Vor Folkeæt i Oldtiden: Død

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Anden bog:
Midgård og menneskelivet


Død



(side 272) Hvad livet egentlig er får man først rigtig at vide ved at se dets opløsning. Sundhedens natur er afvisende utilnærmelighed, og det er derfor af nød og ikke af lyst at sjæleforskeren går til de syge for at få at vide hvad der rører sig i de sunde. Om vi ikke kendte folkenes begreber om døden, vilde vi vel i de fleste tilfælde være udelukkede fra at forstå deres tanker om livet. Man ser på opløsningen ikke blot hvad livet er værd for dem, men også hvori dette liv består.




»Vi møder ikke hos vore forfædre nogen frygt for livsafslutningen.
De gik trodsigt leende gennem det uundgåelige, hører vi.«




Vi møder ikke hos vore forfædre nogen frygt for livsafslutningen. De gik trodsigt leende gennem det uundgåelige, hører vi; eller de mødte tanken på det jordiske ophør med en overbevist ligegyldighed, som tydeligt nok giver til kende at de ikke tillagde den begivenhed stor betydning. Livet var så stærkt i sin realitet, at døden slet ikke kunde komme op overfor det, og ikke i mindste måde kunde øve noget pres på dets krav. Trodsigheden var en del af æren og mandskravet, og derved vises vi hen til at søge dødsforagtens rødder dybt nede i sjælen. Og den nordiske livsvurdering indeholdes hel og fuld i det billede af de unge som Tacitus giver: Hvis deres fædreland dovner i langvarig fred og uvirksomhed, da søger de fleste af de højbårne ynglinge ud til sådanne folk som har krig gående, fordi disse mennesker nu en gang ikke holder af ro og fred, og fordi det går lettere at vinde ry hvor farerne spiller imod hinanden ...,« – utvivlsomt en af de i henseende til indholdet ægteste og mindst romantiserende af Tacitus's psykologiske udredninger. Disse »højbårne ynglinge« har da næppe levet i et milieu hvor døden opfattedes som en ængster, der listede bag på folk og åndede dem koldt i nakken.


Når manden havde fået sit sidste hug og havde indset at dermed var hans tid udtømt, så gik han med faste skridt til højen og indrettede sig der for fremtiden, vel til mode ved den udrustning som frænderne havde givet ham med. Men er han alligevel ikke bleven en ringere mand end han var i sit legems dage? Selvfølgelig måtte han have sin lykke i behold for at kunne fortsætte sit liv inden for gravporten, men deraf følger jo ikke at han har taget den hele med (side 273) sig. En del har han sat til, det synes den mest nærliggende slutning alle vegne hvor ikke livslængselen og livstrangen er svulmet op til sådanne dimensioner, at livets virkelighed ikke formår at fylde dem. Og Nordboerne vedkender sig utvivlsomt den tanke at døden er en nedgang.


Måske rungede virkelig mandens skridt mindre den dag han gik til højen, end de havde gjort i den forgangne tid. Ja, det kan jo godt være at der var noget ved dødningens gang og dødningens færd som gjorde at man forstod, og kunde tilegne sig, tanken om de døde fylkingers tyste ridt.


Det er ikke let at sige hvorfor eller hvordan mennesker tager af. Når man rent begrebsmæssigt forestiller sig en mand som levende og som hedengangen, falder der hen over bevidstheden et skifte, ikke af lys til mørke, men af lys til skumring. Men fanger man med kraft sin forestilling ind i tanken på den og den bestemte personlighed, hvis livskraft man føler umiddelbart virkende op ad sig, da får skiftet en anden karakter. Bliver han i grunden svagere af legemsstyrke? Synker hans visdom, hans fremsyn? Bliver der mindre drift i ham? Det er umuligt at sætte et ja ved nogen af disse sætninger. Er han en følelig lykkemand her i livet, bliver han vel snarere dobbelt stærk efter døden. Vi finder virkelig antydninger af at døden kunde forlene en mand med højere kraft og dybere visdom. Hvorfor skulde Odin gå ud og fritte den døde vølve, om ikke de hedengangne overgik de levende i indsigt? Eller, hvis overgå er for stærkt et ord når man tager hensyn til de ædleste former af visdomslykken, for hvilke fortid og fremtid lå som en slette uden horisont, må vi dog antage at dødningene til tider stod på indsigtens højeste trin. Odin-Vegtams gang til dødsriget har utvivlsomt haft sine forbilleder i det virkelige liv. Det synes også som om Kår Gamles livskraft var forøget efter at han havde bosat sig i sin grav.


Og man kan spørge om livet ved overgangen sank ned til et lavere mål af lykkelighed. Atter her vil vi møde dobbelte svar. Da Helge mødes med Sigrun i højen, taler han som om dette møde med al sin fryd er noget han røver ud af livet: han vil frydes, selv om han er drevet fra land og lyst. Men på den anden side tyder jo Valhalsbillederne på en tilbøjelighed til at vende liv og død om og til at se eftertilstanden som en forhøjelsen af livsfølelsen. På dødsmarkerne vokser der en uafhøstelig grøde af ære, det er jo meningen med den daglig fortsatte kamp uden for Valhals porte, og dermed er da på klar og fyndig måde udtrykt overbevisningen om at tilværelsen ikke taber i kvalitet. I dødssalene fortsættes det frydefulde samvær, livet i ære og fred under gammen; – alt hvad vi har fundet at livet, i eminent forstand, beroede på, det tager helten med sig ind bag gravdøren.


(side 274) Valhal tilhører en bestemt kultursfære. Ejnherjernes raske, glamfulde liv er vel utænkeligt uden vikingetidens exalterede og overhastige livstempo, i hvilket sådanne idealer som ære og eftermæle blev drevet frem, til roden ikke kunde bære dem længer, og de blomstrede sig ihjel. Men Valhal kunde ikke bygges op løst oven på jorden, den må have sin grundvold dybt nede. Forud for den poetiske indvielse af en kamphimmel går der en umiddelbar tillid til fremtiden, og det ikke en tillid ud i det blå, men en tryg overbevisning om at man vil finde sig selv igen i højen. Af fortællingen i Eyrbyggja om Torsten Torskebids endeligt kan vi danne os et begreb om hvordan Ejnherjedogmet tog sig ud som familiemyte. Der fortælles, at samme aften som Torsten druknede, så en fårehyrde at Helgefjæld åbnede sig: ind igennem fjældet brændte store bål (som i hallen, naturligvis), og ud lød lystighed med klirren af drikkehorn; da han lyttede nærmere efter, kunde han skelne røster som hilste Torsten med hans ledsagere velkommen, og bød ham tage plads i højsædet lige over for sin fader. Denne hyrde bringer os et budskab fra en dagligdags verden og en dagligdags tankegang, som uden ham vilde være gået sporløst til grunde. Han giver os med det samme forudsætningen for at forstå hvad det er der gør Einherjerne til så kraftige skikkelser, og fortællingerne om deres liv hos Odin til myter i steden for til digtninge. Men på den anden side er det let at se hvorfor Valhalstroen blev til noget helt andet end dens forudsætninger. Fortrøstningen er bleven sig selv bevidst. Førend kæmpernes stridsglæde og drikkeglæde i dødssalen – mands gammen ved mand – kunde blive en forhøjet livsnydelse, måtte der en refleksion til, hvorved livets værdi løsnedes fra livet selv, og opfattedes i sin selvstændighed. Det er gået med dødsfortrøstningen som med æren og eftermælet, der fra at være realiteter blev ideelle værdier, og endte som virtuosegenskaber.




»Det er gået med dødsfortrøstningen som med æren og eftermælet,
der fra at være realiteter blev ideelle værdier, og endte som virtuosegenskaber.«




Og nu på den anden side Helges gribende klage over det tabte! Scenen tilhører snarere en germansk middelalder end en nordisk oldtid, har vi ret til at sige. Heltens følsomhed, hans vemodige dvælen på sit savn og sit tab hører ikke den gamle sæd til. Men vemoden er ikke desto mindre begrundet i den gamle sæds tanke. Det moderne ligger i at kontrasten mellem før og nu slår ud i stemning. Modsætningen var der; men det ny består atter her i at den er bleven sig bevidst. Dødningen bar sine blodige banesår, inden han blev var hvad det var der peb i brystet.


Selv om den fremtidstryghed som har rådet på Torsten Torskebids gård, tilhører en ældre verdensold end den livskærhed der åbenbarer sig i Helges vemodige tilbageblik, så lader modsætningen sig ikke bringe ud af verden ved at omsættes i historiske proportioner. I virkeligheden står den lyse og den mørke betragtning af tilstanden efter (side 275) døden ikke så vidt adskilte, at de kan nå at vende ansigtet mod hinanden i fjendskab. De udfylder hinanden, eller rettere, de skiftes til at gribe ind over hinanden, og gennemtrænger hinanden med vekslende overmagt. Snart bliver døden en svagere form for liv, snart stræber den hen imod at blive den stærkeste tilværelse. I sådanne ligelige kontraster lever sundheden og ureflekteretheden lykkeligt. De to vugger frem og tilbage uden at trænge hinanden, indtil dagslivet af en eller anden grund tvinger mennesket til at tage parti.


Fordi dødslivet kun er en afart af liv, en provins af lykketilværelsen, kommer spørgsmålet om den dødes tilstand som død altid i andet plan. Germaneren har ikke som jøden eller den kristne en fast, variggældende løsning af problemet; hans anskuelse af tilstanden udenfor gælder kun det øjeblik som fremkalder bedømmelsen, så slukkes den af tanken på det rigtige liv, og må for hver gang tændes på ny. Livet hinsides har ingen selvstændighed, – det er afhængigt af de kræfter som virker i solens lys. Den døde lever i sine frænder, i enhver forstand af ordet: hans lykke er gået op i de efterlevende, og det liv han fører i graven og i gravens omegn, har nu som før sin kilde i frændelykken. Visselig betyder det en forskel, om manden slipper »saldrømmen« så at sige uden erstatning og blot glider over på skyggesiden, eller han fylder sig med ære, lykke, liv i selve dødsøjeblikket, faldende i en krans af nedmejede fjender, hvis varme blod han har overstænket sig med, og hvis ære han har brugt til foder for sin egen. Men når alt kommer til alt, råder den helt som tager en hel hær af fjender med sig ned i graven, ikke selv for om han skal nyde sin rigdom. Hans ævne til at udnytte sin overflod afhænger af om de overlevende frænder kan optage tilskuddet i sig og hindre det fra stillestående forrådnelse.


Man døde efter som man havde liv til. Den store lykkemand gled med et lille bump over revlen, og sejlede videre. De små, hyttekarlene, strandede måske og gik til bunds, forsvandt. Den der havde et stort fond af sjæl kunde, efter menneskelig beregning, leve evig; den sjælefattige stod i yderste fare for at bruge sit forråd op her i tiden.




»Man døde efter som man havde liv til. Den store lykkemand gled med et lille bump
over revlen, og sejlede videre. De små, hyttekarlene, strandede måske og gik til bunds, forsvandt.«




Troen på menneskets lykkebestemthed kan føre til standsorganisation, så snart de ydre omstændigheder leder den menneskelige trang til at drage konsekvenser i retning af et socialt system. Individualismens regelløshed bøjes da ind under højere synspunkters orden. De stolte lykkemennesker finder hinanden i følelsen af livsslægtskab, de lavere slås sammen, eller slår sig sammen, til en åndelig middelstand, og midt imellem de to danner sig måske en stødpude af mellemadel, stilende opad, men uhjælpeligt skridende nedad. Og med standsorganisation følger en retfærdig fordeling af livet her og livet herefter for både høje og lave, i nøjeste overensstemmelse med byrdens kvali- (side 276) fikationer. Man kan ad den vej nå til et sådant klart og fast system som det der stod i kraft hos visse sydhavsfolk, før europæisk demokratisme greb ødelæggende ind. På Tonga slap udødeligheden op midt imellem første og tredie rangklasse; det vil sige: første klasse, høvdingefamilierne, var fuldtberettigede; andenrangshinsidigheden beroede på en slags personlig adel for de tjenstgørende hoffamiliers mandlige overhoved, med oprykning for den ældste søn efter faderens død – næsten i engelsk stil. Vor hjemmelsmand siger rigtignok, at der blandt de udelukkede fandtes mennesker der foretrak den usikre fortrøstning til sig selv fremfor den trygge, regulerede udelukkelse, det gamle system var altså ikke helt overvundet.


Så velordnet en udødelighed nåede i hvert fald Nordboerne ikke i deres hedenskabs dage. Der viser sig hist og her en begyndelse til standsdannelse, når f. ex. visse love hævder en stigende skala af mandebod, beregnet efter den dræbtes stilling i samfundet; høvdingerne kunde måske kaldes gudebårne, men de store er dog næppe noget sted nået så vidt, at de indtog deres stilling i kraft af at de tilhørte en kategori. Og så langt som til at bringe det tilkommende ind under offentlighedens tilsyn og forskrifter var udviklingen sikkert ikke noget sted nået, da den brat blev brudt af. Enhver måtte sørge for sin fremtid, og fik det hinsides efter sine dennesidige ævner og midler. Han måtte fremdeles bæres af ættens lykke. Kongen førte et kongeliv i sin høj, og daglejerens tynde lykke reddede ham vel knap nok over i gravens skinliv for en føje stund. Efter alt hvad vi kan se af dagliglivets tanker i Norden, havde hver æt sit private Hades; og var ætten ikke så formående at den kunde skaffe sine afdøde et passende opholdssted, da stod visselig ingen offentlige haller åbne for hjemløse sjæle. Vikingetidens anordning af kongshaller for våbendøde, for druknede, for ærlige agerdyrkere har forudsætninger i folketroen; man gik ud fra at man hinsides fandt hinanden, drak og »dømte« med hinanden, og ikke havde mistet den trang til faste former og vedtægtsbunden skik som havde reguleret tingsforsamlingerne. På disse praktiske forudsætninger – eller hvad vi nu i sprogets nød må kalde sådanne axiomer der mere kendetegnes ved at handlinger udgår fra dem end ved at tanken går til dem – opbygger sig den store ide at holde folketal over de døde; men generalisationen svæver oven over dem uden endnu at have virket tilbage på de grundelementer som indgår i opdagelsen. Tanken om et dødningerige nåede aldrig ud over digterfantasier, der opildnedes ved berøring med kristen eskatologi.


Kongen sidder som konge i sin høj, og hersker sandsynligvis som konge fra sin høj, på samme måde som han i levende live sad på sin gård og i kraft af sine frænder både herskede ud fra gården, og lod sin ætlykke virke på de rundt om siddende lykkekredse. Han er konge (side 277) i døden i kraft af hvad han er, ikke i kraft af hvad han har været. Og hvad han er, det afhænger helt og holdent af hans frænders foretagsomhed.


Jellingbægerormen.png


Døden var ikke farlig – for dem der havde noget at leve af. Døden rummede flere muligheder end den på nogen måde kan spænde over hos os; den åbnede både udsigter frem til bredt velvære, og til alle tænkelige grader af åndelige og legemlige småkår, den åbnede ud til magt så vel som til total udslettelse. Overfor en så partisk herre skulde der synes at blive god plads for mange slags stemninger, for den frejdigste tillidsfuldhed som for den ynkværdigste jamren; men alle vidnesbyrd tyder på at svingningerne ikke var store, at vi med fuld ret kan tale om fattethed overfor døden som et kulturmærke. Der er ingen tegn til at stemningen nogen sinde er gået ned under den lidenskabsløse tagen det kommende som det kommer. Livet er trygt; i alle de monumenter der er os opbevarede finder vi, så vidt jeg ved, ikke et eneste spor af uhygge ved forvandlingen, endsige noget angstskrig. Fra Germanernes sindsligevægt, hvor »liv« og »død« vejer så nær lige meget at omgrupperingen næppe kan fremkalde vilde rystelser i sjælen, er der da tilsyneladende et langt spring over til den uhygge, eller snarere uvilje overfor den store forandring, der træder så grelt frem hos mange andre folk, en uvilje overfor døden som noget unaturligt, noget man kun kan forklare sig som forårsaget ved andre menneskers, eller ånders, ondskab. Men nøjere beset er der dog et nærmere slægtskab mellem de to måder at tage døden på, end vi ved første øjekast synes. De lader sig, når alt kommer til alt, spore tilbage til samme lag i sjælen. De gladeste kække indrømmer staklerne der går rundt og skælver for deres liv, at selve overgangen fra den ene tilstand til den anden rummer en risiko.


Det gamle sprog ejer et ord til betegnelse af en mand der har dødsspirerne i sig, en som allerede er rørt af døden; han hedder »fejg«. En fejg er ingen god kammerat at have med sig. Der er ingen lykke i ham. Ja, man kan kende den fejge på at hans råd er bagvendte, at alt snilde svigter ham, at han ikke formår at drage sig andres visdom til nytte. Skarphedin ryster på hovedet over Njals fordring om at de alle skal blive inden døre da angriberne nærmer sig; »vor fader er dødsens nu«, må han tro; så vidt kan det altså komme med den rådsæle, den fremsynte, den hvis blik aldrig har skuffe før. Turid Storenke fik jo sin hævn frem ved Sigurds umådelige forblindelse: han vilde have sin broder Tord gift med hende på trods af alle betænkeligheder, og han vilde søge hende på trods af alle indtrængende advarsler. »Du må være fejg, sådan som du stormer på,« siger Tord opgivende. Fejghedens uhygge viser sig også tydeligt i det nære slægtskab (side 278) mellem fejg og fredløs, – de to stilles ofte sammen. Og fejg går over til at betyde usalig, uduelig, – lykkeløs, med andre ord.


Døden er alvor, lader Nordboerne os nok forstå; og om det så er lystigheden ved arveøllet, vidner netop den om at der er fare på færde. Dødstiden betegner en krise, som kan drage de værste følger efter sig, om man ikke tager sine forholdsregler. Alle der ved fred var knyttede til den døde balancerer på randen af ulykke. Dødsforagten beror ene og alene på forvisningen om at man har alle sikringsmidler i sin magt. Deri er dødstrodseren enig med den dødsrædde, at døden betegner et indbrud i lykken, en krænkelse af livet, som hurtigst muligt må genoprettes. Og når der ikke bag døden står nogen som kan drages til ansvar, kan det hænde at frygten slår ud i raseri, som endogså løber storm mod det usynlige. Egil har givet os et storslået exempel på at forfærdelsen står lige uden for døren og når som helst kan gøre sig gældende som den overlegne.


I det normale tilfælde betyder døden at livet går på grund, og skal den enkelte hvem forandringen er overgået, så vel som hans livsfrænder glide flot og sejle uskadt videre, da udkræves oprejsning af en eller anden art, så at ulykkesspirerne fjærnes. Var det et dødsfald der krævede hævn, og udeblev hævnen, da så fremtiden sort ud for den hedengangne.


På Ingolfs klagende ord over Hjørleif, da han om våren fandt landet øde, kan vi forstå at der er hændt en stor ulykke; »usæl skæbne for en brav mand, at trælle blev hans bane,« udbryder han ved synet af fostbroderens lig. Men havde sagamanden sluppet os her, vilde næppe vore videstgående gisninger være nået helt frem til den virkelighed som knugede Ingolf. Den Hjørleif som landede på Island havde krav på at regnes blandt de store lykkemænd. Han var af god æt, han havde selv øget sin arv på årlige tog hele sin ungdom igennem; han hørte til de ærens stormænd hvis blotte navn var et heltedigt i antydning, ti fra først af hed han Leif, og han havde selv erhvervet sig den »lykkelige« dobbetlform »Sværdleif«, da han i Vesterlandene hentede sit berømte hjör. Så berettes os at han straks efter sin landing i det ny hjem byggede sig en gård, og sad stille der om vinteren; men ved vårens komme begyndte han at opdyrke landet, og da han ikke havde mere end een okse, lod han sine irske trælle gå for ploven. De lededes ved arbejdet, og dræbte oksen for at narre husbonden ud på jagt efter den bjørn der skulde have hjemsøgt gården. Mens han var ene i skoven, faldt de over ham og dræbte ham, og hans lig blev liggende på marken, til Ingolf kom og beredte ham en grav. Men så øde som landet var nu, kom det til at ligge hen i lange tider; ti Hjørleif blev en ond vætte der gjorde omegnen utryg, uhyre, så at ingen kunde fæste bo på stedet.


(side 279) Det kan være at vi i vor spørgen efter døden har ramt et stykke foran det egentlige mål, derved at vi brugte ordet død i vor egen forstand, om hjærtets stilhed. Vi er kun nået til dødsmuligheden og ikke til døden selv. At være til betød at have delagtighed i et bestemt liv, med dets sum af nydelse og virksomhed; og fælliget om liv sprængtes derfor ikke ved afslutningen af ens tilværelse i dette lys, hvis den døde efterlod frænder til at holde æren oppe og holde forbindelsen med alle fæller ved lige, både dem her og dem et andet sted. Men fælliget kunde sprænges. Nidingsisolationen, den rev selve livsåren over, Og trak dermed ethvert håb op med rod; og ser vi nu til, da skal vi opdage nok af dødsrædsel hos vore forfædre, nok af den golde dødsfrygt der kvæler alt hvad der er af adel i mennesket og kun lader dyrets paniske halsen tilbage i ham, eller måske brutaliserer ham til udyriskhed.


Nidingen er den der med rette skal bære navnet dødning, ti han er den diametrale modsætning til det levende menneske. I hans liv vender den menneskelige hamingja vrangen ud. Hans våben bider ikke mere. Hans skib kan ikke fange børen længer. Den kraftstrøm som opholder hans bedrift, standser: agrene svies af, kreaturerne styrter.


I forbandelserne over dem der har forbrudt sig mod livet, får vi billedet af nidingen klart omskrevet. »Skride ej skib som skrider under dig, selv om den ønskede bør stryger agterind. Ej løbe den hest som løber under dig, selv om du flyr spring for spring for fjender. Ej bide det sværd du drager, uden det suser ned over dit eget hoved,« siger Sigrun til sin broder Dag, da han har hugget sin svoger.


En tilsvarende indvielse til nidings»liv« findes forklædt i Saxos første bog, hvor den udtales over Hading af en kvinde, efter at »han med mange hug havde nedlagt et dyr af ukendt slags«: »Hvad enten du skrider til fods over marken, eller du hejser sejl på søen, skal gudernes had følge dig, og overalt skal du se elementerne trodse dine forsæt. På marken skal din fod snuble, på søen skal du tumles om; en evig storm skal hyle over dig hvor du går, aldrig skal isen tø på dine sejl. Intet tag skal give dig ly, – kryber du under et, skal det falde for uvejret. Din hjord skal omkomme for frostbid. Alting skal visne, og klage over at din ånde har rørt det. Du skal skys som en pestbefængt, – ingen syge være mere stinkende end du!«


Historien, sådan som den står her, er gået i baglås for os, som så mange myter og sagn hvis nøgle tiden har forlagt, – om da drabet på det sære dyr og denne forbandelse har hørt sammen hjemmefra, og ikke er passede ind i hinanden af Saxo eller hans hjemmelsmand. Måske har, kunde man formode, Hading og bestiet eller vel snarere samfundet og bestiet haft gensidige forpligtelser; Hadings »ulykke« skulde (side 280) da have bestået i at han med eller mod sin vilje brød ind i en ukrænkelighed, af hvilken liv og velfærd i det land afhang; han forbrød sig mod guderne, i græske ord udtrykt. Lige meget. Beskrivelsen af dådens virkninger giver så god en karakteristik af nidingsværkets udvortes forbandelse som gives kan: Kamplykke, erhvervlykke, børlykke, alt er borte. Hvad manden rører ved styrter sammen, ti i steden for liv udgår der død fra ham.


Nidingens råd, planer, duer ikke. Selv om de ser nok så sunde og snilde ud og tilsyneladende lægges med al list, er hele spændkraften gået af dem. Det vil vise sig at de mod al menneskelig beregning, ligesom våbnene, hugger tilbage i hans eget ansigt i steden for fremad. Der har vi den forgiftede brod i en sådan forbandelse som den kællingen udslynger mod Grettir i hans fredløshed: »Her udtaler jeg over dig, at du skal være forladt af lykke, af held og velsignelse og al værgende kraft og kløgt, des mere jo længer du lever.« Når Grettir farer op ved ordene som stukken af en orm, så er det ikke så meget fordi han ved man kan vente sig alle kunster af sådan en troldkælling, men snarere fordi hun i djævelsk snedighed rammer ham med sine mægtige ord på hans sårbare punkt, og med et giftigt stik lammer hans modstandskraft mod enhver trolddom. Hun begynder med ganske nøgternt at konstatere hans tilstand: »Disse mænd (Grettir og hans broder) turde være lykkeløse i deres kækhed; her bydes dem gode vilkår, men de støder dem fra sig, og intet fører vissere til ondt end ikke at kunne modtage godt.« Groft oversat på moderne sprog: »I kan jo se hvordan det er fat med ham, han har ikke sin forstand, han er mærket.« Der rammer hun den fredløse, ham samfundet har erklæret for niding, og så behøver hun blot at lade ordet sidde i såret og virke selv. Når der i en ung saga siges om en skovgangsmand at han så alting forud, men ikke kunde gøre noget derved, er det kun et nyt bevis på hvor instinktivt sikker en forståelse man på Island havde af det overleverede; sætningen indeholder negativet til Ingemundsønnernes kloge lykke.




»For nidingens øjne ligger der tåge over alt. Han ved ikke hvad det han gør skal blive til.
Hans gerninger er ikke ladede med den viljekraftige lykke som fører dem til deres mål.«




For nidingens øjne ligger der tåge over alt. Han ved ikke hvad det han gør skal blive til. Hans gerninger er ikke ladede med den viljekraftige lykke som fører dem til deres mål. Kendetegn på nidingen er at gævhed og lykke, kraft og held ikke følges ad mere. Når manden er ved at glide ud af menneskelivet, da passer på ham de tungsindige ord, der så sikkert som klokkeslaget før eller senere gentages over de islandske fredløshedshelte: »kæk nok, men ingen lykkemand«. Den iagttagelse: een ting er gævhed, en anden ting er lykke, blev først gjort på den »fejge« – enten fejge til døden eller fejge til nidingsliv –, førend en ny art erfaring, mere verdensviis end den gamle sæd, greb ordet, og bragte det i anvendelse på den irrationelle tilværelse som (side 281) efterhånden ved synsfeltets og virkekredsens udvidelse steg op om den gamle kultur og truede med at oversvømme den. Men tvespalten i nidingen går jo dybere endnu, den kløver sjælen, sådan at vilje og hu ikke kan nå hinanden. Det hedder i en islandsk saga om en fredløs, at han selv kunde sige: »det er mig imod at ligge her i røvertog og anden ufærd med disse ildgerningsmænd«, – og så blev han dog imellem dem. Lykkekilden er helt udtørret. Nidingen har intet hold på sig selv. Han har ingen ære, og dermed er al moralsk dømmekraft ophævet. Han bliver kujon, og han bliver ond. Alt hvad en ærlig mand afskyr, det er nidingens skik og brug: at bryde eder og løfter, at dræbe kvinder og våbenløse, at myrde i mulm og mørke, at svige den der betror sig til en, at krænke fred, og hvad man kan nævne. Han har ingen fred. Alle er hans fjender. Hans venskab er som ulvenes, der løber i flok og river hinanden i nøden. Det angelsachsiske Hávamál beskriver hans tilstand, når det med en ejendommelig, men naturlig mangel på adskillelse mellem den fredløse mand og det fredløse bæst siger: »Venneløs, ulykkelig mand tager sig ulve til fæller, de trædske dyr, ofte nok river kammeraten ham sønder. Den begraver døde mænd i sig, og hyler af sult. Den opløfter intet klageskrig, ingen veklage over døden, den grå ulv, mænds mord; nej, stedse ønsker den mere.« Eller som det hedder på oldnordisk med endnu tydeligere fremhævelse af mangelen på fredsfølelse: »Skal vi bære os ad som ulve, strides indbyrdes, som nornernes hunde, de grådige, hvis ophav er den øde vidde?«


I blind ødelæggelseslyst hugger nidingen om sig. Gamle svenske dombøger tegner ham endnu i al hans forfærdelighed som det etosløse bestie han er, når han slynger sit spyt midt ind i den levende Guds ansigt, sværger som om han har alle djævle i ledebånd, og undsiger alle uden persons anseelse. En var der engang, som tvang præsten til at give ham øl, og med kruset red hen til kirkegården for at drikke alle djævle han kendte navne på, til og tilbyde dem slagsmål. Der fortælles om en anden, at han ved sin tilfangetagelse frit erkendte alle sine misgerninger, og kun plagedes af tanken på alt det ugjorte onde som han nu var afskåret fra at udføre: om han blot havde kunnet slippe fri en otte dage til at ordne sine sager sådan at han havde noget at dø på, da vilde han have været tilfreds. Et sådant ondskabsvanvid er den germanske fredløshed; lad være at dets udslag hos de smålandske bønder i det 17–18de århundrede er regulerede af lidt andre forhold, kristelige om vi vil, – afsindets art er uforandret.


Mod denne i fortvivlelse stivnede nidingsrædsel, nidingsuhygge tager de islandske fredløse sig næsten blege ud. Som naturligt er, fortæller man ikke en saga om et udskud af menneskeverdenen: der lader sig ikke presse patos ud af nederdrægtighed, lumskhed, dyriskhed; (side 282) livets egen patos er, som dombøgerne tydeligt udsiger, for hård til at nogen idealisering kan arbejde i den. De islandske skovgangshistorier udspringer af frænde- og vennefølelser, de skildrer, eller forherliger, mennesket i den udstødte, og nærmer sig mere og mere til den moderne art af banditlegender, i hvilke undtagelsen anmasser sig en vis romantik ene og alene i kraft af sin undtagelsesstilling.


Des mere gribende virker da den opdagelse på læseren, at fortællerne ikke kan frigøre deres helte for Kainsmærket! Så dybt ligger følelsen af at overgangen til fredløshedstilstanden er en karakterforandring, at Islænderne end ikke i deres efterdigtende romantiske dage formår at holde en karakter uforandret ud over det grænseskel. Ingen sund Nordbo bærer sig ad som Gunnar på Hlidarende, da han færdedes på Island som en fredløs mand der havde brudt sine egne løfter: Han tager imod Olav Pås indbydelse til at søge sikkerhed på hans gård, og da tiden kommer, bliver han hjemme, simpelt hen fordi han mangler vilje til at rejse; eller literærhistorisk udtrykt: ingen fortæller hitter på at tilskrive en lykkemand den vægelsindethed som var et karaktermærke for nidingen. Og en beundret folkehelt som Grettir forringes etisk – etisk i gammel forstand naturligvis – under sin fredløshed. Set mod den forskønnende medfølelse tager tragikken sig blot så meget bitrere ud, når en mand giver sig ind på gement røveri og nidingsværk med en blandingsfølelse hvori de to elementer: selvforagt og erkendelse af det unyttige i at stride imod, skærper hinanden.


Selvhævdelse findes kun hvor der er lykke, hvor der gives en ære at kæmpe for, og hvor kampen fører til æresberigelse. Hos nidingen, som kun lever et skinmenneskeliv, er strid og forsvar intet andet end en blind biden, snappen, snærren som dyrenes, eller rettere, som visse dyrs, nidingsdyrenes. Jo mere han slider, des større vanære drager han ned over sig. Ikke engang den sidste udvej som enhver levende mand har i sin magt, at tiltrodse sig hæder ved sin undergang, er ham lævnet; der er ikke så megen ære ved ham, at han kan blive genstand for hævn. Drabet på ham betyder uskadeliggørelse.


Uden fred og uden fryd – der har vi enden på nidingens saga; disse to »uden« befæster svælget mellem frændskab og nidingskab. Uden det liv der består i fornemmelsen af frændskab, i den stiltiende erindring om frændelykkens historie i en selv og ens frænder, i ætstolthedens tillid til fremtiden, uden fred, kan ingen have livstegnene: samtalens velvære når man strækker sig på bænken, og den halvt hånlige, halvt jublende skoggerlatter, der tilsyneladende fremlokkes af selve bevægelsen når manden »stolt af sin styrke« slår over i løb. Man kan ikke fylde lungerne til latterudbrud, når årerne klapper sammen. I nidingen er livsåren revet over, og derfor ebber al ævne til glæde hurtigt.


(side 283) Død, det vil sige en tilstand uden lykke, i ulykke. Vi må huske, at ordet skal tages absolut, således at der ikke bliver plads til mellembestemmelser og tanken på en overgangsform slet ikke kan snige sig ind. De fattige småmænd havde en meget tynd lykke, så tynd at den højt oppefra set måske næppe var synlig; men ulykkesmand kunde ingen kaldes der ejede hus og hjem og frænder, og som endnu følte sig som vænner for en ære. Hvor fattig man kunde være uden at falde ud af menneskeheden ved jeg ikke: snart gik vel tærskelen noget højere op, snart noget længere ned, alt efter samfundsvilkårenes stand. Men selv de allerfattigste måtte, så sandt de var til, eje en lykke som de levede på, og som de kultiverede i religiøs inderlighed. Om de var tilfredse med hvad de var og havde, eller de knurrede over pundets lidenhed, bliver en sag som de afgør med sig selv, og afgørelsen kan ikke rokke ved kulturens grundfakta. Vi skildrer ikke en stand af sentimentale småkårsfolk som finder lykken, d. v. s. den rolige tilfredshed, i deres forfædres gerning, – livet er i lykke, og lykken må, i fedme eller magerhed, svare til jordlodden omkring huset; – hvordan i alverden skulde loddens dyrkere være voksede op af den plet, om de ikke var fødte af loddens lykke? Ikke engang trællene kan komme på tale som en slags overgangsled, ti de står helt og holdent uden for enhver form af lykke. De har intet liv i sig selv, men de inspireres af ejermandens kraft, og holdes i ligevægt så længe den får lov til at virke igennem dem. Der gives ingen anden mellemtilstand end den hvori hine unge mænd befandt sig mellem faderens drab og hævnen, da de gik som skygger, under skyggetilværelsens uhygge, og listede i en bue uden om alle mandemøder. Overgangen, den der med tidens sikkerhed og tidens selvfølge fuldender sig blot ved at overlades til sig selv, er den eneste mellemform mellem lykke og ulykke.


Når de gamle siger ulykke, er det på samme måde som de taler om usejr, hvor u'et har den fulde vægt af et nej som ophæver. Islændingene taler ud af gammel ånd når de for »ulykke« vælger gæfuleysi, »lykkeløse«; Sam der sparede Hrafnkel havde sit lykkeløse at takke for nedværdigelsen; og da Grettir var bleven fangen og bunden af en bande kujoner af husmænd, sagde den mandshjærtede Torbjørg der kom til og befriede ham: »Hvilket et lykkeløse for en ætstor mand at fældes af den slags sølledom!« I vort sprog har ordet ulykke noget positivt ved sig, vor kultur har gjort – eller stræber i hvert fald hen imod at gøre – ulykken til en værdi, til et adelskab; men den gang der virkelig var ulykke til, da var den udelukkende af det onde, en blottelse, et negativ, som enhver idealitet sank igennem uden at kunne finde fæste. Hvor mange ophøjede egenskaber der end af oplevelserne blev bragt ind i den, den skød alt hvori der var vilje til ædelhed fra sig eller fordjævlede det.


(side 284) Dødens frygtelighed består deri at den ophæver menneskeligheden, og sætter noget andet i stedet. Nidingen er ikke et intet, som man kan gå uskadt igennem som man kløver en ånd. Germanerne afskyede ham, kaldte ham det foragteligste af alle væsener, men de frygtede ham nok så meget som de afskyede ham.


Mægtige kræfter er sluppet løs i ham. Om han vilde, han kunde ikke tæmme dem. Men han vil ikke. Den der er blottet for ære har jo ingen vilje i menneskelig forstand. Men så er der en vilje, eller snarere en drift, som har ham og regerer ham. Modsætningen til vilje så vore forfædre ikke i slaphed og viljeløshed, men i noget som rettest kan benævnes trolddom, den meningsløse, vanvittige ondskab som ledsages af hemmelighedsfulde ondskabsævner. Fra sagaerne ved vi hvilken uhyggens atmosfære der stod om disse rigtige troldmænd og troldkvinder; og vi ved at det dæmoniske ved dem ikke lå i sådanne enkelte kunster som at virke på afstand, at sende sin vilje ud gennem luften, at omskabe sig, at rejse gennem tid så godt som gennem rum. Om deres håndelag og bevægelser i den ydre facon ligner menneskers lidt mere eller lidt mindre, gør i virkeligheden intet til sagen, fordi de i alle tilfælde foregår i andre dimensioner end det menneskelige, og inspireres af andre – fremmedartede – motiver. Troldmandens karaktermærke er den ondskabsfulde planløshed som præger hans hele handlesæt, modsat manden som er målbevidst i alle gerninger, hvad enten de er gode eller onde. En mands våben kan visselig have den egenskab at intet sår heles for det; men det er lykke som giver kraften, og der er lykke at hente i ejermandens blod. En troldmand derimod har sjælelig gift både i sin hånd og i sine våben; og hans blod er en pestilens som man skal vare sig for at få på hænder og klæder. Deraf kommer det, at hans øjne er så onde at et blik af dem er tilstrækkeligt til at svide ens frugtbarhed af, og dette sjælelige kaos er det også som gør at hans blotte nærværelse fremkalder uhyggelige synsforblændelser. Han kan udryddes, men fordi han er et sådant giftvæsen, må hans tilintetgørelse forberedes og udføres med største omsigt, så at man kan gå hjem efter gerningen med den vished at man ikke bærer noget af hans edder i sine klæder, og at han er helt udslettet af jorden. Man prøver at brænde ham til støv, at vælte en stenbunke over ham, at pæle ham fast i jorden, at drukne ham langt fra land, – ingen sikkerhedsforanstaltning er for omstændelig.


Frygten for troldmanden, hadets art, iveren efter at få ham bortryddet – alt er anvendeligt på nidingen. Bønderne har endnu bevaret frygten for de uhyggelige løsgængere i menneskeverdenen, hvis blotte nærværelse bringer ulykke. Når en tyv, en morder, en hore, en troldkvinde, altså i gammeldags sprog nidinger, ser et spædt barn på det bare bryst, får det svindsot; eller, hvad der ligger endnu sikrere op ad (side 285) oprindelig tankegang, hvis en hore slår en mand, kan han aldrig mere forsvare sig mod en fjende, – alt i ham bliver smittet af kræften. Hadings forbandelse består ikke blot i at han overalt hvor han kommer, med sig drager ulykke som ved en fejltagelse rammer andre, – han uddunster jo ligefrem pest. Nidingens smittefarlighed er livets realitet bag lovens anatema over den fredløse. Ingen må omgås ham, æde med ham, sidde eller sove med ham i samme hus, og dette forbud skyder op af et dybere: ingen vil, ingen tør.




»Nidingens særkende er uberegnelighed, samme egenskab som særmærker det dæmoniske i jættesjælen.
Intet i ham og intet ved ham er hvad det synes, men noget andet. Nidingen kaldes »uhyre« ligesom Udgårdsvæsener.«




Nidingens særkende er uberegnelighed, samme egenskab som særmærker det dæmoniske i jættesjælen. Intet i ham og intet ved ham er hvad det synes, men noget andet. Nidingen kaldes »uhyre« ligesom Udgårdsvæsener. Fredløs – eller fredsbryder – og uhyre er ord som trækker hinanden til. Når den angelsachsiske digter skal udmale Ismaels skæbne, hans der var sine egne frænders modstander, da kommer han til at kalde ham uhyre og kampvild, og han bruger ordet uden at tage noget stiltiende forbehold på den poetiske licentias vegne. Ti ulykkesmanden betragtes med samme blanding af had, foragt og rædsel som de rigtige Udgårdsjætter, af ingen anden grund end den at han hører til utyskernes hær. Der er foregået en væsensforandring inden i ham: det sunde blod er udtørret, og skadelige væsker har taget dets plads; der flyder edder for blod i hans årer ligesom i jætternes.


Og netop på dette punkt dukker frygten for den »ufødte« op. Om Torsten Oksefod fortælles det, at han siden sit livtag med jætten altid var lidt underlig, ikke »eenhammet«, og fortælleren lader det stå hen, om hans ulykke skrev sig derfra at han under kampen slugte noget af jættens spy, eller den var en sygdom som han bar på fra sin allerførste levetid, da han blev sat ud. Den der fortalte historien om Torstens vidunderlige hændelser når han både i drømme og vågen færdedes blandt jætter og højboer, har ingen ret til gang og sæde blandt sagamændene, hvis beretninger er kultur, selv om de ikke er historie; han har det tilbageskuende blik der er ejendommeligt for en æventyrfortæller. Men netop ved sin tvivlrådighed, som sætter spørgsmålstegnet på det sted hvor det skal stå, røber han at han har viden om den kultur han ikke længer lever i.


Udgård er da en magt der ikke blot står udenfor og trykker på menneskelivet; den skyder sig ind i hus og hjem, om man ikke varer sig. Intet under at kampen mod så farlig en styggedom føres med allerstørste kraft. Er den onde en konge, da så meget des større en fare for omgivelserne at han ligger i lykkens midtpunkt som en edderorm og ruger på kongeskatten. Det kommer over alles hoved når hans lykke opløses, og – som det hedder i Buslas forbandelse over Kong Hring – »bjærge raver, verden oprøres, vejrliget forværres, og det (side 286) sker som ikke skal ske«. Hvis man ikke vil kvæles i den ånde som udgår fra ham, og se alt sit afsvedet ved frost og rim og goldhed, da har man ingen anden udvej end at bortskaffe ham af jorden. Og han blev visselig rykket op med rode.


Jellingbægerormen.png


I de dødes hær rummes da alle i hvem livet viser sig brøstfældigt. Der gives lykkeløse af naturen: krøblinge, fejge, fjollede, – ti til lykke hørte jo først og fremmest et sundt legeme og sund fornuft. Endnu i moderne tider har nordiske bønder været tilbøjelige til at sætte vanføre i samme ulykkebringende klasse som tyve og uærlige mordere; og når man i gamle dage samvittighedsfuldt vågede over at sådanne stakler så vidt muligt slet ikke kom ind i tilværelsen, da var det fordi en mangel i fuld udvortes menneskelighed blev betragtet som en forbrydelse, og ikke som en ulykke i moderne forstand. Andre er der som blev født lykkelige, og ikke vidste af noget, førend en skønne dag jætten stak sit hoved op midt i lykken. Døden kunde springe frem med eet, så at manden uden varsel følte sin sjæl sprængt. Et nederlag var fare nok. Kom der over den stærke en stærkere, som pludselig drev ham fra land og lykke, da sank han sikkert og uhjælpeligt ned i nidingens lumpenhed, og mistede efterhånden både vilje og ævne til at hævde sig. I den overvundne og hærtagne blev al ædelhed fortrængt af trælleagtig ængstelighed og uforetagsomhed. Der er en virkeligheds kraft i Fafnes ord når han minder Sigurd om at hans fader var falden og uhævnet og hans moder havde været hærtagen: »Var du vokset op i frændernes kreds, kunde man få dig at se i drabelige hug; nu er du træl og hærtagen, og mænd véd at evig skælver den båndlagte.« – Når digteren, opfyldt af kristendommens overbevisning om det jordiskes usikkerhed, skal give et exempel ud af livet på rigdommens falskhed, kommer han til at sige: »De troede ikke, Unnarr og Sævaldi, at lykken kunde slå dem fejl, men de blev nøgne og berøvede alt«; og tanken river ham med sin egen fart hovedkulds ud i slutningslinjen: »og de løb som ulve til skoven«.


Så undres vi vel ikke over den stundesløse iver hvormed Hakon Jarl den Unge skyder tanken på lykkeløshed fra sig, da Olav åndeligt forfølger sin sejr over ham ved at sige: »Det er ikke løjet at I frænder er smukke mænd, men ude er det med eders lykke (hamingja).« »Nej,« svarer Hakon, »nej, dette er ingen uhamingja som er hændt os, sådan er det gået længe, at høvdinger har skiftedes om sejren; jeg er knap vokset ud af barnealderen, og vi var ikke forberedt på at skulle værge os, vi ventede ikke ufred, og det kan vel hændes endnu at vi kommer bedre af sted en anden gang.« I disse ord ligger der en hemmelig angst, som fortidens erfaringer har stampet ned i sjælen. (side 287) Og på den anden side, hvis livsforliset ikke var så ubedragelig en kendsgerning, kunde der ikke være blevet plads til det paradox, at mennesker til tider mistede friheden og dog syntes at beholde noget af lykken. »Hun var dronningens tvættepige – eller trælkvinde –, men dog ikke helt lykkeløs«, hedder det i en norsk kilde om Alfhild, Olavs frille og Magnus Godes moder.


Eller faldet kunde komme uhyggeligt glidende, når ævner og held på ubegribelig måde tørredes bort og manden mærkede at hans spring og hug stadig forfejlede deres mål. I Beowulfs beskrivelse af Kong Heremod føler vi hirdens voksende uhygge, idet de dag for dag ser nidingsgrimacen vokse sig igennem fyrstens træk: »Ej blev han en hjælp for Skjoldungerne, ej voksede han op dem til glæde (nemlig ved ære og sejr), men til bane og blodig død. I vredesmod slog han sine bordfæller ned, de skulder mod hans skulder stående, indtil den høje konge ensom gik bort fra menneskeglæden. Dog havde den mægtige Gud (han står for klærkens regning, denne Gud) stillet ham højt over alle mænd, stivet ham af med magt og styrke; i sjælen voksede blodvilde tanker i flok, han gav ikke Danerne ringe som sømmeligt var. Glædeløs oppebiede han tiden da han høstede smærten for sin id, varende ulykkesfylde,« – da han som det ligefrem hedder, »faldt blandt jætter«, Udgårds slæng, og fik nidingens endeligt.


Fra Island har vi i Grettis saga fortællingen om en mand i hvem goldheden fra tidlig tid af var i vækst. Han var stærk nok og rådsnild nok at se til, frygtløs og foretagslysten; men hans råd og hans gerninger gik altid fejl af hinanden, så at resultaterne faldt tilbage som slag på ham selv. Det ser ud som om hans store basketag med utysket Glam var begyndelsen til hans ulykke; og dette er også en god gammel tanke, som naturligt finder udtryk i dødningens forbandelse, da han udtaler over sin besejrer at fra dette øjeblik skal alle hans bedrifter falde ud til vanheld og vanære for ham selv. Men allerede inden denne skæbnesvangre oplevelse har mærkerne været kendelige på Grettir. Man ved at fortælle om de ord der faldt fra hans morbroder før dysten med uvætten: »Det er sandt som sagt er, at eet er lykke, et andet er raskhed«; og atter: »der er mænd som ser et stykke frem for sig, men ikke kan vare sig mod det de ser«. Og langt tidligere endnu har vise mænd, som Torarin Spage, set nok til at tage sig i vare for den bomstærke vildbasse; da hans fostersøn Bardi har tinget sig Grettis hjælp til sit store hævntog, gør Torarin bestemt indsigelse: »Visselig står Grettir langt over andre mænd, og sent vil våben få bugt med ham, hvis hans lykke holder, men jeg lider ikke på hans lykke; og nok kan du behøve at du ikke har lutter ulykkemænd i dit følge.« Og det blev som Torarin rådede.


Som Glam havde varslet, sådan gik det. Da Grettir engang i nøden (side 288) frelste sine medrejsendes liv og helbred, ved svømmende at hente ild fra det norske fastland til det udskær hvor de lå og var ved at omkomme, voldte han mod sin vilje en ulykke, der skaffede ham mægtige og bitre fjender på Island. Som han kom stormende ind i huset, dækket med isslag, troede folkene at han var en uvætte, og dængede ham til med stokke og ildbrande, så han med nød og næppe reddede sig og sine gløder ud; men gnisterne havde fænget i gulvhalmen, og om morgenen fandtes på stedet blot en asketomt. Og blandt de omkomne var to sønner af Torir Skeggesøn i Adaldal, en formående islandsk bonde. Grettir opnår tilladelse af Kong Olav til at rense sig for mistanke ved jærnbyrd, men midt under prøven løber »ulykken« af med ham, og han slår en dreng der håner ham, til gulvet midt i Guds hus. Atter lyder det tungsindige ord over ham: »Stor ulykkemand er du, Grettir, og det vil ikke være let at gøre noget derved.« Og nu driver han uimodståeligt ind i den uendelige fredløshed, videre og videre i nidingskab, til han ender som et usseligt bytte for trolddom.


Denne skildring af nidingskabets vækst i Grettir er et af de største og mest gribende vidnesbyrd om den magt dødsfrygten havde over sindene. Man kunde nå til at beundre fribytteren, men man kunde ikke vriste de tanker og de ord som beundringen måtte iklæde sig, op af den dybe uhyggegrund hvor de havde rod. Og typisk for nordisk tænkesæt er utilbøjeligheden til at blive stående ved et bestemt tidspunkt med dets impuls som nidingskabets udgangspunkt; man følte en trang til at gå tilbage i tiden og genfinde symptomerne i tidligere handlinger. Således da Sigurd Slembe kom og fordrede den krone som han mente broderens drab havde givet ham eneret til, da ledte hans ulykkelige handling jo straks folks tanker hen på hans fødsel: »Hvis du virkelig er en søn af Magnus og Tora, har din fødsel været ulykkelig, og sådan er det også faldet ud, hvis du har myrdet din broder.« Den enkelte handling eller undladelse – et mord, fejghed i optræden, edsbrud, uhævnet drab, tyveri – er en absolut begyndelse, som føder nidingskab ind i gerningsmandens liv; det er ophavet til hans ulykke, som mundheldet lyder på nordisk. Nordboen vilde fuldt ud forstå, og sætte et hjærtefølt ja ved Angelsachserens udbrud om de hirdmænd der ved deres lumpne flugt trak ulykken ned over deres æt; når han siger sit: »Nu skal ingen i eders slægt mere gribe med glæde efter guldet ...«, falder hans »nu« på Nordboens øre med hele sin skæbnesvangre vægt. Men dette »ophav« leder videre til en tidligere begyndelse. Det var mandens ulykke at han ikke hævnede, men hvorfor kom der ingen hævn? Ja, man når ikke til at spørge efter et svar, ti alle kommer straks noget i hu som er sket for længe siden. Hele nidingens fortid rejses op som et vidne imod ham, fordi niding- (side 289) skabet til syvende og sidst kun er et udslag af en indre fejl i lykken. Han er mærket indefra ved sin konstitution. Ophav er både noget mere og noget mindre end en begyndelse; det er en opboblen af det tidløse.


Og så kan døden lige så godt hugge bagfra ind på udøveren af ganske ufarlige handlinger. Hvis ætten ikke har styrke til at føre sin frændes sag igennem med våben, eller i nødsfald med bøde, og den da køber sig fred ved at ofre gerningsmanden, da bliver han uhjælpeligt niding og ulvmand på sådanne hæderlige forgribelser som drab eller åbent, voldeligt angreb mod næstens ejendom. Og faren lurer på manden lige så godt hinsides som her. En helt som foretrækker døden for et liv i skam, og begraver sig under sin ære og sin lykke, han har dog ingenlunde sikret sig tilværelsen for stedse. Bliver han opgivet af sine frænder, eller falder han som den sidste af sit »folk« så at ingen efterlades til at tage arven op, da – lad os håbe han udslukkes; der er al fare for at han bliver ond, og går igen på både mennesker og fæ som en dæmon der er så meget des mere frygtet som han var vældig i sit livs dage. Det er ikke alene de levendes tanker der værker, når ætten bliver nødt til at lade en af sine ligge »uhellig«.




»Dødningen sygner hen med de levende, og den fremtid han går i møde
når livet standses, er så uhyggelig at angsten for familiens uddøen igennem mange
århundreder kan tage kampen op med alle Helvedes rædsler og berøve dem deres magt over sjælene.«




Dødningen sygner hen med de levende, og den fremtid han går i møde når livet standses, er så uhyggelig at angsten for familiens uddøen igennem mange århundreder kan tage kampen op med alle Helvedes rædsler og berøve dem deres magt over sjælene. Og faren bliver til alle tider ved at være lige stor, hvor mange lykkelige år den døde så får bag sig. Der gives nidinger hinsides, ude i natverdenen, som en gang har været ærlige dødninge; de har ikke fundet genfødelse, fordi ætten gik nedad og slukkedes; de er ikke blevet holdt i live af dygtige og omsorgsfulde frænder, og så kommer den stund da folk får at føle hvem der har boet på stedet i gamle dage. I højsagnene kendes ikke til andet skel ud fra dødningens tidligere liv end dette ene, at han derude kan være en frænde. Hervør går tillidsfuldt ud til Angantyrs høj og hilser ham som en af sine; og den døde kæmpe har ikke glemt sin »fred« og sin ære: han advarer og han giver. Derimod, hvor der lå fremmede i højen, som ingen nulevende kunde regne sig i slægt med, dér var utrygt, uhyre, og intet andet. I dragefortællingerne forstikker sig under det lidt udenlandske klædebon hjemlige erfaringer af at enhver ensom eller glemt heros antager glubske vaner. Den grumme drage som blev Beowulfs bane, lå og rugede på en afdød æts efterladenskaber. »Stammen«s sidste mand gemte sine skatte i hulen under klage over de ædle helte som kampdøden havde bortrevet til næstyderste mand; der endte han sit liv, og den gamle fjende, skumringslisteren, lagde sig på guldet og vogtede skatten, som var ham selv til ingen glæde. Vi kan trøstig slutte, at fra først af har gemme- (side 290) ren selv eller hans nærmeste, de fordum så ædle og kække, røgtet utyskegerningen. Nordboerne er fuldt fortrolige med den tanke at den døde »blev trold« på sit gods og skinsygt værgede guldet med sit nidingsspy. Det var intet ophøjet endeligt Bue Digre fik, da han kom til at ligge som en orm på sine kister; han var bleven ensom.


Den simple adskillelse fra slægt og land er nok til at bringe livet i fare; ingen kunde mere end en vis tid tære på det fond af sjæl som var inden i ham. »Det er ondt at leve i uland,« sagde folk i Norden, og i det mundheld ligger jo noget mere end en antydning af utryghedens karakter. Sikkert havde de gamle deres hjemve; men et sådant allemandsord er ikke egnet til at give noget indtryk af hvad det var der bølgede op og ned i en borteværende, når han som Hengest sad fjærnt fra sit arvesæde og tænkte på sit hjem. Islændingene sagde, at landmunr spillede i gæsten, og med dette ord rykkes straks hjemlængselen ind på en bestemt kulturbaggrund; ti dette munr (dansk »mon«) indeslutter i sig ikke blot betydningerne kærlighed, lyst, vilje, vigtighed, vægt, interesse, det betegner et hele på hvilket alle disse egenskaber passer: sjæl, liv. Og selv om den gamle betydning af munr kun var en baggrundsstemning for de mennesker som har overleveret os talemåden, er der dog i ordets klangpræg nok til at skille det ud fra vore udbrud af hjemtrå. Og nærmere virkeligheden endnu ledes vi ved Angelsachsernes brug af fēasceaft om den landflygtige. Den glædeløshed som ligger i dette ord er ikke af den mildt vemodige art som inspirerer digtere, den er en »husygdom«, som gør ensomheden til noget blot og bart hæsligt. Fēasceaft er et ord som passer lige godt på den fredløse og på selve utysket Grendel, Udgårds beboer.


Landsforvisningen var en amputation, blot så meget des værre som det ikke var et lem, men hele manden der blev amputeret; og en Germaner der voldeligt blev taget ud af sin kreds og anbragt i en eller anden civiliseret indlandsby som Romerfolkets gæst – som Augustus anbragte de sigambriske høvdinger –, kunde nok komme så vidt at han foretrak døden. Eller tog han sig måske af dage af dødsfrygt, fordi han ikke så nogen anden udvej til at slippe ind i livet igen, end den at lade sjælen vende tilbage til sine rette omgivelser? Sydlændingene forstod ikke meget af et par »indfødte« høvdingers fornemmelser, og brød sig ikke om at forstå mere; de vidste at barbarerne ikke kunde holde tilstanden ud, men dræbte sig selv af »livslede«, som Dio Cassius siger; men ulykken bliver end vildere når vi får sætningen oversat på det sprog der gjaldt for de udstødte.




»Landsforvisningen var en amputation, blot så meget des værre som det ikke var et lem, men hele manden der blev amputeret.«




I fredløsheden har da samfundet et frygteligt våben mod fredsbrydere som ikke vil ret. Våbnet slår så hårdt fordi det rammer selve livsnerven. Den fredløse sættes ikke uden for samfundet, men uden for verden. Han straffes ikke med døden, men han straffes på livet (hvis (side 291) vi for en gangs skyld tør misbruge verbet, ti nogen straf kan der egentlig ikke være tale om). Men så afhænger også dommens virkning ganske af den dømtes frænder, om de kan bevæges, eller tvinges, til at opgive deres mand, om de vil exekvere forbandelsen ved at skære hans livsåre over. Ti om så hele den kendte verden exkommunicerer en mand og dømmer ham hjemfalden til alle onde ånder, det har ikke den fjærneste virkning på hans velvære og åndelige sundhed, så længe hans frænder »holder« ham og lader ham drikke af deres livskilde, – såfremt da disse frænder har så stærk en lykke at de kan afværge de mægtige ordbrodde som fyger ind over dem.


Blandt vore forfædre kan man finde ophøjede exempler på hengivelse i den offentlige vilje side om side med hårrejsende ringeagt for lovlig orden. Deres retsbevidsthed er mere levende og derfor mere elastisk end den nogen sinde kan blive hos folk der bringer dommeren til sæde på en lovbog og stiller en velbestaltet politibetjent bag synderen, parat til at underkaste ham instruxmæssig behandling. Nutildags er retsfornemmelserne temmelig ensartede hos hele befolkningen: frygten for justitia hæver sig næppe til noget der med rette kan hædres med navnet ærefrygt, og trodsen kryber normalt sammen til en usikker pukken på snedighed og omstændigheder. Hos Germanerne havde retsmidlerne endnu en praktisk karakter; de beroede på en juridisk anvendelse og tillæmpning af livsfornemmelserne, og de retslige følelser får da langt større spændvidde. Mænd kan føle sig trælbundne under et ord, og de kan med suveræn foragt sætte sig ud over det højtideligste anatema; den ene lammes af rædsel ved en fredløshedsdom, hans nabo betragter den som en simpel fornærmelse, måske endogså for ringe til at ruske hans interesse helt vågen. Tager retsmidlerne bund, holder de med en forfærdelig kraft; men får de ikke fat i æren, driver de tomme af. Lovlydigheden og lovtrodsen – ord der kun er anvendelige når der tages ganske løst på dem – svarer i vælde til hinanden, fordi de kommer fra samme lag i sjælen; de ophæver ikke hinanden, men kan bestå jævnsides, endog i samme person, uden at der føles nogen splittelse.


Vi ved at helt ned imod vor tid har almuen bevaret sin gamle vurdering af fredløsheden. Kongerne var i almindelighed fremskridtsvenlige mænd, i pagt med de ideer om loven og de kongelige rettigheder som udbredtes med den vesterlandske civilisation og romerkirken. Bønderne holdt fast ved den gamle lov der boede i hjærterne og ikke i bøger. Intet under at kongens overbevisning om at ret er ret og skal være ret, både i middelalderen og senere er tørnet hårdt sammen med bondens uformuenhed til at komme ud over den grundmoral, at ret føler man, eller den er ikke til. Drabsmanden sidder hjemme i ly af det gammeldags frændskab, og kongen sidder på sin (side 292) gård i lyset af en moderne kultur og ransager sproget for stærke ord til at anvende på disse hårde halse der »tåler« fredløshedsdom uden at røre sig af pletten. »Det er usømmeligt at de skal begå sig i deres uretfærdighed,« siger Hakon Magnussøn 1315. Og 1315 har kongen ret; bønderne er i færd med at blive lovtrodsere, ikke fordi deres følelse og retsbevidsthed har forandret sig, men fordi loven er bleven en anden: den er bleven endeligt befriet for erfaringens formynderskab og stillet under de logiske konklusioners mægtige beskyttelse. Men endnu havde bonden ingen følelse af at have uret, fordi fædrenes erfaring stadig levede i ham. En mand er ikke fredløs, så længe der er en frændekreds som er villig til, og formår at bevare ham inden for freden; først når han hugges af fra livet bliver han et farligt væsen, fordrevet og skyet.




»En mand er ikke fredløs, så længe der er en frændekreds som er villig til, og formår at bevare
ham inden for freden; først når han hugges af fra livet bliver han et farligt væsen, fordrevet og skyet.«




Når forbandelsen har lydt, og ætten har sagt den domfældede løs fra sig ved at deltage i den ed hvormed tinget »sværger ham ud«, eller tingmændene ved våbnenes sammenstød har forpligtet sig indbyrdes mod ham, hvordan formerne nu har været, – da er den fredløse død. Han er slængt fra menneskers liv, og han må jages »så vidt mænd jager ulve, ild brænder, jord gror, søn kalder moder og moder føder søn, folk tænder ild, skib skrider, skjolde blinker, sol skinner, sne fyger, fyr vokser, falk flyver vårlang dag når børen står ret under vinger, himlen hvælves, verden bygges, vind tuder, vand vælder i sø, karle slår korn«. Fordi han er ulv, vargr, »blottet for lykke og gammen«. Som fredløs og niding bærer han »ulvehoved«, det vil fra først af sige, han forvandles til en ulv, som løber på heden og slider i lig. Og dog kan han ved et skridt over en dørtærskel slippe ind i livet igen, blot han finder en kreds der er villig til at tage ham op i sit liv. I samme øjeblik som han hilses i et hus og bydes til sæde, stryges al dyrenatur af ham, og han står igen som et menneske.


De ord som det grønlandske Atlamål lægger Gudrun i munden om hendes egne og hendes brødres bedrifter i ungdommen, kunde virkelig siges med prosaens bogstavelige alvor: »Vi friede af skoven den vi ønskede frelse, vi gav ham lykke som intet ejede.«


Jellingbægerormen.png


Hvis liv og død var de to store skemastørrelser som de undertiden praktisk gælder for, vilde de opfylde tilværelsen uden at lade et hul tilbage som en tanke kunde forstikke sig i, og de vilde da være de tryggeste ord at oversætte fra og til alle tungemål. Nu er de ikke kvantiteter, men kvaliteter, og den opgave at tolke dem fra sprog til sprog kan blive anledning til årelangt studium. Vi har arvet ordet dø fra vore forfædre, og bruger det om samme proces som de gamle (side 293) gjorde, men i virkeligheden er dets betydning undergået en sådan forandring at den sproglige kontinuitet næppe er tilstrækkelig til at forbinde de to i een begrebspersonlighed.


På oldnordisk kan der formes et sådant udtryk som dette om underverdenen: derhen dør mænd, og uden at sige noget om denne sprogbrugs ægthed eller uægthed, sjældenhed eller det modsatte, kan vi tage ordet som en nyttig antydning til at forstå at død den gang ikke var så usammensat et begreb som det nu er – eller synes at være, ti usammensathed betyder blot at man selv sidder i brændpunktet. Der udkrævedes på en vis måde altid en nærmere bestemmelse af hvad man døde over i. Modsætning død – liv, der nu står så betingelsesløst, så uformidlet imod hinanden, var snarere to grupper af tilstande og modtilstande, som kædede sig ind i hinanden. Nu betyder processen livsophør, medens det i hin tid var en overgang fra liv til liv; nu betyder dø det store indsnit i tilværelsen, men det store indsnit kan ikke være noget som skærer midt igennem lykkelivet. Hvis vi da ikke vil opgive det væsentlige i ordet, dets bitterhed, dets hentydning til planers ende og ændring, dets henblik på rækkernes udtynding, dets absolutte »holdt«, da kan ingen etymologi hjælpe os til ækvivalenter i det gamle sprog. Et nøjagtigt modstykke må vi opgive at finde i hin kultur så vel som i nogen anden, men i overgangen fra lykke til ulykke kommer vi den uoprettelige omvending nærmest, som vi afmærker med det strænge ord.


Den død kunde døs i levende live, og den kunde lige så fuldt døs i dødsriget, eller på overgangen mellem de to. I denne mulighed for at udåndingen kunde blive en afsjæling ligger den alvor og den fare som gjorde forandringen til en krise, ikke blot for den hedengangne, men også for hans nærmeste. De efterladte har taget alle forholdsregler, kan vi tænke, selv om vi ikke ved ret meget om dødsceremonierne. I den nordiske literatur hører vi ikke direkte om nogen anden sikkerhedsforanstaltning end nábjargir, ligbjærgen, der væsentlig synes at have bestået i tilklemning af næseborene, men vi kan vist trygt slutte at tidligere tider har kendt et mere omfangsrigt ritual. Uden tvivl har der været nogen uhygge forbundet med en sådan dødning som endnu ikke var bjærget, ikke mindst når katastrofen var voldeligt fremkaldt, så at der skyldtes en hævn. Formodentlig har der fundet et slags ligsyn sted til bestemmelse af dødsmåden; når sårene er talte, har en af frændeskaren højtideligt overtaget ansvaret for en god udgang og stillet sig frem som leder af genoprettelsesforetagendet ved at besørge ligbjærgningen. Også ellers, når der var noget usædvanligt ved dødsmåden som kunde tyde på at en »ulykke« havde strejfet huset, kunde der være anledning til forsigtighed i omgangen med den afsjælede. Da Gudmund Mægtige, høvding på Mödruvellir, (side 294) frøs ihjel indefra ved at høre en mand fortælle ham en mærkelig drøm, forbød husmoderen enhver at røre ved liget før hans broder Einar havde synet det; dennes visdom skønnede straks sammenhængen, at det var drømmens kraft som havde isnet hans inderste, og derpå syslede han liget. – Folk som uvætter havde dræbt, gik hyppigst igen, i uhyggelig betydning, og det samme skete hvor en eller anden »manddød« hærjede. Sikkert er det efter alt hvad vi ved, at først gravøllet med dets ceremonier bragte ligevægt og tryghed tilbage, efter at dødningen ved selve begravelsen var bleven »vist« til sit sted, – »vist til Valhal«, lyder frasen i senere sprog, ved modernisering af gammel formel. Alligevel må vi ikke ensidigt betone uhyggen; ti for folk der sad fast i lykken, var dette interregnum dog kun en kortvarig pause, hvor livet for en stund blev stillet i bero: man havde trygge midler til genoprettelse af sikkerheden både for døde og levende. I tvivlsomme tilfælde derimod, hvor hævnen var usikker, hvor lykken kun stod så som så på benene, der var døden i huset.


I virkeligheden er det vel kun de færreste kulturer der nøjes med én død; hvad enten folk simpelt hen lader sproget trælle for sig ved at sætte den anden død efter den første død, eller de drager deres linjer mindre koncentrisk, – så længe der er grænser, bliver der altid noget som grænses ude så vel som noget der omhegnes. Stedse famler tanken ved tilintetgørelse som livets yderste, tågede horisont, men det rene intet vil aldrig lade sig erobre; og for et så karakterfuldt væsen som livet var i vore forfædres dage, flygtede tanken på et ophør rappere end nogen sinde.


Man havde praktiske grunde til at opdage tilintetgørelse. At bo i herred med usjæle var ikke til at tænke på; dertil var de alt for uhyggelige og alt for massive. På en eller anden måde måtte man se at få dem besværget over til dæmonernes udørken, hvor de havde deres kyndinge og ligesindede. Men Udgård lå nu en gang menneskenes verden meget nær, man vidste aldrig når man havde disse uhyggevæsener på døren igen, man var aldrig sikker mod at blive krammet en sildig aften. Bedre var det måske at binde gengangeren korporligt, ved at læsse sten på ham – når man vidste hvor hans krop lå – eller pæle ham fast, eller forflytte ham til et udskær hvor den megen fugtighed holdt hans bevægelighed nede. Men det hændte nok så ofte at alle foranstaltninger slog fejl, hvor indgribende de end blev gennemført. Så tårnede man ødelæggelse på ødelæggelse, huggede måske først hovedet af, brændte derpå hele kroppen og strøede asken i havet, og forsøgte på den måde at knuse sjælen så småt at den praktisk taget hørte op at existere. Men helt frem til existensophævelse som livets sidste og afgørende modstykke nåede man aldrig. Tanken og hånden stødte sin genstand ud til en grænse og lod den plumpe (side 295) ned i en tåge; men denne tåge var dog ikke mere af en anden verden end at den kunde siges at stå midt imellem »binde, uskadeliggøre« og »bringe uden for horisonten«. Den endelige død, den man gærne vilde have sin besværlige nabo igennem, er egentlig forglemmelse. Ret beset indeholder ryet, eftermælet i bogstavelig forstand den højeste form for liv og det højeste pres af liv, og således gælder det med mere end åndelig berettigelse, at livets fjærneste modpol er en dyb glemsel, hvor ingen kender ens navn og ingen kender ens sted.