Vor Folkeæt i Oldtiden: Lykke er ættens liv

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Første bog:
Lykkemand og niding


Lykke er ættens liv



(side 133) Lykken er det sidste og dybeste udtryk for menneskets væsen, og det der rækker videst. Man kan ikke komme bag ved den; selv om man går allerlængst ind i menneskesjælen, får man ikke lykken at se bagfra. Først og fremmest er selve frændskabsfølelsen, selve freden et udslag af den; når freden er sund, da befinder menneskene sig i lykke, og da virker heldet ud fra dem. Omvendt når lykken sprænges; da glider frænderne fra hinanden, da falder alting i stumper mellem hænderne på dem. På nidingsværket kan man se at hjærtet er ødelagt i den æt, og så kan man med absolut sikkerhed forudsige, at det nidingsværk vil blive fulgt af andre og den æts arbejde blive goldt. Sådan ræsonnerer folket naturligt overfor Sigurd Slembe, da han efter drabet på sin broder fordrer kongenavn: »Hvis du virkelig er en søn af kong Magnus, da har din fødsel været ulykkelig (ugiptusamligr, egentlig: sådan som ulykke med rette kan forventes af), og således er det også faldet ud, hvis du har myrdet din broder.« Ulykken er ingenlunde en »følge«, som kommer hinkende bag efter ugerninger eller vanære. Germanerne venter med fuldkommen sikkerhed, de gør ligefrem regning på, at ulykken før eller senere vil vise sig på det sted hvor vanæren har ladet sig se, – netop fordi der ikke står nogen straffer imellem de to; der er intet forbindelsesled mellem brøde og gengældelse, som man måske kunde hugge over.


Lykken er – ikke blot begrunder, opretholder, betinger, skaber, men er — selve sindet, heill hugr, som Nordmændene sagde. Viljen til at sky nidingsværk, viljen til at hævde sig og sine frænder og sine venner, forstand, begavelse, ævne til at kunne udføre sin vilje – det er lykken først og fremmest. Til en mand som uden at ane uråd havde forladt sin ven dagen før denne blev genstand for et overfald, siger en anden, bittert bebrejdende: »Du er ikke nogen lykkemand; ti jeg drømte i nat at han vilde komme til at behøve mandskab.«


Og fra dette »hele sind« stråler lykke ud i alt hvad ætten foretager sig. Fordi der er lykke – sæle som Nordboerne nærmest vilde sige, spēd som et nær tilsvarende udtryk hos Angelsachserne lyder, – fordi der er sæle i mændene, pulserende i deres årer, nærende musk– (side 134) lerne og hjærnerne, derfor er der drift, fart, held, fremgang i deres foretagender. Manden har årsæle, kampsæle – angelsachsisk vigspēd, sigespēd, »sejrsæle« –; kvinderne har »smørlykke« ved kærningen, held til bagning og brygning. Der er sæle eller spēd i mandens snildhed, hans sprog, når planer og ord går rask frem og ikke bliver liggende på halvvejen. Med andre ord, når lykken mangler, står han fattig på tanker, på ord, og der er intet bid i den smule han har, han kan ikke bruge den til noget.


Eller rettere, nærmere den gamle tanke, lykken er den kraft som udgår fra ham, fylder sig på ordene, på arbejdet. Vi har set hvordan den strømmede ud fra de lykkestærke og forplantede sig ud i det uendelige, inspirerende den ene skare mænd og det ene foretagende efter det andet. Hjælp i råd og dåd er en stump lykke der lånes ud, – det hedder naturligt: »Jeg trøster mig ikke til kampen, uden at jeg kan bruge eders lykke«: eders følge og bistand.


Lykken samler da i sig alle ættens betingelser, ævner, muligheder, håb, dens begavelse og dens karakter.


I den ligger selve existensen, både at frænderne er talrige, at der stadig fødes nye medlemmer til at indtage de ledige pladser, – hvad Nordboerne kalder at ætten er »slægtsæl«, og hvad Angelsachserne dækker med navnet tuddorspēd, »afkomlykke« – og så fredens spænding, den sammenhængskraft som gør at de danner et hele.


I den ligger existensen socialt set, ættens anseelse udadtil: at frænderne – som Islændingen siger – besidder »mennesklykke«, d. v. s. lykke til at have andres venskab og hengivenhed og andres ærefrygt; og besidder »ordlykke«, at folk taler vel, både velvilligt og ærbødigt, om dem. I den angelsachsiske Genesis lover Gud Abrahams søn freondspēd, »lykke i venner«, eller som vi lige så godt kan oversætte det, »rigdom på venner«. – I den ligger æren, både sådan som den stråler ud i ryets herlighed, og sådan som den ruller sig sammen til en spændkraft inde i menneskesjælen.


Lykken præger mandens ydre. Hvor havde Nordboerne deres skarpsyn fra, når de straks ved første møde kunde sige om en mand: han er en lykkemand, sæmiligr og hamingjusamligr: en hvem æren og lykken lyser ud af, giptuvænligr: en der kan ventes lykke af; eller kunde sige om ham: han bærer ulykkesmærke, úgiptubragð? Beskuerens »hu« sagde ham til; men desuden mældte lykken sig jo åbenlyst i den kommendes holdning, gang, optræden, anstand, og ikke mindre i hans velnærede udseende, hans sundhed (»helsen«), i hans klæder, hans våben. Kun en æt med rigdom, en med store muligheder, en man trygt kan indlade sig med, en hvis ære man tør binde til sin – kun en spēdig, rig og lykkelig, æt formår at sende sin yngling ud i brogede klæder og med en pragtfuld økse, et »arvevåben«.




»Lykken er det sidste og dybeste udtryk for menneskets væsen,
og det der rækker videst. Man kan ikke komme bag ved den; selv om
man går allerlængst ind i menneskesjælen, får man ikke lykken at se bagfra.«




(side 135) Da Njalssønnerne med deres venner gik deres berømte gang rundt i boderne på Altinget for at hverve venner til den afgørende proces, og Skarphedin – ulykkesmand var han den gang, – hos den ene mægtige mand efter den anden dræbte den gryende velvilje, fordi han ikke kunde dæmpe sit ironiske smil og sine bitre spottegloser, da faldt der blandt andet følgende ytring, fra Snorre: »Drabelig ser du ud, Skarphedin men nu er det nær enden på din lykke, og jeg skulde tro, at du ikke har ret meget tilbage af livet.« Ordene om lykken var for Snorre vel ikke meget mere end en talemåde, sagt på samme måde som vi kan sige: hans dage er talte, uden at vi derfor længer behøver at tænke på en der tæller. Men der er endnu myndighed i ordet, og den myndighed skriver sig fra en fortid, da ordet spændte over hele menneskelivet, indbefattede legeme med alt hvad legemet behøver, og sjæl med alt hvad sjælen består af og har fornødent. Da det endnu bevarede sin fulde alvor, var der i den simple sætning: lykken forlod ham, sagt så meget som: han blev slettet af menneskeverdenen, han sank fra menneske til intet, til træl, til dyr, til dødning – dette sidste forstået, ikke om en mand der lever sit frændeliv videre i dødsriget, men om en trold, en ond ånd.


Ti denne lykke eller hamingja, for at bruge det nordiske navn, udgør et hele; ikke en række stumpede ævner med tilhørende goder, men en fast sammenhængende lykkemasse, ensartet, af samme natur helt igennem. Selv om den åbenbarer sig i forskellige former, alt eftersom den trænger sig frem igennem øjnene, hænderne, hovedet, gennem våbnene eller gennem kreaturerne, så er den een og udelelig. Får den et sår ved at en plan, et »råd«, kvæstes, eller blot halvkvæles under en ligegyldighed som den ikke formår at gennemtrænge, da vil hensygningen snart vise sig i mandens arme, i hans vilje, i hans levedygtighed. Bag den synlige mand, eller rettere bag den synlige frændekreds, står der en åndelig kraftsum, for hvilken frænderne er repræsentanter, åbenbaring, legemliggørelse. Ved en styrkeprøve sættes hele hamingja ind; og i afgørelsen kommer den ud, enten stærkere og skønnere i alle lemmer, eller værkbruden over det hele.


Det er denne sluttede styrke som gør kongelykken så uovervindelig for almindelige mennesker. »Du har ikke lykke til at måle dig med kongen«, kan der siges, og dermed er sagt: du har ikke frænder nok, ikke rigdom nok, ikke anseelse, ikke snildhed, tapperhed, kamplykke nok; din sejrsælhed er af for lille et format, din frugtbarhedslykke er for svag, o. s. v. Mens du sover vil kongens hamingja overrumple din, blinde den og forvirre den; hans hamingja vil kæmpe med din i andre mænds sind og gøre den værkbruden, og førend I kommer til at stå i åben kamp mod hinanden, vil du være en lammet mand. Nordboerne har det udtryk etja hamingju, egentlig hidse lykke med en mand, lige (side 136) som man hidser hest med ham, lader sin kamphingst bides og prøve kræfter med hans. Ja billedlig talt var enhver styrkeprøve mellem mennesker en strid mellem to store lykkemagter, en åndekamp. Stridens udfald beroede i høj grad på mandens behændighed og raskhed, ligesom hestens styrke var afhængig af ejerens duelighed til at støtte den, hidse den og holde den oppe med hestestaven; men der var dog noget stærkere som fyldte kamppladsen, noget hvis øjne så ud over den øjeblikkelige menneskelige synskreds, noget som aldrig sov.


»Du har ikke lykke til at måle dig med kongen,« sagde Kveldulf til sin søn Torolf, da forholdet spændtes mere og mere hen imod en konflikt. Men længe før den tid havde gamlingen advaret sine sønner mod i det hele at knytte forbindelser med Harald: »Min hu siger mig at vi frænder ikke vil have lykke med denne konge, og jeg vil ikke drage til møde med ham.« Med samme udtryk lader sagaen Torolfs broder forklare sig overfor kongen, da denne senere halvvejs vil presse ham til sin tjeneste: »Torolf var meget betydeligere mand end jeg, og han havde ikke lykke til at tjene dig. Jeg vil ikke tjene dig, ti jeg ved at jeg vil ikke have lykke til at yde dig en sådan tjeneste som jeg kunde ønske, og som man har ret til at vente.« Sagen var den at disse storbønder ikke havde den rette begavelse, ikke anlæg for en sådan stilling, eller, hvad der kommer ud på det samme, de havde ikke viljen til at læmpe sig ind i den.


Her røres atter ved en dybtliggende ejendommelighed i de gamles psykologi. Den betragtning at når man blot for alvor vil, så indfinder ævnen sig, eller omvendt, at ævnen måske er der, men viljen mangler, den gjaldt ikke for en Nordbo. Alle hans ejendommeligheder skyldes hans lykkes art; halsstarrighed så vel som mod, stolthed så vel som lyst til at tjene den større, voldsomhed og umedgørlighed så vel som frygtløshed. Lykken er sindets art, karakteren og viljen. Med vore forestillinger om vekselvirkningen mellem lyst og vilje vil vi atter og atter i de gamle sagaer og sagn komme til at stå overfor uløselige gåder. Det synes ofte som om mennesker gærne vil opgive ødelæggende foretag, som om de gærne vil rydde misforståelser og fjendskaber ud af verden, men noget usynligt leder deres bestræbelser fejl af målet. Hvad skal vi sige? de kan ikke fordi de ikke vil, eller de vil ikke fordi de ikke kan? Begge sætninger er sande. Når vi i sådanne fald påkalder skæbnetro og skæbnevorned, så overser vi let den egentlige grund til at disse mænd ikke kan stå imod skæbnen, nemlig den at de vil deres skæbne. Det er viljen i dem som tvinger dem op mod lyst og beregning og gør deres alvorligste planer til intet, fordi viljen har sin art, og ikke kan virke uden for de grænser som dens karakter drager for den. Kveldylfingernes lykke var nu sådan beskaffen, at den ikke føjede sig ind i kongens; de to hamingjaer stemmede ikke sam- (side 137) men, og så gjorde man bedst i at holde dem fra hinanden. Det var ikke blot styrkeforskellen som afgjorde menneskers indbyrdes forhold her i verden, men nok så meget uligheden, uensartetheden.


Der var en ganske anden mægtighed i høvdingens lykke end i bondens. Hins var »drøj«, eller rettere, hin var så »lykkedrøj« at den anden kom rent til kort. Hvad kunde man ikke give kongen at bære og udføre! »Du er lykkedrøj og alt får held i din hånd,« siger Sæmund betegnede til den gamle Vatsdølemagnat lngemund, da han ikke længer selv kan tumle sin uregerlige frænde Hrolleif og beder Ingemund tage ham til sig. Hemmeligheden ved høvdingens ævne til at udføre det umulige ligger dog til syvende og sidst i hans lykkes egenartethed, dens alsidighed og særegne bestand.


Denne lykkens egenartethed udgør naturgrunden i den germanske konges myndighed og indflydelse. Han har meget ringe, eller næsten ingen, formel magt; om mænd vil lyde hans bud eller lade være, afhænger af deres øjeblikkelige forgodtbefindende.


Sydlændingerne så på det anarki der udfoldede sig i de germanske hærskarer, og opgav rent at søge efter fornuft i Germanernes monarkiske principper. Disse barbarer viser ikke deres fyrste ærbødighed, siger klassiske skribenter, de hilser ham ikke; mishager kongens beslutning dem, så omringer de hans telt og tvinger ham med høje råb til at forandre sine planer; de sætter krig igennem hvor han vil fred, og fred når han er lysten på krig; det kan hænde at de i et anfald af utilfredshed med ham, ganske resolut jager ham væk. – Man ser bag ordene alvorlige mænds skuldertræk og hovedrysten, og synes at fange et uhørligt: hvad i al verden holder de mennesker sig med konger for? Vi har ingen grund til at anfægte vore hjemmelsmænds iagttagelser; de er som oftest gjorte med dannelsens intelligens og med dannelsens årvågne interesse overfor fjendtlige kulturfænomener der rykker den nær ind på livet. En anden sag er det at iagttageren kun så de ydre bevægelser, og netop af sin kultur hindredes i at blive nervesystemet var. Disse oplysninger må stå i et eller andet forhold til den ikke mindre ubestridelige kendsgerning, at de germanske kongefamilier besad en ualmindelig sejghed. Vi ser stammer vagabondere over største delen af Europa, under vekslende skæbner og forhold, snart kæmpende for livet, snart siddende bredt og velbehageligt i erobrede lande, men altid, århundrede ud og århundrede ind, under samme kongeslægt.


Prokop har en kostelig fortælling om Herulernes stundesløse kongeexperimenter, i hvilken både forsiden og bagsiden af barbarernes loyalitet er portrætteret med karikaturagtig skarphed. Herulerne, beretter han, fandt en dag på at de vilde prøve hvordan det var at leve uden konge; følgelig slog de deres eneste kongelige ihjel. Men aldrig (side 138) så snart havde de gjort oplevelsen, førend de mærkede at friheden var et savn. De fortrød, de måtte for enhver pris føre den gamle tilstand tilbage, og så sendte de et gesandtskab fra Middelhavslandene op til Norden for at hente en konge af den gamle æt. Sendemændene trasker Europa igennem, og finder en prins i Skandinavien; men, desværre, han dør mellem hænderne på dem undervejs. Ufortrødent vender de om efter et nyt exemplar, som de lykkelig og vel får transporteret ned til Syden. I al den mellemtid var de andre kommet i tanker om at man i et så vigtigt spørgsmål dog ikke burde forbigå Justinian, og ganske rigtigt, han havde hos sig i Bysanz en indfødt Heruler, hvis værdi han kendte og som han derfor højlig kunde anbefale. Men netop som alt er lykkeligst, kommer der melding om at den budsendte Skandinav er i anmarch. Har Herulerne gjort Justinian og hans gode mand ulejlighed, skal de også vide at gøre sig værdige til den tillid der er vist dem: de følger med begejstring deres overhoved i marken, beredte til at vise sildekomningen vintervejen. Ulykkeligvis får de imidlertid en stille nat at betænke sig i, og den benytter de til at gå over på den vidfarnes parti og lade kejserkandidaten selv om at finde vejen hjem til Bysanz.


En højst kuriøs historie. Men helt igennem troværdig i præget. Så kalejdoskopiske karakterer finder man kun mage til i Europæeres selvoplevede beretninger om folkeslag i Barbarien og Tartarien. Analogien med moderne etnologers undersøgelser øger sandsynligheden for at det Prokop fortæller er simple, notoriske kendsgerninger; men man behøver ikke megen tro på barbarernes fornuftighed for at føle sig overbevist om at disse handlinger dog må have haft en eller anden rød tråd, og sikkert er det at forklaringen til dels ligger i den politiske forbindelse mellem Herulerne og Bysanz, dels og hovedsagelig i folkets åndelige afhængighed af den rette konge; den gudbenådede, som måske vi vilde sige, den lykkebenådede, som Herulerne kunde have sagt. Jordanes har formuleret det monarkistiske princip på sin enfoldige, middelalderlige maner: Goterne anså deres adelslægter for mere end mennesker, for halvguder, »dem i hvis lykke de så at sige sejrede«.


I Sverrig levede, om vi tør tro Vestgotalagen, konge og folk et åbent og ærligt samliv, uden illusioner. Grundparagrafen i kongeloven hedder: Opsvenskerne har at tage kongen, og at jage ham bort. Og hvis vi tør tro Snorres beskrivelse af tingmødet ved Upsala, kan vi hos ham få en kraftig historisk illustration til reglen. Der lader Torgny Lagmand den vrede konge høre et: »Nu vil vi bønder at du skal slutte forlig med Olav Digre, og gifte din datter med ham. – Men om du ikke vil have det som vi siger, så vil vi alle gå imod dig og dræbe dig Og ikke tåle ulov og ufred af dig. Så har vore forfædre gjort (side 139) før; de styrtede fem konger ned i en kilde fordi de bovnede af overmod, sådan som du nu gør overfor os. Sig nu straks hvad kår du vil vælge.«


Der er ikke megen herlighed ved en kongemagt hvis indehaver må lade sig tiltale i den tone. Men idet lagmanden begrunder kongens lydighedspligt historisk, kommer han uforvarende til at fremstille forholdet mellem monark og folk fra en anden side. Torgny giver kong Olav at forstå hvilke forfædre han har haft, mænd der hver sommer lå ude i leding og lagde de østlige lande under sig: endnu kan man se de jordborge de rejste ovre i Finland, Estland og Kurland; disse helte, de var ikke for storagtige, fortsætter han, til at høre på hvad andre mænd rådede dem. Torgny har ganske ret. Men havde den sølle Olav Svenskekonge lignet sine forfædre, da havde han ikke behøvet at tage mod ave af den strikse lagmand, da kunde han trygt have ladet andre mænd give råd, uden frygt for at han skulde blive korrekset til en fred der ikke behagede ham. Desværre ved vi vel ikke mere om disse Olavs forfædre end hvad lagmanden her fortæller os; men så meget er temmelig vist: det var ikke bønderne som fik planerne til at ligge i leding og hærje uden for landet, det var kongen, Erik Sejrsæl, Bjørn, og hvad nu disse svenske erobrerkonger hed, høstede både ære og fordel af hærtogene; bønderne fik vel deres part af æren, og måske også deres del af udbyttet; men fordelene ved landvinding kan aldrig udnyttes så fuldt i bondegårdens drift som de kan i kongsgården. Kongen forsømte ingen daglig dont hjemme ved at ligge ude i leding, mens bønderne måske nok kunde have deres at udrette derhjemme om sommeren. Det turde da være, at andre mænd har hørt rigtig godt og rigtig villigt efter hvad disse konger sagde.


Denne styrkeprøve mellem bondetalsmanden og Upsaladrotten højner sig til et symbol på det germanske kongedømme, hvori dets ejendommelige styrke og dets ejendommelige svaghed hver for sig stilles frem i skarpe træk. Det er her som alle vegne blandt Nordens folk, fyrstens foretagsomhed som giver folket dets opgaver. Han står, og det ikke blot for de fremmede krønikeskriveres øjne, som erobreren, fra hvem planerne udgår, og fra hvem de udgår i befalings form. Han byder, men han har intet andet end hvad vi kalder personlighed at forlade sig på, når det gælder at få budet adlydt. Der er ingen statutter og ingen kongeprærogativer til at stive ham af, når han begynder at vise »rådløshed«. Al hans magt sidder i den overlegne lykkes faste tag; glipper det et øjeblik, da kommer folket med sit: »vi vil ingen ulov tåle af dig«, og der er i så fald ikke ret meget for kongen at forelage sig, uden at det naturligt lader sig henføre under begrebet ulov. Men så længe kongens planer fremsættes med lykkens fynd, følger mændene hans opbud, udfører de hans planer, finder de sig uden (side 140) hørlig knur i vilkårligheder og overgreb. Da er der i grunden ikke overdrevent mange ting som ikke let går ind under begrebet lov.


Det kan i en hast se ud som om kongemagten er noget der flyder løst oven på folkelivet. Og dog er sandheden den, at kongedømmet er en institution, som ingen omvæltninger, end sige øjeblikkelige luner, kan rokke. Den der sidder i kongesædet, har det i sin magt at gøre sig selv til staten, og han kan omvendt skabe sig om til en viljeløs skygge af staten; men han kan ikke slette sig selv ud. Under al lov og al ulov står høvdingskabet fast, usprængeligt fast, fordi den ene æt, repræsenteret af kongen eller høvdingen, besidder en lykke af ganske særegen karakter, ikke blot stærkere, mere alsidig, mere særartet, men i væsen grundforskellig fra alle andres.


Når folket fejer kongen til side, da er grunden den at de føler svind i hans sæle, men selve lykken, den ætlykke som hans »personlige indflydelse« vælder op af, den kan de ikke undvære. De ved der er fare ved at støde ham udenfor: han har noget særegent i sig som ikke findes et eneste andet sted i landet, en lykke som de fortrøster sig til, og det med en fortrøstning der er grundfæstet helt nede i de dybe lag, hvor ikke blot livsmodet, men også livsfrygten ligger. Om den enkelte indehaver degenererer: hans æt holder de fast ved. De må have en repræsentant for den overordentlige hamingja med i kampen, ellers er al tapperhed forgæves. Et barn kunde udrette mere end mange hu- og huggprude mænd. Den lille kong Inge, stakkel, blev to år gammel viklet ind i Tjostolv Ålesøns kjortelflig, og båret under mærket fremmest i det slag som skulde afgøre hans ret til Norge. Lykken boede åbenbart i ham, men den var lidt for spæd til at tåle alle knubs og stød: hans ben og ryg blev aldrig sunde siden.




»De må have en repræsentant for den overordentlige hamingja
med i kampen, ellers er al tapperhed forgæves.«




På samme måde brugte Frankerinden Fredegunde sin lille søn, Chlotar, som skjold mod ulykken. Hun havde ladet sin mand, kong Chilperich, dræbe for at sætte sin søn i hans sæde. Nu var hævneren over hende i skikkelse af Chilperichs brodersøn med talrige forbundne. Fredegunde satte alt på eet kort, vovede et overfald i daggryningen, og sejrede; men hun havde også under hele kampen selv båret den lille Chlotar på armen midt i hæren.


Men idet vi således fremhæver kongelykkens særstilling, har vi ret vanskeligt ved at komme uden om tanken på noget absolut, en kategori, en slags, et princip, og nå ind til den egentlige hemmelighed, den at enhver kongelykke var noget for sig selv, og derfor lige så ubegrænset i styrke som begrænset i virke.


Det norske kongedømmes historie, dets århundredlange brydekamp med det gamle høvdingskab, sådan som det repræsenteredes af herserne og småkongerne, kan tjene som en storvorn illustration på kongelykkens individualitet. Der går ry af Norskekongernes magt og myn- (side 141) dighed. Tilsyneladende regerede Olav Tryggvesøn som en selvbestaltet despot; han »tvang Norge ind under kristendommen«; dem der ikke vilde som han, lemlæstede han, tog han af dage eller sendte han hovedkulds ud af landet; han kunde drage ud på det underlige Vendertog fulgt af de norske stormænd og deres flåder. Men i sagaerne står Olav langtfra altid som den der triumferer over folkets og folkehøvdingernes vilje.


Så snart kongen vover sig ind i de lande der ikke i snævreste forstand hører til hans arv, træder de lokale stormænd op imod ham som jævnbyrdige, og byder ham vilkår. Da Olav Tryggvesøn kommer til Gulating med sit omvendelsesforslag, får han det svar af Ølmod Gamle: »Hvis du mener at tvinge os, og gøre indgreb i vor lov [d. v. s. den retstilstand vi lever under] og kue os ind under dig, da vil vi stå imod med al vor styrke, og lad så sejren gøre udslaget. Men hvis du vil gøre det umagen værd for os frænder, da kunde du vinde dig vor tjeneste.« De forlanger intet mindre end svogerskab med Olav, og kongen ser straks det ærefulde i et sådant forslag. Så holder Olav på ny ting med bønderne for at drøfte religionsspørgsmålet, og da Ølmod og hans frænde Erling Skjalgssøn, Olavs nye svoger, samt hele deres frændekreds støtter kongens forslag, »troede ingen mand sig til at sige imod, og hele folket blev kristnet«. Det var ved denne lejlighed at Erling Skjalgssøn afslog jarleværdigheden med de berømte ord: »Mine frænder har været herser.« – Senere måtte Olav Hellige på samme måde søge sætt med Erling, og hvad dette »sætt« betød, viser sig så tydeligt som man kan ønske sig, ved en senere lejlighed, da Erling på grund af et personligt mellemværende med kongen ligefrem opbyder leding og møder til et opgør i spidsen for et par tusind mand.


Det vi ser her er styrkeprøven mellem det gamle bygdekongedømme og den nye rigskongemagt. Og småfyrsterne er, hvor de står på egen grund, de stærkeste. Folket fulgte dem tilsyneladende blindt, »vilde intet andet have end det de sagde«, satte skuldrene fast ind under det krav som høvdingen stillede, og holdt det ofte virkelig oprejst, – fordi mændene gjorde hvad de gjorde i fuld tillid til den lykke som inspirerede deres høvding. De stolede på hans lykke, fordi de havde følt den virke i sig og på sig. Disse fyrster tilhørte en æt der generation efter generation havde dannet midtpunktet i bygdens liv: den havde haft lykke og rigdom nok til at tage de ensomme lykkesøgere op, give dem plads ved bordet og arbejdet og kampen, sende dem ud til handling, ladede med held og trivsel; den havde haft rigdom nok til at stråle lykke ud over dem der dyrkede jord og vogtede kvæg for egen regning; fra dens agre sivede frugtbarhed og modning ud til de andres, i disse frænders kølvand sejlede de andre for fuld bør, i disse højættedes kraft sejrede de, i deres lykke og klogskab for– (side 142) di Hersen var Lige så lidt som storkongen nogen enevældig hersker, eller vel endnu mindre; han havde ikke meget at befale. Men han var i grunden mægtigere end en despot. Hans æts lykke var indfiltret i de andre slægters hverdagsligste handlinger, i deres fredelige arbejde og i deres indbyrdes kævl. Han skiftede ret mellem dem, og kunde gøre det, fordi han havde lovens gamle, hævdvundne ord og dens ånd i sig. Han var samfundsånden legemliggjort, vilde vi måske sige; men nu føler vi jo tydeligt at denne moderne formel er for flad til at rumme hele hans indflydelse, – nej, han havde retlykke i sig. Han var genstand for en afhængighed så dyb at den lå rodfæstet i de afhængiges selvstændighedsfølelse, i deres trodsighed, i deres personlige ære.


Harald Hårfagre havde samlet Norge, og havde undertvunget bygdefyrsterne. Men at knuse dem mægtede hverken han eller hans efterfølgere; ja, de formåede ikke engang at bore deres lykke ned igennem hersernes, så at den kunde slå rod i folket selv. Det gamle forhold mellem bygdebefolkningen og dens høvdinger måtte Haraldsætlingerne lade uantastet, så at de i virkeligheden for store dele af Norge kun herskede middelbart. »Folkene« – Norge blev længe ved at være en samling af folk, og en samling af lande, – bevarede det gamle samliv med deres høvdinger, og først igennem dem nåede de føling med storkongen. Atter og atter viser der sig udslag af fremmedhed, ja endogså ligegyldighed overfor den »udenlandske« konge. Hvad var han for bønderne? De følte ikke hans lykke bevæge jorden under dem, mens hersens årsælhed havde erfaringens realitet.


Landenes og folkenes selvstændighedsfølelse under det Haraldske dynasti, helt ned til de store tronstridigheder, kan ikke let overdrives. Men jo mere vi fremhæver den, des skarpere lys kaster vi over en konge som Olav Tryggvesøns vælde. Hans sejrsgang gennem Norge, hans tog til Venden – hvad nu end det foretagende har været for noget, – træder på den baggrund frem i deres rette storstil. Og nu Stiklestadslaget, i hvilket storkongedømmet, trods kongens fald, trods bøndernes sejr, så at sige fejrer sin apoteose! Sammenligner vi dette møde mellem herser og konge med hint optrin mellem Olav Tryggvesøn og Erling på Gulating, kan vi ikke andet end se at styrken er skiftet. Havde virkelig kongemagten gjort et sådant fremskridt i den mellemtid? Ganske sikkert kan den store begivenhed ikke forstås uden hensyn til de øjeblikkelige politiske forhold, til vækst og udvikling, til tid og omstændigheder, til personer og personligheder. Men Olavs overlegenhed er af langt større mægtighed end nogen menneskealder kan bygge op, om den så end med overgangstidens hast dynger begivenhed på begivenhed og omvæltning på omvæltning. At der er foregået en udvikling vil ingen nægte, men hvad er det som gør at (side 143) alle strømninger løber sammen i Olav og løfter ham med sig? For at stå fast skal den historiske fortolkning af disse år underbygges med sympatisk forståelse af folkets instiktive ærefrygt for storkongelykken og storkongens ureflekterede tillid til sin egen lykke.




»Det norske kongedømmes historie, dets århundredlange brydekamp
med det gamle høvdingskab, sådan som det repræsenteredes af herserne og
småkongerne, kan tjene som en storvorn illustration på kongelykkens individualitet.«




Snorres skildring af hine mindeværdige dage står i sin betydningstyngde side om side med hans scene på Vestfold. Ord og begivenheder har en vægt der rækker langt ud over øjeblikket, som om de store magter der bærer historien fremad, gav sig udtryk gennem menneskene og menneskemasserne. Skildringen må foruden den indre sandhed som kun en kulturindviet kan give den, også indeholde den ydre rigtighed som kun et tro referat kan bevare. Ingen kunde digte en historisk virkelighed af den enestående betydning. Det første der slår os, er den fuldkomne hjælpeløshed hos bønderne og deres førere: mændene løber hid og did, spørgende, famlende, ingen af høvdingerne tør tage anførselen, den ene skyder ansvaret over på den anden. På Olavs side derimod er alt præget af ro, selvtillidsfuld venten, orden, samfølelse, helhedsfølelse, tryghed. Hvad stormændene mangler, og føler at de mangler, det har Olav; i ham findes den samlende inspiration som bærer hele hæren i et elastisk greb. I bondehæren truer lykkespændingen hvert øjeblik med at slippe op. Bønderne fornemmer ingen kraft indefra i sig, men de fornemmer et pres af lykke imod sig. Hver for sig kunde bygdefyrsterne være stærkere end kongen, men samlede formår de intet mod ham. De kan alt hjemme i bygden, men såre lidet uden for den. Ingen af dem besad en sådan lykke som Olav, det vil sige: de manglede den ganske særegne art lykke som tilhørte storkongen, den der kunde stråle ud over hele Norge, som kunde fordeles på en folkehær uden at ebbe eller vise nogen svækkelse i den yderste fløjmand; et sæle som kunde sejre alle vegne hvor kongen blot viste sig, uden at være afhængigt af en bestemt jordbund og en bestemt hær.


Det synes en modsigelse at kongelykken spændte over hele Norge, men pludselig kunde tabe sin kraft når den skulde anvendes på et snævert område. Men modsætningen existerer kun for os, der bedømmer de to lykker efter styrke, og ikke ser at den afgørende forskel ligger i arten. Bygdehøvdingens lykke var absolut, men den kunde kun svare til dalens, til herredets, til »folkets« sjæl; den kunde naturligvis slå til også på fiskepladserne uden for bygdens territorium, eller på søtog for bygdens mænd; men for at spænde over andre »lande« og andre tinglag måtte den først undergå en forvandling, den måtte først suge den fremmede kraft op i sig og assimilere den, – sådan som Hladejarlernes høvdingskab til dels havde formået. Hver lykke har sin art. At drage på fiskeri med en udpræget kvæglykke vilde give samme resultat som om man prøvede at trække torsk med et plovjærn; at (side 144) herske og give frugtbarhed i Østerherred med en lykke som var Vesterherreds, var lige så bagvendt, og lige så umligt; til at værge eller tage Norge skulde der en Haraldslykke. Trods al utilfredshed med Hakon Jarls overgreb, trods al oprørslyst, var folket dog så godt som nødt til at vente på den time da Olav Tryggvesøn stillede sin lykke op som fuldbyrdig modstander overfor Hladejarlernes. Da Olav kom til Norge blev han, i følge sagaen, modtagen af bønderne med disse ord: »... vi mente efter Jomsvikingeslaget at ingen høvding kunde måle sig med Hakon Jarl i sejrsæle og mange andre egenskaber som han havde til at være høvding; men ... nu er alle blevne så lede ved hans overmod og lovløshed, at han skal lade riget med sit liv, så snart vi finder ham. Vi tror at det skal ske med din hjælp og lykke, lykkemand som du er, at du i første tag fik ram på hans søn Erlend. Så beder vi dig blive høvding for denne skare.« I den sætning: »Vi tror at det skal ske ...«, ligger så at sige et par århundreder af Norges historie forklaret. Og skal vi nærmere bestemme hvad en Haraldslykke er, da har vi intet andet at sige end dette: Haraldshammgja består i at være konge i Norge, at kunne sidde snart i Viken, snart i Trondhjem, at kunne sejre med en hær af Trønder lige så godt som med en hær af Vikverjer, at kunne drage hen over Norge fra land til land på en slags fredeligt erobrertog ligesom stamfaderen engang gjorde i fuld krigerisk alvor, som den store prototyp for ætten, at kunne modtage gaver fra fjærn som fra nær, at kunne råde og byde herserne. Haraldsarvens historie er den eneste forklaring på dens lykke.


Med ejendommelig glans bryder troen på den enkelte lykke som en vilje, en trang, en nødvendighed og som en begavelse, frem i den sidste store repræsentant for lykkedynastiet, ham i og med hvem Haraldslykken bøjer sig ind under moderne tanker. Sverre, præsten fra Færøerne, han som ingen kendte, havde en dobbelt kamp at føre. Den hengivende tro som slog enhver tronkræver i møde blot han mødte op som ætling af Harald, den måtte han først oparbejde i folket. Ved sine sejre skulde han lag for lag skabe en forvisning i de vankelmodige om at den lykke der holdt ham oppe, måtte være den ene bestemte, Olavs egen. Hans genialitet viser sig deri at han med alle talekunstens, listens, snedighedens, ja bedragets, midler forstår at presse kendsgerningernes vidnesbyrd så langt over på sin side som muligt, og hamre dem fast i folkebevidstheden. Og denne åndekamp er så meget des mere gribende som den altid kun anes, fordi den foregår i det ubevidstes dunkel, fordi den ikke føres mellem konge og folk, men mellem instinktive fornemmelser i begge. Troen, som vi siger, med andre ord den ureflekterede fornemmelse af lykken, er endnu usvækket, stærk nok til at byde over håb og frygt, til at binde og til at styrke, (side 145) men den kan ikke vove sig op i formuleringens dagslys uden at blive usikker på sig selv, og den griber begærligt ud efter enhver ny begrundelse som tilbyder sig. Om Sverre selv var troende, eller om han opererede med den mulighed for tro som lå ventende i folket, det spørgsmål er ørkeløst. Der kommer i enhver »tros« historie det tidspunkt, da den kan bruges som et våben af stærke karakterer, sådanne som er skarpsynede nok til at vurdere dens magt over sindene, og så vidt overlegent stillede at de ikke bastes af trolddommen, men dog ikke friere end at de selv i grunden bærer på samme kulsviertro som den beherskede masse.


Så snart Sverre skal udlægge sin ret, glider han over i fortolkning af Davids salmer som profetiske forudsigelser om hans egen skæbne, så kalder han sig Guds udsending til at nedslå de overmodige der har sat sig i kongesædet uden at være kongefødte; og han finder først sikkert fodfæste i teorien om kongens evige forudbestemmelse i Guds råd, hans kaldelse og pligt til at følge kaldet, hans udsigt til engang at skulle aflægge Gud regnskab for det betroede pund. Men neden under denne teoretiseren, der står overbevisningen om at enhver besidder af kongelykken har, ikke ret, men pligt til at fordre sin del af kongedømmet, og at al lov og al fred i landet må vige for kongeætlingens herskerbehov. »Olavs lov« det er symbolet for hans kongefølelse. Med andre ord, Sverres liv drejer sig endnu om den forudsætning, at inden i enhver Haralds- eller Olavsætling sidder en kraft, som tvinger ham til at være konge over Norge eller dø. Kongsbyrden er ikke en vilje eller en pligt, heller ikke en vilje og en pligt, men på een gang en pligt med viljens spændstighed i sig og en vilje med pligtens ubønhørlighed. Kongsbyrden er en natur af samme væsensvornede art som den der tvinger planten til at fæstne sine rødder i jorden, blot at planten kan opfylde sin bestemmelse i mange slags jordbund, lykken kender kun et eneste levested. Viljen kan ikke tænkes uden som udslag af en ævne der strør kongehandlinger om sig, det vil sige handlinger der ikke kan udføres af andre end den enkelte, Haraldsætlingen, handlinger af rigsformat, af Norgebeskaffenhed.


Færøpræsten tvang folket til at sige: »Sverre er snild, Sverre er sejrsæl«, – og hvad måtte så modparten sige for at afbøde ordene? Ikke: »mange er snilde, mange er sejrsæle«, men: »det er i djævelens kraft han lægger sine planer og kæmper sine kampe«.


Haraldsarven viser os lykkens væsen og dens egenskaber fremhævede i historiens lys, dens individuelle og absolutte egenartethed, som ikke kan begrundes, heller ikke karakteriseres ved noget andet end ved »arv«: det vi har fået fra vore forne frænder, det som de var, det som de kunde. Forskellen mellem de rige og de fattige beroede ikke på at disse kun havde fået en lille lykkesum, men på at deres lykke var fat- (side 146) tig, tynd, lidet spændstig, med kun få muligheder, og disse ensidige Storbondens lykke var som han selv, bred og tryg, rig på kvæg og grøde, skinnende af prægtige klæder og våben; høvdingens, hersens forenede dermed den store myndighed, pragtglæden, sejrsælet. Men dermed er dog ikke sagt det egentlige, nemlig, at hver høvdings, hver bondes lykke var en karakter, med sine ejendommeligheder, sin styrke, sin svaghed, sine særheder, og helt igennem bunden til en bestemt ejendom. Vi må igen afskedige entalsformen med dens stiltiende insinuation af det menneskeliges fælleshed, og i steden for lykke sætte flertalsformen lykker, til betoning af at disse karakterer ikke er udstrålinger af noget urprincip.


Eller, vi kan i steden for ordet arv sætte ordet ære. I æren er udpræget netop det lykken kan og kunne for at bevare sig selv. Fra forfædrene har ætten fået sin anseelse, fra dem sine »idealer«, normen for al opførsel: hvor fremdjærve, fremdriftige, ubøjelige, ædelmodige, uforsonlige, gavmilde, hvor fæsæle, årsæle, børsæle frænderne skal være. Fra dem har ætten også arvet den lykkedel som hedder venskab og fjendskab. Æren, og dermed lykken, udgør, som vi har sagt, et afbillede af ættens verden. I egenskab af anseelse og social stilling indeholder den sindbilleder af ættens omgivelser, sete som personifikationer af frændernes venskab og had, deres nedladenhed og afhængighed. Men disse personifikationer er ikke karakterløse typer, de ligner på et hår ættens fjender og venner. Lykken bærer i sig genparten af sin omverdens skarptskårne træk.


Så individuelt markerede er lykkens egne træk.



Jellingbægerormen.png



Den sætning, at frændskab er identisk med menneskelighed, oplader sig mere og mere som den bogstavelige sandhed den er. Alt hvad der findes i mennesket er frændepræget. Rent udvortes set kan man aldeles ikke finde nogen plads i verden uden som frænde, som medlem af en æt, – alene, frit står kun nidinger. Og den allerinderste kærne i manden, hans samvittighed, moralske bedømmelse lige så vel som hans visdom, kløgt, begavelse har et bestemt ætpræg. Så snart manden træder ud af »freden« og løsriver sig fra den kreds han er født ind i, har han ingen moral, ingen retsbevidsthed, og ingen kurs i sine tanker. Uden for ætten, eller i mellemrummet mellem ætterne, er der tomt. Lykken, eller som vi måske vilde sige, livskraften er ikke en jævnt udbredt energi; den er knyttet til visse centra, og fylder tilværelsen som udstrålinger fra disse livspunkter, ætterne.


Når nu en mand i den grad er sig selv, og har sit liv i sig selv, da skulde man måske vente en karakterfuld, enkeltmenneskelig kultur, eller rettere et kulturmylder. Men er der noget, der særpræger dette (side 147) åndsliv i forhold til vort, da er det vel ensartetheden. Hvor i nutiden finder vi en sådan enstemmighed i etiske afgørelser, en sådan mangel på personlig bevægelighed og på individuel udformning af livsloven! De mennesker er alle loven, og ingen er sig selv.


»Man skulde vente«, det udtryk betyder altid: vi venter efter vore forudsætninger. Vi har nu en gang i vort synsfelt en fast linje som alt det nødvendige må ordne sig på. Vi tager alt principielt. Spørgsmålet: ensartethed eller uensartethed, gælder ikke her. Hovedsagen i Germanernes ære er ikke dens princip eller dens tendens, men dens indhold.


Kraften til at leve kommer indefra, strømmende ud af et centralt væld i den lille kreds, og derfra griber den ud over verden. For at kunne udfylde pladsen som mand må Germaneren først være frænde. Den moral, den retsfølelse, den lovfølelse der holder ham i hans plads som medlem af et statssamfund, som fælle i et krigerlag, i et religiøst fællig, den er betinget af hans følelser som frænde. Jo stærkere hans ensidighed er, — her tænkes jo kun på tider da kulturen havde bevaret sit midtpunkt uforrykket, og ikke på dekadencetider da kulturens produkter var ved at sprænge kulturen selv, – jo stærkere hans ensidighed er, des fastere hans samfølelse; ti hans loyalitet kan ikke være andet end fredsfølelse anvendt på en videre ring.


Nu da vi så at sige hug for hug har frigjort vort æmne fra samtiden, kan vi vove en sammenligning med os selv, uden at den moralske vurdering, lige usand når den forherliger sig selv på bekostning af andre og når den forherliger andre på bekostning af sig selv, kommer med sin grimace. Vi skal først og fremmest være mennesker for at kunne være frænder. Vor lykke i den snævreste kreds er afhængig af et videre liv udenfor. Derude i det større må vi hente næringen til hjemlivet. Blandt os kan der kun føres en frændetilværelse på den måde at de enkelte slæber menneskelighedens rigdomme hjem og sætter familiemærket på dem. Den gerrige opsuger rørelser, tanker, idealer, impulser ude i den store verden og skynder sig hjem med sin erhvervelse for at ompræge den til familielykke. For at kunne begå os i verden, øve vor dont, have fremgang, kunne dyrke vor egoisme eller vore familiefordomme uden at komme i konflikt med samverdenen, må vi til en vis grad assimilere os med noget vi kalder det menneskelige. Slægtsegoismen er en last, ganske simpelt fordi den er umulig i sig selv: den kan kun føre et snylteliv. Dommen ligger inden i den: en logisk gennemførelse af dens principper fører til selvmord, på samme måde som en stat af amazoner eller en stat af kyske mænd ophæver sig selv. Det ensidige slægtsliv beror på en indsnævring, på en konsekvent nedbringen af enhver åndelig værdi: slægtslivet består i en stadig voksende forarmelse og en jævnt tiltagende slappelse i alle følelser.


(side 148) For ætmanden er retningen modsat. Det er freden som skaber hans karakter, og inderliggørelse af freden betyder fordybelse af karakteren. Styrkelse af den personlige ære- og slægtshævdelse medfører større dybde og stærkere spænding i moralske følelser og moralsk vilje, fordi den betyder berigelse af samvittigheden. Jo »særere« en frænde er, des større står han som personlighed ude i livet, des vældigere er han som menneske.


Åndslivet har sit centrum i den snævre kreds. Derfra udvælder kraften til at leve. Men dette jordfødte liv har tillige en ubændig trang til udfoldelse og assimilation, som virker med i hver en rørelse af »æren«, og som gør at det åndelige liv aldrig kan udtømmes i en enkelt institution. Tingfællesskabet til at dømme og mægle, og kongeriget eller staten til fællesforetagender er institutioner som lykkens natur nødvendiggør. Den samme magt som gør Germaneren til frænde, hindrer ham i at blive ensidig ætmand og intet derudover. Den der har følt styrken og dybden i hine menneskers fred og ære, han står ikke i fare for at forfordele ætten i sin historiske betragtning; men han fristes ikke heller til at opstille den som eneren i tilværelsen, som den hemmelighed der forklarer alt i vore forfædres samfund og liv.