Vagn Aagesen: Fjerde Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:
Fjerde Samtale


Svolder.

Vundet var Ormen hin lange og Oluf var sprungen fra Borde. Rede stod Erik at fare til Norrig; men end engang vilde han samtale med Vagn og takke ham for sin Hjelp i Striden.


Erik.
Langt anderledes er jeg nu tilmode,
End da jeg saae dig førstegang, min Vagn!
Da og jeg havde seiret, men jeg var
Nedbøiet som den Overvundne.
Jeg stod for dig og for din djærve Flok,
Og hørte eder mæle Størkens Ord,
Jeg saae i eder kun den sidste Levning
Af Kæmpeætten, af den prude Hird,
Som Toke sanked til at værge Aser;
Det skar mig dybt i Hjerte, at et Laug,
Hvis Stifter var den største Mand i Norden,
Alt skulde ødes, og at strænge Norner mig
Udkaared til at øde, hvad jeg elsked.
Dertil end kom, at ei jeg vidste ret,
Om Seieren var min, hvad heller
De onde Troldes; thi min Faders Færd
Var underlig og gruelig tillige.
Nu derimod ved Aser og mig selv,
Ved dig og mine andre djærve Kæmper
Jeg vandt en Seier, som kan glæde mig,
En Seier over Asers svorne Fjende,
Og var han end, som gamle Haralds Ætmand,
Til Norges Rige odelsbaaren, var
Dog Trøndelagen ei hans Odel,
Og han var Erlands Banemand.


Men, Vagn! du est jo ikke glad som jeg!
Saalænge Kampen stod, dit Øie lyste
Af Gammen, nu det mørkt og koldt
Paa Jorden hænger. Er der Noget
I Norges Rige, paa den vide Jord,
Saalangt min Arm og mine Kæmpers rækker,
Der fattes dig, da tal! og Livet skal
Jeg lade, eller og fordrive
Din Sorg, thi den er tung, og jeg
Fra førstegang, mit Øie mødte dit,
Fostbroderlig med dig er sammenbundet.


Vagn.
Hav Tak, du Gæve! men paa Jorderig
Er Intet længer, som jeg stunder efter.
Jeg gik i Kamp, ei blot fordi det Liv,
Du skænked mig, er dit, jeg haabed,
At finde der en ærlig Kæmpedød;
Thi ked jeg er af Livet, Tvivl mig ængste,
Saalænge jeg er her, og Døden kun
Dem mægter at opløse eller dæmpe.


Vi vandt en Seier, den er din,
Du er den værd, men Olaf fældtes!
Han var en Kæmpe, ikkun Een,
Kun Toke nævner jeg hans Mage,
Og overmenneskelig var hans Færd.
Ei skar det, Erik! dig saa dybt i Hjerte
I Hjørungvaag, som mig i Svoldersund.
Ak! naar? hvordan skal Enden vorde
Paa store Tvist imellem Krist og Odin?
Sig Kæmpeslægten deler mellem dem,
Og fældes, ødes under Begges Mærke,
Men Jetter, Djævle, – nævn dem, hvad du vil! –
De seire. – Eller, er der intet Saadant!
Er Himmel, Valhal, Guder, kun en Lyd,
Og vi, som Skovens Træ'r, en Slægt, der vokser
Af Jorden op, kun for, at efter os
En anden skal opgro, og atter fældes!
Ak! det er tungt at leve, naar Man ei
Forstaar hvad Livet er, og ikke
Kan stille Sjelen ved en stadig Tro!


Erik.
Hvor du forfærder mig med denne Tale!
Hvad i mig selv jeg som en sagte Hvisken
Kun stundum hørte, og kun halv forstod,
Det taler høit igennem dig, og piner
Mig mer end tusend dybe Saar,
Ei tør jeg glædes ved min Seier længer,
Forbandet han, som kække Oluf sveg,
Den lumske Niding!


Vagn.
Hvad? er Oluf svegen?
Er Seiren vundet ved en Nidingsid?
Hvem er han? tal! hvem sveg den Bolde?


Erik.
Det gjorde Sigvald.


Vagn.
Høie Guder!
Hvi kløvedes han ei af dette Sværd,
Som efter hans, den Nidings Blod saalænge
Har tørstet! hvorfor undtes det mig ei
At vorde ham til Bane, før hin værste
Af sine Jettehandler han bedrev!
Hvor er han? tal! at før min Afgang
Jeg Guderne kan tækkes ved hans Drab,
Thi han er alle Guders svorne Fjende.


Erik.
Jeg følger dig til Død og blodig Hevn,
Thi ogsaa jeg nu efter Høien længes.


Vagn.
Nei, ikke saa min Ven! dig Nornen
Har kaaret til et mægtigt Riges Drot,
Did fare du, før høvdingløse Skare
Oprøres mod sig selv til Tvist paa ny!
Kan Sigvald fældes, denne Haand vel mægter
At sende ham, før Sol gaaer ned, til Hel;
Men er det Norners underlige Raad
At længer han sit Nidingliv skal friste,
Da nytter ingen Magt, og falder du,
Da skuffes Norrig for den Drot, du skylder
Dit Fædreland i faldne Olufs Sted.
Thi drag herfra! jeg dig besværger
Ved alle Guder og ved Norrigs Held!


Erik.
Din Aand er Herre over min, jeg drager,
Men drager bort med sorgbetynget Hug.
Du byder mig at vorde Norrigs Drot
I Olafs Sted, men Værket at fuldende,
Som han begyndte, kristne Landet! nei,
Det kan, det tør jeg ei, og øde
Hans Værk! det tør jeg ikke heller.
Hvad skal jeg gøre? raad mig, om du kan!


Vagn.
En mere raadløs Mand er ei paa Jorderig,
End jeg, og jeg skal give Andre Raad!
Dog, ei som mit, dit Hjerte sønderslides
Af Angst og Tvivl; thi er mit Raad:
At du skal lade høie Norner raade;
Thi det dumdristigt er at blande
Sig ind i stærke Guders Tvist.


Farvel! paa Jord ei mer vi mødes,
Men mødes vi engang, da er jeg glad,
Thi da er Tvivlen løst og Mørket svundet.


Erik.
O! gid jeg var en Kvinde dennestund!
Da turde Taarer mæle, nu da jeg
Maa tie.


Vagn.
Skam dig ei! lad Taaren rinde,
Og blande sig med min! thi ei med Blod,
Med Taarer kun nu Kæmperne i Nord
Maa i Fostbroderlag sig sammensværge.




Vagns Gaard i Fyen.

Ene sad Ingeborg og kvad saa sørgelig med Graad paa Kind.


Ingeborg stod paa høien Fjeld,
Hun stirred saa vidt over Hav,
Alt efter Hjalmar, den prude Svend,
Han var hendes Hjerte saa nær.
Men Nornerne raade vor Skebne.


Hun syed den Brynje med Silke fin,
Som han skulde bære i Strid,
Ak! har kun Angantyrs det skarpe Sværd
Ei farvet den med hans Blod!
Men Nornerne raade vor Skebne.


Hid seiler en Drage saa høi og prud,
Og Hovedet luer af Guld,
Den førte ung Hjalmar i Ledingsfærd,
O! monne den bære ham end?
Men Nornerne raade vor Skebne.


Den Snekke stævned mod Landet ind.
Og Ingeborg stævned fra Fjeld,
Den naaede Land og hun naaede Sø,
Ung Orvarod stod udi Stavn.
Men Nornerne raade vor Skebne.


O! sig det mig snarlig, du unge Svend!
Som stander saa høit udi Stavn:
Mon Snekken end bære min Hjalmar hid,
Som bar ham ud sønder i Hav?
Men Nornerne raade vor Skebne.


Ja visselig bærer den Snekke end
Din Hjalmar, som bar ham i Hav;
Dog gange du maa vel omborde til ham,
Han ganger slet ikke til dig.
Men Nornerne raade vor Skebne.


O! vist er han Dødsens, om ei han er død,
Mens ikke han ganger til mig.
Hun løfted den Dug, som var bredt over Lig,
Hel ynkeligt var det at se.
Men Nornerne raade vor Skebne.


Hun løfted den Dug med de Fingre saa smaa,
Som Dugen saa var hendes Kind,
Og Hjertet, det maatte isønder gaa,
Halvmere Ynk var der nu,
Men Nornerne raade vor Skebne.


Og Upsalakongen lod gøre en Høi,
Der ligge de dybt under Muld.
Den Saga fremtaltes saa vide om Land,
De sørgede Alle, som lyded derpaa.
Men Nornerne raade vor Skebne


Odinkar.
Dig trøste han, som bygger i det Høie!
Men sig! hvi er saa harmefuldt dit Kvad
Hvi rinder saa paa blege Kind din Taare?


Ingeborg.
Hvem er du?


Odinkar.
Vagns og Tokes Frænde.


Ingeborg.
Du kender da min Vagn, og veed
At han er dragen ud i Leding,
Og spørger dog om Grunden til min Sorg!


Odinkar.
Har du da glemt, at Kamp er Kæmpens Liv,
Og veed du ei, du ægtede en Kæmpe?
For Saadant græd ei fordum Nordens Kvinder.


Ingeborg.
Jeg veed det, fra min Æt jeg er vanslægtet,
Mit bløde Hjerte for det haarde Staal
Har altid gruet, dog jeg Kæmpen elsked,
Men havde du ham set, min Vagn, da sidst
Han mig forlod, du spotted ei min Vaande.
En lønlig Sorg har gnavet ham i Hug,
Saalænge jeg kan mindes, naar og stundum
Han klapped mig saa kærlig under Kind,
Var Glæden stakket, mørk han stirred
Paa mig, ja paa sin liden Toke selv.
Men fra den Stund, han Hærbud fik fra Jarlen,
Han var saa glad og dog saa frygtelig,
Og da han sidst mig trykkede i Favn,
Og kyssed mig, og sagde mig Farvel,
Han tyktes glad, og dog nedrandt en Taare,
Som brændte mig igennem Ben og Kød.
Han stod som den, der kaldet er til Valhal,
Hvis Øie alt har fundet Odins Sal,
Og til sin Elskte klæber sig med Størke,
Ei for at binde sig til Jord, men for
At drage hende med til Guders Samfund.
Du ser mig aldrig mer, det sagde
Mig hvert hans Blik og hvert hans Favnetag.
Jeg ser ham aldrig mer, det siger
Mit Hjerte mig og mine tunge Drømme.
Jeg saae i Nat, ak! hvor jeg græd og skjalv!
En Orm, saa fæl og stor som Midgardsormen,
At vinde sig omkring hans Liv, han stred
Saa kæmpelig, saa længe, men tilsidst
Han kvaltes dog af onde Udyrs Edder.
O! vidste jeg, han hviled alt i Høi,
Da stilledes min Kval, da skulde
Jeg snarlig naa ham, men endnu
Jeg holde maa paa Aanden, som vil flygte,
Thi kom han hid med mange dybe Saar,
Og jeg ei var her, kunde ei ham pleie,
Ei aande Varme i de kolde Læber,
Og Rødme i den blege Kind,
Jeg selv i Freias Sal fortvivled.


O! veed du ei om Striden alt har standet,
Om han er falden? veed du det
Da dølg det ei! min Vaande kan ei øges.


Odinkar.
I Svoldersund har Kæmper prøvet Størke,
Men ei i Striden faldt din Vagn,
Dog bedre Tidende jeg haver ei at bære,
End at han snart skal lægges udi Høi.


Ind traadte Svend Buesøn og trende Andre. En Kiste bare de paa Skuldre og satte den til Jord.


Ingeborg.
Ei kan jeg gange, leder I mig hen
Endnu engang at se min Vagn! og siger
Mig om hans Afgang hvad I veed!


Svend.
Med draget Sværd han trængte ind paa Sigvald,
Fordi han Norrigs Olaf havde sveget
Og Sigvalds Mænd ham dræbte, ei af os
Var Nogen nær, og da vi kom til Stedet,
Var Sigvald flygtet fra vor visse Hevn,
Men Vagn med Døden droges som en Kæmpe.
Han bød os flytte hid sit Lig,
Og bringe dig hans sidste Hilsen;
Jeg røgtet har mit Ærende, det var
Mit Livs det tungeste; nu fluks
Jeg skynder mig et bedre at udrette:
At rive Sigvald Hjertet ud af Liv,
Til ringe Bod for dræbte Frænde.


Odinkar.
Dit Hjerte krympes i de sidste Slag,
Det ser jeg grant, vil du ei lettes
I Dødens Strid ved Kors og hellig Daab?


Ingeborg.
Mig tyktes godt, det Lidet jeg har hørt
Om hviden Krist, og gerne vilde
Mit Hjerte vende sig mod ham;
Men Vagn var ikke Kristen, jeg vil være
Hos ham. – Min Søn, ak! han er faderløs
Og moderløs nu bradt, du er hans Frænde,
Vil du ham træde i Forældres Sted?


Odinkar.
Jeg vil.


Ingeborg.
Saa dør jeg rolig.


Liden Toke knælede grædende ved Faders og Moders Lig, for ham stod Odinkar.


Odinkar.
Almægtige, Barmhjertigheders Fader!
Nedsku i Naade til din Tjener her,
Og til den Spæde, som paa Jord nedknæler!
Tilgiv for Jesu Skyld den Slægt,
Som voved sig mod dig at reise!
Omhugget har du med din Kraftes Arm
Det stærke Træ som stod igennem Sekler,
Tilbage er kun dette svage Skud,
O giv mig Kraft til i det at indpode
En Kvist, som grønnes kan og bære Frugt,
Til Velbehag for dig, og Held for Norden!


Jeg føler det, o! du har hørt min Bøn.
Fra Toke skal en hellig Mand nedstamme
Og djærv for dig han løfte skal sit Sværd,
Som Palnatoke sit for Aser løfted,
Og Dæmningen, som Toke, fræk og blind,
Opreiste mod din Søn og mod hans Lære,
Skal han nedbryde, høit dit Navn forkynde.


Saa vier jeg dig, liden Toke! her
Med Korset, til et Tegn, at du
Og al din Æt skal tro allene
Paa den Korsfæstede og paa hans Ord.
Med helligt Vand jeg over disse Døde
Dig døber i Treenighedens Navn,
Og Draaberne som falde paa de Døde,
Skal stille deres Sjeles tunge Tørst,
Som slukkedes ei her paa Jorden.
Den Evige dem skal tilgive, thi
De vidste ikke, hvad de gjorde.