Vapnfirdingernes Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Vapnfirdingernes Saga
med et Uddrag af Landnámabók


oversat af Gunnlaugur Þórdarson


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1848


Der boede en Mand paa Gaarden Hof i Vapnafjord, ved Navn Helge; han var en Sön af Thorgils, en Sön af Thorsteen, en Sön af Ölve, en Sön af Asvald, en Sön af Öxnathore. Ölve var Lehnsmand i Norge, i Hakon Jarl Grjotgardsöns Dage. Thorsteen hin hvite (hvide) var den förste af denne Slægtlinie, som kom til Island; han boede paa Toptavelle, som ligger nærmere Kysten end Eiriksstader, men Steenbjörn, en Sön af Ref hin raude (röde), boede paa Hof. Da det gik tilbage for Steinbjörn formedelst hans Gavmildhed, kjöbte Thorsteen Gaarden Hof, og boede der i tredsindstyve Aar. Han agtede Ingibjörg, en Datter af Hrodger hin hvite. Thorgils, en Sön af Thorsteen, var Fader til Broddhelge; han overtog Gaardens Bestyrelse af Thorsteen. Thorkel og Hjedin dræbte Thorgils, Broddhelges Fader; men Thorsteen hin hvite paatog sig da anden Gang Gaardens Bestyrelse og opdrog sin Sönnesön Broddhelge. Helge var stor af Væxt, stærk og tapper, smuk af Udseende og anseelig. I sin Barndom var han temmelig taus, og allerede i den yngre Alder anmassende og trodsig, men sindrig og opfindsom. En Dag, da Qvæget var samlet paa Malkepladsen paa Hof, fortælles der, at en Tyr, som tilhörte Thorgils og Broddhelge, ogsaa var iblandt det, men en anden Tyr kom ogsaa hen til Malkepladsen, og de begyndte at stanges. Ynglingen Helge stod udenfor og lagde Mærke til, at deres Tyr kunde ikke staae sig og trak sig tilbage. Han tog da en Iissko og bandt den fast til Tyrens Pande, og siden blev Fordelen paa dens Side. Af denne Begivenhed blev han kaldt Broddhelge; han udmærkede sig fremfor alle sine Jævnaldrende i dette Bygdelav.

En Mand, ved Navn Svart, kom hertil fra Udlandet og bosatte sig i Vapnafjord. Nærmest ham boede der en fattig Mand, som hed Skide. Svart var stor af Væxt og meget stærk; han besad en stor Vaabenfærdighed og var et uroligt Hoved. Svart og Skide bleve uenige om Græsgangene, hvilket endte saaledes, at Svart dræbte Skide. Broddhelge lagde Sag an for Drabet, og fik ham erklæret fredlös; dengang var Broddhelge tolv Aar gammel. Siden efter opholdt Svart sig paa en öde Fjeldstrækning, som vi kalde Smjörvatnshede, kort fra Sunnudal, og stjal Faar fra dem paa Hof og gik endogsaa videre deri end han havde nödig. Faarehyrden paa Hof kom hjem en Aften og gik til det Aflukke, hvor Oldingen Thorsteens Seng stod; han var ganske blind. Thorsteen sagde: »hvorledes er det gaaet dig i Dag, Kammerat?« »Yderst slet,« svarede den anden; »nu er borte din bedste Bede og tre andre,« vedblev Faarehyrden. »De ere formodentlig komne hen til de andres Faar,« sagde Thorsteen, »og vende nok tilbage.« »Nei, langtfra,« sagde Faarehyrden, »de ville aldrig vende tilbage.« »Tal til mig om slige Ting saa meget du lyster,« sagde Thorsteen, »men tal ikke til Broddhelge herom.« Broddhelge spurgte Faarehyrden, hvorledes det havde gaaet ham den Dag. Han gjentog Ord til andet det som han havde sagt til Thorsteen. Broddhelge lod som han ikke hörte det, og gik i sin Seng om Aftenen. Da de andre vare faldne i Sövn, stod han op og tog sit Skjold og gik ud. Det fortælles, at han tog en flad Steen, tynd og stor, og fastgjorde den paa sit Bryst. Han havde i Haanden en stor Öxe med et langt Skaft. Han tog Veien hen til Faarehusene; derfra fulgte han nogle Fodspor, thi Snee laae paa Jorden, indtil han kom op paa Smjörvatnshede ovenfor Sunnudal. Svart gik ud og bemærkede, at en Mand, af et mandigt Udseende, var kommen i Nærheden af ham. Han spurgte, hvem der var. Broddhelge nævnede sit Navn. »Du vil nok ikke forgjeves træffe mig,« sagde Svart, og i det samme styrtede han ind paa ham og huggede efter ham med et stort Spyd. Broddhelge afbödede Hugget med sit Skjold; men det ramte Skjoldets udvendige Kant og derpaa hiin flade Steen, af hvilken der klövedes et Stykke med en saadan Voldsomhed, at Svart faldt foraver; da huggede Broddhelge Benet af ham. Da sagde Svart: »nu var Lykken dig gunstigere, og du bliver nu min Banemand; men saa stor Ulykke vil herefter forfölge din Familie, at det vil blive berömt saa længe Landet bliver bebygget.« Dernæst gav Broddhelge ham Banehugget. Oldingen Thorsteen vaagnede hjemme paa Hof og stod op; han gik hen til Broddhelges Seng og bemærkede, at den var bleven kold. Dernæst vækkede han op sine Tjenestekarle og böd dem at söge efter Broddhelge. De gik da ud og fulgte Broddhelges Fodspor hele Veien, og traf ham der hvor Svart laae dræbt. Derefter tildækkede de hans Legeme og flyttede bort med sig alt det, som der fandtes af nogen Værdi. Broddhelge blev overalt berömt af denne Bedrift, som han udförte i en saa ung Alder.

Paa den Tid, da Thorsteen boede paa Hof, og Broddhelge var hos ham som Yngling, boede der paa Gaarden Krossavik en Mand, ved Navn Lyting, en Sön af Asbjörn, en Sön af Olaf, langhals kaldet. Han var en klog Mand og temmelig rig; han ægtede en Qvinde, ved Navn Thordis, en Datter af Herlubjarne Arnfinssön. De havde to Sönner, af hvilke den ene hed Geite og den anden Blæng, som begge spille en Rolle i denne Fortælling. Lyting havde ogsaa to Döttre, Halla og Rannveg, af hvilke den sidste var gift med en Mand, ved Navn Olaf, paa Klifshage i Öxarfjord. Geite og Broddhelge vare næsten jævnaldrende, og imellem dem fandt et fortroligt Venskab Sted. Broddhelge ægtede Halla Lytingsdatter, en Söster til Geite og Blæng. De havde en Datter, ved Navn Thordis todda, som Helge Asbjörnssön fik til Ægte. Broddhelge havde desuden to Sönner, af hvilke den yngre hed Bjarne og den ældre Lyting. Bjarne blev opdragen i Krossavik hos Geite. — Blæng var meget stærk, men haltede noget. Geite fik til Ægte Hallkatla Thidrandedatter, der [som Faster] var i Slægtskab med Droplögarsönnerne. Saa fortroligt Forhold fandt Sted imellem Broddhelge og Geite, at den ene aldrig tog Deel i nogen Leg, uden at den anden tillige var tilstede, og ingen af dem besluttede noget uden den andens Vidende, og som oftest kom de sammen hver Dag; man beundrede hvor inderligt deres Venskab var. Paa den Tid boede paa Gaarden Sunnudal en Mand, ved Navn Thormod, stikublig kaldet, en Sön af Steenbjörn, med Tilnavnet kort; han var Broder til Ref paa Refstader og Egil paa Egilstader. Egil havde tre Sönner, Thorarin, Hallbjörn og Thröst, og en Datter, ved Navn Hallfrid, som Thorkel Geitessön fik til Ægte. Thormod havde to Sönner, Thorsteen og Eyvind. Ref havde ligeledes to Sönner, Steen og Hreidar. De vare alle Geites Tingmænd; han var en meget klog Mand. Mellem Broddhelge og Halla herskede en god Forstaaelse. Lyting blev opdragen i Öxarfjord hos Thorgils skinne. Broddhelge besad en stor Formue.

Det fortælles, at en Sommer kom et Skib fra Udlandet til Vapnafjord. Dette Skib förte en Mand, ved Navn Thorlev, hin christne kaldet. Han eiede en Gaard, Krossavik, i Reydarfjord, og var en Stivsön af Asbjörn med Tilnavnet lodinhöfde (laaddenhoved). Den anden Skibsförer hed Hrafn; han var norsk af Herkomst, meget rig og besad mange Kostbarheder; han var karrig, indsluttet i sig selv og meget besindig. Det fortælles, at han eiede en Guldring, som han altid bar paa Haanden, og en Kasse förte han med sig; han pleiede at ligge paa den i Sengen, og man troede, at den var fuld af Guld og Sölv. Thorlev tog hjem til sin Gaard, Krossavik, men Östmændene tingede sig i Kost. Broddhelge red hen til Skibet, og tilböd Skibsföreren Ophold hos sig. Han svarede, at han ikke havde i Sinde at tage der Ophold, »thi man fortæller mig,« vedblev han, »at du baade er overmodig og pengegjerrig, men jeg er beskeden og en ubetydelig Person, og det passer kun daarlig sammen.« Broddhelge, som var en stor Elsker af Pragt, bad ham da om sælge sig nogle Kostbarheder, men Hrafn svarede, at han ikke vilde sælge nogen af sine Kostbarheder paa Borg. Broddhelge svarede: »du har Smukt affærdiget mig, afslaaet min Indbydelse og negtet mig Kjöb.« Geite kom ogsaa hen til Skibet; han traf Skibsföreren og sagde, at han havde baaret sig uforsigtig ad ved at lægge sig ud med den fornemste Mand i dette Bygdelav. Östmanden svarede: »jeg havde besluttet at tinge mig i Kost hos en af Bönderne, eller vil du maaskee indrömme mig Ophold hos dig?« Geite viste sig i Begyndelsen utilböielig dertil, men tilstod ham dog tilsidst hans Önske. Skibsfolkene fik andre Opholdssteder, og Skibet blev trukket op paa det Törre. Östmanden blev overladt et Pakhuus til at gjemme i sine Varer; han solgte dem siden i smaae Partier. Da Vinteren stundede til, holdt Egilssönner et Efteraarsgilde, hvortil Broddhelge og Geite vare indbudne. Helge gjaldt for den fornemste, og fik den anseeligste Plads, thi han var en stor Elsker af Pragt. Det gjorde ikke liden Opsigt, at Helge og Geite talte saa udelukkende med hinanden under Gjestebudet, at de hverken indlode dem i Spög eller Samtale med nogen af de andre, som vare tilstede. Efter Gildet tog man hjem. Paa Gaarden Hage, kort fra Hof, holdtes en Leg denne Vinter, som var talrig besögt; Broddhelge var der ogsaa tilstede. Geite opmuntrede Östmanden meget til ogsaa at besöge denne Forsamling, og sagde, at der vilde han træffe mange af sine Skyldnere; de toge altsaa begge derhen. Der talte han vidt og bredt om sit Tilgodehavende; men da Legen var sluttet, og man allerede var begyndt at gjöre sig færdig til Hjemreisen, sad Helge endnu i Stuen og talte med sine Tingmænd. En Mand kom ind i Stuen og fortalte dem, at Hrafn Östmand var bleven dræbt, men Gjerningsmanden havde man ikke kunnet opdage. Helge gik da ud af Stuen og beklagede höiligen det Skete. Man drak Hrafns Gravöl paa en hæderlig Maade efter den i de Tider brugelige Skik. En Mand, ved Navn Torfe, boede dengang paa Gaarden Gudrunarstader; han var stor af Væxt og meget stærk. Torfe stod i Venskabsforhold til Broddhelge og Geite, og hele den Dag, da Östmanden blev dræbt, vidste man ikke, hvor han opholdt sig. Nogle fortalte Begivenhederne ved Hrafns Död paa den Maade, at man havde anviist ham en Vei over nogle Sumpe, og at han var saaledes omkommen. Broddhelge og Geite bleve enige om, at hver af dem skulde tage sin Halvdeel af Hrafns Efterladenskaber, men Delingen skulde först gaae for sig, naar Vaartinget var forbi. Geite modtog Hrafns Varer om Foraaret, og gjemte dem i sit Pakhuus. Thorlev hin christne gjorde dette Foraar sit Skib seilfærdigt til Udenlandsrejse, og var ganske færdig ved Vaartingstider. Nu tog man hen til Vaartinget til Sunnudal, og saaledes ogsaa baade Broddhelge og Geite, og paa mange Gaarde bleve kun faa tilbage. Da den störste Deel af Tingtiden var udlöben, vækkede Thorlev tidlig en Morgen sit Mandskab; de stege i en Baad og roede ind til Krossavjk. De gik hen til Geites Pakhuus, lukkede det op og flyttede bort alt det Gods, Hrafn havde eiet, og bragte det ombord paa Skibet. Halla Lytingsdatter var tilstede, men hun lagde dem ingen Hindringer i Veien. Broddhelge og Geite toge nu hjem fra Tinget, men underveis fik de Efterretning om, at Thorlev havde bemægtiget sig alt Hrafns Gods, og at han havde i Sinde at flytte det bort med sig ud af Landet. Helge antog, at Thorlev maatte have misforstaaet den om slige Sager handlende Lovgivning, og at han vistnok vilde give Godset tilbage, saasnart man indfandt sig for at hente det. De roede nu i mange smaae Baade ud til Handelsskibet, og da de havde hilset hinanden, opfordrede Broddhelge Thorlev til at give Godset tilbage. Thorlev svarede, at han vel kjendte kun lidet til Loven, men han troede dog, at det var hans Pligt, som den Afdödes Kammerat, at bringe Arvingerne hans Efterladenskaber. Broddhelge svarede: »vi have ikke i Sinde at gjöre en forgjeves Reise herhen.« Thorlev svarede: »»för skulle vi alle kæmpe mod hverandre, end at I skulle faae en eneste Skilling.« »Hörer,« sagde Broddhelge, »hvad den Mand siger, som intet godt fortjener af os, og vi skulle nu vistnok gjöre et saadant Angreb, at det skal komme til at svie til nogen af dem.« Da tog Geite Ordet, og sagde: »det tykkes mig ikke raadeligt at angribe dem paa smaae Baade, men det er muligt, at de senere faae Modvind og drives da paa Land, og da kan man tage den Beslutning, man finder for godt.« Dette fandt alle de andre fornuftigt og man besluttede at fölge dette Raad. De seilede nu til Lands igjen, og Broddhelge fulgte hjem med Geite og opholdt sig hos ham nogle Nætter. Thorlev fik snart god Vind, og havde en heldig Reise og bragte Hrafns Arvinger hans Efterladenskaber, men de viste sig ham erkjendtlige derfor, og forærede ham deres Andeel i Skibet, og de skiltes ad som gode Venner.

Broddhelge var temmelig indsluttet i sig selv hele Sommeren, og længtes meget efter at træffe sammen med Thorlev. I enhver Forsamling traf Geite og Broddhelge hinanden, og de talte meget om deres Tab. Broddhelge spurgte, hvor den Kasse var bleven af, som Hrafn engang eiede. Geite svarede at han ikke vidste, om Thorlev havde fört den bort med sig tilligemed det andet Gods, eller om Östmanden selv havde havt den med sig. »Derom er jeg dog af en anden Mening,« svarede Helge, »thi jeg troer, at den befinder sig etsteds i dine Gjemmer.« Geite svarede: »hvor er den Ring, som han bar paa Haanden, dengang han blev dræbt.« »Jeg veed det ikke,« gjensvarede Helge, »men det veed jeg, at han havde den ikke med sig i Graven.« I enhver Forsamling, hvor Geite og Broddhelge traf hinanden, spurgte denne om Kassen, hiin om Ringen, og man kunde tydelig mærke, at de vare uenige; hver af dem meente nemlig at have en Fordring paa hinanden, og Fölgen blev at deres Forhold begyndte at blive noget spændt. Næste Sommer kom der et Skib fra Udlandet til Reydarfjord, tilhörende Thorlev hin christne; i hans Fölge vare to Afsendinger. Thorlev solgte sin Andeel i Skibet, og tog derpaa hjem til sin Gaard. Broddhelge blev glad ved Efterretningen herom; men da han tillige erfarede, at Thorlev havde afleveret alt Godset til Hrafns Arvinger, tvivlede han om, at Sagen vilde faae et ugunstigt Udfald for Thorlev, og derfor sögte han Leilighed til andre Ankepunkter imod ham. En Qvinde, ved Navn Steenvör, var dengang Præstinde, og förte Overopsynet med det fornemste Gudehuus; til hende skulde alle Bönderne betale Offerpengene. Steenvör besögte Broddhelge, thi hun var hans Slægtning, og klagede for ham over, at Thorlev hin christne ikke vilde betale Offerpengene, som alle andre. Broddhelge lovede at paatage sig at före denne Sag mod Thorlev hin christne. En Mand, ved Navn Ketil, hin digre (tykke) kaldet, boede i Fljotsdal; han var en brav og heltemodig Mand. Helge foretog sig en Reise hjemme fra, og gjestede Ketil, som tog meget vel imod ham, og de indgik en Venskabsforbindelse, Helge sagde: »der er en Ting, Ketil, som jeg vil bede dig om at gjöre for min Skyld; du skal nemlig anlægge en Sag imod Thorlev hin christne for Offerpengene og indstævne ham; jeg vil da ogsaa indfinde mig paa Tinget, og saa ville vi begge före Sagen.« Ketil svarede: »dersom jeg havde vidst, at du havde dette bag Öret, vilde jeg ikke have sluttet Venskab med dig, thi Thorlev er meget afholdt; men nu vil jeg dog ikke negte dig din förste Bön.« De skiltes nu ad, og Helge fortsatte sin Reise. Da Ketil syntes, at det var paa Tiden, gjorde han sig færdig til at reise hjemme fra; ham ledsagede ti Mænd. De kom til Krossavik tidlig om Morgenen. Thorlev stod udenfor, hilsede Ketil og tilböd dem alle Natteophold; men Ketil svarede, at det var for tidlig at tage Natteophold i et saa behageligt Veir. Ketil spurgte, om Thorlev havde betalt Offerpengene; han svarede, at han troede at de vare betalte. »Mit Ærende herhen er, at kræve dig for Offerpengene,« sagde Ketil, »og det er ingenlunde raadeligt for dig at udeblive med at betale dem, thi dem maae alle betale.« Thorlev svarede: »det kommer ikke til af Gnieri, at jeg ikke har betalt dem, men mig tykkes alle de Penge ilde anvendte, som betales dertil.« Ketil svarede: »det er en stor Indbildskhed, at du troer dig bedre underrettet, end alle andre, siden du ikke vil betale de lovmæssige Skatter.« Thorlev svarede: »hvad du siger herom, agter jeg for intet.« Derpaa kaldte Ketil Vidner til og indstævnede Thorlev hin christne, og da dette var tilendebragt, tilböd Thorlev dem igjen Natteophold, thi det forekom ham, at det saae ud til slet Veir. Ketil svarede, at han vilde fortsætte sin Reise. Thorlev bad dem vende om igjen, dersom Veiret blev slettere. De toge nu afsted, men det varede kun kort Tid, förend Uveiret bröd ud, og de vare nödte til at vende om igjen. De indtraf allesammen sildig hos Thorlev og vare meget udmattede. Thorlev tog meget gjestfrit imod dem, og de bleve hos ham, formedelst Uveiret, i tre Nætter, og nöde jo större Gjestfrihed, jo længere de opholdt dem der. Da Ketil med Fölge var reisefærdig, sagde han: »vi have her nydt den mest gjestfrie Modtagelse, og du, Thorlev, har viist dig som en brav Mand, og det skal være din Belönning, at hele Sagen skal hæves, og jeg vil herefter være din Ven.« Thorlev svarede: »jeg skatter höit dit Venskab, men det tykkes mig ligegyldigt, om Sagen hæves eller ikke; jeg paakalder den Bundsforvandt, som ikke tillader, at saadant skeer.« Derpaa skiltes de ad, og saaledes stode Sagerne, da Tinget skulde holdes. Det berettes, at Broddhelge samlede et talrigt Fölge til Tinget, og glædede sig i Haabet om sin Seier. Mod Slutningen af Tinget spurgte Broddhelge Ketil, hvor vidt Thorlev hin christnes Sag var fremmet. Han fortalte ham da, hvorledes alt var gaaet til. Helge svarede: »du, Ketil, har kun slet svaret til min Forventning i denne Sag, og nu vil ogsaa vort Venskab være forbi.« Siden gaves der ingen Leilighed til Anklage imod Thorlev, og han bliver heller ikke senere omtalt i denne Fortælling. Broddhelge og Geite traf snart hinanden efter Tinget; Helge gjorde ham bittre Bebreidelser, fordi at han, som, Helge udtrykte sig, dog var Skyld i dette for ham saa vanærende Udfald af Sagen, naar han saa end kunde gjengjelde ham det. Deres Venskab begyndte nu kjendelig at formindskes.

Det fortælles, at Halla Lytingsdatter talte engang med Broddhelge, og sagde: »vi have nu levet længe sammen og god Eendrægtighed hersket imellem os, men nu begynder jeg at blive noget svagelig, hvorfor jeg kun i en kort Tid vil være i Stand til at före Opsynet med Huusholdningen.« Helge svarede hertil: »jeg synes at jeg er godt gift, og jeg har i Sinde fremdeles at være tilfreds hermed saalænge vi begge ere i Live.« Det var den Tids Skik, at Konen kunde erklære, at hun ikke længere vilde tage Deel i Huusholdningen. En Qvinde, ved Navn Thorgerd, silfra kaldet, boede paa en Gaard i Fljotsdal, som nu kaldes Thorgerdarstader; hun var ung og dengang Enke. Hendes Broder, Kolfinn, forestod Gaardens Drift tilligemed hende. Thorgerd indböd Broddhelge selv tredie til sig, og han tog derhen. Hun tog paa det bedste imod ham, og satte ham i Hæderssædet, og selv indtog hun Pladsen ved hans Side. De talte meget sammen, og Enden blev herpaa, at Helge sluttede en Ægtepagt med Thorgerd silfra, förend han tog afsted. Siden berettes der intet om Helge, förend han kom hjem til Hof; han blev spurgt om Nyheder. Han sagde, at en Mand havde fæstet en Qvinde. Halla spurgte: »er Qvinden Thorgerd silfra, og hvem har da fæstet hende?« »Jeg,« svarede Helge. »Det tykkes dig ikke skeet for tidlig?« sagde hun. Kort efter sagde Helge, at han vilde hente Thorgerd, og tillige bad han Halla om at blive der, medens han var borte; hun lod sig overtale hertil, og tog ikke afsted, förend Thorgerd var ankommen. Denne Nyhed spurgtes strax omkring i Bygdelavet og blev ilde anseet; thi alle holdt meget af Halla. Hallas Brödre lode hende hente, og hun tog ogsaa strax afsted, da Helge var kommen hjem; hun förte bort med sig sine Kostbarheder. Helge stod i Dören, og lod som han ikke lagde Mærke til, at Halla tog bort. Hun havde neppe sat sig til Hest, da hendes Broder, Geite, kom ridende derhen. Da sagde Fölgemanden til Halla, at de skulde ride afsted, förend Geite og Helge begyndte at bringe Sagen i Rigtighed; som sagt, saa gjort. Da begyndte Geite og spurgte Broddhelge, naar han vilde aflevere det Gods, Halla eiede og som befandt sig i hans Værge. Helge svarede: »det tykkes mig önskeligt, dersom Halla ikke finder sig vel tilfreds i Krossavik, naar hun er kommen hjem; hun vil nok vende tilbage herhen til Hof.« Geite red nu hjem med uforrettet Sag, og deres Forhold blev ikke mindre spændt end för. Da Geite havde indhentet Halla, spurgte hun om Indholdet af deres Samtale; han fortalte hende det Hele, saaledes som det var gaaet til. Hun sagde: »du har viist dig temmelig hidsig i denne Sag, og det er rimeligt, at det forekommer Helge, at han mister meget, dersom du vil fratage ham alt mit Gods, men Helge er en paalidelig Mand, og jeg troer ikke, at mit Gods vil formindskes, saalænge han har det mellem Hænder til Forrentning.« Geite svavede: »jeg seer tydelig, hvilken Ende denne Sag vil faae; men det tykkes mig den störste Skam, dersom du forlader hans Gaard uden dit Gods.« Vinteren forlöb, men om Foraaret tog Geite hen til Hof for anden Gang at fordre Hallas Gods udleveret, men Broddhelge var utilböielig dertil. Geite anlagde nu Sag imod Broddhelge, og indstævnede ham til Tinget i Sunnudal, og begge samlede de mange Folk. Helge havde dog et talrigere Fölge, men Geites Fölge var anseeligere. Da man skulde begive sig i Retten, blev Geite overmandet, og Broddhelge vandt Sagen. Geite indankede Sagen for Altinget, men der tilintetgjorde Broddhelge den ogsaa, især ved Gudmund hin riges Bistand. Broddhelge og Geite bleve herefter de störste Fjender.

En Mand, ved Navn Thord, beboede en Gaard i Sunnudal, Tunga kaldet, paa samme Side af Aaen, som Gaarden Hof ligger; han var en af Helges Tingmænd. Thord og Thormod eiede et Stykke Skov sammen; men de bleve uenige om Skovhugsten og Græsgangene, og Thord tykkedes, at han blev forurettet af Thormod. Han begav sig til Broddhelge, og fortalte ham Thormods Anmasselser. Broddhelge sagde, at han ikke gad trættes om hans Gods, og slet ingen Deel vilde tage heri, med mindre han overdrog ham Godset og flyttede til Hof tilligemed alle hans Eiendele; Thord gik ind paa dette og fledförte sig til Helge. En Dag anmodede Broddhelge Thord om at ride med sig til Overdrevet, for at tage hans golde Faar i Öiesyn, som der opholdt sig. De toge nu afsted og kom til Overdrevet. Da sagde Broddhelge: »nu Have vi taget i Öiesyn de golde Faar, som du og Thormod eiede.« Dernæst gav Broddhelge sig i Færd med at samle sammen de Stude, som Thormod eiede; han huggede Hovederne af dem, og lod dem ligge der, vendte siden hjem, og sendte hen til Thormod, for at bede ham om at see til sine Stude; som sagt, saa gjort. De dræbte Stude bleve bragte hjem til Gaarden. Derefter red Thormod hen til Krossavik og fortalte dette til Geite; Thormod bad ham om at skaffe sig Opreisning i denne Sag; men Geite sagde, at han ikke gad trættes med Broddhelge. Thormod svarede: »det er ilde, at du ikke vil yde os din Bistand i vore Sager.« »Jeg vil ikke tage mig af denne Sag,« sagde Geite, »men du kan bringe herhen de slagtede Stude, og jeg vil da afkjöbe dig dem, saa at du ikke skal komme til at lide noget Tab.« Thormod tog nu hjem uden at have kunnet udrette noget, men Broddhelge fik Nys om, at Thormod havde begivet sig til Geite og beklaget sig for ham. »Jeg vilde meget önske,« sagde Broddhelge, »at han ikke oftere skulde have nödig at gaae slige Ærender.« Kort efter lod Broddhelge sine Fæstebönder give Möde hos sig. Han tog nu afsted tilligemed dem og hans Tjenestekarle og nogle Fremmede hen til det Skovstykke, som Thord og Thormod eiede i Fællesskab, og fældede hele Skoven og lod hvert Træ bringe hjem til Hof. Da Thormod fik Efterretning om den ham tilföiede Skade, begav han sig for anden Gang til Geite, og berettede ham, paa hvilken Maade han var bleven forurettet. Da svarede Geite: »nu forekommer det mig, at du er til at undskylde, om du tager dig denne Skade meer nær, end den forrige, thi den tykkedes mig ikke at være af nogen Betydenhed; jeg vil dog ikke yde dig Bistand i denne Sag mod Broddhelge, men eet Raad vil jeg give dig: du skal nemlig begive dig til dine Frænder, Ref hin rödes Sönner, Steen og Hreidar, og anmod dem om at fölge dig til Hof med en Stævning; du skal ogsaa begive dig til Gudrunarstader, og bed Tjörfe om at ledsage dig, men flere end otte skulle I ikke være. Jeg vil ogsaa indstævne Thord for Skovhugsten, men I skulle see til at mage det saa, at Broddhelge ikke selv er hjemme, thi ellers ville alle disse Tilberedelser ikke nytte eder noget.« Thormod tog nu afsted saaledes affærdiget, og begav sig hen til alle dem, som Geite havde nævnet for ham; de lovede alle at ledsage ham, og de berammede Tiden naar de skulde tage derhen. Thormod red nu hjem, og underrettede Geite om, hvorledes Sagerne stode. Men det Ordsprog er sandt, at: ‘Ordet löber, hvis det undslipper een’, og saaledes gik det ogsaa denne Gang, thi Broddhelge fik Nys om dette deres Forehavende, og derfor tog han ikke, saaledes som för var bestemt, hjemme fra den Morgen, man kunde Vente; dem derhen. Broddhelge böd sine Tjenestekarle, ikke at gaae nogensteds hjemme fra den Dag; »derimod skulle I,« sagde han, »forfærdige eder svære Töndebaand af Træ og mange Stokke; man kan vente herhen nogle Gjester i Dag, og skulle I da bruge eders Stokke og pidske deres Heste og drive saaledes alt bort fra Gaarden.« Nu tog Thormod og hans Fölge hjemme fra, som för var bestemt, og kom til Hof; de saae intet Menneske ude og rede ind paa Gaardspladsen; Thormod kaldte da Vidner til og indstævnede Thord for Skovhugst. Helge var nu indenfor og hörte Stævningen; han löb da ud og gjennemborede Thormod med et Spyd, og sagde: »lader os jage bort disse Uslinger, og lad dem ikke have gaaet forgjeves til Hof i Dag.« Nu löb Tjenestekarlene til og pidskede deres Heste, saa at alle vare nödte til at vige bort fra Gaardspladsen, og Enden blev, at de slap derfra med Nöd og neppe baade saarede og afbankede, og nogle bleve paa Pladsen. Det blev med Vished fortalt, at Broddhelge dræbte dem, som faldt der; han lod Ligene bringe i en Tomt og bedækkede dem med Riis. Geites Folk vare höiligen utilfredse med dette Udfald af Sagen, og det gik dem dog mest til Hjertet, at de ikke kunde jorde deres Frænder og Venner. De talte idelig om dette til Geite, men han bad dem om at vente og sagde: »man siger, at den, som har et kortere Sax, maa senere söge sit Snit, og saaledes vil det gaae os med Hensyn til Broddhelge.«

Senere hen lod Geite sine Tingmænd vide, at de skulde indfinde dem hos ham. De toge nu afsted fra Krossavik og toge Veien hen til Hof. Geite sagde: »vi have ikke samlet disse Folk hemmelig, saa at Broddhelge har vistnok faaet Underretning derom, og derfor ere der uden Tvivl mange Folk samlede hos ham. Lader os ride ind paa Marken og stige der af vore Heste og binde dem fast, lægge der vore Kapper og gaae saaledes hjem til Gaarden og lade hovmodigt; da antager jeg, at Broddhelge med sit Fölge vil komme os i Möde, men i en egentlig Kamp ville de vistnok ikke indlade dem. Vi skulle ogsaa tage os nöie i Vare for, ikke at blive de förste, som tilföie nogen Saar, men see til at beholde vor Plads, om de end trænge ind paa os. Af vort Fölge skulle Egilssönnerne og med dem Narfe hin store drage herfra paa denne Side af Gudrunarstader hen til Skovene, som ligge lige overfor Gaarden Hof; de skulle bringe med sig paa Hestene store tomme Kornkasser, og da I,« siger han, »komme til Markens Hegn, skulle I see til at liste eder hjem til Gaarden, bemægtige eder Ligene og bringe dem i Kornkasserne og vende derpaa den samme Vei tilbage indtil I möde mig.« Nu skiltes de ad, og hver tog den ham af Geite anviste Vei; og da Geite med Fölge var kommen i Nærheden af Gaarden, stege de af Hestene og forhastede sig slet ikke. Helge havde en Mængde Folk samlede paa sin Gaard, og han gik nu strax Geite i Möde. De hilsede hinanden temmelig kort. Broddhelge spurgte, hvorhen de agtede dem; men Geite svarede, at her var han omtrent ved Maalet, og han troede, at alle kunde indsee, hvilket hans Ærende var. »For denne Gang have vi ingen krigerske Hensigter,« sagde han, »endskjöndt vi kunde have en gyldig Grund dertil, og endnu een Gang ville vi söge at opnaae det, som vi længe have önsket, förend vi for fuldt og fast tage bort.« De trængte hinanden frem og tilbage længe den Dag, og Massen förtes hid og did paa Marken. En af Helges Fölge tog til Orde og sagde: »der drage nogle hen, ikke faa i Tallet, med belæssede Heste.« Hertil svarede en anden: »det ere vistnok Kulsviere, som komme fra Skoven, og Hestene ere belæssede med Kasser med Kul; jeg saae dem i Dag da de toge til Skoven.« Siden efter blev der ikke talt mere herom. Endelig sagde Geite: »det vil vistnok gaae saaledes denne Gang, som oftere, at vi komme tilkort, da vi ikke kunne bringe det dertil at flytte vore Frænders Liig bort med os.« »Hvorledes kan du tale saaledes,« gjensvarede Broddhelge, »det er sandsynligere, at den svagere kommer tilkort; dog tykkes mig det önskeligt, at vi skilles ad for i Dag uden nogen tilföiet Fornærmelse fra nogen af Siderne, og derfor ere vi villige til at trække os tilbage for denne Gang, dersom det saa behager eder, men derhos tillade vi ikke, at I komme nærmere hen til Gaardsbygningerne, end der allerede er skeet.« Dernæst holdt de op med at trænge hinanden frem og tilbage; Geite og hans Fölge gik hen til deres Heste, men Broddhelge og hans Fölge blev tilbage paa Marken. Geite tog nu Egilssönner i Möde, og da de traf hinanden, stege de af deres Heste og dvælede der en kort Tid. Broddhelge stod da med sit Fölge oppe paa Gaardspladsen, og bemærkede, at Geite og hans Fölge gjorde Holdt der. Da tog Broddhelge til Orde og sagde: »bag efter hitter den Ukloge paa Raad; vi have nu hele Dagen kun sögt at trænge hinanden frem og tilbage paa Marken, men jeg seer först bag efter, at ingen af Geites Kæmper vare her tilstede, og de have vistnok fört Ligene bort i Kulkasserne, og stedse viser det sig, at Geite er klogere end vi, skjöndt han altid kommer tilkort.« Der blev ikke anlagt nogen Sag for Thormods Drab, og i ingensomhelst Sag kunde Geite erholde Ret mod Broddhelge. Thorkel Geitessön reiste udenlands, og seilede jævnlig frem og tilbage, da han var gammel nok dertil, hvorfor han tog kun liden Deel i Broddhelges og sin Fader Geites Tvistigheder. Halla Lytingsdatters Sygdom tog en farlig Vending.

Det fortælles, at Geite tog hjemme fra til Fljotsdalen, for at aflægge et Besög paa Gaarden Eyvindaraa; han var borte over en Uge. Da han var tagen afsted, lod Halla sende efter Broddhelge og bede ham om at besöge hende; han tog strax hen til Krossavik. Halla hilsede ham og han gjengjeldte venlig hendes Hilsen. Hun bad ham om at undersöge hendes Meen, han gjorde det og sagde, at han anede intet godt herom. Han aabnede siden Bylden, og der udflöd en Mængde vandagtig Vædske, men hun var nær ved at falde i Afmagt. Hun bad ham om at blive der Natten over, men han var ikke at bevæge dertil; herover blev hun da meget bedrövet, og sagde: »det gjöres ikke nödig at trygle dig om at forlænge dit Ophold her; du tykkes vistnok at have opfyldt din Pligt og udrettet dit Ærende; men jeg troer, at der vil findes faa, som behandle sine Koner, saaledes som du nu har behandlet mig.«. Broddhelge tog igjen hjem til Hof, og var meget utilfreds hermed. Halla Lytingsdatter levede kun kort Tid derefter, og dengang Geite kom hjem, var hun allerede död. Man fortalte ham, hvorledes Alting var gaaet til.

Broddhelge og Geite bleve endnu meer forbittrede paa hinanden. En Sommer hændte det sig, at Broddhelge havde ikke tilstrækkelig Styrke paa Altinget, hvorfor han henvendte sig til Gudmund hin rige om Bistand. Han sagde, at han ikke hver Gang fandt sig oplagt til at yde ham Hjelp og udlægge sig saaledes med de andre Hövdinger uden at höste nogen Fordeel deraf. De bleve dog endelig enige paa de Betingelser, at Gudmund skulde yde ham Bistand, men Broddhelge skulde betale Gudmund tyve Lod Sölv. Da alle Sager vare paadömte, havde Helge været meget heldig i sine Sager. Senere hen traf Broddhelge og Gudmund hinanden udenfor Boderne, og da krævede Gudmund ham for Pengene; men Broddhelge svarede, at han ikke skyldte ham noget, og sagde, at han ikke kunde indsee, at han havde nödig at betale ham Opgjeld, naar de havde sluttet et gjensidigt Venskab. Gudmund svarede: »ilde er du faren, da du stedse behöver andres Bistand, men betaler ikke det, som du har forpligtet dig til, og dit Venskab tykkes mig af ringe Betydenhed. Jeg vil ikke oftere kræve dig for disse Penge, og paa den anden Side skal jeg heller aldrig herefter yde dig Bistand.« De skiltes saaledes ad, og deres Venskab var nu ganske forbi. Geite fik Nys herom og begav sig strax til Gudmund hin rige og tilböd ham Penge mod at erholde hans Venskab. Gudmund lod som han ikke skjöttede om hans Penge og sagde, at han var desuden ikke meget for at yde dem sin Hjelp, som bestandig taalte, at de kom tilkort i enhver Sag. Siden toge alle bort fra Tinget, og der herskede nu Rolighed i nogen Tid.

Det spurgtes, at et Skib fra Udlandet kom til Vapnafjord. Med dette Skib kom hertil Thorarin Egilssön, som dengang gjaldt for at være den anseeligste og mandigste af dem, som foretoge Handelsreiser til Udlandet. Broddhelge tog hen til Skibet og tilböd Thorarin og de af hans Mænd, som han önskede, Ophold hos sig; Thorarin sagde, at han vilde tage imod dette Tilbud. Dernæst tog Broddhelge hjem og sagde, at man kunde vente Thorarin derhen. Geite red ogsaa hen til Skibet; han talte med Thorarin og spurgte, om han havde i Sinde at tage Ophold paa Hof. Han svarede, at derom havde der været Tale, men endnu var der ingen Aftale skeet. Geite sagde, at han heller vilde raade ham til at tage hen til Krossavik, »thi jeg troer, at faa af mine Mænd ville höste Fordele af at tage Ophold hos Broddhelge.« Det blev endelig aftalt, at Thorarin skulde tage hen til Krossavik. Da Broddhelge fik dette at vide, red han strax hen til Skibet med sadlede Heste, og tænkte at bevæge Thorarin til at tage hjem med sig, men Thorarin fortalte ham da, at han havde forandret sin Beslutning. »Jeg vil dog vise,« sagde Broddhelge, »at jeg ikke med Svig har tilbudt dig Ophold hos mig, og jeg vil være ganske udenfor den Sag, om du saa tager derhen.« Næste Dag red Broddhelge hen til Skibet og forærede Thorarin fem Stodheste som Tegn paa Venskab; de vare alle lövetandfarvede. Geite kom siden efter for at hente Thorarin og spurgte, om han havde modtaget Stodhestene af Broddhelge. Han sagde, at det forholdt sig saaledes. »Det Raad giver jeg dig,« sagde Geite, »at du giver ham Stodhestene tilbage.« Det skete da, og Broddhelge modtog dem ogsaa igjen. Thorarin opholdt sig hos Geite Vinteren over, men næste Sommer reiste han udenlands, og da han vendte tilbage, havde Geite forandret Bopæl og bosat sig i Fagradal, og Thorarin tog da Ophold paa Egilsstader. Geites Tingmænd holdt en Raadsforsamling og de vare alle af den Mening, at de ikke længere rolig kunde taale Broddhelges overmodige Adfærd. Dernæst toge de alle hen til Geite, og Thorarin var deres Ordförer. Han tog saaledes til Orde og sagde: »hvor længe skal det vare, indtil der bliver gjort en Ende paa Broddhelges overmodige Adfærd; mange forlade dig allerede og gaae over til Broddhelge, og det forekommer os, at din Feighed alene er Skyld i, at du sparer Broddhelges Liv. Du er ligesaa tapper som han, og dig fölge ikke mindre brave Mænd, end ham. Vi ville nu opstille to Betingelser, du skal nemlig enten tage Ophold igjen i Krossavik og aldrig senere flytte bort derfra, men dersom Helge fornærmer dig herefter, skal du give ham Lige for Lige; eller vi sælge vore Gaarde og tage bort herfra, nogle udenlands og nogle bort fra dette Herred.«

Geite foretog en Reise hjemme fra nordpaa til Ljosavatnsskard for at besöge Ofeig, en Sön af Jarngerd. Gudmund hin rige traf Geite og de talte med hinanden en heel Dag. Siden skiltes de ad, og Geite tog Natteophold paa Ölve hin vises Gaard ved Myvatn. Han spurgte Geite nöie om Broddhelge, men han roste ham meget og sagde, at han var en anseelig Mand, men trodsig og stivsindet og anmassende, og dog i mange Henseender en brav Mand. »Foruretter han da ikke andre?« spurgte Ölve. Geite svarede: »hans overmodige Adfærd har især viist sig imod mig, thi han vil ikke unde mig at have den samme Himmel over mit Hoved, som han har.« Ölve gjensvarede og sagde: »skal man da taale ham Alting?« »Saaledes er det gaaet hidtil,« sagde Geite. Saaledes endte denne Samtale, og Geite tog hjem, og overalt herskede der Rolighed denne Vinter.

Næste Foraar slog Geite sin Bopæl op i Krossavik, og havde en Mængde Folk hos sig. Der var en stor Dyrtid dengang, men Tinget nærmede sig. Da traf Geite og Broddhelge hinanden; Helge spurgte, hvor stort Fölge han havde i Sinde at have med sig til Tinget. »Hvorfor skulde jeg nu have talrigt Fölge med,« sagde han, »jeg veed nu ingen Anledning dertil; jeg har i Sinde at ride tidlig til Tinget med et ringe Fölge.« »Vi ville da vistnok træffe hinanden, naar jeg tager afsted,« sagde Helge, »og lad os gjöre Reisen sammen; jeg har ogsaa et ringe Fölge med.« »Det kan godt lade sig gjöre,« sagde Geite. Bjarne Broddhelgesön tog afsted tilligemed Helges Tingmænd strax i Begyndelsen af Tinget, men Lyting, af hvem Broddhelge holdt mere, ventede paa ham. Geite lod udspeide alt om Broddhelges Reise. Han tog afsted tilligemed sin Sön Lyting da han var reisefærdig; desuden vare i Fölge med ham Thorgils skinne Lytings Fosterfader, Koll Östmand, Eyjolf hin fede, Thorgerd silfra og hendes og Broddhelges Datter, ved Navn Hallbera. Geite tog nu ogsaa afsted, og i hans Fölge vare Egilssönner Thorarin, Hallbjörn og Thröst, Tjorfe hin store og syv andre Mænd. Det fortælles af nogle, at Broddhelge havde en Amme, som kunde skue ind i Fremtiden; han pleiede stedse at besöge hende, förend han tog hjemme fra, og dette gjorde han ogsaa denne Gang. Da han kom hen til hende, stirrede hun hen for sig og holdt Hænderne for Ansigtet og græd. Helge spurgte, hvorfor hun græd og hvad hende laae saa tungt paa Hjertet; men hun svarede, at hun græd over sine Drömme. Han spurgte, hvad hun da havde drömt. »Jeg drömte,« sagde hun, »at en blegfarvet Tyr opstod her paa Hof; den var baade stor og smuk af Udseende og kneiste med Hornene, og den gik ud paa Sandbanken, som ligger lige overfor Sunnudal. Endvidere saae jeg Qvæg i en temmelig talrig Hob længere ude i Herredet og i Spidsen gik en rödspraglet Stud, som hverken var stor af Væxt eller smuk af Udseende, men den saae ud til at være stærk. Dette Qvæg stangede den store Tyr til Döde. Siden opstod her paa Hof en röd Tyr, hvis Horn vare af samme Farve som Been; den udmærkede sig fremfor alt andet Qvæg, og den stangede den rödspraglede Stud til Döde. Da opstod der i Krossavik en Stud; den havde samme Farve som Söqvæg, og den gik brölende omkring i hele Herredet, ja endog op paa de öde Fjeldstrækninger, og sögte bestandig efter den röde Tyr, men i det samme Öieblik vaagnede jeg.« »Du antager vistnok,« sagde Broddhelge, »at den blegfarvede Tyr betyder mig, men den rödspraglede Stud Geite, og at han vil blive min Banemand.« »Det er ganske rigtig,« sagde Ammen. »Du antager vistnok ogsaa,« sagde Broddhelge, »at den röde Tyr betyder Lyting, og at han vil hevne mig.« »Nei,« sagde hun, »Bjarne vil hevne dig.« »I dette Punkt, er du uvidende,« sagde Broddhelge, og löb i det samme ud i Vrede . . .


[1]


. . . at du er bleven fortörnet paa os, og er det dog skeet mod min Villie. Bjarne var meget taus. Kolfinn tog hjemme fra med Bjarne. Han tog Ordet i en uheldig Stund[2] og sagde, idet han saae op til Himmelen: »nu er Veirliget meget ustadigt; jeg syntes för, at det saae ud til en Byge, men nu er det ikke usandsynligt, at det vil gaae over.« Bjarne svarede: »da vil det bestandig blive godt Veir, dersom denne Byge gaaer over.« Han reiste sig derpaa op og sagde: »mit Been sover.« »Da skal du forholde dig rolig,« svarede Geite. I det samme huggede Bjarne efter Geites Hoved, saaledes at han döde strax paa Stedet; men aldrig saasnart var det skeet, förend Bjarne fortröd Gjerningen, og han satte sig igjen ned og understöttede Geites Hoved, som saaledes opgav Aanden med Hovedet liggende paa Bjarnes Knæ. Geite blev siden efter begravet [uden Ceremonier], og derpaa tog enhver hjem til Sit. Dette Drab blev allevegne misbilliget, og alle tykkedes, at det kun slet anstod en brav Mand. Bjarne tog hjem til Hof, og jog strax ved sin Ankomst Thorgerd silfra bort, og befalede hende aldrig mere at komme for sit Aasyn. Thorkel Geitessön opholdt sig ikke i Island, dengang hans Fader blev dræbt, og Blæng forestod Gaarden Krossavik med Besætning med Egilssönners Bistand, som vare besvogrede med Geite. Om Foraaret afskaffede Bönderne Tinget, og vare slet ikke at bevæge til at holde noget Ting, thi de vare af den Mening, at det var meget misligt at have noget at bestille med de Mænd, som havde Deel i slige grove Forbrydelser. Det fortælles, at Bjarne overdrog en Mand, ved Navn Birting, det Hverv at udspeide, naar man kunde vente nogen Fjendtligheder, og da strax at underrette ham derom, for at man ikke skulde kunne overrumple ham. En Mand, ved Navn Thorvard, var anseet for at være dengang den dygtigste Læge der i Herredet; han boede paa Gaarden Eiriksstader, og var meget afholdt. Thorkel Geitessön kom kort efter til Island og tog Ophold paa sin Gaard Krossavik, og lod som Intet var forefaldet. Da sendte Bjarne nogle Mænd hen til, Thorkel, som han vidste at vare begges Venner, og lod dem tilbyde Thorkel Forlig og at lade Sagen afgjöres ved hans Voldgift. Da de forkyndte Thorkel deres Ærende, lod han som han ikke hörte det, og vedblev ligefuldt den Samtale, han havde begyndt, uden at afbryde den. Afsendingerne vendte derpaa hjem til Bjarne, og fortalte ham, hvorledes Alting var gaaet til. Man forstod Thorkels Opförsel ved denne Lejlighed saaledes, at han ikke tænkte paa Hevn. Bjarne pleiede hvert Efteraar at gaae til Overdrevet, som hans Fader havde gjort, og da vovede ingen at tilföie hinanden nogen Uret. Thorvard fik Nys om, at Thorkel beredte sig ogsaa til at tage hen til Overdrevet, og havde et udsögt Fölge med til denne Reise, og han underrettede strax Bjarne herom. Bjarne besluttede da at blive hjemme, og lod andre Mænd gaae i sit Sted. Derpaa tog man hen til Overdrevet, men Thorkel traf ikke Bjarne, som han havde troet, og for det förste kom Fjendtlighederne altsaa ikke til Udbrud.

Siden efter sendte Thorkel Geitessön, saaledes fortælles det, en Mand, ved Navn Koll, hjemme fra hen til Thorarin paa Gaarden Egilsstader; han skulde faae at vide, hvor mange Folk der vare tilstede paa Hof. Da han kom hen til Egilsstader, traf han Thorarin ude, og fortalte ham sit Ærende. Thorarin svarede: »det vil sandsynlig forekomme dig, at jeg tager mindre gjestfrit imod dig; men du skal dog vende om igjen snarest muligt, og see til at ingen mærker noget til, at du var her paa Egilsstader, men jeg skal senere udspeide det, Thorkel önsker at vide, og meddele ham saa Underretning derom.« Med denne Beskeed begav Koll sig altsaa paa Hjemreisen, men blev noget længe underveis. Paa denne Tid hændte det sig, at en Mand paa den nærmeste Gaard ved Eiriksstader brak Benet, og Lægen Thorvard blev hentet; han kom da ogsaa strax og forbandt Benet. Man tilböd ham at opholde sig der Natten over, men han vilde ride hjem om Natten, og da traf han paa Koll underveis. De hilsede hinanden og spurgte om Nyheder. Thorvard spurgte saaledes, hvorfra Koll kom; men Koll spurgte imod, hvorfor han reiste ved Nattetider. Thorvard sagde, at sligt havde intet at betyde, men »siig mig nu dit Ærende.« »Jeg tog op i Herredet,« gjensvarede Koll, »for at söge efter Faar, men jeg fandt dem ikke.« De skiltes siden ad, og Koll tog hjem om Natten. Næste Morgen lod Thorvard sin Hest sadle og red hen til Hof. Han blev der gjestfrit modtaget og man spurgte ham om Nyheder, men han sagde, at en Mand havde brækket sit Been. Siden tog han Bjarne afsides og fortalte ham, at han havde mödt Koll, og at han troede, at han kom fra Egilsstader og havde vistnok ikke sagt ham eet sandt Ord om sin Reise. »Jeg indseer tydelig,« sagde Bjarne, »at du ikke vil, at noget skal gaae for sig længere ude i Herredet, uden at jeg faaer det strax at vide, og modtag min Tak derfor. Nu skal du begive dig hjem, og underveis skal du aflægge et Besög paa Gaarden Faskrudsbakke, som ligger midt i Herredet; der ere Thorkels Mænd, og skulde der blive spurgt om, hvor mange Folk her ere tilstede, da skal du svare, at her indfandt sig i Morges nogle af vore Mænd, og at temmelig mange Heste bleve drevne hjem, uden at du vidste, hvortil de skulde bruges.« Thorvard tog afsted med denne Beskeed, og kom underveis hen til Gaarden Bakke; der blev han spurgt om, hvor mange Folk der vel vare tilstede paa Hof; men han svarede dertil Ord til andet saaledes som ham var blevet paalagt, og tog derpaa hjem. Da han var borte, blev der strax sendt Bud hen til Egilsstader med den Beskeed, at der var en Mængde Folk tilstede paa Hof. Herom underrettede Thorarin siden Thorkel, og han troede, at under disse Omstændigheder vilde det ikke være raadeligt, at begynde nogen Fjendtligheder, og Alt blev saaledes ved det samme vinteren over.

Næste Foraar skulde Bjarne gjöre en Reise ud til Sökanten; han var nödt til at tage Veien over de öde Fjeldstrækninger, thi Söen gik heelt ind i Vigene. Paa den öde Fjeldstrækning laae der nogle Sæterhytter, og da Bjarne, kun selv tredie, red forbi een af disse, blev han med eet var, at Thorkel Geitessön laae der i Baghold for ham, thi han havde faaet Nys om, at Bjarne skulde reise. Uden for Sæterhytten stod en trebenet Træblok. »Lad os nu tage denne Træblok,« sagde Bjarne, »iföre den min Kappe og sætte den op i min Sadel; men I skulle ride paa begge Sider af den og understötte den, og tage saaledes hen til den Höi, som ligger nærmest Sæterhytten, og imidlertid vil jeg skjule mig der. Dersom de andre ride efter eder forbi Sæterhytten, da har jeg i Sinde at tage Veien ind i Skoven og söge saaledes at undflye Faren; men skulde de ride hen til den og undersöge den, vil jeg söge at forsvare mig mandigen til det yderste.« Bjarnes Fölgemænd efterkom Befalingen. Thorkel var ikke skarpsynet, men klog, og saae gjerne rigtig, det han godt kunde skjelne; og da de kom hinanden nærmere, spurgte han sit Fölge, om det var ganske sikkert, at de rede tre i Tallet forbi Hytten, »thi Bjarne kunde mulig,« sagde han, »tage den Beslutning at skjule sig i den, medens vi ride der forbi.« Alle forsikkrede ham om, at de vare tre i Tallet, som rede forbi Sæterhytten. Thorkel svarede: »jeg saae at Hestene vare tre i Tallet, men jeg tvivler paa, at en Mand red paa hver af dem.« »Vi ere ganske forvissede paa, at en Mand red paa hver af Hestene, og det saa meget mere, som han var störst at see til, som red i Midten.« »Vi ville da antage, at I have seet rigtig,« sagde Thorkel, »men jeg troer dog, at vi begaae en Feil ved ikke at undersöge Hytten.« Dernæst red Thorkel og hans Fölge efter de andre, men da de vare komne i Nærheden af hinanden, lode Bjarnes Mænd Træblokken falde ned af Hesten, og toge dernæst hurtig afsted. Imidlertid tog Bjarne Veien ind i Skoven, og undslap saaledes Thorkel. Thorkel vendte dernæst hjem, og var meget utilfreds med dette Udfald af hans Foretagende.

Kort efter sendte Thorkel Geitessön nogle Mænd til Fljotsdalsherredet hen til sine Frænder Helge og Grim Droplögarsönner, og bad dem om at besöge ham i Krossavik. De toge strax afsted med Thorkels Afsendinger og besögte Thorkel, som tog meget gjestfrit imod dem. Helge spurgte, hvad de skulde foretage sig, siden han havde sendt Bud efter dem. »For kort Tid siden foretog jeg mig en Reise,« sagde Thorkel, »med hvis Udfald jeg er meget utilfreds; jeg blottede mine Hensigter, saaledes at hver kunde see, at jeg havde i Sinde at beröve Bjarne Livet, men fik dog aldeles intet udrettet. Nu har jeg i Sinde at gjöre et fjendtligt Anfald paa Bjarne, og angribe ham med Ild, dersom det ikke kan skee med Vaaben.« Helge fandt stort Behag i denne Beslutning, men de begave sig först til Hvile Natten over. Thorkel pleiede at lide af en Sygdom, og fik ofte pludselig heftige Anfald deraf. Helge vaagnede allerede i Dagbrækningen og klædte sig paa; han gik dernæst hen til Thorkels Seng og sagde: »nu er det paa Tiden at staae op, dersom du er saaledes til Sinds, som i Gaar, thi sjelden erholder den Sovende Seier.« Thorkel svarede: »jeg vil kun lidet af Betydenhed kunne foretage mig Dagen over, formedelst mit Sygdomsanfald.« Helge tilböd sig, at ville sætte sig i Spidsen for dette Foretagende, og udföre deres Beslutning. Thorkel svarede: »mig tykkes, at det alene tilkommer mig at være Hovedmanden for dette Foretagende.« Helge blev stödt herover og sagde: »anden Gang skal du ikke bede mig om at deeltage i dette Foretagende, dersom du nu mangler Mod dertil, da jeg dog er kommen herhid for at yde dig Bistand, og paa den anden Side vil du heller ikke lade dette Foretagende udföre ved andre.« De skiltes dernæst ad i Uenighed, og Brödrene toge hjem; alt blev roligt i nogen Tid, og Thorkel og Bjarne traf ikke hinanden for denne Gang.

Næste Foraar begave Hövdingerne Bjarne Broddhelgessön og Thorkel Geitessön sig til Vaartinget i Fljotsdalsherredet. I Thorkels Fölge vare Blæng, Egilssönnerne Thorarin, Hallbjörn og Throst, og Eyjolv, som boede paa Vidiveller; de vare femten i Tallet. De toge hen til Groa paa Gaarden Eyvindaraa, og hun drog Omsorg for alle deres Nödvendigheder. I Bjarnes Fölge var Lægen Thorvard af Eiriksstader, Brune af Thorbrandsstader, Eilif Tjörvesön, to Brödre af Buastader, Berg og Brand, Sönner af Glituhall, Skide Bjarnes Pleiefader, og Hauk Loptsön; de vare atten i Tallet. Helge Asbjörnssön og Thordis, en Datter af Broddhelge, toge gjestfrit imod dem, da de kom til Mjofanes. Da Tinget var forbi, blev Thorkel först reisefærdig, hvilket Bjarne ogsaa helst önskede. Da han ogsaa var reisefærdig, forærede hans Söster, Thordis todda, ham et Halssmykke og tilföiede, at hun ikke vilde modtage nogen Foræring af ham for det; hun fastgjorde det om hans Hals. Thorkel drog med sit Fölge over den öde Fjeldstrækning, og kom sildig til Bödvarsdal; der besluttede de at overnatte hos en Bonde, ved Navn Kare, som var een af Thorkels Tingmænd. Da de gik til Sengs, paalagde Thorkel ham at iagttage, om nogen kom over den öde Fjeldstrækning, og da strax at underrette ham derom. Bjarne drog sagte frem over Fjeldstrækningen, og var vel tilfreds med den Fordeel, at Thorkel havde i Forveien traadt en Sti, thi Föret var yderst slet. Om Natten gjestede Bjarne en Qvinde, ved Navn Freygerd. Derpaa toge de over Fjeldstrækningen og kom tidlig paa Morgenstunden ned i Bödvarsdal, i Nærheden af den Gaard, som tilhörte Kare. Da de bemærkede, at Thorkels Spor laae hjem til Gaarden, befalede Bjarne, at först skulde gaae tre Mænd jævnsides, saa andre tre, saa de tredie tre og saa fremdeles; »thi saaledes vil det see ud, som Sporene kun ere efter tre Mænd.« De gjorde som han böd dem. Kare var ude, da de droge forbi, men han underrettede Thorkel ikke herom, thi det forekom ham, at Forholdet mellem Frænderne var meget misligt, og han vilde ikke tage nogen Deel deri. Thorkel vaagnede nu i sin Seng og kaldte paa sit Fölge, og sagde, at nu havde man faaet udsovet. De toge deres Vaaben og gik ud. Thorkel bad dem om at gaae tilbage paa den traadte Sti og see, om de ikke bemærkede nogen Spor ligge ud fra den; de fandt tre Mænds Spor. Thorkel gik hen til Sporene og sagde: »disse Mennesker have været meget tunge, og jeg troer næsten at Bjarne har draget her forbi, og lad os derfor forfölge dem uden Ophold.« Da de havde tilbagelagt et Stykke Vei fra Gaarden, bemærkede de, at Sporene spredtes ad. De toge nu saa hurtig afsted, de kunde, indtil de vare komne i Nærheden af det Forreste af Dalen. Der ligger en Gaard, som kaldes Eyvindarstader; der boede en Mand, ved Navn Eyvind. Da Bjarne havde et kort Stykke Vei tilbage til Hegnet, hvilede de dem. Da sagde Bjarne: »længere vil jeg ikke flygte for Thorkel, og her skulle vi oppebie hvad der vil skee,« og i dette Öieblik saae de Thorkel og hans Fölge. Da de kom nærmere, talte Thorkel til sit Fölge, og sagde: »lad os angribe dem tappert; vi Frænderne skulle möde hinanden, men Blæng skal kæmpe imod Birning, Thröst imod Thorvard, og saaledes hver af de andre.« Nu begyndte Kampen; Bjarne og hans Fölge forsvarede sig tappert, men de andre angrebe dem modig. Der gik nogen Tid hen, uden at nogen blev saaret. Da sagde Thorkel: »vi vise Feighed i vort Angreb, da intet af Betydenhed forefalder.« Bjarne svarede: »du har noget stort i Sinde.« En Qvinde gik ud paa Gaarden Eyvindarstader, og saae at de kæmpede. Hun vendte hurtig ind igjen, og sagde: »jeg troer, Eyvind, at Frænderne Thorkel og Bjarne kæmpe med hinanden kort herfra, og jeg saae en Mand liggende læne sig op til Hegnet, og jeg syntes at han var meget bange.« Eyvind sagde: »lad os ile hurtig til og bringe Klæder med os og kaste dem om deres Vaaben.« Eyvind fik fat paa et Stykke Træ; han bar det paa Skulderen og löb indtil han kom til Hegnet, der hvor Manden laae; men det var Thorvard, som der laae. Han sprang forskrækket op, og da han indfandt sig i Kampen, begyndte Nederlaget; men Thorvard havde lænet sig op til Hegnet formedelst Træthed. Först faldt Birning for Blæng; da huggede Thorkel til Bjarne, og Hugget ramte Halsen, og man hörte et Knald. Bjarne blev let saaret, men Halssmykket faldt ned i Sneen; Bjarne bukkede sig efter det og lod det komme i sin Lomme. Thorkel sagde: »pengegjerrig er du endnu, Frænde.« Bjarne svarede: »du vil nok mage det saa i Dag, at man vil have Pengene nödig.« Thorkel satte sig ned formedelst Træthed, men Blæng angreb Bjarne heftigen, og deres Kamp endte saaledes, at Blæng faldt. Da stod Thorkel op igjen og styrtede ind paa Bjarne, men blev saaret i Haanden og blev udygtig til Kamp. Begge Glittuhallssönner faldt der; Eyjolv faldt og for Hallbjörn, men dog var der Liv i ham. Da kom Eyvind til, og slog saaledes til alle Sider ind imellem de Kæmpende med sit Stykke Træ, at de vare nödte til at vige fra hinanden. Der vare ogsaa nogle Qvinder med ham, som kastede Klædningsstykker om deres Vaaben, og saaledes ophörte nu Kampen. Af Bjarnes Fölge faldt fire Mænd, og mange vare saarede af dem, som levede. Thorkel havde ogsaa mistet fire Mænd. Eyvind spurgte, om Thorkel tillod, at Bjarne og hans Mænd bleve bragte hjem til Gaarden, og sagde, at han indsaae, at han og hans Fölge vilde hjelpe sig selv; Thorkel lagde Eyvind ingen Hindringer i Veien. Der blev sörget for deres Liig, som der faldt, og dernæst toge begge afsted; Thorkel tog hjem til Krossavik, men Eyvind bragte Bjarne hen til Hof. Lægen Thorvard kom hen til Hof og forbandt de Saarede. Eilif Tjörvesön laae længe af sine Saar, men blev dog tilsidst helbredet. Bjarne tog strax hen til Glittuhalle og berettede ham hans Sönners Död; han tilböd ham at tage Ophold hos sig, og lovede selv at erstatte ham hans Sönner. Halle svarede: »stort Tab har jeg lidt ved at miste mine Sönner, men bedre er dog at have mistet dem, end at de skulde kaldes feige, som nogle af dit Fölge. Endnu vil jeg forestaae mine Gaarde, og ikke tage hen til Hof, men modtag min Tak for dit Tilbud.«

En Dag sagde Bjarne til Lægen Thorvard: »nu er det bragt saavidt med vore Saar her paa Hof, at vi ville kunne hjelpe os selv alene efter dine Raad, men det veed jeg, at Thorkel Geitessön har ogsaa Saar, som ingen læger, og han bliver nu ogsaa meget svag. Jeg önsker,« siger Bjarne, »at du tager hen til ham for at helbrede ham.« Thorvard sagde, at han vilde efterkomme hans Önske. Han tog nu afsted og kom til Krossavik omtrent i Middagsstunden; man spillede der Skak. Thorkel lænede sig op til den ene Skulder og saae paa Skakspillet, og var meget bleg. Ingen hilsede Thorvard, da han kom. Han gik strax hen til Thorkel og sagde: »lad mig see dit Saar, thi det er blevet mig sagt, at det er farligt.« Thorkel bad ham gjöre som han önskede. Han var der syv Nætter, og Thorkel blev bedre med hver Dag. Siden tog Thorvard bort fra Krossavik, og Thorkel betalte ham godt for sin Helbredelse. Han forærede ham en Hest og en Sölvring og var venlig og forekommende i sin Tale. Thorvard tog siden hen til Hof og berettede Bjarne, hvorledes Sagerne stode. Han var meget vel tilfreds med dette Udfald af Sagen, da Thorkel var bleven helbredet.

Denne Sommer gik det kun daarligt, med Sommerarbeidet i Krossavik, thi Thorkel var ikke i Stand til at staae sin Hustru, Jorun, bi i Forretningerne, og det saae ud til, at han vilde nödes til at slagte sine Faar og Qvæg. Thorkels Tjenestekarl skulde gjöre en Reise omkring i Herredet; han overnattede paa Hof, og fik der en gjestfri Modtagelse. Bjarne spurgte, hvorledes man havde det med Hensyn til Helbredstilstanden og Huusholdningen i det Hele taget. Tjenestekarlen sagde, at Sundhedstilstanden var temmelig god, men i den anden Henseende saae det bedrövelig ud. Om Morgenen, da han tog bort, fulgte Bjarne ham et Stykke paa Veien og sagde: »bed Thorkel om, enten at bringe herhen sine Tjenestefolk og Faar og Qvæg, eller jeg bringer ham Mad og Hö, saa at han ikke skal behöve at frygte for at miste sine Faar og Qvæget, og viis dig nu som en brav Mand.« Tjenestekarlen tog nu afsted, og kom til Krossavik paa den Tid man spiste, og Jorun bragte Maden ind, Han gik hen til Thorkel, hilsede ham og berettede ham Ord til andet, hvad Bjarne havde talt. Jorun standsede paa Gulvet, og lyttede efter, hvad han sagde, men Thorkel svarede intet. Da sagde Jorun: »hvorfor tier du til det, som er saa smukt tilbudt?« Thorkel svarede: »jeg giver ikke hurtig Beskeed i denne Sag, thi slige smukke Tilbud ville vistnok tykkes mange at komme noget uventet.« Jorun svarede: »det er min Villie, at vi skulle tage hen til Hof i Morgen og aflægge et Besög hos Bjarne, thi slige Tilbud synes at anstaae en saadan Mand, som han er.« »Du skal raade for dette,« siger Thorkel, »thi jeg har ofte erfaret, at du er baade klog, og önsker det bedste.« Næste Morgen tog hun og Thorkel hjemme fra, tolv i Tallet, og da man kunde see deres Komme fra Hof, da blev Bjarne underrettet derom. Han blev glad ved at erfare dette, og gik dem strax i Möde, tog venlig imod dem og bad dem at opholde sig der. Frænderne talte med hinanden, og talte uden Forbeholdenhed om alle deres Sager. Tilsidst tilböd Bjarne Broddhelgessön Thorkel Geitessön Forlig og skulde han selv være Voldgiftsmand i deres Sager, og han erklærede, at han fra denne Tid af vilde stedse söge at föie sig efter hans Villie saa længe de levede begge. Thorkel erklærede sig tilfreds med disse Tilbud, og de bleve nu forligte for stedse. Thorkel tilkjendte sig fyrretyve Lod Sölv for Geites Drab, og siden tilsagde de hinanden fuldkommen Sikkerhed, og det holdt de siden. Bjarne var en dygtig Mand. De paa Hof have ikke været synderlig kloge, men for det meste have de havt Lykken med sig. Thorkel var en stor Hövding, og meget tapper og dygtig som Sagförer. Da han blev ældre, begyndte hans Gods at svinde ind, og da han holdt op med at forestaae sin Gaard, tilböd Bjarne ham Ophold hos sig, og der blev han til sin Död. Thorkel havde Börnelykke: hans Datter Ragnhild ægtede Lopt Thorarinssön; de havde ni Börn sammen. Deres Datter var Halla, som Steen fik til Ægte, Fader til Halla, som var Moder til Biskop Thorlak hin hellige. En Söster til Thorlak Biskop, ved Navn Ragnheid, var Moder til Paul Biskop og Orm Jonssön og Jon Præst Arnthorssön, og hermed slutte vi Vapnfirdingernes Saga.


Vopnafjord er beliggende i det nord-østlige Island.



Tillæg.
Landnámábók, pag. 238-241.

Eyvind vapne og Ref hin röde, Thorsteen thjokkubeens Sönner, foretoge en Reise fra Strind i Throndhjem, til Island, formedelst deres Tvistigheder med Kong Harald. Hver af dem havde sit Skib. Ref blev dreven tilbage af Modvind, og Kongen lod ham dræbe; men Eyvind landede i Vapnafjord, og tog hele Fjorden i Besiddelse fra Vesterdalsaaen, og opslog sin Bopæl i den Krossavik, som ligger længere op i Landet. Hans Sön hed Thorbjörn.

Ref hin rödes Sön hed Steenbjörn med Tilnavnet kort; han foretog sig ogsaa en Reise op til Island, og landede i Vapnafjorden. Hans Farbroder, Eyvind, forærede ham Landstrækningen mellem Vapnafjorden og Vesterdalsaa; han bosatte sig paa Gaarden Hof. Sönner af ham vare Thormod stikublig, Som boede paa Gaarden Sunnudal, Ref paa Refstader og Egil paa Egilsstader, Fader til Thorarin, Thröst og Hallbjörn og Hallfrid, som Thorkel Geitessön fik til Ægte.

En Mand ved Navn Ölve hin hvite, en Sön af Asvald Öxnathoressön, var Lehnsmand og boede i Almdalene. Han blev uenig med Hakon Jarl Grjotgardssön, og begav sig til Yrjar, hvor han döde; men hans Sön, Thorsteen hin hvite, begav sig til Island, og landede med sit Skib i Vapnafjord, men der var Landet för taget i Besiddelse. Han kjöbte en Landstrækning af Eyvind vapne, og bosatte sig paa Toptaveller (som ligger nærmere Sökanten, end Sirreksstader), og boede der nogle Aar, förend han kom i Besiddelse af Gaarden Hof, paa den Maade, at han krævede Steenbjörn kort for de Penge, han havde laant ham; men han havde intet til at betale med, uden at afstaae Gaarden Hof. Der boede Thorsteen siden tredsindstyve Aar; han var en klog og en brav Mand. Han ægtede Ingebjörg, en Datter af Hrodger hin hvite; deres Börn vare Thorgils og Thord, Önund, Thorbjörg og Thora. Thorgils ægtede Asvör, en Datter af Grötatle; deres Sön var Broddhelge. Hans förste Kone hed Halla, en Datter af Lyting Asbjörnssön; deres Sön var Vigabjarne. Han ægtede Ranveg, en Datter af Eirik fra Goddaler.


Noter:

  1. Desværre mangler her et centralt afsnit af sagaen. I forordet til oversættelsen skriver Gunnlaugur Þórdarson: Pag. 21 [i originalhåndskriftet], om Broddhelges drab [forøvet af Geite], er desværre for det meste ulæselig … (jl)
  2. fordi at han, ved den efterfölgende figurlige Tale, mindede om at slaae Geite ihjel.