Vagn Aagesen: Første Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:
Første Samtale


    De Talende.
    Sigvald:       Jomsborgs Høvding.
    Astrid:     hans Kone, Datter af Bursilav i Venden.
    Vagn:     -
    Ingeborg:     hans Kone.
    Bjørn hin Bretske:     Palnatokes Fostbroder.
    Svend Buesøn:     -
    Aslak:     -
    Endrid:     -
    Hakon hin Rige:     Norrigs Jarl.
    Erik:     hans Søn.
    Eivind Kelda:     en Seidmand.
    Tvende Hofgoder:     -
    Odinkar:     -



Første Samtale.


Jomsborg.

Borgegaarden.


Rundt vare Jomsvikinger spredte, og de Fleste syslede med Vaaben. Sigvald og Thorkil stode afsides og samtalede.

Svend, en Jomsviking.


Svend.
Hvad mener du? er dette Skjold nu blankt?


Jomsvikingen.
Du er saameget for det Blanke
Og Smukke. Du vil faae en Hjertesorg
I Norrig, naar vi møde Jarlen.
Hvor vil du gemme da dit lange Haar,
Som er saa gult og fagert, at ei Blodet
Skal smudske det?


Svend.
O! det har ingen Nød.
Naar Striden bliver hvas, jeg skærer
Det af og flyer det til dig,
Saa tænker jeg, det er i god Forvaring.


Jomsvikingen.
Nu! det var netop svart som spurgt.
Men, ser du hist, hvor Sigvald staar og taler
I Løn med Thorkil? det mig tykkes fast,
Som af det Tog han ei har megen Gammen.


Svend.
Han loved kanske mer, end han har Lyst
Og Evne til at holde.


Jomsvikingen.
Men sig mig dog, hvordan det ret gik til
Der ved Strutharalds Arveøl?


Svend.
Ja, hvordan mener du? De drak tilbørlig,
Og Munden kom paa Gang, saa fik Kong Svend
Dem til at gøre store Løfter.


Jomsvikingen.
Hvad loved Sigvald egenlig?


Svend.
En Færd til Norrig, som ei skulde endes,
Før Hakon eller han var dræbt.
Da kan du tro, at Kongen glædtes.


Jomsvikingen.
Hvad mener du er Kongens Agt?


Svend.
At sende Sigvald med en kærlig Hilsen
Til Palnatoke. Du kan tro, at Svend
Ham under Jomsborg mindre selv end Astrid.


Jomsvikingen.
Ja, dengang narred Sigvald ham
Da rigtig nok. – Men, ser du hist;
Der gaa jo To med dragne Sværde
Ind paa hinanden, det er Nyt
I Borgen, vi maa se de Løier.




Borgsalen.


Vagn.
O hvilken Tomhed her i disse Sale!
O hvilken Tomhed inden i mig selv!
Hvad er vel Jomsborg uden Palnatoke?
En mægtig Krop, hvis Sjel er faret ud,
Hvad Sværdet er, som hænger hist paa Knagen,
Hel frygteligt det var i Tokes Haand,
Nu hænger det saa tamt og stille
Som Knagen selv.


Længe grublede han, før han igen kom til Orde.


Det hænger stille,
Men naar det grebes af en vældig Haand,
Da maatte det, som forhen, bide Skjolde,
Og foer en kraftig Aand i døde Krop,
Fik den da ikke Liv igen? den fik.


Odinkar.
Det ei.


Vagn.
Hvorfor?


Odinkar.
Fordi den døde,
Thi Intet dør, som mægter end at leve.


Vagn.
Men hvem er du, som lurer paa min Tale?


Odinkar.
Din Frænde Odinkar, en kristen Klerk.


Vagn.
Hvorledes kom du ind i Borgen?


Odinkar.
Ad samme Port, som Tokes Lig kom ud.


Vagn.
Ja, du har Ret, det Lig har Veien jævnet,
Men spurgte Ingen, hvad du vilde her?


Odinkar.
De havde Andet at bestille,
Thi Alle stod omkring to Mænd
Som sloges om et Kvindfolk. Sigvald
Dem vilde skilt; men fik kun onde Ord.


Hurtig greb Vagn Tokes Sværd fra Knagen og vilde ile ud, men Odinkar traadte for ham.


Det er forbi. Da Bue Digre hørte
Hvorom de stred, han fluks dem begge dræbte,
Og overtraadte Loven selv
For at ei Loven skulde overtrædes,
Jeg ser, du havde samme Sindelag.


Vagn.
Maaske. Men sig! hvad vil du her?


Odinkar.
Mit høie Kald mig driver rundt i Norden,
At bringe Folket Daab og Kristendom,
Jeg fremmerst søger mine egne Frænder
Og Palnatokes ædle, djærve Æt.
Derfor jeg kom, med dig jeg vilde tale,
Og lære dig den Sandhed, jeg har lært.


Vagn.
Og mener du, jeg vil din Lærdom nemme?


Odinkar.
Det veed jeg ei, det veed allene Gud,
Men jeg maa tale, selv for døve Øren.
Dog, Palnatoke hørte mig, og du,
Det veed jeg, lyster ham at ligne.


Vagn.
Han hørte dig, men troed dig dog ei.


Odinkar.
Han troed dog at Kristus vilde seire
I Nord, paa Jomsborg ene stoled han,
Det er forbi. Hvorpaa vil du nu stole?


Vagn.
Paa Aserne og paa min egen Kraft,
Om Alle tabe, jeg dog vist skal vinde,
Og, om jeg stolede paa Jomsborg end,
Var det saa daarligt? Du har luret,
Og hørt af Sorg jeg var forsagt,
Men Norrigs Hakon snart skal sande:
Der er endnu et Jomsborg til.


Odinkar.
At der har været et engang.
En Kæmpe rammes kan af Pilen,
Skønt Buestrængen brast itu
Da Pilen fløi, men troer du at Strængen
Blir derfor hel igen?


Vagn.
Er Buen god,
Man derfor ei behøver den at slænge,
Man snoer sig en anden Stræng,
Og er den end lidt mere stakket,
Saa Buen skyder ei saa langt og vist,
Den skyder dog.


Odinkar.
Ifald den ikke brister,
Naar den skal bøies til den korte Stræng,
Og om den nu var ormestukken
Som den, hvorpaa du selv vil være Stræng!
Nei, Frænde! Jomsborg er ei mere,
Og Palnatoke selv til Undergang
Det vied, da han brød sin egen Lov.


Vagn.
Hvorledes?


Odinkar.
Mindes du ei længer,
At han mod Loven tog dig i sin Flok?
Da rystede han selv de stærke Mure
Og Asers Trone med; thi høit han svor,
At Loven skulde fast som Valhal stande.
Det skal opfyldes, selv I maa
Med Blindhed slagne, Valhal styrte,
I fare hen at øde Hakons Magt
Og eders Guder kæmpe mod sig selv.


Vagn.
Nei, nu som altid, Aser imod Jetter,
Thi Hakon er ei Asers Ven, han skal
Forgaa, men Aser bo paa Norrigs Klipper.


Odinkar.
Det mener du, fordi du ei begriber,
At underlige ere Herrens Raad,
Naar Jordens Magter sig mod Kristum sanke,
De dog allene tjene Himlens Gud.


Vagn.
Hvem er den Himlens Gud, og hvem er Krist?


Odinkar.
I disse Ord, hel faa, du spørger, Frænde!
Om Alt, hvad der er noget Spørgsmaal værdt.
Du stævner kæk til Mimers rene Kilde
Som sprang af Jord ved Kristi Guddoms Bliv;
Med viet Haand jeg dyre Drik dig rækker,
Og beder Gud, du føle maa dens Kraft,
Saa klart du ser, hvad ei du kan begribe!


Den Himlens store Gud, som jeg dig nævned,
Han var, da Intet var, hans Aandepust
Hensvæved over tomme Ginnunggab,
Det klare Lys da skinned i det Høie
Og i det Dybe vælted Bølgen sig;
Men Jorden blev imellem begge løftet,
Med Træer, Dyr og spæde Urter fyldt.
Da skabte Herren i sit eget Billed
En Mand af Jord og med sin Guddoms Aande
Han gennemvarmed, styrked Jordens Gud;
Af Mandens Kød og Ben en Kvinde
Til helligt Samfund blev af Herren skabt
Og derfor lever Kvinden kun i Manden,
Og føler kun, hvad Manden tænker kæk.
De ligned Gud, men Slangen lokked dem,
De vilde være deres Skabers Lige,
Da raabte Gud, og straffed dem med Død,
Hvert Menneske kan endnu høre Røsten,
Og skælvende han vender sig mod Gud,
Men Slangen lokker ham igen til Jorden,
Hvis han sig vender, er det evig Død,
Men Kamp, naar kæk mod Himlen han opstirrer.


Vagn.
Hel Meget tykkes mig at ligne det
Som selv jeg tror, kun noget anderledes.


Odinkar.
Vist ligner det. Guds Billede ei saa
Er svundet, at jo nogle Træk end findes
I hver en Sjel og dybe Træk der var
I hans, som kløgtig Asalæren bygged.
Alfader han er Himlens store Gud,
Og Aserne blev skabte i hans Billed,
Men vilde stolte være Guder selv,
Og derfor skal de dø i Ragnaroke.


Vagn.
Ret som om Mennesket du sagde nys.


Odinkar.
Saa er det. Men om Krist du ogsaa spurgte.
Ham veed ei Asalæren Noget om,
Thi han ei kom, før sent i Tidens Fylde.
Alfader saae, at stor blev Slangens Magt,
At Mange lod sig af den Trædske lokke,
Og de som kæmped, savned Lys og Kraft;
Da rørtes han ved Slægtens store Jammer,
Og kærlig han forlod den al sin Skyld,
Han sendte ned sin egen Søn til Jorden,
At knuse Slangens Hoved, saa den ei
De Svage mer saa vældig kunde lokke.
Nu har vi Fred med Gud, og hver som tror
Paa Krist, han har i ham Guds Billed.


Vagn.
Men hvem er Krist? hvor blev han af?


Odinkar.
Han er Guds Søn og han er Gud tillige,
Han døde for os Alle, men igen
Han lever hos sin Fader høit i Himlen.


Vagn.
Det er jo hartad som vor Asathor,
Der gaaer i Strid mod Midgards Udyr.


Odinkar.
En dunkel Spaadom kan det maaske være,
Thi førend Kristus kom, han lovet var.


Vagn.
Saa det vi tro, engang skal komme,
Er kommet allerede nu!
Nei, det er ikke sandt, thi Jetter
Har endnu megen Magt paa Jord,
Saa er jo Slangens Hoved ikke knuset,
Saa kan, saa maa vi ikke have Fred.


Odinkar.
Vist er det knuset, dog den ei er død.
Vel maa vi end imod den Trædske stride,
Men vi har Fred med Gud ved Krist,
Og kraftig Hjelp af ham til Striden.


Vagn.
Men naar skal Slangen dræbes hel?


Odinkar.
Den dræbes ei, men bindes, pines evig
Med alle dem, den lokked til sig hen.


Vagn.
Hvad? skal den aldrig dræbes? Nei, langt heller
Jeg vente vil paa Ragnarokes Strid,
End saa forliges med Alfaders Fjende.
Saa knuste Aser Ymers Hoved, men
De bandt ham kun, og derfor skal de dø.
Du frister mig, som Loke fristed Aser.


Odinkar.
Du ei forstaar mig; thi du mener at
Den Slange, som jeg taler om, lig Ymer
Er blevet af sig selv, men ikke saa,
Den kommen er fra Gud og derfor kan
Den ikke dø.


Vagn.
Fra Gud? du lyver.
Er onde Jetter af Alfader skabt,
Saa er jo selv han ond, saa strider
Han jo imod sig selv, og vi,
Vi er hans Narre, nei, du lyver.
Gak bort! jeg vil ei høre mer.


Odinkar.
Men Slangen er som Aser falden.


Vagn.
End engang byder jeg: gak bort!
Og tal ei meer om dine onde Guder!


Odinkar.
Dig Himlens Gud tilgive! thi du veed
Ei hvad du siger. Alt vil du begribe,
Selv Gud, hvordan han røres i sig selv;
Begriber du da bedre Ymers Fødsel
Og Ragnaroke?


Vagn.
Hold din Mund
Og gak!


Odinkar.
Jeg gaar, men med et sorgfuldt Hjerte.
Dog end et Ord! naar Levende og Dødt
Fornægter Aserne, og naar dit Øie
Forgæves stirrer i det tomme Rum,
Og søger det, hvorefter Sjælen længes,
Da tænk paa mig! og tænk paa Krist!