Tredje Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen
Nordens Mytologi


Tredje Afdeling
Fabellæren


af N. F. S. Grundtvig


For Den som har betænkt, at Gudelæren skal beskueliggøre Ideen om en høiere Tilværelse, hvoraf vores egen lader sig forklare, og at Fabellæren derimod maa vise Sporene og Genskinnet af eller Berøringspunkterne med hin høiere Tilværelse, vil det ei synes underligt, at disse behandles adskilte. I den fuldendte Mytologi maatte vist nok Fabellæren knytte sig paa det inderligste til Gudelæren, og egenlig kun være dens Symbolik; men let vil man indrømme at det aldrig endnu var Tilfældet med nogen Mytologi, der kaldtes saaledes. Den almindelige Grund hertil, og de nærmest virkende Aarsager i de enkelte Mytologier til den mindre eller større Forbindelse mellem de nævnte Dele, er her ikke Stedet at udvikle; men hvi Nordens mytiske Fabellære mangler det nøie Sammenhæng med Asalæren, og i sig selv den Enhed, Helhed og strænge Konsekvents som hin eier, maa angives.


Nordens Gudelære var ei opstaaet ved Refleksion over Fænomenernes Indtryk paa de ydre Sandser, men fremsprunget ved Livets og Tidens umiddelbare Beskuelse. Var nu en Digter opstaaet, som havde formet Gudernes Omgivelser til et værdigt Helt, og beskuet Naturen i sin Enhed og Mangfoldighed, da havde Norden kunnet opvise en Fabelring der i Herlighed og Betydning vilde overgaaet Sydens ligesaameget, som Asalæren fra denne Side overgaar Grækernes Gudelære; men saavidt Vi kunne skønne, er det aldrig sket, og kunde maaske ei heller ske. Naar det imidlertid ikke skete, da maatte Spiren til en forvirret Fabellære netop ligge i Gudelærens Herlighed og Uafhængighed; thi der var da intet Baand, som hindrede Digteren, Tænkeren og Iagttageren fra at bevæge sig efter eget Tykke i den aabne, vide Mark. Hvad Følgen maatte blive i det skjalderige Norden, er klart, og i det jeg indleder min Læser i Fabelens krydsende Irgange, maa jeg bede ham nedstemme den Forventning, som det skulde gøre mig ondt hvis Asalæren ei havde vakt! Ved det glædelige Syn og den liflige Duft af de enkelte Blomster, som halv skjules af Torne og høivokset Ukrud, forsone Han sig med den mindre behagelige, men dog, under visse Betingelser, nødvendige Vandring!


Med det Haab, at en længere Dvælen ved de faa egenlige Fabelvink Vola har, mulig kan lede til en bestemtere Skelnen mellem den ældste og senere Fabeldigtning, er mit Maal her ikke at udtømme Genstanden; men blot at meddele det Vigtigste i en passende Synskreds.


Rummet og Tiden ere saa aldeles Fabelens Grundlag, at jeg ei kan tro det upassende at begynde med hint Tidens Træ der favner Rummet.



Asken Ygdrasill.

Dette er Træet, hvorunder Norner bygge, Træet, hvorom Ingen ved, af hvad Rod det randt, fordi dets sande Rod er Toppen, over hvilken ingen Dødeligs Øie kan løfte sig. Saa siger Vola:


Ask heder Ygdrasill,
Hellig den staar, under
Klarhimlet Top.
Høit over Urdurs
Kilde den stander,
Stænket med hvide
Vande, og prydet
Stedse med friske,
Grønnende Løv.


Forstaa Vi dette, da behøve Vi ei at spørge længere, thi da vide Vi allerede, hvad den prosaiske Edda tilføier, at det er Nornerne, der øse Vand paa dens Grene, at de ei skulle raadne eller visne.


I Grimnismal beskrives dette mærkelige Træ mere udførlig. Trende ere dets Rødder, og under dem bo Mennesker, Hrimthusser og Hel, ja det er ei blot Tidens Børn den favner, men selv Tidens Guder; thi under Grenene bo de, og ved dens Rod er deres Thingsted. En Ørn, som ved mange Ting, sidder i Toppen, og Egernet Ratatoskur bærer dens Ord til Dragen Nidhøg forneden. Denne med sin hele Ormeskare: Goin og Moin Grafvitnirs Sønner, Grabadr og Grafvalludr, Ofnir og Svofnir, med de utallige navnløse Frænder, slide Rodtrevlerne. Fire Hjorte: Dain og Dvalin, Duneir og Dunathror, afbide Bladene, og Siden begynder at mørnes.


Ygdrasills Ask
Trænges og lider,
Mer end man ved.


Hvem der selv i de herligste Myter ei vil eller mægter at erkende Andet end en vilkaarlig Sammensætning, Han nøies med det her Sagte; men hvem som tænker anderledes, skue med mig en Del af denne Mytes Sands!


Tidens Sønner, Mænd paa Jord!
Vil I Eders Moder skue,
Vender Øiet op mod Nord!
Stirrer stivt paa Himlens Bue!
Denne Bue er en Rod
Af det Træ, som længe stod,
Og som staar til Verden falder.


Træets Navn er Ygdrasill,
Vidt udsprede sig dets Grene,
Under dem i Vekselspil,
Alt som blev maa sig forene.
Ingen saa, det randt af Rod,
Alt ved Tidens Fødsel stod
Grønt det over Urdas Kilde.


Træets andet Navn er Tid
Mange Løv dets Grene tvinge,
Hver en Daad og hver en Id
Maatte af dets Saft udspringe.
Underligt at end det staar;
Som det stod utalte Aar,
At det raadned ei og visned!


Trende Rødder har det vel,
Men de kan det ei oplive.
En nedruger over Hel,
Som en tung og dunkel Skive;
En nedtrykker Jetters Æt;
Under Solen klar og let,
Over Midgard en sig hvælver.


Kommer Tidens Sønner! Hører
Hvad det er, som Livet rører
I det alderstegne Træ!
Nornerne som Tiden lænke,
Tidens tørre Ask bestænke,
Lædske den af Urdas Brønd.


Derfor kneiser end i Vælde
Stammen trods sin høie Ælde,
Derfor visned ei dens Løv.
Dog kan Ingen ret udmaale
Al den Trængsel, den maa taale,
Evig kan den ikke staa.


Kan I høre hvor den stønner?
Fire Hjorte, Søvnens Sønner,
Stande i dens høie Top,
Og som Tiderne fremskride,
Bladene de dybt afbide,
Bladet med den unge Knop.


Ved I vel, hvad Hjorten bider?
At det er de gamle Tider,
Som fortæres af dens Tand?
Derfor mørke Glemsel ruger
Over dem, og tungt nedknuger
Spiren til hver herlig Old.


Mere Trængsel Asken lider,
Thi ved Roden Nidhog slider,
Dragen med sin Ormeflok.
Selv den ældes gennem Tiden,
Mør og trøsket bliver Siden,
Og den stunder mod sit Fald.


Høre I det høie Kvæde
Lyde hist fra Ørnens Sæde,
Paa det underfulde Træ?
Ratatoskur brat nedspringer,
Kvadet ned fra Toppen bringer
Den til Dragen under Rod.


Ørnen kvad om Træets Alder,
Om at, naar engang det falder,
Skal det knuse Jetters Æt.
Dobbelt flinke Orme gnave,
Asken vil de undergrave
Før den frygtelige Stund.


Tidens Sønner! Vil I stride
Lumskelig ved Ormes Side,
Imod Norners høie Raad.
Vil I Eders Moder trænge?
Vil I stræbe at forlænge
Jetters syndefulde Liv?


Vel! Saa stræber som I stræbte,
Da i Eder selv I dræbte
Andengang den svundne Old!
Hevnen kommer. Asken raver,
Naar den falder, den begraver
Eder til en evig Død.


Ygdrasills Rod, som hvælver sig over Midgard, favner det synlige Rum, og ligesom paa den, funkle de Lys der lære Os at maale Tiden.



Himlen og dens Lys, Dag og Nat.

Fædrene kaldte, ligesom Vi, Jordens underlige Hvælving Himmelen; men i den senere Tid synes de at have antaget flere end en. I det mindste nævnes i Gylfeginning to over den nederste. Aundlangr og Vidblain, og Skalda har ni[1]


Ymers Hoved, Hjelmen som Dværgene: Nord og Sønder, Øster og Vester bære, ere blandt de Tilnavne, der i den prosaiske Edda gives Himlen.


Om Sol, Maane og Stierner, siger Vola, at de fore vildt omkring i Luften, indtil Aserne gave dem stadig Gang paa Himlen, for at Dage, Aar og Alder derefter kunde regnes.


I Grimnismal siges, at Aserne satte Svalin det skinnende Skiold for Solen, samt at Hav og Jord vilde brænde, hvis det faldt fra. Heraf sluttes vel med Føie, at dette Lys ei ansaaes skabt af Aserne, da det ellers maatte passet med det Øvrige. Alting bliver derimod konsekvent naar Vi tillægge Solen en anden og ældre Oprindelse; thi da var den beregnet for hin Verden der skulde blevet til, hvis Aserne havde opfyldt deres Bestemmelse, og det er intet Under, at dens usvækkede Straale vilde tændt den Pindeverden, som byggedes af Ymers Krop. Saaledes indse Vi ogsaa hvorfor en tredobbelt Vinter, uden nogen Sommer imellem, skulde gaa foran Ragnaroke; thi naar Solen ved Tidens Ende var trukket tilbage, da bleve kun paa Himlen det skinnende Skiold og Stiernerne som ei kunde varme. Svag blev Lysningen, og denne Tidspunkt fik derfor Tusmørkets Navn.


Nu kunne Vi ogsaa indse at Vola taler Sandhed, naar Hun siger, at af Surturs luende Sværd skinner Valguders Sol.


I Vaftrudnismal siges, at Fenris sluger Solen, men at Hun først føder en Datter, som skal lyse efter Ragnaroke. Dette er en senere Digtning, men selv den peger hen paa en Solfader høiere end Aserne, thi da de selv gaa under, kunne de jo dog ikke bevare Soldatteren. I samme Digt siges, at Sols og Maanes Fader er Mundilfør,[2] og dette forklarer den prosaiske Edda sig meget nemt, ved at fortælle følgende Eventyr: Der var engang en Mand ved Navn Mundilfør, som havde to Børn, en Søn og en Datter. Sønnen hed Maane, og Datteren Sol; men Guderne bleve vrede, fordi Han havde givet sine Børn saa prægtige Navne, tog Børnene fra ham, og nu maatte Sol styre Solen, og Maane Maanen. Var dette Eventyr ei saa ungt og utilforladeligt, kunde det vise at Guderne agtede Sol og Maane høiere end sig selv; thi de vrededes aldrig over, at Mennesker hedte som de.


I Grimnismal tillægges Solen tvende Heste Arvakr og Alsvidr, som have en Blæsebælg under Bugen, for at køles.[3] Her siges ogsaa, at Ulven Hate gaar foran Solen, og Skol forfølger den. Dette fortæller den prosaiske Edda saaledes: at Skol vil sluge Solen, og Hate Maanen, beraabende sig paa Vola, som Borgen for at det Sidste ogsaa engang vil ske. Begge ere Jetter i Ulveham, og Sønner af den Gamle i Jernskoven .


Mange have ahnet en Forbindelse mellem Solen og Baldur, ja vel endog anset ham enten for Solen selv, eller dens Glands. Saa urimeligt det Sidste er, saa rimeligt kan det være, at Man i senere Tid saa i Solen et Symbol paa Baldur, især da Naturen syntes at have optaget den hele Katastrofe. Dagen dræbes af Natten, som Baldur af Hødur, og hævnes af Morgengryet, som Han af Vale. Ved at gøre det til mere end Symbol, siger Man at Vale erstattede Baldurs Tab.


For umuligt anser jeg ei heller det, at Sol og Maane kunne engang være blevne agtede for Symboler paa Freia og Frei, da det er bekendt, at Fædrene tilskreve Maanen stor Indflydelse paa Frugtbarhed og De vel kunde tiltro Solstraalen Kraft til at trænge gennem Menneskets Ydre, og tænde Freias hellige Ild i Hjertet.


Solens brugeligste Tilnavne ere: Maanens Søster, Gudglands, Evigglands.


Maanen kaldes Solens Broder, Nattens Lys.


Kraftig og snar til Daad stod den gamle Nordbo, men Han følte selv at det var Nattens Styrke, som boede i Ham og laante villig Glands af den kvindelige Sol.


Om Stiernerne siger den prosaiske Edda , at Aserne skabte dem af Muspelheims Gnister.

For Den som havde glemt vores Fabellæres Oprindelse maatte det synes underligt, at Vi, foruden disse Digtninger, endnu finde en anden, der vil lære Os Dagens og Nattens Herkomst.


Vaftrudnismal siger, at Delling er Dagens, og Njorve Nattens Fader. Deres Heste ere Skinfakse (Straalemanke) og Hrimfakse. Den prosaiske Edda har et helt Ættal (Slægtregister) hvoraf kun det er mærkeligt at Delling kaldes En af Asaslægten og Njorve en Jotun, hvorved der henpeges paa det forskellige Hiem for Lys og Mørke og disses Sammenblanding i Tiden, som en nødvendig Følge af Samfundet mellem Aser og Jetter.


Efter Saaledes at have beskuet Tidens Træ, dette alt betinget Livs Stamtræ, vender Øiet sig selv hen mod de forskellige Livsformer. Forsaavidt Vi her ere i Fabelens Mark omgærdes Vi af Mørke, fordi det ikke er en Tidsalder, der har afpræget sin Beskuelse, men flere Aldere der ere sammenflydte, uden at kunne enes, og dog uden at kunne atter bestemt adskilles. Norner, Aser, de egenlige Jetter og Mennesker have Vi i Gudelæren beskuet; men her møde Vi flere Modifikasioner af Livet.



Hrimthurser og Jetter.

Thurs og Jette ere hos Vola enstydige Ord, og i Vaftrudnismal, hvor Navnet Hrimthurs først findes, bruges det iflæng med Jotun. Da der imidlertid tales om en Jetteæt paa Jorden og anvises den faste Bopæle, kunne Vi ei tvivle om at Fædrene have antaget en dobbelt Art, og det er rimeligt at ved Hrimthurser (Frosttrolde) ene forstodes hine Massens Børn som kæmpede mod Aserne, og ved Jotuner dem som strede mod Odins Sønner paa Jorden, samt at Navnet Jotun selv har historisk Oprindelse. Siden, da Asamanden Odin sammenblandedes med Asodin, blandedes ogsaa disse Navne, dog saaledes, at de paa Jorden Boende aldrig kaldes Hrimthurser.



Alfer og Dværge.

Snart sammenblandes, og snart adskilles disse, og Vi maa her, som stedse, søge tilbage til Vola. Hun nævner to Slags Dværge: Modsagners og Dvalins Skare. Saavidt Vi kunne se, forstaaes ved de første kun Tingenes Vætter, de levende Egenskaber og Kræfter,[4] ved de andre derimod et Slags Væsner som Hun paa et Sted kalder Stenætten og paa et andet Alfer. Hermed stemmer ogsaa det Sted i Runekapitelet hvor der skelnes mellem Dværge og Alfer; thi Dvalin sættes her som disses Formand.


I den prosaiske Edda hersker den yderste Forvirring, og der finde Vi førstegang Inddelingen i Lysalfer og Mørkalfer, som neppe er andet end en Anvendelse af Englelæren.


Saavidt kunne Vi komme; men naar Vi nu skulle anvise Alferne eller Dvalins Dværgeæt deres Trin paa Livsstigen og bestemte Forholde; da ere Vi nær ved at famle i Mørke, og Alt hvad Vi med nogen Rimelighed kunne sige, er, at de vare en Middelting mellem Aser og Jetter. Vola siger, at De skabtes af Brimis Blod og blaa Ben, og den prosaiske Edda fortæller at de først havde faaet Liv, som Maddiker i Jorden, Ymers Krop, men at Guderne siden gave dem Manvid, og lode dem bo i Jord og Stene. Da Brim ogsaa skal betyde en hastig udviklet Varme, saa lade disse to Beretninger sig vel forene i følgende Beskuelse: da Solen første Gang bestraalede den af Ymers Krop byggede Jord, udviklede sig et Liv af det opvarmede Blod og de smuldrende Ben, og saaledes forklares paa engang deres Frændskab med Guder og Jetter, samt deres konstige Natur.



Jorden.

At Jorden og Alt hvad den frembragte, ansaaes for levende, lære Vi af Gudernes Bøn til alle Vætter om at skaane Baldur, og jeg kan ikke nægte mig selv den Glæde at udskrive et Sted af den prosaiske Eddas berygtede Fortale om Jordens Liv, skønt jeg naturligvis ei kan afgøre i hvilken Alder denne Beskuelse har hiemme.


Menneskene grundede og undredes paa, hveden det maatte komme, at Jord og Dyr og Fugle have samme Vilkaar i somme Dele, og ere dog atter i visse Maader ulige. Det er et Jordens Vilkaar, at Man gravede paa høie Fjeldtinde, og der sprang Vand op, saa Man behøvede ei længere at grave der, end i de dybe Dale. Saa er og med Fugle og Dyr, at ligelangt er til Blodet paa Hovedet og paa Fødderne.


Saa er Jordens anden Natur, at hvert Aar vokser paa Hende Græs og Blomme, og i samme Aar falder det Alt og falmer. Saa vokse paa Dyr og Fugle Haar og Fjedre, og falde af hvert Aar.


Det er den tredie Jordens Natur, at naar Hun bliver aabnet og gravet, da groer Græs paa det Muld, som yderst bliver. Bjerge og Stene tydede De som Dyrenes Tænder og Ben.


Deraf skønnede De, at Jorden ikke var død, men havde paa nogen Maade Liv. De vidste ogsaa, at Hun var overmaade gammel paa Aarstal, og mægtig i Vilkaar, thi ligesom Hun fostrede alt Levende, saa tilegnede Hun sig Alt som døde.



Fabler om Gudelivet.

Efter at have, efter Evne, draget Grændselinier mellem de forskellige Livsformer, vende Vi tilbage til den ypperste, til Gudelivet, for at se hvilke Forestillinger Fabelen hæftede dertil.



Gudernes Symboler og Eiemon.

Vola nævner Valhal og Fensal, men ved Intet om særegne Mon, der skulle tilhøre Guderne, thi Hun sluttede vel saa, at De kunde Intet erholde som forøgede Guddomsstyrken, eller som de ikke eiede ved at eie Alt. Dog, saasom Menneskene vilde have den guddommelige Natur nærmere for Øiet, da tillagde de Guderne visse Dele, som skulde kundgøre Naturen, der boede i dem. Siden, eftersom Hu og Sind droges mere fra de himmelske til de jordiske Ting, mente De, at Guderne maatte vel eie, hvad dem selv syntes herligst at være. De tillagde Dem derfor Borge og Høieloftssale, Sværde og allehaande Vaaben, Guld og Heste, Ringe og dyre Stene. De Ting som tillægges Guderne, maa da siges at være som af Art, saa og af Vigtighed adskillige, eftersom man enten ene vilde ved Symboler mere grant beskue dem, eller Man troede at kunne give Dem Noget.


Det Vigtigste Odin har, er vel Ravnene: Hugin og Munin (Tanken og Hukommelsen); thi, som herlig valgte Symboler paa Hans Kløgt, lære de Os at kende den nøiere. De flyve hver Dag over Ormegrund, og mærkeligt er Odins Udsagn i Grimnismal:


Om Hugin jeg spaar;
Han ei kommer tilbage,
Dog mere for Munin jeg frygter.


Intet Under; thi vel maatte Tanken tabe sig i Ragnarokes Nat, men Mindet (om Hans Id i Tids Fødsel) maatte forvisse Ham om den Undergang, Tanken ei kunde beskue.


Dette var da den ulyksalige Kløgt, som Odin tilkøbte sig, og Ravnene vare mindre Hans Tienere, end sande Plageaander af Rovfugleæt. Først da den høiere Sands var tabt, kunde De (i den prosaiske Edda og Heimskringla) omtales som blotte Kløgtorganer.


Guldringen Drupner nævnes førstegang i Kvadet om Skirners Reise, og fortiente noget Enkelt at eies af Odin, maatte det vel være denne, der, som det reneste drevne Guld, staar paa Spidsen af den uorganiske Natur, og, ved sin Evne til, hver niende Nat at avle otte Ringe lige tunge, fordrer sig høi Fylde af organisk Liv tillagt.


Sleipner nævnes i Grimnismal som den bedste Hest, og af Vegtams Kvæde se Vi, at den tilhørte Odin. I Hyndlas Sang siges den at være Lokes Søn med Svadilfare, og den prosaiske Edda, som tillægger den otte Fødder, fortæller vidtløftig dens Oprindelse.[5]


I Grimnismal tillægges Odin den sølvtækkede Borg Valaskjalf, og den prosaiske Edda siger, at der var et Høisæde: Hlidskialf, hvorfra Han kunde se ud over al Verden. I den Sidste tillægges Ham ogsaa Spydet Gugner, en Guldhjelm og et fagert Brynie.


Da Thor var Odins og Jordens Søn var Han naturligvis især Udtrykket for den besmittede Kraft, og derfor er Han ogsaa den As, som, indtil Ragnaroke, næsten udelukkende fører Kampen mod Jetterne. Derfor tillagde Man Ham Mjølner, den knusende Hammer som Kraftens Symbol og det Redskab hvorigennem den især yttrede sig. Efterhaanden overflyttedes Kraften fra Guden til Hammeren, saa Man troede at med denne maatte hin næsten ganske tabes.[6] I Vaftrudnismal nævnes Mjølner førstegang, og i den prosaiske Edda siges at den stedse vender tilbage til sin Eier, hvor langt den end kastes bort. Tilsidst syntes Man ei at Hammeren var nok til at forklare Thors Daad, og i de senere Skjaldekvad og den prosaiske Edda tillægges Ham derfor endnu en Styrkegjord (Megingjardur), der kan fordobble Hans Kræfter, ret som om de kunde fordobbles, og et Par Jernhandsker til at tage om Hammerskaftet med, som om det var at befrygte, at Huden ellers gik af Hans Haand. Oprindelsen til Styrkegjorden er imidlertid let at finde; thi temmelig gammel har den Mening været, at Thor kunde, efter eget Tykke, bortlægge og atter iføre sig Asastyrken. En Gjord, som spændtes af og paa, syntes ret beskuelig at kundgøre denne Evne, og først sildig antog Man den Urimelighed, at Gudens Styrke forøgedes naar Han idrog sig Guddomsstyrken.


Saaledes stræbte Menneskene at udrive Kraften fra Gudernes Inderste, for destobedre at se den, og begrebe ikke, at, naar Dette lykkedes Dem, maatte de afkræftede Guder falde, og den fraskilte Kraft staa tom og betydningsløs, som Fantasiens vilkaarlige Skabning.


Kerren (Vognen) og Bukkene omtales i Tryms og i Hymers Kvæde, men først i den prosaiske Edda nævnes Bukkene Tangnjostr og Tangrisner. Det er vel uvist om denne Vogn tillagdes Guden ene for at motivere Tordønnet, eller tillige fordi ingen Hest troedes at kunne bære Ham, hvilken Tro synes at have avlet hint Sagn i Grimnismal at Thor maatte gaa til Thinge, medens de andre Guder rede.


Thors Borg nævnes i Grimnismal: Thrudvangr, hvori Salen Bilskirnir med 540 Gulve.[7]


Frei tillagdes et Sværd, som ingensteds nævnes, men som Skirners Kvæde lærer at have været af stor Vigtighed, da det synes at være Udtrykket for Freis Delagtighed i Asastyrken. Hans Borg kaldes i Grimnismal Alfheim og siges (mærkeligt nok) at være givet Ham af Guderne i Tandfe. Samme Kvad tillægger Ham det bedste af alle Skibe: Skidbladnir, og siger at Dværgene Ivalds Sønner havde dannet og foræret det til ham i Tids Fødsel. Dette synes at pege hen paa hint vidtbølgende Hav, der bredte sig mellem Aser og Vaner, og som Frei kun med et synderligt Skib kunde overseile. Den prosaiske Edda troer ret at opløfte Skibet, ved at fortælle at det kan rumme alle Guderne med Vaaben og Mere; at det har Bør overalt, og er saa listelig giort, at det kan svøbes sammen og puttes i Lommen.


Den prosaiske Edda lader Frei eie og ride paa Galten Gullinbørste; men i Hyndlas Sang tillægges Denne udtrykkelig Freia, og i Hervarar Saga helliger Kong Heidrek Hende en Galt hvis Børster ere guldskinnende.[8]Desuden se Vi af Skirners Reise at Frei havde en Hest. [9]


I Tryms Kvæde tillægges Freia en Fjederham og Kærlighedens Gudinde har den vel ei uden Føie; thi ligesom Kærlighed nedfarer i den, hurtig flyvende, til Jordens Børn, saa løftes Disse atter i den mod Himlen. I samme Kvad tillægges Hende, som et herligt Smykke, Brysings Halsbaand (Brysinga Men) og i Olaf Trygvasons Saga findes et skammeligt Eventyr om Maaden, hvorpaa Hun fik det. Isteden for Galten, har den prosaiske Edda foræret Hende et Kattespand.[10]


Freias Borg nævnes i Grimnismal Folkvangr og siges at være Hiemmet for Valhælvten. Den prosaiske Edda nævner Salen deri Sesrumner.


Njord, Folkenes menløse Konge bor i Noatun, i det høitømrede Offertempel.


Baldurs Borg hed Breidablik hvorhen intet Urent kunne komme, og ingen Troldruner naa. Den prosaiske Edda tillægger Ham en Hest, og Skibet Hringhorne.


Glitnir, Forsetes Sal, er bygt af Guld og med Sølv belagt. Den synes at have ligget i Breidablik.[11]


Ogsaa Vidar tillægges en Borg, men Hans tause Bolig fik intet Navn. Saa siger Grimner:


Høit vokser Græsset
Hist mellem Torne,
Der bygger Vidar,
Sønnen som rask skal
Stige af Hesteryg,
Hævne sin Fader.


Vola tillægger Heimdal Gjallarhornet hvormed Han i Ragnaroke skal vække de Kæmpende; Grimner kalder Hans Borg Himmelbjerg, og den prosaiske Edda giver Ham Guldtænder og Hesten Gulltop.


End nævner Grimner: Søknabek under de kolde Floder, hvor Odin og Saga drikke Mjød af gyldne Bægere; Ydalir, hvor Uller skal bo, og Thrymsheim, der er anvist Skade.


Den prosaiske Edda anfører Vingolf som alle Gudindernes Bolig, og Man kan vel antage baade Fensal og Folkvangr for Sale i Samme Borg.


Den guldtækkede, solskinnende Borg, som Vola saa efter Ragnaroke, kalder Hun Gimle. Den prosaiske Edda fortæller at den skal ligge i den tredie Himmel Vidblain, at de Hvide Alfer nu bo der, og at Surturs Lue ei kan skade den. Det Sidste var ei underligt; thi hvorledes skulde den svovlede, urene Lue kunne skade den hellige, evige Flamme som den end ei turde nærme sig?[12]


Følgende Heste nævnes af Grimner som Asers uskiftede Eiendom: Glad, Gyller, Gler, Skeidbrimir, Sølvtop, Sinir, Gisl, Falhofnir og Letfod.


Om Maaden, hvorpaa Aserne finge de kostbareste af Deres rørlige Mon, læses et Eventyr i den prosaiske Edda, hvis Omrids jeg vel maa give.


Loke havde skaaret Haaret af Sif Thors Kone, og maatte, af Frygt for Thor, love Hende et Guldhaar isteden. Dette, tilligemed Skibet Skidbladnir og Spydet Gugner, fik Han smeddet hos Dværgene Ivalds Sønner; men væddede derpaa med en anden Dværg Brokur om sit Hoved, at dennes Broder Sindre ei kunne gøre Magen. Dog, se! Sindre smeddede Galten Gullinbørste, Ringen Drupner og Hammeren Mjølner. Odin, Thor og Frei skulde afsige Dommen, og fik Salariet i Forveien. Mjølner blev agtet for det Ypperste, og Loke skulde miste Hovedet, men løb sin Vei. Thor greb Ham, men Loke vidste end Udflugter, i det Han villig afstod Hovedet, naar kun Halsen, som var udenfor Væddemaalet, ei led noget derved. Over saadant Drilleri blev Dværgen bister og syede Lokes Mund sammen.[13]


Dersom en Kristen ei har vævet dette, da har det hjemme i en Epoke, da Man kunde tro, at Symboler kunde komme udenfra.



Mytisk Beskuelse af Jordlivet.

Da det sande Gudeliv, saaledes som Vi skue det i Asalæren, var fremsprunget ved Jordlivets dybe Beskuelse, maatte dette nødvendig atter fremtræde som et Billede af hint. Derfor finde Vi ogsaa heligennem samme Dobbelthed. Asken, som stænkes af Norner, gnaves af Orme; Rummet, som oplyses af Dagen, formørkes af Natten, og ligesom det er med Tilværelsens Grundform, saa er det og med dens Udvikling.


Guderne dannede Jorden af Ymers Krop, og Alt maa bære Præg af det dobbelte Udspring, Alt være Resultatet af Kampen mellem de modsatte Kræfter. Under trende Former saa Fædrene denne Kamp aabenbare sig paa Jorden: fortløbende gennem Historien i Heltelivet, paa enkelte Punkter i Tiden gennem det individuelle stærkere Liv, og i Rummet gennem Naturkræfterne.



Heltelivet.

Dette er den eneste Form Vi kunne kalde hel og sluttet, fordi den paa det bestemteste knytter sig til Asalæren, hvor Vi ogsaa derfor have beskuet den i sin Totalitet.


Dens Udvikling gennem Tiden hører ikke hid, men Myterne om den som hel have her deres Plads.



Valhal.

Hos Vola er Valhal Boligen baade for Guderne og Hærfaders Helte; men de senere Digtere, som gave Guderne egne Borge, forstode derved hvad Navnet betegner: de Sværddræbtes Sal, uden dog derfor at udelukke Guderne. Efter Grimnismal var det dog kun den halve Val som her sankedes, da Freia havde den anden halve. Dette maa Man vel tænke sig saaledes, at Alle, som faldt i Strid for den Elskede, eller reves ved Døden bort fra Hende, kom til Freia, fordi de, ligesaa lidt i Valhal som i Livet, kunde finde sig tilfredstillede ved den blotte Kamp. I Edda findes ei Noget herom, men har Saxo oversat tro, da findes Beviset for Forestillingens Sandhed i Hagbarts bekendte Vers:


Felix qui tanto merui consorte juvari,
Nec male tartareos solus adire Deos.
Ergo premant medias subjecta tenacula fauces,
Nil nisi qvod libeat pæna suprema feret,
Cum restaurandæ Veneris spes certa supersit.[14]


Samfundet mellem Odin og Freia bestaar da deri, at Begge stræbe, hver paa sin Vei, at forøge Guders Velstand.


I Grimnismal beskriver Odin Valhal saaledes:


Guldprydet Valhal
Stander i Gladheim,
Der samler Hroptur
Sværddræbte Helte
Hælvten af Valen,
Hælvten har Freia.


Lettelig kende
Odins de høie
Gæster Hans Sal.


Spyde som Støtter
Stande, og bære
Buernes Hvælving,
Taget er Skjolde,
Glimrende Brynjer
Dække som Hynder
Bænkenes Rad.


Lettelig kende
Odins de høie
Gæster Hans Sal.
Ulven De skue
Hængt over Dørren,
Vesten for Salen,
Over den svæver
Ørnen i Luft.


Hellige Dørres
Helligste Dør
Stander paa Sletten,
Nævner sig Valgrind.
Faa det kun vide
Hvordan den lukkes,
Naar den skal lukkes,
Lukkes i Laas.


Ørn og Ulv hænge over Dørren, for at betegne, at kun Ørnes og Ulves Fødere, der modigen vandre hen over Fjenders Lig, kunne her stædes Indgang. I Ragnaroke lukkes Valgrind i Laas.


End siges, at Valhal har 540 Dørre, hver saa stor, at 800 Einherier (dræbte Helte) kunne gaa jevnsides ud, naar de fare med Ulven at stride, og Sletten som omgiver Valhal heder Vigrid, fordi Guder og Jetter der engang skulle sammenride til Kamp og Mord.


Spørge Vi nu:


Hvad Einherier gøre
I Hærfaders Sal
Til Guderne falde?
Da svarer Vaftrudner: den kloge Jette:


Alle Einherier
Hugges i Odins
Tofter hver Dag,
Valen de keise,
Ride fra Mord,
Øl De med Aser
Drikke, Sæhrimner
Heltene mætter;[15]
Mer end forsonede
Sidde de sammen.


Saaledes henskrider Einheriers kraftige Liv, kun afbrudt ved øjebliklig Død, og De berede sig til den store Strid i Guders Tusmørke, som skal føde det evige Liv.[16]


Odin lever ene af Vin, og giver Maden til Ulvene Gere og Freke[17]. Tungt maa det falde ham at mætte sin Morder og høre ham hver Dag tude Asers Ligsang.[18]


Efter at have betragtet Maalet fra Heltenes Jordliv maa Vi vende Øiet til Overgangspunkten fra Jorden til Valhal og her møde Vi



Valhals Møer

Jeg valgte dette almindelige Navn fordi Man ei skarpt kan skelne mellem de egenlige Valkyrier og Møerne som opvartede i Valhal. Disse nævnes i Grimnismal: Hrist og Mist, som bære Horn for Odin, Skeggiauld og Skaugul, Hildi og Thrudi, Hlauk og Herfjotur, Gaut og Geirraudul, Rangrid, Radgrid og Reginleif, hvilke med mange flere Unævnte jeg gætter at være Jordens Skjoldmøer der efter Døden komme hid. De egenlige Valkyrier nævnes af Vola: Skøguld, Gunnrr, Hildr, Gøndul og Geirskøgul med Nornen Skuld i Spidsen. I den prosaiske Edda tilføies Gudur og Rota.[19]


I Eivind Skaldaspillers herlige Ligsang over Hakon Adelsten, beskrives Valkyrierne i Slaget saaledes:


Grublende tyktes de
Møer paa Hesteryg.
Hjelmede sad de,
Støtted paa Spyde, med
Skjoldene for sig.[20]


I Eddas historiske Sange og i Sagaerne forekomme jordiske Valkyrier, som ingenlunde ere de saakaldte Skjoldmøer, men staa som Valhals Møer under Odins umiddelbare Herredom. Saadanne vare Brynhild, de Trende som Vi kende af Vaulunds Kvad og mange Flere.


Dette var Heltelivets ene Side, den nemlig som vendte sig mod Guderne, men det havde ogsaa en anden som vendte mod Jetterne, og endte sig i



Niflheim.

Ordets Betydning er vel Taageverden, thi saaledes bruges det i den prosaiske Edda, naar der siges, at mange Vintre før Verden blev, var Muspelheim (Gnistverden) i Syd, og Niflheim i Nord. Her boede Hel, enten stedse, eller did nedsendt af Odin, og derfor kaldes Stedet ogsaa Niflhel. Hid komme de Mænd som dø af Hel, hvilket den prosaiske Edda forklarer om dem, som dø af Sot eller Ælde; men Alt vidner om at det ei saameget var Dødsmaaden, som Mænds indvortes Vilkaar der bestemte dem til Helfærd. Sikkrede da end de Kække sig Valhals Fryd ved at mærkes med Spydsod, saa maatte dog hver Niding og Hver af Jetteslægt vandre til Hel, om Han end var med Vaaben dræbt.


Det Onde i Niflheim var ei, at Mænd bleve Skygger, thi det bleve De ingenlunde, men at Frost sammenkrympede, giftig Taage indhyllede og Mangel paa Alt trængte Dem. Vel maa ogsaa de Feige ængstes, ved at tænke paa den store Strid, af hvilken De ei kunne flygte, og Jetters Ætlinge maa fortvivle, da de vide, at det Sidste deres Øie skal se, er Asers Seier.


Hel selv beskrives i Vegtams Kvæde som et Lig; men den prosaiske Edda beskriver Hende, Hendes Vaaning og øvrige Handel udførlig. Stor er Hendes Bolig, omsat med høie Planker, Hendes Sal heder Elvidnir (Vindaaben), Bordet Hunger, Kniven Sult, Hendes Træl Ganglate og Trælinden Gangløt (de Ganglade), Sengen Kavr (Længsel eller hyllet i Mørke), og Hendes Husholder: blegende Ulykke.[21]


Selv er Hun halv blaa (eller sort) og halv med Kvindfolks Lød, og derved let kendt; saa er Hun og skelende og led til Syne.


Broen som fører til Hendes Bolig kaldes Gjallar (den klingende), og Hun som vogter den Modgudur (Vredens Valkyrie).


At Hel har ladet sine Offere kaare ligesom Odin sine, er baade analogisk rimeligt og synes henpeget til ved Modguders Navn, ja kan Man heri tro Saxo er det udenfor al Tvivl; thi Han siger, at Proserpina (Hel) aabenbaredes for Balder og bød ham til sig.


Eddas historiske Sange og Sagaerne lære Os, at de Døde i senere Tid ei troedes at opholde sig stedse i Valhal eller Niflheim, men flittig besøge deres Høie, og saadanne Genfærd kaldtes Drauger eller Haugbuer.[22]



Naturmyter.

Enhver Naturvirkning der enten ved Ytringens Styrke, eller paa anden Maade fængslede Fædrenes Opmærksomhed, henførtes til en umiddelbar virkende overmenneskelig Aarsag, til Guder eller Jetter, eftersom den agtedes god eller ond; men af dette Slags Myter have næsten slet ingen udmærkede naaet Os.


Tordønnets Navn peger bestemt hen paa Thor, men om det er Lyden af hans Vogn kan ei bestemt siges, skønt det er rimeligt.


I Vaftrudnismal og den prosaiske Edda siges, at en Jette Hræsvælgr (Aadselsluger) sidder ved Himlens Ende i Ørneham og slaar med Vingerne saa Vinden fremkommer.


Efterskriften til Ægis Drekke lærer Os Aarsagen til Jordskælv. Da Loke var bundet, fæstede Skade en Edderorm over Hans Ansigt, for at øge Hans Kval. Hans Kone den tro Sigyn staar under med et Bækken hvori Edderen drypper; men naar Hun gaar bort at tømme det fulde Bækken, da drypper Edderen paa ham, og Han ryster saa, at al Jord skælver.[23]


Mellem alle Naturmyterne er ingen saa skøn eller betydningsfuld, som den der forklarer Duggens Oprindelse; men den har ogsaa sit Hjem i Vøluspa, hvor det siges, at Dug er Draaber, som falde ned fra Ygdrasill. Denne Myte fortrængtes siden halv af en anden, thi Vaftrudner siger at Duggen er det Skum som neddrypper fra Mulen paa Hrimfakse Nattens Hest. Ganske kunde imidlertid hin Myte ei forgaa, saalænge Volas Kvad var i Minde, og den prosaiske Edda siger derfor, at Duggen fra Ygdrasill er Honningdug, Biernes Føde, ret ligesom Blomsten, der er lysteligere for Øiet og ved sin Lugt herligere end Græs og andre Vekster, ogsaa maatte lædskes af en bedre og renere Dug.


Denne senere Indskrænkning lader sig for Beskuelsen ret godt forene med den gamle Myte.



Duggen.

I Aftenens Stund over Enge jeg gik,
Sig Duggen nedsænked saa mildt fra det Høie,
Paa sugende Vekster jeg hæfted mit Blik,
Saa Græsset, for Duggen at fange, sig bøie,
Saa Blomsten at gemme den dybt udi Skød.
Min Stemme i Enge da spørgende lød:
Du perlende Vædske,
Som mægter at lædske
Det tørstige Straa;
Som mægter at svale
Paa Høi og i Dale
Den brændende Urt;
Hvad er Du? Hvor findes dit sølvklare Hiem?
Naar Solen bortviger,
Sig Elskeren sniger
Til ventende Mø;
Du sniger om Nat Dig til Blomsterne hen
Og kysser og favnes, og kysser igien,
O sig mig da! kender Du, elsker Du dem?
Hvad er Du? Hvor findes dit sølvklare Hjem?


Mellem Bøgene hist paa den mossede Sten
Over Fædrenes Ben
Hvor saa gerne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger;
Hvor jeg hviled saa tit med mit blødende Hierte,
Hvor saa tit jeg neddæmped den rivende Smerte;
Der sattes jeg ned.
Paa duggede Enge
Jeg stirrende saa,
Jeg grubled saa længe,
Til Natten faldt paa.
Da var det, som hæved
Sig Stenen fra Jord,
Og trindt mig omsvæved
Gestalter fra Nord.
Jeg skælvede ei; thi saa gierne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger
Ved Stiernernes Glimt.


En Stemme jeg hørte,
Saa kendt og saa kær,
Saa tit jeg den hørte,
Naar Midnat var nær;
Naar Sjælen begærte
At flygte fra Jord,
Saa tit den mig lærte
At skue i Nord.
Den bød mig at skue
Mod stjernede Bue,
Mod Ygdrasills Rod,
Hvor Vandene klare
Udrinde saa snare
Fra hellige Væld:
“Se Vandet, som spiller
Paa Grenenes Rad!
Se Draaben, som triller
Paa lædskede Blad!
Se! Blomsten er aaben,
Og bier paa Draaben
Den drypper i Smug
Og Draaben er Dug.”


Nedsjunken i hellig Beundring jeg sad,
Saa Draaben hentrille paa Ygdrasills Blad,
Neddryppe, oplive de døende Vekster.
Saa er da (udbrød jeg) den Draabe som kvæger
Dig Straa! som Du slutter saa ømt i dit Bæger
Du Blomst!
Den kraftige samme
Som Nornerne gød
Paa Tidens den hellige Stamme!
Historie da og Natur sig forene
I sluttede Favn under Ygdrasills Grene.
O skarpt var dit Øie Du Sanger i Nord!



Honningduggen.

I Bøgenes Ly paa den mossede Sten,
Over Fædrenes Ben,
Hvor saa gerne jeg bygger
Blandt Oldtidens Skygger,
Jeg slumred saa sødt.
Da Solen bestraaled den duftende Vang,
Ved Biernes Surren og Fuglenes Sang
Jeg vaagnede op af de saligste Drømme,
For Morgenens Saligheds Bæger at tømme.
O Langeland! Du med dit tryllende Eden
Det eneste Skønne jeg kendte herneden,
Du Øernes Dronning og Dannemarks Pryd,
Som stedse jeg mindes med Vemod og Fryd!


Paa Dig hviler Stenen, jeg hvilede paa,
Den Sten, hvor de herlige Syner jeg saa,
Hvorfra jeg og da med min vaagnende Sands
Beskuede Morgnens udfoldede Glands.


Paa duggede Enge
Jeg stirred med Lyst,
Saa Bierne hænge
Ved Urternes Bryst.
Jeg saa hvor De suged
Hvad Blomsten indknuged
Saa fast i sit Skød.
Jeg maatte udbryde!
O nu kan jeg tyde
Et Under igen.
Thi derfor o Bi! er din Honning saa sød,
Fordi den af Sødhedens Kilde udflød,
Og derfor i Kagen Man undrende tæller
De konstig afmaalte, omgrændsede Seller,
Fordi Du en Draabe af Visdommen nød.


______________________________


Det høiere Livs Frembrud gennem Individet.

Fædrene troede at visse Mennesker stode i en nøiere Forbindelse med stærkere Væsner, og havde, som Følge deraf, en synderlig Magt over Naturen, ei allene den udvortes, men selv Menneskers indvortes, saa De kunde forvende Disses Sind og Hu efter eget Tykke. De Samme eller Andre tiltroede Man ei allene et klart Syn i Fremtiden, men tillagde Dem endog tilsidst et vist Herredom derover.


Mange vare de Navne, hvormed Man betegnede Dem, som eiede saadan sær Kløgt. Nogle kaldtes Voler, Andre Vitker (Spaamænd, Fremsynede) og Galdrere, atter Andre Dem som omgikkes med Gand og Seid, ja Man havde endog flere Slags Norner.


Det kan ikke undre Os, at Menneskene, efterat have tabt det dybe Blik for Naturen og Historien, uden dog at kunne indknibe sig til Jordlivet, søgte det Høiere i mere eventyrlige Gestalter, og at Dette, ligesom fortrængt fra Jorden, ene kunde aabenbare sig der med krampagtig Styrke hos Individet.


Dette gælder imidlertid ei om al større Kløgt, thi allerede hos Vola finde Vi nævnet Gand og Seid samt Spaadomsgave.


At den samme Dobbelthed finder Sted her, som i alle de Former, hvorunder Fædrene tænkte sig Livet, derom kan ikke tvivles; men umuligt er det vel, bestemt at afgøre: Hvilke der havde Deres Kløgt fra Aserne og Hvilke fra Jetterne. Da Vola tillægger Asernes Fiende Gulveig baade Gand og Seid maa vel begge henføres til Jetterne, saaledes, at det Første betegner Kundskaben og det Andet Udøvelsen. Dette bestyrkes end mere, naar Vi af Hyndlas Sang se at Seidbærende tillægges et ganske andet Udspring end Voler og Vitker, og det et saadant der peger temmelig nøie hen paa Jotunheim.[24] Heraf kunne Vi ogsaa forklare Os Asadyrkerens føromtalte Afsky for dem der øvede Seid.[25]Snorro beretter at denne Troldom meddelte Evne til at vide fraværende og tilkommende Ting, forgøre Folk fra Liv og Helbred eller paaføre dem anden Ulykke, og endelig at røve Vid og Styrke fra hvem Man vilde, og give det til Andre. Dette er udentvivl rigtigt paa Spaadomsgaven nær, som neppe tilkom Seidmændene.


Galder tillægges i Vegtams Kvæde Odin og maa da henføres til Aserne. Denne Konst synes fornemmelig at have bestaaet i at kunne beherske hvad Vi kalde det Døde, og var et Slags Vers. Med Galder vækker Vegtam Hel, og dermed vil Volen Gro udlokke Stenstumpen af Thors Pande. Det er ikke klart, om det var herved, eller ved Seid at Sværde døvedes, men at Ild dølgedes ved Galder siger Odin i Runekapitlet.


Spaakløgt (spágand) synes at have været to Slags, hvoraf det Ene angik Jordlivet i Tiden, og meddeltes af Odin, det Andet Guderne selv, som eiedes af Norner .[26]Dog synes Jetterne ogsaa at have været fremsynede.


Galder og Spaagand synes at være det der almindeligst tillagdes Voler; men naar Vi se, at Sejdkonen Gulveig ogsaa kaldes en Vole, nødes Vi vel til at antage, at det (i det mindste fra først af) var et Fællesnavn for alle Kvinder, som besadde mere end sædvanlig Kløgt og Kraft.[27]


Den prosaiske Edda siger, at der ere flere Norner end hine Trende, og det saadanne som komme til hvert Barn der bliver født, og skabe Alder. De Første af Disse ere gudkyndige, Anden af Alfæt og atter Andre af Dværgeæt, saasom der siges:


Meget usambaarne
Kalder jeg Norner
Ei har De Æt sammen:
Somme ere Askunger,[28]
Somme Alfunger,
Somme Dvalins Døttre [29].


Gode Norner skabe god Skebne, og naar Uheld rammer Mænd, da volde det de onde Norner.


Have Nornerne (som Saxo vil) nydt Tempeldyrkelse, er det vel deres Præstinder som have udgiort Nornernes Underarter, skønt Vi ogsaa finde at Voler ere tiltroede ei blot Evnen til at forudsige, men og Magten til at bestemme Menneskeskebne.[30]


Den meste Troldom skete ved Runer og i Kvadet om Brynhild opregnes mange Arter af Disse,[31]men her er den Forskel Os vigtigere som Vaftrudner gør mellem Guders og Jetters Runer.[32]


Efter at have set, hvorledes de onde Jetter stedse bevarede et Aftryk paa Jorden, om ikke ligt, saa dog lignende Asernes; overraskes Vi behagelig, ved dog at finde et Baand mellem Himmel og Jord, hvis Mage Jettekløgt ei mægtede at frembringe, og dette Baand er:



Skjaldskab.

Egenlig udsprungen fra Aserne var ei denne hellige Kilde, hvis stærke Vædske ene kan oplive den døende Slægt og atter fremtrylle Blomster paa den fortørrede Jord. Udsprungen var den fra Norners Haand til Dødeliges Fryd, og de syngende Svaner, som hævede sig fra Urdurs Kilde, opmuntrede Menneskene til at søge den herligste Skat, som fra Tidens Fødsel af hvilede paa Jord.[33]Dog, de onde Jetter havde tidlig røvet den, og fastere end Malmen laa den bundet i de haarde Klipper. Asamanden Odin vovede den store Kamp, seirede, opsvang sig selv i Guders Kreds og skænkede Menneskene den herlige Gave. Endnu efter mange Aldere følte Halfred Vandrædaskald sig gennemtrængt af Taknemmelighed og inderlig Hengivenhed til Poesiens Fader , da Han kvad:


Odin og hele Hans Æt
Skabte de herlige Sange,
Oldtidsfædrenes Id
Gæv og gild maa jeg nævne.
Nødig, skønt tienende Krist,
Jeg mig fra Odin adskiller
Skjalden saa gerne besang
Asernes straalende Vælde.


I Digtet Havamal finde Vi Myten om Poesiens Oprindelse, som jeg har stræbt at sanke til et Helt i



Odins Kvad (Om Skjaldskabs Ophav.)

Der stod udi Bjerge
En Kedel med Mjød.
Den blandede Dværge
Saa stærk og saa sød.
Forglemmelsens Fugl over Drikken hensvæver
Og sætter sig fast paa den Drikkendes Læber;
Til Himlen Han løftes og Jorden er glemt.


Af Honning var blandet
Den kostbare Mjød.
Af Helligdomsvandet,
Af Dug som nedflød,
Da førstegang Nornerne nyfødte, milde,
Bestænkede Asken af nysprungne Kilde,
Var Honningen virket ved Biernes Konst.


Men Jetter udhulte
Et Fjeld udi Grund,
Og Mjøden De skjulte
Paa dybeste Bund,
At Mennesket Guderne skulde forglemme,
Og aldrig en Røst om sin Fødsel fornemme,
Men tiene og dyrke hver Jette som Gud.


Lig Guderne bliver
(Saa Spaadommen lød)
Hvem først sig opliver
Med glødende Miød,
Og naar den af Kedlen fra Bjerget sig hæver,
Da løsladt i Verdener alle omsvæver
Hver Asernes troende, lydige Søn.[34]


Jeg hængte paa Grenen
I Storm uden Læ,
Ukvæget paa Grenen
Af hellige Træ.[35]
Til Odin jeg Odin mig ofred. Til Værket
Jeg da blev indviet; med Spydsodden mærket,
Som Offer jeg hængte i Nætterne ni.


Mod Jord jeg forøgte
Min Stræben, og vandt.
Om Runer jeg søgte,
Og Runer jeg fandt.
Da kendte jeg Veien til Hulen den mørke,
Jeg skælvede ikke for Jetternes Styrke,
For Suttung, og Troldes afmægtige Kløgt.


Mod Skyen fremraged
Den Klippe saa stor;
Jeg bored, det knaged
I Sten og i Jord;
Men Braget jeg døved ved Runer og Sange
Thi for mig og trindt mig var Jetternes Gange,
Ei vilde jeg vaagne den sovende Hær.


Jeg sad hos Gunløde
Paa gyldene Stol,
Af Ringen den røde
Det lyste som Sol.
Mens Jetterne sov paa de sukkende Stene,
Da tømte jeg Mjøden, den stærke, den rene,
Da favned jeg solskære, væneste Mø.


Min Aand var bortilet,
Som Gud jeg opfor;
Men legemlig hviled
Jeg end under Jord.
Da vaagnede Jetter, da gjordes jeg bange;
Thi glemte var Runer og kraftige Sange.
Det dundred i Hulen af Thursernes Fjed.


Da hjalp mig Gunløde,
Saa kærlig afdrog
Hun Ringen den røde,
Og Lyset forjog;
Da snublede Jetter og famled i Blinde,
Ei kunde i Mørket mig Thurserne finde,
Da fandt mig min Aand, og af Fjeld jeg opsteg.


Med Skjalde i Norden
Jeg deler min Drik;
Da løses fra Jorden
Det fængslede Blik;
Da griber i Harpen den skæggede Brage ,
Og Skjaldene kvæde, og Dværge gentage
For Klippernes Dørre hvert tonende Kvad.[36]


Hvorledes denne Myte ser ud i den prosaiske Edda, tør jeg forudsætte bekendt af Baggesens vittige Fortælling, og vil derfor kun give de alleryderste Omrids.


Tvende Dværge Fjalar og Galar dræbte den vise Kvaser, blandede hans Blod med Honning og frembragte saaledes en Mjød der kan begeistre Mænd til Skjaldskab. Jetten Suttung tog Mjøden fra Dværgene og skjulte den i Hvytbjørg hos sin Datter Gunløde, men Odin fandt Vei til Begge. Da Han, vilde drage hjem til Asgard, forfulgtes og trængtes Han saa stærkt af Suttung i Ørneham, at Han maatte give Slip paa Mjøden, der adskilte sig hel underlig, saa at hver Del kundgjorde sin Natur ved Veien den valgte. Den slette er tilgængelig for Mange, men den gode kun for saare Faa, og at dette er Sandt derom overbevises Vi daglig.


Man kan ikke nægte denne Fabel Sindrighed, og den synes især derfor at afvige fra Havamal , fordi den senere Digter ei kunde begribe, hvad jeg haaber at mine Læsere let begribe, hvorledes den blotte Honning kunne udrette saa store Ting.


Uden nu, ved Anførelsen af flere Fabler, altfor tydelig at vise den slette Mjøds Virkning i Norden, vil jeg til Slutning hidsætte de brugeligste og vigtigste af



Guders og Gudinders Tilnavne.

Odin har over hundrede Navne, men Vola kalder Ham kun: Børs Søn, Hærfader, Valfader og Seirfader. Han kaldes ellers ofte Hropt, Hroptatyr (Sværdguden) og Yggur (den Frygtelige.)


Thor nævnes af Vola Fjorgyns, Hlodynias (Friggas, Jordens) Søn. Ofte betegnedes Han med Navnet Hlorridi (den hedkørende) ventelig som Tordner, og laaner sine fleste Tilnavne af sit Fjendskab mod Jetterne eller sine Seire over dem.


Baldur kaldes af Vola Odins Arving, og nævnes ellers Hels Herfang (Bytte) samt Graadguden.


Njord nævnes Fegjafagud (Velgøreren) og Vananidr (af Vanaæt) men i Vaftrudnismal: Folks menløse Kæmpe .


Frei har i Vøluspa Navnet: Belas hvide Drabsmand, og den prosaiske Edda kalder ham ligesom Njord, samt Vanagud og Aargud.


Heimdal heder: ni Mødres Søn, Gudevogter, den hvide As. Saa kaldes Han ogsaa efter enhver af sine Mødre, hvis Navne vare: Greip og Gjalp, Elgia og Angeyia, Ulfrun og Aurgjafa, Sindur, Atla og Jarnsaksa.


Tyr nævnes den enarmede As og Ulvs Fosterfader.


Brage kaldes Bragarsmed (Skjalden).


Vidar nævnede Man: den tause As, Fenris Bane, Guders Hevner, Asers Broder.


Hødur fik Navn af den blinde As, Baldurs Bane og Mistilteins Skytte.


Vale kaldtes Asers Broder, Baldurs Hevner og Hødurs Bane.[37]


Loke nævnedes Forbautes, Naals, Laufeis Søn, Sleipners Frænde, den listige As, Guders Sammensyer og Bedrager, Baldurs Baneraad.


Frigga kaldtes Fjorgyns Datter.


Freia nævnede Man: Ottars Kone, Hnosses Moder, den graadfagre Gudinde, Vanadis.


Sifs Tilnavn var: den haarfagre Gudinde.


Idun kaldtes Æblernes (Asernes Alderdoms Livs) Gemmer.


Fodnoter

  1. Vindblain, Aundlangr, Vidblain, Vidfadmi, Hriodr, Hlyrnir, Gymir, Vætmimir og Skatyrnir. Udentvivl er dette Munkevisdom.
  2. Hvad dette Navn egenlig betyder, ved jeg ikke. Thorkelin (i sin Udgave af Vaftrudnismal) oversætter det ved: Den som gør at Jorden dreies, og tænker paa Jordakselen. Olavius siger at Navnets første Del ei er islandsk, og gætter, at det skal betyde: Verdens Omreiser, men forveksler saaledes Fader med Børn. Min Gisning er, at det bør hede: Reisens Styrer eller Afmaaler, og Anvendelsen er let.
  3. Navnene betyde Aarvaagen (aarle vaagen) og Albrænder, og Vi se da at her ere to af Solens Egenskaber personifiserede.
  4. Herpaa hentyde Navnene: Øster, Vester, Sønder, Nord, Ny, Næde og mange andre.
  5. Se foran pag. 52!
  6. Bevis herfor findes i Tryms Kvæde. Se foran pag. 48.
  7. Da Thrudvangr (Thrudheim) betyder Folkenes (Heltenes) Verden, er det vel kun et andet Navn paa Valhal, ligesom vist alle Gudeborge i deres Oprindelse tænktes at ligge der.
  8. Denne Galt kaldes sonargaltr , og var det vist at dette burde oversættes: Solgalt, da havde Vi et Eksempel paa at Solen ansaaes for Freias Symbol.
  9. Maaske dog Galten ogsaa i ældre Tid er tillagt Frei, som Symbol paa den afkræftede Gud.
  10. Det er dog nok vel Rask, naar Dalin heraf slutter, at Freia fordrev Rotter, Mus og andet Utøi. Oehlenschläger har givet Sagnet om Kattene en smuk allegorisk, men ikke nordisk Betydning (Vaulunds Saga 67-68).
  11. Det er mærkeligt, at ligesom Breidablik betyder: den vidtstraalende, saa betyder Glitnir: den genskinnende, hvilket paa det Nøieste stemmer med Ideen om Baldur og Forsete. Begge Borge nævnes af Grimner.
  12. Gimle betyder: Ilden eller den ildige.
  13. Prof. Nyrups Oversættelse af Edda 124-127. Naar man hører Loke ved Ægers Gæstebud, da skulde man neppe tro, at hans Mund var sammensyet.
  14. Jeg tænker, her kan omtrent have staaet:
    Vel maa det kaldes
    Lykke, at have
    Saadan en Fylgje;
    Ei jeg bedrøvet
    Ene til Valhals
    Guder skal komme.
    Lad ikkun Rebet
    Snøres om Halsen!
    Kun hvad jeg ønsker,
    Døden mig skænker;
    Elskov i Freias
    Sale fornyes.
  15. I Grimnismal siges nemlig, at Kokken Andhrimner koger i Potten Eldhrimner Flæsket af Galten Sæhrimner til Heltenes Føde. Geden Heidrun staar paa Kæmpefaders Bolig og bider af Lerads Blade, og af hendes Yver udstrømmer Mjøden.
  16. I Afhandlingen om Religion og Liturgi (Theol. Mskft. Febr. 1807) sagde jeg, at Livet i Valhal ei var Livets Efterskin, men dets Potensering, som saaes deraf, at, skønt Døden ei var tilintetgjort, var den dog blevet som Bien, der mister Braadden ved at bruge den; thi straks opvaagnede de dræbte Helte af korte Blund. Ei blot Udgiveren spurgte lakonisk: hvad er Livets Potensering? men Mange gentoge med ret Selvvelbehag dette underlige Spørgsmaal. Jeg ved endnu ei bedre at udtrykke min Mening, end ved at sige: i Valhal er Livet potenseret, Valhals Liv er det Produkt som fremkom da Jordlivet førstegang multipliserede sig med sig selv, og naar det i Ragnaroke atter multipliserer sig, da naar det sin høieste Potens: sin Kubus.
  17. Med Navnet Freke betegner Vola Fenrisulven.
  18. At Saxo ogsaa har kendt Valhal, sees af hans Fortælling om Kong Hading. Ossians Kendskab til Valhal sees i Sangene: Kathloda og Oina Morul.
  19. End flere forekomme i den gyselige Vævsang i Njals Saga (oversat af Sandvig i hans Sange af det ældste Tidsrum pag. 98). Gräter har (i sin Afhandling om Valkyrierne Nordische Blumen 253-304) søgt at tyde Valkyriernes Navne som allegoriske Udtryk for Krigeregenskaber, men det gaar nok ikke an.
  20. Det var nemlig Gøndul og Skøgul, som Odin havde sendt for at hiembyde Hakon til Valhal. Eivinds skønne Sang er oversat af Sandvig i nysnævnte Samling pag. 72-79 .
  21. I Teksten staar arsali, som Resen oversætter ved Husholder, og Nyrup ved Ønsker. Maaske burde der læses: artali, Hendes Maane eller Aarregner, hvilket gav en Mening med mere Lys og Betydning.
  22. De døde (jordiske) Jetter synes at have været de rette Haugbuer som rugede over de med dem nedlagte Mon, og vare skrækkelige for hvem som nærmede sig om Natten. Et klassisk Sted herom er den skønne Fortælling i Hervararsaga om Hervor og Angantyr. Valhals Helte besøgte kun venlige om Natten deres Høie som Helge Hundingsbane i den saa saare deilige eddiske Sang der bærer Hans Navn.
  23. Grundlaget for denne Myte ligger allerede i Vøluspa, hvor der siges, at Sigyn værger den bundne Loke.
  24. Saa lyder Verset hos Hyndla:
    Alle Voler ere
    Fra Vidolf,
    Alle Vitker
    Fra Vilmeid,
    Seidbærende
    Fra Svarthøfud,
    Alle Jotuner
    Fra Ymer komne.
  25. Snorro bevidner denne Afsky ved at sige at Seid overlodes til Kvinderne fordi Mændene skammede sig ved at øve det; men sikkerlig feiler Han i at tillægge Odin denne Troldom.
  26. Til denne Forskæl beføies Vi, ved at se, at Hærfader uddeler Spaakløgt, og at dog Aserne selv raadspørge de Skebnekyndige.
  27. Navnet Vole (vala) kender Man ei Betydningen af, og gætter snart paa Val, snart paa velia (at vælge) ja endog paa volvo. At volo hos Inderne betyder Kraft, vil, dersom Slægtskabet mellem Dem og Os bevises, bedst forklare Navnet. – I Vegtams Kvæde kaldes Hel en Vole.
  28. Her bør udentvivl læses asungar, thi Askungerne ere alt forhen omtalte, og ved Asunger maa da vel Valkyrierne forstaaes.
  29. Dette Vers findes nu i en af Sangene om Volsunger (Fafnismal) og var det sitert herfra, kunde Striden om Ælden og Originaliteten af de historiske Sange i Edda paa en temmelig let Maade afgøres; men det er udentvivl sitert af Grimnismal, hvor det før har staaet
  30. Herpaa haves Eksempel i Vigaglums Saga (pag.70) hvor Saldis troer med Ret at kunne vredes paa Volen Oddbjørg fordi Hun ei vil spaa godt om Hendes Børnebørn.
  31. Da det er langtfra at jeg ved disse Vink om Troldom og sær Kløgt har paa nogen Maade fyldestgiort mig selv, kan jeg ikke engang ønske at Læseren her skal finde sig tilfredstillet. Meget kunde jeg anført efter Runekapitlet , Gros Galder, Brynhilds Kvad og flere Mindesmærker; men disse fordre et nøiere Studium, end jeg hidtil har kunnet skænke dem, og bedre er det at tie, end at sige Noget, Man ei har gennemtrængt – Brynhilds Runekvad er oversat af den hæderværdige Oldgrandsker Hr. Kaptein Abrahamson i Professor Nyrups Udsigt over Nordens ældste Poesi.
  32. Om Oprindelsen til Ordet: Rune er Man ei enig. Nogle antage en dobbelt, saa at Skrivtrunerne skulle komme af at skære og Troldrunerne af at hviske (raunen, runen) men om denne Hviskning har jeg aldrig læst Noget, og naar Runer brugtes til Troldom bleve de netop skaarne, ligesom det ei var Ord men Stave (Karakterer) der kaltes Runer. Dersom det er vist at runar betyder socii, burde vel denne Bemærkelse ogsaa komme i Betragtning.
  33. Den prosaiske Edda fortæller at to Svaner hvorfra alle andre nedstammede, avledes i Urdurs Kilde.
  34. Saaledes forstaar jeg det besynderlige Vers i Grimnismal, (i Kommissionens Udgave det 41de).
  35. Ygdrasill. Se Begyndelsen af Runekapitlet!
  36. Ekko er Dværgemaal.
  37. Baade Baldur, Hødur og Vale kaldes Hels Husfolk eller Gæster.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.