Tryllesange, sangfester og trommestrid (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Storfangeren Nujappik (1875–1911) i
trommestrid med nidvisesang.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel VII

Tryllesange, sangfester og trommestrid

De østgrønlandske Hedninger er daarlige Sangere og forstaar sig ikke paa det, vi kalder Sang. At høre deres Viser skurrer slemt i Øret, da det snarere minder om en Hunds Tuden end om et Menneskes Sang. Under Sangfesterne bruges næsten en og samme Tone, lige meget, hvor lang Sangen er, saa det er ikke alene ubehageligt, men ogsaa trættende at høre paa. Ikke desto mindre finder Østgrønlænderne dem vellydende og glæder sig over dem, og jeg har hørt, at de til Tider kan blive ved med deres Sange en hel Nat igennem. En Ting er dog værd at bemærke, og det er, at Ordene i alle Sangene er opbygget som Vers, idet Teksten er formet saaledes, at Slutningen i Linierne rimer. Heraf ser man tydeligt, at Teksten er formet efter forudgaaende Overvejelse. — Melodien i Sangene er den samme hos alle Eskimoer; dog har Tryllesangene ganske vist ogsaa en Melodi, men den er ikke saa udpræget som i de Sange, der foredrages under Sangfesterne, idet Tryllesangene har mere Lighed med Tale, hvori Ordene fremføres let syngende. Slutningen bliver trukket længere ud, og Sangene maa næsten betegnes som Tale med en ganske svag ledsagende Melodi. — Disse Tryllesange anvendes med vidt forskellige Formaal og har vidt forskellig Betydning.

Alle kristne Mennesker holder af den melodiske Salmesang om de aandelige Ting til Guds Ære, enten for at takke ham, bede til ham eller for at lovsynge ham. Dette hjælper den kristne Menighed til stadig Fremgang i Befæstelse af dens Tro, og ligesom de kristne herigennem henter Kraft og Styrke, saaledes bliver det ogsaa til Glæde for de nedbøjede og Trøst for de fortvivlede. At det er af overordentlig Vigtighed er indlysende af den Omstændighed, at den Salighed, som den kristne Menighed opnaar gennem sin sande Frelse, skal være ledsaget af Sang, »en ny Sang«, som kun de frelste kender, det vil sige, at de til den Frelse, som de af Guds Naade gaar ind til, af ganske Hjerte skal føje en fuldtonende Salme, Gud til Tak og Ære, og med deres Munde opløfte den hellige Salme »Riget, Magten og Vælden er Lammets og Guds, der sidder paa sin himmelske Trone«. Det er derfor indlysende, at den melodiske Salmesang er af stor Vigtighed for de kristne, og den skal da ogsaa høres i Guds Børns Rige.

Men da disse Hedninger er gaaet bort fra Gud og fuldstændig har tabt hans Person og hans Værk af Sigte, og da de overhovedet ikke kender Menneskets Skabelse i Guds Billede eller dets Formaal, interesserer de sig slet ikke for at synge om de aandelige Ting; og de faa Sange, de er i Besiddelse af, har ikke noget virkeligt Objekt. Deres Tekster mangler ikke alene et bærende Grundlag, men de er endog uforstaaelige, ja selv de udøvende er ude af Stand til at forstaa dem. Det er derfor indlysende, at de, der synger Tryllesange, og Sangerne ved Sangfesterne og under Trommestrid gør Brug af en Mængde Ord, der er gaadefulde og meningsløse; selv naar man spørger dem direkte, er de ude af Stand til at give en Fortolkning, da de — som nævnt — ikke engang selv kan fatte Meningen. — Saaledes som ovennævnte Sange er ogsaa de Viser, der skulde tjene til fælles Morskab blandt dem (alle Folkeslag har jo saadanne særlige Viser), og de fleste maa da ogsaa snarere betegnes som glædesløse og skabende Bitterhed og Harme blandt Folk (f. Eks. under Trommestrid). Og dog sætter man stor Pris paa disse Sange, skønt de er blevet saa betydningsløse, saa uforstaaelige og fattige paa Grundtanke. Jeg har hørt, at Østgrønlænderne for at lære en eneste Sang har betalt deres Lærer med deres kæreste Ejendele (før Bøsser og islandske Trøjer kom i Handelen). De stolede jo i blind Tro paa disse Sange.

Tryllesangene bruges kun i yderste Nødstilfælde, da de siges at tabe deres Kraft gennem Brugen, og hvis et Menneske lærer sin Tryllesang fra sig til et andet Menneske, mister han Sangen som sin Ejendom, naar den anden har lært den. Tryllesange bruges mod Farer og som Beskyttelse mod Ulykker, som et Middel til Bortfjernelse af noget frygteligt, til at gøre det umulige muligt, til at mindske en Ulykke eller bedre en Sygdom, som et Middel, ved Hjælp af hvilket man kan slippe ud af en faretruende Situation, heldigt fuldende et forestaaende Arbejde eller afværge et optrækkende Uvejr, og meget andet Hvorledes disse Tryllesange er, skal vi nu høre lidt om.

Hvis det begynder at gaa daarligt for en af Fangerne i hans Sælfangst, skal han, saafremt han da er i Besiddelse af Trylleformular, synge en Tryllesang, idet han i Teksten skal nævne den Sæl, han ønsker at fange. Hvis han f. Eks. ønsker at fange en Ringsæl, skal han synge følgende Tryllesang:

ija, ija! Hvad er det, der krydser min Vej,

hvad er det, der krydser min Vej ija, ija,

en tyndhaaret Ringsæl krydser min Vej,

en tyndhaaret Ringsæl krydser min Vej ija, ija,

du venter Ydmyghed,

du venter Ydmyghed, ija, ija!

Hvis han ønsker at fange en stor Sæl, en Bjørn, en Hvalros eller en Narhval, skal han nævne dem hver især. Det maa dog bemærkes, at de i Tryllesangene laver om paa Fangstdyrenes Navne, f. Eks. kalder de en Bjørn for »den gaaende« (pisugtoq), en Klapmyds for »Saarplasteret« (mavsaut), og Hvalros, Narhvaler og andre Dyr nævner de ligeledes ved helt andre Navne.

Ligeledes synger de Tryllesange med det Formaal at faa en Fare, som de mener vil nærme sig, til at forsvinde. Naar de staar i Begreb med at synge Tryllesange, bruger nogle at slaa Anorakhætten op, andre bruger at slaa den ned, men de bruger alle først at stikke Pegefingeren i Halsen og faa fremkaldt en Kvalme, for at de — som de siger kan »kaste Tryllesangen op«. — Naar de skal have en Tupilak til at flygte, gaar de op paa Hustaget og gaar rundt deroppe følgende Solens Bane. Disse Tryllesange adskiller sig fra andre ved, at de sidste Ord i en Linie er trukket længere ud end i andre Tryllesange. Sangen, der skal faa en Tupilak til at flygte, lyder saaledes:

ijâ-â, ijâ-â, den forfølger mig, den forfølger mig,

ijâ-â, ijâ-â, den store sorte Hund forfølger mig,

den store sorte Hund forfølger mig,

tag min Hunds Sele paa og forsvind, ijâ-â, ijâ-â,

du vil tage den hen til Fangeren ijâ-â, ijâ-â,

hvad er det, den har som Testikel,

den har en Rullesten som Testikel ijâ-â, ijâ-â,

du vil tage hen til Fangeren,

du vil tage hen til Fangeren ijâ-â, ijâ-â!

Naar han saa er færdig med at synge, skal han slaa rundt i Luften med en Kamiutstok, idet han siger:

Du farer afsted, du farer afsted,

se at komme afsted,

se at komme afsted,

vi er ikke bange for noget

vi kan kaste vore Bopladsfæller omkuld.

Saa vil Tupilak'en flygte og vende tilbage til ham, der har skabt den, og æde ham.

Naar man er ude i Kajak og bliver overrasket af Storm, synger man følgende Tryllesang, for at komme ind til Land:

ija, ija, hvem bringer mig ind til Land,

hvem bringer mig ind til Land, ija, ija,

min Bedstefar bringer mig ind til Land,

min Bedstefar bringer mig ind til Land, ija, ija,

min Bedstemor bringer mig ind til Land,

min Bedstemor bringer mig ind til Land, ija, ija.

Hvis Vejret er blevet daarligt, og man ønsker at forbedre det, synger man Tryllesange, f. Eks. for at faa Taage til at lette. En Tryllesang med dette Formaal lyder saaledes:

ija, ija, jeg bringer ikke Taage,

jeg bringer ikke Taage ija, ija,

lad den store Taage forsvinde ud i Havet ija, ija,

jeg bringer ikke Taage,

det er kun en af Elvboerne, der bringer Taage ija, ija!

Ogsaa den, der er omkommet ved en Ulykke, søger man at faa Liv i ved at synge Tryllesange, ligesom man ogsaa forsøger at bringe Liv i dødfødte ved Hjælp af Tryllesange. En saadan livgivende Sang lyder saaledes:

ija ija, hvad er det, jeg bringer Liv i,

hvad er det, jeg bringer Liv i ija ija,

en lille Orm jeg bringer Liv i,

en lille Orm jeg bringer Liv i ija ija,

hvad er det, jeg bringer Liv i,

hvad er det, jeg bringer Liv i ija ija,

en Sommerfugl bringer jeg Liv i,

en Sommerfugl bringer jeg Liv i ija ija.

Derpaa skal man puste paa ham, og han vil da leve op.

De har en uhyre Mængde Tryllesange for alt muligt og til alle Lejligheder. Endog til de Gnideøvelser, som vordende Angákut udfører, har de en Tryllesang, der lyder saaledes (men Ordene er usædvanlige, næsten):

ija ija, hvor holder jeg Aandebesværgelser,

hvor holder jeg Aandebesværgelser ija ija,

i Braadsøen holder jeg Aandebesværgelser,

i Braadsøen holder jeg Aandebesværgelser ija ija,

hvem kommer til mig,

hvem kommer til mig ija ija,

Havets Aand kommer til mig ija ija,

almægtig,

almægtig ija ija!

Endog Aandemanernes Hjælpeaander mener man har Tryllesange, og man siger og tror jo ogsaa paa, at man kan høre dem synge Tryllesange. —

Det er i øvrigt forbavsende, hvor fuldkomment uvidende de er om den, hvis Beskyttelse de tilkalder. Naar man spørger dem om det, svarer de altid: »Det ved vi ikke«. Det er derfor tydeligt, at deres Tryllesange ikke har noget fast Grundlag, saa man kan ikke andet end synes, at de ligesom synger for sig selv, naar de fremsiger disse Trylleformularer, der ikke har nogen virkelig Genstand. De mener ved Hjælp af Tryllesangen at blive i Stand til at slippe udenom en eller anden Fare eller noget frygteligt, som de ellers ikke vil kunne slippe udenom. Naar de er færdige med Tryllesangene, mener de fuldt og fast, at de ved egen Hjælp er sluppet godt fra Faren, og at de selv har fjernet den; eller ogsaa mener de, at de er blevet i Stand til at udføre noget, som ellers var umuligt.

Man maa ynkes over disse stakkels Mennesker, der stadig føler sig omgivet af en Mængde Rædsler og Farer, naar de ikke har nogle ubrugelige, værdiløse og almindelige Genstande (Amuletter) som Beskyttelse, og som ganske vist svagt savner, at de bør beskærmes af en, der er større end dem selv; men da de er fuldstændig uvidende om ham, der staar højere end dem selv, søger de at beskytte sig selv gennem en eller anden Handling (d. v. s. Trylleformular), der ikke hviler paa noget fast Grundlag, og som ingen Mening har. Og dog mener de, naar de har udført saadanne Handlinger, at de har fuldbyrdet noget, der er af stor Vigtighed, at de paa den Maade har hjulpet enten sig selv eller deres Bopladsfæller.

Tryllesange er ikke de eneste Sange, som de østgrønlandske Hedninger har, men de har ogsaa andre, der skal tjene til fælles Glæde. Men disses Tone er næsten den samme, og de er baade ubehagelige og trættende at høre paa. Af den Slags Sange findes der fire forskellige, nemlig ivngerneq (Korsang under Sangfester), soqulaneq (Solosang under Sangfest), tivaneq (Trommedans) og iverneq (Trommestrid). Melodien i disse fire Sangformer er den samme, men Udførelsen af de forskellige Sange afviger kun fra hinanden ved de forskellige Kropvridninger og Gebærder. — ivngerneq foregaar paa den Maade, at alle Husets Beboere synger samme Melodi, som de selv sætter Tekst til. soqulaneq bestaar i, at eet Menneske synger, siddende paa Briksen, samtidig med at han slaar paa sin Tromme. Ved tivaneq staar derimod et Menneske ude midt paa Gulvet med sin Tromme og synger, mens han vrider Kroppen og bevæger Bagdelen fra Side til Side, samtidig med at han skærer Ansigter for at more dem, der er i Huset, og faa dem til at le. Naar man overværer disse Sange, kan man ikke sige, at de har noget med slette Skikke at gøre, men de er tværtimod festlige og fornøjelige.

Under iverneq træder to Mennesker ud paa Gulvet med hver sin Tromme. De synger hinanden paa for at fornærme hinanden. De siger ganske vist, at de er Venner, og at de blot søger at more, men det er ikke Tilfældet, da de undser sig for at meddele deres Grund til Trommestriden, Den, der synger i Trommestrid, har en Grund til at sige noget fornærmende til Modparten. Naar to Mænd synger Trommesange, er Aarsagen som Regel den, at den ene af Parterne har taget den andens fraskilte Kone til Hustru; denne Kvindes tidligere og nuværende Mand synger saa hinanden paa i Trommestrid. Ogsaa Kvinder synger Nidviser under Trommestrid, og Aarsagen ligger i en eller anden Form for Misundelse eller Had til hinanden. De, der synger i Trommestrid, plejer at synge hinanden paa to Gange i Løbet af et Aar, hvis den ene kommer om Foraaret for at synge Nidviser, skal den anden rejse hen og svare ham om Efteraaret. Han skal rejse i Konebaad hen til den Boplads, hvor den, som han vil synge Nidviser med, bor, og han plejer at have Følgeskab af 4-5 Konebaade med Folk, der rejser med for at være Tilskuere. Naar Trommestriden er færdig, og disse Mennesker er rejst hjem, skal den, der er blevet sunget Nidviser for, paa samme Maade rejse ud, inden Sommeren er gaaet, for at svare. De, der kommer for at synge Nidviser, og deres Følge skal alle have fuldstændig nye Klæder, og den, der ikke har det, hverken kan eller maa være med i Følget. — Sangeren synger Nidvisen, samtidig med at han danser og slaar paa Tromme. Visens Tekst har han selv digtet i Løbet af Aaret og formet saaledes, at den kan støde, fornærme og gøre Modstanderen vred; hen mod Slutningen af Visen puffer han engang imellem haardt til Modstanderen, og denne skal da blot lade, som om han er ganske uanfægtet; for hver Gang han faar en Skalle, opløfter Tilskuerne paa een Gang et haanligt Raab. Hvis Modstanderen ikke kan svare den anden med Ord, der staar paa Højde med hans, har Modstanderen tabt. Man kan derfor ikke betegne dem, der synger i en Trommestrid, som Venner eller som nogen, der blot morer sig sammen. Det er ikke uhørt, at den ene af Parterne under en Trommestrid har dræbt den anden, naar de ikke har kunnet tøjle deres indestængte Had. Men det mest forbavsende er dette, at selv om der som Tilskuere er mange Mænd til Stede, forhindrer de aldrig Drabsmanden i Ugerningen, og selv om de er i Familie med ham, der er ved at blive dræbt, forsvarer de ham aldrig. — Nidviserne er som Regel opbyggede saaledes, at Begyndelsen stammer fra gamle Nidviser, og Teksten bliver fornyet, efterhaanden som Sangen skrider frem, for tilsidst at slutte med den Tekst, som Sangeren selv har formet. Det er fortstaaeligt, at de til Tider siges at kunne faa en hel Nat til at gaa. Det kan være meget fornøjeligt at overvære en Trommestrid, idet Sangernes Mimik nøje følger Teksten i Viserne. Snart viser de stor Glæde, snart udtrykker de Spot og Had. Kroppen bevæger de hid og did ligesom for at udtrykke Spot og for at vække Morskab. — Lad os høre en af de ældre Tekster til en Nidvise, som Sangerne har brugt under Trommestrid.

To Sangere træder ud midt paa Gulvet, hver med sin Tromme, og den ene begynder saa at synge, mens de tilstedeværende synger i Kor med ham. Det lyder saaledes:

Første Sanger:

Jeg er tvivlraadig,

jeg er nølende,

mon jeg bliver ved dermed,

jeg tvivler paa,

at disse mine kære Knogler,

at disse mine kære Lemmer

skulde knækkes,

da du mener, at jeg ikke er skrøbelig,

da du anser mig for ikke at være skrøbelig,

fordi du husker din Forpligtelse til at gøre Gengæld.

Bare han ikke er som jeg.

Han er jo ikke ret stærk,

han har jo ikke ret mange Kræfter.

:Anden Sanger:

Hvis jeg nærmer mig ham dernede,

jeg, som nærmer mig, bliver maaske Genstand for Spot,

se se, han er jo begyndt at spotte mig,

se se, han ynder jo at gøre Grin,

man siger jo, at han ynder at synge andre paa,

os stakkels undselige, os tre Stakler (?);

ærgerligt, at vi ikke havde i Sinde at synge Trommesang

og først lære disse Nidviser.

Det er jo længe siden, vi vilde synge hinanden paa,

men du forsvinder let,

du er slem til at holde dig borte, dit Pjok.

Første Sanger:

Jeg synes at høre

nogen begynder at synge Nidvise derovre,

man siger jo, at han virkelig

vilde synge Nidvise for at indgyde Frygt;

jeg synes at have hørt,

at du, da du var bange for din vældige Svoger,

angreb mig.

Maaske er han virkelig bange,

den sølle Stakkel,

den lille spinkle Fyr,

den sammensunkne Fyr;

han er ung, men jeg har Grund til at være frygtløs,

da jeg ikke er spinkel og ikke sammensunket,

for mine Bopladsfæller her

frygter jeg aldrig.

:Anden Sanger:

Mor dig rigtigt, min Ven,

han begynder at blive ude af Stand til at aabne Munden,

da det begynder at knibe for ham, Staklen.

Da det rygtedes fra Øst,

at han havde i Sinde at synge Nidviser, hvad var Grunden?

Man siger, ikke sandt, at det var fordi jeg berøvede ham hans Ejendele,

hans Kajakredskaber,

javist har jeg berøvet dig dem,

fordi han (du) er saa tosset

efter at synge Nidviser.

Første Sanger:

Ve ham, den Stakkel,

der skal være Genstand for Nidvisen!

man siger, at Beboerne fra Pâkiuleq vil vende sig imod mig,

denne oppustede Blære

er ikke andet end en sølle Ungkarl fra Pâkiuleq,

mon du ikke er taknemmelig,

fordi jeg ikke kan besejre ham (dig),

fordi jeg ikke kan besejre ham,

er han sikkert taknemmelig,

ja Skroget er taknemmelig.

Anden Sanger:

Hvor var du latterlig,

hvor saa det ud, da han (du) traadte frem,

og da han prøvede paa at synge,

ramte han helt ved Siden af.

Og saa holdt de op med at synge Nidviser;

han kunde ikke Sangene,

Tilhørerne tilsang ham,

fordi du ikke forstod dig paa at synge Nidviser.

Første Sanger har derefter tabt, fordi han ikke har tilstrækkelige gode Svar. Nogle af Ordene er uforstaaelige, da de ikke selv er i Stand til at fortolke dem.

Med saadanne Ord synger de Nidviser, mens de bruger Trommen. Trommen er cirkelrund, og Trommeskindet er lavet af en Bjørns Mavesæk eller den indvendige Hinde af en Haj; i Siden er der anbragt et Haandtag, der lige passer til Haanden. Trommestokken (der kaldes katuk) er i den ene Ende udskaaret som en Sæl, og i dens anden Ende er der indstukket en Tand fra en Klapmyds eller Bjørn, over hvilken der er fremsagt Trylleformularer. Endog under Trommestrid venter de noget slet, f. Eks. at Modstanderen skal røve en af deres Sjæle.

Naar vi hører disse Hedningers Sange og synes, at nogle af dem er morsomme og fornøjelige, nøjes vi dog ikke dermed, men vi ynkes over disse Mennesker, der prøver paa at lave Sange, som de søger at bruge paa samme Maade som Salmer og Bønner (d. v. s. Tryllesange), og som er fuldstændig blottet for Grundlag og Mening. Vi maa være taknemmelige over, at vi har melodiøse Salmer, der kan gøre os glade til Mode, og hvori vi kan synge til vor Fader i Himlene om vore Følelser, om vore Besværligheder, Sorger eller vore Savn, byggende paa vor Tro, Haab og Kærlighed til ham, og vi tænker med Glæde paa, hvad vor Frelser har gjort og fuldbyrdet for vor Skyld, han, der er den faste og sikre Grundvold for vort Haab og for vor Kærlighed, Grundvolden paa hvilken Sandfærdigheden skal vokse. Men selv om Hedningerne ganske vist føler, at de bør have en Hjælp, har de ikke noget fast Grundlag at bygge paa, og selv om de synger noget, der minder om Salmer, gør de det uden Maal og Med. Derfor fatter vi Medynk med dem.

Vi skal derpaa stille Spørgsmaalet: Kan de vendes bort fra alt dette til det rette? Og hvorledes skal man vejlede dem med Hensyn til Salmesang? Ogsaa fra alt dette kan de rettes og forbedres, hvis deres Hjerter kan omvendes til Guds Retfærdighed. Hvis de i deres Hjerter kommer til at tro paa den treenige Gud, i deres Hjerter begynder at forstaa hans Person og finde Trøst i ham, og hvis de virkelig begynder at forstaa de kristnes Liv og deres Maal og bestræber sig paa ogsaa at opnaa det, saa vil ogsaa dertil føje sig Lysten til at lære den melodiske Salmesang til Gud om Hjertets Følelser. Naar de bliver belært om disse Ting, kan vi sætte følgende Haab til, at de kan finde Glæde derved: Tryllesangene, værdiløse, uden Maal eller Grundvold som de er, anstrenger de sig for at lære og betaler dertil med det, de sætter mest Pris paa af deres fattige Ejendele, og hvad de har lært, er de meget ømme over. Det er da indlysende, at de, naar de bliver helt klar over, at de aandelige Salmer virkelig har et fast Grundlag, og at de, naar de bliver rigtigt anvendt, er til Styrkelse, Glæde og Opmuntring for Sjælen og virkelig er til saa stor Gavn, vil anstrenge sig saa meget mere for at faa Lyst til at lære dem, og at de oprigtigt vil sætte stor Pris paa det, de har lært, og bruge det rigtigt.

Paa hvilken Maade kan man bedst undervise dem heri? Der kan være delte Meninger. Jeg er ikke særlig fremragende i Sang og er derfor ganske vist lidt i Tvivl; men da jeg dog kan synge Salmer, skal jeg her fremføre min Mening. Hvis man er i Stand til at lære Sang og særlig den melodiske Salmesang, føler man sig baade taknemmelig og glad. Jeg skal søge at udtrykke det, som jeg mener er det vigtigste ved Undervisningen heri, og som jeg mener er den bedste Maade at lære Salmerne paa. Den vordende Lærer skal lægge størst Vægt paa følgende: Naar han skal lære disse Mennesker en Salme, skal han begynde med Teksten, for at de virkelig kan forstaa Meningen, og for at de ikke skal lægge mere Vægt paa Melodien end paa Meningen, da det ellers vil forringe Salmens Nytte betydeligt. — Salmemelodierne gør Ordene mere vellydende, understreger dem og gør dem mere opmuntrende. Og det er klart, at naar Hedningerne har hørt det velsignede Evangelium og begynder at forstaa det og tage det til sig, og naar de begynder at forstaa, at den Frelse, der er forkyndt gennem Evangeliet, er den samme som forkyndes gennem Salmerne, saa vil de faa mere Lyst til at lære dem og gøre sig mere Umage dermed, og vil bruge det, de har lært, som et Middel til at blive fastere i Troen; ligeledes er den hellige Salmetekst ofte vægtigere end en Fortolkning gennem Tale, eller man kan sige: Salmen virker ofte stærkere end den Fortolkning, som Digteren ellers vilde kunne give ved blot at tale.

Derfor mener jeg, at de første Salmer, som Hedningerne, der er ved at blive omvendte, bør lære, saavidt muligt bør vælges blandt dem, der handler om Guds Kærlighed, Mildhed og Barmhjertighed, der er aabenbaret gennem hans enbaarne Søn, og som sejrer over Synden, ligesom der hver Gang af Lærerne først bør tales det fornødne om disse Ting. Naar de begynder med saadanne Salmer, vil de ogsaa faa mere Lyst til de næste og gøre sig mere Umage med dem. Deres Lærere vil da ogsaa herigennem fuldbyrde noget stort, som de hele deres Liv kan tænke paa med Glæde, og »de skal synge de aandelige Sange af ganske Hjerte til Guds Ære«.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 76-89, København, 1946