Tredje tidsrum (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Tredje tidsrum, 1300–1400


Dette tidsrum er så at sige på ethvert punkt en stor modsætning til det foregående. Hvad der findes af original isl. litteratur er ikke meget og tildels af en anden art end för. Skjaldedigte (fyrstekvad) afløses nu af religiøse digte, og en helt ny digtning, de såkaldte rimer, opstår og det er nærmest disse, der fortsætter fyrstedigtene; de religiøse kvad er udelukkende forfattede i de gamle versemål, rimerne derimod i nye. På historieskrivningens område er der et par originale bispesagaer og så en hel ny art historieskrivning, annalerne, hvis begyndelse dog, som för bemærket, falder i det 13. årh. Derimod findes en ret frodig sagadigtning, dels om hjemlige (fingerede) personer, dels om æmner og personer, der er i nær slægt med de romantiske sagaer; også nogle af fornaldarsagaerne er først nu blevne til.


Er således det originale forfatterarbejde af ringe omfang, er afskriver-, samler-, og bearbejderarbejdet så meget frodigere og omfangsrigere. De ældre sagaværker samles tildels efter indre slægtskab i store og kostbare håndskrifter; og disse sagaer udvides på mange måder, endogså således, at hele sagaer optages i de oprindelige. Dette gælder især Olafernes sagaer; de findes i en uformelig udvidet skikkelse i håndskrifter som Bergsbók (i Stockholm), i AM 61 og flere, og så i det störste af dem alle, Flatøbogen, men her findes desuden Sverriss. og Hákonars, gamla, foruden annaler og mere. I AM 132 findes 11 slægtsagaer; Hauksbók indeholderen blanding af de mest ulige bestanddele, sagaer, oversatte sagaer, stykker vedrørende matematik m. m. — foruden meget andet. Endel af disse håndskrifter hidrører direkte fra boglig interesserede mænd, der skrev dem for dem selv (som Haukr Erlendsson), dels af professionelle skrivere, der udarbejdede dem på bestilling af høvdinger og rigmænd; således er Flatøbogen istandbragt af to præster, der dog er noget mere end rene afskrivere, på høvdingen Jón Hákonarsons bekostning; han døde 1398. Der var endnu stormænd rundt omkring i landet og befolkningen var endnu ret kraftig og modstandsdygtig. Lære- og læse-lysten var ikke i nogen henseende svækket. Tværtimod. Smagen derimod var grundig ændret. Sproget var også i forskellige henseender endel forandret; nye ord optoges i litteratursproget, endel fremmedord også, men de er dog ikke ret mange; de mærkes egenlig først ved 1400 og derefter for senere atter at forsvinde. Sprogets gamle kvantitet holder sig til helt ind i 15. årh.; dette er af stor vigtighed. I slutningen af det 14. årh. kom Island med Norge i politisk forbindelse med Danmark; men uagtet danske mænd allerede inden århundredets slutning kendes som bisper på Island, mærkes ingen dansk indflydelse för i det 15. årh.; da indkommer der flere plattyske ord og da finder de danske folkeviser vej til Island, hvor de dog aldrig blev andet end litterære produkter.


Islændernes åndelige horisont blev efterhånden meget snævrere end för og den hele litterære stræben får noget mere indskrænket almueagtigt præg. Dette kommer ikke så meget af trykkende tider, uår og desl. — det blev egl. først i det 15. årh. slemt i så henseende —, men deraf, at Islænderne nu var holdt op med at rejse til og opholde sig i udlandet efter nogen större målestok. Vel kendes enkelte, der rejste, men de var for få og den islandske flåde var bleven et minimum. Gejstligheden var endnu ret dygtig og lærd; der var endnu lærde og for skoleundervisningen ivrige biskopper. Ikke destomindre er overtro og uvidenhed åbenbart i tiltagende; lettroenheden ses at have været meget stor og kritikløsheden ikke mindre. Dette ses netop af litteraturens væsen. De fremmede romaner, der blev en så almindelig læsning, har bidraget sit til alt dette med alle deres overdrivelser og så den velmente, men ikke ganske træffende lære, som f. eks. Kongespejlets forf. udtaler, at man ikke skal erklære alt for lögne, som man ikke selv kan tage og føle på eller man ikke daglig har for öje.