Viglundar Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Viglundar saga

Thorgrim den prude og hans Søn Viglund Den Væne


Sagaer
fortalte af
Brynjolf Snorrason og Kristian Arentzen


Fjerde Samling,
Kjøbenhavn, 1850




Første side af Viglundar saga (MS 140)
1 Harald Haarfager.

Harald Haarfager blev Enevoldskonge over Norge. Han var en udmærket Hersker. Han havde en stor Hird om sig, der bestod af udvalgte, for Tapperhed berømte Mænd, paa hvilke han intet sparede. De, der satte sig op imod ham, bleve dels dræbte, dels jagne af Landet, og deres Eiendomme inddragne. Mange anselige Mænd vilde hellere forlade deres Odel, Frænder og Venner end at underkaste sig Kongens Aag og tyede til forskjellige Lande; Mange droge til Island.


2.Thorer Jarl og hans Datter, Oløf Solstraale.

Paa den Tid var en Mand ved Navn Thorer Jarl over et Rige i Norge. Han var en udmærket Mand. Hans Hustru var en Ypperlig Kvinde. De havde kun et Barn, en Datter, Oløf, der var den deiligste Pige i hele Landet og derfor blev kaldet Oløf Solstraale. Ogsaa i Høviskhed overgik hun alle sine Jevnaldrende. Hendes Fader lod et herligt Jomfrubur bygge til hende. Der boede hun saa med sine Møer. Thorer lod hende undervise i alle kvindelige Færdigheder, for at hun ogsaa deri kunde være den ypperste. Da hun var bleven voxen, beilede mange anselige Mænd til hende; men der var Ingen blandt dem, som Jarlen tyktes hende værdig, og han svarede dem derfor alle, at han ikke endnu vilde gifte hende bort.


3. Ketil og hans Sønner.

En mægtig og rig Mand ved Navn Ketil raadede for Rommerige. Han var en vældig Kæmpe, der havde seiret i fireogtyve Tvekampe, en Mester i Veltalenhed og meget yndet af Kong Harald. Hans Hustru, som var af stor Æt, hed Ingeborg. De havde to Sønner, Sigurd med Tilnavn den Vise og Gunløg, kaldet den Stolte. Ketil lærte Sønnerne alle Idrætter, der brugtes i den Tid, og de bleve flinke; Jagt var deres største Gammen. Ketil elskede sin Kone og sine Sønner meget høit.

Kong Harald bød engang Ketil til et Gilde. Han vilde give ham en Værdighed; men Ketil frabad sig det og sagde, at han hellere vilde være uden Værdighed og dog leve paa samme Fod som de, der havde en. Kongen og Ketil skiltes derpaa i Venskab.


4. Kong Harald tager Erik Jarls Søn Thorgrim til sig.

Kong Harald udbød Skibe og Folk til Leding, han vilde gjøre et Tog sydpaa. Ketil sendte ham begge sine Sønner med mange Folk; han selv blev hjemme, da han begyndte at ældes. Harald seilede sydpaa og kom til Rogeland. Derover raadede en Jarl ved Navn Erik, en stor og vennesæl Høvding. Saasnart denne spurgte Kongens Ankomst, lod han berede et prægtigt Gjestebud og bød Kongen med hele hans Hird dertil. Under Spil og Klang ledte han Kongen ind i Hallen og op til Høisædet. Kongen og hans Mænd vare oprømte. Den bedste Drik gik omkring. Kongen satte Ketils Sønner nærmest sig. Jarlen stod bestandigt og opvartede ved Kongebordet. Tilsidst satte Harald Ketilssønnerne til at opvarte ved Bordet og lod Jarlen sætte sig ved Siden af sig. Da Bordene vare tagne bort, lod Jarlen kostbare Gaver til Kongen bringe frem, alle Kongens Mænd fik ogsaa gode Gaver. Tilsidst lod Jarlen indbære en prægtig Harpe, paa hvilken hveranden Streng var af hvidt Sølv, hveranden af rødt Guld. Kongen tog den og begyndte at slaae den; det lød saa høit og fagert, at Alle undredes, Ingen syntes, nogensinde at have hørt Mage dertil. Jarlen sagde derpaa til Kongen: “Det vilde jeg, Herre, at I gik ud med mig og saae mine Agre og Frugthaver.” Kongen gjorde saa. De kom ind i en Æblegaard, der var fuld af smukke Blomster og deilige Æbler. Der legede tre smukke og raske Drenge; den ene udmærkede sig fremfor de to andre, han spillede Skak mod de to, og de kunde dog ikke staae sig. De bleve da vrede og kastede Tavlbordet omkuld. Opbragt derover slog han dem paa Øret. De fore saa paa ham, men han var ogsaa her deres Mester. Jarlen befalede dem at holde op, og de satte sig saa igjen til at spille. Kongen og hans Mænd saae paa Drengenes Leg og havde megen Gammen deraf. De gik derpaa tilbage til Hallen, Kongen satte sig tilbords igjen. Han spurgte Jarlen, hvis de raske Drenge vare. Jarlen sagde: “Det er mine Sønner.” — “Have de samme Moder?” — “Nei, Herre.” — “Hvad hedde de?” — “Sigmund og Helge hedde de to, den Tredie hedder Thorgrim, han er min Slegfredsøn, men hans Moder er en herlig Kvinde.” Ei længe efter kom Drengene ind i Hallen, Thorgrim gik bag de to andre, han blev som frillefødt holdt i mindst Hæder. Jarlen kaldte dem til sig og bød dem gaae for Kongen. De gjorde det og hilste Harald. Thorgrim skød dem tilside, steg op paa Skammelen foran Bordet og hilste paa Kongen. Denne tog smilende fat i Drengen og lod ham sætte sig hos sig. Han spurgte ham, hvo der var hans Moder. Thorgrim sagde: “En Søster til Thorer Herse i Sogn.” Harald drog en Guldring af sin Finger og gav ham. Thorgrim gik derpaa tilbage til Brødrene. Da Kongen var ifærd med at drage bort, sagde han til Jarlen: “Du har viist os saa megen Hæder, at Du skal udbede Dig en eller anden Løn derfor af mig.” Glad svarede Jarlen, at hvis Kongen vilde tage hans Søn Thorgrim til sig, vilde han anse det for mere end Penge eller Penges Værd, “jeg elsker den Dreng fremfor mine andre Børn” mælede han. Kongen sagde Ja dertil, og tog Thorgrim med sig.


5. Thorgrim dræber en Høvding.

Kongen var engang til et prægtigt Gilde hos en mægtig Mand ved Navn Sigurd. Han lod Thorgrim skjenke for sig og sine Nærmeste. Hirdmændene begyndte at misunde ham Kongens Gunst. Sigurd havde en Frænde ved Navn Grim, en meget overmodig Mand. Han sad ligeoverfor Harald. Thorgrim bragte Grim et stort Drikkekar, han snublede og spildte Noget af Drikken paa Grims Klæder. Denne sprang forbittret op og sagde, at man kunde se, at den Horeunge mere var vant til at give Svin Spøl end fornemme Mænd Drik. Thorgrim trak opbragt sit Sværd og gjennemborede Grim. Sigurd befalede saa sine Mænd at staae op og gribe Thorgrim. Da sagde Kongen: “Grim var ved sine Ukvemsord hjemfalden til Døden, desuagtet vil jeg give Dig fuld Mandebod for hans Drab.” Han gav saa Sigurd Bøder.


6. Thorgrim og Oløf Solstraale.

Kongen indbød engang mange Folk til sig, der iblandt Thorer Jarl og Ketil fra Rommerige, der nylig havde mistet sin Hustru Ingeborg i Barselseng med en Datter, som blev opkaldt efter Moderen. Med Thorer var hans Datter, Oløf Solstraale. Thorgrim gik for Borde. Hans Skjønhed, Raskhed og smukke Dragt trak Folks Øine paa sig, og han blev kaldet Thorgrim den Prude. Saasnart Thorgrim saae Oløf, fattede han strax Kjærlighed til hende. Han spurgte hende, hvad hun vilde svare, om han beilede til hende. Hun gjenmælede, at hun ei vilde være derimod. Da Gjæstebudet var tilende, begjærede han hende af Faderen, men fik et undvigende Svar. Hver drog derpaa til Sit. Noget efter bad Thorgrim Kongen om at maatte drage til Thorer Jarl. Kongen sagde Ja dertil. Han blev godt modtagen af Jarlen, men da han bad om et bestemt Svar paa sin Beilen til Oløf, fik han Nei. Thorgrim blev i tre Dage hos Thorer. Han og Oløf talte meget og kjærligt sammen, og de svore hinanden Troskab.


7. Thorgrim i Viking.

Thorgrim drog derpaa tilbage til Kongen og dernæst i Viking. Han laa ude hele Sommeren og vandt Hæder og Gods.


8. Oløf troloves med Ketil.

Ketil fra Rommerige red med tredive Mænd til Thorer Jarl. Kongen var der til Gjestebud. Ketil bejlede til Oløf. Thorer indvilligede. Da kvad Oløf:

“Gjerne jeg min Faders Ord
nemmed før i Hallen,
dennegang jeg dog med Sorg
hører hvad han mæler.
Skjenket har jeg En min Tro
og min unge Elskov,
og min Fader lover mig
bort nu til en Anden.”

Brylluppet blev bestemt at skulle holdes ved Vinterens Begyndelse hos Jarlen.


9. Thorgrim bortfører Oløf og seiler med hende til Island.

Om Høsten kom Thorgrim hjem og spurgte Oløfs Trolovelse. Han begav sig til Kongen og bad ham om at hjælpe sig til at faae Thorer Jarls Datter. Kongen afslog det og raadede ham fra at give sig i Kast med Ketil, der var en stor Kæmpe. “Men jeg vil” — mælede Harald — “beile for Dig til hans Datter Ingeborg.” Thorgrim sagde Nei dertil. “Vil jeg holde min Aftale med Oløf” — mælede han — “hende agter jeg at eie eller Ingen; og vil I ikke staae mig bi heri, vil jeg ei længere tjene Eder.” Kongen sagde, det stod til ham. Thorgrim drog derpaa bort, Kongen gav ham en Guldring ved Afskeden. Han seilede saa afsted. Han lagde til Land og gik alene op til Thorer Jarls Gaard. Bruden førtes netop ind i Hallen, da han kom. Thorgrim gik frem midt i Salen. Ketil sad i Høisædet. Thorgrim tog til Orde; “Har Du fæstet Oløf, Ketil?” — “Ja” lød Svaret. — “Var det med hendes Villie?” — “Jeg troede, Thorer Jarl raadede for sin Datter.” — “Oløf har svoret ingen Anden at ægte end mig; hun sige, om det ikke er saa.” Oløf svarede, at hun ei kunde modsige det. “Da tykkes jeg mig at eie hende” gjenmælede Thorgrim. “Hende skal Du aldrig faae” — sagde Ketil — “har jeg kæmpet med større Mænd end Dig og ikke veget.” — “Du stoler paa Kongen” — svarede Thorgrim — “thi udæsker jeg Dig til Holmgang, den eie saa Kvinden som seirer.” — “Det vil jeg drage Gavn af, at jeg nu er mandstærkere end Du” mælede Ketil. Da hug Thorgrim Lysene i Hallen om. Da der kom nye ind, var Thorgrim borte med Bruden. Thorgrim bar Oløf ned til sit Skib og heisede strax Seil. Han tyktes vide, at han ikke vilde kunne blive i Norge længere, og seilede til Island. Ketil syntes, der var overgaaet ham en stor Skam. Paa hans Tilskyndelse dømte Kongen Thorgrim i Landflygtighed.


10. Thorgrims Søn Viglund og Holmkels Datter Ketilride.

Thorgrim kom til Snefjeldsnæs. Der stod en Gaard, Fos, der beboedes af en Mand ved Navn Holmkel, hvis Hustru hed Thorbjørg Einarsdatter. Han havde to Sønner med hende, Jøkul og Einar. Af Holmkels Fætter, Ingjald, kjøbte Thorgrim den Prude Gaarden Ingjaldshol. Han blev snart en anset Høvding, Mellem ham og Holmkel opstod der stort Venskab. — Thorgrim holdt nu Bryllup med Oløf. Den første Vinter paa Ingjaldshol fødte hun en Søn, som blev overøst med Vand og kaldet Trøste. Aaret efter fødte hun en anden, der blev kaldet Viglund. Han var tidligt baade klog og smuk. — Næste Vinter fødte Thorbjørg paa Fos en Pige, som fik Navnet Ketilride. Disse Børn voxede nu op paa Ingjaldshol og Fos. Alle sagde, at ingen Dreng og Pige der i Egnen var saa smuk og udmærket i Alt som Viglund og Ketilride. Da Viglund var ti og Trøste elleve Vintre gammel, kunde ingen fuldvoxen Mænd i Egnen maale sig med dem i Styrke; Viglund var den stærkeste og Ypperst i alle Idrætter; Thorgrim undlod ikke at lære dem alle. — Thorbjørg vilde ei lære sin Datter Noget. Det tyktes Holmkel ilde om og red derfor med Ketilride til Ingjaldshol, hvor han blev vel modtagen af Thorgrim. Han bad Oløf, der overgik Alle paa Island i Haandarbeider, at oplære Datteren deri. Hun tog med Glæde imod den vakkre unge Mø og fik hende snart i høi Grad kjær. Oløf havde en Datter, Helga, der var to Vintre yngre end Ketilride. De to Piger legede nu jævnligt med de to Drenge. Det traf sig gjerne saa, at Viglund og Ketilride kom sammen i hver Leg. Mange sagde, at de passede godt sammen. I Legene havde de ikke Øinene fra hinanden.

Engang sagde Viglund til Ketilride, at de skulde love hinanden Troskab. Ketilride svarede: “Meget er iveien derfor. For det første ere I Svende lidet at stole paa; om din Hu derfor end nu staaer til mig, kan den let skifte. Dernæst sømmer det sig mig ei at raade heri, det tilkommer min Fader. Endelig vil min Moder være derimod, hun bærer kun liden Kjærlighed til mig. Men Ingen veed jeg, jeg hellere vilde eie end Dig, om jeg raadede derfor. Det siger imidlertid min Hu mig, at megen Modgang forestaaer vor Kjærlighed, hvorledes det saa end monne ende.” Ofte talte Viglund igjen til Ketilride derom, men fik det samme Svar. Omsider svore de dog hinanden Troskab.


11. Ketilrides Brødre.

Ketilrides Brødre, Jøkul og Einar, stiftede megen Ufred i Herredet. Engang sagde Einar til sin Moder: “Ilde tykkes det mig, at Thorgrim staaer i saa stor Anseelse her. Jeg agter at forsøge paa at forføre hans Hustru, da enten formindskes hans Anseelse eller han søger at hevne sig og er det saa uvist om han gaaer af med Seieren.” Hun bestyrkede ham i hans Forsæt. En Morgen, da Thorgrim var reden hjemmefra i et Ærende, rede Einar og Jøkul til Ingjaldshol. Oløf havde befalet en af sine Tjenestekvinder at laase Karldøren hver Morgen, saasnart Karlene vare gaaede ud paa Marken. Denne saae Brødrene komme og gik ind i Sovekammeret og sagde det til Oløf. Hun stod strax op, klædte sig paa og gik ind i Dagligstuen. Hun lod Tjenestekvinden sætte sig paa Tværbænken, gav hende sine Klæder paa og sagde: “Lad som Intet, om Einar anser Dig for mig; jeg skal sørge for, at der ikke vederfares Dig noget Ondt.” Hun sendte derpaa en anden Pige til Døren, thi der var ingen Karle hjemme. Einar kom til Døren og spurgte, hvor Oløf var. Pigen sagde, hun var i Dagligstuen. Einar gik da derind med Jøkul. De satte sig hos Tjenestekvinden paa Tverbænken, da de antoge hende for Husfruen, og Einar gav sig i Tale med hende. I det Samme kom en Mand ind i blaa Dragt med draget Sværd i Haanden og bistre Miner, han var ikke ret stor. Brødrene bleve ikke vel tilmode. Den Indtrædende mælede: “Der bør gaaes ud for at modtage Thorgrim, han kommer ridende.” Brødrene sprang op, gik ud og tyktes at se Thorgrim komme ridende med en stor Flok Mænd. De kastede sig da paa deres Heste og joge hjem. Den blaaklædte Mand havde imidlertid været Oløf, og den, der kom ridende, var Faarehyrden med sin Hjord. Da Fosboerne spurgte dette, tyktes de, at der var overgaaet dem stor Skam, og deres Had til Thorgrim voxede. Da Thorgrim kom hjem, fortalte Oløf ham hvad der var forefaldet i hans Fraværelse. Han sagde: “Ikke skulle vi bryde os Noget herom for min Ven Holmkels Skyld, Einar fik jo ikke heller sin Villie frem.” — Brødrene paa Fos eiede en graa Hingst, der ødelagde alle de Heste, den kæmpede med, da den havde nogle uhyre store Huggetænder. Viglund eiede ogsaa en vrinsk Hest, den var hvidgul og meget smuk, og han satte stor Pris paa den. En Dag rede Jøkul og Einar til Ingjaldshol. Thorgrim og hans Sønner stode udenfor. Jøkul spurgte Viglund, om han vilde give dem sin hvidgule Hest. Viglund svarede Nei. “Ikke bærer Du Dig meget Høvdingsagtigt ad!” mælede Jøkul. “Ikke har jeg heller lagt an derpaa” svarede Viglund. “Da vil Du dog lade din Hest kæmpe med vor?” — “Det kunde vel lade sig gjøre.” — “Det er mig kjærere end om Du havde givet mig den.” De aftalte saa, naar Hestekampen skulde finde Sted. Man indfandt sig til den bestemte Tid. Da Viglunds Hest kom i Kredsen, løb den rundt om den anden, slog saa paa engang begge Bagben i Snuden paa Jøkuls, saa alle dens Fortænder fløi ud, og bed den derpaa i Slagsiden, saa den faldt død om. Fosboerne grebe deres Vaaben. Ligesaa gjorde de Andre. Det var med Nød og Neppe, at Holmkel og Thorgrim fik dem skilte ad. Der var falden en Mand af Ingjaldsholerne og to af Fosboerne. Dette gjorde imidlertid intet Skaar i Thorgrims og Holmkels Venskab. Holmkel spurgte Viglunds og Ketilrides Kjærlighed og satte sig ikke derimod. Hans Kone derimod syntes ilde derom. — En smuk og lys Nat gik Jøkul og Einar hen til det Sted, hvor Thorgrims og hans Sønners Heste græssede. De forsøgte at drive dem bort men Viglunds hvidgule Hingst forsvarede dem saa vel, at de ingen Vei kom dermed. Forbittrede søgte de med Vaaben ind paa Hingsten. Den forsvarede sig tappert med Tænder og Fødder. Omsider fik de den dog dræbt med Spyd. De slæbte den derpaa under en Klint, for at det skulde se ud som om den var styrtet ned derfra. Derpaa droge de hjem uden at lade sig mærke med Noget. — Noget efter gik de en Nat hen til det Sted hvor Thorgrims Kvæg gik. Der var halvtredsindstyve Høveder, deriblandt et Par brunladne Stude med benhvide Horn, som Thorgrim satte stor Pris paa. De sloge et Toug om Studene, trak dem hjem til Fos, slagtede dem og hængte dem i et Udhus. Deres Moder vidste Besked om Alt. — Da Viglund og Trøste kom til deres Heste, savnede de Hingsten. De søgte den hele Dagen og fandt den omsider død med mange og store Spydsaar ved Foden af Klinten. Viglund tyktes vide, at Fosboerne monne have øvet dette. De sagde det til Faderen. Han bad dem forholde sig rolige og sagde, de havde jo før mistet en Hest. “I vil faae nok Andet at tage Eder af” — mælede han — “hvis det gaaer som det aner mig, om I end lade dette gaae hen.” De forholdt sig da rolige. Ei længe efter sagdes det Thorgrim, at hans to smukke Stude vare borte, rimeligviis stjaalne. Han mælede, at det ei var urimeligt, at Tyve laa ude paa Hede og havde gjort det. Han talte ikke meget derom og lod ikke lede efter dem. Man tyktes, han havde lidt et stort Tab derved; og der blev meget talt derom. — Omendskjøndt Thorbjørg forbrugte Oxekjødet meget hemmeligt, kom Holmkel dog under Veir med, at Thorgrims Stude vare komne til hans Gaard. Han tog saa sin Hest, red til Ingjaldshol og sagde Thorgrim, at hans Stude vare blevne borttagne af hans Sønner. “Jeg vil betale Dig hvad Du vil for dem” — mælede han — “kun Du ikke anklager mine Sønner for hvad de have gjort.” Thorgrim sagde, det skulde være saaledes, lod sig Studene erstatte, og han og Holmkel skiltes med stort Venskab. — I Hrannskard boede en Kone, som hed Kjalvør. Det var en stor Troldkvinde, hun var derfor ilde lidt, der var dog Venskab mellem hende og Thorbjørg. Jøkul og Einar gave hende Penge for at omkomme Viglund og Trøste. Blandt Thorgrims Folk var en Mand ved Navn Bjørn, der førte en af hans Baade paa Fiskeri. Han blev kaldet Søbjørn, fordi han roede ud hvor stærkt Søen end gik, han sagde, han ændsede ikke Bølgernes smaa Krumspring. Han tog altid kun to Roerkarle med sig til Fiskefangst, uagtet hans Baad havde ti Aarer. Om Høsten bleve begge hans Roerkarle syge formedelst Kjalvørs Trolddom. Alle Thorgrims Huskarle vare ved Høbjergningen. Bjørn bad da Trøste og Viglund følge med sig paa Fiskeri. De gjorde saa. Kjalvør, der vidste hvad der foregik, gik op paa sit Hus og svingede sin Tryllevifte mod Øst. Da Ingjaldsholerne kom paa Fiskemedet, var der en svær Mængde Fisk, men de saae Skyer trække op i Øst og Nordøst, og det blev snart tykt i Luften. Da mælede Viglund: “Det tykkes mig raadeligst, at vi styre til Land; Veiret tegner slet.” Bjørn svarede: “Ei skulle vi drage tilbage, før vort Skib er ladet.” — “Du monne raade” gjenmælede Viglund. Det blev mørkt, Sneen fygede, Blæsten hvinede, Havet gik med høie Bølger og stod i et Skum. Nu vilde Bjørn roe tilbage. Viglund sagde, det havde været bedre, om de havde gjort det tidligere. Bjørn og Trøste trak nu Aarerne, Viglund styrede. De dreve sydøst efter ud i Havet, og Baaden trak stærkt Vand. Viglund bad Bjørn øse og Trøste styre. Han tog derpaa Aarerne og roede saa kraftigt at de naaede Land ved Dugurdaraa. Der boede den gamle Thorkel Nefia. Han tog paa det Bedste imod dem. — Da Ketilride spurgte, at Ingjaldsholerne vare drevne ud i Havet, besvimede hun. Da hun kom til sig selv igjen, kvad hun:

“Aldrig uden Graad jeg vil
kunne ud paa Søen skue,
siden i dens kolde Skjød
mine kjække Venner sank.
Led er mig den mørke Vove,
som den store Sorg mig voldte,
som i sine Jættearme
favner grum min unge Viglund.”

Dagen efter toge Ingjaldsholerne hjem. Der blev stor Glæde, da Viglund og Ketilride mødtes. Deres Kjærlighed voxede Dag for Dag, Modgangen tjente kun til at styrke den.


12. Ketilride kommer hjem igjen.

Ketil fra Rommerige kunde ikke glemme Thorgrim den Prude, at han havde berøvet ham Oløf. Han saae imidlertid, saa gammel som han var, ingen Udvei til selv at hevne det. En rig og stolt Vigværing ved Navn Hakon bad en Sommer Ketil om hans Datter, Ingeborg, der var voxen op til en smuk og høvisk Kvinde. Ketil svarede: “Jeg vil give Dig min Datter paa det Vilkaar, at Du seiler til Island, dræber Thorgrim den Prude og bringer mig hans Hoved.” Hakon gik ind derpaa, reiste samme Sommer til Island og landede ved Fjardaros. De to Brødre fra Fos kom til hans Skib. Han spurgte dem om Thorgrim. De sagde, at han boede paa Ingjaldshol og var en stor Høvding. De anpriste Fos meget. “Vi have en Søster” — sagde Jøkul — “der er saa smuk og høvisk, at der ikke monne findes hendes Lige. Vi bede Eder blive hos os i Vinter. Vi skulle saa skaffe Dig vor Søster tilægte.” Hakon sagde, han vilde drage til dem og aabenbarede dem, hvorfor han var kommen hid, hvorover de bleve meget glade, med Haandslag lovede de ham deres Bistand. Hakon kom nu til Fos. Holmkel tyktes ilde derom, Thorbjørg derimod ikke, hun fattede snart Venskab for Hakon, han gav hende mange Kostbarheder. Engang sagde han til hende og Sønnerne: “Hvor er den smukke Mø, som Jøkul talte om? Vilde jeg gjerne se hende, saameget som der er sagt om hende.” Kort efter sagde Thorbjørg til Holmkel: “Jeg vil have vor Datter hjem til mig.” — “Bedst tykkes det mig” — svarede Holmkel — “at hun bliver hvor hun er.” — “Ei skal saa være; for skal jeg selv hente hende, før Viglund længere skal bringe hende i Folkemunde.” Holmkel red saa til Ingjaldshol, hvor han som sædvanligt blev vel modtagen. Viglund gik til Ketilride og mælede: “Din Fader er kommen hid, tykkes jeg vide, at han agter at tage Dig hjem med sig. Men det vilde jeg, at Du mindes vor Trolovelse; af min Hu kommer Du aldrig.” Ketilride gjensvarede grædende: “Længe vidste jeg, at vor Elskov ei vilde blive uforstyrret; det havde været bedre, vi havde taltes mindre ved. Men ikke er det vist, at jeg elsker Dig mindre end Du mig, om jeg end taler mindre derom. Dette er min Moders Raad; liden Kjærlighed bærer hun til mig; forbi ere vore Glædestimer, om hun faaer raade; det skal jeg imidlertid bære, naar det kun gaaer Dig vel. Aldrig ville vi mere ses, hvis min Fader ei tager sig af os, og han har ondt ved at modstaae baade Hustru og Sønner.” Viglund favnede og kyssede hende bedrøvet og kvad:

“Aldrig nogen Kvinde Viglund
elske kan som Ketilride.
Staae skal vore Ord og Eder,
trodse alle Fjenders List. “

Ketilride gik saa til sin Fader. Han sagde, at hun skulde drage hjem med ham. Hun bad ham raade: “men godt tykkes mig her at være” mælede hun. Skilsmissen fra Ketilride faldt Alle tung. Hun red saa hjem med Faderen. Hakon blev glad ved hendes Komme. Thorbjørg befalede hende at opvarte ham. Hun nægtede bestemt at gjøre det og sagde det til sin Fader. Han mælede: “Du skal ikke tjene Hakon mere end Du selv vil, vær stedse hos mig.” Hun sagde, det vilde hun gjerne. Gik nu saaledes en Tid, Hakon kom ei til at tale med Ketilride.


13. Keilride trolovks med Hakon.

Der anstilledes Lege paa Fos ved Eisusø, Fosboerne stode for dem. Den første Dag, de kom hjem fra dem, spurgte Ketilride, om alle Ingjaldsholerne havde været der. Da der blev svaret ja, bad hun sin Fader om næste Dag at maatte tage ud med at se paa Legene. Hun var da med Dagen efter. Thorgrimssønnerne kom sent, der kom ikke flere end dem fra Ingjaldshol. De gik op paa Skrænten hvor Kvinderne sade. Ketilride stod op og hilste dem venligt. De satte sig hver paa sin Side af hende. Hun stirrede bestandigt lønligt paa Viglund. Hun mælede: “Monne jeg øge dit Navn og kalde Dig Viglund den Væne. Og er her en Ring, som min Fader gav mig i Tandgave, den vil jeg give Dig i Navnfæste.” Viglund tog imod Ringen og satte den paa sin Finger. Han gav hende til Gjengjæld den Ring, Kong Harald havde skjenket hans Fader. Meget talte de Elskende sammen til stor Misfornøielse for Jøkul, Einar og Hakon. Om Kvælden tog hver til Sit. Hakon bad Thorbjørg ikke mere at lade sin Datter komme til Legene. Hun lovede det og fik Holmkel til at føie sig deri og lade Ketilride blive hjemme for Eftertiden. Ketilride blev meget bedrøvet derover. Hendes Fader sagde, han vilde blive hjemme hos hende; hun svarede, det saae hun gjerne. Legene bleve imidlertid ved. Thorgrimssønnerne vare paa den ene Side, de to Brødre fra Fos paa den anden. Engang slog Viglund Træbolten bort fra Jøkul. Jøkul blev vred, tog Bolten og satte den i Panden paa Viglund. Trøste sprang til, rev et Stykke af sin Skjorte og bandt det om Saaret. Fosboerne droge imidlertid bort. Viglund og Trøste toge saa hjem. Da de kom ind i Stuen, mælede Thorgrim: “Velkommen, Søstre!” — “Hvorfor tiltaler Du os som Kvinder?” spurgte Trøste. — “Jeg troede, det var en Kvinde, der bar Hovedtøi.” — “Ikke er jeg en Kvinde” — sagde Viglund — “kan imidlertid være, at jeg har skiftet Farve.” — “Hvi hevnede Du Dig ikke” — gjenmælede Thorgrim — “da han slog Dig.” — “De vare dragne hjem, førend jeg havde forbundet ham” sagde Trøste. — Næste Dag toge Viglund og Trøste igjen til Legene. Pludseligt satte Viglund Boldten i Jøkuls Pande, saa der blev et stort Saar. Jøkul vilde da slaae Viglund med Boldttræet, men denne greb ham fat og kasted ham saa haardt ned, at han besvimede og maatte bæres hjem. Han kom sig dog snart. — Legene bleve saa fortsatte paa Gaarden Fos selv. Viglund og Trøste droge derhen, uagtet Thorgrim fraraadede dem det og sagde, at han frygtede, der blev en Ulykke af tilsidst. Da de kom i Stuen paa Fos, vare Legene begyndte og Pladserne besatte. Viglund gik hen til Tverbænken, hvor Holmkel sad med Ketilride. Hun hilste dem venligt. Viglund hævede hende af Sædet, satte sig der og tog hende paa sit Skjød. Da Holmkel saae dette, gjorde han Plads, og Ketilride sad nu mellem ham og Viglund. Viglund og Ketilride talte meget sammen. Holmkel lod dem bringe et Skakspil, og de spillede saa Skak. Hakon og Thorbjørg tyktes ilde derom. Hakon havde tit begjæret Ketilride af Faderen men altid faaet Nei. Brødrene fra Ingjaldshol beredte sig til at drage hjem. Da de vare komne udenfor, stod Ketilride der og bad dem ikke tage bort nu: “jeg veed” — mælede hun — “at mine Brødre ligge i Baghold for Eder.” Men Viglund sagde, de skulde drage afsted som han havde bestemt; og de gjorde det. Hver af Brødrene havde sit Spyd. Da de kom til Plankeværket, stode Jøkul og Einar der selvtolvte. “Det er vel, at vi træffes, Viglund” mælede Jøkul. “Det nytter nu ikke, om jeg sagde, det var ilde” svarede Viglund. Fosboerne angrebe saa Brødrene, der forsvarede sig mandigt. Efter kort Tids Forløb havde Viglund dræbt to og Trøste en Mand. Da mælede Jøkul: “Nu skulle vi holde op og skyde Skylden paa Ingjaldsholerne.” De droge saa hjem og fortalte deres Fader, at Viglund og Trøste havde dræbt tre af hans Hjemmemænd. “Vi vilde ikke hevne det før vi havde talt med Dig” sagde de. Holmkel blev meget vred derover. Da Jøkul mærkede det, tilskyndede han Hakon til nu igjen at begjære Ketilride. Denne gjorde det, og Holmkel lovede ham nu paa Thorbjørgs og Sønners Tilskyndelse Datteren. Hakon vilde nu bosætte sig paa Island, da han saae, at han ikke monne faae Thorgrim den Prude dræbt. Viglund blev meget bedrøvet, da han spurgte Ketilrides Trolovelse. Holmkel fik snart Sandheden at vide og ønskede Trolovelsen usket.


14. Holmkelssønnerne og Hakon falde.

Thorgrimssønnerne droge atter til Legene. Viglund talte haardt til Ketilride om Trolovelsen. Om Kvælden, da de beredte sig til at drage hjem, var Hakon, Jøkul, Einar og flere Mænd forsvundne. Holmkel sagde da til Viglund: “Jeg ønskede, at I ikke toge hjem i aften; det er neppe for det Gode, at mine Sønner ere ude.” Viglund svarede, han ikke vilde forandre hvad han havde bestemt. Da de kom udenfor, var Ketilride der. Hun bad Viglund drage hjem ad en anden Vei end den, hvorad de vare komne. “Ikke monne jeg gjøre stort for dine Ord” svarede Viglund og kvad:

“Trygt paa Dig har Viglund stolet,
aldrig anede han Svig;
mindst af Alt han kunde tænke,
at Du blev en Andens Brud.
Ikke nytted Ord og Eder,
ikke nytted tusind Kys.
Sent udforskes Kvindetanker.
Møen har bedraget mig.”

“Ei tykkes jeg mig at have gjort det” gjenmælede Ketilride. “Vilde jeg, at Du ikke drog bort dennegang.” — “Dog vil jeg gjøre det. Det skal glæde mig, at prøve en Dyst med Hakon, hellere end at se paa, at han favner Dig.” Og han kvad:

“Kampen ikke jeg frygter.
Bittrere tykkes det mig,
om Dig en Anden skal favne,
ranke, haarfagre Mø.”

Da Brødrene kom til Plankeværket, fandt de Fosboerne, tolv i det Hele. Thorgrimssønnerne kom op paa en Høstak, som stod i Gaarden. Angrebet begyndte, der opstod en haard Kamp. Fosboerne saae, at de sent monne faae Bugt med dem, hvis de bleve paa Høstakken. Da mælede Jøkul til Viglund: “Ikke sømmer det sig Dig længere at forstikke Dig; ei er Du en Mand, om Du ikke kommer ned af Høet og kæmper med os.” Viglund og Trøste sprang saa ned. Striden blev nu heftig. Tilsidst stode kun Holmkelssønnerne, Hakon og to Mænd tilbage paa den ene Side; to Følgesvende, Thorgrimssønnerne havde havt med sig, vare ogsaa faldne og de selv saarede. Da mælede Jøkul: “Nu skal der strides høimodigt. Trøste og Einar skulle kæmpe sammen og Viglund og Hakon, jeg skal sidde hos.” Trøste var baade saaret og mødig, han kæmpede med Einar, til de begge faldt. Viglund var mødig men ikke stærkt saaret. Han stredes længe og heftigt med Hakon, der var en stor Kæmpe. Enden blev dog, at Hakon segnede død om. Viglund var imidlertid baade haardt saaret og mødig. Nu sprang Jøkul usaaret og utræt op og angreb Viglund. Længe var det uvist, hvem af dem der vilde gaae af med Seieren. Tilsidst mærkede dog Viglund, at han for Saar og Mødighed ei vilde kunne udholde Kampen. Han kastede da Skjold og Sværd iveiret, greb derpaa Sværdet i venstre og Skjoldet i høire Haand — han fegtede lige godt med begge Hænder — og hug uventet Armen af Jøkul. Nu tog denne Flugten. Viglund saae sig ei istand til at forfølge ham. Han greb da et af de mange Spyd, der laae rundtomkring, og skød efter ham. Det traf ham mellem Skuldrene og gik ud gjennem Brystet, saa han styrtede død om. Viglund blødte stærkt, saa han besvimede og laa som død. De to Fosboer, der vare tilbage, rede nu hjem. Da de kom ind i Stuen, fortalte de hvad der var sket og at Thorgrimssønnerne ogsaa var faldne. Da Ketilride hørte det, faldt hun i Afmagt. Da hun kom til sig selv igjen, sagde Thorbjørg: “Nu røber Du din Letfærdighed og din Kjærlighed til Viglund; er det vel, at der nu er en Ende derpaa.” Holmkel mælede: “Hvorfor kan det ikke være hendes Brødres Fald, hun sørger over!” “Maaske” — svarede Thorbjørg — “men ei troer jeg det. Er det nu bedst at samle Folk, drage til Ingjaldshol og brænde Thorgrim den Prude inde.” — “Monne det være vel raadet!” — gjenmælede Holmkel— “tykkes Thorgrim mig sagesløs; og ser jeg ei, at hans Sønner kunne miste mere end Livet.” Det blev som Holmkel vilde, og der blev ingen Hevn udøvet paa Thorgrim.


15. Viglund og Tröste overleve deres Saar.

Da Viglund havde ligget en Stund paa Kamppladsen, kom han saavidt til sig selv, at han reiste sig. Han gik hen til sin Broder og saae, at der endnu var Liv i ham. Han gav sig derpaa til at forbinde sine Saar. I det Samme hørte han en Slæde komme kjørende. Det var hans Fader. Trøste blev lagt paa Slæden, Viglund satte sig tilhest. Saasnart de kom til Ingjaldshol, førte Thorgrim Sønnerne til et Jordhus under hans Seng. Oløf var der og forbandt deres Saar. De laa et helt Aar af dem. Alle troede, at de vare døde. — Holmkel lod sine Sønner og de Mænd, der faldt med dem, høilægge. Holmkel og Thorgrim kom sammen, deres Venskab var det samme som før og de kom overens om ikke at bringe Sagen for Retten. Da Thorbjørg spurgte dette, sendte hun hemmeligt Bud til sin Fader Einar, at han skulde kræve Bøder for sine Dattersønners Drab og faae Thorgrimssønnerne erklærede fredløse, hvis de levede. Skjøndt Einar var gammel, paatog han sig dog Sagen og fordrede Thorgrims Sønner erklærede fredløse paa Thornæsthing. Det begyndte nu at rygtes omkring i Herredet, at Thorgrimssønnerne levede.


16. Ketils Sønner drage til Island for at hevne Faderen paa Thorgrim.

Hakons Skibsfolk seilede om Vaaren tilbage til Norge og fortalte Ketil fra Rommerige hvorledes det var gaaet. Tyktes ham Hakon ikke at have havt Held i Hevnen mod Thorgrim. Hans Sønner vare da nyligt hjemkomne fra et Vikingstog. De vare de tappreste Mænd. Hver havde gjort et Løfte: Gunløg den Stolte havde lovet aldrig at lønne Godt med Ondt, Sigurd den Vise aldrig at negte den Mand Skibsleilighed, hvis Liv beroede derpaa. Ketil fortalte dem Hakons Fald og bad den reise til Island og hevne den Skam, der var overgaaet ham, paa Thorgrim. Sent lovede de det og seilede afsted. Da de kom ud paa aaben Sø, fik de Storm og Uveir og dreve om indtil Vinterens Begyndelse. I en stærk Taage kom de til Snefjeldsnæs, De lede Skibbrud, alle deres Mænd kom dog derfra med Livet, men kun lidet af Godset bjergedes. Thorgrim spurgte dette og hvo de vare, red ud til dem og indbød dem til sig. Sigurd syntes særdeles godt om Helga, dog talte han kun lidt med hende. Thorgrimssønnerne saae de aldrig. — Engang sagde Sigurd til sin Broder: “Skulle vi ikke udføre Hevnen mod Thorgrim, det veed jeg, at Leiligheden dertil er god nok.” Gunløg svarede: “Sligt var bedst utalt; tykkes det mig at være at lønne Godt med Ondt at dræbe den Mand, som tog mig til sig, da jeg var skibbrudden, og gjorde mig alt muligt Godt; vilde jeg hellere værge ham, om det behøvedes.” Sigurd talte aldrig mere om den Sag. Vinteren led, Ketilsønnerne gjorde deres Skib istand og beredte sig til at seile bort. Der ymtedes om, at Sigurd og Helga yndede hinanden.


17. Viglund tager Afsked fra Ketilride og seiler fra Island.

Thorgrim den Prudes Fader, Erik Jarl, var død i en høi Alder. Sigmund arvede ham. Han fik ingen Værdighed af Kong Harald, da denne var ugunstigt stemt mod Thorgrims Frænder for sin Ven Ketils Skyld. Helge havde giftet sig, hans Kone var død, hun havde efterladt sig en Datter, Ragnhild, der var meget smuk og høit elsket af Helge. Denne vilde ikke være i Norge efter Faderens Død og drog til Island. Han landede i Østfjordene og kjøbte Land i Gøtavig, hvor han boede til sin Død.

Thorgrims Sønner vare imidlertid ganske komne sig af deres Saar. De spurgte deres Fader hvad han raadede dem til. Thorgrim svarede: “Det tykkes mig raadeligst, at I drage til Gunløgs og Sigurds Skib, bede dem om at maatte reise med dem og sige, som sandt er, at Eders Liv beroer derpaa; I skulle ikke give Eder tilkjende. Gunløg vil holde sit Løfte og Sigurd ogsaa, og Bistand ville I komme til at behøve, naar I komme til Norge.” Det blev da bestemt, at de skulde gjøre saa. En anset Mand ved Navn Thorleif Stenulvssøn fra Hraunsdal beilede til Ketilride. Hun sagde Nei. Hendes Moder søgte at sætte Sagen igjennem. Ketilride var bestandigt meget tungsindig, hun sov kun lidet og sad som oftest oppe om Natten i sin Stue og sømmede.

Natten før Ketilssønnerne agtede sig tilskibs droge Thorgrimssønnerne til Fos. De gik til Stuen, hvor Ketilride sad og sømmede. Hendes Tjenestekvinde sov. Ketilride tog kjærligt imod dem. “Længe er det nu siden vi saaes” mælede hun. “Høit glædes jeg ved at se Eder i Live.” De satte sig ned hos hende og talte med hende. Viglund fortalte hende deres Hensigt. Hun billigede den. “Tykkes det mig godt” — sagde hun — “naar det gaaer Dig vel, hvad der saa end bliver af mig.” — “Gift Dig ikke” — gjenmælede Vigund — “medens jeg er borte.” — “Det raader min Fader for; men kan være, at jeg ikke er gladere end Dig, om saa sker; dog ske vil det tilsidst.” Viglund bad hende derpaa at klippe hans Haar. Hun gjorde det. “Det lover jeg” — mælede han saa — “at ingen Anden skal klippe mit Haar eller toe mit Hoved, saalænge Du lever.” Siden gik de ud. Viglund kyssede Ketilride. De fældede begge Taarer. Ketilride gik derpaa tilbage til Stuen. Da kvad Viglund:

“Nem mit Afskedskvad, o Mø,
lad det ei Dig gaae af Glemme.
Stundom vil det kunne være
Dig til Gammen i din Sorg.
Naar Du sidder tavs ved Sømmen
hjemme paa din Faders Gaard,
vil det minde Dig om ham, som
flakker om i fremmed Land.”

Da de vare komne et lille Stykke Vei fra Fos, kvad han atter:

“Stode vi To i Tunet,
favned' den fagre Mø mig,
mangen Taare hun fælded —
Ungmøen høit mig elsker.”

Holmkel var bleven Thorgrimssønnernes Besøg vaer men lod sig ikke mærke dermed. Kort efter at de vare dragne bort gik han ind til Ketilride. Han spurgte, hvorfor hun græd. “Jeg sørger over mine Brødres Død” svarede hun. “Ønsker Du, de bleve hevnede?” — “Det vilde vise sig, om jeg var en Mand.” — “Vid, at det er for din Skyld, jeg har undladt det; troede jeg, det var din Villie, at Thorgrimssønnerne ei bleve dræbte.” — “Saalidt vilde jeg have dem dræbte, at de ikke engang skulde have været gjorte fredløse, hvis det var gaaet efter min Villie; og jeg skulde give dem Penge til Reisen, om jeg havde.” Holmkel tog da sin Hest og red efter Brødrene. Da de saae ham, sagde Trøste: “Ser jeg nu Udvei for Dig til at faae Ketilride, skjøndt det ikke er smukt at dræbe Faderen og bortføre Datteren.” Viglund gjenmælede: “Om jeg end aldrig skulde se Ketilride mere, vilde jeg ei tilføie Holmkel Meen; lidet mindedes jeg da de Velgjerninger, han har viist mig og den Kummer, han har paa mig at hevne; visselig har Ketilride ogsaa Sorg nok, at ikke tilmed hendes Fader skulde dræbes, der vil hende alt Godt. Lader os hellere ride af Veien for ham og derved bevise ham Hæder.” De gjorde da saa. Holmkel red forbi dem et Stykke fremad og vendte saa atter samme Vei tilbage til Fos. Da Brødrene rede frem, saae de en Pung med Penge i ligge paa Veien, ved den laa en Guldring og en Runestav, hvori der var ristet de Ord, der vare blevne vexlede mellem Holmkel og Ketilride og, at hun sendte Viglund dette. Viglund tog det til sig og red videre. De kom til Gunløgs og Sigurds Skib, som var færdigt til at afseile. Viglund spurgte Gunløg om han vilde tage dem med til Norge. Han spurgte hvem de vare. Viglund kaldte sig Vanraad og Trøste Torraad. Gunløg spurgte, om det var dem magtpaaliggende. De svarede, det gjaldt deres Liv. Da indvilligede Gunløg, og Brødrene gik ombord. Seilene heisedes nu.


18. Thorgrimssønnerne forsones med Ketil.

Efter at have seilet rum Tid, spurgte Gunløg Viglund, hvorledes det egentlig forholdt sig med hans Navn, Vanraad. Denne svarede: “Jeg kaldte mig Vanraad, fordi jeg ikke ser Raad for mig; men jeg hedder Viglund, og min Broder Trøste, vi ere Thorgrims Sønner.” Da tav Gunløg. Siden sagde han til sin Broder: “Hvad er nu at gjøre? Min Fader lader dem visselig dræbe, naar de komme til Norge.” Sigurd svarede: “Ikke spurgte Du mig, da Du tog dem ombord; jeg kjendte dem strax, især Viglund, fra Søsteren Helga. Tykkes det mig, at Ketil ei vil kunne gjøre dem Andet end Du vil. Nu har Du Leilighed til at lønne Thorgrim hans Velgjerninger.” “Det var vel talt” siger Gunløg. — De kom til Norge og droge hjem til Romsdalen. Ketil var ikke hjemme. Da han kom, sade Sønnerne med Brødrene mellem sig og tyve Mand i Stuen. De hilsede ikke Faderen. Denne satte sig i sit Sæde og spurgte Sønnerne hvorfor de ikke hilsede ham og hvem de Fremmede vare. Gunløg svarede: “Den ene hedder Viglund og den anden Trøste, ere de Sønner af Thorgrim den Prude.” Da mælede Ketil: “Stander op, mine Mænd, griber og hænger dem! Vilde jeg, at deres Fader var her med, skulde de Alle fare samme Vei!” Gunløg sagde nu: “Stor Forskjel er der paa Dig og Thorgrim: han tog os Brødre med alle vore Mænd til sig, da vi vare skibbrudne, og gav os Alle Vinterophold; men Du vil nu dræbe hans sagesløse Sønner. Monne vi give Eder nok at bestille inden I fange dem, thi Et skal overgaae os alle.” Ketil mælede: “En Udaad var det at kæmpe med sine Sønner.” Sigurd tog til Orde: “Lad denne Sag voldgives Gunløg, hans Beslutning vil være den bedste.” Ketil svarede, det fik da saa at være, hellere end at yppe en unaturlig Strid. Da mælede Gunløg: “Det er da min Afgjørelse af Sagen, at Thorgrim den Prude skal have Oløf upaaanket, men Fader skal have hendes Arv efter Thorer Jarl; han skal give sin Datter Ingeborg til Trøste, min Broder skal have Helga Thorgrimsdatter.” Alle syntes, det var vel talt, ogsaa Ketil gav sig tilfreds dermed. De sade nu der om Vinteren. Trøste fik Ingeborg. Da Sommeren kom, droge de i Viking og bleve meget berømte, Viglund fremfor de Andre. I tre Aar laa de saaledes ude. Viglunds Sind opklaredes noget, dog kom Ketilride ham aldrig af Hu.


19. Ketilride bortgives.

Thorleif Stenulvsson vedblev at beile til Ketilride, men kunde ikke faae hendes Samtykke. En Dag red Holmkel til Ingjaldshol. Han sad hele Dagen og talte med Thorgrim, Ingen fik at vide hvad de havde talt om. Han drog saa hjem. Kort efter sendte Thorgrim tre Mænd hjemmefra, som vare borte i tre Uger; Ingen fik at vide hvad Ærinde de havde havt. En Dag kom tredive Mænd til Fos. Holmkel spurgte deres Formand om Navn. Han sagde, han hed Thord, havde hjemme i Østfjordene og vilde beile til Ketilride. Holmkel gik til sin Datter og spurgte hende hvad hun tyktes om dette Giftermaal. Hun svarede, at Manden syntes hende for gammel og at hun ingen Lyst havde til at giftes. Thorbjørg understøttede meget Thords Beilen. Enden blev, at Holmkel bortgav Ketilride. Hun drog med sin Beiler, Brylluppet skulde staae i Østfjordene. De standsede i Gøtavig. Ketilride overtog Husholdningen. Aldrig saae man hende glad. Der blev imidlertid intet Bryllup holdt. Hun og Thord laa i en stor Seng. Thorleif Stenulvssøn tyktes ilde om, at Ketilride var bleven bortgiftet; men syntes det var vanskeligt at gjøre Noget derved, da hun var kommen saa langt bort. Thord gjorde Alt hvad han kunde paafinde for at glæde Ketilride; det var imidlertid forgjæves, hun kunde ikke glemme Viglund.


20. Viglund seiler til Island med sin Broder og Ketilsønnerne og kommer til Gøtavig.

Samme Sommer som Ketilride saaledes var bleven gift, kom Viglund og hans Stalbrødre af Viking. Ketil tog vel imod dem. En Dag bleve de kaldte til Hovedtvæt. Viglund mælede da: “Ingen Hovedtvæt skal jeg have og ingen har jeg havt, siden jeg skiltes fra Ketilride.” Og han kvad:

“Sidstegang mit Hoved toet blev,
sidstegang mit Haar blev klipp
gjorde Ketilride det.
Ei skal nogen anden Kvinde
toe mit Hoved, klippe Haaret,
lovede jeg dengang høit.”

Om Sommeren beredte Stalbrødrene sig til at drage til Island, Ketilssønnerne paa et Skib og Thorgrimssønnerne paa et andet. De seilede afsted. De bleve imidlertid adskildte. Ketilsønnerne kom til Hvidaa og toge til Ingjaldshol, hvor de fortalte Thorgrim Forligelsen og at hans Sønner vare paa Hjemveien, hvorover Thorgrim blev meget glad. Viglund og hans Broder seilede til de saae Snefjeldsjøkul. Da kvad Viglund:

“Snefjeld kneiser for mit Blik,
Solens Straaler spille paa dets
høie snebedækte Tinde.
Kjær er mig som ingen anden
denne Fjeldskrænt. Under den
sidder hun, den væne Kvinde,
alle mine Tankers Sol.
Saare længes jeg derhen!”

Det begyndte imidlertid at blæse op fra Landet, saa de dreves øster ud i Havet. Det blev stærk Storm. En Dag kvad Viglund:

“Ketilride bad mig ikke frygte,
om end Bølgen høit om Stavnen slog.
Lader derfor freidige os være,
thi det ønskede min Ketilride.”

“Nu gaaer det vidt” — mælede Trøste — “at Du baade begynder og ender med Ketilride.” — “Tykkes Dig det” svarede Viglund. I flere Maaneder dreve de om paa Søen. Med Nød og Neppe naaede de omsider Land i Østfjordene ved Gøtavig. Viglund sagde: “Tykkes det mig bedst, Broder, da Skjebnen er os saa lidet gunstig, at vi give os andre Navne. Du skal kalde Dig Ravn og jeg mig Ørn.” Eieren af Gøtavig kom til deres Skib. Brødrene toge vel imod ham og bøde ham have af Varerne hvad han vilde. Han sagde: “Jeg har en ung Kone, skal hun komme hid imorgen og tage de Varer, hun synes om.” Han red derpaa hjem. Næste Dag kom Husfruen. Hun kjendte strax Viglund, men lod sig ikke mærke dermed. Viglund blev underlig tilmode ved Synet af hende, hun tyktes ham meget lig Ketilride. Hun tog nu af Varerne hvad hun vilde og drog derpaa hjem. Hendes Husbond havde budet Brødrene hjem til sig; da de kom, gik han dem imøde og viste dem stor Hæder. Han gled paa Veien ud med Foden, han var stiv af Ælde. Husfruen mælede halvhøit: “Ilde er der at eie en gammel Mand!” Husbonden hørte det og sagde: “Der var glat, min Hustru. “ Brødrene bleve hæderligen indførte i Huset. Viglund udlod sig med, at han var Husfruen ubekjendt. Da kvad hun:

“Kjender jeg Viglund den Væne,
omendskjøndt det er Aften.
Drukket har de mit Bryllup,
drukket det med en Olding.”

Dette bragte Viglund endnu mere til at troe, at det var Ketilride. De sade nu der om Vinteren. Viglund var uglad. Husbonden var derimod altid fornøiet og behandlede dem paa det bedste. Ketilride gik bestandigt med Slør for Ansigtet for at Viglund ei skulde kjende hende. En Dag var hun ude, det var meget varmt, hun tog da Sløret fra Ansigtet. I det Samme kom Viglund til. Han kjendte hende nu, blev blodrød, gik tilbage ind i Stuen og satte sig hjertegreben ned. Trøste var der; han spurgte hvad han havde set, der saaledes havde betaget ham. Viglund kvad da:

“Gjenkjendt har jeg min Elskte.
Haardt skal jeg dens Hals hugge,
som til min store Kvide
favner min unge Kvinde.”

Trøste gjenmælede: “Der var den største Udaad at tilføie den Mand Ondt, der gjør os saameget Godt.” Ketilride gik nu ikke længere med bedækket Ansigt, da hun var vis paa, at Viglund gjenkjendte hende. Om Natten stod Viglund op og gik til Sengen, hvor Husbonden laa med Ketilride. Der brændte Lys i Stuen. Viglund løftede Omhænget. Ketilride laae vendt mod Væggen, Husbonden laa yderst med Hovedet ud over Sengestokken. Viglund vilde drage sit Sværd. Men Trøste kom til i det Samme og mælede: “Vogt Dig for at begaae et Niddingsværk og dræbe sovende Mand. Lad ikke Kjærlighed til denne Kvinde saaledes betage Dig, at Du handler umandigt.” Viglund fattede sig saa. Han undrede sig over, at Ægtefolkene laa saa langt fra hinanden i Sengen. Brødrene gik nu igjen tilsengs. Viglund sov imidlertid kun lidet og var meget uglad om Morgenen. Husbonden var som sædvanligt munter og spurgte ham hvad der feilede ham. Viglund kvad:

“Stormen har herhid mig drevet.
Ak, en snehvid Mø jeg skuer,
som er mine Dages Tanke,
som er mine Nætters Drøm.”

“Lader os spille Skak” mælede Husbonden. De gjorde saa. Viglund passede kun slet sine Brikker og var nær ved at blive Mat. I det Samme kom Ketilride ind, saae paa Spillet og kvad:

“Ikke vinder Du dit Spil,
hvis ei denne Brik Du trækker!”

Husbonden fortsatte:

“Se, min Hustru ikke vil,
at Du taber Spillet mod mig.”

Viglund gjorde det Træk, Ketilride havde raadet ham, og Spillet kom til at staae lige. Viglund og Ketilride talte kun lidt sammen. Engang talte de dog Noget sammen skjøndt ikke længe. Viglund gik da til Husbonden, der bestandigt var venlig imod ham, og kvad:

“Vogt din væne Hustru, Ven!
Mødes tit vi ude, veed jeg,
ei om hendes Husbond kommer
til at eie hende mest.”

“Lad hende kun raade” svarede Husbonden. Han gjorde Alt for at glæde sine Gjester; men det hjalp ikke med Viglund, han talte aldrig et Gammensord. Dette tyktes Hans Broder sørgeligt. Brødrene vare engang ude. Trøste sagde da til Viglund, at han skulde slaae Ketilride af Tanker og tage sig en Brud. Viglund kvad:

“Ei jeg nogen anden Kvinde
elske kan end Ketilride,
som paa Ingjaldshol jeg skjenket
har mit unge Hjertes Elskov.“

“Kan være, at saa er” gjenmælede Trøste. De gik derpaa ind i Stuen. Husbonden sad der med Ketilride paa Skjødet og Armen om hendes Midie. Da hun blev Viglund vaer, sprang hun op, satte sig paa Bænken og græd bitterligt. Viglund satte sig hos hende og talede halvt hvidskende med hende. Han kvad:

“Om den smekkre Midie slynged
Oldingen de tørre Arme.
Favne skulde Ketilride
Viglund, fuld af Ungdomsvarme.”

“Neppe falder det i vor Lod” gjenmælede Ketilride. Viglund stod da op og gik bort.


21. Alt endes lykkeligt.

En Dag sagde Husbonden til Viglund: “Det vil jeg, Ørn, at Du passer mit Bo og varetager mine Sager, thi jeg vil gjøre en Reise paa mindst en Maaned, og Dig troer jeg bedst.” Siden red han afsted med fire Mænd. Trøste sagde da til sin Broder. “Tykkes det mig bedst, at vi ride bort, medens Husbonden er hjemmefra; det monne ellers siges, at Du daarer Hustruen.” Viglund var af samme Mening, og de rede saa til deres Kammerater. Husbonden kom hjem med mange Mænd, der var Thorgrim den Prude og hans Datter, Helga, Sigurd den Vise og Gunløg den Stolte og Holmkel, ialt tredive Mænd. Brødrene droge nu igjen til Gøtavig. Ketilride havde beredt et stort Gilde; hendes Husbond havde sagt, at han nu vilde holde Bryllup. Da alle Gjesterne vare komne til Sæde, stod Husbonden op og mælede: “Du har nu været her i Vinter, Ørn, med din Broder. Veed jeg imidlertid, at Du hedder Viglund og din Broder Trøste og at I ere Thorgrims Sønner. Kjendte jeg din Kjærlighed til Ketilride. Har jeg sat Dig paa mange Prøver, og Du har bestaaet dem alle vel. Nu vil jeg heller ei dølge Dig mit Navn. Jeg hedder Helge og er din Farbroder. Tog jeg Ketilride for at bevare hende til Dig. Det var et oplagt Raad mellem den brave Holmkel og din Fader. Er hun den samme skjære Mø, som da Du reiste fra Island; der har altid været Skillerum i Sengen imellem os. Har Ketilride baaret sig hæderligen ad, skjøndt hun ikke vidste Noget om alt dette.” Viglund gik saa hen til Holmkel og lagde sit Hoved i Hans Skjød. Denne mælede: “Det er bedst paa din Hals. Skulle vi være forligte, det monne Ketilride ville.” Viglund ægtede nu sin Elskede. Helga ægtede Sigurd den Vise og Helges Datter, Ragnhild, Gunløg den Stolte. Brylluppet stod paa Gøtavig med stor Gammen. Viglund og Ketilride boede paa Fos efter Holmkels Død, Trøste paa Ingjaldshol efter Thorgrims. Ketilssønnerne bosatte sig i Norge. De levede i Venskab med hverandre og vare høit ansete.