Vor Folkeæt i Oldtiden: Gaveskifte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Tredie bog:
Hellighed og helligdom


Gaveskifte



(side 49) Når klenodiet rækkes ud over fredgrænsen og opfanges af fremmede hænder, da sker der en sammengydning af liv som gør mennesker bundne overfor hinanden med en forpligtelse af samme art som fredens. Det store »køb« fremfor alle køb er besvogringen, og dets alvor kendes på svogrenes interesse for hinanden, en samfølelse som ikke er afhængig af øjeblikkets stemninger. Det var en kuriøs bejlerfærd hine nødlidte og nødlidtes venner foretog til Tord Gellis gård lige efter Blundketils indebrænding. De havde hast, ti de følte rygtet i hælene på sig, og det gjaldt om at liste Tord på rette vej, inden han anede noget om grunden til deres giftelyst. Tord havde nu i det hele taget mest lyst til at betænke en slig sag, men var det livet om at gøre, så havde de jo pigens egen fader med, og han kunde jo fæste sin datter så meget han vilde. Ja, det vidste de andre også nok, men der var nu en gang større ære ved det, når hun blev bortfæstet af sådan en morbroder som Tord Gellir på Hvam, – og så lod Tord dem endelig nyde godt af æren. Da han fulgte dem ud, spurgte han om nyt, og de vidste ikke noget andet end at jo Blundketill var bleven indebrændt som i går; det var en nyhed, sagde Tord, som han gærne vilde have hørt lidt før, men de mente at den kom tids nok, »ti der følger jo altid brydsomme pligter med at fæste piger bort; nu må du jo støtte din svoger, og naturligvis tilkommer det os at støtte dig, og rent ud sagt, nu får vi da at se hvem der er vovest af jer stormænd her i herredet.« Trods optrinnets islandske karakter har det gyldighed som typisk symbol på svogrenes fællesskab om skjoldet. Deres hjælpsomhed udspringer af noget mægtigere og noget ædlere end næstekærlighed, noget som har selvpåpasselighedens strænge træk. De kunde ikke sidde roligt og se hinanden blive dukkede enten i strid eller i retssag, ti efterdønningerne vilde få deres egen anseelse til at gynge; den ene part troede sig ikke til at holde sin ære uden at hjælpe den anden, som sagen kan udtrykkes på sin islandsk. Det var virkelig fred der vævedes, når kvinden gik fra æt til æt som »fredfrænke«.


Freden lå i den mund, brudesum, brudegave, som er centrum i (side 50) det »køb« der sluttedes mellem de to frændekredse. De handlende personer er på begge sider ætten som helhed, gennem dens personifikationer; brudgommens »talsmand« og pigens »formynder« handler på alle deres frænders vegne. I historisk tid var brudesummen gået over til at blive faderens eller formynderens ret, en formueforøgelse der tilkom den lykkelige ophavsmand til døtre; men helt havde man ikke afsindet sig den oprindelige solidaritet, som fordrede at gaven skulde sive ætten igennem. De gamle vaner holdt sig i overordentlige tilfælde; når f. ex. brudens fader og broder var faldet fra og en fjærnere slægtning stod som formynder, da trådte frændernes oprindelige rettigheder ind.


Hos Germanerne er det ikke konen der bringer medgift, siger Tacitus, men tværtimod manden der giver hustruen gaver. Han præsenterer os for en forsamling af forældre og frænder, der møder og syner brudesummen; at øksne, en opsadlet hest, skjold, spyd og sværd ikke er skikkede til og ikke kan være beregnede på at den unge brud skal pynte sig med dem, har han utvivlsomt ret i, og så kan vi jo lade ham om sin tro på at sadlen og skjoldet og spydet er konens til at begynde husholdning med. »På disse gaver erhverves hustruen«, det er sagen. Tacitus havde ret i det væsentlige – om end ikke i den romantiske betydning han forestiller sig – når han tilføjer: »Her er kærnen i forbundet imellem dem, her er i deres øjne dets hemmelighedsfulde sakrament, det guddommelige som omgærder det.« Han har også hørt at hustruen på sin side bringer nogle våben med til sin mand, og vi er ikke uforberedte på at hendes frænder også materielt fæstede det gode forhold.


Gaveskiftet er den eneste vej til venskab og forbund. »De gav hinanden gaver og skiltes i venskab«, »de skiftede gaver og aftalte venskab«, sådan falder ordene atter og atter i Islændingenes sagaer, og den bedste kommentar til forholdet mellem de to led ligger i sprogets identifikation: der var imellem dem et varmt venskab og gaveskifte.


De gamle kunde ikke definere frændskabet tydeligere end de har gjort i ætledningsformlen: til sid og sæde, til fuld arv, til bøde og ringe, til gave og gengæld – det vil sige: frænden kendes på at han har sæde i hallen, at han med rette tager arv, deltager i bøde og hævn, og slutter venskab.




»Frænden kendes på at han har sæde i hallen, at han
med rette tager arv, deltager i bøde og hævn, og slutter venskab.«




Det gør da hverken fra eller til i endrægtigheden mellem mennesker, om den ene eller den anden side får hæderspladsen i ordene; ti nævnes gaven, sætter venskabet sig ved siden, og bydes venskabet ind, må man holde døren åben for gaven. Livets normale orden er den, at venskabssøgeren rækker sit klenodie frem og derved bekender sin tilbøjelighed. Eller han går hen til sin nabo og indleder en samtale med de ord: »Af forskellige grunde har der hersket (side 51) kulde mellem os; nu vil jeg slutte venskab med dig, og du skal få af mig den bedste stodhest i herredet.« Selv om måske et skarpt øre kan opdage at der hist og her er kommet en forretningsmæssig klang ind i de islandske stormænds røst når de byder gaven frem, er der i selve ordene intet som forråder dem. Ordene falder tungeret for den engelske digter, når han lader sin kære apostel Andreas tale til »verdens skaber« i en sømands skikkelse. Andreas var efter den højestes bud på vej til de fjærne, menneskeædende Mermedoner for at forkynde dem det gode budskab, da han af en ukendt skipper blev sat over havet; under sejladsen sad den erfarne fisker og så med større og større øjne på den fremmedes sømandsdygtighed, indtil han henreven udbrød: »En kraftigere, en rådsnildere, en ordvisere styrmand har jeg aldrig truffet; hør mig, når jeg kommer med en bøn til: skønt jeg er fattig på ringe og på udhamrede klenodier at give dertil, vilde jeg gærne eje dit venskab.« Den digter som skabte disse vers, havde oplevet en ny tid og en ny sæd, hvis rigdom det var at gøre sig uafhængig af det urette mammon; han havde lært at tænke sig et fostbroderskab mellem mænd hvis eneste rigdom var ordet; men skal han udtrykke sin erfaring, må han først affinde sig med det sprog der står til hans rådighed.


Når gamle fjender kunde gøre deres mellemværende op til grunden, og dernede bygge en varig forligelse mellem sig og sine, var det fordi de kunde skifte gaver og indgå et »køb«. Klærken Gregor fortæller om den fredelige udgang på Goterkongen Leuvigild og Sueverkongen Theodomirs tvistigheder i vendinger som næsten ordret kan genfindes i sagaerne om nordiske haderes udsoning: »de gav hinanden gaver, og vendte hver hjem til sit hus.«


I mandeboden lå en virkelig forligelse, som for senere slægter er bleven fordunklet ved at værdi gik over til mønt. Ganske vist kunde den være, og måtte den ofte være, en ydmygelse, men inderst i dens væsen ligger en »bod«, en »udbøden«, som retter sindene og tvinger de to ætter ud af stand til at tænke skævt om hinanden. Købet virker fred, eller – for at sige det samme på en anden måde, hvorved helgyldigheden trænges frem for tanken, – købet virker et forhold mellem de to, som indeholder mulighed for fredsbrud i dette ords tungeste betydning, og derfor skulde samtlige medlemmer af den krænkede frændekreds have del i boden, så at alles sind kunde blive omskiftet. Ikke for en stund skal den virke, men helt og for al tid, så længe »vinden suser fra skyen og græs gror, træ skyder løv, sol stiger op og verden står.« Den skal ikke blot bringe een sag, denne sag, ud af verden, men gøre sindene fredsvilligere overfor kommende uforligelighed. Endnu i Eriks sjællandske lov lever den gamle tankegang, at man skal være mere eftergivende overfor sin fjende når han (side 52) har bødet, end overfor alle andre, og selv om han senere udæsker en, skal man ikke give sig af sted for at hævne, førend man har prøvet at få sin ret på tinge. Det var intet mundsvejr, når fredsformularen på Island kaldte de forligte ved det allerintimeste navn, og sagde at de skulde »dele kniv og kødstykke og alt sig imellem som frænder og ikke fjender, og kommer sag imellem siden, da skal gods det bøde og ej spyd blodes«, den må nødvendigvis mene ordene ligefrem, siden den koldblodigt kan drage konsekvensen, at »den af jer som træder på sluttet forlig og hugger i tilsagt fred, han skal være ustadigt flakkende som jaget ulv, så vide som mænd videst jager ulve«.


Man siger med rette, at jo drabeligere bestemmelser der udstilles som vagt over fred og orden, des trøstesløsere ser det ud både med fredens nutid og dens fremtid; en trusel er i følge sin natur virkningsløs, fordi den til garant har en fremtid man altid kan snakke sig fra. Men det højtidelige i en forbandelse som denne beror netop på at den ikke er trusel og ikke tager sine ord til len af en lunefuld fremtid, men udgår fra en forvisning om, at det frygtede så langtfra er noget der måske eller måske ikke vil ramme overtræderen, at det allerede nu virker inden i ham, hvis den onde vilje sidder derinde. Den lange række anatemaer er ikke en opdyngning af skrækkemidler, som slag for slag skal drive en god vilje ned i sjælen, – den er en beskrivelse af nidingen, med tillæg af at den fred som nu er sluttet, har samme hårdhed som enhver anden, naturlig fred, og lige så vel som nogen fred vil tjene til prøvesten på om den mand skal høre menneskeverdenen til eller ikke.


Man kunde trygt betro sig til klenodiet og lade det være sin fuldmægtige talsmand, fordi sjælen i det af sig selv vilde hitte ind til forpligtelsen, til æren, måtte binde lykken og indvæve skæbne i skæbne, måtte fremkalde vilje, eller lægge et nyt element ind i den. Derfor kan ingen magt på jorden standse gavens virkning på halvvejen, når den først er gået fra hånd til hånd, og derfor kan ingen modstå den åndelige virkning af det han har ladet komme sig for nær.


Den dag da den islandske fristat var ved at gå i to stykker over modsætningen mellem den gamle og den ny sæd, da blev Torgeir Lovsigemand landets frelser, fordi han var gammeldags nok til at indse at man kan ville sig fredsommelighed til. Så vidt var sagen kommen, at gammelhedningene stod parate med våben i hånd for at drive de kristne fra tingstedet, og de kristne i hobetal mældte sig ud af lovsamfundet med deres landsmænd for at danne en kristen stat ved siden af den gamle; og i samme øjeblik som den ny lov var bleven proklameret, vilde Island have været to folk, territorialt indmængede i hinanden, som et legeme hvis organer var delte i to (side 53) grupper der virkede imod hinanden. Sidehall, de kristnes førstemand, gøs tilbage for ansvaret, og greb til den besynderlige udvej at købe fristatens gamle leder til at formulere den kristne lovgivning. Efter at Torgeir havde ligget en dags tid med skindpelsen over hovedet og grundet over nutid og fremtid, mødte han, den gamle hedning, op med en lov der bøjede alle ind under den ny sæd og gjorde Island til et kristent land. I en tale stillede han fred og ufred op for sine landsmænd, og tvang dem over i det rette valg ved en fortælling fra gamle dage: Engang lå Danmarks og Norges konger i stadig fejde, indtil folket blev træt af den evige ufred og forligte kongerne mod deres vilje, ved det simple råd at der med få års mellemrum udveksledes gaver, og så varede deres venskab livet ud. – Sådan kunde Torgeir ikke have talt, og end mindre nogen senere have ladet ham tale, hvis ikke han selv og hans tilhørere forstod pointen i historien. Og pointen var stærk nok til at omvende et helt folk.




»Engang lå Danmarks og Norges konger i stadig fejde, indtil folket
blev træt af den evige ufred og forligte kongerne mod deres vilje, ved det simple
råd at der med få års mellemrum udveksledes gaver, og så varede deres venskab livet ud.«




Folk der kunde fortælle og kunde forstå en sådan historie som den om »kongerne af Danmark og af Norge«, de følte en instinktiv uvilje mod at have andres »sjæl« i deres umiddelbare nærhed. Og de røbede denne uro. Aftenen før Adelsten slog sit afgørende slag mod Nordmændene ved Brunanburh, fortæller den engelske historieskriver William af Malmesbury, var der til lejren kommet en fremmed harpespiller, som havde sat sig ved indgangen til kongens telt og spillet så kunstfærdigt, at kongen bød ham ind at forlyste selskabet under måltidet. Efter bordet, da der skulde holdes krigsråd, blev harpespilleren affærdiget med en gave; men en af mændene, som havde sine grunde til at iagttage den fremmede nøjere, så at han skjulte guldet i jorden førend han gik bort; og han rådede Kong Adelsten til at flytte sit telt, ti gæsten var ingen anden end Olav Sigtrygssøn, Nordmændenes konge.


William forstår naturligvis ikke Norskekongens motiv, – han mener at hans handling må være udsprungen af foragt for gaven, – og måske vilde Olav selv have haft svært ved at forklare sig i et forhør; men han følte, at lod han den fremmede vilje hænge ved sig, måtte han være forberedt på at den tog hans lykke i sin tjeneste mod ham selv, ja at hans egen vilje og indsigt begik forræderi imod ham og ikke blot standsede hans fremgang, men endogså sprængte ham i hastigheden. En mand som den snilde Franker Chlodevech forstod godt at udnytte de døde tings magt til at binde sjælene. Frankeren havde i al hemmelighed sendt fæstensgaver til den burgundiske prinsesse Chrotilde, men da han senere offentlig lod bejle for sig, fik han kort afslag af pigens onkel. Da råbte folket: Undersøg først om der ikke hemmeligt er kommet gaver fra ham, for at han ikke skal finde lejlighed til at komme over dig; ellers »vil du ikke sejre i (side 54) kampen på din sags retfærdighed, ti frygteligt er Chlodevechs hedenske raseri,« som den stakkels krønikeskriver udtrykker replikken for at få så meget mening i den som muligt.


Men forholdet kunde også ses fra den anden side. Giveren har betroet en klump af sin sjæl til andenmand, og sker det at modtageren er snild eller mægtig nok til at bruge den mulighed der står ham åben, da kan den oprindelige ejer komme til at føle et stik i sin vilje. En Franker fra det 6te århundrede, en af disse vilde kammerater der tilsyneladende hverken frygtede Gud eller djævel eller kendte godt fra ondt, han turde ikke opgive sin gavebroder eller foretage sig noget afgørende imod ham, så længe gaveskiftet ikke var brudt. Tronkræveren Gundovald havde indesluttet sig i Convenæ, da hans tynde lykke var bleven så slidt, at selv hans trofaste venner indså at de måtte indrette sig på en anden fremtid. Da overtalte en af dem, Mummolus, Gundovald til at gå ud og give sig sine fjender i vold; men undervejs gav han det ulykkelige kongsæmne sit venskabelige råd: »De derude monne tænke at du optræder hoffærdigt, når du triner frem i mit gyldne bælte; omgjord dig hellere med dit eget sværd og giv mig mit tilbage.« Gundovalds svar er tydeligt nok, selv i Gregors uforstående parafrase: »Jeg forstår dine ord, nu skal det jeg af kærlighed til dig har båret, tages fra mig.«


Middelalderens mennesker beholdt længe den stærke sky for at betro sig til en gave. Den ridderlige hjærtedårer gik ikke diskrete omveje når han listede for damen med sit: »Her sidder I, skønne Fru Ingeborg, og vil I være mig huld, da syr I mig en skjorte og sinker den med røde guld.« »Skulde jeg sy jer en skjorte og sinke den med røden guld, så mænd ved, Dannerkonge, da var jeg Herre Marsk Stig uhuld,« svarer Fru Ingeborg med dyb forståelse. Var hun gået ind på kongens forlangende, da havde hun begået mere end en blot uforsigtighed, hun havde givet sig selv middelbart hen. På islandsk får replikken straks hævnens skygge over sig: En morgen tidlig red Kormak fra sit skib, drog hen at finde Stengerd, gav sig i tale med hende, og bad hende sy sig en skjorte. Hun svarede, at han hellere måtte være bleven borte, ti hverken Torvald – hendes mand – eller hans frænder vilde lade en slig frækhed uhævnet.


Derfor, vil man være sikker på sin sag, vil man have troen til sit medmenneskes oprigtighed rammet ned i en grund der ikke kan vige, da siger man som Trond sagde til Kong Magnus: »Vil du bytte kappe med mig?« – Magnus Gode havde stået på Oplandstinget og lovet sin tilgivelse og sit huldskab, om folk vilde vende sig til ham med god vilje og helt sind. Trond tog tilbudet op: »Mine frænder har været kongeættens uvenner, men selv har jeg ingen del haft i Olavs død; vil du bytte kappe med mig, da skal jeg love og (side 55) holde fuldt venskab.« Kongen var villig til byttet. »Vil du også skifte våben med mig?« fortsatte Trond. Også dette gik kongen ind på. Siden bød Trond kongen hjem til sit og holdt et prægtigt gilde.


Det var Gisle Surssøns første ulykke, at hans broder Torkel ikke vilde skifte sværd med ham, da han havde fældet broderens ven, Bård. Torkel blev vred, da Gisle uformodet huggede, men Gisle bad ham tage sagen i ro og tilføjede, tilsyneladende for spøg: »Lad os bytte sværd, så skal du få dette, du ser hvor det kan bide.« Torkel lod talen falde, men han modtog aldrig våbenskiftet, og det blev aldrig godt mere mellem brødrene. — Fortællingen har for kulturhistorikeren en særlig – vemodig – interesse, den røber uforvarende at de gamle følelser er begyndt at tabe noget af den grøde som tvang dem til at vokse og udfolde sig. Her står to brødre og forhandler næsten som om de var venner. Torkel brød naturligvis ikke frændefreden, men senere, da Gisle kom i nød, havde broderens hjælp, som vi jo allerede har set, ikke den rette fynd og kraft. Hvis de søndrede følelser var blevet lægte, så vilde Gisle have været en farligere modstander; og det kunde sværdskiftet have udrettet.


Når man da har vekslet våben med den ukendte, kan man lægge sig til at sove ved siden af ham: han kan ikke skade. Der er intet »som om« i hans fredsommelighed, lige så lidt som der var noget »som om« i den nødvendighed der hvirvlede Njalssønnerne ind i Mørds tilsigtede mål, deres fostbroder Høskulds mord. Ja man kan lade den anden om at våge mod trediemand, ti den tryghed der fremkaldes af klenodiet, er ikke indskrænket til en passiv laden hinanden være. »Som fader mod søn, som søn mod fader, sådan mødes de to forligte i al samfærd hvor behov gøres,« lyder fredsformularen. Hvilken jurist eller moralist vilde have fundet på at male netop de farver på idealet for at gøre en svær dyd tillokkende! Man kan idealisere den ædle glemsomhed til en ædel hensyntagen, men at opmuntre fjender til at forliges for at de kan få lov til at hjælpe hinanden, det gør man kun når der bagved står en virkelighed som dikterer betingelserne. Og virkeligheden er den, at klenodiet kommer dryppende af minder og ære, og giver sig hen med venner og uvenner, guder og forfædre, fortid og formål. Viljen er bunden, på den eneste måde en vilje kunde bindes i gamle dage, derved at den fik et nyt indhold og en ny bestemthed indpodet i sig.


Det er udelukkende i kraft af disse genfødende egenskaber at klenodiet formår at røre de kilder hvorfra følelserne stiger op; ved det fostres ikke blot samvilje, men også hengivenhed, glæde og velvære ved et forhold.


(side 56) Ægteskabet var grundlagt på elskov, men ingen Germaner ventede at kærligheden skulde indfinde sig før efter brylluppets fuldbyrdelse og begyndelsen af det ægteskabelige samliv, og man sparede sig enhver forventning, fordi man vidste at når alle formaliteter blev udførte ret og rigtigt, vilde den sikkert mælde sig. »De fattede hurtigt kærlighed til hinanden,« hedder det i sagaerne om lykkelige ægtefolk. Men vi ved også på hvilket tidspunkt hengivenheden blev stor mellem de to; det var andendags morgen, da ægtemanden ved sin gave bekræftede – »fæstede« – realiteten af den første omfavnelse. Bruden fik sin morgengave tilsagt den dag da forbindelsen blev slået uryggelig fast, hyppigst vel som i Sverrig på selve bryllupsdagen, og den skyldtes hende den morgen de nygifte havde sovet en nat sammen. Disse to akter, omfavnelsen og gaven, er kærlighedens ophav; derfor gælder de – overfor en lov der kun respekterer realiteter –begge som nødvendige forudsætninger for ret ægteskab, og derfor omskriver de alle muligheder for varme følelser mellem mand og kvinde. I en verden hvor kærlighed således gives og tages, er der ingen plads for den elskovstrå som Skírnismál er så opfyldt af, ligeså lidt som for Gunlaugssagaens nydelse af erindringens uvirkelighed. Hvad enten denne smægten tillægges en gud eller en »valkyrje«, som Sigrun der elskede sin helt ind i døden, har den lige lidet med nordisk og germansk kærlighedsliv at gøre, ti en mand der sidder og henstønner et suk om solen, der skinner på alle andre, men ikke på hans sjæl, eller måler tiden med længselens uendelighed som alen, han er husyg, og han gjorde måske vel i at betænke hvad husygdom grænser op til. Vil man finde den sunde romantik fra gamle dage, må man hellere gå til Margrete på Stokkar, og søge bag de simple ord hvormed hun beklager sin skæbne, da Kong Magnus på gennemrejsen vil have hendes sengeselskab: »Det tykkes mig tungt først at sætte elskov til ham, og så miste ham.«




»en mand der sidder og henstønner et suk om solen, der skinner
på alle andre, men ikke på hans sjæl, eller måler tiden med længselens uendelighed
som alen, han er husyg, og han gjorde måske vel i at betænke hvad husygdom grænser op til.«




I dette udbrud fra pigen som gruede for en morgendag der ikke opfyldte nattens løfte, og i Svenskelovens ord om morgengaven der hædrer husfruen, skal det kvindelige forklares: hustruens bekymring, når hun drømmer om fare og vågner for at advare sin mand, så vel som pigens ærgerrighed, når hun sidder med sine frænder og måler tænkelige bejlere efter deres byrd, deres rigdom, deres ry — eller deres knappe selvhævdelse i et og andet mellemværende med naboerne; eller hun måler en opmødt bejler med æren og sender ham ud for at vokse en stump endnu, inden han mælder sig igen. Hvad mennesket er, det må også hans følelser være; han fornægter ikke sin kulturoprindelse selv i de mest umiddelbare udbrud af det vi gærne vil kalde urlidenskaber. Blandt Germaner er pigen familieanseelse og familierigdom, ættraditioner og ætfølelse, og hun ser alle (side 57) vegne for sig, kan ikke andet end se lutter væsener hvis skikkelse afspejler det samme som udgør hendes natur. I hendes og hendes brødres sprog udtrykkes skønhed ved ordene anseelig og lykkesom, fordi lykke i deres verden er den egenskab der nøjagtigst udtrykker mandens indhold. I hende selv er alt, følelser lige så sikkert som tanker, en lykke af samme art, så at det ikke blot er hendes dom der bestemmes af bejlerens ære, – der skal ære til for at vække hendes sanser. Og den hengivenhed hvormed hun omfatter sin husbond er fred; dermed er sagt at den, langt fra at hænge forstandsmæssigt uden på hendes sjælsliv netop er indfældet i det instinktive, men tillige at den aldrig kan blive så umiddelbar, at den jo bevarer sin karakter som nidkærhed. Lad os sætte enkestanden umiddelbart ved siden af brudestanden, se at enkens sorg har krænkelsens bitterhed i sig, at den er gennemtrængt af det aktive, der maner al fortvivlelse og al hensynken bort, at den læges ved oprejsning, da er vi vel så nær som vi kan komme ved at genfornæmme oltidens elskov — den der giver Turid Storenke hendes højhed – som et hele, ved at forstå at kærligheden har sin oprindelse i en overtagen af husbondens ære, med dens indhold af ejendele og erhvervelser, og at blot bejleren kan komme til at lægge sin gave i pigens skød, har han med det samme gjort hende god. Og til gengæld, bliver købet brudt, da går hustruen uden noget dvælende blik. Med gaveskiftets opløsning skilles følelserne ud i vennerne, og søger hver for sig tilbage til deres ejermand.


Set fra dette synspunkt vil de gamle sjælehistorier få et andet liv. Meget af det der syntes forvredent vil folde sig ud i naturlige proportioner, og meget der gled af vejen for moderne opfattelse som ligegyldigt, vil stå frem i tragisk kraft; ofte nok vil da også »finheder«, der har fået gendigtere og fortolkere til at hise af psykologisk dybsindighed, slette sig selv ud, og den formodede kunstpsykolog afsløre sig som en digter, der når det almengyldige ved at forenkle sjæleproblemet til dets simpleste elementer.


Den gamle Beowulffortæller har en sær, oplevelsesfyldt klang i røsten; han gør sig så mange tanker ved disse Daner og Geater, og for det meste er tankerne vemodige. Da han kommer til at nævne Hrodgars datter, kan han ikke andet end mindes, at det var hende der skulde ægte Frodes søn, Ingeld, for at jævne den gamle tvist mellem de to folk, hendes Daner og hans Hadubarder. Men lykken skulde ikke slå til for hende. Når hun engang drog til sit ny hjem, vilde det blive bittert for hirden dér at se hendes danske følgesvende bære gamle hadubardske våben åbenlyst til skue. En gråhåret kæmpe er der vel som for godt husker den dag da våbnene skiftede ejer, og han må råbe til Ingeld: »Se, kender du det sværd, det kostelige (side 58) malm, som din fader hin time bar til kampen for sidste gang, da Danerne slog ham, og plyndrede valen?« En dag trænger hans ord igennem, og den fremmede praler bøder med livet. Så brydes alle eder, i Ingeld bølger had, og hans kærlighed til kvinden bliver kold. – Der er noget i denne sjælelige katastrofe, som vi ikke kan tvinge frem i vore ord; så snart »købet« er sprængt og Danerne, som ved det var indpodede i kongens ære, er revne ud, er der ikke længer nogen kærlighed i ham.


Samme overgangsløse brud er det som gør Brynhilds historie til en prøvesten på forståelsen af forfædrenes elskovsliv – og til en fortvivlelse for den der vil udtrykke sin forståelse i tungemål som er slebet til af stemningslyrikere.


»Jeg skal fortælle dig min vrede,« det er portalen til Brynhilds selvbekendelse. Hendes rugen er ikke den selvfortærende venden og drejen, der driller sørgerens eftertanke længere og længere ned i sjælen og åbner for dybere og dybere sorg. Hun grunder, – fremadvendt bygger tankerne sig udad i planer om oprejsning eller hævn. Mens hun ligger med sengeklæderne trukket op over hovedet, ved alle at hun ligger der for at tænke, og da hun åbner munden, er ordet fuldsmedet: »Du skal miste både riget og godset, livet og mig, og jeg skal fare til mine frænder, om du ikke dræber Sigurd, – og pas på du ikke lader hvalpen leve efter ulven.«


Harmen er nødvendigvis vendt mod Sigurd, hun må være den værst som hun elsker mest, – ikke fordi kærligheden er paradoxal i sit væsen, nej netop fordi den er rationel. Hun kan beråbe sig på at han ikke har vist ærligt spil, da han lod Gunnar gå og gælde for den der kunde udføre prøven som den største, at ride luen; men krænkelsen har sin styrke fra noget andet: Sigurd forsynder sig højest ved at være den største, større end Gunnar; hans brøde er ikke mindre den, at han slog ormen og tog guldet, og det har Gunnar ikke gjort. På samme »uforskyldte« måde gik det til at Brynhilds gengangerske, Gudrun Usvifsdatter, kom til at hade Kjartan, fordi Bolle falskeligt havde udspredt rygtet om at han havde slået sig ned i Norge, og ved denne løgn havde taget hende fra den hun havde vekslet løfte med; Kjartans skyld bestod i at han kom hjem, og ved at være uforandret gjorde hende til bryder af den aftale imellem dem som hun mente sig frigjort fra.


Ulykken i de to kvinders liv er den krænkelse – selvkrænkelse – som Kjartan så vel som Sigurd fremkalder inden i den der blev en andens hustru. For en kultur som vor, der altid vil se til hjærtet, og ikke tilkender ansvaret større råderum end omstændighederne under det, for den falder betoningen på skyldviljen, og det tragiske i en Brynhilds og en Gudruns historie sætter ind, førend vi når til (side 59) Sigurd og Kjartan, – de bliver heltinder i en ægteskabstragedie. Er det derimod oplevelsen af skyldens virkninger, som fylder sjælen, bliver spørgsmålet om vilje og våde og nødvendighed overskygget af andre problemer. Så impulsivt disse mennesker handler, er hver eneste bevægelse forudbestemt i en etisk orden, der er for ophøjet over enhver tilfældighed til at nogen menneskelig lidenskab kan så meget som nå op og bevæge den et gran ud af dens upersonlige ligevægt, og i de logiske beregninger af tab og vinding som ene gælder deroppe, må grundvolden lægges til indsigt i lidenskabernes ret. Et løfte, hedder det definitionsnøgternt, er ikke en forskrivning til sandheden eller en lignende tredie magt, men et tosidigt køb mellem dig og ham. Bliver købet brudt, tager du skade på din sjæl, fordi en stump af den sidder fast i din modpart; og skaden er da lige farlig, hvad enten det er dig eller ham der bryder, eller det er et tilfælde som slår pagten i stykker. Uhjælpeligt glider skuffelsen ind under den etiske alvor, der sikkert nok kender skel mellem en ravne indefra og et brud udefra, men ikke anerkender de to som væsensmodsatte. Det selvforskyldte står så meget nærmere ved selvopløsning end modtagen uret, som det ikke har noget sted at søge oprejsning; men under etisk bedømmelse er det ikke mindre skyld at blive krænket end at krænke, ikke at kunne bevare sig selv end at undlade at gøre det. Og foran denne ansvarsfølelse skal næsten stå til doms: mellem den som gør at jeg ikke kan hævde mig, og den som er grund til at jeg ikke kan, findes intet skille, — begge er skyldige.




»Bliver købet brudt, tager du skade på din sjæl, fordi en stump
af den sidder fast i din modpart; og skaden er da lige farlig, hvad enten
det er dig eller ham der bryder, eller det er et tilfælde som slår pagten i stykker.«




Den sjælssygdom som nedbryder Brynhild, består i en forsyndelse mod ordets hellighed. Hun havde ved et højtideligt udsagn bundet sig til kun at ægte den der var den største og red Vaverluen, og nu så hun at ordene var brudte; om hun vidste af det eller ikke vidste af det, om hun havde handlet i god tro eller ikke: æren, selvet var sprængt. Det går aldrig dem godt der fælder løfter på sig, – deri ligger jo hele selvforbandelsen, fra dens etiske ydmygelse til angsten for fremtiden som et ulykkesvejr, der drives frem af et bagvedstående nidingskab.


Katastrofen kommer i et nu. Hun holdt bryllup med Gunnar, og de to fattede hurtigt kærlighed til hinanden. Det kan vi trøstigt lægge til, selv om ikke kilden både direkte og indirekte havde ladet os forstå, at der ikke var noget usædvanligt at bemærke om det ægteskab; ti var Brynhild større end alle kvinder, måtte hendes storhed vise sig i at det sunde, det naturlige passede på hende i eminent grad; — den opdagelse at det overordentlige hævder sig ved at gå på tværs af det ordentlige, tilhører en tid da sjæls- og legemssygdom danner adelsmærket. Men i det nu da sandheden står frem, forvandles hendes kærlighed, da springer den over på Sigurd; og dog – forvandling og (side 60) skiften har lidet at gøre med en kvinde – og et folk – hvis lidenskab altid er at bevare sig selv urørlig den samme, hvis etiske had gælder »krænkeren«, der forsøger på at skabe et brud i andenmands personlighed. Hendes elskov gælder ham der red Vaverluen – ikke Gunnar, ikke Sigurd, ikke nogen anden, men ham, og enheden i hende selv beror på at løftet er hendes elskov; den dag hun svor var det hun forelskede sig, den dag Sigurd stod frem som den retmæssige kræver af Gunnars plads i verden, var det ham hun havde forelsket sig i – og da var det ham der havde krænket hende.


Dér står konflikten, i den uopløselige modstrid mellem to realiteter der gensidig udelukker hinanden. Sigurd har løftet, og Gunnar har ægteskabets konsekvens, kærligheden. Den moderne elskovstragedie vil komme til at stå om det ulykkelige i at der er noget som ikke kan vorde, Brynhild går under på umuligheden af at være den hun er. Og med det sikre instinkt som uden at vide af det rammer symbolet, fordi det sigter efter virkeligheden, er den scene hvor Gudrun holder ringen op for Brynhild, gjort til tragediens vendepunkt. I Gunnars skikkelse havde Sigurd redet luen, i klenodiet havde han og Brynhild »blandet sind«, da han gav hende en ring af Fafnerskatten, og først nu vidste hun, at hun havde brudt sjælekoblingen.


Den digter som nu for fuldt alvor genoplevede og genskabte den gamle elskovs inderlighed, han vilde i og med sit værk have ostrakiseret sig selv ud af sin egen kultur; og til trods for alle de lovord der er ødslede på fortidens Davider og Jonathaner er ligeledes det gamle venskab en død herlighed, som ikke kan genoplives i moderne ord, fordi ord kun kan udtrykke det der er til. Enkelte træk kan gribes og indarbejdes i vore egne oplevelser sådan at de kommer til at sprede mere glans om sig end de modtager af deres omgivelser, men vi kan ikke genrejse den gamle harmoni, den balance hvor hensynsblindhed og nøgternhed vokser i samme forhold, hvor venskabet opholder hengivenheden i steden for at opholdes af den, hvor det er samme energi der tvinger fostbroderen til at følge sin fostbroder ud af livet, og til at sejle til Grønland, forklæde sig som stavkarl, lade sig jage som et vildt dyr, ligge værkbruden af sår i huler og ødemarker, og vende hjem med fem mænds liv i sin økse for vennens hævns skyld; hvor venskabet er samtale, sinds blanden med sind, og hvor dog den inderlighed som nu først skal oparbejdes gennem det åndelige udbytte, er samværets grundlag; hvor følelsen er vilje helt igennem, og hvor ikke des mindre tilbagesendelse af gaven er et absolut forbi, der afskærer muligheden for klage. Der er ingen selvopofrelse i det germanske venskab, fordi næsteinteressen er indoptaget til selvfølelse og selvhævdelse. Men det er ikke nok at rekonstruere sammenspillet, og slutte at kræfterne en gang har virket sammen til en akkord der kunde sætte sjælene (side 61) op i et brus; det er ikke nok at erkende inderligheden i den fredsfølelse der virker nedefra opad i venner og frænder og lader hånt om øjeblikkets tilbøjelighed eller mangel på tilbøjelighed, og vide at impulserne ikke kunde stige op af dette dyb uden at komme med selvfornæmmelsens varme, – ingen kan forvinde indtrykket af noget koldt, noget forstandsmæssigt, hvis han blot ser sindene bevæges af disse impulser, og ikke oplever at slagene fortættes til rytme.


Skal oplevelsen ske, da må det være i kongshallen.


Krigerhengivelsen er en af de ældste og bedst bevidnede dyder i Germanerens karakter. Halv forbløffet og halv imponeret så civilisationen på høvdingegarden, der slog så længe føreren slog, eller frivillig delte hans fangenskab. Tacitus forstod at selvhengivelsen var ubetinget, og han kunde da næppe vælge sine ord anderledes end at tanken på en pligt blev den fremherskende; de derimod som selv har oplevet hirdjubelen, mærker næppe pligten for den entusiasme der holder viljen spænstig. For kulturen er undertiden hundrede år som een dag, og følelsen har næppe forandret sig stort mellem de generationer der gjorde de første århundreder usikre, og den kristne digter som fortolkede discipeltroskaben på tysk i Thomas's ord: »Det er mandens behag at stå fast hos sin herre, villig dø med ham. Det vil vi alle, følge ham på hans færd, regne vort liv for lidet værd, og dø med drotten i fremmed land.« Og atter: det spring i tid som skiller Heliand fra Halfred Vandrådeskjald, gælder intet i den åndelige historie, så forskelligt som århundrederne går i Norden og i Tyskland. For Halfred er Olavs fald en hjærtesorg, den eneste sorg der har kunnet tvinge ham i knæ. »Nordlandene er blevet øde ved kongens død, al glæde er falmet ved den flugtsky Tryggvesøns fald,« klager han, og den klage kunde finde genklang. Selv hans modstander, Gris, den kedelige hverdagsmand han går for at være, har den inderligste forståelse af Halfreds tilstand, blot fordi han engang selv har tjent konger. Sagaen fortæller, at den dag disse to mænd skulde afgøre deres pinlige mellemværende ved holmgang, kom der budskab om Olavs død, og Halfred gik som ramt af en sten hen og lagde sig i sin seng. Da Gris hørte spottegloserne blive sendt efter ham, sagde han: »Nej, nej, ikke så; jeg opnåede aldrig den ære hos Gardekongen som Halfred hos Olav, og dog er aldrig nogen tidende kommen så tung som den om min høvdings fald.«


Men denne extase, som ikke kender højere lykke end at få banesåret på herrens fødder, den ved ikke anden forklaring på sig selv end: han gav, jeg tog; han guldbryderen, jeg skattemodtageren. »Viglaf talte, Veohstans søn, bøjet af smærte ved at se sin herre og dem som lod ham ene: »Det skal siges for fuldsande, at folkekongen, som gav jer klenodier, de våben I står i, når han så ofte på ølbænken skæn- (side 62) kede til jer mænd i hallen hjælm og brynje, – at sine gaver dem ødslede han bort i unytte«.«


Tonen går lige ren igen i det yngste af alle angelsachsiske heltedigte Slaget ved Maldon, det der så at sige er digtet på en historisk valplads. Først om forræderen: »Først vendte sig til flugt Godrik, og forlod den herre som gav ham mangen en hest«, så om de tro: »Alle så de, arnefællerne, at deres herre lå; ivrigt hastede de modige frem, de ville alle livet lade eller den kære hævne«, og endelig om den kækkeste blandt kække: »Da havde han fremmet hvad han lovede sin høvding, udråbte fordum i ringgiverens hal, at begge skulde de ride til borgen, hjem med hele lemmer, eller begge blive på valen, sårmødige. Mandeprøvet lå han sin herre ved siden.«


Bjarkemål er fremfor noget digt i Norden digtet om høvdingetroskab, men om dets klang på nordisk kan vi ikke gøre os nogen gyldig forestilling, dertil havde Saxo for kunstnerisk en samvittighed; men indholdet i hans folderige vers vidner på den anden side lydt nok om hans troskab i det store mod originalens ånd: hvad der lå uden for hans kultur og derfor uden for hans fantasi, kan han kun have taget fra sin kilde. Digtet har gennemløbet hirdmandens sjæleskala, fra den køligste viljesforsikring til selvforglemmelsen i en anden, og uafbrudt vender kongsmanden tilbage til guldglæden for at forvisse sig på sig selv. Der tager digtet sit første opsving:

»Glade gengælder vi fyrsten gaverne, glade griber vi sværdet og hærder vor æg i ære. Sværdene, hjælmene, ringene som Hrolf strøede blandt sine mænd, brynjerne der slår os mod hælene, ved dem hvæsses vor hu til kampen. Nu er tiden til det, nu er æren til det, at vi med hug giver værd tilbage for hvad vi fik, da vi strakte vore lemmer i fred på bænkene....


Alle de løfter vi gav ved bægeret med øllet på læben, hver en ed ved høje guder, dem gøre vi nu fulde. Min herre er størst blandt Daner....


Kongen er falden, og i hans fald gik deres dag ind, deres som
ikke er så fejge at de lader hug gå i jorden, så lidet kampføre at de ræddes for at hævne deres høvding og slænger fra sig hæderen, modets løn....


Lad os gå frem som Hrolf lærte os. Han slog Rørek, gærrigkongen, som hobede skatte, lod dem ruste i vanære, mens hallen blev tom på ærekære mænd. Hrolf slog ham, plyndrede hans kammer, lod sine venner stråle i nidingens klenodier. Intet tyktes ham så fagert, han strøede det jo ud, intet for kosteligt til at klæde en hirdmand. Han regnede sine år efter ærens høst, ikke efter guldets.... Intet stod for ham, hvor han gik frem, blussende af mod, ej ringere i styrke end han var drabelig at skue. Som elven fråder mod havet, (side 63) styrtede han i krigen, – han hastede til kampen som hjorten kaster sig i spring over marken....


Jeg ser ham, den Frodes ætling, leende stå i kampens brænding og bråd, han som såede Frodes mel, guldet, på Sirtvoldene. Os fylde også jubel, med faste skridt følgende vor strålende fader ad skæbnens vej. ... Der er ry efter døden. Hvad modigt rejstes i storværks tid falder ingen tid....


Skjoldet på ryggen! Lad os kæmpe med åbent bryst! Tyng armen
med guld, hæng ringe på den højre, at den kan sende hugget des hårdere. Gå ind under sværdene, at hævne vor elskede herre. Den kalder
jeg lykkeligst, som med sværdet hober lig op til bod for ham....


Hæderen opfange os faldende for kongens øjne. Den stund som lævnes bruge vi til at rede vort dødssted med berømmelse. Ved høvdingens hoved vil jeg tvinges til leje, – ved hans fødder snuble du næsegrus i døden; at den der forsker valen kan se hvordan vi lønnede herren guld. ... Således høves ædlinge, de kampglade, at segne, krystende kongen, fælles om ry og om død.«




»I det øjeblik manden føler herrens ring på sin arm
eller hans våben i sin hånd, da risler hans ære, forfædre, formål, stolthed
op i armen på den modtagende, med eet erfarer han og lever han den rings indhold.«




Sådan følger vers på vers, fuldt optagne af at holde mål med stemningen. Der stiles ikke mod nogen kulmination, hvor stigningerne indhenter hinanden og samlede bruser ned i en afslutning. Atter og atter trækker den mægtige følelse sig sammen og bereder sig til et nyt opbrus, i ny billeder, ny udtryk, for at gøre det stærke endnu stærkere. Digtet er gennemåndet af den fuldstændige opgåen i en anden. I den grad udfylder kongen og hans ry horisonten for de tro mænd, at hans segnen betyder nat over alting. Hans død trækker al kæmpens higen til sig, og i den sværmeriske jublen mod døden potenseres alle krigerens lidenskaber; glæden over eget ry, iveren efter hævn, nidkærheden for eget eftermæle har sit liv i hengivenheden for en herre, og næres af erindringen, som blusser op over de øjeblikke i fortiden der viser ham på sit højeste. Men eet kommer altid øverst, hver gang begejstringen samler sig i en ny kulmination: guldet. Trangen til at lønne kongens gavmildhed er den moralske drift i opråbet, men ingen taknemmelighed, selv den mest exalterede, formåede at stråle den glans om ham, uden den gjaldt selve livet, og livet, i den gamle, fulde betydning, er det han har givet sine mænd. Der er en psykologisk nødvendighed i klimaxen, når tanken på gaven springer op i udråbet: »Min herre er størst blandt Daner.« Det er oplevelsens pludselighed der gentager sig; ti i det øjeblik manden føler herrens ring på sin arm eller hans våben i sin hånd, da risler hans ære, forfædre, formål, stolthed op i armen på den modtagende, med eet erfarer han og lever han den rings indhold. Han er nyfødt, som man kunde nyfødes den gang, og foreningen med giveren er fuldbyrdet i livsvilkår så vel som i tanker. Der er den oplevelse som giver navnet Skjoldunger dets (side 64) sandhed, når det bruges så vel om Danskehirden som om den æt hirden tjente.


Ad lange, besværlige omveje må vi stride os frem til det der var hine menneskers umiddelbare erfaring. Men den vej som var deres indgang til venskabet, klenodiet, den leder også os bedst frem til en oplevelse af følelsens indhold, og derfra til en oplevelse af dens art. I Bjarkes udråb: »Belæs armen med guld, at den kan føre hugget des hårdere«, skal vi prøves, om vi forstår eller ikke.


Jellingbægerormen.png


Fordi klenodiet ligger så nær centrum i menneskelivet, kan dets virkning blive tveægget. Det er tegn på ære og på vanære, på underkuelse som på underkastelse. Snart trækker det dristigheden frem i næsten, snart kaster det ham tilbage i selvforskansning; man er bange for modstanderens guld, og man kan bruge det; men man leger aldrig med det. For to mænd der ikke kan få verden delt imellem sig på anden måde end ved at henskyde sagen til våbnenes dom, vil forsigtighed være livets normale holdning; Olav Sigtrygssøn udæsker ikke blindt skæbnen. Kun den der i sig føler den urokkelige overlegenhed og trygt på forhånd kan kalde enhver indsats sin, vover et sådant spil som Chlodevech efter historien – eller sagnet – vandt overfor Burgunderne.


Af hvad art de trækninger bliver som påhæftelsen fremkalder, det beror på det indbyrdes forhold mellem de to lykker der støder sammen. Når en mand efter lang tjeneste tager afsked og kongen giver ham det sværd han selv længe har båret, med de ord: »Jeg tror at der vil følge lykke, og med det skal du også have mit venskab«, da får den mand lykke til den han har i forvejen, han får era, som gaven ligefrem kaldes på oldsachsisk. Men lige så vist som forbundet med en jævnbyrdig eller en mægtigere giver kraftfølelse, lige så sikkert bliver sammenknytning med lykke af ringere art til en hindring. I afslag af gave kommer der da let til at ligge en ærekrænkelse, et klart og tydeligt: »min lykke er for god«, og i og med det samme et: »jeg tror ikke på din ære, din vilje«. Hørds saga har denne tanke helt på det rene, når den lader helten udtrykke sin betænkelighed overfor en vennegave med de ord: »Jeg ved ikke ret, ti det aner mig at du ikke vil holde dit venskab med mig.« Samme stemning former den replik hvormed en fredløs kongetrodser, Torsten Sidehallssøn, besvarer Einar Tambeskælvers afslag af hans gave: »Du kan nok modtage gaver af sådanne mænd som mig, ved jeg da.« Einar vil ikke binde sig til ham, da han ikke ønsker at indblandes i konflikten med kongen, han vil ikke have et element ind i sin lykke der tvinger hans stævn halvt op imod vinden. Sønnen Endride derimod, han synes om gaven, og han (side 65) synes om manden. »Der er godt mandkøb i ham,« siger han til faderen, det er udlagt: han er en mand man kan stå sig ved at slå »køb« med; og da han på trods af sin faders ønske har taget imod de prægtige heste, må Einar føre den fredløse Torstens sag for kongen, endda føre den så langt som til trusel om at opsige huldskab og lade våbnene skille.


Der hvor en ringere mand står overfor en mægtigere, og da særlig en med kongelykke, der kan virkningen i hvert fald kun blive een: at den større kraft opsluger den ringere. Kongsmændene, de der skal have deres viljes- og hengivelsescentrum i kongen, de er hans ringmodtagere, og deres kraft og held er afhængige af hans fremgang. Så længe de modtager hans klenodier og æder hans brød, kæmper de kun for ham og hans ære, og først gennem den for deres egen. På grund af hans lykkes umådelige overvægt bliver forholdet ensidigt, næsten til underkastelse. Mellem to der regner sig for jævnbyrdige er gensidighed i gaven nødvendig, for at den ene ikke ved list skal tilsnige sig en overvægt; helt anderledes i hirdmandens og i undersåttens forhold til kongen, og derfor lønnes kongsgaver ikke på vanlig vis. Når den norske konge forlenede en af sine mænd med titel og land, fæstedes navnet og æren med mange hædrende gaver. Gav folket tronkræveren kongenavn, fæstedes dette ikke ved tribut fra de overdragende, kongen var også her den givende. Hvordan gaven kunde bruges til at understrege selvhævdelse og ligemandsfølelse, har de bønder af Telemarken vist efterverdenen i deres sammenstød med Kong Harald, da han vilde lære dem at betale skat. Kongens bestræbelser for at opøve Nordmændene i den svære, ny kunst havde efterhånden bidt på de tunge disciple, især efter at de mest uimodtagelige elementer var blevet sat udenfor; kun nede i Telemarken rådede vedblivende den gamle uoplysthed, der gik ud fra at kongen nok var en mægtig mand, men ikke »lykkedrøjere« end de selv; kongen sendte gang på gang snilde talsmænd derned, men hvor meget de end hersede med bønderne, vilde lærdommen ikke trænge igennem de lidet porøse skaller. »Jo,« siger endelig en af storbønderne der sydpå, Asgrim fra Fiflavellir, »skat vil vi ikke kendes ved, men vi har intet imod at sende kongen vennegaver«, og de sender ham overmåde statelige gaver. Men Harald vil ikke have dem: »Bær alle hans gaver tilbage; jeg skal være konge i dette land og sætte lov og ret, og ikke Asgrim.«


En anden fortælling fra en langt senere tid viser hvilken magt gaven havde til at dukke modstanderen ned i forståelse af sin stilling. Da Svend Estridssøn en tid lang havde opholdt sig ved Magnus Godes hof, rakte kongen ham en dag en kappe og en skål mjød og sagde: »Hermed vil jeg give dig jarlsnavn og landsstyre i Danmark.« Svend tog ikke kappen på, han hændede den til en af sine mænd, blodrød i (side 66) ansigtet. Einar Tambeskælvers udråb: »Den jarl er alt for stor«, viser hvor dybt alle parter forstod optrinnets alvor.


Men det der har føling med menneskets inderste sjælsliv, besidder smidighed midt i bestemtheden. Kongen var ikke sat uden for alt gaveskifte; han kunde modtage en venlighed, og han kunde lønne gode mænds gaver, og det af et godt hjærte. Når der kommer en mand som Audun fra Vestfjorden med sin isbjørn, den han havde hentet i Grønland og betalt med al sin jordiske ejendom, som han havde fragtet over land og hav, fra Grønland til Norge, fra Norge til Danmark, da er der netop en lejlighed for Kong Svend til at sige en klækkelig tak for en gave; og da Audun på vejen stod for Harald Hårderåde og så enfoldigt op på ham, med sin overbevisning om at et statsligt mellemværende mellem Danmarks og Norges konger da ikke kunde krydse en ærlig mands trang til at glæde Danerkongen med et sjældent dyr, da sad Harald med den hjærteligste lyst til at spare ham resten af vejen, uden at han skulde se sin utrættelighed spildt. Det var en naturlig og en ubetænkelig løsning Harald fandt, da han sendte ham ud at prøve vej og sø igen med sin bamse, for at se hvem der var ædelmodigst, den hårde i Norge eller den vege på Sjælland, »og kom så på tilbagevejen ind og sig mig hvad du fik«.


Giveren behøvede ikke nødvendigvis at gå i vadmel for at kongen uden betænkning kunde gå ind på at tage imod hans venskab: blot al officiel mistydning var udelukket, mødtes fyrste og stormand i jævnbyrdig forsikring om godvilje. Men kongen måtte nødvendigvis værge sig, at han ikke uforvarende tog imod et ligemandskrav, ti da vilde oppositionen nære sig stor af hans hamingja. Den lykke der indeholdes i klenodiet er nemlig ikke blot en sjæl, men et sind, sjælen i gensvar til øjeblikket, og det er dette spørgsmål: hvad vil han nu? hvad mener han nu? som gør at man forlanger ro til at se gaven an, og kun med uvilje rører ved den »hæder« som sendes ind ad døren langvejsfra. Man fordrede at det »hele« sind skulde tage sig en skikkelse på for at gå ved siden af ihændet som et ord, og forsikringen havde sin betryggende magt deraf at den blev »lagt på« gaven, og med den gik over fra hånd til hånd. »Tag dette sværd, med det vil jeg give mit venskab«, er et påsagn af samme natur som et: »Se det sværd, for det skal der altid springe ulykke frem i jer æt«, eller som faderens ord når han giver barnet liv, og ønsker at lykke må følge navnet.


Ved drabsboden må da de gamle følelser slå os i møde i hele deres styrke, delvis udkrystalliserede i legale former. Snart støder den frændeberøvede guldet fra sig med foragt, næsten som en besmittelse, snart byder han oprejsningen ind med begge hænder, eller siger som Gunnar da Njal bærer boden frem for ham: »Ingen slår »æren« fra sig, når den bydes.« Begge sider af tanken er atter her blevet udmejslede (side 67) af Egil: det er ham der taler de foragtelige ord om en samtid hvor man har vænnet sig til at sælge sin frænde for ringe, – »frænders nedstyrter« kalder han bødemodtageren, som om eftermålsmanden ved sin handling tog det sidste, håbet om genfødsel, fra den døde, – og det er ham der sidder i Adelstens hal og takker for gaven med de ord: »Nu fandt jeg den der kunde glatte pandens furer og hæve de ludende øjenbryn.« En enkeltpsykologisk forklaring af Egils stemninger når her lige så lidt som andensteds den bund hvorfra begge domme kan vælde op hos ham. Vi må spørge kulturen i ham og høre dens svar, og den siger, at boden ikke er en betaling bestemt til at sløve de krænkedes æresfølelse, men tværtimod skal lægge ære til ære. Derfor skal man se nøje på hvad det er for ringe der kommer ind i ætten. Betingelsen for at indgå på fredelig afgørelse af et mellemværende er, at begge parter føler sig jævnstillede; ingen af ætterne må anse sin lykke for så meget bedre og ædlere, at forbundet forarmer modtageren i steden for at berige ham. Juridisk får denne frygt for ulighed i forbundet sit udtryk i »jævnededen«: bødemændene skal først sværge på at de selv vilde have modtaget disse bøder, hvis de havde været de krænkede. I senere tider, da den gamle betragtning af ejendommens åndelige værdi falmede og erstattedes af rent merkantil vurdering, fik bøden den hæslige biklang af mønt, man kom til at frygte beskyldningen for at »bære sin frænde i pungen«, selv om følelsen af at boden var en æresbevisning, aldrig helt forsvandt.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


49. Blundketill, Islend. 161 ff. – Eet skjold, udtrykket er hentet fra Gregor V 11 (17); cf. Roth. 164 f. – mund, se exc. 11.

50. Solidaritet, Lex Burg. 66 cf. Roth. 160 f. — Tacitus 18. – Vennegave, f. ex. Egil 38, 148 f., 226, 278; Heims. II 301; Bisk. I 36; Njála 562, etc. etc. – Gaveskifte, Gisle 13.

51. Byde gave, f. ex. Ljósv. 167, 200; Heims. I 232; Islend. 33. – Andreas 471. – Gregor VI 29 cf. Heims. II 101. — Vinden suser, Richthofen: Friesische Rechtsquellen 491. – Eriks lov II 6, 9.

52. Island, Grágás I 206 cf. også Vestg. I Orb., II Add. 7, 10. Hertzbergs bemærkning i Glossar s. v. frændi er som den står ganske misvisende, — det har så lidet at sige hvad ordets etymologiske bestanddele vilde være værd mellem brødre nu til dags; men jeg kan forhåbentlig spare mig at rekapitulere alt hvad der er sagt i 1ste bog, og for den sags skyld er det jo nok at henvise til de konsekvenser som ordet frænde har i selve formlen. Når der endes med »som fader mod søn og søn mod fader«, er det jo blot konsekvensen af den foregående beskrivelse af fredens hårdhed. – Torgeir, Islendingabók 11; Bisk. I 24.

53. William af Malmsbury I 143. – Chlodevech, Gregor II 19, men især Mon. Germ. Hist. Script. Mer. 99. Ved gengivelsen af den sære latin har jeg tilladt mig at stjæle Giesebrechts oversættelse. Historien om (side 369) Chlodevechs bejlen har sin interesse som illustration på germansk diplomati – hans listighed står uforklaret hen, når man ikke bag hans handlinger føler et politisk dybsind, og det et dybsind der helt igennem regnede i gamle størrelser. Magt over sindene betød for disse mennesker endnu magt over sjæle, diplomatisk overtag skulde grundlægges i lykkestyrke; Chlodevech må for at få andre mennesker til at tjene sine formål gøre sig til herre over deres viljer og hamingjaer.

54. Gundowald, Gregor VII 38. – Fru Ingeborg, Danm. Folkev. III 350. – Kormak 36. – Trond, Flat. III 314. Sagamanden lader Trond begrunde sin bøn med de ord: »Jeg vil prøve din nedladenhed«; efter det skulde handlingens egentlige betryggelse ikke længere have været forståelig; men et spørgsmål er det om denne begrundelse tilhører Trond eller måske den der satte mindet i dialog.

55. Gisle cf. her I 35, 39.

56. Kærlighed, f. ex. Forns. 11; Laxd. 18 etc. – Morgengaven, Østg. Eþz. 19, Gipt. 10; Upl. Ærf. 4; Vestg. I Gipt. 4, 9; II Gipt. 2; III 67; Vestm. II Ærf. 4; Hels. Ærf. 4; Søderm. Gipt. 3 cf. Gul. 51; Lieb. 8 (81); Roth. 182, 199, 200, 216; Liut. 7 cf. God. Cav. I nr. 1, 154, 163, in alia die nuptiarum. Lex Burg. 42 (2); Lex Alam. 54; Lex Rib. 37. –Skirnism. 4, 42. – Gunlaug, Islend. 274 f. – Sigrun, Helg. Hund. II 42 ff. – Margrete, Flat. III 324. – Svenskeloven, Upl. Ærf. 4. – Bedømmelse af bejlere, et par billeder fra islandsk hverdagsliv: Eyrb. c. 41; Njála 43; Laxd. 25; et par fra digtningens forbilledlige sfære: Signe, Saxo I 338; Brynhild; Heims. I 101. Læg mærke til at det i islandske sagaer netop brister på kærlighed hos den kvinde der er gefin til fjár.

57. Lykkesom, se I 120, 134. — Turid, se I 26 f. — Lægge i skødet, i Sverrig bragte brudgommen sin kærlighed materielt til bruden i form af förningar, cf. Upl. Ærf. 1; Magn. Er. Landslag Gipt. 7; cf. også her II 16. — Einar Skåleglam (se foran II 17) vidste — med instinktiv viden — at blot han kunde få Egil til at sidde med skjoldet i hånden uden at der var nogen Einar nær nok til at danne skive for et kast, vilde venskabsviljen og venskabsfølelsen nok vågne i den gamle bjørn. – Ingeld, Beow. 2024 ff.

58. Brynhild, her mindre end nogensteds duer løsrevne »bevissteder«. Enkeltheder gælder kun i forhold til den helhed hvori de sidder, deres værdi bestemmes af balancen. Vi mødes med Laxdælinger i at betragte Bolles løgn eller uredelighed som forkastelig, men betydningen af en sådan dom er såre ulige hos dem og hos os; for vor tid vilde hans uærlighed overskygge alt andet, for hine kan den ikke komme op mod noget andet, som er større. Ligeså, hvis der er noget tveægget i Gudruns og Brynhilds følelser, da går det ikke an på moderne vis at trække det frem i første forgrund og gøre den weltschmerzagtige oscilleren til kærnen i disse kvinders sjæl; oprivelsen er af etisk art, den gnaver ikke på handlekraften. – Den bedste skole er at begynde med genfortællingen i Snorra Edda, SE 104 ff., og se hvordan den gamle mester skærer ind til det væsentlige. Fra moderne standpunkt vil hans psykologiske analyse synes så som så, men for en Nordbo ramte den i centrum. I Völsungesagaen mærkes tydeligere skyggen fra middelalderen, med dens kristne fordybelse i sjælekviden, og dens forelskelse i tanken på tilfældets spil med mennesker, med dens vemod og dens kærlighed til de paradoksale rørelser i hjærterne (se f. ex. 155, 159 l. 17, sml. Sigurd. I 15: den der har sans for nuancer føler forskellen i tonhøjde), med dens begyndende (side 370) leflen med elskovens genveje (153). Samme tone i Gudruns: den værst som jeg elskede mest, Laxd. 288 jfr. 192. Völsungesagaen griber til ved Brynhilds anelser, og ved en lille drejning kan de blive kilder for vemod, i steden for det de før var: forbud der tydede på brist i lykken, at kunne se ud og intet gøre derved, eller endog netop ikke at kunne se førend det er for sent; der lå dække over lykken (152). Og ikke blot bliver anelserne stormcentrum i sjælen, de er nær ved at blive midtpunktet, hvor linjerne knyttes og får mening; tragedien er lagt ind under grubleriet over Sigurds og Brynhilds fortid, deres tidligere møde. Men grundæmnet er for stærkt, det gamle problem er ikke rykket en linje ud af sin plads; det knejser i bjærgfast alvor midt i vemoden, og river den i stykker for at stå frem i sin egen klarhed. Handlingen sker i lige linje, uden betænkning, og om den linje smyger sig ordene; ingen dobbeltklang skaber noget svævende i scener som p. 145 f., 147 (brylluppet); jfr. 147 det pludselige omslag 152, grundtone: den bedste (sml. 148, 1. 22), 153, hadets enfold, og den stadige sigten hen på Sigurds død. I de to Sigurðarkv. står hævnen som det åndelige midtpunkt (obs. især i II den umiddelbare nåen af hævnens plan), fra den er det lyset falder ud over sjæleforeteelserne i Brynhild: latterhån over de tåber der har været hendes værktøj, hendes eget sammenbrud da målet er nået, spotten over de menederske svogre, og fremhævelsen af Sigurds storsind. – Det samme gælder Laxd., som jo ellers på så mange punkter svajer for ny tiders pust. Hvor spagfærdig bemærkningen p. 165 f. Helt igennem er Gudrun den drivende kraft i fjendskabet mellem fætrene. 187: først når hun skal ægge, truer hun med skilsmisse. Og så hendes stadige attentater på Kjartans klenodier: higen efter at komme modstanderens sjæl til livs; hun har åndsfrænder i Heid.

60. Blandet sind, her i denne sammenhæng spiller det ingen rolle at ringen er udnyttet, f. ex. i symbolsk retning eller til at kæde Sigdrifa og Brynhild sammen (Völs. 146 Andvaranautr; jfr. en anden version p. 150, S E 105). Der er interessante stumper kærlighedspsykologi i lovene, f. ex. når der sættes straf på at trænge sin gave frem »oven på« en tidligere bejlers fæstegaver, Upl. Ærf. 1; Hels. Kyrk. 15; det gælder at beskytte den der har bundet sin ære til et parti, og som derfor kunde skades ved en appel til modtagerens vilje. – Følge i døden, Fornald. III 375, som åbenbart indeholder et gammelt, afbleget minde; Forns. 39. – Jfr. angels. wedbroðer; naturligvis kunde forbindelsen bekræftes ved blodblanding og andre ceremonier. – Grønland, Fost.

61. Tac. Germ. 14 jfr. Ammian. Marcel. XVI 12 (60). – Discipeltroskaben, Heliand 3994. – Halfred, Forns. 111 f. Hvad Halfred ellers var – og i mange henseender var han mere moderne end de fleste af sine samtidige — det berører ikke spørgsmålet her. Vi tilsniger os ikke en urgermaner af Halfred, vi vil ikke bruge hans lyrik til at pynte op på Tacitus's kraftkarle; kulturgrunden i ham, som gør ham til den kongsmand han er, virker lige så stærkt i dem, der fortalte hans saga, så at de ikke kan tænke sig nogen så ufølsom, at denne lidenskab skulde være magtesløs overfor ham. – Viglaf, Beow. 2862 cf. f. ex. Skjald. I 24 (15 f.).

62. Godrik, B A Po. I 356 f. (186, 203, 246, 289) cf. AS Chron. a. 755. – Bjarkemål, Saxo I 90 ff. et mat sidestykke i Hálfs saga 31 ff.; det er for epigonagtigt i klangen til at kunne fylde en fremskudt plads her, men det er interessant derved at det giver parallellen til de ejendommeligheder i hirdmandsfølelsen som vi har fremhævet i Bjarkemål. (side 371)

63. Livsvilkår, hirdmanden elsker og hader som kongen elsker og hader; formlen Lieb. 396 (1) er ikke overdreven.

64. Afsked, Tord. Hr. 4 cf. Flat. I 454 o. lign.; Heliand 3771. – Afslag, Islend. 32 f. cf. Gisle 21; Laxd. 167. – Torsten, Flat. III 319 f.

65. Kongsgaver, cf. de foregående citater fra hirdmandsdigtninge og f. ex. scenen i Hrolf 84 f. – Forlening, Flat. III 117 og her i det følgende. – Tronkræveren, Mork. 19. – Asgrim, Flat. III 433; Landn. 110 cf. Heims. II 275. — Svend, Flat. III 273. Den Svend som jeg her taler om, er en Svend som levede adskillige århundreder tidligere end kristendommens indførelse. Hvad den historiske Svend tænkte i det øjeblik, da Magnus rakte ham kappen, og hvordan han vilde have forklaret sig hvis han skulde have gjort rede for sine følelser i det øjeblik, det bliver så et spørgsmål for sig. Om man hellere vil, kan scenen betragtes literaturhistorisk, så at tyngdepunktet lægges over i sagamanden. Han vil fremstille Svend som opadstræberen, uden den lykkebenådedes mægtige greb lige på sit formål, derfor nødt til indøvelse i tålmod, bien, læmpe, selvbeherskelse; og han forstår med psykologisk mesterskab at fremkalde en naturlig rævne i forskalningen, så at den sande Svend åbenbarer sig.

66. Audun, Mork. 61 f. De mange muligheder er jo efterhånden blevet tilstrækkeligt illustrerede gennem de exempler, der er givet i det foregående; jfr. så tillige Egil 118 ff. og Egils mellemværende med Einar, se foran II 16. — Gunnar, Njála 201.

67. Egil, Skjald. 36 (15) jfr. foran II 17. – Jævneded, Eriks lov III 27; Skånel. 110 f.; And. Sun. 46; jfr. Vestg. I Vaþ. 4; Østg. Krist. 13; Norsk Bjarkør. 31 f., 90 jfr. Lieb. 500 (10, 2); som allerede navnet noksom angiver, går edens betydning dybere end en blot anerkendelse af bødesummens størrelse. — Bære i pungen, f. ex. Grettir 55. Det er ganske unyttigt at diskutere hvad der er mest oprindeligt, blodhævn eller drabsbod, siden de begge er lige godt indfældede i selve livsfølelsen.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)