns, M) fè, ok leituðu sèr þar landsnytja. Fjöll voru þar, ok fagrt var þar um at litast, Kvæg, og benyttede sig der af Landets Frugtbarhed. Der vare Fjelde og skjönne Udsigter, B,M,N.
  661. nema, M, N,
  662. þar voru grös mikil, der var höit Græs, t. B, M, N,
  663. ok gjörðist vetr mikill, en, og Vinteren blev stræng, men, B, M, N,
  664. f i B; M har dette fra næstforrige Mærke saaledes: en ekki fyrir unnit um sumarit, men intet var blevet indhöstet i Sommertiden
  665. Gjörðist þá íllt til matarins, B, M, N; (pá udel. M) föru þeir út í eyna (eyjarnar, Öerne, 1,M), ok vættu at þar mundi gefa (gefast, M) mökkut af veiðum eða rekum; þar var þó litið til matfánga (af matfaungum, M), en fé þeirra varð þar vel, da seilede de ud til Öen i den Forventning, at der maatte gives nogen Fangst eller Opdrev; der var dog kun lidet af Födemidler, men deres Kvæg befandt sig der vel, t. B, M, N
  666. Siðan hètu þeir á guð, þat hann sendi þeim nokkut til matfánga, ok var ei svá brátt við látit, sem þeim var ant (t. B, N). Þorvaldr (Þórhallr, B, N) hverfr á brott, ok gengu menn at leita hans, stóð þat yfir III daga (þrju dægr, B,N) í samt at hann fannst ei. Á hinum fjörða degi (á hinu fjörða dægri, B) fundu þeir Karlsefni ok Bjarni Þorvald (Þórhall, B, N), Derefter paakaldte de (eller: gjorde Löfter til) Gud, for at han skulde sende dem Födemidler, men de vare ikke saa snart at faae, som de attraaede dem ivrig. Da forsvinder Thorvald; det varede i hele tre Dage at han fandtes ikke. Paa den fjerde Dag (B har: paa det fjerde Dögn) fandt Karlsefne og Bjarne Thorvald, M, (Thorhall, B,N).
  667. udelades af M.
  668. augum ok, med Öinene, t. B,M.
  669. ok klóraði sèr ok klypti sik, og gned sig og gnikkede, t. B,N; kleip sik, kneb sig, M.
  670. þat aungu skipta, bað hann þá ekki þat undrast, kveðst svâ lengst lifat hafva, út þeir þurftu ekki ráð fyri honum at göra, det kunde være det samme, bad dem ikke at undre sig derover, og föiede til, at han havde levet det meste af sin Tid saaledes, at de ikke behövede at sörge for ham, B, M.
  671. drifu menn þá at, M; menn til, B, N.
  672. en þó kendu menn eigi, hvat hvala þat var; Karlsefni kunni mikla skyn á hvalnum (rigtigere: mikit skyn á hvölum), ok kendi hann þo eigi, B; þenna hval, t. M; Karlsefne havde megen Kjendskab paa Hvaler, men kjendte dog ikke denne, B, M, N,
  673. gengr Þorvaldr at (M) ok mælti: var eigi svá at, t. B,M.
  674. vildu aungvir nýta (neyta, M), ok köstuðu fyri björg ofan, ok snèru sínu máli til guðs miskunnar, vilde ingen nyde deraf, men kastede det ned fra Klipperne, og vendte deres Sag til Guds Miskundhed, B,M.
  675. þá út at róa, det samme, B, M, N
  676. eigi birgðir. Um vorið fara þeir inn í Straumsfjörð, ok höfðu föng af hvorutveggja landinu, veiðar af meginlandinu, eggver ok útrðoðra (utróðr, M) af sjönum, ikke Födemidler. Om Vaaren droge de ind i Strömsfjord, og havde Forraad af begge Lande, ved Jagt af Fastlandet, Æg - Indsamling (paa Öen) og Fiskeri paa Söen, B, M, N,
  677. Nú ræða þeir um ferð sína ok hafva tilskipan (á til. M, R), nu talte de om deres Reise, og anordnede den Sag, B, M, N,
  678. veiðimaðr, Jæger, t. B; M,R skrive Navnet her, som stedse, Þoryaldr.
  679. sigla, seile, H.
  680. um Furðustrandir ok fyrí Kjalarnes, langs med Furdustrande og forbi Kjalarnes, B.
  681. svá, saaledes, t.B.
  682. ok (svâ, t. M, R) fyri austan, ok þikkir land því méra (meira, M, R) sem suðr (austar, I, L, M, R) er meir, (udel. M)ok þikkir honum, þat ráðligra, at kanna hvorttveggja, og östen om Landet, og formeente at Landet vilde blive desto större, jo længere man kom syd efter, og det forekom ham raadeligere at undersöge begge Steder, B.
  683. eyjum, Öerne, B; undan eyunum, ud fra Öerne, B.
  684. Ok einn dag, Og en Dag, B.
  685. Hodda, Guldets, som forbundet med meiðar danner en Mands benævnelse, men Meningen bliver da noget tvungen.
  686. mundar, den Stockholmske Codex 35 (N).
  687. málþings, det samme, skjönt usædvanligere, afmál, Metal, G,
  688. fattes i B.
  689. litt, lidet, B,M, N, passer ikke godt; Halvrimet kræver her et Ord som láð, d.s.s. land; leib, G.
  690. fyrir liðir, D; frá lyðum, mindre passende, G.
  691. lasti, G; land þó lyðir lasti, andre
  692. drykkmum, K,L,N.
  693. bíls, K,L
  694. hattr, B.
  695. verð ek, B,N.
  696. byttu, B; byttur, M, R, bráttu, D; burtu, Hd.e, styra brottu eller burtu, styre Skibet bort.
  697. eller beiðr, A; beiði, B.
  698. reiða, B,M, det samme.
  699. svâ, KL, M, R, som udelade er, at; þó er, andre.
  700. köldu, det samme, G
  701. kom ei, det samme, G, I; komit, B,M, N,
  702. Láta þeir út siðan, ok fylgir Karlsefni þeim undir eyna. Aðr þeir drógu seglit upp, kvað Þórhallr visu (þessa, till. M, R), De lagde siden fra Land, og Karlsefne fulgte dem ud under Öen. För de heisede Seilet op, kvad Thorhal denne Vise, B, M, R.
  703. ærir, B, M, N, R; örir, hurtige, G.
  704. sandarhimins, det samme, men passer ei til Versemaalet, D.
  705. eller landan, A; landa, G, H; landar, B. Denne Liv.ie have K, I, R saaledes; endur samtymnis landar, som er urigtigt, men M har derimod: endr samtimis lendar.
  706. kenni vel kanna D.H; val kanna kæti, B, M, N, R; knèvel kanna, andre.
  707. skreið, B,N.
  708. hin, B,N
  709. greiðu, jevne, B.
  710. bylstyggvir, B; bilstygg ver, D; bils hyggver, G.
  711. í, D,H.
  712. vellu, D.
  713. urigtigt, H.
  714. þar, H; þann, B, M, N,
  715. leyfir, B,N; leifir, M, R.
  716. skildu þeir ok sigldu, forlode de de andre, og seilede, B, M, N, R.
  717. þarfyri vestan, B, M, N, R.
  718. veðr, Stormveir, B, M, N, R.
  719. við Irland, B, M, N.
  720. mjök, meget, t. B, N, R.
  721. þar þeir reyndust svá illa kristnir, da de befandtes at være saa slette Christne, t. D.
  722. fattes i B, N, R; oss híngat, os hid, t. D
  723. Þeir Karlsefni, Snorri ok Bjarni fóru suðr fyri land, M, R.
  724. ok annat lið þeirra, og deres övrige Mandskab, B, N; með þeim, t. M.
  725. þeirri, B,M.
  726. ok svâ, B, M.
  727. eyjar, Öer, B, M, N,
  728. fyri árósinum, foran Flodmundingen, till. B; sjónum, till. N, I; á sjónum, K.
  729. á sjónum, t. M.
  730. nema at hálfflæðum, undtagen ved halvt Spring (midt imellem Ebbens og Flodens höieste Vande), B.
  731. sigldu þá til áróssins, ok kölluðu í Hópi landit, det samme, B,N, I; komu í
  732. fattes i B,M.
  733. vín vín viðr, B, urigtigt, maaskee vínviðr var, hvilket sidste M, R ogsaa have.
  734. allsstaðar, allevegne, M, R.
  735. kendi, d.s., B, M, N, R.
  736. rettet, ofast, A; eftz eller eptz, skal være efst, B 5 udelades af M.
  737. dette Ord fattes i B
  738. Istedenfor det fra Mærket: meðan utfèll, en er fèll at, gengu fiskar i grafirnar; voru þeir þar (ok voru því, M) þeim helgir, er útfjaraði, medens Floden faldt ud; men da den strömmede til, gik der Fiske i Gravene, som da maatte tilfalde dem (kunde sikkert tages der), naar Söen veg tilbage, K,L, M, R,
  739. saaledes A; öllu, B.
  740. fra Mærket: allt slag, M, R,
  741. eckert annat, M, R.
  742. á landi, paa Land, t, M, R.
  743. en, M.
  744. niu, ni, B; IX, M, N, R.
  745. veítt, urigtigt, B.
  746. trjónum, B; trjánum, M, R,
  747. af, B.
  748. í, t. B.M.
  749. hálmþústum, B; í hálmþústum, M, R;hálmþaustum, N.
  750. ferr, B,N; fór, M, R.
  751. saaledes G; tákna, B, M, N, hafa teikna, A.
  752. friðartákn, B; teikn, M; ferðartásn, Reiselegn, N.
  753. á, M, R.
  754. hinir, hine, B, M, R.
  755. fattes i B, N.
  756. ok gengu þar á land, N; þá, er Þeir gengu á landi, dem, da de (Europæerne) gik paa Landet (Strandbredden), M, R.
  757. smáir, smaae, B, M R.
  758. saaledes A, B 5 maaskee stritt, stridt; yglt, iglt, purret og tillige stridt, M, R.
  759. brendir, M, R.
  760. svâ sem, ligesom de, t. M, R.
  761. fattes i B.
  762. I B er her intet Capitelskifte.
  763. fattes i B ; Þorfinnr karlsefni, D.
  764. bygðir, Boliger, B, M, R.
  765. nærr meginlandinu, en sumir nærr vatninu, nærmere Fastlandet, men andre nærmere Indsöen, B, M,N.
  766. Voru þeir þar svâ allan vetrinn ok, de vare der da den hele Vinter over og, IM, R.
  767. alls eingi snjár, aldeles ingen Snee, B, M, N, R,
  768. allr (þeirra, t. M, R) fènaðr gekk þar úti sjálfala, d.s., B,N,M, R, som her begynde et nyt Capitel.
  769. Nú er váraði, M.
  770. geta þeir at lita, B,N.
  771. bólum, Bobler, N.
  772. sáð, R; fra [udelades afM.
  773. ok var þó, B; þá, M
  774. á, t, H,B.
  775. M fra Mærket: veift trjánum á hverjo skipi.
  776. udelades i B, M,
  777. kaupa, kjöbe, B, N.
  778. rauð, M.
  779. klæði, B, N.
  780. udelades i B, M, N,
  781. at selja þeim; þeir höfðu ok fala sína selskinnsbelgi fyrir klæðin, at sælge dem; de falböde ogsaa deres Sælskindsbelge for Klædet, t. L, M, R.
  782. höfðu úfölfvan belg fyrir klæðit, ok toku spannarlángt klæði fyrir, de böde et ikke blakket Skind for Klædet, og toge et Spand langt Stykke Klæde for det, B; M har blot: ok t. s. k. fyrir belg.
  783. ok för svá um stund, en er minka tok klæðit, þá skáru þeir í sundr svâ, og saaledes gik det en Stund, men da Klædet begyndte at gaae op, da skare de det sönder, saa, B.
  784. pvers fingrar breitt, B; þverhandar, L, M, R.
  785. udel. i B; sem hitt, M, R.
  786. nokkuru sinni þá Skrælingjar voru at kaupstefnu sinni, en gang da Skrælingerne vare ved Kjöbstavnet, t.D.
  787. graðúngr,rigtigere, M, R.
  788. garl, urigtigt for gall, B; gall, M, R,
  789. við; þeir fælast við, B; við þat fældust, M.
  790. húðkeipana, M.
  791. straumr, B, M.
  792. æddi, L, M, R.
  793. trjánum, M, R.
  794. rángsælis, B, M.
  795. allir hátt upp, B; Skrælingjar hátt upp, M,
  796. rauða skjöldu, röde Skjolde, B, M.
  797. í mót, M.
  798. udelades i B,M.
  799. þeir, B.
  800. ok, t. B.
  801. saaledes A,B; (valstöngur?) M har fra Mærket: þeir höfðu ok valslaungur, Skrælingjarnir, Skrælingerne havde ogsaa Valslynger.
  802. ok Snorri, t. B, M, R.
  803. staungum knött mikinn ok, paa Stænger en stor Kugle, B,M.
  804. som flöi, B; er hann fló, da den flöi, M, R.
  805. til, H.
  806. þá, da, M.
  807. udel. af M.
  808. yfir Karlsefni ok á, B; þá, K,M.
  809. udel i B,M.
  810. ok, t. M.
  811. udel i B, M.
  812. at í þessu, dertil i det samme, M.
  813. þessum auðvirðismönnum, H; þessum úvendismönnum, disse Skarnsfolk, L, M, R; slíkum uvirðismönnum, disse usle Folk, B.
  814. udel i B.
  815. líkligt at, rimeligt at, B; M fra Mærket: pætti mèr líklegt at.
  816. þá, dem, B, M.
  817. annat, andet (Fæ), t. M, R,
  818. þætti, M.
  819. hvat sem hun sagði, B, at því er h, s., M.
  820. haun (saaledes B, d. e. hön for hún som M har) heldr sein, B.
  821. kona, till. M, R,
  822. þá, da, B,M.
  823. udel. i BM.
  824. byðst, B.
  825. tekr brjóstið upp ur serkinum ok slettir á sverðit; þeir fælast við (þat allir, t. M), tager Brystet frem af Særken, og slaaer det ud paa Sværdet; de forfærdedes derved, B; klæðunum ok skar þat af sèr, ok grytti eptir þeim, Hm.
  826. hèldu, styrede, B,M.
  827. happ, Lykke, B, M, N,
  828. Karli, B, som ofte benævner Karlsefne Karl.
  829. fjórir, fire, B; IIII, M.
  830. pó, t. B,M.
  831. udel. i B.
  832. udel. i B.
  833. með sjálfum sèr, ved (eller blandt) sig selv, till. M.
  834. hvaða, M.
  835. var, B; væri, M.
  836. á landinu, paa Landet, B.
  837. mundi, M.
  838. á, paa, B, M.
  839. annat liðit, B,M.
  840. þversýningar, B, M, N, R.
  841. einn, M.
  842. öxi, D; eyxi, H.
  843. hjá í stein ok, hug i Steen og, B, M, R; huggi v. huggr, A.
  844. honum, ham, M.
  845. fra Mærket: hón stóð eigi fyri steininum, M, R.
  846. kastaði henni, han o.s.v., M, R,
  847. at, t. M.
  848. þá mundi þar, M.
  849. jafn, B.
  850. udel. i B, M.
  851. sofandi, M.
  852. ok, B; nær sjö, udel. M.
  853. skrokka, B, N; skokka,Kar, Kasser, 1,L, R; stocka, M.
  854. virtu þeir svá, at þeir mundu gjörfir, B, M, N.
  855. udel, af M.
  856. vetrna, om Vinterne, B,
  857. í Straumsfjavrð, B.
  858. eru þar allskonar, B; gæði, M.
  859. saaledes A; Freydis, B, M, N, R.
  860. XX d. e. en Skrivefeil for Xtigir eller tíu tigir, 100, L, M, R.
  861. í fyrstu, i Förstningen, H.
  862. kan neppe læses.
  863. Det foregaaende udtrykker K saaledes: þat er ok sumra manna sögn, at þeir Karlsefni hafi fyrst suðr farit ok Snorri með eitt skip ok XL manna með þeim, en Bjarni ok Guðriðr hafi eptir orðit í Straumey, ok LL (100) manna með þeim, ok hafi þá eigi lengi í Hópi verit, vart II mánaði í burtu, sóttu siðan hitt fólkit ok verit svá vetrinn, Det er ogsaa nogle Folks Sagn, at Karlsefne og Snorre ere först dragne sydpaa med eet Skib og 40 Mand med dem, men Bjarne og Gudrid ere blevne tilbage paa Strömö, og 100 Mand med dem, og have da ikke været længe i Hopet, neppe to Maaneder borte, siden afhentede de de övrige Folk, og have saa varet der om Vinteren. M har: en þeir Karlsefni ok Snorri hefðu suðr farit ok XL manna með peim, ok hafi eigi lengr verit í hafi en II mánaði, ok hefðu hit s. s. a.k., men at Karlsefne og Snorre havde draget sydpaa og 40 Mand med dem og at de ikke have været længere paa Söen (Söreisen) end to Maaneder, og vare komne tilbage den samme Sommer. Saaledes ogsaa R.
  864. á, B.
  865. udel. i B; M, R have blot Þorvaldar
  866. udel. i B, M, R.
  867. udel. i M.
  868. udel. i M.
  869. udel, i B; M, K till mikil, stor.
  870. I B er her intet Capitelskifte.
  871. Fra förste Mærke: þángat sem þeir lágu, Þorvaldr, son Eireks hins rauða. Þá mælti Þorvaldr: gott land höfum vèr (hèr tillægge M, R, see nedenfor) feingit (fundit, R); þá hleypr einfætingrínn á brutt, ok norðr aptr [ok skaut áðr í smaþarma á Þorvaldi; hann dró út örina; þá mælti Þorvaldr: a) feitt er um istruna. Þeir hlupu eptir einfætíngi, ok sáu hann stundum, ok þótti (þeim, t. M, R) sem hann leitaði undan; hljóp hann út, derhen, hvor de laae, Erik den Rödes Sön Thorvald og hans Ledsagere. Da sagde Thorvald: Vi have naaet at komme til et godt Land, derpaa löf Benfodingen bort, og nordefter tilbage, og skjöd forud Thorvald i Smaatarmene; han trak Pilen ud; da sagde Thorvald: Fedt er det mig om Isteren. De löb efter Eenfodingen, og saae ham stundum, og det syntes at han flygtede; han sprang ud, B, N: a) en Þorvaldr (Eireksson udel. M) skaut áðr öru at honum, ok kom í smáþarmana, en hann dró ut örina, ok varð hon eptir; ok er þeir Þorvaldr komu þar, tók hann upp örina, ok mælti, men Thorvald Eriksön skjöd forud en Piil til ham, og den kom í Smaatarmene, men han trak Pilen ud, og den blev tilbage; og da Thorvald og hans Ledsagere kom der, tog han Pilen op, og sagde, K,1., M, R.
  872. at, M.
  873. flokk mikinn, H.
  874. svo sem glitaði, B, M, R.
  875. udel. MR.
  876. En er petta hrærðist, þá, M, R
  877. Einfætingnum, M, R
  878. lupu,löbe, M, R.
  879. ok, M.
  880. kveðling, D.
  881. Elta, sætte efter, H.
  882. allhátt, K, L.
  883. um steipir, D; um stofn, G; ofstopi, B, I,N; afkappi, K,LM, R.
  884. Hylander har bemærket at hele Visen har manglet í et af ham brugt Haandskrift.
  885. eller Einfætíng á land, Eenfodingen paa Landet.
  886. lengra, M, R.
  887. at kanna öll fjöll, þau er [í Hópi voru, ok er beir fundu, fóru þeir aptr, ok voru í Straumsfirði hinn þriðja vintr, at undersöge alle de Fjelde, som vare i Hopet; og da de havde undersögt dem, seilede de tilbage, og vare i Strömsfjord den tredie Vinter, B,N; fra [: urðu fyrir þeim í hafinu, ok er þeir höfðu svá gjórt, fóru þeir o.s v., som de bemærkede fra Havet, og da de havde gjort saa; el. (de Fjelde) som de kunde komme til paa Söen (fra Söen af) og da de vare færdige dermed, droge de o.s.v., K, L, M, R.
  888. sleitum, B, M, N, R; skeitum, L, urigtigt for sveitum, i Partier.
  889. fattes i B, M, N, R.
  890. kvonlausir, d.s. B, N; konulausir, M, R, sóttu for vildu sækja, B,N, men begge Dele udelades af M, R,
  891. kvongaðir, D, E,G, H, B, M, R.
  892. fattes i B, M, N,
  893. þar þann, urigtigt, B, N; þar með föður sínum, ok er þeir fóru þáðan á, han var da hos sin Fader, og fulgtes med ham da de toge derfra, M, R..
  894. höfðu þeir sunnan veðr, de havde Söndenvind, B, M, N, R
  895. hann (Karlsefni) fann ok einnin Skrælinga; þær þjóðir kalla sumir bækr Lappa, Karlsefne fandt ogsaa tillige Skrælinger; disse Folk kalde nogle Böger Lapper, X,
  896. fimm, B.
  897. er báru, bare, t. L, M, R.
  898. til sveinanna, B.
  899. hitt komst, B,M, N, R
  900. sökk, B, M, R.
  901. fattes i B
  902. þeir, till. M, R.
  903. mæðr sínar, deres Mödre, M, R.
  904. eller Weihilldi, A; Vetthildi, D, E,G; Veinhildi, H; Vætilldi, B; Vætthildi, I, K; Væthildi, M, R,
  905. fattes i B.M.
  906. saaledes ogsaa B,L; Vægi, D,E,G,H; Ægi, H i Margen i Ovægi, I; Ovæe, K, M, R.
  907. Skrælíngalandi, Skrælingeland, B, M.
  908. fattes i B, M, R,
  909. Avalldaina, D, E, Avaldamon, B, I,N; Avalldumon, K,L, M, R,
  910. hèt, hed, t.B.
  911. saaledes ogsaa B og de övrige, M har Valldedida; Navnet er dog noget utydeligt i A, saa at man neppe kan skimte, om det skal læses saaledes, som dog vel er troligst, eller Avaldidida.
  912. ok lægi, og at (Folk) laae, M, R,
  913. hellrum, K, M, R.
  914. fattes i B, M, N, R.
  915. ok gengu menn þar, og der gik Folk, B; gengi, M, R, samt æptio.s.v. i Conjunctiv
  916. voru udel. i D, E; flíkr, have E,G,H; ok fóru (færi) með flíkr, og droge med Flige, B, M, N, R.
  917. þat, B; þat ætla menn at vera, M, N, R.
  918. fattes i B, M, N, R, som isteden derfor tilföie: Nú komu (koma) þeir til Grænlands, ok eru með Eireki rauða um vetrinn, Nu kom de til Grönland, og vare hos Erik den Röde om Vinteren. I B er her intet Capitelskifte.
  919. Grænlandshaf, Grönlands Hav, B, M, N, R; sjó, sem liggr nær Vinlandi, i Havet, som ligger nær Viinland, X.
  920. maðkasjá, d.s., B.
  921. fundu þeir ei fyrr, enn skipit gjörist maðksmogit, de mærkede til intet, förend Skibet var gjennemstukket af Orme, B,N; ligeledes L, M, R, som dog have isteden for det sidste Ord, mjök lecht (lekt), meget lækt, utat.
  922. þá töluðu þeir um, hvert ráð þeir skyldu taka, da talte de om, hvad Beslutning de skulde tage, B, M, N, R.
  923. eptir skipinu, bagefter Skibet, t.M, R.
  924. eptirbát, Efterbaad, B, N.
  925. ”)unnit, t.H.
  926. Istedenfor det fra I har B saaledes: þat segja menn, at skelmaðkrinn smjúgi eigi þat tré, er seltjörunni er brætt. Var þat flestra manna sögn ok tillaga, at skipa mönnum bátinn, svá sem hann tæki upp. En er þat var reynt, þá tok bátrinn eigi meir upp en helmingmanna. Bjarni mælti þá, at menn skyldi fara í bátinn, ok skyldi þat fara at hlutföllum, en eigi at mannvirðingum; en (vegna Þess, t. M, R) hverr þeirra manna vildi fara í bátinn, sem þar voru, þá mátti hann eigi við öllum taka; fyrir því toku þeir þetta (þat, M) ráð, at hluta menn í bátinn (ok) af kaupskipinu (saaledes rettet, í Overeensstemmelse med M, R, kaupskipinum i Fleertallet, B,N); hlutaðist par svá til, at Bjarni hlaut, det siger man, at Skjælormen ikke borer det Træ, som er besmurt med Sæltjære. Det var de flestes Mening og Raad, at lade saa mange gaae i Baaden, som den kunde rumme. Men da det blev prövet, rummede Baaden ikke flere end Halvdelen. Da sagde Bjarne at Folkene skuldegaae i Baaden efter Lodkastning og ikke efter Anseelse; thi enhver af dem, som vare der, vilde gaae i Baaden, men da den ikke kunde rumme alle, toge de denne Beslutning, at bestemme ved Lodkastning, hvo der skulde gaae af Handelsskibet i Baaden; Lodden faldt saaledes, at det tilkom Bjarne, B, M, N, R.
  927. nær, næsten, f. B,N.
  928. Þá gengu þeir af skipinu ok í bátinn, er til þess höfðu hlotizt þá, Da gik de, hvem Lodden var falden paa, af Skibet og i Baaden. Da, B, M, N, R.
  929. úngr, ung, t, B, M, N, R
  930. sá er verit hafði förunautr Bjarna, som havde været Bjarnes Ledsager, B, M, N, R.
  931. Hinn sagði þá: öðru hèzt þú mèr o.s.v., mest overeenstemmende med B, see Var.4.
  932. Istedenfor det fra I har B dette: svâ með því at þú hèzt mèr eigi því, þá er ek fór með pèr af Íslandi frá búi föður míns. Bjarni segir: eigi sè ek hèr bú annat ráð til. [Bjarni (Sá, N) svarar: a) hvat leggr þú hèr til ráðs? Hann segir: sè ek ráðit til, at við skiptumst í rúmunum, ok farir pú hingat, en ek mun pángat. Bjarni svarar: svâ skal vera, ok þat sè ek, at þú vinnr gjarna (ert gjarn, M, R) til lífs, ok þikkir mikit fyri at deyja. Skiptust þeir þá í rúmunum, saa: Det lovede du mig dog ikke, da jeg drog med dig fra Island fra min Faders Huus. Bjarne sagde: Ei seer jeg dog, at her er nu andet for; men hvad Udvei seer du vel heri? Aa,jeg seer den Udvei, sagde han, at vi skifte Plads, og du gaaer hid og jeg did. Bjarne svarede: Saa skal skee, og det seer jeg at du vil gjerne beholde Livet, og synes ilde om at döe. De skiftede da Plads, B,N, M, R, K ligeledes, men de have istedenfor Ordene [Bjarne svarar a) en svä sem nú áhorfist eða, men som Sagerne nu staae; I har her blot eða, eller
  933. en hinn ofan, M.
  934. B slutter Capitlet saaledes: ok er þat sögn (flestra t. M, R) manna, at Bjarni lètist par í maðkahafinu, ok þeir menn sem í skipinu voru með honum. En bátrinn ok þeir er þar voru á fóru leiðar sinnar, til þess er peir [töku land) ok sögðu (þeir pá öðrum frá þessari, M, R) þessa sögu siðan, og det er Folks Sagn, at Bjarne tillige med dem, som vare med ham paa Skibet, omkom der i Ormehavet. Men Baaden og de som vare paa den droge deres Vei, indtil de naaede Land og berettede siden denne Fortælling, B, M, N, R; L ligesaa, men istedenfor[tóku land) have den og M, R, komu til lands ok tóku hafnir, kom til Land og i Havn.
  935. B har ingen Overskrift.
  936. þessa atburði, sem nú voru sagðir, de Begivenheder, som nu bleve fortalte, t. L; taldir, M, R.
  937. Snorri, B, N, R.
  938. hann (síðan, M, R)heim till bús sins, hjem til sin Gaard, B.
  939. Reinarnes, D,G, H; Reynines, N.
  940. sem duga mætti, som var af nogen Nytte, t. L,M, R.
  941. hún, B, M, N, R.
  942. þar, der, t. B,N; með honum, med ham, t. L,M.
  943. reyndi, d.s., B,N.
  944. skörúngr, d.s., B, N, R,
  945. samfæðr, B,N.
  946. Istedenfor det fra / have L, M, R: Guðríðr, kona hans, var skörúngr mikill, ok veitti goða forgaungu í búinu, ok voru allgóðar samfarir (þeirra till. M, R) Karlsefnis ok Guðríðr, Hans Kone Gudrid var en udmærket Kvinde, og bestyrede fortrinlig Husets Anliggender, og Karlsefne og Gudrid kom meget godt ud af det med hinanden; þeirra son var Snorri sem fyrr var getit, hans, Deres Sön var Snorre, som er ommeldt herovenfor. Hans o.s.v.,
  947. Þorfinnssonar karlsefnis, D.
  948. Thorláks, B.
  949. var, M,R
  950. Bjarna, C, H.
  951. Þorgrimr, K,L, M, R.
  952. Ingveldar, B, Ingivaldar, M.
  953. Her ende B,N saaledes: ok lykr þar þessi sögu. K, L have: ok lykr þar sögunni af Eiriki hinum rauða, og slutter her Sagaen om Erik den Röde; M, R ligeledes: ok endar hèr söguna o.s.v.
  954. rángláti, d.s. G, D, H.
  955. af þeim Þorfinni karlsefni ok Guðríði, D
  956. saaledes A,C,G; fattes i H; endast Þorfinns páttr, endes Fortællingen om Thorfinn, D.
  957. 1) Denne berömte Hærkonge, som i vore Sagaer kaldes Olaf eller Oleif den Hvide, kaldes af de angelsaxiske Forfattere Amlav, men af de irske (rettere) Aulaiv, som dog undertiden fordreies til Amhlavith. Efter de irske (Ulsterske) Annalister (hos Pinkerton, Enqviry into the early History of Scotland II, 316) ankom han fra Lochlin (Norge) til Irland i Aaret 852 , efter andre 853. Suhm antager , i crit. Hist. af Danm. II, 189, jvf. med I, 580-81 samt hans hist. geneal. Tabeller dertil T. 92 og 96, at Olafs Fader Ingild , hvem han dog ei regner til de danske Konger (i Overeenstemmelse med vor Text) var en Sön af Helge Hvasse, Prinds af Ringerige, nedstammende fra den bekjendte Kong Halvdan Hvidbeen, der og var Harald Haarfagers Stamfader, og af Aslaug, Datter af Sigurd Snogöie. Ogsaa Are Frode stemmer overeens hermed i sin egen Stamtavle (ved Slutningen af hans Schedæ) i det han der nævner lngjald Helgesön, en Dattersön af Sigurd, Ragnar Lodbrogs Sön, som den 29de af sine mandlige Fædrene- Ahner, men hans Sön Oleif Hvide som den 30te i nedstigende Linie. Derimod antager Laxdæla i 1ste Capitel, at Olafs Fader lngjald var en Sön af den danske Kong Frode, kaldet hinn frækni eller den tappre, som blev dræbt af Svertlingerne (eller Svertingerne) og vistnok er den samme, som den Kong Frode den 4de, om hvem Saxo Grammaticus melder, i sin danske Histories 6te Bog, at han blev dræbt af Saxeren Sverting. At denne sidste Beretning er urigtig, indsees lettelig, men de ældste islandske Sagaer mene vel stundum Afkom, Efterkommer ved Ordet sonr (Sön). Efter de irske Beretninger förte Olaf og hans Brödre, som nogle kalde dem, vel rettere hans Fostbrödre eller Stalbrödre, Sidrig (eller Sigtryg) og Ivar, först betydelig Handel paa Irland, i hvilken Henseende adskillige Havne bleve dem overladte; ved dem anlagde de Stæder og Fæstninger, fra hvilke de senere bekrigede Irlænderne, og bleve Herrer over betydelige Landstrækninger. Saaledes fik Olaf Dublin med dets Omegn, hvilket han udvidede og befæstede; Sigtryg fik Waterford og Ivar Limerik. Alle de paa Irland saaledes bosatte Skandinaver underkastede sig Olafs Herredömme; de kaldtes under eet Ostmanner d. e. Östmænd, (ligesom Nordmændene Austmenn i Island og Grönland), og Dublin kunde længe ansees for deres irske Riges Hovedstad. I Aaret 870 kom Aulaiv (Oleif eller Olaf) og Ivar tilbage fra et Tog til Storbritannien, sidst fra Skotland, med ikke mindre end 200 Skibe, ladede med rigt Bytte og mange Krigsfanger, som de gjorde til Trælle eller Livegne (Pinkerton l. c.). Endnu have vi mange Sölvmynter, som ere prægede af Ostmannernes Fyrster, og vidne om deres fordums Rigdom og udbredte Handel. Det var da ikke at undre over, at Danske, Nordmænd og Islændere i hine Tider hyppig besögte Irland. Denne Færsel kunne vi saaledes endnu takke for nogle af de vigtigste Underretninger, som vi have om Skandinavers og Irlænderes gamle Fart paa Amerika. See f. Ex. ovenfor, om Rafn Limeriksfarer, S. 154-55, 166. Endnu i det 13de Aarhundrede beholdt Limeriks og dets Omegns (maaskee hele Irlands) Indbyggere af denne Stamme Navn af Ostmanner, og synes at have udgjort en egen Stand eller Folkeclasse, efter et Diplom af Aaret 1201, hvori det bevidnes at 12 Engelsmænd, 12 Ostmanner og 12 Irlændere aflagde Eed angaaende deres Forklaring om Limeriks Stifts eller Hovedkirkes Eiendele. (Recognitio facta per sacramentum XII Anglorum, XII Ostmannorum et XII Hibernensium &c. Waræi Antt. Hibern. p. 149 ex registro Decani Limericensis).
  958. Originalens Vestrvíking betegner egentlig Krydstog til de (fra Norge) vestlige Farvande og Kyster under Storbritannien, Irland o. s. v, Irlænderne og flere kaldtes saaledes i Norge og Island Vestmenn (Vestmænd), ligesom Irlænderne igjenkaldte Skandinaverne Ostmanner (Auslmenn).
  959. Dyflinnar Skíri (Dublins Shire) nævnes og i Kong Magnus Barfods Saga Hkr. III, 226 samt Formnanna-Sögur VII, 67 Dansk Overs. i Oldnordiske Sagaer, 7, 58. Det Angelsaxiske scire betyder, ligesom endnu det Engelske shire, en Provinds eller stor Landafdeling.
  960. I Laxdæla kaldes han (l. c.) hersir ríkr í Noregi ok kynstór, en mægtig Herse (eller Friherre) i Norge af fornem Slægt (i Romsdalen,, mellem Söndmör og Nordmör). Om Ketil Fladnæse, hans Slægt og Afkom vil mere forekomme her efter i en anden Afdeling af dette Værk. Jvf. Njalas 1ste Capitel.
  961. Det Navn, som her og i flere af de bedste Oldskrifter skrives Þóríðr, rettest Þórríðr, hedder hos de nyere Thuride, Þuríðr, som det endnu bruges paa Island; dets förste Stavelse indeholder Guden Thors Navn, hvorved den Person, som bar det, i visse Maader helligedes ham eller sattes under hans Bekjærmelse. Da det og dette dermed beslægtede Guðríðr ogsaa skrives Guðríð, betyde vel begge disse Navne Thors eller Guds Tordenfart (Þórreíðr, Guðreíðr; jvf. ovenfor S. 269, Anm, 40.
  962. Eyvind Östmand nedstammede vel fra det svenske Gothland, saaledes som vi paa et andet Sted af Værket nærmere komme til at fremstille, men blev tilsidst en mægtig Hærförer paa Irland, og gift med Prindsesse Raforta, en Datter af den irske Kong Kjarval.
  963. Helge Magre var en berömt Landnamsmand eller een af de förste Nybyggere paa Island; om ham handler især Landnamas 3die Parts 12te Cap. Tilsidst boede han i Öfjorden paa Nordlandet og var paa en besynderlig Maade, da han tildeels var bleven opdraget i Irland, paa een Gang en Tilbeder baade af Thor og af Christus.
  964. Eller, efter Ordet, Hær-Konge. Saaledes kaldtes i Hedenold de Nordboer, dog vel kun de af kongelig Slægt, som anförte Tropper og förte Krige i fremmede Lande, uden selv at have noget Rige. De, som anförte Flaader og krigede tilsöes, kaldtes dog ofte, især i de ældste Tider, Sökonger, sœkonúngar.
  965. Denne Sigurd var en Broder til Rögnvald Jarl paa Möre i Norge, den berömte Rolfs eller Rollos Fader, og blev af Kong Harald Haarfager udnævnt til Jarl (Underkonge eller Lehnsherre) af Ørkenöerne, under norsk Overherredömme, Han kaldes Sivard i gamle örkenöiske Diplomer. Hos os er det samme Navn blevet til Sivert. Det er og de Tydskes Siegwart (ligesom det oldnordiske Sigvarðr muelig var i Grunden det samme).
  966. Alt dette omhandles tildeels noget udförligere i flere gamle Sagaer, især Laxdæla 4 Cap. S. 6-8, som beretter at Thorstein, efter en stedse seierrig Krig, sluttede Fred med Skotlands Konge, hvorved det halve Rige blev afstaaet til ham, hvilket Forlig Skotterne dog ikke længe holdt. Mærkelig nok citerer Laxdæla her til Are Frode, og derved menes uden al Tvivl hans förste Udkast til Landnama, især dens hermed overeensstemmende 2 P. 15 Cap. Jvf. Olaf Tryggvesöns Saga i Fornm. S. I, 194, hvor Sigurd Jarls og Thorstein Röds fælles Krigstog ommeldes, hvorved de siges at have erobret Katanes (Caithness) og Sudrland (Southerland) lige til Ekkjals. Den Skalholtske Udgave I, 217 (Cap. 177) beretter at de ellers indtoge en stor Deel af Skotland Mœrhœfi (nu Moray eller Murray) og Ross, som endnu ganske har beholdt sit ældgamle Navn, samt at de, i den sydlige Part af Moray, opförte en Borg eller Castel. Stykket i Fornm. Sögur l. c. 1, 246 o. f. stemmer iövrigt meget med Landnama og dette 1ste Capitel af nærværende Saga, efter hvad vi og have bemærket i Indledningen. Schöning bemærker (Norges Historie II, 161) at hvis Sagaernes Eckjall eller Eckjalsbakki betegner de i Navnet tilsvarende Ochellske Bjerge, nordenfor Staden Sterling, bliver det rigtigt, at hine Erobrere have tilfægtet sig mere end det halve Skotland. Den nævnte Bjergrække strækker sig igjennem Perthshire og Fife. Den skotske Konge, som Talen her er om, maa enten have været Grig, som kom til Regjeringen 883 og som længe förte Krig med Skandinaverne, eller hans Efterfølger Donald den 2den, som sögte at fordrive dem fra deres Erobringer i Moray og flere Provindser, overvandt dem vel i et Slag, men döde af Fölgerne af de der bekomne Saar. See Heron History of Scotland (1794) I, 43-44, jvf. med S. 224-25, hvor det bemærkes at Skandinaverne saaledes havde coloniseret det af dem i gamle Dage indtagne Moray, at Landet endnu har mange Mindesmærker og Folkesagn fra deres Tid; at Sproget, som siden tales der, kan næsten ansees for at bestaae for en stor Deel af (gammelt) Dansk , og at Indbyggerne, endog först i det 18de Aarhundrede, af deres skotske Naboer bleve betragtede som en fremmed og fjendtlig Stamme, i hvis Land det ingen Synd var at foretage Plyndringer. Disse Bemærkninger (dog vel med Undtagelse af den sidste) kunne og anvendes paa de övrige her nævnte skotske Provindser , og maaskee flere. De Ulsterske Annaler ommelde ellers (l. c. S. 317) en Ostin (formodentlig en Fordreielse af Tostin, Thorstein) , en Sön af Aulaiv, de irske Normanners Konge, blandt Albanich eller Skotterne i Aaret 874, men der mangler noget i denne Beretning, som gjör den utydelig.
  967. Denne Thorfinn, Þorfinnr , Þorfiðr, Jarl (den 1ste) var en Sön af Torf-Einar, Rögnvald Jarls Sön og Broder til Sigurd, hvem han efterfulgte i Regjeringen over Ørkenöerne. See Laxdæla 4de Cap. og Orkneyínga-Saga 1ste Cap. Gamle örkenöiske Diplomer kalde ham Thurwider gedclevar; uden Tvivl skal Tilnavnet være et Slags Oversættelse af det i Texten anförte: hausakljúfr d. e. Hjerneskalsklöver, ogsaa Hovedklöver; — den förste Stavelse ged er vel enten beslægtet med det Engelske head (hedd) Hoved eller ogsaa med det Gælisk-skotske ceann, som betyder det samme; clever er tydelig det samme som det Danske Klöver.
  968. I andre Sagaer berettes at Aude, förend hun kom til Island, drog fra Ørkenöerne til Færöerne og opholdt sig der i nogen Tid, samt bortgiftede Olöf eller Alof, Datter af hendes Sön Thorstein Röd, til en unævnt anseet Mand, fra hvilket Ægteskab de saakaldte Götuskegger d. e. Mændene fra Gata (nu Göta), en Hovedgaard paa Østerö, iblandt hvilke Thrand var den mest berömte, skulle nedstamme. Jvf. Færeyinga-Saga, udgiven ved Rafn, Kjöbenhavn 1832, S. 1-2, Landnama 2 P. 16 Cap., Laxdæla 4 Cap., Fornm. S. I, 247. Saaledes blev hun Stammoder for de fornemste Slægter paa Ørkenöerne, Færöerne og Island.
  969. To mærkelige Varianter i Fornm. S. (l. c.) sætte disse frie Karles Antal til 70 og Texten til den Skalholtske Udgave af Olaf Tryggvesöns Saga (II, 16) til 60. Muelig regnes her de af hende senere frigivne for frie Mænd.
  970. I det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel; mere herom komme vi til at meddele i Uddragene af Eyrbyggja. Jvf. Landnama l. c. samt Laxdælas 5te Capitel.
  971. Jvf. ovenfor Anm. 1 og 2.
  972. En lignende Fortælling om Vifil indeholdes ogsaa i Landnamas 2 Part 17 Capitel. Den her ufuldstændige Beretning om hans Ægteskab udelades der, men det tilföies derimod, at han, da han boede paa Vifilsdal, havde Trætter med, átti deilur við, Hörd, om hvem det samme Capitel melder, at han var en af Audes Skibsmandskab og at hun siden gav ham Gaarden Hördedal; Laxdæla omtaler (i 6te Capitel) den samme Mand som meget ypperlig, samt Stamfader til Gilsbekkingernes Slægt og den berømte Skald Gunlög Ormstunga. Landnama nævner endvidere Vifils to Sønner.
  973. Det meste af det følgende, for Grönlands Opdagers og Opdagelses Historie yderst mærkværdige Capitel findes og indfört, men tildeels med andre Ord her ovenfor S. 172-178 (fra Landnama) og S. 200-204 (fra Erik den Rödes Saga). Paa de vigtigste indbyrdes Afvigelser af disse Recensioner gjöre vi vore Læsere opmærksomme i Varianterne. Andre antegnes i Anmærkningerne, naar de snarere synes at henhöre til disse. Efter at det förste Udkast til disse Anmærkninger var blevet færdigt fra Pressen, udkom fra den et for os særdeles vigtigt og lærerigt Værk: Undersögelsesreise til Østkysten af Grönland, efter Kongelig Befaling udfört i Aarene 1828-31 af W. A. Graah, Capitain-Lieutenant i Söetaten. Kjöbenbavn, 1832 med Kobbere, samt et ypperlig veiledende Kort over Grönland og dets Nabolande. Disse Hjelpemidler ville uden Tvivl, jevnförte med de os levnede grønlandske Mindesmærker, lede os til Overbevisning om Østkystens hidindtil tvivlsomme Beliggenhed, saa at det Ældste og Nyeste her fremdeles kommer til at oplyse hinanden. Vi haabe saaledes nu at kunne udpege de vigtigste blandt hine mærkværdigste afvigende Læsemaader.
  974. Skjönt Landnama i 2 P. 14 Cap. og Olaf Tryggvesöns Saga kalde Eriks Svigerfader Jörund Atlesön, sees dette, efter de nyeste Udgaver af Landnama, at modsiges at visse Afskrifter af 2 Parts 22 Cap., som berette at denne Jörund var en Sön af Ulf Skjalge eller den Skjælöiede; dog findes denne Beretning hverken i hint mærkelige Oldskrifts ældste Recension eller i Hauksbogen, men derimod, hvilket vi her udtrykkelig bemærke, kun i Mela-Bogen (E) og de nye harmoniske Sammendrag af forskjellige gamle Codices, som ere lagte til Grund for Landnamas samtlige tre Udgaver, der dog aldeles ikke underrette os om, at dette Stykke fattes i den ældste Recension, saa at de to Hoved-Codices ei i Grunden indeholde nogen Selvmodsigelse i denne Post. Melabogen er da den eneste agtværdige Kilde, hvorpaa Stedet er grundet, men vi formode at det, hvad dens Afskrivere have læst for annar sonr (Sön), i Originalen har staaet som sonarsonr (Sönnesön), thi B nævner her en Jörund, som Atle den Rödes Sön og Ulf Skjalges Sönnesön; dette Sted udelades derimod af C, tilligemed det ovenommeldte om Jörund Ulfsson, der ei heller omtales paa flere Steder af Landnama, saa at hans virkelige Tilværelse fölgelig maa drages i grundet Tvivl. See ovenfor S. 174, 184, og 193. Med Hensyn til Personernes sandsynlige Alder, maae vi og give den her anförte Læsemaade Fortrinet.
  975. Thorhjörg Knararbringa (Skibsbringe), Erik den Rödes Svigermoder, siges i Landnamas 2 Parts 22 Capitel at have været en Datter af Gils Skeidarnef, den Landnamsmand, efter hvem Gilsfjorden i Bardestrands Syssel, hvilken han tog i Besiddese, er bleven opkaldt. Formodentlig var han en Nordmand. Fra ham nedstammede og den ovenomtalte Are Marsön, som först af alle os bekjendte Europæere kom til Amerika, og mange flere mærkelige Islændere. Med Hensyn til Thorbjörgs besynderlige Tilnavn kan det bemærkes, at baade Knar, en Art af Skib, Oldnordisk knör, (knörr), og bringa, Bryst, Barm, ere ægte danske Ord, af hvilke det sidste (Bringe) endnu tildeels bruges i daglig Tale.
  976. See ovenfor S. 258-259.
  977. Af de her opregnede Mænd fortsatte Thorbjörn Vifilsön samt Thorleif og Snorre Thorbrandsönner deres Venskab med Erik den Röde i Grönland, hvor de senere opsögte ham og toge fast Bopæl.
  978. Om de nu fortalte Begivenheder komme vi paa sit Sted til at meddele Læserne end en Beretning af Thorsnæsingernes, Øreboernes og Alptefjordsmændenes Saga.
  979. Her har den ældste Recension af Landnama den mærkelige og oplysende Variant: Sneefjeldsnæsset. See ovenfor S. 176, 186.
  980. Ordet jökull var i det Oldnordiske, ligesom endnu i Islandsk, en almindelig Benævnelse ikke allene for et stort Isbjerg, men ogsaa overhoved for en Isklump eller sammenfrossen Masse. Det var og saaledes i Brug i den skandinaviske Colonie paa Grönland, hvilket mange Oldskrifter vise. Beslægtet med det er det Oldnord. og lsl. jaki, et Stykke Is. Efter vort ovenfor (S. 261) givne Löfte söge vi da at vise Ordets ældre og nyere Brug og Afændringer i forskjellige Tungemaal. I det norske Folkesprog hedder det jökkel, jökel, jöikel (det förste bruges og selv i det danske Skriftsprog). I Angelsaxisk hed det fordum gicel. Sprogroden synes at være det Finske jää, Frost, Is, Lappisk joa, Ungarsk jeg , i Caucasus blandt Digorerne jech, Osseterne jich Kurderne jæch. Persisk jach, jag , jich, Afganisk jach, Indisk-Dekansk juk, Zigeunisk jeko, Vogulisk og Ostiakisk jœnk. De i Afskrifterne som Varianter forekommende to Jökel-Navne behöve kun at oversættes bogstavelig, Hvitserkr ved Hvidsærk og Bláserkr ved Blaasærk, for at skjönne deres ægte skandinaviske Oprindelse. Det ene Isbjerg har da faaet Navnet af sit hvide, det andet af et blaat Farveskjær eller Udseende. Overhoved maae vi nu tillige, af andre gamle Efterretninger at dömme, antage det for vist at Blaasærk, men ikke Hvidsærk, menes her, som seet lige i Vesten fra Island. Hauks Bearbeidelse af Landnama og ligeledes Olaf Tryggvesöns Saga , sige at Erik kom til det Sted (Pynt eller Spidse) af Midjökel paa Grönland, som kaldes Blaasærk , men Olaf Tryggvesöns Saga melder, at han kaldte det Isbjerg Miðjökul, den midterste Jökel , som senere har faaet Navn af Blaasærk. Jvf. ovenfor S. 186 Anm. 16. Allerede i ældre Tider har man da, vistnok urigtig, formedelst Navnenes Lighed , antaget Blaasærk og Hvidsærk for det samme Bjerg, og derved foranlediget mange Misforstaaelser blandt de nyere Grandskere. Gjennemlæsningen af Graahs Reisebeskrivelse og det dermed fölgende Kort vise os paa det tydeligste, at Erik Röde, ved at styre mod Vesten lige ud fra Sneefjeldsnæsset, maatte komme under den östgrönlandske Kyst, til det Strög hvorpaa Graahs Øer, Cap Torfæus, Cap Lövenörn og den udmærkede Isblink Colberger Heide ligge. Dette antage vi, efter Sagaernes Vidnesbyrd, for aldeles vist, hvorimod vi ikke kunne sige med Vished, om Blaasærk menes enten ved a) selve Isblinken, som undertiden, efter Graah S. 142, viser sig blaaladen eller b) det höie men aldeles sneefrie Bjerg over Bunden af Peter Oxes Fjord (S. 100). Colberger Heide synes da fordum efter Oldskrifterne at være kaldet Miklijökull, den store Isblink, hvilket den og, efter Graahs Beskrivelse, fuldkommen fortjener. Vi forbeholde os at handle nærmere herom i vor Slutningsafhandling, hvor vi især ville udvikle at den saakaldte Eiríksstefna, Eriks Kaas eller lige Vei, netop meentes at have gaaet til denne Egn, ligesom ogsaa Coursen fra Bergen, hvilket sidste Graah allerede (S. 164) har bemærket. Det er saaledes mærkeligt, hvis man i de ældste Tider först anlöb Østgrönlands Kyst ved Blaasærk og forlod den ved Hvidsærk (Cap Farvel) for at dreie om mod Norden og söge Vestkysten. Disse Navne vare da særdeles lette at huske for de Söfarende paa en Tid, da man ingen Sökort brugte. Muelig have dog nogle kaldet en af Østkystens nordligste Jökler Hvidsærk, som liggende ved Eriks förste hvarf eller Vendepunkt, hvilket da naturligviis ogsaa kan have bidraget til den nyere Navne- og Sted-Forvirring ved disse Farvande. De nye danske Söfarere eller Colonister have og givet en höi Ø i disse Farvande, kaldet Dadloodit af Grönlænderne, Navn af Hvidsærk (Graah S. 28).
  981. Denne vigtige Beretning forekommer atter i denne Sagas tvende Hoved-Recensioner i varierende, skjönt ikke væsentlig fra hinanden afvigende Udtryk. Jvf. ovenfor S. 176, 186-187 Anm. 17 (ved en Tryk feil staaer denne paa förstmeldte Side, i Variant 13, betegnet som Anm. 16). Graahs Reise har nu fuldkommen oplyst og bekræftet dette Oldskrifternes vigtige forhen for de fleste næsten uforstaaelige Sted.
  982. Denne Eriksöes Beliggenhed angives meget forskjellig i de gamle Haandskrifter: Landnamas ældste Recension stemmer overeens med nærværende Saga, som i den Henseende og fortjener Opmærksomhed. See ovenfor S. 176, 178 samt de udförlige Sammenligninger af Varianterne S. 187 Anm. 18. Jvf. S. 204. Her tillægge vi kun dette: at det er mueligt, at enten Erik selv, eller andre efter ham, have givet to forskjellige Øer, en i Østerbygden og en anden i Vesterbygden, Navn af Eiríksey. Vistnok erfare vi af de her meddeelte Efterretninger at Erik Röde i sine yngre Aar havde stor Lyst til at flytte omkring, opsöge sig nye Bopæle og Eiendomme, samt udförte endelig store Opdagelsesreiser, og tillige den Kjendsgjerning, at han sögte at udbrede sin Navnkundighed for Samtid og Eftertid, ved at give de af ham besatte eller opdagede Steder Benævnelser, forbundne med hans eget Navn; saaledes kaldte han, allerede paa Island, to Gaarde i to forskjellige Egne Erikstade og en Vig eller lille Havn Eriksvaag; saaledes ogsaa i Grönland Eriksfjord, Eriksholme og, som vi nu formode, to forskjellige Eriksöer, som da have givet Anledning til den heromhandlede varierende Beretning. Synderlig nok findes der ingen Stedsnavne i Landnama opkaldte efter nogen Erik, hverken paa Island eller Grönland , uden de, ved hvilke vor berömte Opdager saaledes, med större eller mindre Held , sögte at forevige sin vistnok udödelige Erindring. Jvf. Anm. 29.
  983. Her maae vi bemærke den ubetydelige Afvigelse af Recensionen A, at den kalder den Fjeldspidse Hvarfsgnúpr (m), som de fleste övrige Recensioner nævne Hvarfsgnýpa (f). Meningen bliver i al Fald den samme med Hensyn til det betegnede Steds Beskaffenhed og Beliggenhed. Jvf. S. 188, Anm. 20. Læsemaaden Hrafnsgnýpa er neppe ægte; see S. 204.
  984. Jvf. ovenfor S. 178-79, 188; Anm. 21, 204.
  985. Disse Udtryk synes at bekræfte vor Gisning om tvende forskjellige Eriksöer ved de grønlandske Kyster, og vi maae her bemærke at de ligeledes forekomme saavel i den ældste Recension af Landnama som i Olaf Tryggvesöns Saga. See ovenfor S. 176, 178, 187, 204 samt den 26de af disse Anmærkninger.
  986. Denne Ingolf, ellers kaldet den Stærke, var, efter Landnamas 2 Parts 26 Cap. (ogsaa efter Hauksbogen) en Sön af Thorolf Spör, hvilken Beretning vi maae antage for rigtig, da den findes i Skriftets ældste Recension, ligesom her i de övrige. Derimod maa det være urigtigt, hvad Hauksbogen (og flere) have indskudt i 2 Parts 15 Cap., at han var en Sön af An (eller Ørn) Avaldsön. I Afskrifterne kan muelig paa sidstmeldte Sted Abbreviationen ss (synir) være urigtigt læst eller afskrevet for s (sonr) som da kun burde henföres til Thorvald som Ans eller Ørns Sön, men ikke til Ingolf. Det er og meget sandsynligere at Ingolf var Sön af en Landnamsmand, end at han selv var det. Jvf. ovenfor S. 178.
  987. Vi maae her gjöre vore Læsere opmærksomme paa den noget lidet afvigende eller nærmere bestemmende Variant (21) af Haandskriftet M. See ellers ovenfor S. 178, 204. Disse overensstemmende Beretninger synes at kuldkaste den Mening, at Grönland har været bekjendt i Europa under dette Navn förend i Erik den Rödes Dage.
  988. Disse Beretninger stemme overeens med Landnamas 2 Parts 9de og 17de Capitel, som overhoved meddele udförlige Efterretninger om Einar Sigmundsön. Om hans Stamfader Ketil Tistel (formodentlig en Nordmand) som först beboede Tistelfjorden paa Islands Nordland, see især Landnamas 3 Parts 20de Cap. Om Sigmund, samt hans Sön Einar og flere her forekommende Personer handler og den i historisk Henseende for det meste uefterrettelige Bárðar-Saga, udgivet af Björn Marcussen, i Sögu-þættir Islendinga, Holum 1756, 4, S. 166, 168 o. f. Steder. Paa begge de förstanförte Steder lægges det til i den ældste Recension, at Thorgeirs og Arnoras Datter hed Ingvilde, og at hun blev gift med Thorstein, en Son af den berömte Snorre Gode, sin Tids ypperste Hövding i Thorsnæs Thinglaug, hvortil alle de heromhandlede Personer hörte. Efter Eyrbyggjas 65 Capitel S. 336 boede Thorstein Snorresön paa Laugarbrekka, hans Svigerfaders Gaard, og blev Stamfader til Asbirningerne i Skagefjorden, samt ellers til en talrig Afkom. Dette noget dunkle Sted forklares paa det ypperligste af begge Landnamas ældste og mærkværdigste Recensioner (betegnede B og C) som udtrykkelig sige (2 P. 7 Cap.) at Thorsteins og Ingvildes Datter Ingudr eller Ingunn blev gift med Asbjörn Arnorsön, skjönt alle tre Udgavers Text har foretrukket det urigtige Navn Asgeir. Tillægget til Landnama (samme Udgave S, 256) ommelder Asbjörn Arnorsöns Sönner i Skagefjorden blandt de ypperste Mænd og störste Hövdinge, mestir höfðingjar, som levede paa den Tid da Biskop Gissur döde (Aar 1118). Dette stemmer ganske overeens med Kristni-Sagas 14de Cap., Khavns Udg. S. 122, og Are Frode er da vist den förste Ophavsmand til det væsentlige i disse Efterretninger. Hovedberetningen om Asbjörn Arnorsöns Ægteskab med den ovennævnte lngunn Thorsteinsdatter bekræftes og af Sturlungas 2 Bogs 3 Cap. I, 50-51 og indeholder de i Eyrbyggja nævnte Asbirningers Stamtavle, som indbefatter mange af Islands vigtigste Hövdinger i Sturlungernes Tid, hvoraf nogle herskede i Skagefjorden og deriblandt Biskop Brand Sæmundsön, der saaledes sees at have nedstammet, paa forskjellige Maader, fra den brittiske Vifils tvende Sönner.
  989. Dette stemmer overeens med Landnamas 2 Parts 7de Cap., ved hvilket Sted Melabogen tillægger en Linie af Thorbjörns og Hallveigs Afkom lige ned til Snorre Marcussön paa Melum, som döde 1313; jvf. andre Tillæg af samme Oprindelse til 2 P. 17 Cap. samt. 3 P. 20 Cap. Vi kunne her bemærke at Hallveigs Moder hed Unnur, en Datter af Thorer (Hroarsön) , hvis Herkomst vi ikke nærmere kjende. Landnamas ældste Recension nævner ikke at Thorbjørn Vifilson har havt flere Koner, men de øvrige sige i 2 P. 4 Cap. at han, eller en anden Mand af samme Navn, har og, samt da uden Tvivl för, været gift med Thorunn, en Datter af den berömte Steinolf Lave; see om ham ovenfor S. 154, 156. Deres Datter nævnes sammesteds Thorgerde.
  990. Gaarden Arnestape, i vor Sagas forskjellige Afskrifter Arnastapi og Arnarstapi, hvilket sidste endnu er brugeligt, er nu mest bekjendt af den Omstændighed , at et betydeligt Kongeligt Jordegods i Sneefjeldsnæs Syssel, som förhen tilhørte Helgafells Kloster, kaldes efter den Arnarstapa umboð eller paa Dansk Arnestappens, ogsaa Stappens Ombud, fordi Godsets første Kongelige Forvaltere havde deres Bopæl der. Gaarden kaldes nu tit blot Stapi, paa Dansk Stappen; i nyere Tider var der længe en besøgt Handelshavn, som nu ei mere bruges, men Gaarden beboes for Tiden af Amtmanden over Islands Vesteramt. Landnama nævner aldeles ikke denne i nyere Tider berømte Gaard, men Forfatteren af den fabelagtige Bárðar-Saga, som synes, skjønt maaskee tildeels efter gamle Folkesagn og Kæmpeviser, at have søgt at completere Landnama, nævner den (l. c. i 4de Capitel S. 166) som först opbygt af Thorkel Rödfeldsön eller Rödsön fra Halogaland eller Helgeland.
  991. See ovenfor S. 364. Ved Bjerget Thorgeirsfell, i Stadar-Sveiten, hvorved denne Gaard ligger, findes de saa kaldte islandske Diamanter i stor Mængde, samt ere tillige de störste og fuldkomneste i Landet. Vel ere de, ligesom de bornholmske, ikke ægte og maae henregnes til Bjerg-Krystallerne, men de ere dog saa haarde at de kunne skjære Glas og tillige tildeels saa klare og gjennemsigtige, at deres pyramidalske Spidsers yderste Knopper meget ligne Diamanter. See Olafsens og Povelsens Reise igjennem Island I, 314. Det er saaledes sandsynligt, at Einar Thorgeirsön er bleven opmærksom paa disse i usleben Tilstand allerede glimrende Stene, som fandtes nær ved hans Bolig og har fört dem til Udlandet, hvor han da let kan have faaet dem betalt i dyre Domme, og derved erhvervet betydelig Formue. Ædelstene vare overalt höit anseete i Oldtiden og Middelalderen, selv paa Island og Grønland, ikke allene formedelst deres naturlige men ogsaa formeentlig overnaturlige Egenskaber. See herefter Anm. 47.
  992. Det er sandsynligere at Thorbjörn har brugt det Udtryk: ”trælbaaren Mand” d.e. en Mand af Trælleslægt, som anføres i Haandskriftet M. See ovenfor S. 368, Variant 15. Thorbjörns Stolthed maatte især opröres ved dette Tilbud, naar det var rigtigt, som anföres i samme Haandskrift, samt ellers i Hoved-Recensionen B, at han var en Gode eller Herredshövding; see S. 369 Variant 5.
  993. See ovenfor S. 360; jvf. 176, 204.
  994. Vi see af Eyrbyggja S. 336 at Thorbjörns Broder og Svoger Thorgeir maae have kjöbt Lögarbrekka, og at den sidstnævntes Svigersøn Thorstein Snorresön maa, paa sin Kone Inguns Vegne, have arvet eller indlöst den efter ham.
  995. Havnen selv kaldes i Sagaerne snart Hraunhöfn snart Hraunhafnarós, og er forskjellig fra en anden gammel Havn paa Nordlandet, som og har den förstanförte Benævnelse. Dens Beliggenhed, sönden for Sneefjelds-Jökelen , beskrives saaledes af Eggert Olafsen og Bjarne Povelsen: ”Hraunhavns-Osen var et bekjendt Skibsstade i forrige Tider, næsten paa samme Sted hvor Budenshavn nu er eller lidet længer oppe: et meget smukt og beleiligt Sted, undtaget at Skibene maae passe paa störste Spring, for at gaae ud og ind.” Havnen Búðir eller, som den paa Dansk kaldes , Bude og Budenstad , er endnu i Brug, omgivet af de store Lavastrækninger, af hvilke den gamle Hraunhöfn havde sit Navn. Dette Handelssteds nyere Navn Búðir betyder ligefrem Boder, Kjöbmandsboder, hvortil Indbyggerne i Handelstiden sögte og endnu söge.
  996. See ovenfor S. 180, 194, 208 o. f. Vi kunne nu efter det nyeste Kort og Graahs Oplysninger ledes til at antage at Herjolfsnæsset er, a) i vidtlöftigste Forstand: den temmelig store Halvö mellem Tessermiutfjorden og Illoamiut; vi maae af Sagaerne slutte os dertil, at den har udgjort en heel Bygd, ligesom og forskjellige Gaarde, af de endnu tilværende Rudera , sees at have ligget paa den; b) det mærkelige Næs eller Forbjerg som og nu blot kaldes Kangek eller Næsset, uden Tvivl for sin udmærkede Skikkelses og Beliggenheds Skyld ; c) Hovedgaarden Herjolfsnæs, hvorpaa Landnamsmanden Herjolf, som först tog hele Halvöen i Besiddelse, bosatte sig, og saaledes overlod til sine Skibsfolk eller andre, de i hans Landnamsdistrict liggende Byggepladse. Eggers antog allerede at Herjolfsnæs laae ved Ikigeit, og dette bekræftes nu ved den Ligsteen med Indskrift, hvilken den fortjente Missionair de Fries fandt og hidsendte i Aaret 1831, som synes at vise at Grønlands sydligste Kirke har ligget der. Halvøen er nu især bekjendt ved det skjönne og folkerige Missionsanlæg Friedrichsthal, som fornyer Herjolfsnæssets gamle Anseelse.
  997. Vala eller Valva var i Hedendommen et almindeligt Navn for saadanne Spaakvinder; see om dem Finn Magnusens Ordbøger til den ældre Eddas store Udgave og dens danske Oversættelse, samt hans Indledning til det berömte Oldtidsdigt Völuspá, Valas Spaadom eller Spaakvindens Sang. Jvf. Fortællingerne om Norna-Gest i Fornaldar-Sögur Norðrlanda I, 340 o. f., samt om Asbjörn Prude og Orm Storolfson (Fornmanna-Sögur III, 212 , Dansk Oversættelse S. 186). Af det sidstanförte Sted, som angaaer Danmark, uddrage vi her fölgende: ”Hövdingen Vifil eller Virvil raadte for Vendilskage, nu kaldet Skagen. Det var til de Tider” (det 10de Aarhundrede) ”Skik at nogle Kvinder, som kaldtes Völver, droge omkring i Landet og forudsagde Folk deres Skjæbne, Aarets Frugtbarhed og andre Ting, som man vilde underrettes om. Denne Trop kom til Vifil. Völven blev der vel imodtagen, thi der var anrettet et godt Gilde. Da Folkene om Aftenen vare komne til Sæde, spurgte de Völven om, hvad hun spaaede dem, og hun sagde at Vifil skulde boe der til sin Alderdom og holdes for en brav Mand” o. s. v. Af hendes Spaadom for Vilils Sön Asbjörn anföres en heel Strophe af Talevers, som muelig tilhörer en gammel Folkesang, af hvilken, tilligemed flere, denne hele Fortælling synes at være uddragen. ”Siden var Völven der, saalænge det var bestemt, og fik gode Gaver med sig da hun drog bort.” At saadanne Valaer ogsaa i Hedendommen have været i Norge og paa Island, see vi f. Ex. af Vatnsdæla, Werlaufs Udg. S. 42 o. f., Laxdæla 76 Capitel S. 328. Mere bekjendte synes de dog at have været under Navn af Spaakvinder, spákonur. I Oldtiden kaldte man dem endvidere Norner, efter de store himmelske, som meentes at raade for Menneskenes Skjæbne. Tacitus omtaler slige höitanseete Spaakvinder i det gamle Tydskland; Dr. G. L. Baden anmærker, ved sin Danske Oversættelse af hans Germania 8de Cap.: ”Heraf findes endnu Levning nok den Dag i Dag i de mange Spaakjællinger og kloge Koner, hvoraf især Jylland er opfyldt.” Walter Scott skildrer i sin Roman: Söröveren (the Pirate) en shetlandsk Spaakvinde, Norna, fra det 17de Aarhundrede, paa en Maade, som meget nærmer sig til Sagaernes Beretninger, selv ved de af hende sungne Besværgelses-Sange. Han havde dog, förend han skrev den, selv været paa Shetlandsöerne (det gamle Hjaltland, siden Hetland) for at udforske deres isolerede Beboeres Sæder, Sagn og Tænkemaade.
  998. Nitallet var særdeles helligt og vigtigt for de nordiske Hedninger; mange Exempler derpaa kunne eftersees i Real-Registret til den ovenmeldte danske Oversættelse af den ældre Edda, i sammes 4de Deel. Varianten i Haandskriftet B tilkjendegiver at Thorbjörg ikke selv var den 10de, men at hun ene var tilbage af alle 9 Söstre. Hendes Navn betyder Thors, eller den af Thor sendte, Red- ning eller Frelse; et for en saadan Spaakvinde meget passende Navn , da Thor især meentes at forfölge alle Slags Trolde og onde Aander. Saaledes förte ogsaa gjerne de islandske Spaakvinder Navn af Thordis.
  999. At sige i det Bygdelag, som omgav Herjolfsnæs, Herjolfsfjorden og maaske Skagefjorden med flere.
  1000. Disse Ord synes at tilkjendegive at denne Thorkel har beklædt Gode-Værdigheden , eller forestaaet en med Præste-Embedet forenet Øvrighedspost, efter den paa Island brugelige Skik. Hans Navn skreves oprindelig Þórketill d. e. Thors Kjedel, at sige den hellige Offerkjedel, hvor- ved den spæde Drengs önskede eller tilkommende Bestemmelse skulde antydes.
  1001. Spaakvindens hele Dragt, Omgivelser og Næring, som her beskrives, havde vistnok en særegen Betydning efter hendes magiske Symbolik, hvilken vi nu ikke mere med Vished kunne forklare. Dog tillade vi os nogle Gisninger derom. Saaledes sigtede vel Hyndet med Hönsefjer til Hanens Aarvaagenhed og Spaadomsgave i at forkynde Dagens Gry og Solens Komme, samt dens formeentlige Kraft til Mörkets onde Aanders Fordrivelse. Hanen spiller, som Himmel- og Lys-Fugl, en stor Rolle saavel i Persernes ældgamle Zend-Avesta (det levende Ord, deres Bibel) som i vore Forfædres Eddaer, og endvidere i Middelalderens senere Viser, ja endog i dens sidste Periodes christelige Julesange, samt overhoved, lige til vore Dage, i den nordiske, og vel især den svenske Almues Overtro.
  1002. Muelig skulde Kaabens blaa Farve, samt de mange Stene og Glasperler hentyde til den klare Himmel og dens tindrende Stjerner.
  1003. Perlebaand af Rav, Glas eller glimrende Stene (jvf. ovenfor Anm. 35) tit af et Slags kunstigt Glasmo- saik, som ofte findes i vort Nordens Gravhöie, yndedes fordum meget af dets Kvinder. Den yngre Edda opregner disse Smykker, steinasörfi, blandt deres Prydelser, som dog, paa Forfatterens Tid, efter hvad han selv bemærker, ei vare meget i Brug. Hedenske Islænderinder hængte dem om Halsen paa Mænd, som de troede derved at sikkre for Fald eller svære Beskadigelser i en forestaaende Kamp. Fordum hængte Phönicierne, og langt senere den ældre Middelalders Russere, udvandrede fra Skandinavien , saadanne Perlebaand paa Forstavnen af deres Skibe, for at afvende Uveir og Trolddom. Da slig Overtro var af hedensk Oprindelse, blev den strængt forbuden i Kirkelovene f. Ex. i Islands ældste Kirkeret, egentlig den förste Bog af Graagaasen, den islandske Fristats ældste skrevne Lov, udgivet af Thorkelin 1776, 16Cap. S. 77-78: Mænd skulle ikke fare med Stene eller forberede dem, ved overtroiske Ceremonier, til at hænges paa Mennesker eller Kvæg. Hvis man troer paa Stene, til Helbredelse for sig eller sit Kvæg (andre: for Mennesker eller Kvæg, som tilhörer dem) saa bör han straffes med Forvisning.” Hermed kan man jevnfore et Sted af den svenske Kong Byrgers Uplandslag (Kyrkjo-B . 1 Cap.): ”Ængin skal Afgudom blote oc ængin aa .... stena trua.” Om Oprindelsen til denne Overtro kunne vi henvise til Finn Magnusens Eddalære III, 29 o. f. 56 o. f. Den islandske Almues nu dog for det meste forsvundne Overtro om sjeldne Stenes vidunderlige Natur er en nyere Fortsættelse deraf.
  1004. Skulde vel Huens eller Hættens sorte og hvide Farve betegne Mörke og Lys? Katten var fordum Frejas Dyr, men hun forstod sig ogsaa paa Trolddom, samt troedes at kunne afvende skadeligt Hexeri og andre Ulykker. Overtroiske Christne hadede, lige til vore Dage, selv her i Danmark, Katten som et dæmonisk Uhyre, hvis Skikkelse Hexene tit meentes at paatage sig. Det sorte Lam- meskind kan have tilhört en offret Vædder; efter Saxo bragdes Frey, (Fröy, hos ham Fro), ved hans aarlige Höitid, at sige den ved Vinterens Indtrædelse, sorte Offerdyr.
  1005. At en Stav, seiðstafr, Tryllestav, uden Tvivl forsynet med særegne Prydelser, hörte til Valaernes Trolddoms-Apparater, vide vi af andre Efterretninger. Skulde vel den runde, gule og skinnende Messingknap, i Mangel af Guld eller Sölv, omsat med Stene, antyde Sol eller Maane, omgivet af Himlens Stjerner eller de 12 Himmeltegn? Vist er det at lignende Sindbilleder vare, og ere tildeels endnu, gængse blandt andre Folk.
  1006. Originalens hnjuska eller knjósku linda synes Torfæus vel i Förstningen at have omtrentlig forstaaet rigtig, men han oversætter det, ubestemt og utydelig, ved zona arida; hans og flere Samtidiges övrige Forklaringer over Ordet grunde sig paa urigtige Læsemaader. Hnjóskr, knjóskr, er upaatvivielig det samme som fnjóskr tört gammelt Træ, som lettelig antændes; deraf det Norske Knödske. Svenske fnöske af samme Betydning. Saaledes finde vi Navnet paa et islandsk med Skov bevoxet Bygdelag i Sagaerne skrevet snart som Fnjóskadalr, snart som Hjnóskadalr. Den egentlige Sprogrod kjende vi ikke, men Ordet synes at være beslægtet med det Mæsogothiske hnasqviz, blöd (mollis), da den halvforraadnede men dog törre Knödske har denne Egenskab.
  1007. Gjedebukke vare helligede Thor, Troldes og skadelig Trolddoms heftigste Forfölger; derfor meentes vel Gjedemelk at virke mod Vintertroldenes Ondskab, som forgiftede Luften med dræbende Kulde.
  1008. Denne Ret skulde maaskee indgyde Spaakvinden Kundskab og Forstand, som Hjerternes og Naturens Randsagerinde.
  1009. Kobberknive brugtes meget i vor Hedenold, hvorfor de og hyppig findes i nordiske Gravhöie; de troedes vel, efter at de forlængst vare komne af Brug, at medföre Held til visse Foretagender, især saadanne Tryllekunsters Udförelse.
  1010. Originalens tannskaft betegner vel, ligefrem efter Ordene, et Skaft af Hvalrostand, skjönt det dog er mueligt at det har været af Elfenbeen. Dolke eller smaae Sværd med afbrækket Spidse findes undertiden i Nordens Gravhöie.
  1011. Nattens Drömme eller Aabenbaringer have da skullet forberede eller paavise den Fremgangsmaade, som burde anvendes ved Trolddoms-Ceremonierne.
  1012. seið, seiðr kaldtes en Art af de gamle Nordboeres Trolddom, om hvis, maaskee meget forskjellige , Beskaffenhed Oldgrandskernes Meninger ere deelte. Nogle antage at Ild er bleven brugt derved og at Ordet, ligesom det ligelydende seyðr, betyder a) Ild, brugt ved Kogning eller b) selve Kogningen, som i dette Tilfælde tit kan være blevet anvendt til Lægemidler eller Gift, efter Trylleriets gode eller onde Hensigt. Jvf. Gjerningsordene seyða, koge langsomt (ved en længe glödende Ild); sjoða, syde, koge, i Svensk sjuda, i Tydsk sieden o. s. frd. Andre troe at hiin Benævnelse kommer af Gjerningsordet siða surre, hvine eller frembringe underlige Lyd. Vist er det at denne Art af Trolddom tit blev foretaget med Ildens Hjelp, og at den undertiden udfordrede skjön og velklingende Sang, som her sees at have været Tilfældet. Vi henvise herom til den ældre Eddas store Udgave II, 776-77 og de der paaberaabte Skrifter (jvf. sst. I, 653, III, 245), men bemærke kun at det bliver meget sandsynligt at Ordet, enten ved gothiske og finske Folkeslag, er hidbragt fra de fjerne Østerlande, da seid i Persisk betyder baade Jagt og Trolddom, som og forekomme forenede i Eddadigtene, beslægtet med Pehlvi—Dialectens siadu Trolddom, sjaduh Troldmand, Arabisk sechær, Oldnordisk seiðkarl , seiðmaðr. Hos Finlapperne kaldtes den hellige Steen ved Offerstedets Arne ligefrem sæit, hvilket Ord og undertiden anvendes paa deres Offringer og Trolddom overhoved; det er sandsynligt at det især var deres Art af seið, som Harald Haarfager strængeligen forfulgte i de norske Nordlande.
  1013. Dette Ord maa betragtes efter Hoved-Recensionernes tvende forskjellige Skrivemaader: a) Varðlokkr, som kan betegne, Beskjermernes (Skytsaandernes) Indbydelse eller Paakaldelse af vörðr Vogter, Beskytter eller varða vogte, samt lokka lokke, indbyde; b) Varðlokur, som nærmest vilde betegne: beskjermende eller beskyttende Hegn; en Vagt- eller Kredssang d. e. en Sang, som meentes at have en beskjermende Virkning. Man kan ogsaa tænke sig, hvilket Dr. Brynjulfsen ligeledes har gjættet, at Varðlokr (ligesom Sigvarðr bliver til Sigurðr) er det samme som det Urðarlokur der i Groas Sang, et Digt i den ældre Edda, betegner Urdas, den förste Nornes eller Skjæbnegudindes, beskjermende Hegn eller Kreds; see dens store Udgave II, 543, 846, 969, III, 768, hvor netop vort Varðlokur omhandles; jvf. den danske Oversættelse III, 180, IV, 288. Dette Slags Tryllesange menes formodentlig ved fölgende Lovsted i Graagaas , den islandske Fristats ældste Lov, i dens for sig selv ved Thorkelin udgivne Kirkeret (Jus. eccl. vetus ) 16 Cap. S. 76: ”De bör straffes med Forviisning, som udöve Trolddom eller Hexerie, som fare med Tryllesange, galdra, synge dem eller lade dem synge for sig eller sit Kvæg.” Eller efter en anden Oversættelsesmaade: ”til Lykke for sig eller sit Gods.”
  1014. Seiðhjallr, Trylleforhöining eller Trolddomsbuur, kaldtes et Stillads, hvorpaa Tryllekunstnerne, ved deres Kogleriers Udövelse, pleiede at sidde. Ordet hjallr forekommer i nogle Afskrifter af Olaf den Helliges Sagas 107de Capitel for en Forhöining, hvorpaa Thors Billede blev sat i Norge. I Rolf Krakes Saga (Fornaldar-S. I, 10-11, Dansk Overs. S. 1 0-12) og Laxdæla 35 Capitel S. 142 omtales og disse Trylle-Stelladser. Undertiden siges Mand og Kone at have siddet paa Forhöiningen og sunget Trylle-kvad sammen. Ordet bruges endnu paa Island for Törrehuse med Sprinkelværk , og ligeledes af den danske og norske Almue, som Hjalde , Hjæld, Hjal for et Stellads i Almindeliglied, Indretninger til Fisketörring m.m. Blandt de svenske Dalekarler bruges det endnu som hjälla.
  1015. Disse Udtryk, som muelig her kunne være noget overdrevne i det gamle Kvads prosaiske Omarbeidelse, hvilket og den her meget kortere Recension B synes at antyde, har man paa Island, efter at man vidste at anseete Biskopper nedstammede fra Gudrid, hentydet paa dem.
  1016. Den Roes, som her og næsten allevegne i denne Fortælling gives den hedenske Spaakvinde, synes at vise, at den her tilhörende Overtro ikke var forsvundet paa den Tid og det Sted, hvor den först, som vi mene, blev bragt i Talevers eller overhoved foredraget med saadanne Udtryk, hvori den her gjengives. Vi mene da at Kvadet, der muelig först indbefattede dette hele Capitels Indhold, hvilket og, som vi see, udgjör en Udsigt over Gudrid Thorbjörnsdatters Herkomst og Levnet, er blevet forfattet i Grönland af en hende eller hendes der mægtige Svogerskab hengiven Skald, som da kan have foredraget den ved Gudrids og Thorfinn Karlsefnes prægtige Bryllup i Brattelid, til hvis Morskaber sagnaskemtan d.e. “Tidsfordriv ved Sagn eller fortællende Digte” udtrykkelig siges at have hört; see nedenfor i Tillæggene i det 7de Capitel fra Hoved-Recensionen B, som oprindelig synes at være den ældste.
  1017. Saavel heraf, som af Gudrids egen Tilstaaelse (ovenfor S. 378) see vi at Thorbjörn og hans Datter havde antaget den christne Tro förend de toge fra Island. Denne deres Afreise synes da ei at have gaaet for sig förend i eller strax efter Aaret 1000, da Christendommen blev almindelig indfört der. Dog er det mueligt at de för ere bievne Christne, da forskjellige Missionairer fra Aaret 981, men dog især fra 996, havde draget omkring paa Island og omvendt adskillige.
  1018. Denne Gaard Stokkanes, Stokkenæs, forekommer i flere om Grönland handlende Sagaer. Navnets förste Deel kommer af Ordet stokkr, der i vort Oldsprog som oftest betydede en Stok, Tömmerstok, Bjelke, Pæl; see ovenfor S. 258. I Angelsaxisk hed det stoc, stocce, ligesom endnu i Svensk, Tydsk og Engelsk stock. Ordets forskjellige nyere Betydninger i de levende Sprog vedkomme os her ikke. Enten har da dette Næs faaet sit Navn af opdrevne Tömmerstokke, som fandtes der af de ældste skandinaviske Nybyggere, eller af en anden os ubekjendt Aarsag.
  1019. Om Eriks Hustrus dobbelte Navn Thorhilde og Thjodhilde, see ovenfor S. 174, 183-184, 202, 356, 382, Var. 7.
  1020. Thorstein var sandsynligviis den ældre af disse Brödre; hans Navn skulde maaskee give det tilkjende, at han var bestemt til Faderens Efterfølger i det ypperste Godedömme paa Grönland.
  1021. De saakaldte Frodaa-Undre tildroge sig paa Gaarden Frodaa i det nuværende Sneefjeldsnæs-Syssel paa Island. De bestode i adskillige vidunderlige Begivenheder, som især tildroge sig efter at den herommeldte Thorgunna var kommen fra Irland eller Syderöerne til den ovennævnte Gaard, og var pludselig der afgaaet ved Døden, men hendes sidste Villie var forsætlig blevet overtraadt af Huusmoderen der, den bekjendte Thurid, om hvem adskilligt vil forekomme i hendes Vens, den til America udvandrede Bjørn Bredevigskæmpes Levnet. Disse Tildragelser beskrives udførlig i Eyrbyggja Cap. 50-51, S. 254-280. Denne lange, tildeels fabelagtige, Fortælling synes at være indskudt som en Episode, i den ellers historisk mærkelige Eyrbyggja-Saga, og er formodentlig paraphrastisk uddraget af gamle eventyrlige Folkesange, som vel have grundet sig paa virkelige Tildragelser, men meddele disse med mange overtroiske og ved Digtningen udsmykkede Tildragelser. Paa samme Maade synes den herstaaende korte Fortælling om Thorgunna og hendes Søn Thorgils, der slet ikke nævnes eller ommeldes i Eyrbyggja, ligesaa lidet som hans Fader Leif, at være indrykket i nærværende Saga, hvis Forfatter og kun ommelder det som et Iöst og uhjemlet Sagn at Thorgils havde været tilstede ved Frodaa-Undrene. Dog synes Tillægget om hans lignende Begivenheder i Grønland at antyde bekjendte Folkesagn eller Almueviser derom, som nu forlængst ere aldeles tabte. I alt Fald maa Thorgunnas Ankomst til Island og de derpaa følgende Begivenheder henføres til et andet og senere Tidspunkt, end man hidindtil har antaget. Dette synes især at indlyse deraf, at Eyrbyggja beretter, at de fleste paa Island ansaae Thorgunna, da hun kom til Landet, for at have fyldt sit 50de Aar, endskjönt hun ellers var meget rask og rørig. Hun beskrives der som en höi , tyk og fyldig Brunette, med langt og tykt Haar men smalle Øine. Hun opförte sig sædelig, og besögte Kirken hver Morgen; sædvanlig talte hun dog ikke meget, og var ei heller ret blid i Omgang, undtagen mod Kjartan, Thurides Sön, som dog ikke viste sig ret venlig mod hende. Hun var vel forsynet med prægtige Smykker, Klæder og Sengeklæder. Da der ellers aldeles intet meldes om Aarsagen til Thorgunnas Afieise med det ommeldte Skib, og det ei heller kan sees at hun har havt nogen Andeel i dets Ladning, bliver det ei usandsynligt, efter Thorfinns Sagas Beretning, naar vor ovenanförte Forudsætning antages, at Skibet enten har været bestemt til Grönland fra Begyndelsen men anlöbet Island, maaskee for Modvind, hvor Kjöbmanden da fandt det rigtigst at drive sin Handel, eller og hun har haabet at kunne let komme fra Island (især Thorsnæs Thingsogn, som den förste grönlandske Colonies Hjemstavn) til Nabolandet Grönland. Paa den anden Side kunne vi ikke undlade at bemærke, at Eyrbyggjas Beretning om Thorgunnas Ankomst til Frodaa, Död og Begravelse i Skalholt i Sommeren Aar 1000 ikke kan være rigtig. Dette tillade vi os her at bevise, især da det angaaer en ikke uvigtig Post af Islands Historie, som af dens ellers ypperste Grandsker neppe synes at være betragtet fra den rigtigste Synspunkt. Vi antage nemlig (efter Njalas 46, 65, 136 Cap.) at Hövdingen Gissur Teitsön, kaldet den Hvide, först var bosat paa sin Fædrenegaard Mosfell, i det nuværende Arnæs Syssel. Dette bekræftes af Are Frodes Schedæ 7 de Cap. og tillige af Kristni-Saga 12 Cap., hvori det udtrykkelig siges at han (först) opbyggede Huse paa Skalbolt, og førte sin Huusholdning dertil. Dog bemærkes det at Gissur för boede eller opholdt sig paa Höfde, som er en meget ubetydelig Bondegaard tæt ved Skalholt. Da vi af Njalas 136te Capitel see, at Gissur endnu i Aaret 1012 boede paa Mosfell, maae vi slutte os til at han kort derefter har besluttet at flytte sin Bopæl til det Sted, hvor han siden anlagde Skalholt, men at han, medens Bygningerne der opförtes og Gaarden sattes i beboelig Stand, opholdt sig paa Höfde. Hverken af Landnamas 5te Parts 12te Cap., dens Tillæg eller Sturlungas 3die Bogs 1ste Cap. kan man slutte andet, end at Teit, Gissurs Fader, stedse har boet paa sin Fædrenegaard Mosfell. De her anförte Kildeskrifter ansee vi deels for de ældste, deels de bedst underrettede. — Vi maae dog ikke fortie det at Húngrvaka, som er meget yngre end Schedæ og Kristni-Saga, vel ogsaa Njála beretter, i 2det Capitel, at Teit Ketilbjörnsson fra Mosfell, först opbyggede Gaarden paa Skalholt, og at hans Sön, Gissur Hvide, boede derefter ham, — samt at Olaf Tryggvesöns Saga 216 Cap (i Fornm. S. II, 204) , skrevet paa Islands Nordland, fortæller at Gissur boede paa Skalholt, da Thanghrand först kom til Island, men dette er uden Tvivl, som adskilligt andet i samme og de næste Capitler, et nyere Tillæg til Kristni-Sagas paalideligere Fremstilling. Ikke desmindre antages Hungrvakas Beretning for den rigtige i Hisloria eccl. Isl. I, 262 o. f. St. Snorre ommelder slet ikke Gissurs Bopæl i hans norske Kongesagaer. — Det bliver os da klart heraf, at Skalholts Gaard först er bleven opbygt i det mindste 12 Aar efter den Sommer, da Thorgunnas Lig, efter hendes sidste Bestemmelse, antages at være blevet fört til Skalholts Kirke og der modtaget, til Begravelse, af Geistlige (Eyrbyggja l. c. S. 254, 268). Dette kan fölgelig ikke være rigtigt. Vi troe da at Eyrbyggjas Fortsætter eller Interpolator , eller rettere at sige Forfatteren eller Paraphrasten af Fortællingen om Thorgunnas sidste Begivenheder, ved en Misforstaaelse har taget det Aar, da Christendommen blev fuldkommen indfört paa Island, ved Antagelsen af Olaf den Helliges eller Biskop Grimkels Kirkeret, nemlig 1019, for dens förste Indförelses-Aar 1000. Da vilde Begivenhederne stemme meget bedre, en Kirke virkelig være opfört paa Skalholt af Christendommens ypperste Stifter i Landet, og derved blevet anseet for helligere end andre; da kunde og Leif alt have indgaaet Elskovsforbindelsen med Thorgunna i Aaret 999, da hun (efter ovenanförte) maatte have været henved 30 Aar gammel. Har hendes Sön virkelig nogen Tid opholdt sig paa Island, kunde hun have foretaget Reisen for at opsöge ham der.
  1022. Dette fortælles anderledes i de, ogsaa i Heimskringlas trykte Udgaver indrykkede, Brudstykker af Erik den Rödes Saga (her ovenfor S. 214), thi der siges det udtrykkelig at Leif foretog en særegen Reise for at opsöge de af Bjarne Herjulfsön seete (amerikanske) Lande. Denne sidste Beretning forekommer os at være troligere.
  1023. See ovenfor om alt dette S. 224-227. Ogsaa maae Varianterne af Hoved-Recensionen B og dens Afskrifter jevnföres med Texten. Det er da især mærkeligt herved, at Haandskrifterne B, N, M, R her ganske udelade Beretninningen om de Skibbrudnes Redning; see S. 386 o. f. Var. 18.
  1024. Af dette Capitel synes det at være klart, at Erik den Rödes Hustru, saalænge hun var hedensk, hed Thorhilde, thi saaledes nævnes hun i dets Begyndelse, men at hun i Daaben antog Navn af Thjodhilde, som hun förste Gang kaldes her i det selvsamme Haandskrift. Jævnfor ovenfor S. 174, 183, 202, 256-57.
  1025. Denne saakaldte ”Thjodhildes Kirke” har sandsynligviis neppe været stor eller velbygget, men er blevet opfört i en Hast, og har da ikke staaet længe. Den store ”Hofgaard” Thjodillestad eller, efter andre Afskrifter Tuedhillistad, som nævnes af Ivar Bere, og sandsynligvis er opkaldt efter vor Thjodhilde, laae, efter hans Beskrivelse, i Ramstads-, Rambstade- eller Kambstadefjord, (thi saaledes nævnes den i de forskjellige Copier), som laae næst ved Eriksfjord, fra Østen eller Sönden af at regne.
  1026. Catholikerne maatte i de Tider ingen fortrolig Omgang have med Hedninge, ja ikke engang med saakaldte Kjættere eller andre excommunicerede af den christne Tro.
  1027. Det lader til at de fleste af disse Mænd, ligesom Erik selv, have været misfornöiede med Christendommens Indförelse i Grönland , og derfor have villet opsöge sig nye Boliger, hvor de kunde före et i den Henseende friere Liv.
  1028. Dette var ellers en almindelig Maade for gamle hedenske Pengepugere i Norge og Island, ligesom den og længe derefter meget brugtes af Finlapperne. De synes at have haabet at nyde godt af disse Skatte i det andet Liv, men muelig kun under den Betingelse at de selv bleve jordede i Nærheden.
  1029. Her maa man bemærke en væsentlig Forskjel mellem visse Afskrifter af Recensionen B, i det de ældste og fortrinligste blandt dem slet ikke melde, i Overeensstemmelse med Eriks-Saga, at Erik den Röde virkelig gik ombord paa det Skib, som skulde afseile til Viinland, hvilket vel heller ikke lod sig gjöre efter Beskrivelsen over Fölgerne af den gamle Mands ulykkelige Fald. Derfor tiltaler han ogsaa Mandskabet efter deres Tilbagekomst, muelig fortrydelig over den ved Afreisen viste Munterhed, i det de skiltes fra ham i en saadan Tilstand: ”Gladere vare I, da I seilede bort” o. s. v. Dog siges det ikke i Codex A, at Erik virkelig drog ud paa hint Tog, da Nedskriveren af Beretningen eller det Kvad, hvorpaa den grunder sig (hvis enkelte hertil hörende Vers eller Stropher ikke vare bortfaldne af den Foredragendes Hukommelse) ikke har anseet det for fornödent at bemærke sligt, efter Eriks alt beskrevne Kröblingstilstand. Hele Forskjellen i Beretningerne beroer da paa eet Bogstavs Feilskrivning i et Par korte Ord paa et Sted og et andet paa to Steder, da siglduð er ble- vet til sigldu (for sigldum) , men v er blevet sat for þ, saa at þér er blevet til vér eller ”Vi” for ”I.”
  1030. See ovenfor S. 232 o. f., hvor de her omhandlede Tildragelser fortælles med noget afvigende Omstændigheder, i det Thorstein Eriksön og hans Kone siges at være komne dertil paa Tilbageseilingen fra det mislykkede amerikanske Tog; Thorstein Svartes Hustru kaldes der Grimhilde. Begge Beretninger grunde sig dog uden Tvivl paa Sagn eller Sagnkvad, hvoraf det her uddragne synes at være mere ægte og tillige ældre end det ovenfor meddeelte. Med Hensyn til Beliggenheden af Lysefjord have vi ovenfor S. 275 anfört Thorhallesens og Wormskjolds Mening, at den nu kaldes Godthaabsfjord. Dertil kunne vi nu lægge det, at Graah (S.176) antager den at ligge nordligere, i Sukkertoppens District, i Nærheden af selve Colonien. Jvf. I. c. S. 171-72, 174, 177.
  1031. De mærkelige Haandskrifter M, N, R melde, at det var Avlsforvalteren Garde eller Gard, som forekom den syge Sigrid at svinge en Svöbe mod den övrige Skare, hvilket og formodentlig maa antages for det rigtige, da man ansaae ham for at være Hovedaarsag til disse Ulykker eller Spögerier.
  1032. Jvf. ovenfor S. 234.
  1033. Staal og Jern meentes i gamle Dage at fordrive Trolddom og svække Gjengangeres Kraft. Guden Thor troedes vel med sine Staalhandsker at fremknuge af sin uhyre Flinthammer de lynende Straaler, som udsendtes fra hans Tordenvogn, til Skræk og Fordærvelse for Gjenfærd og Trolde, eller alle Mörkets onde Aander; disse frygtede da det for dem saa gruelige Metal.
  1034. Dette var i gamle Dage en almindelig Skik i Norden og flere Lande, samt er det endnu paa Island.
  1035. Dette var i de ældste Tider den hæderligste Ligbegængelses-Maade i det gamle Norden, men anvendtes senere ved Hedningers og formeentlige Troldkarles eller onde Menneskers Lig, i den Formening, at de da ikke kunde gaae igjen og skade de Efterlevende.
  1036. Jvf. ovenfor S. 234, 236-238.
  1037. Saalænge Præster og Kirker i den grönlandske Colonie kun vare faa, var det her fortalte vistnok en uundgaaelig Nödvendiglied, men en lignende finder endog Sted i Island, paa de saakaldte Hornstrande, hvor Erik den Röde henlevede sine Ungdomsaar. I visse Henseender vare endog Hedendommens Begreber og Sædvaner ikke ganske udryddede der för henved 50 Aar siden. Saaledes beretter f. Ex. Olavius (Oekonomisk Reise i Island I, 45): ”Det vanskeligste for Indbyggerne er at söge Kirke; thi de maae, efter Sigende, enten reise 5 Mile til Lands over meget farlige Fjeldveie, eller til Söes en langt længere Vei, og det over fire Raster eller stridige Strömme, som ikke ere bedre. Man har derfor grebet til at lade vie et Stykke af Tunet eller Hjemmemarken, for deri at begrave de Döde om Vinteren, som ellers ikke uden störste Vanskelighed vilde have kunnet föres til Kirken. Af slige Gravsteder fandt man paa Stedet 10, hvoraf de 9 vendte, som sædvanlig mod Øst og Vest, men det ene, hvorunder berettedes at hvile en nylig begraven gammel Bonde, noget nær imod Syd og Nord , hvilket saaledes skulde være skeet efter hans sidste Villie, som og at en lille Bönnebog, samt de smukt rimede og paa Island meget afholdte Úlfars-Rlmur, et Heltedigt om en Christen Konge i Saxen , tilligemed ham vare bievne jordede.” Saavel Bönnebogen som Heltedigtet eller Kæmpeviserne synes her at have været bestemte til at værne om den Döde, omtrent som Valaens hedenske Besværgelser, og den mod onde Aander beskjermende Kredssang.
  1038. Denne Thord, især navnkundig ved sin Nedstammelse fra Danmarks berömte Konge Ragnar Lodbrog, blev selv Stamfader til talrige og anseete islandske Slægter, samt forekommer undertiden i Sagaerne under Navn af Höfde-Thord, Höföa-Þórðr. Om ham kunne vi især henvise til Landnama 3 Parts 10 Cap., nyeste Udg. S. 150, hvor den dog, for saavidt, er ufuldstændigere end den ældre Kjöbenhavnske, at denne, ligesom Codex E, melder: at Thord, förend han reiste til Island, boede i Norge (í Noregi). Der anföres ellers, med enkelte Afvigelser, hans og hans Kones her optegnede Slægtregister. Thords Stamtavle, rækkende endnu langt höiere op i Tiden, findes ellers i Hervarar-Saga 20 Cap. (see Fornaldar-Sögur Norðrlanda I, 509 o. f., Dansk Overs. S. 466 o. f.), hvorefter han kunde udregne sin Herkomst fra de gamle Reid-Gothers Konger, som herskede over Østersöens sydöstlige og sydlige Kyster, muelig og, for en Tid, med Indbegreb af Holsteen og Jylland , men de troedes at nedstamme fra Odins Sön Sigurlame, Garderiges eller det europæiske Ruslands Konge, ligesom og fra Gylfe, den ældste bekjendte Konge i Sverrig, saa at hele Nordens ypperste Adel meentes at være bleven forenet i denne Stamme. Da Thord selv var een af Islands ældste og mægtigste Hövdinger kunne vi ikke tvivle derom, at han, efter sin Tids Maade, var stolt af sin fyrstelige Byrd, samt sögte at bevare Erindringen derom ved de gamle Kvad, som ved Tradition og Hukommelse vare blevne forvarede i Familien, og dertil mene vi at de have hört, som deels udgjöre Grundvolden for og deels ere indförte i den særdeles mærkelige Hervarar-Saga, og muelig tillige andre om Völsunger, Gjukunger, Budlunger, Ragnar Lodbrog og hans Sönner m. fl., der og regnedes til Thords Forfædre; jvf. ovenfor S. 313. .Senere have de tildeels vedligeholdt sig paa samme Maade blandt hans talrige Afkom og ere endelig, sandsynligvis ogsaa ved sammes Foranstaltning eller Udførelse, optegnede i Pennen samt omskrevne til en Saga, efter de Tiders Sædvane. Landnama melder ellers (l. c.) at Thord og Fridgerde havde ikke mindre end 19 Børn sammen. Af dem nævnes först Bjørn, hvis Slæglinie, enten af Styrmer eller Sturla, sees i den ældste Recension at være fortsat lige ned til Gudny, ”de Sturlesönners” (Snorres og hans Brødres) ”Moder.” I Ragnar Lodbrogs Saga l. c. I,294, Overs. S. 271, nævnes vor Thord som Bjöorn Jernsides Efterkommer og en stor Høvding (mikill höfðingi) paa Island. Han forekommer og ellers i mange egentlig islandske Sagaer som Fader eller Stamfader for der nævnte Personer, f. Ex. i Ljosvetninga-Saga, Viga-Glums-Saga o. fl.
  1039. Landnama har Hroald, og Hervarar-Saga Harald istedenfor den hernævnte Thorvald. Den her förstmeldte Læsemaade er den sandsynligste, især da vi maae antage at Are Frode først har nedskrevet den.
  1040. Dette hele Slægtregister læses og saaledes i Landnama l. c. S. 151. Laugmand Hauk Erlendsön har dog sammesteds fortsat det fra Thord Hesthöfdes Søn (Thorfinn) Karlsefne lige ned til ”Herr Erlend den Stærke” (ellers Laugmand Erlend Olafson, Hauks Fader, og Sturla Thordsöns Efterfølger og sin nævnte Söns Formand i det ommeldte Embede). Thord Hesthöfde nævnes af Are Frode i hans Schedæ 11te Cap., som Sön af Thorhilde Rjupa (Rype), Thord Gellers Datter og Fader til vor Thorfinn Karlsefne. Dennes Afkom opregnes her i følgende nedstigende Led: 1) Snorre, (født i Amerika); see ovenfor, 2) Hallfride. 3) Thorlak Runolfsön , da Biskop til Skalholt. Thord Hesthöfde nævnes endvidere i Heidarviga-Saga; see herefter Anm. 85. I Landnama l. c. opregnes ellers Höfda-Thords 11 Sønner og 8 Döttre; af denne Liste bemærke vi kun at een af Sönnerne, Thorvald Holbarke, var en i sin Tid bekjendt Skald (forskjellig fra en anden Thorvald Holbarke, Asröds Sön, som omtales i Landnamas 4 P. 3 Cap.). Et kort Brudstykke af Thorfinns Stamtavle forekommer i Erik den Rödes Saga herovenfor S. 238, jvf. Anm.64, S. 276.
  1041. Thorfinn Karlsefnes Moder nævnes ikke i Landnama. At hun har været gift med Thord Hesthöfde, synes fölgende Undersögelser at vise. Vor Sagas anden og oprindelig ældste Hoved-Recension (B) bevidner at Thord Hesthöfde boede ”paa Islands Nordland: paa Reinenæs, som det nu kaldes” (de 4 sidste Ord udelades dog af adskillige Haandskrifter). Dette bekræftes af den meget gamle Heidarviga-Sagas Fragmenter 4de Cap. (Islendínga-Sögur I, 302); hvor den berömte Víga-Barde omtaler vor Hesthöfde, (dog med Udeladelse af Fornavnet Thord), som boende paa Stad i Skagefjorden. Denne Gaard kaldtes nemlig saavel i ældre som nyere Tider Stad paa Reinenæsset (Staðr á Reininesi). Intet af de hermeldte Navne forekommer, for denne Gaard, i Landnama, hvorfor Finn Johnsen (Hist. eccl. lsl. IV, 105) mener, at den er senere optaget til Beboelse. Dog bemærker han Gaardens Fortrinlighed, samt nævner adskillige anseete Mænd, som boede der i det 13de Aarhundrede. Her kunne vi endvidere, efter nærværende Saga samt Sturlunga o. f., nævne andre, i sin Tid bekjendte Personer, som maae have eiet den i det 10de, 11te og 12te Aarhundrede, og saaledes været hines Forgængere, disse nemlig i nedstigende Linie: 1) Thord Snorresön Hesthöfde; 2) Thorfinn Karlsefne; 3) Thorgeir; 4) Ingvilde eller Ingevold, gift med Sæmund Grimsön; 5) Brand, Biskop til Holum; 6) Gudrun, gift med Arnor Arnorsön; 7) Hövdingen Kolbein Arnorsön Kaldaljos; 8) Brand Kolbeinsön; 9) Ralf og Thorgeir, Brands Sönner, som endelig, muelig halvveis tvungne dertil, henved Aaret 1258 eller 1259, solgte denne, deres Fædreneslægt saa længe tilhörende, Hoved-Gaard til Gissur Thorvaldsön, Kong Hakon Haltonsöns Jarl over Island, som havde der sin Residens til sin Dödsdag. Om denne mærkelige Hövdings Herkomst, Opvæxt, Ungdoms- og Manddoms-Bedrifter giver Sturlunga god Underretning, men om hans sidste Aar og om hans Död tier den ganske stille. Af Flatö-Annalerne vide vi kun at Biskop Jörund til Holum i Aaret 1267 ved Juletider overtalte Gissur Jarl, som da formodentlig laae paa sin sidste Sotteseng, til den Beslutning at flytte næste Aars Sommer til Vidö Kloster paa Sönderlandet, og indskrives som Kannik i samme. Dette Forsæts Fuldbyrdelse hindredes dog ved Döden, som allerede overfaldt Gissur Jarl den 12te Januar (11 Id. Januarii) 1268. Dette sidste Aarstal meldes af 9 forskjellige Annal-Samlinger fra Middelalderen, og to af dem berette, under det næstforegaaende Aar, at Jarlen döde paa Stad og er begravet i Kirken der. Kun en eneste antegner derimod Jarlens Död ved 1266, hvilket vist maa være urigtigt, da Jörund Thorsteinsön reiste som Præst fra Island til Norge 1265, og kom först tilbage , som nyviet Biskop, i Sommeren 1267. Vi undre os derfor over at Aaret 1266 dog antages for det rette af to blandt Islands ypperste Historikere, som Torfæus (Hist. Norveg. T. IV, lib 5) og Finn Johnsen (Hist. eccl. Isl. I, 198). Muelig er det, hos den sidstnævnte Forfatter, blot en Trykfeil, som senere er bleven glemt at rettes. Vi kunne ei heller med Torfæus (Hist. Norv. IV, 343) og Espolin (i Islands Árbækur I, 3, hvor Dödsaaret ellers rigtig betegnes som 1268) antage at Jarlen virkelig blev indtaget i Vidö Kloster, og döde der paa Stedet, da dette, efter Annalernes Beretninger, ikke kan have været Tilfældet. Dog foregives det endvidere i Svein Sölvesens poetiske Paraphrase af Sturlungas o. f. Beretninger om Gissur Jarl (Rimur af Gissuri jarli, Leiraagarde 1800, S. 223). Vi finde derimod vor Mening paa det udförligste bekræftet af Björn Johnsen paa Skardsaa i et os nu tilhændekommet, ikke udgivet Haandskrift, kaldet: Underretning om öde Jorde i Videdalen (Undirétting. um eyði jarðir i Viftidal) sluttet den 13de October 1654. Han synes at have benyttet dertil visse historiske eller diplomatiske Skrifter, som nu ere os ubekjendté, men som han kunde have den bedste Ledighed til at benytte som opdraget og tjenende som Haandskriver hos de (S. 80- 81) ovenommeldte Sigurd Johnsen og hans Sön John Sigurdsen, som begge fra Aaret 1579 af lige til 1634 havde Reinestads Kloster i Forpagtning, samt alle dets gamle Documenter i Forvaring. Vi uddrage da her det fölgende af dette Bjorn Johnsens Skrift: forsaavidt det omhandler een af den islandske Histories vigtigste Personer: ”Gissur Jarl beboede Stad paa Reinenæs samfulde 9 Aar med stor Hæder og Anseelse; tilsidst vilde han dog nedlægge al verdslig Værdighed, hengive sig til Gud og gaae i Kloster. I denne Hensigt agtede han at give Hovedgaarden Stad paa Reinenæs til gudeligt Brug og oprette et Kloster der. Dog vilde han selv flytte til Vidö Kloster, hvilket hans Fader Thorvald Gissurson havde stiftet. Dette sit Forehavende aabenbarede Gissur for Biskop Jörund, som da forestod Holums Stift. Men det begav sig saa, at i det samme Halvaar (d.e. Vinter) blev Gissur Jarl syg og döde paa Stad, efter god aandelig Forberedelse (með góðri iðrun) og blev begravet der (Efter at alt det ovenstaaende var skrevet, see vi at et gammelt Exemplar af Middelalderens islandske Annaler angiver at Gissur Jarl döde paa Stad, og er begravet i Kirken der) midt under Kirkegulvet, hvortil man har seet Spor i de tre Kobbernagler som vare indslaaede i den Planke af Bræddegulvet, som blev lagt over hans Hoved. Dog lod Biskop Jörund hans og Gissur Jarls Samtale ikke gaae sig af Glemme, men bemægtigede sig Hovedgaarden ved at tage den fra Gissurs Arvinger, og lod senere oprette et Nonnekloster der; siden gav han til Klosteret adskillige andre Gaarde, som han paa samme Maade havde faaet af Gissur Jarls Arvinger og af Brands Sönner, som forhen havde boet paa Stad.” Intet af dette, forsaavidt det vedkommer Reinenæs eller Reinestad, ommeldes af Finn Johnsen i Klosterets Historie (l. c. IV, 106, jvf. III, 142, 150); vi vide og at han ikke kunde overkomme Biskop Jörunds originale Stiftelsesact for Reinestads Kloster af 1295, som vi derimod formode har været til i Björn Johnsens Tid og tjent ham til Hovedkilde for hine mærkelige Efterretninger; dog var han saa heldig at kunne meddele sine Læsere (l. c. IV, 164-166) Biskop Auduns Confirmation derpaa af Aaret 1315. Ved dette Klosters Oprettelse er det endvidere mærkeligt for Gaardens og Thorfinn Karlsefnes Efterkommeres Historie, at en fornem Kvinde af hans Afkom, Hallbera Thorsteinsdatter, blev af Biskop Jörund udnævnt til Klosterets Abbedisse (saaledes ommeldt i Biskop Auduns Stadfæstelsesbrev). Hendes Stamtavle er tillagt nærværende Sagas Slutning af hendes Frænde, Laugmand Hauk Erlendsön (see ovenfor S. 442) som kalder hende Fru Hallbera, Abbedisse til Stad paa Reinenæs. Hun kom saaledes paa en vis Maade i personlig Besiddelse af hendes Forfædres Eiendomsgaard, ved at blive dets överste Bestyrerinde. Det der stiftede Nonnekloster vedblev lige til Landets evangelisk-lutherske Reformation, da det, henved 1551, blev secularisert, og blev siden, tilligemed det övrige dertilödrende Gods, bortforpagtet mod en vis Afgift til Kongens Kasse, og saaledes bestyres det endnu i nærværende Tidspunkt. Ved denne Ledighed anföre vi, med Hensyn til det i Hist. eccl. Isl., IV, 112 om Gunnar Gislesön anförte, at han ikke var Klosterets förste Forpagter; det var derimod Peter Einarsen, og efter ham kom Laugmand Odd Gotskalksen som den anden; see Bjorn Johnsens Islandske Annaler I, 205; i sit herommeldte Haandskrift omtaler han Gunnar Gislesön, hos hvem Klosterets sidste Abbedisse Solveig döde 1562, udtrykkelig som den 3die; jvf. l. c. I, 220.
  1042. Om Snorre Thorbrandsön fra Alptefjord, i Sneefjeldsnes Syssel paa Island, see ovenfor S. 180, 190, 260; jvf. 174, 202, 206.
  1043. Det er sandsynligt, at de Mænd fra Bredefjords-Egnene, som handlede paa Grønland, have havt Frænder og Venner blandt de der boende Landnamsmænd, som netop mest udvandrede derfra.
  1044. Julen var her i Norden en almindelig Hoved-Fest allerede i de hedenske Tider, deels i Anledning af Vintersolhverv (Solguden Freyrs Födsel og Solens aarlige Tilbagekomst) og deels som den egentlige Nytaars-Höitid. Festens Navn er og af hedensk Oprindelse (Islandsk og Oldnordisk jól, júl, Dansk og Svensk Jul, Angelsaxisk geol, gehol, giul; yule, youle , yeol i Skotland og det nordlige England, juel i Schwaben, Finlappisk juovla eller juovlak. Laplandsk jäul. Finsk joulu, julu, Estlandsk joulo. Persisk jelda. For os er det her særdeles mærkeligt at Julen eller Vintersolhverv ogsaa helligholdtes af de grønlandske Eskimoer. Cranz beretter saaledes derom: Solfesten, ved Vintersolhverv, som og er deres Nytaarshöitid, indtræffer omtrent den 22de December, holdes med megen Glæde nogle Dage og Nætter i Træk (ligesom den gamle nordiske) især med Trommespil , Dands og Sang over Solens og det gode Veirs Tilbagekomst. De nuværende indfödte Grønlænderes Sange og Dandse ved denne og andre Leiligheder have, efter Beskrivelsen, en paafaldende Lighed med de Forlystelser af dette Slags, som vare i Brug blandt Middelalderens Islændere og Skandinaver. Cranz anförer denne Strophe af deres Sang ved Solfesten:
    Til os tilbage Solen kom,
    amna , ajah, ajah, ah hu!
    og bragde med det gode Veir,
    amna , ajah, ajah, ah hu!
    hvori Kæmpeviserne (Fornkvæði) og deres Omkvæd synes at kunne gjenkjendes. I saadanne Kvad ophöie de og deres Forfædres Bedrifter (Historie von Grönland I, 229 o. f., jvf. hans fordanskede korte Beskrivelse over Grönland S. 246 o. f.). Man kunde da g jætte, at de af Eskimoerne fangne eller undertvungne Colonister af den norsk- islandske Stamme have indfört Julens Helligholdelse blandt, dem, tilligemed disse til den hörende Forlystelser.
  1045. Det er höist besynderligt at Gudrid paa dette Sted af Recensionen A nævnes Thurid, Þuriðr eller vel rettere Þórriðr; see ovenfor Anm. 61, samt Texten S. 440 og 442. Vi kunne deraf formode, at hun först i Daaben har ombyttet det sidstmeldte hedenske Navn mod det førstnævnte christelige (ligesom Thorhilde, Thjodhilde; Snorre, Helge og maaskee flere af de Tiders Islændere og Grönlændere).
  1046. Jvf. ovenfor S. 386, 388. Sagnene om Leifs Reiser til og i Viinland (en Deel af Amerika) have uden Tvivl udgjort en vigtig Deel af den ved Brylluppet i Brattelid foredragne Tidsfordriv ved Fortællinger eller fortællende Talevers, og saaledes vaktes da Lysten til slige Foretagenders videre Udförelse blandt Tilhörerne.
  1047. Her begynder de forskjellige Afskrifters ovenfor i Indledningen ommeldte bestandige Navneforvexling af nogle blandt Fortællingens Personer, tildeels foraarsaget ved Hukommelsesfeil af Sagnets eller Sagnkvadets Foredragere, deels muelig og ved Sagaens Afskrivere, der ei have læst de ældste Orignalers Abbreviationer paa den rigtige Maade. Saaledes kaldes Erik den Rödes Svigersön i Hoved-Recensionen A Thorvard, i B derimod Thorvald, og deri fortælles endvidere næsten alt det om ham, som A beretter om Thorhall Jæger.
  1048. Denne Omstændighed at Freydis hun var en Slegfreddatter af Erik den Röde, har muelig foraarsaget Uenighed mellem hende og hendes Södskende, hvis Tilhængeres Partiaand let kan have overdrevet de om hende i Grönland gaaende onde Rygter (see ovenfor S. 252, 278), til hvilke dog den nærværende Saga intet kjender.
  1049. Nemlig Thorbjørn Vifilsön, kommen fra Island. See ovenfor S. 382.
  1050. Naar nemlig et Hundrede, efter oldnordisk Regningsmaade, som og endnu undertiden bruges paa Island (hundrað tólfrædt), ansættes til 120.
  1051. Her maa man lægge Mærke til den afvigende Læsemaade Bjarneyja d.e. Björnöerne. En meget stor Ö af Navnet Bjarney, og muelig flere, som tilsammen kaldtes Bjarneyjar, laae ved den nordlige Deel af Vest-Grönlands Kyststrækning. Navnet betyder Björnö (eller Björnöerne) af det oldnordiske, islandske, danske og svenske björn, Angelsaxisk beorn , Tydsk Bär.
  1052. Med Hensyn til denne Oversættelsesmaade henvise vi til det S. 162-163 anförte, samt tillige til det som vi til et andet herefter forekommende Sted af denne Saga ville foranlediges til at anföre.
  1053. Jvf. ovenfor S. 212, 216, 268.
  1054. See de sidstanförte Sider. Denne amerikanske Ö, som saaledes kaldtes Bjarney, havde da alt sine Navner i Grönland og Island; see ovenfor Anm. 95.
  1055. Jvf. ovenfor S. 226-229, 272.
  1056. Furðustrandir betyder den vidunderlige (d.e. vidunderlig lange) Kyststrækning, af furða, Angelsaxisk fore ogsaa fyrn, fyrin, firin, Oldtydsk firina, Svensk föryn, Vidunder, Underværk, forunderlig Ting. Ordet synes at komme af firr, flarri, fjærri, fjærnt eller langt (d.e. fra Rimelighed, Sandsynlighed eller naturlig Orden, hvorom man endnu i Islandsk siger: fjærri öllu lagi). Stravnd, strönd (i Fleertallet strandir) er det Danske, Svenske, Engelske og Angelsaxiske Strand.
  1057. Sandsynligvis fra Skotlands Höilande, af den gæliske Stamme. Jvf. den strax efter fölgende Beskrivelse over deres underlige Paaklædning.
  1058. Det er meget mærkeligt at Ordene dægr (Dögn) og dagr (Dag) her forekomme som ganske synonyme i Hoved-Recensionen B. See samme Side Var. 14; jvf. S. 162.
  1059. Kjafal eller, som det og kan skrives, ceafal, udtalt som kjaval, har en træffende Lighed med det Angelsaxiske ceavel, en Kurv m. m., men er dog, hvad Betydningen angaaer, rimeligvis nærmere beslægtet med det samme Sprogs cufle, Oldnordisk kufl, kubl, Vælsk eller Kymrisk cwbl, i nyere Engelsk cowl, en Hætte fasthæftet til Kroppens Klædning eller Bedækning. Sandsynligvis maa det Jydske Kjovl, udledes fra det samme Ord og saaledes tillige, med noget forandret Betydning, det Ny-Danske Kjole, Svenske kjol. Islandske kjóll. I andre Afændringer er hint Ord overeensstemmende med det Barbarisk-latinske capa, copa, cappa, svarende til det Oldnordiske og Islandske kápa, Dansk Kaabe, Kappe, Svensk kapa, kappa, Tydsk Kappe, Engelsk cap, Vælsk cap, cappan.
  1060. See ovenfor S. 222, 270, 386.
  1061. Landnamsmændene paa Island gave og i det mindste tvende Fjorde der (i de nuværende Sneefjeldsnæs og Myre Sysseler) det samme Navn af lignende Aarsager. Det Oldnordiske og Islandske straumr er det Danske og Svenske Ström, Tydske Strom, Strohm (fordum Straum), Engelske og Angelsaxiske stream; jvf. det Græske στρομβοϛ, et Havsvælg.
  1062. Jvf. ovenfor S. 222, 272, 386.
  1063. Jvf. ovenfor S. 238, 240, 242, 276, 277. Originalens fe eller fénaðr betyder vel overhoved Kreature, nyttige Huusdyr.
  1064. Den flammende Tordenguds Skjæg forestillede vel Nordboerne sig at have en ildröd Farve. Thor siges og saavel i Eddaerne som flere Sagaer at have havt rödt Skjæg. At han meget længe derefter blev i Smug dyrket i Grönland, erfare vi af Fóstbræðra-Saga. At det især var ham der dyrkedes af Islænderne i Thorsnæs Thinglaug, hvorfra Grönlands förste og ypperste Colonister udvandrede, komme vi og i det fölgende til at godtgjöre af Eyrbyggja, Jvf. ovenfor S. 464, 473.
  1065. Denne Strophe er digtet i det saakaldte Folkekvads Versemaal, Drottkvæði. En udförlig prosaisk Omskrivning af den samt en nöiagtig Forklaring over dens enkelte Ord, læses i Rafns Qvart- Udgave af nærværende Saga S. 145-146. Her bemærke vi kun at Originalens kelda vel oprindelig er det samme Ord som det danske Kilde, og kan undertiden have denne Betydning i det oldnordiske Sprog, men at det dog som oftest betyder en Sump.
  1066. Jvf. Visens Ordforklaring, sammesteds S. 146.
  1067. De have vistnok havt det Uheld at lide Skibbrud ved de Kyster af Irland, hvor de Indfödte, af celtisk Stamme, herskede; disse laae da som oftest i Feide med Skandinaverne eller Ostmannerne, og betragtede derfor Mænd af disses Herkomst som Fjender, hvis Lod Död eller Trældom i de Tider saa ofte blev, naar de kom i deres Modstanderes Vold. Thorhall maa desuden, efter det ovenanförte, være bleven betragtet som en Hedning; hans Stalbrödre eller Underhavende har det da ikke i den Henseende gaaet bedre.
  1068. Ordet eller Navnet Hóp betyder vel undertiden en Havneplads, men dog som oftest Mundingen af en Flod eller en Vig af Söen, hvori en Aa eller Bæk falder. Adskillige Steder af dette Navn findes paa Island, f. Ex. Hóp i Grindevigen (i Guldbringe-Syssel paa Sönderlandet) med en Havn af dette Navn; Vestr-Hop, fordum en Havn paa Nordlandet i Hunevatns Syssel; Hops-ós (den dybe Flodmunding) endnu en Havn i Skagefjords Syssel , som dog sædvanlig kaldes Hofsos, Hofsós. Hóp betyder og Tilflugt, Tilflugtsted, Tillid, Haab, saa at dette Ord aabenbar ligger til Grund for det Danske Haab, Svenske hopp, Angelsaxiske hopa, Engelske hope, Tydske Hoffnung. Jvf. Ordbogen til John Olafsens Syntagma de baptismo, Hafn. 1770, 4, S. 29 under Ordet hoffen, oprindelig svarende til de oldnordiske og islandske hopa. Saaledes gave da Skandinaverne allerede först i det 11te Aarhundrede et Sted i den bedste af dem opdagede Deel af Amerika Haabets Navn, ligesom Portugiserne i det 15de kaldte det Forbjerg, som varslede Opdagelsen af Söveien til Ostindien, efter det gode Haab, og ligesom de Danske tidlig i det 18de, i tillidsfuld Forventning om heldig Fremtid for deres da begyndte Beboelse af Grönland, kaldte den förste Colonie Godthaab.
  1069. Eller: hvor lave Bakker viste sig; jvf. de i Anm. 104 citerede Steder.
  1070. Helgir fiskar kan forklares paa to Maader, nemlig a) saaledes som det virkelig omskrives i Hoved-Recensionen B, S. 421 Variant 23, da det ei vilde betegne andet, end at de i slige Grave af sig selv indgaaede Fiske, naar Söen ved Ebbetid faldt ud, og de bleve tilbage, tilfaldt de Nybyggere, som havde anlagt Gravene, med uomtvistelig Eiendomsret; da Ordet helgr tit betyder, især i Lovsproget, Hjemmel, erhvervet med Rette, b) Hellige Fiske, nu kaldede paa Island heilagfiski (ofte udtalt som heilafiski), nemlig Linnæi pleuronectes hippoglossus, paa Dansk Helleflynder. Een eller anden nu glemt Overtro maa vel ligge til Grund for denne Benævnelse. Mærkeligt er det, hvad Plinius bevidner (i Hist. nat. IX, 70 ed. Bipont.) at Romerne kaldte visse Fiske , som efter Beskrivelsen svare til vore Helleflyndre eller store Flyndre, sacros pisces (hellige Fiske), fordi man troede , at hvor de saaes vare ingen glubende Rovfiske (som Haier, der tit skade Mennesker) i Nærheden.
  1071. Jvf. Anm. 107, og de der paaberaabte Steder.
  1072. Om Eskimoernes Skindbaade, see ovenfor S.228, 272.
  1073. Det Ord, som Originalen her har, er vel noget dunkelt, og har vel allerede været det for de gamle Paraphraster eller Afskrivere. A har her trjóm, B trjám som efter Ordet maatte oversættes ved Træer, muelig da smaae Træer, Buskvæxter, eller store Grene, som ved at svinges frembragde en saadan Lyd, som eet eller flere Halmknipper i stærk Blæst. Senere skrives det samme Ord i Membranen A o. fl. trjónum ; trjóna betyder en lang Snabel eller Tryne, men ogsaa en Stang eller noget sligt, f. Ex. Gallionen paa et Skib (i Latin med samme Betydning, rostrum). Maaden, hvorpaa Skrælingerne eller Eskimoerne svunge disse Træer eller Stænger, skulde, efter disse med hinanden jævnförte Steder, betegne forskjellig Hensigt, nemlig, som her, a) i fredelig, som et Fredstegn (ligesom Oliegrenen i den gamle Verdens Oldtid) med Solen, og b) som her senere, i ufredelig, som et Krigstegn, mod Solen. De vilde Nordamerikanere brugte, i den senere os bekjendte Tid, lange Tobakspiber, udpyntede paa særegne Maader, kaldede Kalumet, som Freds- eller Krigstegn. — Ellers have de nuværende indfödte Grönlændere adskillige Redskaber til Jagt, Söfart eller Fiskefangst, som vel kunde faae Navn af spidse Stænger, som Harpuner, store Landser og Kastespyd.
  1074. Det hvide Skjold, oplöftet paa en Fanestang, var i Almindelighed et Fredstegn blandt Skandinaverne, og kaldtes derfor friðskjöldr, Fredskjold; det röde var derimod et Krigstegn, og kaldtes derfor herskjöldr. Hærskjold.
  1075. Denne Beskrivelse, som vilde ganske passe paa de nuværende indfödte Grønlændere, forsaavidt de ikke tildeels nedstamme fra Europæere, betegner her uden Tvivl de amerikanske Eskimoer, de nuværende Grønlænderes Stamfædre. Vi maae ellers bemærke følgende ved Originalens Udtryk: svartr, i det Oldnordiske, og endnu tildeels i Islandsk ligesom ”sort” i Dansk, betyder ikke allene ligefrem sort, men ogsaa sortagtig, dunkel, sortsmudset (obscurus, squalidus, som det oversættes i Glossariet til den ældre Edda I, 676, ,jvf. II, 803). Vore Forfædre kaldte Negrene Blámenn, da deres Farve i Oldsproget bedst udtrykkes ved Ordet blásvartr, blaasort, sorteblaa, (see 1. c. II, 586) eller alsvartr, heel sort (I, 676).
  1076. Heraf erfares dette Lands temmelig sydlige Beliggenhed. Jvf. ovenfor S. 218, 269.
  1077. For de fleste vilde Folk have röde Töier gjerne stedse været en meget velkommen Handelsartikel.
  1078. Denne Omstændighed synes at vise, at Eskimoerne ikke för havde seet eller hört Böfler eller Stude. Jvf. ovenfor S. 240, 485 Anm. 107.
  1079. Nemlig som et Krigstegn; jvf. ovenfor S. 487. Anm. 117, 118.
  1080. Valslaungur, Valslynger, kunde vel oversættes, lige efter Ordet, ved Krigsslynger, dræbende Slynger. Ellers kjendte Skandinaverne i Middelalderen, dog vel meest i dens senere Tider, under dette Navn et Slags Blider eller Maskiner af Træ, anvendte til at udkaste store Stene og deslige, altsaa svarende til Romernes ballistæ. Om deres Brug i vort Norden paa de Tider see f. Ex. Fornmanna-Sögur I, 127, hvor det fortælles, at de brugtes til at kaste Kar, opfyldte med Spaaner og andre brændbare Stoffer mod Dannevirke, for at tænde Ild i denne Befæstnings Tømmerværk. Med en saadan Krigsmaskine sammenlignede muelig vore heromhandlede Nordeuropæere hiin af Skrælingerne eller Eskimoerne brugte Kaste-Indretning, som dog maaskee mere har nærmet sig til den saakaldte stafslánga. Romernes fustibalus, hvilken Vegetius de re militarii III, 14 beskriver som en Stok, 4 Fod lang, ved hvilken der var bunden en Slynge af Skind; den kunde, fört med begge Hænder, udskyde Stene, næsten som en Blide. Saadanne omtales i Speculum Regale S. 380, 389, 415. Jvf. Heimskringla l. c. 111, 188, Fornmanna-Sögur VII, 183 samt Jahn, om Nordens Krigsvæsen i Middelalderen S. 345 o. f., hvor Kongespeilets originale Benævnelser for hine Krigsmaskiner dog ikke anföres eller forklares. At Skrælingerne virkelig kastede store Stene mod Europæerne, erfares af den herefter fölgende Beretning om Thorbrand Snorresön, som fandt sin Död ved et Stykke af en flad Klippesteen, der havde rammet hans Hoved.
  1081. Cranz beretter l. c. S. 183 o. f, 197 o. f. samt 217 o. f. om adskillige Slags Blærer, större og mindre, hvilke de nuværende Grönlændere bruge, deels heftede ved Harpuner til Sælhunde- og Hvalfangst, deels hörende til deres Kajaker eller Baade. Slige Blærer ere enten dannede eller opblæste af hele Sælhundeskind eller og virkelige Blærer, enten af Sæle eller store Fiske. Nogle af dem kunne bære 1 til 1½ Centner. De omhandles og i Joh. Andersons Nachrichten von Grönland &c. S. 254, Dansk Oversættelse S. 245-248. Blandt de amerikanske Folkeslag bruge nogle opblæste Blærer til Boldspil; andre have slige store galioner, opfyldte med Vand, som frembringe et Slags musikalske Toner, naar man slaaer paa dem med en Flaske, hvorom forskjellige Beretninger kunne læses i Kutschers Amerika. Ved vor Texts Beretning fortjener ellers Varianten 13 S. 426 at bemærkes, da Recensionen B synes at antage at een eller flere af Stængerne (Landserne eller Harpunerne?) bleve udkastede tillige med Kuglen (Ballonen eller Blæren) selv. Den grönlandsk-eskimoiske Kajakblæres Skikkelse og betydelige Størrelse sees nu ellers tydeligst paa den anden Kobberplade (til S. 33) ved Graahs Undersögelsesreise.
  1082. See ovenfor S. 408, 483, Her tillægges Freydis en mandig og for hele Reiseselskabet frelsende eller heldbringende Rolle, skjönt hun ovenfor, vistnok efter andre, og maaskee mere upaalidelige Kvad eller Beretninger, siges at have paa den mest forræderske og grusomme Maade, forraadt og ombragt en stor Deel af sine Medreisende og Samboere. Jvf. ovenfor S. 246 o. f.
  1083. Af denne Beretning lader det til, at Karlsefne og hans Folk have staaet i Begreb med at flye, just i det Øieblik da de fleste af Skrælingerne toge Flugten, saa at de selv neppe kunde begribe at de havde staaet sig godt.
  1084. Denne Fortælling om den store Pris Skrælingerne satte paa Jernet, som de forhen slet ikke kjendte, passer ret vel til de vilde amerikanske Folk.
  1085. Dette have de vel havt med sig, som den mest nærende Föde, og tillige bekvemmest til at have med paa en Fodreise.
  1086. Formodentlig da som formeentlige grove Forbrydere, af hvilke de ikke kunde vente andet end ondt.
  1087. Einfætíngr maa ligefrem oversættes ved Enfoding (den som kun har een Fod). Sandsynligviis har denne Persons Klædedragt, seet langt fra, givet et saadant Udseende. Wormskjold, som fulgte med Kotzebue paa hans Reise omkring Jorden, har paa Polarhavets nordlige Kyster seet Folk, hvis Dragt vel kunde, i den dunkle Middelalder, give Anledning til et saadant Sagn eller Mening. Ellers see vi at Middelalderens Islændere have meent at der var et saadant Folkeslag til, beskrevet, sandsynligviis efter fremmede upaalidelige Beretninger, i Rímbegla, (et computistisk Skrift fra Middelalderen), Hafn. 1780, 4, S. 344, hvor et Haandskrift (blandt andet) siger om dem: þeir eru svá skjótir sem dýr d. e. ”De ere saa hurtige som Dyr” (d. e. Hjorte, Raadyr). Blot dette Tillæg synes at være taget af indenlandske Kilder, formodentlig denne vor Saga eller andre Efterretninger om den Reise , som er dens vigtigste Gjenstand. Rimbegla sætter dog deres Land i Blaaland (Mohrland eller Nigritien d. e. de blaasorte Folks Land), hvilket den rigtig antager at ligge i Afrika; Tillæggets Ophavsmand har maaskee derved tænkt paa Sagaens Beskrivelse over de sorte eller sortagtige Skrælinger (see ovenfor S. 422, 488 Anm. 19) og tillige været af den samme Mening som den af Griplas Forfatter meddeelte: at Viinland grændsede til Afrika, og altsaa omböiedes derfra mod Vesten og Norden. Ligesom denne Episode, om en Mand, der havde et saadant Landskabsnavn, som om han kun havde een Fod (thi ellers meldes dette ikke udtrykkelig) men dog, — i Erik Rödes Saga, ligefrem kaldes en Skræling, er det urimeligste i denne hele Reiseberetning, maae vi og formode at de Kvad, hvoraf den er uddraget, kun ere komne til Sagaens forskjellige Forfattere i en fordreiet eller mangelagtig Skikkelse, dog tillige saaledes, at de ere hörte, læste eller opfattede af hver især paa en afvigende Maade, da Hovedrecensionen A antager at Thorvald Eriksön var den, som fik det dödelige Saar af en Piil, udskudt af Eenfodingen, det samme meldes og i Membranen B og Hylanders valgte Text, hvorimod det ypperlige, til Hovedrecensionen B hörende Haandskrift M, tilligemed K og L , berette, at Eenfodingen blev rammet af Thorvalds Piil. Muelig have de, som reciterede Kvadet i dets sidste Tilværelses Tid, glemt dets oprindelige Ord, og meddeelt deres egne prosaiske Udtog eller Forklaringer, efter Hukommelsen, paa en utydelig og tildeels urigtig Maade, hvorved hiin Forvirring er opstaaet. See ellers S. 228 o.f., samt Anm. 132.
  1088. Jvf. ovenfor S. 290 o. f. hvoraf man maa slutte at denne i Amerika digtede Vise er indskudt i et senere Sagnkvad, söguljóð, om disse Thorfinn Karlsefnes Reisebegivenheder, senere forfattede i Grönland eller end senere paa Island.
  1089. Dette vil ikke sige andet end at Skrælingerne smuttede bort i en Hast, maaskee i en eller anden Hule, eller underjordisk Bolig, saa at man ikke saae dem, som om de vare sjunkne ned i Jorden. Skandinaverne synes, efter disse (og flere) Udtryk og Bemærkninger, at have havt den Mening om dem, at de vare kyndige i Trolddom ligesom de dem noget lignende Finlapper. Eskimoernes og især de nyere hedenske Grønlænderes egen Overtro af denne Art er ellers noksom bekjendt.
  1090. Jvf. de mange hostegnede Varianter af disse og de følgende, rimeligviis noget fordreiede, eskimoiske Navne.
  1091. Denne Statsforfatning har, saavidt vi vide, ikke været bekjendt. blandt de nyere Grønlændere, men alligevel, mærkelig nok, blandt de amerikanske Eskimoer, hvilke Ross besøgte i 1818, som adlede en Kong Tulowah paa Pettowack, som efter deres Foregivende boede i et uhyre stort Steenhuus, omgivet af mange sædvanlige Vaaningshytter, oppebar en vis Andeel af alt hvad hans Undersaatter fangede o. s. v.
  1092. Af mange ældre Forfattere skildres Eskimoernes Vinterhytter som indgravede i Jorden, og saaledes mere lignende Huler end Huse.
  1093. See ovenfor S. 154, 163 o.f.
  1094. Det er bekjendt, at de vestindiske Farvande vrimle af Söorme som beskadige Skibene saaledes, at de udsættes for at synke, hvorfor Vestindiefarernes Skibe nu ogsaa i Almindelighed pleie at forhudes med Kobber. Jvf. den næstfølgende Anmærkning.
  1095. Denne Beretnings Paalidelighed fortjente vel at undersöges, da man i de nyere Tider har opfundet forskjellige Midler mod Sö-Træ-Orme, hvoraf dog de fleste ere blevne befundne ikke fuldkommen at svare til Hensigten. Just nu omtale Tidsbladene et fortrinligt i Frankrig opfundet, det nemlig, at blande en Art af Tobakssaft i den til Skibsskrogets Tætning udvendig anvendte Tjære.
  1096. Det kan dog være mueligt at de igjen ere drevne til de amerikanske Kyster.
  1097. Jvf. ovenfor S. 402, 477 o. f.
  1098. See det ovenanförte S. 256. Her slutter ellers uden Tvivl, Sagaens ældste Bearbeidelse, som indeholdes i Hovedrecensionen B. Det fölgende er derimod tillagt af een af Thorfinn Karlsefnes Efterkommere, Laugmand Hauk Erlendson, som selv har skrevet det ældste, af os benyttede Exemplar af Hovedrecensionen A, for derved at underrette Læserne om denne Beskaffenhed af hans Herkomst.
  1099. See om dem ovenfor S. 256, 281, 477.
  1100. Eller den Rige, efter de nyere Tiders Talebrug.
  1101. See ovenfor S. 69, 480.
  1102. Dette Kvindenavn forekommer i Afskrifterne i to forskjellige Former, nemlig a) som Íngivöld, maaskee rettere skrevet Yngivöld, den unge Herskerinde, og b) Íngveldr, Íngvildr d. e. Inghildr, muelig rettest skrevet Ynghildr, den unge Hilde eller Krigsgudinde.
    Under Trykningen af denne Sagas Text kom vi til Kundskab om en mærkelig Afskrift af samme, under Titel af Eiríks rauða Saga, som har tilhört afgangne Professor og Universitetsbibliothekar Rask, og nu, tilligemed flere af hans paa Island samlede Haandskrifter, er overdraget til det Arnæmagnæanske Legat. Den synes at være skrevet omtrent midt i det sidstafvigte Aarhundrede, paa Islands Vesterland. Ved at collationere denne hele Afskrift med de övrige i Indledningen beskrevne, erfarede vi at den mest stemmer overeens med det mærkelige Haandskrift M, hvilket tilstrækkelig vil erfares af de Varianter derfra, som her ovenfor ere bemærkede, lige fra S. 416. För kunde det ikke benyttes til den trykte Text. Det benævnes her med Bogstavet R.