Vor Folkeæt i Oldtiden: Madfællig

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Tredie bog:
Hellighed og helligdom


Madfællig



(side 82) Dengang Kong Magnus, måske ved en lille overrumpling, vilde binde Svend Estridssøn til underdanighed og lensmandstroskab, nøjedes han ikke med at give ham en kappe: han føjede en skål mjød til. Svend tog ikke kappen på, og han smagte vel heller ikke på mjøden; han frygtede den sidste lige så meget som den første.


Alt hvad klenodiet formåede, det formåede også maden og drikken; den kunde blive til ære og vanære, den kunde binde og løse, den kunde give held, og den kunde hæfte lykken.


Man drak hinanden til, som ordene lød i gamle dage; ligesom man drak bryllup til en kvinde og på den måde drog hende ind i sin kreds, sådan drak man til sin nabo, så at man opnåede ham, erhvervede ham, og fik ham ind i sin fred. Derfor kan man med et sådant svar som dette: »Hos ham har jeg modtaget gæstfrihed,« skyde forpligtelsen til aktion fra sig, og måske kan det argument nøde en selv over på den modsatte side af den hvor man naturligst vilde finde sin plads. Om det så blot er en eneste mundfuld, kan den i et skæbnesvangert øjeblik være nok til at give fremtiden en afgørende vending.




»Alt hvad klenodiet formåede, det formåede også
maden og drikken; den kunde blive til ære og vanære, den
kunde binde og løse, den kunde give held, og den kunde hæfte lykken.«




Engang sad Kong Magnus ved maden om bord i sit skib. En mand kom hen over dækket og op i løftingen hvor kongen sad, brød et stykke af brødet og åd. Kongen så på ham og spurgte hvad han hed. »Jeg hedder Torfin.« »Er du Torfin Jarl?« »Ja, det kaldes jeg vestpå.« »Sandt er det, jarl, jeg agtede at hvis vi nogen sinde mødtes, skulde du ikke kunne mælde nogen om vort møde; men nu er det gået sådan at det ikke sømmer sig for mig at lade dig dræbe.« Og det var ikke småting der stod dem imellem: Torfin havde drevet en grov spas med kongens overherrelyster, fældet sin frænde Røgnvald, som var redskabet for kongens politiske planer på øerne i vesten, og meget ublidt fejet kongens gode hirdmænd af brædtet.


Maden besidder samme kraft som gaven til at åbenbare hjærternes tanker og råd. Op af øllet springer ære og vanære, det kan hæve en mands selvfølelse, og det kan slippe alle fornærmelsens uånder løs i ham. Kongen hædrer sin gæst ved at drikke ham til (side 83) i sit gode bryg og lade hornet bære hen til hans plads, og gæsterne ærer hinanden ved at drikke sammen af bægeret; hele middelalderen igennem og helt op imod vor tid er man bleven ved at tale om »æredrik«. Den der ikke vil krænke brudefolket, må nødvendigvis tømme deres »ærebæger«, som det kaldes. Når jævnbyrdige sidder sammen ved bordet, våger de skinsygt over at deres tilnærmelser bliver fuldt ud værdsatte, og føler det som den blodigste krænkelse om den tildrukne ikke »gør ret«, – nægter at modtage skålen, eller viser sin følelses lunkenhed ved kun at drikke halvt ud; og med den yderste nøjeregnen vogter stormanden på det der rækkes frem imod ham og på den der byder sig frem som drikkefælle. Kong Harald anså det for en vanære at sidde og blive drukket til af Kong Magnus's halvbroder, Torir, og gav sin følelse luft i et spottevers med en lille hentydning til hans byrd.


Almuens frygt for at blive forfordelt i samdrik er af en voldsomhed der beviser at instinktet har rod nede i selve menneskeværdigheden. Når bønderkarle der er i, omend ikke af, oplysningens århundrede, farer op og griber til knivene, fordi de ikke kan få hinandens tørst til at følges ad, er de næppe i stand til at gøre nogen rede for deres harme — uden måske ved et gammelt ordsprog, hvis begrundelse så atter ligger sekler forud for deres egen tid: den som swiker i dryckjum, swiker ock i andrum styckjum.


Jellingbægerormen.png


Den endegyldige afslutning på ethvert mellemværende er fællesskab om maden og drikken. Forliget gjaldt ikke førend det var bekræftet ved madfællig. Anno 577 spiste og drak Gunthram og Childebert sammen, og skiltes i fredelig stemning efter at have hædret hinanden med gilde gaver. Otte dage festede Adam af Bremens hedenske samtidige i Norden når de aftalte forbund, og islandske sagaer ved noksom at berette om hvorledes fordums kølighed er bleven snoet om til sin modsætning, derved at de to partier skiftede gaver, aftalte venskab og indbød hinanden til gilde.


Købet om hustruen blev lagt med liste og forsigtighed. Der hvor »købet« er delt ud i flere mindre aftaler: bejlen, fæstning, bryllup og hjemførelse, må også hvert enkelt led bekræftes ved et »øl«. Når bønder i Norge, efter at partiet foreløbig er bestemt, først samles til omtaleøl hos brudens forældre, hvor nærmere aftale træffes og fæstningen fuldbyrdes, dernæst til et tilsvarende gilde hos brudgommens slægt, og først derefter til bryllup, så gør de efter al rimelighed ikke mere end oldskik krævede.




»Den som swiker i dryckjum, swiker ock i andrum styckjum.«




Efter brudekøbet kommer gavekøbet og kræver sin bekræftelse ved bordet. Det hedder da at transaktionen er foregået per cibum (side 84) et potum, ved mad og drik, i modtagerens hjem, og dette per har ganske samme kraft som det »ved« der betegner at handel og bod er sket i og gennem »vadiet«, som den pligtige part udhænder. Måske er madens højtidelighed hos vore sydlige frænder trådt noget i baggrunden, – hvad der kan hænge sammen med den sværmeriske kultus af ihændssymboler som bredte sig i tysk ret; men her oppe i Norden har det holdt sig endnu sejgere end tilliden til pantet. Uden købeskål til at mildne afskeden med grisen og til at befæste glæden over de blanke dalere, er det ikke vel muligt for almuen at være køber eller sælger, og har man en svag mave eller et svagt hoved at tage vare på, må man undskylde sig ved at bedyre sin oprigtighed: »Vor handel skal stå lige fast for det.«


En opregning af alle de retshandeler som krævede »lidkøb« til afslutning, vilde udgøre en liste over alle de »køb« der kunde finde sted mellem germanske mænd, og kravet bunder dybere end en tåget trang til at gøre hvad ret er. Lovene ser atter og atter hen til det selskabelige punktum som retskriterium. Islandsk lov kræver til ret ægteskab, at et selskab på mindst seks personer har spist, drukket og »dømt« de to ætter sammen. Medens Islændingene, fremskredne jurister som de var, har følt det som et behov at fæstne tilværelsens realiteter i matematiske formler, som livets indviklede problemer kan regnes med, nøjes Svenskerne med at føre skik og brug til bogs som: man skal byde sine frænder til bryllup inden for tredie knæ, – altså så langt som det normale frændskab går. Man kunde også, som den norske Bjarkøret, gøre selve øllet til voldgiftsmand, og sige at søn var født i lovligt ægteskab når hans moder var »købt med mund,« når der til brylluppet var indkøbt en ask øl, og det var blevet drukket i nærværelse af to brudemænd og to brudekoner, en gridmand og en gridkvinde.


Jellingbægerormen.png


Der står endnu ærefrygt ud fra dette gamle pagtmiddel, som i den grad kunde tvinge mennesker ind til hinanden, at deres mindste handling under dets indflydelse blev et faktum for lov og ret. Når madfælliget i tidens løb således kunde blive et pagtens tegn, var det fordi det en gang havde været grundlaget i en oplevelse. Handlingens lovformelighed var afstedkommet ved at begge parter følte forandringen i sig, og dermed erfarede retmæssigheden af den ny tilstand; man forlangte at de store skåler, dem vigtige afgørelser kom an på, skulde tømmes til bunds, at viljen til ikke at rygge købet måtte stå uhjælpeligt fast. Og man vidste, at en ubetænksom mundfuld kunde berøve manden herredømmet over sig selv, eller i hvert fald lade en sideindflydelse spille ind i viljen og lamme kraften til (side 85) fremfærd. Med en egen styrke kommer afslaget: »Andet er mit ærinde end at spise mad,« når man banker husherren ud i døren for at kræve opgør. »Kunde jeg bare få den stivsindede klærk til at spise med mig, så skulde jeg nok tumle ham,« det var så omtrentlig den snedige Merovinger Chilperichs tanke, da han ved et møde med Gregor søgte at lokke ham til at indtage en lille forfriskning; men Gregor var på dette punkt lige så meget af en Germaner som kongen, han vidste at hytte sig: »Lad os først få rettet det krogede, så kan vi bagefter drikke vort mellemværende fast«, eller som sagen også kan udtrykkes med Gregors ikke ualmindelige, tobenede logik: Vor spise skal være at gøre Guds vilje, og ikke lade os lokke af kødets lyster, så at vi glemmer hans bud; derfor før jeg æder, må du love ikke at overtræde vor kirkes forskrifter.


Man gav sig selv helt hen til sin modpart i det øjeblik man hændede ham bægeret og drak med ham; på disse to hænder der raktes frem mod hinanden om dette kar, balancerede der en fremtid som ved den mindste usikkerhed kunde vippe over til ulykke for to mennesker. Efter Langobarderkongen Autharis død, bad folket hans dronning, Theodolind, beholde værdigheden og selv udvælge sig en mand med en kraftig hånd til at styre riget. Hun valgte med forstandige mænds råd Turins hertug, Agilulf, og indbød ham hastigt til et møde med sig. De traf hinanden i Laumellum, og efter at de havde talt lidt sammen, lod hun bringe vin, drak først deraf og rakte Agilulf det øvrige. Da han havde modtaget bægeret og derpå vilde kysse hendes hånd, sagde hun smilende og rødmende, at håndkys var ikke for den der skulde kysse på munden. Hun bad ham stå op og talte til ham om bryllup og herskab.


Således fortæller Paulus Diaconus. Og nu skulde vi være dårlige læsere, om vi ikke forstod at der i denne lille scene ligger en spænding, stor nok til at føde en dyb sjælstragedie. Theodolind har i drikken budt sin egen ære frem og givet den i hans hånd, at gøre med hvad han vilde; hun har bundet sig, som Brynhild bandt sig til Sigurd ved sit løfte om at eje den der red Vaverluen; en nølen fra Agilulfs side med at tage imod løftet og gøre det virkeligt, måtte styrte hende ud i »ulykke« og drive hende til hævn.


Hvad enten nu fremtiden består i bryllup og herskab eller i nyerhvervelse af ejendele, gives og modtages i samdrikken både glæden over den ny tilstand og ævnen til at nyde den. Det var njótsminni de handlende parter drak: et bæger der gjorde køberen til njótr, nyder af tingens lykke, og den moderne lidkøbsformel indeholder endnu et kort begreb af alle de virkninger som købeskålen afstedkommer på køber og sælger så vel som på salgsgenstanden, – uden at jeg dermed vil sige at ritualet er nedarvet fra urtiden. (side 86) Sælgeren bevidner sin tilfredshed med prisen, tilsiger at varen er hel og fuld og vil blive afleveret til evigt, uryggeligt eje, uden fals, med lykken i, og den anden forvisser sig om at handelen er helt afsluttet og modtageren tilfreds, samt tilsikrer på sin side modtageren den fulde nyttebrug af pengene. Og dette lyder på dansk: »Nu drikker jeg dig den sorthjælmede til, frisk og sund er den i alle måder, fri for usynlige fejl. 200 kroner skal jeg have for den; kælvetiden skal nok passe, som jeg har sagt; ligesom den er skal du have den.« »Så drikker jeg dig 30 daler til som er betalte; jeg vil ønske dig til lykke med pengene; så meget skal du have, det har du fået.« »Vi ønsker lykke til handelen på begge sider,« siger så lidkøbsvidnerne.


Vi kan samle det germanske køb i eet billede, i den norske form for frigivelse af trælle. Trællen fik sin frihed til givende – derfor hed han selv frjálsgjafi, – og for frihedsgaven betalte han sin løsningssum; men førend han havde afholdt sit frælseøl, havde drukket og spist med frigiveren, gjaldt han ikke socialt for løst af sit afhængighedsforhold.


Moderne skarpsindighed har haft uendelig svært ved at forstå denne overflod af former, og har oprevet sin hjærne med det spørgsmål, hvad handsken gjorde, siden besiddelsen afhang af skødningen, og hvad nytte skødningen var til, da jo vadiet gererede sig som despot, og man har tumlet med de forskellige »symboler« som et slags puslespil, der skulde gå op i en kunstfærdig tilrettelæggelse. Samme crux går igen på næsten alle punkter af de gamles liv: navnegivning og navnefæste, trolovelse og bryllup, brudegave og brudeøl er alle absolutte magter, og dog kommer de såre vel overens så snart de får lov til at virke uden for vore lærde hoveder. Man kommer aldrig til nogen løsning ved at begrænse de enkelte akters virkning i forhold til hinanden, ganske simpelt fordi deres ævne til at arbejde sammen beror på at de alle er fuldkomne i sig selv og derfor indeholder deres genpart. Tilliden til den enkelte handling må da som modvægt have den alvor, at et brud på den rette rækkefølge betød krænkelse fra den side der var skyld i forstyrrelsen, og ulykke for den katastrofen gik ud over, så vist som det ikke var noget muligt der forpurredes, men et sket der blev søndret.


Jellingbægerormen.png


De to stridige sæller kan skylle fejden ud med en fælles slurk, fordi der er noget stærkt i hornet, som læger al ufred og slukker al hævntrang, og mere end det: som fremelsker en ny følelse. De drikker sindet ned i sig. Derfor må loven frakende en mand ret til at søge oprejsning fra sin modstander, når han frivillig har delt hus og mad (side 87) med ham. Drikken er en lykkedrik, og da nødvendigvis af den særmærkede beskaffenhed som alt var i denne verden, hørende til et hus, delagtig i dets ejendommelighed, et kraftudtræk af de derboende menneskers hamingja. Hvis bruden ved sin første gang hen imod døren til sit ny hjem, eller sit første trin over dørtærskelen fik budt en mundsmag af den mad og den drik som husedes der – sådan som skikken i senere tider bød, – da var det for at hun skulde indvies og optages i den ånd som rådede i det hjem, og blive sindet i hjemmets sind. I Sverige, og muligvis ligeså andre steder, var man ikke tilfreds med at brud og brudgom tømte bryllupsskålen sammen med deres frænder i brudehuset; efter at bruden var udhændet til sin husbond, drog hele skaren sluttet af sted til mandens hjem og holdt der »bryllup«. Det første sted drak man overenskomsten fast i alle vedkommende, det andet drak man brudeparret ind i dets ny existens.


Det ligger i selve drikkens natur, at den bragte glemsel for noget og så meget des bedre hukommelse for andet; i sit stærkeste bryg assimilerede den drikkeren med sig selv, og viskede hans fortid ud så at han blev en ny mand; den bragte den forglemmelse der måske lader fakta stå, men tager farverne, lyset, skyggen, virkeligheden af. Således hændte det Sigurd, da dronningen i Gjukes hal rakte ham hornet: så snart han havde smagt brygget, glemte han Brynhild og alle sine løfter til hende, han tænkte kun på hvor gæv en kvinde Gudrun var, og hvor gæve hendes brødre var. Ved at sammenholde denne stump realisme med den »poetiske« trylledrik som måtte brygges for at vænne Gudrun af med tanken på fortiden, lærer man omsonst både et stykke kildekritik og et stykke kulturhistorie; opskriften lyder på: kraftig jord, iskoldt havvand, galteblod, mange slags løv, brændte agern, arnedugg, blotede tarme, kogt svinelever, og endda som krydderi diverse mystiske og mytiske ingredienser; sæt dertil nogle runer, og vi har den hele literære apotekerkunst samlet på een recept. Den der fortalte om Sigurd vidste ikke bedre, end at havde man sagt øl, så var der ikke mere at sige, og samme enfoldighed røber sig hos hans åndsfrænder: de kalder hornets indhold for mindedrik når det skal vække sjælen, og glemselsdrik når det skal lukke af for fortiden; øllet er i begge fald det samme, og hovedbestanddelen af det udgøres af den uforfalskede hjemdrik, husets stærke bryg. Når Freyja forlanger en mindedrik til sin yndling for at hans hukommelse uskadt skal kunne bevare al den viden om hans æt og dens fortid som vølven har åbenbaret, kan det være at digteren tænker på en medicinagtig elexir; men drikkens ævne til at gå ind og finde hukommelsen er ham endnu så selvfølgelig, at det simple »mindedrik« siger hans tanke helt ud, han røber ikke et (side 88) gry af den rådvildhed der straks vilde have stemplet ham som romantiker. Og sagnet om Hedins forvildelse, da han dræber sin fostbroder Høgnes dronning og bortfører hans datter, behøver ikke andet end den simple, indlysende forklaring, at han engang i skoven havde mødt en kvinde, der gav ham at drikke af »et horn øl«, og da han havde drukket, huskede han intet af det forbigangne, ikke at han havde taget imod Høgnes gæstfrihed, ikke at han havde indgået fostbroderskab med ham, kun eet forstod han, at ølbærerskens råd var de eneste værd at have og følge i verden.


I den middelalderlige beskrivelse af Hr. Bøsmers sjælsforvirring står endnu den virkelighed ved magt, at drikken i kraft af sin oprindelse indeholdt en bestemt ære og skæbne, visse minder og visse formål, som af sig selv drev alt andet ud. Folkevisens symmetriske stil er her som støbt over temaet: før han havde smagt Elverhjems føde, ved han at


»I Danmark er jeg født og båren,
og der er alle mine hofklæder skåren.
Der er også min fæstemø,
med hende vil jeg både leve og dø,«


og han føler usselheden i sin færd. Men så snart han har drukket, vender alle de små ord sig omkring:


»I Elver er jeg født og båren,
og der er alle mine klæder skåren.
Og her står I, min fæstemø,
med eder vil jeg både leve og dø.«


Det går ham som Sigurd, at da han


»lagde til munden og ud han drak,
al verden ham af hove gik.
Han glemte sin fader og moder,
hans søstre og hans brødre ...«.


To små elverkorn lagte ned i vinen til forstærkelse af hornets virkninger — andet usædvanligt er der ikke, og disse småkorn er, når alt kommer til alt, intet andet og intet mere end en betoning af at drikken indeholder Elverhjems naturfrembringelse.


Det øl Sigurd og Hedin skyllede ned var i ret forstand trolddomsdrik, ti den var ond og førte ondt med sig. Begge kommer til besindelse, og hukommelsen »finder frem til« deres tidligere væsen, men (side 89) de kan ikke blive deres forrige selv igen. De har ingen vilje til at bryde, og går ubetænkt videre ad den vej drikken har sat dem ind på, anerkendende konsekvensen af deres natur, sådan som man anerkender det der har ét helt livs begrundelse. Sigurds svogerskab er ikke løsere efter den dag, og Hedins anger er ikke fortrydelse i moderne forstand, – den kan få ham til at byde bod, men ikke til at opgive selvhævdelsen overfor den fostbroder der slår boden fra sig. Eller som vi også med et sideblik til Ynglinger og Tyrfinger kan udtrykke hans sindstilstand: den eneste udvej han har til at redde sig fra nidingskab er at føre sin nuværende karakter igennem og gøre den til sin ære. Styrken og den tragiske storhed hos fortidens helte ligger i deres udelte sind; de prøver aldrig på at være to mennesker på een gang, og derfor kender de ikke den indre splid der fortærer moderne mennesker, som foragter sig selv for hvad de er og higer efter hvad de ikke kan blive – og derfor aldrig når til tragedien.




»Styrken og den tragiske storhed hos fortidens helte
ligger i deres udelte sind; de prøver aldrig på at være to mennesker på
een gang, og derfor kender de ikke den indre splid der fortærer moderne mennesker,
som foragter sig selv for hvad de er og higer efter hvad de ikke kan blive – og derfor aldrig når til tragedien«




Det overordentlige i de tragiske sagn om trolddomshornet er nyttigt til at vække opmærksomhed for drikkens absolutte magt over sjælen; men i virkeligheden er Grimhilds drik svagere end det hjemmebryggede øl, der ubemærket skabte sindene dag for dag på bondegård og kongsgård. I det blev freden skabt og frændskabet til.


Døde en mand ensom i fremmed land eller på skib, faldt det naturligt at tilkende hans madfælle arven, ikke fordi man i et sådant madfællig så en refleks af familien, men fordi madfælliget, samlingen om bordet, var hjærtet i ætten, og overhovedet i enhver kreds hvis sluttethed var af samme art som frænderingens. Uden en stedse gentagen fornyelse af freden i sindet ved den mad, og især den drik, som er gennemtrængt af husets egen lykke, vilde båndet løsnes og den enkelte fortørres; og når det hedder, at ingen kunde erklæres for umyndig så længe han var ølfør og hestfør, så længe han kunde tømme bægeret og færdes blandt mennesker uden fremmed hjælp, var der en jævnbyrdighed mellem de to led, som nu ikke længer er indlysende. At »bebo mjødsædet« er et udtryk for at tilhøre de levendes tal, som ikke skylder licentia poetica noget.


Maden og drikken kan, ja må blive det kendetegn der skiller liv fra død. Når den udstødte er bragt til sæde i et fremmed hus og bliver et nyt menneske, med nyt liv og ny tanker, er forvandlingen ikke sket på nogen billedlig måde: han har legemligt annammet en lykke og taget den ind. Qg når barnet havde smagt mad, var det sikret mod forkastelse, ganske simpelt fordi det havde fået virkelighed i sig, og dermed en ukrænkelig værdi. Det havde smagt »fred« og var derfor forsikret i æren, så at ikke engang dets forældre længer havde nogen magt over det. Fra Frisland fortælles os om en høj- (side 90) ættet kvinde, der lod sin søns barn udbære, af vrede over at der kun fødtes ham døtre. Da hun fik at vide at en anden kvinde havde taget det lille pus til sig, sendte hun mænd af sted med de strængeste ordrer: det skulde ud af verden; men karlene kom for sent: barnet lå og slikkede sig velbehageligt om munden efter måltidet, – og de måtte gå hjem til den strænge madmoder med uforrettet sag.


På den anden side bliver udelukkelsen fra madfælliget til dødsdommen over den fredløse. Når staten erklærer en niding for óœll, som det hedder på Island, en for hvem alle skal lukke hånd og skab, vil det sige, at han udestænges fra at fremture i menneskelighed, han skal afskæres fra tilstrømning af virkeligt liv.


Jellingbægerormen.png


Når vi er kommet så vidt, ser vi os uvilkårligt om efter et ceremoniel. Selv om kilderne, som næsten overalt hvor det drejer sig om dagligdags, selvfølgelige ting, så temmelig lader os i stikken, kan vi vide, at ligesom lykken og æren udøvede sine livsfunktioner igennem klenodiet, sådan må måltidet og samværet efter maden, da drikken gik omkring, have haft sine former, gennem hvilke fredens åndedrag blev synligt. Der åbnes os et antydningsrigt indblik i livet på almuegården gennem den lille bestemmelse i Frostatingsloven, at »de kar hvori kvinderne drikker hinanden til over gulvet, går til døtrene«. På kongsgården, hvor manden knyttedes ind i høvdingens lykke og gennemsyredes af hans vilje »ved gave og øl«, som Beowulf siger, der gik dronningen sin gang ned gennem hallen i drikketimen med hornet i hånden og bød bænken rundt, efter at hun først havde rakt sin ægteherre drikken. Sådan gik dronningen åbenbart både helg og søgn, hvad enten hendes hu særlig tilskyndede hende eller ikke. Mændene påberåbte sig opvartningen som en rettighed. »Så godt synes vi, Kong Garibald, om din datter, at vi gærne vilde have en forsmag på den lykke der venter os; kære, lad hende række os et bæger nu, sådan som hun senere vil komme til at bære det til os,« kom det så uskyldigt-umiddelbart fra den lille klynge udsendinge fra Kong Authari, der efter veloverståede bejleranstrængelser hvilede sig på Kong Garibalds bænke. Den som røsten tilhørte, var i virkeligheden brudgommen, Authari, selv, der af nysgærrighed havde forklædt sig som en af sine mænd, og som nu af den hævdvundne sæd havde skabt en list til at nærme sig sin fæstemø. – Og så sandt hirdens former var et forstærket genbillede af hjemmets sædvaner, kan vi formode at en sådan åndelig tjenen hørte med til den germanske kvindes husmoderlighed, var hendes dybeste virke som fredvæverske. Sagafortælleren kan ikke finde noget mere utvetydigt udtryk for Brynhilds mandhaftighed, end dette at hun ikke vil give nogen mand (side 91) plads i sit sæde eller række nogen øl at drikke; hendes hu står til krig og ikke til ægteskab.


Mere i det enkelte går illustrationerne af fortidens festlige madfællig, især det der betød en omvæltning i deltagernes liv. Gildet begynder uden for huset, hvor festdrikken venter gæsterne ved deres komme. Senere tiders bryllupsskildringer fra Norge fører ritualet frem for os i imposante dimensioner. Mandfolkene samles på brudgommens gård for der at æde og drikke sig godt sammen. Så drager de under hujen og skrigen i vild karriere af sted til brudehuset, og afsender fra nogen afstand to parlamentærer for at bede om natteherberge. Som svar på anmodningen overleveres dem nogle skåle øl, der bringes til det ventende selskab, og først efter at denne ølhilsen har indlemmet skaren i det store, ventende fællig, rider den frem og stiger af. Dette livsbillede fra det attende århundrede beviser sin ærværdighed ved træk for træk at samstemme med de spredte antydninger som er sluppet ind i svenske landskabslove. Efter dem skulde også to af brudgomslaget ved ankomsten til brudegården bede husherren om fred for sig og fællerne; og efter tilsagt fred fra side til side og aflæggelse af våben begynder den første samdrik, som indleder talsmandens højtidelige udkrævning af bruden.


Hvad enten indvielsesdrikken blev budt i det fri eller under tag, kunde gæsten ikke komme uden om den, – som vi ser af Hymiskviða. Guden blev ved sit besøg i Jotunheim hos moderens æt mødt på salsgulvet af sin guldprydede frænke med ølhornet i hånden. Og mennesket som har været gæst i Olav Kyrres hal, mindes sin velkomst under samme billede: »Kampfyrsten med venlig hu hilste mig velkommen, dengang han som gør krigere til ravneføde, han som hugger ringene op til gaver, da hart selv gik mig i møde med gyldent horn for at drikke med mig.« En byzantinsk forfatter, Priskos, fra det sjette århundrede har i sine erindringer fra en gesandtskabsrejse til Attilas hof beskrevet de prøvelser som et dannet menneske måtte gennemgå for fædrelandets skyld. Disse barbarer havde naturligvis de løjerligste skikke, og ulykken var at man måtte gå ind på deres særheder, om man skulde gøre sig håb om at opnå noget som helst. Der blev han en dag indbudt til et privat gæstebud hos »dronningen«, og straks overvældedes han med et omstændeligt skytisk ceremoniel; hver enkelt af de tilstedeværende rejste sig ved Grækernes indtræden og bød dem et fyldt bæger, som de måtte drikke ud, og efter den bedrift blev de belønnede med favntag og kys af deres kære værter. Efter alt at dømme har Attilas hof været mere end halvt germaniseret, og Priskos har i denne »skytiske« gæstebudsskik prøvet hvad det vilde sige at leve på gotisk.


Der er intet spring mellem disse gamle optrin fra syd og nord, og (side 92) så den svenske og norske bondes simpelt grandiose former, når værten træder ud på trappen mod sine gæster med »velkommen« i hånden, måske frembåret i sit særegnede kar. Og atter smyger Ditmarskerskikken sig ind i helet, næsten som en udførlig kommentar til de gamle antydninger. Det hedder sig her, at når gæsten har delt det første måltid med sit værtsfolk, kommer husets moder til ham og hilser ham i højtidelige, hævdvundne formler med frisk øl i frisk, ny skål; efter hende følger på samme måde sønner og døtre, og endelig viser tyendet ham deres gæstfri sindelag.


Disse ceremonier tager i høj grad sigte på gæsten, som ikke i sig selv er af samlaget og derfor først skal indforlives; men i de mere almindelige træk er formerne ved gæstebudet blot en forstærkning og tillæmpning af det altid fornødne. Gæstebudsskikkene lærer os i hvilken grad madfælligets former dominerer i alt samvær mellem mennesker.


Jellingbægerormen.png


I gravitetisk tempo bevæger vore forfædres liv sig fremad – langsommeligt, fortærende langsommeligt, synes vi måske. De mennesker forekommer os at sidde fast og sprælle i et væv af former. Tøvende, nølende, vejende, vurderende bevæger mennesker sig, fordi hvert skridt betænkeliggøres ved hensynet til den virkning som den mindste handling måtte have langt ud i al fremtid. Der er ingen mulighed for at bryde igennem omstændeligheden; uden disse formaliteter og ceremonier er der overhovedet intet samkvæm mellem mennesker; atter og atter må man gennem dem for at nå ind til hinandens tanker. Selv det flygtigste møde forudsætter på en vis måde pagt og forbund, og må iklædes frændeforholdet, – ikke for intet krævede skikken en så stor tilbageholdenhed hos vært og gæst, at de beværtede og lod sig beværte i dagevis, inden de kunde hale ærindet frem. Utvivlsomt må en sådan kultur komme til at stille markerede typer på sindighed. Når det første bekendtskab kunde have så vidtrækkende konsekvenser som disse, at værten måtte tage sin gæsts sag op, føre den som sin egen, på trods af tilbøjeligheder, føre den også da, når den ny interesse vilde gå hans gamle pligter så nær at der udkrævedes vid og lykke til at udbalancere en katastrofe, – da må der opelskes både betænksomhed og diplomatisk behændighed i folket.


Så forbavses vi måske ved at se, at forsigtigheden har en modpart med lige så markerede træk.


Ikke nok med at værten er i sin gæsts magt, – når alt kommer til alt er hver mand afhængig af den første den bedste vejfarende. Gæsten er den stærkeste, han kan trænge ind med vold og rive (side 93) venskabet til sig; han kan tilsnige sig en slurk af husets lykke, – og da tager hamingjaen selv hans sag op og tvinger den gennem pulsslaget ind i sine kødelige repræsentanter, så at de går derhen hvor de ikke vil. Når han er kommen inden for døren, behøver han ikke at trykke sig sammen, og undskyldende gemme sin tilværelse hen i den skumleste krog, end sige smyge sig om i lånte klæder; frejdigt holder han sin sag op i lyset, og spørger sine værter når de egentlig agter at tage sig sammen og skaffe ham ret. Og stærkere kan gæstens myndighed ikke udtrykke sig end i de ord, at det er en stor skam at gøre den mand mén der går i ens vold, når disse ord udtales over en, der – som Torsten overfor Gøtlandsjarlen Ingemund – på det alvorligste har krænket den lykke han nu nyder godt af.


Om den unge Langobarderfyrste Albuin går det underlige sagn, at han for at vinde den udmærkelse af fremmede der behøvedes til fuld mandsværdighed i hjemmet, resolut med et udvalgt følge begav sig til Gepiderkongen Turisind, hvem han i et nyligt slag havde gjort en søn fattigere. Som gæst af den højeste byrd blev han budt til sæde i den plads der stod tom ved siden af kongen, og måltidet skred frem efter tilbørlighed. Turisind tav længe, og alle andre tav med hvad de tænkte; men da kongen brød ud: »Med glade øjne ser jeg på det sæde, men svært er det at se den mand sidde deri,« kom salen i oprør. Gepiderne hånede deres gæster og kaldte dem hopper med hvide sokker, efter deres Iæggebind, Langobarderne spurgte om de havde været på Asfeld og set hopperne slå ud med hovene, og Gepiderne huskede med eet mere end de kunde styre. Men kongen styrtede sig frem på gulvet imellem dem, formanende og truende enhver der fristede Gud ved at hugge en gæst ned inde i huset. Sindene faldt til ro, og gildet fortsatte »med glæde«. Turisind løste sin søns våben ned fra det sted hvor de hang, og iklædte Albuin med dem.


Her strider gæstmildheden med store og stærke følelser, og vinder sejr.


Varsomheden var stor, men gæstfriheden var større. Den vejfarende var altid sikker på at finde modtagelse. Tacitus giver læseren det indtryk, at bordet dækkes så snart blot en fremmeds skygge falder gennem døren, og han har ret med sit absolutte: ingen spørger om indbydelse, – selv om sandheden ved at gengives i en Romers ord, der fordeler lys og skygge galt, kommer til at stå med forvrængede træk, og forvrængningen tilmed stiger til karikatur, når Romeren har trang til at spille på effekten. I og for sig er ordene ikke stærkere end de skal være: det er synd – nefas – at stænge døren for en gæst. »Det er nidingsværk at nægte hus,« siger den norske almue. Og med gæstfrihedens fremdrift kaster man sig ud i den fremmedes (side 94) vanskeligheder; hovedkuls vilde vi kalde disse Islændinge, der næsten trækker den forfulgte ind, når han kommer en aftenstund og slår på døren som en der har hast med at komme under tag; som, uanset deres egne meninger om manden, sætter liv og velfærd på spil for at dække ham, hemmeligt og åbenlyst; der sender ham som anbefalet ven på halsen af deres frænder og kyndinge. Men allerede Cæsar kendte deres gode jævninge, og han, der forstod at gøre sig til barbar blandt barbarer – at han dog kunde være sig selv til nogen nytte, – har formuleret gæstfriheden i ord der siger alt: »Disse folk anser det for nidingsværk at krænke en gæst. Hvem han så er og hvilke grunde der end driver ham til at søge andres gæstfrihed, skærmer de ham mod uret. Han er hellig, alle huse står åbne for ham, og mad er til rede for ham.«




»Disse folk anser det for nidingsværk at krænke en gæst.
Hvem han så er og hvilke grunde der end driver ham til at søge andres gæstfrihed,
skærmer de ham mod uret. Han er hellig, alle huse står åbne for ham, og mad er til rede for ham.«




Først ved at leve modsætningerne igennem ud til deres yderste konsekvens, bliver vi delagtige i den harmoni hvori kulturen hviler. Alt det man er må man være helt, inden for en lykke eller udenfor, – et tangerende mellemstandpunkt gives ikke. Når man står overfor sin næste, da sker eet af to: enten kaster man ord på ham over et svælg der er befæstet i tomhed og bundløshed, og ordene bliver nødvendigvis til våben, eller man »blander sind«: ordene når frem til den anden med hele den byrde af selvforståen og underforståen som de ikke kan bære ud over sjælens grænser. Gæsten som har smagt husets fedme, er virkelig inden for sjælen, ti en besøgende der ikke lader sig helt og holdent opsluge af husets lykke kan ikke tænkes, eftersom intet hjem kan tåle et sådant dødt punkt i sin levende organisme.


Den selvfølgelighed hvormed man i senere tider holder sig til husherren ved alt hvad der begås ud fra hans hus, er kun et svagt udtryk for værtens personlige fornæmmelse af gæstens handlinger som udsprungne af hans egen vilje, eller med andre ord som en frændes handlinger. Han må beskytte gæsten efter yderste ævne, og Cæsars kloge udtryk, at gæsterne er hellige, skal presses ud over ethvert »ligesom« eller »som om«, til vi ser den fremmedes ulykke trække hele huset med sig i faldet.


Prokop kan fortælle om en Gepiderkonge, Torisvind, der stod overfor den fristelse at udlevere et fremmed kongsæmne, hvem skæbnen havde drevet til at søge tilflugt i stammen. Som den vidtberejste mand, der havde lært mange fremmede folks skikke at kende, kunde han indse at de gammeldags moralprincipper ikke slog til i politiske komplikationer, og han søgte at gøre folket begribeligt, at en overenskomst som man betalte med noget der ikke tilhørte en selv, var ren profit. Men igennem den fremmede historieskrivers ord lyder endnu hørligt folkets afbødende: »Det være langt fra os! Bedre for (side 95) os at gå under med hustru og børn!« Mod den gammeldags doktrinarisme i folket formår al kongens oplysthed intet, – han må arrangere sig underhånden med modparten og gå snigveje, således som fremskridtet ofte må for at vinde terræn i verden.


Her støder vi endnu engang på det underlige sagn som Ingemundslægten fortalte om sin egen oprindelse: at Torsten Ketilssøn fra Romsdalen dræbte en stimand i skoven uden at vide af at røveren var en jarlesøn fra Gøtland, og at den døende Jøkul skænkede sin banemand livet med det råd at han skulde gå i hans faders vold og forlange hans søster til ægte. Og fra Torsten stammede Ingemund i Vatsdalen. Når man blot får den rette fortæller i brændpunktet, en som kan berette under formen »jeg og mine fædre«, ledes forståelsen af sig selv i de rette linjer. Givet er på den ene side storbondens eller høvdingens søn fra Romsdalen, på den anden en jarl fra Gøtland, og når vi har hørt sagaen, ved vi hvordan der kom gøtisk jarlelykke ind i bondens slægt og gjorde dens repræsentant til stamfader for en af de mest fremragende ætter på Island. Men der fordres et mægtigt centrum til at svinge de to over i hinanden, og hidtil har bindeleddet forekommet os for svagt til en slig opgave – for usandsynligt, med andre ord. Nu springer motivet frem og hævder sig, nu føler vi at den når dybt nok ned til at være grundfæstet i en psykologisk sandhed: gæstens indoptagelse var stærk nok til at tjene som »indre nødvendighed« i sammenkædningen af to hamingjaer.


Dermed skulde vi vel endeligt være ude over forvekslingen af form og virkelighed, en forveksling der udelukkende beror på at vi ser virkeligheden fra en anden virkeligheds synspunkt, og måler formen med former af en anden støbning. Intet under at de gamle havde vanskeligt ved at få øje på alt det hæmmende i samlivet, der for os toner så højt frem. Hvad vi kalder form var virkeligheden selv. De nød ikke samkvæmmet under formerne, men i dem, de levede selve livet i den langsommeligt frem og tilbage vandrende ølbolle, de delte sind idet de drak sig fællesskab til, de skiftede flydende tanker i bægeret som de skiftede bevingede tanker i ordene, de smagte husets ære og dets minder i maden, som de drak dem ind i alt hvad de så omkring i hallen, så vel som i selve luften. Det var en egen oplevelse at håndtere våben, når de kom så tunge af ånd at de tvang ejermanden til at åbne munden og sige: »Denne brynje bar Heorogar et langt liv igennem,« – »dette sværd ejede min farfader Jøkul, og de gamle Vatsdøler før han, og det holdt dem med sejr.« Det var en anden følelse at eje, når klenodiet i den grad var en skæbne, fortid, nutid og fremtid, at gaven ikke blot satte modtagerens sjæl i svingning, men inspirerede ham til et digt om giveren.


(side 96) Ceremoniel kalder den fremmede livsfunktionerne, fordi han ikke umiddelbart føler, at i denne rytme lever en kultursjæl sit inderste ud. Tanken går herfra tilbage og samler alle disse former som udgør germansk kultur, under forståelsen af at de er livets egen strøm, og ikke trange bredder som livet skurer sig opad. De er højtidelige fordi de er nødvendige, de er nødvendige fordi de bliver til blot derved at mennesker ikke gør modstand mod livets trang til at udfolde sig. At gå med solen, at vokse og lade vokse med månen, at foretage de rituelle handlinger hvorved frændskabet så vel med mennesker som med naturer styrkes og fornyes, hvorved solen holdes i sin bane og jord som himmel bevares unge og stærke, at virke ære og virke lykke, at give barnet navnegave, at drikke broderskål, — det er at leve.


Kan vi ikke slippe ordet form ud af vor tanke, lad os da tvinge det igennem til dets højeste betydning, og da vil det munde ud i realitet. Det er formerne som adskiller levende fra døde. Man kan ikke forbyde en skovgangsmand at æde, man tænker heller ikke på at udelukke ham fra føde, men den rigtige mad, den der er glæde ved, den der er tanker i, den er han stængt ude fra. Han er afskåren fra formerne og kastet ud i det formløse.


Når omsider kulturen har løbet sin bane næsten til ende, og virkeligheden har skiftet udtryksform, vender den sig mod sit eget jeg og ironiserer over sig selv. I Hávamáls visdom møder vi de stikkende øjne som gammelmandsklogskaben retter mod verden. Disse vers stammer med al deres opsummering af fortidens tænkning fra en tid da mennesker adlød konveniensen, fordi de havde indset dens tomhed og følte dens nødvendighed. Etiketten baner vej for pralesygen, for lysten til at overbyde andre, og så kommer engang den tid da det menneskelige vil hævde sig ved at bekende sin uafhængighed af denne verdens tant. Med et halvt glas øl vandt jeg min ven, siger den verdenskloge sentimentsfuldt, og samtidig stikker han høfligt sin gave frem for offentligheden, at ingen skal tage hans fordomsfrihed for naivitet, der bærer sig naturligt ad fordi den ikke ved bedre. Man gør som andre gør, og hævder blot sin overlegenhed i en medfølgende grimasse, ti »når gave tager ved gave, varer venskab længst.« Disse vise mænd der optræder i kulturens bladfald, er aldrig lovprisere af den forbigangne grødetid; men kulturen er over dem og tvinger dem til at sige det om den, som er mere end lovprisning, at den har været stærk i det den foretog sig. Når de benægter kulturen, gør de det for at narre sig selv, for andre er de dens største bekræftere.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


82. Magnus, Flat. III 273. – Drikke til, f. ex. Egil 263; Heims. I 192; Bisk. I 848; cf. sådanne udtryk som gefin til fjár, etc. etc. — Drikke bryllup til, f. ex. Flat. I 66, 157. Til, jfr. tilgæf etc. foran og exc. 8. – Magnus, Flat. II 419 cf. Bj. H. 7. – Kongen drikker til, Heims. III 227.

83. Ærebæger, Småst. 25 cf. Skråord. 83 (25); Sv. Landsm. Bih. I 235 f. (fra det 17. årh.). — Gøre ret, Ljósv. 141 jfr. koutume underforstået Egil 135; Fornald. II 267; Djurklou: Kinds Härad 60; Topogr. Journ. VIII 26de hæfte 52; Nicol. 84. Jfr. i det hele Laur. Petris formaninger: (Troil) Skrifter och Handlingar till sv. Kyrk. Hist. V 71 ff. – Harald, Flat. III 317. – Gunthram, Gregor V 11 (17) cf. II 26 (35). – Adam Brem. III c. 17. – Island, Flat. II 171, III 200. – Norsk bryllup, Folkevennen VII 386 ff. jfr. Ditmarsken, Neoc. I 104 f., Stadslag, Schlyter XI Gipt. 7. – Norsk festar ell. fastnaðaröl, se Fritzner s. v. — Per cibum etc, Thév. 84, Redon nr. 53. Selvfølgelig er skikken bevaret i Tyskland, som ordet lidkøb noksom viser, (tysk: litkouf, Grimm: Rechts. 191). De nordiske byloves begreber om lidkøb er også mere tyske end nordiske, Stadsretter, udg. af Thorsen 14 (52), 72 (38); Kolderup-Rosenvinge: (side 374) Danske Gårdsretter 49 (3 f.), 119 (102), 320 (52), 401 (38) etc; Skånel. 400 (3); Sv. Bjark. (Schlyter VI) 6. Feilberg: Jysk Ordb. s. v. lidkøb og f. ex. Gaslander 258; Dipl. A. M. I 324 (skødetønde); jfr. også gildeskikke ved overtagelse af embede, Da. Gild. I 167 (6).

84. Ægteskab, Grágás 222, Østg. Gipt. 8 jfr. Ærf. 8, Bjark. 132 jfr. Gul. 51, 124, Frost. XI 8: Ølhusvidne.

85. Andet ... ærinde, Islend. 148. – Chilperich, Gregor V 12 (18). – Theodolind, Paul. Diac. III 35. — Njótsminni, Fornm. VI 52 jfr. njósminne i Åsen: Norsk Ordb. 36: Lidkøbsformel, Feilberg. Jysk Ordb. s. v. lidkøb jfr. Syv II (1688) 299. – Frigivelse, Gul. 62; Frost. IX 12; Bjark. 166. – Spise med modstander, Grágás I 154 f.

87. Brudefolket, Norsk h. T. 2 III 198; Topogr. Journ. 26de hæfte 45 cf. Wille 260 f. – Sverrig, Østg. Gipt. 8 f. cf. definitionen af forskellige slags øl Vestg. I Mandr. 13; cf. Neoc. I 110 ff. – Sigurd, Völs. 143. – Gudrun, Gud. II 21 ff.; cf. Drap Nifl. – Freyja, Hynd. 45.

88. Hedin, Flat. I 278 ff. – Bøsmer, Danm. gl. Folkev. II 104 cf. Fornald. III 299, 302, 309, 313, 335 f., hvor den gamle forståelse af madens betydning for livet mælder sig gennem romantik. Bevidstheden om madfælligets ævne til at skabe sjælelige virkninger gik ikke tabt, se f. ex. Cavallius I 401, men som sædvanlig hvor kulturbegrundelsen er tabt, må tilliden søge sig en ny begrundelse.

89. Drik, måske også værd at udtrykke fra den anden side: der kan ikke blive tale om sjælesplid. Den ny følelse er fred og har fredens karakter mærker; kommer der tanker op om det for ønskelige i at tingene havde taget en anden vending her i denne verden, da går de jævnsides med beslutningen uden at kunne komme ind og splitte den ad. Deraf den jævnmodige ligevægt i fortidens mennesker, se 1ste bog 36. — Madfælle, Grágás I 228. Hjærtet i ætten, ikke sådan, at madfælliget var det alt afgørende, men således, at frændskabet forudsatte at man sad sammen om bordet og nærede sig af samme mad, enten til dagligt brug eller ved de periodisk gentagne festlag. Og jo tættere madfælliget var, des inderligere blev fredsfølelsen, uden at det derfor satte andre faktorer ud af kraft, se 2den bog (Midgård og Menneskelivet) slutn. – Enhver kreds, Beow. 343 etc. – Ølfør, Gul. 126 jfr. formuleringen Frost. IX 20; Fritzners forklaring af mungaðarmaðr falder derfor godt i tråd med gammel tankegang, men det ex. han anfører, er lidt for ensomt til at virke med vægt. — Bebo mjødsædet, Beow. 3065. — Frisland, Vita Liudg. c. 6 f. (Mon. Germ. Hist. Script. II 406) jfr. Grágás I 222.

90. óœll, Grágás I X2;Gul. 202; Vestg. I Mandr. 1; Østg. Eþz. 10; Upl. Kun. 9; Eriks 1. III 46; Skånel. matban c. 139; Lex Sal. c. 55 (2). Eftervirkninger i gilderne f. ex. Da. Gild. I 35 (1). Jfr. opløsning af frændskabet, Lieb. 186 (1, 1). — Frostatingsloven IX 9. — Gave og øl, Beow. 2431; Tac. 14. — Dronningen, Beow. 612, 1980, 2020; Atlak. 35. — Garibald, Paul. Diac. III 30. – Brynhild, Völs. 137; måske værd at citere Lex Sal. 46, at tillidsmanden må manifestere sig som herre i huset ved at beværte tre gæster med grød.

91. Norske skikke, N. h. T. 2 III 190 ff.; Wille 257. – Sverrig, Vestg. I Gipt. 9; Østg. Gipt. 8 f. – Indvielsesdrik, Hym. 8; Heims. III 228 cf. Atlak. 33, og fra bondelivet Daae I 96. – Priskos Corp. Script. Hist. Byz. 207.

92. Velkommen, Djurklou 42. – Ditmarsken, Neoc. I 146; Nitsch: Das alte Ditmarschen 14 cf. optagelse i Gilde, Småst. 117. – Tilbageholdenhed, cf. som ex. Saxo I 185.

93. Gå i ens vold, Forns. 11. – Albuin, Paul. Diac. I 23. – Tac. 21. – Nidingsværk, Budst. II 747 cf. Lex Burg. 38 (1).

94. Cæsar, VI 23. – Blande sind, Hav. 44. – Værtens pligt, Lieb. 11 (15); Lex Rib. 31; Østg. Vaþ. 32, 3; cf. den antydede baggrund i Roth. 274 og f. ex. psykologien i Njála 41 ff., 88 f., 91; til den anden side: Grágás I 173 l. 12; Austf. 197, 199 f.; Ljósv. 145. Jfr. dermed gæstens forpligtelse til at hjælpe sin vært, ex. som Eyrb. c. 45 etc. – Prokop IV 27.

95. Ingemundslægten, se begyndelsen til Vatsdæla. — Husets ære, Sigrd. 5 er altså bogstaveligt. Heorogar, Beow. 2158. – Jøkul, Grettir 32. – Digte om giveren, som så ofte taler fortiden gennem Egil, Egil 292; denne art digtning nåede jo at blive en kunstform, som vi ved af Brages Ragnarsdrapa, Skjald. 1.

96. Hávamál 52, 41.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)