Vognkjørsel eller riden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

17. Vognkjørsel eller riden


353. Det var i Ildved, der sad konen en aften og malkede, og manden var i Vejle at hente et læs træ. Som hun nu sad, og drengen stod inde ved hende, hørte de en vogn komme i gården. De troede straks, at det var manden, og det bestyrkedes de i ved at høre ham spænde fra og sætte hestene i stalden, og særlig tydelig hørte de de jærnkobler rasle, der brugtes til arbejdsvognen. Så bad konen drengen gå ned i hestestalden og se; men der var ingen, og manden kom først hjem flere timer efter. Det antog de så for et varsel, og kort efter døde også et barn i nabolaget. Manden blev så bedt om at kjøre liget til kirken. De talte da om koblerne og vilde bruge hans læderkobler, for at det varsel ikke skulde gå i opfyldelse, men da hestene var spændt for, og de lige skulde til at kjøre, sprang den ene, og de måtte da hente jærnkoblerne. Så opfyldtes varslet.

Sören Lavrsen, Gjedved mark.


354. A tjente i en gård i Smollerup, hvor der var bestemt at skulle være bryllup. Der hørtes musik langs ad gaden vel et halvt års tid för. I gården havde vi en tjenestedreng, der blev syg. En aften, a kom og vilde ud at give bæsterne, hørte a ligesom en vognstjært, der faldt ned forved gadedøren. En fjorten dages tid efter døer drengen, og da han skal kjöres derfra som lig, og a trækker vognen ud af porten og hen for døren og får den i hæld, så lader a stjærten falde ned på broen, og da er det den samme lyd.

Krist. Ajstrup.


355. En karl fortalte, at da han en nat lå i sengen i karlekammeret, der var ved siden af hestestalden, hørte han uro der inde i stalden, som om der toges töj af hestene; han hørte, at koblerne skringlede på stenene og slæbtes derpå hen til pladsen, hvor töjet plejede at hænge. Om morgenen undersøgte han stalden, men der var intet tegn at spore til det, han om natten havde hørt. Omtrent en månedstid efter døde en mand i byen, som de kom til at kjøre til kirken, og da hestene kom hjem, og töjet blev taget af dem, syntes han at høre den samme lyd.

Starup. J. L. K.


356. Min datter tjente i Gjedsted præstegård. Jeg var en aften ene hjemme, og som jeg sad, hørte jeg ligesom en spand, der trimlede ude på pikningen. Da jeg gik ud og så efter, var der ingen verdens ting. Jeg gik atter ind og satte mig til at læse, og da kom det igjen fra öster og lige hen til gangdøren. Så gik jeg anden gang ud i nødset, for jeg tænkte, at det var der, men køerne lå, og al ting var roligt. Kort efter at jeg var kommen ind, kom der en vogn kjørende med min datter i syg tilstand. Det var altså et varsel for vognen, jeg havde hørt. Hun lå længe, godt et år, der hjemme, inden hun døde.

Kristen Jensen, Hestbæk.


357. En gårdmand i HvidbjærgTyholm var en vinteraften gået ud af den ydre dör. Da han kom ind igjen, sagde han til sin kone: «Hvem mon det er, der holder her uden for med et læs gjødning?» — «Å, sikke noget» siger hun, «hvem skulde holde her ude?» Jo, det paste godt nok, sagde han, men han syntes, at det var sådan et sært spænd, for den frahånds hest var så lille, og den anden så stor, det var nu sikkert, at det var sådan, for han så det så tydelig. Nogle dage efter blev manden syg og døde, og så blev der bestilt en ligkiste. Snedkeren kom kjørende med den og havde netop et sådant spænd heste, som manden havde set. Da konen så det, fåldt det hende straks ind, at det netop var det, hendes mand havde set den aften.

Lærer Helligsø, Borup.


358. Da vi boede i Flemming, lå a sådan i dagningen og hørte lige så tydelig vognen blive trukken ud. Vi havde en gammel mand, der tjente os for karl, og han var al tid tidlig på færde om morgenen. Så siger a til Anders, min mand: «Hvor skal vi kjøre hen i dag? Knud er ved at trække vognen ud.» Ja, vi skulde ingen steder kjøre. «Hør nu, nu sætter han agesættet i vognen!» og det var lige hen for vort sovekammervindue. Men han kunde ingen ting høre. Den gang a så havde rejst mig, var hverken Knud kommen, eller vognen stod der eller nogen ting. Så døde der en husmandskone i vor by. Det var al tid skik, at mændene skulde følge til jorde, og så var min mand også med der nede. Vor nabo skulde kjøre for liget. Han kommer op til mig og siger: «A kunde vel ikke låne jeres kassevogn, min vogn er for kort.» Sörgekonerne skulde nemlig i den samme vogn, liget skulde på. «Den kan du jo godt få, og a kan følge med hen og hjælpe dig den ud af porten.» Så fulgte a jo med dem, og vi trækker vognen hen, som a har hørt det, og da vi havde fået den skudt frem, tog han lige i agesættet og gav det dether sæt. Så rinder det mig netop i tanker, hvad a havde hørt. Fodtrinene den morgen gik og pimpede hen i gården ligesom Knud.

Mariane Kristoffersdatter, Rask mølle.


359. Vi hørte alle sammen en aften hjemme, at der kom en vogn kjørende ved klokken 12 ind i gården og kjørte rundt. Så gjorde den holdt, kjørte frem igjen og holdt atter, og så hørte vi ikke mere til den. Vi rendte ud i døren at se efter, for vi troede, det var min søster og hendes mand, der kom kjørende, og vi sagde: «Det var da sært, at de kommer hjem så sildig.» Men der var intet. Så troede vi, det var fårene, der var rendt ud; men de var inde. Kort efter døde vor nabokone. Den gang hun skulde begraves, skulde én af mine brödre kjøre for hende, og så kjørte han frem, men gjorde da holdt, fordet han kom i tanker om, han skulde have noget tag i vognen at sætte kisten på.

Mariane Kr.


360. Min bedstefader var fra Fitting. Han blev svag og lå i sengen i elleve år. Så vilde han gjærne om og se til hans børn, og han blev også kjørt over til os, men der døde han. Begravelsen skulde dog være i Fitting, og liget blev kjørt der over. Mig og min broder vi lå ovre i östrehuset en dags tid för han døde, og hørte i daggryet en vogn komme kjørende ind i gården og vende der. Vi rejste os öieblikkelig og så ud i gården, men der var intet.

Haas Madsen, Bække.


361. I en gård i Lille-Darum, hvor a tjente, kom en ny mand, der hed Niels Tækker. Så siger han til mig en aften: «A vilde gjærne have hestene tidlig hjem, for a vil ud at kjøre i morgen.» Det var i sommertiden, og a henter dem hjem. Da vi har forspændt, siger han: «A véd ikke, hvor når a kommer i aften, det vil sagtens blive silde!» — «Ja, du kan tale ad mig, når du kommer,» siger a, «så lægger a mig oppe i sengen i klæderne.» Allerbedst som a ligger, kommer der en vogn kjørende ind i gården, og vi hørte det klart, begge karlene. «Nu må a ud, nu er han her,» siger a. Lav a kom ud, da var der ikke det mindste. En time efter da kom han, og da var det virkeligt. Kort efter døde den gamle mand i gården, og da kom der kjørende fok i gården af familien. Det var varselet derfor, a havde hørt.

Morten Jensen, Darum.


362. En aften, vi sad inde ved min søsters i Rostrup (Gadbjærg), da hørte vi en vogn komme kjørende i stærkt trav om for døren, og vi springer jo ud for at tage imod de fremmede. Men vi så ikke noget. Så gik vi ganske rolig ind igjen. Det første vi havde sat os, begyndte det at læsse brædder af uden for døren. Endnu var der ingen ting at se. Det skete nu i efteråret. Men i jul døde gamle oldemo'r, og da var min svoger ude i Vejle at hente fjæl til kisten og til gulv i endestuen. Den gang de blev læssede af, sagde kvindfolkene, at det var akkurat at høre ligesom den aften.

Vinding höjskole.


363. Min oldefader har fortalt, at han en morgen lå i sin seng og så der, at der kom én ridende ind i gården. Så om middagen spurgte han de andre folk, hvad det var for en rytter, der var her så tidlig i morges, men de svarede, at der havde ingen rytter været der. Han forsikrede, at der måtte have været én, og han fortalte, hvorledes den havde set ud: han havde en stor sort hat på, og han red på en rødblisset hest. Men det hjalp ikke, de påstod, at der havde ingen været. Så nogen tid efter døde der én af hans familie, og så kom der ganske rigtig en mand ridende og havde en sort hat på, og han red på en rødblisset hest og kom for at byde til begravelse. Således troede min oldefader, at han havde set et forvarsel. Han fortalte også, at man skulde aldrig lade en følhoppe komme i ligskare, for så vilde føllet, som hoppen går med, eller også hoppen selv, dø.

Niels Nielsen, Tapgård, Strellev.


364. En aften, som en mand fra Ordrup og hans kone og pige stod og klædte sig af, kom der én ridende op for døren og bankede på, men da der ingen straks kom og lukkede op, trak han sin hest etter sig hen for vinduet. Han kaldte på dem, så de alle tre kunde høre det, og hvis rösten var, kunde de også kjende. Men da de gik ud for at lade ham ind, var han borte. Der gik nogen tid, så døde mandens broder, og den samme karl kom ridende; han bankede først på døren, og siden trak han hesten efter sig om for vinduet.

Bovlund. J. L. K.