Varsel af ligkistefjæl, redskaber og skuffer m. m.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

18. Varsel af ligkistefjæl, redskaber og skuffer m. m.


365. Hjemme ved min faders ude på Glarbo-Hedegård der lå så mange syge folk. Vi havde først en gammel kone af vore nabokoner at passe de syge op. Så blev hun syg og vilde hjem. Vi fik da en anden nabokone, og hun var der en dags tid eller to, så blev hun syg og døde der, og den anden døde også, og de blev begravet én dag. Folk troede, det var en smitsom syge, men ingen af os der i huset døde. A lå ved min fader, og så hørte han en nat sådan en lyd ude i bryggerset, der havde vi sådant et stort trug af en hulet bøg, som vi saltede flæsk i. Han hørte, og a hørte det selv, te det var, som der var kommet svin ind i bryggerset og gjorde spektakel. Der lå ny fjæl over det store salttrug. Min fader gjenner mig op at se efter, og da a kommer derud, lå hver fjæl på sin plads. Der var en forstue imellem, og da a kommer deri, hører a, det slår fjæl fra for en port, som svinene var ude i, og det var nye furfjæl. A havde hugget døren i på min skjorte, da a hørte den lyd, og a blev jo så angst, te a turde ikke lukke døren op ind til folkestuen og stod altså der i klemme og råbte på min fader, at han skulde komme og redde mig. A troede, mit liv havde ende. Om morgenen var der ikke en fjæl slået fra. Så sagde min fader til min moder: «Nu kommer der bud efter de fjæl til deres ligkister,» og det kom godt nok til at passe. Så var det det, a havde hørt forvarsel for.

Jakob Snedker, Ry.


366. I en gård i Åsted var konen i huset en aften om sommeren gået ud i kohuset for at malke. Det var en løverdag aften, og om mandagen skulde de have hø hjem. Da hun kommer nu derind til køerne, giver det sig til at klamre med nogle fjæl, der lå til lad over køerne, og hun så, fjælene bevægede sig. Så siger hun: «Er det jer, börn, der er der oppe?» Der var ingen, der svarte. Så kommer hun ind og fortæller det, og så siger den gamle kone: Da kunde hun ikke vide, om hun skulde komme til at ligge på hendes seng, til høet kom af det lad igjen. Hun lå nemlig i sengen og havde ligget en 8 dages tid. Så kom der regnvejr om søndagen og nogle dage efter, så de fik ikke høet hjem til den dag, det var bestemt, og imidlertid døer konen. Da de skulde så til at lave kiste, kom de jo derud og skulde tage fjæl ud til den. De begyndte at tage rundt omkring og målte, men der var ingen, der paste, inden de kom netop til den bås, hvor hun havde set det syn. De fjæl tog de.

Maren Skade.


367. Min første kone og hendes søster og moder sad inde i dagligstuen i mørkningen. Da hørte de et smæk, som om en fjæl faldt ned, og det var, som én gik baglænds med træsko på derinde. Den lyd hørtes fire gange. Nogle dage efter kom der én og vilde bestille en ligkiste hos min kones broder, der var snedker. Han havde fire fjæl med, og de gik fire gange der igjennem dagligstuen og ind i værkstedet, som lå inden for. Fjælene var så lange, og da de var komne ind, lod folkene dem falde ned; det var smækket, de havde hørt. Snedkeren hed Hans Kvist, og han kunde tydelig høre på værktöjet, hver gang han skulde til at gjøre en ligkiste.

Hans Madsen, Bække.


368. A tjente her nede i Lille-Darum ved Sören Vejrup. Så en nat bliver a vågen ved at høre ligesom et kreatur gå og slæbe om med en fjæl. A ligger lidt, og det slæber atter. Så siger a til den anden karl, a lå ved: «Det hjælper ikke at blive liggende, a skal op, for studene de kjører i slæde.» — «Ja,» siger han, «det gjör de også,» og i det samme da kommer det tredje gang. Nå, så står a af sengen og går fram ad stalden i æ bare skjorte. A skulde om bag ved bæsterne, for der var en krog, hvor noget gjærne kunde putte sig, og a følte mig for, men der var ingen ting. Så går a ind ad stalddøren, der var ud til vester, og a går den hele lange stald igjennem — de havde en 30 höveder — men der var endnu ingen ting. A går hen til studene, men de lå i god ro. «Hvor er det da?» siger a, og så går a ind og fortæller den anden karl, at al ting var i god orden. Derefter går a ind i min seng igjen. En tid efter døde manden og da kom a til at tage fjæl til hans ligkiste ned der fra loftet over stalden, og så slæbte a med dem over stenbroen.

Morten Jensen, Darum.


369. A har hørt mange forvarsler både for min nabokone og mine egne börn og min husbond, da han døde. A tjente på Tovstrup mark. Så en aften i mørkningen, vi skulde lige til at tænde lys, da hører a en musik på loftet, som om nogle var deroppe og slog fjæl sammen. «Hvem er det, der er på loftet ved den her tid? de kan jo ikke se noget.» Ja, der var ingen, og folkene var også inde alle sammen og skulde have nætter. Folkene havde nu mange börn, så a troede, det var et af dem. En tid efter døer min husbond, og de havde nogle fjæl på loftet, som de havde fået fra kjöbstad til bygning, de var törre og gode, og dem tager de af til hans ligkiste. Det var den selve samme lyd, som a hørte»

Marie Pedersen, Nörre-Vissing mark.


370. Mig og min broder vi lå i seng sammen i storstuen — den gang var der jo ikke karlekammer, som der er nu. En nat vi lå og snakkede, så begynder det at save der inde, ligesom når de saver en fjæl over, og det lod fjælstumperne falde ned på jorden, som om det hele var virkeligt. Vi hørte det begge to. Det var ikke uden et fjerdingår efter, så døde der først en gammel mand, og et fjerdingår efter igjen hans kone, og snedkeren han stod i den stue og lavede ligkister til dem begge to. Den samme tid, vi hörte dether, var det en aften, a havde gået og ginnet æ höveder ind, da var det, ligesom der havde faldet en hel hoben fjæl af hanebåndene og ned på bjælkerne, og det var de fjæl, der blev brugt til begge deres ligkister. Det skete i Rærup, hvor a er barnefødt, og det er noget, a har hørt selv.

Kristen Mortensen, Vejsmark.


371. Min bedstefaders svigerfader var snedker og lavede selvfølgelig også ligkister. En aften kom min bedstefader hjem og så, at døren til huggehuset stod åben. Han gik da hen og lukkede den. Lidt efter havde han fået dynen over sig. «Har du hørt våårstavn i huggehuset?» siger hans kone. «Nej.» — «Da er min fader der ude at lave en ligkiste.» — «Havde jeg vidst det,» svarede han, «så havde jeg ikke turdet lukke døren.» — «Da hør nu en gang.» Jo rigtig. Først blev der savet helt sindig, derpå hørte de nogle bum, og det var tydelig, at det var varsel. Det havde hun tit hørt, og hver gang kom der al tid en bestilling på en ligkiste.

Mads Jepsen, Bredstrup.


372. Jakob Bossen i Velds sagde, da han var her sidst at det var nok sidste gang, han kom her, for han blev så lempelig. Så var det en aften, vi hørte som nøglen flyve af uder døren og ned på stenbroen, og der var endda sne på, så den kunde i virkeligheden ikke give klang. Lige dagen efter fik vi bud om, at han var død.

Ane Marie Kr., Ørum.


373. Min kones fader var ovre i Ullits at tække. En af aftnerne, mens han var der, kom han hjem. I deres hus var det sådan som i de gamle huse, at man kom lige ind til ildstedet efter at være kommen ind ad yderdøren. Ja, der var rigtignok sat et lille skillerum op imellem, og det skulde man inden om, når man vilde ind i skorstenen. Ovnen stod henne i en krog, og der var da egentlig heller ingen skorsten, men kun et røghul, og så var bjælken fri, for der var intet loft lagt på den der. Når han lige var kommen ind ad yderdøren, plejede han så at lægge sit håndværkstöj der op på bjælken, sin hovtang og hvad andet han havde. Så den foregående aften, för min fader kom, hørte min moder, der lå i sengen, en lyd, som om hans økse faldt ned fra bjælken. Hun troede da, den var falden ned; men næste morgen var den dog på sin plads. Om aftenen kom han så hjem og var syg, og det havde taget lang tid for ham at komme det stykke vej. «Hvi kommer du så sildig?» siger min moder. Ja, han var syg. «Så døer du også.» — «Hvad er det for snak, kan a ikke blive syg og endda komme mig?» Men et par dage efter var han død.

Kristen Jensen, Hestbæk.


374. I et hus tæt ved en kirkegård havde de en stor vågeøkse (økse til at våge med). En nat hørte både manden og konen tydelig, at øksen klirrede to gange imod bryggersets stengulv, og noget efter samme nat — det var om vinteren — hørte de dønene af slag imod frossen jord oppe på kirkegården. Manden gik op og udenfor for om mulig at forklare sig lydene, men han hverken hørte eller så noget. En tid efter blev der lig i sognet, og gravkasterne kom for at låne den store vågeøkse. Denne havde ellers sin plads i udhuset, men var denne gang kommen ind i bryggerset, og manden, der hentede den, kom til to gange at støde dens blad imod stenpikningen i gulvet. Både dette og dønene, som hørtes ved gravens kastning i den stærkt frosne jord, lød for husets beboere akkurat, som de havde hørt det natten tilforn.

J. G. Pinholt.


375. Der var en mand i Lyne, der hed Mads Mikkelsen. Han og karlen stod en dag på loen og tarsk. Kasteskovlen lå henne på balken. De sad just og pustede lidt, da så de grangivelig kasteskovlen bevæge sig, som nogen kunde have ved. Det måtte betyde noget, sagde gamle Mads Mikkelsen, og det betød også noget, sagde karlen, for ikke længe efter døde den gamle, og så kom kasteskovlen i gang i den anledning.

M. Eskesen.


376. En karl fra Tolstrup døde i Ø, og så kom hans søster over til os for at få noget rug til begravelsen. Det skulde være gammel rug, for det nye, de havde, var for ringe. Vi sagde jo, at hun kunde godt få det, vi havde. Det havde både mig og min moder hørt varsel for. Om aftenen för havde a så tydelig hørt det feje oppe på loftet, og så var det mig selv, der kom op at feje, da pigen skulde have rugen. A spurgte de andre, om de havde hørt det, og der var endda seks i stuen, men de havde intet hørt. For min moder var det som et stort skrald på en stor lergryde.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


377. En nat var det for en af vore karle, som om én kom ind ad stalden, løb hen til hakkelsekisten og gav 2, 3 snit og så ud igjen. Imedens han lå og tænkte på, hvad dette kunde være, og var nær ved at sove hen igjen, kom det samme som forrige gang, kun med den forskjel, at det var mere hurtig, men siden hørte han ikke til mere den nat. Et par nætter efter hørte han, ligesom der kom to ind ad stalden og begyndte at gjöre sådan en malør oppe på loftet, det var, som om de tog nogle af de løse brædder ned, der lå over stalden, og da de havde fået dem, blev der rolighed igjen. Det varede heller ikke længe, för min broder døde, og så blev strået, som han blev lagt på, skåret af i hakkelsekisten, men manden, som skar det af, fik for lidt første gang, og derfor måtte han ud at skjære af anden gang, og skynde sig måtte han også, for de ventede efter det. Ligeledes gik det i opfyldelse med det andet, ti brædderne til kisten blev tagne der, hvor han havde hørt det.

Starup. J. L. K.


378. En sommermorgen, a lå i min seng, klokken var vel halvfem, karl og pige var stået op, da hører a én, der kommer i forstuen. Det skralrede lidt, og så kom den rask ind ad og stod nu helt stille, så a hørte ikke mere til det. Så står a op og går ud til folkene, men det var ingen af dem, der havde været inde. En tid efter viste det sig, at det var vor nabos sön, han havde lånt min saddel og kom og bar den hjem. Han lægger saddelen ude i gangen, og det giver den samme lyd, som a för havde hørt. Det første han kommer ind, spörger a: «Hvordan har din søster det?» — «Hun er død,» svarer han. Saddelen havde de lånt, for det de havde redet hen til præstens. Han var her ude i sognet, og da hun hørte det, vilde hun berettes, og så red karlen hen til Gadbjærg at hente brød og vin.

Tue M., Lindeballe.


379. Der var lige sådan en kone, der kom og mældte min moder, at hendes datter var død. Hun så et lys komme hen for vinduet en vintermorgen, inden det blev lyst, og det skjærede for vinduerne, og ind kom det ad døren, og så stod der en kone med en lygte i hånden inden for. Da min moder stod op og vilde snakke med hende, så gik lyset den samme vej, som det var kommet. Noget efter kom så en kone fra byen en aften, det var meget mørkt, med en lygte i hånden, stillede sig inden for døren og fortalte, at nu var deres lille datter død.

Lærer Hansen, Hornum.


380. En kjöbmand i Ribe så en gang en skikkelse i sin stue, som kom og smed et par lysestager på et lille bord. Det forekom ham lidt underlig, men da han nöjere vilde undersøge gjenstandene, var alt med et forsvundet. Nogen tid efter kom en karl fra landet, som skulde indkjøbe adskillige ting til en begravelse, blandt andet også et par lysestager. Kjöbmanden fortalte nu sine husfolk tillige med den fremmede, hvad han den aften havde set, og bad dem passe nöje på, at lysestagerne ikke skulde komme på det omtalte bord. Man passede da vel på, indtil karlen var færdig, og man allerede troede ham på hjemvejen. Men da han var kommen uden for porten, opdagede han, at han havde glemt sine handsker hos kjöbmanden. Han løb da hastig tilbage og kastede lysestagerne på bordet inde i butiken, medens han drog sine handsker på. Kjöbmanden var til stede og så nu, til trods for sine forholdsregler, varslet opfyldt.

J. L. K.


381. Peder Willemoes havde en søster, som i 1807 blev gift med en velstående mand i Kjöbenhavn ved navn Becker, der havde været besidder af en større landejendom i Sjælland. Willemoes havde foræret sin søster et smukt taffeluhr i brudegave. Den dag, da kampen stod ved Sjællands odde, sad ægteparret om eftermiddagen i sin stue. Klokken halv fire begyndte det at snurre i uhret, som om noget var gået i stykker i det. De hørte det begge to og gik hen for at se, hvad det kunde være. Men uhret gik og vedblev at gå. De lod nu en uhrmager se det, men der var ingen fejl at opdage. Et par dage efter fik de at vide, at Peder Willemoes var falden i kampen samme öjeblik, som det skramlede i uret.

Fortalt af Willemoes's søstersön provst P. W. Becker.


382. Hver mand i Odense taler endnu om en fornemme mand, som sad på sit kammer og så til kirken, og den vej, hvorigjennem alle lig bæres, og derved kom i tanker om, når de her skulde bære ham selv. I samme öjeblik knækkede hans eget glas, som stod foran ham på bordet, urørt af alle. Dette forundrede han sig meget over og havde vel derved sine egne tanker. Kort tid efter døde han.

J. B.


383. Hjemme hos min fader i Hornum (Hvirring) har de et uderstuebord, som bliver lånt ud til gilder, og det kan tit mærkes, når det skal lånes ud til en begravelse. En gang vi sad inde, hørte vi, der kom en mand hen ad stenbroen og kom ind i uderstuen, hvor han begyndte at rydde af bordet, og det var, ligesom der gik et fad eller en tallerken i stykker. Så gik folkene ud for at se, hvad det var, men de så ingen ting. Næste morgen kom der bud fra vor nabos, at lille Peter var død, om de kunde få bordet, som de plejede? Da de så ryddede bordet af, faldt der også en tallerken ned og gik i stykker.

Linå.


384. Min rok har mangen gang spundet om natten. Nu skruer a den al tid ned, for a vil ikke have den spinden. Min mand vilde aldrig tro det, når a fortalte ham det, men han kom alligevel til at få det at se, inden han døde. Da han lå og var syg, så han min moders rok spinde og sagde så til hende, at hun skulde stå op og tage snoren af, for han vilde ikke have den spinden, og hun måtte også op. Straks efter døde han.

Juliane Marie Povlsdatter, Vokslev.


385. Vi havde et huggehus eller værksted hjemme, og i det stod en rulle, det var den eneste, der var i byen. De kunde høre, den peb om aftenen, og det var en bestemt tro, at når den peb, skulde der én dø, for den sit jordetöj skulde rulles derpå. Folk sagde tit: «Nu peb rullen i nat!»

Niels Pedersen, Hårby.


386. Da min broder Karl i Serritslev faldt ned af et læs korn og slog sig ihjel på stedet, da hørte de ligesom en vol, der slog hen ad en skuffe, og der kom hans ligskjorte netop op af den skuffe.

Niels Pedersen, Gjedved.


387. Arbejdsmand Peder Jensen, Höje, gik i arbejde hos sognefoged Hans Nielsen, Egebjærg, som havde en lille datter, der plejedede at gå ud til Peder Jensen med mad, og som han gjærne legte med, hvorfor barnet holdt meget af ham. En nat vågnede Peder Jensen ved, at det gav et knæk i låsen på en dragkiste, og han så en lille pige med en kappe på hovedet, og hun lignede mandens datter, men hun forsvandt, da han havde set lidt på hende. Næste dag fortalte han det til sognefogden og sagde, at der vilde nogen dø. «Å nej,» mente han, «det betyder intet.» Nogen tid efter døde barnet.

Hans Chr. Hansen, Refsvindinge.


388. En gammel mand og kone i Dybbøl lå en aften i deres seng og hørte, at det pludselig trak en skuffe ud i deres dragkiste. De kaldte på karlen og pigen, som sad i værelset ved siden af, og da de kom ind med lys, var den nederste skuffe i dragkisten trukken ud. I denne skuffe, som sjælden blev åbnet, lå konens sörgetöj, og netop i den stund, skuffen af sig selv var bleven trukken ud, døde konens broder. Den gamle mand lever endnu, og han har fortalt mig det.

Charl. Peum.


389. Anden pintsedag om aftenen hørte a forvarsel for min husbond i Æsholdt. Konen havde en brodersön i Gravballe, han træffede at være der og blev der natten over. Så havde de en karl, der var kommen hjem fra tjenesten og netop var der i besøg. De to lå så hver i deres seng oppe i gjæstekammeret. «Når de går i seng,» sagde konen, «kan I piger følge med op og vise dem det.» Vi var så inde i et andet kammer en lidt og snakkede. Da hører vi en skuffe inde i storstuen ved siden af blive trukken ud. «Hvad var det? da kan vi ikke vide, hvad konen vil her oppe i dragkisten efter så silde.» Vi blev jo stille, og så vilde vi piger liste os ned. Den samme nat blev manden så syg, og konen sagde dagen efter, at hun nær havde kaldt på os. Manden kerte sig og var rask til hen på efteråret, men gik så og hejlede i lang tid, inden han døde. Hans ligskjorte og liglagen det lå i den skuffe; for a kunde tydelig mærke, da a hørte lyden, hvad dragkiste det var i.

Marie P., N.-Vissing m.


390. Det hændte sig en aften, mens jeg var hjemme som dreng, og vi sad inde i stuen i mørkningen, at min moder siger til mig: «Hvorfor sidder du sådan og smider med brødkniven.» Jeg sagde, at jeg ikke havde rørt ved den. Men hun blev ved at påstå, at jeg havde smidt den hen ad bordet. Jeg erklærede, at det ikke var tilfældet, og så blev sagen stående ved det i 8 år. Min moder kunde nok forstå, at det var noget, hun havde hørt, og så talte hun om, at hun vilde have den kniv gravet ned, men det blev dog aldrig til noget. Så var det, min broder kom ulykkelig af dage, idet han af kådhed kom til at hænge sig selv, og da der just ingen anden kniv var ved hånden, snappede min søster den? der al tid plejede at ligge i bordskuffen, og som vi stadig brugte til brødkniv, og da hun havde skåret strikken over, smed hun kniven hen ad bordet. «Der har vi den lyd, som jeg hørte den aften for 8 år siden,» sagde min moder, og hun var nu sikker på, at det var varsel derfor, hun havde hørt.

Lærer Kristen Døssing, Havredal.


391. Inger Suttens saks fortæller hende, når én skal dø, ti da giver den om aftenen ganske tydelig en lyd fra sig, som om der blev klippet med den. Hun har hørt det mangfoldige gange.

F. Vestergård Nielsen, Fanø.


392. En kone i Gadbjærg sogn fortæller: En aften i mørkningen, jeg og min mand stod uden for æ sals på stenbroen og snakkede, hørte vi en stor saks, vi havde, falde hårdt ned på bordet, men da vi kom ind, var der ingen ting. Det blev vi jo lige godt ligesom noget sære ved. Men så ikke ret længe der efter havde vi en lille dreng, der døde. Min mand tog da saksen og klippede et stykke lærred af til den lille at ligge på strå på; men da han havde klippet, smed han saksen noget hårdt, ligesom vi havde hørt den aften, og jeg sagde da til ham: «Kan du nu forstå, hvad det var, vi hørte den aften med saksen?» Og det kunde han jo da nok.

Lærer U. N. Henneberg, Skals.


393. Det var i 1848, der var barsel her nede i Grydsted, og folkene her i gården var til gilde undtagen min moder og en sypige og mig. A var den gang en stor knægt. Så i mørkningen — de tykte, at det var for tidlig at tænde lys — og de sidder og dålmer og sover, og min moder giver barnet patte, da er det for dem så underligt, te sypigens saks falder ned på jorden, det giver et store klinger og de vågner ved det. Så siger min moder: «A tror, Kristoffer falder af ladet!» — det var et mundheld her på egnen efter en gammel tækkemand, som en gang i sin tid har været her. «Nej,» siger sypigen, «det var ikke mig, der faldt ned, men a tror, det var min saks, og a er ræd, den gik i stykker» — der var nemlig stengulv. Så får de lys tændt. «Nej,» siger sypigen, «saksen ligger her godt nok,» og de snakker nu om, hvad det da kunde være, men de regnede det jo ikke for noget videre. Som de nu sidder og passer hver sit, vilde hun ud og se efter, om de kom ikke fra barselet. Da hun kommer ind igjen, så var det ude i bryggerset, ligesom én kom og satte et par spande og lod hankerne falde ned, te det gav et formeligt skrald. Det var i den tid, slaverne var på spil, og så var vi ræd, det var én af dem, der var her. Vi gik ud og så efter det, men der var ingen ting. Så varede det ikke svar længe, inden det kom ind i kjøkkenet som i et par töfler eller fladbundede træsko. Det tager til ildklemmen, akkurat ligesom når moder vilde til at sætte en gryde på ilden, og hun sidder endda på stolen sønden for kakkelovnen. Så tager det på dörhåndfanget, og ligesom det vilde ind til os— der var sådan et klinkfald — og sypigen springer hen og holder ved det. «Han skal ikke komme ind,» mumler hun, og moder tager barnet i sit forklæde og springer ind i sovekammeret, men a springer i sengen og under dynen og siger ingen ting. Der blev vi i den stilling til klokken 2, sypigen stod ved døren og sagde, at hun ikke kunde slippe ved den for aldrig det. De store sveddråber flød af hende, og hun var så hvid som et lig. Moder sad inde i sovekammeret ved barnet og sagde ikke et ord Endelig klokken 2 siger hun: «Nu kommer folkene.» — «Å!» siger sypigen, og så kan hun slippe. De var ellers i tro om, at det måtte være varsel for gammelmoers død, hun var selv til barsel, og det talte moder tit om, at nu skulde hun nok snart dø. Det var det nu ikke alligevel. Men den nat, som det passerede, da døde en god ven af mormoder, der boede henne ved Sønderholm; de havde været legebörn sammen, og hun havde tit været her og besögt gammelmoer. Da hun hørte dødsfaldet, sagde hun: «Ja, hun vilde jo komme og sige farvel til mig.»

Povl Stavn, Vokslev.


394. En sypige var henne at sy for en endnu levende kone i Bredstrup. Allerbedst som de sidder, klemmer symaskinen på med at sy, og konen var nærved at tabe både næse og mund over den forunderlige fremtoning. Da hun spurgte pigen om, hvad det betød, svarede hun, at hun nu skulde hen at sy töj, der skulde bruges til en ligbegjængelse.

Den samme kone havde i sine unge dage en gammel mand hos sig for betaling, og en gang blev han meget syg. Om aftenen gik hendes søster ud for at se efter vejret, og da ser hun den gamle mand komme hvidklædt ud af et vindue i deres endestue og forsvinde i törvehuset. Hun foer ind og var helt bleg. «Hvad fejler du?» spurgte de. Hun fortalte om sit syn. Den syge døde kort efter, og hans kiste blev løftet ud af det samme vindue og båret tværs gjennem törvehuset ud på vejen.

Mads Jepsen, Bredstrup.


395. Min kone fortæller, at i de små huse i Amaliegade var tit noget underligt at mærke. Så snart der vilde komme lig på ligstuen, som var på den anden side af forstuen, og hvor hendes moder klædte, kunde de al tid lugte lig en nats tid i forvejen, ja, tit hørte hun, at ligskamlerne blev flyttede om natten. En gang lå der to lig i kiste derinde, og hendes moder hørte da om aftenen et rabalder, som om én faldt ned. Hendes fader sagde, hun skulde ikke gå derind, men moder gik i sit kald, og sagde al tid: «I Jesu navn!» Da hun kom i forstuen, foer som en vind forbi hendes øre, men da hun kom på ligstuen, var alt i orden.

N. J. Kbh.