Thors Bedrifter (S.T.Thyregod)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oldemoders Fortælling om Nordens Guder
Søren Tvermose Thyregod


Thors Bedrifter


Den stærkeste af alle Guder er Odins Søn, Thor. Hans Vaaben er Hammeren Mjølner, som Sindre lavede, men for bedre at kunne holde den har han et Par Jærnhandsker, og skal den svinges ret med Kraft, spænder han sit Styrkebælte Megingjord om sig, hvorved hans Asestyrke fordobles. Paa sine Rejser mod Øst kjører han i en Kærre med to Bukke spændt for, og da skjælver Jorden, Bjærgene bæve, og det tordner og lyner i Skyerne, deraf har han faaet Navnet Agethor, ligesom Lynet kaldes Thors Varme. Hans Hustru er Sif, og ved hende blev han Stiffader til Uller, der er en udmærket Bueskytte med krigersk Dragt og Mine, og som løber saa godt paa Ski, at ingen kan kappes med ham. Thors egne Børn ere derimod Datteren Thrudar og Sønnerne Mode og Magne, men til den sidste er Jættekvinden Jærnsaxe Moder.


En Gang kjørte Thor ud og havde Loke med. I Mørkningen kom de til en Bonde, hos hvem de fik Nattely, og om Aftenen tog Thor sine Bukke, slagtede dem og lod dem bære i en Kjedel; da de vare kogte, satte Thor sig med de andre til at spise Nadver, thi foruden Loke indbød Thor ogsaa Bonden, hans Kone og deres Børn: Drengen Thjalfe og Pigen Røskva. Thor havde lagt Bukkeskindene uden for Ildstedet og sagde, at Bonden og hans Folk skulde kaste Benene derpaa. som de saa Thor og Loke gjøre; men Thjalfe havde faaet et Laarben, og det brød han itu med sin Kniv for at kunne spise Marven.


Thor blev der som sagt om Natten, men næste Morgen stod han op før Dag og klædte sig paa; han tog da Mjølner, gik hen, hvor Bukkeskindene laa, og svang den over dem; da kom der Liv i Bukkene, saa de rejste sig op, men den ene var halt. Da Thor saa det, sagde han, at enten havde Bonden eller hans Husfolk mishandlet Bukkens Ben, thi dens Laar var brækket. Man kan saa godt tænke sig, hvor angst Bonden blev ved at se paa Thor, der rynkede Brynene og knugede Hammerskaftet, saa Knoerne bleve hvide, thi alene Synet af Tordengudens Øjne, syntes Bonden, var nok til at dræbe et Menneske. Baade han og hans Folk raabte da ogsaa højt og bade om Fred og Forsoning, i det de tilbøde alt, hvad de ejede som Vederlag. Da Thor saa deres Skræk, lagde hans Vrede sig noget, og ved at høre deres Tilbud om Vederlag formildedes han helt, men nøjedes dog med at tage Thjalfe og Røskva, der siden den Tid have fulgt ham som hans Tjenestefolk.


Thor lod da sine Bukke staa hos Bonden og gav sig paa Vandring øster paa langs Havet og til sidst over dette, fulgt af Loke, Thjalfe og Røskva. Da de vare komne i Land og havde gaaet en Tid, kom de til en umaadelig stor Skov, i hvilken de gik den hele Dag; Thjalfe, der var en udmærket Fodgænger, bar Thors Madsæk, thi de fandt ikke mange Fødevarer paa de Veje. Da det nu var blevet mørkt, saa de sig om efter Husly for Natten, og de fandt da omsider et Hus, der var meget rummeligt, og hvis Indgang, der sad i Gavlen, var lige saa bred som hele Huset; der tilbragte de Natten. Men ved Midnat vaagnede Thor ved et stort Jordskjælv, som bragte Huset over dem til at ryste og Jorden under dem til at bæve; han stod da op, kaldte paa sine Ledsagere, og de famlede sig frem til en Sidebygning, der laa paa højre Haand; der ind gik Loke med de to Søskende, medens Thor satte sig i Døren med Hammeren i Haanden for at værge baade sig selv og dem, der laa inden for og krøb sammen i Angst for det vældige Bulder og Brag, de hørte. Saa snart det gryede ad Dag, gik Thor ud og saa da i Nærheden en sovende Mand, der var overmaade stor og snorkede saa højt, at Thor nu fattede, hvorfra Larmen stammede, som havde forstyrret deres Nattero. Han spændte derfor Styrkebæltet om sig, men i det samme vaagnede Manden og rejste sig hurtig, og efter hvad der fortælles, blev Thor denne Gang saa forbavset, at han glemte at slaa til og kun spurgte den fremmede om hans Navn.


»Jeg hedder Skrymer,« svarede Manden, »men dit Navn behøver jeg ikke at spørge om, thi jeg ved, du er Asethor. Men hvor har du gjort af min Handske?« spurgte han, i det han bukkede sig og tog sin Handske op; da saa Thor, at det var den, de om Natten havde taget for et Hus og ligget i, og Sidebygningen var Tommelfingeren. — Skrymer spurgte nu, om de skulde følges ad, hvortil Thor svarede ja; derpaa løste Skrymer sin Madpose for at spise Davre, hvilket Thor og hans Ledsagere ogsaa gjorde, i det de dog flyttede sig lidt bort. Efter Maaltidet foreslog Skrymer, at de skulde lægge deres Mad sammen i hans Sæk, og da Thor gav sit Bifald dertil, tog Skrymer al Maden paa sin Ryg, hvor efter de gave sig paa Vandring.


Skrymer tog lange Skridt og gik foran de andre hele Dagen til sent om Aftenen; da opsøgte han sig et Natteleje under en stor Eg, der vilde han sove, sagde han, men de andre kunde tage Madposen imens og give sig til at spise Nadver; derpaa faldt han i Søvn og snorkede højt. Thor tog derimod Madposen og vilde til at løse den, men da hændte det utrolige, at han ikke kunde faa nogen af Remmens Ender løs, og ingen af Knuderne vilde give efter. Da han mærkede det, blev han vred, greb Mjølner med begge Hænder, gik hen til Skrymer, og staaende med den ene Fod frem slog han ham i Hovedet. Skrymer vaagnede derved, men spurgte blot, om der var faldet et Blad ned i Hovedet paa ham, og om de andre vare færdige med deres Mad og rede til at sove. Thor svarede, at nu vilde de lægge sig, hvorpaa de gik hen under en anden Eg. Men ved Midnatstid sov Skrymer fast igjen, thi han snorkede, saa det dundrede i Skoven; saa snart Thor mærkede det, stod han atter op, gik hen til ham med hævet Hammer og slog Skrymer midt i Panden, saa Hammernæbet trængte dybt ind i Hovedet; men Skrymer, som vaagnede derved, spurgte kun:


»Hvad nu! Var det et Agern, der faldt ned i Hovedet paa mig? Hvorledes gaar det dig, Thor?«


Thor trak sig hurtig tilbage og svarede, at han nylig var vaagnet, dog var der lang Tid at sove i endnu, thi det var nu Midnat, men ved sig selv tænkte han, at kunde han tredje Gang faa Lejlighed til at give Skrymer et Slag, skulde han aldrig mere faa Dagens Lys at se, og nu laa han vaagen, til Skrymer atter faldt i Søvn. Det skete hen imod Daggry, og da Thor mærkede det, rejste han sig, løb til, svang Hammeren med hele sin Kraft og slog ham i Tindingen, saa den sank i til Skaftet. Skrymer rejste sig og sagde, i det han dog strøg sig ned ad Kinden:


»Mon der ikke sidder nogle Fugle i Træet over mig, thi det var, som om der faldt noget Mos fra Grenene ned i Hovedet paa mig? — Er du vaagen Thor? — Nu er det nok ved den Tid, man skal staa op og klæde sig paa; her fra have I heller ikke langt til Udgaard. — Jeg har for øvrigt hørt jer hviske med hinanden om, at jeg ikke er saa lille af Væxt, men i Udgaard, der skulle I se større Karle; og det er et godt Raad, jeg vil give Eder, og som I bør høre: Slaa ikke for stort paa, thi Udgaardslokes Mænd ville ikke taale store Ord af slige Smaadrenge. Mit bedste Raad var i Grunden, at I skulde vende tilbage, men ville I endelig afsted, saa gaa lige mod Øst; nu falder min Vej mod Nord til de Bjærge, I der se.« Derpaa tog Skrymer Madposen paa Ryggen og gik ind i Skoven, men Aserne have aldrig ønsket senere at træffe ham igjen.


Thor fortsatte nu Rejsen sammen med sine Fæller, og de bleve ved at gaa til Middag; da saa de paa en Slette foran sig en Borg, der var saa høj, at de maatte bøje Hovedet helt tilbage for at se over den; de gik helt hen til den, men Leddet var lukket, og Thor mægtede ikke at aabne det, saa de maatte krybe ind mellem Tremmerne. Da stod de lige for Borgen, hvortil Døren var aaben, og de gik ind. Der saa de mange Mænd, hvoraf de fleste vare meget store, sidde paa to Bænke, men de gik strax op for Kongen, Udgaardsloke, og hilste paa ham. Han lod først, som om han ikke saa dem, men omsider sagde han dog med et Smil:


»Mon jeg tager fejl? Skulde denne Pusling virkelig være Agethor? Du er dog maaske større, end du ser ud til. — Hvilke Idrætter har du og dine Fæller særlig lagt jer efter, thi her maa ingen være, som ikke er Mester i en eller anden Kunst?«


Loke, der var kommen sidst ind, svarede:


»Jeg kan den Kunst, som jeg strax er færdig til at prøve, at ingen her inde kan spise sin Mad hurtigere end jeg.«


»Det er jo altid en Kunst,« sagde Udgaardsloke, »hvis du ellers kan staa dig, men lad os prøve.« Derpaa kaldte han ned mod den nederste Ende af Bænken paa Loge, at han skulde kappes med Loke, og samtidig blev der bragt et Trug fuldt af Kjød ind midt paa Gulvet. Loke satte sig ved Trugets ene Ende og Loge ved dets anden, hvorpaa de begyndte at spise saa hurtig, de kunde. De mødtes midt i Truget, og da havde Loke spist alt Kjødet, men Loge havde foruden Kjødet spist baade Benene og Truget, og da vare alle enige om, at Loke havde tabt.


Derpaa spurgte Udgaardsloke, hvad den unge Mand kunde. Thjalfe svarede, at han vilde løbe om Kap, med hvem Udgaardsloke vilde vælge. Udgaardsloke sagde, at det var en udmærket Kunst, men han skulde være meget dygtig, hvis han vilde vinde i den, hvilket de imidlertid strax kunde prøve. Derpaa rejste han sig og gik udenfor; der var en god Løbebane hen ad den vide Slette, og da Udgaardsloke havde kaldt paa en ung Mand, der hed Huge, og bedet ham kappes med Thjalfe, løb de efter det første Maal; men Huge kom saa langt foran, at han kunde vende sig tilbage mod Tjalfe ved Banens Ende, hvorfor Udgaardsloke sagde:


»Du kan behøve at løbe bedre til, hvis du vil vinde Legen, Thjalfe, men saa meget er dog vist, at her aldrig har været nogen, der syntes mig raskere til Fods end du.« Derefter valgte de en anden Bane, men da Huge kom til dens Ende og vendte tilbage, var Thjalfe endnu et langt Pileskud fra Maalet.


»Vel løber Thjalfe godt,« sagde Udgaardsloke, »men jeg tror dog ikke, han kan vinde Legen; det vil nu vise sig, naar de løbe det tredje Løb.« Der blev da valgt endnu en Bane, men da Huge var kommen til Maalet og vendte tilbage, var Thjalfe endnu ikke kommen til Midten af Banen, og alle vare derfor enige om, at den Leg nu var tilstrækkelig prøvet.


L.Moe 100.jpg
Da spurgte Udgaardsloke Thor, ved hvilke Idrætter han vilde bevise Sandheden af de Rygter, der gik om hans Storværker. Thor svarede, at han helst vilde prøve at drikke med en hvilken som helst Mand. Udgaardsloke sagde, at det kunde ske med det samme, hvorpaa han gik ind i Hallen, kaldte paa sin Bordsvend og bad ham tage det Horn, som hans Hirdmænd plejede at drikke af. Svenden kom med Hornet og gav Thor det i Haanden, i det Udgaardsloke sagde:


»Det regner man for godt drukket, naar dette Horn tømmes i et Drag, somme tømme det i to, men ingen er saa daarlig til at drikke, at han ikke kan tømme det i tre.«


Thor saa paa Hornet, som ikke syntes ham stort, om det end var temmelig langt, men han var meget tørstig og begyndte at drikke i store Drag, i det han tænkte, at efter ham skulde ingen have nødig at undersøge, hvor meget der var levnet; men da han ikke længer kunde holde Aandedrættet tilbage, og han bøjede sig for at se, hvor meget Drikken var sunken, syntes han ikke, den stod meget lavere end før. Da sagde Udgaardsloke:


»Det var godt drukket, men ikke meget, jeg vilde ikke have troet, hvis det var blevet mig fortalt, at Asethor ikke kunde drikke mere, men nu ved jeg, du vil tømme Hornet i andet Drag«.


Thor svarede ikke, men satte Hornet for Munden, i det han tænkte, at han denne Gang skulde drikke mere; han anstrængte sig godt, saa længe han kunde holde Aandedrættet, men fik dog ikke Enden af Hornet hævet saa højt, som han ønskede, og da han tog det fra Munden og saa i det, syntes han, det var svundet mindre end første Gang, dog var der nu saa bred en Rand af Hornet over Drikken, at det magelig kunde bæres. Da sagde Udgaardsloke:


»Hvad nu, Thor! Mon du ikke gjemmer mere til næste Drik, end der er dig tjenlig? Jeg synes, at tredje Drag bliver det største, hvis du vil tømme Hornet i det, og det har du dog vel i Sinde. Men hos os kan du ikke regnes for saa stor en Mand, som Aserne holde dig for, hvis du ikke udmærker dig bedre ved andre Lege, end jeg synes, det er Tilfældet med denne.


Da blev Thor vred, satte Hornet for Munden og drak længere og kraftigere end før, og da han saa i det, var Drikken ogsaa svunden noget, men nu gav han Hornet fra sig og vilde ikke drikke mere. Da sagde Udgaardsloke:


»Det er nu aabenbart, at din Kraft ikke er saa stor, som vi tænkte, men vil du prøve flere Lege?«


»Ja jeg vil nok forsøge noget andet,« svarede Thor, »men det vilde forundre mig meget, om de hjemme blandt Aserne kaldte en saadan Drik lille. Hvad vil du nu byde mig?« Udgaardsloke svarede:


»Det er noget, de unge Svende her anse for et ringe Tegn paa Kræfter, om de formaa at hæve min Kat fra Jorden, og sligt vilde jeg aldrig vove at byde Asethor, hvis jeg ikke selv havde seet, at du er meget mindre, end jeg tænkte.«


Derpaa løb en meget stor, graa Kat frem paa Hallens Gulv. Thor gik hen til den, satte sine Hænder midt under dens Bug og løftede opad, men Katten skød Ryg, efterhaanden som Thor hævede Hænderne, og da Thor havde rakt sig saa højt op, som han kunde, løftede den kun den ene Fod, og længere kunde han ikke faa den. Da sagde Udgaardsloke:


»Det gik, som jeg ventede. Katten er meget stor, medens Thor er lav og lille blandt saadanne Kæmper, som her er.«


»Saa lille jeg end synes jer,« sagde Thor, »saa kom dog frem, hver, der vil brydes med mig, thi nu er jeg vred!«


»Jeg ser ingen her inde,« svarede Udgaardsloke, i det han saa sig om paa Bænkene, »som ikke synes, det var en umandig Daad at brydes med dig. Dog lad os se!« vedblev han. »Kald mig min Fostermoder, Elle ind, og lad Thor prøve Tag med hende, hvis han vil, thi hun har fældet Mænd, der ikke syntes mig svagere end Thor.«


Derpaa kom en gammel Kærling ind i Hallen, som Udgaardsloke bød prøve Tag med Thor; men det er nu snart fortalt, hvorledes denne Prøve faldt ud, thi jo haardere Thor knugede, des fastere stod hun, og da hun endelig begyndte at bruge Kneb, mistede Thor Fodfæstet og sank omsider i Knæ paa det ene Ben. Da gik Udgaardsloke imellem og bad dem holde op med Brydekampen, i det han sagde, at Thor nu ikke skulde udæske flere af hans Folk til Kamp, desuden var det snart Nat, hvorfor Udgaardsloke viste Thor og hans Fæller til Sæde og behandlede dem meget gjæstfrit.


Men næste Morgen stod Thor og hans Ledsagere op, saa snart det gryede ad Dag; de klædte sig paa og vare beredte til at gaa bort, da Udgaardsloke kom til og lod et dækket Bord sætte frem for dem, og der manglede hverken Mad eller Drikke. Efter Maaltidet begyndte de fremmede at gaa, men Udgaardsloke fulgte dem helt ud af Borgen; ved Skilsmissen spurgte han Thor, hvorledes han nu var tilfreds med denne Rejses Udfald, og om han nogen Sinde havde gjæstet en mægtigere Mand. Thor svarede, at han maatte tilstaa, han kun havde haft Skam af alle deres Foretagender, »og jeg ved«, fortsatte han, »at I ville anse mig for en ringe Mand, hvilket jeg er meget ilde tilfreds med.« Udgaardsloke svarede:


»Nu skal jeg sige dig Sandheden, hvorledes det hele hænger sammen, da du dog er kommen uden for Borgen, som du aldrig oftere skal komme ind i, hvis jeg lever og maa raade, ligesom du ingen Sinde var kommen der, hvis jeg før havde vidst, hvor stor Magt du har, og hvor let du kunde have bragt os alle i store Ulykker. — Alting er nemlig gaaet til ved Gjøgleri: Da jeg mødte jer første Gang i Skoven, og du skulde aabne Madposen, havde jeg bundet den til med Jærntraad, som du ikke kunde finde ud af at løse. Derefter slog du mig tre Gange med din Hammer, og allerede det første Slag, som dog var det mindste, vilde have dræbt mig, hvis det havde ramt; men du saa nok ved min Borg et fladt Bjærg med tre firkantede Dale oven i, hvoraf den ene var dybere end den anden, det var Fordybninger, som din Hammer havde frembragt, thi jeg skød Bjærget under Slaget, men det saa du ikke. — Ved Legene, som I prøvede med mine Hirdmænd, gik det til paa samme Maade. Den første, hvori Loke aflagde Prøve, gik saaledes til: Loke var sulten og spiste hurtig, men Manden, der kaldtes Loge, var Vildild, som ikke alene brændte Kjødet, men ogsaa Truget. Huge, som Thjalfe løb om Kap med, var min Tanke, og man kunde da ikke vente, at Thjalfe skulde være hurtigere end den. Men da du drak af Hornet og syntes, det sank for langsomt i det, gjorde du et Underværk, som jeg ikke troede mulig, thi Hornets anden Ende stod i Havet, uden at du saa det, og naar du nu kommer ned til Stranden, vil du se, hvor meget du har drukket af Vandet, det kalde Menneskene nu Forstrand. Ikke heller syntes det mig nogen ringe Gjerning, da du løftede Katten; thi det forfærdede os alle, da vi saa, du tvang dens ene Fod fra Jorden; det var nemlig ikke en almindelig Kat, som du syntes, men Midgaardsormen, der ligger om alle Lande, og dens Længde forslog næppe til, at den kunde berøre Jorden med Hoved og Hale, thi du hævede den saa højt, at der kun var kort til Himlen. Brydekampen mellem dig og Elle var ogsaa et stort Under; thi ingen har været, og ingen vil komme, som Ælde ikke faar fældet, naar han bliver saa gammel. — Men nu skilles vi, og det vil tjene begge Parter bedst, om du ikke oftere kommer for at besøge mig, thi jeg vil ogsaa en anden Gang kunne værge min Borg ved saadanne Koglerier, og I ville derfor ikke faa Held af Eders Rejse.«


Da Thor hørte disse Ord, greb han sin Hammer og hævede den i Vejret, men i det han vilde slaa til, var Udgaardsloke forsvunden. Han vendte da tilbage til Borgen og vilde nedbryde den, men da fandt han kun store, skjønne Sletter og ingen Borg. Da rejste han atter hjem ad, og kom til Thrudvang, men han lovede sig selv, at hvis han fik Held dertil, vilde han atter prøve at give sig i Kast med Midgaardsormen, hvilket ogsaa skete.


Guderne fik nemlig Lyst til at komme til Gilde og fik da at vide, at Jætten Ægir havde Raad til at tage imod dem; han sad saa sorgløs som et Barn, da Thor kom til ham og sagde, i det han saa ham stift i Øjnene:


»Du burde gjøre Gilde for Aserne noget oftere.« Jætten blev kjed af denne Tiltale og vilde sno sig fra det ved at svare:


»Skaf mig da saa stor en Kjedel, at jeg kan brygge Øl til jer alle paa en Gang.«


Guderne udspurgte nu hverandre, om ingen vidste, hvor en saadan Kjedel fandtes, men det var forgjæves, indtil Tyr endelig sagde til Thor, da de vare komne ene sammen:


»Øst for Elivager bor min Fader Hyme, han har en Kjedel, som maa være stor nok, thi den er flere Mile dyb.«


»Men tror du, vi kunne faa den?« spurgte Thor.


»Ja, ved List,« svarede Tyr.


De begave sig da paa Vej, men kjørte hele Dagen, før de naaede et Hus; der satte Thor sine Bukke, hvorpaa de gik til Hymes Hal; Thor var i Skikkelse som en ganske ung Mand.


Tyrs Bedstemoder var uhyggelig at se, thi hun havde ni Hundrede Hoveder, hvorimod en anden Kvinde, der kom med Drikkehorn, var lysbrynet og smykket med Guld, det var Tyrs Moder, og hun sagde nu til sin Søn:


»Skjønt I ere modige nok, vil jeg dog raade Eder til at gaa i Skjul under disse Kjedler, thi min Mand er tit noget slem mod Gjæster.«


Det blev sent, før Jætten kom hjem fra Jagten, men da han traadte ind i sin Hal, gav Bjærgene Gjenlyd deraf, og det klang i hans Skjæg, der var frosset til Istapper.


»Hil dig, Hyme,« sagde hans Kone, »vær ikke vred, thi nu er din Søn kommen hjem, som vi have ventet saa længe, han ledsages af Veur, som ogsaa kalder sig Jættefjende og Menneskeven, men de have sat sig ved Gavlen og skjule sig bag Søjlen.«


Søjlen sprang itu, da Jætten saa der hen, og Bjælken, der hvilede paa Søjlen, brast, saa at otte Kjedler styrtede ned, og kun en af dem holdt. Da gik de to frem, og den gamle Jætte skulede bistert til Thor. Dog blev der hentet tre Tyre, som Jætten bød dem lave i Stand; de bleve slagtede og baarne til Ilden, men Thor spiste alene de to, og det, syntes Hyme, var for meget, saa han udbrød:


»En anden Aften maa hver sørgæ for Føde til sig; selv.«


Næste Morgen stod Hyme op og klædte sig paa for at ro ud at fiske. Thor sprang da ogsaa op, var hurtig færdig og sagde, at Hyme skulde tage ham med ud paa Søen, men Hyme svarede, at han ikke kunde være til nogen Nytte, saa ung og lille som han var, »desuden,« vedblev han, »vil du fryse, hvis jeg ror saa langt og længe, som jeg plejer.«


Thor svarede, at det var usikkert, hvem der først vilde ønske sig hjem igjen, naar de kom saa langt ud paa Havet, og da var han saa vred, at Hammeren nær havde endt Samtalen, men Thor huskede paa, at han vilde bruge sine Kræfter et andet Sted, hvorfor han kun spurgte, hvad han skulde tage til Madding.


»Gaa til Hjorden, hvis du tør,« sagde Hyme, »og søg dig Madding der, men jeg tænker ikke, du faar den saa let.«


L.Moe 99.jpg
Da gik Thor til Skoven, hvor Hymes Øxne græssede, af disse udsøgte han den største, der var en kulsort Tyr, som kaldtes Himmelbryder; den greb han ved Hornene og brød Hovedet af. Da sagde Hyme:


»Nu da du rører dig, synes jeg endnu mindre om dig end før, da du sad stille.« Men Thor gik med Hovedet til Søen, hvor Hyme havde skudt Baaden i Vandet; Thor satte sig i Øserummet, tog to Aarer og roede, saa Hyme syntes, de skøde en god Fart, og da Jætten selv tog fat paa Aarerne i Forstavnen, sejlede de meget hurtig. Da sagde Hyme, at de nu vare komne til den Grund, hvor han plejede at fiske, men Thor sagde, at han vilde ro meget længere endnu, og de kom da ogsaa et langt Stykke ud der fra, saa Jætten sagde, at det nu var farligt at ro længere for Midgaardsormen, men Thor bad om Lov til at sejle endnu en Stund, og saaledes skete det, skjønt Hyme var kjed deraf. — Endelig lagde Thor Aarerne ind, og medens Hyme alene trak to store Hvaler op, stod Thor i Bagstavnen og lavede sig en stærk Medesnor, hvis Krog hverken var spinklere eller svagere end Snøren, der paa satte han Oxehovedet som Madding, og nu kastede han det over Bord, saa det sank til Bunds.


L.Moe 101.jpg
Man maa sige, at havde Udgaardsloke narret Thor, da han lod ham løfte Midgaardsormen, saa narrede Thor nu denne igjen, thi Ormen gabte over Oxehovedet, saa Krogen satte sig fast i dens Kjæbe; da den mærkede det, sprællede den saa stærkt, at Thors Hænder slog mod Skibets Ræling, men da blev Thor vred, drog i sin Asestyrke og strittede saa haardt imod, at hans Fødder gik igjennem Baaden, saa han stod paa Havets Bund, og nu drog han Ormen op til Skibets Rand. Aldrig har Folk seet skrækkeligere Syn, end da Thor saa bistert i Ormens Øjne, og denne stirrede paa ham fra neden, medens den blæste Edder mod ham, og han slog med sin Hammer paa dens stenhaarde Pande; Hyme blegnede da ogsaa af Skræk ved at se Ormen og Vandet, der strømmede ind i Baaden, og just som Thor atter havde hævet Hammeren, famlede Jætten til med sin Kniv og skar Thors Snøre over, saa Ormen sank i Havet. Klipperne bragede, og det tudede i Hulerne, Jorden for sammen, da den faldt til Havets Bund; Thor kastede vel sin Hammer efter den, og somme sige, at den blev dræbt, men sandt er det dog, at den lever endnu. Derpaa vendte Thor sig om mod Hyme og lagde sin Haand saa fast ved hans Øre, at han styrtede over Bord, men Thor vadede i Land.


Jætten var vred, da han roede Baaden mod Land, han sagde ikke et Ord, før han kom hen, hvor Thor var, da raabte han til ham:


»Du maa gjøre det halve Arbejde, enten binde Skibet eller bære Hvalerne hjem.«


Thor gik hen til Skibet, top; det i Forstavnen med Aarer og alt uden at øse det og bar det alene hjem til Jættens Bolig; dog var Jætten lige trodsig endnu og sagde:


»Du mægter dog intet, om du end ror nok saa godt, hvis du ikke kan slaa mit Bæger itu.«


Thor fik Bægeret i Haanden, og skjønt han sad ned, slog han det igjennem en Stensøjle, saa denne brast, men Bægeret holdt; da sagde Hymes Frille:


»Kast det mod Hymes Hjærneskal, thi den er haardere.«


Nu rejste Thor sig, iførte sig hele sin Asestyrke, og da revnede Bægeret, medens Hymes Pande holdt.


»Nu da jeg ser mit Bæger knust,« sagde Hyme, »indser jeg, hvilken Kostbarhed jeg har mistet, men mit Ord bryder jeg ikke, og I maa nu prøve at bære Ølkarret ud.«


To Gange forsøgte Tyr derpaa, men han kunde ikke rokke Kjedlen; da gik Thor til, greb den i Randen og hævede den over sit Hoved, saaledes bar han den gjennem Salen, skjønt Hankene dinglede ved hans Hæle. De naaede dog ikke langt, før Thor saa sig tilbage, da kom Hyme efter dem fra Øst med en Flok Jætter, og Thor maatte derfor sætte Kjedlen fra sig, thi nu svang han Mjølner, til alle vare døde. Derpaa kjørte de hjem og kom til Gudernes Thing med Kjedlen, men siden den Tid drikke Aserne Øl hos Ægir ved Højtiderne.


En Gang, da Thor var dragen mod Øst for at dræbe Trolde, hændte det, at Odin red til Jættehjem paa Slejpner og kom til en Jætte, som hed Hrungner, denne spurgte, hvad det var for en Mand med Guldhjælm, thi det maatte være en udmærket god Hest, han havde, siden den løb gjennem Luft og over Hav. Odin svarede, at han ogsaa vilde vædde sit Hoved paa, at der ikke var Mage til den i hele Jættehjem, men herover blev Hrungner vred og sagde, at det vel var en god Hest, men han havde dog en, som tog meget længere Spring, og i det samme sprang han op paa sin Hest og satte efter Odin for at straffe hans store Ord.


Odin red saa hurtig, at han stadig var forud, men Hrungner var saa betagen af Hidsighed, at han intet ænsede, men forfulgte Odin lige ind ad Asgaards Port og op for Hallens Dør; her kom imidlertid Aserne ud og bøde ham ind til deres Drikkelag; han modtog Indbydelsen, og da han kom ind, forlangte han, at Hornene skulde fyldes; de toge da de Skaaler frem, som Thor plejede at drikke af, og dem tømte han hver i et Drag, saa det varede ikke længe, før han blev fuld, og da manglede han ikke store Ord. Saaledes sagde han, at Asgaard skulde ødelægges, men Valhal vilde han løfte op og føre til Jættehjem, han vilde dræbe alle Guderne saa nær som Sif og Freja, dem vilde han have med sig hjem, og alt deres Øl vilde han drikke, men Freja maatte skjænke det for ham.


Imidlertid bleve Guderne kjede af hans Pral, hvorfor de kun nævnede Thors Navn, og da stod han selv i samme Øjeblik hos dem med hævet Hammer; han var meget vred og spurgte, hvem der var Skyld i, at Jætter sade som Gjæster og drak i Asgaard, og hvorfor Freja skulde skjænke for ham ligesom ved Asernes Gilder.


Hrungner saa vredt til Thor og svarede, at Odin havde indbudt ham og lovet ham Fred.


Da skulde han komme til at angre den Indbydelse, før han kom ud, sagde Thor.


Hrungner svarede, at det vilde være uhæderligt af Thor, om han nu dræbte ham vaabenløs, det vilde vise større Mod, hvis han turde møde og slaas med ham ved Grænsen, »det var ogsaa dumt,« vedblev Hrungner, »at jeg lod mine Vaaben blive hjemme; havde jeg haft dem her, kunde vi strax have prøvet en Holmgang, men hvis du dræber mig vaabenløs, som jeg er, skal du kaldes en Nidding.


Thor vilde paa ingen Maade afslaa Udfordringen, thi det var aldrig før hændt, at en saadan var budt ham.


Nu drog Hrungner afsted og skyndte sig meget, til han naaede Jættehjem; der blev hans Rejse meget omtalt saa vel som den forestaaende Tvekamp, og det var alle Jætterne af største Vigtighed, at Hrungner sejrede, thi overvandt Thor ham, der var den stærkeste af dem alle, havde de efterlevende kun ondt at vente. Derfor lavede de en Mand af Ler, som skulde hjælpe Hrungner, han var ni Dagsrejser høj og tre Dagsrejser bred mellem Skuldrene, men de kunde ikke finde noget Hjærte, der passede til hans Størrelse, hvorfor de maatte nøjes med at give ham et Hoppehjærte, og det var ikke meget standhaftigt, da Thor kom. Hrungner selv havde et Hjærte af Sten med tre Hjørner, saaledes som man siden skriver det Tegn, der kaldes Hrungners Hjærte; ogsaa hans Hoved var af Sten ligesom det store, tykke Skjold, han havde for sig, da han ventede Thor; hans Angrebsvaaben var en Stenkølle, som han bar paa Skulderen; hans Udseende var frygteligt, men Lerjætten, der stod ved hans Side, og som de kaldte Møkrkalv, var meget bange og rystede, da han saa Thor.


Thjalfe fulgte Thor til Kamppladsen og løb foran hen til det Sted, hvor Hrungner stod, og raabte:


»Du staar uforsigtig, Jætte, med Skjoldet for dig, thi Thor har allerede seet dig og kommer under Jorden for at angribe dig neden fra!«


Hrungner skød da Skjoldet under sine Fødder, saa han stod paa det, men Stenen holdt han i begge Hænder; kort efter saa han Lyn og hørte vældige Tordenbrag, just som han fik Øje paa Thor; denne kom hurtig farende i hele sin Asevælde, hævede Hammeren og kastede den i lang Afstand mod Hrungner; denne løftede sin Sten og kastede den med begge Hænder imod, saa den mødte Hammeren i Flugten, men Stenen brast, og noget af den faldt til Jorden og blev til Slibesten, medens en Del fløj i Hovedet paa Thor, saa han faldt for over. Hammeren Mjølner traf midt i Hrungners Pande og splittede hans Hjærneskal i smaa Stumper, saa han faldt fremad, hvorved hans Ben kom til at ligge over Thors Hals.


Thjalfe havde imidlertid dræbt Møkrkalv, der faldt med liden Hæder, og nu gik han hen til Thor for at løfte Hrungners Fod af ham, men han mægtede det ikke; alle Aserne, der havde hørt, at Thor var falden, kom ogsaa for at hjælpe ham, men det var forgjæves; da kom Thors Søn Magne, der var født for tre Dage siden af Jættekvinden Jærnsaxe, han kastede Hrungners Fod til Side, i det han sagde:


»Det var harmeligt, at jeg kom saa sent, Fader, thi denne Jætte kunde jeg have slaaet ihjel med min Næve, hvis jeg havde mødt ham.«


Da stod Thor op og spaaede, at Magne vilde blive en dygtig Mand, »og,« vedblev han, »Hesten, som Hrungner ejede, vil jeg give dig.«


Men Odin var utilfreds med, at Thor gav saa god en Hest til Jættekvindens Søn i Stedet for at give sin Fader den.


L.Moe 102.jpg
Thor drog nu hjem til Trudvang, men Stenen sad fast i hans Pande. Han gik da til Ørvandels Kone, Groa, der var en klog Kvinde, og hun sang Trylleviser over ham, saa Stenen løsnede sig, men da Thor mærkede det og syntes, at hun snart maatte kunne faa fat i den, vilde han lønne hende for Lægedommen ved at glæde hende, og fortalte derfor, at han havde vadet mod Nord over Elivager og baaret Ørvandel ud fra Jættehjem i en Kasse, hans ene Taa stak dog ud mellem Tremmerne og frøs, men da havde Thor brudt den af og kastet den op paa Himmelen, og det var Tegn paa, at det var, som han fortalte, at den blev til en Stjærne, som hedder Ørvandels Taa; desuden mente Thor, det ikke vilde vare længe, før han selv kom hjem. Men Groa blev saa glad ved at høre dette, at hun glemte alle sine Trylleviser, og Stenen kom ikke længere ud, men sidder i Thors Pande endnu. Derfor maa ingen kaste Sten tværs over Gulvet, thi hver Gang nogen gjør det, rører Stenen sig i Thors Hoved.


En Gang er det imidlertid hændet, at Thor maatte drage ud, men lade sine Vaaben blive hjemme, baade Hammer, Styrkebælte og Jærnhandsker, og det var Lokes Skyld. — Loke morede sig nemlig med at flyve rundt i Frigs Falkeham og kom derved til Gejrrøds Gaard, hvor han saa en stor Hal; han var nysgjerrig og satte sig derfor i et Glughul og kigede ind, men da Gejrrød saa Fuglen, bød han, at man skulde gribe den og føre den til ham; det var ingen let Sag for Sendebudet at klavre op ad Hallens Væg, hvor Fuglen sad, og det morede Loke meget at se, hvor vanskeligt det var; han lovede da ogsaa sig selv, at han ikke vilde flyve bort, før Manden var kommen helt op; men da Manden endelig kunde naa at gribe efter Loke, og denne vilde tage Flugten, hang begge Fødder fast, og saaledes blev Loke fangen og ført til Gejrrød.


Da Gejrrød saa Fuglen i Øjnene, fik han Mistanke om, at det maatte være et Menneske, og bød ham tale, men Loke tav. Gejrrød laaste ham derfor ind i en Kiste og sultede ham i tre Maaneder, og da han derpaa tog ham frem igjen og bød ham tale, sagde Loke, hvem han var, og for at redde sit Liv maatte han sværge paa, at han skulde skaffe Thor vaabenløs til Gejrrøds Gaard.


Thor kom paa Vejen til Jættekvinden Grid, der er Vidars Moder; hos hende var han som Gjæst, og hun fortalte, at Gejrrød var snedig og ond at komme i Kast med, hvorfor hun laante Thor et Styrkebælte og et Par Jærnhandsker, som hun ejede, og en Stav, der hed Gridsstav.


Thor drog da til en Aa, der hedder Vimur og er den største af alle Floder; der spændte han Styrkebæltet om sig og støttede sig mod Strømmen paa Gridsstaven, i det Loke og Thjalfe holdt fast i hans Bælte; men da Thor kom midt i Aaen, steg denne saa højt. at Strømmen brødes mod hans Skuldre, og han udbrød:


»Voxer du Vimur, nu da jeg vil vade til Jættens Gaard, da voxer min Asestyrke lige saa højt, ja, helt til Himlen,« men i det samme saa han, at Gejrrøds Datter stod oppe i en Kløft paa begge Aaens Bredder og voldte Aaens Væxt, hvorfor han tog en stor Sten op af Vandet og kastede mod hende med de Ord:


»Aaen skal man standse i Udspringet,« og han ramte altid, hvad han sigtede efter; derpaa naaede han Land og fik fat i en Røn, ved hvis Hjælp han kom op af Aaen, og derfor blev det en Talemaade, at Røn er Thors Frelse.


Da Thor kom til Gejrrød, blev der vist ham og hans Fæller et Kammer i Gjæstehuset, men der var kun en Stol, og paa den satte Thor sig. Da mærkede han, at den hævedes under ham op mod Tagrygningen, men han stak Gridsstaven op i Bjælkerne og tvang Stolen fast ned igjen; da lød der et stort Brag fulgt af høje Skrig, thi Gejrrøds to Døtre havde været under Stolen, og nu havde Thor brudt Ryggen paa dem begge.


»En Gang maatte jeg bruge min Asestyrke i Jættens Gaard,« sagde Thor, »da Gejrrøds Døtre vilde løfte mig til Himlen.«


Nu lod Gejrrød Thor kalde ind i Hallen; der var tændt et stort Baal paa langs, og da Thor kom ind lige over for Gejrrød, greb denne en gloende Jærnkile med en Tang og kastede den mod Thor, men Thor greb den med Jærnhandskerne og hævede den i Luften; da løb Gejrrød bag en Jærnsøjle og skjulte sig der, men Thor kastede Kilen, saa den gik gjennem Søjlen og Gejrrod, gjennem Væggen og ned i Jorden uden for Hallen.


L.Moe 103.jpg
Langt senere fik den danske Kong Gorm i Sinde at drage ud for at se Gejrrøds Gaard, om hvilken der gik saa mange Fortællinger, og som Vejviser havde han en Mand, der hed Thorkil Adelfar.


De kom efter megen Modgang til en By, der var saa forfalden, at den lignede en Taagesky, og mellem Taarnene paa Muren stod der Mandehoveder paa Stager; Portene bleve bevogtede af glubske Hunde, men de fik noget at gnave paa, saa de danske slap forbi, skjønt de rigtignok maatte klavre over Portene ad Stiger; men inde i Byen vrimlede det af sorte Spøgelser, der gjorde en skrækkelig Støj, og der var en forfærdelig Stank. — Omsider fandt de den Stenhal, som Gejrrød havde ejet; der gik Thorkil først ind, og de andre fulgte ham, saa at der gik fire i hver Rad; men der inde saa det endnu værre ud end i selve Byen; thi Døre og Vægge vare tilsølede af Sod og Snavs, Gulvet var dækket af et tykt Lag Skarn, der var fyldt med Orme, og der sad Troldene paa Bænke uden at røre sig, mens Dørvogterne legede og sloges. Men de danske gik videre og kom gjennem et sønderslaaet Klippestykke, hvor de saa en gammel Mand sidde gjennemboret i et Højsæde, og ved hans Side sad tre pukkelryggede Kvinder og krøb sammen, som om alle Ben vare brudte i dem. Da fortalte Thorkil, at Jætterne en Gang havde drillet Thor, hvorfor han havde jaget en gloende Jærnkile gjennem Gejrrød og den Klippe, de nys vare komne ind ad, ligesom han ogsaa havde knust Ryggen paa de tre Jættekvinder.


Derefter drog de danske hjem ad, men paa Havet rejste der sig en saadan Modvind, at de ingen Steder kunde komme; de bad hver til sin Gud om gunstig Vind, men det var forgjæves, indtil de endelig ofrede og bad til Udgaardsloke; da vendte Vinden sig, og de kom hjem til Danmark.


En Gang var det dog nær gaaet galt med Thors Hammer, thi en Morgen, da han vaagnede og famlede efter den, var den borte. Da blev han vred; hans Haar og Skjæg rystede, i det han raabte:


»Loke, hør, hvad ingen aner i Himlen eller paa Jorden: Min Hammer er stjaalen!«


De gik derfor sammen til Frejas Bolig, hvor Thor sagde:


»Laan mig din Fjederham, Freja, for at jeg kan søge efter min Hammer!«


»Ja,« svarede hun, »selv om den havde været af Sølv eller Guld, vilde jeg laane dig den.«


Loke fløj nu ud af Asgaard, saa Fjederhammen suste, til han naaede Jættehjem, hvor Thursekongen Thrym sad paa en Høj og snoede Guldbaand til sine Hunde og glattede Manken paa sine Hopper.


»Hvordan gaar det Aser og Alfer, siden du kommer ene til Jættehjem?« udbrød han ved at se Loke.


»Det gaar ilde for Aser og Alfer,« svarede Loke. »Du skulde vel ikke have skjult Thors Hammer?«


»Jo,« svarede Thrym, »den har jeg gjemt otte Dagsrejser under Jorden, og I faa den ikke tilbage, før I bringe mig Freja til Hustru.«


Da fløj Loke atter, saa Fjederhammen suste, ud fra Jættehjem til Asgaard, hvor Thor stod midt i Gaarden og sagde:


»Har du haft lige saa meget Held som Møje? Sig mig det fra Luften, thi en siddende Mand taber saa tit Mælet, og den, der ligger, har saa let ved at lyve.«


»Jeg har haft god Lykke,« svarede Loke, »thi nu ved jeg, at Thrym har din Hammer, og ingen kan hente den tilbage uden at bringe Thursekongen Freja til Hustru.«


Nu fulgtes de atter ad for at finde Freja, og Thor sagde til hende:


»Bind Brudelin om dig, Freja, thi vi to skulle kjøre til Jættehjem.« Men Freja blev vred og fnøs, saa hele Asesalen bævede under dem, og hendes store Brisingesmykke brast, i det hun sagde:


»Da maatte du holde mig for den mest lystne efter Mænd, hvis jeg fulgte dig til Jættehjem.«


Nu samledes Aserne og Asynjerne hurtig paa Thinget og raadspurgte hverandre; alle Guderne talte kun om, hvorledes Thor skulde faa sin Hammer igjen. Men da sagde Hejmdal, den hvide As:


»Lad os binde Brudelinet om Thor, smykke ham med Brisingesmykket og raslende Nøgler; lad Kvindeklæder falde ned over hans Knæ, brede Sten dække hans Bryst, og sæt hans Haar i en kunstig Top!«


»Tosset vilde Aserne kalde mig,« udbrød den stærke Thor, »hvis jeg lod mig iføre Brudelin.« Men Loke svarede:


»Ti dog, Thor, med sligt! Tænk paa, at Jætterne snart ville bo i Asgaard, hvis du ikke faar din Hammer.«


— Da pyntede de Thor med Brudelin og Brisingesmykket; de hængte raslende Nøgler ved hans Side, og om hans Ben bandt de Kjolen, men paa Brystet fæstede de brede Stene, og Haaret blev flettet i en Top. Da sagde Loke:


»Jeg maa drage med som din Terne; vi to Møer ville kjøre til Jættehjem.«


Snart vare Bukkene drevne hjem, de blev hurtig spændt i Skaglerne, og nu maatte de løbe; men Bjærgene brast, og Jorden brændte i Lue, da Thor kjørte til Jættehjem. — Der stod Thursekongen.


»Staar op, Jætter,« sagde han, »og breder Straa paa Bænkene, thi nu føre de Freja fra Noatun til mig som min Brud. Her i min Gaard gaa guldhornede Kør og kulsorte Øxne, jeg ejer nok af Smykker og Prydelser, kun Freja manglede, syntes jeg.«


L.Moe 104.jpg
Det var tidlig om Aftenen, da de kom, just som der blev baaret Øl om for Jætterne; men Thor spiste alene en Oxe og otte Lax foruden alle de Slikkerier, som vare bestemte for Kvinderne, og dertil drak han tre Tønder Mjød. Da sagde Thrym:


»Hvor saa man en Brud bide saa hvast? Jeg har aldrig seet nogen Brud bide bredere eller nogen Mø drikke mere Mjød.«


Men den listige Terne fattede sig hurtig og svarede paa Jættens Spørgsmaal:


»Freja har intet spist i otte Dage; saa meget længtes hun efter Jættehjem.«


Nu bøjede Thrym sig ind under Sløret for at kysse sin Brud, men han sprang tilbage, saa lang Salen var, i det han udbrød:


»Hvi er dog Frejas Øjne saa bistre? De se ud, som om der brændte Ild ud af dem.«


Ogsaa denne Gang havde Ternen Svar paa rede Haand.


»I otte Nætter sov Freja ikke; saa inderlig længtes hun efter Jættehjem.«


Da kom Jættens Søster ind og bad om Brudegaver:


»Giv mig røde Ringe,« sagde hun, »hvis du vil vinde min Kjærlighed !« Men Thrym sagde:


»Bær Hammeren ind, og vi Bruden dermed! Læg Mjølner i Møens Skjød, og vi os sammen!«


Men Hjærtet lo i Thor, da han tog om Hammeren, og først dræbte han Thrym, derpaa hele hans Slægt; og Jættens Søster, der bad om Gaver, — hun fik Smæk i Stedet for Skillinger og Hammerhug i Stedet for Ringe.


Saaledes fik Odins Søn sin Hammer igjen.


L.Moe 105.jpg
Thor aabenbarede sig undertiden for Mennesker. — Saaledes fortælles, at Olaf Trygvason, der indførte Kristendommen i Norge, en Gang sejlede langs Kysten mod Syd, da han paa en Klippe saa en Mand, der bad om at maatte komme med; Olaf lagde strax til Land, og Manden kom om Bord. Han var stor og ung, smuk og rødskjægget, og begyndte for Spøg at ville brydes med alle Kongens Mænd; han stod sig mod dem alle, hvorfor han sagde, at de vare svage Kæmper og uværdige til at følge en saadan Konge paa et saadant Skib. De spurgte nu, om han kjendte gamle Sagn, og da han svarede, at de vist næppe kunde spørge om noget, som han ikke kjendte, førte de ham til Kongen, der sagde:


»Fortæl mig noget, der er hændt i gamle Dage.« »Da vil jeg først fortælle,« sagde den fremmede, »at det Land, vi nu sejle forbi, i gamle Dage var beboet af Riser, men de døde alle paa en Gang saa nær som to Kvinder. Senere kom der Folk øst fra for at bygge i Landet, men de to store Kvinder gjorde dem saa megen Fortræd, at de besluttede at paakalde dette røde Skjæg til Hjælp. Da greb jeg min Hammer og slog begge Kvinderne ihjel, men siden har dette Folk tilbedet mig, indtil du, Konge, ødelagde næsten alle mine Venner, og denne din Gjerning fortjente at hævnes.« Ved disse Ord saa den fremmede tilbage mod Kongen og lo, i det han skød sig ud over Bord i Søen saa hurtig som en udskudt Pil, og de saa ham aldrig senere.


Ligeledes fortælles om en Urd[1] ved Urebø i Thelemarken, som seet fra Vandet ligner en hel By med Husgavle og Taarne, at den har sin Oprindelse fra Thor. Der laa nemlig i gamle Dage to Gaarde med en Kirke, og der var just Bryllup i begge Gaarde, hvor skummende Øl derfor gik flittig rundt i Drikkehornene efter gammel Skik. Da fik Thor Lyst til at gjæste sine gamle Venner, Thelebønderne, og han kjørte ned til den ene Bryllupsgaard. Han blev godt modtagen, thi Brudgommen bød ham Velkommen ved at drikke ham til af selve Øltønden og række ham den. Thor, der godt kunde lide baade Øllet og Maaden, det var budt ham paa, gik fornøjet hen til den anden Gaard for ogsaa at smage deres Bryllupsøl. Der blev ganske vist ogsaa skjænket for ham, men kun i et almindeligt Horn, saa at Thor, der var bleven forvænt i den første Gaard, og som maaske var noget hed i Hovedet af de dybe Drag, han der havde taget, blev vred, slog Hornet mod Jorden og gik hurtig hen til den første Gaard, i det han svang sin Hammer. Derpaa tog han det gjæstfri Brudepar med deres Venner og satte dem op paa en Høj, som siden har heddet Brudestenen; der fra vare de Vidner til den Hævn, han tog over de karrige Brudefolk. Thor gik nemlig op paa en Bjærgtop og slog saa haardt med sin tunge Hammer i Fjældet, at det ramlede ned over Gaarden og begrov den med alle de Folk, som vare der i. Men i sin Hidsighed holdt han ikke fast paa Hammeren, saa den gled ham ud af Hænderne og blev borte mellem de nedstyrtende Klippestykker, og nu maatte han ned at søge efter den. Vred var han før, og ærgerlig blev han nu, saa han kastede de vældige Sten, snart til den ene og snart til den anden Side, efterhaanden som han søgte, og saaledes havde han, før han endelig fandt Hammeren, banet en Vej, hvor han for frem, og om den end ikke er synderlig jævn, følge dog baade Heste, Køer og andre Husdyr »Thors Vej«, som den kaldes endnu.


Fodnoter

  1. Hob af større, løse Sten paa Flader eller Fjældsider.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.