Vor Folkeæt i Oldtiden: Ære

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Første bog:
Lykkemand og niding


Ære



(side 57) Fred og ære, det er summen af livet, indbegrebet af hvad en mand behøver for at leve fuldt og lykkeligt.


»Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden,« lader Genesis Gud sige til Noa ved udgangen af arken; og det lyder hos den angelsachsiske Genesisdigter sådan: »Vorder frugtbare og formerer eder; lever i ære og i fred under gammen.«


Der levede engang oppe ved Isfjorden på Island en gammel mand som hed Havard. Han havde været en gæv mand i sine dage; men han var ikke rig, og havde ikke megen indflydelse. Hans eneste søn, Olav, vakte på grund af sin vennesælhed og raskhed misundelse hos goden i Isfjorden, den mægtige og umedgørlige Torbjørn. Torbjørn vilde være mere end den første, han vilde være ene om anseelsen, og det blev han ved at fælde Olav. Da budskabet bragtes Havard, sank han sammen med et højt støn og blev liggende til sengs et helt år. Der var heller ingen som for alvor troede, at en gammel, ensom mand vilde kunne inddrive oprejsning fra overmodsmændene på Laugabol. Havards brave hustru holdt gården ved lige, fiskede med karlen om dagen, syslede med andet arbejde om natten, og ved årets udgang fik hun den gamle til at tage sig sammen og drage af sted på færd for at kræve bod. Han mødte stor hån, — ikke engang afslag fik han; han kunde tage en gammel hest som gik uden for gærdet, gammel som han selv, halt og lam som han, den havde ligget og spjættet i lange tider, nu havde den fået lidt skrab og kunde måske nok komme på benene; den kunde han tage og beholde. Så lå Havard et år til. Endnu engang vil han føje hustruen og gøre et forsøg; han farer nødig, men dersom jeg vidste at der vilde komme hævn for min søn Olav, da vilde jeg aldrig bekymre mig om hvor dyrt jeg skulde købe den«. Så rider han til tings. Torbjørn kan ikke straks ved den gamles indtræden i boden besinde sig på hvad ærindet måtte være. »Jo,« siger Havard, drabet på min søn Olav står altid for mig som om det var nylig sket, og så er det da mit ærinde at bede dig om bøder.« Han får ikke andet for sine anstrengelser end ny hån, blodig hån. Så nedbøjet går han ud af boden at han knap lægger mærke til at en og anden ikke ubetyde- (side 58) lig mand giver ham et godt ord. Og det tredje års sengeleje bliver gjort endnu tungere ved lemmeværk. Bjargny, hans hustru, sysler fremdeles med bedriften og får derimellem stunder til at tinge hjælp hos sine frænder og til at skaffe sig besked om Torbjørns rejser og veje. Så møder hun en dag igen ved sengen, da det blev sommer for tredje gang: »Nu har du sovet længe nok; i nat skal hævnen over din søn Olav fuldbringes; siden er det for sent.« Det var noget andet end den trøstesløse udsigt at ride ud og bede om bod. Havard sprang ud af sengen, jog hævnen igennem inden daggry, og kom om morgenen til Stentor på Eyri for at mælde fire mænds død og minde ham om et ordskifte på forrige alting: »Jeg syntes nemlig du sagde, at dersom jeg behøvede en smule hjælp, kunde jeg lige så godt komme til dig som til andre høvdinge.« »Hjælpen skal du få,« svarede Stentor, »men jeg gad vidst, når du tror du behøver stor hjælp, dersom den du nu trænger til er en smule.« Og så satte Havard sig bred og tryg i det andet højsæde på Eyri, lo ad fremtiden med dens vanskeligheder, spøgte med alle han så, »ti nu var der ende på al harm og græmmelse«.


Havard led en skam, et ærestab. Det ryster ham ud i alle lemmer. Ondet krammer ham, den gamle mand, så at han synker værkbruden ned. Der ligger han, mens en eneste tanke gnaver ham så hårdnakket, at han tror ikke at have sovet i de tre år. På tinge går han, som en tilskuer beskriver ham, »ulig andre, stor af vækst og noget til års; han slæber sig frem, og dog ser han mandig ud; han synes opfyldt af kummer og uro«.


Men da så oprettelsen kommer, da risler æren nyfødt og nyfødende gennem årerne. Da rettes alle lemmer ud, lungerne spiles. Med et opvågnelsens suk føler manden igen livet strømme igennem sig og ud fra sig. Kræfterne svulmer. Sindet gøres ungt, så ungt at det må lære forfra hvad fare er, hvad vanskeligheder er; det fyldes med kåd livslyst, den ægte livsjubel som bryder sig fejl om døden, og livet med.




»Fred og ære, det er summen af livet, indbegrebet af hvad en mand behøver for at leve fuldt og lykkeligt.«




Paulus Diaconus fortæller os om en gammel — højtbedaget – Langobard, Sigvalde, der ligesom Havard blev hårdt prøvet, og ligesom Havard høstede mangefold glæde af sin sorg. Han havde mistet to sønner ved Slavernes indfald. I to kampe hævnede han dem med stor iver, og da så et tredje slag stod for døren, vilde han med på trods af alle forestillinger; »ti,« mente han, »nu har jeg fået fuld oprejsning for mine sønner, nu kan jeg glad tage mod døden, om så skal være.« Og dermed gik han i døden af lutter overstrømmende livskraft.


Æren kalder straks hævnen frem for tankerne. Således må det være; den der tænker på ære må sige hævn, ikke blot fordi de to altid er forbundne i fortællingerne, men mere fordi man kun gennem hævnen kan se ærens dybde og bredde. Hævnen kan lignes ved en af disse (side 59) naturlige buer, der åbenbarer for tilskueren hvor dybt det landskab er han betragter.


Ja, hævnen er stor nok til at rumme hele livet inden for sit spand. Den indeholder livets forklarelse og livets forklaring; sådan som livet ter sig i hævneren, sådan er det både sandest og skønnest, og sådan er det i sin inderste natur.


Livet kendes på sin extase. Der gives en slags henrykkelse, hvor mennesker går ud af sig selv og glemmer sig selv, for at synke hen i det uendelige, det tidløse. Men så gives der også en extase, hvor mennesker går ud over sig selv uden at miste fodfæste i tiden, en henrykkelse hvori de gennemlever det højeste og det dybeste – deres højeste og dybeste – som i en kraftfølelse, så at de står en stund i nydelse af styrkens voksen, og derpå stormer videre, stærkere og modigere.


På denne livsfyldte henrykkelse skal livet kendes. I den åbenbarer kulturen sit væsen og sin værdi. For at nå frem til en retfærdig bedømmelse af en fremmed tidsold må man blive delagtig i den tids extase. Oplevelsen af det ene øjeblik giver mere end mange års erfaringer, fordi hele kulturens tankefylde og følelsesfylde ligger sammentrængt der i højeste potens. I den store oplevelse skal dagliglivets brudte lysstråler forklares. Hin tidsolds glæde, dens sorg, dens skønhed, dens sandhed, dens ret åbenbarer der deres inderste væsen. Hvad er indholdet i et folks glæde og i dets sorg? – besvarelsen af det spørgsmål tvinger os langt ind i folkets kultur. Men lige så vigtigt er det at måle glædens styrkegrad; hvad er de menneskers højdemål: jubel, fryd, sjælelig vederkvægelse, skraldende latter, smil, eller hvad? Og hvad er sorgen for dem? Noget de kan nyde, om ikke andet så i digtningens forædling, eller en pest, noget foragteligt og frygteligt?


Hvad kristendom var, den gang kristendommen udgjorde en »kultur«, en åndelig, livgivende og livsnødvendig, atmosfære, det føler jeg for min del ved at efterleve en faders oplevelse, når han priser Gud fordi hans børn kendes værdige til at lide for Jesu navns skyld. Jøden åbenbarer sig i det øjeblik, da han sætter sin nyfødte søn på sit knæ og indvier ham til at blive slægtens opretholder. Hellas skal man opleve gennem den gamle Diagoras, som han sidder på sine sønners skuldre efter deres sejr i legene, omjublet og »prist lykkelig i sine børn«.


Germanernes extase gennemleves i hævnens øjeblik.


Havard og Sigvalde, – vi tager dem blot som typer, – træder på hellig jordbund. Derfor bliver vi, så fjærnt vi end står dem, atter grebne af ærefrygt overfor disse hævnende mennesker. Det er ikke deres manddom, deres voldsomhed, deres humor, deres snildhed som begejstrer os: hævnen er det højeste udtryk for deres menneskelighed.


(side 60) Hævnen gør dem store, fordi den udvikler alle muligheder i dem – ikke blot nogle blodtørstige egenskaber. Den spænder deres ydeævne, næsten ud over dens mål, får dem til at føle sig stærkere, modigere. Men den lærer dem også at vente, at huske, at beregne; år ud og år ind kan en mand vente og vogte, indrette alle sine planer og handlinger på at opfange den flygtigste lejlighed til et æresopgør; ja, om det så er hans daglige syslen på ejendommen, hvor han passer sit hø og sit kvæg, lægges den til rette, sådan at han altid har udskue, om den og den skulde ride forbi. Hævnen lærer ham at regne med tid og rum som småting. Gennem tiden kan man komme ved at huske, og over land og hav kan man drives, når man har et mål. En seksårs dreng der ser sin fader dræbt for sine øjne, kan straks finde det rette ord: »Ikke græde, men huske des længer.«


Hævnen løfter ham op og forklarer ham. Den ikke blot løfter ham op, men holder ham svævende, skyder ham ind i et højere plan. Og dette kan ske fordi den ikke alene er det mest ophøjede af alt, men tillige det mest praktiske, mest dagligdags, mest almenmenneskelige. Hvilke forskelligheder der end fandtes mellem mennesker, i eet mødtes de: de måtte og skulde og kunde ikke andet end søge oprejsning. Hvad var da hævn?


Den var ikke et udslag af retfærdighedsfølelse. Der gives folkeslag som i retfærdighed ser tilværelsens livsprincip, hvorved verden holdes sammen og i god gænge. Mellem menneskers opførsel og klodernes gang består der for dem en slags direkte forhold, så at en ustraffet brøde ruger som en fare over menneskeheden. For at undgå uår, nederlag, i det hele taget forstyrrelser i verdensordenen, må man i nødsfald rette sønnerne for fædrenes forbrydelser, og omvendt. Til disse folkeslag hører Germanerne ikke. Retfærdighed kræver en helt anden art samvittighed end den vore forfædre var udrustede med.


Heller ikke forstod disse barbarer den symmetriske moral, den der genopretter ligevægten ved at slå et øje ud for et øje. Germanerne fattede lige så lidt ordet gengældelse som ordet straf.


Vore forfædre levede ude i det vilde, hvor der kun findes hævn, hævntrang, hævngerrighed, hævnlyst. Men hævnlysten er ikke så simpel en ting som man skulde tro; den optræder under så forskellige former som på den ene side: begæret efter at æde sin fjende rå, mase ham ud på jorden, rode rundt i indvoldene på ham, og på den anden side: lysten til at lade staklen føle ens overlegenhed, også moralske overlegenhed; dreven op i en krog skal han nødes til at se på den ædelmodige hævner, der nu vender ham ryggen eller byder ham hånden.


Hævntørsten var sikkert nær beslægtet med de følelser, som vi nu af og til er i stand til at iagttage på os selv. Den indeholdt samme (side 61) elementer; men spørgsmålet er om den ikke rummede mere, et noget der både kunde tage blodtørsten i sin tjeneste, og som kunde tøjle den, alt efter sit behov.


Hvis ved hævntørst betegnes viljen til at se sin lyst på sine fjender, passer ordet ikke på Germanerne. Hævnen planlægges med al omsigt, udføres med den største koldblodighed, man fristes til at sige, med forretningsmæssig koldblodighed. Hævneren planter sin økse i modstanderens hoved, tørrer blodet af i græsset, »hyller« liget, og rider sin vej. Han har ingen lyster at tilfredsstille på den faldne, – mishandling af lig er i Nordboernes historie noget så enestående, at det stempler gerningsmanden som en undtagelse, det vil sige, som en ringere mand. Fæle minder kan en sjælden gang bringe en mand ud af sig selv. Havard huggede Torbjørn et hug tværs over ansigtet efter banesåret; Torbjørn havde engang slået ham i ansigtet med en pung, hvori Olav Havardsøns tænder havde ligget siden den dag de løsnedes ved banehugget. Men Havards dåd fremkaldte øjeblikkelig det spørgsmål fra hans fælle, Hallgrim: »Hvorfor gør du sådan ved død mand?« Ja, selv om manden ikke er død, regnes det for umandigt at hugge på ham, hvis han ligger med banesår. Handlingen kan kaldes nidingsværk.




»Hævneren planter sin økse i modstanderens hoved, tørrer blodet af i græsset,
»hyller« liget, og rider sin vej. Han har ingen lyster at tilfredsstille på den faldne,
– mishandling af lig er i Nordboernes historie noget så enestående, at det stempler
gerningsmanden som en undtagelse, det vil sige, som en ringere mand.«




Hoveren findes der ikke meget af, og selv når den forekommer, mærker man tydeligt, at den kun er en tilfældig ledsagende omstændighed, ikke det centrale i tilfredshedsfølelsen. Bag hævnens udvortes ro stormer sindet med jubel, med stolthed; den fuldbragte dåd formår bedre end noget andet at frempresse begejstrede ord med pris over bedriften, over den som øvede bedriften, over den for hvis skyld den blev udført, over den æt de begge tilhørte. Men disse udbrud kommer fra dybet; de er udslag af livets extase.


For strafferen som for den hævngerrige kredser alle tanker om hin anden, hvad der skal ske med ham, om han kan blive rigtig og føleligt ramt. Hævneren har sine tankers centrum i sig selv. Alt kommer an på hvad han gør, ikke på hvad den anden lider. Hævneren henter noget. Han tager hævn.


To ting udkræves til ret hævn: at den krænkende falder for våben, Og at våbnet føres af de krænkede. Om drabsmanden inden sagens udjævnelse omkom på anden vis — døde en naturlig død, druknede, forulykkede, – så havde de krænkede lige fuldt deres hævn til gode; de måtte da holde sig til krænkerens frænder, lige så godt som når han slap dem levende af hænde, f. ex. valgte det tidspunkt til at se sig om i verden og lære gode sæder hos fremmede konger. Heller ikke følte ætten det som en oprejsning at gerningsmanden faldt for uvedkommende trediemand; deres hævn stod endnu tilbage, ti – de havde Ikke »fået ære over deres frænde«.


(side 62) Men så måtte den anden part også nødvendigvis have en ære, hvis krænkelsen skulde kunne udslettes på den. Den ulykkeligste død en mand kunne få, var at blive dræbt af trælle, og da især, når disse handlede på egen hånd og der ikke stod nogen anseelig mand bag; ti hos dem var der ingen hævn at hente. En af Islands første landnamsmænd, Hjørleif, blev overfalden og dræbt af sine trælle. Da hans fostbroder Ingolf senere fandt liget, udbrød han i de klagende ord: »Usæl skæbne for en brav mand, at trælle blev ham til bane.« Havard lod på sit hævntog trælle gå fri, fordi hans søn ikke vilde blive »mere hævnet« ved at han dræbte dem med. Næsten lige så usæl, ja i grunden lige så usæl som døden for trællehånd var den skæbne at blive fældet af en »enløbing«, en mand som ikke havde nogen æresforvandte, fostbrødre eller krigskammerater, i verden; ikke blot kunde hævnen ved en ulykkelig hændelse gå tabt, siden den »stod« i et eneste individ; men den ære man inddrev fra en sådan ener var i sig selv kun mådelig.


Men også blandt ægte frænder kunde der være forskel på hævnværdi. Følte ætten sin krænkelse meget dybt, enten fordi den dræbte var en af deres bedste mænd, eller fordi hans frænder i det hele betragtede sig som særlig æredyre, da foretrak de måske straks at hugge efter en bedre mand i krænkerens familie. Denne trang til at tilfredsstille sin hævn på en frænde i hvilken der var mere »gild hævn«, dør sent ud i Norden.


I indledningen til Frostatingsloven må »Hákon konungr son Hákonar konungs sonarson Sverris konungs« endnu ynkeligt klage over »den onde uskik, som længe haver været i dette land, at der en mand bliver tagen af dage, da vil den dødes frænder tage den af ætten som er den bedste, selv om han hverken var vidende, villende eller værende ved drabet, og vil ikke hævne på den der dræbte, skønt de har lejlighed dertil«, og følgelig florerer de onde, og de gode nyder ikke godt af deres fredsommelighed, »og vi må se de bedste undersåtter i landet os berøvede,« sukker landsfaderen.


Tonens bitterhed indeholder et varsel om at trøsten foreløbig er temmelig langt borte. Vist vilde bønderne bo i landet i tryghed, og kunde kongen hjælpe dem til fred, så skulde et og andet forbud og påbud være velkomment; men lige så sikkert som undladelsen af at slå ihjel kunde forbedre landefreden, så vist var det, at mennesket ikke kunde leve af ikke at blive slået ihjel. Og når nøden nu trykkede en mand, hvad gav så kongen ham? Det plus af lægedom for en såret ære som kongens gode undersåtter erhvervede sig på den gamle vis, kunde han ikke erstatte dem med noget nyere retsmiddel. Og så længe æren stod som en grundfaktor i folkets moralske selvvurdering, ja, stod som lovens formål, kunde man ikke kappe en ende af den (side 63) med et skarpt reskript. Forbud og lovforbedringer fra oven er i bedste fald kun forløbere, herolder for en sindsforandring som tager århundreder, og så længe »lov« og »ret« ikke havde fundet hinanden i ny enhed, så længe var folkets »misbrug«, dets misforståelse af eget tarv stærkere end både kongemagt og fornuft. »Ingen mand i landet har fået så gild en hævn som han, — for ingen anden er der blevet fældet så mange i hævn«, det var og blev det bedste bevis på at den faldne havde været størst blandt mænd i sin tid.


Hævnen består altså i at man tager noget fra den anden part. Man erhverver sig ære fra ham. Man vil have sin ære igen.


Ved krænkelsen er der tilføjet den lidende part et tab. Han har mistet noget af sin ære. Men denne ære er ikke noget han til nød kan undvære, ikke noget han må have hvis han vil leve højt, og som nøjsomme karakterer kan hjælpe sig foruden. Han kan heller ikke trøste sig til den del han har i behold; ti den krænkelse han har lidt, er at ligne ved et sår som ikke vil lukke sig af sig selv, og som vil bløde ustandseligt til alt hans liv er rundet ud. Kan han ikke få det tomme rum udfyldt igen, da bliver han aldrig sig selv mere. Tomheden kan kaldes skam, den er en lidelse, en smærtefuld sygdomstilstand.


Njal, den fredsommelige, fredstiftende Njal, gør ikke mange ord derom; men de menneskelige følelser er lige så ufordærvede i ham som i slagkæmpen, Egil. Han så på sit aldrende legeme og sagde: »Jeg kan ikke hævne mine sønner og vil ikke leve med skam,« og dermed slog han sig ned i sin seng midt i flammebålet. I en sådan karakter som Kveldulf slog lidelsen ud i voldsomme krampetrækninger. Hans søn Torolf var falden i noget nær åben fejde med selveste kong Harald; det så håbløst ud for en simpel bonde at få ære fra Norges kraftige konge. Han selv var gammel og udlevet; men ærehungeren blev i hans gamle krop en stimulans, som samlede de sidste rester af kraft til at omkomme en og anden, »som vil synes Harald skade at miste«. Så forskellige de to mænd er af naturel, — de repræsenterer vel de to yderpoler i den islandske kultur, – tænker de ens, føler de ens, og handler de ud fra samme forudsætning: ærens uundværlighed og hævnens uomgængelighed. Så længe man endnu levede det gamle liv, ligegyldigt om de udvendige former var hedenske eller kristne, kunde man ikke under noget vilkår lade hævnen ligge nede; man kunde ikke sætte sig ud over ærens krav, fordi dette kom indefra og mældte sig som en pinlig angstfornemmelse.


Der var engang en Islænding som gjorde noget stort, uhørt, overmenneskeligt stort. Efter folkekampen på altinget i året 1012 (var det vel), da udsigterne til forlig var mørke, og alt kunde tyde på en skæbnesvanger sprængning af selve fristaten, stod den mægtige høv- (side 64) ding Hall fra Sida op og sagde: »Alle mænd ved hvilken sorg jeg er bleven ramt af, at min søn Ljot er falden. En og anden tænker vel at han vilde blive blandt de dyreste af alle som her er faldne. Men dette vil jeg gøre for at mænd kan blive forligte: jeg vil lade min søn ligge ubødet og dog give mine modstandere fuld fred og forlig. Så beder jeg dig, Snorre Gode, og med dig de bedste her, at I sætter igennem at vi får forligelse imellem os.« Derpå satte Hall sig ned. Og ved hans tale lød der højlydt bifaldsmumlen, alle priste højt hans godvilje. »Og om dette, at Hall vilde lade sin søn ligge bodløs og gjorde så meget til forlig, er at fortælle, at hele tingskaren lagde bøder sammen til ham, og det sammenlagte blev ikke mindre end otte hundreder i sølv; men det var firdobbelt mandebod.«




»Hævnen består altså i at man tager noget fra den anden part.
Man erhverver sig ære fra ham. Man vil have sin ære igen.«




Men blodet behøvede ikke at flyde for at livet skulde komme i fare. Æren sivede lige så skæbnesvangert ud gennem det skår som tilføjedes med en stok, eller med et spidst ord, eller blot ved en hånlig tilsidesættelse. Og lægedommen er i alle tilfælde den samme. Når en mand sidder i samtale og pointerer sine ord med en kæp, og han så kommer til at ramme næsen på sin kammerat, da burde denne måske tage lidt hensyn til at den gestikulerende så dårligt og havde talt sig varm. Helt god tone kan man vel heller ikke kalde det, øjeblikkelig at fare op og prøve på at drive øksen i næsen på den anden; men finder man så den nærsynede og ivrige taler dræbt i sin seng nogle måneder senere, ved man, at en har været der »for at hævne kæphugget«. Der er ingen som principielt nægter gerningen navnet hævn. Og var den ramte en æresmand, da vilde ingen udenforstående frakende ham hans ret til at handle som han gjorde; tværtimod, de vilde umiddelbart indse, at den næsestyver kunde blive lige så skæbnesvanger for ham som en afhugget arm eller et afhugget ben. Kom der ikke ære for krænkelsen, måtte der, om jeg så må sige, gå blodforgiftning i det lille sår.


Sådan skete det for Islænderen Torleif Kimbe. Han havde på en udenlandsrejse om bord på et norsk skib haft det uheld at bære sig lidt hidsigt ad overfor sin landsmand Arnbjørn, mens de var i færd med madlavningen. Arnbjørn for op og langede Torleif et slag på halsen med sin varme ske. Torleif bed skammen i sig: »Nej, Nordmændene skal ikke have deres morskab af os to Islændere, og skille os ad som et par køtere; men jeg skal huske, når vi mødes på Island.« Torleifs hukommelse synes imidlertid ikke at have været kraftig nok. Men da han en skønne dag begiver sig af sted på frierfærd, får han det svar af pigens broder: »Jeg skal sige dig min mening; førend jeg gifter min søster med dig, må du se at få lægt de grødskrammer på halsen, som du fik for tre år siden i Norge.« Slaget med skeen og det med skrammerne begrundede afslag fremkaldte en hel bygdekrig (side 65) med dybe og varige splittelser mellem ætterne. Fra gammelt standpunkt betragtet er der intet uforholdsmæssigt mellem anledningen og følgerne.


Blev en mand kaldt tyv eller fejg – noget han ikke var, – eller kaldtes han skægløs — noget, faktum måske ikke tillod ham at benægte, — i alle fald havde han at inddrive fuld og hel erstatning for påsagnet, om han vilde beholde sin værdighed. Njal havde som bekendt den lyde, at der voksede ikke skæg på ham. Gunnars hustru, Halgerd, så det og tav ikke dermed: »Så viis en mand, som ved råd for alting, at han ikke har kunnet hitte på at lade køre gødning der hvor behovet er størst; han skal hedde den skægløse gamling, så kan hans sønner få navnet møgskæggerne. Og du, Sigmund, det skulde du sætte på vers; lad os nyde godt af at du kan digte.« Sigmund gør alt hvad der kan vinde ham den skønne Halgerds beundring og hendes bifaldsudbrud: »Du er en perle, sådan som du føjer mig.« Injurierne har magt, ikke blot over de unge, hedblodige Njalssønner, men lige så fuldt over Njal selv. Versene når Bergtora. Og da folk sad til bords, sagde hun: »I er blevet betænkte med gaver; både du, far, og dine sønner; det bliver småt med anseelsen, hvis I ikke giver noget igen.« »Hvad er det for gaver?« spurgte Skarphedin. »I, drenge, I er fælles om een gave, man kaldte jer møgskæggerne; husbonden hed den skægløse gamling.« »Vi har ikke kvindesind, at vi bliver vrede for alting,« sagde Skarphedin. »Da blev Gunnar vred på eders vegne, og søger I ikke eders ret her, da vil I ikke hævne nogen skam.« »Den gamle har nok løjer af at tirre os,« sagde Skarphedin og trak på smilebåndet; men der sprang sved ud på panden af ham, og der kom røde pletter på kinderne, og det var noget usædvanligt. Grim tav og bed sig i læben; Helge kunde man ikke se noget på. Høskuld fulgte Bergtora, da hun gik ud. Hun kom ind igen og skummede af harme. Njal siger: »Ja, ja, hustru, det nås nok, selv om man giver sig tid. Og sådan går det med mange sager, så prøvende de end er, at selv om man hævner, er det ikke sikkert man kan få alle munde til at sige eet.« Men om aftenen hørte Njal en okse klirre mod væggen. »Hvem har taget vore skjolde ned?« »Dine sønner gik ud med dem,« sagde Bergtora. Njal stak fødderne i et par sko og gik ud, rundt om huset; der så han dem på vej op over skråningen. »Hvorhen?« »Efter får,« svarede Skarphedin. »Dem bruger man da ikke våben på; I turde have andet ærinde.« »Så fisker vi laks, far, hvis vi ikke kommer over fårene.« »Det var i så fald ønskeligt at den fangst ikke glap.« Da han kom ind i sin seng, sagde han til Bergtora: »Alle dine sønner var ude med våben; din æggen har nok givet dem noget at gå efter.« »Jeg skal takke dem på det bedste, hvis de kommer og mælder mig Sigmunds fald.« – De kom- (side 66) mer hjem med det gode budskab og siger det til Njal. Og – han svarer: »Til lykke med dåden!«


For alt er der kun een slags hævn til: hævn i blod. Hvis der blot var tale om gengældelse eller selvhævdelse, måtte man vel kunne betale med samme mønt. Når mennesker har en sådan tro på hånsordets magt over æren, skulde man mene de også tiltroede egne spottegloser virkekraft, – hvorfor så ikke give tyv for tyv? Ja, det kunde man gøre, hvis man havde mod, hvis man var så velsitueret i åndelig henseende at man kunde undvære oprejsning. Man fik ikke sin ære igen på den måde, man havde brodden af den andens ord stikkende i sig, og man kunde forspilde sin hævn. Man var ræd for at fange en fjende og forhåne ham, i steden for at dræbe ham straks, man frygtede for at drage fornedrelse over sig og ikke oprejsning. Det blev regnet for umandigt at bære sig sådan ad. Hævn var for dyrebar en ting til at spøge med.


Jellingbægerormen.png


Æren var noget som gjorde at mennesker måtte hævne, ikke blot at de eventuelt kunde hævne. Gilderne levede, ligesom de gamle frændekredse, i fred og ære, og på fredens og ærens ukrænkelighed, og deres love sætter de principper der lå til grund for det gamle samfund på paragrafer. Derfor hedder det, som vi så: Den der ikke holder »freden« overfor sin broder, i indbyrdes mellemværende, hvor de end mødes, hjemme i gildestuen, på byens gader, eller ude i verden, den der ikke holder freden når en broder er i nød, så at han antager sig hans sag, – han udstødes som niding. – Og – Broder som bliver krænket og ikke klager for brødrene, ifalder en bøde, og hævner han derefter ikke sin harm ved gildefællernes hjælp, da udstødes han som niding af broderskabet.


Freden fandt vi let igen i lovene; selv om den ikke blev direkte udtrykt, gjorde den sig altid gældende som underforstået. Så selvfølgelig, så selvforståelig er dens myndighed, at loven så at sige ikke bliver sig den bevidst før den begynder at føle sig i opposition til den. Men nu æren? Hvordan ter den sig i juridisk forklædning? Så absolut som den står i livet, kan den vel ikke hævde sig for domstolene? Men dens vældige energi må da være følelig også der. Dette fortvivlede råb på hævn må da også genlyde i lovene under en eller anden form.




»Æren var noget som gjorde at mennesker måtte hævne, ikke blot at de eventuelt kunde hævne.«




For fredsfællerne er hævnen en pligt; loven sanktionerer pligten som ret. De islandske love tilsteder drab på stedet for angreb og slag, selv om disse ikke efterlader mærker i huden. De siger, at for større slag og sår, for meget grove injurier kan krænkeren frit hugges ned hvor og når han træffes inden nærmeste altingssamling. Så vidt er (side 67) hævnen gyldig. Men går man hjem med den lille krænkelse siddende på sig, eller lader man efterår, vinter, forår, gå hen uden opgør for den større krænkelse, da har man fortabt sin ret til egenhændigt opgør, da kan man kun søge sin modstander gennem loven. – Sådan lyder en lov som er splidagtig med sig selv. Udviklingen går i retning af at indskrænke hævneretten; men så længe hævnens nødvendighed anerkendes i princippet, bliver grænserne dragne på rent udvortes måde. Intet under, at disse løst opstablede skranker viser sig for svage til at standse forfølgeren.


I de norske love er indskrænkningen ført et skridt videre. Hævnen er hovedsagelig kun anerkendt ved de allerstørste krænkelser. Man måtte selvfølgelig bøje sig for den hævn som en mand tog over drab eller forgribelse på frænke; at tvinge slig hævn ind under selv det mildeste begreb af forbrydelse, det lod sig endnu i den tidlige middelalder ikke gøre. Men der vil den norske kongelovgivning også helst standse al selvtægt. Overfor de allergroveste skældsord vakler den måske lidt; – kan man fortænke en mand i at han lader øksen svare på en sådan tiltale som: »din kælling, din tæve, sådan en mær som du, en træl som du er!«? – men sår og slag og puf og hån skal mænd kunne bære til tings.


Ikke des mindre skinner tydeligt en kraftigere undergrund igennem. Hakon Hakonsøn kan i sin store retterbod (fra midten af det trettende århundrede), der gør tjeneste som indledning til Frostatingsloven, ikke sige andet end at en hævn for sår og ægte krænkelser må have sin gyldighed, når den bliver foretaget inden bødetilbud er fremkommet fra den anden side. Den vage vilkårlighed i tillægget: »undtagen kongen og andre skønsomme mænd synes anderledes,« er karakteristisk for al hjælpeløs reformeren fra oven; man giver det gamle sin velsignelse og føjer en floskel til, som skal gælde i reforms navn. Og bar krænkeren sig, i lid til formuenhed eller mægtige frænder, ad på samme overmodige måde engang til, da måtte det stå i den krænkedes magt, om han vilde tage mod forlig eller ikke.


Halv humoristisk er en forbedring, som man en overgang synes at have lovet sig en del af: at den der hævner skal være sagesløs, hvis hævnen ikke er større end forbrydelsen. Det eventuelle overskud skal vurderes i skønsomhed ved forliget, og erstattes. En velment tanke, blot man kunde blive enig om, hvad der var passende, og hvad det overskydende kunde være værd. Tanken tager sig bedre ud i den milde formanings form, fremsat til vejledning for hirdmændenes samvittighed: ikke hævne for brådt, og ikke hævne overdrevent. Sådan står der i hirdskråen.


Alle disse indgreb er prægede af svaghed og valenhed, hvad man i gamle dage kaldte rådløshed, den tilstand som folk er i når de (side 68) gærne vil gøre noget, og også virkelig gør noget, men ikke kan finde den vej der fører til et resultat. Man mærker på selve forbedringerne hvor klart og simpelt det gamle står i bevidstheden: at krænkelse, af denne art eller hin art, kræver lægedom, og at lægedom sikkert er at finde i hævnen. Ganske vist, der er nye tanker i gære; men foreløbig har reformatorerne intet at lægge en ny grund med, og derfor må de bygge oven på den gamle, begrunde forbud mod hævn med, at hævn er noget ingen mennesker kan undvære.


Sikkert nok lader der sig konstatere en modsætning mellem lov og liv. Lovmanden synes at have haft et skarpblik for grader og nuancer i fornærmelser, som praktiske folk slet ikke kendtes ved, eller kun kendtes ved så længe de var i juridisk selskab. Der sad de gode Nordmænd på tinge og hørte interesseret til, når de der var kyndige i loven udviklede forskellen mellem det sår der åbnede kødet ind til benet, men ved passende lægedom lukkede sig helt sammen igen, og så det juridisk mere ondartede tilfælde, hvor et så og så stort stykke kød var faldet ud og ned på jorden. Tilhørerne fæstede sig i mindet hvor meget der skulde betales for den første slags, og hvor meget for den anden slags. Eller de hørte på at skældsord klassificeredes. »Fuldbødes ord er det for det første, når man siger til en mand at han har ligget i barselseng, for det andet, hvis man siger han har unaturlige lyster, for det tredie, hvis man sammenligner ham med en mær, eller en tæve, eller en skøge; [»jo, det er sandt,« fristes man til at sætte ind,] det er også fuldbødesord, om man kalder ham træl, eller hore, eller heks; og for resten gives der kun ukvemsord, som man kan kræve en mindre bod for, eller som man kan hævne med et: »Det kan du selv være.« – Så sluttedes tinget, og gode mænd drog hjem, og hævnede og hævnede, som om der aldrig havde været grader til. Eller Islænderne, disse hårde halse, som krænkedes og sloges og hævnedes, alt i ærens enfold, de drog til altinget og hørte lovsigemanden foredrage drabsafsnittet med dets kunstfærdige mangefoldethed, hvor betingelser og muligheder og omstændigheder trævles og væves, væves og trævles. Der var ingen der lo, tværtimod, alle fulgte med, dybt interesserede.




»Eller Islænderne, disse hårde halse, som krænkedes og sloges og hævnedes,
alt i ærens enfold, de drog til altinget og hørte lovsigemanden foredrage
drabsafsnittet med dets kunstfærdige mangefoldethed, hvor betingelser
og muligheder og omstændigheder trævles og væves, væves og trævles.
Der var ingen der lo, tværtimod, alle fulgte med, dybt interesserede.«




Besidder dette billede ikke en egen, storslået humor? Om man ikke vidste bedre, kunde man vel tro på en spaltning i samfundet. Men nej. På Island findes i hvert fald ikke spor af skel mellem en lovgivende kaste og en lovløs hob. De samme halsstarrige bønder som sloges ude i bygden, var jurister om en hals, jurister af tilbøjelighed så vel som af begavelse. Ja, det er netop disse bønder, som har gjort islandsk lov til et småmønstret væv af kasuistik. Retten har på sagaøen sit bestemte særpræg, af næsten raffineret systematik, som den har fået på Island og intet andet sted, fået ved flittig rettergang og (side 69) flittig lovgivning. Noget lignende gælder Norge. Selv om der overalt fandtes lovkyndige i snævrere forstand ved siden af ikke-lovkyndige, gælder denne distinktion kun folkets viden og ikke dets interesse.


Man kan komme med en anden forklaring, som har mere kraft. Mennesker bliver ikke stående på samme sted altid; men de flytter sig kun med en del af sjælen ad gangen. Samme individ rummer et fremskridtsjeg, der hævder sig triumferende når manden optræder i offentlig funktion eller i samvirke med andre ligesindede sjælehælfter; og et gammeldags, konservativt jeg, der overtager føringen hjemme i det daglige, og som i det hele véd at benytte sig af enhver uligevægtstilstand i sjælen til at overrumple og afsætte sin medbejler. Norsk og islandsk lov repræsenterer ikke nogen ur-ret; tværtimod, de er begge fremskridtsfænomener. I dem er det fremskridtsjeget der taler. Og ejendommeligt nok, mens Nordmændene kender en vurderingsskala for sår, eftersom de går ind til hulrum (det koster ½ mark), eller bliver i huden (koster 1 øre), eftersom hullet læges uden ar (pris 1 øre) eller med ar (6 øre), er Islænderne åbenbart ikke komne ud over at kalde et sår for et sår. Havde vi midler til at følge lovene tilbage århundrede for århundrede, vilde vi se formerne blive simplere og simplere, se dem mere og mere nærme sig hverdagstankens enfold.


Men deraf følger ingenlunde, at Nordmændenes og Islændingenes forfædre slet ikke har kendt til at gøre forskel. En vurdering af krænkelsen ligger dog så dybt i lovens karakter, at den også må antages at have dybe rødder i folkets sindelag. Selv om Grågås sætter grænsen for hævneretten nok så langt nede, – simple slag falder jo indenfor, – antyder dog grænsens tilstedeværelse at visse krænkelser var for ringe til at betales i blod. Uden tvivl har vore forfædre på et meget tidligt stadium af deres tilværelse gjort den opdagelse, at somme tider voldte folk fortræd med vilje, somme tider ved våde. Eller den iagttagelse har påtrængt sig dem, at visse epiteter i deres ordforråd var stærkere end andre; og de har i deres daglige samkvem vedkendt sig forskellen.


Interessen for nuancer var stærk og dyb, og utvivlsomt gammel. Man kendte og anerkendte godt nok en betinget forskel mellem store og små krænkelser. Der findes ingen grund til at tvivle om at mennesker fra første færd af har været mere tilbøjelige til mindelig overenskomst ved små sår end ved store. Vist vilde man mindelig afgørelse, udjævning, når en sådan kunde finde sted uden skade. Om dette var muligt, det afhang af det enkelte tilfældes karakter: hvilken fortid krænkelsen havde, hvordan den var foretaget, og ikke mindst hvem krænkeren var, om han og hans frænder var sådanne mænd at et forlig med dem betød ære. Men een ting stod fast: forsonlig- (side 70) heden bares ikke oppe af vilje til at lade det ubetydelige slag gå uænset hen; vilde eller kunde foruretteren ikke gøre den beskadigede ære god igen, da måtte hævn til, fuldt så godt som i livs- og dødssager.


Hvordan forsonligheden og retsviljen fra først af balancerer i vedtægterne, må blive et spørgsmål for sig. Så meget kan siges her: Taxationen havde ingen plads i retsgangen; loven var stiv, formel, som en snorret vej, man måtte følge eller forlade, og den vej førte lige til: ubetinget oprejsning. Bøjelighed fandtes der sikkert ikke meget af hos dem der dømte. Agt for skel og billighed står udenfor, og byder på forlig for dem der mener at deres ære kan reddes på lemfældig måde. Efterhånden gennemtrænges lovens enfoldighed af mere mangfoldig hensyntagen til krænkelsens art, og omformningen sker naturligt, med styrke som noget der vokser indefra udad. Men loven har nøjagtig samme grænse som forsonligheden. Oprejsning skal til, den grundsætning går gennem al ret. At krænkeren er ude af stand til at bøde, eller at han ikke mere er til, det ophæver ikke det faktum at modparten står der bodtrængende. Krænkelsens lidenhed forringer ikke oprejsningens nødvendighed. Overfor den grundsætning standser alle fremskridtsbestræbelser. Norges lovreformatorer skyder hævnen til side så vidt som muligt. Der er lov til, der er ret sat for dem som trænger, og nu vil der blive kongelige embedsmænd, hvis livsopgave er at skaffe folk den oprejsning de før så møjsommeligt har måttet søge selv; men – vil den anden ikke bøje sig og slår embedsmandens vilje ikke til, da skal den der selv hævner sin vanære, være genstand for den yderste hensyntagen; ja, overstiger hævnen ikke fortjenesten, skal han være ganske sagesløs.


I hvilken grad oprejsningen stod, og blev ved at stå, som hovedsagen og som den absolut uundværlige betingelse for at et mellemværende overhovedet kunde bringes ud af verden, derom vidner ikke mindst den tidligere nævnte indledning til Frostatingsloven, Hakon Hakonssøns store reformedikt: »Hvis drabsboden udebliver, kan den dødes frænder hævne, og de skal i intet blive hindrede derved at kongen har givet drabsmanden fred og tilladelse til at være i landet.«


Ja, kravet på personlig oprejsning er ikke noget som livet og samfundet blot anerkender, det er den allerinderste hemmelighed, selve det bærende i nordisk lovgivning. Når Gulatingsloven buser ud med et: »...da er det vel om der bliver hævnet«, eller den siger: »Ingen kan forlange bøder for krænkelse mere end tre gange uden at hævne sig derimellem«, da er det ikke lovløsheden, lovtrodsen som på dril tager juristparykken på og med komisk høj- (side 71) tidelighed udtaler kynismer. Disse sætninger er ikke andet end direkte udslag af den retfordrende energi, som har skabt og opholdt hele det netværk af lovbestemmelser gennem hvilket de stikker op.




»Ja, kravet på personlig oprejsning er ikke noget som livet og samfundet blot anerkender,
det er den allerinderste hemmelighed, selve det bærende i nordisk lovgivning.«




Ånden i loven kan karakteriseres som en juridisk medfølelse med den krænkede og hans lidelse. Tinget er det sted hvor man søger hen for at finde lægedom. Med andre ord, ethvert angreb betragtes under synspunktet: personlig krænkelse, personlig hån. Ligegyldigt om man bærer sin dræbte frændes lig frem på tinget, eller man fører en på fersk gerning greben tyv ind med bagbundne hænder, eller man kommer med et hånsord på ryggen, så lyder råbet: »Skaf mig oprejsning, ære!«


En gerning kan ikke være forbrydelse i sig selv, den bliver først forbrydelse (om vi vil bruge det ord) ved den virkning den har på et menneske. Rammer den en sund mand, da er det skade på ham, og den skade må han se at få helet. Den bod samfundet påtager sig at tiltvinge ham, hvis han appellerer til det, er hans »ret«, – det betyder omtrent: hans værdi. Og har han ingen »ret på sig«, det vil sige, er han en æreløs mand, går forbrydelsen ud af verden, – fordi den aldrig har været der.


Den rethævdende energi som møder klageren fra domstolens side, er ingenlunde mindre end andensteds, hvor dommeren sidder for at straffe og skærme. Tværtimod. Den er så meget stærkere som den inspireres af grundtanken: der må, der skal oprejsning til, ti den krænkedes velfærd står på spil; han er en mærket, fældet mand, hvis der ikke skaffes ham »ære«. Er gerningsmanden borte, nu vel, han har frænder, — nej, der spurgtes slet ikke først og fremmest efter en gerningsmand, men efter nogen til at skaffe oprejsning.


Hermed er synskredsen videt ud til at gælde hele Germanien, så langt nordiske stammer holder ret og dømmer.


Jellingbægerormen.png


Alle vegne er hævneretten på retur.


Det mest yderliggående standpunkt repræsenteres vel af Burgundernes lov, som sætter dødsstraf for drab og dermed vil bringe al selvtægt ud af verden. De gode Burgundere var dog ikke nået videre i fuldkommenhed, end at lovgiveren i samme åndedræt specialiter må fremhæve, at ingen anden end den skyldige tør forfølges. De øvrige folk var åbenbart ikke komne ud over indskrænkningernes stadium, den gang de begyndte at optegne deres vedtægter. Desværre kan vi på grund af lovenes tilfældige karakter kun følge bevægelsen ved enkelte glimt hist og her. Alamannerloven synes at ville skælne mellem tilfredsstillelse af det øjeblikkeligt opblussende hævnsind og den sindige, planlæggende hævnvilje: (side 72) hvis man straks med forhåndenværende hjælpere forfølger en drabsmand og slår ham ned i hans eget hus, da slipper man med een mandebod; men henter man først assistance, da stiger bøderne til det nidobbelte beløb. Hos Frankerne er det først Karolingerne som på kraft reformerer. Hævnen er i de ældre tidsrum endnu fuldt anerkendt, for større krænkelser i hvert fald. Saliske lov omtaler straf for den der egenmægtigt nedtager det hoved hævneren har stukket op på en pæl til bekendtgørelse (»lysning«) af sin dåd. Lejlighedsvis får vi at vide om en brav mand, Gundhartus, at han måtte holde sig hjemme på grund af en truende hævn. Han har i sin nød henvendt sig til Einhart, og nu skriver denne (vel omkring år 830) et varmt brev til Hraban for at bevæge denne Kristi tjener til at fritage manden for hans ledingspligt, da den ufejlbarligt vil bringe ham i hans fjenders vold. Kongernes reformbestræbelser løber væsentlig ud i varmhjærtede og indtrængende formaninger til rette vedkommende, at de skal nøde folk til at forliges og opgive hævnen.


Overordentlig lærerige er de indskrænkninger hævnen har undergået i Sachsernes ret. For det første udelukkes den i tilfælde hvor skaden er udført af et kreatur, eller af et redskab som er fløjet ud af hånden på ihændehaveren: ejeren skal bøde, men være unddragen hævn. Endvidere skal man ikke uskyldigt hæfte for hvad ens hørige begår; har man anstiftet dåden, ja, da må man bøde eller tåle hævn; men har den skyldige handlet af eget påfund, kan man sige sig løs fra ham, og lade ham med hans syv nærmeste frænder bære ansvaret, det vil sige, stå som mål for hævneren. Endelig, når det er mord der er tale om, bliver ætten, i videre forstand, erklæret berettiget til at købe sig fri for hævn mod at betale trediedelen af en simpel mandebod; hele resten af den umådelige drabsbøde (ni gange mandebod) falder på gerningsmanden og hans sønner, og de alene skal bære hævnen, om betalingen udebliver. I den knappe Friserlov får vi følgende oplysning: Den der forleder en anden til drab, – og her må vel atter først og fremmest tænkes på forholdet til undergivne, – kan kun undgå hævn, hvis gerningsmanden er flygtet; han betaler da en trediedel af boden. Forbliver drabsmanden i landet, da må det henstilles til de krænkedes forgodtbefindende om de vil opgive hævnen på anstifteren og lade sig forsone. Og kan man sværge sig fri for delagtighed i sin træls dåd. da undgår man også nu hævn; men betale skal man lige fuldt.


Langobardernes lovgivere beskæftiger sig meget med hævnen, og er stærkt optagne af det problem hvordan man skal få den gennet inden for lidt snævrere grænser. Vi får derfor gennem lovbestem- (side 73) melserne et interessant billede af hævnens stilling, både dens stilling i lovlivet og i selvtægten. Ved ufrivilligt manddrab, ulykkestilfælde under arbejde hvor flere er sammen o. lign.; fremdeles i tilfælde hvor husdyr af egen drift øver skade, der skal hævnen være udelukket. For krænkelser og slag må man ikke tage sig selv til rette, siger Rothar; man skal nøjes med bøde. Til gengæld sætter han priserne op: »Af den grund har vi for allehånde slag og sår sat højere bøder end dem vore forfædre kendte, for at boden kan fortrænge hævnen, og alle sager bringes under fuld forligelse.«


Af et sted i kong Liutprands edikt får vi tilfældigt et indblik i Langobardernes liv, så at vi ser hvordan hævnen bliver slynget frem og tilbage mellem parterne når den en gang er vakt. Kongen har fået nys om en sørgelig hændelse: en mand havde taget en badende kvindes klæder og gemt dem. Liutprand skynder sig at bestemme en meget høj bøde for sådan usømmelighed: slig letsindighed bør rettelig bødes med fuld mandebod; »ti,« siger han som begrundelse, »sæt at kvindens fader, eller broder, eller mand, eller anden slægtning var kommen til, så havde der stået en kamp. Er det da ikke bedre at synderen i levende live betaler mandebod, end at der over hans lig skal rejse sig hævn mellem frændekredsene, og større bøder skal komme deraf?«


De langbobardiske lovgivere appellerer i øvrigt til fornuftssiden hos deres undersåtter; det gælder om at liste en højere moral ind i de gammeldags gemytter, og læmpeligt få hævnen sat udenfor lovlighed og tilbøjelighed. De langobardiske piger synes at være voksede fra den gode gamle skik at glæde sig i tugt og ære ved den husbond familien valgte. Der forekommer stadig tilfælde hvor en trolovet pige løber bort med sin egen udvalgte, og bortførelsen vækker naturligvis regelmæssigt hævn og fejde. Nu prøver Liutprand, om ikke udsigten til at miste alt udstyr kunde bevæge en pige til respekt for trolovelse. Hun skal miste sin lod og nøgen og tomhændet gå fra sit hjem. Han forbyder strængt fader eller broder at lade sit gode hjærte løbe af med sig, »... for at stridighederne kan ophøre og hævnen falde bort.«


Af folkene nordpå står Danskerne – og Angelsachserne – nogenlunde værdigt ved siden af Burgunderne. Nominelt er al hævn desavoueret. Men lovgiverne har sproget imod sig. Når de skal begrunde kvinders og gejstliges uduelighed til at tage og give bøder, falder formuleringen ud i de gamle ord: »fordi de hævner på ingen mand og ingen mand på dem«. Eller der løber et sådant udtryk med ind: »Vil den sårede ikke lyse gerningen, men vil han hævne ...« I Valdemar den Andens Forordning om drab hersker også den ejendommeligste modstrid mellem æmne og sprog. Forordningen går (side 74) ud på at fritage frænderne for deres pligt til at deltage i drabsboden. »Medens drabsmanden er i landet, skal man ej hævne på anden mand end ham«. Flyr han, — så at de krænkede altså står med tomme hænder, — da skal frænderne byde bøder, og gør de ikke dette, må de, hvis en af dem dræbes af hævneren, takke sig selv, fordi de ikke tilbød mandebod. Men naturligvis går hævneren ikke fri for at bøde, – han skal så at sige betale for sin ret, ligesom Burgunderen når han øver sit drab som overfalden »dreven af smærte og harme«; det gamle system er altså nominelt brudt ved roden.


Svenskerne var knap så fremmelige som deres sydlige naboer. Landskabslovene lægger al vægt på at man kun bør tage hævn på gerningsmanden, ikke på hans frænder. Brud på dette princip falder ind under »uret hævn«, et begreb som også har været kendt i Danmark, når f. ex. Valdemar den Andens forordning om jærnbyrds afskaffelse skælner mellem drab på sagesløs mand og drab »på ret hævn«.


På Gotland, hvor udviklingen ingenlunde var bag efter tiden, men i mange henseender gik ad ejendommelige baner, der havde man sin egen måde at komme uden om hævnen på. Gutalags forskrifter om hvordan man skal forholde sig, »hvis fanden volder at mand kommer til at slå mand ihjel«, er dobbelt interessante, fordi de på den ene side pointerer de vanskeligheder som stod i vejen for hævnens afskaffelse, og på den anden side giver en løsning ved udnyttelse af gammeldags midler. Det foreskrives at drabsmanden skal fly med sin fader og søn og broder, eller hvis disse ikke er til, da med nærmeste slægtninge, og opholde sig 40 nætter på et af øens tre kirkefristeder. Derfra begiver de sig hen og helliger sig et opholdssted, borte fra deres hjem; de må vælge sig et område på tre landsbyer og skoven deromkring så langt som halvvejs til nærmeste bygd, – dog at der ikke ligger ting eller købstad eller mere end een kirke i distriktet. Der bliver de. Og i tre på hinanden følgende år skal de udbyde bøder; og selv om den krænkede tager mod bøderne første gang de frembydes, skal han være en uskæmmet mand. Afslår han bøderne tredie gang de bydes, da skal folket råde for pengene og gerningsmanden være fredet.


Overalt står hævnen under indskrænkningens tegn. Først blev den gjort afhængig af en vilje til at skade; så indsnævredes den til at gælde de store krænkelser, snart kun drab og ægteskabsbrud; endelig indskrænkedes den til en slags gengældelse mod handleren selv, med frielse af ætten for at bære brøden med ham.


Overalt indskrænkning. Og netop disse subtraktioner åbner per- (side 75) spektiver til en tid da oprejsningens nødvendighed helt og holdent skyggede for hensyn til vidende og vilje, da f. ex ethvert sår måtte føres tilbage til en ansvarlig, endogså i tilfælde hvor våbnet selv havde handlet mod ejerens vilje; til en tid da den lidende mere havde åndelig lægedom behov end legemlig, og en tid da hævnen var universalmiddel.




»Hævnen var ikke en uskik, som skulde luges op; den var skik, den var anerkendt,
den havde været lov og ret, og den var en nødvendighed, som reformatorerne
måtte skaffe substitut for...Naturen kan jo ikke forandres...Ære skal
den krænkede have igen på en eller anden måde.«




Men der ligger mere i disse minder fra kongens og kirkens kamp mod selvtægten. Hævnen var ikke en uskik, som skulde luges op; den var skik, den var anerkendt, den havde været lov og ret, og den var en nødvendighed, som reformatorerne måtte skaffe substitut for; den havde været en almindelig betingelse for alt menneskeliv, og menneskers lykke afhang af muligheden for at finde erstatning. Naturen kan jo ikke forandres; en lidelse kan ikke bringes ud af verden ved at man afskaffer hovedmidlet imod den. Ære skal den krænkede have igen på en eller anden måde. Indskrænkninger foretages kun på den betingelse at oprejsning nås på anden vis, og under den forudsætning at, ender den ny, lovlige vej blindt, da skal frænderne have ret til at søge deres ære hellere end at udsætte sig for dens fortabelse. Det var jo den sidste tone i Valdemarsbestemmelsen mod frændehjælp: de kan takke sig selv for at de drog hævnen ned over sig ved ikke at tilbyde bod. Selv Angelsachserne må lige så godt som Langobarder og Nordmænd lade hævneretten stå som den sidste udvej, når krænkeren ikke vil, eller ikke – kan skaffe oprejsning på anden vis.


Ganske isoleret dukker den betragtning op, at loven er til for at straffe, for at skræmme de onde og beskærme de gode; således i fortalen til Jyske lov, i Burgunderloven, hist og her i kongereskripter. Den står der som en lært og gentagen lektie, ganske isoleret, uden at fortone sig over i retsbestemmelser, står der så at sige for at vise hvor inkommensurabelt det princip er med alt hvad Germanerne har tænkt. Så længe reformatorerne ikke kan få omstødt det faktum at krænkelse forgifter en mand, så længe må de fra tid til anden slå sig selv på munden.


Jellingbægerormen.png


I Danmark deltes mandeboden i tre dele: een tilfaldt den dræbtes arving, een hans fædrene frænder, een hans mødrene. Men selv om der ingen mødrene frænder er, siger Eriks lov, og selv om »den der nedstammer fra ham enten er af trælleherkomst, så at han ej må tage arv, eller uden riget, så at man ej ved hvor hans frænder er, da skal hans fædrene frænder, selv om de allerede har taget både første og anden lod, også tage den tredie lod, ti deres frænde må ej vorde ubødet, hvis han er fri mand; fuldt ud skal (side 76) han bødes,« – så sikkert sidder endnu den gamle begrundelse i disse forholdsvis stærkt fremskredne lovmænd. Æren er det centrale i mandens væsen. Oprejsningen er en ærelod som den krænkede skal og må have for sit livs skyld. Denne oprejsning, denne sjælelægedom er det domstolene skal skaffe klageren.


I Gotlandsloven hedder det om en præsteviet mand der har krænkelse at hævne, men hvem bod nægtes: han skal gå på tinge for alt folket og kære sin sag, sigende: »Jeg er lærd mand, viet til Guds tjeneste, jeg må ej stå i hug eller i kamp; bod vilde jeg tage om den blev budt, men skam vil jeg nødig tåle.«


Der har vi i et knapt billede den germanske retsfølelses væsen. Skam vil vi ikke tåle. Og fra domstolene kommer et kraftigt gensvar på dette råb, fordi loven i virkeligheden er noget mere end en anerkendelse af hævnens nødvendighed for mandens velfærd. Retten må tage den krænkede op i sig, eller den må støde ham udenfor. Retten er formet over det princip: går han med skammen, kan han ikke høre til mellem os, så gælder han ikke blandt mennesker, så gælder han ikke for nogen lov mere. Skældes en mand fejg, og hævder han sig ikke ved at udfordre og sejre, da er han fej g, og da er han retsløs, — sådan siges der både i syd og nord. Det er sandt nok at krænkelsen er en privatsag, for så vidt som den er en privat lidelse, man selv må søge lægedom for; offentligheden tager ikke initiativet til nogen forfølgelse af gerningsmanden. Men lige så vist var der en offentlig bedømmelse, som skød den krænkede uden for samfundet, hvis han ikke rehabiliterede sig. Og lideren kan på en vis måde lægge sin smærte over på menigheden ved at klage; han kan gøre folket meddelagtigt i skammen og dens følger. Tinget må skaffe ham oprejsning, så vidt dette lader sig gøre med de midler der står til dets rådighed, det må erklære sig solidarisk med den skadelidte, og udskille hans modstander fra sig, — med mindre der kan istandbringes en forsoning og genoprettelse. Gør folket ikke det, da smittes det måske af kraftløsheden. Klageren har så at sige magten over folket og dets samvittighed, men ikke i kraft af en almindelig retfærdighed, ikke i kraft af en samfundets grundlov der siger: du må ikke, og kræver afstraffelse; ikke i kraft af andet end dette: sker der intet, går jeg til grunde, og jeg kan trække jer med mig.


Hævner en mand ikke sin krænkelse, da er han niding og har »ingen ret på sig«.


Fra frændernes mund lyder skriget efter ære så gennemtrængende, fordi det presses frem af angst. Det var vel for en stor del form, når i Frisland en af den dræbtes frænder drog sit sværd og slog tre gange på graven for i hele slægtens nærværelse at udråbe sit: (side 77) »Hævn, hævn, hævn!« Form er også dette ritual: Klagerne trækker sværd og udstøder det første råb, bærer liget frem på tinge og stikker, efter to nye råb, deres sværd i skeden igen. Men formerne er ikke voldsommere end følelsen berettiger dem til. Der var spænding nok inden i mændene til at lade skriget gjalde vidt ud. Loven kender ikke en sådan ubehersket voldsomhed. Den taler afmålt og ordvejende, men dog indtrængende som den der ser et menneske stedt i livsfare, og når alt kommer til alt, er lovens betoning af ærens uundværlighed lige så eftertrykkelig som frændernes råb. Gennem lovmandens distinkte, formbundne foredrag kan kravet ikke i den grad springe ind på en, som gennem ættens vilde: »Hævn, hævn!« Og dog turde det være, at hvis vi rigtig får øret op for hvad det er han bærer frem i sine korte, rimfæstede sætninger, vil vi netop gennem det indirekte vidnesbyrd få det mest overvældende indtryk af ærens energi, så meget des vældigere et indtryk, fordi vi her ser energien omsat til samfundsbærende kraft.


Germansk rettergang hviler på det princip at en beskyldning — lovformeligt fremført naturligvis — er nok til at tvinge manden til retsligt forsvar. Enhver skal være beredt til at afkræfte den blotte, ugrundede sigtelse med sin ed og med mededsmænds ed. Gør han det ikke, da falder han for sigtelsen; i følge den gamle tankegang er sagen lige så afgjort som om han åbent havde bekendt sig skyldig. Nogen frygt for at en mand på den måde kunde dømmes uskyldig, kendte man ikke til, fordi man i grunden ikke tog tavsheden som en stiltiende bekendelse, men snarere opfattede sigtelsen som en måde at lægge skyld ind i en mand. Den der ikke slynger sigtelsen tilbage, lader den, om vi så må sige, synke ned i sig og mærke sig. Anklagede beviser ikke sin renhed; han renser sig.


Dette er det tvingende princip i Germanernes rettergang, det bånd som holder dem sammen i retssamfund. Også ude i det daglige liv synes det som om det ene menneske har magt over det andet i kraft af sit blotte ord. Man kan »ægge« en mand til at vise sin styrke, sit mod, sin dumdristighed på den måde man foreskriver ham. Man kan tvinge ham ved at udtale sin tvivl om hans manddom. Nordboerne har et særligt udtryk for sådanne tvingende ord; frýjuorð kalder de dem, ord hvori man udtrykker sin tro på vedkommendes mangel i den og den retning. Der var f. ex. en mand som hed Mår. Denne Mår vilde visse folk gerne have ud af verden. Så møder en dag en mistænkelig person op foran gården og fortæller ham at hans okse ligger ude i mosen. Mår ved godt hvor han har sine okser, men da den anden lader falde en ytring om hvor underligt det er at han ikke tør se til sine kreaturer, så må bonden ud i mosen og finde sin død.


(side 78) »Du tør ikke« er nok til at få en mand til at sætte livet ind. Gregorius Dagssøn satte sin sag og sit liv over styr, fordi han ikke kunde stå imod frýjuorð. Da han og Hakon mødtes, var der en å imellem dem; isen var utryg, og Hakon havde ladet hugge våger, skjulte under sne. Gregorius syntes ikke om isen: bedre søge til broen. Men bønderne forstod ikke at han manglede mod til at gå mod den lille styrke på god is. Gregorius svarede: »Jeg har sjælden trængt til at man stiklede til mit mod, det skal heller ikke behøves nu; se I blot til at I følger, når jeg går foran; det er jer der vil prøve dårlig is; jeg har ikke megen lyst, men ikke vil jeg roligt tåle eders stiklen. Frem med mærket!« Alt i alt en snes mand fulgte ham, de andre vendte om så snart de følte isen under sig. Der faldt Gregorius. Og dette skete så sent som år 1161.


Man har magten over sit medmenneske ved hjælp af sine frýjuorð, fordi disse trykker på hans ære, og sætter hans ære i fare. Hvis den ikke svarer med at rejse sig og vise sin styrke, sniger der sig lammelse ind i den. Manden synker ned til »niding«. Når en Islænding eller Nordmand råber efter sin modstander: »Vær du hver mands niding, hvis du ikke kæmper med mig«, er hans ord det modsatte af en floskel: de virker som den kraftigste trylleformel. Ti respekterer den anden ikke udfordringen, bliver han virkelig en niding alle sine dage.




»Når en Islænding eller Nordmand råber efter sin modstander: »Vær du hver mands niding, hvis du
ikke kæmper med mig«, er hans ord det modsatte af en floskel: de virker som den
kraftigste trylleformel. Ti respekterer den anden ikke udfordringen,
bliver han virkelig en niding alle sine dage.«




Faderen råber i Hildebrandslied sit smærtefulde ve over skæbnen: »Nu skal mit eget barn hugge mig med sværd, give mig døden med sin økse, eller jeg bliver hans bane.« Men hvad er der at gøre! »Den være fejgest af alle Østmændene, som nu vilde nægte dig kamp, da du så såre lyster derefter ...« Så uafvendeligt er frýjuorðitat det kan fremtvinge den forfærdeligste ulykke af alle: frændedrabet.


Injurien, påsagnet, lige så vel som slaget og hugget, bøjer noget inden i manden, noget som kaldes ære, noget som udgør selve menneskelighedens rygrad. På den måde gjorde man sin næste til mindremand for lov og ret. Uplandsloven giver os en stump gammel retsorden fra den hedenske tid angående fejghedsbeskyldning: Den ene siger: »Du er ikke mand, du har ikke mod!«, den anden siger: »Jeg er lige så god mand som du!« Så skal de mødes med våben på en korsvej; den der ikke møder er niding og retsløs. Eller som Langobarderne sagde: Skælder man en anden for fejg, må man kunne hævde sin påstand ved retstvekamp; ligger man under i den, bør man skelligvis bøde for sin uvederhæftighed. Skælder nogen en kvinde for heks eller hore, må hendes frænder se til at rense hende ved retskamp, eller hun bære straffen for hekseri eller hordom. Her lægger injurianten fejghed, hor ind i den (side 79) anden ved sit påsagn. Ligeså lægger klageren tyveri eller anden styghed ind i sin modpart for retten, og tvinger ham til at foretage en renselse.


Den ære der har bøjet sig inden i den sigtede, må rejses og gengives sin kraft til at regere manden. Fornærmelsen kan betragtes som en slags gift, som må kastes ud og slynges tilbage på afsenderen. Og derefter må lideren tage ære igen af krænkeren, til fuld og hel styrkelse af sin menneskelighed.


Ikke blot pligt, men simpel selvopholdelse tvinger til at søge oprejsning for enhver krænkelse. Man kan ikke – d. v. s. er ikke i stand til at – leve med skam. Af denne følelse er samfundets grundlov født, en grundlov så jærnhård som næppe nogen, hård nok til at holde hårde mennesker sammen i et retssamfund, under lovens tugt.


Jellingbægerormen.png


»Jeg skal råde bod derpå, hvis du ikke tør, ti for os alle er der skam i,« sagde en Islænding til sin frænde, der alt for godmodigt fandt sig i Kormaks besøg hos hans hustru. Hævn skal der til; vil ikke den ene, så må den anden. De er alle stedte i samme fare. I rigtig gammel tid vilde en frænde vel blot ikke have talt så meget, men snarere begivet sig ud på hævnstien med det samme. Så flød blodet, og skaden var bødet. Ja, for så vidt, men det værste sad jo igen: en af fællerne havde bøjet nakken for skammen, en af dem havde ladet en krænkelse sidde som kunde have været rystet af straks, en havde gået omkring og skulket og på den måde trukket skammen til sig, ned over sig selv og sine frænder. Det skår var ikke helet; og, hvad værre var, for det gaves ingen oprejsning.


Krænkelsen, injurien kunde komme indefra, ved at en frænde viste fejghed eller sløjhed, idet han lod en lejlighed gå tabt til at vise sig, til at markere sin tilværelse i ære. Eller han betegnede sig selv som en vanærens søn ved at begå en handling der ikke stod til at hævde; lad os sige at han »myrdede« en mand.


Endelig kunde ætten blive ramt af et blodigt hug som var bodløst og ubodeligt: når den der huggede, selv var en af frænderne.


Da kan der lyde sådanne ord fra frænderne: Hellere borte end fejg; hellere skår i ætten der hvor han står og fylder. Vi ved lidt af hvad det må have kostet at sige noget sådant; for at få disse ord over læberne skulde man gøre vold på – ikke slægtskabsfølelsen, ikke blodets naturlige mindelse, ikke kærligheden, – men på »freden«, som indbefatter alt dette og endnu mere; man skulde drives gennem den naturlige frygt for at se fredsfællernes tal formindskes Og udsigterne til en rig kommende generation indsnævres; man (side 80) skulde drives gennem angsten for et hul i »gærdet«; man skulde nå til at glemme hvilken smærte det betød for hver og en personlig i kredsen, når en streng, en fastsnoet streng flåedes ud af den. Så fatter vi hvilket tryk æresforringelsen udøvede. Jeg kan føje til: hvert enkelt medlem betød en uerstattelig værdi; i frændernes kraft og deres frugtbarhed lå hele Germanerens fremtid og hans håb; hver af dem betød en »ære«, som ved hans undergang opløstes, forsvandt. Hvis man kan få sin forståelse af freden omsat til medfølelse, så at man fornemmer sig som en fredsfælle (og det er muligt til en vis grad), da rystes man ved at høre disse ord: hellere skår hvor han er.


Fortvivlelse er det rette ord, ikke for stærkt, snarere det modsatte – en egen art fortvivlelse, den energiløse, lammende.


Det hedder i Gylfaginnings fortælling om Balders død: »Da Balder var falden, svigtede mælet aserne og hænderne svigtede til at gribe ham; den ene så til den anden; alle havde de eet sind mod ham som udførte værket; men ingen kunde hævne: stedets fred var for stærk. Men da aserne fik mælet, brød dog gråden først frem, så ingen kunde tale i ord til den anden om sin sorg. Men Odin følte ulykken tungest, fordi han bedst kunde skønne hvor stort et tab aserne led ved Balders bortfald. Men da guderne kom til sig selv, da spurgte Frigg om der var nogen blandt aserne, som vilde erhverve sig al hendes kærlighed og huld ved at ride hen ad helvejen, og prøve om han kunde finde Balder og byde Hel løsepenge for at lade ham drage hjem til Asgård.«


Ingen læser tvivler vel om at denne scene er »inspireret«, er født i en erfaringens genoplevelse af en eller anden art. Uden tvivl var myten given fra tidlig tid; men hvad den så har indeholdt i sin folkelige form, og hvad dens centrum end har været inden den fik sin endelige skikkelse, har den i digteren trykket på og frigjort en angst, der lå og ventede på en lejlighed til at springe frem. Med den indre oplevelses fynd er det ene øjeblik gjort til et skæbnesvangert vendepunkt. Der står guderne, unge og glade, jublende i deres styrke og deres lykke, og så falder med eet, som en hastig kuldegysning kommer, det grå efterår ned over dem. De ved intet mere, de kan intet; de har ingen ævne til at bestemme, og ingen kraft til at handle. Og mens vi ser på det, trækkes skyggerne ud, længere og længere, indtil de yderst ude smælter sammen til det uafvendelige mørke. Ved sin indre tragik forkynder dette optrin sig som et vendepunkt i guders og menneskers historie, vi føler at Balders drab må indvarsle gudernes undergang og verdens ende.


Mennesket kunde virkelig komme til at opleve en katastrofe som bragte uoprettelig ruin over en hel kreds, og fra en sådan oplevelse (side 81) af freden sådan som den føltes i bristningsøjeblikket – har myten I nikket alt sit liv. Jeg forudsætter intet som helst om at digteren selv har set ulykken i sin egen familie: den overvældende styrke i de dybeste, mest elementære følelser har så let ved at slå over i forudfølelse af hvad tabet vilde betyde, at en tilsyneladende meget lille impuls kan rejse dem under tragiske former. Af dette sammenstød mellem æmne og erfaring, af denne inspiration, som vi kalder det, fremgik det almengyldige billede af freden der krænker sig selv. Sådan står frænderne i deres nød. Hænderne synker ned for dem, de ser sky ad hinanden til, rædde for at se lige ud og dog bange for at møde hinandens blik; ingen kan få et ord frem. Med eet er al deres livskraft knækket. Ingen ved noget, alle rokker fra side til side mellem to muligheder, som Beowulf rammende maler det i linjen om kong Hrethel: »han formåede ikke at lade gerningsmanden høre onde ord, skønt elske ham kunde han ikke«. I stedet for den gamle beslutsomhed, som aldrig overvejede andet end midler, træder blind famlen. Guderne ved intet andet end at sende tiggerbud til Hel, og endda bagefter gå tiggergang til alt levende og alt dødt. Med famlen følger hjælpeløshed: de står afmægtige overfor en kones trods. Heri ligger ingen overdrivelse, overført på menneskelige forhold. De frænder som bærer skammen mellem sig, har ingen tillid til deres hævnekraft eller værgekraft. Krænkelser udefra bliver dem for stærke. De dukker sig uvilkårligt, hvor de ellers vilde stå fast. De kæmper uden håb, med den fortvivlede vished at ulykken ikke vil standse. Denne ulykkelighed er ret egentlig det de gamle kaldte rådløshed. Dermed er ættens undergang vis. Da Beowulfs hirdmænd havde forladt deres konge i hans kamp med dragen, skildres følgerne af deres fejghed med disse ord: »I eders slægt skal ingen mere gribe med glæde efter guldet, se sværd rakt frem til gave; ødt er fædrenes bo, ødt er livet. Hver en mand af eders æt skal vandre tomhændet bort, og lade sit arveland bag sig, så snart gæve mænd hører vidt og bredt om eders flugt, eders nidingsdåd. Bedre er døden end livet i skam.«


Vi tænker ved denne passus i det engelske digt først og fremmest på ulykken som en borgerlig død; vi tænker os ætten »jaget« i landflygtighed i følge en offentlig eller stiltiende domfældelse. Deri har vi måske ret, til en vis grad; men domfældelsen er ikke det primære, den er kun udslag af dybere årsager. Ulykken ligger nemlig ikke alene i menneskenes foragt. Skammen gør ikke blot frænderne uværdige til at deltage i menneskelivet, men også, og egentligst, uduelige dertil. Der er noget galt fat indvendig. Hvis ikke de enkelte mænds fejghed smittede fællerne og satte dem ude af stand til at vise manddom, vilde ætten ikke i den grad blive som en rådden busk, der (side 82) lod sig rive op med eet tag og kaste ud på marken. Fredløsheden er i sit inderste væsen en sygdom og identisk med æreløshed. Den tilstand kalder Nordboerne for nidingskab, og derved forstår de opløsning af den indre egenskab som på een gang gør individet til mand og til frænde.




»Fredløsheden er i sit inderste væsen en sygdom og identisk med æreløshed. Den tilstand
kalder Nordboerne for nidingskab, og derved forstår de opløsning af den indre
egenskab som på een gang gør individet til mand og til frænde.«




Sådan er den tilstand som mangler ære, nidingskabet. Ordet niding møder vi nu for hvert skridt. I det ligger hele angsten for det uoprettede ærestab. For hver gang vi træffer ordet, får det en dybere og mere uhyggelig klang. At være niding vil sige at have mistet sin menneskelighed. Man regnes ikke for menneske, og grunden er den at man virkelig ikke er det.


Den tilstand hvori Hrethel og hans lidelsesfæller befinder sig, danner en diametral modsætning til en Havards livsfylde. I de æreløse foregår en opløsning af alle menneskelige egenskaber. Først og fremmest opløses frændefreden. Det dybe sammenhold som er betingelsen for, ikke blot at ættens medlemmer kan handle i overensstemmelse, men at de overhovedet kan handle, det svinder. Æreløsheden æder freden over, så at alle frænder tørres og styrter hver til sin side som en hob enere, det vil sige, som en hob nidinger.


I det hus hvor der ligger en uhævnet frænde, hersker ingen fuld og sand fred. Ætten lever under et interregnum, i en uhyggelig og farlig mellemtilstand, hvor alt liv så at sige ligger nede og venter på fornyelse. Højsædet står tomt; dér må ingen sidde, før æren er bragt i lave. Mændene holder sig borte fra omverdenen, de går ikke til mandemøder. Deres folkeskyhed beror på at de ikke har noget sted at sidde, hvor folk er forsamlede. Hvor de kommer, må de finde sig i at betragtes som skygger. Og de var skygger, de var tomme. Nidingskabet er i vækst, og det erobrer et lag af sjælen for hver lejlighed til hævn de lader gå forbi. Glæde findes ikke. Hvad der fortælles om en Islænder, at han ikke lo mellem sin broders drab og hævnen over ham, passer i videre forstand, så vist som selv glædeævnen var bunden, frossen.


Mellemtilstanden er farlig; ti lader oprejsningen vente alt for længe på sig, ender det med at kræfterne til at tage hævn svinder. Så går forventningen og beslutsomheden over i rådløshed og fortvivlelse, i selvopgivelse.


Forløbet er ens i alle æressager. Hvad enten krænkelsen er et drab, et påsagn eller noget andet, — den virker tomhed i dem den går ud over. Får man ikke sin ret for domstolen, enten derved at man fælder sin krænker, eller derved at man renser sig for klagen – og skaffer sig oprejsning –, går man under, og så er det ligegyldigt om nederlaget skyldes mangel på vilje eller ævne eller lykke. Den store rædsel ligger i at visse handlinger på forhånd udelukkede oprejsning, så at (side 83) de lidende var afskårne fra ethvert håb om at blive tomheden kvit. Ved indenæts drab, ved selvbesmittelse stiger rådløsheden, fordi noget skal gøres som ikke kan gøres. Armene falder ned, hvis frænderne prøver at røre ham der er skyld i ulykken. Den ære som skulde stimulere handlekraften og give den ævne til at bære armene, den er såret inderst inde. Og selv om frænderne kunde overvinde sig til at forgribe sig på ham, er der jo ingen oprejsning i hans blod. Det kan ikke bruges til at bestænke æren og få den til at rejse sig i nyt liv.


Vi vil vel på os selv genføle rådløsheden som en sjælestrid, hvor viljen fortærer sig selv i indre tvedragt. Uden tvivl kan vi på den måde opleve noget af de gamles nidingsrædsel, men spørgsmålet er om vi ad den vej kan trænge ind i lidelsens midtpunkt. Det der knugede de gamle hårdest var kraftløsheden; striden i deres sjæl stod mellem vilje til at handle og udygtighed til handling; og nidingssymptomerne består derfor på een gang i angst og i sløvhed. For den sjæl der sønderrives af indre strid kan hjælpeløsheden blive en lise; Germaneren derimod nåede højdepunktet af fortvivlelse i det tilfælde hvor handlingen var udelukket, fordi den ikke havde noget mål. På en frænde kunde der ikke øves hævn. Men hvad forskel gjorde det nu, om drabet skyldtes en frænde eller en fremmed, når denne f. ex. var en træl uden ære eller en enløbing uden frænder? Når man ikke kunde komme bag om trællen til en herre, eller bag om kreaturet til en ejermand, eller bag om den ensomme til et krigerlag, så sad man med sit skår, og skåret betød tomhed i alle fald. Eller hvis det var en ond feber som havde taget en frænde, var rådløsheden da mindre bitter eller mindre farlig?


Ethvert indhug i freden vakte samme angstfølelse. I grunden gaves ingen »naturlig« død: hvordan så skåret fremkom, føltes det som en fare, som en rædsel og som en krænkelse. Egils fortvivlede udråb mod »ølmageren« lyder jo på en vis måde moderne, – mennesket hævder sin ret mod enhver, om han så er en gud. I sin form tilhører hans udæskning vel også en overgangstid, da guder og mennesker var gledet noget ud af føling med hinanden, eller som vi også kan sige, da guderne havde stillet sig udenfor menneskeverdenen og havde anmasset sig at styre den i ophøjet vilkårlighed. Men i grunden indeholder Egils udfordring et såre primitivt element. Bag den sene form ligger en gammel dødsfølelse, urfrygten og urtrodsen. Døden var en anomali, noget unaturligt og uforståeligt; man spejder ud efter nogen som har voldet den, og finder man ikke en drabsmand i lyset, søger man ham i mørket, i det usynlige. Man leder måske efter »trolddommens« udsender. Den naturlige døds beklemmelse er hos Germanerne gået under i omsorgen for den dødes frem- (side 84) tid; men atter og atter kan den gamle fortvivlelse stå op igen i følelsen af fredens krænkelse. Egil viser sig atter her som den oprindeligste, den mest antike af de nordiske skikkelser. Hans udråb: »Kunde jeg forfølge min sag ...« har nok så meget af håbløshed og rådløshed i sig, som af trods. Det er en lurende nidingsfølelse som giver hans ord deres bitterhed. Men Egil er stærk nok til at overvinde rådløsheden; på ensomhedsfølelsen svinger han sig op i resignationens trods. Fredens undergang presser hans åndelige særliv frem til selvforsvar. Han pukker på hvad hans digtning og hans vilje formår over mennesker, selv om de står magtesløse overfor guden; han vil nu sidde og vente til Hel kommer, urokket den samme som han altid har været. I denne jeghævdelse går Egil langt ud over den kultur i hvilken han har sit åndelige fæste. Så længe freden var det uundværlige grundlag for ethvert menneskeliv, da formåede sådanne prøvelser aldrig at løfte en mand op. Da var sorgen udelukkende en gift, som åd freden over, søndrede ætten, oprådnede æren, og satte nidingskab i stedet for menneskelighed. I og med det samme frænderne erklærede sig ude af stand til at finde nogen som kunde gøres til mål for hævn, havde de beseglet deres egen dødsdom, såvel åndeligt som socialt.


Hvis skammen skyldes åndeligt selvmord, er der ingen oprejsning at hente i hele universet. Tabet forbliver uopretteligt. Kun een mulighed står tilbage som eneste udvej til at redde ætten: udslettelse af ulykkesmanden. Man kan ætse æreløsheden ud førend den forgifter hele legemet. Måske; men der udkræves en frygtelig selvovervindelse til at bryde igennem freden og tage voldeligt på sig selv. Det er næsten umuligt at lægge hånd på en frænde. Man har egentlig intet tvangsmiddel mod forbryderen (her er dette ord på sin plads); hvis han klynger sig til ætten, sådan som Hæthcyn i følge Beowulf gjorde, har man ofte nok i opsættelsens resignation båret forbandelsen med ham, synes det.


Baldersdigtningen giver os atter her et poetisk udtryk for de følelser der stred i frænderne. Eller her skal vel siges: den ene af Baldersdigtningene; ti efter alt at dømme existerede der to. På den ene side står den version som forfatteren af Gylfaginning følger, hvor drabet kædes sammen med Hermods sendelse til underverdenen. Den anden form synes at have sat Balders død i forbindelse med myten om Odins og Rinds søn, Vale. Desværre får vi aldrig sammenhængen fuldt ud, kun abrupte antydninger. Vøluspås digter trænger, i sin allusionsagtige fremstillingsmåde, hele episoden sammen til følgende linjer: »Af det træ som syntes så smækkert, blev en farlig sorgens pil; Hød skød den af. Balders broder blev født i hast, han, den Odins søn, øvede nattegammel sit drab. Han toede ej hænder, kæm– (side 85) mede ikke hoved, inden han bar Balders modskytte på bålet.« Og i Baldrs Draumar spås hævn for Balder således: »Rind føder Vale i Vestsalene. Den Odins søn øver nattegammel sit drab; tor ej hånd, kæmmer ej hoved, inden han bærer Balders modskytte på bålet«. Saxo har hørt historien i denne form. Han lader Odin, der »som alle ufuldkomne guddomme ret ofte trænger til menneskers hjælp«, få den besked af en Finne, at han til hævner for Balder måtte avle en søn med Rinda, en rutenisk prinsesse. Han giver os videre en nærmere beskrivelse af Odins bejlerbesværligheder i Vestsalene, hvordan han prøvede sin lykke som helt, som guldsmed, og da hverken heltebedrifter eller guldringe gjorde indtryk på pigen, da som læge, der både skaffede sygdommen og helbredede den. Men om disse kalamiteter egentlig hører hjemme her hvor talen kun er om en genopretter for Balders død, ved vi ikke. Desværre får vi ingen som helst antydning af, hvordan man i vikingetiden følte denne (åbenbart gamle) historie motiveret i denne sammenhæng, – om man måske blot greb fortællingen om Rind som en poetisk udvej til at fremskaffe den uundværlige oprejsning. Men det ser jo ud som om digteren der indarbejdede fortællingen har spillet over primitive forestillinger, han har følt trang til en hævner, der kunde fuldbringe dåden førend han havde vasket og kæmmet sig, d. v. s. førend han var bleven menneske: en frænde som dog ikke var frænde. I hvert fald, selv om vi ikke kan nå sikkerhed angående vikingetidens følelser ved denne sammenknytning, tør vi tage historien som et symbol på rådløsheden hos de frænder der selv har krænket deres ære, på deres følelse af egen hjælpeløshed, og deres følelse af at skaden skal bort.


Een ting kan vi sige for vist: når det gjaldt udslettelse af skammen, af skammens ophavsmand, har frænderne næppe nogen sinde påkaldt menneskelig hjælp; de har åbnet vejen ud i tilintetgørelsen eller vejen til skoven. De har ikke egentlig hugget ham af sig, snarere indirekte tvunget ham til at rive sig løs, og først når frændeskammmen selv havde hugget sig af ætten, har de løftet hænderne og højtideligt erklæret ham for udelagtig i freden og menneskeligheden og hans plads for øde.


Så længe der var mindste mulighed for at bevare ættens levedygtighed uden voldeligt indgreb i dens organisme, skød man vel den smærtelige amputation ud. Overfor dem der ved fejghed og uvirksomhed var i færd med at drage æreløshed ned over frænderne, forsøgte man vel først alle æggende, tirrende ord. Her har kvinderne haft en stor opgave, og efter alt hvad vi ved var de opgaven voksne. Vi besidder jo illustrationer nok til at anskueliggøre de germanske kvinders indflydelse på deres mænd og brødre og fædre. De kunde ridse billedet af krænkelsens omstændigheder ind med snit efter snit, (side 86) som når Gudrun siger til sine sønner: »Eders søster, – hun hed Svanhild, – hende lod Jørmunrek træde under heste, hvide heste og sorte, på krigens gade, grå heste, tilkørte i tømme, Goters heste.« De kunde bruge levende lignelser, fyndigere end nogen jødisk profets, f. ex. sætte en oksebov frem kun delt i tre dele, og lade sønnerne selv fremkalde udtydningen: »I større stykker blev eders broder hakket«. Sådan gjorde Turid, og efter okseboven lod hun en sten følge som tilkost; det skulde betyde at de passede i verden som stene på et madbord, »siden I ikke har turdet hævne eders broder Hall, sådan mand som han var; I er faldne langt fra eders ætmænd ...« Eller Sigrid, Erling Skjalgssøns søster, da hun følger sin svoger Tore Hund til skibs efter at have vist ham sin søns lig: »Ja, Tore, så fulgte min søn Asbjørn dine kærlige råd. Han levede ikke længe nok til at lønne dig efter fortjeneste; men kan jeg ikke gøre det så godt som han vilde have kunnet, skal det ikke skorte på vilje. Jeg har her en gave som jeg vil give dig, og det skulde glæde mig om den kom dig til nytte. Her er det spyd som gik ind og ud på min søn Asbjørn, – blodet sidder endnu på det. Det passer i det sår Asbjørn havde i sig, kan du vel nok se ...«


Torgerd, Olav Pås hustru, var en Egilsdatter, og hun havde sin faders ætsind. Hun bad engang sine sønner følge sig på en rejse vestpå, og da selskabet kom ud for gården Tunge, drejede hun sin hest og sagde: »Hvad hedder den gård?« Sønnerne svarer: »Det ved du nok, den hedder Tunge.« »Hvem bor der?« »Ved du ikke det, mor?« »Jo,« svarer Torgerd med et dybt åndedræt, »det ved jeg vist, der bor eders broders bane. I slægter ikke eders gæve frænder på, I der ikke vil hævne en slig broder som Kjartan, — sådan vilde eders morfar Egil ikke have handlet; ondt er det at have dådløse sønner, — ja, sådan som I er skulde I have været jer fars døtre og været gifte. Hvad siger ordsproget, Haldor: der er et drog i hver æt; een ulykke havde Olav, det lader sig ikke nægte, hans sønner mislykkedes for ham. Nu kan vi vende om; det var mit ærinde at minde eder på dette, hvis I ikke huskede det.« Haldor har ret, når han siger: »Vi skal ikke give dig skylden, mor, hvis det går os af minde.«


Kvinderne var heller ikke bange for at bruge megetsigende og letforståelige gebærder. Prokop fortæller, at da Goterinderne så hvad det var for småsvende deres mænd havde overgivet sig for, spyttede de mændene i ansigtet og pegede med hån på de triumferende fjender.


Disse exempler danner et mægtigt responsorium til alt det foregående, forklaret ved det og forklarende det. Gennem disse kvinders ord og handlinger meddeler sig en følelse af hvilken vældig spæn- (side 87) ding æreslivet holdt menesker i, – og derfor har ordene betydning ud over den individuelle situation de dækker i sagaen. De giver os vished for at et sådant pres kunde bringe mennesker til det yderste. Der ligger i dem en indirekte antydning af hvad der kunde ske, hvis æggelserne ikke hjalp.


I eet tilfælde ved vi sikkert at man hurtigt skred til voldelig amputation, og udslettede skammen af jorden. Når en frænke var bleven forført, gik frændernes bestræbelser først og fremmest ud på at hente ære hos krænkeren. Men dermed var sagen som oftest ikke bragt ud af verden. Den krænkede kvinde betragtedes som frændeskam; hun tyngede på sin æt og bragte dens ære i samme fare som en fejg mand. Også efter at en kvinde var bortgiftet, hæftede frænderne for hende. Ægtefællen lagde vanæren over på dem, og bad dem rense hende og sig selv. Gregor fra Tours giver et exempel på hvordan man i de tider tog en sådan sag, – et exempel som i alt væsentligt er typisk for germansk tankegang og handlemåde. En kvinde fik ord for at have bedraget sin mand. Så gik dennes frænder til kvindens fader og sagde: »Du må rense din datter, eller også må hun dø, at ikke hendes forseelse skal smitte vor æt.« Faderen erklærede sig overbevist om hendes uskyld, og for at standse anklagen tilbød han at rense hende ved ed.


Hvis frænderne nu ikke kan rense sig, må de bære skammen med hende; de må lade sig gøre til nidinger, eller også udrydde hende. Der var en slægt, fortæller Gregor, som erfarede at dens frænke var bleven forført af en præst; alle mand ilede med at hævne ættens skam, ved at fange præsten og brænde pigen levende.


Ætten foretog sin rodoprykkelse af hensyn til egen velfærd, af selvbevarelsesdrift. Dådens nødvendighed har indpræget sig i lovene, og vi finder endogså spor af at retten engang var pligt. I Rothars bestemmelse om at det offentlige skal tage affære, hvis frænderne ikke gør brug af deres ret til at gribe ind mod en frænke, når hun har forset sig med en mand, eller når hun har indgået ægteskab med en træl, ligger sikkert en pointering af gammel retsfølelse. Svenske love taler om forældrenes ret til at jage deres datter bort.


Hvis en kvinde har vanæret sin faders eller sin mands hus, bliver hun pisket fra gård til gård, eller tvungen til at ende livet for egen hånd, – sådan beskriver Bonifacius Sachsernes hustugt i den hedenske tid. Det sidste alternativ viser tilbage fra samfundsjustits til hvad vi har kaldt ætamputation: skammen udslettes, uden at nogen blodskyld kommer til at hæfte ved de levende, uden at frænderne direkte forgriber sig på freden.


Grunden til at ætten gik så ubændig hårdt frem mod sine frænker var ikke den at Germanerne tænkte ringe om kvindens »fred« og (side 88) ukrænkelighed. Tværtimod, eftersom kvinden så at sige indtog den allerinderste plads i freden, var faren ved hendes æresforrådnelse så meget des større. Derfor skulde ulykken stemmes øjeblikkelig og forsvarligt. Men den formodning ligger nær, at visse svagheder hos manden i gammel tid er blevet tagne med samme hårde hånd. Vi får måske senere antydninger deraf. Der er f. ex. noget som i historien kaldes kongeoffer.