Tiggerens død
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Tiggerens død
Frá fátœkium manni
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2021
Her skal det også fortælles, at der i en landsby var en fattig mand, som tiggede sig til mad og tøj, og det han fik, brugte han til sit eget underhold. Men den arbejdsløn og de almisser, han modtog, plejede han altid at give til Maria i taknemmelighed, om han så havde nok så lidt til rådighed.
Da den tid kom, hvor Herren ønskede at kalde denne gode mand til sig, da blev han syg, og fra sit sygeleje bad han Guds moder om, at hun med sin mildhed skulle få sin søn til at tilstå ham, at han skulle finde saligheden i himlens rige, når han døde. Og kort før hans død kom barmhjertighedens moder selv til ham og sagde: »Kom! — du, min kæreste ven — så skal du få himmerigets glæde, som du bad om.« Alle, der sad ved denne syge mand, hørte dette blive sagt, men han alene så den hellige Maria. Og efter dette døde han, og da kom Herrens hellige engle og førte hans sjæl til himmerigets glæder. Og nu nyder han dér den stedsevarende glæde, som Guds moder lovede ham, i al evighed sammen med alle Guds helgener.