Ti aar blandt Østgrønlands hedninger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Ti aar blandt Østgrønlands hedninger
Dagbog fra Angmagssalik
Af Frederik C. P. Rüttel
København
1917
Trylleformler
Februar, 1896
Da jeg den 5te var hos Pungijok var Stemningen i Huset meget trykket, fordi Misorniangas Hustru, som er frugtsommelig, mente at kunne mærke, at hendes Foster var død. I den Anledning har hun nu atter aflagt sin Perlepynt, og hun bad mig om at skrive noget paa hendes Mave, for at Fosteret atter kunde blive levende. Mere Klarhed har Grønlænderne altsaa endnu ikke over, hvad jeg vil dem, end at de stadig kan antage mig for en Slags Angekok. Det er unægtelig ikke smigrende for mig, men jeg kan ikke "lægge en Alen til min Væxt", heller ikke til min Sprogevne. Jeg kunde naturligvis ikke tjene hende i at skrive Trylleord paa hendes Mave. (s. 53-54)
Marts, 1896
Af Begivenheder fra denne Maaned vil jeg endnu anføre, at Misornianga en Dag fremsagde en længere Trylleformular over hver af sine Hunde. Hvad han sagde forstod Søren ikke, og i hvad Anledning han gjorde det, vides ikke. Maaske han den Dag brugte dem for første Gang efter Konens uheldige Fødsel. — (s. 56)
Maj, 1896
Den 7de Maj havde den gamle Hex hos Misorniangas Kuvdlugiak under Kur for Sneblindhed, hun kurerer naturligvis ved Fremsigelse af Trylleformularer. En Mand, som jeg en Dag havde givet noget Øjenvand, erklærede hun ogsaa at have kunnet helbrede, saa han havde ikke behøvet at gaa til mig! (s. 58)
Marts, 1897
Migssuarnianga sad i Huset, da vi kom ind, troligvis har vi forstyrret ham i en Trylleforestilling til Bedste for den Syge. (s. 93)
20. juli, 1898
Hvorledes Hedenskab og Kristendom sammenblandes, fik jeg paa Rejsen et Par ret mærkelige Prøver paa. En af Roerskerne havde meget travlt med at fremsige Trylleformularer, hver Gang Vind eller Sø begyndte at blive imod, for at faa bedre Forhold. Men midt iblandt sine Formularer raaber hun pludselig; "Gud, jeg troer, lad Havet blive roligt!" En anden af Roerskerne, som for ikke længe siden mistede sit Barn og derpaa blev skilt fra sin Mand, overholdt paa Turen strængt sine hedenske Ceremonier i Anledning af Barnets Død: drak f. Ex. kun ude med bedækket Hoved, sprang med samlede Ben over smaa Vandløb i Stedet for at skræve over o. s. v. Men denne samme Boerske kom til mig og beklagede sig over Manden, der havde forskudt hende, at han "bar sig ad som en Vantro!" (s. 119-120)
Angakokken
Juni, 1896
Den 5te kom Maratuk og flere, og Angekoksvæsenet kom atter paa Tale. Med den roligste Mine af Verdenen fortalte Maratuk os, af han selv havde været paa Maanen og besøgt "Maanemanden". Da jeg mente, at "Maanemanden" vilde have vanskeligt ved at leve, eftersom der ingen Luft var til ham, saa hævdede Maratuk, at han vidste bedre Besked om Maanen end Europæerne; thi de maatte nøjes med at se den i Kikkert, men han havde selv været der! Petersen sagde da ironisk: "Ja, Du er misundelsesværdig, at Du kan gjøre saadanne Rejser!" Da fik Maratuk pludselig et Anfald af Beskedenhed og svarede: "Nej, Du er misundelsesværdig, og Præsten er misundelsesværdig, for han kan kurere saa mange." Da jeg hertil bemærkede, at der ogsaa var mange, jeg ikke kunde hjælpe, svarede Maratuk yderligere beskeden: "Ja, men der er ogsaa meget, vi (Angakokker) ikke kan gjøre. Naar et Menneske skal dø, saa dør det, men naar det skal blive rask, saa kommer det sig." Med disse Ord, som jeg har hørt her engang før omtrent ordlydende, udtalte Maratuk vistnok i Virkeligheden Eskimoernes dybeste Livsfilosofi. Derpaa fortalte han en Historie om en afdød Angakok, som fordi han var Angakok, havde kunnet gaa ud paa Isen her i Tasiussak uden Vaaben og afspærre Sælerne fra deres Huller og tage dem med de bare Hænder. Jeg bad da Maratuk om at gaa ud paa Bugten og tage mig nogle af de mange Sæler, som laa der, da jeg trængte meget til Spæk til mine Hunde. Det lovede han, naar jeg vilde give ham noget derfor. — Ja, jeg skulde nok betale ham derfor. Men saa betænkte Maratuk sig, "fordi der var saa meget Vand paa Isen!" — (s. 61)
August, 1896
Blandt de hjemkomne er der ogsaa en Angakok, som blev omtalt som særdeles duelig, skjøndt han ser umaadelig dum ud. Han kunde naturligvis ogsaa flyve til Maanen, og da vi umaadelig gjerne vilde se dette Kunststykke, sparede vi ikke paa indtrængende Opfordringer og Opmuntringer, men lige meget hjalp det! Det bliver næppe os beskaaret at se dette mærkelige Syn! (s. 74)
September, 1896
Angaaende Aarsagen til Migssuarniangas forhen omtalte Skræk for, at han ved Lejlighed skal blive myrdet af Maratse, er der nu kommen nogen Klarhed. Maratses yngste Kone har tidligere været gift med en Angakok, som i 1893 blev overfaldet i sin Kajak og saaret i Lænden med en Fuglepil. Den overfaldne greb til sin Harpun for at sætte sig til Modværge, men saa kom Migssuarnianga til og jog sin Harpun i ham og dræbte ham. Den myrdede havde Ord for at være en større Angakok, hvilket maaske var ét Motiv til Drabet. Et andet Motiv var det ogsaa, at den myrdedes Kone (som altsaa nu er gift med Maratse) havde haanet Migssuarniangas Kone (Piserajik), fordi denne ikke engang havde Top, da hun blev gift. (s. 76)
Marts, 1897
Besøgende fortalte igaar, at Maratse havde taget Sjælen fra en Enke, som derfor nu var død. En Angakok udsætter sig altsaa ogsaa for at paadrage sig uretfærdig Mistanke. (s. 92)
Maj, 1898
Den 3die Maj besøgte Angakokken Maratse mig. Han, som ellers hidtil med megen Bestemthed havde hævdet Angakokkernes overnaturlige Evner og Magt, ytrede nu til min Forbauselse Ønsket om at kunne blive døbt. Da jeg gjorde ham opmærksom paa, at en døbt ikke kunde drive Angakokkunsterne, svarede han, at det vidste han jo nok, men han frygtede for den Tid, da "sila" skulde styrte sammen! Det er ret mærkeligt med den Frygt, som flere her gaar med; thi jeg søger ikke at skræmme. (s. 112)
Januar, 1899
Det andet Barnemord forefaldt ved Ilivernik, hvor en Enkemand, Angakokken Kilitdlik, døde og dennes Broder Takunalikitek (forøvrigt ogsaa Angakok) kastede da et af de faderløse Børn, en Dreng paa ca. 5 Aar, i Vandet, "fordi Barnet græd saa meget over Faderen", i Virkeligheden vistnok, fordi Takunalikitek har ment, at han havde Børn nok at føde paa i Forvejen. (s. 126)
Februar, 1899
Da jeg gik ud af Hytten, fulgte Manden (Migssuarnianga) med og spurgte mig, om han til Sommer kunde begynde at faa Undervisning. Det havde jeg naturligvis ikke noget imod, men jeg henviste ham til, at det nærmest maatte ske gjennem hans Kone, da jeg jo ikke kom meget sammen med ham. Det er ret mærkeligt med den Mand; thi han har flere Gange talt til Petersen om, at han troede, men derimod har han i den Sag holdt sig tilbage overfor mig personlig. Maaske har han haabet paa, at Petersen skulde lade det gaa videre til mig og jeg saa selv indlede Sagen. Men jeg har med Vilje holdt mig noget tilbage overfor ham selv direkte, fordi han er en meget virksom Angakok og jeg ikke gjerne vilde risikere at komme til at døbe en saadan uden at have Følelsen af, at han saa ogsaa vilde forsage sine Trolddomskunster, derfor har jeg ventet, til han selv indledede Sagen. Forøvrigt er vi ellers meget fine Venner. Undertiden har han siddet og hørt paa de andres Undervisning, og gjennem Piserajik har jeg faaet Følelsen af, at han nok engang vilde komme. Nu kom han, og det ikke overilet, og han ved ogsaa, at det vil koste ham hans Troldmandsstilling, om han skal døbes; hvor megen Alvor, der ligger bag hans Komme, vil jo først Fremtiden aabenbare. — (s. 131)
Juni, 1899
At her ogsaa overtroiske Forestillinger om Daaben blander sig med ind er sikkert selvsagt; men mærkeligt er det alligevel. Blandt dem, der ivrigst tilraadede Ilisimalek til at blive døbt, var nok ogsaa en Angakokfamilie (Maratses), "men Maratse selv er ogsaa en troende", tilføjede Ilisimalek. "Men blev Maratse døbt, var han jo færdig som Angakok!" "Det bryder han sig ikke en Smule om!" (s. 139)
April, 1902
Den 3die kom her en Mængde Besøgende, deriblandt Angakokken Maratses Broder, som fortalte, at Maratse under Udøvelsen af sine Kunster havde set den døbte Cecilie, Pavias Kone, i Dødsfare, idet Havet steg mere og mere op imod hende. Havet er jo her Hedningernes Kirkegaard. Cecilie er for Tiden syg, og det er jo muligt (og meget forklarligt), om hun ikke er saa frigjort i sin kristne Tro, at hun i sin Sygdom kunde lade haant om et saadant Angakok-Syn. Hørte hun da sligt, kunde det maaske baade forfærde og forværre hendes Tilstand. Maratse var her selv samme Dag, men undgik mig, hvilket han i det hele taget har gjort siden han paany fik 2 Koner. Men naar jeg igjen træffer ham, skal han faa en mindre venlig Anmodning om at afholde sig fra at se Syner angaaende de Døbte. Overfor Petersen slog han samme Dag paa, at han syntes, det gik meget livligt med Sygdom og Dødsfald nu iblandt de Døbte, hvilket aabenbart passede i hans Kram. (s. 192-193)
Juli, 1902
Det kom til en Forsoning med Angakokken Maratse, som benægtede, at han under sine Kunster havde set Havet nærme sig den syge Cecilie, som forhen omtalt, han havde i det hele taget slet ikke øvet sine Kunster i det Hus, i hvilket han skulde have haft det paagjældende Syn! Naturligvis løj han, hvornaar lyver disse Mennesker ikke! Men han lovede mig, at han ikke nogensinde skulde se Syner eller øve Kunster med Hensyn til de Døbte! — (s. 203)
Juni, 1904
Endelig den 20de kom her 2 Kajakker med Nyheder. Nu først var Isen skikkelig, saa der var Vej frem. Den ene af de ankomne, Atasuat blev her tilbage. Som omtalt den 23de November var han den Gang flygtet hjemmefra af Angst for at blive myrdet. Senere vendte han dog atter tilbage, og det hed sig da, at han nu var bleven Angakok, hvilket han dog ikke vilde indrømme overfor mig. Maaske har han udgivet sig som Angakok i det Haab derved at sætte sig i Respekt. Forholder det sig saaledes, har det i alt Fald ikke frugtet; thi nu er han atter flygtet, angst for sit Liv, og har slaaet sig ned her som et mere sikkert Sted. Om hans Angst virkelig har nogen skjellig Grund, er mig ikke klart. (s. 228)
November, 1896
Tirsdag den 24de kom Søren og meddelte, at Ajukutok vilde gjøre Angakokforestilling om Aftenen, at han og Nielsen vilde derover og se det, og at de havde sagt til Ajukutok, at jeg ogsaa kom med. Søren vidste nemlig, at jeg gjerne vilde overvære en saadan Forestilling, men ikke vilde opfordre nogen til at gjøre sine Kunster. Om Aftenen traskede da Søren, Nielsen, Helga og jeg afsted. Skjønt det var stjærneklart, var det dog for mørkt til at bruge Skierne, kun Helga havde sine paa, og vi fik derfor en besværlig Tur, idet vi ofte sank dybt i Sneen. Det var bidende koldt, maaske en Snes Grader, og ikke fri for at blæse lidt. Da vi kom til Hytten, lød Trommen os imøde, idet Migssuarnianga, som ogsaa er Angakok, var ved at gjøre Kunster, maaske til bedste for sin Kone, som ikke var rigtig rask. Vi famlede os frem gjennem den lange, mørke Husgang og kom endelig ind i Huset, hvor alt var bælgmørkt, thi Kunsterne gjøres altid i Mørke. Migssuarnianga holdt dog op strax efter at vi var komne ind, idet han erklærede, at han var uduelig. Lamperne blev saa tændte og vi kom til Sæde. Efter længere Pause, som Ajukutok benyttede til gjentagende at fortælle, at han heller ikke duede, og at Aftenen ikke var ganske heldig, gav han sig endelig i Færd med Forberedelserne. Disse bestaar i, at Vinduerne tildækkes godt med Skind, for at der ikke skal stjæle sig Lys ind, at der hænges tørre, afhaarede Skind for Husindgangen, at Trommen bliver vædet for at give bedre Klang o. s. v. Ajukutok satte sig derpaa ned paa Jorden med Fødderne mod Skindene, som hængte for Husindgangen. Lamperne bleve slukkede, og Søren og Nielsen fik Ordre til ikke at tænde deres Piber under Forestillingen. Ajukutok begyndte derpaa at puste og stønne, medens Forsamlingen raabte efter Aanderne. I Begyndelsen raables der noget som "Goi, Goi", men Raabene gik snart over til et Trestavelses-Ord, hvis enkelte Stavelser ingen af os dog kunde faa fat i, uagtet der raabtes baade højt og vedholdende. Efter Lyden at dømme var de raabende især Mændene og Børnene. Angakokken udstødte en Mængde Lyde, ikke ulig dem Børnene kan opvarte med hjemme, naar de spidser Munden lidt og samtidig lader Tungen spille fra den ene Side af Munden til den anden. Lyden begyndte altid temmelig svagt og blødt for efterhaanden at blive kraftigere og tilsidst at slutte med et regelret Brøl! Mellem disse Lyde sukkede og pustede den stakkels Mand, som om nogen gjorde ham Livet meget byrdefuldt og hedt. Endelig kom ogsaa Trommen igang, først langsomt, efterhaanden hurtigere, tilsidst i rasende Fart, omtrent som naar et Jernbanetog hjemme sætter sig igang og først udstøder sin Damp i langsomt Tempo for derpaa at lade det gaa hurtigere og hurtigere, saa at man tilslut næsten ikke mere kan skjelne de enkelte Stød fra hverandre. Paa et givet Vink standsede pludselig hele Forsamlingen i sin Raaben, Trommen hørte op, en underlig Stilhed har afløst den rasende Larm. Hvad nu! Der høres en fjærn Susen, undertiden stigende lidt, undertiden faldende lidt, og nu taler en Stemme dybt nede, langt borte, de enkelte Ord kan ikke gribes, men Røsten nærmer sig og bliver derved stærkere, men, o Ve! idet Aanderøsten bliver lydeligere, faar den ogsaa Ajukutoks Tonefald! Den fjærner sig derfor klogelig igjen, og vi som havde haabet, at Aanden vilde komme ind i Huset til os, vi blev slemt skuffede. Atter begyndte Trommen, atter lød Raabene, Sukkene, Susen og Raslen o. s. v., men alt forgjæves, ingen Aand vilde mere lystre Ordre den Aften. Efter længe at have slidt forgjæves, maatte Angakokken opgive Ævret, og Lamperne blev atter tændte. Vi tog Afsked og skyndte os ud i den friske, frie Luft, bort fra den trykkende Hede, der havde hersket inde i Hytten. Forestillingen selv var os en Skuffelse, for saa vidt som vi havde ventet os noget betydeligere. Her var ingen Tale om, at Angakokken blev bagbundet før Forestillingen, eller at Trommen hørtes paa forskjellige Steder, eller at Aanden gik rundt imellem Forsamlingen. Hvad vi hørte, var godt gjort, men det bar ikke tilstrækkelig Præget af det mystiske og dæmoniske til at gjøre Indtryk, end ikke paa Grønlænderne kunde vi mærke noget. Forestillingen havde varet et Par Timer. Maanen var imidlertid staaet op og gav os en kjærkommen Belysning paa Hjemvejen. (s. 83-85)
Trommedans
Juli, 1896
Den 10de kom Migssorniangas Konebaad, men kun for et Øjeblik, da de skulde videre til Sermilik, hvor Migssornianga skal holde Trommedans med en anden, som nok har kritiseret hans Kajakroning. (s. 64)
Juli, 1896
Der holdtes Trommedans, og mange Folk var som sædvanlig samlede til den Fest. Midt under Dansen farer en af de dansendes Slægtninge frem og overfalder Modparten, som ikke var Morder, men beskyldtes for at stjæle Sjæle, med en Kniv bagfra og dræber ham. I Stedet for at ile Manden til Hjælp eller kaste sig over Morderen søger Forsamlingen ned til Baadene og Kajakerne og drager skyndsomt bort. Ogsaa dette Lig blev parteret og kastet i Vandet. Hovedet blev indpakket i hans Fangeblære og kastet i en lille Dam. Parteringen sker vistnok for at sikre sig mod Hævn fra den Dødes Sjæl eller Gjenfærd. (s. 65)
August, 1896
Den 14de kom Maratse med et meget stort Følgeskab af Konebaade og Kajakker. Han vilde til Sermilik og holde Trommedans med Kunak. Da jeg tidligere havde hørt, at de 2 snart skulde holde Trommedans, havde jeg forud bestilt en Konebaad til at komme og tage mig med ind til den Fest, da jeg jo alligevel laa for Tur til Sermilik. (s. 68)
August, 1896
Medens vi sidder sammenstuvede inde i et af disse Telte, hører jeg pludselig midt i den almindelige Pludren en Kvinde sige til en anden: "Han gaar Døden imøde." Ordene gav mig noget at tænke paa; thi for det første har Maratse deltaget i flere Mord og skal have dræbt en Modstander før ved en Trommedans. (s. 69)
August, 1896
Endelig Klokken c. 11 om Formiddagen stilnede Regnen saa meget af, at Maratse og Kunak besluttede at begynde. Fjendskabet fra de to stammer fra, at Kunak engang, da han vilde rejse til Vestkysten, "bortførte" Maratses Kone og tog hende med, og han har siden stadig beholdt hende som Kone, vistnok alt overensstemmende med hendes eget Ønske. Baade Kunak og Maratse har forøvrigt hver 2 Koner. De 2 Modstandere er højst forskjellige at se paa. Kunak er lille med et gemytligt, jovialt Ansigt, Maratse høj med et alvorligt, maaske noget haardt og ikke altid tiltalende Ansigt. De 2 stillede sig op nogle Alen fra hinanden, hver med sin Tromme i Haanden, og paa et Terrain, der skraaner lidt til Bedste for den lave Kunak. Dennes Ansigt er blegt, han ved af Erfaring, at Maratse kan slaa nogle slemme "Skaller". Maratse er nok saa alvorlig, som han plejer. De siger hinanden nogle udsøgte Komplimenter, hvori de gjensidig fremhæver Modpartens store Duelighed til "Dansen" og deres egen Uduelighed. Tæt ved dem ligger der en stor Klump Is, og Tilskuerne danne Kreds om dem. Alle er i fineste Puds. Kunak i en smuk, ny Skinddragt, Maratse i et Par europæiske Benklæder, som slet ikke passer og med "Islandsk Trøje" paa Kroppen. Endelig begynder Kunak paa selve "Dansen". At beskrive denne er ikke let. Hænderne har hele Tiden travlt med at behandle Trommen, der bestaar af en smal Træring, hvorover er spændt et Stykke tyndt Skind. Trommestokken bliver slaaet mod Træringen, ikke mod Skindet. Ben og Krop er i idelig Bevægelse, dog ikke som Dans hjemme. Fødderne blive næsten hele Tiden paa samme Plads, men Knæene bøjer i en Uendelighed uden atter at rettes helt ud og samtidig vrides og vrikkes der med Overkroppen. Munden har travlt med i en syngende Tone at fremhæve alt latterligt og daarligt, som man kan finde hos Modstanderen. Engang imellem nærmer den Dansende sig Modparten, stikker sin Næse hen efter hans Ansigt og snøfter, som om han ret ønskede at vide, hvordan han lugter, derefter vender han Næsen bort og pruster med et næsten uimodstaaeligt haanligt Udtryk, som om det ret gjaldt at faa udtrykt: "Hvor Du lugter afskyeligt, min Ven, lad mig endelig se at faa den Lugt snarest mulig ud af Næsen!" Saadan tager det sig ud, men Betydningen er vel nok en anden. Atter fjerner han sig nogle Skridt og begynder forfra. Modparten staar under alt dette ganske stille og lader, som om alt ikke bider paa ham, smiler undertiden lidt med ad den andens Vittigheder, men lade se nogen Vrede eller lignende — det gik ikke an! Tilskuerne jubler og hujer i vilden Sky, naar der siges noget særligt godt, enkelte af dem synger med. Naar "Danseren" saa er bleven træt og i sin Sang er kommen til et passende Opholdssted, saa holder han op, og de to taler saa atter venskabeligt sammen og komplimenterer hinanden! Derefter begynder den anden at "danse", og nu er det den førstes Tur at staa stille og tage imod alle Forhaanelserne. Og saaledes vedbliver de Time efter Time at skiftes til. Dansen er anstrengende, især var Kunak badet i Sved, men han var ogsaa langt den livligste i sine Bevægelser og Minespil, medens jeg fik det Indtryk, at Maratse var den stærkeste i Ordene. Han blev ogsaa meget stærkt applauderet. Maratse var meget ivrig for at faa mig draget frem. Jeg skulde rose hans Modparts Dans, om sin egen spurgte han med forstilt Beskedenhed, om den var daarlig! Naar Tilskuerne tiljublede Kunaks Haansord deres Bifald, saa opfordrede Maratse mig til at raabe med! Jeg afslog det altsammen med den Motivering, at jeg ikke forstod Sangen og derfor heller ikke kunde give nogen Mening tilkjende. Maratses næsten daarlig nok voxne, men dog gifte Søn stod længe lige bag Kunak, og jeg holdt skarp Øje med ham, men tilsidst gik han derfra, uden at der havde vist sig Spor af noget mistænkeligt. De dansende kom imidlertid hinanden nærmere, og nu begyndte Sagen at blive alvorligere, idet Maratse nu ikke nøjedes med at "lugte" til Kunaks Ansigt, men lod sin Pande dunke om i Ansigtet paa ham. Endnu var det dog kun Smaastød, og jeg vilde derfor endnu ikke skride ind. Men da Maratse saa pauserede og derunder spurgte mig igjen, om det var daarligt, svarede jeg, at Sangen selv kunde jeg jo ikke endnu udtale mig om, men Pandestødene syntes jeg ikke om. Da Holmgangen saa atter begyndte, og Maratse stod i krum, foroverbøjet Stilling, for at den lille Kunak skulde kunne naa at snuse og støde ham i Hovedet, saa erklærede denne, at han ikke vilde "støde", da Palase (Palase ɔ: Præst) ikke syntes derom, og Knubsene var dermed tilende for den Gang. Naar Kæmperne blev altfor varme eller de vilde vise, hvor lidet Modpartens Ord gjorde Indtryk paa dem, saa gik de hen til Isklumpen og brød nogle Stumper af den, som de saa nød til Forfriskning! Trods sin Varme lod Maratse sig dog hente en ny Anorak midt under Dansen og trak den ovenpaa Islænderen. Man skulde jo dog have al hans Stads at se! Tilskuerne udfoldede en Pragt, som jeg ikke før har set Mage til her paa Østkysten. Mange mødte med fint mønstrede Sko, og snart saa man én, snart en anden forsvinde fra Skuepladsen, for lidt efter at møde frem igjen i en hel anden Dragt. Ja, enkelte kom endog med en Tøjpakke under Armen; naar de saa mente, at den Dragt, de havde paa, var tilstrækkelig beundret, rulledes den medbragte Pakke op, og en ny Dragt blev saa paa Stedet trukket ovenpaa den, de alt havde paa! Enkelte Mænd havde hele Dragter af Bomuldstøj paa, og Benklæderne var saa, saa vidt muligt, syede med europæisk Façon. Maratses Søn var klædt i hvidt Stout. Uagtet Maratse og Kunak har Ord for at være Angmagssaliks bedste Trommedansere, kunde de dog ikke hele Tiden holde Ungdommens Interesse vedlige. Børnene opførte Lege lige i Nærheden, og de yngre Mænd gik ofte bort og morede sig med at prøve, hvem der kunde springe højst eller længst. Men de ældre holdt trofast ud, og engang imellem gik en af dem hen og fik de yngre samlede paa Dansepladsen igjen. En Enke, hvis Mand var blevet myrdet under en Trommedans, var en af de ivrigste til at synge med! Dansen var dog denne Gang tilende allerede Kl. ca. 3, hvortil vel baade den stadige Regn og Ophøret med Knubsene bidrog. Med Dansen ophørte selvfølgelig ogsaa Fjendskabet i det ydre mellem de 2 Modstandere. Men Kunak var glad; thi han var denne Gang sluppet med billigt Kjøb! Selve Sangens Indhold er for udenforstaaende meget vanskelig at faa fat i, thi baade gjør Maaden, hvorpaa Ordene fremføres, dem utydelige, og Sangen bestaar for en væsentlig Del af Hentydninger, som kun kan forstaas, naar man er nøje inde i Vedkommendes private Liv. Saa vidt jeg kunde skjønne, drejede Kunaks og Maratses Sang sig, som rimeligt var, væsentlig om Konespørgsmaalet, men havde forøvrigt vist et i høj Grad usædeligt Indhold. — Jeg skal ikke her komme ind paa Spørgsmaalet, om Trommedansens Berettigelse eller ikke; men ofte sker det vistnok, at 2 holder Trommedans, uden at der er dybere Fjendskab tilstede, halvt for Morskab. — (s. 70-72)
August, 1897
Den 13de drog Maratse med Følge til Sermilik for at holde Trommedans med Kunak. (s. 100)
Januar, 1899
Jeg har mangfoldige Gange set Børnene lege Trommedans og Angakokker, men det er første Gang, jeg har set dem lege "sørgende", men den Færdighed, hvormed de gjorde det, viste dog, at de maa have gjort det før. — (s. 126)
Amuletter og tupilakker
Juni, 1896
Ogsaa Atatsivat, min tidligere Elev, var her. Han havde en lille grøn Kvist anbragt forude paa sin Kajak, dog ikke til Pryd, men "fordi han endnu var bange i Kajakken", altsaa som en Art Amulet! (s. 63)
Juni, 1899
Den 29de. Da Ilisimalek i Dag kom ind til mig med sin lille Dreng, som ogsaa skal døbes paa Søndag, saa jeg, at han bar en Amulet fastsyet paa sin Anorak. Paa mit Spørgsmaal, om han ogsaa endnu gik med en Amuletrem (en Skulderrem med paasyede Amuletter, som bæres inderst inde paa den bare nøgne Krop), svarede hun ja, den brugte han ogsaa endnu. Om hun ogsaa selv brugte noget af den Slags endnu? Nej! Jeg spurgte saa, om hun vilde give mig sin Søns Amuletter. Til min Overraskelse gik hun strax og villig ind derpaa. Jeg havde ventet, at hun vilde have bedt om, at han maatte bruge dem til han var bleven døbt. Paa Stedet fik jeg Skattene udleveret! (s. 138)
April, 1900
. . . og efter at de atter havde forsikret mig om deres Oprigtighed, og at de allerede for længe siden af sig selv havde bortfjernet deres "Husguder" (Amuletter o. s. v.), (s. 152)
April, 1901
Den 25de lirkede jeg over til Grønlænderne, da jeg gjerne vilde have Amulet- og Tryllespørgsmaalet grundigt for endnu engang før Daaben. Et Barn bar endnu en Amulet paa sig, men ellers havde ingen nogen paa sig. Men rundt om i det ene Hus opbevarede Folkene dem endnu og udleverede mig dem paa mit Forlangende. I det andet Hus (Migssuarniangas) var de for længe siden bortfjærnede. Jeg kom hjem med en net Samling, det var just ikke det fineste "Nips"! Hvad mener I f. Ex. om et Stykke tørret Efterbyrd? (s. 176)
Maj, 1901
Den 1ste Maj kom 2 af de nydøbte Mænd med nogle Amuletter, som de først nu kunde bringe, fordi Amuletterne hørte til deres Kajakker, og disse havde de ikke haft ved Huset i den sidste Tid. Den ene af Mændene, Poul, glædede sig til nu at skulle smage Laller af Sæl og Fugleæg. Det havde han hidtil ikke turdet. — (s. 178)
April, 1902
Den 25de og 26de fik jeg en Del Amuletter udleverede, hvorved jeg fik min Samling af den Slags Rariteter forøget. Det er just ikke Kostbarheder, der bliver brugt som Amuletter! Et gammelt indtørret Ravnehoved med tilhørende Klør f. Ex.! Dog synes gamle, lidt sjældne Perler at have været noget i Kurs. (s. 194)
Maj, 1898
Inde i Sermilik gaar en ung Pige, som i en Sygdom blev tvungen til at bekjende, at hun havde lavet en Tupilek mod sin egen Fader for at berøve ham Livet. Naturligvis er en saadan Tilstaaelse noget rent Nonsens, men den maa just ikke bidrage til at skabe et godt Familieforhold. (s. 113)
Tabu
20. juli, 1898
Hvorledes Hedenskab og Kristendom sammenblandes, fik jeg paa Rejsen et Par ret mærkelige Prøver paa. En af Roerskerne havde meget travlt med at fremsige Trylleformularer, hver Gang Vind eller Sø begyndte at blive imod, for at faa bedre Forhold. Men midt iblandt sine Formularer raaber hun pludselig; "Gud, jeg troer, lad Havet blive roligt!" En anden af Roerskerne, som for ikke længe siden mistede sit Barn og derpaa blev skilt fra sin Mand, overholdt paa Turen strængt sine hedenske Ceremonier i Anledning af Barnets Død: drak f. Ex. kun ude med bedækket Hoved, sprang med samlede Ben over smaa Vandløb i Stedet for at skræve over o. s. v. Men denne samme Boerske kom til mig og beklagede sig over Manden, der havde forskudt hende, at han "bar sig ad som en Vantro!" (s. 119-120)
Maj, 1904
Den 29de. Jeg hører i Dag af Lund, at Umeringnek, da hans Anden-Kones ene Barn døde her i Vinter, dog ikke havde turdet opgive sin gamle Overtro med Hensyn til Dødsfald. Der var nemlig visse Ord, som han i nogen Tid ikke turde nævne. Saaledes samtalte han en Dag med Handelens Kivfak, Jørgen, men hver Gang han i Talens Løb skulde sige "Strøm" eller "Blæst" brugte han omskrivende Udtryk, saa Jørgen i Begyndelsen slet ikke kunde fatte, hvor Umeringnek vilde hen med sin Snak! Ligeledes turde han ikke spise Klapmydskjød, og da hans Nabo, David, en Dag flænsede en saadan og holdt et større Festmaaltid, mødte Urneringnek ikke. Men David gik saa selv over og hentede ham, idet han (David) holdt paa, at naar Umeringnek vilde døbes, skulde han ogsaa opgive at overholde den Slags! Saa maatte stakkels Umeringnek bide i det sure Æble og gaa til Festmaaltid! (s. 226-227)
Juli, 1895
Det forleden omtalte syge (og grisede) Barn døde strax efter Forældrenes Hjemkomst; men der er rigtignok dem, der sige, at det endnu gispede, da det blev kastet i Vandet. Her er mange forfærdelige Forhold! Faderen maatte nu ifølge Overtroen ikke gaa i Kajak de første 3 Dage efter Dødsfaldet. Paa den fjerde Dag (igaar) kom han hertil og saa meget alvorlig ud, men hylede dog ikke, som de ellers have for Skik sig selv imellem. Han kom ind til os, men maatte (atter ifølge sin Overtro) ikke gaa ind, førend jeg var inde, og maatte ligeledes sidde med Hætten over Hovedet. Dette maa han overholde, indtil han har fanget sin første Sæl efter Dødsfaldet. (s. 42)
At stjæle en sjæl
Marts, 1897
Besøgende fortalte igaar, at Maratse havde taget Sjælen fra en Enke, som derfor nu var død. En Angakok udsætter sig altsaa ogsaa for at paadrage sig uretfærdig Mistanke. (s. 92)
November, 1903
Vor gamle bekendt Atasuat er flygtet fra sit Hjem i Rædsel for at blive myrdet. Sagen er den, at en ung Kvinde, som Atasuat engang har været gift med, nylig er død. Nu boede Atasuat i Hus sammen med nogle af hendes Slægtninge, og disse har saa faaet regnet ud, at Atasuat ved Trolddom har stjaalet hendes Sjæl og derved foraarsaget hendes Død, og i den Anledning skal en yngre Fyr have truet med, at det skulde koste Atasuat Livet. (s. 213)
Religionsskifte
September, 1896
En anden Grønlænder har gjort Petersen det Spørgsmaal, om man kan blive døbt, naar man har myrdet? Jeg kunde vist let komme til at døbe mange, især da nu de mange nylig hjemvendte har kunnet meddele, at paa Vestkysten er alle døbte og helst vil i Himmelen. Men Daaben betragtes sikkert kun som et ufejlbarligt Tryllemiddel til at komme i Himlen. (s. 76)
20. juli, 1898
Hvorledes Hedenskab og Kristendom sammenblandes, fik jeg paa Rejsen et Par ret mærkelige Prøver paa. En af Roerskerne havde meget travlt med at fremsige Trylleformularer, hver Gang Vind eller Sø begyndte at blive imod, for at faa bedre Forhold. Men midt iblandt sine Formularer raaber hun pludselig; "Gud, jeg troer, lad Havet blive roligt!" En anden af Roerskerne, som for ikke længe siden mistede sit Barn og derpaa blev skilt fra sin Mand, overholdt paa Turen strængt sine hedenske Ceremonier i Anledning af Barnets Død: drak f. Ex. kun ude med bedækket Hoved, sprang med samlede Ben over smaa Vandløb i Stedet for at skræve over o. s. v. Men denne samme Boerske kom til mig og beklagede sig over Manden, der havde forskudt hende, at han "bar sig ad som en Vantro!" (s. 119-120)
Februar, 1899
Da jeg gik ud af Hytten, fulgte Manden (Migssuarnianga) med og spurgte mig, om han til Sommer kunde begynde at faa Undervisning. Det havde jeg naturligvis ikke noget imod, men jeg henviste ham til, at det nærmest maatte ske gjennem hans Kone, da jeg jo ikke kom meget sammen med ham. Det er ret mærkeligt med den Mand; thi han har flere Gange talt til Petersen om, at han troede, men derimod har han i den Sag holdt sig tilbage overfor mig personlig. Maaske har han haabet paa, at Petersen skulde lade det gaa videre til mig og jeg saa selv indlede Sagen. Men jeg har med Vilje holdt mig noget tilbage overfor ham selv direkte, fordi han er en meget virksom Angakok og jeg ikke gjerne vilde risikere at komme til at døbe en saadan uden at have Følelsen af, at han saa ogsaa vilde forsage sine Trolddomskunster, derfor har jeg ventet, til han selv indledede Sagen. Forøvrigt er vi ellers meget fine Venner. Undertiden har han siddet og hørt paa de andres Undervisning, og gjennem Piserajik har jeg faaet Følelsen af, at han nok engang vilde komme. Nu kom han, og det ikke overilet, og han ved ogsaa, at det vil koste ham hans Troldmandsstilling, om han skal døbes; hvor megen Alvor, der ligger bag hans Komme, vil jo først Fremtiden aabenbare. — (s. 131)
Juni, 1899
At her ogsaa overtroiske Forestillinger om Daaben blander sig med ind er sikkert selvsagt; men mærkeligt er det alligevel. Blandt dem, der ivrigst tilraadede Ilisimalek til at blive døbt, var nok ogsaa en Angakokfamilie (Maratses), "men Maratse selv er ogsaa en troende", tilføjede Ilisimalek. "Men blev Maratse døbt, var han jo færdig som Angakok!" "Det bryder han sig ikke en Smule om!" (s. 139)
Februar, 1902
Elisa var i visse Betninger en ret fremragende Kvindeskikkelse; som udøbt var hun noget af en Hex, der havde sine Tornakker (Hjælpe-Aander) ligesom en Angakok og gav sig af med hemmelige Kunster. Som døbt var hun ikke bange for at bryde med gamle Skikke, men i mange Retninger sad Overtroen hende sikkert alligevel fast i Blodet. Overfladisk anlagt i meget, men ogsaa energisk og dygtig i meget og med stor Lyst til at være den Første i sin Kreds og at spille en ledende Rolle i sit Samfund. (s. 191)
April, 1902
Den 3die kom her en Mængde Besøgende, deriblandt Angakokken Maratses Broder, som fortalte, at Maratse under Udøvelsen af sine Kunster havde set den døbte Cecilie, Pavias Kone, i Dødsfare, idet Havet steg mere og mere op imod hende. Havet er jo her Hedningernes Kirkegaard. Cecilie er for Tiden syg, og det er jo muligt (og meget forklarligt), om hun ikke er saa frigjort i sin kristne Tro, at hun i sin Sygdom kunde lade haant om et saadant Angakok-Syn. Hørte hun da sligt, kunde det maaske baade forfærde og forværre hendes Tilstand. Maratse var her selv samme Dag, men undgik mig, hvilket han i det hele taget har gjort siden han paany fik 2 Koner. Men naar jeg igjen træffer ham, skal han faa en mindre venlig Anmodning om at afholde sig fra at se Syner angaaende de Døbte. Overfor Petersen slog han samme Dag paa, at han syntes, det gik meget livligt med Sygdom og Dødsfald nu iblandt de Døbte, hvilket aabenbart passede i hans Kram. (s. 192-193)
Juli, 1902
Det kom til en Forsoning med Angakokken Maratse, som benægtede, at han under sine Kunster havde set Havet nærme sig den syge Cecilie, som forhen omtalt, han havde i det hele taget slet ikke øvet sine Kunster i det Hus, i hvilket han skulde have haft det paagjældende Syn! Naturligvis løj han, hvornaar lyver disse Mennesker ikke! Men han lovede mig, at han ikke nogensinde skulde se Syner eller øve Kunster med Hensyn til de Døbte! — (s. 203)
Øvrigt
Juni, 1898: De levende og de døde
Fornylig hørte jeg endnu en Afskyelighed ved de forhen omtalte Mord med Partering af de myrdede. Parteringen synes ikke blot at have været ret hyppig, næsten en Regel, men tillige spiste Morderne lidt af den myrdedes Kjød eller drak noget af deres Blod eller maaske begge Dele. Overtroiske Forestillinger om derved at kunne sikre sig mod Hævn fra den afdøde har vel fremkaldt denne Kanibalisme. En af mine Elever, Ilisimalek, mener at være bleven besat af den afdøde Okusaks Sjæl! Da hun nemlig en Dag just tænkte paa Okusak, fik hun pludselig en sød Smag i Munden, og det maatte jo saa være kommet af, at Okusaks Sjæl da gik ind i hende! (s. 113)
Juli, 1898: Ingnerssuiter – Trolde
Vi sejlede forbi Isi, hvor Holm i sin Tid vendte om; kom forbi en Kyststrækning, hvor der efter Grønlændernes Fortælling boede en Mængde Ingnerssuiter (en Slags Trolde). Da min Hustru bad om at faa en at se, fik hun det Svar, at den Slags kunde kun ses af Angakokkerne. (s. 115)
Februar, 1904: Pekángitsok – en ikkeværende
Søndag den 21de havde jeg efter Gudstjenesten en Forhandling med nogle af Grønlænderne angaaende en overtroisk Ceremoni, som nylig har fundet Sted i Umeringneks Hus. Husstanden var nemlig en Aften bleven forfærdet over en mystisk Lyd, som de mente maatte komme fra en "pekángitsok" ("Ikkeværende"), en Slags Gjenganger eller afdøds Aand. For at forhindre dette Væsen, hvis Tilsyneladelse kunde volde Dødsfald i Huset, i at komme ind, hældte en ung Mand Urinballens duftende Indhold ud i Husgangen; thi den Dosis kan Pekángitsok'en nok ikke staa for. Den kom da heller ikke ind. Alt dette fik Lund at vide, da han Dagen efter kom derover, og havde i den Anledning en længere Ordkamp med dem. Under denne fortalte Umeringnek om nogle forfærdelige Syner, han selv tidligere havde set, saaledes engang et Menneske, som gik midt over ved Maven, og hvis benløse Overkrop alligevel for hen over Jorden! — Men det værste kom dog bagefter: I Ophidselse over I denne Pekángitsok tog Umeringneks Kone et Barn, bandt det en Snor om Hovedet og gjorde Løfteprøve paa det for at erfare, om noget af Børnene i Hytten snart skulde dø. Denne Løfteprøve — omtalt i Begyndelsen af forrige Maaned — synes altsaa at kunne anvendes i forskjelligartede Tilfælde. Det, der i nogle Tilfælde gjør Barnet tungt at løfte, skal være en Aand (Tartok), i Skikkelse lignende en Sæl, som under Jorden begiver sig hen til Barnet og holder i dette! — Med lidt god Vilje kan der maaske bringes Harmoni mellem denne Forklaring og den i Januar givne; men forøvrigt skal man vist ikke altid vente at finde fuld Overensstemmelse i Grønlændernes Forklaring af sligt. — (s. 218-219)
April, 1904: Om iboere
Den 8de. Vi har nu i lang Tid haft ideligt Blæsevejr og Snestorme, hvilket begynder at falde Grønlænderne lidt kjedsommeligt. Nu hører jeg, at en Kvinde har søgt at hjælpe paa Situationen ved med sin Kniv at støde ud i Luften. Det samme skal hun med godt Resultat have gjort før. Meningen er nok, at Stødene gjælder Luftens "Iboer", som saaledes skulde afskrækkes fra at lade det blæse mere. Sagen opfattes dog nærmest som en god Spøg. En Grønlænder ytrede saaledes sin Bekymring for, at hun ved sine Slag skulde komme til at flække Næsen paa "Iboeren"! Men en Iboer har Vinden altsaa, og det er vist nærmest et mandligt Væsen. (s. 223)
December, 1899: Måneformørkelse
Forleden Aften havde vi Decembers eneste større Begivenhed for vort Steds Vedkommende, nemlig en smuk Maaneformørkelse. Jeg havde forud averteret vore Naboer derom og forklaret dem, hvad der egentlig gik for sig. Petersen gjorde det samme for sin Part. Om de gode Grønlændere i Hjærtet er gaaet ind paa vore Betragtning af denne mysteriøse Begivenhed, det kan vel være tvivlsomt; men det, at vi forud havde fortalt, at det vilde ske, og hvorledes det vilde forløbe, det havde i alt Fald befriet dem for deres Ængstelse. Efter god Grønlændertro kommer saadan en Formørkelse nemlig som en Straf, fordi nogle iblandt dem muligvis har forsømt den tilbørlige Iagttagelse af deres vedtagne Skikke eller lignende; og for at bevæge Maanen til atter at krybe frem fra det Skind, bag hvilket den under Formørkelsen har skjult sig, kryber Grønlænderne ogsaa ind under et Skind og frem paa den anden Side af det; thi deri ligger en kraftig Opfordring til Maanen til paa sin Side at bære sig ligesaa belevent ad. Og det har den jo som bekjendt ogsaa hidtil gjort! (s. 148-149)
December, 1903: Barnemord
Et nyt Barnemord? Der synes næsten at være bleven forøvet et af de gamle, bekjendte sørgelige Barnemord igjen. Saa vidt jeg har opfattet Sagen, forholder det sig saaledes: I den ofte før nævnte Angakok Maratses Hus bor der flere Familier, vistnok alle i Slægt med ham. Blandt disse mange Beboere var ogsaa den under 23de November omtalte unge, nylig afdøde Kone, hvis Død Atasuat til Dels har faaet Skyld for. Vistnok saadan noget som en Maaneds Tid før hun døde, havde hun født et Drengebarn, og hendes Død staar vel i Forbindelse med denne Barselaffære. Men nu siges der, at da hun blev begravet, begravede de hendes lille Barn levende sammen med hende, og det uagtet der i samme Hus er ikke mindre end 4 andre Kvinder, som giver Die. Beretningen om dette afskyelige Barnemord er naaet hertil gjennem flere Led, saa det trænger dog til Bekræftelse. (s. 214)
.jpg)
