Vor Folkeæt i Oldtiden: Liv og sjæl

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Anden bog:
Midgård og menneskelivet


Liv og sjæl



(side 176) Det er en sørgelig kendsgerning at moderne udforskning af primitiv tankegang har ført os længere og længere bort fra en virkelig forståelse af fremmede kulturer og religioner. Europæeren hæmmes af sin naive tro på sit eget system og sin egen logik som målestok for alle ting; missionæren og etnologen prøver uvægerligt på at tvinge et færdigt skema ned over kulturer som er forskellige lige til roden, på samme måde som sprogforskerne tidligere ordnede alle tungemål efter den latinske grammatiks skema; men ligesom indførelsen af gerundium og supinum og ablativ kun formåede at tilsløre indianske eller australske sprogs bygning, således kan vor stive dualisme ikke andet end forkrøble primitiv psykologi. Nordboer, Grækere, Hinduer, Israeliter, så vel som Indianere og Australere er blevet hørt i katekismus: Hvad tror du om sjælen, hvordan opfatter du vekselvirkningen mellem legeme og sjæl, hvad bliver der af sjælen, når den forlader legemet? – som om hellenistisk og europæisk dualisme, som den fremtræder i katekismen og i håndbøger i psykologi, var nået til al erfarings rod. Ved en sådan eksamination udefra kan der utvivlsomt bringes visse kendsgerninger for lyset, men kendsgerningerne er ofte værre end falske, fordi de er revet ud af deres naturlige sammenhæng. Hvis vi ikke forstår primitiv tankegang som et sammenhængende hele – d. v. s. uden forståelse af tankernes enkelhed – vil vore forfædres tale om liv og død, sjæl og legeme være ubegribelig.


Ordene og tankerne er her nøjagtige spejlbilleder af verden. Det spørgsmål som i senere epoker har voldet filosofferne så svart et hovedbrud: om sproget på en hemmelighedsfuld måde svarer til virkeligheden, eller om det er gisninger og gætteværk om noget existerende, for ikke at sige noget værre, nemlig en vilkårlig benævnelse på så og så mange items i verdenshusholdningen, det hørte hjemme i tider da folks tanker var ved at gå af led og trængte til at rettes. Ordene spejler verden, fordi de er udstrømninger af tingenes væsen. De har en materiel side og en åndelig side, fordi der i alt existerende findes et legeme og en sjæl. Fuglen har en krop som løftes op i vejret, og den har en sjæl som sætter den i stand til at flyve så vel som til at hugge med næb. Ligeså er stenen et legeme, men i dette legeme sidder en (side 177) sjæl, som vil, og som bevirker at stenen kan gøre skade, at den kan bide og støde og knuse; en sjæl som volder dens hårdhed, dens tungtbevægelighed – eller dens raskhed, ti ikke alle stene er dorske –, dens rullende bevægelsesmåde, dens ævne til at spå om vejret eller til at vise vej. Så vidt som til at opstille sjæl og legeme som to halvparter i tilværelsen, er vejen tryg. Men så snart vi vil prøve på at tildele hver halvdel hvad dens er og afgrænse dens retmæssige råderum overfor modparten, falder vi fra vanskelighed i vanskelighed. Om vi vil begynde med at lede efter sjælen i kroppen, da kan vi spalte og dissekere på langs og tværs: vi kommer aldrig til at sætte fingeren på et sted hvor den ikke er, og heller ikke på et sted hvor den udelukkende har sit sæde. Og giver vi os til at underkaste tingens egenskaber, een for een, en prøvelse i det håb at kunne få tingen udskilt i en aktiv, initiativtagende side: sjælens del, og en trægere, adlydende, arbejdsudførende: legemets del, ender vi lige så sikkert i vilkårligheder; vi vil meget snart blive nødt til at distingvere på eget ansvar, om vi vil redde systemet. Nogen søm lader sig ikke finde. Et pålideligt kendemærke på hvad der er sjæl og hvad der er legeme i stenen og fuglen, vil det være umuligt at opdage.


Derimod er det ikke svært at finde sjælen; hvor vi griber til, ved stenen som ved dyret og træet, får vi fat i den. Den kommer os selvbevidst i møde, som noget der ved, der vil, der handler, der lider –som en personlighed med andre ord. Man føler sig som en forhørsdommer, der har væbnet sig med al inkvisitionens snedighed, og nu opdager at hans gåde udleverer sig selv i sin første sætning. Dette tilsyneladende så flygtige væsen indespærrer sig i et menneske eller et dyr og spinder derved selv nettet om sig, ti hårdere kan ingen binde sig selv end ved at erkende at han har vilje, har lidenskaber, at han er et rigtigt menneske. Personlighed kan man ikke løbe fra når man først er i den, uden tillige at løbe fra sig selv. Kan man undre sig over at en slig naiv åbenhjærtighed fremkalder et fint triumfsmil hos vore moderne sjælegranskere! De tilkaster hverandre et blik ud af øjenkrogene, som ypperstepræsterne og de skriftkloge må have gjort da de udbrød: »Hvad have vi mere vidnesbyrd behov!«


Kroppen er sæde for en sjæl. Det vil sige, at der inden i den sidder en lille mandsling, som beliver og bevæger, som styrer og retleder, og engang imellem af utålmodighed over sit kluntede medium begiver sig nøgen ud i verden og sætter tingene i lave på egen hånd.


Uden tvivl er der noget om at klarsynede folk har set en lille pusling eller et lille dyr forlade kroppen, og smutte ind i den igen når den troede at ingen så; og denne pusling var sjælen. Men da man havde set så meget, vendte man ryggen til, og deri gjorde man klogt, hvis man vilde spare sig megen åndsfortærelse. Ti prøver man at gribe (side 178) om sjælen, skal man snart opdage at den gækker en og siver ud igennem maskerne på det spind den selv har spundet sig ved at lade sig se som et personligt væsen, i menneskeskikkelse eller dyreham. Den nys så egenskabsfaste, personlighedsmassive sjæl opløser sig til en kraftdamp; uden modstandskraft, altid vigende; uden form, dannende sig efter og udfyldende hvilket som helst rum; ja, uden selvstændighedens begrænsning, så at den lader sig assimilere af andre sjæle som en egenskab. Det personligt prægede kan da ikke i den grad underordne sig, at det indgår som en kraft i et andet væsen. Og dog er det sandt, at et menneskes sjæl kan bo i en sten eller et sværd, den kan gå ind i et andet menneske som kraft ved en berøring eller et åndedrag og forøge modtagerens styrke eller list, et menneske kan suge stenens sjæl op i sig og bruge den som hårdhed. Den nys så individuelt selvstændige sjæl afslører sig som et neutralt noget, der er personlighedens polare modsætning.


Men endnu har den ikke udtømt sine kneb. Skridt for skridt, eller grad for grad, viger den under hænderne på os ud i mere og mere åndelige tilværelsesformer: kraft, egenskab, vilje, indflydelse – intet sted lader den sig standse. Altid er vi bag efter den, kun fangende dens forvandling; og har vi så jaget den gennem alle existenser, fra den tilværelse der står på overgangen mellem materiel og åndelig, gennem de mere og mere åndelige forfinelser, lige ud til grænsen, hvor vi mener at kunne bringe den til stands på randen af det rene intet, slår den over i en tilstand som er uigengivelig på vort sprog, men som nærmest kan antydes ved vort ord energi, eller endogså princip. Den åbenbarer sig pludselig som liv. Er vi så dristige nok og snedige nok til at gribe om den for at rive den ud af dens krop og holde den fast, gemme den for at se hvad tingen bliver til uden den og således prøve dens værdi, da viser det sig at det var selve existensen, selve tilværelsen vi tog fat i. Det var sjælen som gjorde stenen hård og fuglen flyvende, men det var også sjælen som gjorde at stenen og fuglen overhovedet var til. Uden sjæl ingen væren: at tage livet fra en sten vil sige at lade den forsvinde ud i det absolutte intet.


Men der slår vore kræfter ikke til. Rive existensen op, det formår vi ikke. Men vi kan holde fast. Trods al sin forvandling er sjælen ikke bleven for åndelig til at menneskehænder skulde kunne gribe om den. Og krammer vi den så i hånden, vil vi før eller senere mærke at det gør ondt. Om en stund føder livet et skarpt, hårdt, kantet objekt mellem fingrene på os. Har vi mod og snildhed nok til at følge sjælen gennem alle dens forvandlinger og til at holde den uslippelig fast, må den engang tage sin første skikkelse igen og svare med hele sin personlighed. Da må den stå frem, ikke blot synlig og materiel, men i den form hvori den indgår som led af verden.


(side 179) Først da er forvandlingen til ende. Nu har vi lært livets hemmelighed. Sjælen er noget mere end legemet, sådan som det ses og føles i rumfyldende virkelighed, men den er ikke noget uden for det materielle. Når vi ikke kan finde grænseskellet mellem det indre og det ydre, bliver der intet andet råd end at give sandheden æren, og sige at legemet er en del af sjælen, eller ligefrem sjælen selv. I det øjeblik man med hånden griber fast om en sten, har man fat i stenens sjæl, det er sjælen man føler på. Den mulighed er der altid, at legemet kan suges op af sjælen og forsvinde, for atter at springe ud i lyset ved en anden lejlighed. Det åndelige kan forlade materien for at åbenbare sig under andre forhold; men når det så står frem og lader sig se, høre, føle, da sker åbenbaringen i kraft af den natur som sjælen sidder inde med. Hvor langt bort den end går, bærer den stoffet bundet i sig. Til en vis grad er det muligt at tale om sjæl og legeme, men skellet er ikke ført så langt ned at det har nået at rive de to fra hinanden.


En sjæl kan ikke fanges i en af vore snævre formler. Sproget indeholder et fingerpeg til os om at bygge vore tanker vide, og tillige en advarsel mod at møde med for mange af de distinktioner som er så nyttige i vor verden. Vi skal begynde i det materielle, gå igennem – ikke uden om – personligheden, med dens vilje og følelser, fra den ud i det neutrale, det vi kunde kalde liv, videre igennem liv ud i det ideelle: tilværelse, existens, og først der, i verdens urgrund, når vi sjælens grænse.


Men er vi nået så vidt, til bunds i den enkelte sjæl, standser vejen med et ryk. Liv er for os fællesnævneren for den ene halvdel af tilværelsen, og existens er det begreb hvori denne halvdel mødes med alt det øvrige. For vor fantasi står modergrunden som stedet med de mange veje fremfor alle steder. Der ser vi den enkelte brønd åbne sig ud i et netværk af kanaler fra sjæl til sjæl; vi føler os, når vi stiger så dybt ned, som stående ved indgangen til altings udspring. Liv er for os en farveløs kraft, der kan gå ind i utallige forskellige former, og problemet består for os i at forklare hvorledes det ene forvandler sig til verdens mangfoldige skikkelser. Anderledes for den praktiske tænker. For ham standser al tanke på dette punkt. Mellem sjælene er der befæstet det uigennemtrængeligste af alt skillende: et svælg, tomhed, intet. Adskillelsen er så absolut, netop fordi den ikke består i en mur rejst af tanken selv, men deri at enhver anelse eller gisnen mangler, fordi alle ting i verden hviler i sig selv. Os forekommer det uvilkårligt at der i ordet liv, eller tilværelse som vi nærmest vilde sige, ligger en opfordring til at grunde over det fælles betingende for alt som existerer. Men et sådant spørgsmål kan ikke nå frem til at fordre en besvarelse, fordi det ikke kan finde noget fodfæste på den givne basis.


(side 180) Liv, tilværelse, så vidt er sjælens begreb, men denne sætnings rækkevidde går først op for os, når vi vender den om: sjæl, så snæver er tilværelsesforestillingen. Liv er ikke noget alment, ikke noget som forbinder, men snarere det der sætter det største skel i verden; ikke en fællesbærer, men en individuel egenskab. Liv er altid karakterbestemt. Det begrunder, nej rettere, det indeholder alt hvad der særkender livets ejer fra alle andre væsener, det indeholder alle hans egenskaber og færdigheder, alle hans tilbøjeligheder og fornødenheder, det indeholder ham lige til hans krops bygning.


Hvor dybt skellet mellem vore tanker og hine går på dette punkt, bliver os vel først rigtig klart, når vi ser at sjælen strækker sig videre end den blotte person, så at den indbefatter livssfæren med. Ikke blot dyrets levevis, men også dets livsområde hører med til dets sjæl. Poesien bevarer et tydeligt genskin af denne helhedsforestilling. Ravnen kan ikke optræde, uden at den med sig drager tanken på sorthed, på dugvingethed; men lige så sikkert fører den i sit følge en hel ligatmosfære. Digteren af den angelsachsiske Genesis står helt og holdent under den gamle tankegangs herredømme på dette punkt. I hans kilde fortælles, at Noa først udsendte en ravn fra arken, men den fløj frem og tilbage, til jorden blev tør, og dette former af sig selv denne begrundelse i hans sjæl: »han troede at, fandt den på sin flugt intet land, vilde den fluks komme flyvende tilbage over de brede vande; men håbet slog fejl; den satte sig glad, den mørkfjedrede, på et flydende lig, og søgte ikke videre.« Sortheden og ligglæden og ligfortæringen og liget selv hører med til ravnens sjæl. Når ravnen hedder valbegærlig, kampgrådig, da betyder det i virkeligheden, at lige så vist som ravn hører med til kamp, er kamp, eller rettere blodbad, et led i ravnens liv. Også ulven har lignatur, den kaldes ligbæstet; men hertil kommer noget mere, det som udtrykkes i navnet hedegængeren, hedetræderen. Udørkenen er en del af dens sjæl. Eller et »i skoven« følger selvbudet med dens nævnelse: ulven frydede sig i skoven, ulven skreg i skoven, ja, den grå ulv i skoven løb ude på heden over de faldne; ulven er »skovens staldbroder«.


Kløften mellem sjælene er uoverstigelig, den går ned til verdens egen rod. Alle væsener rejser sig lige op af urgrunden, adskilte fra øverst til nederst. Ikke på noget punkt bygges bro. Der ligger for os noget vildledende i at alt, også det vi kalder livløst, havde en sjæl, og følgelig også et liv. Det synes os som om afstanden mellem de forskellige existenser den gang snarere var mindre end nu. Alt levende forenedes i besiddelse af vilje og følelse, ja forstand og ævne til at udtrykke sig. Stumme stene gaves der næppe den gang.




»Det primitive menneske beviser ved sine indbyrdes afvigende rituelle optrin
sin ævne til at skelne mellem de forskellige viljer der virker indenfor hans verden.«




Livet er ikke, som det falder os naturligt at antage, en upersonlig formende kraft, tværtimod; langt fra at bringe de tusinder af ting (side 181) nærmere til hinanden holder det dem skarpt adskilte. Livet er vilje. Alt hvad der er til, handler fordi det i sig føler en tilskyndelse, fordi det finder behag i dette og mishag i hint. Stenens sjæl, så vel som træets og dyrets, opfyldes af lyst og hensigt og godtykke, men stenens vilje er ikke dyrets, og ingen af de to er en menneskevilje. Jorderobrerens ævne til at gøre forskel på villende væsener og sætte enhver af sine medsjæle i det ceremonielle relief der svarer til dens pretentioner og sikrer ham dens bevågenhed, er så højt udviklet, at vi kan forstå den er erhvervet gennem pågående erfaringer. Mennesket måtte snart opdage at hver enkelt af hans omgivelser elsker og hader på sin måde, efter sine uforgribelige grundsætninger, – efter sin natur. Denne opdagelse er det som har gjort mennesket så årvågent og lydhørt overfor sjælsytringer i det fremmede rundt om ham. Ve den der troede at tingene havde menneskevilje og menneskeævne! Den der skal kæmpe sig frem og være i stand til at overantvorde morgendagen sine erobringer fra i dag, for ham gælder det først og fremmest om forståelse af hvordan det er hans omgivelser vil; al opdragelse går ud på at bibringe novicerne sjælekundskab og derved sætte dem i stand til at tage verdenskampen op. Der sidder da i mennesket en stærk følelse af forskellen mellem de lidenskaber og den selvbeherskelse som er inden i ham selv, og de åndelige kræfter som støder imod ham fra alle sider, en følelse som netop skærpes ved den ubevidste, dybtliggende genkendelse eller identifikation som bærer opmærksomheden. Det primitive menneske beviser ved sine indbyrdes afvigende rituelle optrin sin ævne til at skelne mellem de forskellige viljer der virker indenfor hans verden. De ceremonier der skaffer rigelig nedbør er ikke de samme som dem han benytter sig af, når han vil sikre sig bisonens velvilje, og bisonriterne afviger igen fra dem han benytter overfor andre dyr. Vi lader os narre af sproget og vor tilbøjelighed til at bruge alle abstrakte ord i enkeltal, men vor enkeltalsform »vilje« er resultat af et tankearbejde som slet ikke var gjort i hine tider, da stenen for alvor talte et ord med i laget, da træet og dyret og stenen var realiteter og ikke, som nu, blot skygger på baggrund af naturen. Den ansporing til at se enheden i tilværelsen som synes at ligge i naturmenneskets personifikation – som vi kalder det – af naturen, har kun gyldighed i vore tanker, og grunden til vor misforståelse ligger i at vi ser mytologien i lys af hellenistisk filosofi; vort poetiske sprog, så vel som vor videnskabelige terminologi nedstammer fra den alexandrinske antropomorfisme, og alle europæiske spekulationer over myter og legender beherskes af lankegangen hos Stoikere og Nyplatonikere, som prøvede på at omdanne de oprindelige græske tanker om naturen og mennesket til et rationalistisk og sentimentalt system. Primitive ord som Europæerne oversætter ved »sjæl« rummer en stor del af den betydning der dæk- (side 182) kes af vore ord »existens« eller »tilværelse«, men på den anden side er al primitiv existens liv.


Vil man vide hvor enerådigt livet er her i denne verden, eller i denne Midgård, gør man vel i at spørge efter døden, f. ex. spørge om ikke stenen er en død ting. Efter alle analogier fra andre folk at dømme vilde vore forfædre have rystet det paradox af sig med en uvillig bevægelse, som noget ikke blot ørkesløst, men også rent meningsløst. Døden havde i den forbindelse ingen som helst betydning for dem. De vilde ikke opponere, ti de vilde slet ikke forstå hvad der lå i spørgsmålet.


Menneskets opgave har været den at tænke sig frem til begrebet livløshed, og den opgave falder ham grumme vanskelig. Atter og atter giver hans forundring sig til kende overfor de fænomener der synes at stride mod livets realitet. Han tumler hellere med hypoteser om forvandling, metamorfose, livets forandring til anderledes virkende former. Og vejene dér er lange. Det varer sekler inden han har udforsket dem så vidt, at han bliver nødt til at vende sig om og se problemet i øjnene som ubønhørlig fjende. Jo nærmere det rykker ham ind på livet, des mere stiller han sig i stejl opposition til det: han benægter døden, erklærer den for umulig. Han vil ikke engang anerkende at livsafslutningen hører med til naturens orden; overfor de hårdhændte kendsgerninger falder han tilbage på den påstand at »døden« en gang er kommen ind i verden ved en fejltagelse. Snart er det et voldeligt overfald fra noget uden for menneskehjemmet, som har afstedkommet forstyrrelse i urtilstanden; snart er det menneskets egen dumhed der bærer skylden, fordi en længst hensovet slægt greb fejl i et kritisk øjeblik, og ved forsømmelighed overfor en leveregel nedsatte livskraften. Og kun ganske langsomt fordybes denne »død«, som for ham dog er og bliver et skin, hen imod tilintetgørelse; det vil sige, han skubber livet over det egentlige punkt, og plumper det ned i et intet, som han så atter og atter kommer til at forestille sig som noget positivt, et værende intet, et massivt hul. Døden har han aldrig fundet.


Det er da ikke ved en slutning fra sig selv til andre at mennesket underlægger tilværelsen liv. Når han siger liv, udtaler han ikke ordet som en opdagelse hvis rækkevidde han er sig bevidst. Liv er jo forudsætning for alt. Mennesker har lige så lidt opdaget livet som de har opdaget lyset. For moderne tankegang er livløshed stadig en modifikation af livet, som man er nået til gennem en gradevis udelukkelse af de mest iøjnefaldende kendetegn på organisk tilværelse, såsom bevægelse og følelse. Vi prøver på at reducere livet til livløshed, men alt hvad vi kan nå til er en negation; det er os ikke muligt at etablere en tilværelse af anden art, og følgelig dukker livets kendemærker op så snart vi begynder at tænke over materien og døden. Den store forskel mellem primitiv og moderne tankegang ligger ikke i at vi siger existens (side 183) hvor mytens skabere siger liv, men at vi lader samme slags liv udstrække sig til alle ting, og altså gør livet til basis for en hypotese om enhed. Europæisk filosofi har i så høj grad løsnet tanken fra erfaringen, at det er blevet muligt at forestille sig hele naturen i menneskets billede. Vi har opdaget, eller rettere sagt, lært af Grækerne og ført opdagelsen videre, at det netop er menneskeliv som sidder i planten og stenen, en ide der, som alle mægtige tanker, har det i sin magt at stifte stor ulykke og stor velsignelse. Antropomorfismen har sin rod i primitiv erfaring, ti sandt er det at liv indeholder spiren til enhedshypotesen, men den kan ikke trænge igennem med kraft, før dagens krav ophører med at lægge udelukkende beslag på tænkningen. Tanken må i en vis forstand emancipere sig fra erfaringen og skaffe sig fristunder til at spinde sine tråde længere end der bliver tid til, når kravene til virksomhed kommer igen med samme påtrængenhed hver eneste dag. Først når mennesket sidder så støt i sit sæde at han ikke hvert øjeblik må holde sine omgivelser fast i et betvingende øjekast, først når han begynder at se sin egen natur mere bevidst i øjnene, da rejser sig tilbøjeligheden til at menneskeliggøre universet. Da bliver han naturdigter. Først på det standpunkt vover han sig til at optræde overfor sine omgivelser som overfor ligestillede, så at han byder dem samme behandling som han selv sætter pris på og som han selv bøjer sig for. Før vidste han alt for godt at betingelsen for at drage sig naturens velvilje til nytte og til at tage sig i agt for skadeævnen, var den at kende sjælenes karakter.


Antropomorfisme i egentligste forstand opstår når mennesket forskanser sig i byer og på borge, lukker naturen ude ved hjælp af tykke mure og indskrænker sig til samkvem med sine medmennesker.


I de sidste tre århundreder har filosofiens og naturvidenskabens opgave været at berøve livet og tilværelsen de mest fremtrædende menneskelige træk og reducere dem til vage, farveløse idéér, dér kan anvendes overfor alle organismer og i videre betydning på alle fænomener, men selv om liv og existens har skiftet navn og nu kaldes kraft eller tendens eller lov, har de ikke skiftet karakter, og i evolutionismens formler – i kampen for tilværelsen og naturens klage, for blot at nævne et exempel – lægger den rene skære antropomorfisme sig for dagen. I kraft af denne antropomorfisme har vi fastslået et indre slægtskab mellem tingene i verden, og alle spørgsmål rummes i det ene problem: livets oprindelse og natur, formålet med verden. Her kommer den forskel frem der gør det så vanskeligt for vor tids mennesker at forstå primitive kulturers tanker og problemer. Liv, existens, tilværelse, sjæl, legeme er ord som det falder os naturligt at bruge i enkeltal, de udtrykker en generalisering af erfaringen som ikke har noget tilsvarende hos mytens skabere. Ordet liv får først hjemstavns– (side 184) ret i hin kultur ved at bekende sig som legio: vi er mange; for primitive folk er sjælene ikke alene mange, de er mangfoldige.




»For at forstå fremmede folkeslags tanker må vi nødvendigvis gengive deres
selvåbenbaring med vore egne ord; men som regel ligger der i vore ord en sådan tyngde af
forudfattede ideer, at de knuser den skrøbelige myte eller livsvisdom med selve deres forklaring.«




For at forstå fremmede folkeslags tanker må vi nødvendigvis gengive deres selvåbenbaring med vore egne ord; men som regel ligger der i vore ord en sådan tyngde af forudfattede ideer, at de knuser den skrøbelige myte eller livsvisdom med selve deres forklaring. Hvis vi vil i virkelig forbindelse med et andet menneske må vi sørge for at omvurdere vore ord, førend vi lader dem omslutte hans erfaring. Vi må så vidt muligt holde vore stående formler tilbage og gå helt rundt om den ting der møder ham og se på den fra alle sider. Men analyse kan ikke føre os hele vejen til hans fortrolighed. Kultur er ikke en samling af trossætninger og ideer, men en afbalanceret harmoni, og vor forståelse afhænger af vor ævne til at anbringe hver enkelt ide i sine rette omgivelser og skønne over dens forhold til alle andre ideer.


På hvilket punkt Germanerne befandt sig da den gamle kultur successivt lukkedes i, kan vi næppe sige med nogen grad af bestemthed. At de kendte personificeringens kunst tør næppe betvivles, men hvor vidt de var nået i anvendelsen deraf, derom ved vi næsten intet. Vidnesbyrdene for naturens menneskelighed er tilsyneladende mange, og disse mange tilsyneladende utvetydige. Hvilken forfærdende skare af stenturser! Op af jorden og ud af højene titter alfer og dværge. Fra havet svarer Rans døtre, de lokkende og hårdhjærtede bølgemøer, med deres gruelige moder; og hjemme i hallen sidder ærværdige gamle Ægir. Op over himlen går sol og måne, ja efter sommes sigende er de to endda til vogns, med forspand og agestol. Solen jages af to ulve, begærlige efter at sluge dens lysende legeme. Om solen og månen hedder det både, at de er blevet givne og tagne til ægte, og at der lever afkom efter dem.


Hvad nu først jætterne angår, er de højst sammensatte karakterer, hvis rette natur først oplader sig for os når vi møder dem med et endnu videre syn end det vi hidtil har nået. Deres vidnesbyrd hører for en del hjemme i en anden sfære. Hvor sol og måne har fået køretøj fra er aldrig blevet helt oplyst; der mangler ikke sigtelser for tyveri fra Føbus's stald. Måske er stjæle dog for stygt et ord at anvende – man kan endelig tømre sig en vogn uden selv at have opfundet at sætte en stol oven på to hjul –; rimeligvis har dog de to himmelfarere været i stand til at gå, selv om de ikke kunde køre. Men i og for sig er personlighed ikke nok til at bringe en sjæl ind under personifikationens tegn. De to synsmåder, den der tager sjælen som en natur, og den der tager den som et menneske, står ikke i den grad skarpt imod hinanden, at overgangen betyder et spring fra noget til nogen. Personlighed ligger i enhver sjæls væsen fra oprindelsen af. Den store omvending sker i det øjeblik da personligheden fra at være afhængig af sin natur (side 185) svinger over til at handle ud af rent menneskelige sjælsegenskaber. Månen har sit legeme og sin åbenbaring, som vi ikke må tænke os i overensstemmelse med hvad vi ved om dens form og art; blandt dens ævner findes mange som den har sat til siden hin tid. Den går ikke længer, den tæller ikke år mere, den bestemmer ikke over held og uheld, den sender ikke sotter, og hvad den ellers forstod i gamle dage. Månen føder, jorden føder, stenene sætter afkom i verden, og det betyder at disse væsener avler, undfanger og nedkommer; ti således sker al formering under solen. Men deri ligger ikke at jorden må forvandle sig til et menneske, søge et leje og stå på knæene for sine børn. Hvad vi hører om sol og måne og dyrene i fortiden, har givet anledning til megen deklamation over een natur som er lov, og en anden natur der var lutter kaprice; – thi lunefuldhed og ubestandighed er, som enhver god etnolog ved, lige så ubestikkeligt et kendemærke på naturmennesket, som målbevidsthed er det på os kulturfolk. Naturen handlede i luner, fordi den var menneskets udtrykte billede, men – det kunde være at netop vor talen om menneskelige lidenskaber i fortidens sol og måne indeholder en træffende illustration på den psykologiske beskaffenhed af de hjærner der fostrede naturmyterne. Vi må i hvert enkelt tilfælde give os tid til at se efter, om naturopfattelsen beror på at sjæleytringerne i sol og måne og dyr opfattedes gennem menneskelige – kulturprægede – hjærner, eller om den virkelig er grundfæstet i en personificering som omskaber verden i menneskets lignelse. Med en sælsom naivitet forudsætter en moderne forsker meget ofte refleksion som den nødvendige basis for al anden tænkning end netop hans egen. Vi ved, at det praktiske friluftsmenneske kender sin verden og dens beboere ud og ind, og at han lever på sin intime fortrolighed med deres vaner; men hvis vi deraf slutter at han i sin digtning lader dyr og planter optræde med dyre- og plantepsykologisk korrekthed, tilskriver vi ham en ævne som tilhører selvransagelsens yderste tider. Karaktertegningens kunst forudsætter at digterens sjæl indeholder et kamera hvor plader skydes ud og ind efter behag; men naturmanden går netop aldrig ud af sig selv for at fantasere sig ind i en andens karakter.




»...thi lunefuldhed og ubestandighed er, som enhver god etnolog ved, lige så
ubestikkeligt et kendemærke på naturmennesket, som målbevidsthed er det på os kulturfolk.«




Når sjælen er frigjort, så at den står over sit fænomen, da, og først da, er den et menneske. Når nymfer ikke rinder mere, når jorden ikke mere kan gemme sine børn i sit indre, når solen står på en vogn og styrer et lysende forspand, som han kan sætte i stald med samt alle solegenskaber, da er naturen brudt, og personifikationen født. Så snart den forandring er foregået, da er vi sluppet ud af hin forvirrede verden, hvor en sjæl nu er kvinde, føder, skriger, truer, og nu atter er i stand til at visne, til at begrave fjenderne i sit skød, eller til at vælte sig som en flod over dem og drukne dem i sin (side 186) harm; da er vi inde under en anden himmel, og det måske en himmel som vi kalder moderne, fordi vi kulturelt set er fødte under den. Men endnu har vi ikke gjort mellemværendet mellem sjæl og personifikation helt op. De to måder at se naturen an på er jo så langt fra at ophæve hinanden, at de ikke blot forbindes ved en lang række overgangsstadier, men også på senere udviklingstrin består side om side, udfyldende hinanden. Folket lever måske med alfer eller nymfer, medens de i alt praktisk forholder sig til sjæle. Kulturens karakter bestemmes af det indbyrdes vægtforhold mellem menneskeart og natur; og for Germanernes vedkommende råder næppe nogen tvivl om hvilken af de to der var fremherskende. Rimeligt nok har vore forfædre, i hvert fald poetisk, tumlet med selvgenkendelsen i naturen; de har talt deres eget menneskelige sprog til væsener i luften og i havet og på jorden. Men så vidt er de næppe nået, at den mere åndelige opfattelse af universet kunde opkaste sig til herre, og få styrke til at overtage sin forgængers døgnopgaver.


Det lidet vi ved om vore forfædres praktiske forhold til omverdenen, tyder, som senere skal blive klart, på at de væsentligst kaldte på sjælen i det der omgav dem. Når digteren lader Frigg sende forbedere omkring til ild og vand, jærn og alskens malme, stene, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, for at tage dem i ed på at de ikke vil skade Balder, ligger det tydeligt nok ikke i hans tanke, at sendebudene gik ud for at banke på hos nymfer og dæmoner; hans tilhørere må have været fortrolige med en henvendelse direkte til tingene selv, til sjælene.


Og digtersproget har endnu tydeligt fæste i tingenes natur. For skjaldene er havet Ægirs hustru, og jorden en kvinde, snart datter, snart moder, snart hustru; hun tilfalder til sidst Odin og kommer ved ham i indviklet familieskab med både Frigg og Rind og Gunnlød og end flere; men selv om hun er gået fra slægt til slægt og på den måde er bleven adopteret højere og højere op i personlighed, har hun ikke strejfet sin oprindelige natur af sig; og netop når digterne selvherligt skalter med stoffet for at opjage en smule originalitet og en grandiose effekt, kan det allerbedst hænde at fantasien galoperer af sted med dem ind på gamle græsgange. Halfred viser sit snilde i dets bedste lys, da han vil indprænte sine tilhørere at Hakon Jarl har underlagt sig jorden; han har fået faktum så åndrigt drejet, at det må fremstilles i mindst fire stillinger for at komme helt til sin ret. Først har jarlen afsluttet partiet med Onars enedatter, så har han draget Båleygs (Odins) kvinde til sig med stålets magtsprog; ugærne vilde han lade Auds søster sidde ene, og derfor brugte han sværdets sandtale på Odins fæstekvinde. I sin iver efter at forkynde Hakons magt og ret tømmer digteren sproget for billeder, og uden at ville (side 187) det giver han os en fortegnelse over jordens slægtskab med andre magter; og skønt Onar og Aud og Båleyg for os ikke er stort andet end navne, behøver vi ikke at tvivle om at disse personer og deres samkvem med jorden er grundfæstet i sandsagn og gammel tro. Onars datter er den »skovgroede«, Båleygs kvinde er »bredskåren af træk«, Odins fæstemø er »løvhåret«. Ikke mindre kunstfærdigt leger: Eyvind med ordene i de spotteviser han digtede om Harald Gråfeld, der på småbønders vis gemte sine skatte i jorden; guldet er solen som bør skinne på høgefjældene – jagthøgene blev jo båret på armen –, og der lyste dens skin i Gode Hakons levetid; nu fjæles det i jorden: i Tors moders kød, i Tors moders legeme. Kontrasten mellem den lysende sol på fjældene og jordens mørke skød er et pynteligt poetisk indfald, som beviser at Eyvind er en moderne digter, hvis forestillingskreds har berøring med Vestens civilisation. Han tænkte åbenbart ikke noget som helst ved disse udtryk ud over det at »Tors moder« var et godt skjaldenavn på jord, men sproget har sin egen mening.


Når jorden kaldes Odins hustru, Tors moder, når vinden kaldes Fornjots søn og havet opfattes som Ran, Ægirs hustru, er myterne ikke antropomorfisme eller personifikation i moderne og alexandrinsk forstand. Menneskelighed er føjet til naturfænomenets andre egenskaber, eller sandere udtrykt: menneskefremtræden indgår som en egenskab blandt andre egenskaber i jordens, vindens og havets sjæl; – men det står på ingen måde i strid med naturkræfternes upersonlige virken.


Egils ord: »Af mig har Ran rusket meget, havet sled min æts bånd over«, kan tyde på at han har set Ran stå som en forfærdelig kvinde med hænderne knugede om det der tilhørte ham; »Ægirs deje« råber han til hende i sin udfordrende trods. I Heidreksgåderne leger bølgemøerne med næsten sydlandsk frihed. Først: kommer de sørgende; mange mænd har deres komme bragt skade, – og dermed frister de livet. Nu ses de med lyse lokker indbundne i hvid hoveddug; ingen husbond har de kvinder. Sjælden er de skånsomme mod farende folk, i vinden må de våge. Atter kommer de gående i brændingssærke, ind gennem fjorden stævner de, der finder de en hård seng; men lidet leger de i vindstille. Men disse vers siger kun Nordboens tanke halvt ud; den anden halvdel ligger antydet i de navne som de lyshårede grumme bar: en hed »hævende«, en anden »himmelglitrende«, en tredje »duvende«, en fjerde »kolde« og en femte »blodighårede«. Og disse to halvdele må føjes sammen, hvis vi skal nå ind til den virkelige værdi i de gamle beskrivelser af havet. Moderne læsere omformer ubevidst gåderne under indflydelse af samtidens naturpoesi. Vor gengivelse forandrer optrinnets perspektiv, fordi vore ord er præget af andre associationer, og når de forbindes, (side 188) skaber de en atmosfære der er de gamle digte fremmed. Når vi læser disse skildringer af bølger der brydes mod kysten eller af lange bølgerækker der jager hinanden, nyder vi synet af de klare, rentskårne konturer, og vi indsnuser brændingens salte sprøjt, men vor rekonstruktion er på en gang for plastisk og for impressionistisk, fordi det i følge vor erfaring er øjeblikkets overvældende indtryk der søger sig afløb i digteriske billeder. Men de gamle ord genfremkalder ikke indtryk knyttet til øjebliksstemninger; hvis vi vil fange dybden i det gamle billede, må vi erstatte de moderne allusioner og deres stemningsværdier med de antydninger der ligger gemt i navnene på bølgemøerne, – ti omend måske Heidreksgåderne repræsenterer den nordiske naturpoesis fuldendelse er der ingen tvivl om at selv deres bølgemøer godt kunde føre sig efter navnene Duvende eller Kolde eller Blodighårede, – som bryder det poetiske billede af linjerene nymfeskikkelser, og samtidig banlyser alle følelser der vækkes ved havets øjeblikkelige skønhed. Der hersker ikke nogen modstrid mellem subjekt og verbum i digterens beskrivelse af vinterstormene: »Fornjots sønner begyndte at fyge«, og heller ikke en stormskildring som denne: »Bygerne kartede og snoede Ægirs stormfro døtre«, indeholder i sig selv noget brud på sund sans. Så kunde man da endnu i sene historiske tider tale om Ran og Ægir som det hav de var, uden at tilsløre deres personlighed. »Søhøjenes hest slider sit bryst ud af den hvide Rans mund«, siger en skjald om skibet der arbejder sig frem i søen; en anden beskriver dets hårde duven i disse linjer: »Den vådsvale Ran fører gang på gang fartøjet ned i Ægirs kæve.« Her er endnu intet af den moderne digters »som om«, når han inspirationsdrukken lader sig omslynge af bølgens arme; og her er ingen spillen på den pikante modsætning mellem munde med røde læber og munde af en anden bygning. Når bølgen hedder kolde, eller Ran kaldes vådsval, betyder tillægsordet ikke at kvinden er kold som havet, men at hun har selve bølgekulden i sig. Det »stormfro« som tillagdes Ægirs døtre, måtte også, så længe sproget ikke var helt forstenet, gælde noget mere end blot havkvindernes hoveren i vejret. For den der har opsuget den gamle kultur i sig, om end kun i overleveringens opspædning, kommer ordet kampfro, anvendt på krigeren, med en egen, energisk klang; man føler en utilfredshed ved de moderne substituter, og det en utilfredshed der ikke vil give sig overfor sådanne refleksioner som disse: at ordet var kraftigere, at kampglæden var voldsommere –; den følelse som tillægsordet kundgør, er ikke en brænding som opstår ved at krigeren og kampen støder sammen: kampglæden og kampen selv er en egenskab i manden, i hans sjæl. Således også de stormfro bølger: vinden er ikke musikanten for deres dans.


(side 189) Mere end de yderste, halvt ubevidste hviskninger af den gamle sjæletro får vi ikke gennem versene. Det vi hører er ord som siger hvad mennesker har talt ind i dem, snarere end ord gennem hvilke mennesker åbenbarer sig. Skjaldene brugte deres billeder uden kulturelt ansvar, og ofte i selvisk vilkårlighed, men om de end ikke længer følte sig bundne af nogen selvnidkær tanke, måtte de trælle under det sprog tanken havde skabt. Hvor radikal en stilfornyer Helgekvadets digter end var, står dog også han på gammel grund, når han nu hører Kolgas (Koldes) søster og lange køle støde sammen med brændingsbrag, og i næste øjeblik ser Ægirs skræksomme datter forsøge at kæntre skibene, ser brændingsdyrene vride sig ud af Rans hånd.


Vi kan stykke den primitive sjæl sammen, men det lykkes os aldrig at udtrykke sjælens levende enhed på vort sprog, fordi vore ord er formede over totalt forskellige forestillinger og modstår alle forsøg på at drejes over i et andet plan og føjes ind i et nyt mønster. Men for at forstå det primitive menneskes væremåde må vi til en vis grad kunne virkeliggøre hans erfaring. Vi må forstå at jordens sjæl eller ide er et hele, der uden nogen kløft spænder fra mangevejethed til moderskab. – Hel er døden, så neutralt som vi kan tænke den; det er et dødsrige, og det er en virkelig person – ikke en bleg personifikation; en der gør netop det døden gør, og ikke en der råder i dødens rige; en der er ligforrådnelsen selv: »sorteblå som Hel«. Et ord som hildr spænder fra den abstrakteste kamp til en kampmø, der er robust som en germansk kvinde.


Jellingbægerormen.png


Det har sin vanskelighed for os at få så ubetingede begreber som liv og tilværelse indsnævret til det lille kredsfang som de må have for at finde anvendelse på fortidens sjæl, uden at med det samme dybden forsvinder. Nærmest kommer vi vel de gamle tanker ved at sige, at livet og tilværelsen den gang var en natur – natur taget i den ældre betydning, af noget som hører med fra fødselen af eller fra oprindelsen af, noget som følger uadskilleligt med, og som betinger så vel udseende som væsen og karaktertræk. En natur kan kun afføde ganske bestemte virkninger, nemlig dem der ligger inden i den, såsom fire ben af den særlige art som ulven har, tilsammen med den og den lugt, et gab som går op og i på den og den måde, en tilbøjelighed til rov og lusken om ude i Udgård. En anden natur kan kun frembringe noget kantet, hårdt, tungt, som i visse tilfælde ruller ned og bider tæerne af en mand der står i dets vej. Men så ligger også i naturen, at den ikke kan lade være med at frembringe sine virkninger. Ulvheden kan vel nok existere som sjæl, men før eller senere må den slå ud i et bidende bæst.


(side 190) Alle vegne hvor karakteren er forskellig, er de besjælede adskilte ved den uoverstigelige kløft som særliv betyder. Naturens uforenelighed overvejer og fordunkler al udvortes, lige så vel som indvortes lighed. Træets natur, dets karakter dømmes efter dets udseende: om det har ru bark eller glat, om dets blade er runde eller lange, om det skyder op i højden eller ud i bredden, men også efter dets vaner: på et træ bliver barken glinsende i uvejr, på et andet mørk og truende; det ene træ rasler med løvet, selv om vejret er stille, det andet svinger vildt med armene i storm, og hænger ellers dvask ned. Der ligger i denne træets sædvane en åbenbarelse af dets inderste sjæl, dets viden eller anen, og megen visdomslykke består i ævne til at aflæse træets sjæl på dets lader. Man ved at det ene træ besidder en kundskab og en varselsævne som det andet ikke åbenbarer, eller ikke åbenbarer på den tydelige måde.


Og endelig hører træets nytte med til dets sjæl. I egens natur ligger at sejle, som i askens at danne spydstage. De gamle sprogs artsinddeling af træer og buske er bygget over væksternes betydning for menneskelivet; de deles i træer med hårdt ved og træer med blødt ved, i de golde og de bærende, sådanne der kaster føde til mennesker og dyr, vel også i de bålnyttige og de trægtbrændende. Af den angelsachsiske runeremse får vi et, ganske vist svagt og brudstykket, billede af træernes sjæle. Taksen er »ru på ydersiden, hård, fast i jorden, ildens nærer, dybt rodslagen« – og noget mere, som vi ikke forstår. Birken er »frugtløs, bærer dog grene uden afkom; den er skøn af kviste, i kronen fagert prydet, svulmende af løv, luftens staldbroder«. Egen tjener »menneskers børn til kødets næring; hyppig farer den over havet, og bølgen sætter dens kærnefasthed på prøve«. Asken »er såre høj, mennesker dyrebar; fast i grunden holder den sin plads, om end mange mænd gør anfald på den«, — og det må vi vel føje til, om ikke forståelsen skal blive halv: den holder sejgt stand, hvad enten den har sin rod i klippegrunden eller, som askespær, i krigerens næve.


Og stenene har deres natur, som giver dem deres træghed og deres hårdhed, så vel som deres ævne til lejlighedsvis at kunne flytte sig, deres skærpe til at bide, deres magt til at knuse — hver sten efter sin art. Hine menneskers usvigelige stedsans beror på at de fra barnsben af har kendsel på hvert træ, hver sten, hver lille forhøjning i jordsmonnet; de vænnes til at bære det een gang sete så nøje aftrykt i hukommelsen, at ingen lille variation undslipper dem og den mindste forandring slår dem. Så ved de også godt, at stenene på åben mark har deres forskellige karakter, som viser sig ikke blot i formen, men også i »vanerne», måske også i ævnen til at vise vej.


De bjærge og høje der danner synskredsen, har, som den ved der (side 191) år ud og år ind iagttager dem, hver sine særheder; de er alle følsomme for hvad der sker i luften, men de spår ikke morgendagen, dens vejr og dens hændelser på samme måde, måske heller ikke altid med samme visdom. Adskillige af dem har den opgave at mærke dagstiden; alt efter som solen »er på« dette eller hint punkt i synskredsen, inddeler man sit dagsværk og sine hvilestunder, — det skulde være underligt om ikke »Middagsfjældets« og »Natmålstindens« viden har været rodfæstet i sjælsævner som udmærkede dem fremfor andre fjælde.


Vore forfædre har, synes det, med særlig tillid fulgt de råd og varsler som gaves af rindende vand; og der findes antydninger af at de med skarpblik aflæste sjælen på fossenes form og bevægelser, måske også lyttede efter ejendommeligheder ved røsten i faldende strømme. En digter som følte sig ude over verdens børnevisdom, biskoppen Bjarne Kolbeinssøn, værger sig i sin Jomsvikingedrapa udtrykkeligt mod den mistanke, at han skulde have hentet sin visdom »under fosse«; som om hans samvittighed ømmede sig ved alt det hedenskab han måtte tage i sin mund, når han vilde digte i de gamle former. Hvad Plutarch fortæller om Ariovists Suever har vel en videre gyldighed: de spåede af flodernes hvirvler og af strømmenes bugtninger og brus. I hvert fald, selv om sætningen er født som helhed i Plutarchs hjærne, og ikke ord for ord er afhjemlet i barbarernes tanker, indeholder den nok det væsentligste i Germanerens opmærksomhed, når han sad ude under fosse.


I vore sjæle er dyrene katalogiserede efter deres tænder og morfologiske struktur, og vi fører vore zoologiske eller botaniske systemer med os, når vi begiver os ud for at undersøge hvordan en Hindu eller Buddhist, en Australer eller Indianer ser på verden. Med indtagende naivitet slår vi de oplysninger vi modtager fra andre folkeslag i stumper for at få dem til at passe ind i vore færdiglavede kategorier, og gør således alle myter og sagn i verden til meningsløsheder eller overtro. Hvad der trænges til er et tålmodigt studium af primitiv og ikke-europæisk erfaring. Etnologen må lære hvorledes han skal se, og hvad han skal se. Han må iagttage ethvert dyr med den indfødtes øjne uden nogen henvisning til sin egen lærebog, og på den måde stykke en ny zoologi og botanik og mineralogi sammen, eller rettere sagt så mange zoologier og botaniker som der er forskellige iagttagere. På Nordamerikas prærier må han aflægge sine sædvanlige forestillinger om den dybe forskel mellem flyvende og løbende dyr og lære at kragen og bisonen er i slægt på samme måde som ulven og heden i Nordeuropa, fordi det er et træk uadskilleligt fra kragens natur, at den kredser over bisonhjorderne og mælder deres komme. For at vide hvad en Germaner forstod ved »eg« må vi (side 192) simpelt hen lære at sødygtighed er en af dens egenskaber, så vel som dens knortede stamme og spiselige frugt. Til rindende vands natur hører spådomsævne foruden hurtighed og kulde.


For den udenforstående er der ingen anden vej end at stykke kendsgerningerne sammen og samle dem i en ny helhed, at gribe hver antydning der falder fra den fremmedes læber når han ser på tingene, uden nogen hovmestererende skelnen mellem forestillinger der falder i tråd med vore ideer, og forestillinger der støder an mod vor naturvidenskab.


I bjørnhed, ulvhed, ravnhed, i eghed, bøghed, almhed ender sjælen til den ene side. Men når vi så vender om for at søge sjælens grænse udadtil, mod lyset, skal vi snart opdage at vejen er længere end vi på forhånd tænkte. De to fløje af naturen, den der går ned i tilværelse og den der går ud i åbenbaring, må have nøjagtig samme længde; så langt naturen går, det vil sige, så langt egenskaber og udseende er de samme, er livet identisk. Alle ulve, alle ege, alle stene har samme sjæl. Og ikke blot er alle medlemmer i klassen delagtige i en bestemt slags sjæl, ligesom delejere i et fond af livskraft, men de er både sjæleligt og legemligt identiske, så at de lider hinandens lidelse, og føler hinandens krænkelse og vrede og velvilje. Den praktiske tanke, for hvem, i vore ordelag udtrykt, den reneste spiritualisme og den mest håndfaste materialisme ligger uopløseligt i hinanden, betragter adskillelse i rum som en ligegyldig, tilfældig omstændighed; man kunde fristes til at udtrykke forholdet sådan: den føler materiens, legemets soliditet, men er blind for dens udstrækning i rummet, og måske er det udtryk mere end et paradoxalt billede.