Torstein Sida-Hallsons drøm

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Torstein Sida-Hallsons drøm

Draumr Þorsteins Síðu-Hallssonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Denne drøm drømte Torstein — søn af Hall på Sida — østpå på Svinefjeld, før han blev dræbt dér:

Tre kvinder kom imod ham og talte til ham: »Vågn op — Torstein!« sagde de; »Gille — din træl — vil svige dig, fordi du lod ham kastrere, og dette er ikke løgn. Du bør lade ham dræbe!« sagde de. Så kvad én af dem — hende der stod forrest — denne vise og var tynget af sorg:


Livets Hild har listigt
ladet Ægirs svære
knogle kaste foran
kampspyddørens bærer.
Hedins viv nu hindre
helst vil mandens glæde —
stadig står hun derfor
stejl med sværdet draget
— stejl med sværdet draget.


Så vågnede Torstein og lod lede efter trællen, men han blev ikke fundet. Torstein sov derpå natten efter. Da kom drømmekvinderne og sagde det samme, men hende, der før var i midten, stod nu forrest. Og hun kvad dette:


Frem at dømme dommen
drager lovens gransker —
stridens stilner — måtte
styrke Gud ham unde,
helst før Hængte-Dvalins
hustru fangstvant griber
ham, som bærer blodets
brand og dermed ender
— brand og dermed ender


»— dine levedage — Torstein!«

Torstein vågnede, og der blev ledt efter trællen, men han blev ikke fundet. Den samme hændelse fandt sted den tredje nat. De kom igen, og nu græd de alle. Forrest stod nu hende, der før havde stået bagerst. Hun talte til ham: »Hvorhen skulle vi vende os efter din død — Torstein?« spurgte hun. Han svarede: »Til Magnus — min søn,« sagde han. »Kun en kort tid vil vi formå at blive dér,« sagde hun og kvad derpå et vers:


Skarpt til hug nu skæver
skjoldets trold til sønnen —
dog han aldrig undveg
øksens gny mod hjelmen.
Fælt han fordum rædsel
fristed’, mens på himlen
mellem skyer månens
mægtige vækst tager
— mægtige vækst tager


»—livet fra dig — Torstein!«.

Efter dette lod Torstein og Ingvild — hans kone — lede efter Gille, men han blev ikke fundet. Så blev det dårligt vejr, og bonden ville ikke, at de skulle tage væk, når vejret var så dårligt. Den følgende nat — mens alle sov — gik Gille Træl ind ad en hemmelig dør og trak et saxsværd, og Torstein sov sådan, at han lå med hænderne under nakken. Gille huggede sværdet i struben på Torstein, og denne sprang op og trak sit sværd, men faldt straks tilbage på ryggen og var død. Trællen løb ud til ildstedet og forsvarede sig dér i et hjørne, idet Torsteins hjemmemænd satte efter ham. Til sidst kastede de tøj over hans våben. Så smed han saxsværdet og sagde: »Nu er mine dage til ende.« Da sagde Ingvild: »Hvem har foranlediget dig til at begå denne onde gerning?« Han svarede: »Dette er ikke sket efter nogens råd — kun mit eget.«

Så blev der stillet et rødglødende fad på maven af Gille. Da sagde Gille: »Pin mig ikke længere! Ellers vil jeg nævne den forbandelse — Ingvild! — som skal huskes for evigt i jeres slægt, og som vil gå i opfyldelse.« Ingvild sparkede da til fadet, men Gilles mave bristede ved forbrændingen. Derefter blev han ført uden for gærdet og nedsænket i en dam, og man ser endnu sporene deraf.

Denne Gille var søn af Jathgud, søn af Gille, søn af Bjadach, søn af kong Kjarval den Gamle af Irland, som længe havde magten dér.


Måne.JPG