Tilnavne: Spredte tilnavne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Tiende afdeling


Spredte tilnavne, som ikke eller tvivlsomt kan henføres til nogen af de 9 første afdelinger, eller sådanne, som er vanskelig forstålige; disse tages i alfabetisk orden.


agnarr, Magnús Sturl. XIII. Tn. kendes ellers kun som mandsnavn; nærmere forklaring kan ikke gives; at der skulde være en indre sammenhæng mellem stavelserne agn og magn er næppe tænkeligt.

áhola, Árni Hák. XIII. Enten af á ‘en elv’, altså ‘elvehul’, el. á er præp., ‘hul på’ (ɔ: noget).

alskik, Ásólfr Ldn. IX—X. Tn. findes kun i Hb., derimod, mærkeligt nok, ikke i Stb.; hvad det bet., er uopklaret; nordisk synes det ikke at kunne være og keltisk oprindelse er ikke bleven påvist.

andvaka, Eyjólfr Sturl. XIII. ‘Årvågenhed’ (en trompet hed således) eller ‘Sövnløshed’ (ikke at kunne sove om natten); uvist hvilken betydn. her skal antages.

angelus, Árni Ann. XIV. ‘Engel’; ordet er lat., jfr. oremus.

arnkatla, Þuríðr (to, moder og datter) Ldn. X. Hb. har ok imellem þuriðar og arnkǫtlu, hvorved det sidste vilde blive egennavn, som så var bleven datterens tn. Det forekommer mig at Hb.s læsemåde er nok så sandsynlig. A. er egl. fem. til mandsnavnet Arnketill (-kell).

auklendi, Þorgils D. N. XIII. ‘Øgeland’, en, som har fåt et stykke land foruden det i forvejen ejede.

aurgi, Ormr Ldn., v. l. for auðgi, ánauðgi og sikkert urigtigt.

barkaðr, Markús Ann. XIV. Tn. er vel part. til barka, af bǫrkr, = no. barka ‘tilvirke ved barkelud’ og ‘uegentl. vænne til at tåle meget’ (Aasen). Betydn. altså vel ‘hærdet’ el. lign.

barri, Bárðr NgL. XIII. Tn. kan være svag form af barr ‘rede, fyrig’, men det kan også være afledet af barr ‘nåle’ (på nåletrær).

bausti, Þórarinn Bisk. XIII. Hvis ikke dette er = beysti ‘skinke’, synes det at indeholde det baust-, hvoraf beysta ‘at slå’ er dannet; bausti altså ‘den, der slår’; det hedder om bæreren, at han var tilböjelig til at bande stærkt; hermed står tn. i forbindelse og det bestyrkes ved no. bøysta i betydn. ‘skrubbe, give hårde ord’ (Aasen).

beigaldi, Þórðr Ldn., Eg. IX—X. Tn. er med endelsen -aldi dannet af st. beig- i beigr ‘frygt, angst’, og bet. da ‘den frygtsomme’ (el. ‘den frygt-vækkende’?); no. beig bet. ‘Skade, svækkelse, svaghed’ (Aasen); tn. kunde da bet. ‘den svagelige’.

bekill, Eindriði Hák. XIII (v. l. bæk-); Þorkell Hák. XIH (bæk-). Den rigtige skrivemåde er uden tvivl bek- (sål. Frísb. og Eirsp., og Flat. på 3 af 4 steder); tn. synes afledet af bak ‘ryg’.

bekkan, Bjǫrn Bisk. XII. Er mulig identisk med personnavnet Bekan Ldn., der anses for at være keltisk (Becán, Beccán, Craigie i Zts. f. celt. phil. I, 444).

berir, Kolbeinn Bǫgl. XIII, v. l. beccr, men Eirsp. har berir; P. Claussön har »bieringer«; berir er uforståeligt og næppe rigtigt; derimod vilde et bærir være let at forstå som nom. ag. til vb. bæra ‘bevæge’, måske identisk med det hos Fritzner anførte bæra, af bára. Hvorledes P. Claussöns form er at forstå, ved jeg ikke.

berklingr, Þorkell Sturl. XIII. Enten patron, af Bǫrkr el. af bǫrkr ‘bark’; el. af barki?

bestill, Bergþórr Hkr. X. Synes afledet af bast ‘bast’, et bastreb, fordi han benyttede bastsnore? (jfr. Egilss. 2739).

bifra, Eyvindr Knytl. XI. ‘Rystende’, jfr. da. bævre og Aasens bivr m. ‘bæven, skælven’, vb. bivra ‘bæve, skælve’ og bifa ‘at bevæge lidt’. Eller er ordet fem. til bifurr, ældre dansk biævær ‘bæver’?

bilsi, Ǫzurr Sv. XII (v. l. brisli, hilsi, balli) se ovf. balli.

bitlingr, Óláfr XII. ‘Et lille afbidt stykke’; Rygh formoder, at det som tn. bet. ‘den lille’, hvilket jo er vel muligt.

bjóla, bjólan Helgi Ldn., Ld. IX—X; Hróaldr Ldn. IX—X. I Ldn. er bjóla eneherskende; i Ld. nævnes Helgi bjólan; dette anses for at være kelt. navn bèollán, jfr. Craigies afh. 444; formen bjóla er da opståt ved, at man har opfattet -n som den bestemte artikel. Imidlertid er bjóla også et nordisk ord, og findes som stedsnavn på Island (en gård i Rangárvallasýsla).

blaka, Nikulás Knytl. XII; Þorkell Ldn. X (klaka har Stb.). Sikkert identisk med det hos Fritzner anførte blaka i betydn. ‘forhæng’; egl. vistnok ‘et stykke töj, der er hængt op og som bevæger sig’ (bølger); jfr. vb. blaka ‘være i bølgende bevægelse’ (»blakir mér þari of hnakka«, Sneglu-Halli), men sikkert ikke for blaðka. Jfr. Bj. Hald. blaka ‘tegmen’.

bligr, Þórðr Ldn., Eyrb. X—XI. ‘Stirrende’, er vel rigtig opfattet af Fritzner, der også har vb. bligja (augum) og henviser til sv, blige; bliga ‘stirra’ Rietz; Ross har også bligren adj. ‘med urolige, dirrende og plirende öjne’.

blindingatrjóna, Bǫlverkr Ldn., Eyrb. IX. Tn. er sammensat af trjóna ‘snabel, tryne’ og blindinga, der synes at være gen. pl. af blindingr, der rimeligvis er en art gedehams (se ovf. blindingr); det hele skulde så vel bet. ‘gedehamskæbe’, en, hvis tale er bidende?

botn, Bǫðvarr Sturl. XIII. ‘Bund’, måske et stedsnavn.

brand- -Ǫnundr Ldn. IX—X. ‘Brand-’, men dette er flertydigt: ild, klinge, øverste del af forstavnen, osv.

brasaðr, Andrés se ovf.

brasi, Þórðr (Þórir) Bǫgl. XIII (v. l. bragi, brúsi), har måske samme betydn. som brasaðr.

breiðlingr, Þorkell Sturl. XIII. Kunde være dannet af breiðr, altså ‘den brede’; men snarere forkortet for breiðdœlingr fra ‘Breiddalr’ (østl. Isl.), eller ‘fra Breiðafjarðardalir’(?), som F. Magnússon har noteret i et mig tilhørende eksemplar af Sturl.

brestingr, Rannveig Austf. X—XI. Tn. er vel dannet af brestr ‘knagen, brag, rævne’.

brimsteinn, Bárðr Hák. XIII (v. l. bristeinn, der sikkert beror på misforståelse). ‘Brændingssten’; en klippe, som brændingen slår mod.

bruðr, Einarr Sturl., Ldn. XII (v. l. i Ldn. prúðr); Þorleifr Hák. XIII. Det er rimeligst at antage, at der her foreligger ordet brúðr ‘brud’ og da hørende til afd. I, snarere end bruðr = brunnr.

bryggjufótr, Sveinn Hkr. XI. ‘Brygge(bro)fod’; = bryggjusporðr?, el. = ‘klumpfod’?

bunjarðr, Hallvarðr Hák. XIII. Tn. er ganske dunkelt og kunde se ud som et fremmedord; ti det er vel ikke en uomlydt form for bú-Njǫrdr ‘en bo-Njord’, ‘en hovedrig mand’?

busku- -Skeggi Sturl. XIII. Tn. kunde se ud som et kvindenavn, som S. var bleven opkaldt efter. Imidlertid foreligger vel her no. buska (med kort u) ‘et lidet løvtræ, især birk; også en gren med løv på’, også ‘et ris’ (Aasen). Et mig ukendt buska har Bj. Hald., ‘mulier extorris, in exilio imprægnata’; derimod kender jeg eldabuska, en nedsættende betegnelse for en ‘kokkepige’. Jón Ólafsson har i sit lexicon busk ntr. ‘labor insubidus et intempestivus’, og vb. að buska (í e-u) ‘aliquid insubide sed strenue administrare’. Rietz har buska ‘färskt öl (ännu i jäsning)’.

butr, Þorsteinn Ann. XIII—XIV. ‘Et lille stykke’ (isl. bútur) af noget; betegner måske bæreren som lille.

bœkill se bekill ovf.

bæns, fejl for barns Orkn. i Flat.

bǫllr, Óttarr Ldn., Nj. IX. ‘Kugle, bold’.

bǫngull, Eindriði i Flat. fejl for bǫggull, s. d. ovf.

bǫrðungr, Einarr Sturl. XIII. Synes dannet af barð ‘en kant’ (f. eks. på en hat), eller af Barð, stedsnavn? eller af barð ‘skæg’?

bǫsull, Guðmundr Sturl. XIII. St. i ordet er den samme som i vb. basa ‘interimere, suffocare’, ‘anniti’ (Bj. Hald.), og betydn. er vel i overensstemmelse med det sidste ‘anniti’; ‘at anstrænge sig med noget’; adj. (tn.) bet. altså ‘den, der ivrig tager fat, arbejder på noget’; st. findes også i vb. basla, subst. basl ntr. ‘arbejdsomt og möjefuldt fattigmands-liv’. No. har også basa ‘smöre, kline; stryge rigeligt på’, ‘rense kar’, og endelig ‘trælle med et arbejde’ (= det anførte isl.), Aasen. Jón Ólafsson har i øvrigt bösull ‘culter necans’.

cháím, Óláfr Sturl. XIII. Tn. synes ikke at kunne være andet end det bibelske »Cain«, men grunden til at bæreren har fåt det, er ubekendt; kámi, der findes om samme mand, et sted, hvor hdskrr. ikke er pålidelige, er, skönt mere nordisk, næppe det rigtige; jfr. s. 211. [2. afd].

dapi, Ívarr Sv. XII (v. l. dafi). Er vel s. s. no. dape ‘vandpyt; masse af spildt vand eller anden væske f. eks. på et gulv’ (Aasen); jfr. Fritzner.

detta, Nikulás Knytl. XII, v. l. dotta; detta må snarest henføres til vb. detta ‘falde’ og bet. ‘fald’, jfr. dyttr ovf.; dotta kunde henføres til da. dot ‘et lille bundt’ (Ka.) el. til vb. dotta ‘at småsove’, da. dotte (Ka.).

dignari, Oddr Sturl. XIII. Kunde formelt være nom. ag til vb. digna ‘at blive våd, give efter’ (no. ‘bugne, böje sig’ Aasen), men af et sådant intrans, vb. væntede man ikke et trans. subst., som d. måtte være. Jeg foretrækker derfor at betragte tn. som komp. til et adj. diginn (oprl. part. prf.), der genfindes i no. dig(j)en ‘lidt tyknet’ (Aasen); st. er åbenbart samme som i digr. Mulig er tn. opståt ved en ejendommelig brug af ordformen, der alt dengang på Isl. vel har været sjælden.

dokka, Þórðr Sv., Bǫgl. XII—XIII (v. l. dotta findes kun et par steder, og er ud. tvivl ur.). Tn. er det s. s. dokka ‘spildokke’ (Fritzner, der mener at grundbetydn. er ‘pige’, jfr. Falk-Torp, hvilket synes mig tvivlsomt). En anden betydn., kendt både fra nyisl. og no. (og altså gammel), er ‘spira linæa’ (Bj. Hald.), ‘dukke, fed eller bundt af tråd’ (Aasen). En af disse betydninger må foreligge i tn.

dotafinnr, Sigurðr Sv. XII (også skr. -fiðr). Det sidste led er utvivlsomt ‘Finne, Lap’, men det første er usikkert; der kendes i no.-isl. intet dot-; der bör vel ikke læses dotta-?, til vb. dotta ‘at småsove’, ‘den sövnige Lap’?, hvorved S. må forudsættes at være af lappisk herkomst

dragi, Einarr Sturl. XIII. Ordet bet. ifg. Fritzner ‘hvad man har at føre, transportere med sig’, egl. dog ‘hvad man transporterer ved at trække efter sig’. Bj. Hald. har ordet i betydn. ‘tractor, bajulus’, og den passer nok så godt her.

dregill, Eiríkr Hák. XIII. ‘Bånd’, egl. et bånd, der trækkes f. eks. igennem en linning.

drettingr, Þorsteinn Sturl. XII. ‘Den lade’; tn. kommer sikkert af st. dratt- i at dratta ‘at gå langsomt og trevent’; dröttr ‘piger pedisequus’ (Bj. Hald.); heraf er dr. direkte dannet; Bj.H. har ordet og gengiver det ved ‘circulator’ (= doven omstrejfer). Jfr. da. drætten ‘langsom’ (Ka.).

drifa, Þórir Ldn. X. ‘Snebyge’.

dritloki, Þórir, en fingeret (drömme)person, der havde påtaget sig at rense alle tingboder for skarn (drit); Sturlunga.

drógi, Þórir NgL. X—XI (?). ‘Sendrægtig’?

dropi, Haldórr Ann. XIV. ‘Dråbe’.

dryllr, Þórólfr Hkr. XII. Tn. er dannet af droll-, der vistnok er st. i drolla ‘at nøle, være langsom og treven’, tn. altså omtr. = drettingr (jfr. Bj. Hald.). Aasen har droll m. ‘liden kugle eller knude i töj’, det forekommer mig mindre sandsynligt, at vi her har med dette ord at göre. Endelig haves et subst. (og vb.) drulla ‘skarn’, som tn. godt kunde stå i forb. med.

dylla, Þuríðr Ldn., Eg. X; Markús D. N. XIII—XIV. Tn. er måske identisk med det no. plantenavn dylla ‘Sonchus arvensis’ (Aasen). Men jeg gör tillige opmærksom på det nyisl. dylla (udt. dilla), der bet. ‘tykt og fugtigt snavs’.

dynr, Hreiðarr Hák. XIII. ‘Dön, larm’; i nogle hdskrr. dyn med assimileret el. bortfaldt r. Jfr. nedenfor reiðardynr.

dynta, Ívarr Hkr. XII. Sikkert identisk med det hos Ross anf. (dynt m. og) dynta fem. ‘en selvgod, magelig, kunstlet, vigtig og sirlig person’.

dyntill, Áslákr Hák. XIII; Herjólfr Hák. XIII; Hávarðr sst. er vist fejl f. Áslákr. Tn. er uden tvivl afledet af det foreg, og ensbetydende denned. I Flat. findes v. l. dyndill ‘hale på får’, som dog vistnok er indsat som mere forståeligt for en islænder.

dyntr, Einarr Ann. XIV. Se dynta, hvormed tn. sikkert er ensbetydende.

efja, Árni Sv. XII. ‘Eyje’, = ‘dynd, muddergrund, en vig el. bugt med sumpige bredder, en svag strömning i vandet’ (Aasen). Skálh. har »ór Efjn«, så at ordet bliver et stedsnavn, men da det er det yngste hdskr., der har dette, tör det ikke antages for at være rigtigt; tn. har vel den først anførte betydn.

eiðungr, Guðleikr Hák. XIII. Hvis der ikke her foreligger forvanskning af skreiðungr (se ovf. 312 [9. afd]), må tn. snarest være dannet af stedsnavnet Eið ‘en landtange’; man kunde også tænke på en afledn. af eiðr ‘en ed’. V. l. er eðlungr, af eðla ‘en øgle’.

eisli, Þorfinnr Hkr. X. Står i forb. med eis- i eisa ‘at fare hurtig af sted’, altså ‘den farende’, fremfusende (?).

eldr, Eyvindr Ldn. IX. ‘Ild’.

eld- -Grímr Ldn. X. ‘Ild-’; eld- er vel her et tn.

elju- -Bjarni Hák. XIII (v. l. elfi-, ælu-, hellu-, alt sikkert ur.). ‘Udholdende’; egl. ‘udholdenhed’, elja fem. no. = eljun, næppe elja ‘medbejlerske’.

eng, Eysteinn Hák. XIII (v. l. for hringr s. d.). ‘Eng’.

engill, Jón Hák. XIII (v. l. for Engilsson, der utvivlsomt er ur.). ‘Engel’, jfr. angelus.

eplastǫng, Eilífr Sv. XII. ‘Æblestang’, uvist hvad der egl. menes. »En stang, der anbringes som støtte under æblegrene« eller »en stang, hvormed man slår æblerne ned, når de høstes«, Arkiv V, 10.

eyrarleggr, Grímr Ldn., Gl. X—XI. ‘Ørlæg’; kunde være en omskrivning for ‘sten’, men er vel at forstå ligefrem; fordi han har fundet en lægknokkel på en sandør?

fasi, Úlfr Hák. XIII. Tvivlsom betydn.; der findes isl. fas ‘måde at være på’, fasmikill ‘lidt stöjende og fremtrædende i sin væremåde’, jfr. da. fas ‘angreb, stormløb’ og vb. fase ‘fare, styrte afsted’ (Ka.); fasi kunde vel være omtr. ensbetydende med fasmikill. Eller står tn., da bæreren er svensk, i forb. med sv. fasa ‘frygt’? Endelig kunde det være identisk med oht. faso ‘trævl, frynse’.

fasthaldi, Þórólfr Ldn. IX—X. ‘Fastholdende’.

faukr, Hákon Hkr. XII. Tn. er subst. til vb. fjúka, trans, feykja, ligesom flaug (fem.) til fljúga, trans, fleygja; og bet. altså ‘føg’, d. v. s. kast el. fart el. lign.; jfr. foka og sv. fauk ‘rök’ (Rietz). Findes ellers ikke undt. i no. faukom-til ‘stundevis, en og anden stund’ (Aasen), jfr. no. fauka og fauk masc. ‘dyst, styrkeprøve, kamp’ (Ross).

feilan, Óláfr Ldn., Eg., Eyrb., Nj. IX—X. Tn. er et keltisk navn, faelán (Craigie s. 445).

feni, Þorvaldr Sturl. XIII. Tn. synes at måtte sættes i forb. med fen ‘sump’; ‘den, som engang har siddet fast i en sump’?

fertill, Sigurðr Hák. XIII (v. l. petill, Eirsp., medens Frís. og Flat har f-, NgL. har p-). Jeg opfatter fert- som omsat f. fret- (jfr. ars: rass, serð: strað-), jfr. da. fjært; tn. bet. altså s. s. fretr ovf. Petill giver næppe nogen mening; nyisl. har petti om noget ‘meget lille’ (landstykke el. person). Hvis pertill er det rigtige, kunde det være dimin. af partr ‘lille part’.

feykir, Eyvindr BǫgL XIII (v. l. feylir sikkert ur.; ligeså P. Claussöns »Friland«). Nom. ag. til feykja ‘lade fyge’, altså ‘en, der sætter i rask fart’.

fipr, Þorfinnr Sturl. XIII (v. l. fingr). Jeg sætter st. i dette tn. i forb. med st. i fipla ‘at berøre med fingrene’ (jfr. det af Bj. Hald. anførte »fiplar hönd á feigu tafli«), altså ‘en, der er tilböjelig til at røre ved alting’, omtr. som isl. handóður. Da. har fip ‘spids, top’ (Ka.).

fjarska- -Finnr Ldn. X (v. l. fiska-, også mulig F. fiski, af fiskr). ‘Fjærnheds-’; af fjarski ‘fjærnhed’ og vel også omtr. = firn ‘noget uhørt’. Mulig bet. tn. ‘en, som bruger meget stærke udtryk’.

fjónkr, Guthormr Hák. XIII. Af Rygh sat i forb. med fjón ntr. ‘had’, altså ‘den hadske’. Snarere vilde jeg sætte det i forb. med no. fjona ‘pusle, nøle, give sig god tid’ (Aasen) el. med da. fjone ‘tosse’ (Ka.).

fjúk, Þorgrímr Gl. X. ‘Snefog’, jfr. faukr, feykir.

fjǫrukeifr, Árni Hkr., Sturl., Skt. XII. ‘Strandskæv’; det sidste led er adj. skeifr ‘skæv’, men hvorledes tn. er opståt, vides ikke, og altså heller ikke, hvad det egl. bet.

flati, Guðmundr Bǫgl. XIII. ‘Den flade’, den, der ligger på maven.

flida, Páll Sv., Hák., Fsk. XII—XIII. Dette tn. er vist identisk med no. fleda (el. flida) ‘tynd skive; helst en afsprængt, afskrællet eller afflænget: flad splint, flis eller flænge’ (Ross, der også tvivlende fører fliða hertil).

flipr, Páll Hkr. XII (v. l. philippus!) Tn. er vel identisk med isl, flipi ‘hestens underlæbe’, og skulde da tyde på, at P.s underlæbe har været stor og ligesom lidt nedhængende; jfr. no. flipe ‘flip, læp, liden flig’ (Aasen), jfr. fläbb hos Rietz. Dette forudsætter, at vokalen er kort; er den lang, kan tn. sættes i forb. med flipa (med langt i) ‘en noget lang sprække eller gabende brist’ (Ross), også flipe, og flip masc. ‘en flæber’ (Ross).

flosi, Ásólfr Ldn. X. ‘En løs og uvederhæftig person’, jfr. isl. flysjungur ‘homo gestu et vestitu dissoluto’ (Bj.Hald.); jeg kender dog ordet i en lidt anden betydn., nemlig ‘en løs og pralerisk døgenigt’; isl. har vb. flosna (upp) ‘på grund af uduelighed at måtte holde op med at holde hus’; jfr. no. flosa og flose ‘en løsmundet, letsindig person’ (Ross).

flý, Úlfr Hkr., Sv. XII. Aasen har (jfr. også Ross) to fly. 1. ‘et grundt vand, en vandpyt med flad grund og især med siv eller græs’ (sv. ‘vandpyt og sump’), 2. ‘lokkemad til fisk’. Det er snarest det første, der her foreligger.

foka, Arnþórr Bǫgl. XIII. Tn. er afledet af fok ‘fygen, snefog’, og bet. noget lign. som faukr osv.

forræði, Finnr Sv. XII. Tn. er identisk med forráð ‘styrelse’ (vb. ráða fyrir).

foss, Eirikr Bǫgl. XIII. ‘Fos, vandfald’, måske stedsnavn.

fundi, Vigfúss Sturl. XIII. Tn. må være afledet af fundr ‘et fund, møde’, men den egl. betydn. er uklar.

fundinn, fundni (hinn), Finnviðr Fsk., forhist.; Knútr Flat., forhist. ‘Den fundne’; F. »blev funden i en örnerede« og blev Arnungernes stamfader; K. blev funden som et udsat barn.

gálgi, Þorsteinn Hkr. X. ‘Galge’.

galpin, Haldórr Sturl. XIII. Tn. er vist et fremmedord og vel identisk med nyisl. galapín ‘en lystig og munter person, fuld af indfald’ (»pusillus procax« Bj. Hald.), »vulgo mimum quidem sed parum sanæ mentis« (Jón Ólafss.).

gansi, Haldórr D. N. XIII—XIV. Sikkert dannet af st. gan i gana (se ovf. ganimaðr) og endelsen -si, altså vel ‘en fremfusende mand’.

gaue, Grímr Flat., fejl for gaurr (s. d.). [Et gafi findes i Málsh. 6; dette opfattes af Fritzner som det lat. fuglenavn gavia; i Stjórn s. 316 regnes gafe til de fugle, som ikke må spises (her svarende til lat. gryps). I hvert fald er gafi i Málsh. brugt om en fabelfugl (el. fabeldyr); men at gaue som tn. i så gammel tid skulde være latinsk lån er næppe tænkeligt. Bedre er (hos Ross) til sammenligning gave m. ‘stakåndet legemsoprør, … åndeløs ivrig hast’.]

gauss, Þorbjǫrn Skt. XII. Tn. står vist i forb. med st. i gjósa, gustr og identisk med no. gaus m. ‘en udströmning, ström’ (Aasen).

gazimaðr, Guðmundr Sturl. XI—XII. Den første del af tn. er vanskelig at forklare. Mulig bör der skrives gázi af gát ‘opmærksomhed’ + si (jfr. heitsi og lign.), altså ‘en opmærksom, nöjeseende mand’?

gellini, Arnljótr Hkr. XI. Dette tn. er endnu uforklaret. Kunde det ikke være etslags afledning (svagt subst.) af adj. gellinn ‘tilböjelig til at skrige el. en, der skriger, höjt, har stærk stemme’? At sammenstille det med Goðini går ikke an, da dette er sammensat med -vini, hvad gellini ganske sikkert ikke er.

gemsir, Þorsteinn Bǫgl. XIII (v. l. gangr ‘gang’, formentlig ur.). Tn. er nom. ag. til vb. gemsa ‘at være kåd’, der altså også har været böjet: gemsa, gemsti; tn. altså ‘den kåde, lystige’; subst. gems ‘kåd lystighed’; altså = gemsungr se ovf. Jfr. gamser (vb. gamsa) ‘lättsinnig pratmakare’ (Rietz).

gerpir, Bǫðmóðr Ldn. X; Geirólfr Nj. IX—X (hvis historisk; v. l. geipir ur., gerpill, der kunde være rigt.). Ser ud som nom. ag, til et vb. gerpa, dannet af garpr ‘en kæk mand’, men som ikke findes; i al fald er st. den samme (jfr. gerpiligr) og betydn. må være omtr. den samme som i garpr. V. l. gerpill vilde ligefrem være dannet af garpr og bet. det samme.

geysa, Þorkell Hkr. XI. Vist identisk med no. gjøysa (Rygh) ‘en overdrivelse, upålidelig historie’ (Aasen), altså vel egl. = gjósorðr ‘den, der bruger stærke og ubetænksomme ord’.

gilli (gillikrist Ágr.) Haraldr Hkr. XII; Ívarr Sturl. XII; Nikulás Bǫgl. XIII. ‘Gille’; ordet er kelt. og bet. ‘tjæner’, gillikrist ‘Kristus’ tjæner’. Jfr. Orkn.

gípr, Hrólfr V-Lj. XI (v. l. gipa); Ketill D. N. XIII—XIV. Gípr kan sammenstilles med no. gip (langt i) ‘en vis ferskvandsfisk’ og ‘en uheldig fisker’ (Aasen). Desuden har Ross et gip masc. (langt i) ‘gab, kæft’ (beslægtet med geip og geipa); det er snarest dette, tn. betyder; jfr. gipa ‘mungipa’ og vb. gípa ‘tala utan urskilning och eftertanke’ (Rietz). Jón Ólafss. har gípa »fæmina vorax, ut videtur« (at eta sem önnur gipa) og gípr »videtur esse vorago parva, hiatus vel specus terræ« (at stappa gípinn om en »iisdem fere vestigiis insistens«).

gleiðr, Þórðr Sturl. XIII (v. l. gleðr). ‘Skrævt stående’, en der skræver; men ordet findes også (i nutiden i hvert fald) i overført betydn. ‘en der er glad, overmodig og overlegen’. Jfr. tilsvarende ord i no.

glenna, Jósteinn Stnrl. XIII. Tn. er fem. til glanni ‘iraportunus scurra’ (Bj. Hald.), en stöjende, overlegen og udannet person; jfr. sv. glanni ‘påflugen narr’ (Rietz).

glíru- -Halli Ldn., Austf. X Bj. Hald. har glír el. glíri mask. ‘cachinnus’ og glírahlátr (skr. med y, hvilket er uden betydn.); Aasen har vb. glira ‘plire, knibe öjnene sammen’ og fem. glira ‘lurende blik eller öjekast’, jfr. sv. glira ‘plire’ (Rietz); Ross viser, at i er langt. Det er uden tvivl det sidste glira, der her foreligger som tn., og dette bestyrkes ved: augun setti hann upp við glír (vokalen lang) i Þrœndlur IV, 188

gloppa, Þorgils Hák. XIII. Det er muligt, at tn. er et norsk stedsnavn. Mere tilböjelig er jeg dog til at antage, at det er identisk med det isl. gloppa ‘et större hul’ (helst i töj) (Bj. Hald. har betydn. »caminus, ubi ignis subterraneus tandem erupuit et desæviit«). No. har gloppa ‘hule, kløft i et bjærg’ (Aasen).

glóra, Þorbjǫrn Ldn., Eir. X—XI. Tn. må vel sættes i forb. med isl. vb. glóra ‘micare’ (Bj. Hald.), helst om en lysning i mörke, og er vel i betydn. identisk med glóreygðr (sst.). No. har også glora (langt o) ‘glinse, tindre, glo, stirre’ (Aasen). Altså: ‘med stirrende öjne’.

glumra, Eysteinn Hkr., Ldn., Flat., Nj. IX. Tn. bet. ‘torden’; grundbet. ‘larm, skrald’.

glupsa, Pétr Sturl., Bisk. XII. Således skrives ordet i Guðms., men glyfsa i Sturl. A, (glípsla og glypsa i andre hdskrr.). Ordet kan hænge sammen med no. glufsa ‘snappe efter med munden’ = glefsa [hvilket også findes i isl.] også ‘sluge’ (Ross); såvidt jeg mindes, har jeg hørt, »að glufsa í sig matinn«, ‘at rive maden i sig’. Gl. altså ‘en grådig, hurtig spisende mand’.

gneisti, Þorleifr Ldn. X; Þorvaldr Gísl. X. ‘Gnist’.

gnúpa, Þórðr Ldn. IX—X. Kunde være fem. til gnúpr ‘fjældtinde’; men må snarere forbindes med vb. gnúpa og være omtr. = gnúpleitr ‘seende barsk ud og med lidt böjet hoved’.

gnýr, Geirmundr Ld. X. ‘Gny’.

gollnir, goldnir, Þorgeirr Ldn., Nj. X. Formen goldnir synes at være den rigtige i henhold til vl. »nú es Goldnis sonr goldinn«, hvorefter tn. må sættes i forb. med gjalda. Bet. det ‘den løskøbte’ (dannet af part. goldinn)?

greipr, Bárðr Svarf. X. Må henføres til grípa, greip ‘hånd’, og bet. ‘den gribende’.

greppr, Haldórr Sturl. XIII. ‘En mandhaftig person’, næppe = skjald.

grikkr, Sigurðr Sturl. XII. ‘Græker’, fordi han havde været i Miklagård og medbragt et udmærket sværd derfra.

grómr, Þorbjǫrn Hák. XIII. ‘Formodning, slutning, rigtigt skön om tingenes virkelige tilstand’.

grundi, Þorgeirr Starl. XIII. Tn. synes dannet af grund, fem. ‘flad slette’, el. mulig et gårdsnavn.

gryfill, Eiríkr Fsk. XII. Vistnok identisk med no. gryvil ‘en som går omkring ludende og skulende’ (Ross). Vokalens beskaffenhed er ikke sikker; y kunde være langt, og roden da den samme som i grúfa, á grúfu ‘med ansigtet nedad, liggende flad’.

grýlu- -Brandr Sturl. XIII. Af grýla, der både kan bet. ‘ræv’ og ‘et skræmsel’ (især et uhyre, hvormed man skræmmer börn).

gufa, Ketill Ldn., Eg. X; Þórðr Sturl. XI—XII. ‘Damp, røg’; ordet bruges nu til dags om en person, der er flegmatisk-rolig og uvirksom, i reglen tillige lidet udpræget karakter. Det forekommer mig rimeligt, at denne betydn. også har eksisteret i oldtiden. At søge en keltisk forklaring af dette simple nordiske ord er ganske urimeligt.

gums, Andrés Hák. XIII. Tn. bet. vistnok ‘spot, spotter’; jfr. vb. gumsa ‘have en til nar’ (Fritzner); eller ‘smålatter’, jfr. no. gumsa ‘le undertrykt med små klukkende udbrud’ (Ross).

gusi, Ívarr Bǫgl. XIII. Tn. kunde sættes i forb. med gusa ‘vandstråle’, vb. gusa ‘skvætte vand’; no. har også gusa ‘stönne el. sukke af ulyst’ (Aasen).

guss, Áslákr Hák. XIII; v. l. gustr (Eirsp.), men vistnok ikke tilforladelig; det vilde bet. ‘vindpust’; guss er måske den stærke form til det anførte gusi. Ross har gus (langt u) ‘ström af lugtende gas, dunst’.

gæla, Hallvarðr Sv. XII. Tn. kunde sættes i forb. med vb. gæla ‘at glæde’ (caus. til gala) og det isl. gælur, fem. pl. ‘blanditiæ rhytmicæ’ (Bj. Hald.; barngælur ‘nynnede sange for börn’; sål. Rygh). Men det kan også være s. s. no. gjæla ‘en tåbe, tosse’ (jfr. gáli; Aasen); jeg tror snarest dette sidste.

gǫndlir, Þorbjǫrn Sturl. XIII (v. l. gǫltr, Þorsteinn s. d.). G. er et Odinsnavn.

gǫngu- -Hrólfr Hkr., Ldn., Ld. IX—X; -Hrólfr Fas., uhist. ‘Gang-’, efter sigende fordi ingen hest kunde bære dem; dette gælder dog kun for den sidste; hvad den første, den berömte Ganger-Rolv, angår, har han vel fåt sit tn., fordi han overhovedet holdt af at gå, bevæge sig tilfods.

gǫrn, Birgir Sv. XII; Helgi Bǫgl. XIII. ‘Tarm’. H. var Birgisson og sikkert sön af B. gǫrn; tn. er altså her gåt i arv.

hali, Bárðr Hák. XIII; Hallbjǫrn Skt., Þorlþ. XII; Hallbjǫrn Sturl. XIII (og mulig en til af samme navn). ‘Hale’.

halla- -Geirr Sturl. XIII. Tn. synes at være gen. pl. af hallr ‘sten’ (måske især prydsten), hvis det ikke er gen. sg. af mandsnavnet Halli.

harmr, Ásvarðr Hák. XIII. ‘Sorg, kummer’, men tn, kan også være et fjordnavn.

haustmyrkr, Þórir Ldn., Gr. IX—X. ‘Efterårsmørke’.

heiðmenningr, Þorsteinn Ldn. X. Rygh mener, at tn. bet. s. s. heiðmaðr ‘en der modtager en fyrstes sold’; dette er dog næppe rigtigt; snarere ligger der et stedsnavn i det første led (Heiðr), el. adj. heiðr ‘klar’, el. heiðr ‘hæder’?

helluflagi, Ketill Ldn., Fló. IX. Tn. er sammensat med hella ‘en flad klippe’ og flagi, der synes dannet af flag ‘terra nuda, post exscissam glebam’ (Bj. Hald.). Tn. kunde altså bet. ‘den som blotter jorden lige til den (nögne) klippe’. Jfr. flag ‘bjærgvæg, nøgen klippe’ (Aasen).

helmingr, Gunnarr Flat. X. ‘Halvdel’; »en því er ek svá kallaðr at mér þykkir [gott] at hafa hálflit klæði«.

herka, Steinarr Hák. XIII. Hvis tn. ikke er fejl for herkja (se dette), antager jeg, at det er afledet af herk ntr. ‘skrab, dårlige ting, især om ilde gjort arbejde’ (Aasen), altså ‘en, der gör dårligt arbejde’. Jfr. hark omtr. = ‘udskud’.

herkja, Hallsteinn Ann. XII; Skúli Ldn. X. Tn. er dannet af harka (af harðr) og bet. ‘hårdhed’, d. v. s. ‘knibe, vanskelighed’, nu mest i plur. herkjur, með herkjum ‘med nød og næppe’. Jfr. herke ntr. ‘hindring, knibe’ (Aasen); jfr. også Ross: herkja f. ‘hinderlig stivhed f. eks. i halsen’; dette vilde passe godt.

hikri, Hallvarðr Hkr. XII (v. l. hít). ‘Nøler’; af hika ‘at betænke sig’; nyisl. hikra (við) ‘at vænte lidt’. Aasen har et vb. hikra ‘le meget’. Jfr. også Ross og sv. hikker (hiker) ‘småskratta’ (Rietz).

hlammandi, Þórir Hœns., Ldn. (men her ur. i Stb. skr. blaandi, idet h er blevet til b og forkortelsesstreg over a er overset) X. ‘Den larmende’; egl. part. til hlamma (subst. hlamm, egl. lyden af noget, der falder tungt); vb. bet. også nu ‘at gå tungt’.

hlunnr, Ǫnundr Sv. XII (v. l. lynr ɔ: hlynr ‘lön-træ’). ‘Rullestok’ el. en af de stokke, der lægges under skibets køl, når det står på land.

hnokan, Áskell Ldn. IX—X (også skr. hnokk-). Tn. er måske keltisk ‘cnocán’, Craigie s. 446, der dog meget rigtig påpeger et nord. hnokki ‘en krog’ (ɔ: på en spinderok).

hóglifi, Jón Hák. XIII. ‘Roligt, bekvemt liv’, ‘som har lyst til at leve magelig’.

hoppr, Páll Ann. XIV. ‘Hoppende’; el. foreligger her hundenavnet, som vi finder i Rolv krakes saga?

horn, Hróarr Ldn. IX. ‘Horn’, enten i alml. el. et drikkehorn.

hornklofi, Þorbjǫrn Hkr., Eg., Skt. IX. Mulig er tn. at forklare ligefrem (fordi han har kløvet et horn?), el. er det ravne-navnet?

hornstigi, Herlaugr NgL. X. ‘Horn-træder’ el. ‘horntrappe’(?) el. ‘bjærgbestiger’ (Rygh)?

horti, Ívarr Sv. XII. Hvis ikke tn. er afledet af et stedsuavn (jfr. Horten?), kunde det (jfr. Rygh) sættes i forb. med isl. hortugur ‘uforskammet’ (især om trodsige tjæneste- folk, som »svarer«), horti altså ‘en, der er trodsig, uvillig’; Aasen har hortug ‘flink, dygtig’, uden tvivl samme ord som det isl. adj.; jfr. Ross.

hrafnasveltir, Sigurðr Bisk. XIII. ‘Ravnesulter’; grunden ukendt.

hrella, Ǫrnólfr Rd. X. Vistnok ‘Sorg, bedrøvelse’; vb. hrella ‘at bedrøve’, hrelling ‘sorg’.

hríðarefni, Eyjólfr Sturl., Bisk. XIII. ‘Stof til byge, strid’; han kaldes »óspakr maðr«; tn. altså ‘den, af hvem man altid kan vænte strid’.

hrísi, Hallvarðr Gullþ. X; Sigurðr Hkr., Ldn. IX—X. Tn. er afledet af hrís, men betydn. er usikker. Fritzner identificerer det med hrísungr, der er en sön, avlet »með frjálsri konu í skógi«; dette kan passe på Sigurd, der var Harald hårfagres, som det synes, første sön med finnepigen Snefrid.

hrosshárs- -Grani Fas., egl. navn på Odin. ‘Hestehårs-’.

hviða, Hjarrandi Sv. XII; Þrándr Sv. XII (Eirsp. har hviða, de andre lyrta s. d.). ‘Stormkast, pludseligt vindstød’; også ‘pludseligt anfald af smærter’.

hvinantorði, Þórir Hkr. XII. Synes at stå i st. for hvínand-torði; det første led = ‘hvinende’; det sidste er dannet af torð ‘skarn‘ (se ovf. s. 313) og er mulig = torðvifill, det hele altså ‘hvinende skarnbasse’.

hvíta- -Kristr Hkr. ofl. ‘Hvide-Krist’; tn. som alml. antaget, fordi de, der lod sig døbe, iførtes hvide klæder. Jfr. Fritzner.

hvítaský, Herrøðr Ldn. IX (Hb. har hvikatimbr). ‘Hvid sky’, mulig på grund af hvidt (uldent) hår; hvikatimbr måtte bet. ‘bevægeligt tømmer’, tømmer som giver efter, hvis det ikke bet. s. s. nyisl. hviktrje (skr. kvik-) ‘træplanker, der lægges over to heste, der går side om side, for derpå at transportere en syg eller død person’.

hvikatimbr, Geirmundr Gr. X se foreg.

hyrna, Þórunn Ldn., Ld., Eyrb., Nj. IX—X; Ǫrn Ldn., forhist. Tn. er dannet af horn og må være knyttet til noget horn- el. top-lignende, vel til etslags hovedpynt som skaut el. lign.; jfr. brugen af hyrningr om bispen med mitraen (Olaf d. hell. s.). Nu bruges hyrna (og nærmere þríhyrna) om et trekantet törklæde over hoved eller skuldre.

hǫrðr, Jón Ann. XIV. I tn. ligger der vistnok et stedsnavn (Hǫrðudalr? el. lign.; næppe Hǫrðaland i Norge).

imba, Ǫnundr D. N. XIII—XIV. Jeg kan ingen forklaring tænke mig anden end at tn. er identisk med det på Island velbekendte kortnavn for Ingibjǫrg; bæreren har i så fald fåt det på grund af et el. andet forhold til en kvinde af det navn.

ingunar- -Freyr Edd., myt. Tn. er af Kock forklaret som inguna-ár- d. v. s. ‘Ingvinernes år-’, ‘den, der giver I. gode åringer’.

járn- -Skeggi Hkr. IX. ‘Jærn-’, måske fordi han var ‘jærnhård’.

járnsaxa, Eydís Nj., (vistnok sagnh.). ‘Forsynet med jærnsværd’(?); el. = ‘jættekvinde’; j. findes blandt jættekvindenavne.

jǫkull, Þórir Sturl. XIII. ‘Istap el. isbjærg’.

kaffall, Andrés Ann. XIV. ‘Dybfald’, ɔ: fald ned i vandet, under overfladen.

kakali, Þórðr Hák., Sturl., Ann. XIII. Tn. er snarest identisk med ‘kakkel’ i ‘kakkel-ovn’, oht. chachala ‘lerkar’, og senere ‘kakkel’. Grunden til tn. er ukendt; måske har T. særlig brugt dette ord. Da. har kakkel som skældsord (Ka.).

kaldaljós, Kolbeinn Sturl. XIII. ‘Koldt lys’.

kali, Rǫgnvaldr Orkn., Hkr., Ldn. XII. ‘Kali’ var R.s egenlige navn, og hans bedstefars navn, men blev R.s tn. efter at han havde antaget navnet R.

kalli som v. l. til kúla, Jón, s. d.; kalli kunde være afledet af kall ‘råb’, el. stå for karli.

kamban(n), Grímr Ldn., Fær., Nj. IX; Vémundr Flat. IX. K. betragtes ofte som et irsk ord (coman, cammán Craigie 446), men det er tvivlsomt; det kunde godt være en afledn. af kambr med endelsen -ann. Hvad V. angår, er hans tn. vistnok opståt ved fejllæsning, idet k. er opståt af b og amb- af auðb- ɔ: »bróðir auðbjarnar« (jfr. parallelteksten i Hkr.).

kappgnógr, Páll Sturl. XIII. ‘Mere end tilstrækkelig’.

kárin, Jón Sturl. XIII. = kárina ‘pönitens, kirkebod’; lat. carena og sål. et kirkeligt låneord.

karkr, Þormóðr (Skopti) Hkr., Fsk. X. Ross har kark m. ‘tyk knudret bark’ og vb. karka ‘fastbinde ... med mange (klodsede) bindninger’, jfr. sv. kark ‘ett af rensenor flätadt snöre eller tåg för at binda om bräder’ (Rietz). Jfr. karfi.

karpi, Eyvindr Ldn., Nj. IX—X (v. l. især i Nj. karfi s. d.). Tn. kommer vel af karp ‘overmod, skryd, pralen’ Fritzner, også ‘strid, mundhuggeri’, vb. karpa.

keikan, Grímr Hák. XIII. Sikkert af keikr ‘tilbageböjet’ = brattr, ǫrdigr.

keiliselgr, Ǫzurr Ldn., Flat. (her: kælisvelgr ur.) IX—X. Synes sammensat med elgr ‘elgsdyr’; isl. har også elgr i betydn. ‘snesjap’; ‘ningor gelidissimus ex una plaga mundi diu advolans’ Bj. Hald., en betydn., jeg ikke kender, keilis ser ud som gen. af keilir mask. el. keili ntr. (se ovf. keilismúli). Keilir er navn på et kegleformet fjæld på Island; er det her et stedsnavn?

kekkja, Karl Fas., sagnh. Ordet er fem. til kǫkkr ‘en klump’.

kelda, Eyvindr Hkr. X. ‘Kilde’.

kergarðr, Þóroddr Heið. X—XI. ‘Kargærde’, et gærde af kar?

Keru- -Bersi Eyrb. XI. Hvis tn. ikke er at læse som kæru- (af kæra ‘klage’) el. kerru (af kerra ‘vogn’), ved jeg ikke, om det kan sættes i forb. med no. kjera seg ‘give sin glæde ... luft på en barnslig måde’ (Ross).

kíkr, Eilífr Hák. XIII; Gregóríus Sv., Fsk., Ann. XII—XIII (v. l. pík ur.). Hvad E. angår, er hans rette tn. vistnok keikr se ovf. Hvad G. angår, er formen af hans tn. sikkert; det kunde stå i etym. forb. med det nævnte keikr; mulig er det dog snarere at forbinde med no. kikja (langt i) ‘tabe vejret, komme ud af åndedrættet, såsom i stærk hoste’ (Aasen). Ross har et mask. kik(i) ‘opblæst fårebælg, der bruges som böje’.

kimbi, Þorleifr Ldn., Eyrb. X—XI. ‘Spotter’; Bj. Hald. oversætter ordet ved ‘subsaunator’ og har kimbing ‘dicteria, jocus invectivus’. Eller står ordet i forb. med sv. kímb, kimbe ‘tunnstaf’ (Rietz), da. kimme ‘rammen på et kar uden for banden’ (Ka.)?

kirkju- -Grímr Sturl. XII. ‘Kirke-’, fordi han blev engang ført »ud af kirken«.

kjagi, Jón Ann. XIV. Vistnok at henføre til kjaga ‘at vralte’.

kjannǫk, Álof Heið. X—XI. Tn. skrives -a’k, men a’ er næppe at læse som -au. Det første led synes at måtte være st. kjann- i kjanni ‘kind, kæbe’. Men -ǫk ved jeg ikke at forklare.

klaka, Þorkell se ovf. blaka.

klakk- -Álfr Stnrl. XII—XIII; -Haraldr Flat., Jómsv. IX. Mulig foreligger her det samme ord, som det ovf. anførte klakkr se V, slutn.

klakka, Kolbeinn Mork. XI—XII; Þórir Hkr., Orkn. X—XI. Er rimeligvis beslægtet med det nævnte klakk-. Aasen har vb. klakka ‘tilsøle, sætte klatter på’, ‘slå, banke’ [jfr. isl. klekkja á ‘hævne sig på’]; i henhold hertil afleder Rygh tn. af klakkr ‘skade, mangel’. Det er muligvis rigtigt.

klápr, Einarr Sturl. XIII. Enten = klapr ‘rude vas’ (Bj. Hald.) el. = klápeygr ‘stirrende på en enkelt genstand’ (Fritzner). Sv. har klåp ‘gröfste ändan af en vidja; dum okunnig människa’ (Rietz).

klasi, Guðmundr Bisk. XIII. ‘En klynge, gruppe’ (f. eks. af skær og øer).

kleykir, Sigmundr Ldn. X (v. l. éngang klækir, ur.). Betydn. er ukendt, et klauk kendes ikke; klúka fem. bet. ‘cumulus minor’ (Bj. Hald.). Sv. har klökas ‘vara nära att kräka, vilja spy’ (Rietz).

kló, Hákon Orkn., Fsk. XII. ‘Klo’, på dyr el. fugl?

klyppr, Þorkell Flat. X; Þorkell Flat. X—XI; den sidste skal være den førstes dattersön. Tn.s betydn. er uvis; det kunde være beslægtet med klǫpp ‘en klippe’, og no. klopp ‘en bro af stokke’. Ross har også et klyp(p)- i klyp(p)hyrnt ‘med oventil stærkt sammenböjede horn’; men dette klypp- synes ellers ikke at findes.

knappi, Þorgils Ldn. IX—X; Þorvarðr Bisk. XII. Tn. kan være svag form til knappr ‘en knap’, men også svag form af adj. knappr, der ikke synes at forekomme i norsk-isl., derimod i alle andre nord. sprog, også i nyno. og nyisl. ‘knap’. Hvad Torvard angår, siges han på det ene sted at være »ór Knappadal«; deraf har han så vel fåt sit tn.; det andet sted siges han at have været præst til Knappstaðir i Fljot; han har da fåt sit tn. af denne gård.

kneif, Ásgeirr Ldn., Bisk. IX—X. Anses for at være beslægtet med knífr. Bj. Hald. har: »Kneif v. Hneif, f. nautis est hamus aliis diductior«.

kneiti, Úlfr Sv. XII, er Flat.s læsemåde f. de andres kneri, kværi, der synes forvanskede; kneiti synes formelt det antageligste, skönt jeg ikke ved at forklare det.

knútr, Finnr Hák. XIII (v. l. for knǫttr s. d.); Jón Ann. (v. l. kútr ‘en otting’) XII; Símón Sturl. XIII. ‘Knude’; tn. antyder mulig ‘en pukkel’.

knýtir, Erlingr Ldn. IX. ‘En der knytter’; el. mulig ‘en der er knyttet ɔ: puklet’?

kofa, Ívarr Hák. XII—XIII. Er vistnok fejl f. rófa, da der findes en Í. rófa (s. d.), der vistnok er dennes datter- el. sönnesön. Kofa kendes nu ellers brugt om hunfuglen mormon fratercula.

kolka, Þorbjǫrn Ldn. IX—X; Hb. har kolkan, Stb. kolkr, men stedsnavnet »Kolkumýrr« viser den oprl. form. Det kan henføres til no. kolka ‘kludre, arbejde dårligt’ (Aasen). Der findes et sv. kålk (Rietz) og da. kolk (Ka.), men om det kan komme i betragtning er usikkert.

kór, Jón Hák., Flat. f. kǫttr s. d.

kost- -Bera Edd., sagnh. ‘Den fortræffelige’, af kostr ‘god egenskab’?

krappi (hinn), Kolr Fas., sagnh. ‘Den snævre’, el. snarere ‘vanskelige, falske’, el. aktivt ‘den, der trykker’ noget sammen.

kregð, Ketill Fas., sagnh. ‘Svagelighed’, lille og svagelig — »því at hann var svá lítill«. Jfr. kregða ‘infans morbidus’, kregðulegur ‘tener, imbecillis’ (Bj. Hald.).

kringr, Þórir Austf. XI (v. l. bringr). Enten subst. ‘kres’ (jfr. Fritzner) el. adj. ‘behændig, let’.

krísta, Andrés Sv. XII. Vistnok at forbinde med vb. krísta ‘stridere, pipire’, subst. ntr. kríst ‘sonus pipientis’, altså ‘med svag, pibende stemme’.

kroppa, Gunnólfr Ldn. IX—X. Tn. er flertydigt. Det kan forbindes med kreppa, kroppinn, ‘med krummet hånd’? Det kan være dannet af kroppr, og endelig kan det forbindes med vb. kroppa ‘at pille, kradse’; det sidste er vel det sandsynligste.

krum(m)r, Þorbjǫrn Ldn. X; Þorbjǫrn Ldn., Eg. IX—X. Ordet er vel identisk med ‘krum’, som ellers ikke findes i norsk-isl., men ligger til grund for krumma ‘krum hånd’. I øvrigt har Bj. Hald. et krumr ‘cremor, flos rei’.

krǫmu- -Oddr Ldn. IX—X. Synes at komme af et krama, som, hvis det ikke er et kvindenavn (el. tn. til en kvinde, og da dannet af krǫm), synes identisk med krǫm ‘en langvarig, men ikke farlig sygdom’ og krami, som Bj. Hald. har. Ross har krama ‘gramse, rive (til sig)’; tn. kunde derefter bet.‘'den, der river til sig’.

kúða som tn. til Eilífr i Flat. (annal.) er fejl, idet der her står »hvarf skip Eilífs kúðu ór Fljótsárósi« istf.: »hv. sk. E. ór Kúðafljótsósi« Ann. reg. (Isl. ann. s. 119).

kumbaldi, Márr Sturl. XIII; Steingrímr Sturl. XII (vistnok er M. sön af den sidste, der var Mársson). Bet. nu en lav og lille hytte, helst til opbevaring; bet. måske ‘en lille undersætsig person’.

kumbi, Gunnarr Sturl., Bisk. XIII; Þorfinnr Sturl. XIII (v. l. kumli, af kuml). Kan være den svage form til no. kumb ‘klods, knub’ (Aasen) og nærbeslægtet med det foreg. Tilsvarende fem. anfører Bj. Hald. kumba ‘ancilla corpulenta’.

kurr, Jón Hák. XIII (v. l. , dat. af kýr, kút, dat. af kútr ‘en otting’; jfr. knútr). ‘Rygte’ el. ‘misfornöjelse’.

kurt, Hallvarðr Hák. (v. l. kútr) XIII; Ketill Ann. XIII—XIV. Fra isl. er kurt f. velbekendt, og vistnok abstraheret af adj. kurteiss, ‘urbanitas, civilitas’ (Bj. Hald.).

kutiza, Jón Sv. XII. Betydn. uvis og hele ordet ret mærkeligt; endelsen minder om et ord som trápiza, men er dog næppe fremmedord som dette; det kunde være dannet af kút-r med den nævnte endelse.

kveld- -Úlfr Ldn., Eg. IX. ‘Kvæld-, aften-’, fordi han gik tidlig i sæng (kveldsvæfr) og blev meget umedgörlig, når det led henimod aften.

Kygri- -Bjǫrn Sturl., Ann. XIII; v. l. kyfri; dette sidste kunde sættes i forb. med kofri mask., etslags hovedbedækning, medens kygri intet holdepunkt har.

kyngir, Snorri Ann. XIV. Vistnok ‘en, der nedsvælger’, til vb. kyngja ‘at sluge’, velkendt i isl. (udenfor oldlitt.) og i no.

kyrpinga- -Ormr Hkr., Sv., Ágr. XII. Tn. er gen. af det ord, der åndes i Grettis kvidling: »hverr fingr af kyrpingum«, hvor det bruges ringeagtende om skibsfolkene. Bj. Hald. har ordet og gengiver det ved ‘ruga’ og ‘vir rugosus’, altså en gammel, rynket (og vel altså affældig, ussel) person.

kœgil- -Bjǫrn el. Bjǫrn kœgill Sturl. XIII; Haldórr Ann. XIV. kœgill skal bet. (vistnok på vestlandet af Isl.) ‘en øseske, en lille slev’, se Árbók hins isl. fornl. fjel. 1884—85 s. 137, samt (i Dalasyssel) ‘en lille, uanselig mand’ (B. M. Ólsen; privat meddelt dr. K. Kålund).

kǫstr, Sigvatr Sturl. XIII. ‘Stabel, dynge’.

landi, Sigvatr Bisk. XIII. ‘Landsmand’, ɔ: islænder(?).

leggjaldi, Þórðr Ldn. X. Ordet findes som navn på en af Træls sönner i Rígsþ.; det er vel dannet af st i vb. leggja med endelsen -aldi, altså egl. ‘en der lægger’ (f. eks. gærder, danner gærder ved at lægge det ene stykke jord ovenpå det andet; jfr. digtets: »Lútr ok Leggjaldi lǫgðu garða«).

leiðar- -Ormr Sturl. XII. Ordet er gen. af leið ‘vej’, og det er vel den betydn., der her foreligger; ordet kande også være = leiðarþing. V. I. hliðar- er vel ur.

leifr, Þorkell enn hávi Ldn., Rd. X. Hvad tn. her bet., er usikkert; måske ‘den efterladte (lævnede)’, som født efter faderens død?, jfr. Á-leifr.

leira, Þorkell Hkr., Jóms. X. ‘Ler, leret strand el. strækning’; kunde også være et stedsnavn.

leppr, Ásólfr Hák. XIII; Hallvarðr Sv. XII; Loðinn Hák., Bisk., Ann. XIII; Þorkell Austf. X. ‘Lap’; ordet kan både bet. et stykke töj og en lok af håret, helst sammenfiltret gruppe af hår.

lest, Gunnarr Bǫgl. XIII. Tn. er flertydigt, ‘læsning’, ɔ: hvad der — især ved gudstjæueste — læses; ‘ladning’, ‘en læst’ (= 12 skippund). Det sidste synes at være det mest tiltalende, hvis ikke der her foreligger det ord, der er så velkendt på Island, neml. en række af heste (med byrder), der er bundne til hinanden.

lirpr (skr. lirper), Ásmundr NgL. XIII. Betydn. uvis.

lítilskegla el. lítilskeita, Bǫðvarr Sturl. XII—XIII. Det første led er lítill ‘lille’, og B. kaldes »litill maðr vexti«; det andet led er i første tilfælde skegla, som bet. fuglen ‘Sterna hirundo’; en smuk og ret sirlig fugl; til beskrivelsen af B. föjes, at han var »kurteiss«; dette kan godt svare til skegla; skeita synes at måtte hænge sammen med skítr, men dette passer ikke til beskrivelsen af ham.

lúnan, Þorsteinn Ldn. (v. l. launan) IX—X. Tn. er måske keltisk, lonán el. lommán (Craigie 448).

lungbarðr, Einarr Hák. (Flat.) XIII. Vistnok fordi han havde været i Lombardiet (?), som også kaldes Lungbarðaland.

lygna, Þórdís Sturl. XIII. Tn. kan opfattes på to måder, enten som den svage form af adj. lyginn ‘lögnagtig’, eller af lygn (af logn ‘vindstille’) ‘rolig, stille’.

lygra, Einarr se ovf.; Ormr Hkr. X (v. l. lyrgja, der mulig er rigtigere); om O.s tn. har samme betydn. som Einars er tvivlsomt.

lyrgja, Ormr Hkr. X. Er vist dannet af lurgr, der kendes godt i nyisl. og bet. ‘tyk, fyldig (uredt) hårmasse’; »að taka í lurginn á« ‘at afstraffe en ordenlig’. Aasen har et vb. lyrgja ‘fjase, spøge’. Bj. Hald. har også et lyrgja ‘balatro’, ‘langvor, stupor’.

lyrja, Árni Bǫgl. XII—XIII. Således har G. Vigf. (Orkn.) opfattet P. Claussöns »lörje«, men dette kunde også være = lyrgja (det foreg.). Ordet kunde høre sammen med nyisl. luri ‘en svær, klodset person’, adj. luralegur.

lyrta, Þrándr Sv. XII (v. l. hviða se ovf.). Tn. synes dannet af et lort-, og da subst. lortr findes i alle nord. sprog, også islandsk, er der ingen grund til at tvivle om dets ælde; heraf kunde da tn. være dannet, ‘skarn’ el. ‘urenlig’.

magni, Grímr Hák. XIII. Er vistnok dannet af megin, ‘den stærke’, hvis det ikke er navnet på Tors sön, der her foreligger, hvad det dog næppe er, da bæreren lever i så sen tid.

makarkálfr, Þorbjǫrn NgL. XI. Bet. uvis.

mánadagr, Þorgautr D. N. XIII. ‘Mandag’.

máni, Þorfinnr Ldn. IX—X; Þorkell Ldn., Islb. X. ‘Måne’.

marardráp, Hallvarðr Sv., Bisk. XII (v. l. -draf; merardráp; mar- Bisk.). Tn. synes at være marardráp; ensbetydende hermed er vel merardráp, idet marar kan være gammel gen. form; det vilde så bet. ‘hoppedrab’, ‘hoppedræber’.

maull (næppe mǫll), Bergr Bǫgl. XIII. Tn. er tvivlsomt, men bet. måske ‘den tyggende’, jfr. maul ‘masticatio’, maula ‘masticare’ (småtygge) Bj. Hald. = no. maula.

maxi, Eiríkr Bǫgl. XIII. Roden mak- kan forbindes med mak- i subst. mak ‘forretning’, vb. maka ‘bearbejde’ (se Fritzner); det kunde så bet. ‘ivrig (stundesløs?)’; jfr. også Aasen; denne har også et adj. mak ‘magelig, lempelig’, = oldspr. makr ‘medgörlig’; altså ‘den medgörlige’; i øvrigt hænger alle disse ord indbyrdes sammen. Sv. har makksa ‘mycket fet qvinsperson’ (Rietz).

meldún (el. -unn?), Þorgeirr Ldn. IX—X. Tn. er vist keltisk = Mæl-dúin (Craigie 448).

menni, Þorvaldr Gl. X. Tn. er åbenbart dannet af maðr, og bet. måske ‘lille mand’, som etslags kæleord; man væntede, at det var ntr.

miðlungr, Þorleifr Ldn. IX. Tn. er dannet af meðal el. mið-r, ‘den i midten’, d. v. s. ‘middels’ el. middelmådig; miðlung(i) er velbekendt i negativ betydn. ‘mindre godt’; tn. er vistnok nedsættende.

mims, Helgi Bisk. XIII. Tn. kan ikke forklares. Da. har mimse ‘tyk tåge’ (diall. mims; Ka.).

mírmann, Gunnarr Hak. XIII. Tn. er åbenbart identisk med hovedpersonens navn i Mírmannssaga, en af de fremmede romanfabler, som blev alml. i Hakon d. gamles tid. Sagaen er vistnok ung, men æmnet er uden tvivl gammelt i Norge. Mulig har G. fundet særligt behag i det.

mókr, Óláfr Hák. XIII. Tn. er vel dannet af mók ‘døsighed, blund’, og betegner O. som ‘den sövnige’.

molla, Ketill Ætt. X. Ordet bet. ‘stille vejr med trykkende varme’, tn. vel altså ‘en rolig (halvsovende) person’.

múgamaðr, Erlendr Hrafnss., Bisk. XII—XIII. ‘En mand af og hørende til almuen’, modsat höjere stænder (jfr. Fritzner).

munki, Sveinn Sv. XII. Tn. er uden tvivl dannet af munkr ‘en munk’, men det er vist ironisk.

nípa, Einarr Sturl., vistnok fejl for vippa, s. d.

njáll, Þorkell Hák. XIII findes i Eirsp. som tn. (det kan da kun være det bekendte egennavn, som her foreligger), medens de andre hdskrr. har Njálsson, hvilket vistnok er det rigtige.

norna- -Gestr Fas., Flat., sagnh. ‘Norne-’, på grund af det særlige forhold til skæbnegudinderne (den brændende kærte), som fortælles i Þáttr om ham.

nǫrtr, Þorkell Bisk. XIII (v. l. naðr). Kan sættes i forb. med vb. narta ‘småbide (i noget)’ (og = da. hakke på en), tn. mulig altså, ‘den, der river ned på andre, dadlesyg’. Naðr bet ‘slange’.

óborni (hinn), óborna (hin), Ástríðr Fsk. (for ár- som Fsk. har nogle linjer fór, s. d.); Jórunn Nj., forh.; Úlfrún Ldn. IX; Uni Ldn., Nj. X. ‘Ufødt’, vistnok ‘en, der er skåren ud af moders liv’.

ógæfa, Óláfr Hkr. XII; Þorsteinn Ldn. IX—X. ‘Uheld, ulykke’; anledningen til O.s tn. fortælles, at O. og hans mænd »hefði ina mestu óhamingju borit til fundarins«. T. har rimeligvis fåt sit tn. ved at dræbe en af Hakon Grjotgardssöns mænd.

óhepni, Sveinn Bisk. XII—XIII. ‘Den uheldige’; Sv. var sön af Sturla i Hvamm og forgreb sig på en nær slægtning af sin hustru. Mulig er her dog ikke tale om et virkeligt tn.

opinsjóðr, Einarr Sturl., Bisk. XIII. ‘Åben-pung’.

oremus, Oddr Sturl. XIII. Tn. er det lat. oremus ‘lad os bede’; jfr. ovf. angelus.

orka, Rǫgnvaldr se urka.

óskeyndr, Áli Hkr. XI—XII. ‘U-ren’ (?). Eller til no. sköyna ‘skære i skrå retning’ (Aasen).

pakki findes som v. l. til barki (Bjǫrn; s. d.). Tn. bet. ‘en pakke’.

paktin, partinn, Sigurðr Hák. XIII (v. l. pakki ur., pattinn, pattan, paktun). Det er tvivlsomt, hvilken form er den rigtige; men partinn synes dog den bedst afhjemlede. Ordet kunde være akk. med art. af partr, der er et fremmedord, som vel er indkommet allerede tidlig og findes i 13. årh. S. kunde have fåt det, fordi han ofte har brugt ordet, der måske dengang endnu var sjældent. Eller er det forvanskning af pardún ‘pardon’?

panni, Eiríkr Hak. XIII (v. l. pani, farri s. d.). Tn. kunde være dannet af fem. panna ‘en pande’, der et et låneord, men indkommet allerede i 13. årh.

paris, Jón Hák. XII (v. l. faris, pans). ‘Paris’, sikkert fordi J. har opholdt sig i Paris og fortalt meget derom.

parrak, Hildir Ldn. IX. Tn. er vist kelt. Ordet bruges i betydn. ‘loramentum, qvo pecus ferum v. fugax alligatur mansveto’ (Bj. Hald.), og dertil vb. parraka ‘lorare’ (sst.). Det sidste kender jeg i forb. að parraka inni ‘at holde [börn] strængt indendörs’.

peini, Eindriði Sv., Hák. XII (v. l. penni). Formen peini er utvivlsomt den rigtige (Rygh anfører fra D. N. en yngre E. peini, sikkert en sönne- eller dattersön af den første); men betydn. er ukendt. Der er måske mulighed for at forbinde det med pín, pína (som et eng. låneord??).

penturr, Þórarinn Ann. XIII—XIV. ‘Maler’; låneord.

pertill, Sigurðr NgL. XIII; se ovf. fertill.

pík, píkr, Erlendr (píkr) Bǫgl. XIII; Hákon Orkn. XII; Vermundr Sturl. XIII; Þjóðólfr Sv. XII (v. l. vík ur.). Ordet er fem. (bortset fra det éngang forekommende píkr, der må være mask. dertil) og sikkert identisk med det af Fritzner anførte pík = broddr, broddstafr (Vermunds sön hedder Þorkell broddr). Mulig er der slægtskabsforbindelse mellem nogle af bærerne.

pípa, Bergsveinn NgL. XII. ‘Pibe’.

pitlor Aslákr NgL. XIU. Bet. uvis.

pjonkr, Guthormr Hák. (Icel. s.) v. l. for fjónkr s. d.; pj. er ukendt. Sv. har pjunka ‘klimp i soppa’ og adj. pjunker ‘stolt’ (Rietz).

plyttr, Andrés Hák., Bisk., Ann. XIII. Formen er sikker nok (ikke plytt f. el. ntr.). Ross har: plyt (langt y) og plytt (langt y) ‘dreng, pog; lidet handyr’, samt et vb. plyta (langt y) ‘hænge med læberne, surmule’. Tn. står sikkert i forb. med det ene af disse ord. Jfr. sv. plutt ‘en afsågad ... del af en stake’, ‘barn’ (smeknamn) Rietz.

posi, Arnbjǫrn Hák. XIII. ‘Pose, lille sæk’; alml. på Island.

primus, Jón Ann. XIV. Lat. ‘Den første’; hentyder tn. til »primtiden«?

pungelta, Hákon Hkr. XII. ‘Pungælter’, d. v. s. ‘en der garver, tilbereder pung(e)’?; jfr. »at elta skinn«.

pæla, Þórir Hák. XIII. Tn. har tilknytning til nutidens að pæla ‘at arbejde med noget’, ‘at grave’ (f. eks. en have); jfr. Bj. Hald., der også har et subst. pæla ‘solum excoriatum’. Det er vistnok dannet af páll ‘en hakke’. Bæreren betegnes som en ransmand, og mulig står tn. i forbindelse hermed.

ragna, Flat. (Orkn.), Ingibjǫrg er en fejl for tígna s. d.

rásveinn, Gunnarr Ann. XIII—XIV. ‘Rå-svend’, efter en sejlrå? Eller for ráð-sveinn?

raumr, Ketill Ldn., Vd. IX (v. l. þrymr s. d.). Bet. vistnok ‘Romsdaleren’, han bode i Romsdalen. I øvrigt bruges ordet om en stor, svær, klodset person.

raunarmaðr, Þorkell Sturl. XIII. ‘En, der skal göre raun’, d. v. s. forsøge, vistnok at finde, opdage, altså omtr. s. s. spejder.

refaglópr, Eysteinn Ann. XIII—XIV. ‘Ræve-mister’; antyder vistnok at E. en el. anden gang ved en dumhed har gåt glip af ræve, han vilde fange.

reiðardynr, Elubjarni Hák., ifg. nogle hdskrr.: Hreiðarr dynr (s. d.); ordet bet. ellers ‘torden’, egl. ‘vogndön’.

remba, Ámundi Hák. XIII. ‘Overmod’, der vises i ydre opførsel. Også ‘anstrængelse’; vb. rembast ‘at anstrænge sig’ og ‘vise overmod’. Jfr. rembumaðr.

rennari, Þorvarðr Sturl. XIII. ‘Render, løber’, el. udsending.

rígr, Þorbjǫrn Hák. XIII (v. l. for hringr s. d.); Þorgeirr Hák. XIII. Den sidste er vist identisk med den første og kun en (forvansket) gentagelse deraf. Rígr bet. ellers ‘stivhed’, f. eks. i halsen, og kunde også bet. ‘uvenskab’.

rita- -Bjǫrn Bisk., Ann. XIII; -Kári (v. l. bita-; af biti ‘en bjælke’) Sv. XII. Sikkert af rit ‘skrivelse’, altså fordi de har været skrivere eller fordi de sendtes ud med skrivelser. Om B. vides det. at han sendtes til Island med ærkebispens breve (jfr. Dipl. Isl. I, 525).

rófa, Ívarr Ann. XIII—XIV. ‘Hale’, især på katte, får og ræve. Jfr. ovf. kofa.

rufa, Árni Hák. XIII. Tn. har flere v. l. rofa, ruga; Eirsp. har altid rufa, Frís. 2 gg dette og 2 gg ruga; rufa er utvivlsomt bedst afhjemlet. Dette kunde henføres til rjúfa, altså ‘hul, rævne’ el. ‘en der bryder et hul’; men jeg vilde foretrække at forstå det som hrufa ‘en ujævnhed på en flad overflade’, måske af store ar i ansigtet. I øvrigt har Aasen ruva ‘en opstablet hob’.

rugga, Rauðr Ldn. IX. ‘Den rokkende, vraltende’ Vb. rugga ‘at rokke, især med hoved og overkrop’, rugga ‘en vugge’.

ruggi, Þóroddr Sturl. XIII. ‘Den rokkende, vuggende’.

rusli, Grímr Hkr. XII. Tn. er flertydigt; det kunde bet. ‘den fra Ruslir’ (en havn i Sogn); det kan også være dannet af ntr. rusl ‘skrabsammen’, og det kunde endelig være st. rus- (med afledn. endelsen -li) i rysjóttr (skr. ris-) ‘homo varius et violentus’ (Bj. Hald.); dette er vist beslægtet med no. rysja ‘gyse, bæve, føle en rystelse’ (Aasen).

ruza, Áskell v. l. f. kussa s. d. (v. l. også tryza). Hvad ruza kunde bet., ved jeg ikke.

rykkill, Ragnarr Hkr. IX—X. ‘En, der rykker’, til rykkja ‘rykke’, trække voldsomt.

rympill, Þórólfr Sv. XII. Rygh afleder ordet af rumpr ‘rumpe’, men dette kan næppe lade sig göre, da dette ord er et meget ungt låneord i nord. sprog, også i isl. Det måtte i gammel tid hedde ruppr. Sv. har vb. rymmpla ‘ovårdigt hopskrynkla’ og subst. rympla ‘skrynkla’ (Rietz); hertil kunde rympill være mask.

rǫnd utvivlsomt ur. f. rauðr, s. d.

saka- -Steingrímr Sturl. XII; -Steinn Gísl. X. ‘En, der har mange sakar’, ɔ: en der har begåt strafbare ting, især drab.

sála, Bárðr Sv., Sturl., Bisk. XII. ‘Sjæl’ el. mulig = sæla ‘lykke’.

sandi, Ǫgmundr Hkr. X. Af sandr ‘sand’, mulig som stedsnavn.

sandveykr, se stand(v)eykr.

sauppruðr, Loðinn Hkr. XII (v. l. stǫppuðr ur.). Tn. er meget vanskeligt; det skrives i hdskrr. så godt som altid med ét p; der er intet bevis for, at det sidste led er prúðr; en sammensætning af dette med saup vilde være höjst mærkelig. Rygh opfatter saup som ‘kærnemælk’ (egl. kun ‘hvad der søbes’) og minder om »folkesprogets saupgryta, brushoved (som let koger over)«. Her står saup i betydn. ‘suppe’ (vandet i gryden). Skal tn. opfattes som saup-ruðr?, omtr. = ‘suppeæder’, hvad enten -ruðr er hruðr (til hrjóða, for det alml. hrjóðr) el. et slags afledningsendelse. Eller saupr-uðr til et saupra ‘at søbe’?

selagnúpr, Þorbjǫrn Gísl. X. Tn. må være sammensat af sela, gen. pl. til selr ‘sæl’ og gnúpr ‘en tinde’; men ‘sæltinde’ er ikke let at forstå, ti gn. bruges ikke om klipper, hvorpå sæler kan ligge og sole sig.

sepill, Sigurðr Hák. XIII (v. l. sef-, sæt-). Vistnok dimin. til sepi ‘en nedhængende hudfold’, ‘lingula, lobus’ (Bj. Hald.).

silki, Jón Hák. XIII. ‘Silke’.

sindri, Guthormr Hkr., Skt. X; Guthormr Bisk. XII; Oddr Austf. X—XI. Tn. er sikkert dannet af sindr ‘småsplinter’, der springer af det glødende jærn; vb. sindra ‘at gløde, gnistre’; tn. altså ‘den gnistrende’ el. ‘smed’? I øvrigt bemærkes, at den sidste G. uden tvivl er en efterkommer af den første, samt at en Sindri Guthormsson nævnes i 14. årh.

sini, Sigurðr Hák. XIII. Sikkert af sin ‘en sene’, ‘den senestærke’.

sipill, Ingibjǫrn Hkr. XII. Hvis tn. ikke er = sepill (s. d.), kan det, som Rygh bemærker, sættes i forb. med no. sipa (langt i) ‘græde, flæbe’, og det bör da skrives sip-; i øvrigt anfører Aasen også et sipla ‘labe, drikke’, der endogså synes at forudsætte ordet; Ross har da også sipil ‘en, som vil søbe og slikke bestandig’.

siriz, Eiríkr Hák. XIII (v. l. cirizo, sitizsu Flat.). Tn., som i nom. uden tvivl hed síriza, er vist identisk med no. sirissa ‘fårekylling’ (Aasen, der sammenligner sv. syrsa, da. serrise, sirridse). Vel på grund af haps pibende stemme.

sjáraf, Oddr Sturl. l..udg. er fejl for Staras. = Starason.

skagi, Ívarr Fas., sagnh.; Þorbjǫrn Ldn. X; Þrándr Frís. XII. ‘Pynt’, d. v. s. et udstikkende næs, odde. Der ligger måske et stedsnavn til grund for tn. i alle 3 tilfælde. Det går næppe på den legemlige höjde.

skapti, Þormóðr Ldn., Nj., Gr. X. Tn. er uden tvivl dannet af skapt ‘spydskaft’.

skautkonungr, Óláfr sœnski Herv. XI. Betydn. uvis; den i sagaen givne forklaring (fordi Svearne skulde have båret ham i deres kappeskød) er måske ikke historisk rigtig.

skefill, Hallbjǫrn Mgóð. X—XI. ‘En skraber’.

skefla, Þorsteinn Hák. XIII (v. l. slefa, slefsa, men skefla synes bedst afhjemlet). Tn. er dannet af skafl ‘en snedynge’, også om en ‘lang, höj bølge’; i henhold til udtr. beygja skafl (se Fritzner) kunde tn. bet. ‘grædefærdig’. Aasen har et i form identisk ord skjevla ‘et slags skavejærn’; også det kunde komme i betragtning; slefa bet. savl, se ovf. 205.

skeiðar- -Brandr Ágr. X. Hvis der her foreligger et virkeligt navn, hvad der måske ikke er tilfældet, bet. skeið her vist et ‘krigsskib’.

skerauki, Þorbjǫrn Gísl. X. ‘Skærforøgelse’, af sker ‘et skær’; tn. er uforståeligt; er sker mulig et dritsker?

skerja- -Bjǫrn Sturl. XII. ‘Skær-’.

skerpla, Símón Sv. XII (v. l. skripla ur.). Tn. er vel dannet af skarpr ‘skarp’; Rygh tænker på månedsnavnet sk. (omtr. = marts), men det er næppe rigtigt.

skíðungr, Ingimundr Sturl. XIII. Tn. bet. måske blot efterkommer af Skíði (Skíðungeslægten er bekendt); I. har en broder Skíði, hvorved tolkningen vistnok bliver sikker; dog bet. tn. næppe ‘Skides broder’.

skífa, Eiríkr Hák. XIII (v. l. kífa ur.). ‘Skive’, afskåret stykke, el. også ‘en, der skífir’.

skiljandi, Þorvaldr Hfr. IX. Tn. er part. til skilja, der er flertydigt; vel egl. ‘adskillende’. Det kunde også være fem. subst., men med samme betydn.

skinngrýla, Sturl. XIII, ‘‘skind-uhyre, skindskræmsel’ findes som egennavn, men er uden tvivl et tn.

skinnhringr, Þóraldi Bǫgl. XIII. ‘Skindring’, en ring af skind, et bælte?

skinnhǫll, Eyvindr Fas., sagnh. ‘Skind-hal’.

skinni, Þorgils Austf. X. ‘Skindklædt’ (?), afledet af skinn.

skinnpeita, Jórdán Sv. XII (v. l. peta). Det første led er skinn; det sidste led er vanskeligt; Ross har et peit fem. ‘årsgammel ged’; peta kunde sættes i forb. med andre ord (pet-, pit-), som Ross anfører.

skirfill, Óláfr Bisk., Ann. XII—XIII. Tn. kendes også som et dværgenavn. Det kan identificeres med no. skjervel el. skirvel ‘lidet afskåret stykke’ (Aasen); altså ‘den lille’; det kan også henføres til vb. skjerva ‘sammenfælde fjæle ved skråsnit’ (sst.), altså ‘den kunstfærdige’.

skitraðr, Skagi Hák. XIII. Jeg opfatter tn. som skítráðr (jfr. reg. til Flat.) som kan bet. ‘rådende over skarn, møg’ (sigtende til en stilling ved hirden?) og ‘den, der giver skarnagtige (slette) råd’.

skjaldmeyjar -Einarr Flat., Eg. X (ɔ: E. skálaglamm). ‘Skjoldmø-’, uvist hvorfor.

skólmr, Þorbjǫrn Flat.; Þorgeirr Ldn. X. Bægge er en og den samme person. Ellers kaldt blot Skólmr. Aasen har skolm fem. ‘kløft, åbning, især kæft el. mund (spotvis)’, vb. skolma ‘udhule’; ifg. Ross bruges dette også ‘om fæ, som af skyhed skiller sig fra hjorden og farer vidt omkring’. Man kunde også tænke på det ord, der ligger til grand for at skylmask ‘at fægte’. Da. har skolm ‘skelöjet’ (Ka.).

skopr, Eyjólfr Sturl. XIII. Tn. kan sættes i forb. med st. i vb. skopa ‘at sætte sig i løb’, der også findes i no. ‘fare afsted med overflødige hop osv.’, skopa seg ‘gå omkring med modige fagter som indbyder til dans eller kamp’, fem. skopa ‘uroligt larmende og utækkeligt kvindfolk’; hertil kunde skopr være mask. = no. skope (Ross). Sv. har skopa ‘dum flicka’ (Rietz).

skori, Þórðr Knytl. (Ann.) XI. Skrives også skorri. Det første bet. egl. ‘den, der gör indsnit, skærer’; jfr. skora f. og vb. skera.

skorpa, Ǫrnólfr Hkr. XII (v. l. skurfa). Skorpa er vist den rigtige form (sål. Fsk.); det bet. ‘skorpe’; kendes også som stedsnavn. Desuden har isl. skorpa i betydn. ‘nisus vehemens’ (Bj. Hald.) d. v. s. ‘et dygtigt, uafbrudt tag i arbejdet’ (jfr. lota). Skurfa s. d.

skortr, Ingjaldr ur. f. skart (s. d.). ‘Mangel’.

skot, Heinrekr Hák. XIII. ‘Skud’, el. = skot i et hus?

skota, Eiríkr Hák. XIII. Vistnok en ‘der støder’ til en anden, jfr. skotan ‘skyden, støden’, der forudsætter et vb. skota, der også findes i no. Aasen har subst. skota ‘en stang, hvormed en båd fremdrives’.

skrápr, Eyvindr Sv. XII (v. l. skrápi). Tn. bet. vistnok ‘(det piggede, ru) skind af en haj’ el. lign. dyr. Et sk. opføres også i SnE. I, 532 blandt meget nedsættende betegnelser for mænd, uden at betydn. er klar. Aasen har også skraap mask. ‘mager fisk’.

skráveifa, Jón Ann. XIV. Ordet er velkendt i isl., hvor det betyder ‘et puds’, man spiller en anden (að gera s. = ‘at komme en påtværs, med en slæde i vejen’). Egl. synes ordet at bet. ‘en, der svinger en (jærn)plade’ (?).

skrenkr, Haraldr Ann. (Flat.) XII. Da. har skrink ‘skrænt, bakkeskråning’ og vb. skrænke ‘give lyd som en svane’ (Ka.). Tn. bet. måske ‘den skæve, halte’.

skreyja, Eyvindr Hkr., Eg. X. Ross har skrøya ‘sygelig, skrøbelig stakkel’. E. var ganske vist en vældig kriger, men hans udseende kan godt have givet anledning til tn.

skríll, Arnórr v. l. f. skull s. d.

skripla, Símón Flat. (Sv.) v. l. f. skerpla s. d.

skrukka, Skervaldr Hák. XIII. Tn. kendes i betydn. ‘Anus rugosa giganteæ molis et deformitatis’ (Bj. Hald.); jeg kender det blot i betydn. ‘rynket, affældig kone’ (også kerlingarskrukka i medlidende omtale). No. har skrukka ‘rynke, fure’ (Aasen); da. har skrunken ‘rynket’ (Ka.), sv. ligel.

skrǫggr, Koðrán Sturl. XIII. Ordet er flertydigt; det kan bet. ‘en gammel mand, knark’ (‘grandiloquus’, Bj. Hald., kender jeg ikke), det mandlige börneskræmsel, svarende til Grýla, hendes ægtemand, men dette er i grunden det samme som den første betydning. Er grundbetydn. ‘ulv’ (se Aasen), svarende til grýla = ‘ræv’?

skuldarmaðr, Þorsteinn Ljósv. XI. ‘En skyldner’; det fortælles om ham, at han blev »félauss«; dermed hænger tn. sammen.

skull, Arnórr Sturl. XIII (v. l. skríll). Tn. er vanskeligt at forklare; er det s. s. skollr ‘svig’ (ulven Skoll?).

skurð- -Grímr Ann., Bisk. XIII—XIV. Af skurðr ‘skæren’, d. v. s. ødeland; det hedder om ham, at han i den tid (3 måneder), han var electus, brugte en stor mængde af bispestolens gods. Han kaldes også Skútu- s. d.

skurfa, Kálfr Hkr. X; Ǫrnólfr Hkr. (se skorpa). ‘Skurv’, i hovedet, el. snarere = ‘spedalsk’, jfr. Aasen; ‘skurv, roe på sår’, da. skorve ‘udslæt’ (Ka.) og sv. skorv (Rietz).

skutaðar- -Skeggi Ldn., Nj., Svarf. IX. Tn. er vanskeligt at forklare. Har det lang vokal, hvad det vistnok har, kan det sættes i forb. med at skúta ‘at lude frem over, være foroverböjet’; det skulde så antyde S.s holdning. Skal det skrives med kort vokal, kan det stå i forb. med at skuta ‘ro baglæns’ (Aasen).

skvaðra, Eindriði NgL. XII. Betydning uvis.

skǫkull, Auðon Ldn., Ld., Gr. ‘Skagle’. El. bet. tn. ‘penis’?

skǫkul- -Álfr se Skǫgul-A. ovf.

slafsi, Friðrekr Hák. XIII. Isl. har slafsa ‘lambitare’ (slafra ‘lambere’ og ‘nugari’, Bj. Hald.); hertil kunde tn. høre og bet. ‘slikker’; også norsk har slafsa ‘smaske, slikke; æde med en smaskende lyd’. Det kunde vel også være en afled n. af slappr.

slagbrellr, Eiríkr Orkn. XII, se stagbrellr nedenfor.

slandri, Eindriði Sv. XII. Tn. ved jeg ikke at forklare, ti det synes ikke at kunne sættes i forb. med slant-, der findes i forskellige ord.

sleitu- -Bjǫrn Ldn., Ld., Gullþ., Flat. IX—X; Helgi Ldn., Gr. X. Uagtet Ldn.-hdskrr. for det meste har sléttu- for B.s vedkommende, er dog sleitu- sikkert det rigtige, da dette findes bægge steder i Flat. og allevegne i Gullþ. (undt. det sidste sted: sletu). Sikkert af sleita ‘udflugt’ (for at unddrage sig en pligt) Fritzner; Aasen har sleita ‘en, som vil tilsnige sig noget, snyltegæst’.

sleppa, Smiðr Hák. XIII (v. l. kipa ur.). ‘En, som giver slip’, til adj. sleppr ‘slap, energiløs’.

slíðri, Erlendr Bǫgl. XIII. Er flertydigt; kan henføres til slíðr ‘sværdskede’, og det er måske det rigtige; det kan også være adj. slíðr ‘frygtelig’.

slinkr, Árni Hák. (v. l. slyngr ur.). Kan være mask. til no. slinka ‘en slimagtig masse; bløde klumper el. trævler’ (Aasen, der jvf. sv. slinka ‘slimvækster’). Ross har vb. slinka ‘dovne sig under arbejde, skulke’; også til dette kan tn. fortrinlig henføres. Sv. har forskellige ord, som kunde komme i betragtning, vb. slinka (flertydigt), subst. slinka ‘vårdslös eller lättfärdig flicka’ (Rietz).

slítandi, Þórðr Ldn., Rd. IX—X. ‘Slidende, rivende itu’; part. af slíta.

slóði, Þorbjǫrn Hák. XIII. Kan være identisk med slóði ‘hvad man trækker efter sig’, overført ‘følger’, ‘den derved fremkomne fure el. mærke’ (i jorden el. f. eks. i sneen). Jfr. Fritzner og Aasen. Nyisl. har også et sl. i betydn. ‘efterladen, skødesløs person’.

slyðra, Þorgils Hák. XIII (v. l. styðra Flat. én gang ur.). Kan benføres til sloðr- i vb. at sloðra ‘at komme igennem noget med nød og næppe’, hvis dette rigtig skrives med o (Bj. Hald. har slöðra, men dette er ikke helt pålideligt).

slœkidrengr, Ástriðr Ldn. IX. Bj. Hald. har ordet og gengiver det ved ‘promissæ vestis heros v. cultus muliebris athleta’, jeg ved ikke med hvilken ret. Han har også et slœkja ‘longurio’, ‘promissa et dissoluta vestis’; hvis ‘longurio’-betydn. er velgrundet, bet. tn. snarest ‘den höje, slanke svend’ (dette fordi hun var mandhaftig?). I øvrigt kunde slœki være identisk med no. slækje ntr. ‘en tung, svær tingest’ (Aasen). Til ‘longurio’-betydn. svarende ord af st. sløk- findes hos Aasen og Ross om noget langstrakt og hult. Sv. har slok (slöke) ‘lättsinnigt fruentimmer’ (Rietz), men en sådan betydn. synes ikke at passe her.

smeðra el. smæðra, Jón Hák. XIII. Betydn. uvis. Sv. har smadra ‘tala fort, prata i vädret’ (Rietz).

smetta, Ívarr Hkr. X. Kan forbindes med isl.smetti ntr. (også smitti ifg. Bj. Hald.) ‘fjæs’. Aasen har smetta fem. ‘en smal åbning’.

snagi, Eiríkr Sv. XII (v. l. svagi); Erlingr Sturl. XIII; Sigmundr Sturl., Bisk. XIII. ‘En hage’, især til at hænge på; egl. ‘en fremstående spids’.

snápr, Sørkvir Bǫgl. XIII. ‘Dåre, tåbe’, men også ‘en, der roser sig af samleje med en kvinde’ uden grund. Ordet kan også bet. ‘spids’ (Bj. Hald.).

snara, Ásbjǫrn Knytl. XII; Eiríkr Ldn., Gr. IX—X. ‘En snare, strikke’.

snepill, Þórir Ldn., Nj. IX—X. ‘En lap’ (især øresnippen); flere betydn. har Bj. Hald.

snerill, Guthormr Sv. XII. ‘En drejetap’, en tap el. pind, der sættes f. eks. ind i en snor for at dreje denne; også et stykke træ, hvormed man kan lukke for noget (en dör) ved at dreje det.

sneypir, Kolbjǫrn Ldn., Gr. IX. Tn. er nom. ag. til vb. sneypa ‘at tilföje vanære, irettesætte’, jfr. subst. sneypa ‘noget, der vanærer’. Tn. bentyder måske til handlingen »at sneypa konu«.

sníðill, Sigurðr Bisk. XIII—XIV (v. l. sind- ur.). Ordet bet. egl. ‘den, der skærer’ (til vb. sniða), men findes brugt om redskaber: ‘falx putatoria’, ‘spiculum’ (Bj. Hald.), ‘krumt skærejærn’ (Fritzner).

sníkr, Hallsteinn, v. l. til snákr (s. d.); sníkr kunde bet. ‘snylter’.

snæþryma, Bǫðvarr Ldn. IX. ‘Snetorden’.

sokr, Þorgils (v. l. skokkr), se sokkr.

sóti, Hallvarðr Nj. IX. Afledet af sót ‘sod’, altså vel ‘den mørke’.

sótt, Sigurðr Sturl. XIII. ‘Sot, sygdom’.

spradi, Einarr Ldn. (geneal.). ‘Den sprællende’ (?); jfr. spraðka ‘sprælle’ (Fritzner), no. spradda ‘göre spræl’ (Ross).

spæla, Þórir Sv. XII (v. l. spóla). Hvis tn. rigtig er spæla, kan det være fem. til no. mask. spæl ‘hale, svans. Kun om en kort hale’ (Aasen). Jeg mener at kende et isl. spæll om ‘et lille stykke töj el. lærred’ (helst trekantet). Hvis det rigtige er spola ɔ: spóla, er det fem. til no. spole mask. ‘væverspole’ (Aasen). Sv. har adj. späl ‘smal, fin till växten’ (Rietz).

stagbrellr, Eiríkr Sv., Fsk., Hák., Orkn. XII (v. l. slag-, stak-, -bellir, -brellir, -blellr, men vist alt mindre rigtigt). Det første led er sikkert stag ‘sejltov der går til forstavnen’. M. h. t. det sidste led ved jeg intet at henvise til undt. isl. adj. brellinn ‘den, der holder af löjer og småpuds’, brellur fem. pl. subst. (Bj. Hald. oversætter det første ord ved ‘versipellis’, det sidste ved ‘argutiæ’, betydninger, som er lidt afvigende fra min opfattelse). Det hele kunde bet. ‘en, der (ved en given lejlighed) har spillet en puds ved brugen (en forkert brug) af stag’.

stálpi, Bárðr Bǫgl. XIII (P. Claussön har stolffue). Tn.s st. er vistnok den i að stálpast (stálpaðr har Fritzner), alml. i nutiden på Isl., ‘at vokse til’, bruges især om alderen 12—18 år. Tn. altså ‘den voksne’.

stand(h)ali, Bárðr Hkr. XII; Hermundr Sturl. XIII. ‘Ståhale’, d. v. s. en ‘hale, der står stift op el. ud’; om en kry person vel oprl. (Rygh).

standeykr, Álfr Hák. XII; v. l. standveikr, sandveykr, standreykr; den først anførte læsemåde er den rimeligste; ordet er sammensat af stand og eykr ‘øg, hest’; ‘ståhest’, en hest, der skal stå opsadlet for at være tilrede?

stertimaðr, Þórólfr Ld. XI (v. l. stæri-, styri- sikkert ur.). ‘Den opblæste, hovmodige’; det første led er st. i vb. sterta (kendt fra Rígsþ. i betydn. at ‘göre stiv’), der i nyisl. forekommer især i uppstertur. No. har sterta ‘slæbe, anstrænge sig’, ‘stramme töjlerne på en hest’ (Aasen).

stikublígr, Þormóðr Ldn., Austf. X. Det sidste led er för anført; stiku- er gen. af stika ‘alenmål’; den egl. betydn. er ‘stok’ el. ‘stang’; ordet bet. vel altså ‘den, hvis blik er som en lige stok’.

stilkr, Eiríkr Hák. XIII. ‘Stilk’.

stíra i Flat., Guðrøðr, er fejl f. skirja (s. d.).

stoti, Auðun Ldn., Eyrb. IX—X. Tn. bet. vistnok ‘den stammende’, og kan forbindes med no. stota ‘stamme, støde an i tale el. læsning’ (Aasen), jfr. ty. stottern.

straumr, Gunnarr Ann. XIV. ‘Ström’.

streita, Eiríkr Orkn. XI—XII (v. l. stræta). ‘Arbejde, möje, anstrængelse’, som tn. ‘en, som udfører noget med möje’.

strjóna, Alrekr Jóms., Flat.; Heinrekr (Heið-) Hkr., Knytl. X—XI. De to personer er identiske. Tn. er ags. stréona ‘erhværveren’.

strykr, Ásólfr Hák. XIII. ‘Stærk fart’, farende. ‘Stærk vind’ Fritzner, no. stryk mask. ‘en ström i et vanddrag’ (Aasen); jfr. stroka ‘turbo niveus’, ‘fuga’ (Bj. Hald.). Grundbetydn. er ‘fart’.

stryllr, Steingrímr Hák. XIII. Bj. Hald. har strilla ‘stritabilla’ d. v. s. ‘en løsagtig kvinde’. Ross har strylla ‘uregelmæssigt kruset el. rynket tynd plade’, altså ‘rynket person’? Ross har også subst. strolle ‘ret, stiv pind’ og vb. strolla ‘gå stiv og uvirksom omkring, være en tværdriver’. Det er tiltalende at sætte tn. i forb. med dette ord, og det forekommer mig, at jeg kender strylla i en beslægtet betydn.

sturla, Árni Hkr. XII; Árni Hák. XIII (v. l. storka, der sandsynligvis beror på fejllæsning; den sidste er vist en efterkommer af den første). ‘Forstyrrer’, den samme st. som i styrr; vb. sturla ‘at göre en vanvittig’. Jfr. mandsnavuet Sturla.

styrfinn, Bárðr Vd. X—XI. Det skrives med y i udg., og det er da identisk med no. styrven ‘stiv, tungfærdig, ubehændig’ (Aasen).

stǫppuðr er (Fms. VII) fejl f. sauppruðr (s. d.).

sultan, Níkulás Sv. XII. Synes ikke at kunne være andet end det fremmede sultan.

súri, Eysteinn Hák. XIII (v. l. sýri); Páll Hák. XIII (v. l. súrr). ‘Sur, den sure’. Tn. antyder vel en sindsstemning; isl. bet. ordet ‘gnaven, ubehagelig’.

súrr, Þorbjǫrn Gísl. X. Det ligger nær at antage, og det står udtrykkelig i sagaen, at tn. står i forb. med, at Þ. under et indebrændingsforsøg slukkede ilden ved hjælp af ‘syre’, d. v. s. sur valle. Det er dog nokså rimeligt, at tn. hidrører fra, at T. var fra Súrnadalr i Norge.

svaði, Hallvarðr Hak. XIII (v. l. svaddi); Þórarinn Sturl. XII. Tn. kan komme af svað ‘gliden, glat sted’, og der findes et svaði i samme betydn.; jfr. no. svad ‘nøgen klippegrund’ (Aasen); der findes også svade ‘fugtighed’ (sst.). Ross har ligeledes et svadde ‘stor solid drabelig karl’ (jfr. v. l.). M. h. t. T., der kaldes »allódæll«, er det fristende at antage tn. for identisk med isl. svaði og svaðamenni (adj. svaðalegur) ‘et overmodigt, brutalt og ubehageligt menneske’ (jfr. det no.svaddi).

svagi v.l. f. snagi s. d. Ordet kunde måske bet. ‘den slingrende’.

svalr, svali, Sigmundr Bisk. XIII (v. l. ok Svalr); Þorkell Sturl. XIII. ‘Sval, den svale’, kølige.

svardagi, Sigurðr Bǫgl., NgL. XIII. ‘Ed’, banden?

sveimr, Snorri Sturl. XIII. ‘Sværm’, sværmen, ‘en, der sværmer omkring’.

sviði, Þorgrímr Ldn., Eyrb. XI. Tn., som står i forb. med svíða ‘svide, brænde’, kan opfattes både aktivt, ‘den svidende’, og passivt, ‘den svedne’. Mulig er det simpelt hen identisk med sviði = ‘svie, smærte’.

sviðinhorni, Bjǫrn Ldn. IX—X. Tn. er dannet af sviðinn, part. ‘sveden, brændt’, og horn ‘horn’; ‘den, der har svedet et horn’?

sviðinn, Ingólfr Fbr. (Flat.) X—XI. ‘Sveden, brændt’.

Sygnakjúka, Serkr Hák. XIII (v. l. Svigna- = Sygna). Tn. kommer af Sygnir ‘Sogninger’ og kjúka; dette er vistnok identisk med Aasens kjuka ‘en liden klump el. kage’, ‘en klods, et lidet træstykke til underlag’ osv. Ifg. dette skulde tn. vel bet. ‘en tyk, undersætsig person fra Sogn’. Isl. har også kjúka i betydn. ‘fersk, blød ost’ og ‘knogler’, især fingrenes. (‘Caro sub ungvibus et ungulis’, Bj. Hald., kender jeg ikke.)

sýri, se ovf. súri.

syrja, Hallbera Sturl. XIII. Tn. er dannet af sori ‘smudsigt bundfald’; Bj. Hald. har selve ordet: ‘fex liquidorum’. Bet. altså ‘den smudsige’, sortsmudsede?

sæpil- -Grímr findes i Eirsp., men ordet synes at bero på en forvanskning af de andre læsemåder (»Sigurð paktin, Grím magna«). Hvis sæpil er rigtigt, må det være = det ovenanførte sepill.

sørkvir, Eyvindr Ldn., Vd. IX—X. Tn. står for sverkvir til et vb. sverkva, der mulig igen beror på svark- i svarkr ‘en overmodig, egenrådig kvinde’.

tandri, Þórir D. N. XIII—XIV. ‘Ild’.

tanr, Oddr se tannr ovf.

tartr, Nikulás Hák. XIII. Er vistnok = no. tort mask. ‘en ung el. liden laks’.

tasaldi, Þorvaldr Gl., Flat. X—XI. Roden tas- (aldi er som oftere afledningsendelse) genfindes sikkert i no. tase ‘en stakkel’ og vb. tasa ‘aftage, svækkes, tabe i kræfter’ (Aasen); tn. bet. således ‘svagelig af udseende’. Ross har også et andet tasa ‘trevle, optrævle’, som passer mindre godt. Sv. har tase ‘obyfsad menniska, dum karl; trög, drumlig menniska’ (Rietz).

teppimaðr, Eilífr NgL. XIII. ‘En mand, der stanser, hindrer’ (?), jfr. vb. teppa ‘at stanse’.

teskill, Þorsteinn Ann. XIV. Rimeligvis dimin. til taska, ‘en lille taske, pung’.

Tíðenda- -Skopti Hkr. X. ‘Tidende-’, fordi han skulde »segja tíðendi ǫll jarli [Hakon jarl], þá er þeir væri báðir samt«.

tjǫrvi, Áskell Ldn. X (v. l. torfi Stb.). Det er ikke godt at vide, hvilken form er den rigtigste; tjǫrvi hænger vel sammen med tjara (f. tjǫrva); ‘den, der beger’ (?). Torfi er dannet af torf ‘törv’.

toddi, Jón Sturl. XIII. Er rimeligvis s. s. toddi i vinjart. og lign. og bet. ‘lille stykke’ (Fritzner, Bj. Hald.); tn. hentyder da til en lille vækst.

tóki, Þórarinn Ljósv. (ɔ: Þórarinn Nefjólfsson) X—XI. Tn. kunde hænge sammen med no. toka ‘en tåbe, tosse’ (sv. tok; Aasen); det kan også være = toke (med langt o) ‘tot, klynge’ (Aasen), altså ‘lille og undersætsig’. Snarest er tn. dog måske ikke andet end et kælenavn, dannet af hovednavnet (der i dette tilf. i nyisl. sædvanlig lyder tóti).

tolla- -Þórir (el. Þórðr) Bisk. XII. Af tollr ‘told, afgift’.

torfi (sml. tjǫrvi), Eindriði Sv. XII; Þorsteinn Ldn. IX—X. Af torf ‘törv’.

tósti se rosti.

tottr, Óláfr Sturl. XIII; Þórir Hak., Sturl. XIII. Mulig ‘den, der drikker’ (i lange drag), jfr. totta ‘sugere v. evacuare’ (Bj. Hald.), der er det eneste tilknytningsord.

trafali, Eysteinn Hkr. XI—XII; Sigurðr Fsk. XII. Ordet er fremmedord, indkommet fra fr. travail, og er blevet alm. i isl. i betydn. ‘hindring’, ‘besvær’; s. s. travl-; Ross har vb. travla ‘slæbe’. Ordet er næppe nordisk af traf med endelsen ali. S. var i øvrigt en sön af E.

trandill, Þorkell Ldn. X; Þorkell Bisk. XI—XII. Tn. kan sættes i forb. med trandle mask. ‘kløvet stok til gulv i lade osv.’ (Ross). Den sidste Þ. er uden tvivl efterkommer af den første.

trébót, Bárðr Sturl., Bisk. XIII. ‘Træ-lap’, d. v. s. et stykke træ, man har anbragt som en ‘lap på töj’.

trínn, Jón Sv. XII. Betydn. uvis.

trúðr, Ánn Austf. X—XI. ‘Gögler’.

trýni, Óláfr Ldn. (geneal.). ‘Tryne’.

tvískafinn, Jón Hák., Ann., Magn. XIII (ur. kaldt et steds tvískiptingr, tviskipan). ‘To gange skrabet’.

uppspretta, Ormr Sturl. XIII. ‘Kilde, væld’, el. ‘den opfarende’ (af at spretta upp ‘springe op’)?

urka, Rǫgnvaldr Hák. XIII (v. l. orka). Der kan ikke være tvivl om, at urka er det rigtige, og kan sikkert ikke være s. s. orka ‘kraft, arbejdskraft’, men betydn. er uvis. Det kunde stå i forb. med urð ‘et nedstyrtet fjældparti, stendynge’. Sv. har vb. urka sej ‘beklaga sig, jämra sig’ (Rietz).

usli, Jón Bǫgl., Ann. XIII (v. l. usti); Jón Sturl. XIII (v. l. usti). Her foreligger to forskellige læsemåder. Den første J. kaldes usli i P. Claussöns oversættelse, men usti i Ann. Den anden J. kaldes usti i hovedhdskr. af Sturl. Det synes sål., som om usti er nok så godt afhjemlet. Usli bet. ‘skade’, især den, der forvoldes ved brand el. nedrivning. Men hvad usti kan bet., er usikkert.

vaði, Árni Bisk., Ann. XIV. ‘Den, der vader’, hvis ikke der skal skrives váði ‘fare’; herfor taler Flat.s skrivemåde med aa. vaði kunde også være dannet af vaðr ‘en snor, snöre’.

vafi, Hrútr Fas., sagnh. Sikkert til vefja ‘væve, indvikle, göre indviklet’; ‘den, der gör vanskeligheder’; nu bet. vafi mest ‘tvivl’. Ordet kunde også være váfi ‘den omflakkende’.

vagaldi, Þórðr Fas., sagnh. Vistnok ‘den, der har en vaklende, rokkende gang’; af vb. vaga ‘vagare v. varicare’ (Bj. Hald.).

vaggagði, Þórðr Ldn. IX. Det sidste led er vist identisk med agði ovf.; det første kan være st. i vagga ‘at vugge, rokke’. ‘Den rokkende Agde’?

valfrekr, Ásbjǫrn Sturl. XII. ‘Grisk, grådig som en falk’ (el. ‘ivrig efter at slå ihjæl’?); omtr. samtidig med hallfrekr.

vali, Guðlaugr Sv. XII. Tn. er flertydigt; jeg tror snarest det er dannet af valr ‘falk’, snarere end af val ntr. ‘valg’. At sætte det i forb. med valr ‘vælsk’ (Rygh), tror jeg ikke der er grund til.

várbelgr, Gautr Hák. XIII; Hámundr Sturl. XIII. ‘Vårbælg’, egl. en af el. en, som har tilhørt (oprørsflokken) Vårbælge. De af Munch fremsatte forklaringer (N. f. h. IV, 219) er urigtige, da første led er sikkert vár- (med langt a); navnet synes på en el. anden måde at hænge sammen med vár ‘forår’; belgr (-ir) er uden tvivl ringeagtende. Vár kunde også være gen. af ‘skade’.

vefja, Víkingr se ovf. nefja. Tn. vilde have samme betydn. som vafi.

vegr, Ívarr Hák. XIII. ‘Vej’ el. ‘værdighed, hæder’ (?).

véseti, Haraldr Hák. XIII. Tn. findes nogle gange i hdskrr., medens andre steder, også i samme hdskrr., har Vésetason; dette er uden tvivl det rigtige.

véttir, Þórðr Bǫgl. XIII. Tn. er vistnok nom. ag. til et vb. vétta, der findes i sammensætningen handvétta (yngre -vætta) og bet. altså ‘den, der vejer’. At skrive tn. med e fører næppe til nogen tilfredsstillende forklaring (til st. i vǫttr ‘en vante’?).

vifill, Þorsteinn Ldn. X (v. l. vífl Hb.-mbr.). Vífill antager jeg er det s. s. v. i torðvifill se ovf., altså ‘skarnbasse’; det kunde også være identisk med mandsnavnet Vífill; og det kan høre til vif ‘en kvinde’. Hvis Hb.s læsemåde er den rigtige, bet. tn. 'banketræ' (ɔ: det, der benyttedes til at banke vasketöjet).

vikr, Erlingr Bǫgl. XIII. Vistnok s. s. vikr fem. ‘Pimpsten’.

viligisl, Þórólfr Ldn. IX—X. Det sidste led er velkendt, = ‘stråle, stav’. Det første led er vistnok identisk med vili i vilisess (Sigrdr. mál 17), hvilket sædvanlig opfattes som ‘behagelig, ønskelig’, af st. i vili, vil osv.

vippa, Einarr Sturl. XII—XIII (v. l. nefja). ‘Med vippende, urolige bevægelser’ (?); jfr. Aasens vippa ‘en urolig, vimsende tingest’, også ‘en vippe, stolpe med en hejsestang’.

víti, Þórðr Sturl. XIII. ‘Straf, bøde’.

vulpes, Hákon Bisk. XIII, findes i et hdskr. f. de andres »Úlfsson«; mulig antyder ordet Hakons karakter (»hann var ótrúlyndr«), hvad enten det er et virkeligt tn. eller ikke.

vælungr, Kolbjǫrn Sturl. XIII. Hvis tn. skrives rigtig med æ, kan det henføres til st. i væl ntr. ‘klynken, hylen’, vb. væla ‘klynke, græde’. Altså ‘den klynkende’. Hvis det bör skrives med e (ɔ: é) kan det benføres til vél fem. ‘list, kunstig indretning’.

vǫðu- -Brandr Ljósv. X—XI. Tn. er et fem. vaða ‘concursus v. multitudo animalium’ (jfr. vǫðuselr). Ordet bet. egl. ‘en stimmel, der kommer vadende (en stime)’. Tn. må sikkert sættes i forbindelse med udtr. at vaða uppi (jfr. uppivǫðslumaðr) ‘at være overmodig, ville indtage den dominerende stilling’. Til tn. svarer godt beskrivelsen af B.: »hann var maðr ódæll ok illr viðreignar ok heldr óvæginn«.

vǫflu- -Gunnarr Gullþ. X. Stammen genfindes i vafla ‘gå med en vaklende gang’; vaflanarfǫr ‘omflakken’ (Fritzner). Fra isl. kendes vǫflur (plur. tant., men vilde netop være vafla i sing.) i betydn. ‘vaklen, især i udtalelser’, når man ikke er ganske sikker i sin sag angående en bestemt kendsgærning (især brugt om en anklaget el. vidne, hvis udsagn er vaklende og modsigende). Det er vel denne betydn., der her må antages, og den må stå i forb. med bærerens færd. No. har vavla ‘lalle, tale utydeligt’ (Aasen), ‘tale famlende og ubestemt, vrövle’ (Ross).

ysja, Þorbjǫrg Sturl. XII. Tn. er vist dannet af (som fem. til) mask. yss ‘stöj’, altså ‘den stöjende’.

þambarskelfir se ovf. þǫmb.

þausnir, Þorgrímr Ann. XII. ‘Den stöjende, el. voldsomme’ (i bevægelser); þausn fem. (især plur. þausnir) ‘tumult, larmende bevægelser’; af samme st. som þeysa ‘at sætte i fart’; sml. þusa subst. og det intr. þysja og þyrja ‘at fare afsted’. Tn. bet. altså ‘den larmende el. farende’.

þenja, Pétr Knytl. XII. St. er den s. s. i vb. þenja ‘udspænde, udspile’; måske ‘en med istervom’; jfr. þenja vǫmb.

þiðrandi, Þórir Ldn., Nj. IX. I no.-isl. findes næppe noget ord, der kan forbindes med ordets st. undt. þiðurr ‘en tiur’, hvilket ord skal være »lydefterlignende«. Tn. kunde måske bet. ‘den, hvis stemme ligner tiurens’; det er vist dette, der ligger til grund for Bj. Hald.’s oversættelse ‘raucisonus’, hvilket sål. beror på en — rigtig — slutning.

þingbítr el. þinghús-, Þórðr Flat. (Nornag.), sagnh. ‘Tingbider’; betydn. uvis.

þjarfi, Narfi Sturl. XIII (v. l. þarfi ‘den nyttige’). ‘Den ferske, flaue’; jfr. Fritzner.

þjóti, Þorbjǫrn Ldn. IX (Hb. har þjótr, hvilket bet. det samme). ‘Den tudende’. I øvrigt har Bj. Hald. et þjótr = þerrivǫndr ‘törrepind’.

þrjúgr, Einarr Fas., sagnh. Tn. kan hænge sammen med el. være identisk med no. trjug mask. ‘snesko’ (= isl. þrúga, pl. -ur) Aasen. Det kan også henføres til st. i vb. þrúga (f. þrjúga?) ‘at trykke, anvende vold’.

þræla- -Knútr Flat., sagnh. (= Kn. fundni). ‘Trælle-’, sål. kaldt, fordi »hann gaf frelsi hvárum tveggjum þrælum þeim, er hann hǫfðu folgit ok fundit, ok jarldóma«.

þurrafrost, Þorkell Fær. X. ‘Törfrost’, fordi han, såsnart »þurrafrost tók til«, var ude i skov og mark for at jage.

þǫngull, Þorgrímr Ldn. X. ‘Tangstilk’. Nu bruges þǫngull og þǫngulhǫfuð om dumme mennesker.

ægir, Grímr Fas., sagnh. Tn. er ensbetydende med ægir ‘hav’ ifg. Gǫnguhr.s.; han siges at være funden, hvor hav og land mødes, og hans moder at have været en søvætte, og han kunde bevæge sig over og gennem vand som han lystede.

ǫlru- -Kári Sv. XII se ovf. Ǫlnu-.

ørrek, Þorbrandr Ldn. IX—X (orrekr [skr. otr-] Hb., aurrek Stb.). Tn. bet. måske ‘bortdrivelse el. bortdriver’, af ør- og rek(r).

ǫtul- -Faxi Fas., sagnh. Tn. er vistnok st. i adj. atall ‘stridig, stridslysten’; nu hedder ordet ötull og bet. ‘energisk’.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.