Vikingen (Thøger Larsen)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Thøger Larsen
(Udgivet under pseudonymet Thøger Underbjerg)
Vilde Roser
Jydsk Forlags-Forretning
Aarhus
1895
- Fra ung var Ejvind til Farten vant
- over Havets bølgende Flade;
- han regnede Stormen for Leg og Tant;
- og selv om det blæste fra værste Kant,
- han aldrig veg fra sit Stade.
- Det var førend man kendte Kompas og Rat,
- da Sol om Dag og Stjerner om Nat
- skulde Kursens Retning betegne
- over Vovernes vildene Egne.
- Ejvind var Viking; fra Kyst til Kyst
- han fôr paa den stolte Snække;
- hans Sværd havde hugget i mangen Dyst
- og banet sig Vej gennem Brynje og Bryst,
- han var altid i forreste Række!
- Naar først han fik Blik paa Blodet, der flød,
- saa kendte hans Sind kun Ordet: Død!
- For Bønner var lukt hans Øre,
- kun Dødsskrig vilde han høre.
- Hans Høvding gav ham det bedste Ry
- og havde ham helst ved sin Side,
- naar fremad det gik med Glavind-Gny!
- Og da laa hans Bryn lig en truende Sky
- over Øjet, som viste det hvide!
- Og Haaret flagred; i Læben han bed;
- hvor hans Sværdslag faldt, fulgte Døden med!
- Der var ej en Stræng i hans Hjerte,
- som rørtes ved Nød og Smerte.
- Nu laa de just færdige alle Mand
- til et Tog imod Sønderlide
- og Snækkerne duved bag hviden Strand,
- for snart paa det skummende, gyngende Vand
- med Hær og Vaaben at glide.
- Da hed det: "Vor Høvdings Hustru har Sot,
- og nu i Morgen skal Flaaden gaa flot!
- Han Ejvind til Fører har kaaret
- og venter os frem paa Aaret!"-
- Saa jog de da ud gennem Brændingens Brus
- under stormende Heltesange!
- Nu skurer Kølen mod Revlens Grus!
- Nu gynger paa Dybet Mand og Mus,
- mens Sejlene Brisen fange,
- De stævnede frem for en stiv Nordøst
- og stege i Land paa Frankrigs Kyst;
- men Lykken kan ogsaa svige
- selv Vikingens Sværd i Krige.
- De franske mødte i mandstærk Flok;
- mod Føreren kækt de hugged;
- men Ejvind i Brynjen var haard som en Blok,
- og førte han Hugget, fik Offeret nok!
- Af Blod var Græsset bedugget.
- Da trængte et langt et blinkende Spyd
- gennem larmfulde Luft med en pibende Lyd —
- det fôr i Førerens Bringe
- og monne til Fald ham tvinge.
- Man tro’de ham død, og Normannernes Hær
- blev forvirret og snart lagt øde.
- Paa Valen laa brudte Spyd og Sværd,
- og Solnedgangens flyende Skær
- faldt mat paa syge og døde.
- Galliens Søn havde vundet Sejr,
- og, svigtet af Odin, Thor og Frejr,
- i Død eller Livsensfare
- laa Cimbrias Vikingskare.
- Det natned i Dal, det skygned om Tind,
- og Munke gik ud at finde
- de saarede Kæmper, mens Aftenens Vind
- gød Svalning igennem de glødende Sind,
- som husede Hadet inde.
- Taknemligt de saarede Hjælpen tog;
- kun Ejvind harmfuld med Næverne slog
- efter dem, som Lindring mon’ bringe,
- endskønt han var svækket og ringe!
- Dog snart blev Armen saa slap og mat,
- at Modstandskraften var omme! —
- Og rundt man ledte i Busk og Krat,
- imens den maanesølverne Nat
- bebuded sit snare Komme.
- Saa gik det mod Klostercellerne hen,
- hver Fjende fandt en barmhjertig Ven
- med Lægedoms-Urter rede
- til over hans Vunder at brede.
- Saa langsomt lægtes nu Ejvinds Saar
- ved Munkenes stadige Pleje; —
- ham sælsomme Tanker i Sjælen gaar,
- han kom som et Varsel, der Døden spaar
- over Vovernes vilde Veje;
- til Løn for sin Grumhed han Godhed ser;
- nu skammer han sig men hader ej mer!
- Nu ligger han mørk, men rolig
- i Klosterets stille Bolig.
- En gammel Munk, som i Cellekrog
- sig øved i Fromheds Færden,
- var en kristnet Viking fanget paa Tog;
- han talte en Dag paa det "norrøna" Sprog
- til Ejvind om Lysets Verden.
- Forbavset den syge Kæmpe saa
- paa Vikingsmanden i Kutte graa;
- men tavs paa Ordet han hørte,
- og Frelserens Død ham rørte.
- "Det var ene en verdensdyb Kærlighed"
- — saa lød den graanedes Tale
- "som drog hin Guddom til Jorden ned,
- at bringe Frelse, at bringe Fred
- og Fryd over Jorderigs Dale."
- Saa talte Gubben et mægtigt Ord
- om, hvordan Kristus i Skyen fôr
- med Sejr over Mørkets Drage,
- med Sejr for de stridende svage.
- Da mælte Ejvind med Skælv i Røst:
- "Nu fatter jeg først den Gaade,
- at I, hvem jeg trued med Dødens Høst,
- kunde ynkes over mit saarede Bryst,
- kunde skænke jer Fjende Naade!
- Det skyldes hin Guddoms Kærligheds Flod,
- hin Krist med eder har blandet Blod,
- Fostbrødrene hans I ere,
- ja saadan — saa maa det være!"
- "Du gættede rigtigt," — lød Munkens Svar —
- "det føjer sig, som du aner!
- Den hvide Krist, der vor Skyldvægt bar,
- han byder sin Kærligheds Kilde klar
- til baade Galler og Daner,
- til hver en Menneskesjæl paa Jord
- i Øster og Vester, Sønder og Nord,
- over alle Øer og Lande,
- hvor Blod man med ham vil blande."
- I Ejvinds Øjne der gryed et Skær,
- i Brystet sig daged en Længsel:
- "Jeg tro’de, at Magtens Tinde var dér,
- hvor Kraften sig yttrer i Arm og Sværd,
- hvor man blæser ad Død og Trængsel!
- Men her har jeg følt en stærkere Magt,
- som har Kæmpernes Styrke under sig lagt,
- som løfter i Sjæle sin Vinge
- og kan Hadet og Hævnlysten tvinge!
- Nu vil jeg ej mer paa den vildene Vej
- over Havet hærgende fare;
- plyndre og myrde det vil jeg ej!
- Mon han da vil blande Blod med mig,
- Kærligheds-Guden den klare?
- Jeg ser, at hans Kraft er saa vældig stor,
- han mægter langt mere end Asa-Thor!
- Fostbroderen hans maa jeg være;
- du Vejen til ham mig lære."
- Den gamle talte om Daabens Vand
- som Vejen til Kristi Rige;
- det gik noget over Ejvinds Forstand,
- men han var en fast besluttet Mand,
- der ej vilde Maalet svige.
- Den Kæmpe, der fordum var grum og barsk,
- han længtes nu efter at blive karsk,
- for Kærligheds spor at træde
- og nyde den himmelske Glæde.
- Der tindred en blæstfri Efteraarsdag;
- da løfted sig Ejvind fra Lejet;
- han vaklede noget, var end lidt spag;
- saa stirred han frem over Lundenes Tag,
- det grønne var halvt henfejet!
- Der vifted visnende gult og rødt,
- det gynged for svage Luftninger blødt;
- det frodige, sommerstærke
- bar Løvfaldsdagenes Mærke.
- Han tænkte hen paa sit eget Liv;
- det svulmed i alle Aarer,
- da Kampen var lystelig Tidsfordriv;
- nu ligned det mere et vaklende Siv —
- en Løvhob, Stormene saarer!
- Det fik vel stundom en stærkere Tid,
- forinden den kom, den sidste Strid,
- da det helt maatte brydes og briste
- og Løvtabstimerne friste.
- Snart slog da Daabens den store Stund;
- man hørte Klokkerne ringe;
- og Ejvind længtes af Hjertens Grund —
- det var for ham som en Drøm i Blund
- at høre Hymnerne klinge,
- mens Straaler strømmed i gylden Hær
- fra Lysekroner med syvfold Skær
- under Klostertempelets Buer!
- Hans Øjne skød lyse Luer.
- Tre-fire andre i hviden Dragt
- stod og for Daaben tilrede;
- de mærked en underlig Løndomsmagt,
- der vendte mod Handlingen Sind og Agt
- de halvvejs bange sig têde.
- Og alt dem syntes en Gaade sær,
- da slukt var Lysenes Flagreskær
- og Cellerummet dem favned!
- Hvad mon det Vandbad dog gavned? —
- Til Ejvind kom efter liden Frist
- den Munke-Gubbe og mældte:
- "Nu er du viet til hviden Krist,
- du tælles blandt Vennerne hans forvist
- og ej blandt Asernes Helte!
- Saa svig da aldrig den store Pagt
- men bøj dig ind under Kærligheds Magt;
- den bærer dig frelst af Stride
- til Straaleborgen hin hvide." —
- De siden den hellige Nadver nød,
- skønt ingen begribe kunde,
- at Vinen var Blod og Brødet Kød;
- men Munken sagde: "Det Væld, der flød
- af Frelserens Dødsensvunde —
- det er nu blandet med eders Blod;
- hans Legem ogsaa I tog imod;
- hans Liv i eder har Bolig,
- saa følg hans Veje nu trolig." —
- Der duved Snækker bag stenet Strand
- for Fart imod Nørrelide,
- og Munkene vinked Farvel over Vand;
- snart saas de Skuder mod fjerne Land
- med slagne Kæmper at glide. —
- Da ind de fôr over Revl og Rhed,
- dem Høvdingen vented ved Havets Bred,
- for Rovet i Syne at tage:
- "Hvi kom I saa sent tilbage?"
- "Ak," svarede Ejvind, "Sejren veg
- fra vor stolte, modige Række,
- thi Thor sine Kæmper paa Toget sveg,
- og mangen nu ligger i Døden bleg
- af Danerheltene kække;
- vi slog, saa Sværdene hvined i Vind,
- men blodig Pande og blegen Kind
- fik fler og flere til Mærke;
- de Galler vare for stærke."
- "Ved Thor i Valhal," Høvdingen svor,
- "de Galler skal snarlig sande
- at aldrig i Syden Sejren bor,
- men oppe højt i det stormfulde Nord
- i de store Bedrifters Lande!
- Jeg stoler paa eder, Vikingsmænd;
- naar Løvspringstide kommer igen,
- vi fare til Sønderlide
- og vise, at vi kan stride."
- Men Ejvind kasted i Bølgen blaa
- det Sværd, som myrded saa mange:
- "Jeg aldrig mer vil i Leding gaa,
- thi Nyt jeg hørte i stille Vraa
- dernede paa Galliens Vange!
- En Kærligheds-Asa, hviden Krist,
- der søndrede Jætten Satans List,
- ham har jeg min Vilje givet,
- ham hører jeg til i Livet."
- "Du Ejvind, du!" lød Høvdingens Røst,
- "du vil svigte Hæderens Veje.
- du vil Straadød lide paa Fædrekyst,
- imens Valkyrjen vinker i Dyst
- og favner, hvem Sværdene meje!
- Et øde Liv du kun for dig ser,
- du vil aldrig stride og sejre mer!
- Du vil fejg som Trællen dig skjule
- og fare til Helas Hule!"
- "Ej Fejghed binder mit vilde Sind,"
- den krænkede Kriger svarer,
- "jeg bliver ej her for at hytte mit Skind,
- jeg aldrig ligned den flygtende Hind —
- men jeg kæmper i Kristi Skarer!
- Den Dag kan funkle paa Bjærg og i Dal,
- da du ligger tæmmet og slagen paa Val,
- mens jeg har Sejren i Hænde,
- hvis Krist det saadan vil vende."
- Da drejed sig Høvdingen haant og koldt
- fra Ejvind og talte til Skaren:
- "Ham Løgn og Rænker har fangen holdt,
- men jeg vil nyde en Sejrsstund stolt
- og vinde Ry gennem Faren!
- Og hver, som har Mod, mig følge paa Tog,
- og Galler skal sige, at Daner slog
- som de, der ej Døden frygte!
- Da øges vort Helterygte!"
- Der flimrede Flammer i hvert et Blik,
- og Hænder fatted om Vaaben
- alt efter nordisk Vikingeskik,
- og Ejvind øjned selv Bifaldsnik
- fra dem, ham fulgte til Daaben!
- "Lad dem kun svigte," saa tænkte han,
- "men jeg er Kristen, og jeg er Mand!
- Min Haand skal ej Hjertet svige
- for Heltehæder i Krige." —-
- Ejvind slog Bo ved den hvide Kyst,
- hvor Skumstænk fyger fra Bølge!
- Stærke Tag var hans Hjertenslyst;
- derfor han kæmped med Vover en Dyst,
- naar de kom med Stormslag i Følge!
- Hans Kraft blev nu atter frejdig og frisk,
- men skaded ej andet end Dybets Fisk!
- Og saadan gled Uger og Dage!
- Og Skarer paa Valfærd drage. —
- Det hændte en graanet Septemberdag,
- mens Ejvind sad i sin Hytte,
- at Stormene fejede over hans Tag
- og tuded i Sprækker og suste i Jag
- gennem Luften som Ørn efter Bytte.
- En Kuling saa styrtende, stærk og stiv
- han knap havde kendt i hele sit Liv.
- Da vaagnede Vikingslysten,
- og ud han vandred langs Kysten.
- Det bruste og syded, det blaagrønne Hav,
- de fraaded, de vildene Vover!
- Hvor herligt, hvor stort, om Himlen ham gav
- i Bølgernes Hvirvel en gyngende Grav!
- Han stirred med Længsel derover.
- Men ingen Nødvendighed kaldte ham did
- paa Vovernes Val, i Brændingen hvid,
- han maatte paa Kysten stande
- og skue de vilde Vande.
- Da saa han Sejlere Kysten nær,
- de prøved til Land at vinde
- i dette forrygende Herrens Vejr,
- og Ejvind hued den Farers Færd,
- de hæves, sænkes og svinde,
- de tumles omkring i fygende Fart,
- snart ind de ile og udad snart,
- de stedes i Havsens Vaade
- og kunne ej Styret raade.
- To Snækker knustes i samme Nu
- af en rasende, favnhøj Vove,
- og Ejvind saa det med Stoltheds Gru,
- han sagde sig selv: "Her savnes du,
- slig Storm fælder Træer i Skove."
- Han halvt var glad over andres Nød
- og tænkte: "Her vindes Sejr eller Død
- i Kamp for Redning at bringe."
- Straks saas han i Baad at springe.
- Det var en Val for en Vikingsjæl,
- som ej vilde myrde og røve:
- Dybet var vildt og Stormen fæl,
- straks var han drivvaad fra Hoved til Hæl
- i Striden for Bølger at kløve!
- Og mer end Menneske syntes han,
- der stred sig frem i det fraadende Vand,
- mens Egeaarerne knaged
- og begge Stavnene braged.
- Hans Øjne stirred mod Maalet fast,
- med lynende Blink de tindred!
- Han var færdig, saafremt en Aare brast,
- saa Baaden slængtes for Bølgekast,
- men ej han sig selv erindred.
- Den ene Skude var stavnbrudt alt;
- det var en Stund, da Liv det gjaldt;
- de fejgeste skreg og jamred,
- og Hænder om Skrog sig klamred.
- Smidig som Maagen i Stormvejrsflugt
- skød Ejvind Fart gennem Vande
- frem mod den stolte Stridens Frugt,
- som skulde brede et Sagnskær smukt
- over hans furede Pande.
- Nu var han naaet til Nødens Egn
- fri gennem Farernes Rædselshegn!
- Med dem, der fortabte sig troede,
- han atter mod Stranden roede.
- Da stilnede Vejret noget af!
- Et Straalestrejf fra det høje
- tindred paa hvirvlende, stormstødt Hav!
- Og Helten haled fra Død og Grav
- med Aaretagene drøje.
- De andre Snækker vandt ogsaa frem,
- men Ejvind landede førend dem.
- Sine sidste Kræfter han strængte,
- hvor Brændingens Bølger stænkte.
- De frelste hørte til dem, der fôr
- paa Vikingsveje i Vaaren;
- og Ejvind kendte sin Høvding stor,
- der sparede mindre paa Daad end Ord —
- der til Viking var født og baaren!
- Dog i Kamp med Vover glippede Sværd,
- han sejrede hist, men tabte her,
- og Byttet fra Sydens Lande
- laa gemt i de dybe Vande.
- Og Høvdingen følte sig sær i Sind
- ved Kristenkæmpen at øjne,
- ved Ejvind at se i Blikket ind;
- saa var han dog Helt, trods Hjernespind
- og Troen paa Munkeløgne!
- Som her han knejste plaskende vaad,
- saas det, at han var Mand for en Daad,
- at "han med de sejrløse Dage"
- var stærk, hvor de andre var svage.
- Saa rakte Høvdingen Haanden frem
- og talte til Bølgens Tvinger:
- "Jeg spotted, da du fra Kamp kom hjem,
- men lad det svundne sænkes i Glem!
- Dit Ry vil faa Ørnevinger!
- Jeg her erklærer ved Odin og Thor:
- en Sejr har du vundet, og den er stor;
- men jeg blev slagen paa Valen
- og slæbtes mod Havfrusalen."
- Ejvind fik aldrig Svaret sagt;
- han greb sig med eet for Brystet;
- dér, hvor et Spyd havde Saaret bragt,
- var en Aare sprungen og Kæmpens Magt
- sin sidste Strid havde dystet.
- Han stod med Hæder paa Havets Strand
- og sank, som Solen daler af Land.
- Paa Jord var hans Værk til Ende,
- han døde med Sejr i Hænde. —
- Hans Bauta er Havet, som højt mod Bred
- fremruller i Dønninger lange;
- hans Arm har Hvile; hans Aand har Fred,
- men ofte svæver den stille ned
- og ser over Bølgevange,
- og det har den gjort i Aarhundredvis
- i sene Kvæld og i Soledis;
- blandt Marehalmen den hviler
- og til sine Minder smiler.