Tryggðamál (V.Finsen)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
||||||
|
Oversat af
Vilhjálmur Ludvig Finsen
København
1870
(Tryggðamál)
Imellem N. N. og N. N. har der henstaaet (Drabs-) Sager, men nu ere de forligte og Bøder betalte derfor, saaledes som Skjønsmænd vurderede det, og Opregningsmænd opregnede det, og Domstolen dømte det, og Modtagerne modtoge det og bragte det derfra, med fuldt Beløb og udredet Betaling, afgivet til dem, der skulde have den. I skulle være forligte og enige Mænd, ved Øl og ved Mad, paa Thinge og paa Folkestævne, ved Kirkeforsamlinger og i Kongens Hus, og overalt, hvor Folk komme sammen, skulle I være saa enige, som om dette aldrig var opstaaet mellem Eder. I skulle dele Kniv og Kjødstykke og alle Ting med hinanden, som Frænder, men ikke som Fjender. Dersom Sager senere opstaae imellem dem, andet end hvad godt er, det skal med Bøder sones, men Spyd ei med Blod farves. Men den af Eder, som bryder indgaaet Forlig eller begaaer Drab efter givet Fredsløfte, han bør og skal saa vide jages som Ulv, som Mænd videst jage Ulve, saa vide som kristne Mænd søge Kirker, hedenske Mænd offre i Templer, Ild brænder til Aske, Jorden groer, Søn kalder paa sin Moder, Moder fostrer sin Søn, Folk tænde Baal, Skib skrider over Havet, Skjolde blinke, Solen skinner, Sneen falder, Finnen løber paa Skier, Fyrren voxer, Falken flyver den lange Vaardag, medens Børen blæser den lige under begge Vinger, Himmelen dreier sig omkring Jorden, Verden er beboet, Vinden suser, Vande strømme til Havet, Mandfolk saae Korn; han skal flye Kirker og kristne Mænd, Guds og Menneskers Huse, enhver Verden uden Helvede. Nu holde I begge paa een Bog1), og paa Bogen ligge nu de Bøder, som N. N. betaler for sig og sin Arving, født og ufødt, undfangen og ikke undfangen, nævnet og unævnet. N. N. modtager Fredsløfte, men N. N. giver evigt Fredsløfte, som stedse skal holdes, saalænge Jorden er til og Mennesker leve. Nu ere de, N. N. og N. N., forligte og enige, hvorsomhelst de træffes, paa Land eller Sø, paa Skib eller paa Skier, paa Havet eller til Hest, til at dele med hinanden Aarer eller Øsekar, Roerbænk eller Skibsdæk, naar behov gjøres, ligesaa forligte, den ene med den anden, som Fader med Søn, eller Søn med Fader, i al Samværen. Nu lægge de, N. N. og N. N., deres Hænder sammen; holder Fredsløftet vel, efter Kristi Villie og alle de Mænds Villie, som nu hørte Fredsløfteformelen. Have den Guds Naade, som holder Fredsløftet, men den hans Vrede, som bryder ret Fredsløfte, hans Naade den som holder det. Hil være Eder, at I have sluttet Forlig, men lader os være Vidner, som ere tilstede derved.
Anmærkning:
Fredsløftet - eller Soningseden, som denne tekst også kaldes - udgør et afsnit i Grágás (Grågåsen), Islands ældste lovsamling (gældende i fristatstiden, ca. 930-1260). Afsnittet karakteriseres ved, at den prosaiske tekst rummer tydelige spor af en ældre edsformular, digtet i bunden stil. Dette er grunden til, at Martin Larsen valgte at medtage teksten i sin "Den ældre Edda og Eddica Minora" (1943). Formularen har, siger han, "bevaret primitiv Metrik og Stil". I gengivelsen herunder står Vilhjálmur Finsens prosaoversættelse uændret, men opsætningen er tilpasset de poetiske afsnit. /clm
Formular for Fredsløfte.
Imellem N. N. og N. N. har der henstaaet (Drabs-) Sager, men nu ere de forligte og Bøder betalte derfor,
saaledes som Skjønsmænd vurderede det,
og Opregningsmænd opregnede det,
og Domstolen dømte det,
og Modtagerne modtoge det
og bragte det derfra,
med fuldt Beløb
og udredet Betaling,
afgivet til dem,
der skulde have den.
I skulle være
forligte og enige Mænd,
ved Øl og ved Mad,
paa Thinge og paa Folkestævne,
ved Kirkeforsamlinger
og i Kongens Hus,
og overalt,
hvor Folk komme sammen,
skulle I være saa enige,
som om dette aldrig var opstaaet
mellem Eder.
I skulle dele
Kniv og Kjødstykke
og alle Ting
med hinanden,
som Frænder,
men ikke som Fjender.
Dersom Sager senere
opstaae imellem dem,
andet end hvad godt er,
det skal med Bøder sones,
men Spyd ei med Blod farves.
Men den af Eder,
som bryder indgaaet Forlig
eller begaaer Drab
efter givet Fredsløfte,
han bør og skal
saa vide jages som Ulv,
som Mænd videst jage Ulve,
saa vide som kristne Mænd søge Kirker,
hedenske Mænd offre i Templer,
Ild brænder til Aske,
Jorden groer,
Søn kalder paa sin Moder,
Moder fostrer sin Søn,
Folk tænde Baal,
Skib skrider over Havet,
Skjolde blinke,
Solen skinner,
Sneen falder,
Finnen løber paa Skier,
Fyrren voxer,
Falken flyver
den lange Vaardag,
medens Børen blæser den
lige under begge Vinger,
Himmelen dreier sig
omkring Jorden,
Verden er beboet,
Vinden suser,
Vande strømme til Havet,
Mandfolk saae Korn;
han skal flye Kirker
og kristne Mænd,
Guds og Menneskers Huse,
enhver Verden
uden Helvede.
Nu holde I begge paa een Bog, og paa Bogen ligge nu de Bøder, som N. N. betaler for sig og sin Arving,
født og ufødt,
undfangen og ikke undfangen,
nævnet og unævnet.
N. N. modtager Fredsløfte, men N. N. giver evigt Fredsløfte,
som stedse skal holdes,
saalænge Jorden er til
og Mennesker leve.
Nu ere de, N. N. og N. N.,
forligte og enige,
hvorsomhelst de træffes,
paa Land eller Sø,
paa Skib eller paa Skier,
paa Havet eller til Hest,
til at dele med hinanden
Aarer eller Øsekar,
Roerbænk eller Skibsdæk,
naar behov gjøres,
ligesaa forligte,
den ene med den anden,
som Fader med Søn,
eller Søn med Fader,
i al Samværen.
Nu lægge de, N. N. og N. N., deres Hænder sammen; holder Fredsløftet vel, efter Kristi Villie og alle de Mænds Villie, som nu hørte Fredsløfteformelen.
Have den Guds Naade,
som holder Fredsløftet,
men den hans Vrede,
som bryder ret Fredsløfte,
hans Naade
den som holder det.
Hil være Eder,
at I have sluttet Forlig,
men lader os være Vidner,
som ere tilstede derved.
Noter:
1) Ved Edsaflæggelse lagdes Haanden paa Bibelen etter en anden hellig eller gudelig Bog.
