Verdsens skomager

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

4. Verdsens skomager


83. Den gang Vorherre gik her på jorden, var han en aften bleven træt og stod og hvilte sig tæt ved et hus i Jerusalem. Manden i huset kom da ud og så ham, blev vred og sagde, at han skulde gå væk fra hans hus. Da sagde Vorherre til ham: «Gå du ind i din stue og tag dit töj, for du skal her efter gå om på jorden, så længe verden står.» Siden den aften har Jerusalems skomager vandret om på jorden og har ikke noget blivende sted.

Annette Jensen.


84. Man bör al tid sörge for at få plove bragt i hus til juleaften, ti dersom de henstår på marken nævnte aften, kan Jerusalems skomager hvile sig derpå. Nævnte skomager boede i Jerusalem på Kristi tid, men da vor Frelser på sin vandring til Golgata vilde hvile sig lidt på hans trappe, drev skomageren ham bort derfra. Til straf for sin vantro og hårdhjærtethed måtte han i hast, som han gik og stod, forlade hus og hjem og begive sig på vandring rundt omkring i den vide verden uden at hvile — med mindre han kan træffe en plov på åben mark juleaften — og denne vandring fortsættes indtil dommens dag. Når Jerusalems skomager viser sig, er der en ulykke i vente. Han formenes således at være set i Kjöbenhavn kort forinden koleraepidemien udbrød i 1856 og i Altona ved krigens udbrud i 1864, i det nemlig en skikkelse i en forunderlig klædedragt, der så ud til at være bevokset med mos, viste sig. Han forsvandt straks bag bygningerne, og når man så efter, hvor han blev af, var han ikke til at finde.

Sergt. C. L. Rasmussen.


85. Wassens skomager sagde jo til Jesus: «Gå væk du . . . .,» den gang han stod til stød ved hans hus.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


86. Jerusalems skomager må kun sove hver hundrede år, så bliver han hundrede år yngre, ellers vilde han jo blive for gammel en gang.

J. B. og M. H., Lille-Tåning.


87. Hver søndag må Jerusalems skomager hvile sig en time under en harve.

Jörgen Rasmussen Bak, Tulstrup.


88. Juleaften alene har Jerusalems skomager lov til at hvile sig og sætter sig da på plovene og trykker dem itu, da han skal hvile ud efter sin anstrængelse året rundt. Derfor skal man have plovene inde, for at de ikke skal gå i stykker.

N. P. Chr.


89. Jerusalems skomager kan ikke hvile sig uden én gang om året, og det er på en plov, hvissom han kan finde én at sætte sig på en julenat. Andre tider i hele året må han ikke hvile, derfor har folk plejet at tage deres plove i hus för jul, fordi de ikke kunde lide, at han skulde sætte sig på dem. Nogle har påstået, at de har set ham den nat, og hans klæder var grønne af mos.

Bjerre herred. Sören Hansen.


90. Her på egnen har de haft så ondt af det for Jerusalems skomager, at de har ladet deres plove stå ude julen over, for at han kunde have noget at hvile sig på. «Vi har så ondt af det for ham, det sölle fjolter!» har a hørt mange sige, «han må have noget at hvile sig på, når han kommer her igjennem.»

Dorthea Marie Pedersen, Skjæve.


91. Verden skal forgå, når Jerusalems skomager kommer til Danmark.

Uglbølle.


92. Nu er det så vidt med Jerusalams skomager, at der groer mos på hans frakke. Han går med to kjæppe, der er meget höjere end han, for han er svunden ind, og de er blevne det, de var.

Bodil Marie Enevoldsen, Avning.


93. Jerusalems skomager gik med et par sko over nakken. De har set ham gå over Lågårds eng i Tise östen for bakkerne. Det sidste, de så ham, var han ikke større end en myre.

Kristen Nielsen, Mosehuse.


94. For omtrent tredsindstyve år siden var det kjær, som nu hører til Sebberkloster, et stort morads fuldt af damme og bække. En morgen tidlig gik en mand fra Barmer by ad vejen til Store-Ajstrup, der nu er anneks til Sebber, men tidligere hørte til Lundby. Han så da en mand svæve hen over kjæret, og ikke bedre manden kunde se, så havde han en skomagerlæst på ryggen. Han rørte ikke ved jorden med födderne, og det kunde heller ikke lade sig gjøre, da der ikke var så meget tör plet, at en fugl kunde sidde på. Det var Jerusalems skomager.

Nik. Christensen.


95. En Himmelbo har fortalt, at der en dag kom en mand ind et sted i Himmerland, han var så gammel, at hans klæder var mosgroede, og så stod han hele tiden og lettede på födderne, så ömme var de, men han sagde ingen ting. Man bød ham en meldmad, han tog den ikke. Så gik manden ind efter en skilling til ham, men da han kom igjen, var den gamle henne. Man så ud, han var ingen steder at se, og så tvivlede man ikke om, at det var Jerusalems skomaerer.

P. K. M.


96. Jerusalems skomager har en gang været i Vendsyssel og hvilet sig på en tue i Vestergårds kjær, Manna by, Tise. Han blev set af nogle hyrder og var ikke større end tuen, han sad på, og der groede mos i hans pande.

A. E. Jakobsen, Örritslev.


97. Min moder tjente oppe i Grydsted, og der var det skikken, at pigerne skulde op om natten klokken 1 og malke køerne, og så sætte dem ud, mens alle andre sov. Den gang hun så havde været ude med dem, kom der en ældgammel mand gående lige bag efter hende, og hun blev jo forskrækket for ham, for hun kunde se, at han var så fuld af mos over det hele, og støvlelæsterne de hængte over hans nakke. Så meget så hun da, ihvorvel hun turde ikke ret se sig tilbage. Hun gik nu hjem ad, og han blev ved at gå bag efter hende. Så gik hun ind ad bryggersdøren og ind i hendes seng. Han var så nær, at hun ikke kunde få lukket for ham, og så gik han også ind i stuen og lagde sig et bitte korn op til en bænk, der var for enden af bordet. Ret satte han sig ikke på den, men stöttede sig til den, og hun lå i hendes seng og kunde se ham. Han sad der og stönnede og pustede lidt og så underlig ud. Da han sådan havde lonnet (ɔ: hvilt sig) et bitte korn, gik han ud igjen, den samme vej, han var kommen ind. Hun tog nok dynen over hovedet, men kunde dog ikke lade være at kikke efter ham.

Juliane Marie Povlsdatter, Vokslev.


98. Der boede en mand her henne i Hejring, ham brændte det for for en del år tilbage. Så gik han lange veje omkring at tigge og var helt langt ned efter Ålborg til. Der skulde han en aften være kommen ud i Vildmosen og så have mödt en mand der ude, som var overbegroet med mos over det hele. Sådan har han da fortalt, og så vidt a husker, sagde han, at Jerusalems skomager hjalp ham i land af mosen og fik ham på ret kjøl igjen. Han skulde også en gang have kommet ind i Uldbjærg præstegård. Da han lige var kommen derind, så forsvandt han, og så var de i mening om, at det var Jerusalems skomager. Men det er nu mange år siden.

Lavst J., Bjærggrav.


99. En kone var ene hjemme en middag, og så kom der én ind, der så så besynderlig ud; han gik med trævlede og lasede klæder og langt uredt hår, der hang ham ned ad ryggen. Hans öjne var så små som fugleöjne. Hun troede, det var en tigger, og så gik hun hen og hentede et stykke brød og flyede ham, men da hun rækkede efter ham, var han væk. Det var henne ved Nörrestrand (ude ved Vesterhavet) i de nörre sogne. De skulde også have set ham ude ved Ålborg, han gik ved fjorden, og når de gik ned imod ham ved den side, hvor han var, så gik han med ét over til den anden side. De vilde så over fjorden for at træffe ham der, men da var han atter flyt over til den side, hvor de kom fra. Sådan prøvede de det flere gange, men kunde ikke komme ham nærere. Så troede de, det var Jerusalems skomager.

Lovise Sörensen, Öster-Brønderslev.