Tilnavne: Enkelte begivenheder

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Femte afdeling
Tilnavne, knyttede til social stilling, virksomhed, enkelte begivenheder og privatlivet


D. Tilnavne, grundede på enkelte begivenheder, dels bekendte, dels formodede.


1. D r a b,   k a m p e   o g   d e r m e d   b e s l æ g t e d e   b e g i v e n h e d e r.
Eyþjófsbani, Ǫgmundr Fas., sagnh. ‘Øtjovs banemand’, fordi han havde dræbt en Eyþjófr »sofanda í sæng sinni« (Örv. Boer 127).

Fáfnisbani, Sigurðr Edd., Fas., sagnh. ‘Fáfnirs banemand’.

Hundingsbani, Helgi Edd., Fas., sagnh. ‘Hundings banemand’ (»ok þeira Hǫðbrodds« tf. en overskrift).

Koðránsbani, Hallr Hkr., Mork. XI. ‘Kodrans banemand’, fordi han havde dræbt Koðrán Guðmundsson, jfr. Ljósv.

Selsbani, Ásbjǫrn Hkr. XI. ‘Sæls banemand’, fordi han havde dræbt Þórir selr el. Selþórir, kong Olafs forvalter.

Tagldarbani, Illugi Flat. (taglar- ur.), uhist. ‘Toglds banemand’, fordi han havde dræbt en jættekvinde Tǫgld.

Þiðrandabani, Gunnarr Ld., Austf. XI. ‘Tidrandes banemand’, fordi han havde dræbt Þiðrandi Geitisson.

berserkjabani, Ásmundr Fas., sagnh.; Gunnsteinn Ldn., Nj. IX. ‘Bersærkers banemand’; Ásm. kaldtes sål., fordi han dræbte to bersærker, Hrörek og Siggeir (Egils s. ok Ásm.), G. »drap tvá berserki«.

kappabani, Ásmundr Fas., sagnh. ‘Kæmpers banemand’, fordi han dræbte Hildebrand Hunekæmpe og dennes kæmper.

kerlingarbani, Hallsteinn Jómsv. X. ‘En gammel kones banemand’.

tréserkjabani, Arnviðr Flat., sagnh. ‘Træsærkers banemand’, vel fordi han har dræbt nogle kæmper i kapper af træplader.

Frísadólgr, Eiríkr Ann. IX. ‘Frisers fjende’.

Tunnadólgr, Egill Hkr., sagnh. ‘Tunnes fjende’; i øvrigt blev T. dræbt af Egill. Hos Are kaldes E. vendilkráka = Hist. Norw.

austmannaskelfir, Ásgeirr Ldn., Fló. X (Stb. ur.: -manns-). ‘Østmænds ɔ: Nordmænds skræmmer’, fordi han »drap skipshǫfn austmanna í Grímsárósi«.

Skáneyjarskelfir, Vermundr eller Víkingr Ldn. IX (skr. skelmir vistnok ved en sædvanlig skrivemåde eller mulig overgang fra f til m; Noreen 3 §229, 2). ‘Skånes skræmmer’, vistnok fordi han havde hærget i Skåne.

banamaðr, Gunnarr Hkr. XIII. ‘Banemand’.

blóðøx, Eiríkr Hkr., Eg. osv. IX—X. ‘Blodøkse’, fordi han dræbte flere af sine brødre, »því var hann kallaðr blóðøx (Ágr. i umiddelbar fortsættelse af omtalen af brødredrabet, men fortsætter så:) »at maðrinn var ofstopamaðr ok greypr«.

hausakljúfr, Þorfinnr Hkr., Orkn., Ldn. osv. X. ‘Hjærneskallespalter’, vel fordi han på vikingetog har kæmpet drabelig.

hǫggvandi, Hávarðr Hkr., Jómsv. X; Hrólfr Ldn. IX; Þorgísl Heið. X—XI. ‘Den (kraftig) huggende’.

stórhǫggvi (hinn), Steinbjǫrn enn sterki ok enn st. Ldn. X. ‘Stort huggende’.

skjótandi, Hrólfr Bjark., Hkr. (skjóthendi Hrólfss. krak., mindre rigtig). ‘Den skydende’, dygtig skytte.

skyti, Ánn Hkr. X; Auðun Sturl. XIII; Eilífr Ljósv. X—XI. ‘Skytte’.

brennu- -Flosi Nj., Hkr. ofl. X—XI; -Kari Sturl. XIII. ‘Brand-’; Flosi kaldtes sål. på grund af mordbranden på Bergtorshvol, K. sikkert fordi han deltog i angrebet og indebrændingen på Flugumyre.

brennir, Sigurðr Sv. XII; Þorkell Sturl. XIII. ‘Brænder’; om S., der i virkeligheden hed Heðinn (Þorgrímsson hrossa), hedder det, at han havde »brent fyrir sumum«; heraf har han fat sit tn.

Hólmgǫngur- -Bersi Ldn., Ld., Korm. (også Hólm-) X; -Hrafn Ldn., Eir. X; -Kýlan Gullþ. X; -Ljótr Ld. X; -Máni Ldn. IX—X; -Skeggi Gísl. X; -Starri Ldn., Vd. X. ‘Holmgangs-’, tvekamp; alle bærerne har haft flere el. færre tvekampe; især vides dette om Bersi (han fører flere andre tn.: Eyglu-, Raza-) der i et vers siger, at han har dræbt 35 mænd.

hólm- -Bersi = Hólmgǫngu-B. s. d.

víga- Barði Ldn., Eyrb., Gr., Heið. X—XI; -Bjarni Ldn., Austf. X—XI; -Bútr Sturl. XIII; -Glúmr Gl., Flat. X—XI; -Haukr Sturl. XII—XIII; -Hrappr Ldn. X; -Hrappr Ld. X—XI; -Hrappr Nj. X; -Kolr Nj. X; -Skúta Ldn., Rd., Gl. X; -Starkaðr Sturl. XII—XIII; -Sturla Ldn., Eyrb. X; -Styrr Ldn., Eyrb., Sturl. X—XI. ‘Drab-’, på grund af de mange begåede drab, hvorom der for fleres vedk. ligefrem berettes.

sigrsæli (hinn), Aðalsteinn Eg. X; Eiríkr Hkr., Knytl., Eyrb. X. ‘Den sejrrige’.

víkingr, Hafþórr Ldn. X; Haraldr Ldn. IX; Úlfr Ldn. IX—X. ‘Viking’; i alle disse tilfælde er ordet uden tvivl tn.

víkinga- -Kári Hkr., Ldn., Nj., Gl. IX—X. ‘Vikingers’, fordi han har været sammen med andre på vikingetog.

sóknar- -Sóti Fas., sagnh. ‘Angrebs-’, på grund af hans tapre færd i kamp.

Skǫgul- -Alfr Sturl. XIII (v. l. Skǫkul-). Af Skǫgul = valkyrje; = det følg.

skǫglar- -Tósti Hkr. ofl. X. ‘Kamp-’, fordi han har deltaget i mange slag.

sviptir, Ǫgmundr Hkr., Mork. XII. ‘Rykker’, en der rykker stærkt, el. har gjort et stærkt ryk (f. eks. vredet et våben ud af en andens hånd); i øvrigt er tn. flertydigt og betydn. usikker.

svǫrfuðr, Þorsteinn Ldn., Svarf. IX—X. Ordet er nom. ag. til vb. svarfa ‘bringe noget ud af sin rette stilling eller bort fra det sted, hvor det er eller skulde være’ (Fritzner); svarfask um ‘tumle sig omkring med ufred’; tn. betyder altså ‘forstyrreren’; oprl. er det vel knyttet til en enkelt begivenhed på krigstog.

hafnarlykill, Hrafn Ldn. IX—X. ‘Havnenögle’, fordi han som viking (»var víkingr mikill«) blokerede havnene?

brotamaðr, Þorgrímr Sturl. XII. ‘Brud-mand’; betydn. uvis, ‘en, der gör sig skyldig i forseelser’ (?), og hører måske ikke hid.

þjófr, Geirmundr Sturl. XIII; Þorsteinn Bǫgl. XIII. ‘Tyv’.

álfasprengir, Ǫgn Fas., sagnh. ‘Alvesprænger’, en som får alverne til at sprænges, dø, af forfølgelse (?).

assabani, Snorri Bisk. XII. ‘Örnebane’, se nedenf. assi.

þursasprengir, Þórir Ldn. (v. l. -sprengr d. s.) IX—X. ‘Tursesprænger’, som får turserne til at sprænges; jfr. foreg.

vǫlubrjótr, Óláfr Ldn., Þorlþ. X; Vémundr Hkr., Ágr. X. ‘Völvebryder’, en, der slår en völve ihjæl. Dog skal bemærkes, at vǫlu også kan være gen. af vala, knoklen ‘astragalus’.

øxnabrjótr, Þorsteinn Ldn. X. ‘Oksebryder’; denne læsem. findes dog kun i Melab.; Hb. og Stb. har -broddr, der mulig er rigtigere; jfr. nedenf. 9. afd.

haugabrjótr, Þorsteinn Ldn. IX. ‘Höjbryder’, sikkert fordi han har været en af dem, der opbrød gamle gravhöje.

hnøggvanbaugi, Hrœrekr Flat., sagnh. Er vist identisk med følgende (s. d.). Hnøggva kan bet. d. s. s. sløngva.

sløngvandbaugi, Hrœrekr Ldn., Nj., Edd., sagnh. ‘Ringudslynger’, fordi han skal have kastet en kostbar ring i havet.

sundafyllir, Þuriðr Ldn. IX—X. ‘Sundfylder’, fordi hun ved sejd fyldte alle sunde med fisk.

blóð- -Egill Knytl. XI. ‘Blod-’; sål. kaldt fordi han engang skal have slukket sin törst efter et slag ved at drikke menneskeblod (Knytl. k. 35); men tn. tager vel også sigte på E.s hele krigerfærd.


2. F o r s k e l l i g e   e n k e l t b e g i v e n h e d e r.
dyttr, Brúsi Hák. XIII; Ǫgmundr Flat., Gl. X. ‘Fald’; om Ǫ. fortælles det, at han af en købmand fik »mikit øxarhamars hǫgg, svá at hann fell þegar í óvit«; herfor blev han senere spottet og kaldt d.; dette kommer af roden i detta, datt, duttum ‘falde omkuld, styrte’. Hvad Bruse angår, er hans tn. måske rigtigere hít s. d.

skelkr, Þorsteinn Flat. X. ‘Forskrækkelse’; anledningen fortælles udførlig; han blev forskrækket ved et skrig af en djævel og faldt i afmagt.

stangarhǫgg, Þorsteinn Austf. X. ‘Stanghug’, fordi han under en hestekamp blev slået af modparten med en ‘hestestav’.

hálshǫgg, Haldórr Sturl. XIII. ‘Halshug’, vistnok fordi han har fåt et sår på halsen under Flugumyrbranden.

brennu- -Kári Ldn. (Sviðu-) X—XI; -Njáll Nj. X—XI; -Páll Sturl., Bisk.XII. ‘Brand’; N. kaldes sål. fordi han blev indebrændt, K. fordi han var ved at blive det, P. fordi et ham tilhørende handelsskib blev brændt for ham.

sviðu- -Kári Ldn., Gr. = Brennu-Kári s. d.

skorar- -Geirr Ldn., Nj. X—XI. ‘Kløft-’; på grund af at han engang lod sig fire ned i en kløft, hvor han angreb og dræbte 7 mænd (Nj. kap. 14620-21); begivenheden er ellers ukendt.

brodd- -Helgi Ldn., Ljósv., Nj., Austf. X. ‘Brod-’, fordi han som dreng havde bundet ‘fodpigge’ (et jærn med pigge at gå med på isen) i panden på en tyr, der stangedes med en anden.

øxnabroddr, Þorsteinn Ldn. X. ‘Oksebrod’, uvist hvorfor. Jfr. øxnabrjótr ovf.

steinveggr, Erlingr Bǫgl. XII—XIII. ‘Stenvæg’, fordi han, der var bleven holdt fangen i ‘et tårn’ (af sten) i Vetteren, slap ud ved at fire sig ned langs væggen, »fór hann út um glugg einn ok ofan fyrir steinvegginn með festinni . . . síðan var hann kallaðr E. st.«.

skjalda- -Bjǫrn Ldn. IX—X. ‘Skjolde-’, fordi han »kom í Bjarnarfjǫrð með alskjǫlduðu skipi«.

tjaldstœðingr, Þorsteinn Ldn., Flat. IX—X. ‘Teltrejser’, sål. kaldt, fordi han engang rejste et telt i sit tun for der at pleje nogle pestsyge købmænd, som ingen anden vilde yde hjælp.

skattkaupandi, Þóroddr Ldn., Eyrb. X—XI. ‘Skatkøber’; anledningen til tn. fortælles udførlig i Eyrb.; han solgte sin skibsbåd til nogle orknøske skibbrudsmænd, der var jarlens skattekrævere, »ok tók þar við mikinn hlut af skattinum«; tn. er vistnok sarkastisk; man har ikke fundet T.s opførsel rigtig pæn.

byrðarsveinn, Bjarni Fsk. XII; Pétr Hkr., Fsk. XII. ‘Byrdesvend’, en, der bærer; om P. hedder det, at han »bar Sigurð konung á þingit« og blev siden kaldt sål.

líka- Loðinn Hemþ. (Hb.) X. ‘Lig-’, fordi han »hafði flutt lík Finns fegins ok þeira skipara ór Finnsbúðum« i Grönland.

torf- -Einarr Hkr., Orkn. IX—X. ‘Törv-’, fordi han »lét skera torf ok hafði þat fyrir eldivið, því et engi var skógr i Orkneyjum«.

krafla, Þorkell Vd., Gr. X—XI. Det hedder om Þ. som spædt, udsat barn, at da han fandtes, var der et stykke töj lagt over hans ansigt »ok kraflaði fyrir nǫsunum«; dette bet. vistnok, at töjet bevægede sig ved næseborene på grund af åndedrættet; deraf tn. Jfr. krafla (skr. krabla) hos Bj. Hald. ‘attrectare’.

þorskabítr, Þorsteinn Ldn., Ld., Eyrb. X. ‘Torekeæder’, sikkert fordi han ved en given lejlighed har spist så meget torsk el. holdt af den føde.

Her føjes to tn. ind, om hvis oprindelse der intet vides, men som synes at bero på en begivenhed.
garðabrjótr, Bárðr Storl., Bisk. XIII. ‘Gærdebryder’.

hornabrjótr, Herjólfr Ldn. IX; Þórólfr Ldn. IX; den ene er dog kan en variant af den anden. ‘Horn-bryder’ (antydende håndkræfter?).


3. L e g e. leikgoði, Þórólfr Vd. X ‘Lege-gode’, d. v. hövding (gode) i en leg el. leges styrer, anfører.

fangari, Þórðr Svarf. X. ‘Bryder’; han »bauð Klaufa til glímu«; han har altså været en udmærket glímumaðr.

fanga- -Ljótr Sturl. XII—XIII. ‘Bryde-’, vistnok fordi han var dygtig til at brydes.

knǫttr, Finnr Hák. (v. l. gautr, knútr, snotr) XIII. ‘Bold’, vistnok den, der brugtes til boldspil, knattleikr. snotr findes i Flat. på sidste sted, hvor F. nævnes, medens knotr findes første sted; Frís. har knottr; ligel. Eirsp.; dette er sikkert tn.s rigtige form.

danza- -Bergr Sturl., Bisk. XIII. ‘Danse-’, vistnok fordi han har digtet dansedigte og selv været danser; jfr. min Litt. hist. II. Han var i øvrigt samtidig med Tafl-Bergr.

krœkidanz, Hallkell Bisk. XIII; Ǫgmundr Hák., M. lag. XIII. ‘Krogdans’, d.v. s. en dans, hvor man tager hinanden i hånden (krœkja, handkrœkjask). Den første var den sidstes sön.

ungidanz, Ǫgmundr Ann., Bisk. XIII—XIV. ‘Ungedans’; var sikkert en sön af Hallkell krœkidanz, se foreg.

tafl- -Bergr Sturl. XIII. ‘Tavl-’, sikkert fordi han har spillet brætspil med lyst og iver; jfr. i øvrigt danza-.

verpill, Tólarr Knytl. XI; Þorkell Sturl. XIII. ‘Tærning’; om T. forlyder der intet, tn. vel fordi han har spillet tærning; hvad Torkel angår, har han måske fåt tn. fordi han var »lágr ok digr«.

gigja, Mǫrðr se ovf. 244. [Fjerde afd., 2]

sundramr, Eysteinn Hák. XIII. ‘Den svømmestærke’, kraftig og dygtig svømmer.


4. R e j s e r,   h a n d e l. ferða- -Árni Bisk. XIV. ‘Rejse-’, fordi Á., der var degn, på grund af en forseelse måtte rejse frem og tilbage mellem bispesæderne.

ferðalangr, Þorbjǫrn Gr. X—XI. ‘En, der gör mange og lange rejser’; udtr. er lidt nedsættende og er almindeligt nutildags. Om T. hedder det, at »hann var siglingamaðr«.

viðfǫrli (hinn), Brandr Bisk. XI(?); Eiríkr Flat., sagnh.; Hrani Hkr. X—XI; Ingvarr Ann. XI; Oddr Fas., sagnh. (=Ǫrvar-O.); Þórarr Bj. XI; Þorvaldr Ldn., Bisk. X—XI. ‘Vidförle’, ɔ: den vidtberejste; alle bærerne har sikkert fåt tn. af mange rejser til det fjærnere udland. B. siger selv, at han har besøgt Torvald vidförles grav i det sydlige Rusland; E. siges at have draget til Konstantinopel og Østerland; H. »hafði opt áðr verit í víking«; O. er velbekendt for sine rejser i østen og syden; I. rejste i østen (Rusland); Torvald er almindelig kendt for sine vikingetog og senere ophold i syden, hvor han døde. Torar er mulig et fingeret navn.

fari, Úlfr Hák. XIII. ‘Farer’, på grund af mange rejser.

Englandsfari, Þórir Austf. X—XI. ‘Englandsfarer’, en der sejler til England.

Hlymreksfari, Hrafn Ldn. XI. ‘Limericksfarer’, fordi han »lengi hafði verit í Hlymreki á Írlandi«.

Hólmgarðsfari, Hrafn Fær. X. ‘Holmegårdsfarer’, »hann siglði jafnan til Hólmgarðs«.

Jórsala- -Bjarni (el. Bjǫrn) Sturl. XIII.; -Sigurðr Fsk., Hemþ. (= Jórsalafari). ‘Jerusalems-’, på grund af rejser til Jerusalem.

Jórsalafari, Sigurðr Hkr. osv. XI. ‘Jerusalemsfarer’, på grund af sin berömte rejse til det hellige land og Jerusalem.

Jórsalamaðr, Þóroddr Sturl. XII. ‘Jerusalemsmand’, vel af samme grund som de foreg.

farmaðr, Bjǫrn se kaupmaðr; Þórir Ldn. (ifg. Stb.; Hb. har f. mikill) X. ‘Søfarer, købmand’.

farkona, Kristrún Sturl. XIII. ‘Flakkende kvinde’.

kjǫlfari, Ketill Ldn., Eg. VIII. ‘Kølfarer’, en, der har gjort en el. flere rejser over Kølen, til Sverrig (nærmest vel Jæmtland).

harðfari, Hallvarðr Ldn., Eg. IX. ‘Hurtigfareren’; en broder til følg. Bægge brødre var kong Haralds ‘gæster’, der »hǫfðu sendiferðir konungs allar« osv.

snarfari, Sigtryggr Ldn., Eg. IX. ‘Hurtigfarer’, se foreg.

sœfari, Eysteinn Flat. IX. ‘Søfarer’.

mjǫksiglandi, Steinn Ldn., Gullþ., Gr. IX—X; Þengill Ldn. IX—X; Þorgils Svarf.; Þrándr Ldn. IX—X. ‘Den stærkt sejlende’; om Trand hedder det, at da han erfarede sin faders død »siglði hann ór Suðreyjum svá mikla sigling at fyrir þat var hann kallaðr Þ. m.«.

háseti, Þorbjǫrn Sturl. XIII. ‘Rorskarl’, egl. ‘en, der sidder ved åretollen’ (hár).

Hertil slutter sig endel tn., der åbenbart grunder sig på bærernes forhold til fartöjer og rejser.
bátr, Bjǫrgólfr Bǫgl. XIII; Hallvarðr Ann. XIII—XIV; Þorsteinn Hák. XIII; Þorsteinn Ann. XIV. ‘Båd’.

drómundr, Þorsteinn Gr. X—XI. ‘Dromund’, egl. navn på græske krigsskibe (δρόμων); Þ. hævnede sin broder Grettir i Konstantinopel; mulig hidrører tn. fra dette hans ophold i syden.

karfi, Eyvindr Nj. IX—X. ‘Karve’, en art skibe (se Fritzner); tn.s form er dog ikke sikker; i Nj.s hdskrr. er der ganske vist alle 3 steder, hvor bæreren nævnes, skrevet således, undt. i F (ɔ: hovedhåndskriftet, hvor der skrives karpi-, én g. fejlagtig skarpi); hermed stemmer Ldn.s skrivemåde, der kalder E. karpi (karfi kun den »yngre« Mb.).

knerra, Óttarr Sv. XII. Tn. er uden tvivl afledet af knǫrr og bet. måske ‘en lille knar’, jfr. Arnórs knarri.

kuggi, Þorgrímr Ldn. X; Þorkell Ldn., Eyrb., Ld., Gr. X; Þóroddr Sturl. XIII; Þorsteinn Sturl. XIII. ‘Kogg’, var et handelsskib af en ejendommelig form.

kuggr, Þórðr Bisk. XIII. S. s. foreg.

kœna, Frírekr Hkr. XII. ‘Köna’, en art skibe el. både; nu om småbåde.

beitstokkr, Óláfr Sv. XII. Vel egenlig s. s. borðstokkr, af beit ‘skib’; sål. har hovedhdskr. af Sv. og Eirsp. (Flat. ul. tn.), medens Skálhb. har beitstædskr, hvilket Munch har forståt som ‘fra Beitstad’; dette tror jeg er urigtigt.

hjalmun- -Gautr Ldn. IX. ‘Rorpind’; om G. hedder det, at han slog en vikingestavnbo med en hjalmunvǫlr og blev siden kaldt hj. Enten er hjalmun, fem., = hj.-vǫlr eller forkortet deraf; snarest det første, jfr. helm- i holl. helmstock, angels. helma ‘ror’ (eng. helm); se Kluge.

kaðall, Sigurðr Ann. XIV. ‘Tov’, vel = skibstov.

skrauthanki se ovf.

stafn- -Grímr Ldn. X. ‘Stavn-’, vel = skibstavn.

stafngláma, Þórðr Fas., sagnh. (v. l. glamr). Hvis ordet skrives rigtig med á, kan det sidste led sættes i forb. med glám i glámsýni og no. glaama ‘stirre, sætte store öjne op’ (Aasen), glaam ‘en nysgærrig person’ (sm.), tn. altså: ‘en, der stirrer, spejder i forstavnen’.

landa- -Hrólfr Bisk., Ann. XIII. ‘Lande-’, fordi Hr. blev af kong Erik sendt til Island for at finde »Nýjaland« og fordrede, at Islænderne skulde hjælpe ham dertil.

ísa- -Steingrímr Flat. XII. ‘Ise-’, sikkert fordi St. (han nævnes i Grœnlendingaþ.) havde siddet fast i isen ved Grönland.

kaupa- -Heðinn Nj. X. ‘Køb-, handels-’, fordi H. drog omkring og solgte forskellige varer (smíði).

kaupi, Jón Sturl. XIII (v. l. kanpi ‘med barter’). ‘Køber’; betydn. ikke helt sikker; nutildags bruges kaupi som forkortelse af kaupamaður ‘en, der om sommeren arbejder for lön hos en bonde’, daglejer.

kaupmaðr, Bjǫrn Hkr. osv. IX—X; også kaldt farmaðr. ‘Købmand’, fordi han »átti kaupskip i ferðum til annarra landa« osv.; hans brødre siges at have kaldt ham »farmand eller købmand«.

kaupungr, Starri Sturl. XIII. Synes at være dimin. til det anførte kaupi og har måske samme betydn. som det dér nævnte kaupamaður, ‘lönarbejder’.

hœnsa- -Þórir Ldn., Islb., Hœns. X. ‘Hönse-’, fordi han drog omkring og solgte varer, deriblandt engang »hœns í fǫr norðr um land«.

skinna- -Bjǫrn Ldn., Nj., Svarf. IX—X. ‘Skind-, hude-’, fordi »hann var Hólmgarðsfari«; han har vel særlig hæntet skind dér og forhandlet dem videre i Norge (jfr. »ok er honum leiddusk kaupferðir«).


5. B e s i d d e l s e. auðgi (hinn), auðga (hin), Aðils Fsk. IX; Agnarr Fas., sagnh.; Áki Eg. X; Álfr Eg. X; Áli (ɔ: Óláfr Tryggv.) ÓTr. (Oddr) (= Óli); Áli Sturl., Bisk. XII—XIII; Arndis Ldn. IX—X; Ásbjǫrn Ldn., Ld. X; Ásgrímr Ann. XII; Auði Hkr. sagnh.; Auðólfr Flat., sagnh.; Bersi Sturl., Ann. XII—XIII; Bjǫrn Sturl. (= Auðbjǫrn) XII; Bjǫrn Ldn. X; Dufgús Bj. X; Eilífr Ldn. X; Erlingr Eg. X; Eyjólfr Sturl., Ann. XIII; Eyjólfr Gullþ. IX—X; Finnr Ldn. IX—X; Geirr Ldn., Hœns., Eg. X; Geirr Sturl. XIII; Gilli Ld. X; Grímr Ldn. se Ormr; Guðlaugr Sturl. XII; Guðlaugr Ldn. (v. l. fjǫlauðgi) Eyrb. X; Hafr Nj. X—XI; Hólmgeirr Fær. X; Hrói Flat. (prúði, heimski, spaki, slysa-) X; Hrói Bj. X—XI; Hrólfr Ldn. X; Ingibjǫrg Skáld. (Hb.) IX; Jórunn Sturl. XII—XIII; Karl Bisk. XIII—XIV; Ketill Ldn.X; Kjǫtvi Hkr., Ldn., Eg., Gr. IX; Knútr Orkn. XII; Kolr Sturl. XII; Kolskeggr Sturl., Ann. XII—XIII; Óli Sturl. = Áli, s. d.; Ormr (Grímr) Ldn. (jfr. ánauðgi) IX—X; Sigurðr Austf. XI; Sigvatr Sturl. XIII; Ulfr Mork. XI; Vermundr Sturl. XII; Þórhallr Fær. X—XII; Þórir Sturl. XII—XIII; Þorkell alviðrukappi Gísl., Jóms., Sturl. X; Þorlákr Ldn. XI; Þorleifr Sturl. XI—XII; Þórunn Ldn. IX; Þorvaldr Sturl. XII; Þorvaldr Bisk., Ann. XII; Þorvarðr Sturl., Bisk., Ann. XII; Ǫzurr Sturl. XII. ‘Den rige’; der er ingen tvivl om, at alle bærerne har fåt tn. på grund af deres rigdom, men kun om et par af dem anføres det udtrykkelig, f. eks. om Ulf, der ejede »14 bú eða 15«.

fjǫlauðgi se ovf. (Guðlaugr).

auð--Bjǫrn (= Bj. enn auðgi) Sturl. XII; -Helga Sturl. XII. ‘Rigdoms-’, den rige; det hedder: »B., er Auðbjǫrn var kallaðr«.

auðlagði (hinn), Kjǫtvi Þorb. hornkl. ‘Den rige’ = auðgi (s. d.); mulig er tn. ikke egl. tn., men kun et af digteren brugt synonym.

auðmaðr, Einarr Sturl. XIII. ‘Rigmand’.

auðkúla, Eyvindr Ldn. IX—X. ‘Rigdomskugle’; ɔ: den rige; hvorledes kúla er at forstå, er tvivlsomt; mulig har E. haft en udvækst (i hovedet); jfr. kúla.

aura- -Páll Sv., Hák. XII—XIII. ‘Øre-’, af eyrir, der særlig findes i udtrykket lausaeyrir ‘løsøre’; tn. betegner P. som bemidlet.

gull- -Ása Sex sþ. XI—XII; -Haraldr Hkr., Jóms. X; -Hǫrðr Eyrb. X; -Þórir Ldn., Gullþ. X. ‘Guld-’, ɔ: den rige; om A. hedder det (Mork.): »hon var ættstór kona ok auðug«; tn. findes dog kun i sammensætningen Gullásu-þórðr (s. d.). Tore fik sit tn. af det meget guld, han bemægtigede sig i Valshulen (se sag. k. 4); Harald havde også på vikingetog fåt »óf lausafjár«.

gullberi, Bjǫrn Ldn., Harð. IX—X. ‘Guldbærer’; mulig hidrører tn. fra guldsmykker, han har båret.

silfri, Þorkell Hfr., Vd. X. ‘Sølvrig’, »hann var vellauðigr at fé«. Af silfr.

silfra, Þorgerðr Austf. X. ‘Den sølvrige’; fem. til det foreg.

ársæli (hinn), Eiríkr Hkr., Oleg. (her = Eiríkr sigrsæli X; mulig ved misforståelse) XI; Hávarðr Orkn. X. ‘Årsæle’, rig på afgrøde, heldig med afgrøde, eller, mulig, ved sin lykke bevirkende, at der er gode åringer.

faxa- -Brandr Ldn., Vd. X. ‘Fakse’, fordi han ejede en »hest fǫxóttan, er kallaðr var Freysfaxi«; fǫxóttr bruges om en hest med en manke af en anden farve end hesten selv har.

hesta- -Gellir Ldn. ‘Heste-’, vel fordi G. har ejet mange heste.

hross- -Bjǫrn Ldn., Vd. VIII—IX (?). ‘Heste-’; sål. må vel navnet forstås, = foreg.

hrossi, Þorgrímr Sv. XII; som v. l. findes hrossaprestr (Eirsp., Flat.). ‘Heste-’ el. ‘hestepræst’, på grund af de mange heste, han ejede?; »præst« var han næppe.

hunda- -Steinarr Ldn. IX. ‘Hunde-’, vel på grund af at han havde mange hunde.

sauða- -Gísli Sturl. XIII; -Úlfr Hkr. XII. ‘Fåre-’; mulig har G., der kaldes »heimamaðr at Hólum«, været fårehyrde, og da hører hans tn. ikke hid; om U. kan man næppe antage dette.

øxna- (yxna-) -Þórir Ldn., Ld. ofl. (jfr. nedenfor). ‘Okse-’, ti han ejede 3 øer, »er átta tigir yxna var í hverri«.

hafr- -Bjǫrn Ldn., Gunnl. X; -Bjǫrn Ldn. XIII (?); -Teitr Sturl. XIII. ‘Bukke- el. gede-’; om B. (1) fortælles, at der kom en »hafr til geita hans ok tímgaðisk þá svá skjótt fé hans, at hann varð skjótt vellauðigr«; den sidste B. er måske opkaldt.

hrafna- -Flóki Ldn. IX. ‘Ravne-’, på grund af de ravne, han havde med sig på sine sørejser.

lúsa- -Oddi Fbr. X—XI. ‘Luse-’, på grund af de mange lus på hans verja, »hún var ǫll lúsug«.

húslangr, Bjarni Ldn. XI. ‘Huslang’, fordi han byggede et ildhus 35 favne langt, 14 alen höjt og 14 al. bredt.

jarðlangr, Þorgeirr Ldn., Eg. IX—X. ‘Jordlang’, vel fordi han har ejet et langstrakt stykke jord.

hjǫr- -Leifr Ldn. IX. ‘Sværd-’ fordi han besad et sværd, han havde erobret i et jordhus og som lyste i mörke.

knarrar- -Leifr Hák., Sturl. XIII. ‘Knarr-’, vel fordi han besad et handelsskib, hvorpå han foretog rejser til Grönland og Island.

askmaðr, Álfr Hkr., Eg. X. ‘Askmand’, opkaldt efter den slags skib som hed askr, jfr. lat. ascomannus.

Élliða- -Grímr Ldn., Nj., Gr. X. ‘Ellide’, vel fordi han har ejet den slags skib, som kaldtes elliði, der skal være omdannelse af et slavisk ord (Bugge); det kunde dog være et rent nord. ord: él-liði ‘stormvandrer’.

Gnóðar- -Ásmundr Fas., sagnh., på grund af at han ejede skibet Gnóð.

bagal- -Már Sturl. XIII. ‘Bispestav-’, uvist af hvilken grund og måske bör tn. ikke opføres her.

skálaglamm, Einarr Hkr., Eg., Skt., Jóms. (også kaldt Skjaldmeyjar-) X. ‘Skåleklang’, fordi Hakon jarl engang skænkede ham en vægtskål med lodder, det ene af guld det andet af sølv, og som besad en varslende klang.

Modsætningen til de foregående udtrykkes ved følgende:
allsekki, Eiríkr Magn. lag. XIII. ‘Slet intet’, fordi han mente, at han i forhold til sine brødre (Birger jarls sönner) intet havde fat.

dýnulauss, Ívarr Bǫgl. XIII. ‘Uden dyne’; grunden ukendt.


6. T i l n a v n e,   h æ n t e d e   f r a   h u s e t s   e n k e l t e   d e l e.
stafr, Oddleifr Ldn. X. ‘Stav’, d. v. s. en af de træsöjler, der holder taget oppe og deler rummet i stafgólf.

stafsendir, Þorgeirr Sturl. XIII. ‘Stavsende’; enden på en sådan træsöjle. Naturligvis kunde man også tænke på stafr i betydningen ‘stok’.

rannstafr, Þorsteinn Gísl. X. ‘Husstav’, = stafr, blot bestemtere.

rúmstafr, Erlingr Hák. XIII. ‘Rumstav’; hvad rum her bet., kan være tvivlsomt; snarest måske ‘rummet’ mellem husets enkelte stafir; også rúm = sæng giver mening.

varastafr, Þorsteinn Rd. X. Hvad vara her bet., er ikke sikkert, måske blot ‘forsigtig’, hentydende til en sådan egenskab hos bæreren.

stoð, Hallvarðr Hak. XIII (v. l. stuttr Eirsp. s. d.). ‘Söjle’ = stafr.

rábiti, Sigurðr Sturl. XIII. ‘Råbjælke’; biti er en bjælke, der går fra den ene vægs øverste del til den anden tværs gennem huset.

bekkr, Óláfr Ldn. IX—X. ‘Bænk’.

bekk-Hildr se nedenf.

stokkr, Þorbjǫrn Gullþ. X. ‘Stok’, d. v. s. bænkestok (se Fritzner) el. sængestok; ordet kan i øvrigt have flere betydninger som ‘vægbjælke’ i et hus.

bálki, Páll Hak. XIII. Vistnok den svage form til det følg. og af samme betydn.

bálkr, Gunnarr Edd., sagnh. ‘Skillevæg’ (i et hus).

sviðbálki, Hallgrímr Ldn. IX. ‘Sveden-væg’; svið- er sikkert st. i svíða ‘svide, brænde’ (jfr. sviðu-Kári = Brennu-Kári) og bálki er svag form til foreg.

bjálki, Álfr Fas., sagnh.; Þórðr Ldn. IX. ‘Bjælke’, i et hus. M. h. t. Alfr skal det dog bemærkes, at han i Ǫrv. Os. siges at være kaldt sål., fordi han hersker over Bjálkaland; dette er i den nyeste tid opfattet som dannet af russ. bĕlka ‘egern’; jfr. Boer anm. til stedet (hans sagabibl. udg. kap. 41, 10).

sperra, Sigmundr Ldn. (geneal.). Vistnok ‘sparre’, lægte i et tag.

gullveggr, Eiríkr Håk. XIII (v. l. -vægr). ‘Guldvæg’; gullvægr vilde nærmest bet. ‘bestikkelig’.

staurr, Ketill Hák. XIII (v. l. straumr ur.); Loðinn Hák. XIII; Símón Hák. XIII; Þórarinn Sturl. XIII. ‘Stavre, pæl’.

gluggr, Óláfr Knytl. XII. ‘Glug’, vindue.

skæni, Þorbjǫrn Bisk., Ann. XIII. ‘Vindushinde’, den tynde hinde, der benyttes til at lukke for en ljóri i taget.

Hertil fójer jeg et par på -áss, uagtet betydningen ikke er ganske sikker.
dettiáss, Ásbjǫrn Ldn., Finb. X; Ásbjǫrn Ann. XIII—XIV. ‘Fald-ås (bjælke)’; måske fordi en bjælke er falden ned på bæreren; for den sidstes vedk. kunde der være tale om opkaldelse. I øvrigt kaldes denne i Flat. teddi- (detti- ann. reg., Skalh., Gottsk.), hvilket vist kun er en fejlskrivning.

lindiáss, Jón Sturl. XIII. ‘Linde-ås (bjælke)’; v. l. lundi ur.


7. T i l n a v n e   k n y t t e d e   t i l   m a d   o g   f ø d e v a r e r   s a m t   d e r t i l   h ø r e n d e   r e d s k a b e r   o g   k ø k k e n.
matjarl, Árni Hák. XIII (sål. Eirsp., Flat., medens Frís. har mariall sikkert ur.). ‘Madjarl’, sikkert ironisk (‘grovæder’, el. madforvalter?).

grautr, graut- Atli Ldn., Austf., Nj. X. ‘Grød’.

matkrákr se nedenfor.

soddi, Marteinn Bǫgl. XIII. Er vistnok afledet af soð ‘suppe’, det vand, som kødet er kogt i (jfr. goddi af goð-i).

fleskhúnn, Helgi Hák. XIII. Dette synes at være den rigtige form (v. l. er fleskon, flenzon, flekkhún, fleskun kan være = 'fleskhún). Det første led er flesk ‘flæsk’, det sidste húnn, der er flertydigt; húnn = ‘björneunge’ kunde komme i betragtning, jfr. smjǫrbalti nedenf.; men også húnn ‘den firkantede mastetop’ kunde give mening.

steik, Ástriðr Sv. XII (v. l. steig, Eirsp., der kunde være stedsnavn); Erlendr Fsk. X. ‘Steg’.

steiklingr, Sigurðr Jóms. X. Tn. er etslags dimin. af det foregående. ‘Lille steg’ el. lign.

smjǫr, Þórólfr Ldn., Harð. IX. ‘Smör’; tn. fik han, fordi han, efter at have været på det nyfundne Island, erklærede, at dér dryppede der »smör af hvert græsstrå«.

smjǫr- -Kári, Bǫgl. XIII. ‘Smör-’.

gottsmjǫr, Gauti Hák. XIII. ‘Godtsmör’.

byrðusmjǫr, Bjǫrn Ldn., Nj., Eir. IX. ‘Kassesmör’; af byrða ‘en kasse’, jfr. Fritzner; byða i et hdskr. af Nj. er blot fejlskr.

smjǫrmagi, Óláfr Bǫgl. XIII. ‘Smörmave’, snarest fordi han har spist meget smör, næppe = ‘istervom’.

smjǫrhringr, Þorgeirr Rd. X. ‘Smörring’; fordi »engi matr þótti honum jafngóðr sem smjǫr ok brauð«. Smjǫrkengr i »Melab. yngri« (Ldn.) er vistnok en fejl; hringr som led i tn. bet. vel ikke andet end et rundt stykke eller rundformet kage af smör.

smjǫrbakr, Einarr Hák. XIII; Óláfr (se smjǫrkollr). ‘Smör-ryg’, fordi han lod sin ryg indgnide med fedt?

smjǫrkollr, Óláfr Sv. XII (v. l. -bakr, Flat.). ‘Smör-hoved’, fordi han lod sit hoved indgnide med fedt?

smjǫrstakkr, Áslákr Hák. XIII. ‘Smörkappe’.

smjǫrbalti, Jón Hkr. XI—XII. ‘Smörbjörn’, vel fordi han har spist meget smör (jfr. fleskhúnn).

smjǫrreðr se ovf. afdel. II.

klíningr, Einarr Orkn. X; Hávarðr Hkr. XII; Óláfr Hkr. (Jón Frís.) XI—XII. ‘Smör’, egl. ‘noget man smörer på’ (klína = smyrja).

mǫr- -Kári Sturl. XIII. ‘Fedt-’; mǫrr egl. ‘det fedt, der findes i et dyrs indvolde’.

blóðmǫrr, Reiðarr D. N. XIII—XIV. ‘Blodpølse’; egl. ‘fedt blandet i blodet’; ordet er alml. på Island og udtales nu blómur.

mǫrnef, Jón Mork. XII. ‘Fedtnæse’.

mǫrstrútr, Hákon Mork. XII. ‘Fedt-kolbe’; jfr. strútr ovf. afdel. II; måske = følg.

keppr, Þorvaldr Sturl. XIII. ‘Blodpølse’, = blóðmǫrskeppr; tn. kan også bet. ‘kæp’.

þorskabítr se ovf.

hrísbítr, Þórir Hák. XIII. ‘Ris(krat)æder’.

sneis, Guðleikr Hák. XIII; Ívarr Hkr. XII; Sigurðr Orkn. XI; Ǫgmundr Sturl., Bisk., Ann. XII—XIII. ‘Pind’, f. eks. en sådan som stikkes ind i en blodpølse (jfr. Sturl. I, 305). Etym. er ordet = ‘snes’.

rafakollr se ovf. II, 1.

Hertil föjer jeg tre tilnavne, som snarest må henføres til denne gruppe.
salteyða, Arnbjǫrn Sturl. XIII. ‘Saltøder’; betydn. usikker.

saltsáð, Sigurðr Hák. XIII. ‘Saltsæd’; betydn. ligeledes uvis.

hestakorn, Auðun Bisk., Ann. XIII—XIV. ‘Hestekorn’, fordi han skal have været den første, der fodrede sine heste med korn.

afra- -Fasti Hkr. X—XI (v. l. Hafra-, men denne form er sikkert opståt ved misforståelse; der skrives afr- altid i Hkr.-hdskrr.). Der er al grund til at antage, at afra- er tn.; det kan da sættes i forbindelse med afr, der findes i Eg. (s. 132), hvor ordet ifg. hovedhdskr. (AM. 132) er ntr.; men ifg. 3 andre vigtige hdskrr. hedder ordet afri, mask., og det er rimeligvis det rigtige; da er tn. gen. sg. af dette. Ordet er navnet på etslags drik, der ikke kendes nærmere.

drafli, Þórðr Hák. XIII; Þorlákr Sv. XII; Þorsteinn Ljósv. XI. Tn. bet. ‘mælk, som er opkogt således, at osten har skilt sig fra vallen’, Fritzner (Aasen), »caseus lactis nondum confectus«, Bj. Hald.; retten kan både spises med ske og søbes.

blanda, Brynjólfr Sv. XII. ‘Blanding’, d. v. s. blanding af valle og vand; endnu brugt og kaldt sål. på Island.

sopi, Eyjólfr Sturl. XII. ‘Slurk’.

ausuglamr, Guðlaugr Sturl. XIII. ‘Øsekar-larm’, af ausa ‘øsekar’, el. stor slev. (Jfr. skálaglamm). glamr ntr., deraf glamra.

dunkr, Þorkell Ann. XIV. ‘Et kar’, til flydende varer.

flotbytta, Guðleikr Bǫgl. XIII. ‘Fedtbøtte’, d. v. s. en bøtte, hvori det fedt samles, der flyder (flot) oven på suppen.

eysill, Hakon Hák. XIII. ‘Øseslev’ el. øsekar; af ausa.

katla, Þorbjǫrg Ldn., Harð. X. Fem. til ketill ‘kedel’.

koppr, Asbjǫrn Bǫgl. XIII. ‘Kop’.

bolli, Eiríkr Bisk., Ann. XIV; Þórarinn Sturl. XIII. ‘Kop’.

pottr, Andrés Hák. XIII. ‘Potte, gryde’.

skál, Þórhaddr Ldn. XI. ‘Skål’.

skjappa, Þorleifr Hkr. XII. ‘Skæppe, skæppekar’.

skyrhnakkr, Egill Sturl. XIII. Tn. er sammensat af skyr ‘lac concretum’, etslags tykmælk, og hnakkr = knakkr etslags stol el. underlag, hvorpå noget hviler el. står; en sk. har vel været en indretning i forrådskamret (búr).

kaggi, Þórarinn Ann., Bisk. XIII. ‘Kar’, tøndelignende stort, rundt kar.

blǫnduhorn, Bárðr Ldn. IX. ‘Blandingshorn’, et horn, hvoraf man drikker blanda s. ovenfor.

suða, Þorgeirr Ldn. X. ‘Syden, kogning’.

sviðbrandr, Þorfinnr Bǫgl. XIII. ‘Antændt stok’.

reykr, Jón Ann. XIV. ‘Røg’.

svæla, Arnbjǫrn Hák. XIII. ‘Tyk røg inde i huset’.

eldjárn, Guthormr Ann. XIV. ‘Ildjærn’, jærn (stål) til at tænde med.

kveikr, Þorleifr Ól. helg. Flat., Óleg. XI (Oleg har kvækr). ‘Væge’.


8. R e d s k a b e r   t i l   o p b e v a r i n g. kistill, Ormr Sturl. XIII. ‘En lille kiste el. kasse (med låg)’; dimin. af kista og almindeligt endnu på Island.

belgr, Óláfr Ldn., Gullþ. IX—X. ‘Bælg’.

flaska se flǫskubak, flǫskuskegg ovf.

hít, Brúsi Hák. XIII; Sigurðr Hkr. XI; Sigurðr Sv. XII (d. 1184); Sigurðr Hák. XIII. ‘Bælg’, nærmest det hele aftrukne skind (uopsprættet). De forskellige Sigurd’er er vel alle i slægt med hinanden; hvad B. angår er det tvivlsomt, hvorvidt han har haft dette tn. (jfr. ovf. dyttr), ti etsteds, hvor han nævnes, findes v. l. »Sigurðr hít ok B.«.

leðrungr, Árni Hák. XIII. Tn. er dannet af leðr og hører måske slet ikke hid, men det kunde bet. sådant noget som ‘skindsæk’.

Da vi her har med navne på bælge at göre, vil jeg for slægtskabets skyld tilföje følgende to.
tjǫrskinn, Sámr (Gunnarr) Sturl., Bisk. XII (v. l. tjǫrstrǫnd Bisk.); Óláfr Sturl. XII. ‘Tjæreskind’ (måske brugt som klædningsstykke?).

varskinn, Páll Sv. XII; el. vár-? i Betydn. uvis.

pungr, Asbjǫrn Ann. XIII. ‘Pung’.

vágapungr se ovf.

púss, Ingimundr Hák. XIII. ‘Pung’.

tǫskubak se ovf.


9. A n d r e   r e d s k a b e r. forkr, Einarr Sturl., Bisk. XII. ‘Stav, stok’, især til at støde el. skubbe med.

bolstǫng, Þorsteinn Rd. X. ‘Bulstang’ (el. kropstang? og da om den höje vækst?, det hører da til ovf. s. 226 [Anden afd., 25b]). I øvrigt findes forskellige v. l., som kunde tyde på et tn. som búlkamaðr, men det er vistnok forvanskninger alt sammen; se udg. s. 5.

þvari, Arnórr Bj. X—XI; Guthormr Bǫgl. XIII; Þórðr Ldn. IX—X; Þórðr Ldn. X. ‘Stang, stok’. Den sidste T. var den førstes sönnesön.

tjúga, Eyjólfr Sturl. XIII. ‘Høtyv’.

krókr, Ívarr Ann. XIV; Jón Sturl., Ann. XIII; Ketill Hkr. XI; Þórarinn Ldn., Gullþ. IX—X; Þórðr Sturl. XIII; Þorvaldr Ldn., Gl., Sturl. X. ‘Krog’, men ordet er flertydigt: krog, bugtning, hjörnekrog. Rygh: krogrygget.

eikikrókr, Eyvindr Ldn. IX—X. ‘Egekrog’; betydn. uvis; kunde det bet. ‘en ‘krog’ land, bevokset med eg’?

soðkrókr, Magnús Sturl. XIII. ‘Suppekrog’, en krog til at løfte kødstykker op af suppen i gryden, el. en krog, hvorpå en ting (en kedel f. eks.) hænger over ilden. I første tilfælde er soð det velbekendte subst., i sidste st. i vb. sjóða. Bj. Hald. har kun den første betydn.

ǫngull, Sigmundr Orkn. XII; Þorbjǫrn Gr. X—XI. ‘Fiskekrog’.

ǫngul- -Þóra Sturl. XIII. ‘Krog-’; heri kunde også et stedsnavn ligge.

kengr, Þorgeirr Ldn. X. ‘En krog’, d. v. s. et stykke sammenböjet jærn, hvor bægge arme er lige lange, og som bruges til at lukke med ved at stikke noget ind i böjningen.

bríkengr, Þorkell Sturl. XIII. Dette opfatter jeg som brík-kengr (jfr. den gamle udgaves bríkarkengr), ‘krog i en sængefjæl’, hvorved denne fæstes.

stóll, Sigurðr (el. Þorbjǫrn?) Sturl. XII. ‘Stol’.

skeifa, Þorleifr Sturl. XII; Þorsteinn Sturl. XII. ‘Hestesko’.

brák, Þorgerðr Eg. X. Tn. bet. vistnok det redskab (et horn i et tov), hvorved man bereder skind.

brœkir, Þorgrímr Ldn. IX; Þórólfr Ldn. IX—X. Tn. synes at være et nom. ag. til brœkja, dannet af foreg., og betegner altså ‘en, der bereder skind’.

knappsǫðull, Sigurðr Sturl. XIII. ‘Knapsadel’, hvad ‘knap’ bet. er usikkert.

fjalakǫttr, Þrándr Skáld. (Hb.) IX. ‘Fjælekat’, ɔ: musefælde af træ.

lúdr, Hákon Hák. XIII (v. l. laukr, s. d.). ‘Lur, trompet’.

ljóðhorn, Erlingr Hák. XIII. Tn. er uden tvivl = hljóðhorn (og sål. findes det også skrevet), ‘lydhorn’, d. v. s. lur (jfr.-hljóð Heimdallar Vsp.).

klukka, Kolbjǫrn Frís. XI—XII. ‘Klokke’; i øvrigt kaldt Kolbeinn klakka, se nedenf. X.


10. Her må følgende endelig finde plads.
baggi, Eiríkr Hák. XIII (v. l. bági, bakki bægge i Flat.). ‘Pakke, bylt’.

bǫggull, Eindriði Bisk., Ann. XIII (v. l. bǫngull); Ívarr Fas., sagnh.; Torfi Fbr. (Flat.) X—XI. Tn. er dimin. af det foregående. ‘En lille pakke, bylt’.

bǫggul- -Torfi Gr. = T. bǫggull, se foreg.

klakka- -Ormr Vd. X. Klakkr er en af de to pinde (opstandere) på en klyfberi, hvorpå byrderne (pakkerne) hæftes; i øvrigt er ordet flertydigt, jfr. klakke hos Aasen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.