Uddrag af forskjellige Sagn fra Grønlands Østkyst (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
130-135. Uddrag af forskjellige Sagn
fra Grønlands Østkyst
130.
Malarsuak drog ud for at opsøge sin forsvundne Søster. Han kjørte i Slæde ind i Fjorden og kom til Huse, som vare beboede af Menneskeædere. I et af Husene traf han sin Søster hos den Mand, som havde røvet hende. Under Opholdet sammesteds dræbte han et fælt ungt Menneske. Malarsuak reiste hjem, men om Foraaret kom han igjen paa Besøg, medhavende sin Kone og et lille Barn. Menneskeæderne røvede det lille Barn fra dem. Da de reiste derfra igjen, raadede Svogeren ham at overskære alle Bindselerne paa Slæderne, for at man ikke skulde forfølge ham. Men han glemte een Slæde, som ogsaa virkelig forfulgte ham. Men Malarsuak dræbte sin Forfølger og undslap.
131.
Tunirit, d. e. Indlandsboerne, Tornit, begyndte at salte og gik ikke mere ud af deres Huse. Alene Angasatsiak gik endnu ud og fangede Ryper for de andre. Tilsidst kom han ved at gaae langt over Fjeldene til en stor Iisslette, som var Havet, og han fandt Huller, hvor Sælhundene aandede. Da han kom hjem, fortalte en gammel Mand, at han havde hørt, at Folk fordum fangede Sælhundene ved at stikke dem. Han lavede derfor et Redskab og hentede to Sælhunde. Paa denne Vei saae han Ravne flyve i samme Retning, og sluttede deraf at der maatte findes Mennesker der. Han slæbte sin gamle Moder med sig paa Ryggen og drog bort og kom til Kystboerne. Disse spottede over ham, fordi han aldrig havde rørt ved Vandet før. Om Foraaret drog han igjen med sin Moder til det Indre af Landet.
132.
Kiversak var et stakkels Stedbarn, som blev forskudt af sin Moder, men fik Pleieforældre, der toge sig af ham, hvorpaa han opnaaede overordentlig Styrke og Dygtighed. Engang da han var ude med Faderen bleve de overfaldne af Kajariakken, som hexede Taage og Uveir over dem, saa at de ikke kunde finde hjem, men droge vidt omkring og kom til et ganske fremmed Folk, som ikke hørte til Kystbeboerne, og blandt hvilke Kiversak udførte Heltebedrifter.
133.
Katingak var et sygt Barn, som blev forladt af alle Mennesker og ladet ene tilbage, da de reiste fra Pladsen. I denne eenlige Tilstand havde han mange Syner og fik Besøg af de Afdøde. Tilsidst toge disse ham med sig, og han blev i de Afdødes Hjem forvandlet til en skjøn Qvinde.
134.
Sydlændingene pleiede at ligge i Kamp med Nordlændin-gene. De sidste havde en vældig Kæmpe, som sad paa Kangersuak og passede paa de forbidragende fjendtlige Kajakker. En af Sydlændingene indlod sig i Kamp med ham, men blev dræbt. Sydlændingens Søn, som skulde hævne ham, var lille og kunde ikke voxe. Men hans Moder raadede ham til at lægge sig efter Trolddomskonster, og han lærte at løfte store Steenblokke ved at krybe ind under dem. Derpaa opsøgte han Nordlændingenes Kæmpe og dræbte denne, ved at krybe ned i Jorden under ham og stikke ham i Fodsaalene.
135.
Pitania var en ond og vredagtig Mand, som dræbte sine tre Koner efter hverandre, fordi de ikke syede godt nok for ham. Da han havde dræbt den tredie, vilde han fjerde Gang gifte sig. Den unge Pige, som han tragtede efter, kunde aldeles ikke sye, men øvede sine Kræfter ved at løfte store Stene. Derpaa tog hun ham til Mand og syede med Villie slet; da han saa i Hidsighed vilde slaae hende, dræbte hun ham. Da hans Brødre vilde hævne ham og kom roende i Kajak til Stedet, gik hun ned ved Strandbredden og spillede Bolt med store Steen, hvorover de bleve forskrækkede og flygtede.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 329-330.
