Varsel for ildebrand 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

10. Varsel for ildebrand


217. Der er et hus her nede ved Skanderborg sø, det lod ejeren taksere om for et par år siden, for det en mælkekusk på Havreballe havde spået ham, at det snart skulde brænde. «Det står ikke et år,» sagde han, men det er ikke brændt endnu. Hver gang det tordner, kiger a derover efter og ser til det.

Den samme kusk havde set advarsel over en by noget för og lige sådan over en gård, og det brændte også. De kan sætte det væk ved at gribe under deres höjre fod og tage en håndfuld sand og smide over hovedet. så skal de i det samme sige: Gud give, at det nu må stå i lige så mange år, som der var nu sandkorn.

J. B. og M. H., L.-Tåning.


218. Der var en kone i Søndersø, som drömte, at hun så to gårde brænde, og hun fortalte det da rigtig nok også et par dage för de brændte. Og skjøndt de nu ikke rigtig troede på dette her, så blev der dog lige godt sat vagt ved gårdene i de dage, men det nyttede aldrig det mindste, for gårdene brændte alligevel. Så kunde man da se, at hun havde spået rigtig. De troede nu, hun selv havde gjort det, og der blev holdt forhør over hende, men de fik ikke noget at vide.

P. Jacobsen, ved Jörgen Clausen, Søndersø.


219. Om Fårevejle på Langeland fortælles, at den skal brænde to gange, og tredje gang forgå ved vand. To gange er den allerede brændt.

C. M. L.


220. For et par år siden, da jeg grov en brønd på min ejendom, kom en kone og fortalte mig, at folk havde set en ild på det sted, og hun også. De havde troet, at det var varsel for ildebrand, og at det var maler P. Livbjærgs hus, som netop ligger nabo til min mark, men nu var de komne i tanker om, at det var nok én, der skulde drukne i brønden. Da jeg også begyndte at kjøre sten sammen, så man kunde skjønne, at jeg tillige vilde bygge der, kom hun igjen og sagde, at de havde set, det var ikke mit hus, men malerens, der skulde brænde, for når de kom fra vesten, så kunde de se, at det var hans. De to huse kom nemlig, set fra hendes hus, til at ligge lige for hinanden, og derfor kunde hun ikke se det, uden når hun kom fra vesten. «De skal nu ikke være ræd for det, det er ikke Deres, men malerens hus, der brænder.» Det brændte også sidste sommer.

Lærer Søe, Gudum.


221. A kom ind til Peder Lukassen i Skjern med et læs skind og blev der om natten. Et lille bitte korn efter, at a var kommen i seng, gik vinduet i stykker, og dragkisten væltede om på gulvet. Oven på det stod en mængde flasker og glas og tetöj, som var en datters udstyr, der skulde have bryllup. Det gav jo en farlig skraslen, da alt det faldt ned. A rejste mig og så op efter det. Men alt var jo godt nok på sin plads. Så lagde a mig til hvile igjen. Et öjeblik efter væltede kommoden, og det gav lige sådan en farlig skatorn. A rejste mig atter, men alting stod godt nok. Så sov a til dag. Siden blev der ildebrand i gården, og da de vilde trække dragkisten ud af det brændende hus, væltede den for dem, og alt udstyret ovenpå faldt og sloges i stykker. Så forsøgte de at trække kommoden ud, men den væltede også.

Kristen Vad, Nebel.


222. En aften kom a ind til Otto Hejdes i Bjærggård og da vi var godt kjendte, vilde han have mig til at blive der om natten. A lå i det östre kammer. Et kvarterstid efter, da a var ved at dulme, slår det vinduet i stykker, og der er noget inden for mig, der vil trimle mig af sengen. A tænkte: «Hvad mon det skal betyde, men her forefalder jo så meget her ude på klitterne,» og a lægger mig igjen til rette og falder snart i søvn. Næste morgen fortæller a Otto det. «Ja, et par andre har sagt noget lignende,» var det svar, han gav. Siden brændte gården, og da slog de det vindue i stykker og fik en brandhage ind, som de trak sengeklæderne ud af vinduet med.

Kristen Vad, Nörre-Nebel.


223. En gammel kone i Stjær ved Århus havde sagt begge Peder Ditlevsens dötre, efter at de var bleven gifte, at deres gårde skulde brænde, og det vidste hun deraf, at da de var kjørte fra gildesgården til deres nye hjem, efter at bryllupsgildet var endt, var der sprunget ildgnister fra hestenes sko på den vogn, hvorpå brudefolkene kjørte, og hun kunde også nogenlunde angive tiden, ti jo nærmere det skete ved deres hjem, des snarere vilde ildebranden også komme. Det er ganske rigtig, at de ommældte koners gårde er brændte, den ene i Høver, den anden på Stjær mark, mens jeg har boet her.

S. Veiersøe.


224. Det var i 1812, Hobro brændte. Min moders fader boede der og var rebslåer, og havde reberbane sønden for byen. Aftenen för ildebranden sagde han: «Der sker noget, for troldungerne har så travlt i Troldhöjene, og de slår kister i, og der er et grueligt spektakel der inde.»

Lavrs J., Marie-M.


225. En gammel kone har fortalt, at der var en höj, hvorfra der somme tider kunde sees, at der blev kastet en gloende jærnstang i luften. Den faldt ned på höjen igjen. En gang den også blev kastet i land, brændte der et hus tæt ved få dage efter.

Ane Nielsen, Lisbjærg-Terp.


226. Der er to Hyldalgårde i Møborg. Den ene er nu udflyttet, men da folkene boede i den gamle gård, havde de al tid spøgeri i deres huse. Den gang handlede Tyboerne og landprangerne her af egnen i Ringkjøbing, og de kom jo med ulovlige varer, så de skulde kjøre ad aparte veje. Så satte de her ud ad æ hede og fulgtes gjærne to og to ad. Det kunde da gjærne passe for dem, at de fik kvarter i Hyldal om natten. En nat var der atter kommen 2 dertil, og da de kom til sengs i gjæstekammeret, kom der én ligesom med én træsko og én töffel på, og den kom så sært. Endelig kom der en person hen til sengen og hældte sig ind over den og så på de to. Da det svandt hen, var de glade ved at komme ud, og de stod så og trak i deres klæder i stalden. Siden brændte gården, og både mand og kone brand. De var ene i gården, og de sad og vågede ved en følhoppe og var da formodentlig faldne i søvn, og lygten var falden om. Konen lå og var brunden i en staldbås, men manden var kommen ind i æ agerrum. Først anden dagen fandt de dem, da alt var brunden. Går der advarsel for noget, kan det tænkes, at det var derfor, den skikkelse viste sig i gjæstekammeret.

Jens Stoer, Nörre-Engelund.


227. Her på Himmerland fortælles også om forbrand; men der fortælles tillige, at dersom der springer ild fra øksen, når det første hug hugges på tömmeret til et nyt hus, da er det sikkert varsel for, at huset vil brænde. En gammel mand i Brøndum ved Løgstør har fortalt mig, at han havde en morsøster, der sad og vævede hos nogle gamle folk i Brøndum, som boede i et hus noget östen for den gård, der nu ejes af Jens Peter Jakobsen, og en aften, da hun vilde hen til hans moder, der boede vest for den för omtalte gård, forekom det hende, da hun kom forbi denne, at hövderne brølte inde i nødset. Hun gik da ind til konen, der var ene hjemme, og de fulgtes så ad der ned, men hövderne lå ganske rolige og tyggede dröv. Kort tid efter brændte rollingen (indhuset), og den gamle mand hørte tydelig hövderne brøle, ligesom det var forekommet hans morsøster. Rollinghuset var hugget af en gammel tømrer i Brøndum ved navn Svend, og da han hug det første hug på tömmeret, sprang der ild fra øksen.

N. Sörensen, Løgstør.


228. Da min bedstefaders hus for omtr. 35 år siden brændte, trøstede en tömmermand min bedstemoder med, at det skulde brænde, om de aldrig havde været så forsigtige. Da han nemlig arbejdede hos dem, mens det blev bygget, sprang gnister flere gange ud fra øksen, hvilket var et sikkert kjendetegn på, at huset skulde brænde. Lignende tilfælde var indtruffet hos ham, men han talte aldrig om det inden bag efter for ikke at skræmme folkene.

Når grundstenen er lagt til et hus, kan man ved at våge tre nætter få at se, om det vil brænde. Der vil så vise sig blå flammer over den alle tre nætter i træk. Troen på forbrand stod for en menneskealder tilbage vistnok i største flor her. Også troen på at kunne sætte ildebrand hen i en anden ting.

Mads Jepsen.