Varsel for strandinger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

17. Varsel for strandinger



413. Når der skal et skib strande, står der en skygge for det. Står det stille med sine master, skal al ting blive reddet, men hvis de kan se en blå ildflamme over havet, lige efter at de har set skibet, så går det til grunde og slås i stykker.

Anders Kristensen Istrup, Hedegårde, Ørum.


414. En pige henne på Sönder-Langer, Maren Kruse, kunde sige, længe för et skib strandede, at det skulde komme, og det passede bestemt. Hun kunde også sige, om der kom skibsfolk til deres sted i indkvartering.

Josef Nielsen, Hygum.


415. I 1873 strandede en damper her med jærnbaneskinner og bomuld. Det havde Per Møller i Randrup set for over 50 år siden. Han lå der ude i klitten i en foderstak, men ellers var han der for at løse bær. Da hørte han et forfærdeligt rabalder som hundrede jærnplader, der sloges imod hinanden, ja, det var ligesom den tyrkiske musik. 1874 blev skibet kjøbt af nogle Tyskere, som sprængte det med dynamit, de satte 50 pund under bagenden af det.

A. Kr. Istrup, Hedegårde, Ørum.


416. A var sejlende ned til Harboøre, og da så a en stor preussisk skonnert med sin fulde takkelage stå uden for Langer-Huse. Folk sagde, at de havde løbet efter det skib en fire gange; men denne gang blev de ikke narrede, det stod så stolt som dertil. Kaptejnen på skibet var strandet 6 uger för på omtrent det samme sted men med et andet skib, der var ladet med vin. Så var han kommen hjem og var nu kommen til at føre et skib, som var ladet med klude og ben. De sagde, at han takkede Harboørerne for sidst.

Ærtbølle.


417. Dorthea Lisby i Fjaltring fortalte følgende: En aften i mørkningen vilde hun gå op i et svalt kammer, der var oven for storstuen, med nogen mælk. Da så hun storstuen fuld af folk, så hun ikke kunde komme om ved dem. Hun satte så mælken på dragkisten. Med ét hørte hun et stort klask mod gulvet, og da hun gik gjennem døren tilbage, strøg én sig lige forbi hende. En tid efter kom karlen hjem og sagde, at de skulde gjøre alt i stand, for der var strandet et stort skib. Dortes broder var nede ved havet, og han havde sendt ham hjem med budet. Kort efter kom de strandede, og da hun nu satte varme op i stuen, for at de forkomne mennesker kunde få dem varmet, hørte hun, hvordan de sidst ankomne smed deres våde klæder på gulvet med et klask, og den allersidste strøg forbi hende i døren, da hun gik ud.

A. E. Meinert.


418. For 2 år siden strandede her et skib fra russisk Finland. A stod en dag inde i vort bagekammer, der vender ud til vester, og var ved at trille nogle kovringer, og pladen til at sætte dem på stod ved siden af mig. Da a nu vilde vende mig om til pladen, kunde a se, der stod en mandsperson bag ved mig, meget bovn og før over brystet og med et meget stort skjæg. A bliver jo syg og må ad æ seng, og der bliver ikke noget af bagningen den gang. Det samme menneske viste sig for mig mange gange, og hver gang gjorde han mig syg. Sådan havde vi også en gang fået kogt noget sammen til at vaske hövderne i, og Lavst min mand stod ved mig. Da ser a personen, ligesom a vil tage låget af gryden og fly Lavst den, han kommer gående tværs over gården, denne her skibsmand, og så må a jo atter ind ad æ seng. Så var det en aften, vi var komne i seng, da pikker det hårdt på vinduet. A siger: «Du skal op, Lavst, der er strandet et skib.» — «Det passer ikke, det er jo godt vejr.» siger han. «Jo, det passer, for når det banker som varsel, så er det ikke så klart, da er det noget mere fussiende.» Da var det også godt nok én, der vilde lade mig vide, at skibet virkelig nu var strandet, Lavst skal jo først have det at vide, da stationen er her; men skibet havde ikke taget nogen skade, og det var kaptejnens mening at få en damper til at sætte det ud igjen, og derfor blev besætningen ved at være ude på skibet. De havde kost nok der ude, og så vilde han jo ikke betale kostpenge for dem her. Tiden gik, og det blev ikke til noget med at få fat i damperen, så det endelig blev bestemt, at de vilde rejse fra skibet, og Lavst skulde kjöre dem til Ulfborg station. Endnu havde ingen af mandskabet været i land, men kaptejnen havde været her oppe flere gange. Da siger min mand aftenen för: «Ja, denne gang passer det ikke for dig med dine syner, for i morgen rejser de, og du får dem slet ikke at se.» Lavst havde beskrevet mandskabets udseende for mig, og det passede kun på én af dem, hvad a havde set. Men så om natteu klokken 12 blev de lige godt rædde for at være der, og da kom kaptejnen med det halve mandskab her op. Han sagde, at det gik så meget med skibet, at han ikke turde være der længere, og han var i efter bukselivet, da han gik fra borde, for han kunde ikke godt entre. Lavst traf dem lidt til sydvest og fulgte med dem her hjem. A så på dem, men ingen af dem var det endnu. De andre kom straks bag efter, og der var personen. Nogle af dem skulde så om til vor nabos, og nogle her ind i bagekammeret at ligge. A sagde: «Lad dem nu selv råde for, hvordan de fordeler dem,» og det gjorde de også. Mennesket var en af de første, der gik ind i kammeret, og han blev der også hele tiden, mens de var her. A undrede mig sådan over, at a aldrig havde set andre af besætningen end ham, og han forekom mig nu ret som en gammel bekjendt. Lavst spurgte kaptejnen, om der var noget særegent ved den mand, men det sagde han nej til, det var en god og dygtig matros.

Ane Cæcilie Pd., Fjand.


419. For en 8 år siden strandede en Nordmand her tæt ved Mindet i mit strandlen. Tre dage för kaldte min kone på mig og sagde: «Kan du se, der sidder en mand henne ved det östre vindue og skriver?» Vi stod der inde ved hinanden i æ österstue lige i æ mørkning, men a kunde ingen ting se. Så kom skibet, og mandskabet blev jo lagt her ind. Det var kommet i lund, uden at nogen var til stede, og de var både trætte og forkomne, da de var krøbne ind i en åben båd, der lå på stranden, fra et skib, som var strandet kort för, og ventede der efter, at det skulde blive dag. Da de nu kom, sagde min kone, idet hun pegte på én af dem: «Der er den mand, a så forleden.» Vi fortalte ham det hele, og a sagde, at han ikke måtte sidde ved det vindue, og det lovede han. Men nu var han jo træt, og så vilde han jo gå hen at lægge sig. Da han havde sovet og stod op, satte han sig netop ved det vindue og gav sig til at skrive. Min kone kom ind og så det og kaldte på vi andre: «Kan I nu se, han sidder der!»

Fjand.


420. Flere aftener så æ henne sønder fra æ Knop et skib en 100 alen fra mig, der var strandet. Æ gik som vagt ved noget, der allerede var strandet, og derfor kunde æ komme til at se det flere aftener i træk. Men det, æ så, det kom æ ikke til at vagte ved. Min fader var nemlig forbjærger, og han havde altså ret til at besætte den ene vagt. Det fik vi jo vor betaling for. Det skib, som nu kom, og som æ havde set varsel for, det var min søster vagt ved, æ var længere nord på.

Mads Pedersen, Harboøre.


421. Det var om julen, vi var en 4, 5 unge folk, der havde været henne i besøgelse, og så kom vi gående langs med havstranden, for der var lettest at gå, og det var en lang vej. Så siger den ene af karlene, da vi havde gået en tid: «Lad os nu gå fra stranden, for lidt længere henne står et tremastet skib, og det er der megen fart fra op i bakkerne, det kommer vi ikke godt fra, hvis vi kommer i møde med det.» Vi vilde jo ikke godt tro det, da vi jo vidste, at der intet skib stod i virkeligheden, men han fik os dog til sidst fra havet, og vi så nu intet videre, men han kunde jo se sligt. Hen om foråret da strandede der et tremastet skib på den selve samme plads, som han havde undervist os om, og der blev jo meget sjov ved strandingen.

Den samme karl og hans broder de brugte havet, og så gik de en aften ned til stranden med deres fiskekroge. Der var en kirkevej, de skulde følge, og så siger karlen: «Gå nu af vejen, der kommer en ligskare i møde med os, og det er ikke værd at blive dumpet ned af den.» Dertil svarer broderen: «Å, du går og fortæller os så meget, det er mærkeligt, at du kan se noget, og æ kan ikke.» Han vilde nu ikke gå af vejen, men den anden gjorde. Han kom da 7 gange i kold, og hver gang han havde rejst sig, fik han et dump igjen med hans kroge og hans sager. Da det var forbi, siger den anden: «Nu kunde du have lyd mig. Men æ kan sige dig, hvad kulør hestene havde for vognene. Der var en hvid hest for den forreste vogn, og der er jo ingen hvide heste i byen, så det kan æ ikke forstå.» Så står det jo hen en tid, og der kom ingen ligskare så meget pinehastig. Endelig er der en mand i Langer-Huse — det var netop den by, de gik til — der solgte hans gård til en mand oppe fra Hygum, og en kort tid efter, at han var kommen der, døer der et barn for ham. Der kom så begravelsen fra. Der var 7 vogne i alt, og manden havde en hvid hest, som var spændt for ligvognen.

Ane Kristensdatter, Myrhöj.


422. En karl tjente på en gård ude ved Vesterhavet. En aften havde han været ude i laden og kom da ind helt bleg. Så vilde folkene have at vide, om han havde set noget. Det sagde han først nej til, men de blev ved, og tilsidst tilstod han at have set 3 sorte koner. Så vidste manden, at der vilde snart strande et skib, de viste sig nemlig altid på gården för en stranding.

P. Klemmensen, Hoven højskole.