Uiartek og Kasagsik (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Djævleslottet, Østgrønland Ukendt kunstner

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888

6. Uiartek og Kasagsik
Kappestrid — Kasagsik's Søn faaer
sin Overmand i Ulivatsiak
fortalt af Utuak

Da Uiartek var kommen omkring Landet, bestemte han og Kasagsik sig til at holde Trommedands med hinanden. Naar de gik ud i Kajak sammen, og den ene jagede en Hvalros, satte den anden Harpunen i Hvalrossen, trak den ud igjen, gjorde den atter klar og sigtede paa den første med Harpunen. Derefter gik de sammen hjem igjen. Da Kasagsik en Dag sigtede paa Uiartek, sagde denne: «Lad os ikke slaa hinanden ihjel, men hellere holde Trommedands». Om Vinteren begyndte de at holde Trommedands med hinanden.

Kasagsik havde ladet en Hvalroslalle fryse fast i Jorden og bundet en Kobberem til Lallen. Denne skulde Uiartek trække op. Da Kasagsik's Kone var gaaet ud for at trække Lallen op, men blev længe borte, sagde Kasagsik, at det var bedst, at Uiartek gik med ud for at hjælpe hende, da hun ikke kunde magte den. Da Kasagsik heller ikke kunde faa den op, tog Uiartek fat paa Hvairoslallen, og Kasagsik greb om ham bag fra. Idet Uiartek fik Lallen op, lod han den smække bag over Ryggen for at træffe Kasagsik; men denne sprang tilside, saa at den ikke traf ham. «Du vil jo slaa mig ihjel!» «Ja, det er, fordi Du tog fat paa mig fra Ryggen!» Da Uiartek skulde rejse, viste Kasagsik sine Hunde frem. Disse vare saa store som Bjørne og begyndte at bide efter Uiartek's Hunde. Kasagsik raabte: «Ki, ki, ki. . .» for at hidse sine Hunde paa Uiartek's. Uiartek slap nu ogsaa sine Hunde løs; Kasagsik's Hunde sprang strax efter dem, og de begyndte at slaaes. Da en af Kasagsik's store Hunde vendte Halen til, bed en af Uiartek's Hunde Endetarmen ud af den, saa at den døde. Kasagsik løb nu, og Uiartek's Hunde løb efter ham. De vare nærved at bide ham. Han sprang derfor op paa en Konebaad. Da Hundene ikke kunde naa ham der, begyndte de at gnave paa Lønningen af Konebaaden. Kasagsik piskede paa Hundene, saa at snart et Øre, snart en Hale sprang af. Uiartek kaldte nu paa sine Hunde, ellers havde de bidt Kasagsik ihjel.

Da Kasagsik's Søn blev voxen, og Kasagsik var gammel, slog Sønnen alle Fremmede ihjel, som kom paa Besøg. Han dræbte dem med en Kølle, der var betrukken med Hvalrosskind, og hvori var indsat Bjørnetænder. Kasagsik's Søn var en stærk Mand og god Fanger. Han havde to Koner. Han og Faderen havde hver sin Husgang. Hvergang der kom Besøgende, kom de aldrig levende ud af Huset. Ulivatsiak kom og besøgte Kasagsik. Da det begyndte at blive mørkt, sagde Kasagsik, der var bleven god paa sine gamle Dage: «Det er bedst, at Du rejser, thi nu kommer min Søn snart hjem». Kasagsik var nemlig bange for, at Sønnen skulde slaa ham ihjel. Medens Ulivatsiak endnu var der, kom Sønnen slæbende med to Hvalrosser. Dennes Kone gik ned til Stranden sammen med Ulivatsiak. Da Kasagsik's Søn saae, at hans Kone blev fulgt af en Fremmed, blev han vred og roede saa hurtig til, at Hvalrosserne gik under Vand. Han kom til Land, sprang ud af Kajaken, trak Hvalrosserne op og gik op til Huset for at tage en anden Pels paa. Da Kasagsik's Søn var gaaet op, tog Ulivatsiak Hvalrosserne hen til et ujævnt Sted og trak dem paa Land, saa at Skindet paa Hovedet af den ene blev revet islykker. Kasagsik's Søn saae dette.

Da de kom op i Huset, begyndte Kasagsik at fortælle gamle Sagn. Mordintrumentet hang over Døren, ved hvilken Ulivatsiak sad. Kasagsik's Søn gik ud hvert Øjeblik og sprang ind igjen tæt forbi Ulivatsiak for at gjøre denne forskrækket. Han havde nemlig stor Lyst til at dræbe Ulivatsiak. Kasagsik's Søn kom ind, greb Mordapparatet, sprang til for at ville dræbe Ulivatsiak, men denne afparerede Slaget med Armen. Ulivatsiak, som var meget stærk, tog Køllen fra ham, klemte Arme og Ben sammen paa ham og trykkede ham i Øjehulerne med Køllen. Kasagsik sad imidlertid rolig henne paa Brixen. Hans Søn faldt om og var meget daarlig, men kunde ikke dø. Ulivatsiak gik hen og besøgte Naboerne og sagde der til en forældreløs Dreng, at han skulde gaa hen for at se paa Kasagsik's Søn. Dennes Ansigt var aldeles opsvulmet, da Drengen kom derhen. Da han begyndte at blive rask, rejste Ulivatsiak bort.

Denne kunde alt, hvad han vilde (ajugakangitsok). Der var engang fire Indlandsboer om ham, men de kunde ikke magte ham. Ulivatsiak var af Uiartek's Familie. Uiartek rejste tilbage hertil og døde her, da han blev gammel. Kasagsik fangede Bjørne, ligesom man her fanger Ræve, nemlig i Stenfælder.

Fodnoter