Trældom i Norge - Love vedrørende trældommen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Trældom i Norge

IV.
De gamle norske love vedrørende trældommen


Af Gustav Antonio Gjessing



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1862



Trælle som Eiendom

Trællen Kark myrder Haakon jarl. Tegning til 1899-utgaven av Snorres kongesagaer av Christian Krohg (1852-1925).
Den gamle norske christne Lovgivning, i sine Grundtræk idetmindste stammende fra Olaf den helliges Lovværk, stiller endnu Trællene mellem Dyr og Mennesker, de ere fuldkommen i Herrens Vold som eiede Ting, udgjøre en Del af hans Formue i Løsøre og kunne, kun med en ringe Indskrænkning, som hans øvrige Gods efter deres Værd som Vare benyttes som Æquivalent for rede Penge i de almindelige Udredsler. I Gul. 1. c. 223, hvor opregnes det Gods, som kan udredes i Mandegjæld og Bod, (i gjöld ok i bauga) begyndes Opregningen med Ko, der værdsættes til halvtredie Øre og sluttes med «alle de Svende som ere opfødte hjemme, hver som ikke er yngre end 15 Aar, uden Modparten vil tage derimod; Trælkvinder skal man ikke udrede i Mandegjæld». At Trællene skulde være hjemmefostrede, er sat til Sikkerhed for Varens Værd ligesom Aldersgrændsen og i Lighed med de Bestemmelser, der tilføies ved de øvrige opregnede Betalingsmidler. Forbudet mod Udredsel af Trælkvinder er rimelig en christen Tilføielse af Sædelighedshensyn i samme Retning som Forbudet mod at have sin Ambaatt til Frille ved Siden af sin Ægtekone (c. 25). I Frostethingsloven savnes vistnok en saadan almindelig Henførelse af Trælle mellem det i Betaling gangbare Gods, men IV 44 frembyder dog et specielt Exempel paa en saadan Udredsel: Hvis Mand stikker Øinene ud paa anden, da blive tre Mænd utlæge ved det Værk, en, den som stak, og to, de som holdt. Men hvis de bøde derfor, da skulle de alle udrede ham et Bo paa 12 Koer, 2 Heste og 3 Trælle (mansmenn). Hvis det Bo ødes for ham, da fare de til og gjøre andet lignende og saa den tredie Gang, hvis de foregaænde falde; men da være det ham dermed.

Hvor Talen er om Odelsløsning, hedder det (Gul. 1. 266): «Det Gods (hvormed Odlen efter Vurdering af gode Mænd skal løses) skal være halvt i Guld og Sølv, men halvt i indenlandsk Træltyende (mani hérrænu) ikke ældre end 40 eller yngre enn 15Aar»; og c. 274 udtrykkelig sammenstillende Træl med Bofe, naar Odelsmanden skal løse Jord fra kvindelig Slægtning; «da skal han byde en Sum, Femtedelen mindre, end Jorden er vurderet til, eller Værdet er; den skal han rede halvt i Guld og Sølv, men halvt i Træltyende og Bofe» (hálft i mani ok bófe). Den samme Sammenstilling af Træl og Bofe gjenfindes i Straffelovgivningen , is. Fri. V 18: (En þat skal vera hálfgillt fe er fe spillir fé horns ok hofs ok þræls). At lignende Bestemmelser gjaldt om Odelsløsningen i Frostethingsloven fremgik allerede af den først bekjendte fordærvede Text VøI 3: «En ef oðalsjórð er i skipti þeirra, þá skulu þeir bræðr leysa til sin med sliku fé sem altra manna er mælt ámeðal, med gulli ok med brendu silfri. — en þat skal eigi vera eltra en xxx vetra ok eigi yngra en xv vetra — og i et senere fundet Fragment læses : bræðr ley (sa ) silfri. ok mani herlæ(nnsku . . . ve)ra ellra etc. (NgL II p. 509). Kun er her Aldersgrændsen (15-30 Aar) noget strengere.

Parallelt hermed kan efter Östgotal. Gipt. b. 16 Trælle gives i Mund eller Giftepenge: «Nu ær næt annøþugt hjon ær til omynd gjorþ æru» o. s. v. , jfr Gipt b. 18: «gull ok silvær ok jorþ ok annobugh hjón ok dyrshorn ok bulstra. þæt kallas gærsima.»

Trællens Menneskeret erkjendes. Straffelovgivningen

I den oprindelige hedenske Lovgivning altsaa har, som vi maa slutte, Træl i ingen Henseende været stillet over Husdyret uden maaske i Forbindelse med Straffelovgivningen, da det vel allerede tidlig maa paa dette Felt være blevet klart for Folket, at en fuldkommen consequent gjennemført Nægtelse af Trællens Menneskeret, hvorefter Herren ene og alene efter Loven havde at svare for ham som for sine øvrige Husdyr, var uholdbar, forsaavidt dog Trællen havde en Egenvillie, der, som det snart maatte vise sig, paa ingen anden Maade kunde sikkrere afvendes fra forstyrrende Indgreb i den borgerlige Orden end ved at gjøres til Gjenstand for Optugtelse (jfr Wilda: Strafrecht der Germanen p. 653). Ved Indrømmelsen altsaa af, at Trællen kunde gjøre sig skyldig til Straf, var han vistnok allerede af den hedenske Lovgivning stiltiende stillet et Trin høiere end det øvrige Bofe — kvikt fe.

Christenretten. Alle Børn skulle fostres

Men den udtrykkelige Udtalelse af Trællens Deltagelse i den almindelige Menneskeret er neppe skeet for ved de christne Loves Paabud om at alle Børn, der fødtes i Landet, skulde fostres og døbes. G. 1. c. 21 lyder saaledes: «at man skal fostre hvert Barn i vort Land, der bliver født» uden det er i allerhøieste Grad vanskabt. Ligesaa Fr. 1. II 1: «Det er christen Ret, at man skal fostre hvert Barn, som bliver født, christne og føre til Kirke, hvis der er menneskeligt Hoved paa det. Fader eier hvert Barn, den skal være Fader til Barnet, hvem Moderen tilkjender det, hvis han ei fører sig fri ved første Dom, som han stævnes til, hvad enten det er frels Kvindes Barn eller Trælkvindes» (id. Sverr. Chr. 29). For Omsorgen for den nyfødtes Liv svarede de ufrie Forældre paa sin Maade ligesaa personlig som de frie for sine Børns Fostring og Daab. Gulethingslovens ældre Bestemmelse herom er os opbevaret i et Brudstykke af Loven (NgL I 112 Brudst. Ca.): «Hvis Mand bærer ud sit Barn hedensk og spilder det, da skal han bøde Biskoppen tre Mark; men hvis Mænds udenlandske Træltyende spilder sit Barn hedensk, da skal Herren bøde Biskoppen sex ører og pidske hans Hud af ham og have gjort det inden fem Dage efter at han er funden skyldig, eller kjøbe hans Hud med tre Ører hos Biskoppen. Men hvis Biskoppen eller hans Befuldmægtigege giver Mand Skyld for at have spildt sit Barn hedensk, og han nægter det, da skal han derpaa aflægge Lyrittered (Tremændsed, efr G. I. 135: «Lyritar eiðr feltr til sliks sem hann er festr firi»). I den fuldstændige Redaction af G. 1., der er bleven os overleveret, finde vi Straffen for Udbæren af Børn skærpet til Fredløshed. Cap. 22, der har til Overskrift: «Her har Kong Magnus (Erlingssøn) gjort til Ubodesag, hvad Olaf havde gjort til Tremarkssag», lyder: «Hvis Mand bærer ud sit Barn hedensk eller christent og spilder det, og bliver han derfor kjendt skyldig, da har han forbrudt Gods og Fred og kalde vi det det store Mord (morðit mikla). Hvis Mænds Træltyende spilder sit Barn hedensk eller сhristent, da skal Herren have pidsket Tyendet inden fem Dage eller overgivet det til Kongens Mænd og have Anledning til at sælge det udenlands, om han vil, og i ethvert Fald ikke have Samkvem med det; men hvis han har, da bøde han Biskoppen tre Mark. Hvis Biskop eller hans Befuldmægtigede giver Mand Skyld for at have spildt sit Barn hedensk eller christent, og han nægter det, da skal han fralægge sig det Mord som andet» (ved Tylftered с. 132). Fri Mand forbryder, som vi se, Gods og Fred og den dertil svarende Straf for Trællens Vedkommende er Salg udenlands, hvorved ogsaa for ham den ved Optagelsen under Christenrettens Beskyttelse erhvervede Fred tabes — han er dømt efter Straffelovgivningens Princip: («hvo, der ikke under andre Lov, skal heller ikke selv Lov nyde». (Fr. 1 I 6). Ellers er Salg af Træl udtrykkelig forbudt, rimeligvis først ved Christenretten, at ikke hans Sjælefrelse ved saadan Salg skulde sættes i Fare. Fr. 1. xi 20: »Ingen skal sælge Træl eller Ambaatt bort af Landet; men hvis man sælger, da bøde man Kongen tre Mark, hvis han ikke er Udaademand og Mænd vide det», cfr G. I. 71. Vi se her Trællens oprindelige Værdi, tre Mark, opstillet næsten som en Slags Thegngilde for ham (cfr ogsaa Hak. b. 41 om Salg af frels Mand af Landet, hvorfor dog kun bødes tolv Mark til Kongen, hvis Manden kan skaffes tilbage).

Gulethingslovens første mindre strenge Straffebestemmelse var ogsaa den gjældende i Frostethingsloven, eftersom den foreligger os: Fr. 1. II 2: «Hvis Mand slaar ud sit Barn, da gaa han til Skrifte og bøde for Gud, men Biskoppen tre Mark. Hvis Barn bliver udbaaret efter Bondens Raad, bøde han Biskoppen tre Mark; men hvis han nægter, da skal han ene sværge, at det ei blev slaæt ud efter hans Raad, og bøde sex Ører, om nogen bar ud, som han havde at holde Ord og Ed for. Hvis Træl efter eget Raad slaar sit Barn ud, bødes der sex Ører til Biskoppen, eller lade han sin Hud; men Biskoppens Aarmand skaffe en Mand til at pidske ham, hvis ikke Herren vil løse hans Hud med 6 Ører». Straffen for Trællens Vedkommende synes her endog mindre end efter Gulethingsloven , her sex Ører eller Hudstrygning, medens hist sex Ører og Hudstrygning eller ni Ører. (Mest overensstemmende med de øvrige Straffebestemmelser om Træl i Forhold til fri Mand vilde være 6 og 6 Ører — den halve Bod for den frie). Sv. Chr. 33: «Ethvert Barn af Trælkvinde, som Fader ikke vedkjender sig, for det skal Herren sørge, indtil Faderen vedkjender sig det, men ikke lade det dø mellem sine Hænder. Hvis han lader det dø, bøde Herren tre Mark» (cfr Fr. I. II 6 ell. Sv. Chr. 33). Tillægget i Gulethingsloven (barn sitt heiðit) eða cristit er vel intet andet end en Tilsætning for større Tydeligheds og Sikkerheds Skyld, og røber, synes mig, en Redaction fra en senere Tid, da Utburden forlængst var ophørt og Skikkene derved forglemte; thi allerede i Hedendommen gjaldt, som det synes, den Regel, at Utburden skulde foregaa for Barnet blev øst med Vand (Sag. af Hörði ok Hólmverj. c. 7: «þat var þá morð haldit at bera út börn, þá þau váru vatni ausin») og saameget mere maatte i den christne Tid Barnet blive udbaaret før Daaben og Mordet altid blive «heiðit morð» (FmS II e. 219, cfr. Grimm R. A. p. 457). Heraf følger da ogsaa, at det er egentlig Forpligtelsen til uden Undtagelse at fostre alle Børn, mere end Daabsforpligtelsen , der først væsentlig har forbedret Trællens Stilling, idet Trællebarnet derved gaves Ret til at leve. Det synes efter Brudstykket Ca c. 22 af G. 1. og Fr. 1. II c. 2 (cfr de forskjellige Nægtelseseder og Borg. Kr. I 17: «Nú er ein sókn biskups á öllum málum, ekki er þar lðgfé á») at maatte sluttes at Utburd oprindelig kun har været Gjenstand for Paatale fra Kirkens Side, at Kongens Ret først er bleven gjort gjældende, da Straffen skærpedes til Utlegd, hvormed fulgte Godsoptagelse og det halve Thegngilde (cfr Eids. Kr. I og II c. 3 — for dræbt Barn af frie Forældre; dog fik Barnet selv efter G. 1. ikke Ret for ved 8 Aars Alderen). At Utburd oprindelig ikke har været bodet til det offentlige bestyrkes ogsaa af at fremdeles Herren ved Drab af Træl kun bliver skyldig for Gud.

I Gothlandslagen haves den mærkelige Overgangsbestemmelse: at Herren (drottin) bøder sex Ører Penninge for Ambaatt, der har spildt sit Barn; men til Erstatning lægger 6 Aars Trældom paa hende, efter at hendes Trælletid er udløben («oc Ieggi a bac henni siax vintir sen mali ier inter»). Got. 1. I 2 § 3.

Om Barns Fostring handler fremdeles Bjarko R. I 3, Borg Kr. 3. Eidsivathings Christenret c. 7 bestemmer udtrykkelig om Trælkvinde: «Hvis Ambaatt føder dødt Barn og ei viser det for Vidner, da kan Biskops Aarmand give hende Skyld for hedensk Mord; da skal hun aflægge Ed med 2 Kvinder, at hun ikke myrdede sit Barn; men hvis den Ed falder, saa falder den hende til Utlegd, cfr c. 3.

Hvad det angaar, at der ved alle mindre Forseelser gives Herren Valget mellem Trællens Afstraffelse og Udredsel af Bod, er deri vel ei at se en Forbeholdelse fra Herrernes Side af deres Ret til selv at raade for deres Tyendes Afstraffelse, altsaa af en Del af deres Eiendomsret; men snarere kun en Anvendelse ogsaa for Trællens Vedkommende af den almindelige Regel i Straffelovgivningen, at ved mindre Overtrædelser den personlige Afstraffelse kan afvendes ved Bod; men denne kan naturligvis for Trællen kun udredes ved Herren som hans lovlige Værge.

Trællers Indordning under Christenretten ved Daabspaabudet

Ligesom allerede ved Vedtagelsen af Forbudet mod Udbæren af Børn, Trællens Stilling ikke lidet sikkredes, idet Herrerne derved af sin Eiendomsret over Trællene opgav den tidligere uindskrænkede Raadighed over deres Liv, saa de ikke længere nu kunde dræbe fuldkommen sagesløs Træl uden at forfalde idetmindste til kirkelig Revselse, om de end kunde frigjøre sig fra al Tiltale efter den borgerlige Lov; saaledes maatte ogsaa Daabspaabudet hæve Trællen i den almindelige Mening først og fremmest naturligvis ved, at ogsaa han agtedes værdig den guddommelige Naade; men desuden ogsaa indirecte derved, at ved Siden af, at hans Strafbarhed vistnok allerede practisk var indrømmet af den hedenske Lov, nu hans personlige Ansvarlighed endnu stærkere blev fremhævet ved det forpligtende Forhold, hvori han ved Daaben traadte til Kirken. Denne maatte nemlig fordre Overholdelse af Christen retten ligesaavel af Trællen som af den frie, som en nødvendig Betingelse for, at han skulde kunne forblive i de Christnes Samfund, skjønt Straffen for de ufries Vedkommende med Indrømmelse til de bestaænde Forhold sattes efter en anden og lavere Maalestok ved de mindre Overtrædelser.

Helgebrud

I Overensstemmelse hermed fortsætter Christenretten fremdeles, givende Herren Valget mellem at straffes Trællen eller bøde for ham (G. 1.16): «Bliver nogen funden skyldig i at arbeide paa Søndage, da skal han bøde derfor 6 Ører og gaae til Skrifte og bøde til Christus; men hvis Mænds Træltyende, udenlandske, arbeide uden Herrens Raad, da skal man pidske Huden af dem eller bøde 3 Ører til Biskoppen». Videre (G. 1. 18): hvis Mænd arbeide paa de Dage, foran hvilke der ikke er Nonhelligt eller Faste, da skal man bøde derfor 3 Ører til Biskoppen; men dersom Mænds Træltyende arbeider uden Herrens Raad. da skal man bøde derfor 1 1/2 Øre».

Frostetbingsloven byder i lignende Tilfælde (II 28): «Hvis Mand bliver funden paa Arbeide en af de Dage, hvor Nonhelge gaar forud, da bøde han 6 Ører, og saaledes trælbunden Mand, om han arbeider efter Bondens Raad; men hvis han arbeider efter eget Raad, bøde hans Herre 3 Ører, eller Trællen lade sin Hud. — Hvis Mand arbeider paa andre Helligdage, da bøde han 3 Ører».

Om Arbeide paa Helligdage handler fremdeles Borgarthings Christenret udførlig c. 14: «Hvis Mand gribes paa Helligdage, da bøde han efter Dagens Hellighed. Hvis frels Mand gribes paa Arbeide med trælbundne Mænd, bøde han Skylden (rimeligvis for begge Parter); men de løbe løse derfra. Men hvis trælbundet Tyende bliver grebet alene paa Arbeide og Biskops Aarmand kommer til dem og spørger: «Hvi arbeide I paa Helligdag?» og de svare: «Heller vilde vi standse, vor Herre volder, at vi arbeide», da skal han tage Vidner paa deres Svar, og Bonden har da at bøde Skyld for sit Tyende. Men dersom Tyendet svarer saaledes: «Vi volde selv, at vi arbeide paa Helligdag, vi ville skynde os af Ager og Eng; saa tage han det Tyende og føre det hjem til Eierens Hus og fordre Borgen for det. Han stævne Bonden Thing efter tre Døgn, føre to Mænds Vidne om, hvorledes Mandens Tyendes Svar lod; han har at dømme ham Skyld paa for 3 Ører, hvis det arbeidede paa 3 Ørers Dag, men 6 Ører, naar det arbeidede paa 6 Ørers Dag.

Hvis Bonden vil bøde Skyld for sit Tyende, da er det løst efter Loven, det hedder Hudløsning (húðar lausn); men hvis Bonden ei vil betale Skylden, da skal Biskops Aarmand faa en Mand til og alle Herredsfolk en anden og lade pidske den Mand — den skal udføre Pidskningen, som er den taabeligste paa Thinge. Men hvis han faar Bane af Pidskningen, da skulle alle Herredsmænd bøde ham med Værd, Bonden (selv) tabe saameget i Værdien, som han har Tyendetal til.»

Ligeledes Eidsivathings Christenret om Søndagshold: «Hvis Bonde er paa Arbeide med sit Tyende (i Søndagshelgen), da er han skyldig 6 Ører til Biskoppen og andre 6 Ører for sit Tyende. Nu er hans Tyende grebet alene paa Arbeide, da skal Bonden løse dem fri med 6 Ører til Biskoppen eller byde deres Hud frem for Biskoppens Aarmand.»

I Sverres Christenret endelig hedder det c. 41 : «Er nogen kjendt skyldig i, at han arbeider paa Søndag, da skal han bøde derfor til Biskoppen 6 Ører og gaa til Skrifte og bøde for Gud. Men hvis Mænds Træltyende, udenlandskt, arbeider uden Herrens Raad, da skal han pidske Huden af dem alle eller bøde 3 Ører til Biskoppen.» C. 43: «Hvis Mænd arbeide paa de Dage (da Nonhelg ei gaar forud), da skulle de derfor bøde Biskoppen 3 Ører; men hvis Mænds Træltyende arbeider uden Herrens Raad, da skal han bøde derfor 1 1/2 Øre.

Gråg. 9. Laugardag: «Hvis Mænd arbeide paa Økt (efter Kl. 3 1/2 om Lørdag, da blive de skyldige til Tremarksbod og skal man først søge Bonden, hvis han har været paa Arbeide. Hvis Husfolk (gridmenn) og skyldbundne Mænd (skuldarmenn) eller Trælle, da bør man først søge de fribaarne. De blive sagløse, hvis der vidnes, at Grunden, hvorfor de have arbeidet, har været enten, at de ikke kunde se Solen, eller at de havde arbeidet saa lidet, at de ikke torde gaa hjem for Bondens Voldsomhed; da falder Bonden i Tremarksbod.»

Gotl. 1. 6 § 5: «Verþr þræl eþa amhatn manz um hetgan dagh a verki takin þa bytir drotin firi þaim þria oyra (frels Mand 6 Ører). En þaun yrkin þria vintr sen mali ir intir (var : eptir leygu malit ier int).» Det synes altsaa, som om et Aar lagdes til Tjenestetiden for hver Æres Bod.

Fastebrud

Om Brud paa Fasteordningen var bestemt G. 1. 20: «Hvis Mands Træltyende æder Kjød paa Fredage eller forbudte Tider, da skal man pidske Huden af det eller bøde derfor 3 Ører til Biskoppen (ligesaa den frie for første Fastebrud). Hvis Mand æder Hestekjød i Langefasten (Sv. 77 tilføier: eða eigi), da har han forbrudt hver Penning af sit Gods og fare han af vor Konges Land; men hvis Biskops Aarmand siger ham det paa, da skal han derfor fæste Lyritered (Sv. 77: tylftar eið), og hvis den Ed falder, da falder den ham til Utlegd. Hvis Mænds Træltyende æder Hestekjød i Langefasten uden Herrens Raad, da skal denne sælge ham af vor Konges Land til sin Vinding og ei have Samkvem med ham. Hvis han har, da skal han derfor bøde 40 Mark; hvis Biskops Aarmand siger ham det paa, da skal han derfor aflægge Lyritered.» Dette Capitel siges at være paabudt saavel af Olaf som af Magnus, jfr Sv. c. 77. For Frostethingets Lagdomme siges de samme Straffebestemmelser at gjælde om Fastebrud som om Helgebrud (cfr ovf.) og saaledes ogsaa Sverres Christenret c. 46. Borgarthings Christenret c. 5: «Spisning af forbudte Ting (sveita ok sviða) straffes med Bondens Bod for hans Kone, Børn og ufrie Tyende.

Eidsivathings Christenret har en for vort Emne mærkelig Bestemmelse om Langfastebrud, c. 28: «Hvis Mand æder (Kjød) i Langefasten, han kan ei kaldes uvidende om Dagene, han er utlæg, og alt hans Gods, det som i hans Eie er. Hvis Mands Tjener (þjonn) æder Kjød i Langefasten, da er han utlæg og skal det være i Herrens (skapdrottins) Magt som har (ham), om han vil løse ham fri med halvt Thegngilde til Kongen og saaledes kjøbe ham Landsvist, eller det andet, at han farer bort af Landet». Dette er det eneste Sted, saavidt vides, i de gamle norske Love, hvor der gives Adgang til atter at skaffe utlæg Træl Landsvist ved Bod til Kongen. Det halve Thegngilde synes at maatte forklares i Overensstemmelse med de flere ovenfor anførte Tilfælde, hvor Trællens Straf sættes til det halve af den fries. Om saadan Bod til Kongen først er indtraadt, naar Straffen steg til Utlegd, fra hvilken Tid denne Bestemmelse har gjældt, og hvorvidt den ogsaa har gjældt i andre Lagdømmer, er vanskeligt at afgjøre, ligesom ogsaa om denne Anledning til Udløsning ved Bod kun har været en Begunstigelse mod den mere betroede Tjener, som Lovene ellers specielt nævne «þjonn», eller om dette Ord her betegner Tjener i Almindelighed. For den mere indskrænkede Fortolkning kunde maaske tale at Herren her nævnes skapdrottinn, hvad ellers overalt i Lovene betegner Patronen i Forhold til den frigivne, nogle ganske enkelte Steder undtagen, hvor det skjødesløst er sat for drottinn ɔ: Herren overfor Trællen.

Fælles for alle de enkelte Love er altsaa, at Christendomsbrud af ufrie begaaet efter Herrens Raad alene bødes af denne, og som om han selv havde forbrudt sig; men at det begaaet af ufrie efter eget Raad straffes paa den ufrie selv, dog saaledes, at Herren ved de mindre Forseelser har Adgang til at 1øse den skyldige med Bod. Denne Bods Størrelse er imidlertid forskjellig for de forskjellige Lagdømmer: Efter Frostethings- og Gulethingsloven og efter dem Sverres Christenret, synes Reglen at have været, at ufries Forseelser efter eget Raad bødedes med det halve af Boden for fri Mand, medens derimod Eidsivathings og Borgarthings Christenretter lode Boden ogsaa da Følge Dagens Hellighed (dagriki) eller vel i Almindelighed Brøden paa samme Maade som for den frie (dog jfr ovf. E. 28), altsaa stærkere fremhævede den ufries Ansvarlighed. Heller ikke efter Gulethingets Lov kunde længere det offentlige blot holde sig til Trællens Herre i Tilfælde af de groveste Brud paa Christenretten, som Hestekjødsspisning, der betragtedes som staaende i saa nøie Forbindelse med Hedenskabet, at vedkommende, der forsaa sig heri, neppe længere kunde taales i et christent Samfund («þat er hit mesta kristnispell skirðum mönnum at eta hross. Þeim er ödruvís mega lengja líf sitt», FmS 1 c. 70. cfr Sv. s. FmS VIII r. 26). I saadanne Tilfælde fordrede Lovgivningen rimelig over det hele Land Trællen stillet paa samme Trin som den frie med Hensyn til personlig Ansvarlighed. Frostethingsloven forbigaar Hestekjødsspisningen; derimod findes Gulethingslovens Bestemmelse, som vi saa, noget skærpet med Hensyn til Eden og mulig ogsaa til Forbudets Udstrækning i sin hele Strenghed ogsaa udenfor Langefasten i Sverres Christenret c. 77. Det er imidlertid besynderligt, at i den samme Olafs Raadgivning Utburd kun er Tremarkssag, medens Hestekjødsspisning gjøres til Utlegdssag; at den sidste Forseelse strax kan være bleven belagt med saa stor Straf synes neppe rimeligt, naar erindres, hvilken Modstand netop begge disse Forbud fandt paa det islandske Althing (Sn. Ól. Tr. s. e. 229, Flatb. p. 446, jfr Sn. Ól. helg. s. c. 44 og 46. — Skaanske Kirkelov 18: «þræl ma ækki foregöræ i hælghæbrut num buþ sina»).

Vi have seet, hvorledes Christenretten fremhævede Trællens Menneskeret først og fremmest ved at værge hans Liv og dernæst ved at drage ham mere ind under Straffelovgivningen, end havde været Tilfælde tidligere, da han vel kunde forstyrre den borgerlige Orden og saaledes blive strafbar, men dog endnu ingen personlig Forpligtelse havde imod Samfundet, den han nu ved Daaben fik.

Paabud om aarlig Trællefrigivelse ved Thingene

Det tredie Skridt, som ved den christelige Lovgivning blev gjort til Forbedring af Trællenes Stilling og som maa væsentlig have bidraget til Formindskelse af de ufrie Tjeneres Tal i Landet og til det hele Trællevæsens endelige Ophør, dette Skridt gjordes, idet Lovgivningen aabnede en, vistnok indskrænket, Vei til Frihed for Trællene ved Paabud om aarlig Frigivelse af en Træl ved Lagthing og Fylkesthing inden Gule- og Frostethings Lagdømmer. Gul. 1. c. 4 lyder: «Olaf bød, men Magnus tog dette af». «Det er nu dernæst, at vi skulle give Mand Frelse hvert Aar her i Gulen. Men vi have skiftet det mellem Fylkerne saa, at vi skulle hver sit Aar faa Mand til Frelse, og den Mand skal Frelse være givet den Søndag, som først kommer paa Gulething; men vi alle Gulethingsmænd skulle lægge sammen til 6 Ører. Hvis Frelse ei bliver givet Manden den Søndag, da skulle de Mænd, som have at stille den Mand, bøde Biskoppen 12 Ører og kjøbe Træl ty ende og give Frelse, skjønt det senere er».

Og saaledes dette ligeledes: «Det er nu dernæst, at vi skulle give Mand Frelse i hvert Fylke i Gulethingslagen. Men vi have skiftet det mellem Fjerdingerne, og de Mænd, som have at stille den Mand , skulle have givet Frelse for Julenat; men hvis de ikke have givet, da skulle de bøde Biskoppen 12 Ører og kjøbe Træltyende og give Frelse, skjønt det senere er».

Til Lagthingene skulde altsaa Fylkerne efter Tour stille Træl til Frelse, og saaledes til Fylkesthingene Fjerdingerne; men de 6 Ører, der rimelig ere de saakaldte Løsingsører (c. 62), hvorom senere, de skulle hver Gang udredes af respective Lag- (eller Fylkes-)things Almue i Fællesskab. Sverres Christenret c. 3 og 4 gjentager Paabudet ordlydende, kun staar (maaske ved Feilskrift) 5 Ører for 6.

I Frostethingslovens III 19, hvor handles om Veienes Istandsættelse og der paabydes, at alle arbeidsføre Mænd skulle bøde Veiene hver i sit Fylke og at, hvis Bonden ei giver sine Arbeidsfolk (verkmönnum) Stunder dertil, han da skal bøde for begge Parter; men hvis Værkmand ikke vil fare og Bonden giver ham Tilladelse (leyfi) dertil, da svare han selv Sag — der tilføies til Slutning: «Men denne Veibødning kommer i Stedet for den Mandfrelse, som staar i vore Love og som alle Mænd havde lovet Gud til Tak (til guds þakka). Den samme Bestemmelse har altsaa været gjældende i begge Landets nordlige Lagdømmer, medens nogen tilsvarende hverken findes i Borgarthings eller Eidsivathings Christenretter.

Allerede tidlig blev Trællefrigivelse anbefalet af den romerske Kirke som en passende Tak til Gud for Befrielsen fra den med Trældommen blandt Menneskene sammenlignede aandelige Trældom under Synden; saaledes siger Gregor den store: «Cum redemptor noster totius conditor ereaturae ad hoc propitiatus humanam carnem voluit assumere, ut divinitatis suae gratia dirupto, quo tenebantur captivi, vinculo servitutis pristinae nos restitueret libertati: salubriter agitur, si homines, quos ab initio natura liberos protulit, et jus gentium juge substituit servitutis, in ea natura, qua nati fuerunt, manumittentis beneflcio libertati reddantur.» Men uagtet vi enkeltvis finde saadanne Anskuelser practisk efter fulgte af Geistligheden (f. Ex. inden den engelske Kirke af ovennævnte Wilfridh, ovf. p. 96), saa viser dog den Omstændighed, at Kirken selv endnu længe holdt ufrie i sin Tjeneste, at ikke engang inden Geistligheden Trældommens Utilbørlighed blev almindelig anerkjendt før efter meget lang Tid: hvorfor jeg har ovenfor troet at burde fremhæve, at de saavel her som i den tydske Mission oftere forekommende Løskjøbelser idetmindste ikke med Nødvendighed maa forstaæs som rettede mod Trældommen i Almindelighed som saadan, men vel kunne forklares som føre tagne kun for at frelse christne Sjæle fra at fortabes blandt Hedninger — at det i Regelen ogsaa var og maatte være den tidligere Kirkes Geistlighed langt mere magtpaaliggende at vinde og bevare de vunde Sjæle for Kirken end at virke for denne almindeligere Menneskeret, der krænkedes ved Trællevæsnet. Fremdeles viser Trældommens Bestaaen gjennem saa lange Tider, at Troen paa Trældommens Retmæssighed og Nødvendighed var saa indgroet i Folkenes Bevidsthed, at det vilde have været aldeles frugtesløst strax at forsøge paa ved directe Forbud eller Indskrænkninger at hæve Ondet. Præg af saaledes at være givne med Trældommens endelige Ophævelse til Hensigt have vistnok ikke de ovenfor anførte Steder af de norske Love, ligesom de ogsaa dertil vilde enestaænde have været aldeles utilstrækkelige; alligevel synes de, forsaavidt de skulle henføres til Olaf den helliges Lovgivning, til Christendommens første Tider, at maatte have været lidet stemmende med Tidsaanden, som den da var, og at have lagt en Byrde paa den unge, svagtbefæstede Kirke, som maaske hellere for den første Tid burde have været undgaæt. Jeg har derfor været tilbøielig til at søge Grunden til hine Paabud om aarlig offentlig Trællefrigivelse i en enkelt bestemt tvingende Omstændighed under Christendommens Indførelse og troet, at denne maaske kunde være den nystiftede Kirkes Trang til Lærere. Missionsværket foregik som bekjendt under Olaf den hellige i rivende Fart, der berettes at han reiste Kirker i hvert Fylke; men Sagaerne lade os i Uvished om, hvorfra Præsterne og det øvrige Personale til alle disse Kirker bleve hentede. Allerede af de ovenfor p. 97 citerede Steder af Decretalerne som af Ansgars Oplæren af de kjøbte Drenge ses, at der ei fra Kirkens Side var noget iveien for en saadan Anvendelse af de frigivne Trælle i Kirketjenesten; men Forordningen er dog, saavidt jeg ved, uden Støtte i Sagaerne og Lovene: de særegne Bestemmelser, som Gulethingslovens cap. 15 indeholder om Præsterne, ere blevne forklarede med største Rimelighed om dem som udenlandske, ja kunne vel ikke engang ret fortolkes om frigivne; og den Hentydning til, at Præsterne oprindelig have været af lav, endog ufri, Byrd, som man maaske kunde ville finde i Graagaasens Udtryk (Krist. I. þáttr): «ok heimta hann sem aðra mans-menn» om Præst , der rømmer fra den Kirke , hvortil han er oplært — det Vidnesbyrd, man deri kunde søge modbevises, kan man sige, af at en saadan Nødhjælp, at tage frigivne til Præster ikke udtrykkelig nævnes i Eyrbyggjasaga c. 49, hvor netop Mangelen paa Præster i Christendommens første Tider paa Island omtales.

Paa den anden Side, naar man kun ikke i hine Paabud ser en Yttring af aaben Agitation, saa at sige, mod Trældommen i Almindelighed fra Geistlighedens Side, hvortil neppe Olaf den helliges Regering kan have været Tiden, og man tillige erindrer sig, hvor hyppige de private Frigivelser vare allerede i Hedendommen, og at selve Udredslen fordelt paa saa mange ei kan have faldet synderlig trykkende: saa vil man maaske ikke længere finde væsentlige Hindringer for, at Forslagene kunne endog i Christendommens første Tid være fremsatte af Geistligheden og af Folket uden synderlig Modstand være antagne. Disse Trællefrigivelser blive da kun en blandt flere Arter af Barmhjertighedsgjerninger Gud til Tak, og Ideen til dem have rimeligvis de første Geistlige alt medbragt fra den engelske Moderkirke. I England var nemlig allerede længere Tid i forveien fra Kong ædelstan (924-940) udgaaet et lignende Paabud til hans Gerefer i Riget, at de skulde understøtte en fattig og udløse en Straffetræl under Bod af 30 Skilling til Deling mellem de fattige. Die Gesetze der Angels. R. Schmid. 2te Aufl. p. 130.

Aedelstánes dómas II: «Ic Aeðelstáne, cyning, eallum minum geréfum binnon mine rice gecyðe mið geþeahte Wulfhelmes mines ærcebisceopes and ealra mina óðra bisceopa and Godes þeówa for mina sinna forgyfenesse, þæt ic wille, þæt ge féðad ealle wæga án earm Engliscmon, gif ge him habbað, oððe oðerne gefindað. § 1 : Fram tvám minra feorma ágyfe mon hine elee mónað áne ambra meles and án sconc spices and án ram weorde IIII peningas, and scruð for twelf mónða æle geár. And þæt ge álysað án wite-þeowne; and þæs ealle sie geðón for Drihtenes mildheortnesse and mine lúfu, under þæs bisceopes gewitnessc, on þæs rice it sle. § 2: And gif se gereáfa þis overheald, gebète xxx scil., and sie þæt feoh gedæleð þæm þearfum, þe on þá tún synd, þe pis ungefremed wunie, on þæs biscopes gewitnesse.»

Der er her kun Tale om Mand, der ved Brøde er kommen i Kongens Gaard; men det laa ogsaa nærmest at udløse en af Landets egne Børn af vanærende Trældom. Forordningen synes endnu ganske privat, kun gjældende Kongens egne Gaarde, og selv om vi her have et Forbillede til den norske Trællefrigivelse paa Thingene, synes dog den Udvidelse Paabudet har faæt i den norske Lovgivning, den Form, det har antaget, af en offentlig, paa Folkets Vegne øvet Barmhjertighedsgjerning, at vise hen mod en Opknytning til ældre Vedtægter, jfr ovf p. 14f.-148 om Blotene.

Ogsaa til Aedelstans Forordning om Understøttelse af fattig Mand findes en Parallel i den norske Lovgivning. Vi have ovenfor ved Omtalen af Trældommens Oprindelse nævnt, at arbeidsføre Tiggere kunde hvem, der vilde, tilegne sig og føre til Arbeide som Trælle. Fr. I. II 2 byder: «Hvis Kone, der gaar Huse imellem, døer fra sit Barn, da skal Bonde føre det Barn til Kirke og lade det døbe og byde det frem til alle Mænd, om nogen vil føde det Gud til Tak; men hvis ingen vil tage mod det og nytte det til sin Fordel, da have Bonden det hjem med sig og føde det næste Maaned; men siden tage alle Fylkesmændene og føde det til Guds Tak, og Bonden føre det til næste Gaard og lade Kop Følge». Det synes som om det her endnu i Overensstemmelse med Paabudet om Tiggere i Almindelighed var tilladt enkelt Mand at tage Barnet og føde det op som sin Træl, hvis det ei paa anden Maade kunde blive forsørget; og at Fremgangsmaaden virkelig har været denne i ældre Tid, bestyrkes af det samme Paabuds Formulering i Erkebiskop Jons Christenret c. 5 , hvor der kun tales om, at Barnet skal føres i Lægd, og det til Slutningen hedder: «Siden være alle Fylkesmænd skyldige at føde det Gud til Tak; men ikke sig til trælbunden Mand» — fæða til guðs þakka en eigi sèr til ánauðar manns — cfr ogs. G. I.s haarde Bestemmelse om de saakaldte Gravgangsmænd, c. 63.

Man lægge Mærke til Fremhævelsen af Barnefostringen som en Barmhjertighedsgjerning ganske i samme Udtryk, som ere brugte om Trællefrigivelsen.

Imidlertid, om man end ikke kan sige, at i hine Frigivelsesbud afgjort Misbilligelse af Trældommen i sin Helhed er udtalt, maatte dog deres Overholdelse gjennem længere Tid nødvendig paavirke Opinionen i den Retning, og at Geistligheden idetmindste i senere Tider jævnlig har anbefalet ogsaa private Frigivelser og fremhævet Menneskenes Jævnret for Gud, tør sluttes af Fr. I. X 13 og Yttringer som i Fostbr. s. c 3: «Kristr hefir kristna menn sonu sina gert, en ekki þræla».