Vor Folkeæt i Oldtiden: Hørg

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

16. Hørg


(side 335) a. hørg — stendynge. Bemærk Landnámas parallel mellem kors og hørg. Bemærk også sammenstillingen hamra ok hörga, der sikkert er traditionel, hvad man så end tænker om den forfatter der har smurt stedet sammen. Modsætningen: brenna hof ok brjóta hörga er ikke uden sikkert fæste i gammel sprogbrug, selv om den krydses med andre konstruktioner. Jfr. betydningen i moderne folkemål. Hørg og hov danner en fast forbindelse, og sprogbrugen lever videre i Stjórn og Karlamagnus saga.

b. hørg = blothus.

c. hørg i almindelig betydning med betoning af genstand for dyrkelse.


Ags. a. hearg spænder fra helligsted til guddom, sådan som den åbenbarer sig i det hellige; dette sidste vil i kristen sprogbrug sige afgud og afgudsbillede. Glossatoren bruger det til at gengive lucus, fanum, sacellum, lupercal.

Ags. b. hærgtraf — blothus.

Ags. c. hearg = helligdom, således at det åbenbart kan indbefatte den dækkende bygning, men ikke nødvendigvis går på hus gjort med hænder. I den ags. oversættelse af Beda nævnes getimbro ved siden af hørgen; det går måske på hegnet, men det er jo heller ikke udelukket at oversætteren dermed vil betegne huset med dets tag.


I den ags. bibeloversættelse er ordet hearg afgrænset ved en fast sprogbrug. Selve gudebilledet kaldes god; hearg er det dyrkede, afguden, eller hearg og god betegner tilsammen afguderne, stedse med henblik på en materiel manifestation, »stok og sten«.


I oldhøjtysk findes hørg (harug) som glossarisk gengivelse af lucus, fanum, ara. Sml. så hermed ordene vé, ags. weoh, oldhøjt, oldsachs. wih, og ags. ealh, oldht. alah, got. alhs. En gennemgang af disse vilde i det væsentlige blive en gentagelse af hørg.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 414) 335. a. Landn. 158; Gul. 29; Sverres Krist. 79; cf. Hynd. 10. — hamra ok hörga, Flat. III 246. – brenna hof ok brjóta hörga, Flat. I 285; Fornald. II 288. – Andre konstruktioner, Flat. I 287; Fornald. II 288; Fornm. I 283, cf. verset Flat. I 285; Rekstefja 9 — Skjald. 527 (9); Fornm. II 41. Endvidere N G L. IV 7. – Folkemål, se exempler hos Fritzner s. v. hörgr slutn.; Rietz: Svenskt Dialekt-Lexicon 244. – Hørg og hov, Vsp. 7; Vaf. 38; Helg. Hj. 4; Flat. I 285 etc. – Sprogbrugen, Stjórn 580, 582; Karlamagn. 131, 137. — b. cf. Grim. 16; Gylfag.; S E (AM) c. 14 cum var. er særlig interessant, fordi de to håndskrifter giver to forskellige, men kulturhistorisk lige berettigede læsemåder (S E (A M)
I 62, II 260). – c. Sverres Krist. 79; Gul. 29; Bisk. I 20. – Ags. a. hearg, Dan. 181, jævnført med 715, fremdeles Christ. 485, Andr. 1687 etc. — Glossatoren, AS Vocab. lucus, 433, 23; fanum, sacellum, 517, 13; 519, 10; 199, 10; lupercal, 433, 22. – Ags. b. Beow. 175. – Ags. c. (side 416) Angelsachs, oversættelse af Beda II 13, 15, III 30 = Early Eng. Text Soc. 95 f., p. 136 f., 142, 250; II 13 cf. B A Prosa I 178, 30. – god, B A Prosa I 74, 19, 164, 17.– Ags. bibeloversættelse, hearg, det dyrkede, 164, 15; 175, 2; 177, 1: hearg og god som tilsammen betegner afguderne. – Stok og sten, cf. 178, 30. – Oldhøjt. harug, Graff IV 1015. – At slå ordet i stykker og give det to fædre, af den simple grund at virkeligheden ikke vil bøje sig for de etymologiske resultater — se Falk og Torp: Etym. Wörterb. – det er dog den rene desperation.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)