Varsel for krig

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

16. Varsel for krig



359. I Mejrup sogn findes på kirkegården en höj, hvori der ofte höres klirren og anden stöj.

Resen VI. 757.


360. Der har stået et slag i Hwål Knøse, Hallund, og det varsler mod höjtiden endnu. Folk har hørt, at kanoner og det hele dumrer.

Hans Fladbirk, Søheden.


361. I et hus i Gudhjem hørtes en gang nytårsnat over 40 skud, som det var af kanoner. Ingen i byen hørte det, andre end beboerne af samme hus, som alle vågnede ved det forfærdelige rabalder.

G. J.


362. Hans Olsen i Skomagerhuset ved Møllesøen har fortalt, at han året för 1801 havde hørt en meget stærk skyden, der lød, som den kom fra Søholm skov. Året för 1807 tjente en pige i Magleby, og da hørte hun selv en meget stærk skyden, der lød, som den kom fra samme skov.

Emilie Maribo.


363. Det var för den gamle krig (1807), da gik to mænd en aften imellem Nielstrup og Rude kirke. Så hørte de for dem at tykke, som der kom et helt regiment ned ad vejen. De kunde høre, hestene de prustede, for det var hestfolk — og det klirrede med sablerne. Så red de fra vejen og tog ned og lagde dem og holdt rast ved et bitte krat, de kalder det höje krat — det er nede ved Hvalløs vide Mændene kunde høre, det fuslede imellem hinanden, og krigsfolkene ligesom mumlede, for de kunde ikke skjelne stemmerne fra hinanden. Lyden forsvandt så, og de vidste ikke, hvor den blev af; men siden forstod de, at det var varsel for krigen, de havde hørt.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


364. Da der var krig med Engelskmændene, gik der en mand på vagt ved stranden mellem fiskerlejerne Bisted og Bolshavn. Han manglede proviant og sneg sig hjem til sit hus om natten, ti han boede lige der over for i Öster marker (Öster-Marie) sogn. Han skyndte sig meget med at komme tilbage igjen til sit nr., at han kunde være der, når han skulde visiteres, men på tilbagevejen, da han kom til Bølshavneleddet, kom en hel række dragoner ridende, meget smukke med store, pæne heste. De red to og to jævnsides, men da han var meget bange for at komme for sent, fik; han dem ikke talt; han forsikrede og, at der var en hel masse. Den sidste sagde: «Du lukker vel leddet, Niels.» Derpå red de, og manden ilede til sin vagt.

Bornholm. G. J.


365. En gang hørte jeg ude i toften en forskrækkelig stöj. Det lød, som om der blev kastet med bjælker, fjæl og deslige, og jeg skjønnede nok, at det var et varsel. Da Tyskerne kom omtrent 20 år efter, blev en del kanoner og bagagevogne indsatte i den toft; og allarmen derved kunde jeg tydelig kjende igjen.

Nis. C.


366. Der skal for mange år siden være set en blå soldat, som kom ridende over en mands mark i min fødeby (Rurup, Løgumkloster) og råbte: «Fort, fort, der könig ist abgeschlagen!» Da de danske i 1848 var slagne ved Slesvig, kom dragonerne på tilbagetoget gjennem vor egn og lå over en dag i T. Derfra blev en dragon sendt til vor by med ordre, at der skulde leveres levnedsmidler til T. Da denne nu red tilbage, vilde han lige hjem at besøge sine forældre, som boede i den nærmest liggende by, og red da over den mark, hvor den blå soldat var set. Om den dragon har sagt et ord, der lignede det, den forrige skal have sagt, vides ikke, da der ingen folk var i nærheden, idet han red derover, og da han døde, för krigen var til ende. Det var altså et varsel eller en forspøg.

J. L. K.


367. Sådan var det en vinteraften 1846, jeg gik fra Tyrrestrup til Ås. Som jeg lige kommer på banken oven for byen, hører jeg en lyd som af musik, eller som det kunde være jærnstænger, der slog mod hinanden. Det var månelyst, så jeg kunde se ud ad vejen, at der ingen kom kjörende. Som jeg når byen, tykte jeg, lyden kom fra en dam ved byen. Da isen kunde bære, gik jeg der ud, for jeg tænkte: dammen er måske dyb, og der kunde jo godt være en skat skjult fra gamle dage. Men da jeg kommer midt på dammen, kom det mig for, som lyden kom fra et længere bortliggende kjær. Jeg gik da der hen og tænkte: «Nu skal du lægge mærke ved stedet f. eks. din kniv.» Men da jeg kommer på isen, var det, som lyden surrede omkring og forsvandt i sydvest. To år efter kom Tyskerne, slog tappenstreg fra banken syd for byen, og lod kanonerne opstille omkring ved dammen, hvor de tillige foretog øvelser. Da siger jeg til min kone: «Nu er det, jeg hørte for to år siden, gået i opfyldelsen.

Fortalt af gamle Peder Hansen Smed i As ved lærer Rasmussen.


368. Det var i 1846 i Kristiansfeldt i søstrehuset, at lænkehundene tudede stærkt om aftenen, og køkkenpigen gik ud og pryglede dem, for at de skulde holde deres mund. Så kom der en gammel søster ud og sagde, at hun måtte ikke banke hundene, for kunde hun se det halve af, hvad hundene så, vilde hun brøle meget stærkere. Pigen sagde ja, hvad kunde de da se? Hun svarede, at gården var fuld af soldater, og de havde sådant et underligt hovedtöj som et horn lige op i hovedet. Den gamle søster blev senere kaldt op for forstanderinden for at give nærmere forklaring, og så meddelte hun, hvordan det havde vist sig forskjellige aftener. Fra førsten af kom de til en bagbygning og staldede hestene ind, så kom de med syge og sårede og indlagde dem i lokaler i den östre flöj, og hun viste de stuer, de blev bragte ind på; og det gik nöjagtig i opfyldelse. Fortælleren var i Kristiansfeldt og hørte det her meddelte længe för dets opfyldelse. Køkkenpigen var fortællerens søster.

Kathrine Glud.


369. To dage efter påske 1848, da altså slaget ved Slesvig havde stået, men vi ikke vidste det endnu, kom der en mand, som boede i Læborg sogn, men nu er død, ovre fra Sønderjylland, hvor han var født, og fortalte: «Der er set sådan et sært syn nede ved Rendsborg. Der stod en soldat vagt nede ved Nörreport, altså i Kronværket. Så ser han, mens han går der på hans post, en tysk general foran en hær. Han standsede inden for porten og råbte: «1848!» og så drog han nör på med hans folk. Noget efter kom en anden tysk general også foran hans tropper og standser hans hest på det samme sted og råber: «1849!» Men så åbag efter kommer der en dansk general fra nör ind ad æ Nörreport, og han standsede hans hest på det samme sted og råbte: «1850!» og lav han satte hesten i gang igjen, da satte den æ sko så fast i æ sten, te det var kjendt.» 1851 blev Kronværket sløjfet, altså blev mærket sat der.

N. J. Termansen.


370. Vi havde en begavet mand til sognefoged i Hostrup, han fik en svaghed i hans store tå, som bredte sig over hans halve legeme og gik helt op i hans hoved. Det var för krigen i 48, og han boede i den ene Kokspanggård. En aften går en gårdmand ned og vil besøge ham, og da han nu går hjem ad i dejligt måneskinsvejr og går ad vejen mellem begge gårdes marker, kommer han til at se i vester og ser der noget som et lille hus, der skrider nordpå ligesom han. «Da er det da godt, der er ikke langt til min egen mark,» siger han, «så bliver det vel henne.» Men det skred kjönt over diget, og inden han vidste af det, kom det hen foran ham og stod lige for ved ham som en kullendes sort kjærne. Nu betænkte han sig lidt: «Er du et menneske, så tal,» siger han, «og er du en djævel, så vig i Vorherres navn.» Dermed så foer det væk, og han hørte ligesom en 3, 4 løse heste springe væk. Han kommer så hjem, og næste dag kommer han over og fortæller mig det og bad mig følge med over til Allesø til præsten for at spörge ham om hans mening. «Det kan jeg snart svare Dem på,» siger han: «jeg kjender ikke åndeverdenen.» Da krigen kom på, så kom der netop en lille trop ryttere ridende op over marken og hen til ham, som nu var bleven sognefoged i den andens sted, da han imidlertid var død. Det var tre ryttere, der red fra skolen og hen til hans gård om noget rekvisition. Deres hund sad en tid for oppe på huset om aftenen og gjøede derhen ad og kunde næsten ikke tales ned.

Ådum.


371. Lærerens sön i Durup var en aften gået hen til en nabogård. Da han gik over marken til sit hjem, så han to skikkelser, men hørte dem ikke gå. Derefter kom atter to, og sådan blev de ved at komme to og to i en lang række. Han gik nu ind i den nærmeste gård og sagde, at de skulde komme ud og se den masse mennesker, der kom gående udenfor. Men da de gik ud, var der intet at se. En tid etter var han atter der hjemme, og det var netop i krigsåret. Durup skulde have fjendtlige soldater inkvarterede, og da ingen andre kunde tale tysk, og han kunde lidt, blev han brugt som tolk, og anviste soldaterne deres kvarter. De kom til at gå ad samme sti, og han kunde nok skjønne, det var dem, han havde set.

P. S. Hanghöj, Vrå.


372. Oppe imellem Modbøl og Öster-Lindet er en række sand banker, bevoksede med lyng. På toppen af den ene af dem så min bedstefader, at der holdt en soldat i rød og blå uniform, og til samme tid hørte en mand i Modbøl, som hed Kristian Bro, den tyrkiske musik komme gjennem Modbøl. Det var nu længe för 1848. Men så i krigens tid kom soldaterne til at holde oppe på denher bakke, og vi kom til at tale om, at det var det, vi havde set og hørt for mange år siden, ti musiken kom også igjennem Modbøol. Men Kristian Bro sagde, at det var ikke den musik, han havde hørt, for der skulde være en stor tromme med, og den var ikke her.

Kjøbenkoved.


373. En endnu levende pige, Anne Bosen, så en dag en hel del kanoner og krigsfolk kjøre fra Bevtoft efter gården Blankenhof til, men det undrede hende, at de ikke fulgte vejen, men kjørte lige over markerne. Nu er imidlertid vejens retning bleven forandret, og den går nu på det sted, hvor hun fortalte at have set synet, og hun tror sikkert, at de må komme en gang til.

Ludvig Gammelgård, Gislev friskole.


374. Et ungt menneske, der havde været på seminariet, var i en sommerferie gået ned til stranden ved Ballum (Tønder-egn). I mørkningen går han hjem ad i hans egne tanker. Lige med et kommer han til at kaste öjnene op og ser foran sig en flok danske dragoner med faner, som om de vilde drage ind i en by. Han tør ikke gå videre, men løber en anden vej helt uden om og kommer hjem til moderen helt bleg. Hun spörger om, hvad han fejler, og han fortæller det. Næste dag spörger hun en nabo, der havde været dansk dragon, hvordan det gik til, når en trop dragoner drager ind i en by, og han beskrev det, ligesom sönnen havde fortalt. Han forsikrede, at han allermindst tænkte på krigsfolk, da han så det. Det var sidst i halvfjerdserne, og man tror, at det nok skal ske en gang, at Danskerne kommer der. En mand fra Ballum fortæller også, at han en aften hørte kuglerne pibe ham om ørerne.

Eli Jensen, Sandbjærg.


375. En af bymændene fra Galsted ved Toftlund gik en lys aften mellem klokken 8 og 9 efter hjemmet til. Ved at gå over byvejen så han noget borte ryttere komme imod sig og hørte vognrumlen og ligesom våbenlarmen. Det kom så lige om ved ham, og han kunde skjønne, at det var en artilleri-afdeling med flere kanoner og munitionsvogne, og han så tydelig en fane med det røde og hvide kors. Der mumledes endog temmelig stærkt af de forbidragende. Forbavset gik manden nu videre, men blev endnu mere overrasket. I hans naboes gård mylrede det nemlig af heste og folk imellem hverandre, og tunge vogne stod forspændte. Stuehuset var oplyst fra ende til anden, og bryggerset med var oplyst. Inden for vinduerne færdedes i stor travlheden hel del skygger af mennesker, og han troede nu sikkert, at det var de danske tropper, der var dragne ind, og mente at se det samme syn i sit eget hjem. Men der var intet, og naboen, hvis gård han nylig var gået forbi, sad helt rolig som gjæst i stuen. «I da!» råbte vor mand, «har der ikke været bud efter dig? du har stor indkvartering hjemme, det begriber jeg ikke.» Naboen foer nu af sted, men ti minutter efter kom han tilbage og fortalte, at alt var roligt, og ingen af folkene havde set noget. Det hele var altså et syn.

S. Hense.


376. Mens min kone var hjemme i hendes fødegård, vågnede hun en nat og så en hel del folk i stuen sidde og spille kort, og våben hængte rundt omkring på væggene. «Se, hvor det glimper hist og her,» sagde hun. Hendes fader tyssede på hende. Hun så det flere nætter efter hinanden. En tre år efter fik de indkvartering af sachsiske tropper.

Peder Frøsig, Hillerup.


377. I krigens tid sad jeg og en pige en aften ene, jeg sad og læste, og hun sad og spandt. Mens vi således sad, hver ved sit arbejde, hørte vi begge på én gang lyden af en tromme. Jeg gik hen til vinduet for at se, om der var noget, men der var ingen ting at se. Jeg vilde have været ud, men det måtte jeg ikke for pigen, for hun var bange; men vi kunde tydelig høre, at trommen kom nord fra og drog syd på. Manden, som jeg var hos, havde været soldat, og han kunde slå de samme slag, som vi havde hørt, men endnu er det ikke gået i opfyldelse.

Bovlund. J. L. K.


378. For nogle år siden var der et par mænd i Vellerup, som vilde til Agerskov, men da de var komne noget på vejen, så de, at der kom en afdeling soldater österfra, og de påstår, at de tydelig kunde se bajonetterne blinke. Men da de kom hjem og havde givet de andre underretning derom, gik de ud for at tage imod dem, men der var ingen. I året 1849 kom der samme vej en afdeling af den tyske hær, og man mener nu, at det må have været dem.

Bovlund. J. L. K.


379. I Adeleng, Hylderslev v. Varde har folk undertiden hørt ligesom kanonskud. Man troede derfor under krigen 48-50, at der vilde komme til at stå et slag der.

H. M. I.


380. Förend krigen så en pige i Risjarup en hel mængde soldater marschere ad vejen ind i byen. Den første indkvartering kom netop den vej og så bestemt ud, som pigen havde beskrevet det.

Nis Callesen.


381. Gamle lærer Hansen var nede at ringe solen ned, og da så han flere dragoner, der red inde i kirken. Han mente, det var forvarsel for krigen 1848. De kunde ikke rigtig få at vide, hvad mere han så, men han blev så ræd, at han aldrig selv ringede mere, og siden lod hans karl ringe for sig. I 1848 var her både danske og tyske dragoner i lang tid.

Kristen Ebbesen, Egtved.


382. Mine forældre boede her ovre i nordre-grandelag, men min fader havde en tjeneste, og vi var fem börn i alt derhjemme. Så havde vi börn et lillebitte kammer på ét fag at være i, og som vi nu sidder en aften i mørkningen, og min moder var gået ad byen, da giver det et skrald i nordvesthjørnet af æ dååns. «Hvad! slog de os nu vinduerne i stykker,» sagde a. I det samme giver det et skrald til. «Nu må a af sted.» Men inden a kommer ret på benene og får døren lukket op, da giver det eudnu et skrald. A kom hen til vinduerne og efterså dem. Nej, der var ingen i stykker. Så kom a udenfor, men der var hverken folk eller dyr at se. Det skete, da a var 11, 12 år, men så i 1848, lav vi kom hjem af krigen, så talte a ved vinduerne til mine folk, og de kom også og lukkede døren op. Det var af de her gammeldags døre med en overdør og en nederdør. Det var min moder, der lukkede mig ind. «Ja, I skal ikke blive ræd, moder, det er Morten.» Så går a hen og sætter geværet i krogen, da kom det förste skrald. Dernæst smider a tornystret ned, og det var det andet skrald. Bandoleret tager a med begge hænder og løfter op over hovedet og smider det så ned til det andet. Det var det tredje skrald. «Så, nu er det spektakel slot (ɔ: slukket),» siger a. «Hvad for noget?» siger min moder. «Det, som a hørte for mange år siden, da a var en dreng, og den gang troede a, det var vinduerne, de slog i stykker.

Morten Jensen, Darum.


383. En gammel mand, der boede her ovre i nörregrandelag, de kaldte ham Gamle-Jens, han sagde: «Vi vil få Blåmænd her, og de skal komme ind ad Österled.» Der ligger en gård her ned til nord, og nord for denne er nu møllen, som ligger på Sandgadesbanken. Den er nu slöjfet, men imellem gården og banken var Österled. Fremdeles sagde han, at kirkegården vilde blive til en rytterstald, og en gård bedre omme, mente han, vilde blive til et bedehus. I 1848 var der også kavalleri og ammunitionsvogne på kirkegården, og Blåmændene var Österrigerne, der kom i 64, de var ganske blå i klæder. Men det om bedehuset kom ikke til at passe, det var blot, at folk samledes så meget ned ad ved den gård.

Der var også én, de kaldte liam Hollænderen, han sagde, at der nok skulde komme kavalleri op på Herredsbjærg, og det fjendtlige kavalleri lod sig også se der i 64.

M. J. Darum.


384. I Åstorp, Taps sogn ved Kolding, hørte min bedstemoder en aften, da hun var kommen i seng, at det ligesom spillede på piber og slog på tromme, og straks efter kom der én og pikkede på vinduet. Hun stod op og så efter, men der var ingen. Det gjentog sig et par aftener. En tid efter kom der virkelig én og pikkede på, og han fortalte, at nu var Tyskerne komne. Det var altså varsel for deres indmarseh, hun havde hørt.

Vinding højskole.


385. Det var i 1848, da hørte folkene i Kjærbøl en nat et horn, og de kunde kjende melodien. Da de snakkede sammen næste morgen, mente de, det var et posthorn, der havde blæst. Lige efter slaget ved Fredericia kom Tyskerne så hurtig her fra egnen. Trompeteren blæste appel, da de skulde rejse, og det var det selv samme stykke.

N.H. Hillerup.


386. Kort för landstormen ved Bröns kunde folkene i Egbæk, Vester-Vedsted, ikke sove om natten, ti når de havde ligget lidt, kom der noget og tog puderne. Samme dags aften, som der havde været slag ved Bröns, hvor mange bönder blev hårdt sårede, måtte de lade sig kjøre til doktoren i Ribe, men da de kom til Egbæk kro, kunde de ikke tåle at kjøre længere, ti de havde for lidt at ligge på, og man gik da ind og fik nogle sengklæder, og det var just af samme seng, hvor man havde fornummet varselet.

J. L. K.


387. I Støddesholm, en gård, der hører til Gunderupgård, skete det et år midt om sommeren, at to karle var ved at grave skudtörv og ved solens nedgang så et forskrækkeligt, mylr af mennesker nede ved Trende å, og det var det år, krigen udbrød. Så troede de, det var varsel for dens udbrud.

Mikkel Jensen, Grynderup.


388. Grå-Iver vilde hen og besøge en moster, der boede på Hygum mark. Så skulde han over en vej, som gik her efter Jelling, og der stod han stille så længe, för han kom over den vej; folk kunde se, han blev der standende, og de kunde ikke forstå, hvad han stod der efter. Ved de så kom til ham, spurgte de ham om årsagen. «Kunde I ikke selv se, hvad det var?» Nej, det kunde de ikke. «Der kom så mange soldater ad vejen efter Jelling, sådan en mængde, te a måtte stå i al den tid. De skulde sønder på, for de ventede vel, der skulde komme krig fra den side.» Det var lige til juleaften, han så det. Det var vist 1814, da blev alle gamle mænd her af Jelling indkaldt og skulde hen, men der blev ingen krig af alligevel.

Mette Marie Eriksdatter, Jelling.


389. En mand fra Höm hørte en nat nogle komme ind og sætte geværer ved kakkelovnen. Han sagde nu til folkene, at de nok skulde få indkvartering; men det brød ham dog noget, for de danske soldater var allerede hjempermitterede, og Tyskerne vilde snart blive det. Hans kommune nægtede at levere noget til dem, og der blev da sendt en eksekutionskommando ud til den, hvorved sognefogden tillige med nogle soldater også kom ind i den gård.

Niels Hansen, Hillerup.


390. I 1851 i februar, straks efter fredsslutningen, lå jeg i Sønderborg. Så fortæller de mig en gang, at en ung mand i Sundeved havde i krigens tid haft en del syner. En soldat fra Sundeved, der kjendte ham personlig, fortalte mig en dag, at han nu igjen, siden freden var sluttet, havde haft et syn af større rytterskarer, som havde hvide våbenfrakker, og man kunde ikke forstå, hvad det kunde være for tropper; man tænkte på Svenskerne, der imidlertid ikke havde hvide, men grå frakker. Siden er jeg kommen til at tænke på, at österrigerne havde hvide våbenfrakker; men den gang vidste vi det ikke, og vi talte indbyrdes meget om de hvide frakker.

N. J. Termansen.


391. För forrige og för sidste krig så enkelte lige så vel ved højlys dag som om natten store troppemasser drage syd på, men så vidt vides kun rytteri. De red i luften med rivende fart, musik og våbenbrag, så kreaturerne kom hjem i den største angst. Det skal dog kun være dem, der er fødte en helligdag, der har kunnet se det.

Bredstrup. Mads J.


392. Der var en gammel kone i Barsmark i Löjt, hun sagde för 1848, at hun så en stor flok krigsfolk komme op fra havet og marschere langs gjennem byen — det er sådan en lang by. De havde sådan mærkelige klæder, sagde hun, og hun kunde nok beskrive, hvordan de var, men det kan jeg ikke huske. Så fik de også indkvartering af folk med forskjellige uniformer. De spurgte hende, om nu de havde været der, som hun havde set. Nej, det sagde hun nej til. I 1864 kom österrigerne, og dem så hun også, men det var heller ikke dem. Hun er dog fast overbevist om, at de skal nok komme, dem, hun har set. Hun er vistnok levende endnu.

Lærer Hansen, Fælsted.


393. En karl, der hedder Nis Hansen, han kan se både det ene og det andet. Men da han er slem til at drikke, så er folk ikke tilböjelige til at tro ham. Så var det i 1863, han tjente ved Thomas Nissen i Nörre-Vilstrup, da kommer han hjem om natten og kan ikke ret forstå, hvordan det har sig, for uden for gården i vedkastet stod der så mange kanoner, og så gik der mange krigsfolk ude ved dem, og lige sådan inde i gården var der kanoner og krigsfolk, så han kunde næsten ikke komme igjennem i trængselen. Det var så lyst, at han kunde se, alle deher folk havde grå kapper på. Han var jo ikke ræd og vilde have det efterset, for at han kunde fortælle om det anden dagen. Som han nu står og ser på det, så forsvinder det. Folk troede jo, han havde fået for mange sorte, og så havde set over sig. Men så kom krigen, og i den gård blev netop indlagt en hel del österrigsk artilleri, der havde hovedkvarter der. Så kunde folk jo se, at Nis havde ret.

Lærer Hansen, Hornum.


394. A gik en gang fra Nörre-Palsgård til Lille-Hedegård i Gudum. Da a kom sønden æ bakke på noget höj mark, så a en mængde vogne, ja, der var i snesevis, og de stod formelig i gader, og nogle var skudt ind under de andre. A kunde se både hamler og stjærte og vognhjul. Men så blev a så vild, te a gik en halv mil af min vej. Det var i 1860, a så det, og det var jo vare for krigen 1864. Vognene kom til at stå ret netop på selv samme plads. Det var en stor hoben af æ Österrigere og Preussere, der lå der.

Peder Kristensen, Fabjærg.


395. Året för 1864 så en mand fra Kragelund en aften, han var gået ud, en hel hær soldater kæmpe i luften. Synet forsvandt lidt efter lidt. Manden troer, det var et forvarsel fot krigen i 1864.

J. Jensen, Refshalegård.


396. I 1863 var der en dreng i en gård i Humlum, der kom hjem og var helt fortumlet og sær. De vilde have at vide, hvad der var i vejen med ham. «Ja, I skulde lige have set det, a har set,» sagde han. Så fortalte han, at han havde set en masse krigsfolk marschere oppe på Humlum landevej. Kort efter udbrød krigen.

Lærer Søe, Gudum.


397. I gården Pårup i Funder sogn sad folkene en juleaften og hørte sværdklirren og våbenlarm i gården, og dørene sprang op. Året efter, i 1864, kom der tyske soldater til gården. Sommeren efter krigen var der en mand i Viborg-egnen, som så to hære kæmpe i luften. I spidsen for den ene red en mand på en hvid hest.

Kr. Östergård.


398. En gammel kone, der er död for flere år siden, kom en aften gående fra en udflyttergård og ind til Vinten by, Tamdrup sogn, og hun fortalte da, at hun havde set en hel masse fremmede krigsfolk komme ad en énspor-vej, der gik fra byen af og op efter Tamdrup mølle. Folk lo kun ad hende og sagde, at der var ingen krigsfolk, der kom ad den vej. Den gamle kone påstod dog bestemt, hvad hun havde set, og mente, at det måtte være varsel for krig, hvortil folk svarede, at selv om der kom krig, så vilde fremmede krigsfolk aldrig komme ad denne vej. Dette varsel gik imidlertid i opfyldelse i 1864, da preussiske fodfolk ad denne vej forfulgte nogle danske dragoner, og folk fra Vinten by har fortalt mig, at så gik den gamle kones spådom dog i opfyldelse.

F. P. J. Lund, Vinten-Enner.


399. Sognefogdens kone i Bredsgård så et år för toftmarkeds-dag lige efter krigen i 64 nogle krigsfolk. Först kom der en stor hær neden om bakkerne vester fra, og så en hær öster fra. De kom til at klinke sammen, og hun kunde se krudtrøg og glimt, og til sidst gik det op i én damp, der svævede i luften. Hun troede, at det betød krig, men andre mente, at det var varsel for lejrøvelserne.

L. N., Vinkel.


400. Der var snak om, at når vi skrev 3 ottetaller, skulde der stå et slag ude i Kloster hede. Da det nu ikke blev til noget, tror folk, at det er den ny skyde bane, man har set varsel for. Man har nemlig set ryttere, kanoner, soldater og hørt skydning der ude.

Lærer Søe, Gudum.


401. Gamle folk påstår, at når de var gåede over Kloster hede om aftenen, så havde de hørt en forfærdelig dundren og bragen der ude, og så var der kommet en masse folk både kjørende og gående, men lige med ét kunde det blive borte. Man troede, at det var forvarsel for en krig, som skulde holdes der ude. Nu begynder man at tale om, at det er forvarsel for de øvelser, artilleriet nu skal holde der.

K. Kr. Jensen.


402. En pige i Ballum ved Tønder kunde spå. Hun spåede i sidste krig, at Tyskerne skulde komme ridende til byen, og foran red der en mand på en rødblisset hest, det tykte hun ikke var en soldat. Det slog godt nok til. Der kom tyske dragoner til byen, og de havde en bonde til fører, der red på en sådan hest. Hun spåede også, at der skulde komme folk op over Svine mærsk med røde bukser på. Det var et stykke mærsk, der lå lige vest for Ballum. Men det kom ikke til at passe for hende.

P. Klemmensen, Hoven.


403. En pige, der tjente i Hanning hedegård, kunde også se noget. Det var en aften i krigen 64, de skulde ud at malke, da så hun hele gården fuld af karle med grønne trøjer på, men det kunde ingen af de andre se. Så kort efter kom der österrigske jægere til gården. Hun gik en gang over en hede tæt ved gården. Da hun så kom hjem, sagde hun, at der skulde komme til at stå et slag, så blodet skulde komme til at rende i agerfurerne, det havde hun set. Den gang var det hede, men nu er det opdyrket, så der nu vel kunde være tale om blod i agerfurerne.

P. Kl., Hoven höjsk.


404. I lag a var 12 år, tjente a i Öster-Ölby, og der havde de en karl, der fulgte æ fjerdingvåd, for de fiskede noget der, og han hed Peder Klovmand. Han kunde se al ting, og havde set advarsel for, at der skulde blive et stort slag oppe i Gjemsing fælled — det er noget mark og nogle huse, der hedder således, og den krig vilde blive i en forskrækkelig hård vinter, sagde han, for han havde set dem komme tværs over den vælddal, der er ved Kvistgård i Vejrum, og den var så vandet og vildet, at ingen kunde færdes derover uden i en meget hård frost. Han havde set både kjørende og ridende. Nu er der lagt en chausse over det sted, så én kan færdes der ved hvad tid det skal være, og i krigen var der også en farlig færdsel imellem de steder på begge sider af dalen, så det må nok være det, han har set tegn for.

Peder Kristensen, Fabjærg.


405. Flere år efter krigen 1864 stod L. R. ved sin gård, der ligger ikke langt fra vejen, som fører fra Bevtoft til Galsted. Det var en formiddag, det var tåget vejr, og hans börn stod hos ham. Da hørte de med et en dejlig militærmusik, som de kjender så sörgelig godt i Sønderjylland, på den nævnte vej; men da de skyndte sig hen til vejen, var der ingen ting.

Ludvig Gammelgård.


406. Siden 1864 er der tit set færdsel af krigsfolk i Sønderjylland ved nattetide. Færden går al tid syd på, og folk ser deri tegn på, at den danske hær en skjønne dag tager landet i besiddelse. Nogle år efter 64 gik en mand tra Agerskov til Vellerup en aften efter sengetid, og som han nu går, kommer han i følge med en afdeling artilleri, der imidlertid omsider drager ind på en mark ved siden af vejen og gjör holdt der. Da han kommer til Vellerup, ser han i en af gårdene stuehuset oplyst fra ende til anden, og der bliver sunget danske viser der inde. Han går ikke ind, da han føler sig forvisset om, at det er et varsel, han ser, og det viste sig da også siden, at gårdens folk slet ikke vidste noget om, hvad der havde været på færde.

Pedersen, Skibel.


407. Efter krigen i 1864 har et par mænd, som boede i et langt hus i Hopdrup med fælles indgangsdør, fortalt, at de har hørt sådan en sær mylren inde i deres forstue om natten. Først kom der nogen ind ad uderdøren. Så stod den ene af dem op og åbnede døren ud til forstuen for at se, hvilken skærmydsel det var. Mens han står der, lukker den anden mand også sin dør op og kommer ud. De stod nu og snakkede om det her og kikkede ud på gaden, og så kunde de høre en sådan snyslen der ude; men de kunde ingen se. Nu hørte de en officer, som kommanderede: «Sjette batteri frem!» og det var på godt dansk. Derefter blev der sådan en trasken hen forbi dem ad vejen sydpå efter Åbenrå, men de kunde endnu ingen ting se. Imens de står og lytter, da får de at se, at der stikker ild i en gård noget til syd for dem, og den brænder, og taget falder, så de kan se, at den har tre skorstene. Men der var ingen gårde i byen med tre skorstene. Så kunde de let blive enige om, at det betød, at der vilde blive krig igjen, og så vilde de Danske få fremgang, og der vilde blive skudt ild på byen. Men de hørte lige godt ikke den mindste lyd af kanoner eller skud.

Hans Jokum Lavridsen. Vejen.


408. Her nede ved Gruegården i Vejen sogn lige oven for Kongeå-dalen boede Mads Flintholms fader Kristen Rebslåer. Både han og hans kone har fortalt mig, at de vågnede en nat ved sådan en dumren; det gik knald i knald, og de vidste ikke, hvad det var, men de troede snart, at det var torden. Da de nu kom op, så de sønder på over til Skodborg mark i Sønderjylland, og der så de, at den ene gård brændte efter den anden, og de hørte kanonskud og flere geværsalver. De syntes, at det var dem så nær, at de også kunde se ilden fra bøsserne, som om det havde været et stykke sønden for Lundsgård. Men ellers trak det til vester op norden for Skodborg, der brændte gårdene. Det er nu sket siden sidste krig, og folkene var så sikre på, at der nok skal komme til at stå et slag der.

I Dover bjærge ved Foldingbro, altså noget mere mod vest, er der også set krigsfolk og slag siden den sidste krig.

Hans Jokum Lavridsen, Vejen.


409. 1871 gik to unge Sønderjyder hjem fra et folkeligt møde, der var blevet afholdt på Rödding höjskole. Som de nu kom gående ad den gamle adelvej, der går fra Foldingbro ad Løgumkloster midt op gjennem landet, hørte de trommehvirvel, der så jævnt bevægede sig fra nord til syd. Det var en marsch, der blev slået. De blev lidt underlige ved, hvad de hørte, og i det samme slog Hygum kirkeklokke sit midnatsslag. De troede da begge og tror det endnu, at det var varsel for den danske hærs fremrykning i Sønderjylland.

Lærer Pedersen, Skibelund.


410. En gammel kone i Give kunde se meget. Hun kunde se ligskarer og fortælle, at det og det lig kom fra den og den vej, og kunde kjende hestene. De fleste skulde nu også om ved hendes hus, når de skulde til kirkegården. Hun så også Tyskerne komme til Give, men nu bag efter har hun set andre soldater, der var i helt andre uniformer, og hun er vis pa, at der atter vil komme krigsfolk her ind i landet, men af en helt anden slags. Mellem Give og Kollemorten har folk også set en hel del artilleri siden sidste krig.

Hans Jokum Lavridsen, Vejen.


411. En morgen sidst i oktober 1871 varet par fiskere fra Nord-Salling længe för solopgang, men i stjærne- og måneklart vejr ved at ro over fra Kybe til Nykjøbing. De så da, at fra en kløft mellem bakkerne på Saliing kom en hvid hest med sort hoved og med tre blå ryttere på ryggen. Disse red lige ud i vandet mod båden, der gik for sejl. «Hvad er det?» råbte én af fiskerne og drejede båden til siden for spøgelset, der i det samme forsvandt i fjordens dyb. Fiskerne mente, at det var et varsel om, at vi snart skulde få fremmede krigsfolk at se heroppe.

V. Bennike.


412. Norden for Viborg er en dal, der kaldes Nordmanddal. Meddeleren heraf tjente på Lyngsøgård, men var en dag gået til sit hjem i Overviskum. Det blev silde, inden han kom tilbage, og da han nu kom over på den nordre side af nævnte dal, hørte han noget ovre i heden, der flöjtede. Da det havde flöjtet nogle gange, begyndte det at dundre, og så var det, ligesom en eskadron ryttere var kommen ridende i fuldt firspring, og lige forud for den kom der som et helt kobbel hunde, der hvæsede. De kom, ligesom de vilde have sat over ham, men så skred de endda lige forbi hans hæle. Dette gjentog sig tre gange. De kom vester fra og red öster på, og da det så kom et langt stykke til öster, så flöjtede det igjen. Sådan gjorde det atter tre gange. Han bad alle de bönner, han kjendte, for at blive frelst, og det gjorde ham da heller ingen ting.

Joh. Jensen, Mollerup.