Grønlænderdreng i kajak – Jens Erik Carl Rasmussen, 1870
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
62. Tungujordlersaut som foer vild tilsøes
Tungujordlarsaut var med en Ledsager tilsøes i Kajak ved Søndenvind, som efterhaanden gjennem Vest dreiede sig om i Nord, under tæt Sneefald. De bleve herved aldeles vildfarende og kjendte ikke Retningen til Landet. Da de mærkede dette, kastede de strax deres Fangst fra sig, efterat have udskaaret et stort Stykke af Sælhundens Bug til Mundforraad. Derpaa roede og roede de i flere Dage uden at finde Land, og vare nær ved at omkomme af Tørst, da de omsider kom til en Kant af meget høi Haviis. De vilde bestige den, men da der ovenpaa Isen saaes en Mængde Bjørne, bleve de i deres Kajakker og fangede Hvidfisk, som fandtes i Mængde langs Kanten af Isen. Derved forsynede de sig med saameget Mundforraad, som de kunde føre med sig, roede videre op og vedbleve saaledes atter i flere Dage til de endelig fandt et Land, og ved at forfølge Kysten kom omkring et Næs og fandt en Bygd. Da de bleve indbudte gik de iland og op i det største Huus, men endnu førend man havde talt til dem eller beværtet dem, blev der raabt ind ad Vinduet, at de Fremmede skulde op i det øverste Huus. Derpaa fulgte de med de andre op i det øverste Huus, som befandtes blot at være et Kagse, uden Vinduer. Derpaa gik alle de Andre atter ud af Huset og indespærrede de Fremmede ved at vælte Steen for Indgangen. Da der nu tillige kom Landsespidser ned igjennem Taget, og da man begyndte at fylde Gulvet (med Vand?) huskede Tungerjordlersaut paa sin Amulet som han havde gjemt i sin Pelshætte. Han raabte ud til dem om sin Pels og de kastede den ind til ham, idet de spottende kaldte den hans Redningsmiddel. Men han fremtog af Pelskraven sin Amulet tog den i Munden og sendte den derpaa ud, sigende: »Alle«. Derpaa foer Amuletten ud og kom tilbage ganske blodig. Det blev da ganske taust, og da de krøb ud af Huset, laae der lutter Døde deromkring. De reiste videre og kom til et andet Huus, hvor de bleve vel modtagne og hvis Beboere gave dem videre Veiledning til at finde deres Hjem.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 103-104