Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Myntvæsen, maal og vægt

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Myntvæsen, maal og vægt

Av Alexander Bugge

Christiania
1905

Myntvæsen

Nordens folk stod med hensyn til brugen af penge ved vikingetidens begyndelse paa næsten samme udviklingstrin som Germanerne i Tyskland ved vor tidsregnings begyndelse. Tacitus siger (Germania, k. 5) om Germanerne: "Man kan hos dem se sølvkar, som deres sendebud og fyrster har faat i gave, agtet ligesaa ringe som de kar, der gjøres af ler, om end de, som bor nærmest grænsen, for handelens skyld ved at sætte pris paa guld og sølv og anerkjender og udvælger nogle af vore (ɔ: Romernes) myntsorter. De, som bor længere inde i landet, bruger den enklere og ældre byttehandel." Nordens folk var ved vikingetidens begyndelse heller ikke kommet ud over byttehandelen, om de end længe havde forstaat at sætte pris paa sølv og guld. Endnu langt ned i middelalderen, længe efterat man havde begyndt at mynte penge, brugte de i det daglige liv mest lovlig anerkjendte værdimaalere som korn og vadmel. Paa Island blev der i det hele i middelalderen omtrent aldrig brugt penge i det daglige liv, men vadmel var det almindelige betalingsmiddel.

Allerede længe for vikingetidens begyndelse blev det sædvanligt hos Nordens folk at betale med guld eller sølv, som var formet til spiralringe eller smale, aflange barrer. Ofte var betalingsringene forsynede med merker, vistnok for at angive vægten, og efter disse huggede man dem istykker, naar man skulde betale. Som det heder om høvdingen i Rigsþula (str. 39):

hringum hneytti,

hjá sundr baug.

Længe før vikingetiden vandt fremmede, især romerske mynter indpas i Norden, hvor Gotland allerede i den tidlige oldtid var et vigtigt handelscentrum. Romerske guldmynter blev endog meget tidlig (paa folkevandringstiden) efterlignede af Nordboerne i de saakaldte brakteater, som ogsaa er af guld. Disse rent barbariske efterligninger har kun billede paa én side og brugtes ikke som penge, men som hængesmykker.

Heller ikke de fremmede mynter, som kom til Norden, forstod vore forfædre i begyndelsen at bruge som betalingsmiddel; de borede i almindeliglhed hul gjennem dem og brugte ogsaa dem til smykker. Næsten alle de i Norge fundne mynter fra vikingetiden er saaledes gjennemborede. Dette viser, at de i Norge ikke har været brugt i handelsomsætningen. Anderledes var det dog paa Gotland og de andre midtpunkter for Nordens handel i oldtiden. Men selv her havde som oftest hvert enkelt pengestykke ikke nogen fastsat værdi eller kurs. Man betragtede mynterne som metalstykker og veiede dem. Endnu langt ned i middelalderen tales der om "veiede penge" (panderati denaril).

Under vikingetiden kom Nordboerne i umiddelbar forbindelse med fremmede nationer, som havde et gammelt, udviklet myntvæsen. Særlig var dette saa i Frankrig, Tyskland og England. Der kom til Norden uhyre masser af fremmede, baade østerlandske og vesterlandske mynter dels gjennem plyndringstog og udpresninger, men især paa fredlig vis gjennem handel. Det maatte da ligge nær for de nordiske folk ogsaa selv at begynde at slaa mynt.

Forskerne mente tidligere, at de ældste i Norden prægede mynter stammede fra vikingetidens slutning. Men nyere undersøgelser af Hans Hildebrand og Hauberg har vist, at de nordiske folks første udmyntning ligger mindst hundrede aar længere tilbage i tiden.

Blant de mellemeuropæiske stæder, som ved vikingetidens begyndelse stod i livligst forbindelse med de nordiske lande, var, som vi har hørt, byen Dorestad i provinsen Utrecht i Nederlandene. Vikingerne hjemsøgte og plyndrede i det 9de aarhundred selv flere gange Dorestad. Omkring 850 havde en dansk konge Dorestad og Rustringen i len af keiseren og endnu i det 10de aarhundred var der danske kolonier i Utrecht og i Flandern. Baade Dorestad og flere af de flanderske byer var gamle myntsteder. I Dorestad lod Karl den store præge mynter med CAROLUS i to linjer paa forsiden og DORSTAT i to linjer paa bagsiden. Denne type blev alt i Dorestad ved talrige gjentagelser endel forvansket, saa at der af byens navn ofte bare er STAT tilbage.

Ogsaa udenfor Dorestad blev denne type efterlignet paa mynter, hvor vi kun med vanskelighed kan gjenkjende det oprindelige Carolus-monogram. Ved siden af de forvanskede bogstaver findes der gjerne et par merker, som ikke kjendes fra de ægte Dorestadmynter, nemlig en trekant, en perlering og et med lange knebelsbarter forsynet fremadvendt ansigt. Paa gamle sceattas fra Mercia findes et noget lignende ansigt med langt overskjæg; perleringen gjenfindes paa gamle northumbriske mynter og trekanten findes ligeledes paa angelsaksiske mynter.

Triangelen, perleringen og ansigtet gjenfindes paa en flerhed af disse efterligninger af Dorestadmynterne. Forøvrigt forandres typen mer og mer og fjærner sig stedse videre fra de egentlige Dorestadmynter. Paa én type er saaledes byen Dorestads monogram omdannet til en hvælvet bygning med sidestolper, firkantet døraabning og et dragehoved paa hver side af gavlen. En anden mynt viser os en mand, hvis hjelm er prydet med horn. I den ene haand bærer han et spyd og i den anden et korslignende redskab. Paa en tredje mynt ser vi et skib. Paa alle disse mynter kan vi endnu paa forsiden se det forvanskede Carolus-monogram. Men der findes ogsaa andre selvstændige mynttyper. Den ene har paa forsiden to mod hinanden vendte fugle og paa bagsiden et skib. Den anden har paa forsiden et barbarisk udført ansigt, omgit af fire mandlige ansigter; — et lignende ansigt findes ifølge Hauberg paa merovingiske og tidlige engelske mynter. Denne type har paa bagsiden en hjort eller snarere en buk med bagudvendt hoved. En tredje type viser os paa forsiden det samme barbariske ansigt; paa bagsiden ser vi et dyr med takkede horn, nærmest en hjort, med en slange foran, en perlering foroven og en triqvetrafigur nedenunder. En fjerde type viser os paa bagsiden den samme hjortefigur med omgivende merker, kun at perleringen er afløst af det tidligere nævnte mandlige ansigt. Paa forsiden ser vi et vikingeskib med skjolde langs rælingen og en fisk nedenunder. Denne type synes især at ha været almindelig. I det norske Spangereid-fund, som bevares i oldsagssamlingen i Kristiania, findes der af denne type fire mynter, som alle er indbyrdes lidt forskjellige.

Fig. 1 I Norden prægede efterligninger af Dorestadmynter. (Efter Hauberg, tab. I fig. i—7).

Et hjortelignende dyr findes paa gamle mynter fra Northumberland. Et skib findes ogsaa paa mynter fra Qventovic i Flandern.

Vi ser da her, for at følge Hauberg, en række mynter, som synes at være præget under indflydelse især fra Dorestad og muligens ogsaa fra et par flanderske stæder samt fra Mercia og Northumberland og som efter forskernes samstemmige mening tilhører slutningen af det 9de aarhundred. Disse mynter kan ikke være præget i Dorestad eller i det hele i Nederlandene. Thi fra nederlandske fund kjender man en mængde af Dorestads egne mynter. Men man har der ikke fundet nogen af de forud beskrevne efterligninger. Disse kan heller ikke, som tidligere forskere mente, stamme fra landene syd for Østersjøen. Pundene viser med sikkerhed, at de er blit til i et af de nordiske lande. Hildebrand har gjættet paa Birka, i hvis jord man har fundet flere af dem. Hauberg har søgt at vise, at de er danske, dels fordi Danmark stod i livligere forbindelse med Vesteuropa, end Birka gjorde, og dels fordi næsten aile de i Birka fundne mynter er gjennemborede og maa ha været brugt til smykker. Desuden gjenfindes en enkelt type, det hjortelignende dyr med ansigt paa den ene og slange paa den anden side (fig. 1, nederst til høire) paa Knut den mægtiges mynter. Hauberg mener, at fundene peger paa Skaane som disse mynters hjemsted, og gjætter paa Lund, som senere blev Danmarks hovedmyntsted. Efter min mening ligger det dog nærmere at gjætte paa Hedeby, som ved aar 900 var den største handelsstad i de nordiske lande og hvor den senere udmyntning af halvbrakteater, som jeg nedenfor skal tale om, fandt sted. Jeg skal foreløbig ikke gaa nærmere ind paa dette spørgsmaal, men isteden ud fra andre synspunkter underkaste disse de ældste nordiske mynter en fornyet undersøgelse.

Fig. 2 Mynt fra Knut den mæktige. (Hauberg, tab. II dg. 13).

Vi husker, at der ved siden af det forvanskede Carolus-monogram findes nogle merker, som ikke hører hjemme paa de oprindelige Dorestad-mynter. Disse merker er bl. a. perleringen, trekanten og det lille ansigt med knebelsbarter, som alle efter Haubergs mening stammer fra gamle angelsaksiske mynter. Derfra stammer ogsaa, mener han, hjorten og det store, barbarisk udseende ansigt. Denne forklaring forekommer mig dog lidet sandsynlig; thi de angelsaksiske mynter, som skal ha været forbilleder for de nordiske, stammer fra tiden mellem aar 600 og 750, medens deres efterligninger er fra slutningen af det 9de aarhundred. Hvis en dansk eller svensk mand ved aar 900 vilde efterligne angelsaksiske mynter, havde han fra sin egen samtid meget vakrere og klarere mynttyper, som ogsaa blev efterlignet af vikingerne i Øst-Angel og Northumberland. Heller ikke er, synes det mig, ligheden mellem ansigterne meget stor, og hjorten paa de northumbriske mynter mangler de nordiske mynters karakteristiske horn, ligesom benenes stilling er en anden.

__________

Allerede paa folkevandringens tid har, som bekjendt, de nordiske folk frembragt billeder paa gjenstande, som i mange stykker minder om disse ældste nordiske mynter. Jeg mener de saakaldte brakteater, som er hængesmykker af guld (tynde guldplader) og efterligninger af østromerske medaljer og guldmynter (solidi). Paa en del brakteater kan man tydelig gjenkjende de romerske forbilleder. Andre grupper er derimod mere selvstændige og "havde sikkerlig en for datidens Nordboer velkjendt betydning, om det nu end er umuligt i alle enkeltheder at bestemme denne". Saaledes har den svenske arkæolog dr. Bernhard Salin paa én brakteatgruppe troet at se Odin, hans hest og ravne og paa en anden gruppe Tor kjørende og en af hans bukke. Vi ser her et dyr med horn og bukkeskjæg og lige over dyrets hals og ryg et mandligt hoved. Paa den ene side af dette ser vi et hagekors og paa den anden side en perlekrans af ganske samme art som den, vi finder paa mynterne. Naar perlekransen saaledes er anbragt sammen med hagekorset, som var et af de hedenske Nordboers hellige tegn, saa synes dette at vise, at perlekransen ogsaa har været opfattet som et helligt tegn. Allerede hos Asiens ældste kulturfolk blev cirkelen, som den figur, der er uden begyndelse og ende, brugt til at betegne evigheden og fremstillet ved en ring eller krans. Ofte er ringen en perlering, saaledes som vi ser den afbildet paa gamle cypriske mynter, hvor den har ganske samme udseende som paa brakteaterne og mynterne. Perleringen er med andre ord et ældgammelt symbol, som fra Asien er vandret til Europa og allerede paa folkevandringens tid, ligesom hagekorset, var kjendt af de nordiske folk og af alle disse blev sat først paa brakteater og siden paa vikingetidens mynter.

Ogsaa trekanten er et ældgammelt helligt tegn, som gjenfindes paa brakteater. Paa flere af disse ser vi ligeledes smaa, forfra seede ansigter, som paafaldende ligner mynternes ansigt med de smale knebelsbarter. Det samme ansigt gjenfinder vi udhugget i flad relief paa en dansk runesten fra vikingetiden, hvor allerede Stephens har sét ligheden med mynterne. Oprindelig har vel dette ansigt paa brakteaterne bare været anvendt til udsmykning, men lidt efter lidt har man i det lagt en symbolsk betydning. Deraf kommer det vel, at typen er bevaret fra folkevandringstiden og ned til omkring aar 900.

Fig. 3 Valhal (?) paa Ardre-stenen.

Et endnu sterkere indtryk af nordisk kultur faar vi gjennem de store billeder paa mynterne. Sammen med det forvanskede Carolus-monogram ser vi, som før nævnt, paa én gruppe af disse en hvælvet bygning, som utvilsomt skal forestille en nordisk hal (en kongehal eller et gudehov). Huset er sét forfra. Vi ser i midten indgangsdøren, der som saa ofte har en søile paa hver side. Paa hver side af denne er der en sidestolpe, som støtter husets tag. Det nordiske hus bestod i oldtiden af bare ett rum. Men i store huse lod man taget hvile paa to rader opreiste stolper, omtrent som søileraderne i vore kirker. Disse "søiler" (súlur) nævnes ogsaa i Eddakvadene (f. eks. i Hýmiskviða, str. 29). Taget var i almindelighed høit og hvilede paa bjælker, som gik tværsover huset fra den ene langvæg til den anden. Gavlen paa mynten er smykket med dyrehoveder, nærmest dragehoveder. Paa lignende maade var Leirekongernes hal, Heorot ell. "Hjort", prydet med hjortehorn paa hver side af gavlen. Eiendommelig paa mynten er tagets buede hvælving, noget som næppe har havt sit sidestykke i virkeligheden. En saadan hvælvet bygning gjenfindes derimod paa de to gotlandske billedstene, Tjängvidestenen og Ardrestenen, hvor den efter de flestes mening skal forestille Valhal. Om billedet paa mynten har nogen religiøs betydning, vover jeg ikke at afgjøre. I alle tilfælde synes det dog at vidne om kunstnerisk sammenhæng med gotlandsk billedkunst. Ogsaa et andet af mynternes billeder gjenfindes paa gotlandske stene, nemlig det fig. 4 afbildede vikingeskib med rudet seil og skjolde langs rælingen, et skib, hvoraf andre typer findes paa mynterne fra det norske Spangereidfund. Dette skib har vistnok udviklet sig fra den fig. 1 (4 og 5) afbildede skibstype, som stammer fra Qventovics mynter; men det er fra at være et middelalderligt vesteuropælsk skib blit et typisk vikingeskib. Ogsaa her kan vi spore kunstnerisk sammenhæng med Gotland. Intet billede er almindeligere paa de gotlandske stene end netop skibet. "Mest elskade man dock att framställa vikingens färd på hafvet genom att af bilda hans fartyga", siger en af de bedste kjendere af gotlandsk billedkunst Fredrik Nordin i sin afhandling "De gottlandska bildstenarnas utvecklingsformer". Man kan følge skibets udvikling fra før vikingetiden og ned gjennem det 10de aarhundred. Særlig karakteristisk for disse skibe er stedse det rudede seil og skjoldene langs rælingen, saaledes som vi ser det paa en sten (vistnok fra det 9de aarhundred) fra Högbro; (den er nu i Gottlands Fornsal i Visby). Ligheden mellem det paa denne sten afbildede skib og skibet paa mynterne kan ikke være tilfældig. Der maa være kunstnerisk paavirkning fra den ene af siderne.

Fig. 4 Hõgbrostenen. (Efter Nordin).

Paa den fig. 1 (5) afbildede mynt ser vi to mod hinanden vendte fugle. Ogsaa dette billede gjenfindes paa gottlandske stene fra vikingetidens begyndelse; jeg mindes saaledes en sten i Gottlands Fornsal. Paa disse stene ser vi ligeledes billeder af hjortelignende dyr.

Billederne paa de gotlandske stene har efter de flestes mening en bestemt religiøs betydning, som vi dog nu i de fleste tilfælde ikke magter nærmere at bestemme. Dette leder os til at tro, at ogsaa mynternes billeder er religiøse. Jeg tror saaledes, at den fig. 1 (6 og 7) afbildede hjort med ansigt paa den ene og slange paa den anden side og med triqvetrafigur nedenunder gir et saadant billede. — Slangen og triqvetraen findes ogsaa, om end i noget andre former, paa brakteater. — Og den fig. 1 (3) afbildede skikkelse med hornprydet hjelm og hagekors i sin ene haand forestiller vel en gud. Sammenhængen med gotlandsk billedkunst synes nærmest at pege paa Sverige som disse de ældste nordiske mynters hjemland.

Saaledes gir da ogsaa disse mynter, som ved første øiekast ser saa barbariske og uselvstændige ud, os et indblik i vikingetidens kultur og aandsliv. De nordiske mænd, som ved aar 900 lod præge disse mynter, har endnu ikke forstaat latinsk bogstavskrift. De har uforstaaende forvansket ordene Carolus og Dorstat uden isteden at sætte sit eget eller myntstedets navn. Men de har magtet at gi mynterne et nordisk præg, de har istedenfor fremmede sat hjemlige billeder af sine skibe og husbygninger og fra sin gudetro.

Omkring 940 — 960 blev der foretaget en ny udmyntning, efter Haubergs mening sandsynligvis i Hedeby.

Disse mynter er meget mere barbariske end den foregaaende type, Paa en enkelt aner man endnu Carolus-monogrammet paa forsiden og ser TAT paa bagsiden. Paa et par mynter ser man ogsaa det før omtalte ansigt; men ellers er typen ganske forvansket .

At denne myntgruppe er yngre end den foregaaende, er sandsynligt. Typen viser nemlig en end yderligere forvanskning af Dorestad-typen. Desuden er ogsaa mynterne af denne gruppe lettere end de af den foregaaende. Allerede de ældste danske mynter havde liden vægt, omkr. 0.75 gr. Men disse er endnu lettere, fra 0.56 til 0.20 gr. De blir tilsidst rene halvbrakteater, hvor stemplet paa forsiden næsten ganske forsvinder. Disse mynter er fundne sammen med tyske mynter fra 950 — 960 saavel som i fund fra Knut den stores tid. Hauberg har vistnok derfor ret, naar han mener, at udmyntningen er foretaget omkr. 940 — 960. Baade Hildebrand og Hauberg er enige i at henføre disse mynter til Danmark og da sandsynligvis til Hedeby.

Hedebymynternes udstyr viser, synes mig, hen paa en tid, da kristendommen havde vundet indgang i Danmark. De er ikke prydet med hedenske tegn eller med billeder af Asatroens guder, men med de kristne kors. I det hele eier de ikke paa langt nær den samme kulturhistoriske betydning, som Nordboernes ældste om vikingeliv og Åsatro mindende mynter.

Fig. 5 Halvbrakteater fra Hedeby (ca. 940 — 960. Efter Hauberg).

Om en høiere og fra Vesterlandene sterkere paavirket kultur vidner de mynter, som Nordmænd og Dansker har præget i England. Her har vi baade en virkelig tilegnelse af det fremmede og selvstændig nydannelse. Vi finder paa disse mynter ikke bare navne paa nordiske konger, men endog, som jeg senere skal vise, nordiske ord, der har traadt istedenfor de tilsvarende latinske og hedenske vikingesymboler. Mærkeligt er det ogsaa, at de ældste mynter Nordboerne lod præge i England, viser paavirkning ikke fra Angelsakserne, men fra Frankerne.

I det hele er disse nordiske mynter fra England en af de vigtigste kilder til kundskab om vore forfædres kultur i vikingctiden.

Man havde tidligere lidet kjendskab til denne lange række af mynter, som Nordboerne i Ost-Angel og Northumberland lod præge, før det store fund ved Cuerdale i Northumberland i 1840 blev gjort. Paa dette sted, som allerede ved sit navn (endelsen -dale = vort "dal") synes at minde om Nordboerne, fandt man foruden barrer, armringe og andre prydelser ikke mindre end henved syv tusen mynter. Skatten maa sandsynligvis være nedlagt omkring aar 905 .

De ældste af disse "vikingemynter", som de med rette kan kaldes, stammer vistnok fra en tid noget forud for den første udmyntning i Danmark. Men da vi her har at gjøre med en lang række mynter, har jeg foretrukket først at tale om de danske mynter.

Den første nordiske konge, som lod præge mynter i England, var, synes det, Halvdan, en af de navnkundige Lodbrokssønner og en af Normannerhærens førere.

Hans første udmyntning stammer vistnok fra den tid, da Normannerhæren, under hans anførsel, havde vintersæde i London (871 — 872). Paa forsiden af en sølvpenny læser vi: VLFDENE XRX ✚ (d. e. Vlfdene el. Alfdene rex). — Alfdene er angelsaksisk skrivemaade for Halfdanr.

Fig. 6 Halvdans London-mynt.

Forsidens udsmykning er ogsaa merkelig og minder ikke om samtidige angelsaksiske mynter, men om gamle angelsaksiske sceattas, en type, som stammer fra romerske solidi fra Valentinian I eller Maximus. Paa bagsiden forekommer for første gang byen Londons monogram.

Monogram paa bagsiden af mynter havde hidtil været en særegenhed for frankiske mynter. Kanske har Halvdan i sit følge havt en frankisk eller snarere en i Frankrig uddannet angelsaksisk myntmester. lalfald er det merkeligt, at denne mynt synes at vise baade frankisk og angelsaksisk paavirkning. Men Nordboerne har allerede lært selvstændig at udvikle det fremmede. Kong Halvdan sætter sit eget navn i angelsaksisk skrivemaade paa forsiden, og paa bagsiden anbringer han det engelske myntsteds navn som et frankisk monogram. Hvilken forskjel fra de ældste danske mynters efterligning af Dorestadtypen, hvis indskrifter Nordboerne har troet var en slags dekoration! Om Halvdan selv har kunnet læse, er vel mere end tvivlsomt. Men han har ialfald vidst, hvad latinsk bogstavskrift var for noget og forstaaet, at mynternes indskrifter ikke var dekorationer. For man kan ikke tænke sig, at myntmesteren har sat kongens navn paa mynten uden at raadføre sig med denne. London-monogrammet, som Halvdan indførte, blev siden efterlignet af Alfred den store, der i 886 gjenopbyggede London. Londons indbyggere har vel i mellemtiden fortsat at præge mynter med sin bys monogram paa bagsiden, men med Alfreds istedenfor Halvdans navn paa forsiden.

Fra kong Halvdan findes der ogsaa en halvpenny, der ligesom sølvpennyen tilhører Cuerdale-fundet. Den har altsaa været i omløb i Northumberland. Men om den er præget i York, de northumbriske kongers myntsted, kan ikke afgjøres. Dette synes mig dog sandsynligere, end at den skulde være fra London. Thi Halvdans sølvpenny fra London er af en ganske anden type. Denne halvpenny har paa forsiden følgende omskrift: ✚ Alfdenc r(e)x og paa bagsiden Rainald mot(netarius). Denne mynt er ganske af samme type som Alfred den stores halvpennyer, og er vistnok en efterligning af disse. Myntprægerens navn Rainald er det samme som det nordiske Ragnvald. Reginald, Rainald var dog ogsaa et meget almindeligt frankisk navn. Den med vor mynt nærbeslægtede form Ragnad forekommer endog flere gange hos gamle frankiske skribenter som Fredegar o. a. Jeg skulde derfor snarest tro, at Halvdans myntmester i York har været af frankisk herkomst.

__________

Før jeg gaar over til at omtale de senere northumbriske mynter, skal jeg nævne nogle mynter, som Nordboerne lod præge under sit herredømme i Øst-Angel. En af førerne for den store Normannerhær var ved siden af Halvdan kong Guthorm (Gudrum). Efter slaget ved Ethandun (878) sluttede, som bekjendt, Nordboerne fred med Alfred den store; deres konge Guthorm blev døbt, antog navnet Æthelstan og opholdt sig 12 dage hos kong Alfred. Siden drog han med sine mænd til Østangel, som hvis konge han blev anerkjendt af Alfred. Kong Guthorm døde i 890.

Guthorms mynter maa være fra omkr. 880—890. De har nemlig alle som forsidens overskrift kongens daabsnavn Æthelstan (skrevet EDELT AN, EDELSTAN o.l) med et kors i midten og paa bagsiden myntmesterens navn i to linjer.

Guthorm-Æthelstans mynter viser ikke som Halvdans spor af frankisk paavirkning og heller ikke noget. som tyder paa Nordboen og vikingen. De er i sin karakter fuldstændig angelsaksiske; dog staar de ikke i nogen sammenhæng med ældre østangliske mynter, men minder om enkelte af Alfred den stores mynter. Man maa af dette ha lov til at slutte, at Gudrum ved sin daab er traadt i nær forbindelse med Alfred den store og af ham har modtaget varig paavirkning ikke bare gjennem kristendommen, men paa livets forskjellige omraader. Myntmestrenes eller myntprægernes navne synes alle at være angelsaksiske med undtagelse af et par som Guntere og Jadelberd, der er frankiske; dog havde ogsaa de angelsaksiske konger frankiske myntprægere. I det hele vidner Guthorms mynter om ordnede samfundsforhold og synes at pege hen paa en høiere kultur end de øvrige nordiske mynter fra 9de aarhundred.

Fra Østangel kjender man ogsaa en anden række mynter, som Mr. Keary, udgiveren af katalogen over de angelsaksiske mynter i British Museum, (p. XXIX) kalder "anglo-danske". De fleste af disse mynter har paa forsiden omskriften Sc. Eadmund re(x) og π i midten af feltet. Paa bagsiden danner myntmesterens navn omskriften og i midten af feltet er der et kors ✚. Disse mynter stammer alle fra Cuerdale-fundet, som blev nedlagt omkring aar 905. St. Eadmund, som var konge over Østangel, blev dræbt af vikingerne i aar 873. I løbet af omkr. fem og tredive aar er det lidet rimeligt, at St. Eadmunds dyrkelse skulde ha strakt sig langt udenfor Østangels grænser. Man maa derfor med Mr. Keary slutte, at disse mynter, der er præget til minde om St. Eadmund, stammer fra Østangel selv. Men gjør de det, maa de være halvt danske, da Østangel jo i slutningen af 9de aarhundred var i Danernes besiddelse. Man har saaledes ret til at kalde dem "anglo-danske".

St. Eadmund-mynterne tæller i katalogen over angelsaksiske mynter i British Museum 593 nummere med omkr. 100 myntprægere. Det maa derfor ha været en meget stor udmyntning. Kun faa af myntprægernes navne er angelsaksiske (som Eadwine, Eadwulf). Det overveiende flertal af navnene er frankiske eller franske, som Adalbert, Beringar, Dagemund, Fredemand, Gislefred, Milo, Remigius, Robert, Stephan, Wandefred, Wineger o. fl. Man maa af dette slutte, at der med Normanner-hæren, som jo ofte hjemsøgte Frankrig, er kommet mange frankiske myntprægere til England. Enkelte af myntprægerne synes endog at ha været af nordisk herkomst. Blant navnene forekommer nemlig Asten og Sten (skrevet STEN og STIEN). Det første navn er det nordiske Hásteinn og det andet det nordiske Steinn. Det kan ikke være frankisk; for hverken (H)astein eller Steinn kjendes som frankisk navn. Det kan heller ikke være angelsaksisk; thi da vilde det ha været skrevet Stan. Vi har da her det første eksempel paa, at Norboer har tjent som myntprægere. Man faar af mynterne fra Østangel et tydeligt billede af, hvor hurtig Nordboerne maa ha lært at finde sig tilrette i de fremmede forhold og at danne sig efter de fremmede kulturer. Kong Gudrum synes efter sin daab at være blit en ren Angelsakser; han kalder sig paa sine mynter, som før nævnt, aldrig Guthorm, men altid Æthelstan. Han præger sine mynter efter forbillede af sin gudfar Alfred og gir endog sit minde til den store udmyntning med den hellige Edmund's navn, den konge hvem Nordboerne selv havde dræbt. Og Gudrum var visselig ikke den eneste af sit folk, som var paavirket af Angelsaksernes kultur. De to myntprægere Stein og Haastein er et tydeligt vidnesbyrd herom. Ogsaa fra frankisk kultur maa Nordboerne i Østangel ha været paavirket; derom vidner de mange frankiske navne paa St. Edmunds-mynterne. Om den nordiskangliske kultur, som udviklede sig i Østangel, formaar vi dog kun at danne os et høist ufuldkomment billede. Vi ser, at det fremmede efterlignes; men vi ser ikke, at Nordboerne bygger videre paa det fremmedegrundlag og netop derved skaber en ny og selvstændig kultur.

Ganske anderledes merkelige og lærerige er dog de nordiske mynter fra Northumberland. I dette land, hvor Nordboer — først Danske og saa Nordmænd — herskede næsten uafbrudt i henved 70 aar, fra 875 til omkr. 934, udviklede der sig en vikingekultur, hvor fremmed og hjemligt, angelsaksisk, frankisk og nordisk blandedes og gjensidig befrugtede hinanden. Nordboerne begynder som laantagere, men optræder snart fuldt seivstændige og formaar endog at virke tilbage paa angelsaksisk kultur.

Northumberland, den del af England, som sidst gik op i det angelsaksiske fellesrige, indtog paa mange vis en isoleret stilling. I de øvrige angelsaksiske riger var der fra gammel tid sølvpenge i omløb. I Northumberland derimod brugte man kun kobberpenge (styccas). Ja end ikke ved omsætning synes fremmede sølvpenge at være trængt ind paa northumbrisk grund, eller omvendt northumbriske kobberpenge i de andre angelsaksiske riger. I dette forhold skede der en gjennemgribende forandring efter Nordboernes erobring af Northumberland. De nordiske konger, som vel førte fremmede myntmestere med sig, begyndte fra første færd af at præge sølvmynter (pennyer ell. denarer), og kobberpengene forsvinder nu fra Northumberland.

De første nordiske mynter i Northumberland synes, som før nævnt, at stamme fra Lodbrokssønnen Halvdan. Dennes efterfølger som konge i Northumberland hed Gudrød (Gudrød). Steenstrup har af historiske grunde søgt at godtgjøre, at denne kong Gudrød ogsaa har baaret navnet Knut. Dette navn skulde han da ha faat i daaben paa samme maade som Gudrum i Østangel ved sin daab fik navnet Æthelstan. De dygtigste myntforskere er uafhængig kommet til samme overbevisning. Fra Gudrød kjender man nemlig ikke en eneste mynt. Derimod har hovedmassen af mynterne fra Cuerdale-fundet paa forsiden Cnut re(x). Da Cuerdale-fundet er nedlagt omkr. 905, svarer dette udmerket til Gudrøds regjeringstid. Desuden kan man ialfald om en del af disse mynter bevise, at de er præget i York, Northumberlands hovedstad. Kong Gudrøds efterfølger hed Sifred, og paa nogle af Knuts mynter findes foruden kongens navn ogsaa navnet Siefredus. — Der findes fra York en hel del mynter med Siefredus rex. — Man har af dette villet slutte, at Knut og Gudrød er identiske. Jeg kan ikke være enig heri. Steenstrup har vistnok godtgjort (II, s. 97), at hedenske Nordboer, som døbtes, stedse i daaben modtog et nyt navn. Gudrøds samtidige, kong Gudrum i Østangel, er vidnesbyrd nok herom. Men Gudrum antog det angelsaksiske og kristne navn Æthelstan. Der kjendes derimod ingen eksempler paa at hedenske Nordboer i daaben har faat et nyt nordisk og tidligere hedensk navn. Jeg anser ogsaa dette som i og for sig usandsyligt. Og navnet Knut var ved vikingetidens begyndelse kun brugt af Nordboer. En mand ved navn Gudrød kan derfor ikke som andet navn ha baaret navnet Knut. Jeg tror, man maa søge en anden forklaring. Steenstrup siger selv (III s. 32): "Om kongerne i de danske landskaber paa den tid (d. e. ved aar 900) er det vanskeligt at faa klar kundskab. Kong Gudrød af Northumberland var død i York 894, og hans magt blev vistnok arvet ialfald delvis af en jarl Sigferth, der kom fra Dublin og som hjalp de danske paa deres hærgetog i Syd- England. Imidlertid er det ikke muligt at se, naar hans herredømme ophørte, og det lader i det hele til, at der har været meget urolige tilstande i Northumberland."

Fig. 7 En af Knuts mynter.

Steenstrup mener selv, at Gudrød var af dansk æt, søn af kong Hardeknut. Det synes mig da med Gustav Storm at ligge nær at slutte, at Gudrød kan ha havt en søn, som han kaldte Knut efter sin far. Sigfred, som nævnes paa northumbriske mynter dels alene og dels sammen med Knut, tilhørte derimod den Dublinske kongeæt, hvis forbindelse med Northumberland nu begynder. Sigfred tilhørte altsaa en ny (norsk) kongeslægt, der skulde afløse den gamle som herrer over Northumberland. Sigfred forlod Dublin omkr. 892 og var vistnok i den følgende tid optaget af kampe i Vest-England. Uroen i Northumberland synes først at være begyndt efter Gudrøds død. Det er derfor ingen sandsynlighed for at Sigfred er kommet til magten i Northumberland før efter Gudrøds død, da han benyttede sig af de urolige tider, hvor Angelsakserne reiste sig mod Nordboerne. Knut, som arvede magten efter sin far, har da været nødt til at anerkjende Sigfred som medregent. Eller kanske det snarere er gjennem ægteskab, at Sigfred er kommet til magten i Northumberland. Jeg indrømmer, at ogsaa dette bare er en formodning. Men den synes mig dog at have mere for sig end Steenstrups.

De fleste af Knuts mynter har paa forsiden omskriften Cnut rex, med navnet CNVT anbragt ved enden af armene paa et kors. Dette kors er af byzantisk oprindelse, og paa enkelte kors kan man endnu se, at overarmen ender i et græsk V og underarmen i ω d. e, monogrammet Pω MA (Roma). Der er dog ingen grund til at formode direkte øst-romersk indflydelse. Det samme slags kors forekommer ogsaa paa Karl den skaldedes mynter. Om frankisk indflydelse vidner ogsaa Karl den skaldedes monogram Karolus, som findes paa reversen af flere af Knuts mynter. Dette monogram ser saaledes ud:

Fig. 8 Monogram på Karl den skaldedes mynter.

Knuts mynter viser dog ikke bare frankisk, men ogsaa angelsaksisk indflydelse. Paa bagsiden af flere af hans mynter er omskriften delt i fire dele. Denne skik blev indført af Alfred den store og efterlignedes ogsaa af Gudrum-Æthelstan i Østangel.

Enkelte af kong Knuts mynter har paa den ene side dennes navn og paa den anden Alfred den stores (Elfred rex). Man har heri sét et minde om det venskab, som forbandt begge konger. Myntstedernes betegnelse paa disse mynter volder ogsaa vanskelighed. Enkelte synes at være præget i York. idet de paa bagsiden bærer omskriften ✚ EBRAICE CIVITAS, hvilket maa læses, ikke som Ebraice. men som Ebrice civitas, den naturlige skrivemaade for det angelsaksiske Eoforwic (York), med tilføielse af den latinske genitivsendelse -e. Andre af Knuts mynter angiver som myntsted den dengang meget rige nord-franske handelsstad Quentovic (Wicquinghem nær St. Josse sur Mer). Paa endnu andre læser vi CVNETTI, som efter de flestes mening betegner Condé (lat. Condaeum) i Frankrig, et sted, hvor Normannerhæren i 882 — 883 laa i vinterleir. Muligens har Knut været en af Normannerhærens førere og personlig ladet mynter præge i Quentovic og Condé. Muligens har han ogsaa i sin tjeneste havt frankiske myntmestere, som har benyttet disse byers stempel. Selve mynternes udstyr viser ialfald frankisk indflydelse. Man faar i det hele det bestemte indtryk, at de Nordboer, som først fæstede bo i Northumberland, var langt sterkere paavirket af frankisk end af angelsaksisk kultur. Dette er i sig selv naturligt. Thi Normannerhæren, som disse Nord-Englands erobrere tilhørte, virkede mere i Frankrig end i England. Samtidig begynder dog ogsaa angelsaksisk indflydelse at gjøre sig gjældende, dels fra den indfødte befolkning i Northumberland og dels fra Alfred den store og hans rige. Fra Knuts efterfølger eller medregent SIFRED (ca. 894 — 898.?) findes der ogsaa mange mynter. En del af dem ligner Knuts mynter; andre er efterligninger efter Alfreds. Kongens navn skrives dels med latinsk endelse og angelsaksisk form Siefredus, dels Sieuerf; paa et par mynter forekommer den nordiske, snarest norske form Sicurt (Sigurðr). Navnene Sifred (Sigfred) og Sigurd er grammatisk forskjellige; men heltesagnet viser, at de kunde bruges om én og samme person. Den northumbriske konge har da været kaldt Sifred af sine angelsaksiske, men Sigurd af sine nordiske undersaatter. Naar Sicurt forekommer paa mynterne, tør vi kanske deri ogsaa se det første forsøg paa at lade mynterne faa et nordisk præg, noget som siden særlig udmerker de northumbriske mynter. Sifred maa ligesom sin forgjænger ha været kristen. En række af hans mynter har nemlig paa bagsiden D( omi)n(u)s D(eu)s Rex. Fra Sifreds eller Knuts regjering stammer vistnok ogsaa en del mynter med de samme omskrifter, nemlig Ebrt(r)ice Civitas paa forsiden og Mirabilia fecit eller Dominus Dens Rex paa bagsiden, eller med Mirabilia fecit paa forsiden og Dominus Deus Rex paa bagsiden. Erkebiskoperne af York prægede før Nordboernes erobring mynter. Hvis disse sidste mynter ligeledes er præget af erkebiskoperne af York under Nordboernes styre, da viser dette en stor hensynsfuldhed fra Nordboernes side og gir os et andet billede af vikingernes kultur end det, man i almindelighed danner sig af dem som vilde og grusomme kirkeranere.

Fra omkr. aar 900 findes der ogsaa en mynt med Sitric Comes paa forsiden i to linjer og Gundibertus Sceldfor i tre linjer paa bagsiden. Sitric er det nordiske Sigtryg, og Comes er oversættelse af "jarl". Denne Sigtryg jarl viser ligesom kong Sigfreds navn hen til den forbindelse med Dublinerriget, som vedvarede langt ud i det 10de aarhundred. Omkr. 892 var der en Sitric Ivars søn, som med en del af Nordboerne i Dublin drog til Skotland. Det er muligens den samme som Sitric Comes. Man har ogsaa tænkt paa en Sidroc jarl, som faldt i 871. Men Mr. Keary siger: "Da mynttypen er den samme som Alfred's Oxford type, maa den være i det mindste tyve aar yngre end slaget ved Ashdown". Hauberg formoder, at Sitric Comes er den samme som den nedenfor omtalte kong Sigtryg (921?— 926). Men da mynttypen ogsaa findes paa Alfreds mynter, ligger det kanske nærmere at antage Sigtryg for dennes samtidige. Comex er, som nævnt, en oversættelse af det nordiske "jarl".

Det angelsaksiske caldorman oversættes paa latin med priniceps eller comes. Om det er herfra eller fra det Karolingiske riges grever, der oversættes med comes, at Sigtryg har lært at oversætte jarl med comes vover jeg ikke sikkert at afgjøre. — Snarest vidner det dog om karolingisk indflydelse. — Det frankiske navn Gundibert taler ialfald derfor. Myntstedet Saddfor synes at være byen Shelford i nærheden af Cambridge. Hvordan dette skal forklares, at myntstedet er en by udenfor Northumberland, vover jeg ikke at sige.

Fra de første aartier af det 10de aarhundred ved man næsten intet om Northumberland, og i den følgende tid er der ogsaa meget dunkelt. Der var uro og kamp; konger forjoges og vendte tilbage, og deres kronologi er det næsten umuligt at greie. Dog har der, kan man se, i Northumberland mellem 900 og 950 udviklet sig en selvstændig og eiendommelig kultur, en vikingekultur i dette ords egentligste forstand. Denne kultur er baade nordisk og angelsaksisk og har suget kraft og styrke fra begge. Intetsteds merker man dette bedre end paa mynterne, hvoraf der fra denne tid findes en hel række præget af de northumbriske konger. Jeg skal her først opregne disse mynter og siden knytte mere almindelige bemærkninger til dem.

Fra kong Sigtryg (Sitric) af Northumberland findes der enkelte mynter. Denne konge, der hørte til den dublinske kongeæt, blev i 920 fordrevet fra Dublin og satte sig fast i Davenport i Cheshire. Efter Eadwards død i 924 kom han til Northumberland og blev konge dér. I 925 fik han Æthelstans søster til ægte, men døde alt det følgende aar. De mynter, som findes fra ham, er kanske delvis præget før han kom til Northumberland; dette er dog tvivlsomt. Keary omtaler en af hans mynter, som findes i British Museum. Den har paa forsiden følgende omskrift: ✚ Sitric Cununc A og paa bagsiden ✚ Ascolv monetr a, d. e. Ascolv monetarias. I midten af feltet er der paa forsiden en trebladet figur, en saakaldt "valknude. Paa bagsiden er der en fane.

Fig. 9 Mynter fra kong Sigtrygs tid.

En anden af Sigtrygs mynter har paa forsiden Sitric Rex i to linjer, paa begge sider af et vikingesverd. Paa bagsiden er der i midten en hammer (?) eller bogstavet T samt omskriften ✚ Sirant.

Fig. 10 En av Sigtrygs mynter med Sitric Rex i to linjer, paa begge sider af et vikingesverd.

Rasleigh afbilder to lignende mynter, af hvilke den ene, som kun er halv, paa bagsiden har ARE MO — der har vistnok oprindelig staat Sicare monetarius. Den anden mynt har paa bagsiden en uforstaaelig omskrift: Caest Daegert(?).

Den følgende mynt er af Keary under tvivl henført til kong Erik af Northumberland, men tilhører visselig Sigtryg. Paa den ene side er indskriften Lu(n)do Sitre mellem et sverd og en omvendt hammer. Paa den anden side er der i midten et kors omgit af to halvmaaner og to kugler og omkriften Eric moti. At denne mynt tilhører Sigtryg er klart. For det første overser Keary, som selv gir et billede af mynten (Cat. I, pl. XXIX f 13), at der maa læses Sitre (= Sitric) og ikke Sitr. Desuden findes sverdet altid paa myntens forside, saa at Eric moti maa staa paa dennes bagside. Eric moti kan heller ikke staa i forbindelse med navnet paa en konge; Dioti hænger sammen med moneta, "mynt" eller monetarius, "myntpræger". Hvordan Lundo er kommet paa mynten, ved jeg ikke; det maa betyde London; men mynten er fra Northumberland. Kanske er en af Sigtrygs mynter præget i London, efterat denne havde faat Æthelstans søster tilægte.

Til Sigtryg hører ogsaa, skulde jeg tro, en mynt med temmelig forvirrede omskrifter. Den har paa forsiden et tilhøire vendt sverd og indskriften Sitric rex, og paa bagsiden en hammer samt en indskrift, hvoraf vi kun kan læse begyndelsen INEA.

Fig. 11 Mynt fra Sigtrygs tid med innskriften Sitric rex.

Af navnet Ragnvald findes der to konger i York. Den ene tog York i 919 og synes at være død i 921. Den anden, som var søn af Godfred, blev døbt i 943 og døde i 944; men hvor længe han da havde hersket, ved man ikke. Det er en misforstaaelse, naar Keary (Cat. I, s, 232) angir, at Ragnvald regjerede 913—914. Den Angelsaksiske krønike omtaler bare, at kong Ragnvald blev døbt i 943 (ell. 942), men ikke at han blev konge i dette aar. Mr. Keary mener (Cat. I, s. LXIX), at mynterne med Ragnvalds navn stammer mere fra den sidste Ragnvald.

Den ene af Ragnvalds mynter har i midten et kors og omskriften Regunald Cunne paa forsiden; paa bagsiden har den: AVRA MONIT-RE-V (feil for Aura moniteres); i midten er der et lidet kors ✚.

Fig. 12 Kors med omskriften Regunald Cunne fra Ragnvalds tid.

Paa den anden mynt, hvoraf kun et stykke er bevaret, har der ligesom paa en af Sitrics mynter paa forsiden været en valknude og paa bagsiden en fane. Af de to omskrifter læses kun regiu og ✚ B-K.

Foruden disse to mynter findes der en række mere barbariske, som man ogsaa har henført til Ragnvald. De ligner mest daarlige efterligninger af St. Petersmynterne, som nedenfor skal omtales. Men legenden er paa forsiden Ruinealt eller forvanskninger deraf ; paa bagsiden synes vi at læse forvanskede former af byen Yorks navn.

• Type I a har paa forsiden i midten af feltet et tilhøire vendt hoved og paa bagsiden det før omtalte Karolusmonogram.

• Type I b er lig type i a; kun er hovedet vendt til venstre.

• Type 2 har paa forsiden en aaben haand med nedadvendte fingre og paa bagsiden Karolus-monogrammet.

• Type 3 har paa forsiden i midten en hammer og paa bagsiden en spændt bue med en pil gjennem.

Fig. 13 Åpen hånd med nedadvendte fingre.

Af navnet Olav har der været to konger i Northumberland. Den ene er Olav Godfreds søn, som ogsaa var konge af Dublin og døde i 941 efter kun at ha hersket et aars tid. Den anden er den navnkundige Olav Kvaaran, der døde som Dublins konge paa pilgrimstog til øen Iona i 981. Olav Kvaaran var søn af Northumberlands konge Sitric og toges efter Ethelstans død selv til konge omkr. aar 940, hvor han i begyndelsen styrede sammen med Olav Godfreds søn og rimeligvis ogsaa med Ragnvald Godfreds søn. Olav Kvaaran blev dog fordrevet omkr. 944, men synes senere at være kommet tilbage og at ha hersket mellem 948 og 952. Tidsregningen for disse aar er dog meget vaklende og usikker . Mr. Keary mener, at alle mynter med navnet Olav (Anlaf, Onlaf) stammer fra Olav Kvaaran. Dette kan dog ikke bevises, men er kanske sandsynligt.

• Type I af Olavs mynter har ligesom Sigtrygs og Ragnvalds paa forsiden en valknude og paa bagsiden en fane. Paa forsiden læses: Anlaf Cununc M og paa bagsiden myntprægerens navn (Ascolv, Famlan, Farman).

• Type 2 har paa forsiden en ravn med udspilede vinger og omskriften ✚ Anlaf Cunnunc; paa bagsiden er der i midten et lidet kors og som omskrift er anbragt myntprægerens navn (Aðalferd).

• Type 3, har ligesom en af Ragnvalds mynter paa forsiden et kors og paa bagsiden et lidet kors ✚. Omskriften er paa forsiden ✚ Anlaf Aida Cununc og paa bagsiden RĀDVLF MONETT.

• Type 4 har paa begge sider i midten af feltet et lidet kors, paa bagsiden ogsaa bogstavet M. Paa forsiden er omskriften: ✚ Anlaf Cununc O, og paa bagsiden: Sicares mot.

• Type 5 har paa forsiden et lidet kors som type 4 og omskriften ✚ Anlaf Rex. Tod; paa bagsiden er øverst en rose mellem to bøiede grene. Nedenunder læses myntprægerens navn Radulf og nederst er anbragt en fuldudsprungen blomst med 8 blade.

• Type 6 har paa for- og bagsiden et kors af samme slags, men en smule større end type 4. Paa forsiden er omskriften ✚ Onlaf Rex samt S ell O. Paa bagsiden læses myntprægerens navn (Farmon eller Ingelar).

• Type 7 er som type 6 paa forsiden ( ✚ Onlof Rex I); paa bagsiden læses myntmesterens navn i to linjer med tre kors mellem.

Fig. 14 Lite kors på baksiden av en mynt med ✚Anlaf Aida Cununc på forsiden og RĀDVLF MONETT på baksiden.

Olav Kvaarans efterfølger som konge i Northumberland hed Erik, der rimeligvis er den samme som Harald Haarfagres søn Erik Blodøks. Han var i Northumberland i 948 og paany fra omkr. 952, indtil han blev dræbt i 954.

Eriks type 1 ligner ganske Olav Kvaarans type 7 og har paa forsiden omskriften ✚ Eric Rex eller Ericus Rex samt A Al, En, Efor, Io. Paa bagsiden læses myntprægernes navne, Hunred, Radulf og Ingelbar.

Type 2 har ligesom en af Sitric's mynter Eric Rex i to linjer mellem et sverd. Paa bagsiden er et lidet kors, samt paa én mynt omskriften Aculf mon, paa en anden Ingelbar. Andre mynter af denne type beskrives af Rasleigh (Numismatic Chronicle, New Series IX s. 84 og pl. II f. 25). De har paa bagsiden omskrifterne: Leofic, mone, Aculf mon, Radulf meoi, Ingelbar mi, samt to andre med Ingelgar og feilskrivning af monetarius).

Foruden de her omtalte mynter findes der en del andre, de saak. St. Peters mynter, som maa være præget i York under Nordboernes herredømme. Pundene viser, at de ikke kan være yngre end omkr. 950. De er et sidestykke til St. Edmund-mynterne fra Østangel. De skal være præget af erkebiskoperne i York, der, som vi ved, oftest stod paa Nordboernes side mod Angelsakserne. Dette er dog tvivlsomt; thi disse mynter har billeder, der synes hedensk-nordiske, ved siden af kristne omskrifter. Mynterne har paa forsiden SC PETR MO ( = Sancti Petri moneta?) eller feilskrivninger af dette. Paa bagsiden læses byen Yorks navn, mer eller mindre feilskrevet (Eborace. Ebrace o.l.).

Fig. 15 Mynt som stammer fra Olaf Kvaaran. Type 1.

Der er af disse mynter forskjellige typer. Jeg gjengir her type 1; paa bagsiden er der et kors, omgit af 4 kugler midt i feltet. Denne mynt svarer ganske til den for omtalte mynt med Lundu Sitrc.

Type 2 har paa forsiden foruden indskriften bare et tilhøire vendt sverd. Paa bagsiden ses midt i feltet den amme figur, som er anbragt nedentil paa forsiden af type 1.

Type 3 har paa forsiden et til venstre vendt sverd med en krog paa spidsen og paa bagsiden samme figur som type 2.

Type 4 har paa forsiden det samme sverd som type 3, og paa bagsiden den før under kong Ragnvald nævnte hammer. De andre mynttyper ligner mere de angelsaksiske. Kun kan nævnes, at paa bagsiden af type 5 er det for nævnte Karolus-monogram anbragt.

Endnu maa nævnes, at sverdet ogsaa forekommer paa en mynt, der paa forsiden har Sancti Martini og paa bagsiden Lincoia civit (d. e. Lacolnia civitas ell. Lincoln) som omskrift og et kors i midten. Denne mynt, der er fra Lincoln, maa stamme fra den tid, da Nordboerne var herrer i Femborgdistriktet.

Undersøger vi nu selve mynttyperne lidt nærmere, vil vi finde at en hel del typer er af angelsaksisk oprindelse og gjenfindes paa de med de northumbriske konger samtidige Æthelstans, Eadmunds og Eadreds mynter. Mr. Keary siger (Cat. II, s. LX VI): "De mynter, som er præget af Ivars hus (ɔ: Sigtryg og hans efterfølgere) er ganske forskjellige fra dem, som prægedes af den mystiske Knut og af Sifred i Northumberland under Alfreds regjering. De er ikke barbariske fabrikationer, som hine ældre northumbriske mynter, men modelleret efter samtidige mynter af Wessex-kongerne Æthelstan, Eadmund og Eadred.

Det lille kors, det saak. "cross pattée" ( ✚) paa flere af Olavs og Eriks mynter gjenfindes saaledes paa mangfoldige af Æthelstans, Eadmunds og Eadreds mynter. Den merkelige type fra Olav, som jeg tidligere har beskrevet, med "cross pattée" paa forsiden og paa bagsiden en rose mellem to grene og en roset nederst paa feltet gjenfindes paa Eadmunds mynter. Myntprægerens navn paa bagsiden i to linjer mellem tre kors paa Olavs og Eriks mynter gjenfindes paa Eadward den ældres, Æthelstans og Eadmunds mynter.

Fig. 16 Det såkalte "cross pattée" ( ✚) paa flere af Olavs og Eriks mynter gjenfinnes på mangfoldige av Æthelstans, Eadmunds og Eadreds mynter.

I det hele er den skik at sætte myntmesterens navn paa bagsiden af mynten typisk angelsaksisk. Enkelte typer synes dog at stamme fra ældre angelsaksiske forbilleder, f. eks. det saakaldte "Cross moline" paa en af Ragnvalds mynter. Dette kors gjenfindes paa mynter fra Æthelwulf af Wessex (838 — 858). Hovedet paa et par af Ragnvalds mere barbariske mynter har ogsaa angelsaksiske forbilleder. Men det er saa raat udført, at man ikke kan se, hvorfra det stammer.

Fig. 17 Et par av Ragnvalds mynter vitner om kristen innflytelse. Hånden er utvilsomt hånden fra himmelen, som på den tiden var et vanlig symbol på den første person i treeenigheten.

Om kristen indflydelse vidner ligeledes haanden paa et par af Ragnvalds mynter. Denne haand er uden tvivl haanden fra himmelen, det paa denne tid sædvanlige symbol paa den første person i treenigheden. En af mynterne har over haanden tre prikker, som fremstiller skyerne, hvorfra haanden rækkes ud. En noget tilsvarende haand findes paa mynter fra Æthelred II (978 — 1013, 1014 — 1016). Denne haand ser saaledes ud :

Fig. 18 Varianter av "Guds hånd" på en av Ragnvalds mynter.

Paa mynter fra Eadward den ældre (901 — 925) træffer man en haand af en anden type. At denne haand skal forestille Guds almægtige og beskyttende haand ses og deraf, at der paa enkelte af Æthelreds mynter ved siden af haanden er anbragt de græske bogstaver Alpha og Omega.

Haanden paa Eadwards mynter er saa forskjellig, at jeg maa være enig med Keary, som siger, at haanden paa Ragnvalds mynter ikke kan være en efterligning af Eadwards type. At den skulde være en efterligning af haanden paa Æthelreds mynter, er udelukket, fordi disse er saa meget yngre. Man maa af dette ha lov til at slutte, at Nordboerne i Northumberland ogsaa udenfor mynterne har havt noget kjendskab til den kristne kirkes billedfremstillinger. Nordiske runekors fra England og øen Man peger ogsaa, som andetsteds omtalt, i samme retning.

Fig. 19 Valknuten forekommer på Sigtrygs, Ragnvalds og Olavs mynter.

Ved siden af disse angelsaksiske eller kristelige forbilleder indførte Nordboerne i Northumberland ogsaa paa sine mynter billeder, som i særlig grad er eiendommelige for dem. Dette er da først tilfældet med "valknuden" paa Sigtrygs, Ragnvalds og Olavs mynter. Professor Erslev har søgt at vise, at dette merke er typisk nordisk og at det foruden paa de northumbriske mynter findes paa enkelte af Knut den stores danske mynter. Valknuden findes dog alt paa de ældste angelsaksiske mynter ligesom ogsaa paa skotske og northumbriske stenkors.

Endnu merkeligere og udpræget nordisk er fanen og ravnen paa Sigtrygs, Ragnvalds og Olavs mynter. Fanen eller "merket" spillede en stor rolle hos de gamle Nordboer. Kongerne havde sit merke, der var udstyret med et eller andet billede omtr. som senere tiders vaabenskjold, og som var kjendt under et eget navn. Harald Haardraade havde saaledes merket "Landode" (Landeyða), og Sverre havde merket "Seierfluen" (Sigrflugan). Merket blev i kampen baaret foran høvdingen og om det samlede man sig. Særlig fremstillede de hedenske Nordboer paa sine merker billeder, som havde religiøs betydning. Ørnen var Jupiters hellige fugl; derfor blev ogsaa ørnen Romernes krigsmerke og fulgte legionerne paa deres tog. Paa samme vis var ravnen Odins hellige fugl. Ravnene Hugin og Munin sad paa Odins skuldre og fløi ud for at bringe ham kundskab om verden. Ravnen drak de faldne krigeres blod, fortæller Eddadigtene, og af dens flugt tog Nordboerne varsler i kampen. Saaledes siger Odin i Reginsmal 20:

dyggva fylgju

hygg ek ins dökkva vera

at hrottameiði hrafns.

Fig. 20 Efter Worsaae, Minder. Den northrumbiske fane.

Intet under derfor, at en fane med billede af ravnen blev Nordboernes hovedmerke i vikingetiden. Ravnen var Lodbrokssønnernes merke, og den Angelsaksiske krønike fortæller for aar 878 om et slag, som vikingerne under to af Lodbrokssønnerne tabte: "Der blev den kampfane taget, som de kaldte "Ravn" (þar wæs se guðfana genumen þe hi ræfen heton). Mer end hundrede aar senere, i slaget ved Assendun i 1016, havde Knut den store og Danskerne det samme merke. Og en fane med en ravn paa blev baaret foran Orknøjarlen Sigurd Lødvesson i Clontarfslaget 1014. Vore forfædre troede om ravnen paa merket, at naar den foldede sine vinger ud, varslede det om seier; men lod den dem hænge, varslede det undergang.

Den med frynser eller tunger forsynede fane paa de northumbriske mynter maa forestille kampfanen (gunnfaui), som blev baaret foran høvdingen i kampen. Lignende faner findes ogsaa, som Worsaae allerede har vist, afbildet paa Bayeux-tapetet og brugtes af Normannerne, da de vandt England.

Fig. 21 Torshammer av sølv.

Paa den normanniske fane ses en liden fugl, der vel, som Worsaae mener, forestiller Odins ravn, medens der i midten af den northumbriske fane synes at være en roset. Derimod er fuglen paa Olavs northumbriske mynter visselig Odins ravn. Worsaae har formodet (Minder, s. 90), at ravnemerket ogsaa kunde være en af tøi udskaaret figur, der fæstedes til en stang. Worsaae slutter dette af Bayeuxtapetet, hvor Harald Godwinessøns fald i slaget ved Hastings er fremstillet. Kongens merkesmand bærer en fane, hvortil er festet en udskaaret dragefigur, som var det angelsaksiske kongemerke. Lige ved ser man ogsaa nede paa jorden en lignende dragefigur, som synes at være fæstet til eller at hænge ved et spyd. Worsaae tror, at disse figurer var skaaret ud i tøi. Dette kan man dog ikke se af billedet. De kan ligesaa godt ha været skaaret ud i træ eller støbt i metal. Er dette saa, kunde det kanske tale for Mr. Keary's formodning, at ravnen paa de northumbriske mynter ogsaa gjengir et saadant udskaaret krigsmerke, og at disse to slags bannere svarer til de romerske hæres vexillum og aquila. Dette er dog en ganske løs formodning.

Fig. 22 Torshammer på mynter fra Sigtryg samt på St. Peters-myntene.

Videre kan nævnes billedet der dels sammen med et sverd og dels alene forekommer paa mynter fra Sigtryg samt paa St. Peters-mynterne. Mr. Keary tror (Cat. I. s. 238 anm.), at dette billede forestiller en omvendt mitra. Dette er feilagtigt; det er utvivlsomt en Torshammer. Denne var for Nordboerne et helligt symbol; paa runestene afbildede de den sammen med ordene: "Tor vie disse runer!" De brugte ogsaa smaa Torshammere som amuletter. En mængde slige er fundet baade i Norden og paa de Britiske Øer. De har alle den for billedet paa de northumbriske mynter eiendommelige form.

Ogsaa det andet hammermerke paa de northumbriske mynter fremstiller en Torshammer. Lignende Torshammere, brugt som amuletter, har man nemlig ogsaa fundet i de nordiske lande.

Fig. 23 Hammermerke på northumbriske mynter.

Hvad den før omtalte bue med pil igjennem skal betegne, ved jeg ikke. Jeg skal kun minde om at de hedenske Nordboer svor ved sine vaaben; forsaavidt var alle vaaben hellige og kunde passende anbringes ogsaa paa mynter. Desuden var fra gammel tid bueskydning særlig udviklet i Nord-England.

Vi kommer tilslut til sverdet, der findes paa Sigtrygs og Eriks, samt paa St. Peters og St. Martins mynter, dels alene mellem Sitric eller Eric og rex, dels i forbindelse med Tors hammer. Sverdet har visselig her en symbolsk betydning. Jeg nævner andetsteds, at sverdet hos Nordboerne i Dublin og paa øen Man var et sindbillede paa kongemagten. Dublinkongens kronregaler var, kan man gjerne sige, "Carlus´s sverd" og Tors hellige ring. Kanske har man ogsaa i templet i Dublin gjemt et billede af Tors hammer. — Jeg skulde da tro, at sverdet paa de northumbriske mynter er et sindbillede paa kongemagten.

Mr. Haigh og efter ham Mr. Rasleigh (s. 72) gaar endnu videre. De peger paa, at Karolus-monogrammet findes paa mynter fra Knut og Ragnvald samt paa St. Peters-mynterne. De sætter dette i forbindelse med, at sverdet findes paa de northumbriske mynter, og mener at "Carlus's sverd" blev git af Karl den skaldede til Ragnar Lodbrok, og gjemt som en skat af dennes efterkommere, kongerne i Dublin og Northumberland. Jeg skal ikke her gaa nærmere ind paa dette, men kun minde om, at Carlus's sverd, saa vidt man ved, aldrig fandtes i Northumberland. Har Karolus-monogrammet paa de northumbriske mynter overhovedet nogen symbolsk betydning, maa det være som et sindbillede paa kongemagten, men uafhængigt af "Carlus's sverd" i Dublin.

__________

Kaster vi nu et blik paa udstyret af de northumbriske mynter, vil vi se, at vi allerede af dem kan danne os et billede af vikingetidens kultur, slig som den udviklede sig hos Nordboerne paa de Britiske Øer. Straks Nordboerne sætter sig fast i Northumberland, viser de sin selvstændighed. De afskafter de lidet værdifulde kobberstyccas og indfører isteden lødige sølvpennier og halvpennier.

I det 9de aarhundred er Nordboerne afhængige af sine frankiske og angelsaksiske forbilleder. Men i første halvdel af 10de aarhundred har de allerede udviklet en selvstændig kultur, hvor fremmed og hjemligt, hedensk og kristent paa en vidunderlig maade er forenet. Tors hammer stilles ved siden af apostelen Peters hellige navn og Odins ravn ved siden af Kristi kors; kampfanen rager op, buen spændes og stridsøksen løftes, mens Gud Fader rækker sin haand ned fra himmelen. Vi faar her som paa runestene fra Isle of Man et tydeligt billede af at hedenskab og kristendom leved og trivedes side om side i vikingernes sind. Snart var de hedninger, snart kristne, paa bunden kanske ingen af delene, men bare stolende paa sin egen kraft og styrke. Vi hører om vikingekonger, som først lader sig døbe, men siden afsværger sin kristendom, og vi ser endog, at oppe i Northumberland gjør erkebiskop Wulfstan af York fælles sag med den hedenske Olav Kvaaran mod de kristne Angelsakser.

Gaar vi saa fra udstyret over til at undersøge mynternes omskrifter, vil vi ogsaa der finde mange spor af en selvstændig nordisk vikingekultur, paavirket af, men ikke efterlignende den angelsaksiske.

De northumbriske myntprægere, hvis navne findes paa bagsiden af mynterne, var i begyndelsen Angelsakser eller Franker. Snart begyndte dog ogsaa Nordboer at lære kunsten at præge mynter. Kong Sigtryg havde, som før nævnt, myntmestrene ASCOLV, SIRANT og (SIC)ARE eller ARE samt rimeligvis ERIC.

Ascolc kan være tysk Asculf. Dog er dette mindre sandsynligt. Den sidste nordiske konge i Dublin kaldes Haskulf eller Askulf. Allerede P. A. Munch har formodet, at dette navn er det nordiske Hǫskuldr. Ascolv er da kanske ogsaa dette nordiske navn, der i udlandet er blit omdannet eller omtydet.

Sirant staar vel, som alt B. Hildebrand har formodet, istedenfor Sibrant, især da et bogstav synes at være borte. Dette navn kan være baade tysk og nordisk. Sybradus, Sibrandus (egt. Sigbrandr) forekommer i middelalderen i Danmark.

Jeg har formodet, at are paa en af Sigtrygs mynter staar istedenfor Sicare, som var navn paa en af Olav Kvaarans myntprægere (Sicares mot). Sicar er det nordiske navn Sigarr.

Jeg har før nævnt en af Sigtrygs mynter med Eric moti paa bagsiden og formodet, at Eric var myntmesterens navn. Eric er nordisk Eirikr.

Af Ragnvalds myntprægere kjender vi igrunden kun en eneste, Aura. Dette navn er sandsynligvis genitiv af det nordiske mandsnavn Auri, en sideform til Aurir.

Olav Kvaaran havde ogsaa flere nordiske myntmestre, de før nævnte Ascolv og Sicar samt Farman (Famlann ell. Farmon), det nordiske Farmaðr (Farmann); navnet betyder egt. "kjøbmand, farmand". Dette navn findes ogsaa paa senere angelsaksiske saa vel som paa Dubliner-mynter. Man skulde næsten formode, at alle disse myntprægere har tilhørt samme slægt. Navnet var nemlig ikke almindeligt, om det end var kjendt ogsaa i Norden.

Olavs øvrige myntprægere, Æðelferd, Radulf, Ingelgar og Baciaser, synes ikke at have været Nordboer, uden maaske Radulf, der enten er nordisk eller tysk. Af kong Eriks myntprægere kjendes: Hunred, Ingelgar, Radulf og Aculf. Af disse kan foruden Radulf muligens ogsaa Hunred ha været en Nordbo (= oldn. Húnroðr); men dette navn kan ogsaa være angelsaksisk.

Af den foregaaende fortegnelse ser vi ialfald, at der i det 10de aarhundredes første halvdel virkelig fandtes nordiske myntprægere i Northumberland. En saadan myntpræger maatte ikke alene kjende den kunst at skjære stemplet hvorefter han prægede sine mynter, han maatte ogsaa ha ialfald det første elementære kjendskab til latinsk bogstavskrift. Thi med latinske bogstaver skulde kongens navn sættes paa forsiden og myntprægerens elter myntstedets paa bagsiden. Dette kjendskab var naturligvis i begyndelsen høist nødtørftigt. Men det var dog allerede noget at kunne skrive nordiske navne med latinske bogstaver. I begyndelsen efterlignede Nordboerne naturligvis sine angelsaksiske læremestre slavisk og uselvstændig. Men det varede ikke længe, før de forsøgte at gjengi nordiske ord med latinske bogstaver paa mynterne. Allerede skrivemaaden Sicurf paa nogle af Sigfreds mynter viser i denne retning. Man kan ikke af mynterne direkte slutte, at Nordboerne i Northumberland forstod at læse og skrive latinske bogstaver. Dertil er der for stor forskjel mellem mynternes og bøgernes skrift. Men det første skridt var dog gjort. Nordboerne begyndte ialfald at bruge latinske bogstaver til at udtrykke ord af sit eget sprog. Og myntprægerne kan ikke ha været de eneste, som forstod denne kunst. Naar, som jeg straks nedenfor nærmere skal omtale, det nordiske ord for "konge" paa Sigtrygs og hans efterfølgeres mynter træder istedenfor det latinske rex, saa kan dette ikke ikke være skeet uden efter kongernes bud. Ideen hertil kan være kommet fra kongerne selv eller fra deres nærmeste raadgivere, kanske ogsaa fra myntens øverste tilsynsmand, men neppe fra de underordnede myntprægere. Og de mænd, som har fundet paa dette, kan ikke ha været uden kjendskab til latinsk bogstavskrift. De maa ha forstaat, at den latinske bogstavskrift er det letteste og hændigste middel til at udtrykke ord og tanker. Men dette er en ting af stor vigtighed. Her vil jeg kun slaa fast, at medens man ialmindelighed mener, at Nordboerne først ud i det 11te, ja vel først i begyndelsen af det 12te aarhundred lærte at bruge latinske bogstaver, saa kan det godtgjøres, at de første famlende forsøg er gjort langt tidligere, ved begyndelsen af det 10de aarhundred.

De nordiske ord. som forekommer paa mynter, er cunne, cunuc, som findes paa Sigtrygs, Ragnvalds og Olavs mynter. Det er det nordiske konungr, som paa runestene regelmæssig skrives kununka, kunuka. Om formen cununc viser, at nominativsmerket "r" er faldt bort, vover jeg ikke at afgjøre. Dette ord er paa mynterne traadt istedenfor rex, som dog ogsaa findes paa enkelte af Olavs og paa alle Eriks mynter. Det tilsvarende angelsaksiske ord cyning findes ikke paa nogen angelsaksisk mynt. Det maa altsaa være Nordboerne selv, som har indført brugen af sit hjemlige ord for konge istedenfor det latinske.

Paa en af Eriks mynter, som er præget af Radulf, læses: Ericrex Io. Paa en ganske tilsvarende mynt, præget af den samme Radulf, læses Eric rex Efor. Mr. Keary har allerede formodet at Efor er for Eoforuic (York). Da dette utvivlsomt er rigtigt, maa man slutte at Io ogsaa maa være forkortning for en skrivemaade af byen Yorks navn. Men med Io begyndte neppe andet end byens nordiske navn Jorrik. Vi har da her ialfald indflydelse fra nordisk skrivemaade.

Paa en af Olavs mynter læses, som før nævnt, paa bagsiden: Sicares mot. Dette har vistnok af Nordboerne været opfattet som Sigars mot, d. e. "Sigars myntbillede" eller "Sigars stempel".

Ganske paa samme maade bruges mót paa norske mynter fra Harald Haardraade og hans efterfølgere. I myntfundet fra Græslid i Tydalen fandtes der en mængde mynter fra disse konger. En hel række af disse, ikke mindre end 335 i tal, var udgaat fra Gunnars verksted og bar med runer indskrifterne: KVNAR A MOT þISA, osv..

Især ligger en form som KVNARS MOT ÞITA nær ved Sicares mot. mót n. er et oprindelig nordisk ord. Ifølge Fritzner betyder det paa oldnorsk: 1) Billede; þá spurði hann, hverts mót eða mark var á peim peningi (= Vulgata, cujus est imago hæc et subscriptio); skaltu smiða hús eptir því móti, sem ek mun syna þér, Flat, I, 439. 2) Udseende, ydre tegn, som bærer vidnesbyrd om noget; 3) beskaffenhed, maade. I gl. svensk betyder mot efter Söderwall: 1) form, gjutform, 2) stempel, prägel, bild: waar nattura kalhis þäninga, thyat hon er skapat äpter gudz liknilse, ok hawer hans mot. Ordets oprindelige betydning synes at ha været "billede, udseende". Det er bl. a. gaat over i lappisk, muotto, som betyder "ansigt, kind". Derimod synes betydningen "billede paa mynt, stempel" ikke at være oprindelig.

Man skulde tro, at mót i betydningen "billede paa mynt, stempel" var et fremmedord, da Nordboerne jo ikke kan ha kjendt myntstempler, før de lærte at præge mynter. Men mót i betydningen billede, billede paa en mynt, stempel, osv. findes ikke paa angelsaksisk, hvor det kun betyder "tax, toll". Ordet forekommer overhovedet ikke i noget germansk sprog udenfor de nordiske. Men hvordan skal det da forklares? Paa flere angelsaksiske mynter fra Eadmund (940 — 946), Eadred (946—955), Eadwig (955—959) og Eadgar (959 — 975) finder man mot, f. eks.: Amundes mot, Sigares mot, Fredices mot, Begderes mot, Grimes mot, Wulfgares mot, Durandes mot o. fl.. Mr. Keary oplyser, at den oprindelige legende i forbindelse med myntprægerens navn var maneta, som stod for monetarius. Men senere fik moneta paa mynterne betydningen "penge, mynt". Han mener ogsaa, at mot i forbindelse med et substantiv i genitiv er en forkortet skrivemaade for maneta, "mynt, penge". Denne formodning blir til vished, naar vi ser, at af to mynter fra kong Eadgar har den ene omskriften: Durandes mot, medens den anden har: Durandies moneta. Her er det klart, at mot er en skriftlig forkortning af moneta.

Men naar en Nordbo saa dette mot paa en mynt, saa maatte han, som ikke var hjemme i latin, naturlig tro, at det var det nordiske mót, "billede, udseende". Af de myntmestere, som paa mynter for angelsaksiske konger brugte forkortningen mot i forbindelse med sit eget navn i genitiv, var flere af nordisk herkomst. Blant disse kan nævnes Sigarr, som ogsaa prægede for Olav Kvaaran, Amundr (i Amundes mot), Reiðarr (i Regðeres mot), Friðrekr Frírekr (i Friðeces mot), Grímr (i Grimes mot) o. fl.

Om Sigar paa Olav Kvaarans mynt har brugt mot som et nordisk ord eller som forkortning af moneta, vover jeg ikke at afgjøre. Men da det nordiske conunc findes paa mynternes forside, skulde jeg nærmest tro, at Skares mot ogsaa har været opfattet som nordisk; ialfald er Sicares genitiv af et nordisk navn.

Fra dette mot, som egentlig er en forkortning af det latinske "moneta", maa det være, at det gammelnordiske mót har faat sin betydning "billede paa mynt, stempel". Naar norske mynter har indskrifterne : KVNAR A MOT ÞISA (Gunnar eier dette stempel), KVNARS MOT ÞITA (Gunnars stempel dette), saa kan betydningen af mot her ikke regelmæssig ha udviklet sig af det oldnorske mot i dettes oprindelige betydning. Formen þisa, som findes paa flere af Gunnars mynter, er ikke neutrum, men femininum. Er dette et minde om at "moneta" er femininum?

Vi har her et af de mange tilfælde, hvor Nordboerne i vikingetiden har misforstaaet det fremmede og i dette lagt en ny betydning, som de saa har udviklet videre.

I det hele viser de northumbriske mynters omskrifter ligesom deres udstyr, at Nordboerne ikke bare tilegnede sig slavisk, men at de selvstændig udviklede det fremmede og lempede det efter sit eget.

Den samme brug af nordiske ord istedenfor latinske paa mynterne findes ogsaa paa mynter fra Dublin. Før jeg gaar over til at tale om dette, skal jeg dog kortelig gjennemgå myntprægernavnene paa de angelsaksiske mynter.

__________

Allerede Worsaae har gjort opmerksom paa, at mange af de angelsaksiske kongers myntprægere har nordiske navne. Han siger: "I 8de og 9de aarhundred er myntmestrenes navne endnu rent angelsaksiske. Men hen i det 10de aarhundred og fornemmelig efter aar 950 begynder rent danske eller nordiske navne at komme frem. Disse nordiske navne findes isærdeleshed paa mynter, der er prægede i den nordlige del af England, ialfald i de af de danske tidlig bosatte strækninger nord for Watlingastræt. Men under kong Æthelred den anden (979 — 1013), som saalænge kjæmpede med Svend Tveskjæg og Knut den store, og altsaa dog inden Englands erobring af de danske var fuldendt, fremtræder som følge af de danskes sterkt stigende magt paa engang nordiske myntmestre i et saadant antal, at man alene paa de hidtil fundne mynter af Æthelred kan udpege navnene paa 40 til 50 forskjellige rundtom i England. Under det danske overherredømme her forekommer naturligvis paa mynter fra Knut den store og Harald Harefod en ikke mindre mængde nordiske navne, ja endog efter danevældets ophør træffes de næsten i samme antal som før paa mynter af Angelsakseren Edward Confessor († 1066)." Worsaae gir derpaa en fortegnelse paa omtr. femti nordiske myntprægernavne fra Æthelred II indtil Edward Confessor (979 — 1066).

Efter Worsaaes tid er en hel mængde nye mynter fremdragne, og bl. a. alle de angelsaksiske mynter i British Museum katalogiserede. Man har derved faat et langt rigere stof til sin raadighed, end det Worsaae kjendte. Jeg har allerede pegt paa, at der paa St. Edmunds- mynterne (fra slutningen af 9de aarhundred) synes at forekomme nordiske myntprægernavne som Steinn og Hásteinn. Af northumbriske myntprægere fra slutningen af 9de aarhundred kjender vi næsten ingen; ellers vilde vi blant dem sikkerlig ogsaa ha truffet Nordboer. Fra første halvdel af 10de aarhundred kan derimod, som før nævnt, flere nordiske myntprægere i Northumberland paavises. Ogsaa blant myntprægere for angelsaksiske konger træffer vi fra denne tid af adskillige nordiske navne. Jeg opregner her følgende, hvis navne jeg har hentet fra Catalogue of English Coins in the British Museum, Anglo-Saxon Series, vol. II:

Under Alfred (871 — 901) finder jeg kun Boga (isl. Bogi, gl. dansk Bughi, gl.svensk Boghit). Den samme myntpræger finder jeg ogsaa under Eadward (901 — 925), hvor navnet skrives Boiga, Boga el. Buga. Under Eadward den ældre maa der allerede ha været adskillige myntprægere af nordisk herkomst. Foruden denne Boge finder jeg: Brece (= gl.dansk Breke?), Clip (= oldn. Kleppr, Klyppr, gl.d..*Klepp), Framunis (= Framviss), Gunne (= oldn. (Gunni, gl.d. Gunni, gl.sv. Gunne), Þurlac (også skr. Durlac) (= Þorlakr) samt Farmen (= Farman paa Olavs northumbriske mynter). Foruden disse navne er følgende muligens nordiske: Heardher (= Hǫðr' med bevaret nominativs-merke?) og Irfura. Dette sidste navn kan ogsaa være angelsaksisk, men er vel snarest nordisk, da det betyder en "Irlandsfarer" en kjøbmand, som farer paa Irland (jfr. oldn. Eyfari, et navn, som bl. a. brugtes i Irland).

Under Æthelstan (925—940 el. 941) har jeg fundet følgende nordiske navne: Are (= oldn. Ari), Asulf (= Ásufr), Boiga ( = den før nævnte Boga, som her viser sig at være myntpræger i Derbya og af den grund sandsynligvis ogsaa har været en Nordbo), Clac (= Klaka paa svenske runestene, gl.dansk Klak), Eric (= Eirikr), Inga (= Ingi), Sigar (= Sigarr, myntpræger i Derby), Sota (= Sóti?), Þarlac, Þurstan (angliseret skrivemaade af Þorsteinn). Af nordisk herkomst var desuden muligens Regnald (= Rognraldr), da han var myntmester i York.

Under Eadmund (940 ell. 41 — 946) findes følgende nordiske navne: Amund (= Amuindr), Are (= Ari), Ásulf (= Ásulfr), Boiga el. Boga (= Bogi), Clak (= Klakr), Doralf (= Þorolfr?), Freðie (= Friðrekr), Forman, Hana el. Hanen (= Hani el. Haninn med den bestemte artikel), Sigar, Þermod (= Þormoðr), Regðer (= Hreiðarr, Reiðarr).

Under Eadred (946 — 955) finder jeg følgende navne: Are, Besi (= Bessif), Bogn el. Boiga, Cali (= Kali), Clac, Copman (angelsaksisk gjengivelse af Kaupmaðr) Fredie. Grim (= Grimr mulig ags.), Regder, Swerting (= Svertingr), Purferð (ags. skrivemaade for Þorfródr, forek. som navn paa Nordboer i England), Purmod (= Þormóðr), Purulf (= Þórolfr).

Under Eadwig (955 — 959) finder jeg: Amund. Boiga el. Boga, Cyiel (= Ketil), Clac. Copman. Fredie, Grim, Þurmod, Þarferð, Þarulf.

Tilsammen har der saaledes indtil midten af det 10de aarhundred været omtrent 25 mænd af nordisk æt som myntprægere i angelsaksiske kongers tjeneste. Da næsten ingen angelsaksiske mynter fra denne tid angir myntstedet, er det umuligt at se, hvor myntprægerne har hørt hjemme. Men de fleste af dem har vel været fra Østangel, Femborg-distriktet og især fra Northumberland; thi flere myntprægere ses samtidig at ha staat i de angelsaksiske og de northumbriske kongers tjeneste. Senere hændte det vistnok hyppig, at angelsaksiske mænd bar nordiske navne og omvendt. Men fra tiden for 950, hvor Nordboer og Angelsakser endnu stod skarpt skilte, tror jeg dog vi tør slutte, at naar en mand bærer et nordisk navn, saa er han ogsaa af nordisk herkomst.

Worsaae har allerede git en fortegnelse over myntprægere af nordisk herkomst i England fra 979 til 1066. Han anfører i denne omkr. 50 navne. Denne liste kunde med vort nuværende materiale forøges næsten til det dobbelte, ligesom der ogsaa under Eadgar (959—979) fandtes mange nordiske myntmestre. Jeg tror dog ikke, det er nødvendigt i min fortegnelse at gaa længere end til omkr. midten af det 10de aarhundred. Jeg skal blot nævne, at enkelte navne fra senere tid ligesom det forud nævnte Irfara tyder paa forbindelse med Irland, f. eks. Beolan ell. Beola i York under Eadward II (975 — 978). Navnet Beolan er irsk, men blev ogsaa baaret af den islandske landnaamsmand Helgi Bjóla og af en Nordbo i Limerick omkr. 968, Beolan Litill. En anden myntpræger i York under Ethelred II og Knut den store bærer det nordiske navn Ire (= Íri, en Irlænder).

__________

Disse mange nordiske myntprægere i England fra første halvdel af 10de aarhundred viser, at vikingerne herude i fremmed land ikke bare drev krigerens haandverk, hærgede og plyndrede, men at de ogsaa med iver dyrkede fredens sysler. Man faar i det hele af myntforholdene i England under vikingetiden det indtryk, at Nordboerne med alvor har arbeidet paa at lære af Angelsakserne og stræbt efter at indhente disse der, hvor de i kultur var overlegne. Men tilegnelsen har ikke været slavisk og uselvstændig; tværtimod har Nordboerne hele tiden vidst at holde sin egen eiendommelighed frem. Derfor blir ogsaa de northumbriske mynter saa værdifulde, fordi de paa et enkelt omraade viser os vikingetidens eiendommelige kultur, og hvordan denne er opstaat. Ti fra dette ene maa vi igjen ha lov til at slutte til det mere almene, til at slutte, at vikingerne paa alle livets omraader havde øinene aabne for det fremmede og søgte at efterligne, hvor de følte sig underlegne, medens de samtidig værnede om sit eget og ikke gik op i det fremmede, men lempede dette efter sin egen eiendommelighed.

Nordboernes herredømme i Northumberland ophørte, da Northumbrerne i 954 jog Erik bort og tog Eadred til konge. De eneste uafhængige nordiske riger paa de Britiske Øer var nu indtil Sveins og Knuts erobring det norske jarledømme paa Orknøerne og Shetlandsøerne, kongeriget Man og Suderøerne samt kongerigerne i Irland. Kun de sidste vedkommer os her. Nordboerne havde fra omkr. midten af det 9de aarhundred nybygder og riger i Irland. Disse grupperede sig om byerne Cork og Limerick paa syd- og vestsiden af øen samt Dublin og Waterford paa øst- og sydøstsiden. De to første riger var sandsynligvis danske, de to sidste norske.

Irerne, som stod saa høit i alle boglige kunster, stod før vikingernes ankomst forholdsvis lavt i materiel kultur. Deres handel og skibsfart var lidet udviklet, al betaling foregik i varer og ikke i penge. Irerne kjendte overhovedet i gammel tid ikke den kunst at præge mynter. Den overmaade rige gammelirske literatur viser tilfulde dette. I den saakaldte "Rettighedernes Bog" (Leabhar na g-Ceart) er der saaledes tale om de forskjellige skatter og afgifter, som tilkom Irlands mange konger og fyrster fra deres undergivne. Alle afgifter, som ydes, opgives her stykkevis, f. eks. kjør, som var den sædvanlige afgift, heste, kapper, sverd o.l. Det samme indtryk faar vi af det samtidige digt om kong Muirchertachs rundgang rundt Erin (vinteren 941 — 942). Denne konge kræver paa sin rundgang tribut af Irlands høvdinger, men denne ydes aldrig i myntede penge, altid i kjør, klæder, sølv eller guld og lignende. Fra en noget senere tid er digtet om kong Brian Borumha († 1014), som dennes hirdskald Mac Liag skrev, efterat Brian i 1002 var blit Erins overkonge. I dette digt skildrer digteren de skatter og afgifter, som bragtes Brian i hans kongeborg i Kinncora. De fleste stammer bringer kjør, kapper o.l.; Nordboerne i Limerick og Dublin yder sin tribut i vin; men ingen betaler i rede penge. Vi kan af dette med fuld sikkerhed slutte, at Irerne endnu i det 10de aarhundred ikke kjendte den kunst at slaa mynt. I det hele er det vistnok tvivlsomt, om irsktalende fyrster nogensinde har ladet præge virkelige mynter.

Nordboerne er de første, som prægede mynter i Irland, ligesom de var de første, som drev handel i det store mellem Irland og udiandet. De begyndte dog ikke saa tidlig hermed som deres stammefrænder i Northumberland og de eneste, som med sikkerhed vides at ha præget mynter, er kongerne i Dublin. Flere steder i de gamle irske aarbøger og sagaer viser tydelig dette. I 968 blev saaledes Limerick indtaget og plyndret af Irerne. Af det bytte, som Irerne gjorde, nævnes Nordboernes sadler, deres guld og sølv, deres silkeklæder osv. ; men penge omtales ikke. I 989 tvang Irlands overkonge Maelsechlainn Nordboerne i Dublin til at betale en haard tribut. Denne krævedes ikke i rede penge, men i guld, "en unce guld af hver gaard" (uince óir gacha garda). Omtrent ti aar senere blev Dublin plyndret af kong Brian, og mellem det uhyre bytte, som gjordes, nævnes heller ikke penge.

L. J. Vogt har i sin bog "Dublin som norsk by" (s. 364 ff.) søgt at vise, at en del af de før omtalte northumbriske mynter er præget i Dublin. Men denne formodning savner ethvert støttepunkt. De northrumbriske mynter danner en sammenhængende række, som ikke vilkaarlig kan skilles. Angelsaksiske og northrumbriske mynter er præget af de samme mænd, om hvem man kan paavise, at de ogsaa efter Erik Blodøkses fordrivelse i 954 vedblev at præge mynter i York. Desuden har de northumbriske mynter fra Sigtryg og hans efterfølgere efter cinune eller rex paa omskriften ialmindelighed endnu et bogstav saasom: A (= Anglorum), Tod = Totins Britanniæ), S (= Saxonian), Efor (= Eoforwic, York) osv. Men ingen af disse bogstaver peger hen paa Dublin. Pundene viser ogsaa tydelig, at disse mynter stammer fra England. Alle myntkjendere er derfor enige om, at man ikke kan paavise, at der før Sigtryg Silkeskjæg (ca. 995 — 1036) er præget mynter i Dublin.

Naar Nordboerne i Dublin først saa sent begyndte at præge mynter, saa er vist grunden dels, at de tidligere havde levet i næsten uafbrudte kampe, medens der, efterat Brian i 1002 var blit Erins overkonge og indtil Clontarfslaget i 1014 var en forholdsvis rolig tid. Delvis maa grunden ogsaa være, at Nordboenre i Irland havde overflod paa fremmede, især angelsaksiske penge.

De første mynter i Irland er alle, ligesom de ældste mynter i Norge, Sverige og Danmark, efterligninger af Ethelred den andens mynter. Dette er ingen tilfældighed: ti under Æthelred begyndte den anden store vikingerid til England, og uhyre pengesummer kom i vikingernes hænder.

En hel række af Æthelreds mynter bærer paa bagsiden omskrifter med byen Dublins navn: Ælfelm motnetarius, Dufeli, Edric mo Dyf, Færemin mo Dyfl osv.. Mr. Keary formoder, at disse mynter bare er efterligninger efter Ethelreds og forløbere for de egentlige nordiske mynter i Irland. Dette er dog lidet sandsynligt; ti man har ogsaa fra Knut den store en del mynter, hvor Dublin nævnes som myntsted, og Knut havde, som bekjendt, aldrig magten i Dublin. Desuden er den myntmester, som har anbragt Dublin paa en af Knuts mynter, den samme som en af dem, der gjorde det paa Æthelreds: Feiremin mo(netarius) Dyfl. Lignende misdannelser forekommer ogsaa paa andre mynter. Der findes saaledes en mynt med indskriften Cnut rex Sr. (Sveonum) paa forsiden og 'Thormid on Siht(un) paa bagsiden. Denne mynt er præget af Anund Jakobs velkjendte myntmester Thormod i Sigtuna, som ved en feiltagelse har anbragt Knuts navn paa forsiden, skjønt Knut bevislig aldrig har været konge i Sverige. Paa samme maade findes der en mynt med kong Æthelreds navn og som myntmester Odinkar i Lund, uagtet denne mynt er fra kong Hardeknuts tid. En anden mynt har Magnus rex og som myntmester Lefwvine i Lincoln, skjønt Magnus den gode aldrig har hersket i England. Af den slags mynter kan man derfor intet slutte, i høiden at myntprægeren, naar han er draget fra et sted til et andet, har fort sit gamle stempel med sig og undertiden — vel mest af tankeløshed — fremdeles har brugt dette. Ogsaa paa Sigtryg Silkeskjægs mynter finder man, som jeg nedenfor skal nævne, de samme besynderligheder.

Sigtrygs mynter er, som alt Hildebrand har pegt paa, præget med Æthelred den andens mynter som forbillede.

Vogt formoder, at Sigtryg paa sin mynt paa hovedet bærer den irske kongehjelm (cleitme). Dette er dog usandsynligt. Thi hovedet paa Sigtrygs mynt er ganske det samme som paa Ethelreds. Om den straaleformede dekoration skal fremstille en slags kongekrone eller om det ikke snarere er strittende haar, som Hildebrand formoder skal jeg lade være usagt. I alfald er det en oprindelig angelsaksisk og ikke en irsk dekoration.

Andre af Sigtrygs mynter har paa forsiden et tilvenstre vendt hoved, kongens brystbillede, og et scepter med tre knapper paa spidsen; paa bagsiden ses et kors med bogstaverne crux anbragt mellem korsarmene. Denne type svarer til Æthelreds type C. En enkelt mynt, der vel stammer fra Sigtrygs senere aar, har ikke Æthelreds, men Knuts mynter til forbillede.

De fleste af Sigtrygs mynter er præget i Dublin og har paa forsiden omskriften: SIHTRIC RE ✚ DYFLIN. Paa bagsiden læses myntprægerens og myntstedets navn. Sigtrygs Dublinmyntprægere er: Elfelm (Ælfeln), Arketel. Ascetel. Byrthiod, Car, Colbrand, Eislenoð, Fastolf, Færemand (Faremin), Liocalf (ell. Ligolf), Godric, Goldstegn, Siult, Stegn (Steng), Stirbirn (ell. Styrbyrn).

Mange af Sigtrygs mynter synes at være præget i England, eller de angir i det mindste ikke Dublin som myntsted. En mynt har saaledes paa bagsiden Eadril mo Efor, d. e. "Eadril monetarius i York". En anden har i angelsaksisk sprog "Arnthor (et nordisk navn) i York gjorde (mig)". En tredje har en angelsaksisk omskrift med myntmesterens navn Sigeric. Andre myntprægere udenfor Dublin opregnes af Hildebrand (Ags. mynt, s. 488 — 490).

En del myntmesternavne er ganske uforstaalige, saasom: lidremin, Ndremin, Ndremioeln osv,, ligesom mange af indskrifterne paa mynter, som er tillagt Sigtryg, er rent forvirrede og vistnok er enten forfalskninger eller senere efterligninger.

Af myntmesternavnene gjenfindes flere paa angelsaksiske mynter fra Æthelred og Knut, f. eks. Ælfelm, Arcetel, Ascetel, Byrhtioth, Fastolf, Færemin(?), Godric og Sigeric. De andre navne kjendes kun fra Dublin og er for størstedelen nordiske, Car (= Kárr), Colbrand (= Kolbrandr?), Goldstegn (= Gullstein), Siult (= Sigvaldr?), Stegn, Steng (= Steinn), Stirhirn (= Styrbjrǫn).

De fleste af myntprægerne skriver efter sit navn mo Dyfi (Dyfli o.l.). Car og Steng har derimod: mo(netarius) Dyflinr. Dyflinr staar for Dyflinar og er den gl. nordiske genitiv af Duflin, byen Dublins nordiske navn (gen. Dyfli(n)ar). Vi har altsaa her en nordisk ordform. Nordiske ord findes ogsaa paa et par af Sigtrygs mynter, der er præget, ikke i Dublin, men i Winchester. De bærer ialfald Winchesters navn paa bagsiden. Dette betyder muligens ikke andet end, at vedkommende myntpræger i almindelighed pleiede at mynte i Winchester og derfor ogsaa andetsteds har brugt sit Winchesterstempel.

Den ene af disse mynter, hvis type er den ovenfor afbildede, har paa forsiden omskriften: Sihtric cunnung Dyfl og paa bagsiden: Godwine montetarius Wint. Den anden mynt, hvoraf eksemplarer findes baade i Stockholm, København og Kristiania, har paa forsiden omskriften Sithric cunnig (ell. cunyig og paa bagsiden: Byrthmer mo Win.

Her er altsaa det nordiske cunung (konungr) traadt istedenfor det latinske rex. Denne skik, at sætte det nordiske ord for "konge" paa mynterne, maa stamme fra Nortlhumberland. Vi maa huske paa, at Sigtrygs egen far havde været konge i Northumberland og der ladet præge mynter med omskriften cunung. Naar kong Sigtryg bruger denne nordiske titel paa mynter, som er præget af angelsaksiske mænd og sandsynligvis i England, saa viser dette, at kongen selv maa ha havt et slags kjendskab til latinsk bogstavskrift. Dette er i og for sig ikke usandsynligt. Thi Sigtryg var selv kristen og en sterkt religiøst interesseret mand. I 1026 var han saaledes paa pilgrimstog til Rom; det skal ogsaa ha været Sigtryg, som sammen med Dublins første biskop Donatus i 1038 lagde grundvolden til Kristkirken i Dublin. Endvidere kan nævnes, at Sigtryg selv havde en datter, som var nonne i et til St. Finnian viet kloster, og en søster ved navn Maelmaire (Jomfru Maria's tjenerinde). Det er saaledes sandsynligt, at Sigtryg kan ha faat nogen boglig opdragelse, og at han ialfald har lært de fo første begyndelsesgrunde i læse- og skrivekunsten.

Men ogsaa Sigtrygs norske myntprægere i Dublin maa ha havt en smule kjendskab til latinsk bogstavskrift udover det rent slaviske at kunne hugge et stempel. Ti indskriften mo Dyflinr viser, som før nævnt, hen paa norsk sprog. Forøvrigt maa ogsaa disse myntmestre ha lært begyndelsesgrundene i skrivekunsten af Angelsakser og ikke af Irer. Det viser bl. a. skrivemaaden Steen og Goldstegn for Stein" og Gullsteinn, samt selve kongens navn Sihtric.

I det hele maa riget i Dublin ha staat i nær forbindelse med England og angelsaksisk kultur. En række af Sigtrygs mynter synes jo, som jeg før har nævnt, at være præget i engelske byer.

Hvad vægten af Sigtrygs mynter angaar, saa er den meget vekslende, men holder sig i regelen mellem 1,15 og 1,50 gram. Dette nærmer sig til vægten af Æthelreds mynter; dog synes Sigtrygs at ha været en smule lettere.

Foruden de ovenfor nævnte irske mynter, som med bestemthéd kan henføres til Sigtryg, anfører Hildebrand og Lindsay en del andre mynter, som synes at være irske og som efterligner Æthelreds type D.

Fig. 24 Merke på baksiden av nordiske mynter i Dublin. Det er kanskje ment å fremstille den guddommelige hånd.

Indskrifterne paa de fleste af disse mynter er dog saa forvirrede, at de overhovedet ikke gir nogen mening. De maa være efterligninger, gjort af ukyndige folk. Muligens tilhører virkelig nogle af dem de senere Dublinerkonger. Men i saa fald viser de, at Nordboerne efter Clontarf-slaget, da deres politiske uafhængighed delvis ophørte, er gaaet ikke frem, men tilbage i kultur. lalfald kan man af mynterne slutte, at det nordiske vikingesamfund og vikingekulturen i Dublin havde sin høieste blomstring under Sigtryg Silkeskjæg.

G. Coffey Esq,, bestyrer af oldsagssamlingen i Dublin, som har vist mig den store velvilje at gi mig en fortegnelse over nordiske mynter i museet i Dublin, mener ogsaa, at disse mynter med forvirrede omskrifter er senere efterligninger efter Sigtrygs. Medens Sigtrygs mynter er fuldvægtige, er de andre meget lette, ofte næsten halvbrakteater. Han nævner ogsaa, at mange af dem paa bagsiden har et merke, som er eiendommeligt for Irland og som muligens skal fremstille den guddommelige haand. Det ser saaledes ud:

__________

Med Sigtryg ophører Nordboernes selvstændige udmyntning paa de Britiske Øer. Svein Tjugeskjæg og især Knut den store følte sig efter sin erobring af England som angelsaksiske konger. Den lange række mynter, som findes fra Knuts regjering i England, er derfor angelsaksiske, ikke nordiske mynter. Vistnok forekommer der blant myntprægerne endnu flere nordiske navne end før. Men selve mynterne betegner Knut som Angelsaksernes konge og var bestemt for omløb i England, ikke i Danmark. De vedkommer os derfor ikke.

Disse af Nordmænd og Dansker i England og Irland prægede "vikingemynter" er af den aller største vigtighed for vor forstaaelse af vikingetidens kultur. De viser os retningen af kulturens strømme, viser, at i det 9de aarhundred, paa den store Normannerhærs tid, var det mest fra Frankerriget, at Nordboerne modtog kulturpaavirkning, medens den angelsaksiske paavirkning først efter aar 900 blir rigtig sterk. Vikingemynternes historie viser os ogsaa, hvor merkværdig tidlig vore forfædre paa Englands jord maa være blit fuldt delagtige i Vesterlandenes høiere kultur. Og særlig gir de northumbriske mynter og et merkværdigt indtryk af kulturen i vikingenybygderne der vesterpaa.

Ogsaa i de nordiske lande begyndte kongerne ved vikingetidens slutning at slaa mynt. Disse de første udmyntninger foretoges omtrent samtidig i alle tre riger, i Danmark under Svein Tjugeskjæg, i Sverige under Olav Skotkonung og i Norge sandsynligvis under Olav Trygvessøn, idet dog ogsaa Olav Haraldsson slog mynt. De ligger alle paa grænsen mellem vikingetiden og den første kristne tid og har til forbillede Æthelred den 2dens mynter. En Angelsakser ved navn Godwine er den første myntmester baade hos Olav Trygvessøn, hos Olav Skotkonung og hos Svein. Paa de norske mynter og paa den ene danske mynt fra Svein angis der intet myntsted. Derimod synes Sigtuna lige fra begyndelsen af at ha været de svenske kongers myntsted, idet Olav Skotkonungs ældste mynt paa bagsiden har Gidwine mo(netarius) o(n) Siht(unum. I Sverige er der ogsaa med hensyn til vægten mere selvstændighed end i Norge og Danmark, idet vægten i de to sidste lande følger de angelsaksiske forbilleder, medens den i Sverige retter sig efter det hjemlige vægtsystem.

I det hele viser denne ældste myntprægning i Nordens tre lande liden originalitet. Myntmestre, typer, alt er indført fra England. Skriften er latin eller angelsaksisk. Det ser ud, som om Nordmænd, Svensker og Dansker i hjemlandet endnu ikke er kommet saa langt i kultur, som deres stammefrænder i nybygderne i Northumberland var det trefjerdedels aarhundred tidligere. Merkeligt er det især at se, hvor angelsaksisk den store erobrer Knut fremtræder paa sine mynter. Paa enkelte bevislig danske mynter kalder han sig endog rex Anglorum. Nordboerne i hjemlandene havde tydeligvis ved kristendommens indførelse endnu ikke rigtig lært selvstændig at tilegne sig meget af det fremmede, men stod endnu undrende og imponerede ligeoverfor Vestens kultur.

Jeg skal derfor ikke gaa nærmere ind paa den ældste udmyntnings historie i de nordiske lande, især da denne alt i forveien er vel kjendt gjennem udmerkede forskeres arbeider: Schive og Holmboe i Norge, Hauberg i Danmark og H. Hildebrand i Sverige.

Maal og vægt

I nær forbindelse med spørgsmaalet om Nordboernes udmyntning og penge staar deres maal- og vægtsystem. Allerede i den fællesariske tid maa Indoeuropæerne ha forstaat at bruge alenmaal. Vort "alen" (oldn. oln) er nemlig det samme ord som lat. ulua og græsk ψλξrη. Egentlig betegner ordet den forreste del af armen, fra albuen til fingerspidsen, hvilket ogsaa er ordets almindelige betydning i græsk. Foruden armen har menneskene fra umindelige tider af brugt foden og tommelfingeren til at maale med. Men arm, fod og fingre har ikke den samme størrelse hos de forskjellige mennesker. Derfor fik begreberne alen, fod og tomme lidt efter lidt sin faste betydning; de gik over til at bli virkelige længdemaal. Dette var dog i Norden foregaat lang tid før vikingetiden begyndte.

Længe før vikingetiden har Nordboerne ogsaa havt sit eget vægtsystem, marken (oldn. mǫrk), øren (oldn. eyrir) og ørtugen (oldn. ertog). Nordboernes ældste vægtsystem var grundet paa det gamle romerske. Den nordiske øres vægt svarer til den romerske "unces", som var 27,25 gram eller 576 hvedekorn. Hvilken vei det romerske vægtsystem har vandret til Norden, kan vi nu ikke med sikkerhed sige. Sandsynligvis har det dog været over Øst-Europa, kanske gjennem Goternes forbindelse med Romerriget. Man skulde tro, at vikingetogene havde lært Nordboerne at kjende og bruge Vest-Europas vægtsystem og særlig Karl den stores pund. Der findes dog, merkelig nok, ingen spor til at Nordboerne i vikingetiden har forandret sit vægtsystem. Jeg er selv ikke sagkyndig paa dette omraade. Jeg har derfor henvendt mig til den bekjendte engelske socialhistoriker F. Seebohm, L. L. D., som har foretat udstrakte undersøgelser angaaende dette spørgsmaal. En del deraf har han meddelt i sit verk "Tribal Custom in Anglo Saxon Law". Han har desuden med stor velvilje git mig en række nærmere oplysninger. Han skriver bl. a., at man kan slutte en del af de vægtlodder, som er fundet i knæerne paa en viking, som sammen med sin hest var henlagt paa øen Colonsay, en af Hebriderne. — Det hele findes nu i museet i Edinburgh. — Disse vægtlodder varierer fra 26,30 til 24,74 gram og er altsaa tungere end den merovingiske unce, som veiede 24,54 gr. Seebohm skriver: "Det er klart, at denne viking tog med sig til den anden verden den romerske og ikke Karl den stores unce."

Til det samme resultat er Seebohm ogsaa kommet efter at have veiet betalingsringe og vægtlodder i de nordiske museer. Det eneste vidnesbyrd vi har om, at Karl den stores pund alt i vikingetiden var kjendt i Norden, er ordet pundari, "punder, enarmet vægtstang", som første gang forekommer i Egil Skallagrimssøns "Sonartorrek". Dette ord er en afledning af det lat. pondo, indekl. "pund"; deraf maa man i middelalderen ha dannet et pondarius. Ordet er kommet til Norden fra Frankerriget; men ad hvilken vei, kan nu ikke afgjøres. Ellers er det bare mynterne, som dog af helt andre grunde viser overensstemmelse med angelsaksisk vægt.