Thorstein Bæjamagns Saga (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: A.M. 510, A.M. 343, A.M. 169b, A.M. 203 og A.M. 340.


Nordiske fornaldersagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 3


Thorstein Bæjamagns Saga


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827


Kapitel 1

I den Tid, da Jarlen Hakon Sigurdssøn herskede over Norge, boede i Guledal en Bonde, som hed Brynjulf med Tilnavn Ulfalde; han var Lehnsmand og en stor Kæmpe. Hans Kone hed Dagny, og var en Datter af Jærnskegge paa Yrjar. De havde en Søn, som hed Thorstejn; han var stor og stærk, haardnakket og ubøjelig mod enhver, som han fik med at gjøre. I Norge var ingen ham lig i størrelse, og der fandtes vanskelig nogen Dør, som han kunde med Lethed gaae ind ad; derfor blev han kaldt Bæjarmagn, det er Gaardkraft, da han syntes at være for stor og stærk for de fleste Huse. Da han var haard og uomgængelig, gav hans Fader ham Skib og Mandskab, og Thorstejn var da vexelviis paa Krigstoge eller paa Handelsrejser, og begge Dele gik godt af for ham. Paa den Tid kom Kong Olaf Tryggvesøn til Regjeringen i Norge, men Hakon Jarl blev af sin Træl Thormod Kark skaaren ihjel. Thorstejn Bæjarmagn blev Kong Olafs Hofsinde; Kongen syntes, at han var en rask Mand, og gjorde meget af ham; Hofsinderne omgikkes ikke meget med ham, da de fandt ham stridig og egensindig, og Kongen brugte ham mest til at lade ham drage i de Sendefærd, for hvilke andre undsloge sig, men stundom drog han paa Handelsrejser, at forhverve Kongen Kostbarheder.


Kapitel 2

Engang laa Thorstejn østenfor Balegardsside, og havde ikke Lejlighed til at sejle; han gik da en Morgen op i Land, og da Solen var i Sydøst, var Thorstejn kommen paa en aaben Plads; der var en smuk Høj, paa hvilken han saae en kullet Dreng, der sagde: “Moder min! ræk mig min Krogstav og mine Uldhandsker ud, thi jeg vil fare et Trolderidt; der er nu Højtid i Underverdenen.” Der blev da kastet en Krogstav, der saae ud som en Ildrage, ud af Højen; han steg paa Staven, trak Handskerne paa sig, og foer afsted, som Børn pleje at gjøre. Thorstejn gik op paa Højen, og sagde de samme Ord som Drengen, og strax blev en Stav og Handsker kastede ud, og dette sagt: “Hvo tager nu imod?” “Bjalfe, Søn din,” sagde Thorstejn: dernæst steg han paa Staven, og red efter samme Vej, som Drengen havde taget. De kom til en Elv, og styrtede sig ned i den, og da saae det ud, som de vadede i Røg. Omsider klaredes det for deres Øjne, og de naaede til det Sted, hvor Floden udsprang af Klipperne. Thorstejn saae da en stor Bygd og en stor Borg; de droge til Borgen, og der sade Folk til Bords. De gik ind i Hallen, som var fuld af Folk: der blev ikke drukket uden af Sølvkar. Et fiirkantet Bord stod paa Gulvet; alt luede af Guld, og der blev ikke drukket uden Viin. Thorstejn syntes at bemærke, at intet Menneske saae dem; hans Kammerat gik langs med Bordene, og greb alt, hvad der faldt ned. Kongen og Dronningen sade der i Højsædet, og megen Munterhed herskede i Hallen. Thorstejn saae nu, at en Mand kom ind i Hallen, og hilste paa Kongen, og sagde, at han var sendt ude fra Indieland fra det Fjæld, som hedder Lukanus, fra den Jarl, som raadede der over, og sagde Kongen, at han hørde til Hyllefolket. Han bragde ham derpaa en Guldring; Kongen syntes aldrig at have seet bedre Ring, og den gik omkring i Hallen til Skue, og alle berømmede den; den var til at skille ad paa fire Steder. Thorstejn saae ogsaa en anden Kostbarhed, som han syntes meget om; det var en Dug, som laa paa Kongens Bord; den havde forgyldte Kanter, og de tolv bedste Ædelstene vare fæstede i den. Denne Dug havde Thorstejn Lyst til at eje, han fik da i Sinde at sætte sin Lid til Kongens Lykke, og prøve paa, om han kunde faae Ringen. Og da Thorstejn saae, at Kongen agtede at trække Ringen paa sin Haand, greb han Ringen fra ham, og med den anden Haand tog han Dugen, saa at al Maden spiltes; Thorstejn løb derpaa til Døren, men hans Krogstav blev efter ham i Hallen. Folkene sprang nu op, og løb ud, og da de saae, hvor Thorstejn foer, stævnede de efter ham. Han saae nu, at de vilde kunne naae ham; da sagde han: “Om du er saa god, Kong Olaf! som jeg stoler meget paa dig, yd mig da din Bistand!” Men saa rask var Thorstejn til Fods, at de naaede ham ikke, førend han kom til Floden, da standsede han i Løbet. De sloge da en Kreds om ham, men Thorstejn værgede sig vel, og dræbte utallige mange, inden hans Ledsager kom og bragde ham Staven, og de styrtede sig da strax i Elven. De kom tilbage til den samme Høj, som vi før omtalte, da Solen var i Vesten. Drengen kastede da Staven ind og tillige en Klædespose, som han havde fyldt med lækker Mad, og det samme gjorde Thorstejn. Den skaldede Dreng løb ind, men Thorstejn standsede ved Gluggen, og saae da to Kvinder, af hvilke den ene vævede en kostbar Væv, men den anden vuggede et Barn; denne sagde: “Hvi tøver din Broder Bjalfe?” “Ej har han fulgt mig i Dag,” sagde han. “Hvo har da faret med Krogstaven?” spurgde hun. “Det var Thorstejn Bæjarmagn, Kong Olafs Hofsinde,” sagde han; “han bragde os i stor Vaande, thi han tog med sig fra Underverdenen saadanne Ting, at der i Norrig ikke findes deres Lige, og vi vare paa det nærmeste ved at være blevne dræbte, da han kastede Staven i deres Hænder, og de forfulgde ham til Nedgangen til Elven; men da bragde jeg ham Staven; og vistnok er han en tapper Mand, thi ej veed jeg Tallet paa dem, som han dræbte.” Nu lukkedes Højen igjen; hvorpaa Thorstejn drog til sine Mænd, og de sejlede derfra til Norge. Thorstejn traf Kong Olaf øster i Vigen, bragde ham Kostbarhederne, og fortalte ham om sine Rejser, som forekom Folk at være meget mærkelige. Kongen bød, at der skulde gives Thorstejn et stort Lehn, men han sagde, at han endnu vilde gjøre en Rejse til Østervegen; han var nu hos Kongen om Vinteren.


Kapitel 3

Om Vaaren rustede Thorstejn sit Skib; han havde en Snekke og fire og tyve Mand. Da han kom til Jæmteland, laa han en Dag i Havn, og gik i Land, at fornøje sig. Han kom til en aaben Plads, hvor der var en stor Steen. Tæt derved saae han en frygtelig styg Dværg, som hylede op i Vejret. Thorstejn syntes, at Kjæften aabnede sig lige ud til Ørerne, og Næsen hang ned over Kjæften. Thorstejn spurgde, hvorfor han hylede saa strækkelig. “Du gode Mand!” sagde han, “maa ikke undre dig derover, seer du ikke den store Ørn, som flyver der, den har taget min Søn, og jeg troer, at dette Uhyre er sendt af Odin, men jeg brister, om jeg mister Barnet.” Thorstejn skød efter Ørnen, og traf den under Vingen; den faldt Død ned, men Thorstejn greb Dværgebarnet i Luften, og bragde det til Faderen. Dværgen blev meget glad og sagde: “Dig har jeg og min Søn at lønne for, at du har skjenket os Livet; vælg dig nu selv Løn i Guld eller Sølv.” “Helbred du først din Søn!” sagde Thorstejn, “jeg plejer ej at tage upassende Skjenk for min Daad.” “Ej mindre skyldig er jeg til at lønne dig,” sagde Dværgen; “ej vil min Faareulds Skjorte synes dig passende at byde, men du vil ikke blive træt af Svømning, og ingen Saar vil du faae, naar du har den inderst paa Kroppen.” Thorstejn tog Skjorten paa, og den passede ham godt, skjønt den syntes ham temmelig lille til Dværgen. Han tog ogsaa en Sølvring af sin Pung, gav den til Thorstejn, og bad ham gjemme den vel, og sagde, at han vilde aldrig komme i Mangel for Penge, saa længe han havde Ringen. Derpaa tog han en sort Steen og gav til Thorstejn med de Ord: “Naar du skjuler den i din Haand, kan ingen see dig.” “Ej har jeg flere Ting,” sagde han, “som kunne være dig til Gavn; en Flintesteen vil jeg give dig til Moerskab.” Han tog da Stenen af sin Pung; med den fulgde en Staal-braad; Stenen var trekantet, den var hvid i Midten, og rød paa den ene Side med en guul Rand uden om. Dværgen sagde: “Dersom du pikker med Braaden paa Stenen, hvor den er hvid, kommer der saa stort et Haglvejr, at ingen tør see imod det; hvis du nu vil optøe denne Snee, da skal du pikke der, hvor Stenen er guul, og da kommer der Soelskin, saa at alt smelter; men hvis du pikker derpaa, hvor Stenen er rød, da kommer deraf Ild og Emmer med flyvende Gnister, saa at ingen kan see derimod; du maa ogsaa kaste, hvorhen du vil, med Braaden og Stenen, og den kommer af sig selv tilbage i din Haand, saasnart du kalder. Nu kan jeg ikke lønne dig med flere Ting dennesinde. Thorstejn takkede ham for Gaverne, og drog derpaa til sine Mænd, og han havde haft Nytte af sin Rejse. De fik nu Bør, og sejlede til Østervegen; der overfaldt dem mørke, og de forvildedes paa Havet, saa at de ikke vidste, hvor de fore, og denne Forvildelse vedvarede i en halv Maaned.


Kapitel 4

En Aften opdagede de endelig Land; de kastede da Ankere og laa der om Natten: om Morgenen var det godt Vejr og fagert Soelskin; de vare da komne ind i en lang Fjord, hvor de saae skjønne Fjældlier og Skove. Der var ingen inden Borde, som kjendte Landet; og de saae intet levende Væsen, hverken Dyr eller Fugle. De rejste nu Telt oppe paa Land, og beredte det Fornødne. Om Morgenen sagde Thorstejn til sine Mænd: “Jeg vil underrette eder om min Beslutning. I skulle vænte her paa mig i 6 Dage, da jeg agter at undersøge dette Land.” De syntes at det var voveligt, og vilde drage med ham, men Thorstejn vilde ikke tilstæde det, men sagde: “Hvis jeg ikke kommer tilbage inden syv Sole ere af Himlen, da skulle I sejle hjem, og sige Kong Olaf, at Skjæbnen ikke vilde tilstæde mig at komme tilbage.” De gik da med op i Skoven; hvorpaa han drog bort fra dem, og de droge tilbage til Skibet, og gjorde efter Thorstejns Bud. Om Thorstejn er nu at fortælle, at han hele den Dag gik heelt igjennem Skoven, uden at blive noget vaer, men ved Dagens Hælding kom han til en bred Vej, han fulgde Vejen, til det aftnedes; da gik han bort af Vejen hen til en stor Eg, i hvilken han steg op; der var tilstrækkelig Plads til at ligge paa, og der sov han om Natten; men da Solen kom op, hørte han stærke hule Drøn og Folks Stemmer, og han saae da, hvor der rede en Mængde Mænd; de vare to og tyve, de nærmede sig snart og droge forbi; Thorstejn undredes meget over deres Væxt; thi han havde aldrig seet saa store Mennesker før. Thorstejn klædte sig dernæst paa, og Morgenen forløb nu, til Solen var kommen i Sydøst.


Kapitel 5

Thorstejn saae nu tre Mænd ride, vel væbnede, og saa store, at han før aldrig havde seet deres Lige i Størrelse. Den største red i Midten i guldsmykkede Klæder paa en hvid Hest, men de to andre rede paa graae Heste i røde Skarlagens Klæder. Da de kom lige ud for Træet, hvor Thorstejn var, standsede den fornemste af dem, og sagde: “Hvad Levende er der i Egen?” Thorstejn gik da hen paa Vejen for dem, og hilste dem, men de sloge en stor Latter op, og den store Mand sagde: “Sjælden see vi saadanne Mænd, hvad er dit Navn, og hvorfra er du?” Thorstejn nævnte sig, og sagde, at han blev kaldt Bæjarmagn; “men min Slægt er i Norrig,” sagde han, “og jeg er Kong Olafs Hofsinde.” Den store Mand smiilte, og sagde: “Da har man løjet Meget om hans Hofpragt, hvis han ikke har Nogen drabeligere Mand; jeg tykkes, at du heller burde hedde Bæjarbarn end Bæjarmagn.” “Lad noget følge i Navnefæste!” sagde Thorstejn. Den store Mand tog da en Guldfingerring, som vejede tre Ører, og gav Thorstejn den. Denne sagde: “Hvad er dit Navn, af hvad Stand er du, og i hvilket Land er jeg kommen?” “Jeg hedder Godmund” sagde han, “jeg raader over Glæsisval, hvorunder Riseland ligger; jeg er Kongens Søn, og disse mine Svende hedde Fuldstærk og Alstærk; men saae du ingen ride her forbi i Morges?” Thorstejn svarede: “Her rede to og tyve Mænd forbi, og førte ikke et lidet Væsen.” “De ere mine Svende,” sagde Godmund. Nærmest herved ligger et Land, som hedder Jøtunhejm, hvorover der hersker en Konge, som hedder Gejrrød; under ham ere vi skatskyldige. Min Fader hed Ulfhedin Trøste (1), men blev kaldt Godmund, ligesom alle andre, der have Sæde paa Glæsisval; min Fader drog til Gejrrødgaard, at overgive Kongen Skatterne, og paa denne Rejse fik han sin Bane. Kongen har nu skikket mig Bud, at jeg skulde drikke Arveøl efter min Fader, og tage imod den samme Værdighed, som han havde, men dog ere vi ilde tilfredse med at tjene Jøtnerne.” “Hvorfor rede eders Mænd bort?” sagde Thorstejn. “Der er en stor Flod, som deler vort Land,” sagde Godmund, “den hedder Hemra, og er saa dyb, og har en saa rivende Strøm, at ingen Heste kunne vade over den, uden de, som jeg og mine to Stalbrødre eje; hine skulle ride oven om Flodens Udspring, og vi skulle mødes igjen i Aften.” “Det vilde være moersomt at drage med eder,” sagde Thorstejn, “og see, hvad der vil gaae for sig.” “Ej veed jeg, hvorledes det gaaer an,” sagde Godmund, “thi du er vel Kristen.” “Det staaer jeg selv inde for,” sagde Thorstejn. “Ej ønsker jeg, at der ved mig skulde gaae dig noget Ondt over, men hvis Kong Olaf vil give os sin Lykke med, da vilde jeg sætte gode Forhaabninger til, at du rejser med.” Thorstejn sagde, at han vilde love for det. Godmund bad ham sætte sig bag op paa Hesten hos ham, og det gjorde han. De rede nu til Floden; der var et Huus, hvor de toge andre Klæder, og klædte sig selv og deres Heste; disse Klæder var af den Beskaffenhed, at Vand ikke kunde trænge igjennem dem; men Vandet var saa koldt, at der strax gik Betændelse i, hvad der blev vaadt deraf. De rede nu over Floden, Hestene vadede stærkt; Godmunds Hest snublede, og Thorstejn blev vaad paa Taaen, og strax gik der Betændelse i; da de kom over Floden, bredte de deres Klæder ud til Tørre. Thorstejn hug Taaen af sig, og de beundrede højligen hans Tapperhed. De rede nu videre frem, ad Vejen. Thorstejn sagde, at de ikke behøvede at fordølge ham; “thi jeg kan gjøre mig en saadan Dølgedragt, at ingen skal see mig.” Godmund sagde, at det var en god Kundskab. De kom nu til Borgen, og Godmunds Mænd kom imod ham; de rede ind i Borgen, og fik da at høre alskens Strængeleg, men ej syntes det Thorstejn, at der blev spillet ordentlig. Kong Gejrrød kom dem nu imøde, og tog med Glæde imod dem, og der blev anviist dem et Steenhuus eller en Hal at sove i, og Mænd bleve satte til at føre deres Heste i Stalden. Godmund blev ledsaget ind i Kongens Hal. Kongen sad i Højsædet, og ved hans Side en Jarl, ved Navn Agde, som styrede Herredet Grunder, som ligger imellem Riseland og Jøtunhejm; han havde sit Sæde i Gnipelund, han var troldkyndig, og hans Mænd lignede mere Trolde end Mennesker. Godmund satte sig paa Bænken foran Højsædet ligeover for Kongen. De havde da den Skik, at Kongens Søn ikke maatte sidde i Højsædet, førend han havde modtaget Værdigheden efter sin Fader, og den første Skaal var drukken. Der begyndte nu et meget skjønt Gilde, og Folk drak med Glæde og Munterhed, og gik derpaa til Sængs. Da Godmund nu kom i sit Kammer, viste Thorstejn sig, de loe da ad ham. Godmund sagde sine Mænd, hvo han var, og bød dem ej at have ham til Latter; de sov nu om Natten.


Kapitel 6

Da Morgenen kom, vare de tidlig oppe; Godmund blev da ledsaget til Kongens Hal; Kongen tog vel imod ham, og sagde: “Vi ville nu vide, om du vil vise mig samme Lydighed, som din Fader, og da vil jeg forøge din Værdighed, du skal da beholde Riseland og sværge mig Ed.” Godmund svarede: “Loven tilsteder ikke at kræve saa unge Mennesker til Ed.” “Det skal saa være,” sagde Kongen, og han tog en kostbar Kappe, og lagde over Godmund, og gav ham Kongenavn, siden tog han et Horn og drak Godmund til. Denne tog ved Hornet og takkede Kongen. Siden stod Godmund op, steg op paa Trinnet foran Kongens Sæde, og gjorde det løfte, at han ikke skulde tjene eller vise Lydighed imod nogen anden Konge, saalænge Kong Gejrrød levede. Kongen takkede ham, og sagde, at det var ham mere værd, end om han havde svoret Ed. Siden drak Godmund af Hornet, og gik til Sæde; da vare Folk glade og muntre. To Mænd af Agde Jarls følge nævnes, den ene hed Jøkul, den anden Froste; de vare avindsyge; Jøkul greb en Oxeknokkel, og kastede den hen blandt Godmunds Folk. Dette saae Thorstejn, og han greb den ene i Luften, og sendte den tilbage, og den traf i Næsen paa een, som hed Gust; Næsen knustes og alle Tænderne gik ud, og han faldt i Besvimelse. Kong Gejrrød blev vred, og spurgde, hvo der kastede Been over hans Bord, og sagde, at det skulde blive prøvet, hvo der var den stærkeste i Steenkastning, inden alt var forbi. Siden kaldte Kongen to Mænd, Drøt og Høsver, til sig, og sagde til dem: “Gaaer I og henter min Guldbold og bærer den hid!” De gik og kom tilbage med et Sælhundehoved, som vejede ti Fjerdinger (2); det var gloende, saa at det gnistrede af det, som af en Esse, og Fedtet dryppede ned som gloende Beg. Kongen sagde: “Tager nu Bolden, og kaster den til hverandre; hvo, som lader den falde, skal være landsforviist og miste sine Ejendomme, og hvo, som ikke tør gribe den, skal kaldes en Niding.”


Kapitel 7

Nu kastede Drøt Bolden til Fuldstærk; han greb imod den med den ene Haand. Thorstejn saae, at han næppe kunde holde den, og han sprang derfor under Bolden. De kastede den nu til Froste; thi Kæmperne stode fremmerst ved begge Bænke. Froste tog fast imod, men den kom dog saa nær hans Ansigt, at Kindbenet brødes. Han kastede Bolden til Alstærk, som tog imod den med begge Hænder, og det var nær ved, at han var falden tilbage, da Thorstejn i det samme understøttede ham. Alstærk kastede den til Agde Jarl; han greb imod med begge Hænder; Fedtet kom i hans Skæg, der strax kom i Brand, han skyndte sig derfor at sende Bolden fra sig igjen, og kastede den til Kong Godmund; Godmund kastede den igjen til Kong Gejrrød, men denne trak sig til Side, og den traf da Drøt og Høsver, som bleve dræbte. Bolden traf paa et Glasvindue, og foer derigjennem ud i en Vandgrav, som var gravet om Borgen, og deraf fløj strax luende Ild op. Nu holdt man op med denne Skjemt, og man begyndte nu at drikke. Agde Jarl sagde, at Sindet stedse varslede ham Ondt, naar han kom til Godmunds Mænd. Om Aftenen gik Godmund og Hans Mænd at sove; de takkede da Thorstejn for hans Bistand, at det var gaaet af for dem uden Meen. Thorstejn sagde, at det kun var en liden prøve; “men hvad Skjemt skal man have for i Morgen?” spurgde han. “Kongen vil lade Folk brydes,” sagde Godmund, “og da ville de hævne sig; thi vor Styrke er ikke at stole paa.” “Kongens Lykke vil styrke os,” sagde Thorstejn, “mager kun saa, at I kunne tumles derhen, hvor jeg er.” De sov nu om Natten, men om Morgenen gik enhver til sin Skjemt, men Kokkene gik at berede Bordene. Kong Gejrrød spurgde, om de ikke vilde brydes; de sagde, at han maatte raade. Derpaa afklædte de sig, og begyndte at brydes. Thorstejn syntes aldrig at have seet saa hidsig Kamp; thi hvor de faldt, rystede alt, og det gik meget ud over Agde Jarls Mænd. Froste gik nu frem paa Gulvet og sagde: “Hvo skal imod mig?” “Dertil kan vel findes een!” sagde Fuldstærk. De gik nu sammen, og toge store Tag i hinanden; men Froste var langt stærkere; de førtes nu hen til Godmund. Froste tog ham, op paa sit Bryst, og rakte sig tilbage; men Thorstejn slog sin Fod i Knæhaserne paa ham, og Froste faldt da tilbage, og Fuldstærk ovenpaa ham; Huden paa Nakken og Albuerne brast paa Froste; han stod langsomt op, og sagde: “Ikke ere I ene i Legen, og hvi er eders Flok saa fuldtallig?” “Kort har Næsen til at lugte fra Kæften,” sagde Fuldstærk. Jøkul stod da op, Alstærk gik imod ham, og deres Kamp var meget haard; dog var Jøkul den stærkeste, og han førtes hen til den Bænk, hvor Thorstejn var. Jøkul vilde trække Alstærk bort fra Bænken, og de trak stærkt i hinanden; men Thorstejn holdt ham. Jøkul tog saa fast, at han satte Fødderne ned i Hallens Gulv op i til Anklerne, men Thorstejn stødte Alstærk fra sig; Jøkul faldt da tilbage, og Foden gik af Led paa ham. Alstærk gik til Bænken, men Jøkul stod langsomt op, og sagde: “Ej see vi alle dem, som ere paa Bænken.” Gejrrød spurgde Godmund, om han ikke vilde brydes. Han sagde, at han aldrig havde øvet denne Idræt, men at han dog ikke vilde undslaae sig. Kongen bød da Agde Jarl at hævne sine Mænd. Han sagde, at han for lang Tid siden havde aflagt at brydes, men at Kongen dog skulde raade. Derpaa afklædte de sig; Thorstejn syntes aldrig at have seet en mere troldelig Krop end Agdes; den var sort som Hel. Godmund rejste sig imod ham; han var hvid i Huden. Agde Jarl foer imod ham, og lagde Kloerne saa fast i hans Side, at de gik lige ind til Benene, og de tumledes vidt omkring i Hallen. Da de nu kom hen, hvor Thorstejn var, drejede Godmund Jarlen til skraa Brydning, og vendte ham raskt. Thorstejn lagde sig ned for Jarlens Fødder; han faldt da, og stak Næsen ned; Næsebenet knustes, og fire Tænder gik ud. Jarlen stod op og sagde: “Tunge ere gamle Mænds Fald, men tungest, naar tre gaae mod een. De toge da igjen deres Klæder paa.


Kapitel 8

Dernæst gik Kongen og de alle til Bords; Agde Jarl og de andre talte om, at de maatte have brugt eet eller andet Kneb: “thi,” sagde han, “der overfalder mig bestandig Hede, naar jeg kommer i deres Flok.” “Lad os bie,” sagde Kongen, “der vil komme een, som kan kundgjøre os det.” De begyndte da at drikke. Der bleve da indbaarne i Hallen to Horn, som Agde Jarl ejede; det var kostelige Stykker, de kaldtes Hvitinger, og vare to Alen høje og guldbeslagne. Kongen lod eet af disse Horn gaae til hver Bænk; “og enhver skal drikke det af paa een Gang,” sagde han: “hvo, som ikke mægter det, skal give Skjenkeren en Øre Sølv. Ingen kunde gjøre det uden Kæmperne, men Thorstejn sørgede for, at de, som vare med Godmund, ikke kom til at bøde noget. De drak nu med Munterhed den øvrige Deel af Dagen, men om Aftenen gik de til Sengs. Godmund takkede Thorstejn for hans gode Bistand. Thorstejn spurgde, naar Gildet Vilde være tilende. “I Morgen skulle mine Mænd ride,” sagde Godmund, “jeg veed, at Kongen nu anvender al sin Pragt; Kostbarhederne blive nu fremviiste, og Kongen lader nu indbære sit store Horn, som kaldes Grim den Gode, det er et forgyldt, meget kostbart Stykke, men dog fuldt af Galder. Paa Spidsen af Hornet er et Menneskehoved med Kjød og Mund; det taler med Folk, og forudsiger tilkommende Ting, og hvad Ufred der er i vænte; det bliver vor Bane, hvis Kongen faaer at vide, at et kristent Menneske er med os; “og (tilføjede han), “ej heller baader det at spare paa Penge til ham.” Thorstejn sagde, at Grim ikke skulde tale mere, end Kong Olaf vilde: “Men jeg tænker,” føjede han til, “at Gejrrød er bestemt til Døden; jeg troer, det bliver det bedste, at I herefter følge mine Raad; jeg skal vise mig i Morgen.” De sagde, at det var et farligt Raad, men Thorstejn sagde, at Gejrrød vilde skille dem ved Livet; “men hvad mere siger du mig om Grim den Gode?” spurgde han. “Det er om ham at fortælle, sagde Godmund,” at en Mand af Middelstørrelse kan staae under Krumningen paa ham, men han er en Alen bred over Mundingen, og det holdes for en udmærket Drikker iblandt dem, der kan drikke det, som deri indeholdes; men Kongen drikker det ud paa een Gang. Enhver maa give Grim nogen Kostbarhed, men det holder han dog for den største Æresbeviisning imod sig, at han drikkkes ud paa een Gang; men jeg veed, at jeg kommer først til at drikke ham ud, og det kan intet Menneske holde ud, at drikke saa meget paa een Gang.” Thorstejn sagde: “Du skal tage min Særk paa; thi da vil intet Skade dig, om der end er Gift i Drikken. Tag Kronen af Hovedet, og giv den til Grim hin Gode, og hvisk ham i Øret, at du vil gjøre ham meget større Hæder end Gejrrød, og siden skal du lade, som du drikker, men der vil være Gift i Hornet, og du skal hælde det ned foran dig, og det vil ikke Skade dig, men naar Drikningen er forbi, skal du lade dine Mænd ride.” Godmund sagde, “at han skulde raade, og hvis Gejrrød døer, da ejer jeg hele Jøtunhejm, men hvis han lever, bliver det vor Bane.” Dernæst sov de om Natten.


Kapitel 9

Om Morgenen vare de tidlig oppe, og klædte sig paa. Kong Gejrrød kom da til dem, og bad dem drikke paa en lykkelig Rejse for dem. De gjorde saa. Næstefter de tilmaalte Drikkeskaaler, bleve først Hornene Hvitinger uddrukne; og da bleve Thors og Odins Skaaler drukne; dernæst kom mangehaande Strængeleg ind, og to Mænd noget mindre end Thorstejn, som bare Grim hin Gode, Alle stode op, og knælede for ham. Grim var bister. Gejrrød sagde til Godmund: “Tag mod Grim hin Gode, og dette skal være dit Troldskabsløftes Skaal.” Godmund gik til Grim, tog Guldkronen af sit Hoved, og satte den paa ham, og hvidskede ham i Øret, ligesom Thorstejn havde raadet ham. Derpaa lod han Drikken løbe af Hornet ned paa sine Klæder, og der var Gift i den. Han drak Gejrrød til, og kyste paa Spidsen, og Grim drog leende fra ham. Gejrrød tog da ved det fulde Horn, bad Grim komme med godt Held, og bad ham kundgjøre sig, om nogen Fare var forhaanden, og lagde til: “Jeg har ofte seet dig i bedre Stemning.” Han tog da et Guldsmykke af sig, og gav til Grim, drak derpaa Agde Jarl til, og det saae ud, som om Bølger faldt paa Skjær, da Drikken løb ned i Halsen paa ham, og han drak det alt af. Grim rystede Hovedet, og blev derpaa baaren til Agde Jarl; han gav ham to Guldringe, og bad om hans Miskundhed, og drak ham siden ud i tre Drag, og gav ham igjen til Skjenkeren; .Med Alderen taber enhver sin Dygtighed,” sagde Grim. Da blev Hornet igjen fyldt, og de to, Jøkul og Fuldstærk, skulde drikke det ud. Fuldstærk drak først. Jøkul tog imod Hornet, saae i det, og sagde, at det var umandig drukket, og slog Fuldsiærk med Hornet, men han satte Næven i Næsen paa Jøkul, saa at Næsebenet knustes, og Tænderne fløj ud. De sprang da op rundt omkring. Gejrrød bad dem ikke at lade det spørges, at de skiltes saa ilde. De bleve da strax forligte, og Grim hin Gode blev baaren bort.


Kapitel 10

Kort efter kom en Mand gaaende ind i Hallen; alle undredes over, hvor liden han var; det var Thorstejn Bæjarbarn; han gik hen til Godmund, og sagde, at Hestene vare færdige. Gejrrød spurgde, hvad Barn det var. Godmund sagde: “Det er min Dreng, som Kong Odin har sendt mig; det er et Klenodie for en Konge, og han kan mange Smaalege; og dersom I troer at kunne bruge ham til noget, da vil jeg give eder ham.” “Det er en anseelig Karl,” sagde Kongen, “og jeg vil see hans Færdigheder;” han bad da Thorstejn lege een eller anden lille Leg. Thorstejn tog sin Steen og Braad og pikkede der, hvor Stenen var hvid; der kom da saa stort et Haglvejr, at ingen torde see derimod, og der kom saa megen Snee i Hallen, at den naaede til Anklerne. Kongen loe derad. Derpaa stak Thorstejn paa Stenen, hvor den var guul; der kom da saa hedt et Solskin, at Sneen ganske smeltede i et Øjeblik; dermed fulgde en behagelig Vellugt. Gejrrød sagde, at han var en stor Kunstner; Thorstejn fortalte da om en Leg, som kaldtes Skyggeleg. Kongen sagde, at han vilde see den. Thorstejn stod midt paa Hallens Gulv, og pikkede paa Stenen, hvor den var rød; der sprang da Gnister af; derpaa løb han rundt i Hallen foran hvert Sæde, da begyndte de flyvende Gnister at tiltage, saa at enhver maatte tage sine Øjne i Agt, Kong Gejrrød loe derad; men Ilden begyndte at tiltage, saa at alle fandt det betænkeligt. Thorstejn havde forud sagt Godmund, at han skulde gaae ud, og stige til Hest. Thorstejn løb nu for Gejrrød, og spurgde: “Vil I lade Legen forøge ?” “Lad see, Dreng!” sagde han; Thorstejn pikkede da stærkere, og Gnisterne fløj da i Øjnene paa Kong Gejrrød. Thorstejn løb nu til Døren, og kastede Stenen og Braaden, og hver af de to Ting kom i sit Øje paa Kong Gejrrød, og han styrtede Død paa Gulvet, men Thorstejn gik ud. Godmund var da kommen til Hest. Thorstejn bad dem ride, “thi nu er det ikke godt at bie for de Svage, sagde han. De rede til Aaen, da var Stenen og Braadden kommen tilbage. Thorstejn sagde, at Gejrrød var død; de rede nu over Aaen, og hen, hvor de før traf hinanden. Da sagde Thorstejn: “Her maa vi nu skilles, og mine Mænd ville synes, at det er paa høje Tid, jeg kommer til dem.” “Drag hjem med mig!” sagde Godmund, og jeg vil lønne dig for dit gode Følge.” “Siden vil jeg tage imod denne Indbydelse,” sagde Thorstejn, “men du skal drage tilbage med Mængden til Gejrrødgaard; nu er Landet i eders Vold.” “Du maa raade,” sagde Godmund, “men du skal bringe Kong Olaf min Hilsen; han tog da et Guldkar og et Sølvfad og tyve guldindvirkede Haandklæder, og gav ham med til Kongen, men bad Thorstejn at besøge sig, og de skiltes nu med Kjærlighed.


Kapitel 11

Thorstejn blev nu vaer, hvor Agde Jarl foer i heftigt Raseri. Thorstejn drog efter ham; han saae da en stor Gaard, som tilhørte Agde. Der var en Frugthave ved Gjerdeledet, og derved stod en Jomfru; hun var Agdes Datter og hed Godrun, hun var stor og smuk: hun hilste paa sin Fader, og spurgde om, hvad der var skeet. “Store Tildragelser ere hændte,” sagde han, “Kong Gejrrød er død, og Godmund af Glæsisval har sveget os alle, og har haft hemmelig med sig en kristen Mand, ved Navn Thorstejn Bæjarmagn; han har øst Ild i Øjnene paa os; men jeg skal nu dræbe hans Mænd;” han kastede da Hornene Hvitinger ned der, og løb til Skoven, som han var gal. Thorstejn gik til Godrun; hun hilste ham, og spurgde ham om Navn. Han sagde, at han hed Thorstejn Bæjarbarn, og var Kong Olafs Hofsinde. “Stor maa da den største der være, om du er et Barn,” sagde hun. “Vil du drage med mig,” sagde Thorstejn, “og antage Troen?” “Kun lidet Godt har jeg her at skilles fra,” sagde hun; “thi min Moder er død; hun var en Datter af Ottar Jarl i Holmgaard; og mine Forældre vare ulige i Sindelag, thi min Fader er meget fuld af Trolddom, og nu seer jeg, at han er bestemt til døden; og hvis du vil følge mig herhid tilbage, da vil jeg drage med dig.” Derpaa tog hun sine Kostbarheder, men Thorstejn tog Hornene Hvitinger; de gik da frem i Skoven, og saae, hvor Agde foer; han tudede skrækkelig, og holdt sig for Øjnene. Saasnart han fik Øje paa Thorstejns Skib, var det hændet ham, at der var kommen en saadan Værk i hans Øjne, at han intet kunde see. Da de kom til Skibet, var Solen ved at gaae ned. Thorstejns Mænd vare da beredte til at sejle bort, og da de saae Thorstejn, bleve de glade. Thorstejn gik da om Bord paa Skibet, og de sejlede bort; om hans Rejse fortælles intet, førend han kom hjem til Norge.


Kapitel 12

Denne Vinter opholdt Kong Olaf sig i Throndhjem. Thorstejn kom til Kongen i Julen, og bragde ham de Kostbarheder, som Godmund havde medgivet ham og Hornene Hvitinger foruden mange andre kostelige Sager. Han fortalte Kongen om sin Rejse, og viste ham Godrun. Kongen takkede ham, og alle berømte hans Tapperhed, og syntes at den var meget beundringsværdig. Kongen lod siden Godrun døbe og lære hende Troen. Thorstejn legede Skyggelegen om Julen, og Folk fandt megen Gammen af at see derpaa. Hvitingerne gik omkring til Skaaler, og to Mænd vare om hvert Horn, men det Kar, som Godmund havde sendt Kongen, kunde ingen drikke ud uden Thorstejn Bæjarbarn. Haandklædet brændte ikke, skjønt det blev kastet paa Ilden, men var da endog renere end tilforn. Thorstejn talte for Kongen om, at han ønskede at holde Bryllup med Godrun; det tilstod Kongen ham, og der blev holdt et anseeligt Gilde. Første Nat, da de kom i Sæng sammen, og Omhænget var trukket ned, gik en Paneelfjæl itu ved Thorstejns Hoved, Agde Jarl var da kommen der, og agtede at dræbe ham; men der slog saa stærk en Hede ud imod ham, at han ikke torde gaae ind; og han drog da bort igjen. Kongen kom da til, og slog ham med et guldbeslaget Spær i Hovedet, saa at han sank ned i Jorden. Kongen holdt Vagt om Natten, men om Morgenen vare Hornene Hviitinger forsvundne; Gildet gik vel af; Thorstejn opholdt sig hos Kongen om Vinteren, og han og Godrun gjorde meget af hinanden. Om Vaaren udbad Thorstejn sig Tilladelse til at sejle til Østervegen og besøge Kong Godmund, men Kongen sagde, at han ikke vilde tilstede det uden han vilde love at komme tilbage. Dette lovede Thorstejn. Kongen bad ham holde sin Tro vel, og lide mere paa sig selv end paa dem i Østerleden. De skiltes med Kjærlighed, og alle ønskede ham Held paa Rejsen, thi Thorstejn var bleven vennesæl. Han sejlede nu til Østervegen, og, saavidt man veed at berette, gik denne Færd vel af; han kom til Glæsisval, og Godmund tog med Glæde imod ham. Thorstejn spurgde: “Hvad Efterretninger have I fra Gejrrødgaard?” “Jeg drog did,” sagde Godmund, “og de overgave mig Landet, og min Søn Hejdrek Ulveham Hersker nu derover.” “Hvor er Agde Jarl?” spurgde Thorstejn videre. “Da I foer bort,” sagde Godmund, “lod han sig gjøre en Høj, og gik derind med meget Gods, men Jøkul og Froste druknede i Floden Hemra, da de droge fra Gildet, og jeg hersker nu over Herredet ved Grunder.” “Det kommer nu an paa,” sagde Thorstejn, “hvorledes du vil affinde dig med mig, thi mig synes, at Godrun er berettiget til hele Arven efter sin Fader Agde Jarl.” “Ja! hvis du vil være min Mand,” sagde Godmund. “Da maa du ikke paatale min Tro,” svarede Thorstejn. “Det lover jeg,” svarede Godmund. Siden droge de til Grunder, og Thorstejn underlagde sig Herredet.


Kapitel 13

Thorstejn byggede Nu en Gaard i Gnipelund, thi Agde Jarl havde gaaet igjen, og ødelagt Gaarden ; Thorstejn blev en stor Høvding. Godrun fødte kort efter et stort Drengebarn, som fik Navnet Brynjulf. Thorstejn kunde ikke være sikker for, at Agde Jarl jo drillede ham. En Nat stod Thorstejn op af sin Sæng, og saae, hvor Agde foer; han torde ingensteds gaae ind, thi der var gjort Kors for hver Dør. Thorstejn gik til Højen; den var aaben, og han gik ind, og borttog Hornene Hvitinger. Da kom Agde Jarl tilbage til Højen, men Thorstejn løb ud ved Siden af ham, og satte Kors i Døren, og Højen lukkedes da i igjen, og siden mærkedes der intet til Agde. Om Sommeren efter foer Thorstejn til Norge, og bragde Kong Olaf Hornene Hvitinger. Siden fik han Tilladelse til at rejse igjen, og han sejlede da til sine Besiddelser. Kongen bød ham holde sin Tro vel. Siden have vi ikke spurgt til Thorstejn. Men da Kong Olaf forsvandt paa Ormen lange, forsvandt ogsaa Hornene Hvitinger. Her slutte vi Fortællingen om Thorstejn Bæjarbarn.


Noter:
1) Den standhaftige
2) Et Centner