Varsel for jærnbane m. m. Fremtidssyner. Drømmevarsler

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

14. Varsel for jærnbane m. m. Fremtidssyner. Drømmevarsler


302. Min fader har set pæle i den retning, som Viborg-Løgstør-landevejen fik. Det var altså forvarsel derfor.

Hun så også en gang to lys, et stort og et lille, der fulgtes ad og gik omkring kårren i Fovlum by, og så op til kirkegården. Nogen tid efter døde en kone i barselseng, og barnet døde med. De blev kjørt netop den vej på grund af snelæg.

A. P. Lauritzen, Strandby.

Der er kårrer i Fovlum og i Vonsild. Det er det samme som gadedamme, men den i Fovlum er nu udtörret og bleven til höj eng. Der er også Kårregårde.


303. A har hørt vare for jærn banen. A hørte det en dag, vi gik oppe og höstede, og vi hørte det mere som én dag. Det suste og bruste i luften fra alle fire verdenshjørner. En mand kom sønder fra en aften og vilde her til byen. «Ja, der skal nok komme jærnbane fra Ribe og nord på,» sagde han. «Hvordan kan du vide det?» For han havde stået ved en overkjörsel og set vognene kjøre forbi. Men hvor langt de skulde nord på, vidste han ikke.

Morten Jensen, Darum.


304. A har selv kunnet se lys og ligild. En aften ved midnatstid, a gik fra Å mølle i Gudum og langs med landevejen, da så a lige så rele æ telegrafstange og en fugl på hver træende, og de stod i den bestemte afstand, og a så dem lige så grangivelig, som a kan se jer, det er vist. Nu er mit syn da også gået i opfyldelse. A var kommen så sildig af sted, for a skulde have noget malt malet, og det vilde de ikke, uden de skulde til at sætte kværnene, det er jo al tid møllernes skik, og det er der rimelighed i.

P. Chr., Fabjærg.


305. Forfædrene har al tid båret sådan respekt for at komme over den strækning, hvor jærnbanen er kommen til at gå her öst for Silkeborg (fra Svejbæk station efter Silkeborg te'n). Der var al tid noget, der færdslede; der kunde höres sådan susen, og der var noget, der flöj sådan mellem himmel og jord med to store, gloende öjne, ligesom der også såes ild. De gamle troede jo, det var noget spøgelse, der færdedes, men nu kan vi nok forstå, det var varsel for jærnbanen.

Sören Hansen, Hårup.


306. En gammel mand fra Tøndering, der hed Per Sig, havde en aften været öster ude at gå, og kom igjennem nogle lavninger. Der hørte han sådan underlig flöjten og skralren, og han blev halvt forskrækket. Da han kom hjem, sagde han: «Nu får vi krig, for a har hørt varsel for fjenderne, det var snart ligesom i 1864, da artilleriet kjørte.» Det blev dog ikke krig, men varsel for banen, der går et lille stød fra hans hus.

Jebjærg höjskole.


307. A har været fisker på Salling-siden ved Hvalpsund i 7 År. Oppe på liden op for Mogenstrup så vi så mange gange noget som en flammende ild, der blamrede, og når den viste sig, vilde der komme storm. Men nu har vi ikke set den i mange år. A har spurgt andre, om de ser det, men de siger, at nu er det der aldrig. Vi kaldte det Klovnborg-kjællingen, og de sagde, at det var en heks, der skal være brændt der fra gammel tid. Det kunde blive ved nætterne igjennem, og blamre så höjt op og så lavt ned og ud til siderne. Så sagde de: «Nu lyser Klovnborg-kjællingens ende igjen, nu får vi ondt vejr.» Vi kunde se det ved den her side af sundet.

Kristen Jensen, Fovlum.


308. På Marsvinslund findes et skab, der er flere hundrede år gammelt, og som har den mærkelige egenskab, at der flere dage för en kommende storm høres en knirken deri. Man véd ikke, hvoraf det kommer.

J. Jensen, Refshalegård.


309. Mine forældre havde to gårde på Harboøre, den ene boede vi i, og den anden var ubeboet. En aften kommer a gående der forbi og ser lyset brænde inde i stuen, og en karl gå omkring bordet. A kjendte manden, og så går a jo ind og vil snakke med ham. Men da var han der ikke. Han kunde endda ikke være kommen ud, for a kom jo ind af uderdøren, som han skulde ud af. Et år der efter bestemt var den ungkarl bleven gift, og nu havde han ingen steder at gjøre af hans kone. Så lejer han det indhus at bo i.

Ane Kristensdatter, Myrhöj.


310. I en gård i Öster-Lindet var der et vævekammer, hvor der hørtes én gå omkring og derefter hen til spolekassen og røre om deri, og så gå hen og lægge noget töj eller garn hen over sengen til dem, der lå i den. To piger sagde, at de vilde ikke ligge der længere. Så vilde sönnen og en anden karl lægge sig der ude, men det var alt det samme. Siden blev det dog opklaret, hvad det var. Min oldemoder havde en pige, som vilde stjæle fra hende, og så vilde hun have hende til bekjendelse og holdt straffetaler for hende, men imens gik hun og rørte omkring i spolekassen. Det var altså varsel for dette, man havde hørt.

I et andet kammer i den samme gård sov et par piger, af hvilke den ene af og til hørte æ vævild gå. Hun siger det til den anden. «Du skal tale på mig, når du hører sådant noget igjen,» svarede den anden. Næste gang det lod sig høre, stödte hun også til hende, og han hørte det også, satte sig op over ende og sagde højt: «Driver Fanden her hans spil.» Siden mærkede de intet.

Kjøbenhoved.


311. Vor nabokones mand døde så pludselig, og lige för var hendes sön draget til Amerika med skibet «Danmark». På begravelsesdagen kom der bud, at skibet savnedes, hun blev nu helt elendig. A sagde, hun kunde jo prøve det med et æg for at få vished i sagen. Hun gjorde det, og det var livagtig som et skib med master og alt. Så blev hun glad og vilde have os alle til at komme over og se det. Det stod nu hen i nogle dage, da kom der også efterretning om, at skibet var reddet. En pige, som tjente på Farresgård i Ødis, hvis fader og kjæreste foer til søs, hun slog ud for dem, da de ikke havde hørt fra dem længe. Det for hendes fader lignede et skib, men det vendte sig straks om og vendte bunden i vejret. Han forgik. Hendes kjærestes blev standende, og han blev frelst. Nabokonen tjente sammen med hende på Farresgård og så det. Hun sagde til mig, at hun troede, hun vilde prøve det. «Ja, hvis du tror på det, så gjör du det kun.» Og da hun så havde gjort det, var hun som et andet menneske.

Mette Marie Hansdatter, Veerst.


312. En karl var forelsket i datteren på den gård, hvor han tjente. For at få at vide, om han virkelig skulde få hende, bar han sig ad på følgende måde. Nytårsaften efter nadveren, da alt var taget af bordet undtagen dugen, tog han den over hovedet, gik baglænds ud af stuen og hen foran dagligstue-vinduerne. Han mærkede i det samme, at én kom ind ad porten og stillede sig lige ved siden af ham. Det ændsede han dog ikke, men sagde de ord frem, han skulde, og han så da ikke andet inde i stuen, skjøndt alle husets folk endnu sad der, end hans kjæreste i fuld brudestads henne ved kaminen og i måneskin, som det forekom ham at være. Han måtte passe nöje på, at han ikke kom uden for tagskjægget, for så vilde han bleven brændt; og han forsikrede siden, at han vilde aldrig prøve på disse kunster mere. Heller ikke vilde han sige nogen, hvad ord han havde brugt, men erklærede blot, at det var ikke Fandens, men Vorherres ord, brugt på en meget bespottelig måde.

Fyen. V. Bennike.


313. Der fortælles om en sypige, som hellig-tre-kongersaften fremsagde det almindelige vers:

Hellig, hellig konger tre!
jeg beder eder, at I i denne nat vil lade mig se,
hvis seng jeg skal rede, hvis dug jeg skal brede,
hvis brud jeg skal være, den Herre Gud til ære,

hvor efter hun gik i seng og faldt i søvn. Hun vågnede ved at se, hvorledes en stige blev sat til hendes vindue. En smuk ung mand med blå bluse, bælte og kniv, i det hele taget klædt som slagter, trådte ind i værelset, gik frem på gulvet, hvor han tabte sin kniv, og gik dernæst ud af døren. Pigen gjemte kniven. Nogen tid efter kom der en ny slagtersvend til byen. Det var netop den samme, som pigen havde set. Hvordan det nu gik eller ikke, så endte det med, at de to blev både forlovede og gifte. Som gift kone faldt hun en gang i besvimelse. Da hun vågnede op, bad hun ham hente dråber i hendes kommodeskuffe. Men nu opdager han kniven. «Nå, det var dig,» råbte han, «som lod mig lide så meget den hellig-tre-kongers-aften!» kastede sig over hende og stak hende ihjel med den samme kniv.

Vejle. P. Jacobsen.


314. To piger på Skovgård gik avet om en nytårsaften med hver en skål vand og et håndklæde, og da de kom i stuen, så de en mørk skygge, som rørte vandet. Kirstens vand blev blodrødt, og der kom blodpletter på hendes håndklæde, men Trines vand og håndklæde blev uforandret. Trine gik det så rigtig godt, men Kirsten gik det meget dårlig; hendes mand skar sig ihjel.

Knud Rasmussen, Sødinge.


315. Når man hører gjøgen første gang en forårsmorgen, eller, som man siger, på fastende hjærte, så er man gjækket af den, og det, at blive gjækket af gjøgen, betyder ulykke. Min fader var urokkelig i den tro, da han ved egen erfaring var bleven overbevist herom. Han havde en morgen hørt gjøgen, inden han havde spist, og det tog han som et ondt varsel for det kommende år. Det slog også til, for samme år brændte vort hus, og min moder døde, og der var flere ulykker, der stödte til, som jeg ikke kan huske, jeg var kun et barn den gang. Men min fader glemte aldrig siden den tid at tage sig lidt mad om morgenen straks, når han stod op, når det da var ved den tid, gjøgen plejer at lade sig høre, for han vilde ikke risikere at høre den fastende.

Fyen. K. T.


316. På Nörlem mark lige nord for Lem kirke ved landevejen, boede en gartner. Én dag lavede hans kone kål og kogte dem i en gryde, der havde været bragt til anilinfarvning. Han døde samme eftermiddag, og hun et par dage efter. Huset blev da solgt ved offentlig auktion, og den aften, auktionsherrerne var taget bort, var der dands i huset, og de unge morede sig. Da en hel del var gået ud, hørte de sådan musik, og især kunde de kjende ét stykke, men de kunde ikke blive klog på, hvor det kom fra. Der gik så lang tid hen og først nu i sommer blev det varsel opfyldt. Der var blevet bygget et nyt hus, og da der var bedre plads end i brudens hjem, kom gjæsterne til at dandse der, og det stykke blev spilt.

Jens Nielsen, Lem.


317. En kone fortalte, at om natten, som hun lå og sov, vågnede hun ved, at en iskold hånd kom og slog hende over håndleddet. Hun troede straks, det var hendes mand, men da hun følte ind på hans hænder, var de så varme. Så vendte hun sig om og så ud i stuen, for det var månelyst. Der stod en anden seng lige op til hendes med hovedenden, og deri lå barnepigen med et lille barn. Da så hun en løs hånd, og fingrene bevægede sig hen over barnet, og så forsvandt den. Barnet fik hun siden stor sorg af, da det vokste op, og hun mente, det var varsel derfor.

Mortensens kone, Vinding.


318. Ved Nörbegs bro ved en vej, der går lige over kjæret fra Handest til Nörbeg, har vejfarende hørt én klage sig under broen tre gange i træk, men siden 1848 er der ingen, der har hørt det. Det fortælles, at i 48 fik en soldat rotting på Nörbegs bro. Der lå nemlig Ålborg folk her i byen det meste af et år, og det fører folk hen til en forbindelse med klagemålet.

H. C. Hansen, Handest.


319. Det var i 1862, da sad mig og min søster og hendes kjæreste, Hans i Bavnsgård, og var ene hjemme. Så hører vi noget, der kommer og gård ind ad gården, og det trampede, ligesom der var mange. Det kommer ind i forstuen og tramper der længe, og så bliver det ikke til mere. Så skynder vi os at komme ud, og vi render runden om gården, for vi tænkte, det var unge folk, der vilde holde os for kant. Min søster tykte, det var, ligesom der kom en vind fra forstuen ind ad døren, og at der skred noget forbi bordet og hen til den af de faste senge, der var længst væk. En tur derefter fik vi en mand i en mergelgrav, a krittede det væk, og han var i graven. Da står a lige og ser på, te han graver ind under en brink, og den falder ned og slår hans ben i stykker. A springer ned og bærer ham op, og Hans tog ved benet, og vi bar ham hjem. Da vi skulde ind ad døren, måtte vi trippe noget, inden vi kunde få ham ind, og gangen var lille, og vi havde træskostøvler på, så vi havde ondt ved at røre os. Så blev han netop lagt i den seng, og vi tænkte da, det var varsel derfor, vi havde hørt.

Chr. H. Møller, Hedeby.


320. Kræn Risgårds forældre boede i Hvorvarp i Ulstrup. De gik i armod, og til sidst skulde der skrives hos dem, for Kræmmer-Kristen havde penge i stedet, og han vilde have gjort indlæg hos dem. Aftenen för der skulde skrives, lå både mand og kone og hørte et stort knas, og bag efter en sådan skrumlen på loftet og ved ovnen. De lå og snakkede om, hvad det kunde være. Næste dag, da folkene kom, havde konen lånt en jærngryde af en nabo og vilde bære den hjem, men imens hun var borte, kom Kræmmer-Kristen, og da hun havde trukket døren til med en strikke, som hun havde i den, og som hun kunde drage den i med, så render han lige strikken i stykker og slår døren op, og det var det første skrald. Dernæst kommer han ud igjen og får öje på hende, da hun kun var et lille stykke henne, og så tager han gryden fra hende. Endelig kravler han op på ovnen, og derfra op på loftet at se sagerne efter. Der var nogle løbe og kasser og sager, og dem slæber han hen til vesterenden af huset, og de kom ned i loen, hvor folkene kom og tog imod det og skrev det. Det var det andet, de havde hørt aftenen för.

Kristen Jensen, Hestbæk.


321. En karl i Engbjærg, der ejede den største gård i sognet, var forlovet med naboens datter. En aften vilde han gå ned at besøge hende, og så kom han om ved smedjen. Der holdt en vogn, og han så sin kjæreste stå og kikke ned i vognen. Hun var i usle klæder og så dårlig og mager ud. Han kunde nu tydelig kjende hende og var sikker på, at det havde noget at betyde, men blev jo kjed af synet og tænkte: om han skulde da nogen sinde få Margrete at se i den tilstand. Nu var han lidt i beråd med sig selv, om han skulde gå derned eller ej, men så gik han dog. De spurgte om, hvad han fejlede, for han så så dårlig ud; men han vilde intet fortælle. En tid efter, da de var blevne gifte, var der bispevisitats i Harboøre, og biskop Fogtmann talte over de ord: «Uden I er hellige, skal I ikke se Herren.» En ældre karl fra Engbjærg, der var noget tungsindig, var i kirke og hørte talen, og så druknede han sig selv på hjemvejen. De fandt flere dage efter hans lig, og da det blev kjørt hjem, kom det netop forbi smedjen. Der stod Margrete ude i dårlige klæder og höjfrugtsommelig. Hun havde været ved at kalke noget. Så gik hun hen og så på liget, og da hendes mand netop i det samme gik ud at flytte hestene, fik han at se, hun stod henne ved vognen, og det var netop det syn, han havde set den aften. Dette skete i 1828.

K. N. Nörby, Hygum.


322. A har ligget inde i min seng og hørt hamrene gå lige så svirpes i smedjen. Det var mod, når vi fik travlt. Vi skulde al tid passe at blæse bælgen sammen, når vi gik, for ellers gik den gamles arme så levende op og ned i sengen. «Hvad er der ved det, fåer?» — «Å, Marenlil, vil du ikke stå op og gå ud og give et par træk. I har ikke fået vinden af bælgene i aftes.» Så gik a jo, men hårene brændte om mine ører, og a slog kors for mig, når a gik der ud. A kunde høre det sidste slag, når a lukkede døren op. Han kunde ikke hvile, når bælgen ikke hvilte. A så al tid efter den store forhammer, og når hamrene ikke var i rækken kunde han ligeledes mærke det. Det smedede al tid i smedjen, når tingene ikke var på deres plads. Når gnisterne flöj op i soden, sagde han: «Giv nu agt, Marenlil, nu får vi pinetrondt, nu kommer vi til at smede dygtig mange stangjærn.» .

Maren Skade, Åsted.


323. En dag havde jordemoderen i Hjorthede været i byen, og da hun kom hjem, sagde en anden kone: «Din kasse har smækket.» — «Ja, så varer det ikke længe, inden der kommer en vogn.» Og inden en time så var der en vogn for døren. Den kasse smækkede tit, og al tid lige för hun skulde et sted hen. Det var somme tider, hun kunde selv sidde ved os og höre det. Der havde hun alle hendes dråber og sager i den kasse.

Lars Nielsen, Vinkel.


324. Min moder var som ung hos en gammel velhavende enke i Tingelev. De beboede et lille smukt hus i enden af byen tæt ved den gård, som konen for havde ejet, men nu fik aftægt fra. Marken var den gang ikke skiftet, og alle byens heste gik løse i flæng under en hyrdes bevogtning. Denne hed Sören, Jyde af fødsel og synsk i höjeste grad. Nu hændte det sig en nat, at min moder blev vågen ved et så frygteligt rabalder, at hele huset rystede, og selv den døve enke fornam det. Alle heste omkring huset løb løbsk, og nogle fandt man først anden og tredje dagen. Min moder, som ellers var usædvanlig dristig, blev dog noget urolig der over, da hun frygtede en eller anden ulykke. Hun henvendte sig så til Sören Markmand, der ellers yderst sjælden talte om sine natlige syner. Men han svarede hendes «Hør nu, lille pige, I skal ikke frygte for jert lille hus, det skal nok blive stående, men den store gård, den skal ikke stå længe, for a så i nat, te den slog sammen, og a kunde et öjeblik se, hvor der groede korn på stedet. Det var det, der gjorde det store rabalder og køs hestene.» Kort efter spillede ejeren af gården bankerot, gården blev udstykket og i hast nedrevet. Men det lille hus stod i fred mange år efter den tid.

Samme Sören Markmand sagde en gang: «A kan da ikke forstå, hvad der skal gå for sig i præstens toft, for i nat så a mange mennesker der, og de havde så travlt med noget, men a kunde ikke blive klog på, hvad det var, a tykte, de grov som en kule.» Han betegnede nöje stedet. Straks efter kom kvægsygen, og just på dette sted blev de styrtede kreaturer nedgravede.

A. L.


325. På Hammelmose vandmølle så man undertiden hen imod juletid, når der var mest travlt, en stor hund komme løbende hen imod møllehjulet. Når folkene så dette, vidste de, at det var tegn på, at møllen vilde løbe løbsk, og værket blive knust. Derfor sörgede de for at standse møllen på den tid de formodede, at dette vilde ske.

N. L.


326. Når man hører hunden på Brejnholt tude ved midnat, skal man gå ud og se mellem dens øren, man kan da se, hvad der skal ske. Det tror alle folkene på gården, og en nat, den tudede, gik én af karlene, Per Suukjær, ud. Han så da mellem hundens øren flyttelæs komme fra gården. Siden den tid har han stadig gået og ventet på, at vi skal flytte.

Stud. theol. Møller, ved A. Olrik.


327. En mand i Egtved, hvis kone havde ligget syg længe, kom over til Sillesthoved. Da de havde fået hende læsset op og kjørte med hende, kom der et svin løbende op imod dem. «Det var ikke noget godt mod,» sagde Palle, der kjørte med hende. Da de kom til Vingsted mølle, blev hestene sky og havde nær løbet i åen med dem. Da de endelig kom til manden, sagde han: «Nå, I har nok ikke haft noget godt mod i dag, og det var endda ikke det værste men I var nok nær kommen til at sejle i åen.» Ingen var kommen forved dem derover og kunde have fortalt ham det. De havde heller ingen lykke af deres rejse, for konen døde kort efter.

Iver Lavrsen, Egtved.


328. En mand fra Jerslev i Vendsyssel kjørte en dag hen ad vejen til Hjørring, medens en anden mand fra byen der havde fået lov at age med, sad hos ham. Pludselig kommer en hare springende tværs over vejen foran hestene. «No,» sagde manden, der kjørte, «de war pinnedød æ skit wåssel, a kjør endt te Hjørring i da, få de wa naturligwis en gammel kjælling i håårskekkels, dæ hå løst te å gjö mæ fåtræ.» Manden, der kjørte med, gjorde indvendinger og ytrede, at det måske nok var en rigtig hare, og de havde jo nu begge to bestemt sig på at komme til Hjørring i dag, så det var da bedst, de blev ved at kjøre, siden de var komne ud. Men der hjalp ingen indvendinger; manden vendte om og kjørte hjem og gav den formentlige heks en lang næse.

Lovise Hansen.


329. Der var en mægtig mand, som hed Lavrs Malle. Da han havde bryllup, så folk en mus løbe omkring inde på kirkegulvet. Det var ikke noget godt tegn, og det gik også dårligt med hans giftermål. Han blev nok skilt ved konen og endte som tigger.

M E.


330. Et ægtepar på Fyen holdt så meget af hverandre. Men en dag, som de igjen sad i sofaen og kjælede rigtig for hverandre, slog spejlet en revne lige midt for dem, og et par dage efter blev de skilt fra hverandre.

V. Bennike.


331. Der har været og er endnu her i Bjærge herred mange, som tror, at når det på en bryllupsdag indtræffer med et strængt vejr, eller når noget går i stykker, eller der sker et andet uheld, så er det forvarsel for, at det vil gå brudefolkene mindre godt i deres ægtestand. Derfor giver man med megen opmærksomhed agt på sligt. Den dags vejrligt, held eller uheld, kan huskes ti, tyve, ja, tredive år efter.

Sören Hansen.


332. En gammel kone i Nissum havde en slægtning, som var henne i krigen mod Engelskmændene. Da var hun et barn på 11 år. Hun så ham komme gående en dag til gården, men han var så sært krum over ryggen, som havde han en pakke at bære. Således havde hun ikke set ham för. Hun løb ind og fortalte, at H. var kommen, det var ved middagstid ved den höje, klare dag. Men de gryvede ad hende og vilde ikke tro det, ihvor meget hun end forsikrede det. Få dage efter kom H. hjem, og da var han rele nok krum, ti der sad to store knopper på hans rygben.

P. K. M.


333. Jeg var til søs og gjorde en rejse fra Hvide Hav til Plymouth. Da jeg om natten den 17de november 1880 kom ud på dækket klokken 12 til vagt, var vejret stille, og søen rolig. Jeg gik nu op og ned ad dækket med en vagtkammerat, en finsk matros, og hørte da, kort efter at vagten var sat, en klagende lyd fra storråens bagbordsnok, der strakte sig ned mod kabyssen midtskibs. Efter at have samtalet om, hvorfra lyden kom, vilde jeg undersøge dette, men han nægtede at tage del deri. Jeg gik da alene derover og undersøgte omhyggelig alle blokkene, men kunde intet opdage, gik så tilbage og talte atter med matrosen om den lyd. Efter en tids forløb vilde jeg atter over at undersøge, ti lyden blev ved, og jeg gav en ironisk bemærkning over hans mangel på mod, hvortil han svarede: «Vi har endnu ikke set enden på vagten.» Der opdagedes intet. Men klokken halv to kommanderede styrmanden os op at bjærge forsejlene, da en storm var i vente. Vi bjærgede dem, men da stormen nu var meget hæftig, kommanderedes vi op at bjærge storsejlet. Her havde jeg min plads på storråens bagbordsnok. Sejlets bevægelse og den stærke vind krævede al min kraft, og jeg måtte af al magt surre mig til råen, og for at gjøre det viklede jeg sejsingen omkring venstre arm og halede til af alle kræfter. I dette øjeblik sprang sejsingen, og jeg selv, som kun stod på en pærtline, tabte ballancen og styrtede ned. Men trods dette, at jeg hængte ud over søen, da jeg faldt, slingrede skibet dog så meget, at jeg faldt midtskibs ved kabyssen netop i den retning, hvorfra lyden var hørt. Nu blev jeg båren ind, helt afmægtig, og lagt i min köje. Da jeg vågnede, var matrosen kommen ind for at se til mig og sagde: «Nu fik du enden at se på den vagt.» Jeg lå et halvt år, inden jeg var helbredet efter det fald.

Will. Petersen, Kjöbenhavn.


334. Der kan gå forvarsler både for folk og fæ; en gammel kone vil have til, at der kan gå forvarsler for én, der endnu ikke er født. Hun fortæller, at en præst i Husby en aften, han gik i haven, så skygger. Det var en præstemand og en kone, han så, og de var så grimme, at præsten sagde: «Da kan jeg ikke vide, om der skal komme så grimt et par præstefolk hertil som de to.»

P. Kr. Madsen.


335. Nogle år för min fader selv vilde bebo vor gård, var den udforpagtet til to mænd, som begge med deres familier boede i gården. Den ene af dem, som boede i de værelser, min faders forældre havde beboet, havde en sön, der en nat, da han vågnede, så et fruentimmer, iført en lysagtig kjole, stå midt på gulvet uden at tale et eneste ord. Han blev da meget bange, ti han havde ikke set hende för, og søgte at skjule sig under dynerne. Om morgenen, da han vågnede, vilde han ikke tale til andre folk derom, da han troede, at de vilde udle ham og sige, han havde drömt. Den gang min fader selv vilde bebo gården og første gang førte min moder derind, sagde det unge menneske, at det var hende, han den nat havde set, og at hun nu var iført den selv samme kjole.

Rurup. J. L. K.


336. Imens min mand var en dreng, boede hans forældre i en lille by, der kaldtes Holme, og der havde de en gård. Så var det en aften, siden solen var nede, da var forældrene gået i by, og de to drenge gik ude ved søsteren, som var ude at malke. Vejen gik langs med deres indhus, og da så de, der kom sådan en pæn mand, han var i en grøn jakke og havde en sølvbeslagen pibe og en stok med sølvknap i hånden. Så nøjagtig kunde drengene se det hele, og det var noget skjönt for dem at se på. De springer hen og siger til søsteren, at der kom en fremmed mand og gik ind. Så vilde hun, at drengene skulde gå ind til ham, men det vilde de ikke. Da hun er færdig og kommer ind, var der ingen, og hun så hen ad vejen til begge sider, men der var heller ingen. En tid efter kom der en mand og kjøbte deres gård, som de havde holdt fal, og så siger drengene: «Der kommer den mand, som var her den aften, både med pibe, stok og frakke, bestemt som vi så det.» Manden havde aldrig været der för, og de havde altså ikke forhen set ham.

Ane Kristensdatter, Myrhöj.


337. I Snorsang ved Bro mølle havde manden en aften, han var gået fra by, set en Österbomand plöje på Hesselholdt mark, han havde blanke knapper ned ad kjolen, af dem, de kaldte Österbo-tröjer. Så sagde han til nogle andre, at han vilde vædde med dem, at den gård gik aldrig til tredje led. Det kom også til at passe, både mand og kone døde, og sönnen fik gården. Han døde, og konen med, og de to börn efter dem fik ikke gården, for den kom til en Österbo. Den mand kunde se al ting, for han var født en höjtidsaften.

Lars Nielsen, Vinkel.


338. . . . den Tåsing bonde Anno 1688, der med sin madpose lå bag en höj og drömte om ild og om verdens undergang. Sådan én var og den, som i fjor fra Jylland omløb i Kjöbenhavn og spåede om dens undergang.

David M.


339. Afdøde pastor Nissen, tidligere missjonær i Grønland, født på Bornholm, har fortalt, at han i sin ungdom sov sammen med en ven, hvis fader var skibskaptejn. En nat vågnede han ved et krampagtigt greb af vennen, som nu forklarede, at han i drömme havde set sin fader falde over bord. Han tændte lys og optegnede dag og time. Senere kom der efterretning om, at faderen virkelig var falden over bord og druknet i Atlanterhavet samme dato og time.

Johannes Schröder, Kjöbenhavn.


340. Toftegård er kun én gård, men i gammel tid var der to, som lå nærmere ved Ry å end den nuværende. På en af dem boede Lars Møller, en broder til Assessor Møller på Birkelse, men Lars kom først til Toftegård, efter at hans broder havde forladt Birkelse. En morgen da han vågnede, sagde han til sin kone, at nu vidste han, hans broder var død. Hun spurgte ham, hvordan han havde fattet den mening. Jo, han var vis derpå, for i nat havde han set ham i Helvedes ildsluer, om der da ellers var et Helvede til. Det varede heller ikke længe, inden han fik underretning om hans død.

Nik. Christensen.


341. I et boelsted på Åle mark ved Horsens levede en mand, som ernærede sig for en del af handel og drog til Horsens og kjöbslog. Det var i januar 1811, at Niels Kræmmer en dag sadlede sin hest for at drage til Horsens. Konen holdt ikke meget af de Horsens-rejser, hun havde for flere år siden haft en dröm, der bebudede hendes mand et brat endeligt, og hendes drömme plejede at have betydning. Manden stillede hende dog til freds og red, idet han sagde, at han var fuldkommen kjendt med vejen, og det var jo mildt i vejret. Men på tilbagevejen gav det strængt vejr og et tykt snefog, og uagtet han stolede på sin sikkerhed i at kjende vejen, må han dog snart have mærket, at han ikke længere vidste, hvor han var, ti han skal have nærmet sig Åle by, men derefter mistvivlet om at være på rette vej og stilet ind over Bjærges marker. Her red han nu omkring i aftenen og natten. Ingen steds öjnede han vej, ingen steds så han lys. «Å, så hjælp mig dog!» råbte han i sin angst, « hjælp mig! om I ikke vil for min egen, så for min kones og små börns skyld!» Dette råb blev hørt, men ingen vilde stå op af sin varme seng, og somme frygtede vel for, det var en gjenganger. Kort sagt: ingen kom ham til hjælp, og efter at han endnu en stund havde redet om, standsede han, og man fandt ham næste morgen liggende død med hovedet hvilende på de korslagte arme.

Det var nu ret mærkeligt, at han varede for sig för sin död; ti i samme nat hørte folkene på Bjærge en stemme, som råbte «Niels!» og atter derpå: «Niels Nielsen!» Det var nemlig hans navn. De kunde aldrig vide, hvad denne kalden skulde betyde, men ved dagen efter at höre om den sörgelige begivenhed kom de efter, at det må have været Niels Kræmmer selv, der ved at nævne sit navn varede om, at hans sjæl nu var ved at forlade det jordiske.

Fortalt af hans enke ved Th. Fenger.


342. For nogle år tilbage kom en svensk dreng til Humlebæk for at hjælpe en fiskerfamilie at lave redskaber. «Den første nat må du huske på, hvad du drömmer,» sagde konen, «ti det har noget at betyde.» Om morgenen ved davren spurgte hun ham, hvad han så havde drömt. «Jeg drömte, at den ene pige vilde hellere holde mig om halsen end den anden.» — «Det var jo en god dröm,» sagde konen og lo. Nogle måneder efter sejlede drengen til Kjöbenhavn med en ladning sild, og fem unge piger fulgte med. Da de nærmede dem hjemmet, kom en storm på dem. Folk stod på land og så dem komme. Konen løb hjem og satte kaffekjedelen på, for at de straks kunde få lidt varmt, når de kom i land, men i et öjeblik forsvandt båden. De to piger blev af en bølge kastede op på land og frelste, men nogle dage efter fandt man drengen med de tre piger fast klyngede om hans hals. De to frelste piger fortalte, at som han stod og vilde skjære sejlene over, sprang de tre piger i angst ham om halsen, så han ikke kunde bjærge dem, og derfor måtte de gå under. Da sagde konen i huset: «Det var altså udtydningen på hans dröm.»

C. Brockdorff.


343. På en rejse i vinteren 1890—91 straks efter nytår fra Kjöbenhavn til Jylland over Korsør blev der ved ankomsten til Nyborg meddelt de rejsende, at ingen forbindelse kunde opnåes over Lillebælt, hvorfor vi måtte overnatte der. Her drömte jeg så først, at jeg mödte en lille mand iført gul- og bruntærnet ulster, guld-lorgnet, ulden, rund rejsehue og med et tyndt sortspredt skjæg og brune öjne. Efter ham kom ligeledes i drömme et postbud med et brev, men da jeg vilde tage imod det, nægtede han at aflevere det med den bemærkning, at der først skulde tages mål af mig. Hermed forsvandt han. Da jeg næste morgen fortsatte rejsen og ankom til Strib, spekulerede jeg en del over drömmens betydning. Fra Strib var ingen forbindelse med Jylland at opnå, og en mængde rejsende måtte i mange timer gå forgjæves ventende. Endelig ved middagstid foreslog et selskab af 3 herrer mig at være fjerdemand til at gjøre et forsøg på at gå over bæltet forbundne ved et tov for at yde gjensidig hjælp. Dette gik jeg ind på, men blev i sidste øjeblik meget betænkelig og opgav følgeskabet. Jeg fulgte dem dog på deres vandring fra den i havnen liggende dampfærge. Herfra ser jeg til min skræk, at de mere og mere nærmede sig den af dampfærgen frembragte rende, som for dem var usynlige men som jeg kunde iagttage. Ved höje råb fra mig, som senere istemmedes af andre, lykkedes det os i sidste øjeblik at gjöre dem opmærksomme på faren og få dem til at tage en anden retning. Kort efter følte jeg lyst til ene at gå over, men mödte forinden en mand, og så snart jeg havde set ham, påkom der mig en uimodståelig lyst til at vove forsøget. Den mand var akkurat originalen til mit drømmesyn. Han syntes altså at være den, der skulde give mig mod til at gå over. Forsøget lykkedes i selskab med en ung dame, der bad mig om følgeskab, hvilket jeg ikke vilde nægte hende, men betydede hende dog, at det skulde være på hendes eget ansvar. Det var nu opfyldelsen af drömmens første del; men anden del var vanskeligere. I løbet af 3 uger var det mig ikke muligt trods flere breve, jeg afsendte, og to telegrammer til mit hjem, at opnå nogen som helst meddelelse derfra. Jeg ventede brev i Århus, men der var intet, i Hornslet, Hadsten og Hobro. Uagtet alle forsøg fik jeg intet brev, og først da jeg kom til Hurup og havde besluttet, hvis ikke her var brev, at afbryde rejsen og tage hjem, fandt jeg 4 breve og et telegram. Her forekom det mig, at drömmens anden del var gået i opfyldelse, idet min tålmodighed tilstrækkelig var målt.

Will. Petersen, Kjöbenh.


344. I sommeren 1889 var jeg til en skovfest i Lemvig og deltog i ballet om aftenen. Ved den lejlighed tabte jeg en medaillon med min kones billede, som hun havde givet mig, og det var jeg meget kjed af, da der var liden eller ingen sandsynlighed for at finde den igjen, og hvis den fandtes, måtte den være aldeles ødelagt. I en nedtrykt sindstemning gik jeg i seng. Om natten drömte jeg, at en jærnbaneassistent B., min gode ven, kom syngende ind til mig med medaillonen i god behold og sigende: «Vær nu glad, her er gavtyven.» Om morgenen blev jeg vækket af samme mand, der kom syngende ind, og med netop det samme udråb overrakte han mig den tabte medaillon i uskadt stand.

W. P.


345. I vinteren 1889—90 gik jeg fra Æbeltoft til Boslum for at holde foredrag, og der lå meget höj sne. Jeg fulgtes med en amtsstuefuldmægtig, hans frue og datter. Efter endt foredrag gik jeg tilbage, og da tabte jeg min lorgnet. Vi begyndte alle at lede med lygten i sneen., men uden frugt. Om natten drömte jeg, at en landpost kom ind til mig, lagde öjenglasset på bordet ved min seng og sagde til min værtinde, at han vilde ikke forstyrre mig, men vilde bede hende overrække mig det, når jeg vågnede. Da jeg havde sovet, faldt mine öjne straks på bordet, og fruen meddelte mig landpostens ord, som jeg havde drömt.

Will. P.


346. Et par dage för a skulde på sessionen, drömte a, hvordan det gik til, og at a trak et nummer, hvortil der blev sagt: «Det er det bedste, der er i kassen.» Da dagen kom trak a nummer 440, og så sagde a: «Det er vist ikke noget godt nummer!» — «Jo,» siger én, «det er det bedste, der er i kassen.» Han havde 448 og kom med i krigen, for han kom til at høre til frispillerne, da hans nummer var for höjt, men han kom lige godt med siden. En karl bød mig 100 daler for det, og en anden vilde bytte med mig og give mig vist i måneden. Men nu havde a fået tro til nummeret, og vilde ikke af med det. A var også blot inde at lære og kom ikke med siden.

Chr. H. Møller.


347. Min fader var under den første slesvigske krig med i slaget ved Slesvig som kvartermester ved 6te dragonregiment og blev let såret under indhugget ved Husby. Samme nat drömte min moder, der opholdt sig i Odense, at hun så fader komme uden hjelm på hovedet og med håret og ansigtet tilsølet med blod. Et par dage efter fik hun så brev fra fader om, at han var bleven såret ved, at hans hjelm var bleven bortskudt, og at kuglen havde strejfet hen over hovedhuden, så at blodet løb ham ned ad kinderne.

Herman Pedersen, Hammerum station.


348. En fattig bondemand fik en lille arv og vilde nu betale nogle restancer på amtstuen i Åbenrå. Men da han har givet herredsfogden pengene, og denne vil til at udfærdige kvitteringen, holder et læs fremmede uden for døren, og han siger «Å, kom igjen i morgen ved denne tid, så skal du få kvitteringen.» Manden må gå, men da han kommer igjen, hører han til sin store skræk, at herredsfogden er død om natten. I sin fortvivlelse lægger han sig under et træ i skoven og falder i søvn. Han ser der herredsfogden stå lige for sig og hviske: «Bag spejlet i det grønne kammer.» Bonden iler nu til byen, får enken i tale og fortæller, hvad han har set. Bag spejlet bliver da kvitteringen funden, lovformelig og fuldstændig.

A. L.