Vor Folkeæt i Oldtiden: Mandebod

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

15. Mandebod


(side 332) Norge: Gulatingslovens bestemmelser er ikke principielt forskellige. Mest bemærkelsesværdig er den måde de tre »ringe« i den ene af tavlerne kædes sammen ved tillægsgaver på kryds og tværs. Jeg kan på ingen måde gå ind på Amiras forslag om at udskyde brœðrungar af ringen, men på dette punkt er jo Vinogradoff af samme mening som jeg, og læseren kan derfor henvises til hans afhandling; på den anden side kan jeg ikke følge Vinogradoff i hans slutninger om en agnatisk stamme, hvilket allerede vil være klart af mine forudsætninger.


Danmark, se noter.


I Sverrig har der også været tvehed i boden. Västgotalag deler den i arvebod og ættebod, men inden for den sidste fandt foruden fædrene og mødrene frænder (der hver fik ¼) også selve –»arvi« plads. I følge Östgötalag var broderen hovedmand i ætteboden, og her gælder fædrene dobbelt mod mødrene. Noget klart billede får man ikke af disse fragmentariske, og åbenbart halvt forfaldne, bestemmelser.


Frankerne, modtagelse af boden. Chrene cruda: I muldkastet ligger ikke egentlig ejendomsoverdragelse, men mere følelse af ansvar; det vil sige synspunktet bliver skævt, når vi fra moderne standpunkt ensidigt ser på den ret som vilde ligge i en slig overdragelse. Der var lige så megen pligt i det »hellige«, lige så megen ære som lykke; og i et sådant tilfælde som det foreliggende blev tilkastelsen en binden af modtagerens vil og skal, der var ganske uafhængig af om mulden bragte ham nogen ejendomsforøgelse eller ikke. Moderne fortolkere kan ikke få ud af hovedet at en værdifylde ene og alene er en formueforøgelse, og derfor bliver et kast for dem investitur – ja den var skødning, i den forstand at denne ceremoni og skødningen er to virkninger af helligheden i huset, og resultatet er under disse særlige omstændigheder en tilskødning af den pligt som ejermanden ikke kan udføre.


(side 333) Vanskelighederne ved at formulere frændernes forpligtelser ud fra paragraffens tilsyneladende modstridende ord beror til syvende og sidst på at det der for hine mennesker var forudsætning ikke er os umiddelbart indlysende; der er ikke tale om et enten-eller, umiddelbar contra successiv, men om at alle, som sædvanlig hvor det drejer sig om frænders forpligtelser, har del i pligten, og at de ikke blot hver for sig må bære sin lod, men bære frændens med, hvis han svigter. Brunners udlæggelse af integrum debitum og tota lege rammer det væsentlige, blot at tota lege jo i sig rummer en mulig betegnelse af den samlede sum, så vist som den kunde tilfalde en enkelt, og måtte gøre det i det sjældne tilfælde hvor han var den eneste der kunde bære pligten. Kapitlet tager ikke sigte på frændernes egen opgave, at præstere ætteboden, selv om naturligvis solidariteten også gælder inden for den, men på den »fred« som gør dem ansvarlige for gerningsmandens liv, når han ikke kan svare for sig og sin lod.


Af Sachsernes lov ser vi ikke andet end at ⅔ af boden udrededes af gerningsmanden og hans sønner, ⅓ af slægten.


Vor viden om Friserne er ikke stort fyldigere: talforholdet var det samme.


De angelsachsiske bestemmelser bærer vidne om en gæringstilstand, og er desuden for uklare og fragmentariske til at vi kan udkonstruere et helt billede; så meget er vist, at man fuldt ud anerkendte frændernes forpligtelse. Nogle bestemmelser antyder blot i almindelighed frænders deltagelse i udredelse af mandebod, andre viser hvor aktivt de medvirker ved sagens ordning, eller at hjælpen er pligt, enkelte – i hvilke en ny ånd blæser ny værdi i gamle fakta – forudsætter at drabsmand betaler »med frænders hjælp«; endelig har visse bestemmelser deres interesse ved antydningen af den gængse sprogbrug: bøde til frænderne. Både fædrene og mødrene side deltog i boden, – måske gør man ret i af talforholdet mellem borgensmændene at slutte at de mødrene slap med at betale halvt så meget som de fædrene. Inde i frænderingen står en gruppe nærbeslægtede, men om deres forhold til den videre æt får vi ingen klar besked; vi hører at de tog den lille første rate, halsfang, og så må vi vel formode at de også fik deres del af hovedlodden; men om vi heraf tør slutte at Angelsachserne ikke kendte nogen egentlig tvedeling af mandeboden, er meget tvivlsomt.


Bestemmelserne i Lex Rib. 12, og Lex Baj. VIII 20, antyder frændesolidariteten ved at fornægte den, (men i den sidste effektueres overgangen ved at dimensionerne fra bredden oversættes til længden, ansvaret lægges over på efterkommerne). De andre love kender den ikke, og grunden kan jo være den at pligten tilhørte et overvundet stadium – men af Lex Thur. 31 kan ikke i og for sig sluttes at een mand betalte hele boden.


(side 334) Den bedste antydning af synspunktet for boden er at dens udbetaling regelmæssig er et helhedsspørgsmål, og at den hele skal klares, inden der bliver tale om at få sagen ud af verden. Enkeltfredsslutninger falder helt uden for alle muligheder.


Hos Angelsachserne er bestemmelserne hyppig formede ud fra den forudsætning at ætten antager sig synderens sag og bøder for ham – et sted hedder det i gammel ånd at frænderne må sige sig løs fra ham for at slippe for pligten, og ordlyden gælder åbenbart ikke deres del, eller overhovedet en del af boden; det vage »frænder« er betydningsfuldt nok, en af bestemmelserne viser i hvert fald at der ikke var skarpe grænser mellem de enkelte lodder.


Lex Sal.'s bestemmelse om det offentliges ret til en ledig lod kan ikke have gyldighed for tidligere forhold; tiden var en flittig fremadstræbende statskasses, der jo benyttede sig af enhver begyndende svaghed i de gamle sociale indretninger.


Det er en nødvendig konsekvens af ætfølelsen at alle må bære hævnen, eller bøde boden, hvis gerningsmanden svigter; hvis han dør, tager arvingen ved øksen = træder i hans sted og betaler hans del. At han løber af landet gør intet fra i frændernes ansvar, kun en retslig gennemført fredløshedslysning skærer ham af, og dermed skylden. Ejendommeligt nok leder reformationen sig frem ad den – bagfra set – inkonsekvente mellemvej, at drabsmanden »flyr med« sin del, så at frændernes skyld nedsættes med et passende beløb; følgen kan så blive den ejendommelige at frænderne kommer til at betale for fredløs mand. Gulatingsloven har det gamle at arvingen tager ved øksen, men til trods derfor et kompromis overfor en utlagr; Jydske lov går et skridt videre: drabsmandens død skaffer billigere vilkår.


Lovene prøver også på at bestemme ættens grænse ved udtryk som tredje knæ, syvende mand o. lign.; men hvor er så femte knæ etc.? Det er derom munkene slås. Sachserloven gør syv frænder ansvarlige sammen med gerningsmanden, men syvtallet er her ganske tomt for os, da vi ikke hører noget om hvad og hvordan der skal tælles. Bestemmelserne er i mange tilfælde tydeligt inspirerede af tider da pligten føltes som en byrde, og lysten var stor til at drage grænserne med særligt hensyn til dem der kommer til at stå udenfor.


I Danmark er en rent formel linje draget, men side om side dermed finder vi det ubegrænsede e meth hans frændsum er.


Hele boden skulde udredes, hvad enten ætten var fuldtallig i alle sine led eller ikke, men det hindrer ikke at bodens omfang varierede noget efter tilstedeværelsen af sådanne »frænder« som stedsønner og fostbrødre. Til boden hørte vel også fra gammel tid visse »gaver« til de nærmeste frænker, og de kan stå som en selvstændig ener, men en ener der skal udredes, eller de kan gå ind som led i boden.


(side 335) De mænd som samlede lovene havde overvældende vanskeligheder at overvinde, fordi de skulde kodificere aktualiteter. I den gamle tid bestod ætten af mænd som vidste – og følte – at de var frænder, nu stillede historien vore forfædre den opgave at reducere freden til en formel, der omfattede alle slags ætter, store og små, ætter hvis ry gik tilbage til fjerne tider og med vidtrækkende indflydelse, og ætter med en døgnposition. Mange steder faldt udgivernes arbejde tilmed på en tid, da ættens indflydelse smuldrede hen.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 414) 332. Cf. Vinogradoff i Zeits. f. Social – und Wirtschaftsgeschichte VII 1 ff. – Norge, Gul. 218 ff., 243 ff. — Amira, se Germania 32, 131. – Danmark, fyldigst i Er. lov III 26 ff., jfr. II 11, 38; Skånel. 84, 91. – Tvehed, Vestg. I (Mandr. 1); Østg. (Drap. 7), jfr. Vestg. II Drap. 7. – Frankerne, Lex Sal. 58, 62, jfr. med 101. Grunde »moderret« på ordstillingen og på varianterne, det gør man kun når man i »moderret« ser en (side 415) slags elixir til udvortes brug (mon der skulde være en hemmelighed at eruere af Er. lov p. 101 linje 11?).

333. Vanskelighederne, se Brunner: Zeitschr. d. Sav. Stift. Germ. Abt. III 38 f., hvis indvendinger mod Amira har absolut gyldighed. – Sachserne, så meget tør vi nok slutte af Lex Sax. 19. – Friserne, Lex Fris. I 1. Af XIX 2, som behandler indenæts drab, kan intet som helst sluttes om »naturlige« dødsmåder, hverken ang. arvegang eller mandebod. – Angelsachsiske bestemmelser, Lieb. 4 (23), 154 (6, 1), 174 (1, 4). – Aktiv medvirkning, Lieb. 392. – Med frænders hjælp, Lieb. 186 (1 ff.); tydeligere giver 266 (23, 25) til kende at hjælpen er pligt, jfr. 120 (74, 1 f.). – Bøde til frænderne, Lieb. 100 (24, 1), 190 (7). – Fædrene og mødrene side deltog, Lieb. 54 (8, 3), 66 (27). – Talforholdet, 392 (3); Schmid: Gesetze d. Angels. 628.

334. Enkeltfredslutninger falder udenfor, se l. l. cit., jfr. Frost. V 9. – Ætten antager sig synderens sag, f. ex. Lieb. 100 (24, 1), 120 (74). — Frænderne må sige sig løs, 186 (1). – En af bestemmelserne, Lieb. 66 (27). – Lex Sal. 62, jfr. Liut. 13, der indirekte blotter ættens indskrumpning. Brunners bemærkning i Zeits. d. Sav. Stift. III 32 hjælper os ikke til
nogen viden om forholdet før Lex Sal. – Frændernes skyld nedsættes, Lieb. 4, 23. – Betale for fredløs, Lieb. 66 (27), jfr. Er. lov II 9, III 30;
Gul. 218; jfr. dermed ordlyden i den gamle Frost., se Germania XXXII
138. – Et skridt videre, Jy. lov II 22, jfr. her I noten til p. 72. –
Ættens grænse, f. ex. Jy. lov I 1, 22; Østg. Dr. 7, cf. Gipt. 8; Vestg. I
Mandr. 1; Vald. lov I 20; Roth. 153; Lex Baj. XV 10; Lex Rib. 56, 3. – Sachserloven, Lex Sax. 18. — Hensyn til dem udenfor, jfr. Jy. lov II
26. – Danmark, Er. lov III 26, cf. I 17; Skånel. 33, 91. – Selvstændig
ener, Gul. 221. – Led i boden, således som Lex Sal. 101 antyder. Der
kan altså være gamle tilknytningspunkter i Hels. Manh. 38, men selve
bestemmelsen som den står er intet som helst værd for bedømmelsen af
oprindelig følelse; dens tone er forrykket, og kvindens stilling beror her
på total udviskning af gamle linjer. Lex Fris. XIX 2 er jo i alle måder
så singulær, at den bør holdes uden for diskussioner om normale forhold, det være sig om mandebod eller arv.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)