Vor Folkeæt i Oldtiden: Henvisninger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif

Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Henvisninger



(side 339) Ved transkriptionen af navne og ord har jeg ladet bekvemmelighed og letlæselighed have fortrinnet for omstændeligt pedanteri, i forvisning om at videnskabsmænd altid vil kunne genkende de gamle tekstformer også i et uhøjtideligt klædebon.


Jeg må måske hellere tilføje – skønt det burde være overflødigt – at teksterne citeres til belysning af historiefortællernes psykologi. Deres fakta er sande, hvad enten de indtraf på denne måde år X eller ej. I virkeligheden er begivenhederne som de beskrives af åndeligt samtidige forfattere langt sandere end de kendsgerninger vi skaffer til veje ved at underkaste vore kilder en kritisk sondring, eftersom de er historie der rummer en levende sjæl, og ikke blot et bundt kendsgerninger. Vi taler om vor kritiske metode som et middel til at uddrage sandhedens kærne, men vort arbejde består ofte nok i at fjerne skallen og kaste kærnen bort. Vor historieforskning er et forsøg på at oversætte een virkelighed til en anden virkeligheds ord, og sandheden står i fare for at fordampe under den proces. Det er interessant, og sommetider af betydning at finde ud af når og hvor en kamp stod, men det er af endnu større betydning at spørge om hvad kamp i hine tider var.


Hvad angår princippet for oversættelserne tillader jeg mig at citere hvad jeg har sagt – og prøvet på at praktisere – i Nordiske Myter og Sagn (Tysk overs. Nordische Mythen und Sagen, Jena 1929):

En ordret gengivelse er værdiløs – hvis den da ikke læses i forbindelse med teksten som en kommentar – og ofte misvisende, fordi den lader de associationer der udgør ordenes mening ude af betragtning. Ethvert ord har sin rod i folkets erfaring og drager sin styrke af den erfaringsharmoni som udgør folkets virkelighed, kort sagt, ordet har hele det menneskes kultur i ryggen som udtaler det, og vindes kun af den bejler der har tilkæmpet sig det samfunds godvilje som det tilhører. For at gengive meningen i en sætning nødes man til at indskyde en del af dens associationer og forudsætninger i teksten og skabe en atmosfære uden om ordsymbolet. Se som en illustration instar omnium: koma fram, II 184, 187-88, 189-90 og Vsp. 53 cf. II 251.



I.
Første bog
LYKKEMAND OG NIDING



Indledning


(side 340) 13. Tac. capp. 26, 18, si.


Fred


26. Njála cap. 129, p. 666. - Egil cap. 78. — Turid og Tora, Færeyinga s. i Flat. I-II.

27. Toras eftermæle, Flat. II 404. - Sonatorrek, Egil 362 ff. Med hensyn til oversættelsen »sjælevejene« cf. I 231 f. og 290.

32. Bjørn, Bj. H. 66. — Trond, Flat. I 127. — En anden gang, Ljosv. 120 f.

34. Gilder, Knudsgilde Flensborg 5 (s. 8); Odense 6 (s. 22) etc.; Flensborg 21 (s. 11) ; Odense 9 (s. 23) ; Malmø 4 (s. 33), 7 (s. 37), 17 (s. 39); Eriksgilde Kallehave 4 (s. 60); Småst. 21, 104 f., 108, 119 f., 145; Papp. 157 (36, 40). - Frisiske bondelove, Richthofen: Friesische Rechtsquellen 123.

35. Gudrun, Gud. I 20, II 9, 10. – Gisle og Torkel, Gisle 28 ff.

36. Hildebrandskvadet, se f. ex. Piper: Die alteste deutsche Litteratur 145 ff. – Saxo I s. 356 ff.

37. Islandsk, Fornald. II 484. – Angantyr, Herv. 289.

38. Beow. 2444 ff.

39. Torkel, Gisle 35. – Gilder, Knudsgilde Flensborg 15 (s. 10); Odense 2 (s. 21); Malmø 3 (s. 35) etc. – Knudsgilde Flensborg 16 (s. 10); Odense 5 (s. 21); Malmø 3 (s. 36) cf. 10 (s. 37), 38 (s. 42) etc; Småst. s. 106. – Knudsgilde Flensborg 7 (s. 8), 9 (s. 9); Papp. s. 164 (17). – Knudsgilde Odense 13 (s. 24), 32 (s. 27); Malmø 6 (s. 37), 30, 33, 34 (s. 40 ; St. Hedinge 6 (s. 47), 30, 33, 34 (s. 52) ; Eriksgilde Kallehave 6 (s. 60), 32, 36, 37 (s. 65) cf. St. Hansgilde Uggeløse 9 (s. 102); Småst. 107; Papp. 157 (39). – Knudsgilde Flensborg 1 (s. 7), 3 (s. 8); Malmø 1 (s. 35) ; St. Hedinge 1 (s. 45); Eriksgilde Kallehave 1 (s. 59); Papp. s. 155 (32).

40. Egil c. 81.

41. Hallfred, Forns. 90. – Askel, Reykd. c. 4 ff.

43. Torvald, Gluma c. 21.

44. Hrolleif, Forns. 30 ff. — Vallaljót c. 5.

45. Bjærgprædikenen, Heliand 1492 ff. – Band. s. 22 f.

(side 341) 46. Signy, Völs. c. 5 ff.; B. A. Po. III 183 cf. Schofield i Publications of the Modern Language Association of America 17 s. 262.

48. Steingrim, Reykd. 59.

49. Ingolf, Forns. 62 ff.

50. Frændegærde, frændbalkr, frændabalkr, frændgarðr (Sonatorrek 6), ættbalkr; ættarskarð (Frost. Indledn. 8) — tab af frænde; höggva skarð i ætt (Egil 231 1. 11; cf. Forns. 6 1. 24) = dræbe ens frænde. – Laxd. 186 ff.

51. pax. Denne definition af pax gælder dog kun for højkulturens latin. I tidligere tid stod ordet meget nærmere ved germansk fred. Lævninger af den oprindelige betydning findes i religiøst sprog.

52. Bede om fred, Dan. 222; And. 918; Beow. 2282. – Guds fred, Exod. 422; Gen. 1347, 1838, 1760, 1299; cf. Dan. 466, 716; And. 336. – Befæstede steder, Dan. 64. — Englenes fred, Gen. 19 cf. 78–79. — sib, Gen. 1725; Beow. 1164. – Kain, Gen. 1026. – Maria, Christ 166. – Beow. 1707, 1096, 2922.

53. sybb æfter sorge, And. 1568. – Kvindens fred, Skirnism. 19 cf. Hav. 51, 90. Ved min analyse af angelsachsiske citater lægger jeg naturligvis mere ind i ordene end jeg vilde have ret til, hvis jeg fortolkede disse digtninge ud fra deres forfatteres standpunkt. Jeg hævder ikke at glosernes værdi i den kristne tid er en uforandret arv fra urgermansk; men gennem alle de brudte betydningsnuancer stræber jeg ind til det der var kærnen i ordet. Det jeg lægger vægt på er ordenes underbevidsthed. – Mellem freod og freoðu kan jeg ikke se nogen forskel. Hvordan det lydhistorisk forholder sig med det d, er i denne sammenhæng ligegyldigt. — Gudrunarhv. 16, 17. – Tonen følelsesfuld, Beow. 1076 ff. – Hallfreds arvedrapa 21, se Skjald. 154 (19).

54. liss, Beow. 2149. – Frændernes liss, cf. f. ex. gåde 27, 25. – Kongens huld, Beow. 3182. — Gæst modtager liss, Gen. 2824, 2737. — Guds nåde, Gen. 1889, 2332. – Lyst, Gen. 1671, 1486, 2688, 1175, 2663. Etymologien vil måske ganske simpelt sige: grundbetydningen er »blid, mild«, og deraf udvikler sig »behagelig, lykkelig«. Men spørgsmålet er ikke hvilken betydningsovergang der er mulig og naturlig under vore forhold, men hvilken der var mulig på den tid da ordet var i brug. Når vi opererer med udviklingen »blid, mild < lykkelig, behagelig«, må vi rigtignok først skaffe os underretning om karakteren i begrebet mildhed. Så længe etymologien har håndteret betydninger som en slags faste stoffer, har den måttet finde sig i alle ydmygelser: plads uden for døren, og fodsel hver gang den mældte sig indenfor med sit bidrag til løsningen af historiske spørgsmål. Ikke at tale om at den har voldt sig selv megen lidelse, fordi den fra dag til dag har måttet forandre sine resultater. Men dens dag vil komme, når den har fundet sig selv. — I det germanske ord »blid« (oldn. bliðr etc.) indgår også betydningen »glad«, og i det germanske »glad« ligger i følge sagens natur også betydningen »mild, venlig«. — Glad, f. ex. Helg. Hund. I 49, II 14; Grip. 3; Beow. 367, 863, 2025; Hav. 103; Beow. 1173; Gen. 57.

55. mandréam, Beow. 1715, 1264; eller gumdréam (guma = mand), Beow. 2469. – féasceaft, den dybere forklaring af féasceaft kan først komme senere på sit sted.

56. Bodløs kamp, Beow. 2441, teksten og fortolkningen af dette sted ikke helt sikker. – Derfra søgte han, Beow. 520.



Ære


(side 342) 57. Gen. 1512. - Hav. Is.

58. Hav. Is. 18. - Paul Diac. 6, 45.

60. »Ikke græde,« siger Sigmund Brestissøn, Flat. I s. 129.

61. Mishandling af lig, Hav. Is. c. 11; se typisk exempel i beretningen om Grettis drab og dommen derover, Grettir 186, 187, 191, 192. Lovene giver også her et klart udtryk for ærens inderste væsen. De tager særlig strængt på drab som ikke er øvede med blanke stridsvåben, på drab som er forbundne med mishandling af liget, og lign. Hist og her findes endnu den gamle betegnelse nidingsværk for sådanne handlinger. Cf. f. ex. Gul. 178, 238, 241. Tilsvarende bestemmelser findes andensteds. For ret at bedømme hævnens karakter, og se undtagelsernes uhyggelige ensomhed, må man naturligvis i sig bære et indtryk af ånden i vore voldsomme forfædres færd. Det enkelte exempel får kun vægt ved at optræde som illustration for det almene. Typisk er fortællingen om Uspak i Eyrbyggja (c. 57 ff.): Uspak plyndrer bønderne, han begår ran med brud på hjemfreden, han driver formelig viking, han tager en bonde op af hans seng og henretter ham, og endelig samler Snorre Gode mandskab mod ham, og hans død fortælles sådan: Uspak sloges djærvt, – han kastede en sten ind i Sturlas skare, men i det samme slyngede Sturla et spyd mod ham, det ramte ham i livet og han faldt ned ad tømmervæggen. Sturla sprang straks frem og trak ham til sig, og ingen anden fik lov til at hugge, ti han vilde have eneære for hans bane. – Den skik, som kendes fra Frankerne, at lyse hævnen ved at sætte den dræbtes hoved op, har selvfølgelig intet med mishandling at gøre. – Omkom på anden vis, se som exempel Heid. 52, 54 ff. – Havde ikke fået ære over sin frænde, se f. ex. Gluma 71-72.

62. Hjørleif, Landn. 8. – Havard, Hav. Is. 29. – Frost. Indledn. 8.

63. Njála 666. – Kveldulf, Egil cc. 24, 27.

64. Hall, Njála 819, 825. – Kæphugget, Flat. II 395 f. – Torleif, Eyrbyggja cc. 39, 41.

65. Njála 185 ff.

66. Gilder, Knudsgilde Flensborg 14 (s. 9); Odense 22 (s. 25); Malmø 15 (s. 38); St. Hedinge 15 (s. 49) etc. – Islandske love, Grågås I 149, 147, 149; II 184.

67. Norske love, Gul. 160; Frost. IV 39; Gul. 196, 195. – Retterbod, Frost. Indledn. 6; N G L. III 21. – Hirdskrå, c. 28.

68. Fuldbødes ord, Gul. 196. – Islænderne. Selv om den islandske drabsbalk ikke har været ganske så kunstig i sagatiden som den blev inden den endelige optegnelse, har den været mangefoldet nok.

69. Nordmændene, Gul. 185.

70. Ikke overstige fortjenesten, Landslov IV 20. – Reformedikt, Frost. Indledn. 5. – Gul. 152, 171, 186.

71. Hans »ret«. — En mands ret er hans ære, socialt anerkendt og fixeret. En mand har ret på sig når han virkelig er et menneske; en handling gjort mod ham anerkendes af samfundet som krænkelse. Den bod han kan kræve, og som loven garanterer ham, er hans »ret«. Han har »samme ret« på sin frænke som på sig selv (Frost. 10, 37; Gul. 197). Går æren op, følger retten med. I Norge er æresforskellene fæstnede klassevis: lendermænd har dobbelt så megen ret på sig som hølder, og hølder to gange så megen som simple bønder (Gul. 200). Den der tre gange tager bøder uden at hævne sig derimellem, har ingen ret på sig, og han (side 343) kan følgelig ikke krænkes, altså heller ikke forlange bod (Gul. 186). Mænd hvis vidnesbyrd for retten er blevet underkendt, har ingen ret på sig mere. (Frost. 13, 25; cf. for øvrigt Frost. 14, 12). – Burgundernes lov, Lex Burg. 2. – Allamannerloven, Lex Alam. 45; bestemmelsen gælder hjemfreden, men den giver indirekte en antydning af tidens syn på hævnen.

72. Frankerne, Lex Sal. 41 § II. – Gundhartus, se Jaffé: Bibi. Rer. Germ. 4. s. 469. – Om de frankiske kongers formaninger, se Capitularia Reg. Franc. Mon. Germ. Hist. Legg. Sectio II 1–2, register under faida. – Sachsernes ret, Lex Sax. cc. 57, 59, 18, 19. — Friserlov, Lex Fris. 2; en ejendommelig forbedring, hvis sære skiftingkarakter kun kan begribes når man finder sig frem til dens byrd: blev gerningsmanden i landet, stod anstifteren til ansvars, efter gammel lov; i det tilfælde at drabsmanden flygtede, indsatte man det nye synspunkt: forbrydelse, i steden for det gamle: krænkelse, men forandringen underbyggedes med en indrømmelse til det personlige synspunkt. Man forstår lettere hvordan det gamle forvildede sig ind på en så mærkelig mellemvej, når man ser den analoge udvikling i Norge, hvor frænderne fik påbud om at udrede halvdelen af drabsboden, hvis drabsmanden flygtede fra landet, — og det netop som en hjælp til at gennemføre princippet om gerningsmandens personlige ansvar. Frost. Indledn. 4; Lex Fris. 1, 13. — Langobardernes lovgivere, Roth. 45, 74, 138, 326, 387; Liut. 136, 135, 119.

73. Danskerne, Jy. 1. 2, 26; Er. 1. 3, 49 (s. 118 1. 7); Skånel. s. 220.

74. Svenskerne, Østg. Eþzöre B 2, 2; Vestg. II Add. 7, n; etc. – Uret hævn, Upl. 87. – Valdemars forordning, Skånel. 446. – Gotland, Gut. s. 15, 15 (c. 13 hos Schlyter).

75. Eriks lov 3, 29.

76. Gut. 9. – Frisland, Grimm: Rechts. s. 378-9.

77. frýjuorð, Gull. 22.

78. Gregorius, Heims. III 419 f. – Hver mands niding, f. ex. Flat. II 238, 557; Egil 191; Svarfd. 15. – Uplandsloven, Upl. 275. – Langobarder, Roth. 381, 198.

79. Råde bod, Kormak 43. – Hellere borte end fejg, Austf. 69 1. 1; 82 1. 21. – Hellere skår, Forns. 6 1. 24.

80. Gylfaginning, S E 57 f.

81. Hrethel, Beow. 2466. – Beowulfs hirdmænd, Beow. 2884 ff.

82. Uhævnet frænde, Forns. 38 ff. cf. Heid. 53. – Lo ikke, Austf. 165.

84. Balder, Vsp. 33 f.; Baldrs Draumar 11; Saxo I 126. Der er bevaret os to Baldersdigtninge, eller rettere efterklange af to Baldersdigtninge. Den ene, den Snorre har reddet, får vi i meget fyldig gengivelse, uden at vi imidlertid kan se hvor meget Gylfaginnings forfatter har lagt til af sit eget. Den spiller over et fredsbrud; selv om der ikke tales om at begge hovedpersonerne er sønner af Odin, eller overhovedet står i noget slægtskabsforhold indbyrdes, må de tænkes som forpligtede overfor hinanden. Den anden, som vi egentlig kun kender gennem antydninger, forudsætter også noget mere end en simpel krænkelse, idet vægten ligger på oprettelsens vanskelighed. Ud fra betoningen af fredsbruddets fordærvelighed er digtningen vævet ind i eskatologien; når digteren skal tale om det stærkeste i verden, kan han ikke tænke på andet end det der var stærkest for ham, og nogen anden ulykke end den der for ham har størst bitterhed kan han ikke lægge ind i altings sidste, forfærdelige opløsning. Flerfoldigheden i Baldersdigtningen vidner om at æmnet har været (side 344) levende i sindene, og gang på gang er blevet genfødt. Hvor langt eller kort tilbage udformningen af Balder–Hermoddigtet og Balder–Valedigtet ligger, ved vi ikke. Rimeligvis hører Balder og Vale sammen fra en meget tidlig tid. Hvad Hermods ridt til Hels rige er, kan vi sige med bestemthed: det er en form for de velkendte underverdensfærder. Men dermed har vi ikke sagt at Balder–Hermoddigtningen er sammensat af to myter. Intet digtes på frihånd, i fortid lige så lidt som i nutid. Helfærden udgjorde et integrerende led af hvermands forestillingskreds. Den hørte med i den åndelige baggrund hvorfra al digtning og al tænkning sprang frem, og den kunde, når inspirationen kaldte på den, træde ud af sit baggrundsliv med samme ret og samme lethed som enhver af dens fæller. I andet plan kommer så spørgsmålet om det mytiske grundlag for Baldersdigtningene. Uden al tvivl har fortællingen om Balders død engang haft en religiøs værdi, — den har existeret som myte. Men denne mytes indhold kender vi ikke. Et broderdrab synes ikke at have plads i den, eftersom digterne aldrig kalder Balder og Hød brødre. Ejendommeligt nok, digtningene forudsætter at de to havde en fred imellem sig, men denne forudsætning finder ingen som helst begrundelse; man får det indtryk at digterne ikke blev vár at der manglede et led, så umiddelbar var deres grebethed. Der må have været noget i myten, som greb ind i menneskers allerinderste frygt og håb, og som tvang deres tanker til at kredse om sig. Rimeligvis har da myten indeholdt forestillingen om et fredsbrud af en eller anden art. Endelig kan vi se at den digter der lader Hermod ride til Hel for at trygle om Balders frigivelse, bar i sig en stærk frygt for hvad følgerne af at Balders sæde stod tomt, kunde blive. Også denne angst har haft sin begrundelse i myten, men noget nærmere om farens mytiske udformning kan vi ikke gætte os til. Guderne finder vi ikke så let igen i fortællingen. Balders guddommelighed er henvejret uden ringeste minde. Men til gengæld kan man ikke gå fejl af menneskene.

86. Gudrun, Ham. 3. — Turid, Heid. 73. — Sigrid, Heims. II 270. — Torgerd, Laxd. 200. – Prokop II 29.

87. Gregor 5, 32; 6, 36. – Lovbestemmelser, Roth. 189, 221; Östg. Ärf. 1. – Bonifacius, Epist. Jaffé 172.



Lykke


108. Årsæl, f. ex. Fagr. c. 2. – Fæsæl, Band. 11, 12; Eyrb. 52 1. 19. – Børsæl, Fornald. II 152, 170; Saxo I 52; Flat. I 456; Kormak c. 15; Flat. III 384 f.; Band. 5 1. 15; Flat. II 329. – Kamplykke, Heims. I 356; Flat. I 236; Beow. 64.

109. Sejrdrotten, Beow. 391. – Penda, Beda III 18. – Gregor II 30.

110. Stiklestadslaget, Heims. II 489.

112. Olav, Flat. I 492. – Harald, Saxo I 361 f.

113. Harald Hårderåde, Flat. III 323. – Gunthram, Gregor 9, 21. – Sigdrifa, Sigrd. 4. – Olav, Heims. II 36. – Hakon Jarl, cf. her I 115. – Fjølner, Heims. I 24, cf. den svenske Erik Årsæle, Heims. III 297, etc. – Kongens lykke, Flat. II 57; Forns. 97; Heims. II 106; Flat. I 331; Ljosv. 254; Forns. 101 1. 8; m 1. 15.

114. Hrói, Flat. II 73 ff.

115. Burgunderne, Ammian. Marc. 28, 5, 14. — Svenskerne, Heims. I 30. — Norge, Fagr. Add. I 383; Heims. I 199, 252, 281; II 521. – Fyrsteportrætter, se f. ex. Harald Hårfagre, Fagr. 5, 11, 13; Heims. I 162; Olav Tryggvason, Heims. I 409, Flat. I 463 f., 455; Olav Hellige, Heims. II 5, cf. om Hakon Jarl, Heims. I 240, 356; Fagr. 58 f.; Beow. 1957 cf. 3180.

116. Til frægðar, Heims. III 266 cf. Skjald. II 129 (6). – Høvdingeideal, f. ex. Forns. s. 14; Band. 9. — Løse vanskeligheder, f. ex. Laxd. 86. — Torkel, Forns. 75 f.

117. mannheill, Flat. I 302, II 160; Fagr. Add. 382 f.

118. Lykkeskytte, happskeytr, S E c. 29.

119. Lykke til klogskab, Band. 25; Forns. 43 1. 7, 59 1. 4, 39 1. 19, 54 1. 16, 57 !• 1> 38 ff– — En anden saga, Islend. 34.

120. hamingjumestr, Egil 33 f. – gæfuleysi, Austf. 136 f. — Olav, Heims. III 479.

121. hamingjusamligr, Forns. 10 1. 5; Flat. I 272, 311. – Halfred, Austf. 95; cf. Landn. 90. — Torsten, Forns. 58; 65 1. 3; cf. Gull. 34.

122. Svinefylking, Saxo I 363. — Sigvat, Heims. II 267; Flat. II 237.

123. Torleif, Forns. 98. – Egil, Sonatorrek v. 24.

124. Olaf, Flat. I 455. – Fridleiv, Saxo I 267. – Modstjålen, Cavallius I 386. – Ethelfrid, Beda II 2.

125. Olav På, Laxd. 85. — Hyndluljóð 49 f. — orðheill, kan også betyde den lykke man har i andre folks ord, deres omdømme, Forns. 34. — Råd, cf. Excurs 1.

126. Christ. 1526; Satan, Gen. 282 ff.

127. Hel hu, Forns. 14 1. 3 cf feraht, se exc. 2. – Laxd. 34.

(side 340) 128. Norsk folketro, Daae II 32; N. h. T. 2 III 159, 166. – De yderste ting, SE 62.

130. Saldis, Glúma 36. – Sverre, Flat. II 620. – Hrut, Njála 4. – Lykken slog ikke til, Sturl. I 137. — Nidingsværk, Laxd. 192; Vols. 103; Helg. Hund. I 41; Kalf, Flat. II 360; Gisle 63.

131. Hakon, Frost. Indl. 8; Njála 431 cf. Gull. 39. – Ulykke, Islend. 37; Njála 603 cf. 641; cf. Grettir 93 f. – »Lykkelig« etc. se exc. 4.



Lykke er ættens liv


133. Sigurd, Fagr. 344; hvis Magnus Barfod var Sigurds fader, måtte han have avlet ham i »ulykke«, nemlig med sin frilles søster, — vel kristne syndsforestillinger indpodede på gammel stok, cf. Heims. III 255 og 340. — Ikke lykkemand, Gull. 39. — spéd, se exc. 2.

134. Lykken er kraft, cf. udtrykket Glúma II, 15. — Slægtsæl, Flat. I 549; Austf. s. 72; Gen. 2752 cf. Exc. 2. — Menneskelykke, Forns. 34 1. 11, 86; Band. 6. — freondspéd, Gen 2330. — sæmiligr etc, Forns. 12 1. 29, 10 1. 5; Flat. I 272, 311; Forns. 11.

135. Njála 611. – Ikke lykke til, Egil 58. – etja hamingju, Heims. II 126, cf. Forns. 54 1. 15.

136. Egil 14, 78.

137. Sæmund, Forns. 34 1. 14, cf. Flat. I 312. – Prokop II 14 f.

138. Jordanes c. 13. – Vestg. 36. – Snorre, Heims. II 142 ff.

140. Inge, Heims. III 350. — Fredegunde, Liber Historiæ Franc. 36 (Mon. Germ. Script. Rer. Merov. II 304). — Norskekongernes magt, Heims. I 366 ff. – Olav Hellige, Heims. II 77, 87, 240 f., 257 ff.

144. Olav, Flat. I 236, cap. 192. Sverre, se Sverris s., Flat. II f. ex. 621, 588 f., 633, 622.


»Nu er alt ret opregnet«, som de gamle sagde når de trak vejret dybt efter en omhyggelig redegørelse. Men det vigtigste kan ikke opregnes med sidetal og kapitler. Når man har fordybet sig med hele sin sjæl i en kultur, bliver resultatet en erfaring som ikke kan udsmæltes i tal. Med såkaldte fakta og bevissteder kan man bygge næsten hvad det skal være undtagen netop det menneskeliv hvoraf disse kendsgerninger er ruinrester. Meget af det der er fremstillet på disse sider vil finde nærmere begrundelse og udførelse i det følgende.



II.
Anden bog
MIDGÅRD OG MENNESKELIVET


(side 347) Man kan ikke skrive en enkelt kulturs sjælehistorie, hvis man ikke alvorligt har søgt at liste sig ind i forståelsen af en del andre end den man gør til sit æmne. Bag første bogs beherskede ord må der ligge et alvorligt etnologisk forstudium, og jeg har da nok også lært en hel del folk at kende, for hvem ære og hævn og lykke var grundbegreber. Men vejen til forståelse af menneskelighed går gennem et studium af den enkelte kultur i dens særart, så vist som kultur er en balance, en harmoni; hver for sig skal ættesamfundene underkastes en undersøgelse, hvor ingen utidig sammenligning slører de vigtige særegenheder. Ti hvad er hævn? Er der nogen glæde ved at vide at den består i at slå mennesker ihjel for en andens skyld? Nu har den etnologiske metode længe nok forfladet alle problemer ved at opstille et råt gennemsnit af forskellige kulturfjærne mennesker som den højeste løsning af psykologiske problemer, ved altid at spørge i al almindelighed hvad kult etc. er, og så nøde generalnævneren på Negere og Indianere og Grækere til hobe, med en kneben indrømmelse til »senere udvikling«. På visse punkter er helhedssynet berettiget, nemlig når det gælder det umiddelbare vekselforhold mellem menneskets tanker og dets erfaringer, det som ligger bag al kultur. Folkenes tanker om naturen er ikke så ensartede som antropologien giver at forstå, men een ting har alle naturfolk, d. v. s. de der er umiddelbart afhængige af naturen, fælles overfor byfolk, der har et eller flere led skudt ind imellem deres liv og deres livsfomødenheders udvindelse: de forarbejder naturfakta direkte. Og dér ligger et almenpsykologisk problem. Kun ved hjælp af et indtrængende studium af »naturfolk« har jeg kunnet skrive de første kapitler af denne bog, og så snart dette arbejde er fra hånden, skal jeg prøve at give en bredere fremstilling af æmnet. At citere lidt til højre og til venstre gør ingen nytte – etnologer forstår straks rækkevidden i ordene – og jeg har derfor med få undtagelser udelukkende knyttet til minderne i vore forfædres kultur.


En ting må jeg endnu engang bede læseren om, at tage kulturen som et hele, og tage »bevisstederne« som de åbenbaringer af en sammenhængende personlighed de er – og ikke som regnepenge. Hen- (side 348) visningerne gælder ikke den og den linje i citatet, de gælder det udbrud linjen står i.


I vore dage har man med megen iver drevet studiet af »lån«; resultaterne er mange og vigtige. Nu er ikke alt lån som ligner, og megen skarpsindighed kunde være sparet. Men ulykken ligger dybere. Ofte nok er desværre undersøgelsen drevet ud fra den selvfølgelige forudsætning at lån »naturligvis« blev indoptaget, i steden for denne grundsætning, og en maxime der får sin reverens i fortalen, men slet ikke kommer til orde i bogen selv, den er som en afgud, intet i verden. Og man kan ikke ustraffet forudsætte noget som skulde underlægges forskningen, så vist som rette mål og forhold er uundgåelige forudsætninger for resultaternes rigtighed. Så står mange af disse undersøgelser som en hån mod det menneskelige i alle åndsprodukter, og som en dom over forfatteren. I det virkelige liv bliver det »lånte« enten suget med af selvgenkendelsen i det fremmede og taget ind i forudgivne tanker, og så er det lige så ægte et vidnesbyrd om kulturlivet som det nedarvede, eller også kommer det vækkende og skaber ny tankekonstellationer. Lån er altid en fødsel – eller en udmajen. F. ex. skal historien om Glum (lp. 211 f.) være et vandresagn (Cederschiöld: Kalfdråpet och Vänpröfningen. Lund 1890) – måske – men Glum kunde aldrig have handlet mere som sig selv og mere som en Islænding, med hele sin sjæl fortættet af germanske kulturtanker, end han gør her, ja han kunde ikke på nogen mere utvetydig vis have kundgjort sig som Germaner. Og den »leg« der indleder episoden er tilmed god kending. Det samme gælder en historie som den om Bødvar Bjarkes fødsel, se I p. 228; sml. II, note til p. 29.


To folk som Kelter og Germaner har en meget bred berøringslinje. Deres indbyrdes forhold kan kun gøres op ud fra et helhedssyn på begge sider. På sådanne punkter som værdsættelse af klenodier – som behandlet i næste bog – har de haft en umiddelbar forståelse af hinanden; her behøvede den ene ikke at låne af den anden, men de kunde måske lære hinanden at give følelser udtryk. Men inden man fælder nogen afgørende dom, må man have fulgt linjerne ind til centrum i de to folkesjæle, og set om disse linjer på keltisk går lige så direkte som på nordisk, og endvidere om de er lige så bærende hos Kelterne som hos vore forfædre. Samme art, samme plads, samme styrke – det er tre spørgsmål der ikke må sammenblandes i kulturtankernes historie.


Hermed følger også, at sagn og sagaer for mig kun gælder i den betydning der var afgørende for den pågældende tids mennesker. De urformer som sagnene har antaget i slutningen af det 19de og begyndelsen af det 20de århundrede, falder uden for den epoke som behandles i dette arbejde.



Verden


(side 349) Se til det følgende Vilh. Grønbech: Primitiv religion. Stockholm 1915.

151. Bifrøst, SE 18, 21. – Udgård, se exc. 5.

152. Ligsluger, Vaf. 37.

153. Hading, Saxo I 51.

154. Beow. 93 cf. Heliand 3578. – fjölnýt fold, fryd, dréam, mandréam, seledréam, wyn, se exc. 6.

155. Fjendtlige dødninge, Helg. Hund. II 51.

159. Gåder, Herv. 245, 250.

160. Kampskildringer, Gen. 2087, 2158; Exod. 161; Elene 110; B A Po. I 14 (5), 16 (36 f.); Beow. 3024; Helg. Hund. I 44 f., Il 8, 25; Skjald. 22 (3), 24 (13), 28 (3 f.), 32 (11 ff.), 149 (3, 6 f.) etc. cf. kongen som ulvemætter, ulfs tannlituðr, ulfa greddir, ib. 43 (6), ito (8); Gud. II 7 f.

161. Okser, Odyss. I 92 cf. f. ex. Iliad. IX 466. – Fodrap etc, Iliad. I 215, 488; VII 404, etc. etc. – De havfarende skibe står på land, Beow. 198 cf. 1882. – Islandsk, Regin 17 etc. – Scyld, Beow. 33 (isig). – Oldengelsk, Jud. 200 ff. cf. exc. 6. – Dugfjedret; cf. exc. 6, Helg. Hund. II 43, jfr. om et andet dyr 38; at et sådant sted kan udlægges på moderne vis er intet kriterium på den gamle digters opfattelse; men det er på den anden side ikke umuligt at denne halvt middelalderlige digter har følt de gamle ord om. – I granen, Atlak 11. – Grenskaderen, Ham. 5 cf. SE (AM) I 330, og vel også Skjald. 47 (23).

162. Kongen, Beow. 607, 664; Helg. Hund. I 17, 45; Faf. 32; Atlak. 36 f., 31. — Beow. 1967.

165. Gloser etc, se lister i S. E. (A M), cf. Alvis. Lister og remser i Sn. Edda er jo temmelig sene tiders værk, og samlerne har gjort alt hvad der stod i deres magt for at skabe så fyldigt et materiale som muligt; naturligvis har de taget deres gods hvor de fandt det, uden nogen antikvarisk penchant og uden frygt for det fremmede, og naturligvis har de gjort sig skyldige i misforståelser; men grundstokken er tro overlevering, og en antagelse af lån, eller udledning fra fremmede sprog er ikke i sig selv mere rigtig end en forklaring ud fra hjemligt sprogstof, selv om den for tiden skulde gælde for den mest originale, eller mest comme il faut. – Buk, hornumskvali, hallinskiði, SE (AM) I 588. – Bjørn, ravn, høg, se exe 6. – duneyrr, i registret til F. J.'s udg. af Sn. E.

166. sliðherde, B A Po. I 351 (177). – Vurdere sandheden; hvor langt vi er fra at have de gamle ords betydning på følelsen kan man bedst gøre sig klart ved at forsøge på at oversætte farvebetegnelser som ags. blac, wan, salu og sammensætninger, og nordisk døkkr, der jo netop giver ravnebeskrivelsen dens karakter, cf. f. ex. 6. – Høgne, Atlak. 21. – Glad, se I s. 54 f.

167. Ødig, Beow. 2470; Gen. 1562. – Sejrfolket, sejrsæl, Jud. 152 f., 177. – Helhedsfornemmelse, exx. som Beow. 2610 ff., 457 ff., 2000 ff. – Skjoldbærere, Jud. 42; Gen. 1060, cf. f. ex. 2867. – Homer, Odyss. IV 305. – Judith, Jud. 123 ff.

168. Wealtheow, Beow. 612. – Hesten, f. ex. Iliad. III 327; X 474; 520, 568 f.; V 323; VIII 433 ;X 491; IX 127; XI 708. – Huset, Beow. 116, 713; And. 763; Dan. 673; Beow. 308: med den »guldprydede« sal som de så fra det fjerne cf. 994,313, 1199,2313; Gen. 1821,2401 ff. – Høje, se f. ex. Iliad. I 157 – Jord, f. ex. Iliad. XI 619; XVI 635; Odyss. III 453; XI 52; Gen. 907 cf. 1752; Beow. 1551, der blot betyder »under jord, under (side 350) mulde«, cf. Phönix 178. – Bred byg, hvid hvede, B A Po. I 315. — Homer, Iliad. XVI 765. — Lovsproget, Gul. 23, 149; Frost. XIII 9; Landslov VII 47 n.; N G L II 314 (c. 16) cf. Richth. s. v. Nacht. Grimm har jo viet fænomenet et lille afsnit, Rechts. 34 f. – Homer, Iliad. XVI 765.

169. Væbnet, Gen. 195 cf. 2745.

170. Ordsprog, Faf. 35. – Fyr, Grágás I 206; Háv. 50. – Eg, Hárb. 22 cf. Egil 249; Hel. 6.

171. Ask etc, Regin 22; Helg. Hund. II 50; Ham. 5. – Kampask etc, se SE (AM) I 412 cf. askr, Skjald. 37 (21), þollr, ib. 15 (5), hlynr, Sigrd. 20, börr, Atlam. 30, apaldr, Helg. Hj. 6, et særdeles godt exempel på det jeg har kaldt konsekvens af gamle forudsætninger. Fællesbetegnelser for træ er så godt som alle sene tillæmpninger af ord fra en anden sfære; viðr og lundr = skov; meiðr o. lign. er jo den døde stolpe, og om tysk baum gælder vel det samme. Ved træ er det jo tilstrækkeligt at sammenligne det beslægtede ord, græsk drys; cf. kenninger: ölgyldir, ellens ulv = ild, álheimr — hav etc. Cf. exc. 6. Ved omskrivninger for havet er det stedse ålen eller en anden navngiven fisk, der er det måge, svane, sule. Ligesom de beslægtede sprog mangler germansk enhver egentlig betegnelse for animal; »dyr« har en gammel tilbøjelighed til at krympe sammen om visse arter firføddede, og uden for de firbenede har det ingen rigtig gyldighed. Og vi kan godt forfølge separatismen op i menneskeverdenen; Bergdanir = jætter, Skjald. 18 (18), er måske manér, men det var umuligt, om det ikke havde forudsætninger – og forbilleder.

173. Grågåsen, Grágás I 206. — Sammensætninger o. flg.; jeg antager som sandsynligt at spændvidden i et sådant ord som sten er en direkte arv fra helhedsopfattelsen. Desværre er sprogvidenskaben endnu ikke nået til at tage sådanne problemer op for alvor, og det er derfor umuligt at afgøre hvor meget i vore sprog der beror på eftervirkninger (i sprogets verden er efterdønninger meget langvarige), og hvor meget der er begrundet i almindelig menneskelighed, hvis der kan udperses et sådant farveløst grundstof af noget der er kulturbestemt i sit allerinderste væsen. At alle gamle afledningstyper inden for vor sprogæt mangler de for os nødvendige distinktioner ved jo enhver der har givet sig af med indoeuropæisk sprogvidenskab; og man behøver vel blot at se en sammenstilling som Brugmanns igennem, for at opdage hvor hjælpeløse vore kategorier er overfor ældre sprogtrin. Inden for germansk træder den gamle type jo også ret godt frem i dagen, det følgende vil bringe exx. – Adjektivet er en specialiseret form for det gamle nomens ævne til at indgå forbindelse med brodernominer som bestemmende del. Ved en undersøgelse af forholdet mellem abstrakta og adj. vil man vel kunne konstatere en differentiering. Her må jeg nøjes med at henvise til Brugmanns afsluttende paragraffer i Grundriss II 1, og antyde at sammensætningerne inden for germansk spiller en større rolle i det ældre sprog (som det jo illustreres af den konservative poesi) end i det yngre. Sml. sådanne udtryk som angels. Ære-Skyldinger, Spyd-Daner, Kamp-Geater etc. — Inden for verberne toner det gamle stærkt frem i den oldnordiske upersonlige konstruktion (exx. samlede af Nygaard i Afhandlinger til S. Bugge 1889). Sprogbrugen daterer sig tilbage til en sprogtype af en anden art end den historiske; og den har bevaret sin magt efter at sproget i det store havde forandret karakter, sådan at den annekterede de senere, mere personlige former. (Ved sprogsammenligning skal vi jo ikke (side 351) søge det »oprindelige« bag det punkt hvor de beslægtede sprog mødes, det rækker, som tankevaner, langt ned i enkeltsprogenes liv). Aktiviteten står her i centrum, med subjekt og objekt som periferi. I kulturhistorien er et verbum som gefr af størst interesse: det giver, det forundes = man får lykke til. Hvem giver? Ingen anden end netop den lykke som ligger inden i verbet, som er dets sjæl, er aktiviteten selv — den der lige så neutralt er udtrykt i gæfa, gipta, og de beslægtede germanske ord = det givne som selv er giveren. For øvrigt er altså alt det følgende — hele værket, kan jeg godt sige — bevissteder til disse sider.



Liv og sjæl


180. Ravn, se exc. 6. – Ulv, se exc. 6.

184. sol og måne, se exc. 6.

185. Sjælen frigjort, sml. steder som Iliad. XXI 213 og det følgende stykke; Theogon 126, 154 ff.

186. Frigg, S E (A M) I 172, 180. – Halfred, Skjald. 147 f.; i hans brumaðr hári kan vi mærke overgangstiden; i det billede viser fantasien fremad, bort fra det grundlag hvorpå den arbejder.

187. Eyvind, Heims. I 226 f. – Egil, Skjald. 35 (7 f.). — Heidrek, Herv. 251 f. – hævende etc, S E (A M) I 324.

188. Fornjóts Sønner, SE (AM) I 330. – Ran etc, S E (A M) I 324 ff.

189. Helgekvadet, Helg. Hund. I 28 ff. — Primitiv erfaring, cf. i det foregående s. 171 ff. — Jorden, se exc 6.

190. Runeremse, B A Po. I 333 f.; læg så mærke til at netop de egenskaber som bestemmer digterens ord, når han skal beskrive, er det som skaber grundbestemmelserne i det daglige livs tanke: spiselig — uspiselig frugt, hårdt træ — blødt træ, jfr. svensk döfviþ, bœrutrœ, bœrandstrœ, aldintrœ etc, se Schlyters glossar; Grimm: Rechts. 506 f. Vage antydninger af træernes »kraft«, megin, indeholder jo også de forskellige træers »overtroiske« anvendelse, men i enkeltheder kan man ikke slutte noget som helst af moderne almuetro og almueskik, da klassisk videnskab (se Hellenismen I 372 ff.) har bidraget nok så meget som oprindelige germanske kulturforestillinger, ikke at tale om at moderne husråd er fremgået af århundreders planløse kombination af døde former.

191. Natmål etc. se citt. Fritzner: náttmálavarða. – Bjarne, Skjald. II 1 (2). – Plutarch, Cæsar c. 19.



At leve


193. Ild, se exc. 6.

195. Kender dit navn, Faf. 1 f., der spiller over den magt man får over manden ved at beherske hans navn–sjæl. — Erik, Forns. 148 f.

196. Helgekvadet, Helg. Hund. II 1. – Ketill, Fornald. II 111 f. – Otr, Völs. 112. – Dag, Heims. I 33. Fremfor alt obs. historien om Ravnefloki, se her II p. 171. – Alle disse mandsnavne, Ravn, Ørn, Ulv, Bjørn, Orm kan ikke fra først af have været betydningsløse for bæreren. — Pil, Skjald. 21 (5) cf. Edd. Min. 111: arnljód, hvor uden tvivl det rette er ramt, pilen »galer« ørnesang. — Orm, Helg. Hj. 9, »nakken« er en vilkårlig gengivelse af et ukendt ord, cf. Helg. Hund. I 8; Skjald. 159 (13) etc. og Kormak 19 f.; Beow. 1698; Jud. 222.

(side 352) 197. Bide, Helg. Hund. II 33 etc. – Lægge på = med sine ord binde en egenskab til en anden, jfr. Njála 23. Naturligvis var sangen ikke indskrænket til den ene eller den anden bestemmelse. Cf. exc. 9 A, 9 B og obs. det gammeldags udtryk Fornald. III 230. – Som ild, cf. Skjald. 58 (7), 148 (9); Helg. Hund. I 51 cf. SE (AM) I 420 ff. – Skib, Skjald. 20 (3) cf. 2 (8), 129 (11), 151 (5); Regin. 16; SE (AM) I 440 ff.; And. 488, 513; Elene 226, 236; B A Po. I 334 (47, 66). – Runeremsen, se foran p. 190.

199. Et slid at være menneske, hvert eneste øjeblik skal man leve alle muligheder helt ud, om ikke selve livlykken skal slappes i en; det gælder i alle forhold. »Nu er lykken omskiftet, siden han ikke dræbte os, da han havde os i sin vold« – men nøjedes med at lege med styrken, Flat. I 552.

200. Eriksgade, Söderm. p. 188. Obs. ordningen af landnám i Landn. – Opmandskendelse, Landn. 103. — Retsinninges, cf. exc. 6; Da. Gild. II 8 (35) cf. Flat. II 298; Bisk. I 225, og udtrykket at sólu, Bisk. I 70, 137. – Droplaug, Austf. 148. – Groa, Forns. 59. – Audbjörg, Gisle 33 cf. Grettir 177, Eyrb. c. 52. – Standse uvejr, Forns. 78; Islend. 154 må sikkert have en slags ophævende virkning. I folkeskikkene — de så at sige mere receptagtige — er sædvanligvis ræsonen gået tabt; det det kommer an på er at bevægelsen har et forhold til solen der skiller den magisk ud fra almindelige bevægelser; om det så er med eller mod beror ofte på traditionstilfældighed.

201. Ed ved nattetid, f. ex. Østg. Ræfst. 12; Grimm: Rechts. 813. – Drab ved nat, Heims. II 254; III 450; Egil 219. – Tacitus 11. — Cæsar I 50. — Årtæller, se exc. 6.

204. Urjætten etc., SE 14, 42.

205. Vøluspå, 5.

206. Senere mytologi, S E 32.

207. Troldmandens fremgangsmåde, f. ex. Forns. 41 ff.

209. Bjørnen, B A Po. I 339 (17 ff., 29 ff.). – Femte sol etc, se Fritzner s. v. sól, Bosworth–Toller s. v. móna; formaningen Cockayne: Leechdoms etc. III 243 har tydelig nok adresse til ganske bestemte vildfarelser.

210. Dellings søn, SE 16. — Vindsvalr, Svasuðr, ib, 94 f.

211. Glúma 40 ff. Der er i Islændingenes sagaer nok af seriøse modstykker til Glúms legende humor, man læse for ex. Heid. 100 eller Islend. 163 ff.



Menneskesjæl


214. Ordet sjæl blev straks taget i besiddelse af den fremmede tro, og derfor har vi ingen minder om dets brug under hedenskabet. På nordisk findes det ikke, førend berøringen med vesten bragte det ind. Måske går det fra først af på kraft — megin — måske på alder? — Jordens megin, Hynd. 38; Gud. II 21; Hav. 137; B A Po. I 319. — Måske tør vi, ti disse ags. galdre er ikke alle lige ægte. — Vejret, Alvis 18.

215. Urdagene, Vsp. 5. Hofforys note (Eddastudien 73 ff.) om disse vers er åndrig nok, den har blot intet forhold til texten. Skulde alle de folk som har fortalt om den gang der kom orden i himmellegemernes gang, så at sol og måne fik deres bane foreskrevet, bo inden for polarkredsen, blev der lidt trangt om plads deroppe. – Legemlig styrke, Rig. 9. – Bevidstløs, isl. umegin, cf. B A Po. III 200 (14). — ásmegin, S E (A M) I 146, 170, 286; Hym. 31. Verbet magna er at indgive kraft, overføre sjæl. — fjör — grænser gives jo ikke i helhedsbetydningens changeren – Gen. 184, 908; Heliand 5703; Beow. 2123, 2424; Gen. 1385; Heliand 3351, 4059; Gen. 1618, 2065; Exod. 384; person, Beow. 1152; Vsp. 41; ånd, Heliand 263, 2277, cf. ags. ferhð, sind, forstand, cf. And. 1332. – Hakon, Fagr. 25 cf. Glum Geirasons vers, Skjald A 77 v. 8 var., hvor fjör synes klart. – Hu, Lokas. 64; Faf. 6; Hym. 14; Gull. 30 1. 18, 34 1. 21; Glúma 19 1. 99; Flat. I 251 1. 5; Forns. 65, 126 1. 18; Gud. II 6; Trymskv. 31; Hav. Is. 46; Tord Hr. 37 f., Islend. 90 f., etc. etc.

216. Asemod, S E (A M) I 274. – Jættemod, Vsp. 50; Grotta. 23; S E (AM) I 136, 270.

217. Ylfing, Helg. Hund. I 6 cf. Völs. 90 1. 22. — Torstein, Landn. III.

218. Hjorderne dør, Háv. 77; dómr må ikke tages i senere betydning af bedømmelse; det er et gammelt, fuldt ord.; cf. f. ex. det følgende sted i Beow. 1384 og her II 25, 267 og exc. 3. – Høskuld, Laxd. 85. – Heliand 3996. – Søfarer, B A Po. I 293 f.

219. Hirdskrå, N G L II 420.

220. Alder, Beow. 510, 1002, 1371, 1447, 2396 etc., 1434 cf. 2981 og Skjald. 32 (10); Regin. 15; Faf. 36; Bald. 8. — Skæbne, Helg. Hund. I 2; Skirnism. 13; SE (AM) I 75, 74; Flat. I 358 1. 5 cf. horfinalda = horfinheilla, Heims. III 420. — Atle, Forns. 126. — Norner, SE 22. — Edda, Norr. Fornk. 178, 191, 201; Fornald. II 374 f.

222. Ån, Fornald. II 236 f. — Hrærek, Fornald. I 364 ff.; Landn. 216 1. 10, 104 1. 1; Njála 100 1. 4; Flat. I 26 1. 14 etc. – Båret til faderen, Forns. 23, 26 cf. Egil 98; Ragnar 135 f. cf. Flat. I 97. Også et minde Bisk. I. 410. Husk hvordan Vilhelm Erobreren trådte ind i verden, Will. Malm. III 1. — Hvasse øjne, Helg. Hund. I 6; Völs. 110, 157, 184; Saxo I 370 f., 392; Helg. Hund. II 2 cf. Saxo I 70; modsætning Bj. H. 43.

223. Sjælen = kroppen, cf. SE 89: Tors megin vokser om kap med strømmens vækst, og således bliver han i stand til at holde hovedet oven vande. — Lykke, se f. ex. Beow. 1124 cf. Jud. 63; Elene 489; Dan. 709.

224. Fredløs etc., Elene 127 cf. Beow. 1587, 3003; Gen. 1142 cf. 1071, 1127; And. 181, 1427. – Gro, Gro. 9.

225. Gunthram, Paul. Diac. III 34 cf. Flat. III 330.

226. Islandske bønder, Landn. 109 cf. Völs. 92. — Torsten, Flat. I 253 cf. Forns. 135; Gull. 11. Historien om Torsten Oksefod er et rent og skært æventyr; men den indeholder flere interessante kulturtræk, som viser at forfatteren ikke alene har haft værdifulde traditioner at arbejde med, men også gode modeller at skabe efter. – Biernes vej. Udtrykket »biernes vej« har jeg brugt på Finnur Jónssons ansvar, se Egil 366, 423. – Freyjas fjederham, Trymsk. 3 ff. cf. S E 70. – Atlamál 19. – Hamløbende, hamhleypa, Fornald. II 80, 390. – Gunhild, Egil 221. Al den megen tale om at troldkællingerne »rider« gennem luften etc. går vel ud på at de — i hvert fald fra først af – tog fugleham; cf. kveldriða; endvidere Eyrb. c. 16; og især Háv. 155 (tunriða) og Vestg. I Retl. 5. At »ride« har i det gamle sprog en mere almindelig betydning af rask bevægelse gennem luften. Men senere er kveldriða og lignende ord smæltede sammen med forestillingerne om troldkvinder der brugte ulven som hest, eller hekse der »red« mennesker og kvæg til døde, Skjald. 149 (6); S E 58; Helg. Hj. 30 prosa; Fornald. III 650; Eyrb. cc 16, 34; Eids. I 46.

227. Bødvar, Hrolf. 100. – Ham, se Vsp. 40; Vaf. 37; Grip. 43; Háv. 155; Skjald. 14 (2); Heims. I 18, 316; obs. især sprobrugen i Helg. Hj. 5 prosa; Landn. 109; S E 69, 73; Völs. 85 o. lign.: bregða, der hentyder til en indefra bevirket forvandling.

(side 354) 228. Sigmund, Völs. 95 cf. Hrolf. 52 1. 15 f. – Svaneham, Völ. indledn.; Helreið. 6 cf. Skjald. 16 (12); anderledes åbenbart den gamle tradition som ligger til grund for Hromund Gripssøns saga (Fornald. II 373 ff.). – Bjarke, Hrolf. 49 ff. sml. Finnur Jónsson i indledningen XVIII. – Merovinger, Grimm: Myth. I 324 f., ti legenden er dog vel noget mere end blot en misforståelse af deres kongelige hårfagerhed. — Hamstjålen, hamstoli, Flat. III 323 I. 6 cf. 1. 16; Egil 266.

229. Hamram og fjölkunnigr, Flat. I 208 {bis), 250, 252, 521 cf. 373, II 148; Forns. 78 cf. 33; 54, 67. Minde i sprogbrugen Fornald. III 261. — Raud, Heims. I 396 ff. – Olav, cf. her I 113 f., 123; Flat. I 276 1. 26. – Bård, Flat. I 382 cf. 380 1. 28. – Almuen, Cavallius I 360. – Hamramhed, Landn. 109; Herv. 302 cf. Egil 84; Heims. I 17 f.; Gull. 42; Kveldulfs slægt var hamram, og de mænd omgav sig gerne med lutter hamramme karle, Egil 4, 76. Sådanne steder som Fornald. II 390, III 424 har deres interesse ved sprogbrugens minde om gammel opfattelse. – Berserker og ulvhedner, Forns. 17 1. 12 cf. Völs. 96 1. 1.

230. Odd, Landn. 86 cf. Islend. 152; vil man se kunstnere producere sig, læse man Forns. 22; cf. her II 209 f. – Hamingja, Flat. I 258 f. – Signy, Völs. 89. – Hu'er, Hav. Is. 46. – Jættemod, se foran I 216. — Tor, se foran I 215.

231. Helge, Helg. Hund. II 46. — Ydun, Skjald. 16 (11).

232. Se frændelykken, Forns. 15. – Dø på samme dag, Flat. II 423. – walisisk, Mabinogion (Lady Guest) II 258.

233. Torsten, Flat. I 252 f.

234. Hávamál 50.

235. Fredstiften, se også I 41 ff.; cf. bemærkningen Vall. 175. – Chrodin, Fredegar III 58.

237. Trællen sjælløs, Eyrb. cc. 18, 37. – Trælleøjne, cf. Hrolf. 23; Fagrsk. 22 og foran p. 222 note. Den der ved hvad kultur og kulturkonsekvens er, vil ikke herimod anføre de exx. som findes i sagatiden, på trælle der havde mod og omtanke; obs. formuleringen Flat. I 250 1. 4. — Geirmund, Landn. 47.

238. Tacitus, 20. – Harald Grenske, Heims. I 340.

239. Trællen, man må holde sig til hans herre, se f. ex. Wilda: Strafrecht 655 f. Obs. den psykologisk dybtgående formulering Vestg. I Mandr. 4; II Drap 9: det gælder at værne den frie mand; se også Egil 299 cf. Flat. I 77. — Stævne dyr; her tales kun om de muligheder som lå i kulturen, og spørgsmålet skal stå hen om denne mulighed nogen sinde er blevet fæstnet til juridisk anerkendt virkelighed, Finnb. 23 1. 20; cf. Landn. 86 (Odd).

240. Hedegænger, se foran p. 180 og exc. 6. – Ulv, hjort, dag, nat, sol, måne, se exc. 6.

241. Ny og næ, Vsp. 6; Vaf. 25. – Bil, SE 17. – Storm etc., Alvis. 18, 20; SE (AM) II 486, 569; Ham. 5 cf. S E (AM) I 330. – Himlen, se exc. 6. – Dellingr, SE 16. — Hav, se exc. 6. – Ran etc., cf. i det foregående s. 186 f. og exc. 6. — Jorden, se i det foregående s. 186 f. og exc. 6. — Til forholdet mellem personligt og upersonligt kan sammenlignes flg. steder: Hlóðyn som moder, Vsp. 56, som den blotte jord, Skjald. 122 (27), og de exx. der er anført exc. 6 (Jord, j).

242. Snart stor, snart lille; man kan slutte, om ikke direkte til jorden, så indirekte om ad vore forfædres tanker, fra jættekvinders og lignende væsners ævner, f. ex. Harthgrepa, Saxo I 37. Saxo eller hans hjemmels- (side 355) mand har her definitionsmæssigt klaret sig de forudsætninger der alle vegne lå skjult under forestillingerne, og gjorde at jætter og dværge og menneskelige mænd omgikkes uden at snuble over hinanden, – som, for at tage et exempel, det kolossale og det normale har samme armvidde i fortællingen om Tors rejse til Udgårdsloke, cf. Tors vækst S E 89; man tænke også på fylgjerne Glúma 26 og andre steder.

243. Oprindelse, cf. endnu den hebraiske Genesis.

244. Assimilerer bjørnhed, f. ex. Saxo I 87; Heims. I 62.

245. Islænder, Landn. 86. Historien viser tankegangen, men er for øvrigt lidt mal á propos knyttet til Odd, siden den forklarer det som ikke behøver at forklares, at Odd og hans slægt var hamramme af natur; der er med andre ord løbet to tråde sammen; dyrenaturen er historisk forklaret, men forklaringen har ikke udslettet den kendsgerning at der mellem manden og dyret består et dybere forhold, som påvirker hans inderste sjæl og viser sig i hans hamramhed. Endelig er jo den tilkomne forklaring begrundet i samme tankegang som det sagn den er hæftet til. — Gamle testamente, 1. Sam. 18, 1.



Fødsel og livsende


246. Harald, Fagr. 3 f.

247. Torsten etc, Forns. 12 l. 42, 23 l. 26.

248. Olav, Flat. II 135. – Kolbein, Sturl. II 234. — Stamtavler. De engelske kongestamtavler er samlede af W. G. Searle: Anglo-Saxon Bishops, Kings and Nobles, Cambridge 1899. De frankiske, gotiske og langobardiske slægtsrækker kan ses i oversættelserne af Gregor af Tours, Jordanes og Paulus Diaconus i Geschichtsschreiber der deutschen Vorzeit.

249. Segestes etc, Tac. Ann. I 57, 71. Med disse sider her kan sammenlignes Gustav Storms afhandling i Arkiv for nordisk Filologi IX 199. Da et sådant begreb som råd, det at råde, det at være lykkelig, kan finde anvendelse lige så godt som grundled og som slutningsled i navnet, indkommer der — sent — hist og her en tilbøjelighed til at behandle leddene som ombyttelige størrelser, og navnet kan tilsyneladende blive til en slags addition af to halvnavne. På nordisk er der endnu i historisk tid spor af den oprindelige navnedannelse, men undertiden er de forklædte på grund af lydudviklingens destruerende magt over stavelserne. Sådanne exempler som Slettebjørns børn: Ambjørn, Arnoddr, Arnfriðr, Landn. 67, og som Bárðr, Báreks søn, Landn. 105, er ikke helt sjældne; men de tilhører væsentlig de ældste generationer.

250. Barnet bæres til faderen, Forns. 12 l. 23, 23 l. 21 cf. Völs. 100; det ligger i den gamle kultur at ord som »venter, håber, mener, ønsker« altid har noget aktivt ved sig; jfr. at »spå« går langt nærmere til »bevirke« end vi tænker, »finde« har noget at »opfinde« i sig. Cf. sprogbrugen Landn. 42 l. 9 f. – Føder ham herved, cf. Cass. IV 2: procreamus, cf. Regin. 14, der går dybere end man straks tænker. Obs. at »føde« bruges om faderen, Sigurd II 18 etc. – Navnegivning = fødsel, England: Lieb. 589 (70, 15). – Franker: Lex Sal. 24 cf. Lex Rib. 36, 10. – Olav, Heims. II 267. – Øgenavn, Staðarh. 391 f.; Grágás II 182; Lex Sal. 30 (4); Gul. 196; Frost. X 35 (obs. verbet jamna, der jo har en virkelig, ufigurativ betydning). – Dobbeltnavn, Austf. 18 f. – Torsten, Flat. III 330.

251. Hagny, Half. 40 f.; Landn. 38.

(side 356) 252. Bjørneblod; Bjarkes kur på Hjalte, Saxo I 87, gik godt, men her var alt lagt til rette for en heldig udgang: der stod en hird åben til at modtage den styrkede og betrygge hans existens (se i det flg.); og måske har Bjarke fra først af haft lidt mere med bjørnen at gøre end blot det at fælde den. Som antydning af mulige virkninger cf. i det foregående s. 244 f. – Glum, Flat. I 332 ff. cf. skildringen i Njála 845 f.; Landn. 97.

253. Hilderidsønnerne, Egil 33 ff. – Moderblodet, Forns. 30 1. 25. — Sagittarius, Gregor V (20) 170.

254. Sachserne, Mon. Germ. Script. II 675. – Kvinden fornedrer sig, Lex Burg. 35; Lex Rib. 58, 18; Roth. 221 (pligten ligger antydet i det offentliges ret til at gribe ind). – Sverrig, Upl. Ærf. 19; Vestm. II Ærf. 14. I Danmark og Sverrig skete der på den tid da landskabslovene antog deres endelige form, store forandringer i trællenes stilling og i deres forhold til de ringere fri, se Wilda i Zeitschr. f. deutsches Recht XV 241 f.

255. Norsk lov, Frost. X 47: han frigives fra krogen og skålen; Gul. 57, 104. — Danmark, Skånel. 61. — Langobarder, Roth. 222; jeg er ikke vis på at viderbora fortjener en ubetinget fordømmelse, da det på ingen måde har sproget imod sig; det lader sig ikke bringe ud af verden som simpel skrivefejl. Med hensyn til uægte børns stilling cf. exc. 14. – Helge, Austf. 162.

256. Tacitus 18.

257. Indlede samliv, etc, Grágás I 222, 226; Gul. 124; Østg. Ærf. 8, cf. her II 56. – Langobarderloven, Roth. 222. Glossen id est donatio in morgincap rammer jo sikkert i blinken, jfr. form. og exp., det er gaven der befæster livet, og morgengaven havde netop den ærende — d. v. s. æregivende – betydning som tiltrængtes her. Se exc. 11. — Under samme skjold; udtrykket er taget fra Gregor V 11 (17); cf. Roth. 164 f.

258. Penda, se især Beda II 20, III 21, 24.

259. Childeric, Gregor II 11; Fredegar III 11 ff. – aud, Auduin kaldes en søn af Menia, som skal have været gift med en Bissa, der ikke godt kan være nogen anden end hin Bisinus. Vi står uden noget holdepunkt til at omsætte hans genealogi i mere moderne termini, i virkeligheden synes Auduins plads i kongerækken at bero på forbindelser mellem hans langobardiske forgængere og det türingske hus. Wacho skal have været gift med en datter af Pisen, Rex Turing. Mon. Germ. Hist. Leg. IV 643, 644. – Theodorik, Jordanes 57 (295 f.), der imidlertid løber lidt sur i slægtskabsforholdene. – Tidens opfattelse af Chlodevechs forhold til Burgunderriget er utvetydigt udtalt i fortællingerne om den frankiske konges ejendommelige bejlen, se i det flg. II p. 53 og noten dertil. Om de norske huse se I p. 307 ff. og exc. 14. – Her som overalt hvor det gælder kulturhistoriske fakta, må der skelnes strængt mellem det vi kalder historisk funderet og tidsalderens eget syn på sammenhængen i fortiden. Den kritiske metode taler ofte om at udskille den historiske kærne, hvor den mener at uddrage skallen. I virkeligheden betyder den kritiske vurdering af kilderne blot en omsætning af fakta fra en kurs til en anden, og der er altid fare for at den sandhed som indeholdes i kilden går tabt ved omsætningen. Denne betragtning har også anvendelse på Hakon i det flg. p. 151 f. Den norske historie er skrevet ud fra det synspunkt at Hakon–Sigurd–Hakon betød en historisk begivenhedskæde med indre sammenhæng, og utvivlsomt går den følelse tilbage til samtiden, til personerne selv. At omsætte til en anden tids pragmatiske formler er en vanskelig opgave. – Ingomar etc, til grund for min løse gætning ligger (side 357) Gregors fragmentariske hentydninger til Chlodevechs foretagsomhed overfor småkongerne, f. ex. Chararic, Gregor II 30, og Sigeberht, sammenlignet med den frankiske småkonge, Gregor II 27, 29.

260. Adelsten, Fagr. 21 ff. – Cassiod. VIII 9.

261. Fosterfaderen, se Glúma 48 ff.; 56 I. 78; cf. den stærke forpligtelse man følte overfor sit barns fosterfader, intet andet end sjælesammenhæng skaber sådanne pligter. Austf. 151 f. viser hvor liden tro man havde til en kraftig optræden af barnets fader overfor barnets fosterfader. Cf. Njála 600 ff. og desuden motivet i Tord Hredes saga. — Slægte på, Njála 177.

262. Skødsædebørn, Upl. Ærf. 18. – Ætledning, Gul. 58; Frost. IX 1; III 13; VIII 1. Cf. exc. 14. – Svensk, Østg. Ærf. 20.

264. Høskuld, Laxd. 32. — Til mænds og kvinders skød, Frost. IX 1 jfr. Hertzbergs glossar; udtrykket er dunkelt, og det bliver ikke meget klarere ved IX 15. Det kunde tænkes at den sidste frase var hentet fra et videre område, og tillæmpet til det forhold som denne paragraf tager sigte på, så at den egentlig gjaldt et barn som ikke blev anerkendt af en fri fader og ikke havde nogen moder med lykke, altså det uægte barn uden rettigheder, jfr. II 6. – fulborn, Roth. 154. – Hjalte, Hrolf. 71.

265. Fosterfaderen; så vist det er at fosterforholdet har spillet en stor rolle blandt alle Germaner, er der meget få antydninger af dette forholds karakter; men de som findes er tilstrækkelige til at overtyde os om at vi ikke lægger for meget ind i følelsen, når vi lader os lede af Islændingenes sagaer. Cassiodorus' procreamus (Varia IV 2) er suffleret af Theodorik og hans gotiske tankegang. – Hakon, Heims. I 155 f., 165, 182.

267. Æresatleter, f. ex. Fost. og Grettir slutn. af cc. 31, 40. – Jøkul, Forns. 7. – Torolf, Svarfd. 17 f. cf. 89.

268. Rejst op, se f. ex. Nicolaissen: Fra Nordlands Fortid 9; N. h. T. 2 III 165.

269. Egil, Skjald. 36 (18). – Gyselige gengangere, Grettir c. 32 ff.; Eyrb. c. 34; Forns. 131; Svarfd. 70, 75.

270. Hermod, S E 59. – Eiriksmál, Skjald. I 164. – Helge, Helg. Hund. II 40 ff.

271. Eyrb. c. 55. – Udsyn over hjemmet, Islend. 185; Svarfd. 89; Laxd. 47. – Torkel, Landn. 35 f. – Kår, Grettir c. 18 jfr. Ragnar 169; også Egil
 87 ff. – Asmund, Landn. 24 f.



Død


272. Tacitus 14.

273. Odin, Baldrs draum. jfr. Vsp. 28. Forbudet i Gul. 32 og Frost. V 45 mod at sidde ude og opvække trold for at drive hedenskab, har større rækkevidde, men det indbefatter ganske utvivlsomt det at spørge de døde. – Lavere mål af lykkelighed, jfr. Nordboernes lyst til livet – frekr er hverr til fjörsins, Austf. 83 – med deres foragt for døden.

274. Eyrb. c. n.

276. Tonga, exemplet er taget fra Mariner: The Tonga Islands.

277. Fejg, Njála 659. – Turid, se I p. 26 f.; Flat. II 399 ff. cf. 160: »du er nok ikke lykkemand i alt«, d. v. s. du ved ikke at den rejse bliver din død, cf. f. ex. Ljosv. 185.

278. Fejg og fredløs, Vald. lov p. 61 cf. Richt. 724: fai og fredløs. Ags. fæge betyder dels »dødsens«, dels også i kristelig betydning »usselig«, d. v. s. nidings- (f. ex. Christ. 1518, cf. 1534; Guthl. 532). Rimeligvis er ordet i sin rod beslægtet med ags. fáh, »fjendsk«, et stærkt ord, der går over i (side 358)  »uhyre, fredløs«. – Derfor var man bange for den »fejge« mands forbandelser, i den døendes ord lå der mulighed for alt muligt ondt. Der var god grund i den etiske fordring at man skulde tage en mands liv uden at mishandle ham. — Hjørleif, Landn. 6 ff., 102.

279. Forbandelser, Helg. Hund. II 32 f.; Saxo I 48 f. En tredje, der også har interesse i denne sammenhæng, fordi den viser hvor fast omskrevet nidingskabets grænse er, Edd. Min. 127, cf. i det flg. note til p. 285–6.

280. Grettir c. 78. — Ikke gøre noget derved, cf. Islend. 90 med 69, 81, 98 ff.; og dog havde Hørd af naturen det ægte klarsyn, at han gennemskuede synsforblindelser. Sml. Grettir c. 34 slutn. Når folk er dødsens, kommer det farlige træk frem hos dem nok at kunne se, men ikke kunne gøre noget derved. – Kæk nok, Gisle 54, 71; Islend. 105; Gull. 30. – Een ting er gævhed, Grettir c. 34; se også Flat. II 108, 202 nederst, 203 og 160. Der er noget tvivlsomt over Torgeirs holdningsløse mandhaftighed, og straks får sproget en tone af det uhyggelige.

281. Røvertog, Islend. 90. Enhver fortrolig føler forskellen mellem Hørds »rådløshed« og så den energi hvormed en sund mand antager sig det vi kalder uretten, og hæver den til ære ved at indgyde den sin ærekraft (se f. ex. Halvard og Vigfus Glumssøn). Der ligger en verden imellem, kløften mellem ikke-menneske og menneske. — Angelsachsisk Hávamál, B A Po. I 349. — Oldnordisk, Ham. 29; strides, nemlig mundhugges om skyld eller ikke-skyld; ordene er Sørles og svar på foreg. vers. Cf. de tragiske livsbilleder fra de islandske fredløses liv, f. ex. Grettir c. 55. — Dombøger, Cavallius II 357 f.; disse fredløse var ikke nidinger af tradition, men af selvstændig oplevelse; ensomheden og forstødelsen fremkaldte de samme virkninger som den havde gjort i gamle dage, fordi menneskeligheden og moralen heroppe stadig var begrundet i familiesammenhæng. Forskellen er blot den at den bestemte art af menneskelighed er blevet iklædt kristelige former på visse punkter, og negativet får derved et antikristeligt præg.

282. Gunnar, Njála 352 cf. 354 f. Dette er i sin rod noget andet end Islændingens ulyst til at forandre sin rejserute af forsigtighed — han har et motiv — selv om også dette meget vel kan være et tegn på rådløshed. Først når de klare linjer er lagt blot, kan man gå over til at behandle etikken og dens mere slyngede problemer. Jfr. i det flg. noten til p. 287. — Obs. brugen af »fredløs« And. 29; det sted som er citeret foran, p. 224, forstås først ret når man indser at »fredløshed« i sig selv begrebsmæssigt er lig »død«, så at det dobbeltspil vi uvilkårlig antager, ikke eksisterede.

283. Mellemtilstand, Forns. 39. – Sam, se foran p. 120. – Grettir c. 52.

284. Håndelag, forskellen mellem lykke og trolddom ligger inderst i den sjæls karakter som betinger handlingen. Senere blev jo alt usædvanligt, især alt gammeldags, til trolddom (se foran p. 229). Bag udtrykket Flat. I 260 ligger en omvurdering, men en omvurdering der blev hjulpet på vej af det gamle selv. Der behøvedes blot en forskydning af tyngdepunktet, sådan at dette kom til at ligge i kristen visdom og kristen magt, og således at alt fornt faldt udenfor. Ti når fjölkyngi og hamramhed var fremmede i den gamle, absolutte betydning, noget fremmedartet som man ikke kunde få føling med, noget fjendtligt, så faldt de ind under trolddom. – Svide af, Laxd. 135; Heims. I 145. – Troldmænd udslettes, Eyrb. c. 20; Heims. I 377; Lax. 132 f.; Gisle 118. – Bønderne, Cavallius I 378 cf. f. ex. Nicol. 62 f.

(side 359) 285. Ismael, Gen. 2287. – Torsten, Flat. I 260 cf. foran 226. — Busla, Edd. Min. 127 v. 3; det sker som ikke skal ske: i tekstens ord ligger dette at alt, så vel naturen som menneskelivet (det moralske) er af lave, og går modsat af lovlig orden – bliver »uhyre«.

286. Nordiske bønder, se f. ex. Cavallius I 378 f. – Fafner, Faf. 7. – Unnarr, Sol. 9. – Hakon Jarl, Fagr. 146.

287. Alfhild, Ol. s. h. h. 34 cf. Flat. II 236, med en interessant variation. – Heremod, Beow. 1709 cf. 901. De kristne Angelsachseres sprog måtte naturligvis blive en tillæmpning af det tungemål de havde ført som hedninger. – Grettir, 85, 82, 72, 90 ff. Ved ordskiftet mellem Grettir og Jøkul skal huskes at også denne havde et sart punkt i sin lykke, cf. Landn. 61 1. 30. Over Gisle Surssøn gælder samme dom, han er ikke en ulykkelig i moderne forstand. Drømmen, som er menneskets velsignelse, er blevet ham en forbandelse. Cf. også den konsekvens hvormed Vöflu-Gunnar er skildret i Gullþoris saga.

288. Sigurd, se I 288. – Angelsachser, Beow. 2884: om der nogen sinde kan argumenteres ud fra en tekstrettelse må det vel være her.

289. Ophav, f. ex. Islend. 63 f.; Valk 159. – Højsagn, Herv. 215 f. cf. Flat. II 7 f. og efterklang Gull. 10. Selvfølgelig er ens egne – og ens venners – døde ikke trolde, men alle andre døde er det: derfor bliver højbo = trold, d. v. s. utyske, uvætte, se N G L. I 362 (25); II 308, etc. cf. også Fornald. III 378. – Drage, Beow. 2231 ff.; Flat. I 203; cf. Gull. 13, 47; cf. Fornald. III 558.

290. Uland, Njála 21. – Hengest, Beow. 1127 f. – landmunr, Flat. II 321, 328. – munr, ordets helhedskarakter betinger den ældre sprogbrug – for kortheds skyld hensviser jeg til Gerings Eddaordbog, cf. også f. ex. Skjald. I 30 ff. (1, 19) og mun stœrandi om Ydun, Skjald. 16 (11). Derfor har jeg vovet at antyde oversættelsen »sjælevejene« i Sonatorrek. Når Helge siger: þótt mist hafem munar ok landa, (Helg. Hund. II 46) lader det sig vanskeligt afgøre hvor fuldvægtigt ordet er på dette sted eller på denne tid – om vi i oversættelsen skal betone glæden og underforstå livet, eller vi skal udtrykke livet og have glæden in mente. – féasceaft, frændeløs, Gen. 2175 cf. 2100, 2699; cf. Beow. 2373, 7. – Ensom blandt fremmede, Gen. 2836, 2821; And. 181. – Fredløs, Beow. 2285, 2393. — Den tilstand som karakteriserede den ensomme, skæbneløse: ulykkelig, And. 1556, 367; Christ. 175; B A Po. I 291 (27); også Gen. 2269. – Som betegnelse for utysket, Beow. 973. – Germanernes selvmord, Dio Cassius 55, 6. Skønt det skulde synes overflødigt, må jeg vel udtrykkelig fremhæve at min skildring gælder germansk kultur, og ikke islandsk fristatsliv; mit formål kan ikke være det at udtrykke de mellemtoner som alle livsfornemmelser havde i kulturens udgangstid, det er min opgave at pege på den halvtforbigangne kultur i disse mennesker, der giver alle handlinger kraft og instinktiv sikkerhed. Skulde man skrive Islands og Norges eller Angelsachsernes åndshistorie, måtte sproget sættes til at udtrykke det ejendommelige spil som fremkommer ved modstriden mellem underbevidstheden og reflektionen i disse sjæle. Her må jeg nøjes med som oplysende sammenligning at henvise til den instinktive måde hvorpå man reagerede overfor retsmidlerne, efter at erfaringen var omskiftet, således som antydet i cap. Køb og vadium og i exc. 8. Jeg har i det foregående antydet min stilling ved omtalen af det angelsachsiske digtersprog, note til p. 52.

292. Om kongernes sorger, se f. ex. NGL III 11 o. – Sværge ud, Jy. lov II (side 360) 22 cf. Skånel. (Schlyter) 139 cf. p. 311; Upl. Kun. 9 cf. Heims. III 346. Cf. den ags. bestemmelse Lieb. 186 (1), og sprogbrugen i gilderne, f. ex. Da. Gild. I 22 (5). — Ulvehoved, Lieb. 631 (6, 2); nordisk vargr, Lex Sal. 55, 2: wargus; Helg. Hund. II 33; I 36 er også at forstå rent bogstaveligt. Og samme realisme bag ordene Bisk. I 47 1. 9. — Forbandelsen, Edd. Min. 129 f.; Atlam. 99; ejendommeligt at Völs. 181 helt har forkludret det sted.

293. Derhen dør, Vaf. 43. – Ligbjærgen, Eyrb. c. 33; især Njála 516 f.; Egil 211; Heid. 25 f. – Gudmund, Ljosv. 198 f.

294. Gå igen, især sotdøde, netop hvor noget havde grebet ind som man ikke kunde aftvinge oprejsning, Eyrb. c. 53 f.; den gribende skildring, Eirik. 24 ff.; det samme ved død for trællehånd og for nidinger, utysker; Glam blev nødvendigvis ond (Grettir c. 32 ff.). Betydningsfuldt er Beow. 1053, fordi det viser hvordan man for enhver pris søgte at finde en oprejsning i tredjemands bøder, for om muligt at forhindre at den omkomne skulde ligge sig selv og sine frænder til ulykke. Der var også en mulighed for at uheldige karakteregenskaber kunde tage magten i dette kritiske tidsrum; sådan gik det med Torolf Bøgefod, Eyrb. c. 33 ff.; Laxd. 48; og var der troldmandsspirer i den hedengangne, vilde han sikkert blive vanskelig at have med at gøre, Forns. 131 f. — Vist til sit sted, Flat. I 62 cf. med Heims. I 219. — Tilintetgørelse, Laxd. 87 cf. Eyrb. cc. 34, 63.



Hvem er frænde?


Jeg har måttet tabularisere alt det genealogiske materiale jeg har haft adgang til. Hvis jeg ikke helt skal sprænge rammen, kan jeg i noterne kun få plads til nogle illustrerende exempler, men æmnet er en omfattende monografi værd.

299. Vidner om brudekøb; overbevisende exx. kan jo ikke fremføres, når vi ikke har andet end et slægtsregister; vi må skønne efter hyppigheden. Flg. er eet ex. blandt mange: Bjørn Gullberis søn Geirmund synes opkaldt efter sin svigerindes fader, Geirmund Ørlygssøn. — Vatsdølefamilien, samfølelsen med Bjørnbuneætten gør sig videre gældende; Torstens søn Ingolf er vistnok en navne af den berømte Ingolf, som jo gennem sin hustru bekendte sig at høre til Bjørnbuningerne. Endelig: det navn, Surt, som kommer op i næste generation af Ingemundslægten, har sidestykker dels i Bjørn Bunes »søn« Ketill Flatnefs efterkommere, dels i en gren som ved svogerskab nedleder sig fra Ketill Flatnef, den der stammer fra Vale Lodmundssøn. Desuden kommer Surt frem i Laxdælaætten, der gennem Kjartan var besvogret med Ingemundslægten. — Lodin, Heims. II 30 cf. I 360. Den Lodin der nævnes Flat. I 288 f. ser alt for apokryf ud til at komme i betragtning hvor godtfolk har alvorlige ting for; bortset fra det mistænkelige i historiens tendens hænger dens personer jo løst på, uden skygge af vekselvirkning med Erling Skjalgssøn. Forfatterens onde samvittighed lyser for øvrigt ud af slutningsfrasen (p. 299).

300. Geira, Heims. I 294 f. – Halfred, Forns. 103 f. – Eldjarn, Ljósv. 237; Reykd. 123, 126 f. – Af hans køn, f. ex. Er. lov I 2; Vald. lov I 20; Skånel. 2, 110; cf. f. ex. Roth. 360, 362; Lex Burg. VIII 1, eller Østg. Eþz. 23 Ærf. 8; Vestg. I Mandr. 3; Smal. Krist. 13; Hels. Jor. 14 etc; Roz. 479. Naturligvis skal disse linjer ikke være et opgør om mededen. – Værgemål, som i Lex Sax. 42, 45.

(side 361) 301. Frænders råd, Gul. 51, 71, 117; Frost. IX 22; XI 9, 10 cf. IV 38; IX 20; XI 17 f.; Skånel. 56 f.; And. Sun. 23; Er. lov. I 48, III 11; Jy. lov I 8, 30; Østg. Gipt. 18 f.; Vstg. I Ærf. 4, 8, 9, 15; Vestm. I Gipt. 3; Hels. Ærf. 7; Lieb. 106 (38) cf. 48 (1,2); Roz. 221 f., 225, 228, 243) 253, 400, 468; Lex Burg. XIV 4, XXIV 2; Lex Fris. IX 11; Lex Sal. 35, 5; Roth. 182; Liut. 146. Og således kunde man citere in inf.; dette blot som antydning af hvor fast en sprogbrug flertalsformen »frænder« var, og dette atter det bedste vidnesbyrd om hvor grundmurede vanerne var. – Hærje, Skånel. 56; Er. lov I 48. — Angelsachserne, Lieb. 442. – Frænde! Forns. 36 o. lign.

302. Mandebod, se exc. 15.

304. Eriks lov, se exc. 15. — Gutalag, p. 15. — Juridiske fikseringer, den norske opregning af leddene skal ikke tjene til at sætte nogen udenfor, den 
stræber i det højeste efter at udtømme alle muligheder.

305. Mindre end en ørtug, Er. lov III 26; Skånel. 91; cf. exc. 15. — Fostbroder, Roth. 362; på Island det klassiske exempel Fost.; Gul. 239 cf. også gegyldan, Lieb. 66 (27). – Kristen tid, Lieb. 122 (76). – Tager ved hans økse, cf. exc. 15.

306. Frostating, se Frost. VI. Lærerigt, som sprudlende lige op af livet er lovbuddet Bisk. I 10: nærmere end tredjebrødre og fjernere end næstebrødre. — Angelsachserne; i denne sammenhæng får halsfang sin store interesse, hvilken stilling man så end vil give det; det tilkom søn, broder, farbroder, Lieb. 392; cf. exc. 15. – Broderen i skygge; Lex Sax. 19 nævnes udtrykkelig kun drabsmanden med sønner, cf. svensk, Gut. 15 (se her p. 304). – Orden efter æt, Tac. 7. — Lokalt sammenhold, Cæsar IV 1; VI 22 cf. Tac. 26. Derimod har disse sproglige vidnesbyrd der så ofte anføres: chunni = tribus etc. såre lidet at sige; her spiller forholdet til høvdingefamilien, hirdfølget o. a. ind. — Arv, se exc. 12. – Som søn eller broder, f. ex. Flat. I 166.

307. Moderbryst, have drukket samme spene, Gul. 239. — Faderknæ, ikke ride ranke, men knæsætning, »fødsel«. – Født af to brødre, Oddrun. 11. — Sagn, f. ex. Beowulfs forhold til Hygelak; i Edda Helg. Hj. og Grip., hvis ide er gammel, hvad end digtet selv er. Særlig betydningsfuld er notitsen om Flosi og Lopt, Landn. 112 1. 19. — Ligne morbror, Islend. 29 cf. Bisk. I 134. — Tacitus 20. Det snævre samfund mellem nærfrænder og måger dæmrer også i slægtskabsbetegnelserne. Når ordet måg på nordisk og gotisk er blevet navnet for svogrene, medens det i de andre sprog betegner frænder i alm., og når ligeledes sippe, som på tysk gælder frænder og frændefred, inden for de nordiske sprog væsentligst er indskrænket til svogerforholdet, så synes sprogbrugen at udgå fra en fælles grund, hvor de to ordgrupper først og fremmest betegnede hjærtet i ætten. — Norskeloven, Gul. 105.

308. Gulatingsloven, se exc. 15. — Sagøger, Gul. 236 f. cf. Frost. VI 5.

309. Skemabetinget modbillede, som Grágás I c. 113. – Gamle sjælestruktur, inden for grupperne er der foregået store forskydninger; indholdet er så at sige et kompromis med nutiden; det ejendommelige er at akkorden passes ind i de gamle rammer. Ud fra dette synspunkt: ætten som en aktuel størrelse, kommer også bodens homogenitet til at træde frem som den var. Cf. exc. 15. – Det fremmede syn, billedet af slægten som et træ el. lign. har ingen borgen i germansk sprog. Når der tales om »knæ«, ligger helt andre forestillinger til grund. Antydningsrig er den nordiske brug af broder, se Finsens ordregister til Skálholtsbok s. v. brœðra.

(side 362) 310. Ætten, naturligvis kommer jeg til at tage parti i visse kontroverser ang. Germanernes slægtsberegninger. Stillingen er givet, når man står midt imellem et system, så ejendommeligt og så fjærnt fra al senere skik som det norske, og på den anden side sene beregninger i linjegenealogier. — Mørejarl, Flat. I 221; Landn. 96; Halfdan Gamle er mytisk så godt som nogen. — Hladejarlen, af opkaldelsen tør vi vel nok retfærdiggøre Herlaug. Atle, Landn. 114. – Geirmund, Landn. 38, husk at Geirmunds fortid er ikke blank, den er ikke glemt, den er blot »mytisk«, fornhistorisk; dermed er jo ikke Hjørleif og Half reducerede in absurdum, de lader sig biot ikke indexercere i genealogiens rode-system. Samme karakter har de få slægtskabsrækker vi kender fra norsk grund. — Arnmødlinger, Fagr. 389 og registrene Christ. Vid. Selsk. Forh. 1875 p. 100 ff. når op til omtrent samme tidspunkt og er alle i den øverste ende tydeligt det vi har kaldt mytiske. — Ketill, Bardi, Christ. Vid. Selsk. Forh. 1875 p. 103, 100.

311. Are, Íslendingabók 18. – Fordum levede, den gamle form mærker vi også tydeligt nok i Ynglingatals hitt vas fyrr, v. 5 o. lign.

313. Hild, se exc. 7 og noten dertil. – Ynglingatal, Skjald. 7 ff. (cf. Íslendingabók 18); min gengivelse er forkortet.

314. Snorres kommentar, Heims. I 27 ff.

316. Heidumhærri, har åbenbart en lokal tilknytning der ikke lader sig udkonstruere af det almene sprogmateriale uden kendskab til de singulære forudsætninger.

317. Gælder Finland, om Visbur hører vi intet finsk, men hans sønners navne, Gisl og Ondur, er jo i hvert fald i stil med Kong Sne, Kong Frosti og Prinsesse Drive. – Jyders hader, muligvis har dette tillæg noget på sig; i hvert fald viser det sydad. — Drot, Saxo I 351 ff.; Heims. I 32; Flat. I 25 f. — Haralds slægtstavler, Flat. I 25 f.; for øvrigt må den mulighed stedse holdes åben, at disse tavler er bestemte ud fra trin der ligger neden for Harald; der kan være lagt frændskab ind som først er blevet begrundet efter hans dage. — Lykkeforenede, grundsynet i min fremstilling udelukker jo den fejlslutning at jeg skulde tænke mig disse mænd som evig forenede, som udgørende en etfødt sagnkreds; sammenligningen mellem de norske kilder og Saxo viser kun at de existerede sammen i visse menneskers hamingja.

318. Erik, Alrek, sammenvævede med navne som Vikar og Vatnar, der repræsenterer vestnorske slægter. Nominelt tilhører de Gydas slægtstræ, men da det er Harald, eller rettere nogle af hans efterfølgere, som bestemmer hele slægtsvævet, tør vi på ingen måde ud fra denne genealogi drage nogen som helst slutning om Dronning Gydas ophav. – Haralds slægt, se exc. 7.

319. Vølsungerne, denne slægt og enkelte andre toner så højt i vor bevidsthed, fordi de står omgivne af en sky af levende handlinger, men rundt om dem sværmer det med »sagn«-navne, der nu er tomme, fordi deres bedrifter er blegnede i traditionen.

320. Høfdetor, Landn. 68. — Se i øvrigt til hele afsnittet om genealogi, exc. 7.



III.
Tredie bog
HELLIGHED OG HELLIGDOM


Klenodier

(side 363) 10. Fredfrænke, Beow. 2017. – gipt, se exc. 11. – Blundketill, Islend. 162. – Einar, Ljosv. 172. – Njalssønnerne, Njála 561.

11. thingatio, se exc. 13. — Sverrig, Østg. Vins. 9, Bygd. 46 cf. Gul. 129. – Island, Grágás I 247 jfr. det daglige livs sprogbrug som f. ex. Njála 188; Flat, III 57. – Steinun, Landn. 123 cf. Grettir 20. – Lønnegave, Liut. 73 cf. Rothar 175, 184; Thév. 59, 61; Cod. Cav. I no. 176; Cod. Dipl. Lang. no. 22, 57, 64, etc, etc. in infinitum, cf. Liut. form. 72 (73). — arrha, se exc. 8.

12. Ræv, Fornald. III 40 ff. cf. Saxo I 433 f. Jeg har udeladt hans rådgiver, farcefiguren Neri, som undværlig i historiens økonomi.

13. Gaven ser efter gengæld, Gisle 28; Hav. 145. – Beow. 1013 ff., 1192 ff.

14. Odysseen XIII 215. – Beowulf 2725 ff. – Egil 290. Ved mine oversættelser stiler jeg altid efter åndrethed, eftersom den ordrette gengivelse ofte nok er identisk med udslukkelse af meningen. I dette vers af Egil kan man ikke uden at slå hans tanke ihjel lade hånt om dens spillen over verbet –þverra og over mændene som birtingar i forhold til guldet som dag, det lysende. Egil har kunnet lade sin åndfuldhed spille i omskrivningens form; det kan vi ikke; så må vi vælge. — Erikssønnerne, Fagr. 53. – Frodes mel, S E 106. – Beowulf 1719.

16. Gudrun, Völs. 152 cf. Hildebrandslied 33 ff. – Egil 175. – Kjartan, Flat. I 311. – Kongens trælle, Flat. II 245. – Kongens vrede, Flat. III 433.

17. Einar, Egil 291. — nautr, se exx. i Vigfussons ordbog under nautr; Regin. 4; et karakteristisk hverdagsexempel Austf. 229. — Vigfus, Glúma 19, 76 f.

18. Høskuld, Laxd. 90 cf. Fornald. III 606; II 326, 352, 360. – Grettir 38. – Ætteøkse, Dipl. Norv. X no. 203. – Folkesagn, Danmarks Folkesagn, udg. af Thiele I 134, 292; Müllenhoff: Sagen etc. d. Herzogthümer Schleswig, Holstein & Lauenburg, Kiel 1845, 327 ff.; Grimm: Deutsche Sagen 3. Ausg. I 27. – Gram, Völs. 108.

19. Norge af Olavs hånd, Heims. I 448. — Hørd, Islend. 9, 15. — Kreaturer, Islend. 10; Forns. 54 ff.

20. Guldprydelser, Trymskv. 23; Helg. Hj. 4; Fornald. III 30; Laxd. 105 f.; Austf. 186 ff.

21. Tro, Forns. 55 1. 15 cf. f. ex. Glúma 19; Herv. 297. – Satte pris på, Islend. 9; Grettir 68 cf. Forns. 18 1. 10; Flat. I 261 f. — Merovingerne, Eginhard: Vita Caroli c. I, cf. Lex Sal. 3 IV; taurus regis og hans hest, ib. 38 II. – Tyv, se f. ex. Gul. 253; Frost. XIV 12; Skånel. 145; Vestg. II Jbjuf 24, Drap 19; Upl. Manh. 37 f.; Roth. 32 cf. Vestg. þjuf. 4; Upl. Manh. 41; Østg. Drap. a; Lex Sal. 32; Roth. 42; Lieb. 4 (24); (side 364) Skånel. 109 etc. – Ran og tyveri, ran er jo ofte kompliceret ved sammenstød med husfred eller anden fred, men synspunktet er klart nok, cf. en formulering som Skånel. 84.

22. Smålændingen, Gaslander 284, 301. – Gorvargr, gor betyder vel egentlig den halvfordøjede føde i indvoldene, men svensk gortjuf og gorkätti antyder en videre betydning, Østg. Vaþa 32; Vestg. I Orb. 9, II þjuf. 16 cf. 58; Söderm. Bygd. 33; Skånel. 166; And. Sun. 110; Jy. 1. III 53; Eriks 1. III 41; NGL. II 523; Frost V 21; Stað. 374; Grágás I 117; bestemmelser som Lex Alam. 65, Lex Rib. 18 har sikkert også noget af den gamle sky og harme i sig. — Bardi, Heid. 54 ff. cf. Laxd. 173—76 om Kjartans sværd, som kongen havde givet ham med tilsagn om en særlig lykke (162 cf. Flat. I 454); da Kjartan får det igen, har han tabt tilliden til det, og »satte nu meget mindre pris på det end før«. – Grendel, Beow. 1557 cf. Fornald. II 369, 371, hvor det gamle motiv skinner igennem den moderne fabulieren.

24. Angrvandill, Fornald. II 391 f. cf. 374, hvor Helges replik tyder på at han havde en sær, personlig frygt for denne »mistelten«, og Njála 114; i sin hverdagslige form er tanken underforstået i historierne om Glum (Glúma 19, 76), om Kjartans sværd – han bliver ikke våbendød så længe han bærer det – etc. – Svart, Forns. 134. – Arngrim, Herv. 206.



Sejrsværdet og tvistmalmen


25. Jøkul, Forns. 48. – Beow. 1528. – »dom«, se exc. 3. — Stigandi, Forns. 27. — Sejrvåben, Beow. 804 cf. Gisle 4, Herv. 205, Heid. 61 og efterklang i Fornald. III 475. Exx. på den middelalderlige omformning og assimilation med fremmed tanke f. ex. Will. of Malm. I 150. – Skøfnung, Landn. 57; Tord. Hr. 8, 49, 54, 55, 62; Hrolf. 100; Kormak 20; Laxd. 214 cf. sværdet Dáinsleif i S E 119; cf. højhentede klenodier Islend. 48; Fornald. II 368 ff. etc. etc.

26. Paul. Diac. II 28. — Skírnismál 9 cf. den dagligdags sprogbrug Grettir 44 l. 1 f. n.; Hrolf 70. — Hrunting, Beow. 1459. – Stigandi, Forns. 30. – Ormen Lange, Flat. I 520. – Kormak 19 f. – Fodbid, Laxd. 104 cf. Islend. 48, 106, obs. 115, et tegn på den forvirring som er indkommet i denne interessante saga; som efterklang Fornald. III 476. — Gråside, Gisle 4 cf. 82, 18, 22, 28.

27. Beowulf 2155. – Seltorir, Heims. II 298. – Viglaf, Beow. 2610 cf. 454 og 1202, hvor klenodiets historie forfølges fremad i tiden. — Grettir 32. – Völs. 88. – Bødvar, Hrolf 60 cf. 56.

28. Trymskv. 30. – Skrukke etc, N. h. T. 2. III 159, 166.

29. Albuin, Paul. Diacon. I 27. – Hrani, Flat. II 7; Ol. s. h. h. 2 f.; det er
ikke uden interesse at denne tradition, i modstrid med den almindelige
opfattelse, tilsyneladende lader Harald Grenske være i live ved sønnens
fødsel. – Ved siden af de hverdagslige minder er der i myter og sagn en
stor skare vidnesbyrd om folkets fortrolige tillid til klenodierne, også de
mere fredeligt udseende, såsom vanter og kapper. Tors handsker, bælte
og hammer, SE 27, er guddommelige, men ikke trosobjekter; Agnars
handsker, Gull. 10, der var overvættes gode til at stryge sår bort, var
vel ikke mere æventyrlige end at man kunde finde deres mage på kistebunden. Stykke for stykke kommer man umærkeligt over i æventyret,
hvor genstandene gælder efter deres ævne til at virke effekt, og det ikke (side 365) altid er let at skelne mellem hjemmevævet og udegjort. Så snart genstandene frigøres fra deres ejermænd og får tildelt selvstændige mirakuløse egenskaber, går de over til at blive litterære tryllemidler. Dog eet forbehold må tages, når vi fejer dette kram til side: deres usårlige skjorte og styrkende handsker er ikke æventyrlige i vor betydning af ordet, de er ikke interessante på grund af at det med dem går anderledes til end i virkeligheden, og derfor dukker der selv i de allerværste produkter pludselig nøgterne sætninger op, der kundgør sig selv som realisme. Selv overfor åbenbarlig importerede prydsgenstande vil man derfor ikke så sjælden mærke den hjemlige færdighed i håndelaget; som ex. Flat. I 529; Völs. 186; Ragn. 156, 158; Fornald. I 352; II 198; III 250, 397, 415 etc. etc. Så fortjener vel Tore Hunds hugfaste skindpels, Heims. II 492; Flat. II 356, 372, et genkendende nik; den fik i senere tid skyld for at stamme fra finske markeder, men den har vel sine nærmeste slægtninge til den ene side i Glums lådne kappe og til den anden i æventyrets usårlige skjorte. Der er endda, fra gammelt standpunkt set, intet påfaldende i at fremmede siger trolddom om det ejeren kalder lykke. Det må ikke glemmes at vi ser Tore med Olafs beundreres øjne, og som de munke så ham der øvede undergerninger med Olafs relikvier.

30. Hædres med gaver, et typisk udtryk Islend. 148. – Beowulf 1880 cf. f. ex. Egil 176. – Uplandslov Ærf. 4 = Söderm. Gipt. 3. – Gævhed, Hrolf 23. – Skam, Tac. 6; Lex Sal. 30, 6; Njála 361. – »Ej bide det sværd«, Helg. Hund. II 33; som sædvanlig udtrykker forbandelsen kun en nødvendig virkelighed.

31. Hervørs saga, Heinzels afhandling i Sitzungsber. d. Wiener Akad. 114 er ret en type på den underlige, »kritiske« behandling af fortidens digtning og fortælling, der alle vegne går ud fra forfatterskabet med dets excerperen og slåen op, som grundlaget for alle åndelige produkter; der i moderne lærebøger i poetik og deres forskrifter om »karakterskildring« henter psykologiske regler overfor hvilke alle helte har at stå til skrifte.

32. Ynglingerne, Heims. I 27 ff. — ... ud af selvfølgelighedens skjul, men der er langt frem til moderne symbolik, hvor symbolet er ledemotiv, der på hvert enkelt punkt skal dukke op og mælde sig dels som grundtone dels som pegepind; den digtningsform er egentlig først skabt af romantikerne, og af deres lærlinge ofte skudt tilbage på de gamle digtninge. Der er også langt frem til skemaets forudlagte psykologi; guldets indflydelse hindrer ikke de mennesker i at handle uden stedse at rekurrere til det. Egentlig fik Sigurdsdigtene aldrig deres endelige form, de blev aldrig noget fast skema, stadig genfødes de indefra op af en erfaring der er fælles for digterne, og den reflekterede overlegenhed overfor æmnet er højst forskellig hos de forskellige digtere. Her hvor der ikke er tale om noget literært opgør, er det nok at henvise til at tanken er virkende. Så kan sammenlignes med Grundtvig: Den nordiske Oldtids heroiske Digtning.

33. Forbandelse, her er det jo desværre nødvendigt at føje en redegørelse til, på grund af den forplumpelse som den engelske evolutionsteoris anvendelse på historiske æmner har ført med sig på åndeligt område. Grunden til ulykken blev lagt dybt, da den komparative mytologi overførte
sprogvidenskabens håndværksmetode på sjælelige ting, og bygningen
blev rejst, da »antropologien« mødte op med sit flade »intet andet end«,
med sin addition og subtraktion som simple midler til at adskille nyt og
gammelt i åndelige kulturværdier, et værktøj der jo er som skabt til (side 366) dilettanters hånd. Metoden fejrede sine triumfer, da den sejrstolt dekreterede at kulturstudiet skulde gå efter naturvidenskabens mønster, ja rent ud gøres til naturvidenskab; (naturligvis er det dybest set for stor en ære mod den ene eller den anden videnskab at give den skylden, ondet ligger i den »kultur« de er oprundne af). Mennesket og alt menneskeligt er et hele, det udgøres ikke af enkeltheder, men det er enkeltheder, det fylder sin helhed ind i hvert lille brudstykke, så at dette ved at isoleres forandres til noget helt andet. Form skrider frem af form, tanke af tanke, tro af tro, ved en omlægning af tonen. Altså her: »forbandelsen« var der i forvejen, alt var der i forvejen, det ny er »intet andet end« – den lille bitte, alt omskiftende forandring, at tyngdepunktet er forrykket, og at forbandelsen uden at forandres i udtalelse eller i virkning, har fået en anden lodvægt i tankernes vejen. Cf. slutningen af Lykkemand og Niding. — Tvistmalmen, Atlak. 27. — Sigurd, Faf. 10. — Gjukungerne, Sigurd.sk. i6.–Atle, se I 220.– Hervør, Herv. 214ff., 225. 34.

34. Hrafnistamændene, Fornald. II 109 ff. – Orm, Flat. I 521 ff.; cf. 521, 531 med Fornald. II 109 f., 355.

36. Torkel, Njála 618. – Dragvendill, Egil 226; Fornald. II 122 cf. 144 f., hvor Dragvendill glimrer ved sin fraværelse. Desværre går det jo sådan til i videnskaben endnu den dag i dag, at man skånselsløst presser moderne begreber om literatur ned over fordums tiders produktion, uden hensyn til at man i fortiden ikke sad og skrev bøger med sine klassikere på hylden. Et ord som »motiv« er en stor artikel i sagnforskning, og når man sådan ved et nemt husråd kan forvandle alting til radmagre motiver der vandrer og lånes og forener sig og optræder under ny skikkelse, hvad grund er der så til at se på tingene som helheder, og spørge hvorledes sagn og digtning forplantede sig i hin slags sind. Ved historien om Torkel Hákr skal der ikke først undersøges hvor mange der havde haft samme oplevelse, ikke heller hvad denne oplevelse kunde blive til som anekdote; eet er hovedpunktet: at det var en ætoplevelse han lod forevige. I Orm Storolfssens saga er grundlaget familietradition, og på dens faste grund må betragtningen af sagaens nuværende form bygges. — Om Dragvendill kan man sige at det er Hrafnistamændenes legitimation i det højere samfund, beviset for at de har hævet sig op over den primitive hjemmekultur og tilegnet sig almindelig dannelse. – Pålagt, Kormak 27 om Skrýmir, cf. Fornald. II 327, 464.



Navnefæste og arv


37. Rejse op, se pp. 31 f. om Olav Helliges fødsel, og med den historie i ryggen tør vi citere Finnb. 19. — heillir, se I 267. — Sigmund, Völs. 100; Helg. Hund. I 1 f. cf. Ragnar 136. Om »løgen« skulde være angelsachsisk Ide, som Bugge formoder (Helgedigt. 24 f.), gør hverken fra eller til i denne sammenhæng; Nordboerne har forstået det som en urt, og oversætte på en formodning tør jeg for min del ikke. — Helge, Helg. Hj. 6 ff. I forbindelse hermed skal læses sådanne beskrivelser af heltefødsler som Herv. 346 v. 73; barnet og klenodiet er sammen i fødselen.

38. Tandfæ, Ol. s. h. h. 4 cf. Grim. 5; Flat. I 235; Laxd. 61, der er et bedre vidnesbyrd om islandske forudsætninger end om keltiske sædvaner. — En sådan våbenoverrækkelse som den Tacitus omtaler ved de unges optagelse i hæren (Germ. 13), måtte nødvendigvis medføre en tilknytning (side 367) mellem giver og modtager; de to personer våbnet gik imellem, måtte komme til at stå i nærmere indbyrdes forhold efter akten end de muligvis havde gjort i forvejen. Den ene gav sjæl, den anden modtog. Men dermed er handlingen ikke reduceret til at gå ind under denne paragraf. Vi ved ikke i hvilken grad tanken på lykkeoverdragelse var underordnet andre hensyn ved denne akt, men den må have spillet med ind, selv om akten som helhed havde et andet formål. Under samme eller lignende dom falder sådanne institutioner som de der antydes Paul. Diac. I 13; Lieb. 491 (15). – Theodorik, Cass. IV 2 cf. VIII 9. – Norge, Dipl. Norv. I 253; stettekar, et kar med fod. – Halfred, Flat. I 326 cf. 213, 262, 418; II 153; Fornald. II 332, 359; Svarfd. 46; Bj. H. 46. – Langobarderne, Fredegar III 65; Paul. Diac. I 8.

39. Harald, Heims. III 515. – Lykke til, cf. f. ex. Flat. I 340 1. 28 med det
der hændte senere 342. – Skjoldungeringen, Hrolf 17 ff.; Beowulf 1202
cf. Islend. 16; Austf. 64 og den rolle som men'et spiller i Sörlaþáttr,
Flat. I 275 f., der endelig må sammenlignes med Ragnarsdr., Skjald. I 2. — Sværd, ring, kappe, cf. treheden ved Glums og Olav Geirstadalfs besiddelser og Fornald. II 371, 390.

40. Hjalti, Rannveig, Njála 692, 370. – Tysk lov, Lex Thur. 31. – Glum
etc., man huske stadig at alle personer og oplevelser for mig er kulturhistoriske fakta, ikke historiske. — Beowulf 2188. — Ættetange, Forns. 43. — Gunnthram, Gregor VII 33.

41. Scepter, Paul. Diac. VI 55. — Agilmund, Paul. Diac. I 15; Mon. Germ. Lang. 378 (156).

42. Grim, Fornald. II 162. – »Gammel«, Beow. 795, 1488, 1558, 1903, 2563, 2610, etc.; B A Po. I 360 (47); Fost. 31; Grettir 32.

43. Fodbid, Laxd. 103 f., 240, 296. – Ofte citeres, f. ex. Pérard 3, 72.

44. Sønnesønner, cf. Amira: Erbenfolge 17, 133; jeg kan henvise til diskussionen hos Heusler II 579 ff., selv om jeg ikke kan følge ham i hans rationalistisk–følsomme fantasi. — Føde sig en mand, se foran II p. 38 og cf. Lex Rib. 48. — Farfaderen fostrer, cf. Roz. 132 ff. Som en forsigtig antydning af gammel sæd citerer jeg Fornald. I 358; Eyrb. c. 7.

45. Ingemunds gård, Forns. 43. — smykker etc., se exc. 11 slutn. — Tacitus 32. — Hreidmar, Regin 10 f. Der bryder sig flere tanker i digtningen; først
hentyder versene til en fremtid hvor Hreidmars lykke gøres god gennem
døtrene, dernæst kommer det synspunkt at Sigurd iklædes hævneret ved at »fostres« af Regin — cf. fœða, Regin. 14 –; endelig er der den kasuistiske moral, der søger at redde livet ved at skaffe en der er frænde nok
til at tage hævn, men ikke frænde nok til at begå helligbrøde ved sin
handling. Det er let nok at fremstille nogle »oprindelige« former hvor
disse forskellige synspunkter hver får sig en digtning at regere over, men
hypotetiske poesier er lige så værdiløse som billige i fremstillingen. Sjælespliden mellem trangen til at hævne sig og uhyggen ved at være medvirkende til opfyldelsen er lige så udpræget i Regin som i Hreidmar. Et
ex. fra livet Flat. I 21, Torkel Klyps genfødsel.

46. Hrollaug, Landn. 211. – Ættetange, Grettir 32. – Vigfus, Glúma 19, 26 f. – Bæsing, Flat. II 12.

47. Hervør, Herv. 225 f. – Skøfnung, Laxd. 214 f. – Skrymir, Kormak 29 cf. Egil 313. – Án, Fornald. II 326. – Dragvendill, Egil 226 og 3 cf. Austf. 229. – Lex Sal. 59; samme gamle livsvisdom ligger til grund for Lex Thur. 26 ff., blot at arveordningen er blevet en regulator for værdier. Ligeså eftervirkning i Lex Burg. XIV 2. – Lex Sax. 41 og 44 er (side 368) intet vidne i denne sammenhæng, den repræsenterer et senere trin, siden hereditas næppe kan forstås om klenodier alene. Når oftere i germansk ret faderen optræder som sin søns arving, kan man jo kalde det for senere udvikling; rigtigere udtrykt er det det gamle princip — erstatningsfødsel — omsat mere direkte i moderne formuesbegreber: den barnløse er lige så lidt noget gennemgangsled for værdier som for liv, han er en udgået gren, og hans fader må »føde« en anden søn til at erstatte tabet. — Torlaug, Ljósv. 237; Reykd. 123, 126 f. Sagen har jo også en anden side, cf. I p. 300, realiterer de to identiske. Om moderens stilling ved vi ikke ret meget. Den slutning som ofte drages ud fra Tac. Germ. 19, at gengiftermål var udelukket for kvindens vedkommende, kan jeg aldeles ikke kendes ved som grundfordring til Germanerne. Tacitus's generalisationer er farlig grund at bygge på, og fra sådanne fakta som at kvinden hist og her har fulgt sin husbond i døden kan ikke formuleres nogen social grundlov.

48. Hjørdis, se her II p. 19; Völs. 108, 115 cf. Gud. II 28 og Flat. II 12. Hvordan det nærmere gik til når slægten »tog hamingjaen ind i sig«, ved vi intet som helst om. En sådan arvegang som den der opstilles af norske og islandske kilder, indeholder naturligvis et betydeligt element af gammel slægtskabsfornemmelse; men derved at princippet er blevet et helt andet, har de mistet alt hvad der kunde give dem værdi som antydninger af gammel tankegang. – Den sidste ætling, Beow. 2231 ff. Oversættelsen af 2252 må jo mere eller mindre blive gætning, 2253 feormie betyder at behandle som sig hør og bør, betydningen rense er en afledning, som ikke er direkte anvendelig på et sådant sted som dette, hvilket jo også udelukkes ved parallellen med sweord wege. Min oversættelse af gebád, 2258, beror naturligvis ikke på en forveksling af verber; enhver der kender den meget aktive art af »erfaring, oplevelse« som udtrykkes i bidan, forstår hvad min oversættelse sigter til.



Gaveskifte


49. Blundketill, Islend. 161 ff. – Eet skjold, udtrykket er hentet fra Gregor V 11 (17); cf. Roth. 164 f. – mund, se exc. 11.

50. Solidaritet, Lex Burg. 66 cf. Roth. 160 f. — Tacitus 18. – Vennegave, f. ex. Egil 38, 148 f., 226, 278; Heims. II 301; Bisk. I 36; Njála 562, etc. etc. – Gaveskifte, Gisle 13.

51. Byde gave, f. ex. Ljósv. 167, 200; Heims. I 232; Islend. 33. – Andreas 471. – Gregor VI 29 cf. Heims. II 101. — Vinden suser, Richthofen: Friesische Rechtsquellen 491. – Eriks lov II 6, 9.

52. Island, Grágás I 206 cf. også Vestg. I Orb., II Add. 7, 10. Hertzbergs bemærkning i Glossar s. v. frændi er som den står ganske misvisende, — det har så lidet at sige hvad ordets etymologiske bestanddele vilde være værd mellem brødre nu til dags; men jeg kan forhåbentlig spare mig at rekapitulere alt hvad der er sagt i 1ste bog, og for den sags skyld er det jo nok at henvise til de konsekvenser som ordet frænde har i selve formlen. Når der endes med »som fader mod søn og søn mod fader«, er det jo blot konsekvensen af den foregående beskrivelse af fredens hårdhed. – Torgeir, Islendingabók 11; Bisk. I 24.

53. William af Malmsbury I 143. – Chlodevech, Gregor II 19, men især Mon. Germ. Hist. Script. Mer. 99. Ved gengivelsen af den sære latin har jeg tilladt mig at stjæle Giesebrechts oversættelse. Historien om (side 369) Chlodevechs bejlen har sin interesse som illustration på germansk diplomati – hans listighed står uforklaret hen, når man ikke bag hans handlinger føler et politisk dybsind, og det et dybsind der helt igennem regnede i gamle størrelser. Magt over sindene betød for disse mennesker endnu magt over sjæle, diplomatisk overtag skulde grundlægges i lykkestyrke; Chlodevech må for at få andre mennesker til at tjene sine formål gøre sig til herre over deres viljer og hamingjaer.

54. Gundowald, Gregor VII 38. – Fru Ingeborg, Danm. Folkev. III 350. – Kormak 36. – Trond, Flat. III 314. Sagamanden lader Trond begrunde sin bøn med de ord: »Jeg vil prøve din nedladenhed«; efter det skulde handlingens egentlige betryggelse ikke længere have været forståelig; men et spørgsmål er det om denne begrundelse tilhører Trond eller måske den der satte mindet i dialog.

55. Gisle cf. her I 35, 39.

56. Kærlighed, f. ex. Forns. 11; Laxd. 18 etc. – Morgengaven, Østg. Eþz. 19, Gipt. 10; Upl. Ærf. 4; Vestg. I Gipt. 4, 9; II Gipt. 2; III 67; Vestm. II Ærf. 4; Hels. Ærf. 4; Søderm. Gipt. 3 cf. Gul. 51; Lieb. 8 (81); Roth. 182, 199, 200, 216; Liut. 7 cf. God. Cav. I nr. 1, 154, 163, in alia die nuptiarum. Lex Burg. 42 (2); Lex Alam. 54; Lex Rib. 37. –Skirnism. 4, 42. – Gunlaug, Islend. 274 f. – Sigrun, Helg. Hund. II 42 ff. – Margrete, Flat. III 324. – Svenskeloven, Upl. Ærf. 4. – Bedømmelse af bejlere, et par billeder fra islandsk hverdagsliv: Eyrb. c. 41; Njála 43; Laxd. 25; et par fra digtningens forbilledlige sfære: Signe, Saxo I 338; Brynhild; Heims. I 101. Læg mærke til at det i islandske sagaer netop brister på kærlighed hos den kvinde der er gefin til fjár.

57. Lykkesom, se I 120, 134. — Turid, se I 26 f. — Lægge i skødet, i Sverrig bragte brudgommen sin kærlighed materielt til bruden i form af förningar, cf. Upl. Ærf. 1; Magn. Er. Landslag Gipt. 7; cf. også her II 16. — Einar Skåleglam (se foran II 17) vidste — med instinktiv viden — at blot han kunde få Egil til at sidde med skjoldet i hånden uden at der var nogen Einar nær nok til at danne skive for et kast, vilde venskabsviljen og venskabsfølelsen nok vågne i den gamle bjørn. – Ingeld, Beow. 2024 ff.

58. Brynhild, her mindre end nogensteds duer løsrevne »bevissteder«. Enkeltheder gælder kun i forhold til den helhed hvori de sidder, deres værdi bestemmes af balancen. Vi mødes med Laxdælinger i at betragte Bolles løgn eller uredelighed som forkastelig, men betydningen af en sådan dom er såre ulige hos dem og hos os; for vor tid vilde hans uærlighed overskygge alt andet, for hine kan den ikke komme op mod noget andet, som er større. Ligeså, hvis der er noget tveægget i Gudruns og Brynhilds følelser, da går det ikke an på moderne vis at trække det frem i første forgrund og gøre den weltschmerzagtige oscilleren til kærnen i disse kvinders sjæl; oprivelsen er af etisk art, den gnaver ikke på handlekraften. – Den bedste skole er at begynde med genfortællingen i Snorra Edda, SE 104 ff., og se hvordan den gamle mester skærer ind til det væsentlige. Fra moderne standpunkt vil hans psykologiske analyse synes så som så, men for en Nordbo ramte den i centrum. I Völsungesagaen mærkes tydeligere skyggen fra middelalderen, med dens kristne fordybelse i sjælekviden, og dens forelskelse i tanken på tilfældets spil med mennesker, med dens vemod og dens kærlighed til de paradoksale rørelser i hjærterne (se f. ex. 155, 159 l. 17, sml. Sigurd. I 15: den der har sans for nuancer føler forskellen i tonhøjde), med dens begyndende (side 370) leflen med elskovens genveje (153). Samme tone i Gudruns: den værst som jeg elskede mest, Laxd. 288 jfr. 192. Völsungesagaen griber til ved Brynhilds anelser, og ved en lille drejning kan de blive kilder for vemod, i steden for det de før var: forbud der tydede på brist i lykken, at kunne se ud og intet gøre derved, eller endog netop ikke at kunne se førend det er for sent; der lå dække over lykken (152). Og ikke blot bliver anelserne stormcentrum i sjælen, de er nær ved at blive midtpunktet, hvor linjerne knyttes og får mening; tragedien er lagt ind under grubleriet over Sigurds og Brynhilds fortid, deres tidligere møde. Men grundæmnet er for stærkt, det gamle problem er ikke rykket en linje ud af sin plads; det knejser i bjærgfast alvor midt i vemoden, og river den i stykker for at stå frem i sin egen klarhed. Handlingen sker i lige linje, uden betænkning, og om den linje smyger sig ordene; ingen dobbeltklang skaber noget svævende i scener som p. 145 f., 147 (brylluppet); jfr. 147 det pludselige omslag 152, grundtone: den bedste (sml. 148, 1. 22), 153, hadets enfold, og den stadige sigten hen på Sigurds død. I de to Sigurðarkv. står hævnen som det åndelige midtpunkt (obs. især i II den umiddelbare nåen af hævnens plan), fra den er det lyset falder ud over sjæleforeteelserne i Brynhild: latterhån over de tåber der har været hendes værktøj, hendes eget sammenbrud da målet er nået, spotten over de menederske svogre, og fremhævelsen af Sigurds storsind. – Det samme gælder Laxd., som jo ellers på så mange punkter svajer for ny tiders pust. Hvor spagfærdig bemærkningen p. 165 f. Helt igennem er Gudrun den drivende kraft i fjendskabet mellem fætrene. 187: først når hun skal ægge, truer hun med skilsmisse. Og så hendes stadige attentater på Kjartans klenodier: higen efter at komme modstanderens sjæl til livs; hun har åndsfrænder i Heid.

60. Blandet sind, her i denne sammenhæng spiller det ingen rolle at ringen er udnyttet, f. ex. i symbolsk retning eller til at kæde Sigdrifa og Brynhild sammen (Völs. 146 Andvaranautr; jfr. en anden version p. 150, S E 105). Der er interessante stumper kærlighedspsykologi i lovene, f. ex. når der sættes straf på at trænge sin gave frem »oven på« en tidligere bejlers fæstegaver, Upl. Ærf. 1; Hels. Kyrk. 15; det gælder at beskytte den der har bundet sin ære til et parti, og som derfor kunde skades ved en appel til modtagerens vilje. – Følge i døden, Fornald. III 375, som åbenbart indeholder et gammelt, afbleget minde; Forns. 39. – Jfr. angels. wedbroðer; naturligvis kunde forbindelsen bekræftes ved blodblanding og andre ceremonier. – Grønland, Fost.

61. Tac. Germ. 14 jfr. Ammian. Marcel. XVI 12 (60). – Discipeltroskaben, Heliand 3994. – Halfred, Forns. 111 f. Hvad Halfred ellers var – og i mange henseender var han mere moderne end de fleste af sine samtidige — det berører ikke spørgsmålet her. Vi tilsniger os ikke en urgermaner af Halfred, vi vil ikke bruge hans lyrik til at pynte op på Tacitus's kraftkarle; kulturgrunden i ham, som gør ham til den kongsmand han er, virker lige så stærkt i dem, der fortalte hans saga, så at de ikke kan tænke sig nogen så ufølsom, at denne lidenskab skulde være magtesløs overfor ham. – Viglaf, Beow. 2862 cf. f. ex. Skjald. I 24 (15 f.).

62. Godrik, B A Po. I 356 f. (186, 203, 246, 289) cf. AS Chron. a. 755. – Bjarkemål, Saxo I 90 ff. et mat sidestykke i Hálfs saga 31 ff.; det er for epigonagtigt i klangen til at kunne fylde en fremskudt plads her, men det er interessant derved at det giver parallellen til de ejendommeligheder i hirdmandsfølelsen som vi har fremhævet i Bjarkemål. (side 371)

63. Livsvilkår, hirdmanden elsker og hader som kongen elsker og hader; formlen Lieb. 396 (1) er ikke overdreven.

64. Afsked, Tord. Hr. 4 cf. Flat. I 454 o. lign.; Heliand 3771. – Afslag, Islend. 32 f. cf. Gisle 21; Laxd. 167. – Torsten, Flat. III 319 f.

65. Kongsgaver, cf. de foregående citater fra hirdmandsdigtninge og f. ex. scenen i Hrolf 84 f. – Forlening, Flat. III 117 og her i det følgende. – Tronkræveren, Mork. 19. – Asgrim, Flat. III 433; Landn. 110 cf. Heims. II 275. — Svend, Flat. III 273. Den Svend som jeg her taler om, er en Svend som levede adskillige århundreder tidligere end kristendommens indførelse. Hvad den historiske Svend tænkte i det øjeblik, da Magnus rakte ham kappen, og hvordan han vilde have forklaret sig hvis han skulde have gjort rede for sine følelser i det øjeblik, det bliver så et spørgsmål for sig. Om man hellere vil, kan scenen betragtes literaturhistorisk, så at tyngdepunktet lægges over i sagamanden. Han vil fremstille Svend som opadstræberen, uden den lykkebenådedes mægtige greb lige på sit formål, derfor nødt til indøvelse i tålmod, bien, læmpe, selvbeherskelse; og han forstår med psykologisk mesterskab at fremkalde en naturlig rævne i forskalningen, så at den sande Svend åbenbarer sig.

66. Audun, Mork. 61 f. De mange muligheder er jo efterhånden blevet tilstrækkeligt illustrerede gennem de exempler, der er givet i det foregående; jfr. så tillige Egil 118 ff. og Egils mellemværende med Einar, se foran II 16. — Gunnar, Njála 201.

67. Egil, Skjald. 36 (15) jfr. foran II 17. – Jævneded, Eriks lov III 27; Skånel. 110 f.; And. Sun. 46; jfr. Vestg. I Vaþ. 4; Østg. Krist. 13; Norsk Bjarkør. 31 f., 90 jfr. Lieb. 500 (10, 2); som allerede navnet noksom angiver, går edens betydning dybere end en blot anerkendelse af bødesummens størrelse. — Bære i pungen, f. ex. Grettir 55. Det er ganske unyttigt at diskutere hvad der er mest oprindeligt, blodhævn eller drabsbod, siden de begge er lige godt indfældede i selve livsfølelsen.



Køb og vadium


68. Æventyrsaga, Fornald. II 393. – Almuens forsigtighed, se f. ex. Cavallius II, XLIII, I 386; H. Aminson: Bidrag till Södermanl. Kulturhist. V 85; O. Nicolaissen: Fra Nordlands Fortid I 21; Gaslander 275 (27) jfr. 302 1. 1. – Skødning, Skånel. 36, 77 ff., 83; And. Sun. 37–39; Sk. Stadsret 1 (Skånelagen p. 400); Eriks 1. I 29.

69. På tinge, Skånel. 49 n. 67; 51; Vald. 1. II 44; III 8; Eriks 1. I 18; III 3, jfr. dermed underforståelsen i II 49 (p. 50); Jy. 1. I 37, der røber sig i begrundelsen; vidner var egentlig de mænd, der holdt på skødet, And. Sun. 38. – Norge, Gul. 292, jfr. 279; sml. Østg. Eghn. 1. Obs. den fortid som ligger impliceret i Vestg. III 67. — Sydens former, muld, græstørv: Thév. 29, 100 ter; Hist. Fris. n. 484; Redon n. 99, 142; Pérard p. 57; Cluny I n. 10; Kemble, Cod. Dipl. Ærf. Sax. I n. 114. –Kniv: Thév. 105; Chartæ n. 23, 110 etc. – Gren: Thév. 52, 98, 136, 143; Loersch. 97; Hist. Fris. I n. 492; Mon. Germ. Leg. IV 602 (Cart. 24), jfr. ib. III 337 (Lex Baj. App. IV); Cod. Lang. n. 127, 146, 243, 247; Chartæ I n. 23, 40, 55, 110; dør, hængsel, tærskel: Thév. 30, 124; Loersch 70 jfr. 54; Hist. Fris. n. 538, 607; Cod. Lang. n. 184, 191, 228, 232, 257, 266, 269, 291; Mon. Germ. Form. p. 200 (34); Roz. 256, 258, (side 372) 288, 289; Gluny I n. 91; stav, se exc. – Retstvekamp, Lex Alam. 81. Hin makedonske konge, Herodot VIII 137. Det samme sker ved eden, når den sværges under berørelse af stridens genstand, Lex Rib. 33; Eriks 1. III 21. — Sachserne, Widukind I 5 f.: naturligvis sagn, men et sagn hvis raison man forstod.

70. Lagt på, Herv. 205; Regin. 6 f.; obs. fár, der netop betyder både det onde sind som farebringende, og den ulykke som fødes når det får lov at virke. – Tilsagn til, Grettir c. 17; Beow. 1045, 1216, 2162, 2812. – Nyd, f. ex. Norr. Forn. 57 (112 etc.), 64 (164), 224 (29), 239 (8) etc. etc., jfr. B A Po. I 372 (308) og Beow. 2165: overdrog ham dets godvilje, altså undte ham dets indhold, dets lykke som en lykke, gav ham uden forbehold med helt sind, jfr. 2157: at jeg først skulde sige dig dets vilje, dets natur, og 1194, 2149: med helt, velvilligt sind; ést er den gode fredsvilje, f. ex. Beow. 2378, B A Po. III 200 (24); og obs. de parallelle ord Gen. 2443: værtens godvilje = gæstfrihed. Beow. 3075 er dunkelt, men så meget er utvivlsomt, at verset spiller over ejerens vilje, måske med hentydning til at Beowulf ikke kendte hans hu og var fortrolig med ham. – Brug, jfr. også f. ex. And. 229. – Lykke følge, Njála c. 82 (82). – Handske, se exc. 8.

71. Rådighed, Beow. 652 ff. cf. 1044; cf. spéd Beda (Early Eng. Text Soc. 95 f.) p. 230 (28), 256 (10). Den lykke man byder frem som bemyndigelse er den samme som man byder til velkomst: Beow. 652, 2418 og Elene 1002 er fuldstændig parallelle. — ráð, se I 231 og exc 1. — wed, se exc. 8. – Lagt på, når man udsendte budkævle i Norge lagde man ordet på den, så at overhændelsen havde tvingende kraft; modtageren kunde ikke skutte opbuddet af sig, Frost. IV 24. Man lagde sagen eller sigtedes navn på pilen, Frost. IV 39; Gul. 151, 156, og så var både man selv og den anden bundet af den sigtelse. – Ordet, her træder altså ind alt hvad forhen er talt om ordets magt. — Vadiet er altid vadium for dette eller hint, og dette og hint er altid forsvarligt defineret i en retsformel. Denne sprogbrug vadium dedit eo ordine ut og lign. er velbegrundet i oldgermansk tankegang; på nordisk hedder det skil ek fyrir ell. lign. (Cf. også foran om gave til kongen.) Som ex. på at ordet kan være centrum i stridsspørgsmål cf. Roth. 366; Ratchis 5 og den slags forretninger som typificeres i Lex Sal. 46; intet af disse tilfælde er specifikt moderne i ånd. Se også exc. 9 B og 17 A. Se også exc 8.

72. Pantskødning, (wœþskötning) og vœrulzskötning (ad perpetuum dominium), Skånel. 83, cf. dertil Amira II 229 ff. og I 207 ff., 220, hvis udvikling — og citater — kommer til at tage sig en smule anderledes ud, når den stemmes af efter den tankegang som ledede de gamle i al deres omgang med ideer. – Håndslag, se exc. 10.

73. To øre, Skånel. 76; And. Sun. 39. – Håndsel, Ljósv. 192 1. 58. Se exc 10. — Øvrige Germaner, Grimm: Rechts. 138 ff. – Magnus, Heims. III 107,
 með þeim formála — eo tenore. Se også exc. 9 B. — Lovkævle, se exc.
9 B. – Goslenus, Thév. 173.

74. Overtro, sådan som den f. ex. florerer i bøndernes Weistümer. Grimms
Rechtsaltertümer er en romantikkens højsang. Selvfølgelig er tilgroningen allerede begyndt i sønnesønnernes tidsalder, læg mærke til den bedægtige urtegårdskomedie Hist. Fris. n. 421, og pantomimen Thév. 121. — Et par citater vil på dette sted ikke give noget indtryk af sandhedens
forfærdelighed for den der ikke selv er kommet i berøring med almuens
konveniensliv. En henvisning til den Grimm–Schröderske udgave af (side 373) Weistümer (med det udførlige register) og til Grimm dækker en del af antydningerne.

76. Nyde, cf. foruden alt det citerede Forns. 136 l. 11. Det forbundsagtige
i købet spores også endnu i den norske sprogbrug, når den taler om
trygð og tryggva ved handel, og det gør sig direkte gældende i kravet
om at køber og sælger skal dele brødet og bægeret, inden de går fra hinanden. — Købe, i de sydlige retskilder med deres latinske tungemål må
man være på sin post mod at tage emere alt for ciceroniansk; barbarbegreberne stikker noksom igennem, selv om de er mindre selvsikre end
heroppe i det mørke Norden. Der er gjort lidt for mange teorier om
brudekøbet på en naiv sprogopfattelse.

77. Koværdier, Tac. 12, 21 antyder en anden verden end islandsk kugildi; cf. omsætningstabeller Grágás II 192 f.; Lex Rib. 36 (11). — Ingeld, Beow. 2047. – Isleif, Flat. II 140, cf. ordlyden Mork. 201 l. 20 f.

78. Arvingernes ret, se exc. 12. — Modstrid mellem indhold og form, gælder det et karakteristisk exempel, da er det nok at henvise til Amira I 320 ff. — Brudekøb, se exc 11.

79. Sælgerens forpligtelse, se exc 8. – Forhistorisk handelsbegreb, Grágás I 247, Stað. 84 f.; Østg. Vins. 9, Bygd. 46; og ligeså Liut. 43, 72 (73), cf. form. Det må ikke overses at lønnegaven altid var en grip, (klædningsstykker ell. lign.), ikke mønt. Herhen hører så egentlig også det i exc. 12 antydede om svensk jordgave. – I den gamle opfattelse af klenodiet som en åndelig værdi løses endelig modsætningen mellem fordringen om at en gave skal mødes med sin fulde gengældelse for at være gave (Gul. 129), og anerkendelsen af at en løn overhovedet bringer forpligtelsen ud af verden (Grágás I 247 og exc. 8 og 12). Senere bliver efterhånden alt et spørgsmål om møntækvivalenter, se som exempel på tonen Amira I 508. – Tilgave, se exc 8. – Gaveræv, se II 12. – Gunnar, Sigurd, sk. 15. – Tacitus c. 21.

80. Ingemund, Forns. 29. – Sigmund, Völs. 88 ff.

81. Brynhild, Völs. 147. – Gudrun, Laxd. 177 ff.



Madfællig


82. Magnus, Flat. III 273. – Drikke til, f. ex. Egil 263; Heims. I 192; Bisk. I 848; cf. sådanne udtryk som gefin til fjár, etc. etc. — Drikke bryllup til, f. ex. Flat. I 66, 157. Til, jfr. tilgæf etc. foran og exc. 8. – Magnus, Flat. II 419 cf. Bj. H. 7. – Kongen drikker til, Heims. III 227.

83. Ærebæger, Småst. 25 cf. Skråord. 83 (25); Sv. Landsm. Bih. I 235 f. (fra det 17. årh.). — Gøre ret, Ljósv. 141 jfr. koutume underforstået Egil 135; Fornald. II 267; Djurklou: Kinds Härad 60; Topogr. Journ. VIII 26de hæfte 52; Nicol. 84. Jfr. i det hele Laur. Petris formaninger: (Troil) Skrifter och Handlingar till sv. Kyrk. Hist. V 71 ff. – Harald, Flat. III 317. – Gunthram, Gregor V 11 (17) cf. II 26 (35). – Adam Brem. III c. 17. – Island, Flat. II 171, III 200. – Norsk bryllup, Folkevennen VII 386 ff. jfr. Ditmarsken, Neoc. I 104 f., Stadslag, Schlyter XI Gipt. 7. – Norsk festar ell. fastnaðaröl, se Fritzner s. v. — Per cibum etc, Thév. 84, Redon nr. 53. Selvfølgelig er skikken bevaret i Tyskland, som ordet lidkøb noksom viser, (tysk: litkouf, Grimm: Rechts. 191). De nordiske byloves begreber om lidkøb er også mere tyske end nordiske, Stadsretter, udg. af Thorsen 14 (52), 72 (38); Kolderup-Rosenvinge: (side 374) Danske Gårdsretter 49 (3 f.), 119 (102), 320 (52), 401 (38) etc; Skånel. 400 (3); Sv. Bjark. (Schlyter VI) 6. Feilberg: Jysk Ordb. s. v. lidkøb og f. ex. Gaslander 258; Dipl. A. M. I 324 (skødetønde); jfr. også gildeskikke ved overtagelse af embede, Da. Gild. I 167 (6).

84. Ægteskab, Grágás 222, Østg. Gipt. 8 jfr. Ærf. 8, Bjark. 132 jfr. Gul. 51, 124, Frost. XI 8: Ølhusvidne.

85. Andet ... ærinde, Islend. 148. – Chilperich, Gregor V 12 (18). – Theodolind, Paul. Diac. III 35. — Njótsminni, Fornm. VI 52 jfr. njósminne i Åsen: Norsk Ordb. 36: Lidkøbsformel, Feilberg. Jysk Ordb. s. v. lidkøb jfr. Syv II (1688) 299. – Frigivelse, Gul. 62; Frost. IX 12; Bjark. 166. – Spise med modstander, Grágás I 154 f.

87. Brudefolket, Norsk h. T. 2 III 198; Topogr. Journ. 26de hæfte 45 cf. Wille 260 f. – Sverrig, Østg. Gipt. 8 f. cf. definitionen af forskellige slags øl Vestg. I Mandr. 13; cf. Neoc. I 110 ff. – Sigurd, Völs. 143. – Gudrun, Gud. II 21 ff.; cf. Drap Nifl. – Freyja, Hynd. 45.

88. Hedin, Flat. I 278 ff. – Bøsmer, Danm. gl. Folkev. II 104 cf. Fornald. III 299, 302, 309, 313, 335 f., hvor den gamle forståelse af madens betydning for livet mælder sig gennem romantik. Bevidstheden om madfælligets ævne til at skabe sjælelige virkninger gik ikke tabt, se f. ex. Cavallius I 401, men som sædvanlig hvor kulturbegrundelsen er tabt, må tilliden søge sig en ny begrundelse.

89. Drik, måske også værd at udtrykke fra den anden side: der kan ikke
blive tale om sjælesplid. Den ny følelse er fred og har fredens karakter
 mærker; kommer der tanker op om det forønskelige i at tingene havde
 taget en anden vending her i denne verden, da går de jævnsides med beslutningen uden at kunne komme ind og splitte den ad. Deraf den jævnmodige ligevægt i fortidens mennesker, se 1ste bog 36. — Madfælle,
Grágás I 228. Hjærtet i ætten, ikke sådan, at madfælliget var det alt afgørende, men således, at frændskabet forudsatte at man sad sammen
om bordet og nærede sig af samme mad, enten til dagligt brug eller ved
 de periodisk gentagne festlag. Og jo tættere madfælliget var, des inderligere blev fredsfølelsen, uden at det derfor satte andre faktorer ud af
 kraft, se 2den bog (Midgård og Menneskelivet) slutn. – Enhver kreds,
Beow. 343 etc. – Ølfør, Gul. 126 jfr. formuleringen Frost. IX 20;
Fritzners forklaring af mungaðarmaðr falder derfor godt i tråd med
gammel tankegang, men det ex. han anfører, er lidt for ensomt til at
virke med vægt. — Bebo mjødsædet, Beow. 3065. — Frisland, Vita Liudg.
 c. 6 f. (Mon. Germ. Hist. Script. II 406) jfr. Grágás I 222.

90. óœll, Grágás I X2;Gul. 202; Vestg. I Mandr. 1; Østg. Eþz. 10; Upl. Kun. 9; Eriks 1. III 46; Skånel. matban c. 139; Lex Sal. c. 55 (2). Eftervirkninger i gilderne f. ex. Da. Gild. I 35 (1). Jfr. opløsning af frændskabet, Lieb. 186 (1, 1). — Frostatingsloven IX 9. — Gave og øl, Beow. 2431; Tac. 14. — Dronningen, Beow. 612, 1980, 2020; Atlak. 35. — Garibald, Paul. Diac. III 30. – Brynhild, Völs. 137; måske værd at citere Lex Sal. 46, at tillidsmanden må manifestere sig som herre i huset ved at beværte tre gæster med grød.

91. Norske skikke, N. h. T. 2 III 190 ff.; Wille 257. – Sverrig, Vestg. I Gipt. 9; Østg. Gipt. 8 f. – Indvielsesdrik, Hym. 8; Heims. III 228 cf. Atlak. 33, og fra bondelivet Daae I 96. – Priskos Corp. Script. Hist. Byz. 207.

92. Velkommen, Djurklou 42. – Ditmarsken, Neoc. I 146; Nitsch: Das alte Ditmarschen 14 cf. optagelse i Gilde, Småst. 117. – Tilbageholdenhed, cf. som ex. Saxo I 185.

93. Gå i ens vold, Forns. 11. – Albuin, Paul. Diac. I 23. – Tac. 21. – Nidingsværk, Budst. II 747 cf. Lex Burg. 38 (1).

(side 375) 94. Cæsar, VI 23. – Blande sind, Hav. 44. – Værtens pligt, Lieb. 11 (15); Lex Rib. 31; Østg. Vaþ. 32, 3; cf. den antydede baggrund i Roth. 274 og f. ex. psykologien i Njála 41 ff., 88 f., 91; til den anden side: Grágás I 173 l. 12; Austf. 197, 199 f.; Ljósv. 145. Jfr. dermed gæstens forpligtelse til at hjælpe sin vært, ex. som Eyrb. c. 45 etc. – Prokop IV 27.

95. Ingemundslægten, se begyndelsen til Vatsdæla. — Husets ære, Sigrd. 5 er altså bogstaveligt. Heorogar, Beow. 2158. – Jøkul, Grettir 32. – Digte om giveren, som så ofte taler fortiden gennem Egil, Egil 292; denne art digtning nåede jo at blive en kunstform, som vi ved af Brages Ragnarsdrapa, Skjald. 1.

96. Hávamál 52, 41.



Hellighed


97. Plante økse, Landn. 85 l. 29 og obs. sammenfattende l. 32; cf. 62 l1. 20, 64 l. 16. – Lovkævle, se exc. 9 B. – Våbnet, Gisle 6; N. h. T. 2 III 159; Njála 374 cf. Fornald. III 577. – Thorgils, Laxd. 247. – Halfdan, Fagr. 4; Heims. I 93 f.

98. Skalm, Landn. 23. – Spåmand, Flat. I 419. – Tac. 10. – Højsædestøtter, Landn. 7 f., 31, 92, 95, 97; Laxd. 6; Eyrb. c. 4. Bemærkningen i Aarb. f. nord. Oldk. 1909, 261 kan jeg ikke på nogen måde få til at rime med teksten. – Odin, Norr. Fornk. 76, 90; S E 16. – Ledes i sæde, Heims. I 160 cf. Gregor V 11 (17). Måske går ordet bordfælle, Paul. Diac. I 23, netop på højsædet? Gul. 115: arvingen øver sin myndighed og sin pligt ud fra højsædet.

99. Setstokke, Landn. 115; 34. – Vindskeer, Landn. 83; Grettir 89 f.; selv om disse v. er kristne, formoder jeg altså at det ikke er af lutter kristendom de spår. Obs. at ilanddrevne setstokke kunde finde en hæderlig anvendelse som v., Forns. 123 var. Vindskeernes nære slægtskab med de højthædrede forstavnsprydelser på skibene er også værd at tage i betragtning, cf. Landn. 65 l. 16 f. Se i det hele V. Gudmundsson: Privatboligen 153 ff. Ilden spår meget energisk i folketroen, så energisk at vi vel også tør tage et lille varsel af den; for øvrigt tror jeg at steder som Austf. 199 l. 28; Forns. 6 mere hentyder til ildens måde at gøre sin viden bemærket end til de brændbare materialer (læs historien i Forns.). — Hellige med ild, Landn. 63, 65, 73; Eyrb. c. 4; Glúma 79; Islend. 154 er et ex. på en ceremoni, der da kulturen hældede, blev sig selv nok. Grågåsens udtryk, at fare med arne og ild på en mands land = at fæste bo, II 136, er derfor meget stærkere end den moderne gengivelse. – Arne, exx. hos Feilberg under skorsten. — Nordmanden, Gul. 292, cf. Frost. X 4: hjemmet karakteriseret ved ild, arne og højsæde samt bænkenes hynder, og Skånel. p. 215 bransten, der sikkert er at opfatte som Schlyter gør; det gælder for fæsteren at få sit landgilde inden for bondens helg. Gud. II 23: særlig kraft ved det der tages fra arnen (når man sagde dugg, mente man så vist ikke sod). Når ags. bruger heorð, arne, i betydning hus er det et ex. på det der i grammatikkens tungemål kaldes pars pro toto, men den ene der gælder for ti har som oftest netop ti mands styrke; den åndelige overvægt er det som vejer op. Også værd at minde om er Gudruns udtryk Guðrúnarhv. 10.

(side 376) 100. Skorstenshammeren, Feilberg: Dansk bondeliv1 I 43. – Lyren, Budst. Il (1820) 748. – Hvamm, Islend. 166. – Vølsung, Völs. 87. – Lævninger, hentyder sandsynligvis til lævninger fra offermåltiderne, som blev deponeret på helligstedet for at undgå besmittelse. – Helgefjæld etc., Eyrb. c. 4; Landn. 32, 80, 81, 110.

101. Snorre, Eyrb. c. 28. — Torsten, Landn. 110 cf. Bard. 7, æventyrets efterklang af en virkelighed. – Tac. Ann. XIII 57; Hist. IV 14. – Fositeland, Vita Willibrordi, Jaffé: Bibi. Rer. Germ. VI 47 f.; desværre er jo vor hjemmelsmand ikke netop i hælene på Willibrord hvad tid angår, men fortællingen må stamme fra et troværdigt øjenvidne, ti så naturligt kunde man ikke digte dengang. – Adam Brem. IV 3; forfatterens kombination med Fositeland røber jo blot at han ikke var tabt bag af dansen i de lærdes selskab; af interesse er derimod navnet Heiligland. Alt tyder på at den kristne opdagelse af landet er myte.

102. Tord Gellir, Landn. 158. – heill, Nicol. 171; Neoc. I 117; brudens svigerinder, altså ættens kvinder på stedet; obs. at de stilles i skarp modsætning til brudens tidligere følgeslagersker. — Stene, Grimm: Rechts. 236; Herv. 270; cf. Bugges note 362. — Sæde på høj, Völs. 86; Heims. I 183. — Naumedal, Heims. I 106 cf. Ágrip (Fornm.) c. 12. Fra høje er der som bekendt også god udsigt, både for den der vil følge med folks bevægelser i egnen, og for den der vil fange en fremmed ind til en passiar; derfor er det ikke nødvendigt altid når der bliver tale om høje, at fare ud med de samlede bevissteder på at mennesker tog sig et lille hvil på ophøjede steder.

103. Hreidar etc, Landn. 65, 23, 32. – Aud, Landn.156 ff. – Torsten, Eyrb. c. 11. — Bære mad, notitsen Hauksbók 167 har ingen gyldighed for germansk kultur ud over fraseologien, og på dette punkt er al påberåbelse af moderne skik ugyldig. — , se Wimmer: Danske Runemindesmærker, glossar. – derfor er ulykken ikke så stor, om vi må bekende vor uvidenhed om hvad det var for en høj kongen sad på. – Kirkegården, cf. N. h. T. 1 IV 493, se også den spæde antydning i Forns. 67 l. 4. – Lovens helligelse, Smålandsk Krist. 17; Eids. II 39.

104. Faders høj, Flat. II 70; Herv. 273. – Opregne til høj, f. ex. Dipl. Norv. III n. 122, X n. 257 hvor det er gået over til talemåde. Obs. også maneren i slægtsregistrene. Christiania Vid. Selsk. Forh. 1875, 100 ff. cf. Østg. Eghn. 10 (og note i Freudenthals udgave): søge til højen efter hjemmel, der bevidner en gammel skik ved at benægte den; udtrykket er naturligvis gammelt, og den negative anvendelse af det efter min mening ny. – Ved hellig og mandhelg må vi så godt som udelukkende søge vor viden hos Nordboerne, da det gamle hos de andre folk er blevet indordnet under andre synspunkter. I almindelighed må henvises til ordbøger og retshistorier. — Lægge mandhelg, Østg. Ærf. 17; cf. udtrykkene Vald. lov III 13 (62).

105. Fenrir, S E 32 ff. – Glum, Glúma 56; samme alvor ligger til grund for den sky man havde for højsædet, når døden var i huset. — Helge barn, lævning af sprogbrugen Frost. III 11.– Hellige våben etc, spredte minder som Heliand 1722; steder som Gen. 1017, 2039, 2780, men ganske særlig 201, er måske ikke helt uden tilknytning til gammel digterisk sprogbrug.

106. Blod udgydt, eftervirkning i Lex Sal. 74; Vestg. I Mandr. 14; Vestm. Manh. 4 f. Også i et fordrejet minde som Sv. Landsmål. Bih. I 210. Helligheden havde naturligvis de to poler: lykke — ære-forpligtelse. Den (side 377) sidste er udtrykt så vel i disse exx. som i Lex Sal. 58: jordkasteren, – se i det foregående I 303, — den anden side ses f. ex. i mundheldet Flat. II 122. Samme raison har vel fortællingen hos Saxo I 176; vi må huske på at inddelingen af kamppladsen ikke var en overfladebehandling som ved en moderne boldbane; der var åndelig virksomhed med; og modstanderen slog her sin fjende med hans eget held. De to sider må naturligvis findes i alt som har menneskelig hamingja: der var lykke ved at få forgængerens våben. — Tager ved øksen, Gul. 218. Det at der var anledning til en sådan bestemmelse som Roth. 307 f. er nok til at antyde solidariteten mellem mand og klenodier, den som beror på at deres ære og lykke er et. Jfr. hvordan den moderne rationelle anvendelse brydes med gammel formulering Skånel. 104. – Helge land, Landn. 31, 65, 85, 105; Glúma 79. – Torhad, Landn. 94. – Egne, Flat. I 291; cf. Bisk. I 165, etc. Naturligvis må værdien af dette »egne« bedømmes ud fra »helge«, ti den forklaring at »egne« templet til guden blot betød at gøre det til hans ejendom, består jo blot i at kaste det fremmede ord og dets tanke bort, for at sætte et moderne i stedet, da »eje« lige så lidt er et absolut begreb som gud og tempel. – Halvt mandsværd, Grágás I 192; Stað. 190. — Den hellige grund, Herv. 266.

107. Torolf, Eyrb. c. 9. — Førstepladsen. Det hov som Torhad flyttede til Island tilhørte hans familie, men ordene antyder, at det også var af betydning for de omboende, cf. Flat. I 439. – Hjemfred, Er. lov II 3, 5, 8, 9; Vald. lov II 29; Jy. lov III 22; Østg. Eþz. 1. (Edsørebestemmelserne er inspirerede af reformatorisk iver, men de har jo deres vigtigste indhold tillige med hele deres stivelse fra gammel sky for bodløst overgreb), Drap. 2; Vestg. I Drap. 9, Orb. 1; Upl. Manh. 12, 29; Søderm. Manh. 12, 26; Vestm. I Manh. 3, II Manh. n; Gut. p. 15; Gul. 178; Eids. II 40; obs. vargr; Lex Sax. 27; Lex Fris. Add. t; Lex Alam. 44 tillades den øjeblikkelige hævn i drabsmandens hus, når han falder i sin første uhellighed; men fortøves gengældelsen, hævder hjemfreden sig stærkt. Jfr. Lex Sal. 42, 1; Recapit. B 31 (p. 105), og fremhævelsen i angels. Lieb. 10 (n ff.). De bestemmelser der stammer ned fra husfreden kompliceres undertiden ved sammenstød med begrebet »gårdsgang«, der mere og mere kom til at træde frem på bekostning af husfredsbrud, cf. Lex Fris. 17, 4. Kongsfreden er en art hjemfred, men der er i den visse ejendommeligheder som kræver en selvstændig behandling.

108. Fredløshedslysning, Østg. Drap. 2; obs. ordlyden Søderm. þjuf. 4, Upl. Manh. 39, Lex Sax. 28. Medens hjemfreden står i loven med uudslettelige træk, er stedets hellighed forsvundet for kristendommen. Selvfølgelig er den bleven opsuget af den fremmede ærefrygt for kirkens urørlighed, og dermed er givet at vi ikke kan drage nogen som helst slutning fra kirkens asylret til ældre forhold. Lærerigt er Erikslovens udtryk (II 8): kirken er lige så hellig som gården. Vi må nøjes med de vage minder om tempelhellighed (virkelig traditionelle er sådanne som Fornm. XI 40) jfr. Mon. Germ, Hist. Leg. Sect. II 1 p. 68. Lex Fris. Add. 11 er mul. så troværdig som den gør sig. Efter al sandsynlighed har der uden om hjemfredens kærne ligget en zone af helg, ejeren har altid været stærkere på sin egen grund end på alfarvej (når der da ikke spillede anden fred ind). Først og fremmest hørte hjemmemarken til hans trygsted, som svenske love jo også ligefrem siger (jfr. isl. örskotshelgi, Landn. 108 og Grágás, se citater hos Fritzner og f. ex. II 147). Hvad de bestemmelser (side 378) angår som tilsiger manden sikkerhed på ager og eng, kan de skyldes en senere tids konsekvensmageri, men umuligt er det heller ikke, at der i bestemmelserne virker efterdønninger af erfaringer. Måske er der gammel grund i en sådan paragraf som Frost. IV 5; jfr. Lex Thur. 50; Lex Sax. 30; Vestm. II Manh. 11; Upl. Manh. 12 og Hels. Manh. 6, for den der vil se hvad fuldvægtigt pedanteri er. På disse punkter er det vanskeligt at dømme, da de gamle følelser i høj grad blev annekterede, og især lagt under abstrakte synspunkter. Sådanne bestemmelser som Østg. Eþz. 27 er begrundede i fred, men ikke i stedets; særlig interessant er formuleringen Jy. lov III 22, med dens minde om plovens hellighed. – Kvindens helg, cf. I 130 f.; Austf. 160; Bjørn Hitd. 68. Roth. 200, 201 (værre end mord) jfr. 26 med flg.; Lex Sal. 24 II 6, 7; 20; 31; Lex Sax. 15; Lex Alam. 45 ff. 59 ff.; Vestg. I Orb.; Upl. Manh. 11, 29; Søderm. Manh. 12, 26; Vestm. I Manh. 3, 18; Østg, Vaþ. 27: som mand, en paragraf der er bestemt til at bringe den modsatte anskuelse til tavshed. En stor del af disse lovsteder gælder kun som vidnesbyrd om en dybt rodfæstet følelse af kvindens hellighed, og om en ejendommelig vurderingsskala, som ikke kunde bygges op på bar bund i middelalderen, om så en kristendom nok så meget havde arbejdet på at »hæve« kvindens stilling. Tendensen er i virkeligheden også nedadgående i den kristne tid; Lex Fris. Add. V (der godt kan være innovation fordi synspunktet ikke sejrede alle steder) repræsenterer det første trin, men man gik videre i at sætte det kvindelige til lavere priser end manddom. En anden ting er det, at den gamle umiddelbarhed er bleven underbygget på forskellig måde, idet man har søgt i sin tanke efter en begrundelse for instinktets lævn. Men selv der hvor begrundelsen afgjort røber mangel på forståelse af det der oprindelig var kvindehelgens kærne, kan den næppe kaldes noget absolut nyt, en omlægning af trykket gør ofte hele forskellen. I langob. hvor linjernes simpelhed er urørt, er betoningen gået over fra kvindens fred på hendes værge- eller våbenløshed, som jo var et led i hendes helg (Roth. 378; cf. Lex Baj. IV 29 hvor tilføjelsen gør et udpræget indtryk af at være eftertanke). Lex Sal.'s bestemmelser (og Lex Thur. 48, af Lex Alam. 56 kan jo intet sluttes om forholdet mellem gift og ugift) har taget barnefødsel som kriterium overfor drab, men synspunktet er ikke overført på andre krænkelser, og 41, 3 står det gamle endnu urationaliseret. Anderledes Lex Sax. 15 hvor det gamle syn på jomfruen muligvis endnu virker med til at sætte skel, jfr. i d. flg. om håret. – Forudfølelse etc., obs. udtrykket Völs. 89 l. 17. – Overhørte ikke, eller hvis han ikke hørte, da så meget des værre for ham selv, se f. ex. Eyrb. c. 63; Ljósv. 185; Heid. 77; Forns. 67 f.; Austf. 53, 64, 71; Flat. III 324; Atlak. 10 f. Sml. Sigrd., og så skablonen, som Fornald. III 594, 604 etc. Og endelig det kostelige billede af germansk kvindelighed set gennem et par kraftige rationalistiske briller, Heims. I 19. Det er heller ikke betydningsløst i denne sammenhæng, at det i Norge var kvindens pligt at berede den budstikke som udsendtes ved drab (Gul. 51). – Tacitus, Germ. 8; Hist. IV 61, 65; V 22. – Før Tacitus, Strabon VII c. 2; Cæsar I 50; Plutarch: Cæsar 19.

109. Inden stok, Eyrb. c. 15; Forns. 71 l. 19; Grágás II 44; NGL II 51. – Drengens hellighed, Lex Sal. 24, 1; Upl. Manh. 11 f.; Vestm. I Manh. 3; II Manh. n; Søderm. Manh. 26; Hels. Manh. 14. De svenske love er her som så ofte kendetegnede ved deres konservatisme i formerne og deres anstrængelser for at gøre noget ud af de gamle lævn. Helligheden (side 379) er åbenbart i høj grad bragt ind under humane synspunkter (det vilde være interessant at vide hvordan instinkterne virkede i folkets masse), og skånsomheden er bredt ud til at dække oldinge; måske er dog denne humanitet heller ikke uden tilknytning til gammel ærefrygt for den livsold der viger fra våbnene ind i den inderste hellighed, hvor rådets magt træder i st. for huggets. – Helligheden sidder i håret, Lex Sal. 24, 2. – Kvindens hår, cf. Lieb. 7 (73). – Sværge ved håret, Grimm: Rechts. 897 f. Samme betydning, at sværge ved sig selv eller noget i sig, har ed med hånden på brystet, Lex Alam. 54, 3. – Forbud mod klipning, Lex Sal. 69; jfr. også gradation Sv. Bjark. (Schlyter VI) 14, 18. – Gudrun, Guðrúnarhv. 16; jfr. også den betydningsfulde opførsel Gesta Dagob., se citat nedenfor. – haddr var betegnelsen for kvindens lange hår, sml. skör om mandens hårvækst (cf. Grágás II 203). Nordboernes agt for håret antydes i spotten over den skaldede træl, Flat. I 130; Völs. 191; jfr. Thév. 38; Rig. 15, 34; i trællenes hushold derimod findes håret ikke værdigt til omtale. — Lokket, som titel på stormænd, Cass. Var. IV 49. – Franker, Gregor II 8 (p. 146); VI 16 (24); VIII 10; Agathias Hist. I 3; Gesta Dagob. I c. 14 (i Mon. Germ. Merov. II); Eginhard: Vita Caroli c. 1; Vita Leodeg. c. 3 (Bouquet II 613).

110. Klippe kongen, Gregor II 30 (41); III 18. — Naharnavalerne, Tac. 43. – Løshåret, Vest. I Retl. 5, jfr. måske Fornald. II 131. Rimeligvis bar de ugifte kvinder håret løst? I Norden gik bruden under lin (Rig. 40), og til denne akt knytter sig hos Nordmænd og Islændinge morgengaven (linfæ), S E 105, jfr. Flat. I 373. Måske står Lex Sal. 76 i forbindelse med »linet«, in capillo (Liut. 2 ff., 145) hentyder vel til det frithængende hår på pigen. — Helgfrænder, det var meget svært for frænder at foretage det fornødne inden for ætten, man vilde helst redde sig udenom på en eller anden måde og holde sine egne hænder rene. Jfr. fra en anden side af livet Bisk. I 10 f., Prok. II 14. – Paul. Diac. VI 53, jfr. IV 38 og Lex Sal. 101; måske en agtværdig antydning Vita Germer. (Bouquet III 386). Om den absolutte uklippethed var noget extraordinært for visse kongeslægter, som den frankiske, eller den kun gjaldt i hele strængheden for visse medlemmer af ætten, eller måske fra et bestemt tidspunkt – den viden må vi, så godt vi kan, hjælpe os foruden.

111. Stige på stok, Hrolf 85; blevet et yndet effektmiddel, Islend. 42; Fornald. II 293; III 297. – Træde på sten, Islend. 166 jfr. Helg. Hund. 31, Gud. III 3. Herhen hører da også Lex Alam. 81 og ed på dørtærskelen, Richt.: Fries. Rechtsqu. 166 (109). Af samme kraft er ed på
dyr, Herv. 283; Helg. Hj. 30 prosa jfr. Völs. 33; måske tør vi citere
Mon. Germ. Conc. I 90 (16) jfr. Hist. Fris. n. 159: uterque manus
posuit super ipsum et pacificati sunt eo modo. — Ed ved sværd og det
flg., se exc. 9 A.

112. Hærfred, Lex Sal. 41, 3; 63; Lex Fris. 17, 1; Lex Alam. 25, 26; Lex Sax. 37; Lex Rib. 63; Lieb. 74 (40), 350 (61); Lex Aistulf 21 er næppe ny af ånd; Upl. Manh. 11, obs. definitionens art; Kg. 11; Ping 14; Søderm. Manh. 26; Gul. 47; Er. lov II 49; Skånel. p. 416 (38); Jy. lov III 22. Disse citater indeholder naturligvis kun eftervirkninger af en opr. retsfølelse, mer eller mindre »anvendt«; betydningsfuld er for d. f. selve begrebet hærfred, dernæst dets sidestilling dels med husfred, dels med festfred. Det kan godt bero på gammel sædvane at tyverisager var undtagne forbudet; nidingsværk var dobbelt forfærdeligt under højeste fred. Tacitus 7. – Sachserne, Gregor V 9 (15); Heims. I 103; Tacitus Hist. (side 380) IV 61; realiter kommer det ud på at hårets vækst var bestyrkelse af løftet. — Chatter, Tac. 31, hvor Tacitus efter sædvane lader sine egne konstruktioner stå og grine mod de fakta han gengiver. Det forsømte ydre er langhåretheden, den aflægges efter det første drab, så går det dejligt at lade de fejge rende og se ud til deres dages ende; derpå tager fakta ved igen, og uden at blinke fortæller han at det kun er de professionelle krigere der bevarede uplejetheden hele livet igennem. – Tac. c. 38 angiver at Sueverne altid bar ynglingens lange hår, som om de følte sig som et krigerfolk par excellence. Jomsvikinger, Flat. I 166. — Kamphellige, Hamdism. 28. – Fiskepladsen, se I 127. Skibet, Frost. IV 61 jfr. 5. Dette at skibet gælder som vitterligt sted (Gul. 292) er næppe moderne opfindelse, og så har vitterligheden sin grund i den hellighed som gjorde samlaget – öldrhús — til en kompakt skare, Østg. Eþz. 33, Hels. Manh. 14 (forskellig fra ledingsfred); i Bjark. (Schlyter VI) 13, Magn. Er. Stadsl. Skip. 2 er der vel kun et formelt lævn. — Arnens skib, Skjald. 7 v. 4, 11 v. 24; samme oprindelse har rimeligvis omskrivninger som hvílbeðjar hólkvir, se dog Gering r. v. hölkvir, hvílbeðr. — Skibssiden, Völ. 33; Thorsen: Stadsretter 158 (14), 240 (23). – Festfred, Landn. 116; Egil 153, hvor den gamle strenghed ses uformidlet; Gul. 187; Vestg. I Mandr. 13; II Drap. 27; Frost. IV 58, 61; Gul. 198. Gradationerne bevares, men det hele sættes en oktav ned. – Hellige sæder, Vestm. I Gipt. 2 cf. Søderm. Gipt. 2.



IV.
Fjerde bog
MENNESKELIVET OG GUDERNE


(side 381) Her ved spørgsmålet om gudsdyrkelse bliver det nødvendigt at indføre et par ord om kilder og deres rette brug.

Først er der – bortset fra Tacitus, der indtager en plads for sig – de udenforstående hjemmelsmænd, som har set på hedenskabet som noget fremmed og noget fjendtligt, og da fornæmmelig den kæmpende kirkes mænd. Deres kvalifikationer har jeg berørt i teksten. En stor del af deres vidnesbyrd, måske den allerstørste del, er værdiløse. Hvad skal man stille op med en sætning der mælder at N. N. nedbrød et tempel, eller at visse folk ofrede heste, tyre og utallige andre dyr (Agathias I 7)? Og hvad nytte gør det at fylde op med slige almindeligheder? Lige så uskyldige og unyttige er de boglærde konstruktioner over temaet: hedningers vankundighed; deres eneste vidnekraft gælder forfatterens literære dannelse. Det er ganske fornøjeligt at høre Dronning Chrodechilde læse sin gemal, Chlodevech, teksten om hans guder, Saturn, Jupiter, den smudsigste horkarl, som skrevet står udi Vergilius, Mars, Mercurius og alle disse gamle troldmænd, som de rettere er at kalde end guder. Ligeså er det en god beskæftigelse for fantasien ret at levendegøre sig disse Franker, som gjorde sig billeder af skove og kilder, fugle og vilde dyr og andre elementer. Se Gregor Tours II 8 (10), 20 (29). Men som historie er disse steder metodisk forfejlede. Har den gode Gregor vidst noget om frankisk afguderi, lader han sig i hvert fald ikke mærke med det. Jeg har principielt undladt at forsøge det umulige, at tærske kærner af avner.

Til en helt anden sfære hører de nordiske beretninger. Heroppe fandtes både en tradition og en umiddelbar forståelse af traditionen. Ikke således at forstå at alt hvad der er nedskrevet på vort eget gamle tungemål er uforfalsket kulturhistorie; boglærdommen har inspireret mangen en sagamand og skabt ham om til en mådelig skablondigter. Men digtningen går altid på det maleriske, på gudebilleder og templer og vederstyggeligheder i høj stil; så snart det gælder simple fornæmmelser og mindre pretentiøse enkeltheder, kunde de rigtige sagamænd (side 382) ikke tage fejl, eftersom de uvilkårlig fortalte ud fra noget der levede inden i dem. Kærnen i den gamle religion havde tilpasset sig i dem til nyt liv. Ikke blot havde folkekristendommen heroppe adopteret en betydelig masse af den gamle gudsdyrkelse, men hele den sociale side var blevet stående, efter at den religiøse bekræftelse var draget ud af skikkene. Derfor kunde de indfødte både beskrive og digte med ufejlbarlig sikkerhed, så længe de ikke satte sig i positur til at give noget rigtig hedensk; derfor tager de på en tradition med et andet greb end klærken, som kommer med blændede øjne fra lyset ud i det hedenske mørke.

I beretningerne om de to Olavers reformatoriske bedrifter kan man tydeligt skelne lag af tradition og literær overarbejdelse. Men det må hævdes med kraft at selv hvor der allertydeligst er literær afhængighed med i spillet, må den primære og den sekundære version behandles som selvstændige kilder, ti gengivelse og udformning er foretaget af folk der havde kulturoplevelse; og ofte nok kan en efterdigter fylde ud med små enkeltheder, der er lige så sande, ja ofte dybere end de hans literære kilder byder. Den kritiske prøvelse må gøre holdt foran hvert enkelt sted, og den har kun eet middel til at skelne fantasi fra erfaring, nemlig sin kulturoplevelse; intet ydre kriterium skal erstatte samfølelsen med de altbestemmende livscentrer i folkets liv, og det fra denne samfølelse udgående instinkt for livstankernes muligheder.

Til disse to arter kilder kommer senere tiders mindelser fra fortidens kulturliv. Der må naturligvis sættes et skarpt skel mellem på den ene side middelalderens umiddelbare fortsættelse af gamle skikke og forestillinger, og på den anden side nutidens »folkeminder«. Om forudsætningerne for anvendelsen af folklore har jeg jo givet tilstrækkelige antydninger i teksten. Det er balancen der giver sæd og tro deres betydning, og når helheden forrykkes, må forvandlingen trække sig gennem alle enkeltheder. Hvordan man fra religiøse sædvaner der er afsatte fra at være religion kan slutte noget om de tanker fortiden knyttede til handlingen, det går over al forstand som ikke er tryllebunden i en metodisk tradition. Selv om nisser og korndæmoner så var identiske med gamle »guder« lige til den yderste hårtop, hvad er der så tilbage i disse sølle fyre af de væsener der havde mennesker fat om hjærtet? Og selv om der i diverse grødfade og suppeslatter er lævninger af gamle offerskikke, hvad kan man så slutte derfra til handlinger som gjaldt liv og død, borgerlig som legemlig? Kan menneskeliv regnes ud med så grove generalnævnere som gud, offer, frygt, tillid og lignende tomme abstraktioner? Ja en sådan tanke var umulig, om den ikke var givet ved tradition. For Grimm og den kulturbetragtning han bevæger sig i, var den rationel; han levede på den anskuelse at en kultur sank ned som et hele og fortsatte sit liv uforandret; og da hans (side 380) begrundelse gik tabt, blev resultatet ved at bestå som en grundsætning der stod fast i egen kraft.

Og det er jo ikke alene sjælen som omskiftes i et lævn der fortsætter livet ud over kulturens undergang. Med udrykkelse af syntesen følger enten omvurdering eller også irrationalitet. Og rodløse former, der løst hælder sig op ad omgivelserne uden organisk tilknytning, de yngler vildt, de forvandler hinanden, og sætter nye former i verden, der har alle skiftingens karaktermærker.

Naturligvis bliver forholdet ikke anderledes i sådanne tilfælde hvor kulturen brydes i stykker i længdesnit, så at folket til dagligt brug lever en egen almuekultur, begrænset af en overkultur der tilraner sig de »højere« områder. Om man vil kan man i dette tilfælde tale om en kultur med to brændpunkter; i hvert fald virker de på hinanden, og almuens hverdagshandlinger bestemmes helt igennem af forholdet til det øverste kraftcentrum (cf. teksten II p. 163).

Visselig kan der hentes fortidsvisdom af folkets minder, men forudsætningen for at bruge den er en prøvelse af hvert enkelt led. Jo nærmere vi kommer det egentlig religiøse, des større er omskiftelsen og forkrøblingen. Gamle vaner holder sig klarest på neutrale områder, hvor den ny kultur ikke har noget fast program, og hvor den ikke fordrer at være normgivende. Ejendomsbegreber og køb har i høj grad været et sådant neutralt område på almuegårdene i Norden (se exc. 8 og tænk på forskellen mellem arvesølv og købesølv etc). Her kan vi tale om renhed – til en vis grad, ti så snart vi har sagt ordet springer dets begrænsning i øjnene; ud fra den moderne forsigtighed ved køb, lån og salg kunde vi aldrig rekonstruere den alvor som ligger i at ejeren er afhængig af sin ejendom i alt, lige til sjæl og salighed. I familieklenodierne er der også interessante lævn; ved deres tilknytning til bestemte menneskekredse er troen bevaret mod at yngle, men den er ikke desto mindre overtro, fordi den ikke kan forny sig selv i en levende følelse.

Absolut berettiget er anvendelsen af folklore kun, når vi kan følge linjen fra et sted der ligger inden for den gamle kultur, til det punkt hvor vi tager oplysningen, således at vi er i stand til at sætte lævnet i forhold til det gamle kulturcentrum, og bedømme de omvurderinger som skyldes at det blev tilpasset til et nyt milieu. I anden række står de survivals der dukker op efter århundreders forløb, men som ved deres overensstemmelse med fuldt belyste fænomener inden for den gamle sæd kan dokumentere deres ophav. Ved lævn derimod som intet tilknytningspunkt har i fortidens kulturdokumenter, er enhver slutning udelukket om et undergangent noget. Det løber en koldt ned ad ryggen, når man ser hvad der den dag i dag postuleres som germansk religion, ud fra skikke og forestillinger som ikke har andet op- (side 384) rindeligt til at anbefale sig end deres øjensynlige »primitivitet«, – og hvad primitivt er for en størrelse, ja det bestemmer dagens videnskabelige kurs. Den religion som afløste den gamle sæd i Nordeuropa, har sat mere »hedenskab« ind i landet end den udryddede. Katolicismens kultur er blevet til ved et kompromis mellem indførte og hævdvundne former. Kirken har altid stillet sig udvælgende overfor det bestående, den har helliget noget og forkastet andet, men dens betydning som forplantningsmedium er ikke indskrænket til det anerkendte ritual. Former er som en familie af ærtehalmssammenhold; man vrage så stærkt man vil i flokken, den enkelte trækker alle sine slægtninge med sig, hvad enten værten synes om dem eller ikke, og hævder dem i kraft af sin egen indbydelse. Derfor skyder katolicismen sig alle vegne frem på en bred fod af sydlandsk hedenskab.



Tempel


117. Lopt, Landn. 114. - Norge, Ol. Tr. 2, 39; Flat. III 246. - Sverrig, Upl. Kirk. 1; Hels. Kirk. 1; Gut. 7, 63 cf. også Fornald. II 132. Til det flg. jfr. Grimm: Myth. I 56 ff. Hertil kommer endda en ny komplikation: at missionærerne i sydlige lande havde at gøre med folk der ad indsivningens vej var blevet fortrolige med sydlandske skikke og sydlandske »guder«.

118. Agathias I 7.

119. Bonifacius, Mon. Germ. Hist. Script. II 343 f. - Tacitus, Germ. 9, 39, 40, 43; Annal. I 61; II 12; Hist. IV 14. - Gutalag, se ovenfor. – Fredgærde, Lieb. 383 (54) cf. Beda II 13: cum septis quibus erant circumdata, cf. vebönd, Fritzner s. v. - Hørg, se exc. 16. Hvad det er for en tanke stenhoben egentlig udtrykker, den spekulation ligger langt uden for vor rækkevidde. Den der kender ejendomsretten i den gamle sæd, vil ikke være i tvivl om hvilken helligheds kraft der sad i det mærke mennesket satte på sit land. Men kender han tillige verden, og véd hvor verdensgængs stenhoben er, vil han aldrig tro dermed at have udtømt dens religiøse raison. Ikke blot har hørgen til forskellige tider haft forskellig begrundelse; den har åbenbart samlet i sig et bundt af religiøse og sociale forudsætninger. Her er det nok at vide at den afmærker helligheden, så ved vi at mærket kun gælder forsåvidt det er inspireret og inspirerende.

120. Rejse hov, f. ex. Landn. 73 l. 11, 79 l. 25, 95 l. 12. – Torolf, Eyrb. c. 4; Forns. 26. — Højalter, det gælder om at fremhæve at alter for skribenten betød det kristne alter. — Udgravninger, se Dan. Bruun og Finnur Jónsson i Aarb. f. nord. Oldk. 1909 p. 245; afhandlingerne i Årbok h. isl. : fornleifafélags 1880 ff. bærer i henseende til udgravningerne og de historiske konstruktioner et alt for dilettantisk præg. – Egil 132 f. cf. Gisle i 27. Cf. udtrykket Flat. I 380 l. 18 f.; det er åbenbart korrekt formuleret: man kunde være en meget fornem mand uden at have hov. — Blothus, Forns. 42; Austf. 148; Islend. 109; Ol. kon. 106; Flat. II 1907 Fornm. II 263.

(side 385) 121. Jorfjara, Flat. II 452. – Hørg og hov, cf. exe. 16. – Norske lov, Sverres Krist. 79. – Stødte op til hjemmet, Bisk. I 39, Kodrans spámaðr boede i en stor sten nær våningshuset. – Hakon, Flat. I 144. – Andre Germaner, Beda II 13, se exc. 16. – Tacitus, Germ. 9; Ann. I 61 cf. 51 og Germ. 39, samt her i det flg.; Lex Fris. Add. XI.

123. Torsten, Islend. 109. – stallr eller stalli, Eyrb. c. 4; Eidsiv. Krist. I 24; hellighedens sæde, jfr. Fjöls. 40; Skjald. 9 (12); røre stallen og således komme himlen nærmere, som Tacitus kunde sige; Bisk. I 6: hun sang over s., vakte et ordets modvejr mod den kristne prædikants kraftord; jfr. ib. 206, hvor det ligger nær efter vedkommende persons »enfoldighed« at antage gamle vaner. Brugt om »alter«, Stjórn 335; Heilagra manna sögur I 312. – Ring, Landn. 96; Glúma 76; Austf. 154; Eyrb. c. 4, cf. Hav. 110; Atlak. 30. – Snorre, Eyrb. c. 44. – Alfred, Anglo-Saxon Chronicle a. 876. — Tacitus 31. – Draupnir, Skirn. 21; S E 99. – Hakon, Flat. I 144; 369.

124. Tegn, Tac. Germ. 7; Hist. IV 22; Heims. III 105; Mork. 116; Flat. I 227; Njála 895. – , Njála 900; Skjald. 31 (5); Half. 36; Asser i Mon. Hist. Britann. ed. Petri (1848) 481. Endelig bærer stallen afgudsbilleder, Flat. I 321; II 190; Fornm. X 255 etc. - Til stallr svarer nøjagtigt angels. weofod, wigbed = vi-bordet eller vi-pladsen. Dette ord er den nærmeste gengivelse af alter i oversættelse; således stedse i bibelen (BA Prosa I 40, 20, 44, 7, 79, 1, 143, 15, 148, 24 ff.) etc; AS Vocab. 108, 10, 126, 24, 354, 13. Desuden Beda, Early Eng. Text Soc. 95 p. 142, Lieb. 11 (16, 2), 13 (8, 18 f.), 262 (6, 3) etc; det mødes derfor med hearg, Orosius ed. by Sweet p. 8 1. 17 (citeret i Bosworth-Toller). — Torolf og Torhad, Eyrb. c. 4; Landn. 94.

125. Trøndske afgudsdyrkere, Heims. II 221 og lign. Jfr. også det implicerede i Ol. Tr. 28. - Laxdæla 98 ff., Skjald. 128 ff. Hrut havde hov på sin gård (Laxd. 58); han repræsenterede netop en egen lykke, der ikke som Høskulds var knyttet til Hvammsmændene (jfr. Laxd. 8 ff. med Landn. 157, 159). - Gildestuen, Landn. 8 1. 23.



Omkring ølbollen


126. Ljot, Forns. 42; til det trolddomsagtige hørte åbenbart at handlingen foretoges i mørke; et sidestykke Kormak 46: det fordækte er handlingens kraft, jfr. Skjald. 80 (47). - Tord, se i det foregående II 102.

127. Helge ting, Grágás I 27, 97, 112; Orig. Isl. (Vigfússon og York Powell) I 328 cf. Glúma 83. – Tinghelg, Gul. 198; Frost. I 5; Grágás I 97. – Grettir c. 72 ff. cf. Edd. Min. 129 f. – Om lysning af festhelg i kristen tid f. ex. Dipl. Norv. III 27; Södermanlands äldre Kulturhist. hæfte XII 16; jfr. også Lieb. 597 (81). - Offerkød, Heims. I 192, 194; Gut. 63 f. – Sæhrimnir, S E 39; Grim. 18. – Mjødens fortid, se II 238 f. – Velkomstøl etc., til det flg. cf. Cahen og f. ex. Heims. II 43; Dipl. Norv. III 954; og et almuevidne Gaslander 257. – Drikke, brygge bryllup, f. ex. Flat. I 149; Gut. 37; Vestm. Gipt. 2; cf. ölstœmna, Østg. Gipt. 8; Vestg. I Mandr. 13, Gipt. 6 etc. Som det afgørende fra juridisk standpunkt, Frost. IX 12. - Ølfred etc, Hels. Ærf. 2; Vestg. I Gipt. 9; Østg. Gipt 8; sml. dermed de angels. udtryk beorsele, beorsetl, meoduheal, meodubenc etc. og f. ex. gebeorscipe, B. A. Prosa I 59 (Gen. c. 21, 8). – Gilderne, her behøver jeg heldigvis ikke at komme ind på de tornefulde problemer om gildestatutternes indbyrdes forhold, i hvor stort om- (side 386) fang indholdet beror på literær sammenhæng, på forplantning af fuldfærdige gildevaner og på direkte forhold til folkelivet. Sådan som de hævdes er de uvurderlige vidner om kulturforudsætningers dybde. Det kan jo ikke undgå nogen læsers opmærksomhed at Gildelovene i Norge og Sverrig, hvad det ceremonielle angår, har et individuelt særpræg, der vidner om direkte afhængighed af folkelivet. — Da. Gild. 39 (4a), 89 (1); Småst. 20, 44; English Gilds 55, 59, 61, 63 etc.; Gross: The Gild Merchant II 160, 390. – Da. Gild. I 26 (66); Småst. 106, 115, tag (8); Skråordn. 70 (45); Gross I 58, 188; Riedel: Cod. Dipl. Brandenb. XV n. 113, 82 ff. p. 86. – Da. Gild. I 12 (34), – I 12 (34), 26 (36), 69 (2), 70 (4); Gross II 96, 153 etc. - Småst. 117.

128. Sigurd Jarl, Heims. I 193. – Øl signes guder, Flat. I 383; II 184, cf. dispositionen i den opbyggelige gardinprædiken Flat. I 333. – Løfte, Flat. I 307; Forns. 91 udelader øllet. – Sammenskudsøl, Flat. II 271; Gul. 6 f. det indbyrdes forhold mellem de to paragraffer behøver vi ikke at opholde os ved her, jfr. Frost. II 21; et mål øl er omtrentlig det kvantum øl der brygges af en skæppe malt.

129. Vedastus, Mon. Germ. Hist. Script. Merov. III 410. – Columbanus, ibid. IV 102. — Gertrud etc., Grimm: Myth. I 49 f.; Zingerle i Sitzungsber. Wien. Akad. Bd. 40.

130. Øllets kraftige hemmelighed, »øl« er jo ordet i historisk tid, og i denne sammenhæng er det ligegyldigt om ingredienserne i drikken har varieret i tidens løb, eller om endog øllet ligefrem har fortrængt en ældre hellig drik. - Tacitus's samtidige, Germania 22 røber ved sin overensstemmelse med nordiske skikke at gildet var altings begyndelse, og Tac. har nok som fremhævet at øllet var en vigtig ting. Jfr. Hist. IV 14, hvor det udtrykkelig tilføjes at gildet fandt sted i lunden. Hvor meget vi tør læse mellem linjerne i Ann. I 50 f. er vel tvivlsomt. — Skapker, Gul. 58 jfr. Grim. 35; Flat. II 33; Fornm. VI 341; Fornald. I 175; Unger 219 (18); Småst. 144 (22); Saxo I 59. – Horn, Heims. III 337 cf. Fornm. VI. 240 f.; måske kan også nævnes Sturl. II 107; Landn. 211 l. 8; Dipl. Norv. II n. 668; betydningsfuldt som efterklang Fornm. III 190; Fornald. III 140, 163 f.; II 390, også III 637, selv om også den forrykte fabulieren kræver både visdom og langmodighed af læseren; Flat. 360 f. cf. Fornm. III 195 ff., og den sammenhæng mellem kornets og mandens skæbne som antydes 189. Sml. så dermed minderne fra bøndergårdene, N. h. T. 2 III 178; Jens Nilssøns Visitatsbøger (Y. Nielsen) 393; Daae II 27; og eftervirkningen i folkesagnene, Thiele I 54, 109, den første et godt sidestykke til Ol. Tr. med dens amalgation af den gamle tro på velsignelse og dens frygt for de underjordiske.

131. Bord, se Gudmundsson: Privatboligen 186, cf. mos francorum, Gregor X 27 og Waltharius 304 ff. — Hardeknud, Anglo-Sax. Chron. a. 1042; videre Skråordn. 108 (26); Småst. 122 f., 132 ff., 146 (37). Dipl. Nor XI p. 676 n. 598, et optrin ved gildet, visende den der står ved sin drik og vender sig mod sidemanden. Da. Gild. I 66 (42), 172 (12); II (35). Sml. Cavallius II 446; Djurklou 43; Gaslander 267 cf. Topogr. Journal hæfte 26 p. 53. – Mændenes hænder, Atlak. 10, egentlig hen ad rækken af hænder; jfr. har på sin hånd, Sv. Med. 511; Sv. Landsm. 192; Lieb. 11 (12). I den sidste paragraf er det ikke blot indholdet, men også dens plads i loven som har betydning for vor opfattelse af ceremoniellet. Man beskylder undertiden de gamle redaktører for at de ikke havde fuld klarhed over forskellen mellem væsentligt og uvæsent- (side 387) ligt. Sandt er det at vigtige ting ofte fattes, ganske simpelt fordi de var for selvfølgelige til at kræve bogførelse; men det der står i loven er aldrig uvigtige snurrepiberier.

132. Priscos, Corp. Script. Hist. Byzant. I 202 f. – Fagr. 85, simplere og oprindeligere i Heims. I 321 f. og Jomsvik. (Petersens 1882) 94. (Jomsvik. latinsk overs. Giessing 1877 p. 37). Den udvej at følge Jomsvikingesagaerne og henlægge optrinnet til Strutharalds gravøl, er jo ingen løsning. Heimskringlas og Fagrskinnas vurdering af festen udspringer af noget langt dybere end i en blot og bar forveksling.

133. Gilder, Småst. 150; Da. Gild. I 66 (42) cf. II 209 (30); Småst. 112 cf. 123; 132 (21); Heims. I 187, om Snorre har historisk hjemmel, det bliver en sag for sig; faktum er at han vil have sine ord opfattet som en kulturhistorisk notits, og at han har betænkt hvad han siger. Anderledes de specielle gudeanråbelser der undertiden forekommer i kongesagaerne. Når en giver Aserne æren, tilføjer hans kollega Tor og Aserne, en gang bedre hedder det Tor og Odin og Freyja og Aserne, Heims. II 219; Flat. II 184; Fornm. IV 234; jfr. Flat. I 283 med Ol. Tr. 24, – navnene kommes i efter smag. Fornald. III 222 f. er sluppet billigt til sin livfulde bryllupsscene, for billigt til at den kan forlange at blive taget alvorligt i dette selskab.

134. Norske gildeskråer, NGL. V 9 (22), 12 (11 f.), men sml. så indledningen p. 7 (1); cf. også Gul. 6 f. På den anden side Unger 219 (11). — Mange horn rundt, Atlam. 8. — Egil 133; minnikar, lagakar betyder et afsnit i festen, cf. f. ex. Småst. 132; således bliver også bestemmelsen NGL. II 445 forståelig. - Gotlændere, Gut. 37 f., 60.

135. Højeste minne, Småst. 123, 133, 144 (9), 146 f. – Almuen, Cavallius I 169 f., 209; Jens Nilssøns Visitatsb. (Y.Nielsen) CXII cf. Sv. Med. 511; Olaus Magnus XVI 17; Danske Magasin 4. R. II 404. - Våbendrik, Østg. Gipt. 9. – Gilderne, Småst. 116, 132 (21), 150, 159; Skråordn. 112 (47); Gut. 38. – Velfærdsskål, Fornm. III 191; Egil 135. – Samme kar, Østg. Gipt. 9.

136. Ditmarsken, Neoc. 118 cf. Schutze: Holstein. Idiotikon I 88. – Tretal, Gering s. v. þrir; Østg. Gipt. 8; Lex Sal. cc. 44, 50; Glúma 76; Landn. 96.

137. Ned ad gulv, f. ex. Ljósv. 141. – mótsminni, Flat. III 273, er rimeligvis at forstå ud fra dette til móts, cf. Heims. I 68. – Tvemenning, Egil 18, 147; Kormak 52. – Om ilden, Heims. I 187; III 226; Egil 133, 150: »skulde gå om gulv ved alle minner« = eundum, det naturlige neutrale udtryk. – Om Egilsagaens karakter, se foran p. 119 ff.; p. 133 har det afgørende træk at hornet skulde tømmes, i alleryderste nødsfald måtte vennen gøre skel for sin ven; jfr. Fornm. VI 240. Dette er også baggrunden for scenen i Norr. Fornkv. 202, obs. Borghilds hånsord. Sml. Fornm. III 196, der udtrykkelig gør opmærksom på det usædvanlige ved at der var to om hornet. Egil 152 skildrer et blot på Gaular; måske kan sagaen have ret i at først blev der drukket i lag, derpå til halv eller til móts; scenen foregår åbenbart ikke på selve den højeste blotdag. Langt sandsynligere er det dog at forfatteren på dette sted skriver ud af sin egen erfaring. Han kvier sig jo heller ikke ved at give en romanhelteforklaring på Torolfs uvilje mod bøder (153 l. 9), til trods for at han ved at drabet var helgbrud af farligste art. Egil 262 ser delvis ud som en lidt afbleget gentagelse af blotet på Atleø, men i og for sig er der intet i kapitlet som står i strid med en god kulturhistorisk samvittighed. Trods (side 388) den forvirrede fortællemåde er gangen i drikkelaget ikke fordunklet, jfr. f. ex. 263 l. 5 ff. og 264 l. 23. Hvis einmenningr er noget mere end sagamandens egen snildhed, betegnes dermed den ceremonielle drikkevis, hvad enten ordet nu er god teknisk sprogbrug, eller det er senere lavet som komplement til tvemenning. (Af helt anden beskaffenhed er Sturl. II 107: først drak man i lag, dernæst småhornsdrik, (hnyfilsdrykkjur), d. v. s. hver sad med sit horn). Glúma 10 med dets tólfmenningr ved julegildet synes at være et minde om lagdrik, men traditionen er her endnu mere spredt end i Egils saga, og overfor alle de øvrige vidnesbyrd er dette isolerede ord ikke nogen hypotese værd. – Et andet udtryk for drikkens kredsen og for det ceremonielle kultlag er hvirfing. Fra det ceremonielle drikkelag som hjærtet i gildet er ordet gået over i middelalderen. Det kunde synes at stamme fra Danmark, og egentlig at være et dansk kultord som med gildelovene førtes ud over Norden. Kolderup-Rosenvinge: Danske Gaardsretter og Stadsretter 101, 128, 442; Thorsen: Stadsretter 162 (20); Da. Gild. I 216. Om gilder også Fornm. VI 440. Om ceremonielle drikkelag, Heims. II 219; Ol. kon. 61; Flat. II 185, jfr. med Fornm. VI 440 (15), hvor vi ser gilderne opsuge det forkristnede blot.

138. Kvinden sat hellighed ind, se II 108 f. – Ølgudinde, Skjald. 18 (20), 71 (7) etc. – Beowulf 612 ff.; 1980 ff.; P A Po. I 346; cf. Norr. Fornk. 202 og Flat. III 271 f., måske også Unger 219 (17). – Olav Hellige, Ol. s. h, h. 18. – Olav Kyrre, Fornm. VI 439, 442; Fagr. 306; Mork. 126; Heims. III 226 f. De to der sad hinanden nærmest, og derfor kom i umiddelbar berøring med hinanden hver gang hornet gik rundt, sagdes at sidde for hinandens tildrikken, eller at drikke på hinanden. Flat. II 271; III 317, 380; Bisk. I 19; Egil 150; cf. Fornm. VI 442: drekka minni á — drikke ham til som anden mand i drikkekæden. Pladsen og tildrikningen gik efter rang, og under den fornemmere anordning af sæderne med to højsædepladser lige overfor hinanden, en på hver langvæg, var hornets første gang fra forsædemanden rundt om ilden til hans genbo. Mork. um þveran betyder ikke »tværs over ilden«, men »over til den modsatte side« = Fagr. um. De to højsæder tilhører en forfinet verden, som den i den norske kongsgård og de storbondegårde der tog efter hoffet; på almuegården og i det gamle tempel havde de ingen plads, cf. Eyrb. c. 4. En sådan omordning måtte medføre visse ændringer i ritualet. Om virkelig forsædemanden selv måtte følge med hornet, som antydet i Heims. III 228, for at opretholde den gamle kædeforbindelse, er uvist; jeg har antaget at verset gik på modtagelse eller optagelse, og derfor uegentlig var brugt som illustration på dette sted i sagaen — måske har jeg haft uret deri. Olavs to horn, Flat. I 360, kan tyde på at man i store huse lod de to langbænke drikke samtidig, og Fornm. III 189 (cf. 196) får derved en vis interesse. En sådan skik strider mod blotets egentligste princip, den skriver sig sikkert også fra efterblottid. — Ditmarsken, Neoc. I 107 cf. det lille indblik i islandsk bordskik Bisk. I 848: Biskop Laurentius drak ved visse højtidelige lejligheder et kar til hver af sine præster, og et kar omkring til hver, når der kom gode gæster, d. v. s. en omgang drik, et minnekar, for hver af de tildrukne.

139. Torsten, Fornm. III 191. — Helligheden stillede krav, obs. udtrykket Hels. Ærf. 2: ølfred og lagakar skal være som det har været, d. v. s. gæstebuddets strenge helg skal overholdes, som hidtil, sammen med de skåler som hidtil har været nødvendige. - Vikingelov, Heims. I 67.

(side 389) 140. Hirden, derfor var hirdmændenes drikkelag i senere sprog og sæd minnedrikninger, Bisk. I 728; Fornm. VI 240, 442; cf. betydningen af minni, Fornm. III 196.



Bøn og offer


141. Øl, cf. Egil 261 f. - Telemørkinger, N. h. T. 2 III 174 f. - Alrek, Half. 3.

142. Vie, ordets anvendelse er givet af sådanne steder som Flat. I 280; om formælet cf. Trymskv. 30; SE 45. Fremdeles sprogbrugen i runeindskrifter, Wimmer: Danske Runemind. Ordsamling XXIV. Overført til kristen brug Eids. Krist. 48 f. Ellers fortrængt af signe, og dette verbum overføres på antikvariske beretninger om fortiden, Heims. I 187 (9), 192 (8); Flat. I 56; II 184; Egil 134 f.; Gul. 6, 7, 23 (15); Sigrdrif. 8. Cf. Ancient Laws and Institutes of England 356 (32). - Hammertegn, Heims. I 192. — Lade drikken suge, her er det af interesse at læse hvad J. M. Lund fortæller i sin Beskrivelse over Øvre-Telemarken (Københ. 1785) p. 236: ved en gård var der et fjæld med en hvælvet hule; »beboerne sætte deres nybryggede juleøl endnu ind i denne hule, i det håb at det her skal blive desto kraftigere«. - Slagtede bukke, S E 45.

143. Eddadigtet, Trymskv. 30. – Signy, Islend. 15. – Olav, Flat. II 186. – Mæle for, se exc. 17 A.

144. Nornerne, Völs. 100. — Gjuke, Völs. 143. – Norge, Nord. Mus. Främjande (1891) 31 cf. Stiernhöök: De Jure Sveonum (1672) 163. – Til hæder, Upl. Ærf. 3. – njótsminni, Fornm. VI 52 cf. Fritzner. – Trygdemål, Grágás I 205; Staðarh. 406; Heid. 99; man tilgive mig en eklekticisme, som ikke er ubegrundet i kildernes art.

145. År og fred, Heims. I 187; Fagr. 31; Flat. I 318; Gul. 6; N G L. V 7 (1), 11 (46) cf. II 337; Frost. II 32; S E 7 (c. 5); Torarin Glælognskv., Skjald. 301 (9); interessant er den uvilkårlige overførelse på andre folks gudsdyrkelse Flat. II 27. - Årbod, Flat. II 184. Se endvidere Gut. 3; cf. Heims. II 134; Flat. II 69, der ikke skal tages som autentisk svensk dokument; Sv. Med. 512; Cavallius I 169; Dipl. Norv. XI p. 676. — Islandsk, Dipl. Island. II n. 171.

146. Galdre, Grágás I 22 (c. 7). — Minnet synges, Da. Gild. I 66 (42); II 209 (30); Fornm. X 19; Småst. 132 (21). - Efterklange, Syv II 202 cf. citatet hos Kalkar: Ordb. til det ældre danske sprog, under »ærinde«; Sv. Landsm. 192; Cavallius I 168, 170. – To ting i formælet, se Sigrdr. 1 ff. — Formælet spænder, cf. også Egil 263. – Østgøtaloven Gipt. 9 f.

147. Bøn, Flat. I 191 cf. Islend. 109. — mæl heill, f. ex. Flat. II 196; Islend. 262; Mork. 39; Fornm. VI 240; Flat. II 613 cf. f. ex. takkeråbet gef heill, der indeholder en velsignelse både over giveren og over modtageren. - Egil 208.

148. Vær heill, Geoffrey of Monmouth VI 12, Gaimar (ed. Hardy & Martin) 3811. – Alle heile, Heims. I 68 betyder – hvad så forfatteren har tænkt dermed — oprindelig: held og lykke i Hrolfs ære og lykke, den som stammer fra ham og som går i hans æt, held i os og held i ham. Jfr. til sammenligning det frankiske: at drikke fyrstens skål og beruse sig i hans og hans guders lykke, Mon. Germ. Hist. Cap. R. Franc. I 64 (26). — Hagbard, Saxo I 344. – Vedtagne former, som f. ex. når lovmæssigt forsvar følger på lovmæssig stævning. — Ethelfrid, se her I 124.

149. Torgils, Forns. 147.



Til år og fred


(side 390) 150. Full, Heims. I 187; Fagr. 85; Egil 134; Sigrdr. 8; Gud. II 21; Skjald. 50 (36); cf. det konstante bragarfull. – Veig, Norr. Fornkv. 80 (25), 106 (8), 136 (7), 162 (50), 199 (46); Herv. 274; Fornald. II 522; Fornm. IV 350; Skjald. 43 (3); Beow. 481, 495, 1982, 2021, 2253, 2282 cf. 615, 1015, 1169, 1192; Heims. I 187 vil skelne mellem gudernes full og frændernes minne, forskellen er åbenbart bygget over betydningen amindelse, jfr. f. ex. Småst. 159. Interessant er minnisöl, Hynd. 45, nærmest = huskedrik, men som baggrund står i betydningen hele lykkefylden, jfr. Sigrdr. 2 prosa, hvor det er omtrent = blotbæger, og efterklangen Fornald. III 309. – Når det i senere tid hedder at drikke ens skål, betegner udtrykket jo at drikke med det formæle at lykken skal være med den nævnte. Om udtrykket har gammel hævd er vel tvivlsomt. Det lader sig nærmest sammenligne med det gamle, at drikke hedenfarne frænders minne, Heims. I 321; Fagr. 85; deri ligger både at styrke den bortgangne og at styrke sig i ham; de to ting er eet: forening eller indkapsling i den lykke som er både ham og den som drikker. Til den senere norske skål for liget, Topografisk Journal hæfte 26 p. 47, svarede i de gamle dage bragebægeret, det var både den dødes og de levendes velfærdsskål. De senere almueskåler, så lige de end nedstiger fra den gamle kult, har jo forandret karakter derved at den gamle harmoni, som spændte livet som et hele ind under blotet, er sprængt. Se i det hele de flg. kapitler. – Minne, Fagr. 85.


151. in amore, Hinemar, Migne: Patrol. Lat. CXXV 776 jfr. det flg.: at drikke for sin sjæl; endvidere f. ex. Mon. Germ. Hist. Script. III 300 (70). Til munr. cf. I note til p. 290. Ang. tysk minne må jeg nøjes med at hensvise til ordbøgerne. Obs. betydningen billigelse, og jfr. nordisk ráð. Siden 1921 kan der dog også henvises til Caen. Ordet minning, Glúma c. 6 (25) indeholder åbenbart ingen antikviteter; til Ol. Tr. 24 cf. Flat. I 283 og Flat. II 88; Heims. I 185 variant, god kristen festforklaring; til Fornald. III 33 cf. Grettir 142 l. 3 (c. 61, 12); Laxd. 200 = surrogat, eller foreløbigt substitut. Sigrdr. 5; blande betyder i de ældre germanske sprog ikke blot iblande, men også tillave ved blanding. Fritzners distinktion er vistnok for snæver, men afgørelsen har ikke stor betydning på dette sted. – Til ... fred, samfølelse er grundbetydningen i ordet, men vi må huske at det som ethvert af sjælens attributter har et forhold til det guddommelige; det betegner altså den kraft der følger med fred. Derfor har det noget i sig af »fred udadtil«, men naturligvis ikke i vor passive forståelse: det er sejrfreden der menes. Således også Ol. Tr. 28 nederst, selv om vi der måske kan mærke at sagaens kristne forfatter, som alle vegne, forsøger at sætte sit kulturstempel på ordene. — Drikke til, se II 82, cf. i den løjerlige historie Flat. I 580: drikke til = søge at opnå hans medvilje og medvirken. — Hammardal, Dipl. NorV. XIV n. 277.

152. Gilder, f. ex. Småst. 133, 149; Skråordn. 112. Gildefreden er intet ilde grundlag for studiet af historisk kontinuitet. Fred på jorden og blandt mennesker en god fordragelighed, det var noget kristendommen kendte og kunde assimilere. Her var et magnetisk tiltrækningspunkt for skriftsteder (jfr. f. ex. Da. Gild. I 68, 88 med I 736, 762; II 135; Småst. 40). Kirken og staten griber i sin frygt for gildesolidariteten fat i denne kærlighed, og giver den deres allerbedste velsignelse i det håb at næste- (side 391) kærligheden vil vokse alle uheldige tilbøjeligheder ud af broderskabet. Men den gamle alvor, at fredens modpart er hævn, bliver jo en rum stund ved magt, og til skriftstedernes rette forståelse skal sammenlignes de steder som er citerede i første bog pp. 34, 39 f., 66. Så vil man ikke have svært ved at finde den gamle tone i de fleste af ordene. – Tingsprotokol, Cavallius I 209 cf. 169. – Småland, ib. 169. – Ordsprog, Syv I 537 jfr. noten; obs. at det stedse er Vorherres skål som skal virke; Budst. II 744. Tyskerne har heller ikke glemt den gode, gamle vane, men i deres skikke mærker man mere sydens ånd. Sitzungsb. Wien. Akad. 40, 180 o. a. st.

153. Norsk jul, Nord. Mus. Främjande (1890) 36 f. cf. Folkevennen VII 406. – Hensynsfulde gæster, N. h. T. 2. III 174 f.

154. Ydun, SE 30, 69; Skjald. 16. – Hjørleif, Landn. 7 f. — Testament, Daae II 24; Dipl. Norv. III n. 7, obs. ordlyd; Sv. Dipl. I n. 638: med øl og mad; n. 737. – Gilder, NGL. V 10 (34, 41), 12 (10, 12); Unger 219 (12, 19); Småst. 44, 132, 145 (34), 147 (52, 57), 150; Da. Gild. I 14 (47), 28 (36), 64 (24), 70 (4), 90 (4), 104 f- (30, 40), m. m. Her gælder en lignende betragtning om historisk kontinuitet. Disse citaters vægt som kulturvidnesbyrd beror på at de indregistrerer den måde hvorpå middelalderens almindelige tendens blev optaget og omsmæltet i specielt nordisk forsorg.

155. Trønder, Flat. II 184 cf. Fagr. 69 f.; Skjald. 119. – Sige sig ud af ætten, etc., Flat. II 146; Fornm. V 326. Se Halfreds indholdstunge vers, Skjald. 158 v. 6 f., med deres hentydning til lykken og frænderne; Bisk. I 10; cf. udtrykket Eyrb. c. 5. – Gudniding, Njála 887; Flat. I 239; II 360 i kristen betydning er vel vendt klædebon; sml. ættarspillir, Flat. I 323. – Radbod, Acta Sanct. Mart. III 147, se også Grønbech 112, 114. – Dagligt samvær, forholdet mellem hverdagsdrik og festdrik er jo illustreret i freden: stigningen fra hjemfred til ølfred, og fra ølfred til festhelg. Se slutn. af forrige bog (Hellighed og Helligdom), og jfr. for øvrigt f. ex. Vestg. I Mandr. 13; Lieb. 11 (13, 14), 92 (6, 5), 228 (1, 2), og angående den højeste helg der gør fredsbryderen til vargr: Forns. 124 (bryllupsfærd); Egil 153 (blot). Som udtrykt i forrige bogs afslutning er der ingen brat overgang fra det sociale til det religiøse. Vi må derfor tale om Sigurds drik hos Gjuke eller Hedins drik i skoven som noget socialt, som madfællig, fordi handlingen ikke på nogen ostentativ måde er skilt ud af det hverdagslige; men disse episoder får nyt lys når vi ser hvor langt guden rækker ind i hverdagslivet. Ligeså var altså brylluppet virkelig et blot, ikke fordi det krævede hvad vi kalder religiøs sanktion, men fordi festen måtte vies til højere lykke for at have kraft til at skabe den sociale virkelighed. For at få det rette forhold frem må vi, der ser dobbelt på alt, desværre tage institutionen successive fra to synspunkter. Jfr. så til sidst et sådant billede fra det daglige liv som Egil 150; det er øllet og samværet som gør hele forskellen. Dette er forudsætningen for at forstå sådanne ord som Flat. I 457 og lign., at kristne og hedninger dårligt kan sidde sammen ved drik, fordi de har forskellig »sæd«. Se også Grønbech 106 f., 117 f.

156. Tomtebolycka, er taget fra Cavallius I 277; at citere videre vilde betyde det samme som et forsøg på at øse et passende udvalg af syndfloden op i et pottemål, se Feilberg under »gilde« med henvisninger. – Skibene sejlklare, Heims. I 241, tilsv. Austf. 96 1. 17 o. lign. Jfr. situationen i Egil 62; Atlak. 9 f.; Atlam. 8: obs. det selvfølgelige. – Beow. 489 ff. (side 392) Sml. Wallace: Rou 7349 ff. Herfra kastes der lys over de germanske vaner som antydes gennem Tacitus's fortælling Ann. I 65; Hist. IV 14, V 15 cf. foran note til II p. 130. – Rive til sig med kraft, cf. Flat. I 290. Der var nok også dybere raison end Tacitus troede, i Germanernes tilbøjelighed til at drøfte de vigtigste æmner i løftet stemning. Romerens udlæggelse af fordelen ved to tempi: først fuld og åbenmundet, så ædru til forarbejdelse af rusens materiale, har samme rationalistiske præg som alle de steder hvor han lægger sin egen verdensvisdom til. — Ætlede, Gul. 58. – Bryllup, f.ex. Østg. Ærf. 8, cf. udtrykket Frost. IX 12.

157. Arveøl, Ancient Laws and Institutes (Thorpe) 448 (35) cf. NGL II 92 og Gut. 38; der på øen er al reformation så doktrinær radikal, at der efter al retfærdig beregning skulde være vokset en solid konservatisme op. – Bonden der resigneret, Feilberg: Dansk Bondeliv II 107. — Fagrskinna 84, contra Flat. I 163 f. – fagna, Heims. II 223; Gisle 18. – Ingemundsønnerne, Forns. 41.

158. Tvekamp, Egil 244; Gisle 80; Kormak 47 f., 49. – Vigastyr, Heid. 14. – Hakon Jarl, Heims. I 303. – Blot og frétt, Landn. 7; Ol. Tr. 2; Heims. I 33, 70; Flat. I 213; Fornald. II 8; Lieb. 312 (5), 383 (48). – Blótspánn, Fagr. 76; Heims. I 70; Landn. 65; Fornald. III 31; Herv. 227; hreytir, Skjald. 105, forstår jeg også som: den der fælder tenene, eller strør, ryster dem ud, jfr. verbets brug Rig. 38; Atlam. 46; se også exc. 17B. – Tacitus c. 10. — Blotets lykke, endelig har vel blotets magt kunnet finde frem gennem den hu der sad inden i mennesket; det mærkedes vel på visdomslykken, når man blotede efter indsigt, som Gunhild, Ol. Tr. 2. – Majestæt, selvfølgelig havde guderne en vilje lige så vel som frænderne – begge en vilje der i sine udslag bestemtes af at den var fred. – Et karakteristisk ex. på stilforandring, Heims. I 337 sml. med Flat. I 191. Sagen er naturligvis kompliceret, fordi der dels er tale om en stilistisk menneskegørelse, under indflydelse af fremmede mønstre, dels om en virkelig vækst i gudernes personlige selvstændighed. — Røgnvald, Landn. 97; Flat. I 222; Austf. 95; Eirik. 17. – Ikke end, cf. Cæsar I 50, også 53; Tac. 10; Agathias II 6.

159. Varselsvægt, Flat. I 188 f. cf. Jomsvik. utg. af Petersens (1882) 110 etc. – Hávamál 144. – Tog afsked, Landn. 7 etc. – Vebjørn, Landn. 47. –
Halfdan, Flat. I 24. Obs. hvordan de gamle forudsætninger skinner igennem den kristne tendens i Vita Ansgar, c. 27.

160. Landnamsmanden, Landn. 7 etc.



Leg og løfte


(side 392) 161. Idræt, Flat. I 579. – Hestekamp, Glúma 38, 51; Grettir c. 29; Bj. H. 47; Njála 264 ff.; Reykd. 53. – skei, Top. Journ. 26, hæfte 55 ff.; N. h. T. 2 III 171; Daae I 51. – Leg, cf. Grimm: Myth. 32; for angelsachs, må jeg nøjes med at henvise til Bosworth-Toller og Grein. Interessant er også brugen af leg = ritus, Flat. II 93.

162. Kamp, f.ex. Skjald. 170; særlig interessant ved de dybe associationer: drikke jul – holde Freys leg, ibid. 23 (6). - Moret os, Reykd. 100. – Grettir c. 72. - Ligskjorterne, f. ex. Lund 142, men et enkelt eller nogle få citater giver jo ikke kærnen: det selvfølgelige.

164. Den mægtige æreside, der er intet figurligt i et sådant ord som det Hall siger, Flat. I 419 l. 5 f. n. – Angelsachseren, B A Po. III 1, 196. – (side 393) Våbendans, cf. Tac. c. 24; at ordet leg ofte går på dans betyder ikke at dans er grundbetydningen, men det er et vægtigt vidnesbyrd om hvilken rolle ceremonielle opførelser spillede ved festerne. — Gravøllet, Heims. I 65 f.; Fagr. 84 f., cf. variant. Den juridiske vurdering er givet ved anerkendelsen af festen som arvingernes indgang, cf. Gul. 23 med det foreg, her II 98 f. m. note, og med sprogbrugen i Fagr., – det legale er altid rodfæstet i noget reelt. Sv. Dipl. I n. 584: hvor vigtig en sag det var at få dokumenteret arveøllets rigtige afholdelse for 23 år siden. Om betydningen af »arve« se N G L. Glossar, og Atlam. 75; Fagr. 84; Heims. I 321; Egil 286 f.; Unger 219. – Gilp, er forskrivning til fremtiden, ond eller god, Beow. 829, 640, 675; B A Po. I 370 (274). Verbet gilpan betyder at nyde bedriften, at kunne hovere, Beow. 2055, 2583; Gen. 2017, og derfor er gilp også det ry man har erhvervet sig ved sin dåd, se Bosworth-Toller (dog ikke alle de exx. han opfører under denne betydning) jfr. Beow. 868.

165. Værrefædring, Forns. 121. – Torkel Håk, se II 36. – Drik vel, Flat. I 180. – Alle drikke, Heims. I 321. – Hedin, Helg. Hj. 33. – Værdi som gudsdyrkelse, at der er det næreste forhold mellem løfte og festglæde, det har man stedse på det rene, Flat. I 180; Fornald. III 633; Jómsvíkingadrápa 11 (Skjald. II 3); sammenhængen var traditionel, med andre ord. – Slip heltedåd løs, Beow. 489; i kulturbelysning forsvinder alt mærkeligt ved dette sted, hvordan nu end meoto skal fortolkes. — Heorod, se foran II p. 156; cf. Flat. I 66; Sax. I 94 (se foran II p. 62); B A Po. I 368.

166. Grund, Svarfd. 57 cf. Islend. 166. – Ingolf, Landn. 6. – Angantyr etc., Herv. 207, 300, cf. 233; Islend. 42; Flat. I 388 cf. Fornald. I 345; II 125; III 633, 661. Obs. Fornm. XI 26.

167. Mandjævning, Flat. I 126; II 271; ib. I 66, et godt ex. på sagamænds ævne til at fortælle kulturret. Overfor et sådant sted skal der ikke spørges: er det korrekt at det gik sådan til ved hin bestemte lejlighed (jfr. Ol. Tr. 2)? Sagamanden skal, eller mener at han skal, fortælle om et bortfærdsøl som baggrund for begivenheden, og dertil er han fuldt rustet. Om mandjævning se desuden Eyrb. c. 37; Forns. 149; Mork. 186 f. — Angelsachsisk, B A Po. III 1, 144 f.; obs. ordlyden v. 15 f. — Ørvarodd, Fornald. II 265 ff., 546. Glúma (p. 16 f.) har ikke forsmået at hjælpe sin helt på gled med en bersærk, der såre belejligt kommer og forhåner Israel, fra den statelige mand i højsædet til den ringeste ved døren. Det kunde dog være at der bag skablonen titter en tradition igennem. Forfatteren får, åbenbart uden ret at vide af noget, en gammel formel på tungen, når han siger at bersærken gik fra mand til mand og leitaði ordheilla, spørgende den ene efter den anden om han turde måle sig med ham. Orðheill er lykke i ord, i ry (jfr. I 125 med note, Hynd. 50 = ondt formæle), og formelen er åbenbart beslægtet med at leita heilla. Vi kan vel gengive den med »at hente ærens blotheld«. Optrinnet finder sted ved et blot, men fortælleren har helt tabt tråden, og den festlige mandjævning er degraderet til at indfang den gode historie om tournerende bersærker.

168. Endride, Flat. I 456 ff.

169. Digtet, se Sturl. I 19; Beow. 856 ff. jfr. 1063 ff. ¬– Historie, Daae I 52 giver interessante minder fra folkelivet. – Egil 286. – Völustein, Landn. 171. – Vatnar, Origines Islend. I 272 cf. Flat. I 214 f. (side 394)

170. Arvekvæde, obs. ordlyden Egil 286; bevarede arvedrapaer, Skjald. 57, 150, 164. Sml. Jordanes 41. Se også den karakteristiske paragraf Söderm.
Ærf. 7: det betød noget at få den nødvendige »hæder« med på vejen. –
Beow. 3157 ff.



At blote


171. Floki, Landn. 5. – Hårek, Flat. I 261. – Øgvald, Flat. I 375; det skælmske bliver ved kontrasten næsten til ironi, idet denne fortælling, som bærer den folkelige oplevelses stempel, er sat ind i en gejstlig sermo.

172. Blotet, f. ex. Ragnar 133; Fornald. III 211; ejendommeligt nok bliver det i den sekundære sprogbrug identisk med at heilla, Bard. 30; Völs. 152. – Olav Hellige, Flat. II 25 ff., cf. ib. I 526.

173. Eystein, Ragnar 132 f., 138 cf. 131. At man i Sverrig nogen sinde har kaldt sit gode blotnød for Sibylle, tror vi ikke på en sagamands blotte ord, men navnet bør ikke komme koen til forklejnelse, den tilgrundliggende tanke er ægte nok. – Blotmanden, Eyr. cc. 7, 11; Landn. 42, Gislesagaens version, 140, med dens dativ er en misforståelse, se Hrolf 85 med var.; cf. historien om Gudbrand, Flat. I 23. Beslægtet dermed er den krigerske selvblotning, Ol. Tr. 29; Flat. I 88; II 72. – Ættens høvding, Bisk. I 473; obs. udtrykket Erik Røde 56 l. 17. – Harald Hildetand, Fornald. I 374; Saxo I 361; Hynd. 28; som sædvanlig tror jeg på meningen i ordene som de står. Sml. Fornald. III 210; II 242 l. 1 ff.; den uhyre forskel mellem disse linjer og deres kulturelle forudsætning er klar nok, men lige så let ses det hvor lille en brydning i tankegangen det er der fremkalder omvæltningen. Flat. I 292 siger også under legendarisk form hvad der kendetegnede en hellig guddomsstærk mand.

174. Vegeir, Landn. 47. – Eyvind, Flat. I 385; Ol. Tr. 36 cf. Flat. I 393 ff.; det kendes noksom gennem den kristne fremstillingsmåde hvad slags mænd sådanne som Raud var inden for den gamle sæd. Se i det foregående I 229. – Halfdan etc., Flat. I 566; Landn. 12 (det underlige tilnavn behøver ikke at skræmme os). Flat. II 7: en religionshistorisk udvikling, der er interessant for overgangstidens psykologi, idet den jo udtrykker på en prik hvad der skete ved sædskiftet: de stærke, blotede væsener blev tryllede eller forheksede; hvad der under de gamle guder var styrke og hellighed, blev ondskab og Satans magt, dengang folket omvendte sig til kristendommen. Men den har ikke mindre interesse derved at den helt igennem er inspireret af den gamle sæds forudsætninger, og derfor er radikalt forskellig fra klærkespekulationer; forvandling fra blotet til tryllet er, når alt kommer til alt, overgang fra fred til »uhyre« nidingstilværelse. Se her I p. 229 ø. og Grønbech 120 f.

175. Freyfaxe, Austf. 97 ff. Agrip c. 12 spiller over en særlig kongeetik. Sml. hermed at visse folk som helhed var helligere end andre, var blotfolk, Tac. 38 cf. 31, og at de hellige høvdingers jorder var blotland, cf. her II p. 106-7.

176. Angelsachserne, Beda II 13. De sydlige folk har på adskillige punkter været længere fremme i retning af at føre de sociale former ud i stereotyp embedsmæssighed (om Danmark og Sverrig ved vi jo desværre såre lidet); og hos dem er åbenbart hist og her konsekvensen draget af særvielsen. I hvert fald omtales tidligt en fast præstestand, Tac. 7, 10 f.; Ammian Marcell. 28; 5; 14; men vi må ikke glemme at vi kun får generalisationer, og at generalisationer meget vel kan skjule en uensartet (side 395) mangfoldighed. – Tacitus Ann. I cc. 61, 59. – Skyld, Eyrb. c. 10; Lex Fris. tit. XI; Islend. 404. – Selvmord, Herv. 227; Landn. 17. – Blote lunden, se II p. 100 f.

177. Blote guderne, Gul. 29; Grágás I 22; Flat. I 264 l. 37, 387, 439; Skjald. 42 (2), 158 (6); Helg. Hund. II 29 prosa; Fjols. 39 etc. Måske har sprogbrugen været en anden i svensk, Upl. Kirk. 1, men jfr. Gut. 63 (22). Fra den kristne angelsachs. sprogbrug kan intet sluttes, da anvendelsen af verbet blótan aldrig går på hedensk gudsdyrkelse. – Milde, blide etc. Vaf. 17; Grim. 6; Lokas. 4; Odrúnn. 9; Vaf. 13, 25; Skjald. 119 (16). – Hvitaby, Ragn. 130 cf. Fornald. II 132 ff. – Blotede guder værre, cf. f. ex. Flat. I 292. — Legenderne, Flat.. II 190; Heims. II 345.

178. Sonargalt, Helg. Hj. prosa; Herv. 233. – Langobardiske edikt, Roth. 351; se også Sievers i Paul und Braune's Beiträge XVI 540. – Spåmand, Flat. I 419. – Glemselsdrik, Gud. II 21 cf. Hynd. 38. – Stalleringen, Glúma 76. — Vædder, Ljósv. 126; Heims. I 186 cf. beskrivelsen af kristen skik Bisk. I 195; Flat. I 394. – Blotsvend, Herv. 297. – Kormak 48; cf. Herv. 228; Hynd. 10; Flat. II 184: stallen eller hörgen som de to ligevægtige manifestationer af magterne, se foran II p. 119 ff. med noter, og exc. 16. — Egil, Heims. I 50; Skjald. 10 (17 f.).

180. Blodforeningen, nemlig ved at blande blod i mulden på jorden: det afgørende sted var enten fodsporene eller mulden under den oprejste græstørvstrimmel. Denne ritus har jo paralleller nok, men dens egentlige hemmelighed er fordulgt. Ved fodsporenes hellighed kan man være tilbøjelig til at tænke på den sko der figurerede ved ætledningen; ved græstørvsceremonien har vi kun løse gisninger. Exx. Sigurðarkv. Brot. 17; Saxo I 40; Gisle 11; cf. Lokas. 9; Fornald. II 445; III 376. – Blote med offerdyr, Forns. 50; Bisk. I 23; Fornm. I 174; cf. Atlam. 78; Gut. 63 (22). – Med mad og drik, cf. udtrykket Heims. I 192 (10 f.); Gut. 7 (5), 63 f. – Torolfs søn, Landn. 165. – Grágás I 22. – Ophænge i blothuset, Landn. 121 cf. Forns. 141 1. 1. Blot hedder alt som er »helliget« til den højeste lykkekraft gennem kultens anspændelse. Eids. Krist 24 nævnes lerblot og madblot som forbudne varer i en kristen husholdning; cf. Flat. III 246; Skjald. I 82 (52).

181. Blote erstattet af give, se exc. 17 C. – At blote, Cavallius II 382; Ritz: Ordbok 42 cf. Forns. 36 (24); Gisle 53; N G L. II 418; Flat. II 643; og Bisk. I 43 med den religiøse baggrund. – Mødetvang, jfr. Glúma 16 (25) med Adam af Bremens bemærkning om de videre samlag, IV 27. – Gilderne, N GL. V 13 (29 f.); Unger 219 (7); Da. Gild. I 12 (34), 26 (29), 70 (6), 91 (5); Småst. 42, 129, 132. – Exclusiv, Budst. II 744; E. Holme: Fra Telemarken (1911) 33; Nicol. 72; Gaslander 256, 271 der citeres med alt forbehold; lysten til at overhælde en uvelkommen gæst netop med kødsuppen hører til disse survivals som man med største lethed kunde forklare ud fra alderdommelige synspunkter, hvis man bare havde mindste holdepunkt for deres ælde.

182. Sigvat, Heims. II 170 ff. – Egil 130 ff., cf. 152 f. Om kvindernes stilling i kultlaget ved vi intet, udover dette at de tjente ved hornet, cf. Beow. 612, 1980; Sigrdr. I, prosa og her II 137. Drikkekredsen var en mandsring, og det er karakteristisk at tvemenning hyppigst bruges om samdrik mellem mand og kvinde — hvilket kunde tyde på festligt samvær under mindre ceremonielle former. Frost. IX 9 tyder jo på at kvinderne ved (side 396) visse lejligheder har haft en egen drikkeceremoni; yfir þvert gólf (som er noget helt andet end um þveran, se foran note til II p. 138) tyder på at de ikke sad sammen, men når og hvor, om alene eller i mændenes nærværelse – de spørgsmål hjælper ingen gisning os over.

183. Hakon Gode, Heims. I 185 cf. NGL. V 11 (3).



Feststilhed og festlarm


Se til det flg.: Essay om kultdramaet II 220 ff.

184. Brister en ring, etc., f. ex. Islend. 10, 16; Flat. I 67. Værdien af våben, smykker og ejendom i almindelighed afhang af ejermandens hamingja. Når en ting virkelig var tilegnet, var den opsuget i ejerens liv og lykke og havde nøjagtig samme værdi som hans andre ejendele; våbnet er så gammelt som hamingjaen som inspirerer det, ti ælde indbefatter ikke alene et stort åremål, men lykkens og ærens fylde og dybde, cf. her II 42 f. På samme måde må et nyt helligsted gøres gammelt eller identisk med den helligdom det skal erstatte. Det har været nødvendigt ved indflytning i den ny bolig at samle hele tilværelsen i et blot, og således at bringe guderne ind i den ny helligdom. Hrafnkels blot på Adalbol er sikkert typisk, Austf. 96 l. 16 f. cf. her II 117, 171. Derfor blev det ny gudshus ikke det vi umiddelbart tænker, et nyt kapitel der i tid knyttede til sin forgænger, og fra et vist øjeblik i fortiden pegede over mod sin forudsætning et andet sted. Aflæggeren var sidestillet med sit ophav; den havde samme indhold, og den rakte lige så sikkert op i altings urgrund. – Forvarslet, f. ex. Heid. 82 ff.; Glúma 53; cf. Njála 698 f. og lign. Derudfra skal forstås de store ættedrømme, som Heims. I 94. – Komme frem, Half. 11; Laxd. 115, 245; kyndige folk finder de kommende sår ved at overføle legemet, Reykd. 29; Heid. 77. — Floki, cf. her II 171. Det er jo en forudsætning for enhver blotning, det være sig af dyr eller mennesker, at man kan bringe hele lykken til sæde i den helligede.

186. Varselstvekamp, Tac. 10; Saxo I 132 f., 170 f.; cf. Agathias I 2, der ved at byen hedder Snerpe; Paul. Diac. I 12; Gregor II 1 (2). Og se endelig ordlyden Flat. I 577 f.

187. til heilla, Eyrb. c. 44; Flat. II 72, naturligvis havde Odin viet spydet, men at vie var ikke en kunst den gubbe havde for sig; hans optræden betyder religionshistorisk udtrykt at blotet var lykkedes. – Hermundurerne, Tac. Ann. XIII c. 57. – Indsvøbt i fremtid, hermed får også først brageløftet sin egentlige værdi: det er en absolut foregribelse af fremtiden. Når der undertiden tilføjes et alternativ: »eller også dø«, har det ikke den reservationskraft som vi uvilkårlig lægger ind i det. Fra først af havde det vel næppe nogen plads i løftet. Sml. de andre løfter som er citerede foran II p. 165 f. Derudfra skal vi også bedømme den tilsyneladende modsætning mellem uviljen mod at holde gravøl og sætte sig i højsædet før hævnen var fuldbyrdet, og trangen til at få arveøllet fra hånden så snart som muligt. Løftet rejste fremtiden, hvis man kunde aflægge det, cf. Islend. 166; Gisle 25, 31 omtaler gravøl før hævn, nogen grund til at drage rigtigheden i tvivl er der næppe. Til grund for Herv. 264 ligger netop manddomsløftets ævne til at habilitere sin mand, (side 397) men det som var en ubetinget forudsætning er gjort til løftets indhold. Analogt er Harald Hårfagres løfte om ikke at lade sig klippe, cf. II 112. Begge er i formen kulturhistorisk set sekundære. Om det normale tidspunkt for afholdelse af arveøl ved vi ikke meget. Der synes jo hist og her at have fundet en tvedeling sted, i et udfærdsøl og et egentligt arveøl, og denne dobbelthed må forstås i analogi med fæsteøl og brudeøl, men nogen stor betydning har den ikke haft. Jfr. Laxd. 15; Bisk. I 837; Gul. 23. I ársmót og lign. spiller kristne skikke stærkt ind. — Norsk brudgom, Top. Journ. hæfte 26 p. 45 cf. Lund 153 og Yng. Nielsen: Træk 61, hvis begrundelse jo også har sin gamle interesse. Og her kan vi trygt minde om bondens tro på at den der kommer først hjem fra kirke juledag, får først indhøstet, etc. cf. f. ex. Gaslander 271. – Darradsangen, Njála 898 ff. cf. udgaven i Edd. Min.



Guderne


193. Dybeste betydning, se eftervirkning: »Gud give dem livet så let som jeg drikker skålen ret«, og lign., N. h. T. 2 III 199; Syv II 299. – Drik ud, Heims. I 66; Egil 262; Völs. 143; Fornm. III 189 f., etc. cf. Småst. 123; Da. Gild. I 173 (22). – Tor, S E 50 f. – Hirdskik, Fornm. VI 240; Mork. 46, hvor pointen er at hirdmanden hjælper sin kammerat ved at drikke en del af hans horn; cf. f. ex. Sturl. II 107. sleituliga og lign. betyder: sådan at man ikke overholder ritualet; almindeligvis går det på en der kniber ud, og ikke drikker hvad ham tilfalder, Egil 262; Fornm. VI 241 cf. Flat. II 452, hvor der er tale om friere drikkesæt, men med de samme forudsætninger. Kampen mod drikketvangen har sat sig spor i gildeskråer, se som enkelte exx. Da. Gild. I 226 (13), 254 (2), 265 (6), 539 (32), II 19 (19) etc. Lübeck Urkund. VI n. 301, p. 332 etc; fra ældre tid Mon. Germ. Hist. Gap. R. Franc. I 64 (26); Migne: Patrol. Lat. (Hinemar) CXXV 776.

194. Vøluspå, se også II 251 ff.

195. Vælge varselskvistene, Vsp. 63. – Rituel skål, Sigrdr. 1 ff.

198. Freyja, S E 41 ff.; Trym.; Vsp. 25. – Myten om Tor, S E 44 f.

199. Mytisk hoved, S E 20 f., 63, 64; Sigrdr. 14. – Gregor, Dialog III 28. – Fortællingen om vølsen, Flat. II 331 ff.; blæti vil sige alt hvad der indeholder blotets kraft, så vel ord og handlinger som genstande.

204. Frode, Beow. 2016 ff.; Heims. I 23; S E 106 f.; Saxo V 247, 254 ff.

205. Offerhallens billeder, f. ex. Grotta. 6. – Geden, Epist. 66 (Jaffé); Gregor Dialog III 28.

206. I myte og ritual, f. ex. S E 44 f., 27; Trym. 21; Skjald. 17 (15). – Køer og heste, cf. her II 171 f. — Saxo III 120 f.; Adam Brem. cc. 26 f.

207. Tacitus c. 40. – Norge, Flat. I 337. – Svinet, SE (AM) I 176, 344; vaningi = svin, S E (AM) I 591; Helg. Hj. 30 prosa; Herv. 233 etc.

208. Skírnismál, cf. A S Deor 15. – ráð og regin, f. ex. Skjald. 59 (18); også M. Cahen: Le mot »Dieu« en Vieux-Scandinave. Paris 1921; Vsp. 6 (9, 23, 25) i Grim. 4; Lokas. 41 etc. – Jordanes XIV (78).

209. Forskellige inkarnationer, Landn. 96, 101; Grágás Kgsb. 22; NGL. I 430, II 308; Frost. III 15; Heims. I 317; Egil c. 60; Landn. 102 (de onde magter efter Hjørleifs død). – Fylgje, se I 226; Glúma 26 f.; Forns. 114, 58, 50; Flat. I 88; Laxd. 247; Völs. 89 l. 17; Ljósv. 244; Gull. 17; Tord. (side 398) Hr. 31 f.; fylgje = dyr, Tord. Hr. 38, 17; Gull. 38 cf. Flat. I 85a f. og Njálá 173 f.; Gull. 83; Svarf. 77 f.; Fornald. II 403, 417 etc.; drømmefylgjer, Fornald. II 17a; Austf. 53, 160; Ljósv. 198, 226; Njála 93, 384; Austf. 333 f.

211. Geat, Nennius § 31, se f. ex. R. W. Chambers: Beowulf (Cambridge 1921) 195 f:; Asser: De Reg. Ælfr. c. 1. – Hölgi, S E 110; Heims. I 187 = Skjald. 24 (14); Flat. I 313; Arkiv II 134 ff. – Ketill Hæing, se her II 34 ff. – Olav, se her I 316. – Halfdan, Heims. I 86. – Syn, S E 36. – Vár, S E 36; Trym. 30. – Forseti, S E 31.

213. -bånd, se Egil 187; NGL. glossar s. v. – Bond, Lex. Poet. (1913-16) s. v. band; Háv. 109; S E 137. – Disir, Grønbech 89 ff.; Völs. 107 1. 11, 171 l. 18; Half. 37; Flat. I 420; Glúma 16. – Saxneat, Saxnot, AS stamtavler, Braune: Althochdeutsches Lesebuch. — Torgerd, S E 110; Njála
c. 88; Flat. I 144, 213 f., 407 f.; Heims. I 187.

214. Grimkeld, Islend. 59; Landn. 139 cf. 15. – Kultguder, etc. se også her II 267 ff.

215. Þrúdr, S E 80; Skjald. I 143 (17), 1 (1). – Mode og Magne, S E 60, 80, 87; Hym. 34; Vaf. 51; Harb. 9, 53.

216. Beda II 13; hvor han har fået den historie fra, kan være os ligegyldigt her; vi ved nok om Angelsachserne til at sige at den illustrerer et træk i deres forhold til sædskiftet. – Nordboen, f. ex. Flat. I 402; II 425; Bisk. I 39; cf. Forns. 98 l. 19: horfin heilla = uden lykke og uden lys over fremtiden. Blotet havde ingen værdi, hvis det ikke skabte en fremtid og eo ipso indgav offerfællerne tryghed og lagde kommende begivenheder åbenlyst frem for deres øjne. Kristendommen måtte retfærdiggøre sig på det punkt, før den kunde komme nogen vegne overfor de gamle guder. Heid. 22; Eyrb. c. 49; senere tiders letkøbte vittigheder falder tilbage på de lattermilde.

218. Goterne, se Ulfilas Rom. XII 1; Luc. II 37; Joh. IX 31. – Gildedekorum, hvad brødrene tænkte om deres forskrifter for gode sæder, og hvordan de begrundede dem, kan være et spørgsmål af stor interesse for middelalderens historie. Her ligger tonen på den ydre form, som er fulgt med drikningen over i kristendommen, den tekniske behandling af minnet, og den dermed følgende uvilkårlige ærbødighed for gildets druk; NGL. V 9 (22), 12 (19); Unger 219 (11); Småst. 20 (10), 122 f., 130 (11, 14), 133 (23), 134, 143 (7 ff.), 144 (18), 146 (37), 150; Skråordn. 70 (48), 108 (26, 28), 172 (12); II 209 (30). Jfr. også Eng. Gilds. 81, 87 f., 95.

219. Liden glæde, Glúma 16; her var sagamanden ikke afhængig af tradition, cf. Heims. I 192 og se foran II 165 ff. Idealet er i det angelsachs, digter
sprog med dets seledréam etc.



Essay om kultdramaet


226. Tors rejse, S E 44.

227. Vøluspå 25 f.

229. Grimnismál 50. — Haleygjatal cf. nedenfor 271 f.

230. leikr, A S lac = leg, offer, f. ex. Gen. 975, 1497, 2843, 2933, brugt om messen Guthl. 1084, gave: Beow. 43, 1863; B A Po. III 1. 183 (1); cf. nedenfor 233. – Kenninger: Hildar leikr, etc. cf. Beow. 1561 etc.



Jættekampen


230. Tors besøg hos Geirrød, S E 88 ff.

232. Hjortehorn, S E 38. – Torsdrápa, Skjald. I 140 f. (Jættekvindens blod, blodstråle, sværdrundne væde, v.v. 4, 8, 7; offerformlen, v. 7). – Snorres tekst, S E 89.

233. Trase og Lodmund, Landn. p. 92.

234. Jærnklump, Torsdr. v.v. 15, 16. – Armens mund, Torsdr. 16. – segi, Torsdr. 15. – fjörsegi, Faf. 32, cf. nedenfor 276. – Tjaze, SE 68 f.; Haustl. Skjald. I 14 ff.; Harb. 19.

235. Solens røver, Torsdr. v. 4. — Lykkeklenodiernes tyv, Haustl. v. 9. – Odin Høner og Loke, cf. Regin. – Odin Lodur og Høner, Vsp. 18. – Odin Vile og Ve, SE 13. – Ven, Haustl. v.v. 3, 4, 7, 8, 12. – Fárbautes frænde, Haustl. v. 5. – Hœnir hlaut blása, Haustl. v. 4.

236. segjandi, Haustl. v. 2. — hapta snytrir, Haustl. v. 3, cf. nedenfor 265 f. sagna hrœrir, Haustl. v. 9. – Skadi, S E 70.

237. Hrungner, SE 85 f. cf. 115; Skjald. I 17; Harb. 14. – Således vilde guderne det, Haustl. v. 17.

238. Tors kamp med Midgårdsormen, Hym. cf. S E 54 ff.; Vsp. 56. — Brudstykker af Torsdigte, Skjald. 132 cf. 129. – Gosforthkorset, cf. Årb. f. nord. Oldk. 1902 p. 161 med henvisninger; også Haas: Bilderatlas zur Religionsgeschichte I nr. 49. — Ølepisoden, Grim. 25. — Kvasir, S E 60, 71, 79. – lögr, Sigrdr. 8, 13; Alvis. 34; Hym. 6. – Snorre, SE 60. – Hávamál 104 ff.

239. Haleygjatal, Skjald. 60. – Sökkdalir, Sökkmímir, Grim. 50; Ynglingat. 2 (Skjald. 7); S E 197. – litar, Hav. 107.

241. gandr, S E 84, og kenninger. – Van, S E 35 cf. Sólarlj. 54.



Skabelsen


242. S E 11 ff.

243. lúðr, se noten til p. 244. — Aurgelmir etc, Vaf. 29.

244. lúðr, Vaf. 35; Grottas. 2. – Ølkedlen: cf. Lex Poet. s. v. lúðr. – Formel: Grog. 11. — Darradslj., se her II p. 187 f. — Offerlykke, cf. Torsdr. 21.

245. Grímnismál 42, cf. nedenfor p. 246. – bjöð, Vsp. 4. – megin, cf. I 215. — Ritualet, Vsp. 6. – litr, se her II 200 f. – Tre af den skare, Vsp. 17. – hieros gamos, cf. Lokasenna 26 og her II 279.



Offerstedets symbolik


246. Verdenskort, S E 11, 21. – Rituel handling, Grim. 42. – Helligt er det land, Grim. 4. - Odrørir, Háv. 107.

247. funi, Grim. 42; Faf. 32, 27; Alvis. 26. – aurr, Alvis. 10. – Hvid, Vsp.
19; se endvidere i det flg. 271. – Jordens megin, Hyndl. 38; Gud. II 21. – Aurvangene, Vsp. 14. — Yggdrasil, S E 20 ff. — Angående Hvergelmir
se i det foreg. II 244. – heiðvanr, Vsp. 27; cf. en sprogbrug som den
i Sigrdr. 36.

248. Heid, Heiðrún, Grím. 25; S E 40. – Sigrdr. 13. – Kormak, Skjald. I 69. – Vande, Grím. 26, 29. S E 71, 78 (Són) har intet med Sonargalten at (side 400) gøre, men de citerede formler i Hynd. 38 og Gud. II 21 ff. går vist på Són. — lögr, se ovenfor II 238. – Stallen, se i det foreg. II 123. – Klenodier, se II 142-43. – Draupnir, S E 58 f., 97 ff.; Skirn. 21.

249. hodd, Grím. 27. — Kenninger, cf. II 278 og prosaindl. til Lokas. – Ed, Helg. Hund. II 31. — auðr, ød, cf. exc. 2: eadig; berøvet ød, Helg. Hund. II 33; i skabelsesmyten: S E 16, 92; Skjald. 147. — Fjölsvinnsmál 31. – vafrlogi cf. i det flg. II 277. – Brimir, Vsp. 37 cf S E 65. Den Brimir der optræder som jætte i Vsp. 9 (cod. reg.) er sikkert kommet til verden ved en misforståelse, cf. parallel; Grím. 44; Sigrdr. 14.

250. Lokes fængsling, Lokas. 49; Haustl. v. 7 forklaret ved v. 11. – Vsp. 35, 47. - I de hellige vande, Vaf. 49; S E 20, 63; Vsp. 20, 46; Sigrdr. 14; Vsp. 27; S E 21; Heims. I 13.



Vøluspå


254. Odin, Harb. 24.

256. Odin, Harb. 24, 18.

258. Vsp. 45.

259. Neckel, G. Neckel: »Die Uberlieferungen vom Gotte Balder«, 1920.

260. Eriksmål, Skjald. 164 f.

262. Historisk perspektiv, f. ex. Vsp. 21. - Ulve etc., Vsp. 40 ff.

263. Fyldt luften med edder, Vsp. 25.

265. Rökstole, Vsp. 9, 23, 25. - Udruste med myndighed, cf. de indledende vers i Hym. – Recitation, cf. Vsp. 18, 20, 37. – hapta snytrir, se her II 236.

266. Hávamál 164; med hensyn til betydningen af njóta cf. her II 17, 70. – Drikke og dømme, f. ex. Rig. 32, Sigurd sk. 2. – Dømme, Gud. II 43; Hynd. 8; Háv. 111; Vsp. 60 cf. Lokas. 2; Rig. 32. – dómr, Háv. 77. – Nornernes dom, Faf 11; Ynglingat. 32. – hinn dýri dómr, cf. Lex. Poet. s. v. – Rök, Vaf. 38, 42. – Tor, Alvis. 27; Grim. 29 f.

267. Þylja, Háv. m; cf. Fritzner s. v. og Danske Runemindesmærker. – Eilif, Torsdr. 3.



Ætte- og kultguder


267. Grímnismál 50. – Treguder, cf. her II 235.

268. Høner, Vsp. 63; Heims. I 13; Haustl. 14 cf. Harb. 9; Haustl. 4; S E 84. – Ull, S E 31, 84, 115; Haustl. 15; Torsdr. 17 f.; Grim. 42 cf. ovenfor II 246; Baldrs draum. 7. – Heimdal, S E 30, 83; Trym. 15; Hynd. 43. – Offerfællerne, Vsp. 1. – Horn, Vsp. 27.

270. hallinskiði, S E 30, 2og f. – Heimdals hoved, S E 83, 145. – mjötuðr, Fjölsv. 22; mjötviðr, Vsp. 2.

271. I brand, Vsp. 46. – jarðar þröm, Hynd. 35. – aurgu baki, Lokas. 48. – Grímnismál 13. — jarðar megin, Hynd. 38. – Háves tale, hal, Háve, Háv. 109, 111, 164. – Eyvind, Skjald. 60 cf. or því liði, Vsp. 17.

272. Vale, S E 83 f.; Hynd. 29; Baldrs draum. 11; cf. her I 84 f. – Mode og Magne, cf. her II 215. ¬– Odin, S E 11.

273. Rituel forblindelse, cf. Hym. 8. – Vidar, S E 89. – Mörn, Flat. II 333 f.; Heims. I 316; Skjald. 166.

275. Loke, Lokas. 9. – ardagar, cf. især: Vaf. 55; Hynd. 35.



Slægtens historie i dramaet


276. Personlig farve, cf. I 34 f. – fjörsegi funi, Faf. 32 – Sakrale epiteter, Faf. 29, 38; Vaf. 21; Lokas. 49; Háv. 104; Vsp. 40.

277. Þulr Háv. 111; Faf. 34. – Skirn. 17 f. – Fjölsvinnsmál 31 f. cf. ovenfor II 249 f.

278. Klenodier i kulten, S E 83; Slkjald. 16 (Haustl. 9); Skjald. 128 (Húsdr. 2). – Brosingerne, Beow. 1119.

279. Gullveig, Vsp. 22.

280. Den dramatiske situation, Vsp. 23 f. – Udtryk fra kultdramaet, Vsp 21. – serðr, Vsp. 22. – Freyja, S E 90, 100 cf. 82.

281. Ing, B A Po. I 335 (67). - Skadis hjemsted, S E 28; Haleygjatal.




IV.
Femte bog
EXCURSER



1. Ráð


285. Integrerende hele, se her I 125 ff.

286. Overvejelser, plan dømmekraft, Beow. 172; Gen. 2031, cf. 2181; Flat. I 46, cf. II 284 1. 36. – Fjörráð, se ordbøger; Heliand 4480. – Kolde råd, Völ. 31; Lokas. 51.– Råd »bider«, Sigurd, sk. 64. – Abimelech, Gen. 2645. – Modsætning, Gen. 24, 700. — Sodomitterne, Gen. 1935 ff. – Abraham, Gen. 1913 cf. And. 1645 f.; Heliand 1458, 1850, 2700. – Magt, myndighed, Elene 918; Dan. 457; Alvis 4; And. 1498; Gul. 67, 71; Flat. I 207 l. 25; Egil p. 18. – taka við fé ok ráðum eptir föður sinn, Forns. 126. – Af eget råd, f. ex. Juliana 99. (Se ordbøger). – Vilje, lyst, sind, tanker, klogskab, Grip. 36; Elene 553.

287. Beow. 1376; Gen. 286. – Tilstand, stilling, ægteskab, Hav. 109; Njála p. 27; Gul. 58; Gen. 424; Dan. 30; Christ. 126. Cf. Heliand 1607, 1202, 1462 cf. 4166.



2. Angelsaehsisk spéd, lykke


288. feraht, Heliand 1238, 73, 93, cf. 22, 1310, 1559, 1957, 4653; 3001. – vigspéd, And. 646; Christ. 673; Beow. 64, 697. – snyttro spéd etc., Gen. 1084; cf. 1957; B A Po. III 1 s. 154, v. 77; cf. Cräftas (ib. s. 140) 9, obs. forholdet til den følgende linje; cf. Heliand 1901 (Monac), spod = visdomslykke. – Gen. 1686, 1198, 1696, cf. Dan. 335; Christ. 488; Satan 622; Guth. 225. – Handlingens fuldendelse etc., Guth. 225; Gen. 2059; Exod. 153; Gen. 2384, 1783; cf. Cräftas 53; Gen. 121; Beow. 871; Heliand unspuod = synd, 3454.

289. spédig – unspédig, etc., Gen. 962, cf. 1660; Exod. 513 f.; Gen. 1366 cf. Cräftas 6? – willa spéd, Gen. 1660, 2363 etc; utvivlsomt betyder som sagt spéd ofte rigdom på, – det vil sige den sene ags. digter har ensidigt tænkt ordet i tal og vægt. Men i og for sig ligger jo mangfoldighed lige så fuldt i den oprindelige betydningssum; forskellen mellem det ny og det gamle består i at s. ikke fra først af var et pluralitetsmærke som kom løst til. — At spéd formelt set er en afledning af et verbum: at lykkes, betyder ikke at verbet er ældre end substantivet, og (side 403) berører ikke substantivets karakter. Den formelle udvikling er ikke proportional med begrebets historie. Sproget fornyer sig fra dag til dag, uden at nyprægningen skyldes eller fremkalder indre omvurdering af tanken. – Rig, Gen. 2802. – ead, auðr, Gen. 1602, 1627, 1891, 2756; Helg. Hund. I n; Sigurd. 16; Fönix 46; Beow. 100, 1225; Gen. 402; Christ. 1294, 1401; Guth. 1165; Fönix 638, 319; Judith 273, det sidste sted beror delvis på konjektur og burde ikke have været medtaget, hvis ikke restaurationen (af ...des til eades) var så uimodståelig selvbekræftende.

290. Ulv, Exod. 339; Ags. Gåde 27, 23; Helg. Hund. II 33; cf. Heliand åd og samhørende ord. – Mandsepitet, se f. ex. Gen. 1476, 1885, 2595, 2833 etc.; cf. også det karakteristiske sted, Gen. 1107: Adam fik en brav søn, hans navn var Seth; han var e., opvoksede sine forældre til trøst, etc. – Hvad endelig cräft, »dygtighed« etc, angår, kan jeg ikke mere end antyde at det ord lige så fuldt som de andre inspireres af »lykke«; den interesserede må selv gøre prøven. For øvrigt gælder mine citater jo ikke som andet end antydningsvise exempler. – blæd, Beow. 18, 1013, 1299, 1703, 1124; den fulde, gamle betydning i et sådant udtryk som: nyde b. = leve livet som sig hør og bør, i »lykke«, Gen. 1890, cf. 1608 og Judith 63; Adam og Eva var »berøvede b.« da de efter syndefaldet måtte skjule sig, Gen. 859; b. om frændelykke, Exod. 318; om »mandheld«, social anseelse, Dan. 455, 164; kamplykke, kampære, Judith 122, B A Po. III 1 p. 150 v. 68; handlelykke, visdomslykke, Cräftas (B A Po. III 1 p. 143) 103; Fönix 549.



3. Dóm


291. a. Beow. 1528; Gen. 56, 1199, 2082; Exod. 570; Jud. 196, 266; B A Po. I 294 (85). – b. Beow. 895, 2964; Exod. 520; And. 1695; Guth. 82, 744, jfr. Dan. 143. – c. Beow. 441, 978; Gen. 1625, 1915; Dan. 190. – d. Beow. 2147, 2776; B A Po. I 360 (38). – e. Beow. 1470, 1491, 1720, 2179, 2666; Jud. 300; B A Po. I 363 (129). – f. Beow. 885, 1645. – g. Beow. 2820, jfr. 1388; jfr. her II 266. – Anvendelse, prøv f. ex. steder som Dan. 163-4, 478-9, 762-3. – Jfr. her II 25, 266.



4. Heill, séls


291. heill, cf. her I 133.

292. Hele, Hav. 156: 'heilir hildar til, heilir hildi fra, koma þeir heilir hvaðan;
disse to linjer er overtallige i verset, men den kritiske ordenssans som
stryger efter skema i de gamle digte, burde på forhånd afskære læserens
forundring over at de linjer som vejer for tungt på den metriske vægtskål ofte tillige er de vægtigste i indhold og alderdommelighed. –
Angelsachsisk, Beow. 300, 1974, 1503; gesælig, rig, f. ex. Byrhtnoth 219;
for øvrigt må jeg nøjes med i almindelighed at henvise til sprogbrugen
i angelsachs., og i Heliand. – heill, lykke, hamingja, (nogen distinktion i betydningen mellem fem. og neutr. er der ikke) Svarfd. 17, Flat.
I 538, Grettir 176, Austf. 95, Njála 4, Gró. 16, Beow. 1217 cf. 204; (side 404) Ancient Laws and Institutes of England 356 (32). – Oldht., se Graff IV 864 f., cf. her II 101. – Våbenlykke, Forns. 48 l. 10, Kormak 20. – illu heilli, Flat. II 189; Islend. 141; Gud. I 22; Hel. 4; Hynd. 49. – góðu heilli, Svarfd. 7. – Lykke, velsignelse, leita heilla, Flat. I 144 cf. 145, Egil 152, Heims. III 450, Kormak 46, Bard. 7, Landn. 7 l. 1, cf. Hynd. 49 f., cf. heillum snua, Islend. 59. — til heilla, Eyrb. c. 44, Forns. 123, Landn. 7 l. 15. – Ordsprog, Mork. 116 cf. Regin 19 f. med 22. – Rituelle redskaber, Sigrdr. 17.



5. Udgård


292. Det norske Udgård, S E 44 ff., 88, 89; cf. Vsp. 36; Grim. 27; Skjald. I 139 ff.; Skirn. 10; Svipdagsm.; Saxo I 420-33; Adam Brem. IV 38; 39 f., i hvis klassiske visdom de nordiske Udgårdsoplevelser er let kendelige, – til sammenlign, se Paul. Diac. I 6. ¬– Fast skema, her er nogle exx., der fremviser flere eller færre af de stående træk: Fornald. III 387, 412, 471; Flat. I 257 f., 527; Islend. 434; Austf. 188 f.; og et utvetydigt forhold til virkeligheden Ol. Tr. 44 f.; Flat. I 398. Cf. også den obligate rydning Flat. I 278.

293. Helvejen, Bugge: Norr. Skr. 69; SE 59. – Fjorden, f. ex. Fornald. III 653 o. a. - Nordlig lokalisering, Fornald. III 568 ff.; Islend. 466. – Hålogelandssagnene, Fornald. II 107 ff.; cf. her II 34 f. — Islandske efterklange, Bard. og smst. 123 f. – Udgårds beboere, Hym.; Fornald. III 482; Islend. 464 af jætten Frosti er navnet og hans frændskab bevaret; Flat. I 21, 219. – Andre steder, SE 17. Sådan tænkte også Heliands mennesker (v. 1121). En interessant variant se Sturl. I 4: dalen hvor kvæget henter usundhed. Tanken går let til senere almueforestillinger, jfr. som antydning Grimm: Myth. I 381, III 132. – Mosehederne, Beow. 103 f., 161 f., 1348 ff., 1402 ff.; jætten 120 f., 726 f., 983 f., 1615 ff.; B A Po. I 340 (42). – Hadding, Saxo I 51.



6. Naturer


294. Dag, a. Helg. Hund. II 51; Heliand 5767. – b. Vaf. 12, 25; S E 16 (Skinfaxi). – c. Guth. 1191, 1266; And. 125; Exod. 344. Jfr. en anden opfattelse Grimm: Myth. 622, men dœgwóma betyder ikke Tagesanbruch, selv når det kommer efter natten, se Guthl. 1191. — Sol, a. Heliand 3125. – b. Heliand 5714, Christ. 693, Phönix 212, Grim. 39.– c. Heliand 2605. – d. Heliand 2625, 3577. – e. Beow. 1965, 1572, And. 835 etc. svarer til gamle tanker, skønt de er støbt om, cf. B A Po. I 375 (15). – f. Beow. 1801; Guth. 1186; S E 17; Grim. 39. – g. se II 200. – h. Alvis. 35, Helg. Hj. 29–30. – i. Vaf. 23. – j. Vaf. 23, Grim. 37, S E 16-17, Alvis. 16.

295. Nat, a. Jud. 34; Heliand 4359, 4668, 4911. – b. Beow. 702. – c. And. 1306. – d. Phönix 98, B A Po. III 1. 191 (9), Guth. 1191, Beow. 2211. – e. Beow. 167, Heliand 4998, jfr. lovsprogets adjj. Richth. s. v. Nacht. – f. Beow. 547, 649. – g. Alvis. 30. – h. Guth. 1183; Elene 1239; B A Po. (side 405) I 290 (7); S E 16; Vaf. 25; Alvis. 29; cf. Bugge: Helgedigtene p. 97. – i. cf. her I 155, 201. – Måne, a. Heliand 3628. – b. Alvis. 14. – c. Hav. 137, cf. foran I 240 f. – d. Alvis. 14, Vaf. 23. – e. Vaf. 23, 25; S E 16-17. – Himmel, a. Alvis. 12; S E (AM) I 470, 592. – b. Alvis. 12. – c. S E (AM) I 470 cf. I 593. – d. S E (AM) I 592. – e. S E (AM) I 314 ff. – f. á þann enn heiþa himen, Harb. 19 (i en mytisk formel). – g. S E (AM) 592 cf. her II p. 97 (Hjort c). – Jord, a. Sigrdr. 4 cf. B A Po. I 316 (69). – b. Beow. 1965; Gen. 104, 114, 123, 154, 213, 1350, 1538, 2451; Jud. 2, 349; Christ. 357; Heliand 2585, 4314; B A Po. I 3 (51). – c. Beow. 859, Grim. 20. – d. S E (A M) I 586, jfr. det ligelydende verbum; se også anvendelsen Grim. 8; stednavnet Þruma er ganske simpelt en anvendelse af fællesnavnet. – e. B A Po. I 345 (73) cf. 316 (68), Alvis. 10, Edd. Min. 131. – f. Hav. 137; Christ. 1530; B A Po. I 319. – g. Beow. 840, 866; Gen.
2050; Phönix 178; And, 206, 775; Elene 467, 1014; Christ. 1530;
Guth. 1012, 1224; Alvis, 10; Hav. 106; Bald. 3; Oddrún. 3, 8. –
h. Alvis. 10; natursammenhængen mellem vej og jord betinger også det
nordiske udtryk grœnar brautir; Fáf. 41; Rig. 1; Skjald. 139 (e), obs.
netop som modsætning til Udgård; Exod. 312; And. 776. – i. S E 16;
Thrymsk. 1; Skjald. 17 (14). – j. Skjald. 12 (26); Skjald. 170 (3);
Skjald. 93 (2); Halfred: Skjald. I 147. – k. B A Po. I 316.

296. Hav, Bølge, Vand, a. Hynd. 38; Gud. II 21; Vsp. 3; Grim. 7; Helg. Hund. II 13; Beow. 1261. – b. Sigrdr. 10; Beow. 1950; B A Po. I 377 (36); III 1. 141 (53); And. 421, 1538, 1589. – c. SE (AM) I 492 ff. cf. Beow. 1989. – d. Beow. 507, 2473, 1551. – e. Skjald. I 4 (19), 41 (24); Beow. 200, 1861; B A Po. I 310 1. 25; Alvis. 24; SE (AM) I 324; Beow. 10; B A Po. I 384 1. 28, 292 (60). – f. S E (AM) I 324; Beow. 1429. – Ild, a. Skjald. I 12 (29); Heliand 4369 etc. – b. Háv. 68, 137. – c. Vsp. 57. – d. N G L. I 328 (134) cf. Grimm: Myth. 502 (571); Gud. II 39. – e. Se II 99; Alvis. 26.

297. Hjort, a. S E (Register). – b. Grim. 33; om det ord har gammel hjemmel for sig kan ganske vist ikke afgøres; Gud. II 2; Beow. 1369. – c. S E (A M) I 590 (jfr. til tanken B A Po. III 1. 233 1. 15 f.). – d. S E (AM) I 478, 590, II 484, 567 cf. B A Po. I 331 (6). – Bjørn, a. S E (AM) I 589. – b. B A Po. I 339 (17 f., 29 f.); (interessant ved sin dyregeografi med det »skal« der udtrykker naturnødvendighed, sjælesammenhæng, cf. sprogbrugen i det flg.). – Ulv, a. Jud. 206. – b. Jud. 206; Elene 28; B A Po. I 379 (65); Elene 113; cf. SE (AM) I 591; Exod. 168; B A Po. I 339 (18); Jud. 205. – c. B A Po. I 379
(64), 288 (82), 349 (151), III 148 (13); SE (AM) I 591. – d. Gud. II 29; SE (AM) I 476 ff.; Vsp. 55. – e. B A Po. III 1. 148 (13); SE
(AM) I 591. – Ørn, a. Elene 29, 111; B A Po. I 291 (25). – b. Jud.
211. – c. Jud. 212. — Ravn, a. Jud. 207; Elene 110. – b. Elene 53 cf.
Beow. 3025; SE (AM) I 486 ff. cf. 'valgammr. – c. Exod. 162, 164.
— d. Jud. 206; Exod. 164; Gen. 1983; Beow. 3024; Gen. 1448, 1441,
1449; B A Po. I 16 (37), 379 (61); Beow. 1801; Regin. 20; Helg.
Hund. II 43. – e. Exod. 163; Gen. 1984; Helg. Hund. II 43. – f. S E
(A M) I 488. – g. B A Po. I 379 (62). – Høg, S E (A M) I 74.

298. Sværd, a. Hynd. 15 etc. – b. Beow. 1032, 2829; B A Po. III 1. 188 (VI 7 f.), I 11 (2), 375 (6), HI I. 188 (VI 8), 196 (XXI 7); Beow. 455, 1562; Skjald. 32 (8) cf. Lex. Poet. under hein. – c. Se foran II 17 f., 46 ff.



7. Stamtavler


298. Giver et fejl billede, især jo fordi den lange afstand mellem leddene på papiret tilslører fornemmelsen af ringberøring. Desuden er slægtskabet ofte for de ældre – førislandske – trins vedkommende udtrykt hvad vi kalder mytisk, og aldeles genstridigt for vort system.

299. Hild, cf. i det foregående I p. 313. Mellemleddene mangler heller ikke i Hyndlulj., de ligger i den Hvedna som er moder til Haki og datter af Hjørvard, cf. Flat. I 26, hvor Ivar på kvindesiden føres op til Heidrek, på lign. måde Herv. 290; cf. dermed Flat. I 279. – Haralds æt, Flat. I 24 ff. Rækkerne Flat. I 25 har, som nævnt, ingen gyldighed for de underordnede led, så snart Harald tages bort. Ættartala, ibid. p. 26, har vel en selvstændig oprindelse, men i sig selv indeholder den en vigtig tradition om en side i Haralds hamingja. En sammenligning med Hyndluljóð viser straks både indre sammenhæng og dybe forskelligheder, begge bestemt ved at de to er berørende sjæles selvbekendelser.

300. Háleygjatal, om navnelisterne se opgøret hos Maurer i Abhandl. Bayr. Akad. phil.-philol. klasse 20 (1897) p. 252 ff., 267 ff.

301. Herlaug etc., Heims. I 106. – Brynjolf, cf. som antydning Egil 18. – Godgest etc., Heims. I 41 ff., 56. Af uoverensstemmelsen mellem de to versioner kan vi ikke umiddelbart hente nogen berettigelse til at korrigere rækkefølgen Gylaug – Gudlaug i Háleygjatal. – Hávar Handrammi, som det jo noksom fremgår af grundsynet, siger jeg hermed intet som helst om denne Hávar, udover dette at han faktisk for hine står som et bånd mellem Hladejarler og så noget de kaldte Skjoldunger. Obs. så konsekvensen Fornald. I 377, at Havar og Trond bliver brødre; det syn er begrundet i nordnorske følelser. Måske kan Hávar hjælpes lidt ud af sin skumle mistænkthed ved en sammenligning med andre genealogier fra Nordlandet. Cf. i det flg. p. 302 (Sturlungerne). – Interessant sidestykke, Flat. I 22 f., cf. også Ágrip, Fornm. X c. 12. – Komposition, Flat. I 21 ff. – Knöttr, cf. Landn. pp. 89 (c. 238), 182, 13.

302. Hrafn Heimske, Landn. 103, cf. 235 og Njála 99 f.; Dipl. Isl. I 505; S E (AM) III (LXXIV). – Register, Fornald. III 519 ff. (obs. jeg taler ikke om sagaen, kun om rygraden i den). – Søn af Sæming og Nauma, jfr. Vigda i Ágrip c. 12. – Aud, (dobbeltformen Audr, Unnr er vel af samme art som Auðun, Aunn, formodentlig en dannelse på –unn, á la Sæunn etc.). – Afkom, cf. Landn. og Njála.

303. Slægtstræ i to former, Flat. I 249; Landn. 95; Vatshyrna (Bard. 93 f.). – Sidehallslægten, cf. Landn. 95. – Bødvar, Flat. I 21. – An og Onar, obs. de to former i Landn. 95.

304. Hród-navne, Landn. 6. – Den anden side, Forns. 120. – Vikingekåre (se supra under Hørdekåre). – Glum, Glúma 13, cf. her II 13 f., 56 f., Landn. 71 f. — Audun Skökul, Landn. 58. – Audun og Glum, Landn. 249. – Vatsdælinger og Vikingekårlinger, Fornald. II 361 f. cf. Landn. 59. — Segment, Christiania Vidensk. Selsk. Forh. 1875 p. 100.

306. Gissur Hvide, Landn. 121. – Hervararsaga 345.



8. Vadium


308. Drabsmand, Roz. 511. – Theodorik, Thev. 73.

309. På dørtærskelen, Lex Baj. 11. 4. – Petrus, Liutp. 62 (3). De to stadier
som jeg har adskilt, går jo i virkeligheden over i hinanden, og selvfølgelig bliver sigtelsen fældende, hvad enten den sigtede anerkender
mødetvangen eller ikke, som fremhævet i 1ste bog. – festuca, se exc. 9 A. – I skødet, Beow. 2194 cf. B A Po. I 339 (25); Beow. 2404; Satan 672.
Sml. også nordiske minder i et ord som knékast.

310. Og den mand, Roz. 467. — per vadium, at sprogbrugen per er latinsk inspireret gør intet skår i dens ævne til at udtrykke en germansk oplevelse. – Afrunde handlingen, Mon. Germ. Leg. V 421. – Til vidnesbyrd, Thév. 170; Loersch 97; Redon n. 179 etc. – Ophobning, allerede følelig i adskillige af de citerede exx., cf. Thév. 52, 124. – Langobardisk forlovelse, Loersch 78.

311. launegild, Roth. 143 form., expos. § 7; 184. – Eftergivelse af ed, Tosti: Monte Casino (1842) I 222; Cod. Cav. In. 115 f. etc.; – af mededsmændenes ed efter at hovededen er aflagt, Cod. Cav. I n. 377; – af bøde etc., Cod. Cav. II n. 288, 302; – når den stridende modpart giver køb, Ficker n. 48 p. 71 cf. det snurrige Cod. Cav. II n. 288. – Brudgommens lønnegave, Thév. 48. – Håndens ide, cf. Thév. 137; Hist. Fris. no. 421; Thév. 121. – Brudering, Liut. 30; Cart. Lang. 16 viser hvordan den romerske skik trængte ind, og så måtte den nødvendigvis adopteres af de følelser som rådede over dette forhold i sjælen. – Dokument, Thév. 42, 52, 105, 136, 143, cf. festuca notata, Thév. 52, 105. – Angelsachsisk, a. Lieb. 228 (3, 2), 230 (7, 12), 92 (8); cf. Anglo-Sax. Chron. a. 926, 1014 etc.; Gen. 2070. Gående ud fra juridisk betydning: Elene 1283. Overført: Beow. 2998. – b. Lieb. 238 (5), 166 (3), 181 (10). – c. Lieb. 142 (5), 208 (1, 5), 46 (1); cf. Gen. 2309; And. 1631. – medbroder, cf. AS Vocab. 225 (7). Gave og vadium er to sider af
samme sag, nævnt efter deres virkemåde. – Nordboerne, cf. Skånel. 182
som illustration på at pengeerstatning træder i steden for tilliden til
lykkens bekræftelse. – Fæstemål, Roth. 182 form. (= Thév. 48); cf.
Roth. 195 og Cart. Lang. 16.

312. Tilgave, Vestg. I Gipt. 2; cf. Vestm. II Ærf. 1. – Angelsachserne, Lieb. 442.

313. Juridisk brug, – vor klassifikation er naturligvis kun at tage som en ordenshåndhævelse, hvor man genner exemplerne ind i forskellige båse efter rent udvortes kendemærker; det vadium der foreløbig fæster købet, er jo ikke mere halvt end det gennem hvilket handelen gøres fuldstændig. Se definitionen i Madfællig. Naturligvis binder vadiet i sin oprindelige kraft begge parter. – a. Roth. 366, cf. form.; Liut. 16 form.; Cod. Lang. I n. 52; Lex Sal. Extrav. VI. – b. Cod. Cav. I n. 163. – c. Cod. Cav. I n. 92 og Roth. form. 182, 195; Cart. Lang. 16; Thév. 135. – d. Cod. Cav. I n. 143, 158, 164. – e. Redon n. 48. – f. Thév. 117; Roz. 118, 133, 159, 200, 228; Pérard p. 152; Redon 37, 68, 83, 92, 144, 275; Hist. Fris. no. 212, 402; Cod. Lang. n. 92; Cod. Cav. I n. 126, 165, 172; – antistare et defendere, f. ex. Cod. Cav. I n. 11, 21 f. etc. – g. Cod. Cav. I n. 156, 183, 187 – n. 91, 95, 159, 205; cf. gensidigheden ibid. 119. – h. Pérard p. 57, 64; Cluny In. jo; Thév. 124, (side 408) 136, 1431 Cod. Lang. n. 127, 146; Chartæ I 23, 110 etc. etc. – i. Thév. 76; Roz. 391; Vaissete II n. 100; Hist. Fris. n. 308, 366 cf. 412. — j. Thév. 73; Cod. Cav. I n. 148, 194. — k. Thév. 167; Lex Sal. Extrav. B. I f.; Roth. 360 ff.; Liut. 61, 77 (78) form.; Cod. Cav. I n. 114, 148, 186; Murat. Ant. I p. 504, 505, 746, 975 etc. in inf. – l. Roth. 232. – m. Roth. 361 (360) f. form.; Liut. 30 (31), 60 (61) f. form. – n. Roth. 146 form., 232 form.; cf. Mon. Germ. Leg. III 337 (IV). — Ejendommelig udløber, Abh. Bayr. Akad. XII p. 220 n. 15. – o. Thév. 38, 96, 114; Roz. 465, 467, 511; Mon. Germ. Form. 256 (39); Mon. Germ. Script. I 528; Cod. Cav. I n. 106; Murat. Ant. I 534; Script. I 2, 363. Cf. også Lieb. 92 (8). – p. Thév. 66; Hist. Fris. I n. 122, 244; Cod. Cav. I n. 184, II n. 211; Murat. Script. I 2, 470. – q. Tardif n. 202. – r. Thév. 62, 80, 100 ter, 102, 103, 107; Loersch 36; Roz. 451, 462, 474; Mon. Germ. Form. 464 (3, 4); Mon. Germ. Dipl. I 103 (n. 16), 107 (21, 22); Tardif n. 92; Bibi. Éc. Chartes 5. Sér. IV 167; 6. Sér. V 427, 430, 432; Pérard p. 34 (13); Grenoble n. 24; Cluny I n. 3; Hist. Fris. I n. 121, 125, 127; Cod. Lang. n. 95; Murat. Ant. I 463. Cf. om Sachserne Mon. Germ. Script. I 156. – s. Mon. Germ. Dipl. I 68 (77). (Borgensmanden behøver ingen omtale her, da vadiet ikke skylder ham noget af sin betydning).



9A. Festuca


314. absacito feci, Thév. 105, 143; Loersch 50; Cod. Lang. n. 906. – exsortem reddidi, Thév. 136. — Opsigelse, Grimm: Rechts. 123. — Salg og gave, Thév. 29, 124, 148; Loersch 23; Roz. 255, 289; Pérard p. 40 (n. 26), 57, 162; Roz. 256. – Efter drabssag, Roz. 511 – Ved arvedeling, Thév. 108. – Ejendom, Thév. 103, 130, 131, 125, 141; Mon. Germ. Dipl. I 103 (16), 107 (21, 22); Mon. Germ. Script. 21, 344; Pérard p. 153; Cluny I n. 272. Og så har vi symbolismens bessermachen, når kasteren af lutter iver stamper festuca ned i støvet. – Overdragelse af myndighed, objekt er tingen eller sagen: Loersch 16; Lex Sal. 46 — ib. 77, jfr. Roz. 392. – verpit, cf. Thév. 133, 164. – contra, Thév. 108, 130, 131; Cluny I n. 799, II n. 1087. – virgula, Thév. 173 udtrykker ikke andet end gammel skik. – Køberen havde potestatem, Thév. 29. – Vadium og festuca identiske, Vaissete V n. 121 cf. formlen Mur. Ant. I 381 og Loersch 31, hvor projecta f. rekapituleres i vadium et obs.

315. Fællesskab, cf. per cultrum reddere et verpire, som jeg desværre kun kender fra Hiibner: Gerichtsurk. n. 559; Roz. 124 bekræfter f. arvens deling; i sideformen 123 optræder den for exit. facere. — Foretagsomhed, Thév. 73, 103; Bibi. Éc. Chartes 6 V p. 427; Bouquet V 697. –adhramire, achramire, a. Thév. 107; Roz. 454, 456; Mon. Germ. Cap. I 284 (15) cf. Ficker n. 23. – b. Thév. 100 ter, 109; Roz. 479, 481, 486, 498; Mon Germ. Cap. I 70 (32), 149 (14), 284 (14), 440 (26). – c. Thév. 160. – d. Thév. 36, 100; Vaissete II n. 6, 90; Pérard 34 (15), 36 (19). – e. Lex Sal. 37, 47. – f. Thév. 123 (grupperingen må jo delvis blive vilkårlig, da de forskellige handlinger griber over i hinanden). — g. Thév. 118. — h. Thév. 114. — Fremgangsmåden, Thév. 107; Roz. 454, 479, 486; Mon. Germ. Dipl. I 53 (59); Mon. Germ. Form. 464 (side 409) (3) cf. Lex Rib. 30, 1; Mon. Germ. Dipl. I 59 (66), og derefter at forstå Lex Rib. 71: det løfte om ed som er fæstet p. f., må man ikke forhindre modstanderen i at opfylde, med andre ord: man er bunden til at lade den ed afgøre sagen; og på den anden side Lex Cham. 16, 48: a. per vad. = fæste at svare for ham (næppe her om borgensmand). – Glosse: a. = stabon, Mon. Germ. Cap. I 440 (26). Cluny I n. 3: f. jactante på at det er rigtigt, og han vil stå inde for det. — Løfte om fremtidig handling, Thév. 108 (ved forlig). – Køb, Roz. 118, 133, 159, 172, 200 f., 228, 242, 273, 331. — Overhændelse, cf. sådanne exx. som Ficker n. 43, 51; Murat. Script. I 2, 467 cf. 468, cf. II 2, 525 note o. lign.; og eftervirkningen i berøring af dokumentet, Tosti: Monte Cassino I 222, Archiv. Stor. Ital. 3. Ser. 13, p. 27. – Interessant exempel, Ed. Chilp. c. 6 (Lex Sal. p. 85). Hvordan bestyrkelsen virkede gammeldags læres af Lex Sal. 50, 3, cf. i det foregående II 111 f. — Stave eller stokke, a. per fust., Thév. 116; cf. Pérard p. 65 per f. et fust.; Cod. Lang. n. 138, 236, 370; Ficker n. 11 (p. 17), n. 62 (p. 86); Murat. Ant. I 529; Mon. Germ. Leg. IV 601 (Cart. L. 21); virga, Cod. Cav. I n. 108, Redon n. 21; baculum, Thév. 135 cf. Mon. Germ. Script. I p. 43, Mur. Ant. I 381; lignum, Mur. Ant. I 299; Ficker n. 48 (p. 71). Cf. pedum pastor., Ughelli: Italia Sacra VIII 82. – b. Roth. 143 form.; Tosti: Monte Cassino I p. 222.

316. c. per fuste q. in suis tenebat manibus investivit etc., Cod. Cav. I n. 108; Murat. Ant. I 299, 498, id. Script. I 2, 12; Thév. 116; Grenoble n. 24; Ficker n. 54–5. — d. Murat. Script. I 2, 467; Sublac. n. 78, 118; Cod. Lang. n. 673; Archiv. Stor. Ital. 3. Ser. 13 p. 24, p. 29; Ficker n. 26 (p. 33). – e. Roth. 143 Expos. § 7; Murat. Ant. I 494, Script. II 2, 525 note; Ficker n. 43 (p. 66), n. 51 (p. 75); Mon. Germ. Hist. Dipl. Reg. et Imp. I p. 466; ibid. Script. XXI 64 1. 16 cf. 65 I.30; cf. også udtrykket Ficker n. 48 p. 71. – hasta, cf. scapt, scaptlegi, Graff II 96, VI 460. – Langobardiske sværd, Roth. 182, 195 form.; Cart. Lang. 16. – Tassílo, Mon. Germ. Script. I 43. – Maghenolfus, Thév. 135. – Dæmoner, Redon 21; Thév. 116; Vaissete V n. 121; Cod. Cav. In. 185 etc. – skæl og skapt, cf. når det gælder ægteskab: giptær mæþ mund ok mæþ mælæ, Vestg. I Ærf. 7, 8, d. v. s. med brudesum, og de udtryk der rettelig hører sammen dermed. – Håndslag og skaftefæsten, se Amira lp. 269 ff., hvor anvendelsen er fremstillet med de senere former som udgangspunkt. — Ed ved »træ«, Østg. Ræfst. 22.

317. Eden, cf. Sv. Grundtvig: Om de gotiske Folks Våbened. – a. Ammian XVII 12; Mon. Germ. Script. I 198, 386; Fredegar IV c. 74; cf. Grimm: Rechts. 166 øverst: usque ad sanguinis eff. – symbolismen begynder at tage det prydede, men tomme hus i besiddelse. – b. Lex Rib. 33, I; 66, 1; Lex Alam. 86; cf. Lex Baj. Legg. III p. 351; Lex Sax. 8; Lex Sal. 102; Roth. 359, 366 cf. Lex Alam. 81, der som nævnt i teksten har en egen interesse, fordi den direkte antyder retskraften i våbnet. –Frisisk, Richt. 1046; mellem frænder må der ikke komme stef, her stillet i modsætning til den simple ed. — Cf. også Thorsen: Stadsretter 159 (14). – Retsinventar, Thév. 24, cf. Roz. 491 p. 593. — Kongsfreden, cf. Lieb. 652 f.; Saxo 109 cf. NGL. c. 31 p. 422; Lieb. 392. — collisio armorum, Dudo hos Duchesne p. 96, cf. Heims. III 346, Mork. 207, og sml. A. D. Jørgensen: Saml. Afh. I 323 f. – Retslig bekræftelse, Gul. 267, 292–; And. Sun. 90 cf. Skånel. 139. – gairthinx, Roth. 386. (side 410)



9B. Lagakefli


317. Lagakar, cf. i det foregående II 134 note. — Lovkævle, Frost. X 11, XIV 11, cf. brugen af korset Gul. 72; N G L. IV 767 n.

318. undan l., Frost. XIII 23. – Norsk lov, NGL. II 116 c. 19 cf. Frost. XIII 14. – Andre Germaner, bl. a. Liut. 134, 148; Ratchis 14, hvor vifa's officielle anvendelse omtales; Lex Baj. X 18 (309). – Strid om land, norsk lovkævle jvfrt. med Liut. 134, 148. – Mellemform, Lud. 16 form.; Ficker n. 20, 47, 48, 57 etc.; Hist. Fris. In. 1217. – Om den offentlig brug, cf. foran II 317 om kongens våben. – Livets sidestykker, cf. foran II 97 med citater. – Kæp, cf. Vestg. I Jord. 20. Cf. Heimskringlas beretning (III 107) om Magnus Gode og Harald, og i det foregående II 73 med citater.



10. Handfesta


318. a. Grágás I 9, 88, 115, 124 (77); II 124 f., 145 f.; Gul. 36, 51 (gjöf). – b. Grágás I 233; II 80; cf. Glúma 22 (62); Laxd. 182 (16); Eyrb. c. 14; Gul. 40 cf. Frost. X 21. – handarband, Dipl. Norv. III n. 935 (cf. n. 681) etc. cf. Fritzner s. v.; Er. lov III 3; Skånel. 76; And. Sun. 39, 143 f. – c. Grágás, Stað. 162 (126); cf. Grágás II 35; Njála 42; Islend. 207; Gul. 51. – d. Grágás I 38, 40 (21), 128, 234; Njála 718 f. cf. Islend. 146. – e. Grágás I 40 (22); Gul. 70; Skånel. 215. –f. Grágás II 108.

319. g. Grágás I 84, 108 (60), II 189 f.; Ljósv. 179 (70); cf. Stað. 449, cf. And. Sun. 48 (279); Er. lov III 27. – h. Egil 243; Gul. 37, 57, 254; Frost. III 3, IV 8, V 19, XIII 11, XV 4; Er. lov II 51, III 22; Vald. lov III 13; Skånel. 65, 140. – j. Forns. 74 1. 25 f.; Egil 305; Gul. 266 f. cf. Frost. X 28. – k. Gul. 37; Frost. I 1, II 22, XIII 11. – l. Er. lov II 10 ff.; Skånel. 65, 96, 182. – Svenske love, a. Østg. Bygd. 12. –b. Vestg. I Jord. 2. – c. Vestg. I Gipt. 2; Østg. Gipt. 4. – e. Østg. Bygd. 12. – h. Østg. Krist. 19, Vaþ. 17, Ræfst. 5 f.; obs. Ærf. 10. – l. Østg. Ræfst. 26, Upl. Manh. 10; til forståelse skal på den ene side jævnføres hentydninger til håndslag som Vestg. I Gipt. 2, Jord. 2, og på den anden side allusioner til et udførligere ceremoniel; se exc. 8.



11. Brudekøb


319. Synspunktet forskydes, Østg. Gipt. 3, Hels. Ærf. 4, Lex Burg. 86, 2 er jo interessante mærkepæle.

320. gjöf, Gul. 54 = mundr, givet »til« hende, muligvis ligeså Gul. 115; Gul. 51 = morgengave; den gave han giver om morgenen er naturligvis ikke den mundr han fæstede; man kan godt love en ting, og love en til, og så holde dem begge, uden at de bliver til eet. Der står altså: man skal for at blive rettelig gift trolove konen med mund, og morgendagen efter brylluppet give hende en morgengave, efter som man har lovet hende; når det er sket og øllet er holdt, da er børnene arveberettigede. (side 411) Gul. 124 er vist at forstå herudfra, så at gjöf også der er morgengave. – scæt, Lieb. 8 (77, 83). – gipt, Lieb. 102 (31). Jeg kan ikke komme uden om at gipt der er at tage ligefrem i betydningen gave; der er ingen grund til at påtvinge det betydningen overdragelse og til at miskreditere det latinske pretium. Exod. 22, 17 (B A Prosa I 152) synes sprogret oversat. – brydgifu, cf. AS Vocab. 225, 1. 7 dos = wed, gifu vel fædren feoh, hvor glossatoren synes at tage både den germanske og den latinske betydning i betragtning.

321. Gaver, cf. Roth. 184, Trymskv. 29. – Tacitus cap. 18. – Udstyre kvinden, Guðrúnarhv. 16, Oddrún. 15, Gud. II 1, 26 cf. Helg. Hj. 5 og Hynd. 13; Beow. 2025 siger ikke andet direkte end så mange andre steder, nemlig at kvinden er guldprydet af »natur«; men det er jo netop i sin guldtunge værdighed hun går ind i ætten. Faf. 40 er et interessant sprogligt sidestykke. – Smykker til døtrene, Lex Thur. 32, obs. 38; Lex Burg. XIV 6, LI 3, LXXXVI 1. – Pekuniært udformet, vi kun netop skimter kontinuiteten i langobard, faderfio eller i sådanne udtryk som Lex Alam. 54, Lex Baj. VIII 14, etc. – Lex Cham. 42 er så vag, at vi ikke med sikkerhed kan sige hvad paragraffen går på; måske er materna hered blot moderens griper. – Mund, Roth. 182, 195 ff., 204.

322. Frigivne, Lieb. 13 (8); cf. 134 (12). – Helligheden, Lieb. 458 (7), cf. Christ. 93 = ukrænkelighed. – Kongsfreden, Lieb. 392 (4). – Stedhelgen, Lieb. 470 (3) cf. 381 (19), og fred 50 (5). – Indvortes begrundet, Lieb. 7 (75) cf. 254 (34), 264 (5) og det ovenfor citerede 381 (19), hvor den indre enhed ses. — mundbyrd, her har vi forklaringen på det nære forhold mellem mund og mandebod – det som har været så velkomment et argument for kære teorier om brudekøbets oprindelse. –Kvindens frænder, cf. I 87 og f. ex. Østg. Vaþ. 10; Roth. 200, 202; Lex Thur. 55; Lieb. 442 (7) er altså gammeldags i tankegang; cf. Vinogradoff l. c. 34, og f. ex. Gud. III 8. – Fæstemål og bryllup, Norge: cf. Frost. III 13. Måske antyder Gul. 51 begge former.

323. Sverrig, cf. ovenfor II 312 med citater. – vingæf, Vestg. I Gipt. 2, II Gipt. 2; cf. Amira I 522. – a. II Gipt. 9 cf. 3; I Gipt. 6. – a. Stående formel, I Arf. 7, 8; Schlyter tager i sit glossar alt for tungt på stederne, når han forstår dem som: g. m. mund ok mælæ, i st. for g. — mæþ mund ok mælæ –. – b. I Arf. 8. – c. II Gipt. 2, cf. II Add. 8; II Drap. 11. – Fæst, I Gipt. 6, II Gipt. g. – Formynderen, Østg. Gipt. 10. – Frankerne, dos, Lex Sal. 72 f. cf. cap. VIII 4, Geffcken p. 84. – Gamle mundbegreber, cf. Lex Rib. 37. — tam in dote quam in morganegyba, Gregor IX 20, p. 113.

324. Ægteskabsstiftende kraft, Roz. 130, 261 kan aldrig bevise at der er noget
ugermansk i grundfølelsen, cf. endvidere 228 ff. — solidum et denarium,
Fredegar III 18, Thév. 42, Cluny I n. 86, Roz. 228 ff., cf. arrha, Gregor X p. 178 med tilknytning til sydlandsk sprogbrug. De andre love er jo
for knappe til at give mere end antydninger af overgangsprocessen. Den
gamle mund-takst omtales Lex Alam. 54, Lex Sax. 40; frændernes interesse i brudesummen antydes (foruden i de ovenfor citerede steder) i
sprogbrugen i Lex Sax. 40, hvad enten den nu er bag efter virkeligheden eller ikke. — Morgengaven, cf. Lex Burg. 24, 42, 62. – Langobarderne, meta, ved fæstemålet, Roth. 178 ff., 182, 190 ff. – Til forloveren, ib.
215. — Frænder, ib. 160 f.; en paragraf som 200 ser også ud som om den i sin formulering var blevet stående fra en forhistorisk verden. – faderfio,
Roth. 182 cf. 181; 199 f.; 216 f.; Thév. 48: sub mundio cum rebus ad (side 412) tam pertinentibus, og Roth. 215, der viser mandens interesse i hendes ejendele, siden det udtrykkelig siges at han ikke har noget krav på sin afdøde fæstemøs ejendom. – Medfølge, Roth. 178, 199; Liut. 89, 114. – caballum, crosnam, crosnam et lanceam pro mundio, Roth. 182 form. = Thév. 48; Roth. 195 form.; Cart. Lang. 16. – Overdragelsesihænd, i denne forbindelse spiller det ingen rolle at overdragelsesakten er formel, foreløbig, og tjener til at sikre brylluppet ved at foregribe det, som vi især ser af Thév. 135. – Adresse til hustruen, forbudet Liut. 7. er åbenbart mere påtrængende nødvendigt end det tilsvarende i 89. – Vigtigste punkt, se f. ex. Cod. Cav. I n. 1, 92, 154, 163; 32 etc.; Cart. Lang. 1. – meta giver navn, Dipl. Lang. n. 117. – Samlingsbegreb, Roth. 199; Liut. 103. — Bærer af svogerskabet, cf. Liut. 114.

325. Formalitet, se ovenfor. – Antifactum et morgincaph, Thév. 48. – Norge, mundi kaupa, Gul. 25, 27, 51, 124. – gjalda mund við, Gul. 104. – gefa m. til, Gul. 64, 124, cf. en sprogbrug som Oddrún. 22. – Børnene ægtefødte, Gul. 58, 103; Frost. III 13. – Nyt princip, cf. princippets formulering i Gul. 54, hvis den rette opfaftelse som Hertzberg (s. v. mynda) formulerer, rammer det rette. – Sparsomme antydninger, Gul. 54; Frost. XI 14 (det noksom påberåbte kap. i Egils s. er kun et mangelfuldt vidnesbyrd om en oprindeligere tilstand). — Island, se Finsen under mundr i glossar til Skálholtsbók. – Tilgjöf, det er fristende at tage tilgæf i Gul. 115 i oprindeligere betydning.

326. England, Aethelberths paragraf, Lieb. 5 (31). – Fremtiden åbenbarer sig, Lieb. 443. – Minder, Lieb. 7 (77, 83). Endelig Lieb. 30 (12), 38 (29) hvis betydning begrænses derved at de behandler et exceptionelt forhold; nogen almindelig slutning kan ikke drages ud fra dem. – dos = morgengifu, AS Vocab. 115 1. 13, = vituma, 18 1. 22.



12. Arvingernes ret


326. Medbestemmelsesret, Grágás I 247, 249; især interess. Stað. c. 79; Frost. IX 17 f., jvfr. Amira I 526, 573 f., 594; II 701 ff.; Er. lov III 2; Jy. lov I 34; Skånel. 50, som belyses historisk ved And. Sun. 19. –Andre folk, se Amira: Erbenfolge 53, 105, 134, 201, 212. Jfr. Roth. 168, Liut. 65. – Thingatio, se exc. 13. – Sælgeren garanterer, Roz. 267 f.; Thév. 105, 107; Cluny I n. 14, 20 etc. – heredes etc., typen kan ses Thév. 52, 118; Roz. 159; Cod. Cav. I n. 44; Thév. 73, 105; Roz. 200, 268; Vaissete II n. 78; Redon n. 64, 91; Chartæ I n. 60. – Træde i skranken, Thév. 52; Lex Baj. 16, 12; Mon. Germ. Leg. III 323, jfr. 337 IV. – Forpligter sine arvinger, typen ses Roz. 268, 273 eta; Cod. Cav. I n. 2 ff., 43 etc; Cluny I n. 43 etc. — Kraftige erklæringer, Cod. Cav. I n. 30.

327. Sikre sig ret, Thév. 117; Cod. Cav. In. 176; Cluny I n. 14, 20; Roz. 268 f. etc. etc. – Ret til at købe tilbage, f. ex. Redon n. 60, 95. – Om 5 år, Redon n. 68, 73, 170, 182 etc. – Svippe tilbage, Amira I 510, 550. – Gaven beredt til at falde tilbage, jfr. Brunner i Sitzungsber. der Berl. Akad. 1885, H73 ff. – En interessant varian, se foran II 72 note. – Kongens ret, se f. ex. sprogbrugen Roth. 177, jfr. også Brunners klare bemærkning Sitzungsber. der Berl. Akad. 1885, p. 1190 note. I middelalderen kommer ævnen til at »lægge på« gaven til at spille (side 413) en stor rolle under nye forudsætninger. Men for en sikkerheds skyld føjer jeg udtrykkeligt til at her ikke er tale om den senere opfattelse af forholdet mellem giver og modtager, kun om den historiske forudsætning. – Overdragelse af land (og trælle), f. ex. Roz. 290 ff. – Den gamle gænge, jeg må nøjes med en simpel henvisning til vin-institutionen, f. ex. Er. lov III 23, 39 f.; Østg. Vins. Balk (jfr. Amira I 284 f., 346 f.).

328. Klenodier, jeg har valgt ordet klenod for at udtrykke den stærke fremhæven af affektionsværdien, på islandsk er ordet gripr, på svensk siges gørsima, begge sammenknytter begrebet løsøre med begrebet dyrebar, kostelig. (Østg. Gipt. 18 er unøjagtig sprogbrug, jfr. Vestg. II Arf. 23 f. og ordbb.). – Svenske love, Vestg. I Þjuf. 8, 17; Østg. Vins. 6, 7; Upl. Manh. 44; Vestm. I Bygd. 35; jfr. Amira I 558 ff., II 682, 692 f.; Er. lov III 21 f.; Lex Sal. 47; Thév. 49, jfr. Roth. 232, også Liut. 43 sidestillet med Østg. Vins. 9. – njótr, se II 70. – heimill, heimild etc., se ordbb. og Glossar til Norg. Gamle Love, Schlyters Glossar til Skånelagen. På dette sted tales om den solidaritet som forbinder ejeren med det ejede, hvad enten det var jord eller klenodier. Når jord gik over til at blive salgsvare, faldt det ind under de eneste mulige begreber for afhændelse, et spørgsmål værd at drøfte er, om der ikke i ættens ret til jorden var elementer af en egen art. – »Overgave«, Dipl. Norv. I n. 718, 795, V n. 721, XI n. 116, 171 etc. – Eftervirkning, Dipl. Norv. X n. 161, III n. 935 etc. – Bodsopgør, III n. 691, V n. 529, jfr. det klassiske exempel Njála 638. – görsum, Jy. lov II 26, III 21.



13. Thingatio


328. a. Roth. 156, 222, 224; Liut. 9, 140. – b. Roth. 171, 173 f., 367; cf. Roth. 360. – c. Cf. Liut. 54, 73 (?). – d. Roth. 156 f.

329. Offentligheden, Roth. 172. – Sideformen, thinx = gairethinx, Bibl. École Chartes 2. Sér. III p. 45.



14. Uægte børns stilling


329. Moderen ufri, formlen til Roth. 222 viser barnets mangel på frihed og arveret; Liut. 66 siger enten at en sådan søn på grund af de særlige omstændigheder er udelukket fra »ætledning« (nec), eller også at han vel kan få friheden, men skal stå tilbage i arveret (tantum–modo); en sådan urimelighed som at trælkvindebarnet eo ipso var fri kan ikke uddrages af paragraffen. Af Roz. 137 fremgår så meget, at faderen udtrykkelig må frigive det barn han har avlet med sin ancilla. Lex Baj. XV 9: at en germansk betragtning nogenlunde på et enkelt punkt falder sammen med det bibelske syn, og derfor under kirkelig indflydelse lader sig begrunde med et citat fra Paulus, kan dog aldrig blive et bevis for at citatet er fader til lovbestemmelsen. (Se Brunner i Zeitschr. d. Savigny Stiftung Germ. Abt. XXIII 202). Ifølge Frost. X 47 skal barnet frigives »fra krogen og skålen«; cf. Gul. 57, 104; Skånel. 61. – Den uægte fødtes mindrestilling, Roth. 154, 158 ff., cf. 156, 171. – Mindreret i andre henseender end arv, Roth. 161, 162. – Betinget arveret, Norge, (side 414) Gul. 104; Frost. VIII 8. – Gave, Gul. 129; Frost. IX 17. Om deres stilling i anden henseende obs. uoverensstemmelsen Frost. X 47; Gul. 57, 104. Cf. Fagr. 21 f. som et exempel på hvad man kan sige. – Island, Grágás I 247, 167 f. — Sverrig, Østg. I Ærf. 4; Drap. 7; Vestg. Bemærkningen Add. IV 14 p. 297 er dog for enigmatisk til at bære ret meget system; for det første kan den betyde at anerkendte (fødte) frillebørn blev degraderede, for det andet at frillebørn blev afskåret fra at gøre nogen, eventuelt en mindre ret gældende, for det tredje kan den være en mytisk-heroisk forklaring af samme art som så mange andre juridiske sagn. – Andre love, Vestm. I Gipt. 9; Søderm. Ærf. 3; Hels. Ærf. 14. – Danmark, gulfæst, Skånel. 59 cf. laghgivæn; Vald. lov II 45. – Slegfredsønnen, Skånel. 58 cf. 62; Vald. lov II 45; Er. lov I 18; se nærmere hos Wilda og Matzen: Dansk Retshistorie. Privatret 92 ff. – Rokke dens vidnesbyrd, se Brunner: Sav. Stift. XVII 23.

330. Barnet skal fødes ind i ætten, kulturægte udtryk: bera i ætt, koma i ætt, Skálholtsbók 423; Stað. 192 cf. Grágás I 169, II 25. – Efterfølgende ægteskab, sml. nedenfor (skødsædebørn) og obs. den karakteristiske restriktion Frost. III 11, der antyder det gamles modstræben overfor en anerkendelse efter påfølgende ægteskab. Cf. Wilda l. c. 279 f. — Faderens (eller en frændes) vilje, Gul. 57 slutn. – Psykologisk foruds., det Brunner citerer Sav. Stift. XXIII 203 siger heller ikke andet end at man vilde beholde sin ret til at kunne give sin søn fuld værdighed. – Olav På, se i det foreg. II 264. – Sen ætledning, Gul. 58; Frost. IX 1. I samme retning tyder vel Roth. 155. – Konsekvent formulering, Gul. 58; Frost. IX 1. – Akkomodation, Vestg. I Mandr. 2, cf. II Drap. 7; Skånel. 58; Er. lov I 18; Vald. lov II 45 bærer kompromisets mærke i næsten alle sætninger. – Spiren til et kompromis, se f. ex. antydning Østg. Ærf. 4, ligeledes tyder Vestg. I Ærf. 23 på at vedgåen på tinge kunde være noget mindre end rigtig ætledning, cf. Vestg. II Arf. 32: ætleder og tager i æt med sig på tinge.

331. Virkelighedsproces, se foran om skødsædebørn II 262 og sml. Gul. 58. — Tage i æt, sml. også Skånel. 123. – hornung, Gul. 104; Grágás I 224; om frisisk se Richt. og angående ordets videre udbredelse se citaterne Fritzner j. v. — Egentlige tendens, Herv. 274 cf. Ham. 14; Half. 39; Laxd. 56; Bisk. I 35; Flat. I 101. – »Trælkvindesøn«, Fagr. 21 f. – Ingen grænse, obs. Gul. 104 med dens ligestilling. Ud fra denne grundfølelse er Frost. IX 1, Gul. 58 formede (det er i åben strid med lovsprogbrug at tage sætningen som et senere tillæg, der skulde markere et omslag, Maurer i Munch. Sitz. Ber. 1883 p. 75; fremstillingen bestemmes jo af det konkrete tilfælde lovformeren havde for øje først). Halv mandebod, Vestg. I Mandr. 2.



15. Mandebod


332. Cf. Vinogradoff i Zeits. f. Social – und Wirtschaftsgeschichte VII 1 ff. – Norge, Gul. 218 ff., 243 ff. — Amira, se Germania 32, 131. – Danmark, fyldigst i Er. lov III 26 ff., jfr. II 11, 38; Skånel. 84, 91. – Tvehed, Vestg. I (Mandr. 1); Østg. (Drap. 7), jfr. Vestg. II Drap. 7. – Frankerne, Lex Sal. 58, 62, jfr. med 101. Grunde »moderret« på ordstillingen og på varianterne, det gør man kun når man i »moderret« ser en (side 415) slags elixir til udvortes brug (mon der skulde være en hemmelighed at eruere af Er. lov p. 101 linje 11?).

333. Vanskelighederne, se Brunner: Zeitschr. d. Sav. Stift. Germ. Abt. III 38 f., hvis indvendinger mod Amira har absolut gyldighed. – Sachserne, så meget tør vi nok slutte af Lex Sax. 19. – Friserne, Lex Fris. I 1. Af XIX 2, som behandler indenæts drab, kan intet som helst sluttes om »naturlige« dødsmåder, hverken ang. arvegang eller mandebod. – Angelsachsiske bestemmelser, Lieb. 4 (23), 154 (6, 1), 174 (1, 4). – Aktiv medvirkning, Lieb. 392. – Med frænders hjælp, Lieb. 186 (1 ff.); tydeligere giver 266 (23, 25) til kende at hjælpen er pligt, jfr. 120 (74, 1 f.). – Bøde til frænderne, Lieb. 100 (24, 1), 190 (7). – Fædrene og mødrene side deltog, Lieb. 54 (8, 3), 66 (27). – Talforholdet, 392 (3); Schmid: Gesetze d. Angels. 628.

334. Enkeltfredslutninger falder udenfor, se l. l. cit., jfr. Frost. V 9. – Ætten antager sig synderens sag, f. ex. Lieb. 100 (24, 1), 120 (74). — Frænderne må sige sig løs, 186 (1). – En af bestemmelserne, Lieb. 66 (27). – Lex Sal. 62, jfr. Liut. 13, der indirekte blotter ættens indskrumpning. Brunners bemærkning i Zeits. d. Sav. Stift. III 32 hjælper os ikke til
nogen viden om forholdet før Lex Sal. – Frændernes skyld nedsættes, Lieb. 4, 23. – Betale for fredløs, Lieb. 66 (27), jfr. Er. lov II 9, III 30;
Gul. 218; jfr. dermed ordlyden i den gamle Frost., se Germania XXXII
138. – Et skridt videre, Jy. lov II 22, jfr. her I noten til p. 72. –
Ættens grænse, f. ex. Jy. lov I 1, 22; Østg. Dr. 7, cf. Gipt. 8; Vestg. I
Mandr. 1; Vald. lov I 20; Roth. 153; Lex Baj. XV 10; Lex Rib. 56, 3. – Sachserloven, Lex Sax. 18. — Hensyn til dem udenfor, jfr. Jy. lov II
26. – Danmark, Er. lov III 26, cf. I 17; Skånel. 33, 91. – Selvstændig
ener, Gul. 221. – Led i boden, således som Lex Sal. 101 antyder. Der
kan altså være gamle tilknytningspunkter i Hels. Manh. 38, men selve
bestemmelsen som den står er intet som helst værd for bedømmelsen af
oprindelig følelse; dens tone er forrykket, og kvindens stilling beror her
på total udviskning af gamle linjer. Lex Fris. XIX 2 er jo i alle måder
så singulær, at den bør holdes uden for diskussioner om normale forhold, det være sig om mandebod eller arv.



16. Hørg


335. a. Landn. 158; Gul. 29; Sverres Krist. 79; cf. Hynd. 10. — hamra ok hörga, Flat. III 246. – brenna hof ok brjóta hörga, Flat. I 285; Fornald. II 288. – Andre konstruktioner, Flat. I 287; Fornald. II 288; Fornm. I 283, cf. verset Flat. I 285; Rekstefja 9 — Skjald. 527 (9); Fornm. II 41. Endvidere N G L. IV 7. – Folkemål, se exempler hos Fritzner s. v. hörgr slutn.; Rietz: Svenskt Dialekt-Lexicon 244. – Hørg og hov, Vsp. 7; Vaf. 38; Helg. Hj. 4; Flat. I 285 etc. – Sprogbrugen, Stjórn 580, 582; Karlamagn. 131, 137. — b. cf. Grim. 16; Gylfag.; S E (AM) c. 14 cum var. er særlig interessant, fordi de to håndskrifter giver to forskellige, men kulturhistorisk lige berettigede læsemåder (S E (A M)
I 62, II 260). – c. Sverres Krist. 79; Gul. 29; Bisk. I 20. – Ags. a. hearg, Dan. 181, jævnført med 715, fremdeles Christ. 485, Andr. 1687 etc. — Glossatoren, AS Vocab. lucus, 433, 23; fanum, sacellum, 517, 13; 519, 10; 199, 10; lupercal, 433, 22. – Ags. b. Beow. 175. – Ags. c. (side 416) Angelsachs, oversættelse af Beda II 13, 15, III 30 = Early Eng. Text Soc. 95 f., p. 136 f., 142, 250; II 13 cf. B A Prosa I 178, 30. – god, B A Prosa I 74, 19, 164, 17.– Ags. bibeloversættelse, hearg, det dyrkede, 164, 15; 175, 2; 177, 1: hearg og god som tilsammen betegner afguderne. – Stok og sten, cf. 178, 30. – Oldhøjt. harug, Graff IV 1015. – At slå ordet i stykker og give det to fædre, af den simple grund at virkeligheden ikke vil bøje sig for de etymologiske resultater — se Falk og Torp: Etym. Wörterb. – det er dog den rene desperation.



17. Rituelle formler og tekster


A Formæle

Se II 143 ff.

336. a. Heid. 98 (23, 27), 100 (9); Njála c. 8 (22); Forns. 124; Sturl. II 158, cf. Jy. lov I 21, III 21. Með þeim formála — eo tenore, Heims. III 107. Leggja á etc., cf. her I 196 f. og exc. 9 A (II 316). – b. Heims. I 192; Flat. I 283, II 452; Sturl. I 17; Unger 219 (11); Herv. 283, 4; obs. formælets ordlyd, cf. Flat. I 280. – formæli, Fornm. I 90; Egil 208; Mork. 20. – formåli, Heims. II 219; Flat. II 184; Egil 263; Kormak 20. – Tillæmpning, Bisk. I 140, 167; NGL. III 254 n. 41. Cf. det interessante sted Fórnm. VII 198; Grágás Stað. 442, cf. Finsen: Register til Skálh. – c. N. h. T. 2 III 204. – skilja fyrir, se ovenfor og cf. f. ex. Flat. III 274 l. 2; Vestg. I Gipt. 2; 9. – d. Heims. I 219; Landn. 7. – e. Völs. 100, cf. faderens ord, der er et typisk formæle. – f. Forns. 148 (3), 136 (16); Sturl. II 104. – g. Grettir 94; Fornald. II 250, cf. også Bisk. I 774 1–35; Grettir 177; Islend. 59; Norr. Fornkv. 324; Hrolf 56; Fornald. II 287.


B kjósa

336. Bestemme, angående exempler, se Fritzner. – Religiøst sprog, cf. Helg. Hj. 32; Faf. 12; Vsp. 63. — Andre udforskningsmetoder, Strabon VII c. 2; Hym. 1; dette hlaut er og bliver uklart; måske skal ordene tages som: så på udfaldet, på varslets budskab. Overgangen fra lod til offerblod må i hvert fald gå igennem betydningen: »det varslende«, som jo i gammel tanke var identisk med »det varslede« (jfr. heill etc.), lykken.


C geja — fórn

337. geft, eigna, cf. f. ex. Flat. I 283: óðni er ol gefit ok ásum eru full eignuð; Fagr. 85: eignaðu þau full hinum rikastum frændum sinum. – Efterklang, Fornald. III 389. – fórn, cf. Flat. I 144, 213. – Kristne literatur, se exx. hos Fritzner s. v.; cf. Atlam. 5, der muligvis har en dybere betydning. Man »giver« eller vier. Forns. 143; Herv. 233; Austf. 96; Eyrb. c. 7 etc.; Ol. Tr. 24. Der kan i dette »give« komme en tone som antyder at guden ikke længer er blótnaut, Egil 244.