Vikingen (Thøger Larsen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Thøger Larsen
(Udgivet under pseudonymet Thøger Underbjerg)

Vilde Roser

Jydsk Forlags-Forretning
Aarhus
1895

Vikingen

Fra ung var Ejvind til Farten vant

over Havets bølgende Flade;

han regnede Stormen for Leg og Tant;

og selv om det blæste fra værste Kant,

han aldrig veg fra sit Stade.

Det var førend man kendte Kompas og Rat,

da Sol om Dag og Stjerner om Nat

skulde Kursens Retning betegne

over Vovernes vildene Egne.

Ejvind var Viking; fra Kyst til Kyst

han fôr paa den stolte Snække;

hans Sværd havde hugget i mangen Dyst

og banet sig Vej gennem Brynje og Bryst,

han var altid i forreste Række!

Naar først han fik Blik paa Blodet, der flød,

saa kendte hans Sind kun Ordet: Død!

For Bønner var lukt hans Øre,

kun Dødsskrig vilde han høre.

Hans Høvding gav ham det bedste Ry

og havde ham helst ved sin Side,

naar fremad det gik med Glavind-Gny!

Og da laa hans Bryn lig en truende Sky

over Øjet, som viste det hvide!

Og Haaret flagred; i Læben han bed;

hvor hans Sværdslag faldt, fulgte Døden med!

Der var ej en Stræng i hans Hjerte,

som rørtes ved Nød og Smerte.

Nu laa de just færdige alle Mand

til et Tog imod Sønderlide

og Snækkerne duved bag hviden Strand,

for snart paa det skummende, gyngende Vand

med Hær og Vaaben at glide.

Da hed det: "Vor Høvdings Hustru har Sot,

og nu i Morgen skal Flaaden gaa flot!

Han Ejvind til Fører har kaaret

og venter os frem paa Aaret!"-

Saa jog de da ud gennem Brændingens Brus

under stormende Heltesange!

Nu skurer Kølen mod Revlens Grus!

Nu gynger paa Dybet Mand og Mus,

mens Sejlene Brisen fange,

De stævnede frem for en stiv Nordøst

og stege i Land paa Frankrigs Kyst;

men Lykken kan ogsaa svige

selv Vikingens Sværd i Krige.

De franske mødte i mandstærk Flok;

mod Føreren kækt de hugged;

men Ejvind i Brynjen var haard som en Blok,

og førte han Hugget, fik Offeret nok!

Af Blod var Græsset bedugget.

Da trængte et langt et blinkende Spyd

gennem larmfulde Luft med en pibende Lyd —

det fôr i Førerens Bringe

og monne til Fald ham tvinge.

Man tro’de ham død, og Normannernes Hær

blev forvirret og snart lagt øde.

Paa Valen laa brudte Spyd og Sværd,

og Solnedgangens flyende Skær

faldt mat paa syge og døde.

Galliens Søn havde vundet Sejr,

og, svigtet af Odin, Thor og Frejr,

i Død eller Livsensfare

laa Cimbrias Vikingskare.

Det natned i Dal, det skygned om Tind,

og Munke gik ud at finde

de saarede Kæmper, mens Aftenens Vind

gød Svalning igennem de glødende Sind,

som husede Hadet inde.

Taknemligt de saarede Hjælpen tog;

kun Ejvind harmfuld med Næverne slog

efter dem, som Lindring mon’ bringe,

endskønt han var svækket og ringe!

Dog snart blev Armen saa slap og mat,

at Modstandskraften var omme! —

Og rundt man ledte i Busk og Krat,

imens den maanesølverne Nat

bebuded sit snare Komme.

Saa gik det mod Klostercellerne hen,

hver Fjende fandt en barmhjertig Ven

med Lægedoms-Urter rede

til over hans Vunder at brede.

Saa langsomt lægtes nu Ejvinds Saar

ved Munkenes stadige Pleje; —

ham sælsomme Tanker i Sjælen gaar,

han kom som et Varsel, der Døden spaar

over Vovernes vilde Veje;

til Løn for sin Grumhed han Godhed ser;

nu skammer han sig men hader ej mer!

Nu ligger han mørk, men rolig

i Klosterets stille Bolig.

En gammel Munk, som i Cellekrog

sig øved i Fromheds Færden,

var en kristnet Viking fanget paa Tog;

han talte en Dag paa det "norrøna" Sprog

til Ejvind om Lysets Verden.

Forbavset den syge Kæmpe saa

paa Vikingsmanden i Kutte graa;

men tavs paa Ordet han hørte,

og Frelserens Død ham rørte.

"Det var ene en verdensdyb Kærlighed"

— saa lød den graanedes Tale

"som drog hin Guddom til Jorden ned,

at bringe Frelse, at bringe Fred

og Fryd over Jorderigs Dale."

Saa talte Gubben et mægtigt Ord

om, hvordan Kristus i Skyen fôr

med Sejr over Mørkets Drage,

med Sejr for de stridende svage.

Da mælte Ejvind med Skælv i Røst:

"Nu fatter jeg først den Gaade,

at I, hvem jeg trued med Dødens Høst,

kunde ynkes over mit saarede Bryst,

kunde skænke jer Fjende Naade!

Det skyldes hin Guddoms Kærligheds Flod,

hin Krist med eder har blandet Blod,

Fostbrødrene hans I ere,

ja saadan — saa maa det være!"

"Du gættede rigtigt," — lød Munkens Svar —

"det føjer sig, som du aner!

Den hvide Krist, der vor Skyldvægt bar,

han byder sin Kærligheds Kilde klar

til baade Galler og Daner,

til hver en Menneskesjæl paa Jord

i Øster og Vester, Sønder og Nord,

over alle Øer og Lande,

hvor Blod man med ham vil blande."

I Ejvinds Øjne der gryed et Skær,

i Brystet sig daged en Længsel:

"Jeg tro’de, at Magtens Tinde var dér,

hvor Kraften sig yttrer i Arm og Sværd,

hvor man blæser ad Død og Trængsel!

Men her har jeg følt en stærkere Magt,

som har Kæmpernes Styrke under sig lagt,

som løfter i Sjæle sin Vinge

og kan Hadet og Hævnlysten tvinge!

Nu vil jeg ej mer paa den vildene Vej

over Havet hærgende fare;

plyndre og myrde det vil jeg ej!

Mon han da vil blande Blod med mig,

Kærligheds-Guden den klare?

Jeg ser, at hans Kraft er saa vældig stor,

han mægter langt mere end Asa-Thor!

Fostbroderen hans maa jeg være;

du Vejen til ham mig lære."

Den gamle talte om Daabens Vand

som Vejen til Kristi Rige;

det gik noget over Ejvinds Forstand,

men han var en fast besluttet Mand,

der ej vilde Maalet svige.

Den Kæmpe, der fordum var grum og barsk,

han længtes nu efter at blive karsk,

for Kærligheds spor at træde

og nyde den himmelske Glæde.

Der tindred en blæstfri Efteraarsdag;

da løfted sig Ejvind fra Lejet;

han vaklede noget, var end lidt spag;

saa stirred han frem over Lundenes Tag,

det grønne var halvt henfejet!

Der vifted visnende gult og rødt,

det gynged for svage Luftninger blødt;

det frodige, sommerstærke

bar Løvfaldsdagenes Mærke.

Han tænkte hen paa sit eget Liv;

det svulmed i alle Aarer,

da Kampen var lystelig Tidsfordriv;

nu ligned det mere et vaklende Siv —

en Løvhob, Stormene saarer!

Det fik vel stundom en stærkere Tid,

forinden den kom, den sidste Strid,

da det helt maatte brydes og briste

og Løvtabstimerne friste.

Snart slog da Daabens den store Stund;

man hørte Klokkerne ringe;

og Ejvind længtes af Hjertens Grund —

det var for ham som en Drøm i Blund

at høre Hymnerne klinge,

mens Straaler strømmed i gylden Hær

fra Lysekroner med syvfold Skær

under Klostertempelets Buer!

Hans Øjne skød lyse Luer.

Tre-fire andre i hviden Dragt

stod og for Daaben tilrede;

de mærked en underlig Løndomsmagt,

der vendte mod Handlingen Sind og Agt

de halvvejs bange sig têde.

Og alt dem syntes en Gaade sær,

da slukt var Lysenes Flagreskær

og Cellerummet dem favned!

Hvad mon det Vandbad dog gavned? —

Til Ejvind kom efter liden Frist

den Munke-Gubbe og mældte:

"Nu er du viet til hviden Krist,

du tælles blandt Vennerne hans forvist

og ej blandt Asernes Helte!

Saa svig da aldrig den store Pagt

men bøj dig ind under Kærligheds Magt;

den bærer dig frelst af Stride

til Straaleborgen hin hvide." —

De siden den hellige Nadver nød,

skønt ingen begribe kunde,

at Vinen var Blod og Brødet Kød;

men Munken sagde: "Det Væld, der flød

af Frelserens Dødsensvunde —

det er nu blandet med eders Blod;

hans Legem ogsaa I tog imod;

hans Liv i eder har Bolig,

saa følg hans Veje nu trolig." —

Der duved Snækker bag stenet Strand

for Fart imod Nørrelide,

og Munkene vinked Farvel over Vand;

snart saas de Skuder mod fjerne Land

med slagne Kæmper at glide. —

Da ind de fôr over Revl og Rhed,

dem Høvdingen vented ved Havets Bred,

for Rovet i Syne at tage:

"Hvi kom I saa sent tilbage?"

"Ak," svarede Ejvind, "Sejren veg

fra vor stolte, modige Række,

thi Thor sine Kæmper paa Toget sveg,

og mangen nu ligger i Døden bleg

af Danerheltene kække;

vi slog, saa Sværdene hvined i Vind,

men blodig Pande og blegen Kind

fik fler og flere til Mærke;

de Galler vare for stærke."

"Ved Thor i Valhal," Høvdingen svor,

"de Galler skal snarlig sande

at aldrig i Syden Sejren bor,

men oppe højt i det stormfulde Nord

i de store Bedrifters Lande!

Jeg stoler paa eder, Vikingsmænd;

naar Løvspringstide kommer igen,

vi fare til Sønderlide

og vise, at vi kan stride."

Men Ejvind kasted i Bølgen blaa

det Sværd, som myrded saa mange:

"Jeg aldrig mer vil i Leding gaa,

thi Nyt jeg hørte i stille Vraa

dernede paa Galliens Vange!

En Kærligheds-Asa, hviden Krist,

der søndrede Jætten Satans List,

ham har jeg min Vilje givet,

ham hører jeg til i Livet."

"Du Ejvind, du!" lød Høvdingens Røst,

"du vil svigte Hæderens Veje.

du vil Straadød lide paa Fædrekyst,

imens Valkyrjen vinker i Dyst

og favner, hvem Sværdene meje!

Et øde Liv du kun for dig ser,

du vil aldrig stride og sejre mer!

Du vil fejg som Trællen dig skjule

og fare til Helas Hule!"

"Ej Fejghed binder mit vilde Sind,"

den krænkede Kriger svarer,

"jeg bliver ej her for at hytte mit Skind,

jeg aldrig ligned den flygtende Hind —

men jeg kæmper i Kristi Skarer!

Den Dag kan funkle paa Bjærg og i Dal,

da du ligger tæmmet og slagen paa Val,

mens jeg har Sejren i Hænde,

hvis Krist det saadan vil vende."

Da drejed sig Høvdingen haant og koldt

fra Ejvind og talte til Skaren:

"Ham Løgn og Rænker har fangen holdt,

men jeg vil nyde en Sejrsstund stolt

og vinde Ry gennem Faren!

Og hver, som har Mod, mig følge paa Tog,

og Galler skal sige, at Daner slog

som de, der ej Døden frygte!

Da øges vort Helterygte!"

Der flimrede Flammer i hvert et Blik,

og Hænder fatted om Vaaben

alt efter nordisk Vikingeskik,

og Ejvind øjned selv Bifaldsnik

fra dem, ham fulgte til Daaben!

"Lad dem kun svigte," saa tænkte han,

"men jeg er Kristen, og jeg er Mand!

Min Haand skal ej Hjertet svige

for Heltehæder i Krige." —-

Ejvind slog Bo ved den hvide Kyst,

hvor Skumstænk fyger fra Bølge!

Stærke Tag var hans Hjertenslyst;

derfor han kæmped med Vover en Dyst,

naar de kom med Stormslag i Følge!

Hans Kraft blev nu atter frejdig og frisk,

men skaded ej andet end Dybets Fisk!

Og saadan gled Uger og Dage!

Og Skarer paa Valfærd drage. —

Det hændte en graanet Septemberdag,

mens Ejvind sad i sin Hytte,

at Stormene fejede over hans Tag

og tuded i Sprækker og suste i Jag

gennem Luften som Ørn efter Bytte.

En Kuling saa styrtende, stærk og stiv

han knap havde kendt i hele sit Liv.

Da vaagnede Vikingslysten,

og ud han vandred langs Kysten.

Det bruste og syded, det blaagrønne Hav,

de fraaded, de vildene Vover!

Hvor herligt, hvor stort, om Himlen ham gav

i Bølgernes Hvirvel en gyngende Grav!

Han stirred med Længsel derover.

Men ingen Nødvendighed kaldte ham did

paa Vovernes Val, i Brændingen hvid,

han maatte paa Kysten stande

og skue de vilde Vande.

Da saa han Sejlere Kysten nær,

de prøved til Land at vinde

i dette forrygende Herrens Vejr,

og Ejvind hued den Farers Færd,

de hæves, sænkes og svinde,

de tumles omkring i fygende Fart,

snart ind de ile og udad snart,

de stedes i Havsens Vaade

og kunne ej Styret raade.

To Snækker knustes i samme Nu

af en rasende, favnhøj Vove,

og Ejvind saa det med Stoltheds Gru,

han sagde sig selv: "Her savnes du,

slig Storm fælder Træer i Skove."

Han halvt var glad over andres Nød

og tænkte: "Her vindes Sejr eller Død

i Kamp for Redning at bringe."

Straks saas han i Baad at springe.

Det var en Val for en Vikingsjæl,

som ej vilde myrde og røve:

Dybet var vildt og Stormen fæl,

straks var han drivvaad fra Hoved til Hæl

i Striden for Bølger at kløve!

Og mer end Menneske syntes han,

der stred sig frem i det fraadende Vand,

mens Egeaarerne knaged

og begge Stavnene braged.

Hans Øjne stirred mod Maalet fast,

med lynende Blink de tindred!

Han var færdig, saafremt en Aare brast,

saa Baaden slængtes for Bølgekast,

men ej han sig selv erindred.

Den ene Skude var stavnbrudt alt;

det var en Stund, da Liv det gjaldt;

de fejgeste skreg og jamred,

og Hænder om Skrog sig klamred.

Smidig som Maagen i Stormvejrsflugt

skød Ejvind Fart gennem Vande

frem mod den stolte Stridens Frugt,

som skulde brede et Sagnskær smukt

over hans furede Pande.

Nu var han naaet til Nødens Egn

fri gennem Farernes Rædselshegn!

Med dem, der fortabte sig troede,

han atter mod Stranden roede.

Da stilnede Vejret noget af!

Et Straalestrejf fra det høje

tindred paa hvirvlende, stormstødt Hav!

Og Helten haled fra Død og Grav

med Aaretagene drøje.

De andre Snækker vandt ogsaa frem,

men Ejvind landede førend dem.

Sine sidste Kræfter han strængte,

hvor Brændingens Bølger stænkte.

De frelste hørte til dem, der fôr

paa Vikingsveje i Vaaren;

og Ejvind kendte sin Høvding stor,

der sparede mindre paa Daad end Ord —

der til Viking var født og baaren!

Dog i Kamp med Vover glippede Sværd,

han sejrede hist, men tabte her,

og Byttet fra Sydens Lande

laa gemt i de dybe Vande.

Og Høvdingen følte sig sær i Sind

ved Kristenkæmpen at øjne,

ved Ejvind at se i Blikket ind;

saa var han dog Helt, trods Hjernespind

og Troen paa Munkeløgne!

Som her han knejste plaskende vaad,

saas det, at han var Mand for en Daad,

at "han med de sejrløse Dage"

var stærk, hvor de andre var svage.

Saa rakte Høvdingen Haanden frem

og talte til Bølgens Tvinger:

"Jeg spotted, da du fra Kamp kom hjem,

men lad det svundne sænkes i Glem!

Dit Ry vil faa Ørnevinger!

Jeg her erklærer ved Odin og Thor:

en Sejr har du vundet, og den er stor;

men jeg blev slagen paa Valen

og slæbtes mod Havfrusalen."

Ejvind fik aldrig Svaret sagt;

han greb sig med eet for Brystet;

dér, hvor et Spyd havde Saaret bragt,

var en Aare sprungen og Kæmpens Magt

sin sidste Strid havde dystet.

Han stod med Hæder paa Havets Strand

og sank, som Solen daler af Land.

Paa Jord var hans Værk til Ende,

han døde med Sejr i Hænde. —

Hans Bauta er Havet, som højt mod Bred

fremruller i Dønninger lange;

hans Arm har Hvile; hans Aand har Fred,

men ofte svæver den stille ned

og ser over Bølgevange,

og det har den gjort i Aarhundredvis

i sene Kvæld og i Soledis;

blandt Marehalmen den hviler

og til sine Minder smiler.