Hule under Russelgletcheren – Foto: Algkalv (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
45. Tuagtunguak, en Qvinde som flygtede,
blev Angakok og besøgte Ingnersuit
Pigen Tuagtunguak havde en ældre gift Søster. Svogeren vilde have hende til Medhustru, men hun vilde ikke, og skjøndt han stadig passede paa hende, slap hun dog engang om Foraaret ud af Huset og vilde flygte bort fra Menneskene. Hun gik over Isen, men faldt igjennem, kom op igjen og tilbage til Strandbredden, hvorfra hun saae sin Svoger komme i Kajak. I Skjul af Iisstykkerne langs Strandbredden ilede hun nordefter og saae omsider en sort Gjenstand foran sig, hvorpaa hun tabte Bevidstheden. Da hun kom til sig selv igjen, ilede hun atter videre mod Nord, saae atter det Sorte foran sig, tabte atter Bevidstheden og saaledes vedblev hun i 5 Dage stadig at ile efter den sorte Gjenstand, hvorved hun erhvervede Angakok-Evne. Da hun saaledes var kommen meget langt mod Nord, naaede hun til Randen af en Afgrund. Den sprang hun ud over og troede at skulle komme ned, men saa svævede hun uvilkaarlig heelt tilbage til det Sted, hvorfra hun var kommen. Atter drog hun nordpaa, kom til den samme Afgrund, atter tilbage og saaledes vedblivende i 5 Dage, hvorefter hun atter naaede Bratningen men ikke mere vendte om igjen. Hun drog nu videre nordpaa, kom til en Fjord, fløi hen over den gjennem Luften og saae en Telteplads. Nogle ældre Folk droge derfra med Baaden, medens de lode Teltet staae. Da de vare bortdragne, kom en Qvinde med nogle Smaabørn ud af Teltet, og da hun atter gik ind, kom Tuagtunguak ned imod dem, men da hun nærmede sig Teltet, løftede det sig som af sig selv iveiret (nemlig paa Grund af hendes Kraft som Angakok). Qvinden kom atter ud, snakkende med sig selv, at hun ikke kunde begribe hvorledes Teltet kunde flagre op i stille Veir. Da gav Tuagtunguak sig tilkjende, hvorpaa hun blev budt ind af Qvinden og beværtet med tørret Renskjød. Hun fortalte hvorledes hendes Svoger havde villet have hende til Medhustru, og at hun derfor var flygtet fra Menneskene. Qvinden, som var ene hjemme med Børnene for at passe paa Teltet, viste hende en Klippehule og sagde, at dette var Pladsen for dem, som ikke vilde gifte sig, og at hun skulde blive der, til de andre Folk, som vare dragne bort med Baaden, kom tilbage. Tuagtunguak sov da i Hulen, medens Fluer og Myg sang for hende. Hun vaagnede ved at høre de Reisende komme, og blev derefter kaldt ned og optagen i deres Kreds, og forblev saaledes hos dem. Om Efteraaret droge de til deres Vinterplads, som var meget befolket. Da hun var meget smuk og flittig til Arbeide, kom der mange Friere og hun blev snart gift. Hendes Mand mærkede snart at hun var Angakok, eftersom hun undertiden vaagnede om Natten med Steen i Munden, som vare opstaaede af hendes Spyt. Hun fortalte ham derpaa om hele sin Flugt nordpaa. Da hendes Mand om Vinteren drev Fangst ude paa Isen, mindedes hun sin første Flugt og fik saa stor Lyst til at gaae paa Isen igjen, at hun bad sin Mand om at maatte følge ham. Paa Veien saae hun et Skjær, og skjøndt Manden afholdt hende derfra, gav hun sig et Ærinde derhen, traf paa en Indgang og gik ind til Ingnersuit. Hos dem laae der et sygt Barn. Hun sagde, at hun kunde see et Bækkenbeen, som laae under Barnets Leie, røre sig, og at det burde tages bort. Da hun forlod dem gave de hende et stort Stykke Renskjød med, men sagde, at hun skulde passe godt paa det, eftersom de Gaver, som de skjænkede Dagslysets Beboere (Menneskene) gjerne vilde vende tilbage. Hun bragte Bækkenbenet bort, men da hun gik hjemefter, fløi Renskjødet, som hun holdt paa, tilbage til Skjæret. Dagen efter besøgte hun atter de Underjordiske, som dennegang vare saare taknemmelige mod hende, eftersom Barnet var blevet helbredet. De gave hende et Stykke Renshorn med som Gave til hendes Mand, men da hun gik hjem, fløi derpaa dette tilbage til Skjæret. Efter den Tid tabte hun Lysten til at gaae paa Isen.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 86-88
