Varulve 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

F. Varulve og marer

1. Varulve


1. Når en kvinde første gang er frugtsommelig og går i angst for fødselssmærterne, kan hun slippe for dem, når hun selv vil. Hun skal da för dag gå hen, hvor der ligger en horserad (hestebenrad) eller en horseham (hammen, som omslutter føllet for fødslen) og stille den op. Når hun så kryber nøgen der igjennem tre gange i Djævelens navn, får hun aldrig nogen sinde fødselsveer at mærke; men der knytter sig til hendes førstefødte den forbandelse, at barnet bliver halvvejs dyr; er det en dreng, bliver han en varulv, men er det en pige, bliver hun en mare. Sådanne små stakler ser ud som andre börn på det nær, at öjenbrynene går helt sammen over næsen. Men de er tillige født med en lodden «dot» (lidt ophöjet plet) mellem skuldrene; den søger moderen meget omhyggelig at skjule, medens barnet er lille, men når det bliver større, meddeler hun det, hvad dotten har at betyde, og så skal barnet nok både da og siden vogte sig for at blotte sig i andres nærværelse. Når barnet bliver fuldvoksent, kommer dets forbandelse, dyrenaturen frem; så snart mørket er faldet på, fjærner den ulykkelige sig fra andre mennesker, hvorpå dotten mellem skuldrene udvider sig, så hele legemet bliver låddent og med det samme får dyreskikkelse. Så står der en varulv eller mare, eftersom det er en mand eller kvinde, der er forvandlet. Varulven farer ud for at se, om han kan træffe en kvinde, der er frugtsommelig; kan han det og kan komme af sted med at rive fosteret levende ud af moderens liv og dræbe det, så er hans forbandelse hævet med det samme, så han for fremtiden er som andre mennesker. Når en varulv farer ud, humper den af sted på tre ben, medens det fjerde stikker bag ud som en hale. Hunde er al tid slemme ved en sådan stakkel og farer hylende og halsende efter den, og da den kun kan humpe på tre ben, har hundene let ved at indhente den; den må da søge tilflugt mellem tætte buske og tjörne, hvor hundene ikke vover sig ind efter den. Man kan al tid se på et varulvmenneske, når hundene har været efter ham, ti så er han så fælt forreven i ansigtet. Et varulvmenneske kan også blive forløst fra sin ulyksalige tilstand, når én, medens han er i sin naturlige skikkelse, kommer til at sige til ham, at han er en varulv.

En mares skikkelse véd man ikke så meget om, kun at den er som et lille låddent dyr. Maren søger mest at komme ind, hvor mænd sover, dog kan den også godt få i sinde at «ride» kvinder. Den kan kun komme igjennem nøglehullet eller et hul, som er boret i døren, loftet, vinduet eller andet træværk, derfor må man være så forsigtig at tilstoppe alle slige huller, hvis man vil undgå mareridt. Man kan også værge sig ved at stille sine træsko foran sengen med hælene ind mod den, ti maren kan ikke komme op, uden at den kan træde ret i dem først. Ridningen består i en meget smærtefuld trykken for brystet og helt op i halsen, det er ligefrem, som om man skal kvæles. Denne fornemmelse fremkommer ved, at maren lægger sig oven på sengedynen lige over ens hjærtekule, og skjønt maren kun er lille, har den en umådelig vægt, når den sådan lægger sig på én. Den, som frygter mareridt, skal anbringe et rundt håndsold således, at han kan lade det falde over maren og fange den, men han skal anbringe snoren, eller hvad han nu bruger, således, at han, så såre maren er ved at lægge sig, kan lade soldet falde blot ved at gjøre en lille bevægelse, ti har den først lagt sig, så er det umuligt for ham at røre så meget som en finger; det eneste, man under ridningen kan bevæge, er öjnene. Lige med et, för man véd af det, er maren borte, man mærker ikke, den kommer ind, og heller ikke, at den forlader éns sovekammer. Kan man på den nævnte måde slippe til at fange en mare, er den frelst fra forbandelsen, ti den har ikke magt til at kaste soldet til side, för den får talt alle hullerne i soldets bund; men det kan den ikke komme af sted med. Når så dagskjæret falder ind på den, er den forvandlet til menneske med det samme, og den bliver aldrig mare mere.

Der er sikkert ikke få frugtsommelige kvinder, der tror på varulves tilværelse, og af den grund ikke tör vove sig uden for en dör når mørket falder på.

Midtsjælland. Henrik Pedersen, Maribo.


2. En varulv lignede en almindelig ulv på det nær, at den kun havde tre ben. Den var et forgjort mandfolk, der om dagen var som andre, men i enkelte nætter blev til en varulv og færdedes vidt omkring. Et menneske kunde frigjøres for denne ulykkelige tilstand ved at fortære et uskyldigt (ɔ: ufødt) barns hjærte. Frugtsommelige kvinder gik derfor gruelig nødig ene om aftenen, og når de blot havde en lille dreng med dem, havde varulven ingen magt. Ligedan blev varulvemennesket forløst, når der blev sagt til det, idet det angreb en frugtsommelig kvinde: «Du er jo en varulv!»

Kr. Larsen, Finderup.


3. En varulv har en stor lådden plet på brystet. Den ligner en stor glubende hund med et fladt hoved og store, grönne, tindrende og rullende öjne. Hårene er lange og strittende. Den humper af sted på tre ben, det fjerde stikker den bag ud i steden for hale, da denne mangler. De søger især frugtsommelige kvinder, som de sønderriver for at få et stykke af det ufødte barns hjærte, da fortryllelsen så hæves. Mange påstår dog, at dette kun sker, når barnet er et drengebarn. Når man siger til den: «Du er jo en varulv!» må det siges i en oprigtig og ærlig mening, for siger man det i en ond og trodsig tone, hæves fortryllelsen vel, men man får til svar: «Nu er jeg forløst, men nu kan du være det lige så længe, som jeg har været det», og fortryllelsen går da over på én selv. Når han mærker, at forvandlingen vil foregå, søger han bort og lægger sine klæder på en korsvej, hvor han atter kan opsøge dem. Er de imidlertid borttagne, bliver han ikke menneske, för han igjen finder dem. Fortryllelsen hidrører fra, at en moder for at lette sin forestående nedkomst, opsøger en hoppe, der er ved at fole, tager skarnet (følhinden) og udspiler det mellem fire staver og kryber tre gange under det. Barnet bliver en varulv, hvis det er en dreng, og en mare, hvis det er en pige.

M. K. G.


4. Når piger kryber nøgne igjennem en følleham, skal de kunne føde börn lige så let, som når et øg foler. . . Varulven går omkring i skikkelse af et vildt dyr eller en stor hund og graver sig ind under syldstenene.

A. N.


5. Varulvene hjumper som trebenede får og er gramme især efter frugtsommelige koner. Pebersvendene bliver til varulve, og pebermøerne til marer.

Et sted var der oppe under loftet et underlig fedtet hul; man kunde få et helt lag fedt på fingrene, når man tog derop i, men de turde ikke lukke det, for det var maren, der havde sin gang der.

Jörg. Hansen.


6. Varulvene er slemme til at forfølge frugtsommelige kvinder. En gang kom en sådan ind i stuen til en kone, men heldigvis havde hun et drengebarn hjemme. Hun bad da barnet gribe en stor træsløv (træske), og med denne drive den slemme gjæst på døren, ti et drengebarn kan let få magt over den.

Kr. E.


7. Varulven rev får og kalve ihjel og pinte køer, så blodet kunde løbe ud af yveret på dem. Der blev en gang et lam henne hver dag for byens hyrde et sted, og folkene mente, at det var en ulv eller ræv, der gjorde det. Men konen troede ikke manden ret og hængte sit gamle røde ryes skjört over et lam. Hun passede nu selv på, at de alle kom vel ind, men et blev dog borte, og da manden kom ind til nadveren, så hun grangivelig trævlerne af hendes røde skjort sidde fast imellem hans tænder. Man har endnu det ordsprog om en person, hvis öjenbryn er sammenvoksede over næsen: «Af ham kunde der blive en varulv.»

A. L.


8. Er öjenhårene groet sammen over næsen på en mand, er det en varulv.

Lars Frederiksen.


9. Når man ser et menneske, på hvem øjenbrynene er voksede sammen over næsen, skal man tage sig i agt for at få noget med ham eller hende at bestille, ti dette er et tegn på, at vedkommende kan hekse.

H. Pedersen.


10. En horseham er den hinde, som føllet er omgivet af ved födselen. Man havde den tro over alt på Sjælland og har ikke helt mistet den endnu, at når en kvinde i sit første svangerskab krøb igjennem sådan en ham i Fandens navn, vilde hun undgå födselssmærter, og det er aldeles vist, at det har været prøvet. Hvis det første barn var en dreng, blev han en varulv, var det en pige, blev hun en mare. Ved Pedersgård ved Kalvehave gik en mand tredje pintsedags morgen tidlig ud på et dige mellem en skov og en af hovmarkerne, hvor kvæget var på græs. Han kunde se, at pigerne måtte være på marken, ti malkespandene stod der, men pigerne så han ikke. Malkehoppen havde folet og stod og slikkede føllet. Nu fik han dog öje på pigerne noget borte fra malkepladsen; de var ganske nøgne og i færd med at krybe igjennem horsehammen, én for én. Hvad han havde at gjøre: han fik skåret en lang, smækker hesselkjæp, fik slået en af de andre heste løs, kom på ryggen af den og hen til pigerne, som han jog foran sig, nøgne som de var, hjem på gården. De måtte så rejse. Det er sket i dette århundrede.

Chr. Weiss, Tingerup.


11. Inden jorderne blev udskiftede, holdt bønderne i Løve så vel som andre steder en rögter, der skulde vogte alle deres bæster langt ude på marken. Han havde fået nys om, at der en vis nat vilde komme nogle piger, som havde i sinde at krybe gjennem en følleham. Han havde da tillige med nogle andre mandfolk lagt sig i baghold for at passe dem op. Ud på natten kom pigerne, klædte sig af og vilde just til at udføre deres forehavende, da mandfolkene sprang frem af deres skjul. Pigerne vilde flygte, men mændene satte sig til hest og drev dem med svøber foran sig til Løve, hvor de til straf blev slæbte over gadekjæret.

Denne straf overgik ofte sladderkjællinger, de sattes på et halmknippe og droges så i et reb over gadekjæret.

(S. G.) A. N.


12. Når en kone går nøgen igjennem en følleham, da vil hun føde børn uden smærte, men det første barn bliver da enten en mare eller en varulv. Fire piger fra Greve vilde benytte dette middel, og de tog en sådan ham og gik med den ud ved stranden, men da de var afklædte, kom nogle af byens karle bag på dem og jog dem nøgne tilbage til byen.

Kristoffer Jensen.


13. Tre piger fra Forlev havde hørt, at når de krøb nøgne igjennem en horseham tre gange, så kunde de aldrig få (rigtige) børn, for de skulde blive til varulve, og det fik de lyst til at prøve og gik derfor ud på mærsket med en horseham. Men en dreng, der havde hørt deres snak, fortalte deres forehavende til et par mænd, som straks gik ud og fulgte pigerne hjem med piske, så de fik ikke at vide, om det var kjællingesnak eller ikke.

Chr. E.


14. Min fader har fortalt, at der en gang var to kjællinger, der trak af deres klæder og krøb gjennem en hestehud, de havde hængt op på en pind. De var frugtsommelige, og de var nøgne, og så blev deres fostre til varulve. Men de var jo mennesker det meste af tiden. Når de var ulve, så det første, de ramte på, det splittede de æd, ihvad det så var. En karl her hjemme kjørte i heden at skulle hente lyng med en pige, og de var kjærester. Da de kommer til en dal eller et lavt sted der ude i heden, sætter karlen sig af og siger til pigen: «Dersom der kommer en ulv til dig, så må du endelig ikke jage forken i den.» — «Hvad skal a så gjøre ved den ?» Ja, hun kunde hægte hendes forklæde af og slå den i det. Straks han var hengået, kommer der også en ulv til hende, og den vilde have sprunget på hende. Men hun greb forklædet og slog efter den. Den snappede det og splittede i ene små stumper, og så rendte den sin vej. Lidt efter kom karlen igjen. «Der har været en ulv her og villet splitte mig æd, og du biede så længe.» Han lo noget æd det. Hendes forklæde var blåt med nogle hvide striber i. Den gang karlen nu gav sig til at le, kunde hun se trådene imellem hans tænd. «Det var jo dig,» siger hun, «for a kan se trævlerne imellem dine tænd.» Så blev han aldrig til varulv mere, for nu var han røbet.

Jens Kristensen, Ersted.


15. Der var forhen tale om, at nærenstid en karl gik hen og tog den ham, som føllet ligger i, når en hoppe foler, og så går igjennem den, så kunde han blive skabt i en ulv. Der var en karl, som havde gjort det, og så var både han og manden i engen at slå. Da kom det på ham, at han blev til en ulv, og han gik hen og rev føllet ihjel og fortærede en stor del af det. Lidt efter kom han og blev til en karl igjen og lagde sig ved manden, men klagede sig over, at han var dårlig tilpas, hvorpå manden svarede og sagde : «Det er intet under, for du har fortæret mit føl.»

Den slags dyr kaldte de varulve. Der skal nok gjøres eller siges noget mere end blot at krybe gjennem den ham, men det kjender a ikke.

Sören Hansen, Hårup.


16. I Stavreby boede der et par folk, hvad de hed, kan jeg ikke huske, skjøndt konen, som fortalte mig historien, mens jeg var barn, også nævnte deres navne. Nok er det, manden var en varulv, det var godt at se, for hans øjenbryn var sammenvoksede over næsen. Så skete det en gang, mens konen var frugtsommelig, at hun skulde med til Nykjøbing, og da de kom til Lindeskoven, skulde manden der inden for et øjeblik. Aldrig så såre havde han bundet hestene og var gået indenfor i skoven, før der kom et fælt låddent dyr og vilde kravle op i vognen til konen. Hun løser straks sit gode ny hvergarnsforklæde og slår løs på dyret, og til sidst måtte det også gå med uforrettet sag, men først efter at hun næsten havde slidt sit stærke forklæde op på det. Lidt efter kommer jo manden, og meget rigtig sidder der nogle trævler af forklædet mellem hans tænder, men konen turde jo ikke sige, at han var en varulv, for havde han så svaret og sagt: «Det kan du være, til jeg bliver det,» så havde han ganske vist været frelst, men så var hun jo kommen i samme ulykke. Siden vogtede hun sig vel for at kjøre ud med ham, så længe hun var i de omstændigheder, og da barnet var født, vogtede hun det så godt hun kunde med stål, og hvad hun ellers vidste, og hun var ikke «inden kirke» længer, end höjst nødvendigt. Hver nat i den tid var manden ude en lille tur, og så tudede det uden for, så det var rædsomt. Sidste nat, før barnet skulde i kirke, var det dog allerværst, og moderen var i en dødsens angst hele natten; det tudede snart udenfor vinduerne, snart omme ved døren, og der blev krasset og revet i den. Da konen kom ud om morgenen, så hun, at der var krasset et stort hul i udengulsdøren. De havde ikke mere end det samme barn.

Karen Toxværd, Sillestrup.


17. Martin Andersen ved Korsør kan huske, at hans farmo'r fortalte ham og hans søskende, da de var børn, så mange historier om varulve, og de blev så bange, at når det blev aften, trak de benene op på bænkene for ej at blive varulvebidte. Han kan huske, hun gav følgende forklaring, når hun blev spurgt om årsagen til varulvefortryllelsen: Der gives kvinder, som ved hjælp af tryllemidler føder deres børn uden smærte, enten af den grund for bedre at kunne føde i dølgsmål eller også for at undgå fødselsveerne, men følgen bliver da, at disse børn, som fødes på den måde, bliver varulve. Dette kan forebygges, i fald man kan opdage disse kvinder under udøvelsen af tryllemidlerne og få dem forhindret i fuldførelsen heraf, ti da er fosteret fri, og de må da selv bære varulvehammen. En mand, som hun meget godt kjendte, gik en morgen tidlig, før det endnu var blevet dag, ud på Næsby fed for at søge efter sine heste, men da han er kommen ud på feddet, opdager han igjennem morgentågen lige foran sig tre nøgne kvinder i færd med at løbe under en følleham, de havde spændt ud over fire i jorden nedrammede pæle. Manden var ikke sen, greb sin pisk, som han havde med sig, og drev dem bort, inden de fik fuldført, hvad de skulde (tre gange nøgne under hammen), og manden så dem alle tre fare bort i varulveham.

Martin Andersens farmo'r vidste også at fortælle om måden eller midlet, hvorved varulven kunde frigjøres for varulvehammen, hvilket, fortalte hun, skete, når én tre gange sagde til et menneske, som til sine tider måtte gå i varulveham: «Du er en varulv!» Så var han med det samme frigjort. Herom fortalte hun følgende historie: Der var en gang en mand og en kone, som var ude i marken for at kjøre korn hjem. Manden var fortryllet og måtte til sine tider gå omkring som varulv, hvilket han hidtil havde holdt skjult for sin kone, men som de sad på vognen, mærkede han, at varulvenaturen kom op i ham, og han siger derfor til hende: «Jeg skal et ærende om bag gjærdet hist henne, men skal der komme noget efter dig imens, så må du vide at slå fra dig med dit blåtærnede forklæde.» — «Det har ingen nød, hvad skulde der vel komme efter mig?» — «Ja, husk nu på, hvad jeg har sagt dig,» sagde manden og gik. Et øjeblik efter at manden var forsvunden bag gjærdet, så konen en varulv komme farende hen til vognen, hun sad på. Den søgte at springe op til hende, og rev og bed efter hende, mens hun brugte det blåtærnede forklæde så godt, at hun til sidst ikke havde mere tilbage deraf end forklædebåndet, men da måtte ulven også vige, og den forsvandt atter bag gjærdet. Da der var gået en kort tid, kom manden tilbage og havde sin menneskeskikkelse, men konen opdagede imellem hans tænder nogle trævler af det blåtærnede forklæde og sagde derfor til ham: «Du er en varulv!» Manden svarede intet hertil, og konen gjentog det anden og tredje gang. Nu tog manden ordet, idet han sagde sin kone hjærtelig tak, ti nu var han forløst fra ulvehammen.

Niels Kjær, Trunderup friskole.


18. En mand og en kone, begge to unge folk, kjørte en vinteraften i gråvejr ved midnatstid fra besøg. De sad ene på vognen. Så siger manden til konen, at han skal af lidt, og hun måtte holde på hestene. Men før han stod af, tog han et hjemmestrikket, gult, uldent klæde af halsen og flyede hende, idet han sagde, at hvis der kom noget, skulde hun slå dygtig fra sig med det. Så hopper han af vognen til venstre side og går ind i skoven; og kort efter kommer der en varulv tilbage, sætter forbenene op på det nærmere forhjul og lader, som den vil op i vognen. Hun slår fra sig, det bedste hun kan, med klædet et par minutters tid. Pludselig gjør dyret venstre om, smutter ind i buskene og forsvinder. Kort efter kommer manden tilbage, står til vogns og kjører hjem. Da de kom ind i stuen, og konen fik tændt lys, så hun, at der sad gul, ulden tråd imellem mandens tænder. Så siger hun : «Men Per, du er jo en varulv.» — «Ja, nu er jeg det ikke mere, for nu er jeg frelst, Maren!»

Jörgen Henriksen Borre, Testrup.


19. En mand, som boede på Sjælland, blev hver nat omskabt til en varulv, og han skjæmmede sig meget der af, på grund af, at han måtte løbe lange stykker vej. En gang, da han havde været kjørende bort, var konen med . . . . En stor hund . . . . Kun forklædelinen igjen . . . . Konen fortalte, hvad der var sket i hans fraværelse. Manden lo kun ad hende. Ved denne bevægelse kom tænderne til syne, og nu så konen . . . .: «Du er jo en varulv.» Han svarede nej. Konen gjentog det anden gang og fik det samme svar, men da hun sagde det tredje gang, sagde han: «Nu har du frelst mig fra en stor ulykke, ti nu har det ikke mere magt over mig.» Fra den tid af havde han ro og blev i sin seng om natten.

Peder Jensen, Tune.


20. En mand bliver til en varulv . . . . En sort hund på tre ben . . . . Trævler mellem tænderne o. s. v.

H. Rørdam.


21. En gang kjørte en bonde fra Termestrup til Mols med sin kone. På vejen løb han bort og kom først tilbage efter et par timers forløb. Imidlertid var konens klæder revet itu af nogle usynlige væsener. Ved mandens tilbagekomst spurgte hun ham, hvor han havde været, men han lo bestandig og svarede intet . . . . Imellem hans tænder hængte klude, som var af hendes klæder o. s. v.

E. H. K.


22. Der var en gård i Slagelse-egnen, hvor der var gilde til langt ud på natten. Mens manden fulgte de sidste gjæster lidt på vej, var konen inde i spisekammeret, og her kommer en stor hund hende i møde. Hun bandte den, men den blev værre heraf og bed endog i hendes klokke. Så sagde hun: «Vig bort i Jesu navn!» og da løb den. Om aftenen talte hun intet herom, men om morgenen ved davrebordet fortalte konen om hunden, som bed i hendes klokke, hvorover hun var så angst. Manden lo ad hende, og derved opdagede . . . . «Det skal du have tak for, mo'r, nu er jeg frelst, da du sagde det rent ud til mig.»

K J.


23. En karl og en pige var ude at grave tørv. Han vidste ikke af, at han var varulv, og det var imod hans vilje. Så grov han en tid, men da skulde han hen i hans eget ærende. Om lidt kom en stor, grimme ulv . . . . Forklæde . . . . sled det i pjalter. Bort igjen. Lidt efter kom karlen, og de begynder at grave. Så siger pigen: «Du kan tro, a har været ved mit spil, siden du gik.» — «Hvad med?» siger han. «Ja, sådan og sådan kom en ulv, og a troede, te han havde split mig ad. Her kan du se, hvordan mit forklæde er revet i pjalter.» Så tager han til at skogre af det, og da ser hun så vis på ham, for hun ser en pjalt i klemme imeld hans tænd. «Hvad, a troer, du er en varulv, der sidder et stykke . . . . » Han vidste det ikke, men nu var han frelst.

Lars Nielsen, Vinkel.


24. En karl og en pige kjørte hø. Mens de læssede, gik karlen op i skoven . . . . Hun måtte tage sig i agt for at støde efter den med forken . . . . Ulv springende, og kun med nød kunde pigen værge sig . . . . «Det var jo dig, der var her, du har noget af mit forklæde imellem dine tænder.» Siden var karlen fri for at blive varulv.

Eriksen, Bramdrup.


25. En kone var ilde faren med hendes mand ude i heden . . . . Ulv til hende, som var færdig at splitte hende . . . Stumper af hendes forklæde imellem hans tænder, da de kom hjem.

Jens Begs enke, Sundstrup.


26. Der var en kone her vester på, hun var med hendes mand nede i engen . . . . Hun fik værge sig, det bedste hun kunde . . . . tage fork med sig. Næste morgen . . . . trævler af hendes skjort imellem hans tænd.

Anders Udsen.


27. Varulven kan ellers ingen magt få med én, når man bliver ved at gå rundt i stuen, for den skal forind (ad navlen).

P. L. J.


28. Når én spændte fra og så smed puden sådan, at den kom til at vende avet (ɔ: med svedsiden op ad), så skulde han spytte igjennem den, før han vendte den om, for hvis det ikke blev gjort, og én så krøb igjennem den pude, den blev til en varulv. Det kunde jo godt tænkes, at en dreng kunde få i sinde at gjøre det. I forrige tider brugte de jo al tid pudetøj.

Knud Andersen, Norbeg.


29. En tækkemand, Peder Rasmussen, blev ansét for at være en varulv, ti den, der tjente tækkemand (var håndlanger) for ham, så en gang op på taget, og da lå der kun det tomme klæder, men manden var borte. Et par timer efter var tækkemanden i klæderne igjen og fortsatte sit arbejde, men ingen fik at se, hvorfra han kom, eller hvorledes han kom i dem.

A. N.


30. Der var en dreng — det var nok oppe i det nordlige Sjælland — som skulde gå ud og give hunden dens aftensmad. Da han blev noget længe borte, gik en pige ud for at se, hvad der blev af ham, og hun fandt ham da stående henne ved hunden. Så snart hun nærmede sig, råbte han: «Jeg bli’er, jeg bli’er !» — «Hvad bliver du ?» spurgte hun, «bliver du en varulv ?» — «Ja!» sagde han, og dermed var han frelst.

P. L. J.


31. Der var en mand og en kone i Borregårde, og de skulde over i Ærtbølle hede at hente et læs lyng. Da de havde fået lyngen læsset på og vilde kjøre hjem ad, siger manden til konen: «Nu kan du tage tømmen og kjøre, og der har du forken, og kommer der noget til dig, skal du slå fra dig, men du må ikke stikke med den.» Nå, så en bitte tid efter, at han var hengået, kommer der en forfærdelig stor ulv til hende, for det var i de tider, der var ulve, og den søger hende og gjør sig forfærdelig grum, og hun slår, alt hvad hun kan, men jo mere hun slog, des mere trængte den ind på hende og snap i hendes forklæde og rev det ad. Så griber hun til med forken og stikker. Så snart hun begyndte med det, så veg den og rendte sin vej fra hende. Kort efter kommer manden igjen og var så forfærdelig værkelig og gnaven og skjældte ud. Som hun så ser på ham, bliver hun vaer, at der sider tråde af forklædet imellem hans fortænder. Så siger hun : «Det er godt at vide, at du sagde, a måtte ikke stikke, men kun slå, du er jo en varulv og en djævel ud af Helvede. Godt er det,» siger hun, «te a sagde det, nu er det åbenbaret, nu kan du aldrig blive det mere.»

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


32. Der var en mand og en karl, som gik i heden og grov tørv ved siden af kjæret. Så siger manden til karlen: «Vi vil have os en ordentlig søvn i dag, for det tilkommer tørvegravere.» Den mand han var meget uvenner med hans nabo. Denne havde et føløg, som stod med sit føl i nærheden. Som de nu har lagt dem til at sove, så rejser manden sig op og går hans vej, men karlen lægger mærke til, at manden blev henne. Han troede, at han var gået hen at arbejde, men så ser han, at der kommer en Helvedes stor ulv, og den springer på føllet. Så tænkte karlen: «Da var det dog sørgeligt, skulde den nu gå hen og splitte mandens føl ad.» Dermed griber han hans lyngle og vil hen og redde føllet, men ved det han kommer, så river ulven struben ud af føllet, og han fik nok ulven jaget derfra, men føllet var jo død. Karlen havde så ondt af det og gik og så sig om, og manden var henne, og ingen var at se. Han tænkte på at gå hen til manden og sige ham, at føllet var ødt. Men imidlertid ser han, at manden, han grov tørv med, kom op fra den venstre side af bakken, hvor de havde lagt dem. «Hvor har I været henne?» siger karlen. «Tu a har været for mig selv på den anden side.» — «Nej,» siger karlen, «det er løgn, og du er en varulv og en djævel, og a er vidne til, at du har split mandens føl ad.» Lige så snart det er åbenbart, så kan de ikke blive det mere, siger sagnet.

(Sml. F. nr. 13) Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


33. En mand var ude at kjøre med sin kone, som var frugtsommelig. Da de kjørte hjem om natten, vilde manden gå afsides et øjeblik, og han sagde da til konen, at hvis der skulde komme noget efter hende . . . . Den vilde splitte konen ad og komme til at æde barnehjærtet. . . . Næste morgen, da de spiste frokost, så konen, at manden havde trævler af forklædet imellem tænderne. Hun sagde da til ham: «Du er jo en varulv!» Så var han frelst.

Fra Møen. E. F. Madsen.


34. Hvis en varulv kan få fat i et ufødt drengebarns hjærte og spise det, kan den frelses.

Sjælland. E. F. Madsen.


35. En husmand, der havde en frugtsommelig kone, kom en aften hjem fra arbejde. Døren var lukket i, så han havde læs med at komme ind, men jorden var rodet op et sted under sylden. Da han kom ind i stuen, lå hans kone på sengen og var død, og livet var revet op på hende. Så vidste den elendige mand nok, hvem der havde gjort det, og da han så sig for omkring huset, sad varulven i møddingstedet og åd barnet.

A. N.


36. En kone var frugtsommelig. Så en dag om sommeren, hendes to små børn sad uden for og spiste grød, kom der et underligt dyr på tre ben hoppende, og det var en varulv. Konen løb straks ind, smækkede og låsede døren. Så kom ulven hen til de småbørn. Den ene var en lille dreng, og han siger: «Vil du have lidt grød?» Dermed tog han lidt på skeen og viste det frem. Men varulven rynkede næse og lavede ansigt af det. Så siger drengen: «Bændt du dig po gøen, mens du giner sådan a' en ?» — han kunde jo ikke snakke rigtig. Så gik varulven igjen, og nu var den fare overstået. Der var sådan to halvdøre på det hus, og da konen havde lukket den nederste i, sprang den op ad døren og skrabede på den, men hun fik da tid til også at smække den øverste i.

Varulven vil rive frugtsommelige mødre ihjel, når de går med drengebørn, og så river de fostrene op og drikker hjærteblodet af dem. Når den får hjærteblodet af tolv, bliver den til menneske. Når de går med pigebørn, behøver de ikke at frygte for varulven, men de kan jo ikke vide, hvad barn det er, de går med. Der er flere, der troer på varulve, og der var hjemme megen snak om dem.

Sjælland. Lærer Mortensens kone, Vinding.


37. En mand fra Vollum fortæller, at hans bedstefader en gang lå i fugled (ɔ: for at skyde ænder). Da kom der en ulv til ham, som holdt sig nær til. Men han kunde nok mærke, at det var ingen rigtig ulv, men en varulv. Hver gang, han pegede efter den med bøssen, blev den stående, men lod han den synke, kom den nærmere, og således plagede den ham hele natten.

A. L.


38. Der var et sted, hvor man troede, at det var ikke rigtig fat. Så hændte det sig en aften, at konen var ene hjemme. Bedst som hun sad, hørte hun, at der var noget, som skrabede så frygtelig på væggen uden for. Hun blev bange og turde ikke være i stuen, hvorfor hun gik ind i en anden stue, men der var det lige så galt, det skrabede også der på muren udenfra. Imidlertid kom manden hjem, og da han fandt sin kone siddende i oppestuen, spurgte han om årsagen dertil, og hun fortalte da, hvad hun havde hørt. De skulde da til at se efter og opdagede, at det var en varulv, som havde skrabet for at komme ind og ødelægge konen. Men da manden kom, måtte den til at løbe sin vej. Der manglede kun en lille smule i, at den havde gjennemskrabet to vægge.

E. L.


39. Manden en varulv . . . . Konen følger efter ham ud i skoven, ser, at han lagde sine klæder og blev til en varulv. Går hjem og tager klæderne med sig. Manden foer nu flere dage tudende og hylende omkring i skoven og kom ikke igjen hjem efter nogen tids forløb, som han før havde plejet. Hun bar da atter klæderne der ud, og manden kom nu straks efter hjem.

M. K. Godskesen.


40. Der var en mand i Biersted, som blev anset for at være en varulv. Da han skulde begraves, så stak en mand sin tjørnekjæp i graven og sagde: «Så vist som denne tjørnekjæp aldrig kan blomstre og gro fast, så vist kommer denne mand aldrig til Himmerig.» Men da nu folk havde været i kirke og kom igjen, da havde tjørnen blomstret, og den sad så fast i jorden, at ingen mand kunde oprykke den.

Nik. Chr.


41. For mange år siden boede i Nörhalne en husmand, der kaldtes Kristen Burmand. Han var en rigtig trold. Folk troede fuldt og fast, at han kunde forvandle sig til en ulv og i en sådan skikkelse udøve de samme gjerninger som en virkelig ulv. Folkene i Nörhalne, der var hans næste naboer, levede han tilsyneladende i venskab med, men de måtte dog flere gange føle virkningen af hans ulvenatur. En nat blev hovedet bidt af deres gasse, og Burmand blev i hele byen anset for gjerningsmanden, hvorvel folk ikke ligefrem turde sige ham det. Men da der nogen tid efter blev dræbt en kvie af ulve for de samme folk, brød uvejret løs over hans hoved. Hans kone, Maren Jörgensdatter, foreholdt ham hans ugjærning og beviste sin beskyldning ved de kjødtrævler, som hang i hans lange tænder. Skjøndt her var syn for sagen, forsikrede dog Burmand höjt og helligt, at han var uskyldig, og ønskede, at der måtte vokse en torn op af hans hjærte efter hans død, dersom han var skyldig i kviens og gassens drab. En dag, da hans kone var på heden efter en dragt lyng, blev hun angreben af en ulv. Hun værgede sig først bravt med lyngleen, men da hun mærkede, at hun på denne måde ikke kunde undgå at blive ulvens bytte, søgte hun med list at undslippe. Hun afførte sig sin klædning i største hast, hængte den på lyngleen, sneg sig bort og kom lykkelig hjem. Noget efter kom hendes mand. Hun fortalte ham, hvad der var mødt hende, og da opdagedes det, at han havde været ulven, ti i hans tænder hang der trævler af hendes klædning, som han havde revet i hundrede stykker. Hun beklagede sig for en nabokone, og denne gav hende det råd, at hun skulde nævne ham ved navn, når hun en anden gang blev angreben af ham. Kort efter gik en ulv løs på hende ved Biersted kirke. Nabokonen kom hende til undsætning, men om end skjøndt de nu var to mod én, så havde ulven dog vundet sejr, dersom Burmands kone ikke havde husket, at hun skulde nævne hans navn. Aldrig så snart havde hun i sin angst sagt: «Burmand, er det dig?» før manden stod nøgen og beskjæmmet for dem. Da Burmand døde, og hans grav var tilkastet, stak en af ligfølget sin stok i graven med de ord: «Hvis du har været en trold, da vokse den op af dit hjærte.» Stokken voksede op og blev til en tornebusk, som endnu findes på Biersted kirkegård.

Kirken er omgiven af store kjæmpehöje, og fra én af dem har man en vid udsigt over 33 kirker i 8 herreder.

Nik. Christensen.


42. I Fredensborg fattighus var der for nogle år siden en gammel stum kone, der gik omkring og solgte frugt. Hun havde en gang boet i et matros-herberge i Helsingør, og da var hun ej stum. Om værten der i huset var det et almindeligt sagn i byen, at han var en varulv. Så en aften, som konen står i gården og poster vand, kommer der en stor hund til hende og springer op ad hende; alt det hun slår ad den, hjælper ikke, og til sidst springer den helt op til hendes ansigt og ligesom blæser på hende, og fra den tid var hun stum. Det var da værten, der havde været i varulveskikkelse.

P. Stolpe.